Befolkning 47,3 mio. Valuta Euro Areal 504.780 Km2 Hovedstad Madrid Befolkningstæthed 79,0 indb./Km2     HDI placering 27

Territoriet dækker 82% af den iberiske halvø samt de Baleariske og Canariske øer. De centrale dele af landet består af højslette. I nord udgør Pyrenæerbjergene den naturlige grænse mod Frankrig. I syd finder vi Béticas kæden. I den centrale del adskiller Sierras Centrales bjergkæden de to højsletter Castilla-León og Castilla-La Mancha. I Ebro dalen i nordøst ligger provinserne Cataluña, Valencia og Murcia. I syd ligger provinsen Andalucía i Guadalquivir dalen. Klimaet er fugtigt og moderat varmt. I nord og nordvest findes der skove. I de indre, sydlige og vestlige dele af landet er klimaet tørt. 40% af jorden kan dyrkes. Omkring 5% er lagt ud til naturreservater. Landet råder over en række naturressourcer: Kul, noget olie og gas, jern, uran og kviksølv. Industrien er i kraftig vækst og er især koncentreret i Cataluña og i Euskal Herria. Der findes stålværker og papirfabrikker.

Luft- og vandforureningen pr. indbygger overstiger gennemsnittet i Vesteuropa. Siden 1970 er forbruget af kunstgødning fordoblet. Koncentrationerne af nitrat i Guadalquivirfloden har siden 1975 oversteget 25%. Andelen af befolkningen med adgang til kloakering er steget fra 14% i 1975 til 48% i slutningen af 80'erne. Sammen med afledningen af spildevand fra raffineringen af olie og gas har det øget forureningen af Middelhavet.

Staten har indledt et program for genplantning af skove og for at bremse jorderosionen. Væksten i skovarealet er dog blevet bremset af nylige omfattende skovbrænde. Satsningen på udplantning af eukalyptus træer tager ikke hensyn til landets biodiversivitet. Omkring 22% af Spaniens skove er plaget af en eller anden form for for tidligt løvfald.

Autoritært regime med begrænset demokrati. Landets regionale flertal som Catalonien undertrykkes groft.

 

Folket: Den spanske befolkning består af en række forskellige etnisk-kulturelle grupper: Castilianere, asturiere, andalusiere, valenciere, catalanere, canariere og galicere. De er et resultat af blandinger mellem flere forskellige folkeslag: Iberiske folk (af middelhavsafstamning), keltere (fra Centraleuropa) og arabere (fra Nordafrika).

Religion: Katolicisme (95%), islam (1,2%)

Sprog: Spansk eller castiliansk (officielt). Endvidere findes der en række officielle regionale sprog som euskera (baskisk), catalansk, valenciansk, galicisk og mallorqiuno.

Politiske partier: Partido Socialista Obrero Español (PSOE, Socialdemokratiet), regeringsparti siden april 2004. Partido Popular (PP, Folkepartiet), arvtager fra Francodiktaturet og regeringsparti til april 2004. Izquierda Unida (IU, Forenet Venstre). Convergencia i Unió (CiU, Konvergens og Union), regeringsparti i Catalunya. Partido Nacionalista Vasco (PNV, Det baskiske Nationalistparti), regeringsparti i Euskal Herria. Endvidere en række regionale partier.

Sociale organisationer: Spanien har en række landsorganisationer: Unión General de Trabajadores (UGT, Arbejderunionen), tilknyttet PSOE. Comisiones Obreras (CCOO, Arbejderkommissionerne), kommunistisk orienteret. Confederación Nacional del Trabajo (CNT, Den nationale Arbejderkonføderation), anarkistisk orienteret. Unión Sindical Obrera (USO), socialkristelig orienteret.

Officielt navn: Estado Español

Administrativ inddeling: Spanien er inddelt i 17 autonome regioner: Euskal Herria (sp. País Vasco); Cataluña; Galicia; Andalucía; Principado de Asturias; Cantabria; La Rioja; Murcia; Comunidad Valenciana; Aragón; Castilla La Mancha; Canarias; Navarra; Extremadura; Comunidad Autónoma de las Islas Baleares; Comunidad de Madrid; Castilla León. Hvert af disse råder over en lokalregering, et udøvende magtapparat og et etkammer parlament.

Hovedstad: Madrid, 6.387.000 indb. (2009)

Andre vigtige byer: Barcelona, 3.855.300 indb.; Valencia, 1.406.600 indb.; Sevilla, 1.130.600 indb.; Zaragoza 605.900 indb. (2000).

Regering: Premierminister: Pedro Sánchez siden juni 2018. Landet er et konstitutionelt monarki. Konge: Felipe VI. Kongehuset har meget begrænset opbakning i den spanske befolkning pga. vedvarende økonomisk og politisk kriminalitet.
Cortes - parlamentet - er et tokammersystem bestående af senatet med 250 medlemmer og deputeretkammeret med 350 medlemmer.

Nationaldag: 12. oktober

Væbnede styrker: 151.000 (2003).

Paramilitære styrker: Guardia Civil 66.000 (inkl. 3.000 rekrutter) og Guardia Civil del Mar 340.

Kolonier: Ceuta og Melilla på Marokkos nodkyst. Catalunya

 

I den 9. og 8. århundrede f.v.t. slog kelterne sig ned i den centrale og vestlige del af den iberiske halvø. Omkring det 6. og 5. århundrede f.v.t. udvikledes den iberiske kultur på den sydlige del af halvøen. Blandingen af disse to folk skabte det såkaldte keltisk-iberiske folk, der blev koloniseret af fønikerne, grækerne og senere romerne.

Sammenbruddet i det romerske imperium faldt tidsmæssigt sammen med kristendommens ekspansion og invasionen af germanske folkeslag, der hærgede Europa. På den iberiske halvø kulminerede denne udvikling med gotisk invasion. Goterne beherskede over de 3 følgende århundreder halvøen.

Arabisk kolonisering

I det 7. århundrede blev halvøen invaderet af araberne, der bragte goternes sidste konge, Rodrigo til fald. De følgende 8 århundreder var halvøen under muslimsk dominans. Goternes efterkommere koncentrerede sig i den nordlige del af landet og organiserede kongedømmerne Castilla, Cataluña, Navarra, Aragón, León og Portugal. Gennem århundrederne skete der en langsom forening, der blev konsolideret i kampen mod araberne.

Araberne kaldte den sydlige del af den iberiske halvø for Al-Andalus. I det 10. århundrede nåede Al-Andalus sit højdepunkt. I skarp modsætning til det øvrige Europa, der var landligt og fattigt, udviklede dets byer sig blomstrende - især Córdoba - takket være handelen ned orienten. Den religiøse tolerance gjorde det muligt for muslimer, jøder og kristne at leve side om side i udviklingen af videnskab, medicin og filosofi. De klassiske græske tænkere blev kopieret og oversat og vejen blev dermed banet for den europæiske genfødsel i det 15. århundrede.

1492 Spanien samles

Spanien var i 1492 præget af 3 parallelle processer for national genforening. Det gjaldt dels ægteskabet mellem Isabel de Castilla og Fernando de Aragón, dels fordrivelsen af maurerne (araberne) og endelig erobringen og den efterfølgende kolonisering af de nye territorier i Amerika. Skabelsen af det spanske kongerige og en forenet politisk magt foregik samtidig med, at jøderne og andre folkeslag der i århundreder havde beboet halvøen blev fordrevet, og endelig blev inkvisitionen indledt. Samtidig forsynede kolonierne i Amerika kolonimagten med en fortsat strøm af ædle metaller, der muliggjorde 3 århundreders økonomisk boom. De oprindelige amerikanske kulturer blev udsat for dobbelt undertrykkelse ved dels at blive underkastet evangelisering, dels at blive sat til tvangsarbejde, hvilket fik størstedelen af dem til at bukke under.

Den økonomiske velstand der blev skabt af slavearbejdet i kolonierne førte i Spanien til en omfattende udvikling af kunsten og især af litteraturen. Det 16. og 17. århundrede omtales derfor som den spanske guldalder. I det 18. århundrede holdt Borbondynastiet sit indtog i Spanien. Det omorganiserede landets administration, kolonierne i Amerika og regerede udfra «åndeligt inspirerede principper». I slutningen spredte ideerne fra den franske revolution sig gennem hele Europa og Amerika, og den efterfølgende napoleonske ekspansion ind på den iberiske halvø svækkede båndene mellem kolonimagten og dens kolonier, der straks indledte en længere kamp for uafhængighed.

Afslutningen af det napoleonske herredømme blev fulgt af kampe mellem liberale sektorer der ønskede modernisering og konservative sektorer der ønskede at bevare den traditionelle orden. Gennem det 19. århundrede mistede Spanien sine kolonier i Amerika og måtte begynde at finde sin plads i den nye verdensorden.

I starten af det 20. århundrede var Spanien præget af dyb politisk, social og økonomisk krise, der kun blev forværret af den 1. verdenskrig. I en situation præget af ekstrem polarisering blev der i 1923 begået et statskup, der bragte Primo de Rivera diktaturet til magten. Det søgte at bremse udviklingen af arbejderklassens krav og kravene om autonomi i regionerne. Diktaturet havde mange lighedstræk med fascisterne i Italien, men brød sammen i 1931. Mere pga. interne modsætninger mellem de kræfter der støttede det - kirken, militæret og det industrielle borgerskab - end pga. modstanden fra den politiske og faglige opposition. Diktaturets sammenbrud var samtidig dødsstødet for monarkiet, der havde støttet det, og der indledtes en republikansk periode.

1931-39 Republikken

Den såkaldt Anden Republik blev skabt i en situation præget af alvorlige politiske og økonomiske vanskeligheder, som det var kompliceret at løse. Først gennemførte en radikal republikansk og socialistisk regering en række dybtgående ændringer af forfatningen. Betydelige dele af storgodserne blev konfiskeret og kirkens magt over økonomi og uddannelse blev reduceret. Efter en katolsk og konservativ valgsejr i 1933 fulgte «to sorte år» hvor mange af de republikanske reformer blev omgjort. Under denne regering blev der derfor indledt en række opstande og strejker, som førte til opløsning af Nationalforsamlingen og nyvalg den 16. februar 1936. Dette valg blev vundet af Folkefronten, der bestod af socialister, republikanere, kommunister og med støtte fra anarkisterne, der ellers havde boykottet de foregående valg. Umiddelbart efter valgsejren begyndte hæren, kirken og centrale sektorer af det spanske borgerskab at arbejde på at bringe regeringen - der blev svækket af interne modsætninger - til fald. Den 18. juli 1936 gjorde en vigtig del af hæren under ledelse af general Francisco Franco oprør mod republikken. Det var startskuddet til 3 års borgerkrig. Den republikanske regering håbede på støtte fra de europæiske demokratier, men kom til at vente forgæves. De udtalte sig til fordel for ikke-indblanding i konflikten. Sovjetunionen var det eneste land, der gav materiel støtte til republikkens regering, og samtidig gik et stort antal frivillige fra Europa og Amerika ind på republikkens side i kampen.

