Befolkning 561.000 Valuta Areal 266.000 Km2 Hovedstad El Aaiún Befolkningstæthed 1,0 indb./Km2

Landet er overvejende dækket af ørken, og er inddelt i to regioner: Saguia al-Hamra og Río de Oro. Det har en af verdens største fiskerireserver, men landets vigtigste rigdomskilde er de omfattende fosfatforekomster.

Vestsahara er besat af Vestens allierede Marokko og har været det siden 1976. I 2014 var Vestsahara blevet anerkendt som stat af 85 lande, hvoraf 39 dog senere havde trukket anerkendelsen tilbage af forskellige årsager. 40 stater havde i 2014 diplomatiske forbindelser med Vestsahara, og landet selv var diplomatisk repræsenteret i 18. Landet har siden 1984 været fuldgyldigt medlem af OAU, siden AU. Marokko meldte sig ud i protest og er fortset det eneste afrikanske land der ikke er med i unionen.

I strid med folkeretten anerkendte USA i december 2020 Vestsahara som en del af Marokko. Til gengæld optog Marokko diplomatiske forbindelser med en anden slyngelstat: Israel. Marokko er nær allieret af EU, og EU ignorerer derfor dets besættelse af Vestsahara.

 

Folket: Frente POLISARIO anslår, at omkring 1 million af landets indbyggere er fordrevne. Det drejer sig overvejende om folk fra nomadestammer, der med deres sociale og kulturelle organisation adskiller sig fra de beslægtede tuareger og berbere.

Religion: Islam

Sprog: Arabisk (officielt) med spansk som andet sprog. Endvidere tales hassania.

Politiske partier: Folkefronten til befrielse af Saguia al Hamra og Río de Oro (Frente Popular de Liberación de Saguia al Hamra y Río de Oro, Frente POLISARIO) blev oprettet 10. maj 1973 af Mustafá Seyid El-Uali. Dens væbnede gren, Folkehæren til befrielse af Saharaui (Ejército Popular de Liberación Saharaui, EPLS) indledte kampen mod den spanske kolonialisme 20. maj samme år.

Sociale organisationer: Landsorganisationen (Unión General de trabajadores de Saguia al Hamra og Río de Oro, UGTSARIO) er landets eneste arbejderorganisation.

Officielt navn: República Arabe Saharaui Democrática (RASD)

Hovedstad: El Aaiún, 195.000 indb. (2009)

Andre vigtige byer: Ad Dakhla, 40.200 indb.; Semara, 36.100 indb.; Bu-Craa, 27.800 indb. (2000)

Regering: Brahim Ghali er siden juli 2016 præsident for republikken. Bouchraya Hammoudi Bayoun er premierminister siden januar 2020. Det Øverste Revolutionsråd er republikkens øverste politiske organ. Parlamentet har 101 medlemmer og fungerer som kontrolorgan overfor regeringen. Vestsahara er pt. besat af Marokko. Det er anerkendt af 81 lande og har diplomatiske forbindelser med 14. Bortset fra Albanien er det ikke anerkendt af noget europæisk land. EU og USA er nære allierede af besættelsesmagten Marokko.

Nationaldag: 27. februar (udråbelse af republikken, 1976)

 

Den vestligste ende af Sahara har siden det femte århundrede været befolket af maurere, tuareger og tubu'er. Disse folkeslag er opstået som følge af den tusindårige ørkendannelse, som området har været genstand for siden yngre stenalder. De tidlige befolkningers tilstedeværelse kan bl.a. påvises ved hjælp af hulemalerierne i Tassilih. I det 7. århundrede nåede folkevandringen fra Yemen frem til området og blandede sig med de lokale befolkninger. Firehundrede år senere opstod den første samfundsdannelse blandt folkene i Sahara.

Den vigtigste årsag til den spanske besættelse af det vestlige Saharas kyst var strategisk: beskyttelsen af Kanarieøernes østlige flanke. Besættelsen holdt sig indtil 1886 stort set til Villa Cisneros - vore dages Dakhla. I det år besluttede styret i Madrid - som resultat af Berlinerkonferencen - at man ikke ville lade «tomme områder» stå til andre magter. Men da der i 1904 blev indgået en aftale med Frankrig, som fastlagde grænserne for Spansk Sahara, vendte forholdene atter tilbage til den tidligere situation: de nomadiske folkeslag levede i fuldstændig uafhængighed i et område, som fire kolonimagter havde delt imellem sig, og folkeslagene anede intet om de aftaler, der var blevet indgået i de europæiske regeringssæder.

