|
Størstedelen af nepaleserne lever fortsat på landet. (Solidaritet) |
Nepal er beliggende i Himalaya bjergkæden uden adgang til havet. Det består af 3 klart definerede geografiske regioner: det frugtbare og tropiske lavland Tarai, det centrale højland med græsgange og skove, samt Himalaya bjergene der rummer nogle af jordens højeste tinder. De forskellige højder giver en stor klimavariation fra det tropisk regnfulde til kulden højt oppe i bjergene. Denne variation giver samtidig grundlag for meget forskellige afgrøder: bl.a. ris, sukkerrør, tobak, jute og korn. Kvægdriften spiller samtidig en vigtig rolle - okser og bøfler. Landets mineralressourcer og vandkraftkapacitet udnyttes endnu ikke. Træ leverer 90 % af den energi der forbruges, hvilket har ført til erosion og afskovning. I nogle bymæssige områder er forureningen af luft og vand et stigende problem. De dårlige sanitære forhold i de vigtigste byer bidrager også til forværring af levevilkårene.
Folket: Nepalesere, 53,2%; biharier (herunder maithilis og bhojpuris), 18,4%; tharuer, 4,8%; newar 3,4%; magar 2,2%; abadhi 1,7%; andre 11,6%.
Religion: Hinduisme (officiel), 86,2%; buddhisme, 7,8%; islam 3,8%; kristne 0,2%, andre 2%.
Sprog: Nepalesisk (officielt) men tales kun af halvdelen af befolkningen. De mange andre sprog svarer til de forskellige folk og kulturer i landet.
Politiske partier: Det nepalesiske Kongresparti (PCN); Nepals forenede Kommunistparti; Nepals Kommunistparti - maoistisk; Folkefronten Sukumta Jan Morcha (SJM); Nepals Sadbhavana Parti (NSP).
Officielt navn: Sanghiya Loktāntrik Ganatantra Nepāl
Administrativ inddeling: 5 regioner, 14 zoner og 75 distrikter
Hovedstad: Kathmandu, 949.000 indb. (2009).
Andre vigtige byer: Biratnagar, 203.300 indb.; Pokhara, 157.700 indb.; Lalitpur, 153.900 indb.; Birganj, 118.300 indb. (2000)
Regering: Føderal demokratisk Republik siden foråret 2008. Bidhya Devi Bhandari er landets første kvindelige præsident og samtidig medlem af det forenede Kommunistparti. Hun beklæder posten siden oktober 2015, genvalgt i 2018. Sher Bahadur Deuba fra det nepalesiske kongresparti er premierminister siden juli 2021.
Nationaldag: 15. og 18. februar (Forfatningsdagen og Fædrelandets dag); 7. juli (kongens fødselsdag, 1946)
Væbnede styrker: 72.000 (2003)
Paramilitære styrker: 28.000 (Politiet)
Nepal er et land uden adgang til havet, beliggende midt i Himalaya bjergene mellem verdens to folkerigeste nationer - Indien og Kina. Hvis et lands geografiske placering har betydning for dets udenrigspolitik, har det i Nepals tilfælde været afgørende at indtage neutralitet mellem sine to store naboer, der hyppigt har været rivaliserende.
Landet er aldrig blevet koloniseret. Før Storbritannien fik etableret en permanent mission i hovedstaden Kathmandu, var Nepal slået ind på en ekspansionistisk politik, der først blev opdæmmet af britiske kolonitropper der trængte ind i landet fra Indien. Det medførte, at landet mistede nogle områder, som det fik tilbage igen i 1816.
Briterne erkendte Gurkha-krigernes store kampevne efter den engelsk-nepalesiske krig i 1814-16, og samtidig med at der udformedes en fredstraktat forbeholdt kolonimagten sig ret til at rekruttere nepalesere til sin hær. Denne praksis foregår endnu i dag, og udfoldes både af briterne og af Indien på grundlag af en trepartsaftale mellem de 3 lande undertegnet i Kathmandu i november 1947. Gurkhaerne blev anvendt af Indien i krigen med Kina (1961-62), med Pakistan (1965 og 71) samt af Storbritannien mod Argentina (1982).