1939-77 Francodiktatur

Interne modsætninger i de republikanske styrker samt overlegenheden i våben og organisation blandt Francos styrker - der blev støttet af Tyskland og Italien - var afgørende for fascisternes sejr i marts 1939. Med borgerkrigens afslutning udnævnte Franco sig selv til chef for den nye spanske stat. Det autoritære regime der blev skabt og ledet af caudilloen Franco, hentede træk fra tysk og italiensk fascisme. For at vise at det nu var slut med klassekamp og strid mellem partierne, og at arbejdere og fabriksejere - høj som lav - samarbejdede i national og social harmoni, oprettede styret vertikale fagforeninger hvor både ansatte og arbejdsgivere deltog. Istedet for partier blev der oprettet en «national bevægelse», der var en sammensmeltning af de forskellige partier og grupper som havde støttet Franco - bl.a. de oprindelige fascister, falangisterne. Istedet for et folkevalgt parlament indførte Franco en korporativ forsamling med repræsentanter fra Bevægelsen, næringslivet og familierne.

Selv om en del af de tydeligste fascistiske træk og symboler blev svækket eller fjernet efter Hitlers og Mussolinis fald, bestod selve grundstrukturen helt frem til 1977: Forbud mod politiske partier og uafhængig fagbevægelse samt brutal undertrykkelse af al opposition. Til at holde samfundet i dette jerngreb havde myndighederne et stort politisk efterretningsvæsen, et væbnet politikorps og det halvmilitære Guardia Civil, der havde ansvaret for ro og orden på landet.

Frankismens økonomi

Efter borgerkrigen lå den spanske økonomi i ruiner. Genopbygningen skulle ske efter fascistisk mønster - en reaktion mod den liberale kapitalisme og den materialistiske marxisme. Det var en national selvforsyningspolitik som indebar en stram protektionisme. Men selv om den begrænsede udenlandske investeringer, var det ikke en antikapitalistisk politik. Det nye nationale industriinstitut, INI, skulle ud over at deltage i basisindustrier også lægge forholdene til rette for det private erhvervsliv,

Selvforsyningspolitikken løste ikke Spaniens problemer, og gennem 1950'erne gennemlevede landet en økonomisk krise med stærkt underskud på handelsbalancen og hurtigt stigende inflation. I 1957 indledtes en økonomisk kursændring. Falangisternes magt i regeringen blev reduceret til fordel for Opus Dei - en katolsk organisation med medlemmer fra administrationen og erhvervslivet. Skønt de var autoritære på det politiske område, stod de for udviklingen af en liberalistisk økonomi.

De to ministre som Opus Dei fik i den nye regering lagde grunden for en politik, som for alvor slog igennem med stabiliseringsplanen i 1959. OEEC - senere OECD - og særligt USA gav store lån og pengegaver, samtidig med at Spanien måtte opfylde visse betingelser: De vigtigste var lettelser i restriktionerne mod import og udenlandske investeringer.

Årene der fulgte var karakteriseret af hurtig industriel og økonomisk udvikling og øget handel med udlandet - «det spanske under». En stadig større del af befolkningen begyndte at arbejde i industri- og serviceerhvervene, mens landbrugsbefolkningen blev mindre. Der foregik en massiv flugt fra landområderne. Ikke bare mod de spanske byer, men pga. arbejdsløsheden også mod industriområderne i det øvrige Vesteuropa - herunder Danmark. På samme tid fandt der en invasion af udenlandske turister sted, som sammen med valutaen som emigranterne sendte hjem, reddede underskuddet på Spaniens handelsbalance. De udenlandske investeringer var især koncentreret indenfor avanceret teknologisk industri, farmaceutisk industri, bilindustrien og bankvæsenet.

Frankismens klassestruktur

Franco havde sin støtte blandt det gamle aristokrati, storgodsejerklassen, men også blandt de traditionelt konservative små og mellemstore bønder i Navarra, Galicien og Castilla. Den lille middelklasse var politisk splittet mellem fascister og kristelige demokrater på den ene side og republikanere på den anden. Industriarbejderne fandtes første og fremmest i Baskerlandet og i Catalonien. Der havde folkefronten haft sine stærkeste bastioner. Ikke bare på grund af arbejderne, men også fordi dele af det nationale borgerskab og middelklassen ønskede regional selvstændighed i forhold til Madrid. Under republikken havde regionerne haft et mere udstrakt selvstyre, men dette blev standset af Franco, der ønskede en stærk central stat. Han udsatte samtidig den lokale kultur og sprog for intens forfølgelse, hvilket i specielt Baskerlandet og Catalonien gjorde det muligt at opbygge meget brede og stærke alliancer mod diktaturet. I Andalucia havde de store landarbejdermasser en lang tradition for kollektivt selvstyre i landsbyerne, og de sluttede derfor særligt op om anarkismen.

Den økonomiske og industrielle udvikling fra 1959 medførte store ændringer i klasseforholdene. Det traditionelle jordborgerskab blev skubbet i baggrunden til fordel for et borgerskab med kontrol over bank- og finanskapitalen, store dele af den spanske industri og med nære bånd til den udenlandske kapital. Endvidere udvikledes det nationale borgerskab i de økonomisk vigtige regioner i Baskerlandet og Catalonien. Den vældige udvikling af teknologisk avanceret industri, af bank- og kreditvæsnet og af serviceerhvervene medførte samtidig et behov for teknisk og administrativt personale, og der blev derfor udviklet mellemlag med en relativt høj levestandard.

Den vigtigste landsorganisation under Franco var Arbejderkomiteerne - Comisiones Obreras (CCOO). De opstod spontant i begyndelsen af 1960'erne som uafhængige komiteer på de enkelte virksomheder. Først og fremmest kommunister, men også venstrekatolikker, socialister og uafhængige deltog. Arbejderkomiteerne udviklede sig til en stærk bevægelse og fik sine folk ind på de laveste tillidsmandstrin i regimets officielle fagforeninger. Fra 1967 blev de hårdt undertrykt og forfulgt.

Den ældste af landsorganisationerne er den socialistiske UGT, Union General de Trabajadores, som i modsætning til Arbejderkomiteerne afslog at anvende det officielle system. Under Francodiktaturet levede den derfor en forholdsvis anonym tilværelse.

Den anden af de store landsorganisationer fra før borgerkrigen, den anarkistiske CNT (Confederacion Nacional de Trabajo) fik fra slutningen af 60'erne og i 70'erne meget omfattende tilslutning fra den fremstormende arbejderklasse pga. sin radikale kamp mod diktaturet. I modsætning til de andre organisationer hvor medlemmerne var fagforbund og fagforeninger, var medlemsskabet af CNT personligt. Da Francodiktaturet brød endeligt sammen efter Francos død, havde CNT 2 millioner personlige medlemmer.

1975 Overgang mod demokrati

I 1975 døde Franco. Han havde selvstændig kronet sig i 1947 og magten overgik nu til arvingen til den spanske krone, Juan Carlos I de Borbón. Det blev hurtigt klart, at det ikke var muligt at fortsætte Francoregimet som premierminister Arias Navarro ellers prøvede på. Kongen udnævnte derfor en af sine unge fortrolige til ny regeringschef. Den nye premierminister, Adolfo Suarez, havde sin karriere knyttet til det fascistisk prægede statsapparat, men skaffede sig samtidig tillid blandt den moderne del af borgerskabet. På grund af sit venskab med kongen, sikrede han sig overfor den konservative hærledelse, og han opfyldte over vinteren og foråret 1977 langt hen ad vejen oppositionens krav om frigivelse af de politiske fanger (særligt baskerne) og legalisering af de politiske partier.

Parlamentet der blev valgt i 1977, blev efter pres fra venstrefløjen i praksis en grundlovgivende forsamling. Den nye grundlov som erstattede Francotidens love, definerede Spanien som et kongedømme med parlamentarisk demokrati, retssikkerhed, ytrings- og organisationsfrihed, strejkeret, adskillelse mellem kirke og stat samt udvidet selvstyre for regionerne. Grundloven blev vedtaget ved en folkeafstemning i 1978. Vejen var dermed åbnet for, at en lang række politikere, intellektuelle og kunstnere kunne vende hjem - i nogle tilfælde efter 40 års eksil.

Sejrherre ved valget i 1977 og igen i 1979 var statsminister Suarez' Centrumsdemokratiske Union (UCD). Denne alliance af forskellige liberale, konservative, kristeligt demokratiske og højresocialdemokratiske grupper blev det dominerende parti på højrefløjen. De konservative nyfrankister (Alianza Popular - Coalicion Democratica) blev nærmest opslugt af UCD, mens det aggressive Union Nacional samlede det lille, men aktive mindretal af fascistisk inspirerede Franconostalgiske grupper.

Størst på venstrefløjen blev det socialistiske arbejderparti, PSOE, der var det dominerende parti under republikken i 30'erne. Fra afslutningen på borgerkrigen var det gået nedad med dets indflydelse, og ledelsen i eksil mistede efterhånden al kontakt med hvad der skete indenfor Spaniens grænser. Fra 1960 voksede der en ny generation frem der i 1974 overtog ledelsen af partiet, da den unge Sevillaadvokat Felipe Gonzalez blev valgt til generalsekretær. En række mindre socialistiske partier og bevægelser gik senere ind i PSOE, bl.a. Socialistisk Folkeparti (PSP), ledet af Enrique Tierno Galvan, der blev PSOE's ærespræsident.

PSOE tidoblede på kort tid sit medlemstal. Det var meget ideologisk sammensat, spændende fra radikale marxister til moderate socialdemokrater, og konflikterne gjaldt forholdet til marxismen, synet på regionalt selvstyre og indflydelsen fra den socialdemokratiske internationale som PSOE var medlem af. Det havde ikke haft noget specielt hjerteligt forhold til kommunisterne, men de to partier indgik efter kommunevalget i 1979 en aftale om gensidig støtte ved valg af borgmestre.

Kommunistpartiet, PCE, blev dannet ved en afskalning fra PSOE i 1921, men var et lille sekterisk parti, indtil en ny politik blev lanceret i 30'erne. Under borgerkrigen var PCE tilhænger af orden, moderation og samarbejde med middelklassen for at vinde krigen. De mente, kampen for socialisme først kunne begynde efter Franco var nedkæmpet. Dette førte til flere opgør med de revolutionære trotskister og anarkisterne, som blev hårdhændet behandlet eller direkte udslettet af kommunisterne, der styrkede deres magt gennem hjælpen fra Sovjet.

Efter republikkens nederlag var kommunisterne den gruppe, der blev hårdest forfulgt af Franco. Da verdenskrigen og guerillaepoken i slutningen af 40'erne var ovre, gik en gruppe yngre ledere ind for en forsoningspolitik, som skulle samle alle demokratiske kræfter til kamp mod Francodiktaturet. En linie som gradvist vandt tilslutning og holdt sig til efter Francos død og ind i den konstitutionelle periode efter valget. PCE fjernede sig midt i 70'erne fra Moskvas hegemoni og blev en af de vigtigste repræsentanter for «eurokommunismen». I 1978 opgav PCE «leninismen», og definerede sig som et «marxistisk, demokratisk og revolutionært parti».

