Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Zionisme er betegnelsen for staten Israels bærende blodige voldsideologi. Ordet «zion» var oprindelig navnet på jebusitternes borg i Jerusalem ca. 3000 f.v.t. Ifølge Det gamle Testamente er Zion stedet, hvor Guds udvalgte folk skal samles. På vegne af jøderne gør zionismen krav på landet Palæstina som territorium for en egen stat for jøder. Dette har ført til total konflikt med det palæstinensiske folk.

Inden zionismen invaderede Mellemøsten, havde jøder, kristne og muslimer levet fredeligt side om side i næsten 800 år. Det ændredes totalt med den illegale oprettelse af Israel i 1948. Regionen har siden været præget af en endeløs række af krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkemord begået af zionister med fuld opbakning fra USA og Europa.

Zionismen udvikledes i Østeuropa fra omkring 1880. Den var i udgangspunkteten en ubetydelig bevægelse. Den var et af flere jødiske svar på de russiske pogromer (russisk pogromit: at ødelægge) på denne tid og inspireret af samtidens nationalistiske og kolonialistiske bevægelser.

Den østrigske journalist Theodor Herzl (1860-1904) regnes som den moderne zionismes grundlægger. Han tog i 1897 initiativ til at danne Verdens Zionistorganisation og blev dens første præsident. I sin bog «Jødestaten» fra 1896 lancerede han sin strategi for løsningen af det europæiske jødeproblem: Bringe jøderne ud af Europa og lade dem samles i deres egen stat, det hele reguleret gennem en speciel international aftale. Som ideolog for den zionistiske venstrefløj er Ber Borochov (1881-1917) mest kendt gennem sit forsøg på at begrunde zionismen marxistisk. Højrefløjens mest fremtrædende ideolog var terroristen Vladimir Jabotinsky (1880-1940). I 30'erne krævede han øjeblikkelig oprettelse af en jødisk stat, som skulle omfatte både Palæstina og Jordan. Menachem Begin overtog rollen som fører for højrefløjen efter Jabotinskys død.

Zionisternes begrundelse for deres territoriale krav kan opsummeres således:

Jøderne udgør en egen nation, ikke kun et trossamfund. I to tusinde år har jøderne været en hjemløs nation og har ret til politisk selvstændighed i deres eget land. Antisemitismen (jødehadet) eksisterer som en latent mulighed i alle ikke-jødiske samfund. Erfaringerne har vist, at jøder ikke kan leve trygt som mindretal. De har ingen garanti mod, at de kan bryde ud af jødeforfølgelserne. Jøderne må derfor have deres egen stat, hvor de med sikkerhed ved at de kan søge tilflugt. I Europa var de påtvunget rollen som ågerkarle og håndværkere. I deres eget land skulle de kunne genrejse sig som et normalt folk med bønder, arbejdere og soldater. Palæstina er jødernes historiske hjemland. Under hele landflygtigheden har de gennem religion og kultur opretholdt et levende ønske om at vende tilbage.

Frem til ca. 1930 havde zionismen ringe tilslutning blandt jøderne og blev mødt med stærk kritik fra socialistisk hold og særligt fra det jødiske ortodoksi. Religiøse ledere anså zionismen for kætteri, fordi den ville underordne religionen et påstået nationalt, sekulært fællesskab og oprette en verdslig «jødisk» stat i det hellige land. Det ville være et brud med jødedommens love. Mange jøder er fortsat antizionister på dette grundlag.

Forsøg på at forene zionisme og jødedom blev gjort allerede i 1902 med dannelsen af det religiøse parti Mizrahi. Men partiet fik ringe betydning og zionistbevægelsen forblev mest en antireligiøs bevægelse. Efter oprettelsen af staten Israel i 1948 har synagogen og zionistbevægelsen i større grad accepteret hinanden, og religiøse zionister har fået betydelig indflydelse på den zionistiske politik. Deres mål er at indføre den jødiske lov som eneste gyldige lov i staten Israel.

Fra socialistisk hold blev zionismen tidligt stemplet som reaktionær, bl.a. fordi den hævdede, at det europæiske jødeproblem ikke kunne løses i Europa, at kampen mod antisemitismen var nytteløs. På denne måde kunne zionismen virke retfærdiggørende på antisemitismen. Ligesom jødeforfølgerne ville zionisterne have jøderne ud af Europa. Zionistbevægelsen har altid rummet en lang række grupper, som har kaldt sig socialistiske. Men foreningen af settlerkolonialistisk praksis og socialistisk teori har vist sig så modsætningsfuld, at denne retning ikke længere har troværdighed - hverken indenfor eller udenfor zionistbevægelsen.

Antizionister fra forskellig hold vil hævde, at «det jødiske folk» er en meningsløs konstruktion i sekulær forstand. Gennem århundreder er jødedommen kulturelt og etnisk blevet stærkt sammensat. Hele folkegrupper har sluttet sig til jødedommen, andre er faldet fra. Skal en person som konverterer til den jødiske tro også optages i det «nationale» fællesskab? Eller hvad med den person som forlader jødedommen, skal han eller hun ikke længere tilhøre «det jødiske folk»?

Striden mellem sekulære zionister og jødiske teologer om disse spørgsmål har bl.a. ført til, at staten Israel ikke har en forfatning. Man kan ikke blive enige om en definition af begrebet «jøde». Enkelte mener at denne strid er mere truende for zionismens fremtid end konflikten med araberne.

I vore dage er kritikken af zionismen koncentreret om staten Israels rolle som settlerstat og brohovede for imperialismen. Den zionistiske strategi for erobringen af Palæstina har været og er territorial ekspansion og jødisk isolationisme under beskyttelse af en ledende stormagt. Med stormagter i ryggen har zionisterne fordrevet det palæstinensiske folk og oprettet et racistisk regime i Palæstina.

I zionistbevægelsen var der visioner om at oprette et solidarisk og retfærdigt samfund for jøder i Palæstina. Men for at opnå dette måtte den indfødte befolkning fordrives eller undertrykkes og landet tages fra dem, og for at nedkæmpe det palæstinensiske og andre arabiske folks modstand måtte man gå i ledtog med imperialismen. Resultatet er blevet et gennemmilitariseret settlersamfund - det mest utrygge sted for jøder at leve i dag.

I 1975 fordømte FN zionisme som en form for racisme - pga. dets racistiske undertrykkelse af det palæstinensiske folk og dets tætte forbindelser til racistregimet i Sydafrika.

Al Jazeera interviewede i marts 2012 rabbiner Yisrael Dovid Weiss i anledning af den israelske premierminister Benjamin Netanyahus besøg i Washington. Weiss forklarer i interviewet forskellen mellem jødedom og zionisme, og hvorfor han ikke betragter Israel som en legitim stat: «Zionism has created "rivers of blood"»

Har zionismen en fremtid?

Med det barbari Israel udløste i oktober 2023 med dets folkemord i Gaza og erklærede ønske om at udrydde alle palæstinensere, står det nu klart for verden, at ligesom nazismen måtte rives op med rode i Tyskland i 1945, må zionismen ligeledes rives op med rode. Voldsideologien har i 75 år alene produceret forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelser af menneskerettighederne uden sidestykke i verdenshistorien. Apartheid- og zioniststaten Israel må opløses og skabe plads for en multikulturel og multireligiøs stat - Palæstina - som varetog denne opgave inden 1948.

A.J.