Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Den samfundsomvæltning som satte ind i Frankrig, da general-stænderforsamlingen trådte sammen den 5. maj 1789, kaldes den franske revolution. Revolutionen har været angivet med forskellige periodelængde. Enkelte historikere har medregnet «før-revolutionen» eller «adelsrevolten» i årene 1787-88. Revolutionens sluttidspunkt har til tider været sat til 1794, hvor Robespierres fald den 28. juli (9. thermidor) udløste reaktion, men mere almindeligt har det været at angive perioden frem til til Bonapartes statskup den 9. november 1799 (18. brumaire). For at få et totalt billede af revolutionens resultater betragter man ofte hele forløbet fra 1787/89 til restaurationerne i 1814/15 som én revolutionsperiode. De centrale faser kan siges at være den «borgerlige» revolution i 1789-91 og den jakobinske og folkelige revolution i 1792-94.

Den franske revolution var ikke alene en revolution i Frankrig. Den havde også umiddelbar indflydelse i andre lande. Efter at der udbrød krig mellem det revolutionære Frankrig og Østrig, Preussen, Storbritannien og andre stater i 1792-93 gennemførte franskmændene reformer i de okkuperede områder. Revolutionen fik således varig betydning, ikke kun for Europas inddeling i statsenheder, men også for disse landes politiske og samfundsmæssige forhold.

Forudsætninger og før-revolution

Frankrig viste gennem revolutions- og napoleonstiden store evner for gennemgribende reformer og nyskabelser over et bredt felt, fra konstitution til metrisk system. Dette er altid blevet betragtet som frugten af 1700-tallets oplysningstid, men et noget ensidigt studium af filosofiske og politisk-litterære arbejder har overdrevet tidens abstrakte, principielle og lidt praktisk orienterede tænkemåde. Administrative arkiver viser, at det kongelige bureaukrati i det gamle regime havde store evner til at fremkalde udredninger og indstillinger om gennemgribende konkrete reformer, og revolutionstidens reformer byggede i stor udstrækning på disse.

Det gamle regime havde derimod dårlige evner til at gennemføre reformer. Den franske enevælde var ikke fuldstændigt: der fandtes organer, som den kongelige regering måtte søge samtykke hos. Disse organers basis var således, at de anså det som deres vigtigste opgave at forsvare privilegerede gruppers etablerede interesser. Den politiske frihed, som fandtes i det gamle regime, skrev Alexis de Tocqueville (1856), var en «negativ frihed» - en frihed til at forhindre. Generalstænderforsamlingen, som var sammensat af de tre stænder gejstligheden, adelen og tredjestanden, hvilket især vil sige borgerskabet og de øverste lag blandt bønderne, havde ikke været sammenkaldt siden 1614. En del provinser havde derimod beholdt sine egne stænderforsamlinger, og disse provinser nød privilegier på en række områder. Ethvert reformforsøg, som gik provinsprivilegierne for nært, kunne regne med hård modstand.

Af de tre stænder havde kun gejstligheden et landsomfattende fællesorgan, generalforsamlingen. Denne virkede effektivt som forsvar for gejstlighedens privilegier overfor staten. Adelen havde ingen stænderorganisation, men udformningen af retsvæsenet sikrede dem effektive forsvarsorganer. Frankrig havde 16 lokalt afgrænsede højesteretter, parlamenterne, som i tillæg til dømmende opgaver havde administrative opgaver og kunne udsende veto overfor kongelig lovgivning. Dommerne var adelige, og deres embeder var arvelig og salgbar ejendom. Det gav dem stor uafhængighed i forhold til regeringen, og de forsvarede ikke kun privilegierne for deres egen faggruppe, men adelens privilegier i almindelighed. Kongemagten havde flere gange i 1700-tallet lidt nederlag, når den prøvede at få gennemført finansreformer, som skulle reducere skatteprivilegierne. Revolutionen i 1789 blev udløst af modstanden i årene 1786-88 mod de sidste forsøg på reform under den kongelige regerings ledelse. I denne strid fik regeringens politik, som gik ud på at udjævne privilegierne, kun meget lidt støtte fra grupper indenfor tredjestanden, som heller ikke sluttede op om «adelsrevolten». Der er to forhold, som kan forklare dette. For det første var privilegierne også af værdi for dele af tredjestanden. Denne stands øverste dele, borgerskabet i bred forstand, havde ingen fællesprivilegier, men grupper indenfor borgerskabet, f.eks. det næringsdrivende borgerskab og indehavere af offentlige embeder, nød kooperations- og byprivilegier. Skatteprivilegierne var f.eks. ikke afgrænset til de to første stænder. For det andet vandt de adelige ledere af «før-revolutionen» bred opslutning, idet de hurtigt skiftede fra total afvisning til at gå med til at vurdere reformer under forudsætning af, at kongen godtog deres modkrav. De krævede enevældets ophør gennem oprettelse af repræsentative organer, som kunne kontrollere regeringen.

Denne linie, som vandt bred tilslutning, førte frem til kravet om sammenkaldelse af generalstænderne. Dette krav måtte regeringen, som var næsten bankerot, bøje sig for i 1778. Bønskrifter til kongen, som blev sat op i valgkredsene, viser, at kravet om repræsentative organer var fælles for de tre stænder, men stænderne havde forskellige mål.