I 1895 grundlagde sheik Ma al-Aini fæstningsværket Smara, og derfra bekæmpede han frem til 1910 den spansk-franske tilstedeværelse med støtte fra sultanen af Marokko. Men denne bøjede sig for det europæiske pres og indstillede støtten til oprørerne, som derpå udvidede deres aktionsområde til at omfatte Marokko. De nåede så vidt som til at true Marakesh. Det franske modangreb bestod i at øge aktiviteten i det «spanske» territorium samt i erobringen af Smara i 1913. Modstanden fortsatte imidlertid indtil 1920.

Franskmændene lagde pres på Spanien for at øge kontrollen i området, og i 1932 grundlagdes byen Aaiún. I 1933 sejrede Ma al-Ainis fætter, Mohamed al Mamún, som var emir af Adrad, og dette tvang kolonialisterne til at ændre taktik. Franskmændene besatte en af oprørenes baser, Tindouf-oasen; de rykkede frem mod Algeriet, Mauritanien og Marokko, mens spanske tropper indtog Smara og overvandt oprørerne i 1934.

Da franskmændene afsatte sultan Mohammed V, skabtes i Marokko Den Nationale Befrielseshær (ALN), hvis sydlige division havde et tæt samarbejde med Vestsaharas befolkninger. Efter at Marokko blev selvstændigt i 1956 og den sydlige division blev opløst, stod Vestsahara alene overfor Spanien og det franske luftvåben, hvilket i 1958 tvang modstandsbevægelsen på tilbagetog.

Fra dette tidspunkt begyndte udnyttelsen af de fosfatforekomster, der var blevet opdaget i Bu-Craa. Transnationale kapitalinteresser investerede, med den franske regerings samtykke, mere end 160 millioner dollars, og ændrede dermed landets befolkningsfordeling. I 1959 havde al-Aiún 6.000 indbyggere. I 1974 var tallet steget til 28.000, mens nomadernes andel af den samlede befolkning faldt fra 90% til 16% i samme tidsrum.

De traditionelle livsformer gik i stigende grad i opløsning, og hermed også de bånd og relationer, som havde eksisteret mellem forskellige stammer, skønt koloniadministrationen fastholdt en latent opdeling af dem gennem sin formelle anerkendelse af stammegruppernes ledere (shiuj'erne) og fremtrædende folk. Personidentifikationssystemet bidrog hertil, idet de nationale identitetsdokumenter præciserede den stamme eller stammegruppe, den enkelte tilhørte. Ikke desto mindre dannedes lidt efter lidt en national identitet henover de oprindelige opdelinger.

I 1967 dannede folkene i Vestsahara bevægelsen Al Muslim og et år senere Fronten til Saharas Befrielse. I 1973 valgte den revolutionære ledelse at gå over til væbnet kamp, og POLISARIO blev dannet. Den blev ledet af Mastafá Seyid El Uali, som senere døde i kamp. Krigen og de resolutioner, som blev vedtaget i FN, tvang Francoregeringen til at anerkende retten til selvbestemmelse, men samtidig dannede den et nyt parti, Saharas Nationale Forenings Parti (PUNS), for ikke helt at miste kontrollen.

I 1974 definerede Verdensbanken det vestlige Sahara som det rigeste territorium i hele Magrebområdet, fordi man der finder de rigeste fiskebanker i verden og på grund af fosfatreserverne. De sidstnævnte steg til 1.700 millioner tons i Bu-Craa-området, men man regner med, at der kan være yderligere ca. 10.000 millioner tons i regionen.

I 1975 krævede Marokko suverænitet over området, og sagen blev indbragt for den Internationale domstol i Haag. Domstolens kendelse faldt i to afsnit, hvor første afsnit slog fast, at der engang havde eksisteret visse historiske bånd mellem Marokko og Vestsahara. Samtidig slog kendelsens andet afsnit imidlertid fast, at at denne fortid ikke kunne ændre, at Vestsaharas folk nu havde ret til national selvbestemmelse. Dagen efter erklærede Marokko, at domstolen havde støttet Marokkos opfattelse, men det havde den klart ikke - den støttede Polisarios krav om folkeafstemning.