Kong Prithvinarayan Shah - Gurkhaernes hersker - samlede Nepal for første gang i 1769. Frem til 1846 gennemlevede landet nu en periode med enevældigt monarki. I 1846 gennemførtes massakren i Kot, og Jang Bahadur Rana stod nu frem som landets stærke mand, der erstattede monarkiet som institution og tvang dronningen til at udnævne sig til premierminister. Der blev indført arvefølge for denne post, og denne praksis fortsatte frem til 1951, hvor det lykkedes den nepalesiske kongres med støtte fra kong Tribhuvan Bir Bikram Shah at styrte Rana regimet.
Fra februar 1951 til december 1960 gjorde landet en række demokratiske erfaringer. De politiske partier fik mulighed for at indgå i regeringen, og der gennemførtes desuden et almindeligt valg i 1959 på grundlag af en forfatning godkendt af kong Mahendra Bir Bikram (1955-72). Men 15. december 1960 blev chefen for ministerrådet, premierminister B. P. Koirala arresteret, parlamentet opløst og de fleste forfatningsmæssige rettigheder suspenderet. De politiske partier blev forbudt og i december 1962 blev der indført et påstået demokratisk system kaldet Panchayat uden politiske partier.
Nepal blev optaget i FN i 1955 og er aktivt medlem af de Alliancefri Landes bevægelse siden starten i Bandung. I juli 1986 støttede 75 lande - herunder stormagterne - et forslag fra kong Birendra Bir Birkram Sha Deva om at erklære landet for fredszone. Forslaget blev også støttet af nabolandene, bortset fra Indien og Bhutan.
Udfra Verdensbankens skala er Nepal fortsat et af verdens mindst udviklede og fattigste lande. Størstedelen af landet er dækket af tæt vegetation, trods det at 90 % af befolkningen er beskæftiget i landbruget.
Indien er Nepals vigtigste handelspartner. Siden 1950 har de to lande indgået en lang række handels- og samfærdselstraktater. Den sidste af disse udløb i 1989, og siden har de to lande været involveret i en uerklæret handelskrig. Nepal blev anklaget af Indien for at importere kinesiske våben, og Indien svarede ved i marts 1989 at suspendere handelen med Nepal og lukke 19 af de 21 veje mellem de to lande, hvilket havde alvorlige konsekvenser for den nepalesiske økonomi. Nepal gjorde det til gengæld klart, at den frie transport er en grundlæggende ret for et land uden adgang til havet og fastslået i allerede undertegnede traktater. Handelsrelationerne er et andet spørgsmål. Indien svarede ved at suspendere samtlige handelsrettigheder og indstille leverancerne af olieprodukter og andre basisprodukter. Med den nye indisk-nepalesiske handelspolitik gik den nepalesiske eksport i stå.
Nepal har alvorlige problemer med hygiejnen, hvilket medfører mange tilfælde af bl.a. gulsot. Her slagteri på åben gade i hovedstaden Kathmandu. (Solidaritet) |
Protesterne mod Panchayat regimet kulminerede i 1990. Allerede i 1979 var der i Kathmandu og andre byer opstået studenter-protestbevægelser. Under disse omstændigheder udskrev kong Birendra en folkeafstemning, for at give befolkningen mulighed for at vælge mellem et flerparti-demokrati og et reformeret Panchayat system. Afstemningen blev gennemført i 1980, og var en skuffelse for de mange der havde håbet på øget demokrati, idet 55 % af stemmerne var for et reformeret Panchayat system. Oppositionen mente, at resultatet var en konsekvens af valgsvindel. Under protesterne i 1990 indledte kongen en dialog med oppositionens ledere og accepterede politisk pluralisme. Overgangen til parlamentarisk demokrati og konstitutionelt monarki skete ved et kongeligt dekret i april 1990.
Birendras monarki blev beskyldt for systematisk at overtræde menneskerettighederne. Midt i 1989 sad der 300 politiske fanger i de nepalesiske fængsler. Heraf var de 200 tilbageholdt under den Offentlige Sikkerhedslov fra 1961, der også var kendt som Kalo Kanoon (den sorte lov). Ligesom andre af kongens love er denne en overtrædelse af beskyttelsen af de menneskelige rettigheder, der er nedskrevet i forfatningen af 1962.
Den 12. april 1991 gennemførtes i Nepal de første frie valg efter 32 års halv-monarkistisk regering. Nepals Kommunistparti og Kongrespartiet indgik en alliance op til valget, og andre partier sluttede sig til denne. Kommunisterne fik 4 af de 5 pladser i hovedstaden, men på landsplan gik de fleste mandater til det regerende Kongresparti.
