Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Krigsforbrydelser

Verdens mest voldelige terrororganisation - US Army - i aktion. Den 12. juli 2007 angriber 2 Apache helikoptere en gruppe civile i det centrale Baghdad og dræber 12 - deriblandt 2 journalister fra Reuters. En bil med børn der standser for at transportere sårede til hospitalet blivet ligeledes angrebet og 2 børn såret. Apache helikopterne angriber med 30 mm panserbrydende projektiler, så ofrene bliver skudt i småstykker. USA's militær benægter efterfølgende at have angrebet civile og forsøger at lave et cover-up omkring historien. Sandheden om terrorangrebet kommer først frem i 2010, da optagelser fra Apache helikopterne bliver lækket til WikiLeaks og lagt på internettet.

Krigsforbrydelser er strafbare forbrydelser under international lov. Den skyldige person eller personer kan straffes for sådanne forbrydelser, uanset om der er tale om militære eller civile personer. Krigsforbrydelser er de overtrædelser af krigens love der er fastlagt i Haag Konventionerne og Geneve Konventionerne.

Krigsforbrydelser er imidlertid et mellemstatsligt anliggende - angår kun krige mellem stater. Interne konflikter er reguleret af nationale love og den humanitære folkeret. Interne folkemord i en stat som f.eks. folkemordet i Rwanda i 1994 er derfor ikke krigsforbrydelser, men kan derimod retsforfølges som «forbrydelser mod freden» eller «forbrydelser mod menneskeheden».

En anden begrænsning er, at begrebet krigsforbrydelser alene kan anvendes under krige eller krigslignende situationer.

International regulering

Haag Konventionen og Geneve Konventionerne er hjørnestene i det internationale samfunds forsøg på at opstille et sæt krigens love. Baggrunden for udviklingen af sådanne love var den teknologiske udvikling af krigsførelsen i det 19. og 20. århundrede, og senere at civilbefolkningen i stigende grad blev ofre for krigsførelsen.

Det første skridt var vedtagelsen af 1. Genevekonvention i 1864. Den omhandler behandlingen af sårede under krig og krigslignende handlinger. Konventionens vigtigste elementer var såredes ret til hjælp, og at der ikke må skelnes mellem hvilken part den sårede part hører til. En central konsekvens af konventionen var videre, at det er ulovligt at dræbe (likvidere) sårede. Konventionen blev udformet som led i dannelsen af det Internationalt Røde Kors, der netop blev dannet med det formål at skaffe hjælp til sårede soldater.

Haag Konventionen af 1899 havde som sit primære formål at forbyde en række nye krigsformer: bombardementer fra luften (balloner), kemisk krigsførelse og anvendelsen af dum dum kugler (som eksploderer i det menneskelige væv).

Anden Genevekonvention fra 1906 var en simpel udvidelse af første konvention til også at gælde krig til søs.

Haag Konventionen fra 1907 afspejlede søkrigens stigende betydning, idet den først og fremmest omhandlede reglerne for krig til søs, anvendelsen af miner, status for handelsskibe mm.

Første Verdenskrig i 1914-18 viste, at konventionerne alligevel blev overtrådt - især i form af luftkrigsførelse og anvendelsen af kemiske og biologiske stoffer. I 1925 blev der derfor tilføjet en protokol til Haag Konventionen, der (atter engang) forbød anvendelsen af kemiske- og biologiske våben. Det var især den udbredte anvendelse af sennepsgas og tilsvarende våben under verdenskrigen, der skabte et stort folkeligt pres for at få forbudt disse våben. At heller ikke denne protokol blev respekteret ses af vedtagelsen af Konventionen mod biologiske Våben i 1972 og Konventionen mod kemiske Våben i 1993.

De grusomme erfaringer fra Anden Verdenskrig førte i 1949 til revideringer (stramninger) af de eksisterende konventioner og vedtagelsen af 2 nye Genevekonventioner: den 3. der regulerer behandlingen af krigsfanger og den 4. der regulerer behandlingen af civilbefolkningen i krigstid og under en fremmed magts besættelse. Konventionen fastslår, at krigsførelse ikke må rettes mod civilbefolkningen, og at krigsoperationer ikke må gennemføres hvis de kan skade civilbefolkningen. Den fastslår samtidig, at kollektiv afstraffelse af civilbefolkningen er en krigsforbrydelse. Et hyppigt anvendt afstraffelsesform af nazisterne under 2. Verdenskrig, af Israel overfor det besatte Palæstina og senest dets krig mod Libanon.

