Befolkning 94,3 mio. Valuta Nye zaires Areal 2.344.860 Km2 Hovedstad Kinshasa Befolkningstæthed 21,7 indb./Km2     HDI placering 179

Congo, (tidl. Zaire) er beliggende i hjertet af det afrikanske kontinent, dækker størstedelen af Congoflodens bækken; En smal landstribe giver adgang til Atlanterhavet. Den centrale og nordlige del af landet, der er dækket af jungle, er tyndt befolkede. Disse områder er helliget selvforsyningslandbrug. I den sydøstlige del ligger Shabahøjsletten i 1000 meters højde, hvor der findes rige forekomster af kobber, zink, tin, guld, kobolt og uran; I nærheden af minerne er den lokale industri anlagt. I syd, på sletterne, bor flertallet af befolkningen; Her dyrkes jordnødder, bomuld, kaffe og sukkerrør, og desuden gummi og palmeolie. I byområderne er vandforureningen den primære årsag til sygdomme. Selv om også jern- og olieindustrien bidrager, er den væsentligste forureningskilde spildevandet, der urenset ledes ud i floderne. Visse dyrearter, som elefanter og næsehorn, er truede af udryddelse, pga. myterne om hornenes anvendelse som afrodisiaka. Krybskytteri udgør den største fare for landets fauna.

Vestlige mineselskabers udvinding af sjældne mineraler og diamanter i landets østlige del har gennem 20 år gjort Congo til et af verdens farligste områder.

 

Folket: Er sammensat af flere af de største afrikanske stammer. I nordvest dominerer befolkningsgrupper af vestafrikansk oprindelse, i nordøst nil-camitikerne og i den centrale og østlige del er der fortsat en større gruppe af pygmæer. Flertallet er bantúer. Af de mere end 200 etniske grupper er de største: Luba, 18%, Mongo, 13,5%; Rwanda, 10,3%; Azande, 6,1%; Bangy-ngale, 5,8%; Rundi, 3,8%; Teke, 2,7%; Boa, 2,3%; Chokwe, 1,8%; Lugbare, 1,6%; Banda, 1,4%; andre 16,6%.

Religion: Flertallet praktiserer de traditionelle afrikanske naturreligioner, der ikke umiddelbart kan sammenlignes med de kristne religioner. Katolikker udgør formelt 41% af befolkningen og protestanterne 32%. Der er muslimske minoritetsgrupper, der repræsenterer 1,2-10% af befolkningen, i den nordlige del.

Sprog: Fransk er det officielle sprog; de mest anvendte sprog er swahili, shiluba, kikongo og lingala; det sidste er hærens officielle sprog.

Politiske partier: Folkepartiet for genopbygning og Demokrati (Parti du Peuple pour la Reconstruction et le Démocratie - Joseph Kabilas parti); Bevægelsen for befrielse af Congo (Mouvement pour la Liberation du Congo - oppositionsleder Jean-Pierre Bembas parti); Det forenede Lumumba Parti (Parti Lumumbiste Unifié); den Sociale bevægelse for Fornyelse (Mouvement Social pour le Renouveau); Fornyelseskræfterne (Forces du Renouveau); Congos samling for Demokrati (Rassemblement Congolais pour la Démocratie); Koalitionen af congolesiske Demokrater (Coalition des Démocrates Congolais).

Officielt navn: République Démocratique du Congo.

Administrativ inddeling: 10 provinser og hovedstaden.

Hovedstad: Kinshasa, 9.464.000 indb. (2012)

Andre vigtige byer: Lubumbashi, 1.044.200 indb; Mbuji-Mayi, 1.018.100 indb; Kisangani, 792.400 indb; Kananga, 521.900 indb. (2000).

Regering: Félix Tshisekedi, præsident siden januar 2019. Jean-Michel Sama Lukonde, premierminister siden februar 2021.

Nationaldag: 30. juni, Uafhængighedsdagen. (1960).

Væbnede styrker: 20.000-40.000 soldater fra Kabilas styrker udgør nu den nationale hær. Zaires tidligere hær opløstes i 1997.

Paramilitære styrker: Gendarmeriet, 21.000 mand; Civilgarden, 19.000 mand.

 

Congo havde allerede 10 århundreders politisk historie bag sig, da man i Mellemeuropa fik kendskab til dets eksistens via reportagerne om Dr. Livingstones virke i perioden 1840-1870. I 1876 grundlagde den belgiske konge, Leopold d. 2., Den Internationale Afrikanske Association, som var et privat foretagende, der financierede journalisten og eventyreren Henry M. Stanleys ekspeditioner. Det lykkedes i løbet af ganske få år Stanley at få underskrevet 400 aftaler om handel og forsvar med de lokale ledere fra stammerne der levede ved Congoflodens bredder. Som følge af disse aftaler og ved anlæggelsen af belgiske virksomheder ved flodens munding, etableredes et udbytningssystem af landet, der officielt anerkendtes ved Berlinkonferencen. «Fristaten Congo» blev den belgiske kong Leopolds private ejendom og hans Compagnie du Katanga, bremsede den engelske kolonisator Cecil Rhodes ekspansionsforsøg.

Congos befolkning udsattes for den groveste udnyttelse, der ikke forbedredes da områdets status ændredes i 1908 af den belgiske kolonimagt. Hæren blev konstant sat ind for at nedkæmpe den antiimperialistiske modstand og for at beskytte den særdeles rentable minedrift i Katanga.

Først i 1957 tillod liberale reformer oprettelsen af politiske partier i Afrika. Der dannedes en endeløs række af bevægelser med basis i stammesamfundene, som forsøgte at profitere på utilfredsheden. Den Congolesiske Nationale Bevægelse, ledet af Patrice Lumumba, hævede de lokale konflikter op på et nationalt plan som et modtræk mod fraktionstendenserne.