På der yderste venstrefløj fandtes en lang række små maoistiske, trotskistiske og anarkistiske partier, hvoraf de vigtigste var den marxistisk-leninistiske Arbejdernes Revolutionære Organisation (ORT) og Arbejderpartiet (PT). Bevægelsen GRAPO kaldte sig antifascistisk, men blev ofte anklaget for at være infiltreret af provokatører. Det påtog sig ansvaret for flere attentater mod politifolk og militærfolk. Flere fascistiske terrorgrupper gennemførte også attentater.

I februar 81 indtog en gruppe officerer fra Guardia Civil parlamentet Cortes og forsøgte at bringe regeringen til fald. Men kuppet slog fejl og den demokratiske proces konsolideret, da alle politiske partier og specielt kong Juan Carlos tog afstand fra det. Det viste sig, at kongen havde militærets støtte.

1982 Socialdemokratiet til magten

Ved valget i oktober 1982 vandt det spanske socialdemokrati, PSOE flertallet af pladserne i Cortes, og dets leder, Felipe González blev «regeringspræsident» - svarende til premierminister. Den socialdemokratiske regering blev efterfølgende genvalgt i 1988 og 1993.

Flertallet i parlamentet gjorde det muligt for PSOE regeringen at gennemføre en plan for tilpasning og vækst. Forbruget steg, men arbejdsløsheden var fortsat stor og spændingen mellem regering og UGT tilsvarende stor. Udenrigspolitisk var den spanske regering meget aktiv som medlem af OECD og Europarådet. I 1986 blev Spanien endvidere optaget i NATO. Mens PSOE havde været i opposition, havde partiet modarbejdet en sådan optagelse, men da det først fik magten, blev det nødvendigt at gennemføre en hurtig optagelse, der blev bekræftet ved en folkeafstemning. NATO's nuværende generalsekretær, Javier Solana, kommer fra PSOE og har en fortid som skarp modstander af militæralliancen.

Trods NATO medlemskabet har Spanien en uløst konflikt med Storbritannien om Gibraltar, som englænderne besatte i 1704. Samtidig har Spanien dog kolonier i Ceuta og Melilla på den marokkanske nordkyst, som Marokko gør krav på.

Trods aftaler med USA om reduktion af supermagtens troppetilstedeværelse i Spanien, var det fra nordamerikanske baser i Spanien at B-52 bombeflyene lettede, der angreb Iraq under Golfkrigen i 1991.

I 1992 anvendte den spanske stat 10 milliarder dollars på at fejre 500 året for erobringen af Amerika, samtidig med at det indledte en politisk tilnærmelse til Europa. De europæiske politiske krav står på en lang række områder i skarp modsætning til landets traditionelle forbindelser til Latinamerika.

Efter en periode med intens aktivitet led den baskiske befrielsesbevægelse, ETA, en række tilbageslag i 1993. Samarbejdet mellem franske og spanske sikkerhedsstyrker førte til arrestationen af en række af bevægelsens ledere og til opdagelsen af dens vigtigste våbenlager i Bayonne i Frankrig.

Samme år gennemførte den spanske regering nedskæringer indenfor forsvaret, offentlige udgifter og støtten til den industrielle sektor. I november ratificerede parlamentet Maasstrichttraktaten. Et lovforslag der gjorde det lettere at fyre arbejdere eller overføre dem til andet arbejde udløste i januar 1994 en generalstrejke, men forslaget blev alligevel vedtaget under henvisning til, at det var nødvendigt af hensyn til konkurrenceevnen. Arbejdsløsheden nåede op på 22%. Den højeste indenfor EU.

En række af lederne i PSOE blev udsat for efterforskning pga. forbindelser med økonomisk kriminalitet. Blandt de fængslede socialister var de tidligere direktører for Banco de España og Reserva Cambiaria de Madrid, samt finansmanden Mario Conde der havde været ansvarlig for salget af Banco Español de Crédito.

Efter mange lignende skandaler mistede den socialistiske regering i 1995 en vigtig parlamentarisk støtte, da det borgerlige catalanske nationalistparti, Convergencia y Unión (CiU) trak sin støtte tilbage og sammen med Partido Popular (PP) stemte mod finansloven. Samtidig med at han forsvarede sin egen og sin regerings handlemåde, fremskyndede Gonzales valgene med et år.

Den forestående højrefløjsvalgsejr fik ETA til at skifte strategi. I januar 1995 dræbte bevægelsen PP's leder i Guipúzcoa provinsen og i april forsøgte den at gennemføre et attentat mod PP's leder og premierministerkandidat, José María Aznar. Ved regionalvalgene i maj vandt PP magten i 10 af de 13 lokalregeringer.

Regeringen ansvarlig for statsterrorisme

En tidligere sikkerhedschef og en ansat i PSOE blev stillet for retten for deres forbindelse til Grupos Antiterroristas de Liberación (GAL, Antiterrorist Befrielsesgrupperne), som efterforskningen kunne knytte sammen med sikkerhedsstyrkerne. En af de to anklagede forklarede nu i retten, at tidligere premierminister Felipe González var den øverste ansvarlige for GAL, der var ansvarlig for mordet på 27 mennesker i Euskal Herria under den såkaldte «beskidte krig» i 80'erne mod ETA. En tidligere indenrigsminister blev endvidere efterforsket for at have betalt franske embedsmænd for at medvirke i forfølgelsen af formodede ETA medlemmer.

Spanien var indblandet i fiskeristridigheder med Canada og Marokko. Begge konflikter blev først løst, efter EU havde indgået aftaler med de berørte lande om at reducere det spanske fiskeri i deres territorialfarvande. I sidste halvdel af 1995 havde Spanien formandsskabet i EU, og var ansvarlig for gennemførelsen af en række internationale topmøder. Alligevel stillede oppositionen spørgsmålstegn ved regeringens evne til at opfylde kravene for at komme med i den europæiske valutaunion, ØMU'en.

1996 Den ekstreme højrefløj til magten

Ved parlamentsvalget i marts 1996 vandt PP med 38,9% af stemmerne mod PSOE's 37,5% og venstrefløjskoalitionen IU med 10,6%. Den 5. april overtog PP lederen José María Aznar premierministerposten. Udenrigspolitisk besluttede den nye ekstreme højrefløjsregering at støtte en mere offensiv isolation af Cuba. Den foreslog EU at indføre sanktioner mod landet, og trak løfter om kreditter tilbage, som den afgående socialistregering havde givet Fidel Castros regering.

I august 1997 bortførte en ETA kommando Miguel Angel Blanco, der var medlem af PP og byrådsmedlem i en lille by i Euskal Herria. Organisationen erklærede, at Blanco ville blive henrettet efter 48 timer, hvis ikke regeringen ikke umiddelbart tog skridt til at samle de baskiske politiske fanger i fængsler i Euskal Herria. Den spanske stat havde siden 80'erne haft som politik at sprede de politiske over fængsler i hele Spanien - så langt væk som på de Canariske øer. En politik som både baskiske legale og illegale organisationer forgæves havde forsøgt at få ændret. De 48 timer gik uden at regeringen opfyldte kravet, og Blanco blev henrettet. Det udløste umiddelbart protestreaktioner over hele Spanien, og regeringen forsøgte yderligere at oppiske stemningen mod de baskiske nationalister. Mens der blev gennemført demonstrationer mod mordet i en række spanske byer med i alt over 1 million deltagere, indgik regeringen en aftale «mod volden» med de baskiske politiske partier - bortset fra venstrefløjspartiet Herri Batasuna (HB). Demonstrationerne blev vurderet til at være større end alle andre demonstrationer de sidste 50 år.

Den 1. december 1997 dømte højesteret 23 medlemmer af HB's øverste ledelse til 7 års fængsel for under deres valgkamp i 1996 at have vist et videospot produceret af ETA til støtte for fredsprocessen i Euskal Herria. En dom der først blev omstødt i juli 1999. I juli 98 optrappede højrefløjsregeringen yderligere sine angreb på de baskiske nationalister, da det baskiske dagblad Egin blev lukket af myndighederne.

I begyndelsen af 1998 blev der indledt retssager mod tidligere ministre i PSOE regeringen - i dette tilfælde José Barrionuevo og tidligere statssekretær Rafael Vera - for deres formodede forbindelser til statsterrorgruppen GAL.

I september 1998 erklærede ETA våbenhvile i Euskal Herria. I det efterfølgende valg antog HB navnet Euskal Herittarrok, og anvendte nye metoder at nå ud til vælgerne på. Alle de baskiske nationalistiske sektorer - heriblandt også PNV og tidligere medlemmer af HB - underskrev Lizarra pagten under parolen «Baskerne skal regeres af dem selv». Denne alliance vandt valget i Euskal Herria i 1999.

Spaniens Nationalret løslod i juli 1999 de 23 ledere af HB, der havde været fængslede siden 1997. Skridtet blev fortolket som støtte til konsolidering af våbenhvilen med baskerne, eftersom det var et af ETA's centrale krav for at indgå i forhandlinger med myndighederne. Alligevel genoptog ETA sine væbnede aktioner i september, da den sprang flere bomber og dræbte 3 mennesker. Lizarra pagten var dermed brudt.

Over 100.000 politifolk og civilgardister blev mobiliseret op til parlamentsvalget i marts 2000 for at hindre angreb, men valget blev fredeligt afviklet. Euskal Heritarrok havde opfordret til boykot, men opfordringen blev fulgt af færre end de 12 %, der normalt støtter HB/EH.

Den faldende arbejdsløshed, den forbedrede økonomi og Spaniens kvalificering til indførelse af Euro'en som valuta var nogle af de faktorer der forklarede støtten til Aznars PP i perioden op til valget. Alligevel overraskede resultatet ved, at PP fik absolut flertal i parlamentet, hvilket gjorde det muligt at regere uden støtte fra de regionale partier. Den centrum-venstreorienterede opposition domineret af PSOE måtte se sin opbakning reduceret fra 141 til 125 pladser - en af de historisk laveste. Det fik PSOE's formand, Joaquín Almunia, til at trække sig tilbage for derved at åbne op for en grundlæggende forandring af socialistpartiet.

I oktober og november forstærkede ETA sine attentater med bomber og mord på 7 personer. Ved et af disse blev 66 såret. Oktoberoffensiven bragte antallet af dræbte i løbet af 2000 op på 20 - det højeste antal siden 1992. Det fik den spanske befolkning til at gå på gaderne. Der gennemførtes demonstrationer i alle de største byer - herunder også i Euskal Herria og Katalonien - hvor ETA blev opfordret til at indstille den hæmningsløse vold.

I august vedtog regeringen en ny udlændingelovgivning, der blev kraftigt kritiseret af de øvrige politiske partier, af NGO'er og ved en række store demonstrationer. Selvom lovgivningen formelt set skulle regulere udlændinges pligter og rettigheder i Spanien, så medførte den iflg. kritikerne en indskrænkning i indvandrernes rettigheder. I januar 2001 levede et sted mellem 30.000 og 100.000 indvandrere derfor fortsat i illegalitet.