Konventionerne er blevet videreudviklede, og der er tilføjet nye konventioner siden 1949. Senest konventionen mod anvendelsen af anti-personel miner fra 1997 - der imidlertid ikke er underskrevet af hverken USA, Rusland eller Kina.

Retstrukturer

Problemet med konventionerne var imidlertid gennem årtier, at der ikke eksisterede noget internationalt retsorgan til håndhævelse af konventionerne - bortset fra den Internationale domstol i Haag, der imidlertid sjældent bevægede sig ind på konventionernes område. Tysklands krigsforbrydelser under 2. Verdenskrig måtte derfor behandles af en særdomstol i Nürnberg (1945-49), og der skulle gå 50 år før de næste særdomstole blev nedsat (af FN's Sikkerhedsråd) til behandling af forbrydelserne i henholdsvis Rwanda og ex-Jugoslavien.

I erkendelse af de manglende retsstrukturer igangsatte FN derfor i slutningen af 1990'erne en proces, der i 2002 ledte frem til oprettelsen af den Internationale Straffedomstol (International Criminal Court, ICC), der kan behandle både krigsforbrydelser og forbrydelser mod international humanitær lov. Det er imidlertid interessant, at en lille håndfuld stater med USA, Israel og Kina i spidsen har sat sig uden for dette system, og er meget kritiske overfor domstolen. Deres manglende opbakning til domstolen beskytter imidlertid ikke deres statsborgere, idet disse fortsat kan stilles for domstolen, hvis de pågribes i et land, der faktisk har tilsluttet sig denne. Specielt USA har derfor været særdeles aktiv omkring indgåelsen af særaftaler med en lang række af de stater, der ellers har tilsluttet sig domstolen. USA har anvendt en bred vifte af økonomisk og politisk pression for at sikre, at de pågældende lande ikke vil udlevere statsborgere fra USA til retsforfølgelse ved domstolen. USA's påstand har været, at landet selv er i stand til at retsforfølge sine statsborgere, når de har gjort sig skyldige i forbrydelser dækket af konventionerne. Den mangelfulde eller helt fraværende retsforfølgelse af USA's krigsforbrydelser i Iraq har imidlertid vist, at dette ikke er tilfældet.

Selv om Danmark har tilsluttet sig ICC, har også Danmark vist en mangelfuld retsforfølgelse af skyldige i krigsforbrydelser. Selv om landet har underskrevet og ratificeret FN's konvention mod tortur, frikendte Østre Landsret i juni 2006 en række officerer for tortur, trods det at de havde begået tortur i Iraq. Argumentationen var, at torturen «ikke blev udført under krig», og den militære strafferet der kun omhandler tortur under krig var derfor ikke anvendelig. Samtidig er torturkonventionen ikke skrevet ind i den civile straffelov. Retten blåstemplede på den måde anvendelsen af militær tortur i «fredstid». I strid med torturkonventionen.

Problemer

Trods eksistensen af objektive konventioner er der en klar tendens til, at det er sejrherrerne der retsforfølger taberne for disses krigsforbrydelser. Nürnbergprocessen kom derfor alene til at handle om Tysklands krigsforbrydelser under 2. Verdenskrig. Ikke de allieredes terrorbombardementer af civilbefolkningen i Tyskland eller USA's nedkastning af atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Bipolariteten i verden efter 2. Verdenskrig (mellem USA og Sovjetunionen) var sandsynligvis den vigtigste årsag til, at ingen blev retsforfulgt for krigsforbrydelser de følgende 50 år, trods mange tilfælde. Først Sovjetunionens sammenbrud i 1991 reetablerede sejrherrernes retsforfølgelse af taberne. Det var i den forbindelse i USA's interesse, at de nye særdomstole blev nedsat af FN's Sikkerhedsråd, hvor USA har veto. Ikke at der blev oprettet en egentlig straffedomstol, hvor USA ikke automatisk har veto. USA er nemlig ved flere lejligheder blevet dømt af internationale domstole. Bl.a. af den Internationale Domstol i Haag i 1986 for sin illegale krig mod Nicaragua.