Forfatningsændringerne 1789-1791

Allerede før generalstænderne blev sammenkaldt i Versailles i maj 1789, var stænderkonflikten brudt ud - først på provinsplan og senere på landsplan. Der udkrystalliserede den sig i spørgsmålet om generalstændernes sammensætning og afstemningsmåde. I 1614 havde hver stand haft lige mange repræsentanter, men nu blev der rejst krav om dobbelt repræsentation for tredjestanden - de 24 af landets 25 mio. indbyggere. Pariserparlamentet, den lokale højesteret, havde haft en lederstilling i «før-revolutionen», men denne rolle var udspillet fra det øjeblik, det blev kendt for ret, at sammensætningen skulle være som i 1614.

Regeringen afgjorde spørgsmålet til tredjestandens fordel, men spørgsmålene om, hvorvidt stemmerne skulle regnes pr. hoved eller pr. stand forblev uafklarede. Spørgsmålet var vigtigt, da tredjestanden kunne regne med støtte fra liberale mindretal i de to højere stænder. Løsningen blev radikal, idet tredjestanden og dens allierede gennemtvang, at tre-standsforsamlingen skulle ændres til en etkammers grundlovgivende nationalforsamling, og kongen måtte nødtvungent godtage dette efter en række dramatiske møder den 27. juni 1789.

Tredjestandens sejr i generalstændernes åbningsfase fik afgørende betydning for udformningen af den nye forfatning, ved at den udelukkede en nationalforsamling bygget på stænderprincippet.

Indtil dette punkt var revolutionen blev ført ad parlamentarisk vej. Men i juli udbrød by- og bonderevolutionen i store dele af landet. I byen var den rettet mod kongelige embedsmænd og oligarkiske, privilegerede bystyrer, som var præget af fåmandsvælde. På landet var den fremfor alt rettet mod feudalafgifterne. På det parlamentariske plan blev konsekvensen truffet på et dramatisk nattemøde den 4.-5. august, da den grundlovgivende forsamling afskaffede al særret knyttet til person, stand, korporation, by og provins. Den 26. august fastslog «Erklæringen om menneskets og statsborgerens rettigheder», at staten ikke skulle bygge på grupper med egen ret, men på retligt ligestillede individer.

Arbejdet med forfatningen rejste straks spørgsmålet om, hvilke følger bruddet med stænderprincippet og erklæringen om lighed og folkesuverænitet skulle få for de politiske rettigheder, for stemmeret og for valgbarhed. En gruppe liberale adelsmænd og fremtrædende tredjestandsrepræsentanter forsøgte at få indført et tokammersystem, som sigtede på at give de rigeste og mest fremstående på tværs af de gamle stænder en dominerende politisk stilling. Men forslaget fra «anglomanerne», som de blev kaldt, fordi de fandt deres forbilleder i England, blev nedstemt af de mere anti-aristokratiske borgere og af flertallet af småadelsmænd, som frygtede den økonomiske overklasse, hvad enten den var borgerlig eller adelig. Konstitutionen af 1791 indførte en lovgivende forsamling med ét kammer.

Under konstitutionsdebatten blev det hævdet, at konsekvensen af de principper, som var proklameret, måtte være almindelig stemmeret for mænd. Udenom forsamlingen var der også en offentlig debat om stemmeret for kvinder, med Condorcets skrift, «Om kvindernes adgang til borgerrettigheder» (1790), som det vigtigste bidrag. Men dette var mere en principdebat end en aktuel politik. Almindelig stemmeret for mænd var derimod et reelt forslag. Forslaget blev ikke gennemført, men 2/3 af de voksne mænd fik stemmeret. Valgbarheden blev langt mere begrænset. Det kriterium, som blev lagt til grund, var betydningsfuldt, da det igen markerede bruddet med stændertraditionen. Denne tradition prægede mange europæiske forfatninger også i 1800-tallet. Den franske forfatning af 1791 byggede på census, d.v.s. betaling af et fast beløb i direkte skat. Denne enkle og ensartede skillelinie mellem aktive og passive borgere blev karakteristisk for alle senere franske stemmeretsbegrænsninger. Frankrig kom til at skifte frem og tilbage mellem almen og begrænset stemmeret. Den lovgivende forsamling (1791-92) blev valgt efter konstitutionen af 1791. Den nye grundlovgivende forsamling, Nationalkonventet (1792-95), blev valgt ved almindelig stemmeret for mænd. Direktorieforfatningen (1795-99) genindførte census. Napoleon byggede i princippet på almindelig stemmeret, men folket valgte kun kandidater til offentlige ombud; det endelige valg blev foretaget ovenfra og ned. Censusbestemmelserne i restaurationstiden (1815-30) og i julimonarkiet (1830-48) var så strenge, at aktive politiske rettigheder hovedsageligt blev forbeholdt velhavende godsejere og byernes højborgerskab.

Borgerskabet vandt altså retlig og politisk ligestilling med adelen gennem revolutionen. Mere omfattende samfundsmæssige virkninger fulgte af den grundlovgivende forsamlings omformning af hele statsapparatet. Efter at provinsers og byers nedarvede særretter og al ejendomsret til embeder var blevet afskaffet den 4. august 1789, blev riget delt op i et ensartet administrativt system fra kommune til departement, med vidtgående decentralisering af myndighed til valgte lokale forsamlinger og valgte tjenestemænd. Denne administrative inddeling er blevet stående i alle hovedtræk til i dag, men det politiske indhold blev hurtigt ændret. Allerede Konventet begrænsede det lokale selvstyre, og Napoleon satte en stopper for tilbagegangen til centraliseret styre ved at indføre den mægtige regeringsudpegede præfekt i departementerne.