Politiets brutale nedkæmpning af et fredeligt politisk møde i 1959 blev indledningen til blodige raceoptøjer. Den belgiske kong Bauduin forsøgte at gyde olie på vandene ved at love uafhængighed indenfor en overskuelig fremtid. De hvide kolonisatorer svarede med nye voldsbølger; uafhængigheden blev omsider proklameret i 1960 med Joseph Kasavubu som præsident og Lumumba som premierminister. Kort tid efter stiftede Moisés Chombe, Katangas daværende premierminister, en ny uafhængighedsbevægelse.

Belgien sendte faldskærmstropper og FN intervenerede med en «fredsbevarende styrke». Kasavubu iscenesatte et statskup, udleverede Lumumba til de belgiske lejesoldater, der havde forsvaret Katanga; selvstændighedsbevægelsens leder blev derefter myrdet. Borgerkrigen fortsatte indtil 1963. Delingen af landet blev aldrig ført ud i livet; tværtimod udnævntes Chombe, der forsvarede de neokolonistiskes interesser, til premierminister. Med bistand fra lejesoldater , belgiske faldskærmstropper og nordamerikanske våben, lykkedes det Chombe at nedkæmpe de revolutionære styrker. I 1965 blev han af Kasavubu tvunget til at træde tilbage, mens denne til gengæld afsattes af hærens øverstkommanderende Joseph Desiré Mobutu, der mentes at være i stand til at leve op til de multinationale selskabers krav.

Med indførelsen af «Den afrikanske oprindelighedsdoktrin» ændrede Mobutu dels landets navn til Zaire, dels sit eget navn til Mobutu Sese Seko. Nationaliseringen af kobberminerne, der blev dekreteret i 1975, tilgodeså både det nationale borgerskab og det statslige bureaukrati.

Selv om disse tiltag førte til visse uoverensstemmelser med det nordamerikanske diplomati, lykkedes det Mobutu under den kolde krig at fremstå som Washingtons allierede i regionen.

Det var således Zaire, der ydede husly og forsynede den såkaldte Angolanske Nationale Befrielsesfront, FNLA, med våben i kampen mod Agostinho Netos MPLA i Angola. Mobutu støttede desuden separatistbevægelsen i den angolanske olieprovins Cabinda. Tropper fra Zaire kæmpede mod angolanerne i alliance med sydafrikanerne.

Samtidig var man i Zaire vidne til et internt oprør. Storoffensiver, iværksat i 1978 og 1979 af Congos Befrielsesfront, blev udelukkende nedkæmpet pga. bistanden fra franske og belgiske faldskærmstropper, samt marokkanske og egyptiske styrker - endnu engang forsynet med nordamerikanske våben.

Takket være internationalt pres afholdtes i slutningen af 1977 parlamentsvalg og der blev afgivet en vis magt til den nye lovgivende forsamling. De medvirkede til at aflede den internationale opmærksomhed fra undertrykkelsen mod studerende og intellektuelle i byerne, fra de koncentrationslejre, der oprettedes til oppositionelle grupper og den hårdhændede behandling af de hjemvendte flygtninge, der var blevet tilgodeset af en amnesti, dekreteret i 1979.

Zaire var på daværende tidspunkt verdens største eksportør af kobolt, den fjerdestørste producent af diamanter, og befandt sig blandt de ti største producenter af uran, kobber, mangan og tin. Den kobolt der anvendes i den nordamerikanske rumfartsindustri kommer for størstepartens vedkommende fra Zaire, men regimets omfattende korruption ledte til alvorlige økonomiske kriser med skyhøj arbejdsløshed til følge.

I perioden fra 1980-1981 besluttede de vestlige stormagter at intervenere for dermed at sikre kontrollen over landets strategisk vigtige mineralforekomster. IMF tilbød at støtte Zaire, og man genforhandlede en aftale om afvikling af udlandsgælden. Drastiske forholdsregler blev sat i værk for at indføre et minimum af moral inden for bureaukratiet. Zaires økonomi blev formelt sat under direkte administration af IMF, hvis medarbejdere i Kinshasa personligt overvågede landets finanser.

Mod slutningen af 1982 begyndte statistikkerne at vise positive tendenser, hvilket medvirkede til at de internationale og europæiske kreditorer kunne trække vejret lidt lettere, selv om forholdene for befolkningen i Zaire forværredes pga. de rigide metoder, der anbefaledes af IMF.

I april 1981 trak den daværende premierminister Nguza Karl i Bond sig fra posten og anmodede om asyl i Belgien; han anklagede Mobutu for magtmisbrug, samtidig med at denne forsøgte at fremstille sig selv som et anstændigt alternativ til den udbredte korruption i landet.

Ved valget i juli 1984 opnåede Mobutu 99,16% af de afgivne stemmer. I februar 1985 indgik Zaire en sikkerhedsaftale med Angola, som skulle forbedre forholdet mellem de to lande, der havde været dårligt gennem det meste af et årti pga. Zaires støtte til FNLA og tilstedeværelsen af Den congolesiske Befrielsebevægelse på angolesisk jord.

Mindre succesfyldt var det initiativ Mobutu præsenterede i juli 1984 om oprettelsen af en «Liga af nationer fra det sorte Afrika», åbenlyst beregnet på at skulle konkurrere med Den arabiske Liga. Forslaget blev afvist af samtlige progressive lande i regionen.

Angolas regering påstod, at bistand på 15 millioner dollars fra Reaganadministrationen i al hemmelighed kanaliseredes via Zaire til FNLA; herved blev det centralafrikanske land omdannet til et veritabelt våbenlager for FNLA.

Under et besøg i Washington opnåede Mobutu i juni 1989 et lån fra Verdensbanken på 20 millioner dollars. Mobutu var ankommet til Washington med en vigtig diplomatisk sejr i ryggen: Han havde i sin fødeby, Gbadolite, været vært for det historiske møde mellem Angolas præsident, Edoardo dos Santos, og lederen af oprørsstyrkerne fra UNITA, Jonas Savimbi, hvor det besluttedes at indgå en våbenhvileaftale for at finde en fredelig udgang på konflikten i Angola.