Mens både USA og Israel har ignoreret afgørelser fra den Internationale Domstol, der ikke har nogen sanktionsmidler. Men det har ICC, der har beføjelsen til at fængsle dømte krigsforbrydere. Det er baggrunden for, at USA, Israel og Kina i langt højere grad frygter ICC.

Et andet problem ved konventionerne er vurderingen af, hvornår en krig er en krig eller en krigslignende situation. I modsætning til tidligere tiders krige, udkæmpes moderne krige i stigende grad uden at der er erklæret krig. Både USA's angreb på Iraq i 2003 og Israels på Libanon i 2006 er eksempler herpå. Inden det kan diskuteres om konventionerne overtrædes, må det derfor først diskuteres, om der overhovedet er tale om krig eller krigslignende situation.

Når enkeltpersoner eller grupper målrettet bevidst går efter at skade civilpersoner er der tale om terrorisme. Når stater gør det samme, er der tale om statsterrorisme. Denne kategori er imidlertid fraværende i international lov, og staters terror mod egen eller andre staters civilbefolkning falder derfor ofte udenfor international lov og udenfor konventionerne, med mindre de er så alvorlige at de kan karakteriseres som forbrydelser mod menneskeheden. Denne gråzone er baggrunden for, at en del stater praktiserer statsterrorisme, med det formål at opnå bestemte politiske mål.

Konventionerne forholder sig alene til de metoder der tages i anvendelse under krig. Ikke om krigen i det hele taget er ulovligt. FN's charter omtaler en stats angrebskrig mod en anden som ulovligt, men dette falder udenfor konventionerne, og kan altså kun sanktioneres af FN eller FN's Sikkerhedsråd. Under bipolariteten mellem USA og Sovjetunionen i 1948-91 kunne FN ikke skride ind overfor sådanne angrebskrige, fordi modparten ville nedlægge veto herimod. Det er i højere grad blevet mulig siden da, men lider fortsat af at stormagterne har vetoret i Sikkerhedsrådet. Det var baggrunden for, at FN som fredsskabende organisation måtte se passivt til under USA's angrebskrig mod Iraq i 2003, og ligeledes under Ruslands krige mod Tjetjenien. USA bruger på samme måde sin vetoret til at sikre, at Israel kan holde sine nabolande besat i strid med FN's sanktioner, og kan gennemføre angrebs- og erobringskrige.

Tabellen nedenfor viser de alvorligste krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået siden midten af 1930'erne.

Afrika

Algeriet (1945-62). Algeriets selvstændighedskamp fra Frankrig blev en ualmindelig blodig affære. Allerede festligholdelsen af sejren over nazi-tyskland i 1945 udviklede sig til et folkeoprør, hvor 45.000 algierere. Da den egentlige selvstændighedskamp brød ud i midten af 50'erne (se Algierkrigen) svarede den franske kolonimagt med nedbrændingen af 8.000 landsbyer, slog ca. 1 mio. civile algierere ihjel. De højreorienterede franske settlere dannede dødspatruljen OAS, der slog yderligere flere tusinde ihjel. De skyldige for krigsforbrydelser og andre forbrydelser blev aldrig retsforfulgt. Den islamiske oppositions valgsejr i 1991 førte til militærkup og en blodig kamp gennem 1990'erne mellem militær og islamisk opposition. Under massakrer udført af begge parter blev titusinder dræbt.

Kenya (1945-62). Kenyas selvstændighedskamp fra Storbritannien adskilte sig ikke meget fra Algeriets. Selvstændighedskampen blev indledt af hvad europæerne kaldte «Mau Mau» oprøret. 12.000 oprørere, 2.000 afrikanske «loyalister» og ca. 100 europæere (heraf 32 civile) blev dræbt. Mere end 75.000 afrikanere blev interneret i koncentrationslejre. De skyldige for krigsforbrydelser og andre forbrydelser blev aldrig retsforfulgt.