Trods den fortsatte vækst i økonomien begyndte inflationen i slutningen af 2000 atter at stige, hvilket fik kritikere af regeringen til at stille spørgsmålstegn ved den neoliberale politik, den havde ført i de foregående år. Med 14% var arbejdsløsheden i landet fortsat den højeste indenfor EU.

2001 var præget af en række politiske skandaler - deriblandt korruption på regeringsniveau, uregelmæssigheder omkring gennemførelsen af den nye udlændingelov og kontroversielle universitetsreformer, der i slutningen af året sendte studerende og lærere på gaden i demonstrationer.

Terroraktionen i New York den 11. september 2001 førte til, at regeringen strammede kontrollen med marokkanere og forstærkede kontrollen med de spanske kolonier Ceuta og Melilla på den marokkanske nordkyst. Samtidig foreslog den spanske regering, at Marokko «gjorde mere» for at begrænse strømmen af illegale emigranter til Spanien. Samtidig medførte den begyndende enighed mellem Madrid og London om Gibraltars fremtidige status, at forholdet til Marokko yderligere forværredes, fordi dette kræver Ceuta og Melilla overdraget.

Trods omfattende protester forskellige steder i landet fortsatte regeringen sine planer om anvendelsen af Ebro flodens vand til golfbaner og specialiseret landbrug. Dette vil få alvorlige konsekvenser i den sydlige provins Aragon, hvor Ebro floden er den eneste større vandvej.

Fattigdommen i Spanien berører 22,1% af befolkningen (7,5% mere end EU gennemsnittet). 44% af de fattige er under 25 år, hvilketer et relativt nyt fænomen. Det vurderes, at der er 300.000 mindreårige, der arbejder i landet. I november 2001 erklærede formanden for den spanske UNICEF komite, Joaquín Ruiz-Giménez, at der stadig findes 100.000 børn i Spanien, der er tvunget til at arbejde under uværdige forhold.

I januar 2002 overtog Spanien formandsskabet i EU, og premierminister José Maria Aznar erklærede, at kampen mod terrorismen ville få højeste prioritet under formandsskabet. Der var dog andre forhold, som EU's udvidelse og Euroens funktion der burde have interesseret formandsskabet mere.

Aznars kamp mod demokratiet førte i 2002 til forbud mod det baskiske nationalistiske parti, Herri Batasuna, der blev beskyldt for at være front for ETA. 20% af den baskiske befolkning var dermed uden parlamentarisk alternativ. Herri Batasuna er i dag forbudt i Spanien, men indklagede sagen for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, da forbudet er i strid med Konventionen om politiske og sociale Rettigheder. Domstolen gav i juli 2009 forbuddet mod partiet sit blå stempel.

I november 2002 sank olietankeren Prestige ud for Galiciens kyst og to måneder senere sank skibet Spabunker IV tæt ved Gibraltar. Den spanske regering var meget langsom til at sætte inddæmnings- og oprydningsarbejdet igang, og oliekatastrofen fik derfor uoverskuelige konsekvenser for fiskeriet i Galicien og dermed for den galiciske økonomi. Den sene inddæmning førte til, at olieforureningen spredte sig videre til de franske kyster. I Spanien var der tale om en indenrigspolitisk skandale.

Under USA's forberedelser gennem 2002 af krigen mod Iraq, bakkede Spanien uden tøven op om krigsforberedelserne, og var sammen med Danmark indkalder til en konference blandt udvalgte eksisterende og kommende EU lande, der skulle bakke USA op. Efter USA's besættelse af Iraq bidrog Spanien selv med 1.500 soldater. Dette skete trods det faktum, at 90% af den spanske befolkning i meningsundersøgelser erklærede sig for modstandere af krigen, USA's besættelse af Iraq og spansk troppetilstedeværelse i landet. Det fik imidlertid ikke Aznar regeringen til at bøje af. Tværtimod gjorde Aznar en aktiv indsats for at involvere bl.a. latinamerikanske lande i støtten til besættelsen.

2004 Terrorattentat i Madrid og regeringens efterfølgende manipulation koster den valgsejren

Som forberedelse til parlamentsvalget i marts 2004 meddelte premierminister Aznar i 2003, at han ikke genopstillede. Han følte sig sikker på, at hans parti Partido Popular ville vinde, og han ønskede selv at stile mod en højere international stilling. Disse planer blev imidlertid lagt i ruiner på blot 3 dage før valget. Den 11. marts 2004 sprang 10 bomber i myldretidstog i Madrid. Regeringen så øjeblikkeligt en gigantisk chance for at udnytte katastrofen til sin fordel. Ved at skyde skylden for attentatet på ETA kunne den sikre sig genvalg 3 dage senere, fordi den fremstod som den utvetydige fjende af de baskiske separatister. Aznar regeringen gik derfor øjeblikkeligt i gang med spredningen af løgne om attentater. Aznar ringede personligt til redaktørerne af de største spanske aviser og fortalte dem, at der var sikre efterretningsbeviser for, at ETA stod bag. Det spanske TV blev af regeringen pålagt at viderebringe denne version, og efter spansk pres vedtog FN's Sikkerhedsråd samme dag en resolution, hvor ETA blev gjort til ansvarlig for attentatet. Den spanske regering oplyste endvidere, at sprængstoffet der var blevet anvendt, var det samme som det ETA plejer at anvende. Også udenlandske journalister som DR's korrespondent, Bjarke Møller deltog uden nogen form for kildekritik i regeringens kordtog mod ETA.

Der var blot et problem. Oplysningerne var alle forfalskede af den spanske regering. En mere kildekritisk analyse af begivenhederne burde nok have manet til større forsigtighed, for ETA har som praksis, altid at ringe til politiet før et attentat, og dette var ikke sket; ETA har aldrig gennemført et attentat af så enormt omfang; og spanske separatister afviste blankt, at ETA skulle stå bag. To dage efter attentatet lå der imidlertid ret sikre indicier, der pegede i retning af islamisk terrorisme. En ueksploderet bombe skulle være udløst med en mobiltelefon, der stod i en marokkansk indvandrers navn; der blev fundet en varevogn med tændsatser og et bånd med korancitater. Samtidig kom det frem, at påstanden om at de anvendte sprængstoffer skulle være de samme som de ETA anvender, var frit opfundet af regeringen. Disse oplysninger kom frem i de udenlandske medier, men pga. regeringens totale kontrol med de spanske medier, blev de først spredt i Spanien gennem SMS beskeder. Aftenen før valget arrangeredes den første vredesdemonstration mod den spanske regering, og dens manipulation af den tragiske begivenhed. Vreden spredtes, og på selve valgdagen led regeringen et sviende nederlag. Aznar der følte sig sikker på sit partis genvalg, og sin egen fremtidige politiske karriere, blev på de 3 dage forvandlet til en historisk parantes.

Vreden i den spanske befolkning skyldtes ikke blot regeringens manipulation, men også at attentaterne kunne kobles sammen med den spanske krigsdeltagelse på USA's side. Det var derfor krigsmodstanderne med socialdemokratiet PSOE i spidsen, der vandt og dets leder José Luis Zapatero kunne i april overtage premierministerposten. Allerede inden da havde han erklæret, at alle 1.500 spanske soldater trækkes ud af Iraq 30. juni, med mindre de har fået et FN mandat at forblive på.

I udlandet - bl.a. Danmark - forsøgte højrefløjen at udnytte det overraskende valgresultat og meddelelsen om spansk tilbagetrækning af besættelsestropper i Iraq til at lancere påstanden om, at «terrorismen havde sejret». Argumentationen var, at terroristerne havde opnået det de ville - at få trukket Spanien ud af Iraq. Det er imidlertid en analyse af situationen, der blankt afvises på både den spanske højre- og venstrefløj. Den spanske højrefløj betegner valget som en sejr for det spanske demokrati, der ikke lod sig ryste af terrorismen. Og venstrefløjen betegner resultatet som en sejr for det spanske folk, fordi den massive modstand mod USA's krig, besættelse og den spanske deltagelse heri kom til at sætte den politiske dagsorden. Der er nu overensstemmelse mellem folk og regering i dette spørgsmål.

I oktober 2004 fremsatte regeringen lovforslag om homoseksuelle ægteskaber. Forslaget ville give homoseksuelle par samme rettigheder som heteroseksuelle. 68% af spanierne gav udtryk for, at homoseksuelle skal have samme rettigheder som heteroseksuelle og 66% støttede forslaget om homoseksuelle ægteskab. Forslaget blev kraftigt modarbejdet af den katolske kirke og af den fascistiske opposition.

Retten i Madrid dømte i april 2005 den tidligere argentinske officer Adolfo Scilingo til 640 års fængsel for mord, illegale tilbageholdelser og tortur under diktaturet i Argentina. Retten summerede straffen for de enkelte forbrydelser Scilingo blev kendt skyldig i, selvom den spanske strafferet har et øvre loft på 40 års fængsel, og de indsatte i praksis aldrig sidder i fængsel længere end 25 år, hvorefter de løslades for god opførsel. Straffen lå dog langt under de 9.138 års fængsel, som anklageren, Dolores Delgado havde krævet. Officeren blev dømt for 30 mord á 21 år, 5 år for illegale tilbageholdelser og 5 år for tortur. Scilingo havde i 1997 frivilligt overgivet sig til de spanske myndigheder, for at bekende sine forbrydelser i en sag, der blev ledet af dommer Baltasar Garzón, kort tid efter at oplysningerne var kommet ud i offentligheden gennem samtaler med den argentinske forfatter og journalist Horacio Verbitsky og til en række medier. Under retssagen trak Scilingo sine tilståelser tilbage og argumenterede, at formålet var at få dømt diktaturet. Selv havde han været sikker på ikke at blive dømt. Alligevel godtog retten hans oprindelige tilståelser suppleret med en lang række vidneforklaringer fra ofre, ofres familiemedlemmer samt argentinske og internationale menneskerettigheds eksperter. En række af disse vidneafgivelser skete via videokonferencer. Iflg. en række menneskerettighedsorganisationer åbner dommen dørene for at kunne føre sager mod skyldige i forbrydelser mod menneskeheden.

Zapatero oplyste i maj 2005, at der var forhandlinger i gang med ETA, der skulle lede frem mod organisationens afvæbning. Han indrømmede samtidig, at der var alvorlige uoverensstemmelser i forholdet til USA om situationen i Iraq. Om ETA erklærede han: «ETA har kun én fremtid: at opløse sig og opgive den væbnede kamp». Om tilbagetrækningen af spanske soldater fra Iraq - som blev gennemført i umiddelbar forlængelse af hans tiltræden som premierminister - sagde han: «vore soldater er, hvor det spanske folk ønsker de skal være».

På trods af voldsom modstand fra den katolske kirke vedtog Cortes i juni 2005 en lov, der tillader ægteskab mellem homoseksuelle og tillader homoseksuelle par at adoptere. Det spanske institut for sociologiske undersøgelser havde i 2004 gennemført en undersøgelse af den spanske befolknings holdning til netop dette spørgsmål. Den viste, at 68% af befolkningen øsnkede, at homoseksuelle skulle have samme rettigheder som heteroseksuelle. 66% af spanierne bakkede op om den nye lovgivning. Kirken svarede, at loven: «er i modstrid med indholdet af ægteskabet. Derfor er den ikke retfærdig».

