Befolkning 803.000 Valuta Guyana dollars Areal 214.970 Km2 Hovedstad Georgetown Befolkningstæthed 3,7 indb./Km2     HDI placering 108

I den 15-90 km brede kyststribe er 90% af befolkningen koncentreret, og her foregår størstedelen af landbrugsaktiviteterne - først og fremmest produktionen af ris og sukkerrør. En betydelig del af landet er beliggende under havets overflade og beskyttes af et system af diger og kanaler. Omkring 150km inde i landet begynder regnskoven, hvor der findes bauxit, guld og diamanter. Mod vest og syd findes Guayana massivet - de oprindelige folks navn for «vandenes land». Det består af gamle bjergkæder, og her er vandressourcerne omfattende. I sammenligning med skovningen på resten af jorden har skovningen i Guyana været begrænset. Frem til 1990 var det kun små områder af den omfattende regnskov, der blev skovet, men siden har udenlandske organisationer presset på for at intensivere udnyttelsen af landets træressourcer. I nogle ryddede zoner er vegetationen ikke blevet genopbygget og har været udsat for erosion.

Folket: Halvdelen af landets indbyggere nedstammer fra arbejdere importeret fra Indien, en tredjedel fra tidligere afrikanske slaver, og den sidste tredjedel er oprindelige folk, blandingsfolk, kinesere og europæere.

Religion: Protestanter 34%; katolikker 18%; hinduer 34%; muslimer 9%.

Sprog: Engelsk (officielt). Hindi og urdu anvendes desuden ved religiøse lejligheder.

Politiske partier: Popular Progressive Party (PPP); Peobles National Congress (PNC).

Sociale organisationer: Guyanas landsorganisation (TUC) med 22 tilsluttede fagforeninger

Officielt navn: Cooperative Republic of Guyana.

Administrativ inddeling: 10 regioner.

Hovedstad: Georgetown, 239.000 indb. (2009)

Andre vigtige byer: Linden 43.800 indb.; New Amsterdam 31.500 indb. (2000)

Regering: Irfaan Ali, præsident og statschef siden august 2020. Mark Phillips er siden august 2020 premierminister og regeringschef. Den lovgivende forsamling har ét kammer bestående af 65 medlemmer, hvoraf 25 er regionale repræsentanter og 40 er valgt ved direkte valg. Valgsystemet er et proportionalvalgsystem.

Nationaldag: 23. februar (proklamering af republikken, 1970)

Væbnede styrker: 1.600 soldater (1995)

Paramilitære styrker: 4.500 (Folkemilits, National service)

 

Arawak folket var de første indbyggere i det der i dag udgør Guyana og de kaldte landet for «Landet med meget vand». Netop fordi klimaet var meget fugtigt og kysten præget af mangrove var befolkningen ringe. Arawak folket blev fordrevet af cariberne, der dominerede en stor del af regionen, og som senere underlagde sig øerne i Caribien, hvilket gav dem deres navn.

Arawak folket og cariberne var nomader organiseret i familier på 15-20 medlemmer og levede af jagt og fiskeri. Da europæerne ankom til Guyana havde landet ca. ½ million indbyggere. I dag er der kun 45.000 oprindelige folk tilbage inddelt i 9 etniske grupper, hvoraf de 7 har bevaret deres identitet og kulturelle traditioner.

Tilskyndet af myten om El Dorado begyndte hollænderne i 1616 at bygge det første fort i Guyana, der kom til at bestå af 3 kolonier: Demerara, Berbice og Essequibo. I 1796 blev den hollandske koloni erobret af englænderne, der allerede tidligere havde indledt en massiv indførsel af afrikanske slaver. I 1763 anførte afrikaneren Cuffy et slaveoprør, der blev slået blodigt ned. Cuffy er i dag landets nationalhelt.

Slaver der undslap fra plantagerne flygtede ind i regnskoven, hvor de levede sammen med den oprindelige befolkning. Denne racemæssige og kulturelle blanding gav baggrund for begrebet «regnskovsnegre». Udover disse etniske grupper indførte englænderne kinesere, javanesere og indere som billig arbejdskraft.

Ønsket om selvstændighed førte i anden halvdel af det 20. århundrede til dannelsen af Popular Progressive Party (PPP), hvis program gik ud på national uafhængighed, sociale forbedringer og på længere sigt en socialistisk forandring af samfundet. Partiets formand, Cheddi Jagan var i 3 fortløbende perioder (1953, 57 og 61) koloniens premierminister.

Efter flere år med voldelige kampe for selvstændighed anerkendte Storbritannien 26. maj 1966 Guyana som selvstændig nation indenfor rammerne af det britiske statssamfund Commonwealth. Men da var PPP allerede blevet splittet. Den afro-guyanesiske befolkning havde samlet sig i Peoples National Congress (PNC), mens den indo-guyanesiske befolkning fortsat fulgte Jagans PPP. PNC's leder Forbes Burnham overtog nu regeringsmagten støttet af andre etniske minoriteter.