Lignende træk præger tilsvarende selvstændighedskampene i Zimbabwe (1964-80) mod det racistiske britiske styre; Mozambiques, Angolas og Guinea-Bissaus selvstændighedskampe fra Portugal (1960-75). I de to første lande blev lidelserne yderligere forlængede, fordi USA gennem UNITA fortsatte kampen mod Angolas regering, og Sydafrika gennem RENAMO fortsatte kampen mod Mozambiques regering. I begge tilfælde blev der gennemført alvorligere krigsforbrydelser - pr. stedfortræder.

Sydafrika (1948-90). Kampen mod Apartheid og for demokrati. Der er to knudepunkter i kampen mod apartheid: protesterne mod de forhadte paslove, der i 1960 fik myndighederne til at gennemføre massakren i Sharpeville, der kostede 100 afrikanere liver; og oprøret blandt unge i Soweto i 1976, hvor sikkerhedsstyrkerne dræbte omkring 1000 sorte.

Namibia (1966-90). Namibias selvstændighedskamp fra Sydafrika. I 1978 gennemførte Sydafrika en massakre i flygtningelejren Cassinga i Angola og dræbte omkring 1000 namibiske flygtninge.

Vestsahara (1975-). Marokkos angrebskrig mod og besættelse af Vestsahara. I forbindelse med diktaturets fald i Spanien, fik Vestsahara i 1975 selvstændighed. Umiddelbart herefter blev landet angrebet og besat af Marokko. Trods FN resolutioner om at besættelsesmagten skal ud, indsættelse af fredsbevarende styrker og en FN fredsplan, holder Marokko med støtte fra USA fortsat landet besat.

Uganda (1985-). Siden 1985 har Herrens Modstandshær (Lords Resistance Army) ført krig mod Ugandas regering, der har kostet ½ mio. ugandere livet. Hæren betjener sig i vid udstrækning af kidnapning af børn, der bruges som børnesoldater og sexslaver. ICC har igangsat undersøgelser og rejst anklager mod lederne af LRA.

Liberia (1990-2003). For at holde sig ved magten førte Charles Taylor i 1990-2003 krig mod sin egen befolkning og støttede oprørsbevægelser i nabolandene i Vestafrika. I 2005 nedsatte FN et krigsforbrydertribunal i Sierra Leone til behandling af krigsforbrydelserne. En af de anklagede er Taylor, der er anklaget for at have ansvaret for 250.000 dræbte i Liberia og nabolandene. Han blev stillet for retten i tribunalet i juni 2006.

Rwanda (1994). Et af historiens største folkemord blev begået i Rwanda over 3 måneder i 1994. Det kostede over 800.000 dræbte. FN nedsatte et specielt krigsforbrydertribunal, der siden 1995 har arbejdet med kortlægningen og domfældelsen af de skyldige i folkemordet.

Demokratiske republik Congo (1998-). Konflikten i Rwanda flød ind over grænsen til den Demokratiske republik Congo, hvortil flere hundrede tusinder hutuer - heraf mange medlemmer af de militser der var ansvarlige for folkemordet i Rwanda i 1994. Siden 1998 har landet været i borgerkrig der har inddraget både flygtningene, tropper fra flere nabolande og 17.000 fredsbevarende soldater fra FN. Konflikten er med 4-5 mio. dræbte den blodigste siden 2. Verdenskrig, betjener sig af massakrer, tortur, slavearbejde og andre systematiske overgreb på civilbefolkningen. Verdenssamfundet har imidlertid indtil videre ikke gjort noget for effektivt at stoppe konflikten.

Sudan (2003-). Konflikten i Darfur provinsen i det sydvestlige Sudan har i langt højere grad den vestlige verdens opmærksomhed, trods det at den ikke er nær så blodig som konflikten i Congo. Årsagen er, at ofrene i Darfur er kristne. 2 mio. kristne er drevet på flugt fra deres hjem af militser støttet af centralregeringen i Khartoum. Konflikten har siden 2004 kostet over 200.000 dræbte. FN har siden da diskuteret, hvordan organisationen kunne gribe ind.

Latinamerika

Det latinamerikanske kontinent har i den undersøgte periode (siden 1935) stort set ikke været præget af krigsforbrydelser. Det skyldes, at kontinentet overvejende var afkoloniseret før denne periodes start, og de blodige selvstændighedskrige derfor lå tidligere. Antallet af væbnede konflikter mellem staterne har desuden været begrænset. Til gengæld har de fleste lande været præget af omfattende interne konflikter, der i mange tilfælde har været præget af systematiske massakrer og overgreb. De blodigste af disse er:

Guatemala (1956-95) hvor 3-400.000 mennesker blev dræbt efter at USA gennem CIA havde invaderet landet og indsat militærdiktaturer, der de følgende 40 år styrede landet.