Retslige og økonomiske ændringer

Også retsvæsnet og finansvæsnet blev omformet. Finansreformerne omfattede afskaffelse af bortforpagtning, af indirekte skatter og af alle indre toldgrænser, som havde splittet landet op økonomisk set. Til national enhed bidrog indførelsen af fælles mål og vægt samt en ny landsomfattende lovgivning til erstatning for de gamle provinsafgrænsede retssystemer på alle samfundslivet områder fra kriminal- til handelsret. Mest berømt blev den nye privatret, «Code civil», som efter langvarigt arbejde blev gennemført i 1804.

Landsenheden indebar radikalt ændrede offentlige vilkår for produktion og omsætning. Det nationale enhedsarbejde var et led i revolutionstidens liberalistiske indre økonomiske politik, som igen gav udslag i frigivelse af kornhandel og afskaffelse af privilegerede handelsmonopoler og manufakturer. Ophævelsen af laugene (regulerende arbejdsgiverorganisationer indenfor den laugsbundne del af håndværksproduktion og handel) blev efterfulgt af forbud mod arbejdersammenslutninger og strejker ved Le Chapelier-loven af 14. juni 1791.

I den dominerende næringsgren, landbruget, førte revolutionen til betydelige retlige og økonomiske ændringer. Den grundlovgivende forsamlings dramatiske nattemøde den 4.-5. august 1789 var blevet fremkaldt af bøndernes oprør. I store dele af landet havde bønderne angrebet storgodserne og brændt arkiverne, hvor dokumenterne, som gav den retlige hjemmel for deres pligter overfor «seigneuren» (herren), blev opbevaret. Oprøret satte forsamlingen i knibe. At give kongemagten til opgave at slå bønderne ned, ville være farligt. Frygten for, at hof- og officerkredse forberedte brug af militærmagt mod forsamlingen levede i bedste velgående og havde netop fremkaldt 14. juli-revolutionen i Paris som modtiltag. At tage ledelsen selv ville betyde brud med kongen og umuliggøre det konstitutionelle monarki, som var forsamlingens mål. Tilbage stod den mulighed at pacificere bønderne ved at tilfredsstille deres væsentlige krav. Den 4. august vedtog forsamlingen derfor at afskaffe tiende til kirken, alle feudalafgifter og seigneurale rettigheder.

Man regner (groft antaget) med, at fransk jord i slutningen af det gamle regime var fordelt således, at adelen ejede 20%, kirken 10%, borgerskabet 30% og bønderne 35%. Men ejendomsret og dispositionsret var undtagelser. Den frie dispositionsret var begrænset af landsbyfællesskabet, hvor dette rådede. Udelt ejendomsret kan man tale om for jord, som en seigneur ejede og for jord som ikke lå under noget seigneuri. For størstedelen af jorden blev der skelnet mellem «ejerens» brugsejendomsret (droit utile) og seigneurens overordnede ejendomsret (droit éminent), som gav ham retskrav på forskellige afgifter, i daglig tale betegnet feudalafgifter. Endvidere havde seigneuren monopol på nødvendige fællesindretninger (mølle, vinpresse o.lign.) og domsret over seigneuriets indbyggere. Udover seigneuren høstede også kirken udbytte af landbruget gennem sin ret til tiende af al jords produktion.

Afskaffelsen af tienden og feudalafgifterne fik umiddelbart økonomiske konsekvenser. I den gamle økonomi havde bøndernes retlige pligt til at afgive korn som afgift og tiende fremtvunget et omsætteligt overskud, som udgjorde en stor del af det korn, som kom i handelen. I tillæg kom det korn, som bønder måtte sælge for at kunne betale skat til kongen og feudalafgifter i form af penge. Bortfaldet af afgifterne og tienden betød, at al kornhandel nu hvilede på frivilligt salg. Men sammenbruddet i skatteopkrævningen gjorde, at bønderne fik mindre brug for penge. Dette tillod øget privatforbrug i landsbyerne og synes at have været en af faktorerne bag forsyningskriserne i byerne, som igen fik politisk betydning ved at fremkalde folkerevolutionær aktivitet.

Afskaffelsen af seigneurmagt og tiende fik også virkning for revolutionens politiske forløb, idet den udløste en kontrarevolutionær reaktion blandt de, som fik ødelagt økonomi, myndighed og prestige.

Ved at ophæve seigneurens overordnede ejendomsret gav revolutionen de selvejende bønder og andre jordejere ren ejendomsret. Ophævelsen førte også til en vis omfordeling af jordejendom mellem ejergrupperne. Kirkens gods, som blev konfiskeret i 1789 for at løse statens finansielle problemer, blev solgt på auktion, og det samme skete senere med emigrerede adelsmænds ejendele. Borgerskabets og bøndernes andel af jord øgedes; blandt bønderne var køberne mest større selvejere og forpagtere. Kirken genvandt ikke sit gods efter revolutionen. Heller ikke det konfiskerede adelsgods blev leveret tilbage, men det gamle regimes adel synes alligevel et årti efter 1815 at være i besiddelse af en godsmasse af samme størrelse som før revolutionen.