Den 15. maj trådte premierminister Bhattarai tilbage. Den nye regering udnævnte kongresmedlemmet Girija Prasad Koirala til ny premierminister. Han lovede at indføre blandingsøkonomi, øremærke 70 % af statens indtægter til landområderne og gennemføre en jordreform. Samtidig gjorde han de første 4 års skolegang gratis.
I slutningen af 1991 kritiserede oppositionen Koirala hårdt for at undertegne nogle aftaler med Indien. De blev karakteriseret som «udsalg af nationale interesser», eftersom Indien fik adgang til 5 vandkraftprojekter. Premierministeren forsvarede sig med, at det var svært at indgå hemmelige aftaler om landets naturresourcer, når den nye forfatning krævede, at parlamentet godkendte denne type beslutninger med to-tredjedeles flertal.
Floderne der udspringer i Himalaya bjergene og løber gennem Nepal gør landet til et af verdens rigeste hvad angår vand- og vandkraftpotentiale. Regeringens politik er orienteret mod at udnytte dette potentiale til fremstilling af energi, kontrollere oversvømmelser og til vandingsprojekter.
Nepals og Indiens regeringer undertegnede to aftaler - en vedrørende handel og den anden vedrørende transport. Både fra venstre- og højrefløjen blev regeringen kritiseret for ikke at have revideret Venskabstraktaten fra 1950. Alle de nepalesiske partier - også regeringspartiet - går ind for en revision af denne aftale, som de opfatter som en overtrædelse af landets suverænitet, da den forbyder landet at indkøbe våben i andre lande end Indien.
Premierminister Girija Prasad Koirala er desuden Kongrespartiets generalsekretær, udenrigs-, finans-, forsvars- og sundhedsminister.
I marts 1992 søgte 22.000 flygtninge fra Bhutan tilflugt i Nepal pga. etniske konflikter i deres hjemland. I april blev en generalstrejke og demonstrationer mod korruptionen og prisstigninger slået ned af regeringen. Det kostede 6 mennesker livet. Udgangsforbud hindrede ikke gennemførelsen af nye protester.
For at kunne tiltrække udenlandske investeringer gjorde premierministeren i februar 1993 den nepalesiske rupi fuldt konvertibel overfor udenlandske valutaer, samtidig med at han indgik nye handelsaftaler med Indien. Udviklingsbistanden til Nepal udgør to-tredjedele af statsbudgettet.
I april 1993 oprettedes en indisk-nepalesisk kommission til undersøgelse af den bilaterale handelsaftale, der i 1990 havde ført til en diplomatisk krise.
Midt på året medførte voldsom monsunregn, at flere regioner af landet blev oversvømmet, betydelige afgrøder gik tabt og 1000 mistede livet iflg. de officielle oplysninger.
Fra 1994 krævede staten 50.000 dollars fra hver af de ekspeditioner, der ønskede at bestige Mt. Everest. Samme år blev der offentliggjort planer for ny beplantning af bjergene, der havde mistet 70 % af deres vegetation.
Premierminister Koirala var ude af stand til at opvise resultater i sin kamp mod fattigdommen, analfabetismen og i sine udviklingsprogrammer. Da han mistede sit parlamentariske flertal og da konflikterne tilspidsedes i hans Kongresparti, blev han tvunget til at træde tilbage den 10. juli 1994. Ved valget i november fik Nepals Forenede Kommunistparti 88 pladser i Repræsentanternes hus, og overhalede dermed Kongrespartiet, der måtte nøjes med 83. Man Mohan Adhikari blev udnævnt til ny premierminister.
Ifølge tal fra Verdensbanken var landet verdens 8. fattigste. Årsindkomsten pr. indbygger var i 1995 180 dollars, spædbørnsdødeligheden nåede op på 10 %, og 71 % af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen. Levevilkårene i hovedstaden Katmandu og i provinsen var meget forskellige. Mens den forventede levealder i hovedstaden var 71 år var den ude på landet 34 år.
Da det ikke var muligt at skaffe parlamentarisk flertal for sin politik overlod den kommunistiske premierminister i september 1995 posten til kongrespartiets leder, Sher Bahadur Deuba.
I begyndelsen af 1996 begyndte guerillagrupper der kaldte sig maoister at indlede aktioner, der havde til formål at «udrydde feudalismen». I sin rapport fra 1997 fordømte Amnesty International de begåede overgreb - overvejende fra regeringsstyrkernes side - i deres væbnede sammenstød med guerillaen.