For at forberede sig på en proces, han mente var umiddelbart forestående, besluttede Mobutu i april 1990 sig for et dristigt forsøg: han ophævede etpartisystemet, tillod alternative fagforbund og lovede at afholde frie valg i løbet af de efterfølgende 12 måneder. Det blev indledningen til en hastig proces med politisk organisering; hundredevis af forbund af forskellig art og politiske organisationer krævede at blive legaliserede. Den folkelige reaktion overraskede myndighederne og den 3. maj erklærede Mobutu, at intet parti endnu var blevet legaliseret og at det ville være nødvendigt med en forfatningsændring før afholdelse af valget, da statsoverhovedet ønskede at «bevare sin magt uden at skulle udsættes for kritik».

Den nationale folkerejsning fik studenterne, især fra universitetet i Shaba-provinsens hovedstad Lubumbashi, til at forlange Mobutus tilbagetræden; han sendte elitestyrker fra det præsidentielle korps for at imødegå protesterne.

Hæren besatte universitetetsområdet om morgenen den 11. maj. Flere end 100 studerende blev myrdet; den følgende dag flygtede overlevende til andre provinser og til Zambia, hvorfra de kunne berette om massakren.

Det lykkedes Mobutu delvist at dæmpe rygterne om massakren, men affødte alligevel en kraftige reaktion fra EU, som krævede en international udredning, og fra Belgien, der standsede al økonomisk bistand. Mobutus planer om en liberalisering af systemet syntes, idet mindste midlertidigt, at miste troværdighed.

Massakren på Universitetet i Lubumbashi, rejste en storm af protester og strejker, som f.eks. på Gecamina, det største, statsejede mineselskab; i USA forlangte man stop for bistanden til Mobutu.

I oktober 1990 bøjede Mobutu sig og besluttede at forsøge endnu en politisk liberalisering og tillod politiske partier uden begrænsninger. Majoriteten blandt oppositionen - forenet i Den hellige Union, sammensat af 9 partier, bl.a. de 4 største - krævede i december Mobutus afgang og afholdelse af en international konference hvor man skulle beslutte Zaires politiske fremtid - uden deltagelse af præsidenten.

I september 1991 rejstes endnu et oprør mod Mobutu, som reaktion mod de stigende priser og den mislykkede konference, afholdt i august, hvor man diskuterede demokratiske reformer. Oprøret, der kostede hundredevis af menneskeliv, førte til intervention fra Frankrig og Belgien, der sendte store kontingenter soldater for at evakuere egne statsborgere.

Den hellige Union dannede i november 1991 en «parallel» regering og opfordrede Hæren til at styrte Mobutu. Præsidenten udnævnte samme måned Nguza Karl i Bond til premierminister - den femte i løbet af 1991. Den tidligere oppositionsleder Nguza havde 10 år i forvejen været regeringschef under Mobutu; han overtog posten i en periode præget af økonomisk krise og internationalt pres fra især USA.

I begyndelsen af 1992 indledtes den nationale konference, som oppositionen havde kæmpet for med det formål at få indført forfatningsændringer, der skulle lette overgangen til demokrati. Men februar samme år suspenderede Premierminister Karl i Bond konferencen; det førte til opstand blandt soldaterne, der besatte den statslige radio og krævede Mobutus tilbagetræden. Få timer senere blev oprørerne nedkæmpet af regeringstro styrker. Tusinder af demonstranter der forlangte præsidentens afgang blev mødt med hårde repressalier fra hæren, der dræbte og sårede hundredevis.

EU suspenderede al økonomisk bistand til Zaire indtil den nationale konference blev genåbnet; samtidigt enedes USA, Frankrig og Belgien om at skærpe presset mod Mobutu for politiske reformer.

Mobutu åbnede i marts 1992 atter den nationale konference efter at have allieret sig med præsidenten for konferencen, ærkebiskop Monsegwo Pasinya. Konferencen udnævnte Etienne Tshisekedi, leder af Den hellige Union, til ny premierminister som afløser for Nguza Karl-i-Bond.

Som et tydeligt tegn på sit mishag med Mobutus regime, blev Monsegwo Pasinya modtaget i Washington af USA´s udenrigsminister, James Baker, og af Senatets udenrigspolitiske udvalg.

De interne etniske konflikter genoplivedes i 1992. I Shabaregionen i sydvest startede en bølge af vold efter Nguza Karl-i-Bonds afsættelse, da medlemmer af Lundastammen, som han tilhørte, angreb Luba´er, som er Tshisekedis stamme; 2.000 mennesker omkom. Tusindvis af luba´er forlod Shaba-regionen, efter deres hjem var blevet ødelagte. Sikkerhedsstyrkerne greb først ind flere uger efter konflikten startede.

De 12 banker, der fungerede i Zaire, lukkede midlertidigt i 1992, pga. af pengemangel. Inflationen nåede op på 16.500%. I følge oplysninger fra Befolkningskrisekomiteen, der har hovedsæde i Washington, var Zaire i 1992 blandt verdens 10 fattigste lande.

Regeringen eksproprierede olieselskaberne, for, som man udtrykte det, at sikre den nationale økonomi.

Premierministeren erklærede i december, at den nationale valuta var inddraget og en ny blev sat i omløb. Alligevel fortsatte Mobutu med at udbetale lønninger til soldaterne med den gamle valuta.

I begyndelsen af 1993 kom det til direkte konfrontationer mellem Mobutus private garde og oprørske soldater, der var rasende over at have modtaget ugyldige penge. Disse sammenstød førte til tabet af mere end 1.000 menneskeliv i Kinshasa. Byen hærgedes af plyndringer, brande og overgreb fra de ophidsede soldater.

Den 24. februar omringede tanks fra Mobutus styrker den bygning, hvor Republikkens Øverste Råd, som var det overgangsorgan den nationale konference havde nedsat, holdt til og krævede af de 800 medlemmer at den valuta, der var indført under Mobutu, stadig skulle være gældende.

