 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Terrorisme? |
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
||
|
Terrorisme, upræcist ideologisk begreb der anvendes til at dæmonisere politiske, religiøse eller etniske modstandere eller handlinger, anvenderen ikke bryder sig om. Alle kan derfor blive enige om at fordømme «terrorisme», samtidig med at alle mener noget forskelligt med det. Seriøse organisationer afstår derfor fra at anvende begrebet. FN anvender det nødigt og menneskerettighedsorganisationer anvender det slet ikke. Til overgreb mod enkeltpersoner eller grupper anvendes i stedet menneskerettigheds-, tortur- eller Genevekonventionerne som målestok.
I mange tilfælde - men ikke alle - anvendes begrebet i den borgerlige offentlighed om handlinger, der allerede er dækket af den almindelige straffelov. Når det anvendes er det ofte for at skabe en massehysterisk effekt, der skal få befolkningen til at acceptere - eller kræve - represalier, der ligger udenfor en normal retstats rammer.
Siden angrebet på USA den 11. september 2001 har de fleste lande i verden indført «terrorlove», der anvendes som drakoniske «juridiske» instrumenter til at slå ned på politiske, religiøse eller etniske modstandere og idømme dem særligt strenge straffe. Den type lovgivning har to grundlæggende problemer. For det første er begrebet ideologisk og derfor juridisk upræcist. Begrebet i sig selv introducerer derved en vilkårlighed i lovgivningen, der strider mod retstatslige principper. For det andet skubber de fleste stater grundlæggende retstatslige principper til side, når der føres sager på grundlag af disse love, ved f.eks. at tillade anvendelse af beviser fremkommet ved tortur, anvendelse af hemmelige vidner eller hemmelige retsmøder hvor hverken anklagede eller forsvarer har adgang. Det gælder også Danmark.
Begrebets historiske anvendelse
Indenfor den del af den politologiske forskning, der accepterer anvendelsen af begrebet, er der i dag opregnet mere end 150 forskellige definitioner af terror. Dette illustrerer, at selv forskerne taler om forskellige ting, når de taler om terror. Når begrebet anvendes nedenfor er det derfor i dets traditionelle ubestemte betydning.
Terroristisk anvendelse af vold har været en del af den moderne historie siden den franske revolutions «store terror» til Pol Pot og Idi Amins terrorregimer i Cambodia og Uganda. Som svar på revolutionære strømninger strækker terrorens historie sig fra massakrene i Paris i 1848 og 1871 til Pinochets Chile efter Salvador Allende. Under Stalins og Hitlers terrorregimer antog terroren en ny form. Fra at være et mere eller mindre kontrolleret «afskrækningsmiddel» blev den til den totale tilintetgørelse. Et terrorsystem som i dag betragtes som en integreret del af både den officielle og uofficielle krigsførelse fra Dresden til Lidice, fra Hiroshima til My Lai.
Attentater og politiske mord har været en almindelig foreteelse i europæisk historie siden Henrik III af Frankrig blev dræbt af en dominikanermunk i 1589. Siden har fyrster, konger, dronninger, paver og præsidenter været yndede objekter for attentatmagere. Fra det 20. århundrede kan vi blot minde om mordet på den habsburgske tronfølger i Sarajevo i 1914, på Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg i 1919, Ben Barka, Amilcar Cabral, John F. Kennedy og Che Guevara.
Terror og vold er således et fænomen, som har præget og fortsat præger både undertrykkernes og befriernes historie. Især i de førborgerlige samfund hvor undertrykkelsesmekanismerne var direkte og personlige og hvor der manglede demokratiske politiske mekanismer, var politiske attentater en ikke ualmindelig reaktionsform. Ingen politisk retning eller social klasse kan hævde, at de aldrig har næret attentatmænd og konspiratorer ved deres bryst.
En vigtig terroristgruppe - som på mange måder repræsenterer overgangen fra førborgerlig terrorisme til organiseret socialt oprør - var den russiske organisation Folkets Vilje. Denne organisation gennemførte en række attentater mod zarens tjenestemænd, og i 1881 dræbte de zar Aleksander II. Efterhånden som den russiske revolutionære bevægelse blev klarere politisk organiseret, trådte den individuelle terror imidlertid i baggrunden som kampform (se Narodnik, Perovskaja).