Bahadur Deuba trådte tilbage fra premierministerposten i marts 1997. Han blev erstattet af Lokendra Bahadur Chand, der havde støtte fra en koalition bestående bl.a. af det monarkistiske Nepals Sadbhavana Parti og det Forende Kommunistparti. I oktober blev han erstattet af Surya Bahadur Thapa, der havde støtte fra en skrøbelig koalition, svarende til den der havde udpeget hans forgænger. I april 1998 trak Kongrespartiet sin støtte tilbage. Det tvang ham til at gå af, og han blev erstattet af Koirala.
I januar 1999 opløste kong Birendra parlamentet på opfordring fra Koirala og udskrev nyvalg til afholdelse i maj. Premierministeren erklærede, at den nye regering ville have ansvaret for, at valget blev afholdt korrekt, og den ville ikke tage nogen vigtigere beslutninger før det nye parlament var på plads.
Efter 2 valgrunder i maj blev Krishna Prasad Bhattarai fra Kongrespartiet udnævnt til ny premierminister - som chef for landets første et-parti regering i 4 år. Alligevel blev Bhattarai helt fra starten udfordret internt i sit parti, hvor han blev beskyldt for alene at favorisere dem der støttede ham direkte.
Presset fra medlemmerne af Kongrespartiet medførte, at Bhattarai allerede i marts 2000 trak sig som premierminister. Kongen udnævnte nu Koirala til ny premierminister. Da denne nu for 3. gang overtog posten erklærede han, at regeringens vigtigste mål ville blive at bringe det maoistiske oprør i landet til afslutning, at forbedre dets sikkerhed, bekæmpe korruptionen og gennemføre reformer i statsadministrationen.
Den 1. juni 2001 blev kong Birendra, dronning Aishwarya og andre medlemmer af den kongelige familie dræbt af skud affyret af tronarvingen, den 29 årige prins Dipendra, der var fuld og efterfølgende forsøgte at tage sit eget liv, men gik i koma. Statsrådet udnævnte Dipendra (morderen) til konge af Nepal og den døde konges bror, prins Gyanendra til fungerende regent. Den 4. juni døde Dipendra og Gyanendra blev kronet til konge. Befolkningen gik på gaden i protest mod ikke at blive ordentligt informeret om begivenhederne og omstændighederne.
Koirala forlod posten som premierminister som følge af den stigende vold mellem maoistiske oprørere og sikkerhedsstyrker. Han blev i juli efterfulgt på posten af Sher Bahadur Deuba, der erklærede våbenhvile. Under de efterfølgende forhandlinger opstillede maoisterne en liste med 31 krav, deriblandt ophævelsen af forfatningen fra 1990, dannelsen af en overgangsregering og valg af en grundlovsgivende forsamling, der skulle udforme en ny forfatning, afskaffe monarkiet og udråbe Nepal som republik. Regeringen afviste kravene og volden tog atter til. Kongen erklærede «undtagelsestilstand» i november og karakteriserede oprørene som «terrorister».
Da de forfatningsmæssige rettigheder nu var sat ud af kraft voksede antallet af døde hurtigt - både af civile og rebeller. Konflikten havde nu karakter af «borgerkrig» og havde i april 2002 kostet 2100 livet og sendt 100.000 på flugt til nabolandet Bhutan.
Trods en vækst i BNP på 5% årligt, lever 40% af befolkningen under fattigdomsgrænsen, 2½ mio. børn arbejder, der er en alvorlig energikrise og manglen på vand er alarmerende.
I maj 2002 brugte premierminister Deuba undtagelsestilstanden som undskyldning til at opløse parlamentet og udskrive nyvalg til november. En måned inden valget og efter at have afvist at gå i forhandling med rebellerne, anbefalede Deuba kongen at udsætte valget et år, mens oprørslommerne kom under militærets kontrol. Kong Gyanendra fyrede i stedet Deuba og udnævnte i hans sted Lokendra Bahadur Chand. Samtidig udsatte han valget på ubestemt tid.
I slutningen af januar 2003 tilbød maoisterne våbenhvile for at indlede fredsforhandlinger. Blandt deres krav var at regeringen ophørte med at omtale dem som «terrorister» og fjernede løftet om løsesum for arrestation af partisaner. Begge krav som Kathmandu gik ind på.
I marts 2004 blev Nepal optaget i WTO.