I et forsøg på at inddæmme nederlaget organiserede den marokkanske konge, Hassan d. 2., den såkaldte «Grønne march». Det var en propagandaaktion, der mobiliserede 350.000 marokkanere, der gik over grænsen til Vestsahara for at markere Marokkos krav på området.

Den spanske regering lovede i 1975 at overdrage Vestsahara til Marokko og Mauritanien, men folkene i Vestsahara proklamerede Den Demokratiske Arabiske Republik (RASD) 27. februar året efter. Denne nye afrikanske republik fødtes i Bir Lahlu, et sted i ørkenen i Saguia El Hamra, få kilometer fra den mauritanske grænse. Nogle få timer inden havde den sidste repræsentant for kolonimagten officielt erklæret den spanske tilstedeværelse for slut.

Adskillige lande anerkendte officielt den nye nation, men ikke desto mindre brød krigen med Marokko og Mauritanien ud. Få år senere besluttede Mauritanien, som var på fallittens rand, at slutte krigen og skrive under på en fredsaftale med POLISARIO. I modsætning hertil øgede Hassans tropper krigsindsatsen med fransk og nordamerikansk støtte.

POLISARIO's militære fremskridt gjorde det muligt at opnå en diplomatisk sejr på OUA-topmødet i Freetown i juli 1980. På mødet erklærede seksogtyve afrikanske lande deres officielle anerkendelse af RASD som legitim repræsentation for Vestsaharas folk. Og fire måneder senere bad FN Marokko om at trække sine styrker tilbage fra Vestsahara. Mellem 1980 og 1981 opretholdt halvtreds lande diplomatiske forbindelser med RASD. Den militære offensiv fortsatte, og i marts 1981 blev byen Guelta Zemmur indtaget.

Men krigen fortsatte. POLISARIO havde magten i kystområderne og opkrævede fiskelicenser af de 1200 udenlandske både, som udnyttede Vestsaharas fiskebanker. Kun Spanien betalte Marokko ca. 500.000 US dollars om året for denne ret. Spanien betalte endvidere over sit u-landsbistandsbudget omkring 25.000 millioner pesetas til Marokko, som i virkeligheden gik til oprustning.

I november 1984 opnåede RASD fuldt medlemsskab af OAU. Marokko forlod da OAU, som det på forhånd havde meddelt. Den 14. november 1985 anerkendte FN's afkoloniserings-komité Vestsaharas folks ret til selvbestemmelse.

Siden krigens begyndelse havde FN forsøgt at skabe bro mellem POLISARIO og kong Hassan d. 2. Med støtte fra Algeriet begyndte forhandlingerne i FN at tage fart.

Den 26. marts 1988 opnåede fredsplanen støtte fra USA, da vice-udenrigsministeren, Richard Murphy, i senatet erklærede, at USA ikke anerkendte Marokkos suverænitet i Vestsahara. Han tilføjede, at konflikten skulle løses ad forhandlingens vej. Både Marokko og POLISARIO accepterede, at der skulle afholdes en folkeafstemning i Vestsahara, hvor befolkningen kunne vælge mellem uafhængighed eller tilhørsforhold til Marokko.

I juli 1990 diskuterede repræsentanter for hhv. Marokko og POLISARIO en procedure for folkeafstemningen. Det største problem var at definere, hvem der kunne stemme. Den sidste spanske folketælling fra Vestsahara var fra 1974, og Marokko ønskede, at marokkansk personale i den besatte zone skulle have ret til at stemme. Begge parter var enige om, at FN skulle have den «eneste og eksklusive» kontrol over afstemningen, optællingen og offentliggørelsen af resultaterne.

De enedes også om at gennemføre en våbenhvile, mens folkeafstemningen stod på; at de marokkanske styrker gradvis skulle reduceres i området, fra ca. 160.000 til 25.000, og at disse skulle trækkes ud af området 24 timer efter offentliggørelsen af folkeafstemningens resultat. På sin side skulle POLISARIO trække sine styrker væk fra området i nærheden af Tindouf i Algeriet.

Den 29 april 1991 vedtog FN's sikkerhedsråd en fredsplan, som gik ud fra en våbenhvile, som skulle træde i kraft den 6. september samt dannelsen af en mission til at organisere en folkeafstemning i Vestahara (MINURSO). Selve folkeafstemningen skulle foregå i januar 1992.