I marts 2006 erklærede ETA våbenhvile. I en optagelse erklærede 3 talsmænd for organisationen at: «det er muligt at bringe konflikten til ophør. ETA har besluttet at bakke dette mål op». Alligevel nåede forhandlingerne ikke videre, og i december gennemførte ETA et bombeattentat mod lufthavnen Barajas udenfor Madrid. Attentatet kostede 2 ecuatorianere livet og flere sårede. Våbenhvilen var dermed definitivt ophørt.

Spanien er et af de europæiske lande med lavest fertilitet. Hver spansk kvinde får kun 1,37 børn. Zapatero derfor i juli 2007, at hver familie med legal residens i Spanien får 2.500 Euro for hvert barn de føder. Initiativet skal fremme fertiliteten i landet.

I slutningen af 2007 gik den spanske centralregering i gang med at forbyde 2 baskiske nationalistiske partier, Den baskiske Nationalalliance (ANV) og det Baskiske Kommunistparti (PCTV). Ved valget i 2007 fik ANV 6,77% af stemmerne i «Pais Vasco» og 3,29% i Navarra. Partiet vandt valget i 32 kommuner og fik 337 kommunalbestyrelsesmedlemmer. Det store borgerlige baskiske nationalistparti, PNV der har regeringsmagten i landet er imod den spanske stats forsøg på forbud. Den spanske stat forbød i 2002 det store nationalistparti Herri Batasuna. Dets sag behandles i den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2008.

Det regerende socialdemokrati gik 5 mandater frem og fik 43,9% af stemmerne ved parlamentsvalget i marts 2008. Facistpartiet PP gik ligeledes frem, men måtte nøjes med 39,9% af stemmerne. Venstrefløjen samlet i IU havde været præget af splittelse i den foregående periode og gik 3 mandater tilbage til 2. Den måtte nøjes med 3,77% af stemmerne. Zapatero havde på forhånd forbudt de baskiske venstrefløjspartier.

Mens facistpartiet PP frem til 2004 havde koncentreret sin udenrigspolitik om et godt forhold til USA, koncentrerede socialdemokratiet sig efter 2004 om et godt forhold til de øvrige EU medlemslande og Latinamerika. Det var til gengæld ikke nogen hemmelighed, at Zapateros forhold til Bush administrationen var særdeles anstrengt. Det blev sådan fra starten, da Spanien allerede i 2004 trak sine tropper ud af Iraq. Zapatero gik så langt som til i 2008 at erklære, at han muligvis ikke var blevet valgt, hvis det ikke var for Bush i Washington, som PP havde allieret sig med, og USA var umådelig upopulær på det tidspunkt. Forholdet til den efterfølgende Obama administration var dog heller ikke altid lige let. Spanien trak i marts 2009 sine fredsbevarende tropper hjem frem fra Kosova, efter at republikken 2 måneder tidligere havde erklæret sig selvstændig. Det skete under store protester fra Washington.

Spanien styrkede i 2008-09 sit samarbejde med Frankrig om jagt på ETA medlemmer. 4 medlemmer blev arresteret i perioden maj 2008-09. Alligevel fortsatte separatistorganisationen sine aktioner mod den spanske stat. ETA sprang over sommeren 2009 3 bilbomber der dræbte 1 politimand, 2 civilgardister og ødelagde  

Den internationalt kendte undersøgelsesdommer, Baltasar Garzón erklærede i oktober 2008 at han ville gå i gang med at undersøge de 114.000 forsvindinger, der fandt sted i første del af Franco diktaturet 1936-51. Initiativet medførte at Garzón i maj 2010 blev stillet for højesteret, anklaget for at bryde amnestiloven fra 1977, der gav landets politi og militær amnesti for forbrydelser begået under diktaturet. Internationale menneskerettighedsorganisationer protesterede mod angrebet på Garzón og argumenterede med at forbrydelser mod menneskeheden ikke kan gives amnesti.

2008 Dyb økonomisk krise 

Spanien blev ramt hårdt af den globale økonomiske krise, der for alvor slog igennem i 2008. BNP faldt 4% i 2009 og arbejdsløsheden steg drastisk. Alene i fra 17,4% i marts 2009 til 19,1% i marts 2010. Ungdomsarbejdsløsheden var da oppe på 41,2%. Disse niveauer er næsten det dobbelte af EU gennemsnittet og værst blandt de «gamle» EU stater.

Krisens alvor skyldtes om i flere andre lande udviklingen af en boligboble og privat luksusforbrug. Dels eksploderede boligpriserne fik sat ekstra gang i byggeriet af nye boliger. I 2002-07 blev der årligt bygget godt ½ mio. nye boliger. 28% af dem stod i 2010 tomme. Byggeriet nåede op at tegne sig for 17% af BNP inden det kollapsede. Dels førte eksplosionen i boligpriserne til øget privat låntagning og luksusforbrug. Den gennemsnitlige låntagning pr. person nåede op på 125% af gennemsnitsindtægten. Sammenbruddet i økonomien medførte, at mange spanske familier nu har alvorlige problemer med at betale renter og afdrag på deres store gæld.

Krisen ramte til gengæld ikke banker og stat i samme grad. For bankernes vedkommende fordi den spanske banksektor var betydelig bedre reguleret end i de fleste andre europæiske lande. De havde derfor ikke kastet sig ud i samme spekulative investeringer som f.eks. i Island eller Danmark. Staten blev heller ikke umiddelbart hårdt ramt fordi den statslige låntagning var begrænset. Det er til gengæld stigende, da den spanske stat i 2009 søgte at bremse krisens udvikling ved at pumpe flere statslige midler ud i samfundsøkonomien. Statsunderskuddet i 2009 var derfor på 11,4% af BNP. Krisen i Grækenland i foråret 2010, hvor den græske stat var ved at gå bankerot og sendte Euroen til tælling på de globale valutamarkedet, slog imidlertid også igennem i Spanien. Den spanske regering besluttede at sigte imod at halvere statsunderskuddet og lancerede derfor en krisepakke i juni 2010, der skal spare 15 mia. € på statsbudgettet:

• Offentlige lønninger sænkes med 5% fra juni
• Stop for lønstigninger i 2 år
• 13.000 arbejdspladser indenfor det offentlige skæres bort
• Den automatiske regulering af pensionerne sættes ud af kraft
• Et særligt børnetilskud til nybagte forældre suspenderes
• Pensionsalderen skal sættes op fra 65 til 67 år
• Virksomheder skal kun betale løn til deres ansatte i 20 dage når virksomheden er i økonomiske vanskeligheder. Det bliver altså billigere at fyre arbejdere. Perioden var tidligere 45 dage for alle virksomheder
• Overenskomster skal kunne ændres uden om fagforeningerne, hvis virksomheden er i økonomiske vanskeligheder

2,2 mio. spanierne demonstrerede mod krisepakken den 8. juni og de store landsorganisationer CCOO og UGT har indkaldt til generalstrejke 29. september. Samme dag hvor fagbevægelsen i resten af Europa demonstrerer mod de nationale nedskæringspakker.

Den spanske udenrigsminister Miguel Angel Moratinos besøgte i juli 2009 Gibraltar. Det første spanske ministerbesøg i den britiske koloni i 300 år.

I september 2010 erklærer ETA våbenhvile. Skridtet bliver afvist af den spanske regering der erklærer at der ikke kan blive tale om politiske forhandlinger med den baskiske separatistbevægelse før den har taget afstand fra vold og ladet sig afvæbne.

Zapatero meddelte i april 2011 at han ikke ville stille op som premierminister for en ny periode. Det var dels en konsekvens af partiets lave score i meningsmålingerne, dels af udbredt utilfredshed internt i partiet efter han i juni 2010 var begyndt at føre borgerlig krisepolitik. I juni 11 valgte PSOE indenrigsminister Alfredo Pérez Rubalcaba til ny formand.

Den 15. maj 2011 indtog ungdommen, de fattige og arbejdsløse pladsen Puerta del Sol i Madrid. Allerede i de foregående måneder havde bevægelsen Democracia real Ya demomstrete over hele Spanien. Med bevægelsen M-15 eller Indignados indledte de en langvarig protest mod den spanske stats nedskæringspolitik, arbejdsløsheden og eksklusionen af en hel generation af det spanske samfund. Et år senere havde 6-8 mio. spaniere deltaget i protesterne over hele landet. Regeringen havde i starten forsøgt at få demonstrationerne forbudt, men valgte efterfølgende at ignorere dem.

Parlamentsvalget i november 2011 var en katastrofe for det regerende socialdemokrati, der mistede 15,1% af stemmer og gik tilbage fra 43,9 til 28,8%. Det fascistiske PP gik til gengæld 4,7% frem til 44,6%. På grund af valgsystemet fik PP absolut flertal i deputeretkammeret med 186 ud af 350 pladser. Ny premierminister blev PP formand Mariano Rajoy. Venstrefløjen i IU blev næsten fordoblet og gik frem 3,1% frem til 6,9%.

Ved sin tiltræden på posten som premierminister i december erklærede Rajoy at den offentlige sektor ville bliive beskåret drastisk for at opfylde EU's krav om begrænsning af statsunderskuddet. Undtagelsen var politi og sikkerhedsstyrker der ville blive øget i tråd med landets omdannelse fra velfærdsstat til politistat.

I maj 2012 blev vurderingen af en række spanske storbanker nedgraderet til junk status. Regeringens økonomiske politik havde sendt økonomien i recession. EU meddelte i juni at det var klar med en hjælpepakke på 100 mia. € til at redde de spanske banker. Det lettede kun presset mod den spanske økonomi en smule, og allerede i juli måtte formanden for den Europæiske Centralbank ECB, Mario Draghi rykke ud og erklære at EU var ville til at gøre «hvad som helst» for at redde Euroen. Presset lettede en smule, så renten på de 10 årige spanske statsobligationer kunne holde sig under 6%. Arbejdsløsheden var i august 12 oppe på 25% og ungdomsarbejdsløsheden var 53%.

Det spanske kongehus meddelte i januar 2013 at den spanske konges svigersøn Inaki Urdangarin var suspenderet fra officielle handlinger efter det var blevet afsløret at han var involveret i en korruptionsskandale. Sagen var særlig pinlig for kongehuset da dets popularitet var faldet drastisk de foregående år. I april blev kongens datter Cristina indkaldt for at vidne i sagen.

I januar 2013 vedtog det catalanske parlament med 85 stemmer mod 41 en suverænitetserklæring, der slog fast at «Cataloniens folk har - med baggrund i demokratisk legitimitet - karakter af en politiske og juridisk entitet». Den spanske forfatningsdomstol omstødte 4 måneder senere erklæringen. Trods et stadig stærkere ønske i Catalonien om egentlig selvstændighed fra Spanien, lukkede den spanske centralmagt fuldstændig af for diskussion heraf. Afskæringen af den demokratiske proces på dette felt bar kimen til fremtidige dybe konflikter mellem den spanske centralmagt og det catalanske folk.