Var revolutionen borgerlig?

I marxistisk historieskrivning er den franske revolution en borgerlig revolution, som indebar en overgang fra et feudalt til et kapitalistisk stadium. Det kan næppe være diskutabelt, at omformningen af de offentlige rammer for det økonomiske liv, åbnede vejen for en kapitalistisk udvikling, men det må bemærkes, at den revolutionære omdannelse ikke udløste nogen hurtig industriel udvikling i Frankrig. Flere faktorer kan anføres til forklaring. Under revolutions- og napoleonskrigene blev Frankrig udelukket fra oversøiske markeder og råstofkilder til fordel for den største konkurrent, Storbritannien. Frankrig havde nok en begunstiget position i store dele af Europa under kontinentalsystemet, d.v.s. forsøget på fra 1806 at udelukke engelsk handel fra det europæiske fastland. Men dette gav kun forbigående fordele med efterfølgende omstillingsproblemer. At Frankrig retsligt set var blevet et marked kunne ikke få fuld økonomisk effekt før jernbanerne gjorde landværts transport billig.

Men der kan også peges på mere strukturelle forhold. Landbrugsrevolutionen afskaffede feudale og seigneurale rester, men bønderne forsvarede sejrrigt landsbyfællesskabet. Der udviklede sig hverken storgodsdrift eller nogen dominerende koncentration i større markedsorienterede bondebrug. Som før revolutionen var fransk landbrug i 1800-tallet præget af små familiebrug; en stor del - måske flertallet - af bondefamilierne var afhængige af lønindtægter. Da 1700-tallets befolkningstilvækst stoppede, betød det, at landsbyerne hverken skabte et stærkt ekspansivt marked eller et øget overskud af mobil arbejdskraft. Også træk i det franske borgerskabs karakter og normer virkede til økonomisk stabilitet og konservatisme mere end til hurtig ekspansion.

Tesen om den franske revolution som borgerskabets revolution har ofte i sin udformning indeholdt en overvurdering af det kapitalistiske, dynamiske handels- og industriborgerskab, og en altfor mekanisk identifikation mellem, på den ene side, adelen og en «feudal» klasse af jordrenteydere og, på den anden side, borgerskabet og en fremvoksende kapitalistisk klasse. Stænderskellet gik i virkeligheden på tværs af økonomiske og erhvervsmæssige kategorier.

Den franske adel havde naturligvis andre indtægter end jordrenterne og andre funktioner end seigneurens og godsejerens. Man kan bare tænke på den fremskudte stilling, som indehaverne af købte embeder indtog. En nyere erkendelse er det, at adelsmænd, i langt højere grad end man tidligere var klar over, deltog i handel og industri, særligt indenfor de mest ekspansive grene. De havde en dominerende position indenfor industri, som var knyttet til grundejendom: miner og stålværker, glas og keramik, en stærk stilling indenfor handel, skibsfart og industri knyttet til Vestindien og indenfor den franske finansverden.

Ganske vist virkede det aristokratiske livsideal hæmmende på adelens økonomiske aktivitet, men dette gælder også for borgerskabet.

Selve begreberne bourgeois og bourgeoisi er tvetydige i forhold til hvordan de blev brugt i samtiden og hvordan de bruges i historiske arbejder om revolutionen. Et sted betegner «borgerskabet» de handels- og næringsdrivende på «konditioneret» niveau. Grænsen mod almuen var uklar, men et kriterium var, at man ikke arbejdede med sine hænder. Et andet sted bruges begrebet sådan som her - i stændersk forstand. Det omfatter så tredjestandens øvre dele. Til forskel fra første- og andenstanden var tredjestanden negativt defineret: enhver som ikke tilhørte gejstligheden eller adelen var af tredjestand. Borgerskabet omfattede da alle konditionerede: handels- og næringsdrivende, embeds- og tjenestemænd, folk i frie erhverv, rentier, godsejere og seigneurer, som ikke var født adelige, men havde skaffet sig adelsskab, eller var gået ind i kirken.

Ganske parallelt til embedsindehavernes ledende politiske stilling indenfor adelen, udgjorde borgerlige indehavere af købte embeder, ved siden af jurister i frie erhverv, den største gruppe i det borgerlige personel i nationalforsamlingerne under revolutionen.

De økonomisk aktive indenfor handel, industri og håndværk var i mindretal indenfor borgerskabet i bred forstand, og deres andel synes at have været faldende i slutningen af 1700-tallet. (Grenoble 1773: købmænd 17,6%, rentierer 2l,9%; 1789: købmænd 11%, rentierer 28%). Det store indslag af rentierer (som levede af renter uden at arbejde) i borgerskabet viser, hvordan borgerskabet havde overtaget adelige normer og værdier.

Det vellykkede sociale avancement indebar at nå frem til denne livsform: renter, meget gerne kombineret med de indtægter, den status og de retlige privilegier et købt embede gav, og med gods og allerhelst et seigneuri, som det mest prestigegivende formue-element. Havde man alt dette, gav køb af adelsskab den ypperste dekoration. Den store andel, som borgerskabet (d.v.s. tredjestandspersoner udenfor bondestanden) havde i fransk jord, afspejler et økonomisk og socialt system, hvor jordejendom gav sikkerhed og status. Fransk efterrevolutionær økonomisk udvikling er præget af, at revolutionen ikke bragte nogen radikal ændring i det borgerlige «ancien-régime»-ideal.