I de følgende måneder fortsatte regeringen i Rabat med at sende tusindvis af marokkanske statsborgere til Vestsahara for at give dem stemmeret; våbenhvilen blev ved flere lejligheder overtrådt, og der blev lagt hindringer i vejen for den internationale presses arbejde. Den marokkanske regering forbød også de internationale observatørers indrejse, og undertrykkelsen af folkene i Vestsahara blev optrappet, ligesom der blev udviklet en intens propaganda, som gik ud på, at folkeafstemningen skulle opfattes som en bekræftelse af Vestsaharas tilhørsforhold til Marokko.

Hassan d. 2. ændrede også uventet sin udenrigspolitik og besluttede at genoptage de diplomatiske forbindelser med Algeriet, som havde været afbrudt siden marts 1976. Dette gav anledning til formodninger om, at Algeriet skulle være på vej til at svække den støtte, POLISARIO havde nydt godt af indtil da. Imidlertid blev resultatet af de genoptagne forbindelser snarere en styrkelse af fredsprocessen, fordi Algeriet til stadighed støttede den direkte dialog mellem Marokko og POLISARIO.

MINURSO fik til opgave at udarbejde det folkeregister, der skulle ligge til grund for folkeafstemningen; det skulle tage udgangspunkt i folketællingen fra 1974. Dette betød, at et ukendt antal mennesker fra Vestsahara ikke kunne stemme; men til gengæld ville marokkanere, som var indvandret efter 1976 også blive udelukket fra afstemningen. De folk fra Vestsahara, som var stemmeberettigede, og som befandt sig i flygtningelejre i Algeriet, ville blive overført fra lejrene til de landsbyer, de var kommet fra.

I december 1991 sagde FN's særlige udsending i Vestsahara, Johannes Manz, sin stilling op, hvilket var et udtryk for, hvor mange vanskeligheder, afkoloniseringsplanen stod overfor.

I januar 1992, da folkeafstemningen skulle have fundet sted, var MINURSO stadig langt fra færdig med at identificere de stemmeberettigede, og repatrieringsplanen for flygtningene fra Vestsahara kunne ikke gennemføres. Samtidig var der stadig 60.000 marokkanske soldater i Vestsahara. Et af medlemmerne af POLISARIO's ledelse, Brahim Hakim, afsluttede i 1992 sit eksil i Algeriet og vendte tilbage til Marokko. Han udtalte, at den væbnede kamp havde vist sig resultatløs og opfordrede til at opgive den. I de senere år har et stigende antal dissidenter lagt afstand til POLISARIO i takt med militære tilbageslag.

Algeriet, som altid før havde støttet POLISARIO's kamp, ændrede også politik, idet de trak støtten tilbage og opfordrede POLISARIO til at løse konflikten gennem forhandlingerne i FN.

POLISARIO beskyldte Marokko for at overtræde den FN-forhandlede våbenhvile. Hovedstaden El Aaiún og Smara var begge praktisk taget omringet af den marokkanske hær.

FN's generalsekretær, Boutros Ghali, fortalte i august 1992 sikkerhedsrådet, at forhandlingerne om folkeafstemningen havde givet meget få resultater indtil da.

Den 4. september 1992 var tredie gang beboerne i Vestsahara havde mulighed for at deltage i en marokkansk afstemning, da de deltog i afstemningen om en grundlovsændring, som kong Hassan havde stillet forslag om (se Marokko). Begivenheden blev af diplomatiske kilder fortolket som et forsøg fra de marokkanske myndigheders side på at indlemme det omstridte område, før den folkeafstemning der skulle afgøre dets fremtidige status.

Marokko vedblev med at besværliggøre gennemførelsen af folkeafstemningen. Ifølge mange observatører var det i den faste overbevisning, at tiden arbejdede for Marokkos interesser. Efter adskillige udsættelser af folkeafstemningen i de følgende år, truede POLISARIO med at genoptage krigen. Formanden for POLISARIO, Mohamed Abdelaziz, sagde i maj 1996, at med den fart, ville vælgerregistreringen ikke være færdig før i 2005.

