Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Osama bin Laden (1957-2011), saudiarabisk forretningsmand, islamisk militant fundamentalist. Han blev født i Riyadh i 1957 i en familie af entrepenører tæt knyttet til den saudiske kongefamilie. Han studerede religion og ingeniørvidenskab, samtidig med at han deltog i ledelsen af familiens virksomheder. Hans stærke religiøse overbevisning fik ham i 1973 til at slutte sig til lokale islamiske grupper, og i 1979 drog han til Afghanistan, efter at Sovjetunionen havde invaderet landet. Han deltog i kampene mod besættelsesmagten, oprettede træningslejre, bevæbnede de arabiske frivillige og financierede deres rejse til Afghanistan. Det var der, han opbyggede relationer til islamiske bevægelser i hele den muslimske verden.

Efter at Sovjetunionen i 1988 havde trukket sig ud af Afghanistan, vendte bin Laden tilbage til Saudi Arabien, men hans stigende kritik af regeringen for dens tilladelse til udstationeringen af nordamerikanske militære styrker i Saudi Arabien og hans fortsatte økonomiske støtte til islamiske væbnede grupper i udlandet førte til, at han i 1992 blev frataget sit pas. Så snart han fik passet igen, flyttede han til Sudan, hvor han menes at have financieret Hassan al Tourabis Islamiske nationale Front. I 1994 blev han frataget sit saudiske statsborgerskab, efter at Ægypten, Algeriet og Yemen havde anklaget ham for at financiere undergravende virksomhed i deres respektive lande.

I 1996 forlod han Sudan. Muligvis efter pres fra de sudanesiske myndigheder, der ønskede at distancere sig fra de beskyldninger om støtte til terrorisme, som Sudan blev udsat for. Samme år i maj dukkede han op i Afghanistan, hvor han begyndte at udsende fatwas (religiøse bandbuller) mod USA.

bin Laden er mistænkt for at have financieret eller tilskyndet til en serie af bombeattentater over de senere år, og her specielt bombeattentaterne mod USA's ambassader i Nairobi og Dar-es-Salaam den 7. august 1998. Han menes at stå bag en række radikale organisationer: Den internationale islamiske Front (International Islamic Front), Den islamiske hær til befrielse af de hellige Steder (Islamic Army for the Liberation of the Holy Places) der tog ansvaret for attentaterne i Nairobi og Dar-es-Salaam, samt Verdens islamiske front for jihad mod jøder og Korsfarere (World Islamic Front for Jihad against Jews and Crusaders). Hvis alt dette er sandt, ville han have kontrol over en «hær» på omkring 5.000 militante muslimer i Saudi Arabien, Sudan, Ægypten, Yemen, Ethiopien, Somalia, Afghanistan, Pakistan og Philippinerne.

Efter attentaterne mod ambassaderne i Nairobi og Dar-Es-Salaam i august 1998 affyrede USA omkring 100 cruise missiler mod hans guerilla baser i Afghanistan og en medicinfabrik i Sudan. Missilerne medførte ingen større vedvarende skader på hans guerilla baser, men gjorde ham til helt i den muslimske verden.

Sammen med Saudi Arabien var USA på det tidspunkt en af Taliban regimets største økonomiske bidragsydere. Alligevel nægtede Afghanistan at udlevere bin Laden til USA, og talibanerne erklærede at: «det ville være forkert at udlevere en muslim til et vantro land».

Et år efter bombningerne af deres ambassader tog USA en række ensidige skridt mod Afghanistan ved bl.a. at indefryse 500.000 US$ som tilhørte landets flyselskab Ariana, og ved at forbyde nordamerikanske virksomheder og enkeltpersoner at samarbejde med Afghanistan. Men det opblødte ikke relationerne. «Sanktionerne er en konsekvens af, at talibanerne fortsat giver Osama bin Laden og hans terrorist netværk lov til at operere frit i Afghanistan», fortalte talsmanden for USA's Nationale Sikkerhedsråd, David Leavy til jornalister.

Få dage før et-årsdagen for attentaterne i Dar-Es-Salaam og Nairobi kunne TV stationen Al Jazeera 9. august 1999 fortælle, at 2 militærfly fra USA var landet i Pakistan med kommandostyrker, der skulle slå til mod Osama bin Laden.

Den 15. oktober 1999 vedtog FN's Sikkerhedsråd at ville indføre sanktioner mod Afghanistan, hvis landet ikke udleverede bin Laden til retsforfølgelse. Resolutionen blev fremsat af USA med støtte fra Rusland, der mistænkte bin Laden for at financiere islamiske oprørere, der kæmpede mod russiske sikkerhedsstyrker i Daghestan. Sanktionerne skulle træde i kraft 14. november og ville indebære, at alle taliban styrets bankkonti i udlandet ville blive indefrosset, og at alle flyvninger fra Afghanistan skulle forbydes. Undtaget var dog humanitære flyvninger og flyvninger med afghanere, der skulle på pilgrimsrejse til Mekka. Man ville dermed undgå de konflikter, der opstod efter de totale sanktioner mod Libyen efter Lockerbie attentatet.