Den sektor af økonomien, som direkte hvilede på overførsel af jordrenter fra bønderne, udgjorde imidlertid ikke kun et stop for borgerlig avancement, men et rigt grundlag for kapitalakkumulation. Det drejer sig da ikke så meget om at eje gods og seigneurier, men om forvaltning og forpagtning af seigneurier, feudalafgifter og kirkens tidende. Ved at undersøge, hvornår en familie opnår stor rigdom, finder man slående ofte et spring opad fra det øjeblik, hvor kapital, som var akkumuleret af f.eks. tekstilkøbmænd, investeres i forpagtning af verdslige seigneuriers eller kirkelige institutioners ret til at inddrive afgifter, eller i kronens skatteindtægter. Det første borgerlige trin er heller ikke nødvendigt. Vejen går direkte fra storbonde til forpagtning af ret til afgiftsindkrævning. Man kan spørge om seigneurier, jordgods, tiende og byers, provinsers og statens finanser var vigtigere for kapitalakkumulation end handels- og bynæringer. Det er sandsynligt, men ikke let at måle, bl.a. fordi felterne griber ind i hinanden. Forpagtning af afgiftsinddrivning gav adgang til den spekulativt prægede og indbringende kornhandel. For en tekstilkøbmand og forlægger - som også indedrev afgifter fra bønderne - drejede det sig ikke om to forskellige virksomheder; De støttede hinanden.

Gammel feudal og moderne økonomi var ikke to sektorer, som stod overfor hinanden, de var vævet sammen. Standsgrænsen mellem adel og borgerskab faldt ikke sammen med et skel mellem klasser.

Den jakobinske og folkelige revolution 1792-1794

Den grundlovgivende forsamling opløste sig den 30. september 1791. Det nye konstitutionelle monarki trådte i kraft dagen efter, da den lovgivende forsamling trådte sammen, og revolutionen var officielt slut. I virkeligheden åbnede kampen mellem revolution og kontrarevolution for revolutionens voldsomste og mest radikale fase 1792-94. Beslutningerne den 4. august havde udløst den første emigration af kontrarevolutionære, som forsøgte at få udenlandske magter til at gribe ind mod revolutionen. Faren for kontrarevolution blev forstærket af religiøs konflikt, som følge af at tienden var afskaffet og kirkegodset nationaliseret. Da kirken mistede sine indtægter, måtte præsteskabet lønnes af staten. Paven godtog imidlertid ikke loven af 12. juli 1790 om præsteskabets stilling som statstjenestemænd (gejstlighedens civile forfatning). Dette førte til skisma i den franske kirke mellem konstitutionelle, som godtog kirkeordningerne, og edsnægterne. Katolikker fra alle sociale lag blev trukket over i kontrarevolutionen.

Den åbne kamp mod kontrarevolutionen, som udbrød samtidig med krigen med de europæiske magter 1792-93, tilspidsede modsætningerne også mellem de oprindeligt revolutionære grupper. Blandt de tidligere revolutionære ledere blev nogle radikaliseret, andre blev gennem reaktion ført til passivitet eller over i kontrarevolution. Nye ledere, ofte fra de lavere dele af borgerskabet, kom til gennem de revolutionære grundorganisationer på lokalt plan, overtog initiativ og ledelse fra den grundlovgivende forsamling og regering i løbet af 1792. Det revolutionære Paris styrtede kongedømmet den 10. august.

Omfanget af folkelig deltagelse i revolutionen øgedes og antog nye former. Opstande med voldsanvendelse fra bondebefolkningen og underklasserne i byerne var velkendte fænomener i dårlige år og i dyrtidsperioder i det gamle samfund. Revolutionen i 1789 faldt sammen med voldsomme prisstigninger på madvarer og depression i tekstilindustrien. Men medens folkelig uro normalt kun skabte forbigående problemer, fik den nu virkning, fordi statsapparatet på grund af striden på samfundets topplan ikke udfyldte sin undertrykkelsesopgave (bonderejsningen i 1789), eller fordi en rejsning skaffede hjælpetropper for en revolutionær gruppe på et højere socialt niveau (14. juli og oktoberdagene 1789 i Paris).

Sans-culotterne

Et nyt politisk fænomen var den organiserede og permanente folkebevægelse, som særlig fandtes i byerne i årene 1792-95. Den kan illustreres gennem de parisiske sans-culotter. Den revolutionære folkebevægelse fremstod som resultat af udviklingen af politisk bevidsthed og aktivitet, der foregik over flere år under påvirkninger fra «ovenfra» - fra radikale revolutionære af højere samfundslag. Vigtige påvirkningskanaler var pressen - som fik en eksplosionsagtig udbredelse - og revolutionære grundorganisationer, hvor sans-culotter fik adgang.