I 1996 boede der 170.000 mennesker fra Vestsahara i flygtningelejre i Tindouf-regionen - et ørkenområde i Algeriet, nær Vestsahara. Her har POLISARIO organiseret skoler og anden service.

Den 16. september 1997 blev Marokko og POLISARIO enige om at genoplive fredsplanen for Vestsahara samt udveksle krigsfanger og frigive politiske fanger. Datoen for folkeafstemningen blev nu fastsat til den 7. december 1998.

To ministre, som havde været nøglepersoner, nemlig forsvarsministeren, Brahim Gali, og udenrigsministeren, Bachir Mustafá Sayed (som havde ledet diplomatiet i de foregående femten år), blev skiftet ud i januar 1998. Dette ansås for en nødvendighed, for at regeringen kunne få frie hænder til at forhandle folkeafstemningens sidste fase.

Præsident Abdelaziz bekræftede, at i tilfælde af at POLISARIO skulle vinde folkeafstemningen, kunne de marokkanske statsborgere forblive i området, med mindre de havde været tilknyttet «besættelsen og annekteringen».

FN's fredsplan, som både Marokko og POLISARIO har forpligtet sig til at respektere, forudsætter, at hvis Marokko vinder folkeafstemningen, skal FN afvæbne soldaterne fra Vestsahara, men i modsat fald skal FN overvåge tilbagetrækningen af de marokkanske tropper og administration fra Vestsahara. Repatrieringen af de 200.000 mennesker, som har levet i eksil udenfor Vestsahara i 22 år - frem for alt i området ved den den algierske by Tindouf - er fortsat et uløst problem.

Den marokkanske kong Hassan II's død i juli 1999 og hans søn, Mohammed IV's overtagelse af tronen indebar betydelige politiske forandringer i Marokko. Kongens første handlinger pegede i retning af politisk åbning, deriblandt løsladelse af politiske fanger og vilje til en politisk løsning i Vestsahara. Polisario hilste kongens første handlinger velkommen og specielt hans beslutning om at gennemføre en folkeafstemning i Vestsahara om landets fremtid. I november meddelte Mohammed IV, at han ville indføre en form for selvstyre i de besatte områder.

Polisarios 10. kongres der fandt sted i Tinduf i august 1999 genvalgte Abdelaziz som præsident for RASD. I sin tiltrædelsestale erkendte Abdelaziz «mangler i embedsførelsen og utilgivelig praksis» i Vestsaharas administration, men slog samtidig fast at der ikke eksisterede intern uenighed om ønsket om selvstændighed. Præsidenten udtrykte samtidig sin forhåbning om, at Marokkos nye konge ville respektere aftalerne med FN.

Under truslen om fornyet udsættelse af folkeafstemningen udtrykte Polisario sin støtte til Kofi Annans specielle udsending, nordamerikaneren James Baker, der skulle forhandle om opfyldelsen af de indgåede aftaler. I maj 2000 mødtes repræsentanter for Polisario med repræsentanter for Marokkos regering i London, men forhandlingerne varede kun nogle få timer. Forhandlingerne blev dog genoptaget i juni i London efter internationalt pres. Stridighederne om hvem der skal have ret til at stemme ved den fremtidige folkeafstemning om Vestsaharas fremtid har nu varet i over 10 år.

Et nyt uformelt tre dages møde fandt sted på James Bakers ranch i Wyoming i august 2001. I dette møde deltog Polisario, Algeriet og Mauretanien, mens Marokko ikke deltog.

I oktober 2001 gennemførte kong Muhammad VI sin første rejse i Vestsahara efter sin tronbestigning. Besøget faldt tidsmæssigt sammen med indgåelse af en aftale mellem Marokkos regering og franske og nordamerikanske olieselskaber om efterforskning ud for Vestsaharas kyst. Præsident Abdel Aziz karakteriserede besøget som en provokation og erklærede at fredsprocessen var vanskeliggjort. Besøget fandt sted omkring årsdagen for den «Grønne march».

Under den franske præsident Jacques Chiracs besøg i Marokko i slutningen af 2001, betegnede han Vestsahara som en del af Marokko. Udtalelsen blev kraftig kritiseret af Abdel Aziz, og generede også Algeriet der historisk har forsvaret Vestsaharas uafhængighed, samt Spanien der på det seneste har trukket sin støtte til Marokkos position tilbage. Chiracs udtalelser var de første fra en stormagts side til støtte for Marokko og imod FN's beslutninger. Den blev tolket som udtryk for fransk interesse i at deltage i olie- og gaseventyret i Vestsahara.