Overfor nutidens mangfoldighed af grupper som benævnes «terrorister», kan det være nyttigt at skelne mellem tre typer: Den første type bruger terrorhandlinger i situationer hvor der eksisterer borgerkrigslignende tilstande. Det vil ofte være nationale befrielsesbevægelser eller partisaner. De vil som regel have organiseret kontakt med større politiske bevægelser eller grupper. Med andre ord, stor social forankring.
Den anden type har ingen organiseret politisk eller militær forbindelse til andre, men har alligevel betydelig passiv og ofte også aktiv støtte i befolkningen. Eksempel på disse kan være dele af den palæstinensiske befrielsesbevægelse, ETA (Euskadi Ta Askatasune - Baskerland og Frihed) i Spanien, Tupamaros i Uruguay i 1960'erne og IRA i Nordirland. Grænsen mellem denne gruppe og den førstnævnte kan være uskarp og flydende. Ligeledes kan disse grupper i bestemte politiske situationer fungere på samme måde som den tredje og sidste gruppe.
Den tredje gruppe består af de, der hverken har organisatoriske eller politiske bånd til nogen befolkningsgruppe, og som kun har begrænset passiv opbakning. Dette kan kaldes «politiske terrorister. Eksempler på sådanne grupper er Rote Armee Fraktion i Tyskland, Action Directe i Frankrig, De Røde Brigader i Italien og Weathermen i USA.
Forbilleder og politisk betydning
Den moderne variant af terrorisme har i høj grad sine militære og ideologiske forbilleder fra Mellemøsten, hvor terroren har en lang historie. Efter 2. verdenskrig begyndte en omfattende immigration af folk af jødisk herkomst til Palæstina, som da stod under britisk mandatstyre. For at sætte mandatstyret under pres således at indvandringen skulle blive lettere og for at terrorisere den indfødte befolkning, dannede militante zionister flere terrororganisationer. Den vigtigste hed Irgun Zwai Leumi, hvor Israels senere premierminister, Menachem Begin, spillede en ledende rolle. Denne gruppe er kendt for sprængningen af King David hotellet i Jerusalem og for massakren i den arabiske landsby Deir-Yassin i 1948, hvor flere hundrede palæstinensere blev dræbt. Menachem Begin har skildret motiverne bag terroren således: «De (palæstinenserne) skulle flygte, og de flygtede i massevis». Kombinationen af «holocaust erfaringerne» fra krigen og en stærk international støtte fra mange sider gjorde, at den zionistiske terrorisme er den eneste som har nået sit formulerede mål: Staten Israel blev dannet.
Den anden terrororganisation af betydning i Mellemøsten var PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse). PFLP opererede fra 1967 i konkurrence med Al Fatah. Manglen på international anerkendelse af problemet med Israels besættelse af Palæstina søgte PFLP at kompensere ved opsigtsvækkende aktioner, som skulle gøre «verdensopinionen» opmærksom på problemet. Den største enkeltaktion foregik den 6. september 1970, da flere Pan Am og Swissair-fly blev kidnappet og fløjet til ørkenen i Jordan. Formålet var bl.a. at få frigivet et par palæstinensiske flykaprere. Forhandlingerne mislykkedes, passagerer og besætninger blev evakueret og flyene sprunget i luften. Resultatet af flysprængningerne var, at jordanske tropper med nordamerikansk støtte fik et påskud til at gå ind i de palæstinensiske flygtningelejre, hvor de dræbte omkring 10.000 palæstinensere. PFLP ophørte efter 1970 med terroraktioner og koncentrerede derefter sine militære aktioner mod israelske militære mål. Det førte til afskalning af flere militante grupper som PFLP-GC, som fortsat ønskede at anvende terror.