Som følge af skærpelsen af krisen forlangte USA, Belgien og Frankrig i en note til Mobutu at denne indvilgede i at dele magten med Tshisekedi fra den provisoriske regering. Som svar afsatte Mobutu premierminister Tshisekedi. I begyndelsen af 1993 udnævntes Faustin Birindwa til hans efterfølger.

Da Tshisekedi aldrig havde været udnævnt af Mobutu, var han i realiteten uden magt, da han heller ikke havde kontrol over hverken hæren eller de statslige organer. Mobutu bevarede kontrollen fra Gbadolite, tæt ved grænsen til Den centralafrikanske Republik. Præsidenten vovede sig ikke tilbage til hovedstaden i månedsvis.

USA´s udenrigsministerium anmodede Frankrig og Belgien om en beslaglæggelse af Mobutus formuer, som et stærkt middel vendt direkte mod ham uden skadelig påvirkning af hverken landets økonomi eller de nordamerikanske og europæiske investeringer. Det anslås, at Mobutu - en af verdens rigeste mænd - havde en personlig formue på over 4 milliarder dollars.

I det økonomiske kaos og med betalingen af udlandsgælden suspenderet, blev den uformelle økonomi den dominerende i byområderne. Den økonomiske og politiske usikkerhed fortsatte op gennem 1994.

Folkemordet i Rwanda og den efterfølgende massive tilstrømning af flygtninge - hvor tusindvis af de ansvarlige for myrderierne var iblandt - skabte konflikter i det østlige Zaire.

Oprørsbevægelsen FPR´s overtagelse af magten i Rwanda fik flere vestlige lande, bl.a. Frankrig til at lette presset mod Mobutu, der påny ansås for at være en potentiel allieret, efter de engelsktalende tutsiers sejr i nabolandet. Det styrkede præsidentens position og muliggjorde udnævnelsen af Joseph Kengo Wa Dondo til premierminister.

Regeringserklæringen fremsat i midten af 1995, om at overgangsregeringen skulle forblive ved magten i endnu 2 år, førte til en ny bølge af protester. Sammenstød i slutningen af juli mellem politiet og demonstranter der forlangte Tshisekedi udnævnt til premierminister efterlod 10 døde.

Urolighederne tog til i 1996 efter styrker fra Rwanda bistået af soldater fra Zaire havde indledt en etnisk udrensning i den østlige region Masisi, hvor man fordrev og myrdede tutsier, der igennem generationer havde boet i dette område.

I slutningen af det samme år tog konflikten mellem bevæbnede grupper af tutsier og resterne af den rwandesiske hær, der hovedsageligt var hutuer, karakter af borgerkrig. Konflikten udvidedes med indblandingen fra regeringsstyrkerne, der var opsatte på at bremse de oprørske tutsiers fremmarch. Disse havde allerede erobret adskillige byer i den østlige del af landet. Mobutus regime blev for alvor truet, da forskellige oppositionsgrupper enedes om at gå i forbund under ledelse af oprørslederen, veteranen Laurent Kabila. Efter en rekonvalescens i Schweiz på næsten 4 måneder vendte Mobutu tilbage i december 96. Efter at have opholdt sig i landet en uge og efter at have beordret en lønforhøjelse til soldaterne, returnerede præsidenten til Schweiz.

Oppositionsstyrkerne erobrede let størsteparten af landet i begyndelsen af 1997 og en række lande - bl.a. Sydafrika, USA, Frankrig og Belgien - forsøgte at mægle. Det lykkedes for Nelson Mandela at få Mobutu og Kabila til at mødes på et skib i internationalt farvand, hvor man diskuterede en overgangsløsning. Forsøget mislykkedes dog, da Kabila krævede, at Mobutu skulle træde tilbage.

Parlamentet afsatte i marts Kengo Wa Dondo og en måned senere udnævntes for tredje gang Etienne Tshisekedi til premierminister med Mobutus billigelse. Tshisekedi tilbød Kabila 6 poster i regeringen, bl.a. forsvars- og statsministeriet, men Kabila afslog. Blot en uge senere førte uoverensstemmelser mellem regeringspartierne til at Tshisekedi blev afløst af Likulia Bolongo. Tæt på den endelige opløsning, indledte de udenlandske mineselskaber forhandlinger med Kabila for dermed at beskytte deres interesser i Zaire.

Mobutu flygtede den 16. maj ud af landet med kurs mod Marollo, og den efterfølgende dag trængte oprørsstyrkerne ind i Kinshasa. Kabila udnævnte sig selv til ny præsident. Mobutu døde i Rabat den 7. september. Landets nye stærke mand tiltrådte samme måned posten som præsident, med kontrol over hæren, parlamentet og administration. Den nye regering ændrede landets navn til Den demokratiske Republik Congo og indførte en række initiativer for at forbedre økonomien. Schweiz genåbnede en undersøgelse af forholdene omkring Mobutus formue, der var deponeret i flere af landets banker.

En rapport fra Læger uden Grænser bekræftede i slutningen af 1997 de massakrer, Kabilas styrker i ledtog med de rwandesiske tropper, der hjalp ham, havde begået. I april 1998 erklærede Kabila sig villig til at tillade at inspektører fra FN vendte tilage for at undersøge grusomhederne. FN havde tidligere hjemkaldt en anden delegation, efter Kabila havde beskyldt dem for at udvise manglende respekt for gravsteder.

Samme måned oplevede landet de værste oversvømmelser i de seneste 35 år, med store områder sat under vand og hundredetusinder drevet på flugt. Regeringen indførte undtagelsestilstand.