I april sluttede oppositionsgrupper sig til den igangværende strejke mod at monarkiet tiltog sig udøvende myndigheder. Skoler og forretninger var lukkede og vejene blev afpatruljeret af sikkerhedsstyrker. Samme måned løslod rebellerne officerer og sikkerhedsfolk, der var blevet fanget under voldsomme sammenstød i den nordvestlige del af landet.
I maj trådte premierminister Surya Bahadur Thapa tilbage efter gentagne oppositionsdemonstrationer mod regeringen. Oppositionen havde samtidig demonstreret for, at kong Gyanendra afgav magten, hvilket kunne bane vej for en flerparti regering.
I juni udnævnte kongen Sher Bahadur Deuba til ny premierminister, og denne erklærede at han i sin embedsførelse ville søge at skabe koncensus i landet.
I august gennemførte rebellerne en offensiv mod hovedstaden Kathmandu og afskar byen fra omverdenen. Samme måned blev 20 nepalesere der var bortført i Iraq henrettet af deres bortførere, hvilket udløste voldsomme protester i Kathmandu.
En to dages strejke i september igangsat af maoisterne paralyserede landet. Veje, forretninger og skoler var lukket som følge af strejken, og sikkerhedsstyrker bevogtede regeringsbygningerne. Rebellerne krævede to tilfangetagne rebelledere frigivet. Samme måned afviste rebellerne endnu engang et forslag fra Sher Bahadur Deuba om at indlede forhandlinger om at bringe guerillakampen til ophør.
I februar 2005 gennemførte kong Gyanendra et statskup, afsatte premierministeren og overtog personligt regeringsansvaret. Skridtet var svar på krav fra rebellerne om at forhandle direkte med kongen og ikke med hans repræsentanter. Kuppet blev til gengæld kritiseret af bl.a. USA, Frankrig og Indien. Washington gav samtidig udtryk for, at kuppet kunne bringe USA's humanitære bistand til Nepal i fare.
Som led i kuppet erklærede kongen samtidig landet i undtagelsestilstand, suspenderede de civile rettigheder - deriblandt ytringsfriheden - og satte flere hundrede politiske ledere (deriblandt den afsatte premierminister), faglige ledere, studenterledere og journalister i husarrest. I marts indgik repræsentanter fra de vigtigste partier (Nepals Kongresparti, Nepals demokratiske Kongres, det Maoistiske Kommunistparti, Folkefrontspartiet og Sadbhavana partiet) en aftale om krav om indkaldelse af en grundlovsgivende forsamling og om at styrte kong Gyanendra. Politikerne bakkede således op om guerillaens krav om indførelse af republik og indkaldelse af en grundlovsgivende forsamling.
Maoisterne indledte i september en 3 måneders våbenhvile, der blev besvaret fra kongen med en erklæring om, at han ville knuse rebellerne med magt. Det forstærkede blot samarbejdet mellem de legale politiske partier og maoisterne, og i foråret indledte de i fællesskab en folkestrejke mod kongens diktatur. Efter 19 dages kampe mellem denne politiske koalition og kongens sikkerhedsstyrker måtte kongen den 24. april 2006 give op og erklære, at han afgav sin enevældige magt og gav den tilbage til folket. Samtidig ville parlamentet blive indkaldt 4 dage senere. Parlamentet gennemførte umiddelbart en række yderligere indskrænkninger i kongens beføjelser: han blev frataget kontrollen over hære, fik frataget sin titel som nedstammende fra Hindu guden, og landets regering hedder ikke længere «majestætens regering» men derimod «Nepals regering». Der vil senere i 2006 blive valgt en grundlovsgivende forsamling, og det er tvivlsomt om monarkiet vil overleve i den nye forfatning.
Især maoisterne er blevet kraftigt politisk styrket som følge af begivenhederne i foråret 2006. Mange nepalesere betragter dem som den vigtigste grund til at det var muligt at vælte det royale tyranni, og bevægelsens moderation gør dem til sandsynlige deltagere i en fremtidig demokratisk valgt regering.
I april 2007 blev 5 af 21 ministerposter i overgangsregeringen overdraget til maoisterne. Formålet var at tage de afgørende skridt frem mod endelig fred i venten på valget til den grundlovsgivende forsamling i slutningen af året.
2008 Fra kongedømme til republik
Den 28. december 2007 vedtog overgangsparlamentet et lovforslag, der gjorde landet til en republik. Det var dog først med ratificeringen af forslaget i den grundlovgivende forsamling den 28. maj 2008, at landets dage som kongedømme endegyldigt var ovre. Det er nu en føderal demokratisk republik.