Terrorisme praktiseret af grupper uden folkelig forankring eller støtte har ét fællestræk: Den optræder pseudorevolutionært, men fungerer kontrarevolutionært. Den har dels ført til en kriminalisering af radikal politisk praksis generelt, dels til øget politioprustning og overvågning. Tydeligst var dette i Tyskland og i Italien, som begge i 1970'erne indførte «terrorlove» og politivedtægter, som bragte den almindelige politiske frihed i fare. Det er vanskeligt at pege på et eneste tilfælde, hvor terroren har bidraget til at give dem, som den var ment til at skulle tjene, større motivation til egen kamp; De er snarere blevet demoraliseret af myndighedernes modforanstaltninger og propaganda. Det er også vanskeligt at finde eksempler på, at aktionerne har bidraget til at give opinionen en bedre forståelse for «sagen».
Udfra et socialistisk perspektiv er konsekvenserne af denne type «rød» terror entydigt negative. Det konspirative i «terrorismen» tvinger deltagerne ud af deres almindelige livssammenhænge og ind i en pseudoverden, hvor virkeligheden forveksles med egne fantasier og mediernes skandaleoverskrifter. En revolutionær strategi kan benytte sig af militante midler, men altid som led i en større politisk bevægelse. En «terroristisk» strategi i en sammenhæng hvor hverken borgerkrig eller besættelse truer eller eksisterer, og hvor der findes normale politiske institutioner, vil altid fungere kontrarevolutionært - uanset motivation og radikal sprogbrug.
Selvmordsattentater
I de vestlige medier - herunder også de danske - fremstilles selvmordsattentater oftest som udtryk for religiøs islamisk fanatisme. Det er imidlertid forkert. Den nordamerikanske forsker ved Chicago University, Robert Pape har undersøgt 300 selvmordsattentater gennemført i perioden 1983-2004. Hans undersøgelse viste, at næsten alle var led i en klar nationalistisk strategi, og oftest en del af en national befrielseskamp. Undersøgelsen afslørede samtidig, at den organisation der mest flittigt anvendte metoden var den socialdemokratisk nationalistiske befrielsesbevægelse, De tamilske Tigre (LTTE) i Sri Lanka. Denne bevægelse tegnede sig samtidig for det eneste eksempel, hvor en statsleder blev slået ihjel ved et selvmordattentat - nemlig mordet på den indiske premierminister Rajiv Gandhi i 1991.
Før 1983 gennemførtes kun meget sjældent selvmordsattentater, men selvmordsaktionen mod først USA's ambassade i Beirut i april 1983 og siden i oktober marinehovedkvarteret samme sted satte skred i selvmordsaktionerne. Antallet eskalerede. Der fandt 31 aktioner sted i 1980'erne, 104 i 1990'erne og 153 alene i perioden 2000 - august 2004. I Israel var det en zionistisk terrorist der satte gang i anvendelsen af metoden. Den 25. februar 1994 gik Baruch Goldstein ind i moskeen i Hebron på den besatte Vestbred og dræbte med sit automatvåben 29 bedende palæstinensere og sårede 125 inden han selv blev dræbt. Goldstein inspirerede palæstinensere til at begå tilsvarende selvmordsaktioner rettet mod israelere.
Den voldsomme stigning i det nye årtusinde skyldes næsten udelukkende aktioner i Iraq. Fra 2004 gik der ikke en uge uden selvmordsaktioner. Det er paradoksalt, at terrorismen er eksploderet efter at USA har indledt sin «krig mod terror», og Pape påpeger da også i sine undersøgelser, at militære midler er dømt til at mislykkes, når drivkraften bag aktionerne er ønsket om national selvstændighed. I Libanon ophørte selvmordsaktionerne først, da Israel trak sine besættelsesstyrker ud af landet, og i Sri Lanka bremsede aktionerne først op, da der kom reelle fredsforhandlinger i gang. Holder denne tendens, vil terroren i Mellemøsten først ophøre, når Israel rømmer det besatte Palæstina. Logikken er simpel. Osama bin Laden erklærede i 2004: «bomber i vores byer, bomber vi jeres».