Oppositionen under ledelse af den intellektuelle Ernest Wamba dia Wamba samlede sig hurtigt i den Congolesiske Union for Demokrati (RCD). Den bestod af tidligere medlemmer fra AFPDL partiet, som Kabila selv havde stiftet, tutsi-flygtninge og demobiliserede congolesiske soldater. Unionen beskyldte Kabila for at vende tilbage til tribalisme, og med våbenstøtte og officerer fra regeringerne i Rwanda og Uganda besatte den hurtigt halvdelen af landet. Kabila slog til gengæld igen mod rebellerne under parolen «truslen mod bantu-civilisationen».

Konflikten internationaliseredes hurtigt, og i april 1999 offentliggjorde Kabila og præsidenterne fra Angola, Zimbabwe og Namibia dannelsen af en alliance, hvor hvert af medlemmerne forpligtigede sig til at gribe militært ind, hvis et af de andre blev angrebet. Både Angola, Zimbabwe og Namibia sendte øjeblikkelig tropper og våben til Kabilas styrker. Til gengæld optrappede Rwanda og Uganda støtten til rebellerne. To år efter indledningen af den borgerkrig der bragte Kabila til magten, var hele provinser under Rwanda og Ugandas kontrol.

Konflikten drejer sig i vid udstrækning om, hvilke multinationale selskaber der skal have kontrollen over landets enorme rigdomme. I januar 2001 nåede konflikten Kabila selv. Han blev dræbt i et internt opgør, og hans søn Joseph Kabila overtog præsidentposten.

To år efter udbruddet af den borgerkrig der bragte Kabila til magten, var hele provinser i det store land underlagt Uganda og Rwanda. I 2000 blev parlamentet opløst, og præsidenten udpegede istedet en regeringsforsamling med 300 medlemmer.

I januar 2001 blev Kabila dræbt af to medlemmer fra sin sikkerhedsvagt, og hans søn, Joseph Kabila overtog øjeblikkeligt præsidentposten. Nabolandene holdt umiddelbart efter et hastemøde, hvor de samlet besluttede at støtte Joseph Kabila.

Under FN overvågning gennemførtes i maj 2001 en delvis troppetilbagetrækning. Den gav de humanitære organisationer adgang til de konfliktområder, der tidligere havde været lukket land, og det var først nu katastrofens omfang begyndte at tegne sig. Et stor del af befolkningen var som følge af krigen blevet fordrevet til fjerntliggende områder, hvor de ikke havde adgang til mad, medicin eller boliger. Iflg. vurderinger fra det Internationale røde Kors døde omkring 5% af landets befolkning. Alene i landets østlige del var omkring 2½ mio. døde. De fleste af malaria, diaré og volden - i denne rækkefølge.

Alle de stridende parter havde undertegnet en våbenstilstandsaftale - bortsat fra Congos samling for Demokrati - Befrielsesbægelsen (RCD-ML). Alligevel forventedes det, at de stridende parter ville nå frem til en politisk aftale, der kunne føre til dannelsen af en overgangsregering, og i sidste ende til valg, men i august indtog partisaner fra RCD-ML byen Lokandu, der var i regeringens hænder.

I juli 2002 undertegnede Kabila og Rwandas præsident, Paul Kagame en fredsaftale, der skulle afslutte 4 års borgerkrig på congolesisk jord. Konflikten blev også kaldt «Afrikas Verdenskrig» og havde involveret militær fra 6 lande, splittet landet op i regioner kontrolleret af henholdsvis regeringen og oprørsstyrker og ført til over 2½ mio. menneskers død. Aftalen blev indgået i Pretoria i Sydafrika og havde som hovedelement Kabilas løfte om at afvæbne og hjemsende 12.000 hutu soldater af rwandisk afstamning, mod at Rwanda trak sine 30.000 soldater ud af Congo.

I december undertegnede Kabila, guerillabevægelserne og oppositionens politiske partier en aftale, der afsluttede krigen. Som led i aftalen skal der oprettes et parlament med 2 kamre, og samtidig skal der ske en fordeling af ministerposter mellem Kabila regeringen, guerillagrupperne og oppositionens partier. Nye delaftaler blev indgået i april og juni 2003 om fordeling af ministerposter og officersposter i hæren. En overgangsregering skal lede landet frem til 2005, hvor der skal afholdes valg. Denne regering blev indsat i juli. Kabila er præsident og har 4 vicepræsidenter: 2 af lederne fra de største oprørsgrupper, en fra den politiske opposition og en fra Kabilas fløj.

Alligevel fortsatte volden i Ituri i den østlige del af landet, hvor kampe mellem hema og lendu stammerne har kostet 50.000 livet siden 1999. FN overførte i december 2003 omkring 8.000 af sine 10.000 fredsbevarende tropper i landet til Bunia, hovedbyen i Ituri provinsen, i et forsøg på at afvæbne den lokale milits og beskytte civilbefolkningen.

Resultatet af krigen er blevet, at HIV/AIDS er blevet den største trussel mod den congolesiske befolkning. Soldaternes mobilitet i krigszonerne men især massevoldtægterne af kvinder, fra små piger på 5 år til gamle på 80, har fået antallet af HIV tilfælde til at eksplodere. I december blev det vurderet, at for hver kvinde ud af de 150 der hver måned søger hjælp efter voldtægt og tortur, er der 30 gange flere der er blevet voldtaget.

I juni 2004 dræbte FN fredsbevarende tropper to congolesere under en ildkamp i Kinshasa, da en FN installation blev angrebet af rebeller. Sammenstødet skete efter at byen Bukavu i den østlige del af landet var blev erobret af oprørske soldater. Det førte til protestaktioner mod FN i byerne Bukavu, Kisangani og Kindu. FN erklærede, at drabene var sket i selvforsvar, og at der ikke været andre muligheder end at anvende våbenmagt. FN erklærede videre, at tropperne er meget tilbageholdne med at anvende magt, eftersom de er i landet for at bevare freden. Kabila beskyldte Rwanda for at anspore til oprørernes angreb, men Rwanda afviste at være indblandet.

Den øverstbefalende for FN's tropper i landet, Jan Isberg, erklærede, at oprørerne til sidst forlod Bukavu. Flere hundrede demonstrerede dog igen mod FN i hovedstaden, fordi FN ikke havde hindret indtagelsen af Bukavu.

