Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Vold kan opfattes som alt det der står i vejen for menneskelig selvudfoldelse, selvrealisering og kunne være undgået. Hvis for eksempel levealderen var noget over 30 år (i gennemsnit) i stenalderen, kan man muligvis sige, at der ikke var noget at gøre ved det. Men hvis der i dag fortsat er menneskegrupper, som kun lever halvdelen eller tredjedelen af det liv de kunne leve, så udøves der vold et eller andet sted.

Nogle samfund er for eksempel indrettet således, at den sundhedstjeneste der findes, alene går til dem, der kan betale for den, mens det der findes af risikofyldt, sundhedsfarligt arbejde går til de fattigste. Eller det kan være indrettet således, at det der findes af fødevarer alene går til dem, der kan betale for det, således at store dele af befolkningen bliver fejlernæret; børnene får diaré og kronisk hoste, kroppen mister vand, og de dør af infektioner og lungebetændelse - som da angives som «dødsårsagen». Alt dette kan undgås, det er bare ikke nogen naturnødvendighed.

Vold er at fratage mennesker liv ved at dræbe dem, men det er også alt andet, som unødvendigt reducerer deres liv, tager halvdelen eller to tredjedele af deres liv fra dem målt i år - langt mere målt i livskvalitet. Underudvikling er krig mod fattige mennesker, en uerklæret krig mellem rige og fattige lande, og med eliten i de fattige lande overvejende på de rige landes side.

Størstedelen af den vestlige voldsteori drejer sig imidlertid om den direkte vold, som både har et objekt som skades, og et subjekt som har til hensigt at skade. Volden betragtes som en ønsket handling, bevidst og med fuld hensigt. En skade som ikke kan føres tilbage til dette subjekt, som med klar hensigt, eller uforvarende, tilfører andre skade, opfattes derfor ikke som vold.

Den kristne etik lægger stor vægt på hensigten og subjektet, på et «du» - som f.eks. de ti bud er rettet imod. «Du må ikke stjæle», retter sig mod konkrete personer, ikke mod en social struktur som er indrettet således, at den som ejer jord, råvarer, produktionsmidler, kapital, arbejdskraft - eller i hvert fald kan købe den - eller har kundskab og organisation, får meget mere af den materielle og ikke-materielle værdi af det som disse produktionsfaktorer skaber, end den som er ejendomsløs.

Det samme gælder den vestlige retslige tradition: Den orienterer sig mod «juridiske subjekter» og er mere egnet til at finde frem til og straffe én enkelt hustrumishandler end en milliard mænd som holder en milliard kvinder nede i feudale ægteskabsformer. Både den kristne etik og den juridiske tradition kan anklages for avanceret strukturblindhed.

Hvorfor har dette indskrænkede voldsbegreb så vundet indpas? Antagelig fordi det er et klassebegreb. Den som strukturen begunstiger, behøver ikke at udøve direkte vold; Det er nok at gøre, det som gøres skal, for at strukturen transporterer samfundets merværdi opad. Denne strukturelle vold kan da udløse direkte vold længere nede i samfundet; spredt og individualiseret i form af kriminalitet - samlet, organiseret i form af oprør, revolter eller en sjælden gang i form af revolution.

Dette udløser direkte modvold fra toppen, retfærdiggjort af, at de ikke kastede den første sten, at de altså ikke er aggressive. Et voldsbegreb som er begrænset til direkte vold, tjener altså det formål, at de som ønsker at ændre en skæv, uretfærdig, udbyttende samfundsorden bliver stående som angribere; De som ønsker at beholde en samfundsorden som holder tusinder, millioner nede, går derimod fri.

Meget af debatten om vold vinder ved, at man frigør sig fra det kristne og legale skyldsbegreb og koncentrerer opmærksomheden mere om voldens ofre, voldens former og voldens årsager. Der er langt flere ofre end udøvere, og i iveren efter at straffe den eller de skyldige aktører, individer, grupper og klasser eller lande forskydes opmærksomheden bort fra nødvendigheden af at ændre de forkerte strukturer.

Marxistisk teori og praksis er for eksempel ofte ikke strukturel nok: At koncentrere sig om at fjerne kapitalisterne virker bevidsthetssløvende overfor muligheden af, at bureaukrater og intellektuelle kan bemande kommandopositionerne i det, som stort set er den samme struktur. Vigtigere end det kristne legale mønster med anger og soning gennem straf er det at hjælpe ofrene og at modarbejde og ændre de strukturer, som virker voldsfremmende.

At vold ikke lader sig udrydde helt er et uacceptabelt påskud, som bruges til at retfærdiggøre de eksisterende voldsformer og modarbejde den der prøver at skabe en mindre voldelig verden.

J.G.