Selvmordsterrorisme har to centrale formål: rekruttere til bevægelsen og svække modstanderen. Gennem sin håndtering af fænomenet har myndigheder og medier i Vesten gennem de senere år effektivt bidraget til opfyldelsen af begge formål. Medierne bidrager villigt til dæmonisering af større etniske og religiøse grupper, og fremelsker derved en modreaktion blandt ungdommen, der for nogles vedkommende lader sig rekruttere. Dæmoniseringen kan sammenlignes med nazismens dæmonisering af jødedommen i tiden op til krystalnatten i Tyskland i 1938. I Danmark taler statsminister og medier åbenlyst om «islamisk terrorisme», og bidrager derved i sin diskurs til radikalisering af specielt unge muslimer, der ser sig uretfærdigt forfulgt.
Både medier og myndigheder bidrager endvidere til terrorismens 2. mål: svækkelsen af modstanderen. Den tyske sociolog Ulrich Beck har formuleret kategorien risikosamfund til karakteristik af de moderne vestlige samfund. Truslen om pludselig død udgør i disse samfund en risiko på linie med f.eks. truslen om arbejdsløshed. Men mens risikoen er flere hundrede gange større for at dø pludseligt af hjerteslag eller trafikuheld pisker myndigheder i forbindelse med terrorisme en voldsom angststemning op. Hele landes befolkninger manipuleres ind i en kollektiv angstneurose. Terrorbevægelsen har nu nået det andet af sine formål: at svække modstanderen. Konsekvensen er, at de ramte samfund ikke får nogen ærlig chance for at analysere terrorismens årsager til bunds, og derfor heller ikke får mulighed for at udvikle egnede modsvar. Svaret bliver i stedet «krig mod terror», voldelige tiltag der blot eskalerer problemet i stedet for at løse det.
Kritikere vil indvende, at der også eksisterede terror før USA i 2001 indledte sin «krig mod terror», men statistikkerne viser at omfanget af terrorisme siden er eksploderet. Forskere som Pape anfører, at baggrunden for terrorangrebet i 2001 var USA's militære kolonisering af Mellemøsten - specielt Saudi Arabien - og Israels fortsatte besættelse af Palæstina.
Seks af USA's efterretningstjenester offentliggjorde i september 2006 en rapport om «krigen mod terror» der viste, at «krigen» frem for at reducere terrorismen, har øget denne samt risikoen for terror. Årsagen er, at USA's besættelse af Afghanistan og Irak, modstand mod en fredsløsning i Palæstina/Israel konflikten og brud på menneskerettighederne provokerer mange folk og grupper rundt omkring i verden og presser dem ud i terror. Terrorattentaterne i Madrid i 2004 og i London 2005 anses for at være direkte konsekvenser af disse landes deltagelse i besættelsen af Irak og USA's «krig mod terror». I det danske PET's årsrapporter fra 2004 og 2005 drages den samme konklusion. Det hedder, at Danmarks deltagelse i koalitionen i Irak og NATO's indsats i Afghanistan øger terrorrisikoen i Danmark. Det samme gør anvendelsen af karrikaturtegninger til hetz mod religiøse mindretal og den danske regerings bidrag til hetz mod indvandrere og specielt muslimer.
En lignende konklusion nåede britiske forskere frem til i juli 2006. USA's «krig mod terror» har først og fremmest bidraget til at styrke Iran. USA's besættelse af Afghanistan øst for Iran og Iraq vest for landet har afgørende svækket Irans to nabolande og tilsvarende øget Irans politiske indflydelse i regionen og i den muslimske verden.