De revolutionære organer i Paris dannede således en organiseret forbindelse fra revolutionære på et accepteret «konditioneret» niveau gennem småborgerskabet til folkelige elementer. Organer, hvor sans-culotter kunne operere, var nationalgarden, som blev åbnet for dem den 30. juli 1792, kommunalstyret efter fornyelsen den 10. august og politiske klubber. Jakobinerklubbens medlemmer var ganske vist i det væsentligste blevet rekrutteret fra borgerskabet. Gennem filialklubber fungerede klubben som en landsdækkende revolutionær organisation. Efter gentagne udskillelser og udrensninger af højrefløje - sidst girondinerne i 1793 - blev den ene af partiorganisationerne tilknyttet de såkaldte montagnarder i Konventet. Cordelianer-klubbben, som var mere sans-culotteorienteret, blev ledet af journalisten og kommunaltjenestemanden Hébert og hans venner. Men det var de mindre bydelsklubber, der havde de fleste sans-culotte-medlemmer. Den første, «Broderskabet af begge køn», var blevet stiftet i 1790. Efter den 10. august voksede antallet af sådanne folkelig klubber kraftigt - både i Paris og ude i provinserne.

Offentlig myndighed kunne sans-culotterne udøve i de 48 sektioner (underafdelinger af Kommunen og valgkredsene ved valg til kommunalstyret). Det, som fremfor alt gjorde sektionerne til sans-culottefora, var, at de ikke blev styret af valgte forsamlinger, men af generalforsamlinger, hvor alle sektionens voksne mænd kunne møde. Forsamlingerne holdte daglige møder og nedsatte udøvende komiteer. Politisk vigtigst var «den revolutionære overvågningskomité» eller «revolutionskomiteen», som den også blev kaldt.

I sin sociale sammensætning udgjorde sans-culotterne (langbukserne) det før-industrielle småfolk. Rundt om en kerne af håndværksmestre, svende og småhandelsfolk var der på den ene side socialt flydende elementer: studenter, småtjenestemænd, journalister og tidligere præster, og på den anden side løsarbejdere og lønarbejdere fra de større virksomheder. Men disse arbejdere var stærkere repræsenteret i demonstrationer og opstande end i det daglige politiske arbejde i sektionen.

Et centralt problem i studiet af sans-culottebevægelsen har været dens forhold til det revolutionære borgerskab. Sans-culottebevægelsen dannede på den ene side folkelig basis og støtte for revolutionære af højere sociale lag, men den havde på den anden side selvstændige træk - egne mål, som førte til konflikter.

Der var et grundlæggende fællesskab i kampen mod kontrarevolutionen. Hadet til enevælde, feudalisme og gejstlig magt var meget stort hos sans-culotterne; en voldsom patriotisk glød fængede let blandt dem, når fjendehærene truede. De virkede som pressionsgrupper ved brug af yderligtgående terror mod kontrarevolutionære og mistænkte.

De mere specifikke træk i sans-culotternes målsætning og politiske praksis kan sammenfattes således:

Ud fra presserende materielle behov under dyrtid og fødevaremangel krævede de en offentlig krisepolitik: rekvisitioner, maksimalpriser og rationering. De forlangte, at terroren også skulle rettes mod sortbørshandlere, folk som hamstrede, spekulanter og bønder, som nægtede at levere varer. Kravet om krisepolitik kunne vise tilbage til det gamle regimes offentlige regulering af omsætning af livsnødvendige varer i krisetider. For købmænd og bønder med salgsoverskud indebar det et stort indgreb i den nyvundne næringsfrihed.

Ud over den øjeblikkelige krisepolitik findes der udtryk for reaktion mod udviklingen af større enheder indenfor erhvervslivet. Der blev rejst krav om maksimumgrænser for en håndværkervirksomhed og om forbud mod at bortforpagte jord i enheder, som var større end et rimeligt familiebrug. Mere radikal var tanken om en «jordlov», d.v.s. en ny fordeling af jordejendom. Det ideal, som tegnede sig, var et samfund, som gav størst mulig adgang for svende og arbejdere til at blive egen herre, som mester eller som bonde.

Sans-culotterne havde en stærk følelse af modsætning til det rige handels- og næringsdrivende borgerskab og til de «store» og «fine» i det hele taget. Deres opposition mod socialt hierarki viste sig ikke mindst som protest mod ydre sociale distinktioner i klædedragt, optræden og tiltaleformer. Betegnelsen «honnêtes gens», som svarede til det samtidige «konditionerede» i Danmark, var et skældsord i sans-culotternes mund.

Politisk gik de ind for det direkte demokrati, som de selv praktiserede i sektionerne. Overfor Konventet hævdede og brugte de det suveræne folks ret til at «rejse sig». Når folket rejste sig, tog de den suverænitet, som var uddelegeret til repræsentanterne, tilbage, og de kunne derfor ikke kun fremføre petitioner, men også give ordrer til Konventet. I ophidsede øjeblikke forsvandt distinktionerne mellem det suveræne folk og den enkelte «fraktion» af det suveræne folk, et skel som sektionerne ellers respekterede i formen.

Den revolutionære folkebevægelse i Paris udgjorde et betydeligt forum for kvinders politiske aktivitet under revolutionen (se Gouges). I rejsninger og demonstrationer spillede de en stor rolle. Grupper af kvinder, erhvervsmæssigt eller lokalt afgrænsede, brugte Konventets og Kommunens petitionsskranke til at levere politiske indlæg. Sektionens generalforsamlinger bestod ganske vist kun af mænd, kvinder måtte nøjes med at øve indflydelse fra tilskuergallerierne, men de folkelige klubber var som oftest åbne for begge køn. Størst opmærksomhed og strid vakte den rene kvindeklub «Le Club des citoyennes républicaines révolutionnaires», som blev stiftet i maj 1893 af Claire Lacombe, en skuespillerinde fra provinsen (se Lacombe), og Pauline Léon, som drev en lille chokoladefabrik. Sådanne politiske kvindeklubber fandtes i en del franske byer. Både gennem rekruttering og holdninger havde denne klub et tydeligt sans-culottepræg. Men den adskilte sig fra andre kvindeklubber ved at den, foruden at være organ for kvindens kamp for republikken, også forsøgte at få revolutionen til at tjene kvindernes sag: klubben hævdede kvindens ret til politisk deltagelse og til at kæmpe med våben i hånd.