I oktober 2002 forkastede Algeriet Bakerplanen og foreslog i stedet, at FN administrerer Vestsahara. Kofi Annan fremsatte fire forskellige forslag til løsning af konflikten: fortsætte med den aftale plan hvorefter der skal gennemføres en folkeafstemning om selvstændighed; fortsætte med Marcoplanen med med mindre ændringer; indlede forhandlinger om deling af territoriet; eller tilbagetrækning af Minurso, hvilket vil betyde fredsprocessens endelige sammenbrud efter at denne har kostet 560 mio. Euro og 11 års frugtesløse anstengelser.

I 2001-03 blev der opdaget betydelige forekomster af gas og olie i havet ud for Vestsaharas kyst i et 210.000 km² stort område. Marokko indgik aftale med det franske Total Fina Elf og det nordamerikanske Kerr-McGee om udvinding af forekomsterne, trods det at FN kan vedtage represalier eftersom Marokko - i teorien - ikke har nogen administrativ magt over Vestsahara. Saharuierne beskyldte Marokko for at indgå disse aftaler med vigtige medlemmer af Sikkerhedsrådet for derved at legitimere og sikre sin invasion af landet. RASD indgik til gengæld i maj 2002 en aftale med det britisk-australske selskab Fusion Oil om en vurdering af olieforekomsterne.

I januar 2003 fremsatte Baker en ny plan, der forudsætter at Vestsahara ved en folkeafstemning om autonomi gives autonomi indenfor Marokko over en periode på mindst 4 år. Det vil være Marokko, der får suveræniteten over landet, mens de lokale og indenrigspolitiske spørgsmål overlades til Vestsaharas befolkning. Efter denne periode gennemføres en folkeafstemning om selvbestemmelse. Det skulle ske i 2007-08, og de stemmeberettigede ville være de saharuis, der indgik i den spanske folketælling i 1974, samt de ca. 150.000 marokkanske indvandrere der kom som del af den «Grønne march». Folkeafstemningen ville skulle tage stilling til spørgsmålet om selvstændighed eller integration i Marokko. Polisario accepterede forslaget og løslod 243 marokkanske fanger. Marokko afviste at overveje det.

Den 30. januar 2004 kunne Polisario fejre sin 30 års dag, og samme dag forlængede FN rutinemæssigt Minursos mandat i Vestsahara til 30. april.

I oktober vedtog FN's Sikkerhedsråd enstemmigt en resolution, der forlængede FN's mission til 30. april 2005. FN's generalsekretær Kofi Annan erklærede i en rapport til rådet at: «i dette øjeblik eksisterer der ingen plan for hvad der kan gøres for at komme ud af den blindgyde, som den fredsplan der skal give Vestsaharas folk selvstyre befinder sig i». Ifht. tilstedeværelsen af Minurso anbefalede Annan, at status quo bevares, elelr at højest 37 af de 203 militær observatører trækkes ud.

Efter 2 år uden regn eller statsbesøg ankom Sydafrikas udenrigsminister Nkosazana Clarice Dlamini Zuma og en lille komite som repræsentant for Tabo M'Beki regeringen til saharuiernes lejr. Besøget var udtryk for en kraftig opfordring fra sydafrikas regering, der har en stor status indenfor den afrikanske samarbejdsorganisation AU, om at anerkende Vestsaharas ret til selvbestemmelse, og krav om Marokkos overholdelse af en række FN resolutioner, som det indtil nu har ignoreret.

Den omstændighed at Algeriet opfordrede Marokko til at respektere Vestsaharas ret til selvbestemmelse medførte, at det topmøde blandt nordafrikanske statsledere der i slutningen af maj 2005 skulle være gennemført i Libyen blev udsat på ubestemt tid. Det skulle ellers have været det første topmøde af sin slags i et årti. Samtidig gennemførte Polisario en omfattende styrkedemonstration, der skulle vise at bevægelsen var villig til at genoptage den væbnede kamp, hvis det bliver nødvendigt, og som svar på at forhandlingsprocessen er gået helt i stå. Marokko vil dog let kunne klare en genoptagelse af den væbnede kamp, og styrkedemonstrationen i Vestsaharas hovedstad udstillede derfor mere de klare uoverensstemmelser der er mellem Polisarios ledelse i eksil og lederne i Vestsahara.