|
Afghanistan |
Guinea, Ækvatorial |
Pakistan |
|
Over halvdelen af verdens stater er «terrorstater» I en historisk dom omskrev Østre Landsret i september 2008 verdenshistorien, da den erklærede, at «modstandsbevægelser og befrielsesbevægelser der under væbnede konflikter som del af modstand mod en besættelsesmagt eller kamp mod en illegitim stat har dræbt civile er terrororganisationer». Dette er tilfældet i over halvdelen af verdens stater, der i Landsrettens diskurs blev terrorstater (alle stater med blå links). F.eks. i Danmark hvor modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig bekæmpede den tyske besættelse, eller USA hvor selvstændighedsbevægelsen i 1760'erne og 70'erne bekæmpede den britiske kolonimagt. I begge tilfælde: terrororganisationer. |
||
Statsterrorisme
Den foregående behandling af terrorisme har været begrænset til terror i «lille» skala. Terror i stor skala er altid statsterrorisme. Industrialiseret terrorisme er udviklet siden årene før anden verdenskrig i takt med udviklingen af stadig mere dødelige våben. Den 26. april 1937 bombede tyske fly den lille by Guernica i Euskal Herria og dræbte flere hundrede. Pablo Picasso gjorde terrorhandlingen udødelig med sit maleri af samme navn. Der var tale om terror mod civilbefolkningen. Fra 1940 indledte Tyskland terrorbombardementer af London og andre engelske byer som led i et forsøg på erobring af Storbritannien. I 1942 udnævnte Churchill Arthur «Bomber» Harris til chef for den britiske bomber command. Han anvendte samme taktik som tyskerne og terrorbombede de tyske byer. Undskyldningen var i starten, at bombetogterne foregik om natten i fuldstændig mørke, og de britiske bombefly kunne derfor ikke være sikre på at ramme rigtig, men det var en tynd ideoloigisk fernis og hurtigt indrømmede briterne, at det egentlige formål var terrorbombning af civilbefolkningen. Den britiske praksis kulminerede med bombningen af Dresden 13-15. februar 1945, der kostede 25.000 civile livet.
 |
| Smågruppers terror er for intet at regne med terrorstaternes terror. I 2023 indledte Israel folkemord i Gaza og henrettede i løbet af de første 3 måneder over 23.000. På billedet slæber terrorister bomber, der senere skal regne ned over civilbefolkningen i Gaza. USA's statsterror siden 2001 har kostet 4-8 mio. mennesker livet. Der er tale om terror i industriel format. |
USA havde oprindelig været imod terrorbombning af civilbefolkningen, men ændrede i 1943 syn på dette. I juli 1943 gennemførte England og USA i en uge terrorbombardementer af Hamburg, der kostede over 50.000 livet. De følgende år blev alle tyske byer udsat for terrorbombardementer for at tvinge Tyskland til kapitulation. Det mislykkedes. Øverste chef af USA's bombeenhed i England var generalmajor Curtis LeMay. I august 1944 blev han forflyttet til bombningen af japanerne i Kina og Burma, og kort tid senere til Mariannerne hvorfra han ledede USA's bombning af Japan. Ideen om terrorbombardementer af civilbefolkningen havde han med fra England, og det var LeMay selv der formulerede begrebet «Terror Bombings». Frem til krigens afslutning i august 1945 gennemførte han terrorbombardementer af næsten alle japanske byer. En foreløbig kulmination var i marts 1945, hvor USA terrorbombede Tokyo. Husene var overvejende af træ og LeMay anvendte napalm og hvid fosfor bomber. Formålet var at stikke det hele i brand. Det lykkedes. Tokyo brændte ned til grunden og 100.000 japanere blev dræbt. Massemord i den skala rettet mod civile er kun mulig, hvis man på forhånd har dehumaniseret modstanderen, og i USA's propaganda betegnedes japanerne ikke som mennesker men som dyr. Der var ingen forskel mellem nazisternes opfattelse af tyskerne som herrefolk, og USA's opfattelse af sig selv som herrefolk.
I august 1945 var der kun en håndfuld japanske byer, der ikke havde været udsat for terrorbombardementer. De blev holdt i baghånden, fordi USA havde et nyt våben der skulle afprøves mod civile. Atombomben. USA havde travlt, for i august var Japan tæt på kapitulation. Sovjetunionen var få uger inden gået ind i krigen, havde løbet de japanske styrker i Manchuriet over ende og stod overfor at invadere selve Japan. Den 6. august 1945 kastede LeMay derfor den første atombombe over Hiroshima. Kapitulationen var nært forestående. Formålet var et andet. Dels ønskede gale politikere og officerer i Washington at studere bombens ødelæggelse på mennesker og bygninger. Dels var den et signal til Sovjetunionen om at USA var dem militært overlegne. LeMays karriere som massemorder kulminerede denne 6. august med bombningen af Hiroshima. Denne ene bombe endte med at koste 250.000 mennesker livet. Næsten alle civile.