Nicaragua (1970-90) hvor landets befrielsesbevægelse FSLN bekæmpede det USA støttede Somoza diktatur. Det kostede omkring 70.000 dræbte. Siden førte USA gennem 80'erne krig mod Nicaragua pr. stedfortræder. Dette kostede yderligere 100.000 dræbte, og USA's krig blev i 1986 kendt ulovlig af den Internationale Domstol i Haag, der samtidig pålagde supermagten at betale krigsskadeerstatning - uden at dette skete.

Argentina (1976-83) hvor landets USA støttede militærdiktatur systematisk henrettede 30.000 oppositionelle (venstreorienterede).

El Salvador (1978-92) hvor landets USA støttede militærdiktatur gennemførte massakrer, torterede og dræbte 70-80.000 civile.

Men også USA støttede militærdiktatur i Honduras, Venezuela, Colombia, Brasilien, Uruguay, Chile, Paraguay, Bolivia, Peru og Ecuador har i perioden begået massakrer og systematiske overgreb mod civilbefolkningen. I specielt Brasilien, Mexico, Ecuador og Peru der alle har store grupper af oprindelig befolkning, har staten endvidere i perioder systematisk angrebet og udryddet disse grupper. I Mexico er der endvidere gennemført flere massakrer på oppositionelle. Den mest kendte er massakren på arbejdere og studerende på Tlatelolco pladsen i Mexico City i 1968, hvor sikkerhedsstyrker dræbte over 270.

Asien

De største krigsforbrydelser i Asien fandt sted under 2. Verdenskrig, hvor Japan tegnede sig for de fleste forbrydelser, Vietnamkrigen der også involverede Laos og Cambodia. USA tegnede sig her for de fleste forbrydelser. Og endelig krigene i Mellemøsten siden 1948, hvor Israel og USA tegner sig for de fleste forbrydelser.

Kina (1932-45). Allerede i 1931 indledte Japan angrebskrig mod Manchuriet, og dannede året efter marionetstaten Manchukuo. Danmark var et af kun 4 lande der anerkendte den japanske marionetstat. Japan begik i perioden omfattende krigsforbrydelser mod manchurerne i form af bl.a. massakrer og medicinske og biologiske eksperimenter. Japan udstrakte i løbet af 2. Verdenskrig sin besættelse videre til andre dele af det nordlige Kina, der led store tab efter de japanske forbrydelser. Internt kan det diskuteres om «det store spring fremad» i 1958-61 kan karakteriseres som forbrydelse mod menneskeheden. I hvert fald udløste «eksperimentet» hungersnød, der kostede 2-3 mio. døde. I 1959 indledte Kina angrebskrig mod Tibet, erobrede landet og har siden holdt det besat. Kulturrevolutionen (1967-70) kostede flere hundrede tusinde dræbte. Tienanmin Massakren i Beijing (1989) kostede flere hundrede dræbte.

Japan blev efter sit nederlag i 2. Verdenskrig dømt for en lang række krigsforbrydelser i Kina, Filipinerne, Malaysia, Singapore, Indonesien og Burma ved forskellige krigsforbrydertribunaler i Asien. USA kastede i slutningen af krigen atombomber over Hiroshima og Nagasaki. To byer der stort set savnede militærindustri. omkring 200.000 civile blev dræbt ved disse angreb og i årene efter.

Indien (1945-48). Indiens selvstændighedskamp fra Storbritannien blev ikke nær så blodig som de afrikanske, men briterne gennemførte ved flere lejligheder massakrer på civilbefolkningen. Den største i byen Amritsar. Indisk militær har under indisk Kashmirs kamp for selvstændighed gennemført systematiske overgreb mod civilbefolkningen.

Vietnam (1964-75). USA's angrebskrig mod Nordvietnam. Over 2 millioner vietnamesere blev slået ihjel under denne krig - den overvejende del civile, dræbt af USA. Supermagten gennemførte massakrer mod civilbefolkningen (hvoraf kun én, My Lai blev retsforfulgt), bombede den med napalm, anvendte afløvningsmidlet Agent Orange der endnu i det 21. århundrede dræber mange vietnamesere, foretog vilkårlige henrettelser og samlede civilbefolkningen i koncentrationslejre.