Efter terrorangrebet mod World Trade Center i USA 11. september 2001, blev mistanken overvejende rettet mod bin Laden og hans al Qaeda netværk. Myndighederne formodede, at det krævede en bin Laden for både at sikre en sådan aktions ultra radikale ideologiske grundlag og dens financiering og planlægning. Hverken bin Laden eller nogle af de grupper der er knyttet til ham tog dog ansvar for angrebet. Taliban styret i Afghanistan fordømte øjeblikkelig terroraktionen, og benægtede samtidig at bin Laden der levede i landet kunne være involveret. Den 20. september opfordrede et råd af afghanske religiøse ledere Talibanstyret til at anmode bin Laden om at forlade Afghanistan «i tide og af egen fri vilje». Styret erklærede sig villig til at udlevere bin Laden til en international domstol, hvis USA kunne præsentere beviser for hans involvering i angrebet 11. september, men det blev blankt afvist af USA, der i stedet indledte krig mod Afghanistan 8. oktober.

USA's besatte Afghanistan og fortsatte eftersøgningen efter bin Laden. Uden held. Mange analytikere pegede på, at USA kunne være mere interesseret i at bin Laden var på fri fod, end at han blev arresteret eller dræbt. I levende live ville han bidrage til at legitimere USA's og den vestlige verdens «krig mod terror», der i vid udstrækning indskrænkede de demokratiske rettigheder gennem såkaldt «terrorlovgivning». Som død ville han kunne opnå martyrstatus af samme dimensioner - men helt andre årsager - som den Che Guevarra fik efter USA i 1967 myrdede ham i Bolivia.

2011 Henrettet i Pakistan

Det kom derfor som en overraskelse, da USA i maj 2011 meddelte, at kommandosoldater havde dræbt bin Laden. Det Hvide Hus' forklaringer af aktionen var efterfølgende modstridende. I den første version hævdede det Hvide Hus, at han var blevet dræbt i kamp, mens han brugte sin hustru som skjold. Det var løgn. I den næste version havde han været ubevæbnet og var blevet henrettet med to skud - i hovedet og brystet. Kommandosoldaterne havde kun mødt væbnet modstand lige i starten af aktionen, men ikke da de nåede frem til bin Laden. USA havde på forhånd besluttet, at han ikke skulle stilles for retten, men i stedet henrettes. Efterfølgende blev liget hemmeligt fløjet syd på gennem Pakistan til det Indiske Ocean, hvor det blev kastet i havet. En «begravelsesform» der også var uhyggelig udbredt i det argentinske militærdiktatur i 1970'erne. USA oplyste selv, at det ikke ønskede at han blev begravet på land, da det ville kunne give begravelsespladsen kultstatus.

Henrettelsen af bin Laden var en krænkelse af Geneve konventionerne, der udtrykkeligt forbyder henrettelse af krigsfanger, og understregede at USA ikke er en retsstat, men en stat der vilkårligt henretter sine formodede modstandere uden rettergang. I disse år oftest med såkaldte droner.

Henrettelsen udløste en diplomatisk krise mellem Pakistan og USA og forværrede de to landes forhold. Selv om de to lande var allierede, eksisterede der ingen aftaler om at USA kunne gennemføre en hemmelig militær operation på pakistansk område, og bagefter flyve gennem hele landet fra nord til syd med bin Ladens lig. Der var tale om en alvorlig krænkelse af Pakistans nationale suverænitet. Folkeretten tillader alene såkaldte «hot pursuit» operationer, der skal være kortvarige, og højest strække sig få kilometer ind på et fremmed lands territorium. USA forsvarede sig med, at det i 2002 havde indgået en aftale med Pakistans tidligere militærdiktator Musharaf om at kunne gennemføre en operation, hvis den handlede om at fange bin Laden. Det blev afvist fra pakistansk side. Under alle omstændigheder havde USA været forberedt på kamp med pakistansk militær, og havde derfor sendt ikke mindre end 4 helikoptere afsted med kommandosoldater. Ordren var, at hvis de blev angrebet af pakistanske styrker, skulle de kæmpe sig ud.

USA beskyldte til gengæld Pakistans militær og efterretningsvæsen for at have haft kendskab til bin Ladens opholdssted i Abbottabad, blot 1 kilometer fra det pakistanske militærs uddannelsescenter.

Det neokonsevative højre i USA forsøgte efter henrettelsen at tage sin del af æren. Bl.a. at lokaliseringen af bin Laden alene var mulig pga. den udstrakte brug af tortur af krigsfanger. Fakta var imidlertid, at det aldrig lykkedes præsident Bush og hans mænd at fange Bin Laden, og at de oplysninger der i sidste ende førte til lokaliseringen af bin Ladens opholdssted var resultat af almindelige afhøringer og efterretningsarbejde.

Al Qaeda havde allerede i mange år før bin Ladens død spillet en underordnet rolle, og bin Laden selv været uden indflydelse. Al Qaeda på den arabiske Halvø er den stærkeste filial, tæt fulgt af Al Qaeda i Nordafrika, der har tjent store summer på bortførelser af udenlandske turister. Oprørene i den arabiske verden i foråret 2011 viste imidlertid, at både al Qaeda og andre islamister var stærkt svækkede ifht. almindelige og brede folkelige krav om demokrati. I USA forstærkede bin Ladens død kravet om nordamerikansk tilbagetrækning fra Afghanistan og indgåelse af en fredsaftale med Taliban. I Danmark vurderede PET, at terrortruslen var øget som følge af bin Ladens henrettelse. Stærke politiske kræfter pressede på fortsat undertrykkelse af demokratiske rettigheder i form af «terrorlovgivning».

bin Laden var måske medansvarlig for 3.000 menneskers død den 11. september 2001. Det får vi aldrig at vide, for USA besluttede ikke at gennemføre en retssag, men henrette manden på forhånd. Heroverfor står tidligere præsident George W. Bush, der var ansvarlig for omkring 1 million menneskers død under krigene mod Iraq og Afghanistan i årene efter 2001. De fleste af dem civile.

A.J.