Girondinere og montagnarder

Mellem folkebevægelsen og det revolutionære borgerskab var der altså både samarbejde og konflikt. Dette kan belyses gennem Paris' sans-culotters forhold til girondinerne og montagnarderne («bjerget»). Disse to ledergrupper konkurrerede om stemmerne til de konventsmedlemmer, som blev kaldt «sletten» eller «sumpen».

I en af de første faser til girondinernes fald i sommeren 1793 eksisterede der en alliance mellem montagnarder, kommunalstyre og sans-culotter. Efter at de sidste, i kamp med pro-girondiske borgere, havde erobret den ene sektion efter den anden, tvang nationalgarden Konventet til at ekskludere girondinerne. Det har været hævdet, at girondinerne repræsenterede højborgerskabet og montagnarderne middelborgerskabet, og dette skulle forklare girondinernes modstand mod indgreb i næringsfriheden. Nogen klar forskel i social rekruttering til de to ledergrupper er imidlertid svær at påvise. Også montagnarderne var tilhængere af økonomiske liberalisme. En af de væsentligste grunde til, at montagnarderne var mere villige til at tilfredsstille sans-culotternes krav, ligger i, at viljen til at vinde krigen med alle midler havde været et at de konstituerende elementer, da bjerget voksede frem som opposition til girondinerne. Girondinerne, oprindeligt et venstrefløjs- og krigsparti i den lovgivende forsamling, blev skræmt til politisk uklarhed af den folkelige radikalisering, f.eks. i forhold til kongen, og til ineffektiv ledelse i krigsledelsen. Montagnarderne havde brug for militante og offervillige revolutionære folkebevægelser i massemobiliseringen, i krigsproduktionen, i striden mod de kontrarevolutionære inde i landet og mod girondinerne. Men det forudsatte villighed til at efterkomme sans-culotternes krav. Dette peger på et taktisk motiv hos montagnarderne, noget som den senere udvikling også viste.

Den taktiske forklaring må alligevel modificeres af to forhold. For det første var modsætningen mellem provins og hovedstad et stærkt element i den hadefulde kamp mellem girondinerne og Pariserrevolutionen. Girondinerne, som udelukkende bestod af provinsrepræsentanter, udtrykte provinsens reaktion mod Paris' magt over nationalforsamling og regering. Pariserrepræsentationen udgjorde derimod kernen i bjerget, og der var en ubrudt kæde af forbindelser mellem montagnarderne i Konventet, Jakobinerklubben, Kommunen og sans-culotterne. Det andet var robespierristernes betydning. Robespierres stærke stilling i Konventet og i Velfærdskomiteen byggede på hans lederstilling i Jakobinerklubben og på hans vældige autoritet og prestige blandt masserne i Paris, i hvert fald frem til foråret 1794. Robespierre og Saint-Just delte langt hen ad vejen sans-culotternes samfundsideal. Men dette kan ikke hævdes for montagnarderne generelt.

Sans-culotternes krisepolitiske krav blev rejst under striden med girondinerne og presset igennem bl.a. ved demonstrationer overfor det montagnarddominerende Konvent i foråret 1793. Ud over krisepolitikken tog Konventet lovgivning, som afspejlede jakobinernes og sans-culotternes ideer, op: et undervisningssystem for hele folket og et organiseret forsorgs- og sundhedsvæsen. Men på samme tid fik hebertisterne med støtte fra sans-culotterne presset tiltag igennem, som jakobinerne ikke ønskede. Der blev oprettet en terroristisk «revolutionsarmé», som blev sendt ud i landsbyerne for at fremtvinge fødevareleverancer. En af-kristningskampagne blev igangsat som en direkte udfordring - ikke mindst mod Robespierre.

Efter at sektionens indflydelse var toppet i foråret 1793, satte regeringskomiteen en modoffensiv ind. Konflikten mellem Konventet og revolutionære organer, som handlede uafhængigt, tog beslutninger og udøvede myndighed, var uundgåelig. Ganske vist havde Konventet den 24. juni vedtaget den «jakobinske konstitution», som byggede på en kombination af direkte og repræsentativt demokrati, men forsamlingen vedtog også, at konstitutionen først skulle træde i kraft efter fredsslutningen; indtil da skulle regeringen være «revolutionær». Det vil sige, at regeringskomiteerne - med Velfærdskomiteen og Sikkerhedskomiteen som de vigtigste - skulle udøve et provisorisk diktatur. Robespierristerne gik, i lige så høj grad som det andet magtcentrum i regeringen omkring Carnot, systematisk ind for at indordne lokale forsamlinger og organer under centralmyndigheden. Kommissærer fik fuldmagt til at give lokale organer ordrer og til at ophæve deres beslutninger.