Cambodia (1965-95). USA's angrebskrig mod Cambodia. Som led i Vietnamkrigen førte USA også krig mod Cambodia med de samme midler som i Vietnam. Krigsomfanget var dog langt mere begrænset. USA's brutalitet var baggrunden for fremkomsten af Khmer Rouge, der i 1975 overtog magten, da USA's militærdiktatur i landet brød sammen. Khmer Rouge dræbte de følgende 5 år 1-2 mio. cambodianere i massakrer og vilkårlige henrettelser.

Bangladesh (1971). Østpakistans selvstændighedskamp fra Vestpakistan blev en særdeles blodig affære, der af nogle kilder er blevet betegnet som folkemord. Tabstallet varierer fra pakistanske oplysninger om 26.000 bangladeshi til 3 mio. 2-400.000 bangladeshi kvinder blev voldtaget af de pakistanske soldater.

Indonesien (1965-). Efter det USA støttede militærkup i 1965 blev omkring ½ mio. formodede kommunister dræbt under et folkemord. Efter Østtmors selvstændighed i 1975 invaderede Indonesien landet og holdet det besat i 25 år. Konventionerne blev i denne periode brudt massivt i form af manglende respekt for krigsfanger og systematiske overgreb mod civilbefolkningen. Det kostede flere hundrede tusinde mennesker livet. Overgrebene kulminerede efter selvstændighedsafstemningen i 1999, hvor Østtimor stemte for selvstændighed. Indonesisk kontrollerede militser brændte halvdelen af landet ned og dræbte flere tusinde. Indonesisk militær har taget tilsvarende metoder i brug overfor selvstændighedsbevægelser i Irian Jaya og Aceh provinsen i det nordlige Sumatra.

Irak-Iran krigen (1980-88). Krigen startede som en irakisk angrebskrig mod Iran. Iraq gjorde udstrakt anvendelse af sennepsgas og andre kemiske kampstoffer, der kostede mindst 20.000 iranske soldater livet og invaliderede yderligere 80.000. Begge lande angreb olietankere og handelsskibe i strid med konventionerne. Ved krigens slutning angreb begge lande deres respektive kurdiske befolkninger. Værst i Iraq hvor kurderne blev angrebet med kemiske kampstoffer. Bedst kendt er Iraqs drab på 500-5.000 kurdere i byen Halabja med kemiske kampstoffer. USA indledte i 2003 angrebskrig mod Iraq. Nordamerikanske læger regnede 2 år senere ud, at over 100.000 (næsten alle civile) var døde som følge af besættelsen. USA overtræder på en række punkter konventionerne: behandlingen af krigsfanger, anvendelsen af tortur, gennemførelsen af massakrer på civilbefolkningen, anvendelsen af forbudte våben som klyngebomber og fosforbomber, manglende hensyn til civilbefolkningen under supermagtens militæroperationer. Det blev især tydeligt under supermagtens angreb på byen Falluja i 2004.

Sri Lanka (1985-). Tamilernes kamp for selvstændighed overfor Sri Lankas centralregering har ført til utallige overgreb fra begge sider mod civilbefolkningen i en krig der allerede har kostet flere hundrede tusinde dræbte.