Den grundlovgivende forsamling blev valgt 10. april 2008, og har som hovedformål at give landet en ny forfatning. Det skal ske indenfor en periode på 2 år. I samme periode har forsamlingen desuden en funktion som landets lovgivende magt. Den består af 601 medlemmer, hvor af 240 blev valgt ved direkte kredsvalg, 335 pladser blev besat gennem proportionel repræsentation, og 26 pladser var udpegede. Maoistpartiet (CPN (M)) blev det største ved valget i april, hvor det fik halvdelen af de 240 kredsmandater, og 30% af proportional mandaterne. I slutningen af juni blev partierne i forsamlingen enige om en fordelingsnøgle for de 26 udpegede medlemmer. Maoisterne fik 9, Kongrespartiet og landets andet kommunistparti fik hver 5, og de øvrige gik til mindre partier.
Efter omdannelsen til republik blev den grundlovgivende forsamlings første vigtige opgave at udpege en præsident. I juni indgav den fungerende premierminister og formand for Kongrespartiet, Girija Prasad Koirala, sin afskedsbegæring til forsamlingen. Anledningen var, at moisterne modsatte sig hans opstilling som præsidentkandidat. Den 19. juli gennemførtes første runde af præsidentvalget i den grundlovgivende forsamling. Ram Baran Yadav fra Kongrespartiet fik 283 stemmer, mens den maoistisk støttede Ram Raja Prasad Singh fik 270. Ved anden runde af valget den 21. juli fik Yadav 308 stemmer af de 590 afgivne. Han blev dermed Nepals første præsident, og blev indsat på posten 2 dage senere.
Maoisternes formand, Prachanda blev valgt til republikkens første premierminister i august 2008. Han måtte dog forlade embedet allerede i maj 2009, da hans forsøg på at fyre hærens stabschef, general Rookmangud Katawal slog fejl. Præsidenten modsatte sig fyringen. General Katawal havde bittert modsat sig maoisternes indlemmelse i hæren, som fastlagt i fredsaftalen, og dette var årsagen til Prachandas intention om at fjerne ham. Striden mellem præsidenten og premierministeren førte til regeringskoalitionens sammenbrud. I stedet blev Madhav Kumar Nepal udpeget til premierminister. Bag sig havde han 15 år som formand for Nepals Kommunistparti, CPN(UML). Maoisterne stod udenfor den nye regering og har siden arbejdet aktivt for at destabilisere den gennem bl.a. hyppige generalstrejker.
I november 2008 afsagde landets højesteret en kendelse, der banede vej for ægteskab mellem personer af samme køn. Nepal blev dermed det første land i Asien, der tog dette skridt. I juli 2009 afskaffede landet dødsstraffen - som et af de første lande i Asien.
Madhav Kumar Nepal regeringen blev væltet i februar 2011. Nepal blev erstattet på premierministerposten af sin partifælle Jhala Nath Khanal. Denne regering holdt dog kun 6 måneder. I august 2011 blev CPN(M) centralkomitemedlemmet Baburam Bhattarai udnævnt til ny premierminister.
Trods den politiske ustabilitet fortsatte den nepalesiske økonomi med at vokse. Fra 3,5% i 2012 steg væksten til 5% i 2011. Samtidig skete der en drastisk forbedring af vilkårene for landets fattigste. Mens 53,1% af befolkningen i 2003 levede under den internationale fattigdomsgrænse på 1,25US$ pr. dag, var denne procentandel i 2010 mere end halveret til 23,8%. En vigtig del af landets BNP stammer fra penge sendt hjem af landets arbejdere i udlandet. Med en arbejdsløshed og underbeskæftigelse på op mod halvdelen af arbejdsstyrken vælger mange nepalesere at arbejde i udlandet, hvorfra de sender penge hjem til familien.
Efter i flere omgange at have fået udsat fristen for færdiggørelse af en ny grundlov, blev den grundlovsgivende forsamling i maj 2012 opløst af præsidenten. I ugerne op til maj 2012 gennemførtes en række voldelige demonstrationer i området omkring parlamentet. Demonstrationer blev forbudt og hæren sat i alarmberedskab, i fald politiet var ude af stand til at kontrollere situationen.
I september 2012 besluttede USA at fjerne CPN(M) fra sin liste over terrororganisationer. Partiet havde da befundet sig på USA's sorte liste i 9 år. I oktober blev de sidste af en gruppe på 6.500 tidligere CPN(M) partisaner optaget i landets militær. Det var resultatet af en aftale indgået mellem de politiske partier i november 2011.