I juli 2005 blev hollænderen Peter van Walsum udpeget som FN's Generalsekretærs personlige udsending og indledte en rundrejse i regionen. I august løslod Polisario 404 marokkanske krigsfanger, af hvilke nogle havde siddet over 20 år i fangenskab i flygtningelejrene.

Kommunikationsminister og talsmand for Marokkos regering, Nabil Benabdalá erklærede i oktober 2005 at Marokko «fortsat forestiller sig udstrakt autonomi (til Sahara) indenfor rammerne af Marokkos suverænitet og respekt for kongedømmets territoriale integritet».

I april forlængede FN endnu engang MINURSO's mandat, men rapporten fra Kofi Annan pegede på at verdensorganisationen var ved at opgive håbet om at løse konflikten mellem Vestsahara og Marokko.

Trods den pessimistiske stemning i FN blev der i første halvdel af 2007 indledt nye forhandlinger mellem Marokko og Polisario. I juni mødtes delegationer for begge parter til forhandlinger i New York. I juli erklærede Marokko at landet var villig til at diskutere «autonomi og intet andet end autonomi». Iflg. FN's mægler fortsatte forhandlingerne dog uden forhåndsbetingelser.

Marokko gennemførte i slutningen af 2009 militærmanøvrer i Umm Dreiga, der ligger i våbenstilstandszonen. Det skete i strid med våbenstilstandsaftalen.

EU har indgået aftaler med Marokko om fiskeri i farvandet ud for Vestsahara. I starten af 2010 blev en hemmelig stemplet rapport fra Europaparlamentets Juridiske Kontor lækket til pressen. I rapporten stemples fiskeriaftalen med Marokko som værende i strid med folkeretten.

I oktober slog flere tusinde sahrawis lejr i Gdim Izik, få kilometer fra Laayoune, for at protestere mod marginaliseringen af den Vest saharianske befolkning samt manglen på jobs og boliger. Den 8. november slog marokkos sikkerhedsstyrker til mod lejren, der blev revet ned og dens indbyggere sendt på flugt. Mange indbyggere fik tæsk og fik deres ejendele ødelagt. Umiddelbart i forlængelse heraf udbrød der uroligheder i Laayoune. Mindst 13 blev dræbt. Besætelsesmagten arresterede omkring 200, der blev udsat for tortur og nedladende behandling. Der blev rejst sigtelse mod 145 for forstyrrelse af den offentlige orden og 20 blev overført til en militærdomstol i Rabat.

I utilfredshed med al Jazeeras dækning af konflikten i Vestsahara lukkede Marokko TV stationens kontor i landet.

I februar 2011 gennemførtes protester og demonstrationer i Dakhla. Baggrunden var at marokkanske unge dagen før var gået til angreb på Sahrawi butikker og huse uden at politiet greb ind. Protesterne var primært rettet mod besættelsesmagtens manglende beskyttelse af civilbefolkningen mod overgreb fra besætterne. Omkring 100 blev såret under protesterne, men de fleste var bange for at opsøge hospitalerne af frygt for registrering. Samme måned markerede regeringen 35 årsdagen for oprettelsen af Vestsahara med delegationer fra mange stater og NGO'er.

I starten af marts demonstrerede 500 foran mineministeriet i el Aaiun med krav om løsladelse af de politiske fanger. Demonstrationen blev hurtigt opløst af sikkerhedsstyrker. Flere end 50 blev såret. I starten af april gennemførtes nye protester arrangeret af familier til de politiske fanger i besættelsesmagtens fængsler. Protesterne gennemførtes i starten 1 gang ugentligt, men udvidedes hurtigt til 3 gange ugentligt. I maj udvidedes protesterne til flere andre større byer. Demonstranterne blev rutinemæssigt gennemtævet af besættelsesmagtens politi.

Konflikten spiller en ringe rolle i den internationale politik, og de toneangivende vestlige lande er mere interesseret i at knytte det konservative styre i Marokko til sig i kampen mod terrorisme og i at udnytte olie- og gasforekomsterne i Vestsahara end i at presse på for en demokratisk udvikling i landet. USA og de vestlige lande blokkerer i den forstand for en løsning af konflikten.