Parisersektionens revolutionskomiteer blev skridt for skridt lavet om til organer for regeringen, og var ikke mere organer for generalforsamlingerne. Modstand blev besvaret med fængslinger, og jakobinere blev sat ind i komiteerne. Allerede i september 1793 var sektionens møder blevet begrænset til hver 5. dag. Sektionerne svarede igen ved at oprette sektionsklubber, ofte på grundlag af de gamle bydelsklubber. Sektionsklubberne fik meget hurtigt Jakobinerklubben mod sig; i landet som helhed var der konkurrence og konflikt mellem nettet af jakobinerfilialer, som fulgte instrukserne fra «moderklubben», og de uafhængige folkelige klubber. Den første klub, som blev lukket i Paris, var imidlertid den republikansk-revolutionære kvindeklub. Det skete allerede i oktober; det udslagsgivende var viljen mod en ren kvindelig organisation, hvilket fremgår både af debatten i Konventet og af, at dekretet om lukning havde form af alment forbud mod politiske kvindeklubber.

Undertrykkelsen af hele sektionsklubsystemet, som var blevet sans-culotternes basisorganisation, fulgte i april-maj 1794, efter henrettelsen af hebertistgruppen og jakobiseringen af Kommunen. Sommeren 1794, da terroren toppede, var sans-culottebevægelsen lammet, og en stor del af sektions- og klublederne var blevet fængslet.

Reaktion

Bedømt som samlet krigsindsats var magtkoncentrationen en succes; franske sejre i foråret 1794 reddede republikken. Men det jakobinske diktatur lammede samtidigt den folkelige revolutions spontanitet og handlekraft og åbnede vejen for thermidorianersektionen i 1795. Da konflikten mellem robespierre- og carnotfløjene i regeringen gjorde det muligt for alle Robespierres fjender i Konventet at finde sammen, kunne de fælde robespierristerne og den Jakobinske Kommune den 28.-29. juli (9.-10. thermidor), uden at hverken sektionerne eller nationalgarden viste noget af den vilje og evne til hurtige modreaktioner, som var karakteriske i perioden 1792-93. Efter thermidor var der overvældende opslutning i Konventet for at afvikle den økonomiske kriseregulering: frihed i køb og salg, blev det hævdet, ville bringe «overflod». Forhåbningerne slog ikke til, foråret 1795 blev den værste hungers- og dyrtidsperioden revolutionen havde oplevet. Med løsladelse af de fængslede politiske fanger genopstod for en tid et intenst politisk liv i Paris, hvor en trekantskonflikt blev udkæmpet mellem jakobinere, sans-culotter og den borgerlige reaktion mod jakobinisme og sans-culottisme. Udfaldet blev, at Jakobinerklubben blev opløst. Derefter fulgte sans-culotternes nederlag, da de to sidste folkerejsninger i april og maj 1795 stormede Konventet under slagordet: «Brød og konstitution af 1793».

Den revolutionære folkebevægelse fik en epilog: Efter fælles nederlag fandt en kreds af tidligere jakobinere og hebertister sammen i «De liges sammensværgelse», der blev afsløret i 1796 (se Babeuf). Lederen, Gracchus Babeuf, havde spillet en central rolle som yderliggående antijakobinsk sans-culotteleder efter thermidor. Alligevel brød babeuvismen med sans-culotternes revolutionære praksis og rendyrkede den jakobinske strategi. Den nye revolution skulle ledes af en hemmelig fåtallig gruppe og føre til et diktatur, som først, når hele folket gennem oplæring var blevet frigjort fra et fordærvet samfunds overleverede ideer og forstillinger, skulle vige pladsen for direkte demokrati. Den samfundsorden som skulle indføres, brød på sin side med sans-culotternes og robespierristernes fælles ideal. Fra 1700-tals utopier, særlig Morellys «Code de la nature», hentede Babeuf sin opskrift på et samfund baseret på fælleseje af produktionsmidlerne.

Revolutionens resultater

Perioden 1792-94 er blevet kaldt «anticipationernes revolution»: revolutionen, som foregreb senere udvikling. Udtrykket er rammende. Næsten intet af det, som gik ud over 1789-revolutionens ramme, blev stående som varigt resultat. Men «anticipationernes revolution» fik virkning på længere sigt, idet den blev grundlaget for en radikal tradition, som kom til at præge franske venstre-republikanske og socialistiske bevægelser i 1800-tallet. Dette er den ene side af den jakobinske og folkelige revolutions historiske betydning. Den anden består i indsatsen for at udløse og kanalisere de ressourcer som slog franske og udenlandske kontrarevolutionære kræfter tilbage. Nederlag for revolutionen i 1793 ville have medført en langt mere gennemgribende kontrarevolution end den, som fulgte efter det endelige nederlag i 1815. Ændringerne i stat og samfund fra revolutionens første år fæstnede sig gennem direktorie- og napoleonstiden. Disse regimer greb tilbage til revolutionens første tid og udformede «principperne af 1891» i retlige og institutionelle detaljer, ligeledes - for napoleonstidens vedkommende - med den betydelige undtagelse, at den politiske liberalisme gik tabt. Ultraroyalisterne, de yderliggående kontrarevolutionære efter 1815, stod i realiteten magtesløse overfor de grundlæggende ændringer, som revolutionen havde gennemført.

K.D.T.