Palæstina (1945-). Zionistiske terrorgrupper angreb fra slutningen af 30'erne den britiske kolonimagt i området og den arabiske befolkning. Midlerne var terror og massakrer. Da terrorgrupperne var kommet til magten og Israel oprettet, gennemførte den nye stat etnisk udrensning af 800.000 palæstinensere, der blev fordrevet til nabolandene. Gennem 1950'erne foretog det israelske militær flere massakrer på landsbyer i dets nabolande. I 1967 indledte Israel angrebskrig mod samtlige nabolande og besatte Golanhøjderne fra Syrien, Vestbredden fra Jordan og Sinai fra Egypten. I starten af 70'erne gennemførte det israelske militær under Ariel Sharons ledelse massakrer på befolkningen i Gaza. Israel gik samtidig i gang med - i stil med 4. Genevekonvention - at bygge bosættelser i de besatte områder. Israel har siden besættelsen i 1967 systematisk brudt konventionerne - især 4. Genevekonvention om beskyttelse af civilbefolkningen. Det er sket gennem: bosættelsespolitikken, behandlingen af fanger, kollektiv afstraffelse af familier, byer eller hele landet (i form af bl.a. ødelæggelse af huse, militære udgangsforbud, afbrydelse af forsyningerne af el og vand). Israel har endvidere systematisk angrebet byer og flygtningelejre med F-16 kampfly, kamphelikoptere, tanks, artilleri, raketter og infanteri. Titusindvis af civile palæstinensere er i perioden blevet dræbt under de israelske overgreb og tusindvis af huse og andre bygninger er blevet ødelagt af besættelsesmagten. I 2008 indledte Israel krig mod Gaza. FN gennemførte under ledelse af dommer Goldstone efterfølgende en undersøgelse af de israelske krigsforbrydelser. Undersøgelsen viste, at Israel ulovligt havde brugt hvid fosfor mod civilbefolkningen, havde anvendt civilepersoner som skjolde, bevidst havde angrebet hospitaler, ambulancer og FN installationer og havde gennemført rene likvideringer af gamle, kvinder og børn. Undersøgelsen fik ingen konsekvenser for Israel. Den vestlige verden har en politik for under alle forhold at se gennem fingre med Israels krigsforbrydelser. I 2014 indledte Israel på ny krig mod Gaza. Over 2000 palæstinensere blev dræbt. Den Internationale Straffedomstol (ICC) tog sagen op og efterforsker krigsforbrydelserne begået under krigen. Israel nægter ICC indrejse, hvorfor de heller ikke får adgang til Gaza, eftersom alle adgangsveje er under israelsk kontrol. ICC er fortsat i gang med efterforskningen - trods modstand fra ikke blot Israel, USA og EU der mener krigsforbrydelser er i orden når det blot er Israel der begår dem. I 2023 indledte Israel atter krig mod Gaza som hævn for et Hamas angreb på israelske militærforlægninger i det sydlige Palæstina. Israels krigsforbrydelser består i: total blokade af Gaza (hindring af forsyninger af mad, vand og brændstof), terrorbombning af civile, kollektiv afstraffelse af 2,3 mio. mennesker, anvendelse af hvis fosfor mod civile, tvangsforflytning af 2 mio. civile, bombning af hospitaler, ødelæggelse af al kommunikation.

Libanon (1978-). I 1978 indledte Israel angrebskrig mod Libanon og besatte den sydlige del af landet. Overgrebene mod civilbefolkningen førte nogle år senere til dannelsen af Hizbollah, der forsvarede befolkningen mod de israelske besættelsesstyrker. I 1982 besatte Israel Beirut. I september lod Israel kristne militser under dets kontrol gennemføre massakrer i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Chatila. Omkring 2.000 civile blev dræbt. Israels forsvarsminister Ariel Sharon endte i 1983 med at blive fjernet fra posten, da en israelsk undersøgelseskommission placerede ansvaret for massakren hos ham. Den libanesiske borgerkrig (1975-90) kostede 60-80.000 dræbte og var præget af mange systematiske overgreb på civilbefolkningen. I 2006 indledte Israel atter en angrebskrig mod Libanon, gennemførte omfattende luftangreb på civilbefolkningen og landets infrastruktur.

USA's krige mod Iraq og Afghanistan har siden 2001 kostet mindst 4,5 mio. mennesker livet viser beregninger fra Brown Universitys Costs of War project (How to Ignore 4.5 Million Deaths). En vigtig kilde til afsløring af USA's massive krigsforbrydelser var WikiLeaks, der i årene omkring 2010 afslørede supermagtens krigsforbrydelser i først Afghanistan og siden Iraq. Men krigsforbryderstatens arme er lange. Soldaten der havde lækket forbrydelserne, Chelsea Manning blev stillet for en krigsret og sendt i fængsel. Julian Assange der var frontfigur i WikiLeaks blev hængt op på en anklage om voldtægt. I 2012-19 sad han som politisk flygtning i Ecuadors ambassade i London og efter regimeskift i Ecuador blev han smidt ud og arresteret af britisk politi på begæring fra USA. Storbritanniens magthavere ønsker at udlevere ham til USA, hvor han står til en livstidsdom. Dog billigere end alle de fremtrædende US politikere, der har krævet ham dræbt. Afsløring af krigsforbrydelser begået af verdens mest voldelige stat bærer en høj pris.