FN's Sikkerhedsråd vedtog i april 2012 enstemmigt resolution 2044 om bevarelse af den fredsbevarende styrke (MINURSO) i landet frem til april 2013.

Den 28-30. oktober 2013 blev der gennemført en afrikansk solidaritetskonference med Vestsahara i Abuja, Nigeria med det formål at diskutere temaet: «Befrielse af Vestsahara: Afslutning på kolonialismen i Afrika».

Syv sahrawi mænd gik 17. september 2014 i sultestrejke i protest mod torturen de blev underkastet i fængslet i Laayoune fængslet. Strejken blev afsluttet efter 5 dage, hvor fængselsmyndighederne havde lovet at forbedre de fængsledes situation.

I december 2015 afsagde EU domstolen en kendelse der betød, at handelsaftalen mellem Marokko og EU om landbrugs- og fiskeriprodukter var ugyldig for så vidt det drejede sig om produkter fra Vestsahara. I sin kendelse sagde domstolen, at handelsaftalen var behæftet med fejl, eftersom den ikke slog fast at udnyttelsen af Vestsaharas naturressourcer skal ske til gavn for landets egne indbyggere. Kommissionen appellerede kendelsen. EU støtter de-facto Marokkos besættelse af Vestsahara.

FN's Generalsekretær Ban Ki-moon besøgte i marts 2016 Vestsahara, og betegnede i forlængelse heraf landet som besat af Marokko. Marokko svarede igen ved at tvinge FN til at lukke en række af MINURSO kontorer og smide en række af FN's civile ansatte ud.

Marokko søgte i efteråret atter om optagelse i AU efter at have stået udenfor i 25 år pga. organisationens kritik af landets besættelse af Vestsahara.

Besættelsesmagten fortsatte i 2016 sine angreb på Saharui og på de personer der forsøgte at besøge Vestsahara. Journalister, aktivister og menneskerettighedseksperter blev hindret indrejse, og i april blev spanske, belgiske og franske advokater samt en spansk dommer udvist. De var rejst til Rabat for at repræsentere Saharui fanger.

Præsident Abdelaziz døde i maj 2016. Efter valg i flygtningelejren i Tindouf blev Brahim Ghali valgt som landets nye præsident og ny generalsekretær for SADR.

Landets ambassadør i Algeriet, Bouchraya Hammoudi Bayoun blev i januar 2020 udnævnt til premierminister. Det var 3. gang. Han var også premierminister i 1993-95 og 1999-2003.

I strid med international ret underlagde besættelsesmagten sig i januar 2020 havområderne ud for det besatte Vestsahara. I december optog regimet diplomatiske forbindelser med en anden slyngelstat: Israel. Det var prisen for, at Trump regimet i Washington anerkendte Vestsahara som Marokkos ejendom.

I maj 2021 arresterede besættelsesmagten journalisten og direktøren for Algargarat Media company, Essabi Yahdih. De afhørte ham om hans journalistiske arbejde og anklagede ham for at have filmet en militærkaserne i Dakhla. I juli blev han idømt 1 års fængsel og en bøde. I fængslet i Dakhla blev han nægtet behandling for sine problemer med syn og hørelse.

I september 2021 annullerede Europadomstolen (ECJ) to handelsaftaler om landbrug og fiskeri mellem EU og Marokko. Domstolen slog fast, at Vestsahara der indgik i begge aftaler skulle anerkendes som en 3. part og derfor give deres fulde tilslutning inden disse aftaler ville have retslig gyldighed. Domstolen konstaterede videre, at parterne i Vestsahara med Polisario i spidsen ikke havde givet deres tilslutning, og at handelsaftalerne derfor var ugyldige. Hverken EU eller Marokko appellerede kendelsen.

Besættelsesmagtens sikkerhedsstyrker gennemførte i 2021 mindst 3 ransagninger af Sultana Khayas hus i Boujdour. I maj gennemførte sikkerhedsstyrkerne et angreb på huset, tævede hende og forsøgte at voldtage hende. De angreb og voldtog ligeledes hendes søster. I november brød sikkerhedsstyrker atter ind i huset, voldtog hende og begik seksuelle overgreb på hendes 2 søstre og 80 årige mor.

Guia del Mundo