I marts 2013 blev Khil Raj Regmi udnævnt til fungerende premierminister til der skulle afholdes parlamentsvalg. Valget var i første omgang planlagt til juni 2013 for siden at blive udskudt til november. Valget af Regmi var et kompromis mellem parlamentets store partier. Han har en fortid som højesteretspræsident i landet.
Ligeledes i marts blev det vedtaget en lov om nedsættelse af en Sandheds-, forsonings- og Forsvindingskommission, der skulle undersøge og placere ansvaret for krænkelserne af menneskerettighederne i 1996-2006. Endnu 2 år senere var kommissionen dog ikke dannet.
Landets langvarige politiske krise skyldes den fortsatte kamp mellem CPN(M) og de gamle magthavere. Der var tale om to næste lige store blokke der stod overfor hinanden, men kampen førtes nu politisk, ikke militært. Arbejdet med den nye grundlov brød sammen fordi CPN(M) krævede dannelse af 10-14 nye provinser - overvejende efter etniske retningslinier. CPN(M) støttede en decentralisering af magten og en støre autonomi for de mange forskellige etniske grupper i Nepal. Dette blev modarbejdet af Kongrespartiet og de øvrige gamle partier.
I november 2013 gennemførtes valg til Nepals grundlovsgivende forsamling. Valget blev vundet af det nepalesiske kongresparti, der gik 81 mandater frem til 196 ud af de 601 pladser. Også Kommunistpartiet (UML) gik fra frem: fra 108 til 175 mandater. Den store taber var det maoistiske CPN(M), der gik tilbage fra 229 til 80. CPN(M) reagerede umiddelbart ved at påstå resultatet var et resultat af valgsvindel og truede med ikke at besætte sine pladser. Efterfølgende analyserede partiet sig dog frem til, at der ikke havde været tale om svindel, men resultatet var vælgernes dom over splittelsen i partiet. I december underskrev det sammen med Kongrespartiet, CPN(UML) og Madesbati partierne en firepunktsaftale om at nedsætte et parlamentsudvalg til undersøgelse af uregelmæssigheder ved valget. Derefter støttede det uden formål Kongrespartiets dannelse af en ny regering. I februar 2014 kunne Kongrespartiets Sushil Koirala overtage posten som premierminister. Udlandet tog den fredelige afvikling af valget og de efterfølgende forhandlinger som udtryk for at demokratiet var ved at få godt tag i landet.
I maj 2014 nedsatte den grundlovsgivende forsamling en Sandheds- og Forsoningskommission, der skulle efterforske de overgreb og forsvindinger der blev begået under borgerkrigen. Højesteret havde i en kendelse fra januar kritiseret det forslag der nu blev vedtaget, og også FN's Menneskerettighedsråd kritiserede efterfølgende kommissionen. I løbet af året gav USA og flere andre vestlige lande flygtningestatus til flere tusinde af de over 100.000 flygtninge, der i starten af 1990'erne blev fordrevet fra Bhutan.
Landet blev i slutningen af april 2015 ramt af et voldsomt jordskælv, der målte 7,8 på Richter skalaen. 14 dage senere blev det ramt af et nyt skælv på 7,3. Skælvene dræbte næsten 9.000 og sårede næsten 22.000. De høje tabstal skyldtes de nepalesiske huses dårlige kvalitet, og det forhold at skælvene samtidig ødelagde veje i mange dele af landet, så det var umuligt at gennemføre sygetransporter. Der udløstes samtidig laviner der dræbte mange i bjergene. Alene på Mt. Everest blev 19 dræbt af laviner. Skælvene ødelagde samtidig mange historiske bygningsværker. Især i hovedstaden. Pga. sammenbruddet i transportsystemet, sendte en række lande helikoptere for at evakuere egne borgere fra isolerede dale. Bl.a. Israel blev skarpt kritiseret for at have sendt helikoptere, der kun tog israelske statsborgere med - ikke sårede nepalesere.
Mange byer blev fuldstændig udraderet som følge af jordskred. Omkring 450.000 blev gjort hjemløse. Hjælpen strømmede til fra hele verden. Norge gav 31,1 mio. US$ i katastrofehjælp, det ludfattige Haiti gav 1 mio. og Danmark bevilgede 0,7 mio. der dog aldrig nåede frem.