USA havde markeret sin position som verdens største terrorstat, hvad angår terrorbombning af civile. Der er fortsat ingen anden stat der overgår USA i brutalitet. Den samme brutalitet kom til udtryk under Koreakrigen, hvor alle nordkoreanske byer blev jævnet med jorden og senere under Vietnamkrigen, hvor terrorstaten terrorbombede byer og diger i Nordvietnam og siden i Cambodia og Laos.
USA's praksis med terrorbombardementer videreføres i det nye årtusinde af Israel, der rutinemæssigt gennemfører terrorbombardementer af Gaza.
Efter Hiroshima planlagde USA et utal af gange at avnede atomvåben - mod Korea og Vietnam. Terrorstaten gjorde i 1950'erne og 60'erne forberedelser til global atomkrig, der ville blive udløst af et US first-strike angreb på Sovjetunionen. Iflg. de militære planlæggere ville en sådan krig koste mindst 600 mio. mennesker livet. I dette tal var der dog ikke taget højde for, at fødevareproduktionen globalt ville blive ødelagt mange år ud i fremtiden, og at en sådan krig derfor nærmere ville koste alle mennesker livet.
Atomvåben har ikke et militært formål, men er alene et våben til masseterror. Virker statsterrorismen så? Tysklands terrorbombardementer af England bragte ikke imperiet til fald. Terrorbombardementerne af Tyskland og siden Japan bragte heller ikke disse lande til kapitulation. Det erklærede formål om at fjerne modstanderens civilbefolknings støtte til krig bliver ikke opfyldt. Terroren fører blot til mere had. Kapitulation indtræder først, når modstanderen er nedkæmpet militæret. Selv om USA kastede 3 gange så mange bomber over Vietnam som der var kastet under 2. Verdenskrig over Tyskland, bragte det ikke Vietnam til fald, og i sidste ende var det Vietnam der vandt og USA der tabte. Som i Korea. Statsterrorisme har ikke nogen militær effekt, men er alene terror - et middelalderligt og uciviliseret ønske om hævn på modstanderens civile. Selv om det udtrykkeligt forbydes af 4. Genevekonvention, praktiseres det fortsat af terrorstater som USA og Israel, bakket op af EU.
Farvel til retstaten
Bekæmpelsen af terrorisme internationalt var fra 1960'erne koncentreret omkring aftaler om udlevering af flykaprere samt politimæssigt samarbejde. FN's Generalforsamling vedtog i december 1987 resolution 42/159 om Midler til hindring af international Terrorisme. Baggrunden var især de foregående års optrapning i antallet af bortførelser af udlændinge i Libanon, dels USA's uerklærede krig mod Nicaragua. USA var i 1986 blev kendt skyldig ved den Internationale Domstol i Haag for sin ulovlige krig mod Nicaragua, og resolutionen lagde derfor også vægt på hindringen af terrorisme fra en stat mod en anden. Resolutionen lagde endvidere vægt på at skelne mellem terror og nationale befrielsesbevægelsers kamp mod undertrykkende regimer - også når det skete med væbnede midler. Resolutionens forfattere havde her især ANC's kamp mod det sydafrikanske apartheidregime og palæstinensernes kamp mod den israelske besættelsesmagt i tankerne. De to eneste lande der stemte mod FN's anti-terror resolution var Israel og USA.
Angrebene mod USA 11/9 2001 blev anvendt til at piske en voldsom terrorfrygt op globalt, og til gennemførelse af så vidtgående tiltag, at det i mange lande gjorde begrebet retstat til en parantes i det 21. århundrede.
Henvisningen til terror var baggrunden for udviklingen af USA's globale overvågning af telekommunikation, der i juni 2013 blev afsløret af Edward Snowden. Det viste sig, at NSA (National Security Agency) overvågede kommunikation både i og udenfor USA, og både rettet mod supermagtens egne statsborgere og alle andre - i strid med den gældende lovgivning i USA. Det viste sig, at NSA havde fået indbygget bagdøre i populære operativsystemer, programmer og krypteringssystemer, så tjenesten kunne følge med i både krypteret og ikke krypteret kommunikation. Det viste sig at tjenesten aflyttede telefoner globalt - herunder også (hidtil) venligtsindede statslederes - og opsnappede den globale fiberbaserede kommunikation. Supermagten havde med andre ord etableret en total og global overvågning af jordens befolkning. Andre lande fulgte tilsvarende spor. I Danmark blev der i 2006 indført sessionslogning af al kommunikation på internettet. Stater der tidligere i forskellig grad havde respekteret de menneskelige rettigheder udviklede sig til de-facto politistater hvad overvågning angik.