Samme måned hindrede Kabila et statskup. Præsidenten bekendtgjorde, at situationen i landet var under kontrol, og at ca. et dusin af kupmagerne var arresteret. Iflg. statschefen var lederen af opstanden major i præsidentgarden, Eric Lenge. Han nåede at indtage den statslige radio- og TV station og udsende meddelelsen om, at Kabila regeringen var faldet. Selv nåede han efterfølgende at forsvinde. Dette andet kupforsøg i 2004 fandt sted få dage efter at hæren havde genindtaget Bukavu.

I august myrdede hutu rebeller over 160 congolesiske tutsi flygtninge i Gatumba lejren i Burundi tæt ved grænsen til DR Congo. Mænd bevæbnede med macheter og skydevåben angreb lejren, angreb dens faldefærdige hytter, brændte mange flygtninge levende og dræbte de der forsøgte at flygte. Overvejende kvinder og børn. FN's flygtningehøjkommissær, Ruud Lubbers fordømte i skarpe vendinger massakren på uskyldige civile.

I september gjorde et lån på 20 mio. US$ fra Verdensbanken det muligt at starte projektet «Støtte til grundskoleundervisning», der skal forbedre grundskoleundervisningen, der er ramt hårdt af den væbnede konflikt i landet. Programmet skal samtidig reducere den store ulighed i adgangen til undervisning. Af de 20 mio. skal de 8,5 anvendes til genopbygning eller restaurering af skoler og til indkøb af undervisningsmaterialer. Samtidig skal lærere, administrativt personale, inspektører og ledere uddannes og udstyres med de nødvendige hjælpemidler. Der fremstilles bøger til lærerne samt bøger til grundskolen og mellemskolen - især indenfor fransk, matematik og etik som middel til at skabe grundlag for en varig fred. Unge mellem 14 og 18 der aldrig har gået i skole, eller som måtte forlade denne i utide skal have undervisning, og det samme gælder børn fra minoritetsgrupperne - bl.a. pygmæer og twa.

I januar 2005 afslørede en intern undersøgelse, at soldater fra FN's fredsbevarende styrker havde købt sex fra piger for æg og mælk. Der var tale om piger helt ned til 13 år.

Den 16. maj 2005 mødtes parlamentet for at vedtage en forfatning, der erstattede de overgangslove, der ellers havde været i kraft. Der var håb om, at dette skridt skulle bane vejen frem mod demokrati, national enhed og forsoning. Ved en folkeafstemning i december blev forfatningen vedtaget med 84,31% af stemmerne. Dette banede vej for valg i 2006. Et nyt flag blev vedtaget, da den nye forfatning i februar 2006 trådte i kraft.

I juli 2006 gennemførtes de første frie valg i 40 år. Kabila fik 45% af stemmerne, og vandt i den vestlige del af landet. Den forhenværende rebelleder Jean-Pierre Bemba fik 20% og vandt især i den østlige del af landet, hvor swahili er det dominerende sprog. Den tidligere vicepremierminister i den første selvstændige regering, Antoine Gizenga opnåede 13%. Da Kabila ikke opnåede flertal i 1. runde måtte man vente til 2. valgrunde i oktober. Bemba erklærede at valget havde været præget af svindel. Kampe blussede op mellem tilhængere af de to kandidater, og kostede 20 livet. Under indtryk af den tiltagende spænding blev 400 FN soldater sendt til hovedstaden for at standse volden.

I september indgik Antoine Gizenga en samarbejdsaftale med Kabilas AMP. Han skulle støtte Kabila under 2. valgrunde til præsidentembedet i oktober. til gengæld skulle Gizenga være premierminister. 2. runde blev vundet af Kabila med 58% af stemmerne. Bemba accepterede resultatet og lovede at indtage pladsen som leder af oppositionen.

I december blev Antoine Gizenga valgt som premierminister. I februar 2007 kunne han præsentere sin regering bestående af 59 ministre. I november blev regeringen omdannet og reduceret til 44 ministre. Efter 40 års vestligt støttet diktatur og borgerkrig var det lykkedes at føre landet ind på et demokratisk spor.

Schweiz' præsident, Michelin Calmy-Rey erklærede under et besøg i Congo i juli 2007, at de penge Congos tidligere diktator Mobuto havde opbevaret i schweiziske banker ville blive leveret tilbage til det congolanske folk. I udgangspunktet var der tale om 6,6 mio. US$, men det menes at Mobuto havde flere mia. US$ på schweiziske konti.

Den militære konflikt i Uganda spredte sig i 2007-08 ind over grænsen til Congo, og i december 2008 indledte Uganda, Congo og den sydsudanesiske regering en militær offensiv mod Lords Resistance Army (LRA), der hærgede i Garamba regionen. LRA blev gjort ansvarlig for mord på 400 landsbyboere i dagene omkring jul. I december 2009 begik LRA nye massakrer i Haut-Uele provinsen. Iflg. Human Rights Watch myrdede LRA soldater 321 landsbyboere i dagene 13-17. december.

I oktober 2009 brød en anden væbnet konklikt ud i Sud-Ubangi provinsen. Denne gang over adgang til fiskeområder.

En international opgørelse viste i 2009, at omkring 45.000 congolesere fortsat dør hver måned. De fleste dør af underernæring og sygdomme, og omkring halvdelen er under 5 år. Den vestlige verdens jagt på naturressourcer og Congos rigdomme holder konflikterne i gang, og sørger for at krigsherrene fortsat er velbevæbnede.