I september 2015 blev forfatningen endelig vedtaget i den grundlovsgivende forsamling, der efterfølgende skiftede status til parlament. Nepal var herefter en føderal demokratisk republik bestående af 7 unavngivne stater. Forfatningen erklærede landet for en multi-etnisk, flersproglig, multi-religiøs og multi-kulturel stat. Med andre ord en moderne forfatning i modsætning til f.eks. den danske.
Den tidligere forsvarsminister og medlem af det Forenede marxistisk-leninistiske Kommunistparti, Bidhya Devi Bhandari blev i oktober 2015 valgt af parlamentet som præsident med 327 stemmer ud af 549. Hun blev landets første kvindelige præsident.
Khadga Prasad Sharma Oli fra CPN-UML blev ligeledes i oktober valgt til premierminister af parlamentet med 338 stemmer ud af of 597. Han fik dog kun til at sidde frem til juli 2016, hvor CPN-MC trak deres støtte til regeringen, der derefter var i mindretal. I august dannedes en ny regering med Pushpa Kamal Dahal fra CPN-MC som ny premierminister. Den nye regerings førsteprioritet var at forbedre forholdet til Indien, og allerede få dage efter hans tiltræden, blev han inviteret af den indiske premierminister Modi.
I maj 2016 besluttede regeringen at give amnesti for alle krænkelser af menneskerettighederne begået under borgerkrigen.
I overensstemmelse med aftalen mellem regeringens to store partier overlod Dahal i juni 2017 premierministerposten til Sher Bahadur Deuba fra det indiske kongresparti.
Parlamentsvalget i november-december 2017 var stort nederlag for det regerende Kongresparti, der gik 133 mandater tilbage til 63. CPN(UML) blev landets største parti med 121 mandater, selv om det var en tilbagegang på 54. CPN(maoistisk centrum) gik 27 mandater tilbage til 53. Kongrespartiets formand Sher Bahadur Deuba måtte træde tilbage som premierminister og de to CPN partier dannede regering med CPN(UML) formand Khadgar Prasad Oli som premierminister. De to kommunistpartier fusionerede i maj 2018 til Nepals Kommunistiske Parti (NCP). Den nye regering reducerede de traditionelt tætte bånd til Indien og styrkede båndene til Kina. Det blev til konflikt, da Indien i juni 2020 åbnede en vej over Lipulekh passet til Kina. Det fik Nepal til at revidere sine landkort. Nepal havde i årtier gjort krav på området omkring Lipulekh, der eller var under indisk kontrol.
Præsident Bhandari blev genvalgt ved præsidentvalget i marts 2018 med 77,0% af stemmerne. Valget var indirekte gennem et valgkollegium på 55.569 delegerede.
NCP blev i slutningen af 2020 splittet, hvilket fik premierminister Oli til at opløse parlamentet og udskrive nyvalg. Dette udløste en parlamentarisk og forfatningsmæssig krise, der strakte sig over 7 måneder. Højesteret omstødte i februar 2021 premierministerens beslutning og krævede parlamentet genindkaldt. Dette skete i marts. I en opsigtsvækkende dom nogle dage senere besluttede højesteret, da Oli ikke længere var formand for NCP, og dermed blev partiet de-facto delt i de to gamle partier CPN(UML) og (maoistisk centrum). Sidstnævnte trak sine ministre ud af regeringen nogle dage senere og en uge senere trak de også støtten til regeringen, der dermed kom i mindretal. I maj faldt Oli regeringen for en mistillidsafstemning, og han blev dermed premierminister for en overgangsregering. Imidlertid kunne ingen andre partier samle flertal, så han fortsatte. Den 22. maj opløste præsidenten parlamentet, til der kunne gennemføres nyvalg. Den 12. juli kendte højesteret denne beslutning for ulovlig, krævede parlamentet genåbnet og kongrespartiets formand, Sher Bahadur Deuba indsat som premierminister. Den 18. juni vandt han en tillidsafstemning i parlamentet.
Links til andre opslag i leksikonet | ||
Alliancefrie stater, Amnesty International, Argentina, Bhutan, Blandingsøkonomi, Buddhisme, Demokrati, Demonstration, Dødsstraf, Erosion, Fattigdom, Forurening, Generalstrejke, Hinduisme, Indien, Islam, Israel, Jordreform, Kina, Menneskerettigheder, U-landsbistand, Verdensbanken, Økonomisk korruption | ||