Ligeledes i januar offentliggjorde El País en række artikler om korruptionen i regeringspartiet PP, der i mere end 11 år havde haft en hemmelig økonomi under dets kasserer Bárcenas. En del af denne hemmelige økonomi, baseret på hemmeligholdte bidrag fra den spanske storkapital blev kanaliseret over til Rajoy. I løbet af foråret skrev flere hundrede tusinde spaniere under på kravet om at Rajoy skulle træde tilbage. Det gjorde han ikke, men i juli var han så hårdt presset af skandalen, at han indrømmede at det havde «været en fejl at stole blindt på Bárcenas». For at aflede offentlighedens opmærksomhed fra korruptionsskandalen kørte premierministeren i stedet en konflikt op i forholdet til Gibraltar. Grænsekontrollen blev intensiveret så det kom til at tage 6-8 timer at komme ind eller ud af kolonien.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde i marts en kendelse om at den spanske lovgivning ikke i tilstrækkelig grad beskytter ejere fra at blive smidt ud af deres bolig, hvis de ikke kan betale deres lån. Indtil da var 350.000 spanske familier blevet sat ud af deres huse siden sammenbruddet i økonomien i 2008.

I april 2013 nåede arbejdsløsheden op på 27,2%, mens ungdomsarbejdsløsheden havde passeret 56%. I juni erklærede IMF at den spanske økonomi «var på rette spor», men at regeringen nok skulle gøre mere for at skabe jobs. I 2012 skrumpede økonomien med 1,2% og recessionen fortsatte i det mindste til 3. kvartal af 2013.

En række medlemmer fra protestbevægelsen Indignados stiftede i januar 2014 venstrefløjspartiet Podemos. Blot 4 måneder senere stillede det op til Europarlamentsvalget, fik 8% af stemmerne og 5 medlemmer valgt ind. Deriblandt dets formand, politologen Pablo Iglesias. Valget var en katastrofe for det regerende PP, der gik 8 mandater tilbage til 16 og det socialdemokratiske PSOE der gik 9 mandater tilbage til 14. Venstrefløjskoalitionen Izquierda Plural (IP) gik til gengæld 4 mandater frem til 6. Podemos fortsatte sin fremgang med stormskridt. Ved udgangen af året havde det 300.000 medlemmer og lå i meningsmålingerne side om side med det regerende PP. Den spanske vefolkning var grundigt trætte af regeringens nedskæringspolitik, der ikke løste landets problemer, sendte stadig flere ud i fattigdom, og sendte stadig flere ud af landet i søgen efter arbejde længere nordpå i Europa.

Det stigende flygtningepres i de spanske kolonier Ceuta og Melilla fik de spanske myndigheder til at øge patruljeringen og aggressionen overfor asylansøgerne. I februar 2014 døde 15 flygtninge, da de forsøgte at nå ind til Ceuta fra Marokko. Den spanske Nationalgarde beskød flygtningenes båd med gummikugler og tåregas. I september rejste en dommer i Melilla sigtelse mod den lokale Nationalgarde for summarisk at sende flygtninge tilbage til Marokko. Både Europakommissionen, Europarådet og FN udtrykte kritik af den spanske praksis. PP regeringen fremsatte i oktober lovforslag, der skulle bane vej for kollektiv og summarisk udvisning af emigranter, flygtninge og asylansøgere. Forslaget blev kritiseret af UNHCR og internationale menneskerettighedsorganisationer.

I februar 2014 udstedte en spansk domstol arrestordre mod Kinas tidligere præsident Jiang Zemin og tidligere premierminister Li Peng for folkemord og tortur af tibetanere. Kina reagerede skarpt på arrestordren, og i maj ophævede regeringen loven om universel juristiktion, der ellers havde været gældende i 30 år og havde været brugt til bl.a. at forsøge at få stillet Chiles diktator Augusto Pinochet for retten. I juni ophævede domstolen arrestordren med 9 stemmer mod 7 med henvisning til ændringen af loven. Advokaten Baltasar Garzón der havde spillet en fremtrædende rolle i en lang række af disse sager kritiserede regeringens lovændring.

Kong Juan Carlos abdicerede i juni 2014. Han søn Felipe VI overtog tronstolen. Kongehuset havde de foregående år været præget af en lang række økonomiske skandaler. I juni 2015 fratog kongen sin søster, Christina de Borbon hendes hertugdømme i konsekvens af de sager om skatteunddragelse og pengevask hun siden 2013 havde været involveret i. Kongehusets anseelse i Spanien var i frit fald og nåede ned på 3,68 på en skala fra 1 til 10.

Omfattende protester hindrede i september regeringen i at ændre landets abortlovgivning. Regeringen ønskede at begrænse adgangen til abort. Efter at forslaget faldt erklærede regeringen at den stadig ville søge at gennemføre ændringer, så 16-17 årige som et minimum skulle have deres forældres samtykke til abort.

I september 2014 gennemførte Skotland en folkeafstemning om løsrivelse fra Storbritannien. Skotland blev, men situationen havde alligevel store paraleller til situationen i Spanien, hvor specielt Catalonien tilsvarende arbejdede på selvstændighed. I november forbød den spanske forfatningsdomstol Catalonien at gennemføre en folkeafstemning om selvstændighed. 80,8% af catalanerne ville ellers have stemt for selvstændighed. samme måned erklærede Rajoy, at hvis Skotland havde løsrevet sig, måtte det søge om optagelse i EU igen. Rajoy vidste ikke, at Skotland sad på store forekomster af gas og olie i Nordsøen, og ligesom Norge måske ikke havde det store behov for EU medlemskab.

200-300.000 demonstrerede 31. januar 2015 ved Podemos demonstration i det centrale Madrid for forandringer. Partiet var da kun 1 år gammelt, men tæt på at være landets største

Podemos fejrede sit søsterparti Syrizas valgsejr i Grækenland i januar 2015 ved et kæmpearrangement med 9.000 deltagere i Valencia. Den 31. januar gennemførte det en kæmpedemonstration i Madrid for forandringer. Det havde allerede i oktober 2014 besluttet ikke at stille op ved kommunalvalget i maj 2015.

I juli trådte en ny lov om «offentlig sikkerhed» og en revideret straffelov i kraft. De indebar begrænsninger i både forsamlings- og ytringsfriheden. Loven om offentlig sikkerhed indebar begrænsninger i hvor og hvornår der kunne gennemføres demonstrationer foran offentlige bygninger samt høje bøder til dem der gennemførte spontane demonstrationer foran bestemte offentlige bygninger. Politifolk fik næste ubegrænset ret til at udstede bøder til folk der ytrede «manglende respekt» for dem. Samtidig blev det i bestemte sager forbudt at sprede fotos af identificerede politifolk. Straffeloven blev udstyret med en meget vidtgående fortolkning af begrebet terrorisme, der ville muliggøre vidtgående indskrænkninger af ytringsfriheden.

Som led i EU's fordeling af flygtninge forpligtigede Spanien sig i oktober til at tage imod 14.931 flygtninge i 2016. Der levede 750.000 udokumenterede flygtninge i landet, og flere FN organer opfordrede regeringen til at overholde den europæiske menneskerettighedskonvention og give de udokumenterede adgang til sundhedsvæsenet.

Regeringspartiet PP fortsatte med at blive ramt af korruptionsskandaler gennem 2015. Alligevel blev det kriminelle parti igen landets største ved parlamentsvalget i december 2015. Dog gik det 64 mandater tilbage til 123 og havde dermed ikke længere absolut flertal i det 350 pladser store Cortes. Podemos havde håbet på at blive det næststørste parti men måtte med 69 pladser nøjes med 3. pladsen. Det socialdemokratiske PSOE bevarede andenpladsen med 90 pladser, men måtte notere en tilbagegang på 20 mandater. På fjerdepladsen kom det borgerlige protestparti Ciudadanos med 40 mandater. Venstrefløjen samlet i Izquerda Unida (IU) måtte notere en tilbgagegang fra 8 til 2 mandater. Valgresultatet skabte en parlamentarisk krise i landet, da de to store partier ikke ønskede at danne regering og det ikke var muligt at samle et flertal mellem et af de store og de mindre partier. Situationen udløste samtidig voldsomme interne spændinger i PSOE omkring regeringsdannelse med Podemos. Det kriminelle PP bevarede derfor regeringsmagten som en mindretalsregering. Imens fortsatte de kriminelle skandaler omkring PP, der i 2016 blev landets første parti der formelt blev rejst en sag imod pga. korruption. Da den globale Panama Papers sag i april 2016 brød kostede det yderligere et par PP ministre, der havde været involveret i kriminelle aktiviteter.

Den kaotiske parlamentariske situation var ikke til oppositionens fordel. PSOE var svækket og Podemos blev ligeledes svækket af interne uenigheder om regeringsdannelsen i foråret 2016. I juni 2016 gennemførtes atter parlamentsvalg for at løse den parlamentariske gordiske knude. Måneden inden var Podemos og IU gået i valgforbund og havde dannet Unidos Podemos, men det lykkedes kun lige akkurat venstrefløj at bevare sit samlede mandattal på 71. PSOE gik 5 mandater tilbage til 85 og var dermed fortsat det næststørste parti, selvom kun 1½ % af stemmerne adskilte det fra Unidos Podemos. Ciudadanos gik 8 mandater tilbage (det blev straffet for i foråret at have været i regeringsforhandlinger med PSOE), mens det kriminelle PP gik 14 mandater frem. Valget løste således ikke krisen. Ingen ville danne regering med det kriminelle PP, der imidlertid var det eneste der gik styrket ud af valget. Og de øvrige partier var ude af stand til at finde en fælles platform. I et forsøg på at undgå et tredje parlamentsvalg indenfor et år overvejede både PSOE og Ciudadanos at undlade at stemme mod dannelsen af en PP mindretalsregering. Emnet var imod Ciudadanos' valgløfte om ikke at acceptere en ny PP regering og skabte yderligere interne spændinger i PSOE, hvor bl.a. den tidligere premierminister Felipe Gonzales støttede forslaget.

PP fortsatte sine kriminelle aktiviteter. Få dage før valget blev det afsløret, at indenrigsminister Jorge Fernández Díaz havde misbrugt sin position til at indsamle oplysninger og sværte sine politiske modstandere.

Den økonomiske vækst i 2015 var 3,2%. Den højeste siden det økonomiske sammenbrud i 2008-09. Men arbejdsløsheden lå fortsat over 22% og det offentlige underskud over 5% - langt over det af EU accepterede. Samtidig nåede den offentlige gæld op på 99,2% af BNP.

PSOE blev yderligere svækket ved lokalvalgene i Euskal Herria og Galicia i september. I Euskal Herria blev partiet næsten halveret og i Galicia mistede det 25% af sine mandater. Det udløste et oprør mod partiformand Pedro Sánchez. I slutningen af september trak 17 medlemmer af partiets hovedbestyrelse sig fra deres poster. Det skulle automatisk udløse formandens afgang, men han klyngede sig til taburetten, og nægtede at anerkende nederlaget. Tre dage senere tabte han imidlertid formandsvalget til Susana Diáz med 132 stemmer mod 107. Det interne opgør afspejlede utilfredshed med, at PSOE ikke var i stand til at udnytte PP's svækkelse og danne regering.