Splittelsen af PPP skyldtes ikke kun etniske modsætninger. Udenlandske interesser - specielt nordamerikanske - spillede også ind. USA så i Guyanas selvstændighed og PPP's socialistiske orientering en trussel mod sit hegemoni i Caribien.

Selvom Burnham overtog regeringsmagten med USA's billigelse, var hans politik ikke i fuld overensstemmelse med supermagtens. Han udtalte sig til fordel for alliancefrihed og proklamerede i 1970 dannelsen af den Kooperative Republik. Bauxitproduktionen, træindustrien og sukkeret blev nationaliseret i første halvdel af 1970'erne. I 1976 kontrollerede staten allerede 75% af landets produktion. Samtidig blev den regionale integration fremmet gennem landets indlemmelse i det caribiske samarbejde CARICOM, den latinamerikanske samarbejdsorganisation SELA og den caribiske handelsflåde. Under selvstændinghedens første årti havde Burnham og Jagan således i virkeligheden den samme politiske platform.

I maj 1976 erklærede Cheddi Jagan, at det var nødvendigt at udvikle «en national antiimperialistisk enhed». Det skete samtidig med spændinger ved grænsen mod nabolandet Brasilien. PPP's parlamentsmedlemmer vendte tilbage til parlamentet, som de havde trukket sig fra 3 år tidligere i protest mod valgsvindel. Kort tid senere oprettede Burnham en Folkemilits til forsvar af revolutionen.

Valgene blev udsat til fordel for en folkeafstemning, der gav parlamentet den opgave at udarbejde en ny forfatning. Det fik PPP til for anden gang at trække sine medlemmer fra parlamentariske aktiviteter. I 1980 blev Burnham valgt til præsident ved valg der iflg. internationale observatører var plaget af svindel. Samme år bad han om økonomisk bistand fra IMF og gav multinationale selskaber ret til at søge efter olie og uran i landet.

I juni 1980 blev Walter Rodney dræbt ved et bombeattentat mod hans bil. Han var en intellektuel med høj international prestige og stifter af oppositionspartiet Working Peoples Alliance (WPA). De ansvarlige blev aldrig identificeret.

Efter valget genoptog Venezuela sin grænsestrid med Guyana. Caracas krævede Essequibo området - omkring 159.000 km² - der udgør tre fjerdedele af Guyanas territorium, og hævdede at området oprindelig var blevet besat af den britiske imperialisme i det 19. århundrede. I 1983 inddrog parterne FN i sagen, og i 1985 genoptog de samtalerne for at løse konflikten ad diplomatiets vej. Forhandlingerne koncentrerede sig omkring muligheden af at give Venezuela en landkorridor til Atlanterhavet.

I Guayana uddybedes den økonomiske krise og spændingerne mellem regering og fagbevægelse tog til. I 1984 genoptog Burnham derfor forhandlinger med IMF for at opnå et lån på 150 millioner dollars, men fonden stillede iflg. præsidenten betingelser, der var «uacceptable». USA's invasion af Grenada i oktober 1983 blev kraftigt fordømt af Guyana, og relationen mellem de to lande blev drastisk forværret. Guyana indledte derfor en tilnærmelse til de socialistiske lande.

Burnham døde i august 1985 og blev erstattet af Desmond Hoyte. PNC vandt samme år valgene med 78% af stemmerne, men blev af oppositionen beskyldt for omfattende valgsvindel. I 1986 dannede 5 af oppositionens 6 partier den Patriotiske Koalition for Demokrati. Den besluttede at boykotte kommunalvalget i 1986, hvilket medførte, at regeringspartiet fik alle pladser i landets kommunalbestyrelser. Hoyte blev genvalgt som præsident og erklærede i januar 1987, at regeringen vendte tilbage til «den kooperative socialisme».

Parlamentet trådte sammen 3. december 1991, 5 dage efter at regeringen havde erklæret undtagelsestilstand, med det formål at udsætte afholdelsen af valg der var planlagt til samme måned. Regeringen overhørte oppositionens protester og forlængede undtagelsestilstanden til juni 1992. Ved valget 5. oktober 1992 slog Cheddi Jagan med 54% af stemmerne den siddende præsident, der fik 41%. PPP fik 32 af parlamentets pladser mod PNC's 31.