En lang række stater indførte såkaldte terrorlister, med navne på personer og organisationer de pågældende mente var terrorrelaterede. Et interessant aspekt var, at alle listerne var forskellige, som bekræftelse af terrorbegrebets subjektive ideologiske karakter. I EU blev listerne udformet af tjenestemænd fra de enkelte landes efterretningsvæsner. EU Domstolen forsøgte i dom efter dom at få fjernet personer eller organisationer fra listerne, men grundlæggende uden held, da Kommissionen ignorerede domstolens kendelser. Personer og organisationer der var sat på listerne indbragte deres sag for domstolen, der i kendelse efter kendelse slog fast, at i en retstat har en anklaget ret til at forsvare sig. Hvis en person eller organisation anklages for terror, skal pågældende stilles for retten, have ret til at forsvare sig og først derefter eventuelt dømmes. Men dette grundlæggende retstatsprincip så EU bort fra i sine lister, hvor personer blev anklaget og «dømt» af efterretningstjenester uden retsager. EU Domstolens problem var, at listerne var halvårlige, og når domstolen afsagde en kendelse om at fjerne en person eller organisation fra en liste, var denne allerede forældet og erstattet af en ny. EU opretholdt sine lister, der fundamentalt var i strid med grundlæggende retstatslige principper. Danmark havde et retsligt forbehold, der gjorde at listerne ikke umiddelbart havde retsgyldighed i Danmark, men som dommere bemærkede, så lå listerne i Justitsministeriets skriveborde, hvor de de-facto dikterede de danske domstoles holdning. Dømt uden ret til forsvar.
Efter 11/9 2001 indførte de fleste lande terrorlove - hvis de ikke allerede havde sådanne i forvejen. Terrorlovene var oftest drakoniske udvidelser af de eksisterende straffelove, hvor straffene for eksisterende forbrydelser drastisk blev forhøjet. I Danmark blev straffene generelt fordoblede, hvis anklagemyndigheden kunne overbevise domstolen om, at en strafbar handling var «terrorrelateret». Juridisk var man her ude på særdeles gyngende grund, da terrorbegrebet ikke havde en juridisk substans, men var ideologisk-politisk betinget. For at skærpe straffene overfor politiske, religiøse og etniske modstandere trak staterne derfor ofte «terrorkortet».
Et yderligere problem var, at staterne drastisk slækkede på retsikkerheden. Det skete ved at tillade anvendelse af anonyme vidner, anvendelse af «vidneudsagn» fremskaffet ved tortur og gennemførelse af lukkede retsmøder hvor tiltalte og i nogle tilfælde heller ikke disses forsvarere havde adgang. Konsekvensen var gennemførelsen af retsager, der for længst havde forladt retstatens rammer, og som resulterede i abnorme domme. I Danmark dømtes en boghandler i december 2014 til 3 års ubetinget fængsel, for at have hyldet al-Qaeda på Facebook. I Egypten idømte en dommer efter få timers retsforhandling 683 medlemmer af det Muslimske Broderskab til døden. Staterne brugte med andre ord «terrorkortet» til at spærre politiske, religiøse og etniske modstandere inde.
Dertil kom i mange lande en drastisk udvidelse af politiets og efterretningstjenesternes beføjelser. Politiet fik udvidet adgang til at tilbageholde og efterforske uden at stille sigtede for en dommer. De-facto udvidede rettigheder til anvendelse af tortur og nedværdigende behandling. Efterretningstjenesterne fik udvidet adgang til aflytning og husransagelser uden dommerkendelse.
Efter 2001 var problemet ikke længere terrorisme, men staternes demontering af grundlæggende demokratiske og menneskelige rettigheder.
Internet: | ||