Kabila blev i december 2011 genvalgt som præsident. Efter resultatet blev offentliggjort den 9. december udbrød der voldelige uroligheder i Kinshasa og Mbuji-Mayi, hvor officielle opgørelser viste at oppositionens kandidat Etienne Tshisekedi havde vundet. Observatører fra Carter Center rapporterede at resultaterne fra 2.000 stemmesteder hvor støtten til Tshisekedi havde været stærkest var gået tabt og ikke blevet regnet med i det endelige resultat. De karakteriserede valget som manglende troværdighed. Den 20. december blev Kabila indsat som præsident og lovede at ville investere i infrastruktur og offentlig service. Tshisekedi erklærede at valgresultatet var illegitimt og at han også agtede at «indsætte sig selv». I januar 2012 fordømte landets katolske biskopper valget, som de karakteriserede som præget af «snyd, lørn og terror». De opfordrede valgkommissionen til at rette op på de «alvorlige fejl».

I marts 2012 afsagde ICC dom over den tidligere congolesiske krigsherre Thomas Lubanga Dyilo for at bortført børn, der blev brugt som børnesoldater. Under den 2. congolesiske krig ledede han i 2001-05 Union of Congolese Patriots (UPC), der gennemførte etniske udrensninger, massakrer, massevoldtægter og rekruttering af børnesoldater. I 2005 blev han arresteret efter drabene på 9 soldater fra Bangladesh, der deltog i FN's fredsbevarende styrke. Dommen blev hilst velkommen i Congo, men samtidig eksisterede der en betydelig skepsis i Afrika overfor ICC. Alle ICC's 7 igangværende sager omhandler afrikanere, mens ICC ikke har interesseret sig for de massive krigsforbrydelser i Sri Lanka i 2010, eller krigsforbrydelser begået af vestlige og israelske styrker i Palæstina, Iraq og Afghanistan.

I april 2012 udpegede Kabila Augustin Matata Ponyo til ny premierminister. Samme måned greb tidligere CNDP soldater til våben og gjorde oprør mod centralregeringen og FN styrken  det østlige Congo. De antog navnet Mouvement du 23-Mars (23. marts bevægelsen, M23). I november indtog de provinshovedstaden Goma, hvilket sendte 140.000 af byens indbyggere på flugt. I december meddelte M23, at de frivilligt trak sig ud af Goma. I februar 2013 meddelte 11 afrikanske lande, at de ville bringe fred til regionen. Måneden efter autoriserede FN's Sikkerhedsråd oprettelsen af den første offensive militære styrke i verdensorganisationens historie: United Nations Force Intervention Brigade, der bestod af tropper fra Sydafrika, Malawi og Tanzania. Den blev sat ind mod M23, der i november 2013 var nedkæmpet.

I juli 2012 idømte ICC Thomas Lubanga Dyilo 14 års fængsel. Han var i marts blevet kendt skyldig i krigsforbrydelser og i at have rekrutteret børn under 15 til sit militær. Han var formand for Unionen af Congolesiske Patrioter og leder af dens væbnede gren FPLC. Samme år udstedte ICC arrestordrer på flere congolesiske krigskommandanter.

I perioden november 2013 - februar 2014 gennemførte politiet i Kinshasa operation Likofi, der skulle bekæmpe bandekriminaliteten i hovedstaden. Da operationen efter 3 måneder var overstået var 51 unge mænd og drenge dræbt.

I marts 2014 kendte ICC Germain Katanga skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden for angrebene på civile i Bogoro, Ituri i februar 2003. Han blev idømt 12 års fængsel. Katanga var tidligeer leder af oprørsbevægelsen FPRI. Han besluttede ikke at appelle dommen og undskyldte overfor ofrene. I juni meddelte domstolen at den arbejdede med 18 anklager for krigsforbrydelser mod Bosco Ntaganda, en tidligere congolesisk officer og leder af en række væbnede grupper i Congo støttet af Rwanda siden slutningen af 1990'erne. Forbrydelserne var begået i det nordøstlige Congo i 2002-03. Ntaganda havde overgivet sig til USA's ambassade i Rwanda i marts 2013 og var blevet overført i ICC's varetægt.

Trods FN's MONUSCO styrkes tilstedeværelse i det østlige Congo er regionen fortsat en af de farligste i verden. Op mod 400.000 kvinder og piger udsættes hvert år for voldtægt begået af regeringsstyrker og oprørsgrupper; børn under 15 rekrutteres af oprørsgrupperne som soldater; flere hundrede tusinde er fortsat internt fordrevne. Med de voldelige konflikter som underlag har de øvrige menneskerettigheder trange vilkår, og straffriheden for forbrydelser og overgreb er gennemgående, med ICC's retssager mod tilfangetagne militsledere som undtagelsen.

I januar 2015 udbrød der demonstrationer anført af studerende fra universitetet i Kinshasa. Baggrunden var offentliggørelsen af en ny lov, der ville tillade præsident Kabila at blive på posten indtil der var gennemført en folketælling i landet. Præsidentvalg var ellers planlagt til gennemførelse i 2016. Efter 2 dages sammenstød mellem politi og demonstranter var mindst 42 dræbt. Trods demonstrationerne vedtog parlamentet alligevel loven en uge senere, men dog uden tilføjelsen om at Kabila kunne blive siddende på præsidentposten.

I februar indledte regeringen en decentraliseringsproces i hvilken landets 11 provinser blev delt op i 26 enheder. Den uafhængige valgkommission (CENI) var ikke i stand til at organisere valg af bl.a. guvernører til de nye provinser, der ellers var planlagt til afholdelse i oktober. I slutningen af måneden udpegede præsidenten i stedet selv guvernører, der skulle lede provinserne. CENI's formand og næstformand gik af, hvilket øgede frygten for at præsidentvalget i 2016 ikke ville blive gennemført indenfor de tidsrammer forfatningen gav.

Den 15. marts blev 26 aktivister, journalister og diplomater arresteret i Kinshasa under en workshop om ytringsfrihed. Journalisterne var fra bl.a. BBS, AFP og RTBF. De blev tævet af sikkerhedsstyrker og bragt til afhøring hos efterretningsvæsenet. To dage senere blev 10 arresteret i Goma for at have demonstreret mod arrestationerne i Kinshasa.