Som en af de første sydamerikanske ledere der i 1950'erne erklærede sig som marxist, vendte Jagan nu tilbage til magten og afsluttede dermed 28 års uafbrudt PNC styre. I modsætning til nabolandene - herunder Brasilien - tillod Cheddi Jagan i starten af 1993 udstationeringen af nordamerikanske tropper til øvelser i landets regnskove. Samtidig gav han USA's militær ret til at operere i Guyana for at bekæmpe narkotrafikken og fik samtidig tilsagn om dets deltagelse i udviklingen af det indre af landet.

Guyana dækker et udstrakt landområde og har historisk været involveret i en række territorialstridigheder med nabolandene Venezuela og Suriname, omend relationerne - specielt de handelsmæssige - har været gode med Brasilien.

Jagan ønskede at ændre i det strukturtilpasningsprogram, hans forgænger Desmond Hoyte havde forhandlet på plads med IMF. Samtidig forsvarede hans regering de «ikke-konventionelle» metoder der blev taget i brug for at løse problemerne med fordelingen af jorden, transport, sundhed, boliger og uddannelse. Samtidig forsvarede han udvidelsen af markedsøkonomien, for at løse fattigdomsproblemet blandt de 80% af befolkningen, hvis emigration oversteg befolkningstilvæksten. På denne måde faldt befolkningstallet faktisk fra 1.020.000 i 1989 til 808.000 i 1992.

Guyanas rigdomme er næsten intakte. Landet råder over store guldreserver, diamanter, bauxit, skove og et stort landbrugspotentiale. Underskuddet på statsbudgettet udløste en betydelig inflation, og var samtidig koblet til smuglingen af mineraler samt fastsættelsen af eksportpriser på sukker, ris og andre landbrugsprodukter.

Festligholdelsen af Jagan regeringens første regeringsår blev skæmmet af en strejke i det statslige elektricitetsselskab. Den blev udløst, da regeringen brød et tidligere løfte om lønforhøjelse på 300% til statsansatte arbejdere. Regeringen anførte, at krav fra IMF hindrede den i at være så «generøs».

I juni 1994 afviste Jagan den nye ambassadør, USA havde udnævnt til landet, idet han beskyldte ham for «subversive aktiviteter» i den sidste periode af den britiske koloniadministration.

I 1995 fandt landets hidtil største miljøkatastrofe sted, da 4 millioner kubikmeter affaldsstoffer skyllede ud i Omaifloden, der udmunder i Essequibo - landets vigtigste flod.

I februar 1996 kritiserede menneskerettighedsorganisationen Amnesty International anvendelsen af dødsstraf ved kvælning i Guyana - for første gang siden 1990. Samme år opnåede landet at få eftergivet 500 millioner dollars af sin udlandsgæld - næsten en fjerdedel af den samlede gæld.

Efter at Jagan i 1997 døde, overtog hans kone Janet midlertidig posten som premierminister, frem til valget 15. december hvor hun blev valgt til præsident med 55,3% af stemmerne mod 40,6% til Hoytes PNC. Trods trusler om civil ulydighed fremsat af Hoyte blev Janet Jagan den 19. december indsat på præsidentposten. Samtidig blev Sam Hind udnævnt til premierminister.

I de første måneder af sin regeringsperiode blev Jagan stillet overfor en alvorlig tørke, der berørte landets produktion, reducerede handelen, skabte problemer for transporten og øgede antallet af skovbrande. Prisstigninger udløste protestdemonstrationer, hvoraf den største fandt sted foran landets statslige telefonselskabs hovedkvarter, efter det havde øget tarifferne med 400-1000%.

Efter knap 20 måneder på præsidentposten trak den da 78 årige Jagan sig tilbage af sundhedsmæssige årsager. Posten blev overdraget til hendes økonominister, Bharrat Jagdeo, der da var 35 år. Det overvejende sorte parti PNC kritiserede denne måde at overdrage magten på.

I marts 2000 gentog Venezuelas præsident Hugo Chávez sit lands krav på Essequibo regionen, men erklærede samtidig at Venezuela var villig til at overlade afgørelsen om territoriets tilhørsforhold til FN. Chávez kritiserede samtidig en nordamerikansk virksomhed, der havde planer om at konstruere en raketaffyringsrampe i det omstridte område.

Aftalen mellem Guyana og et canadisk olieudvindingsfirma om efterforskning i havet udløste en konflikt med Suriname. Efter en forhandlingsrunde med Jamaicas premierminister, Percival James Patterson som mægler åbnedes en mulighed for løsning på konflikten, og begge parter blev enige om at gennemføre en række møder for at afgøre områdets fremtid.

I marts 2001 gennemførtes det parlamentsvalg, der oprindelig var planlagt til gennemførelse i 1997. Et stort antal internationale observatører deltog i valget. De konstaterede, at valget var forløbet tilfredsstillende trods en række uregelmæssigheder som manglende registrering af vælgere i registrene. Valget førte til Jagdeos genvalg.