Regimet i Madrid fortsatte i 2016 sin undertrykkelse af ytringsfriheden. I februar blev de to dukkeførere Alfonso Lázaro de la Fuente og Raúl García Pérez anholdt og fængslet i 5 dage efter at have opført et dukketeater hvor en nonne blev stukket ned, en dommer hængt og en gravid kvinde tævet. Under stykket var der blevet vist et skilt med ordene «Gora ALKA-ETA» (Leve ALKA-ETA). Dukkeførerne blev sigtet for glorificering af terror og opfordring til had. I september blev sigtelsen for glorificering af terror droppet, men den anden sigtelse opretholdt. I løbet af året kendte landsretten 22 personer skyldige i «glorificering af terror».

Regimet fortsatte ligeledes sin anvendelse af tortur i fængsler og på politistationer. I maj afsagde den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en kendelse i en konkret sag og dømte Spanien for anvendelse af tortur og nedværdigende behandling. Det var den 7. dom om tortur, hvor domstolen dømte Spanien.

Regimet fortsatte sin mishandling af flygtninge og asylansøgere. I maj blev mindst 60 afrikanske asylansøgere kollektivt udvist fra den spanske koloni Ceuta til Marokko. Inden da var marokkansk grænsepoliti inviteret ind på spansk område, hvor de gennemtævede asylansøgerne. 12.525 asylansøgere kom i perioden januar-oktober 2016 ind i Spanien.

Regimet fortsatte sin modstand mod samarbejde med det argentinske retsvæsen om undersøgelse af de forbrydelser der blev begået under den spanske borgerkrig og under Franco diktaturet. I september instruerede den spanske anklagemyndighed landets anklagere om, at de under ingen omstændigheder måtte arbejde sammen med de argentinske. Spanien har aldrig haft et retsopgør efter Francos død, og titusinder af forbrydelser er derfor aldrig blevet efterforsket eller de skyldige stillet til ansvar.

Den spanske stat tog i slutningen af 2016 drastiske midler i brug for bremse processen frem mod selvstændighed i Katalonien. I december ophævede den spanske forfatningsdomstol 2 resolutioner vedtaget i det katalanske parlament i oktober, der havde til formål at bane vejen for en folkeafstemning om selvstændighed i september 2017. Parlamentsforkvinden Carme Forcadell blev samtidig indkaldt af Kataloniens højesteret, anklaget for at have tilladt en debat om selvstændighed i juli. Højesteret afsagde efterfølgende en kendelse hvor i det hed at Forcadell og den katalanske præsident Carles Puigdemont havde pligt til «med alle midler» at hindre alle forsøg på at omgå ophævelsen af de 2 resolutioner. I modsat fald vil de blive stillet strafferetligt til ansvar. (Spain politicising courts to block referendum, says Catalan minister, Guardian 14/12 2016)

Amnesty International kunne i april 2017 afsløre, at den spanske koncern Ferrovial tjente millioner på at drive de australske koncentrationslejre for flygtninge på Nauru.

2017 Spanien til angreb på Catalonien

Den spanske centralregering foretog en drastisk optrapning af sin kamp mod catalanske selvstyretilhængere i september 2017, da den arresterede 14 højtstående catalanske regeringsembedsmænd og efterfølgende lukkede flere WEB sites knyttet til den planlagte folkeafstemning om catalansk selvstændighed 1. oktober. Arrestationerne udløste massedemonstrationer i Barcelona og flere andre catalanske byer, og regimet i Madrid truede derefter med også at arrestere den catalanske regionale præsident Carles Puigdemont. Madrid beordrede derefter alle catalanske skoler lukket, så de ikke kunne anvendes i forbindelse med afstemningen, og alle de stemmesedler de kunne komme i nærheden af destrueret. Ordren om lukning af skoler udløste en begyndende dobbeltmagt situation, da det catalanske politi, Mossos d'Esquadra meddelte, at det ikke var sikkert det ville være i stand til at holde skolerne lukket pga. modstanden fra den catalanske befolkning. Madrid ville derfor være nødt til at indsætte sin egen Guardia Civil milits. Madrids voldsomme angreb på selvstyret i Catalonien skærpede kravet om selvstændighed fra selvstyretilhængernes side. Barcelonas borgmester, Ada Colau opfordrede til gengæld EU til at træde ind i rollen som mægler i konflikten, men mens EU ingen problemer havde med at bidrage til atomiseringen af Jugoslavien i 1990'erne eller udspaltningen af Kosova holdt Unionen lav profil overfor Spanien. Holdningen var, at det var et rent internt anliggende, EU ikke blande sig i. I stedet kritiserede eksperter fra FN's Menneskerettighedsråd regimet i Madrid, da de slog fast, at de skridt Madrid havde taget for at hindre folkeafstemningen syntes at være i strid med de fundamentale menneskerettigheder. Den spanske højreradikale PP regering søgte at bruge konflikten til at styrke sin egen politiske position i de andre regioner af landet. Partiet havde i flere år stået for en «Spanificering» af Catalonien gennem bl.a. påbud om anvendelse af spansk i de catalanske skoler - frem for catalansk. Det politiske ansvar for konfliktens udvikling siden 2005 lå derfor næsten udelukkende på skuldrene af centralregeringen i Madrid. (Catalan leaders compare Spain to North Korea after referendum sites blocked, Guardian 27/9 2017; UN rights experts criticise Spanish efforts to block Catalan vote, Guardian 28/9 2017)

Det spanske Guardia Civil gjorde folkeafstemningen i Catalonien 1/10 2017 til et blodbad. 893 catalanere blev såret, skoler besat af politi og stemmeurner bortført

Den spanske centralregering gjorde folkeafstemningen i Catalonien til et blodbad. Dens Guardia Civil milits gik til angreb på skoler, vælgere, catalansk politi og catalanske brandmænd. 893 catalanere blev såret og 33 Guardia Civil betjente. Trods angrebene, lukning af valglokaler og bortførelse af stemmeurner lykkedes det alligevel at gennemføre folkeafstemningen i halvdelen af skolerne. Resultatet var, at 2,26 mio. catalanere svarende til 43% af de stemmeberettigede fik stemt. 90% af disse stemte for selvstændighed, 8% imod, og 2% var blanke eller ugyldige. Efter afstemning opfordrede den catalanske præsident Carles Puigdemont det internationale samfund til at gå ind for at mægle i konflikten mellem centralregeringen og Catalonien. Opfordringen blev mødt af larmende tavshed fra EU's side, der afslørede en meget selektiv holdning til menneskerettigheder. Mens unionen nok ville kritisere Polen og Ungarn for statslige overtrædelser af menneskerettighederne og brud på grundlæggende retstatslige principper, betegnede den hændelserne i Spanien som et rent internt anliggende. Dagen efter gennemførtes en 10 minutters generalstrejke i Catalonien og dagefter igen en fuldstændig generalstrejke i protest mod Spaniens voldelige angreb på catalenere og folkeafstemning. Den spanske premierminister Mario Rajoy fra det facistiske PP brugte åbenlyst konflikten til at stive sin egen svage politiske position af, og blev omvendt mødt af skarp kritik af volden fra socialdemokratiets og især Podemos' side. (Catalan leader calls for mediation with Spain over independence, Guardian 2/10 2017)

Borgerlige danske medier stillede sig på det fascistiske PP's side og kørte en «legalistisk linie». «Catalonien kunne ikke få selvstændighed, for det forbød den spanske forfatning». Det var den samme holdning til demokrati og menneskerettigheder disse medier havde til apartheidstyret i Sydafrika i 1960'erne, 70'erne og 80'erne, hvor de hvides love også nægtede den sorte flertalsbefolkning retten til demokrati og menneskerettigheder.

Efter folkeafstemningen optrappede Madrid hurtigt presset på Catalonien. Catalonien opfordrede til dialog, EU holdt sig udenfor, og Madrid ønskede ikke dialog men konfrontation. I midten af oktober arresterede regimet formanden for det catalanske parlament, Jordi Sànchez og formanden for selvstændighedsbevægelsen Omnium, Jordi Cuixart. Regimet inddrog samtidig den catalanske politichef Traperos pas. Flere hundrede tusinde demonstrerede efterfølgende i Barcelona og andre større catalanske byer i protest mod arrestationerne. De spanske højreradikales anstrengte forhold til Catalonien er historisk betinget. I slutningen af den spanske borgerkrig henrettede Franco 30.000 catalanere i fortet Castell de Montjuic, højt over Barcelona.  (Spain High Court jails Catalan separatist leaders pending investigation, Guardian 17/10 2017; Catalonia: detention of secessionist leaders sparks large protests, Guardian 17/10 2017)

Den 19. oktober truede premierminister Rajoy med at afskaffe det catalanske demokrati og erstatte det med direkte styre fra Madrid. Truslen kom efter at den catalanske selvstyreformand Carles Puigdemont havde ignoreret tidligere spanske trusler og undladt at lægge afstand til planerne om selvstændighed. Puigdemont havde atter opfordret til forhandling og dialog. Dette blev blankt afvist af Madrid. (Spain to impose direct rule as Catalonia leader refuses to back down, Guardian 19/10 2017)

Puigdemont holdt selvstændighedserklæringen tilbage og opfordrede EU til at træde ind som mægler, men EU gjorde intet. Den 27. oktober stemte 70 ud af det catalanske parlaments 135 medlemmer derfor for at udråbe Catalonien som en selvstændig stat. Selvstændighedserklæringen blev fulgt af øjeblikkelig spansk indgriben. Regimet i Madrid opløste parlamentet, udpegede en guvernør der skulle lede landet, startede overførslen af 5000 Guardia Civil militsmedlemmer og udskrev nyvalg til afholdelse 21. december. Det var uklart hvilke «partier» og kandidater Madrid ville tillade at stille op. Selvstændighedserklæringen blev mødt med jubelscener i Barcelonas gader, men efterfølgende også af demonstrationer imod. (The Guardian view on Spain’s crisis: damage to Catalonia, Guardian 27/10 2017; Spain dissolves Catalan parliament and calls fresh elections, Guardian 28/10 2017)

Den 30. oktober meddelte den spanske statsanklager, at Puigdemont og 13 andre fyrede catalanske ministre ville blive sigtet for oprør, løsrivelse og bedrageri. Samme dag flygtede Puigdemont og 5 af hans ministre ud af Catalonien og søgte politisk asyl i Belgien. EU der under hele konflikten havde holdt lav profil fik dermed rykket konflikten ind i sit hjerte. Den 2. november blev 9 af den catalanske regerings medlemmer arresteret og sat i fængsel i Madrid. Mens socialdemokratiet støttede PP's opløsning af det catalanske demokrati, blev det kraftig kritiseret fra Podemos. Partiets formand, Pablo Iglesias udtalte: «Jeg skammer mig over, at de spærrer politiske modstandere i mit land inde. Vi ønsker ikke catalansk selvstændighed, men i dag siger vi: 'løslad de politiske fanger'». (Catalan leaders facing rebellion charges flee to Belgium, Guardian 30/10 2017; Catalonia crisis: deposed leader Puigdemont says he'll respect elections, Guardian 30/10 2017; Spanish judge jails eight members of deposed Catalan government, Guardian 2/11 2017; Barcelona protest calls for release of jailed Catalan independence leaders, Guardian 11/11 2017)

For at få fat i Puigdemont udstedte regimets politi i november en international arrestordre mod ham og krævede ham udleveret fra Belgien. Et krav der dog i første omgang blev afvist af de belgiske myndigheder. 750.000 catalanere demonstrerede 11. november mod Madrids afskaffelse af det catalanske demokrati og fængsling af landets politiske ledere. I marts 2018 gjorde det spanske efterretningsvæsen et nyt forsøg, da det fik de tyske myndigheder til at arrestere Puigdemont, der var på gennemrejse i Nordtyskland. Også i Tyskland blev den spanske internationale arrestordre imidlertid tilsidesat, fordi Puigdemont i tysk forstand ikke have gjort noget ulovligt.

