Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Efter Japans nederlag i 1945 blev Korea okkuperet af USA og Sovjetunionen. Den koreanske modstandsbevægelse havde organiseret revolutionskomiteer over hele landet og dannede i september en koreansk regering. De nordamerikanske okkupationsmyndigheder ignorerede denne regering og oprettede et råd af koreanere, hvoraf flere havde samarbejdet med japanerne. Sovjetunionen sørgede samtidig for at få kontrol over sin okkupationszone, men samarbejdede iøvrigt  med de koreanske revolutionskomiteer. Delingen af Korea var ment som en midlertidig deling, men efterhånden udviklede der sig to koreanske stater, og modsætningen mellem dem steg. Sovjetunionen trak sine besættelsestropper ud af Nordkorea i 1948, og USA trak sine tropper ud af Sydkorea i 1949.

Krigen mellem de to stater brød ud den 25. juni 1950. Hændelsesforløbet, der førte til krigen, er fortsat uklart.

Den internationale situation var på dette tidspunkt præget af, at de kinesiske kommunister havde vundet borgerkrigen og Chiang Kai Chek havde trukket sig tilbage til Taiwan. I januar 1950 erklærede den nordamerikanske udenrigsminister, at Korea og Taiwan lå udenfor den amerikanske forsvarszone. Men højrefløjen i USA var misfornøjet med denne erklæring. Der havde været mindre sammenstød ved grænsen mellem Nord- og Sydkorea. Sovjetunionen boykottede på dette tidspunkt FN's sikkerhedsråd. Da krigen brød ud, sendte FN's midlertidige kommission for Korea et telegram til FN's generalsekretær og anmodede om et møde i Sikkerhedsrådet. Den 27. juni gav præsident Truman amerikanske styrker ordre til at støtte Sydkorea og fik Sikkerhedsrådets støtte. Jugoslavien stemte imod, da de mente, at rådet ikke havde tilstrækkelige oplysninger til at træffe en sådan beslutning. Indien og Egypten undlod at stemme. Sikkerhedsrådet krævede, at de nordkoreanske styrker skulle trække sig tilbage til grænsen (den 38. breddegrad).

Den 15. september landede store amerikanske styrker under general MacArthur i Sydkorea og tvang nordkoreanerne til retræte. Den 1. oktober krydsede de nordamerikanske styrker grænsen og trængte dybt ind i Nordkorea. FN's generalforsamling godkendte dette, på trods af at det oprindelig kun havde været spørgsmål om at tvinge nordkoreanerne til at trække sig tilbage til den 38. breddegrad. Nu var formålet blevet at knuse Nordkorea.

Da FN-styrkerne (overvejende nordamerikanske styrker) nærmede sig den kinesiske grænse, greb Kina efter adskillige advarsler ind i november 1950 og tvang FN-styrkerne tilbage. I januar 1951 stemplede FN Kina som angriber. I 1953 blev der indgået en våbenstilstandsaftale, uden at der var sket territoriale ændringer.

Det er uklart, hvem der begyndte krigen. Det er hævet over enhver tvivl, at Sydkoreas diktator Syngman Rhee stod på vaklende fødder. Han havde tabt valget i maj 1950 og ønskede en krig for at styrke sit regime og tvinge USA til at støtte sig. Regimet var upopulært og aggressivt. Men den amerikanske regering, der frygtede Rhees aggressive politik, havde ikke forsynet ham med tunge våben. Stærke konservative amerikanske kræfter, som ikke ville acceptere USA's nederlag i Kina, ønskede imidlertid en hårdere linie, og denne linie slog igennem på grund af Koreakrigen. Koreakrigen trak den vestlige verden ud af den økonomiske krise, oprustningen blev givet høj prioritet, og USA styrkede sin dominerende stilling indenfor NATO.

Det kan fastslås, at Syngman Rhees regime stod på så vaklende fødder, at det enten ville falde sammen indefra, eller at en militær aktion nordfra ville blive støttet af et oprør i Sydkorea. Der er enighed om, at Kina ikke var forberedt på en krig i Korea. Borgerkrigen var netop slut og Kina stod overfor enorme genopbygningsopgaver. Koreakrigen som førte nordamerikanske tropper helt op til den kinesiske grænse, tvang Kina til at gribe ind i selvforsvar, og var en voldsom økonomisk belastning. Når det gælder Sovjetunionens holdning, er situationen uklar. På den ene side boykottede Sovjetunionen på dette tidspunkt Sikkerhedsrådet. Hvis Sovjetunionen havde indtaget sin plads i Sikkerhedsrådet, ville det have kunnet nedlægge veto mod Sikkerhedsrådets beslutning. På den anden side var der et nært samarbejde mellem Nordkorea og Sovjetunionen. Nordkorea fik omfattende økonomisk og militær hjælp. I sine erindringer hævder Khrustsjov, at den nordkoreanske statschef Kim Il Sung i 1949 havde meddelt Stalin, at han havde planer om et angreb på Sydkorea, og at Mao havde godkendt dette. Det er uklart, om dette er korrekt. Under alle omstændigheder er det overvejende sandsynligt, at Mao ikke var orienteret.

Hvordan Koreakrigen begyndte er derfor fortsat uklart. Men dens virkninger er klare nok. Den kolde krig gik ind i en alvorligere fase. Der skete en stramning i østblokken, og i vestblokken gik McCarthyismen sin sejrsgang.

E.No.