Iflg. en rapport fra WTO i oktober 2002, er landet fortsat i vid udstrækning afhængig af sine naturressourcer som sukker, guld, bauxit og ris. Produktionen af disse råvarer er de seneste år imidlertid kun steget langsomt, trods en række skridt de sidste 15 år har taget for at liberalisere handel og investeringer.

I januar 2004 blev medlemslandene af Parisklubben enige om at reducere Guyanas udlandsgæld med 95 mio. US$. Reduktionen var et led i HIPC programmet udformet af IMF og Verdensbanken. Kreditororene blev endvidere enige om bidrage med yderligere 33 mio. US$ til lettelse af betalingerne af renter og afdrag.

Efter pres fra oppositionen trak indenrigsminister Ronald Gajraj sig i maj 2004 tilbage. Hans ministerium var under anklage for at have forbindelse til dødspatruljerne, der havde henrettet flere hundrede formodede kriminelle. De retslige undersøgelser kunne dog ikke bekræfte eksistensen af forbindelser mellem indenrigsministerium og dødspatruljer, og i april 2005 blev Gajraj genindsat som indenrigsminister.

I juni oprettede FN et tribunal der skulle afgøre en gammel tvist mellem Guyana og Suriname om territorialrettigheder i havet.

Midt i en bølge af kriminalitet rettet mod forud udpegede mål, blev landbrugsminister Satyadeow Sawh og to af hans familiemedlemmer i april 2006 myrdet. Alene siden nytår var der tale om 50 mord. Politiet udpegede narko- og våbenhandlere som de formodede ansvarlige.

Den Interamerikanske Udviklingsbank eftergav i marts 2007 Guyanas udlandsgæld på 1 mia. US$. Både bank og regering betegnede eftergivelsen som en «historisk mulighed for en ny begyndelse».

I maj 2008 sluttede Guyana sig til UNASUR - unionen af latinamerikanske lande.

I 2009 indgik Guyana og Norge en aftale om beskyttelse af regnskoven. Norge skulle bidrage 250 mio. US$. Frem til 2012 var 135 mio. bevilget.

Ved parlamentsvalget i november 2011 blev PPP det største parti med 48,6% af stemmerne. Det rakte til 32 pladser ud af parlamentets 65. Som største parti fik PPP samtidig posten som præsident, som Donald Ramotar var nomineret til. Han blev indsat i december.

I 2012 udstykkede regeringen havområdet indenfor landets 200km søgrænse i parceller til olieefterforskning. Det er planen at der skal foretages prøveboringer i 2013-18.

I 2014 kom det til konflikt mellem præsident Ramotar og Nationalforsamlingen, efter præsidenten havde afvist at følge de budgetbesparelser, forsamlingen havde vedtaget. Det fik Nationalforsamlingen til at vedtage et mistillidsvotum til præsidenten, der i november 2014 suspenderede forsamlingen, for 3 måneder senere helt at opløse den. I maj 2015 gennemførtes derpå regional- og parlamentsvalg, der snævert blev vundet af oppositionen APNU, der gik 7 pladser frem til 33 ud af parlamentets 65. APNU's formand David A. Granger blev derefter udpeget til præsident og partiets Moses Nagamootoo til premierminister. Efter 23 år ved magten måtte PPP indtage rollen som opposition.

Præsident Granger tabte en tillidsafstemning i december 2018, da det ene af regeringspartiets medlemmer stemte sammen med oppositionen. Granger annoncerede i september 2019, at der ville blive gennemført nyvalg i marts 2020. Valget blev vundet af PPP med 50,7% af stemmerne mod 47,3% til APNU. Men APNU nægtede at anerkende valgresultatet, organiserede demonstrationer mod den påståede valgsvindel og forsøgte at indsætte Granger for en 2. periode. I maj blev parterne enige om en omtælling af stemmerne. Resultatet forelå i juni og bekræftede PPP's valgsejr. Også dette nægtede APNU at anerkende. Sagen endte i højesteret, der i juli enstemmigt bekræftede PPP's sejr. Inden da havde også CARICOM, EU og USA interveneret. I juli kunne PPP's kandidat Irfaan Ali endelig indsættes som præsident. Han blev landets første muslimske præsident, og hans kandidatur havde inden mødt da mødt mange forhindringer med påstande om svindel og flere retsager. Hans modstandere fik dog ikke medhold i en eneste.

I september 20 indgik Guyana og USA en aftale om fælles patruljering af havgrænsen mellem Guyana og Venezuela. Officielt for at bekæmpe narkosmugling, men aftalen handlede i realiteten om, at USA stillede sig på Guyanas side i en konflikt med Venezuela om havterritorium, hvor Exxon Mobil søgte efter olie.

Guia del Mundo