Europa

Europa slå imidlertid klart resten af verden i krigsforbrydelser og overtrædelser af humanitær lov. Overtrædelserne har to hovedomdrejningspunkter: 2. Verdenskrig og krigene på Balkan i 1990'erne. Dernæst bør nævnes konflikterne i Kaukasus, der har udviklet sig siden 1990'erne. Tjetjenien er den vigtigste af disse konflikter.

Sovjetunionen (1934-40). Stalin lod i årene 1934-40 sine politiske modstandere henrette. Både virkelige modstandere og indbildte. Over 1 mio. partimedlemmer blev i perioden arresteret. Nogle få blev stillet for retten i skueprocesser - de såkaldte Moskvaprocesser. Men det store flertal blev arresteret, forhørt og henrettet. Opgørelser over henrettede varierer fra 1-10 mio. russere.

Spanien (1936-39). Den spanske borgerkrig var præget af nogle overgreb mod civilbefolkningen. De alvorligste overgreb skete imidlertid efter Franco diktaturets sejr, hvor Franco lod 50-100.000 republikanere henrette i et politisk betinget folkemord.

Tysklands angrebskrige mod lande i resten af Europa var i udgangspunktet forbrydelser mod freden. Tyskland overtrådte i løbet af krigen systematisk konventionerne i form af massakrer, vilkårlige henrettelser, behandlingen af krigsfanger og kollektiv afstraffelse af civilbefolkningen. Over 20 mio. blev dræbt. Overgrebene var størst i Sovjetunionen og Polen, og mod jøder, romaer, homoseksuelle og kommunister der blev henrettet i de nazistiske koncentrationslejre under Holocaust der kostede 4-5 mio. livet. De tyske forbrydelser blev retsforfulgt af sejrherrerne ved krigsforbryderprocessen i Nürnberg efter krigen. De allieredes krigsforbrydelser blev aldrig retsforfulgt. Det gælder Sovjetunionens drab på 20.000 polske soldater og officerer i Katyn i 1939; Storbritanniens og USA's uindskrænkede søkrig mod handelsskibe, de omfattende allierede terrorbombardementer af tyske byer i 1944-45, der kostede flere hundrede tusinde civile livet. Og endelig behandlingen af krigsfanger. Der er mange eksempler på henrettelse af tyske krigsfanger, men de alvorligste overgreb fandt sted i Rheinwiesenlager efter krigen, hvor de allierede opbevarede de tyske krigsfanger. Et sted mellem 8.000 og 71.000 fanger blev dræbt og et sted mellem 100.000 og 1 mio. døde af sult og manglende behandling.

Bosnien, Kroatien (1992-95). Ved opløsningen af Jugoslavien i første halvdel af 1990'erne udbrød der borgerkrig og angrebskrige, der kostede flere hundrede tusinde livet. Overgrebene blev foretaget af kroatiske og især serbiske styrker og militser. Overgrebene fandt sted mod krigsfanger, i form af massakrer, etniske udrensninger og andre systematiske overgreb mod civilbefolkningen. Den mest kendte massakre er massakren på 5-6.000 bosniske mænd i Srebrenica i juli 1995. Da ingen af stormagterne tog direkte del i kampene, kunne FN i 1998 nedsætte en krigsforbryderdomstol i Haag til retsforfølgelse af de skyldige i overgrebene. Domstolen arbejder fortsat.

Tjetjenien (1991-). Den vigtigste konflikt i Kaukasus siden 1990'erne har været tjetjenernes selvstændighedskamp fra Rusland. Konflikten har været særdeles blodig og præget af alvorlige overgreb fra begge parters side i form af massakrer, henrettelse af krigsfanger og systematiske overgreb på den tjetjenske civilbefolkning - men især fra russisk side. Konflikten har kostet flere hundrede tusinde døde - især civile. Rusland har modsat sig enhver udenlandsk indblanding i konflikten, som landet sær som et indre anliggende.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 18/11 2023

Læst af: 51.613