I Spanien fortsatte de politiske skandaler omkring der facistiske PP. I slutningen af april måtte forkvinden for Madrids regionalregering, Christina Cifuentes træde tilbage da det blev afsløret, at hun havde forfalsket sine eksamenspapirer og 7 år tidligere var blevet taget for butikstyveri. En måned senere faldt PP regeringen ved en mistillidsafstemning, da det baskiske konservative selvstyreparti PNV valgte at trække sin støtte til PP. Dagen inden var der faldet en opsigtsvækkende dom om PP's korruption. 28 personer med tilknytning til PP blev idømt ialt 350 års fængsel. Den ellers konservative dommer i sagen karakteriserede PP som en «korrupt organisation», der som betaling for offentlige kontrakter krævede bestikkelse, der gik til at financiere PP's kriminelle politiske virksomhed. PP regeringen blev erstattet af en mindretals PSOE regering under ledelse af Pedro Sanchez. Nogle troede det ville løse op for den eksplosive situation i Catalunya, hvor centralmagten i oktober 2017 havde afsat den catalanske regering, men tidligere i maj havde PP og PSOE indgået aftale om fortsat at tilsidesætte demokratiet i Catalunya, nægte at anerkende den nyvalgte catalanske regering og fortsætte med at styre regionen direkte fra Madrid. (Madrid regional president resigns over alleged face cream theft, Guardian 25/4 2018; Spanish socialists file no-confidence motion against Mariano Rajoy, Guardian 25/5 2018; Ten Days That Changed Spain – Or How to Expel a Right-wing Government Through a No-Confidence Motion, Transform Europe 5/6 2018)

De kvindelige værter på den statslige spanske TV station RTVE begyndte i april at gå i sort i protest mod PP's direkte politiske styring af kanalens nyhedsdækning. Nogle år tidligere var en række journalister blevet fyret for at have afdækket PP's kriminelle aktiviteter. Værterne forsøgte at ridde med på den feministiske bølge der havde rejst sig, da en spansk domstol i slutningen af april frikendte 5 mænd for gruppevoldtægt af en ung 18 årig kvinde to år tidligere. En frifindelse der førte til massive kvindemonstrationer over hele landet. (Spanish newsreaders wear black in protest against ‘political interference’, Guardian 11/5 2018)

I maj gik rapperen Valtònyc i politisk eksil i Belgien efter en spansk domstol havde idømt ham 3½ års fængsel for i sine tekster at have «glorificeret terrorisme» og påført kongehuset «alvorlig skade». I starten af maj havde den spanske forfatningsdomstol afvist hans klage over dommen fra landsretten. José Miguel Arenas Beltrán (Valtònyc) erklærede derefter, at han ikke havde tænkt sig frivilligt at gå i fængsel. I stedet fulgte han sporet fra de catalanske politikere, der fra efteråret 2017 begyndte at gå i eksil og de tusinder af demokrater der under Franco diktaturet også blev tvunget i eksil.

I maj 2018 afsagde den højeste kriminaldomstol, Audiencia Nacional dom i den såkaldte Gürtel sag, hvor spanske virksomheder siden 1989 havde forsynet fascistpartiet PP med penge. Forretningsfolk og PP politikere blev kendt skyldige i bedrageri, pengevask og bestikkelse. Dommen var det sidste søm i PP's ligkiste. Socialdemokratiet PSOE besluttede ikke længere at holde hånden under regeringen. I juni faldt den kriminelle fascistregering under ledelse af premierminister Rajoy ved en mistillidsdagsorden udløst af PSOE. Ny premierminister blev socialdemokraten Pedro Sánchez, der havde sikret sig opbakning fra Podemos og de regionale partier. Regionalvalget i Andalusien i december blev til gengæld en katastrofe for PSOE, der for første gang mistede magten til en koalition af PP, Ciudadanos og det nydannede Vox.

Sanchez besluttede nu at tage opgøret med Spaniens fascistiske fortid og erklærede i juni 2018, at diktatoren Francisco Francos lig skulle fjernes fra mausolæet i Valle de los Caidos. De nødvendige juridiske ændringer blev vedtaget i august og efter et års tovtrækkeri med Francos efterkommere blev liget af diktatoren i oktober 19 fjernet fra Valle de los Caidos.

I starten af 2019 nægtede regeringen at diskutere løsladelse af de catalanske politiske fanger. Konsekvensen var, at de catalanske partier trak deres støtte til PSOE regeringen, der derfor fik fik et flertal imod sig, da den ville have vedtaget finansloven i februar. Premierministeren udskrev derefter valg til afholdelse i april 2019. Det blev en katastrofe for fascistpartiet PP, der mistede mere end halvdelen af sine mandater. Det gik 69 mandater tilbage til 66. De spanske højrefløjsvælgere strømmede i stedet over til det populistiske Ciudadanos, der gik 25 mandater frem til 57 og det nydannede nazistiske parti Voz, der kom ind med 24 mandater. Regeringspartiet PSOE gik 38 mandater frem til 123. Til gengæld gik regeringens støtteparti Podemos 29 mandater tilbage til 42. Trods styrkelsen af PSOE var det ikke muligt for premierminister Sanchez at skabe flertal bag en ny regering. PSOE og Podemos havde ikke tilstrækkelig mange mandater, og de catalanske partier ville ikke støtte den pga. Spaniens fortsatte politiske krig mod Catalonien. Sanchez udskrev derfor atter valg til afholdelse i november. Valget blev først og fremmest en omgruppering på højrefløjen og en voldsom højredrejning. Ciudadanos mistede 80% af deres mandater: gik 47 mandater tilbage til 10. Det nazistiske Vox gik 28 mandater frem til 52 og det kriminelle PP gik 23 mandater frem til 89. PSOE mistede 3 og fik 120, mens Podemos mistede 7 og fik 35. Regeringsdannelsen var dermed blevet endnu mere kompliceret, men de catalanske partier var samtidig skræmte ved den radikale højrefløjs fremmarch. I januar 2020 kunne Sanchez danne en mindretalsregering, efter at de catalanske partier undlod at stemme imod.

Sanchez erklærede sig som «militant pro-euroæer» og udtalte i marts 2019, at Europas fjender var at finde indenfor EU. En henvisning til de højreradikale anti-demokratiske kræfter der dominerede EU's medlemsstater i Østeuropa.

I oktober 2019 afsagde den spanske højesteret dom i den politiske proces mod catalanske politikere. 9 af de 12 tiltalte blev kendt skyldige i «oprør» og blev idømt 9-13 års fængsel, mens de 3 sidste blev idømt bøder for «ulydighed». Dommen udløste voldsomme demonstrationer i Catalonien, hvor demonstranter lukkede El Prats lufthavnen og gennem flere dage søgte at storme spanske regeringsbygninger. Dommene blev anket til Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Sanchez benådede de dømte 2 år senere.

COVID-19 pandemien ramte i marts 2020 landet, der i flere omgange over de følgende år blev lukket ned. Bl.a. blev der gennemført udgangsforbud. Det nazistiske parti Vox indbragte sagen for forfatningsdomstolen, der i juli 2021 med et snævert flertal (6 mod 5) erklærede undtagelsestilstanden for at være i strid med forfatningen. I oktober afsagde domstolen en tilsvarende kendelse om 2. fase af undtagelsestilstanden.

Ved udgangen af 2020 levede 4½ mio. spaniere i ekstrem fattigdom.

I september 2021 blev den tidligere catalanske premierminister Carles Puigdemont arresteret i Italien på begæring af de spanske myndigheder. Dagen efter blev han dog løsladt pga. sin parlamentariske immunitet fra EU parlamentet.

22.200 flygtninge ankom i både i løbet af 2021 til de kanariske øer fra Afrika. Mindst 955 døde i forsøget på at krydse havet, deriblandt 80 børn. Myndighederne havde ikke faciliteter eller vilje til at tage imod de mange flygtninge, der derfor levede under usikre og kummerlige forhold. Ved årets udgang ventede 1000 uledsagede børn stadig på behandling af deres sag. I maj lod myndighederne 8000 flygtninge komme ind i den spanske koloni Ceuta i Marokko, deriblandt 2000 uledsagede børn. Kort tid efter blev 2700 af dem kollektivt udvist til Marokko. I august udviste myndighederne 55 uledsagede børn til Marokko. Beslutningen blev kendt ulovlig af spanske domstole, men regeringen fortsatte alligevel udvisningerne. Da Taliban overtog magten i Afghanistan i august evakuerede Spanien 2026 afghanske flygtninge, og åbnede samtidig for, at de kunne søge asyl i Spanien. I oktober blev de første 48 afghanske flygtninge fløjet til Spanien.

En rapport fra University of Toronto’s Citizen Lab afslørede i april 2022, at Pegasus software fra det kriminelle israelske firma NSO blev anvendt til hacking af 65 katalanske politikeres, journalisters og aktivisters telefoner, deriblandt præsidenten for det catalanske selvstyre. I maj blev det videre afsløret, at Pegasus også blev anvendt til hacking af den spanske premierminister Pedro Sanchez, forsvarsministeren og indenrigsministeren. Da overvågningen nåede regeringsniveau, besluttede regeringen at fyre chefen for det spanske efterretningsvæsen CNI Paz Esteban. Det var CNI der stod bag de kriminelle aktiviteter. Da den globale skandale omkring den israelske overvågning af politikere, journalister og dissidenter over hele verden blev officiel i 2020 kom det frem, at 200 personer blev aflyttet i Spanien, og mange pegede på Marokko som den sandsynlige skyldige. Marokko nægtede, hvilket sandsynligvis var korrekt. Det var højreradikale i Spaniens eget efterretningsvæsen der aflyttede både katalanere, men også de vigtigste ministre i landets egen regering. I et demokrati ville det have ført til en grundig oprydning, udrensning og retsforfølgelse af de kriminelle elementer i CNI, men i Spanien valgte regeringen at lægge fuldstændig låg på sagen. (Use of Pegasus spyware on Spain’s politicians causing ‘crisis of democracy’, Guardian 15/5 2022; Catalangate om den spanske stats ulovlige overvågning af catalanske politikere og dissidenter).

A.J. og Guia del Mundo