I september blev G7 koalitionen af partier ekskluderet af regeringskoalitionen efter at have opfordret præsidenten til at overholde forfatningen.

Militæret fortsatte sin operation Sokola 1 (operation oprydning på Lingala) rettet mod oprørsgruppen ADF i Nord Kivu. I september skete der en optrapning af formodede ADF angreb på civilbefolkningen efter flere måneders pause. Efter at et 6 måneders ultimatum til de Demokratiske styrker for befrielse af Rwanda (FDLR) om at nedlægge våbnene udløb, indledte hæren operation Sokala 2 med henblik på nedkæmpelse af FDLR. Regeringen udnævnte 2 generaler til at lede Sokala 2. De var under mistanke for at begået krænkelser af menneskerettighederne, og det fik FN's MONUSCO til at indstille samarbejdet med hæren om Sokala 2. Samarbejdet fortsatte dog omkring bekæmpelsen af oprørsgruppen FRPI. Det forværrede forhold mellem hæren og MONUSCO reducerede deres evne til at beskytte civilbefolkningen, og det førte til fremkomsten af en lang række «selvforsvarsgrupper».

Kabilas embedsperiode udløb formelt i december 2016. Allerede i foråret antydede embedsmæmnd, at der ville blive afholdt præsidentvalg i november. Forfatningen begrænser præsidenten til at kunne sidde i to embedsperioder. Truslen om at Kabila ville stille op til en tredje periode udløste voldsomme demonstrationer i Kinshasa i september, der kostede 17 mennesker livet. I et forsøg på at mindske spændingerne meddelte landets øverste valgråd derefter, at valget først ville blive afholdt begyndelsen af 2018. Inden da skulle der gennemføres en folketælling. I oktober og november gennemførtes forhandlinger mellem Kabila og oppositionen, der resulterede i en aftale om, at Kabila kunne fortsætte som præsident frem til april 2018, men at oppositionen til gengæld skulle have posten som premierminister. Kabila udnævnte derefter Samy Badibanga som premierminister. Badibanga var indtil 2011 en del af oppositionen, men indtog derefter sin plads i parlamentet i strid med resten af oppositionen. Hans udnævnelse til premierminister udløste nye sammenstød i Kinshasa, der kostede 40 mennesker livet. Med den katolske kirke som mægler blev der i slutningen af december indgået en ny aftale, hvorefter Kabila lovede ikke at ville stille op til 3. periode og præsidentvalg skulle holdes i slutningen af 2017.

Efter regeringen i september havde slået ned på demonstranter i Kinshasa meddelte ICC, at domstolen tæt ville følge den skærpede politiske situation.

Volden i den østlige del af landet fortsatte gennem 2016. Mere end 1000 civile blev dræbt. Regeringsstyrkerne tegnede sig for alvorlige menneskeretrtighedskrænkelser, og det samme gjorde den brede vifte af væbnede grupper fra Congo selv og nabolandene, der var aktive i regionen. Over ½ million var flygtede til nabolandene og 1 million var internt fordrevne. EU og USA rettede sanktioner mod folk i Kabilas inderkreds, men fortsatte derudover deres økonomiske aktiviteter i Congo, der var selve kilden til volden.

I marts 2017 blev to FN eksperter, deres tolk og chauffører kidnappet i Kasai provinsen i det østlige Congo. De blev fundet dræbt 2 uger senere. Gennem 2016 var de væbnede grupper i stigende grad gået over til at kidnappe udlændinge og congolesere for at financiere deres aktiviteter.

Kabila udpegede i april 2017 Bruno Tshibala til posten som premierminister. Tshibala blev i oktober 2016 arresteret i Kinshasa lufthavn, anklaget for at have organiseret demonstrationer måneden inden. I november blev han atter løsladt.

Félix Tshisekedi fra oppositionskoalitionen CACH vandt præsidentvalget i december 2018 med 38,6% af stemmerne og blev indsat på præsidentposten i januar 2019. Hans vigtigste modkandidat Martin Fayulu fik 34,8% af stemmerne og indgav overfor forfatningsdomstolen en påstand om valgsvindel. Trods uregelmæssigheder godkendte domstolen dog resultatet i januar. Overgangen var den første fredelige overgang siden landets selvstændighed i 1960. Trods Tshisekedis valgsejr var det fortsat Kabila der kontrollerede Nationalforsamlingen og Senatet, hvilket vanskeliggjorde præsidentens manøvrerum. I maj indgik Kabila og Tshisekedi en aftale om magtdeling. Sylvestre Ilunga fra Kabilas parti blev ny premierminister og i juli kunne en ny regering bestående af 65 ministre præsenteres. Kabilas parti fik de 43 poster og Tshisekedi de resterende 22. Ilunga blev væltet af en mistillidsdagsorden i januar 2021 og erstattet af Jean-Michel Sama Lukonde.

I marts 2019 udstedte Tshisekedi er dekret der benådede 700 fanger - overvejende politiske modstandere af Kabila.

Trods magtovertagelsen fortsatte de væbnede konflikter i landet. Ved udgangen af 2019 var 1500 civile dræbt i konflikter i både den vestlige og østlige del af landet. 1 mio. var drevet på flugt. I juli blev Bosco Ntaganda af den Internationale Krigsforbryderdomstol kendt skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i 2002-03. I november fik han 30 års fængsel.

COVID-19 ramte i marts 2021 landet. I juni blev situationen yderligere forværret da der udbrød Ebola i Mbandaka og en mæslingeepidemi tog fart. I slutningen af året var antallet af COVID-19 faldet, for atter at stige fra december. Ved udgangen af marts 2021 var 27.794 registreret som COVID-19 smittede og 726 var døde. Det svarede til en tredjedel af Ebola dødsfaldene under den igangværende epidemi.

I februar 2021 sank et skib i Congofloden nær Kinshasa. 300 blev reddet, 60 druknede og 240 er fortsat savnet.

Guia del Mundo