Uganda
| Befolkning | 45,1 mio. |
| Valuta | Ugandesiske shilling |
| Areal | 241.038 Km2 |
| Hovedstad | Kampala |
| Befolkningstæthed | 96,6 indb./Km2  |
| HDI placering | 166 |
Uganda består af en samling af højsletter, der falder svagt mod nordvest, hvor Nilen løber. De største bjerge har vulkansk oprindelse. Blandt landets mange floder er den største Nilen, og 18 % af landet er dækket af floder, søer og sumpe. Klimaet er tropisk men lettere tempereret pga. højden. Regnskoven dækker 6,2 % af landets overflade og leverer godt tømmer. Udover subsistenslandbrug (ris og majs) findes der store kommercielle plantager, hvor der dyrkes kaffe, bomuld, te og tobak. Landet har adgang til en de største forekomster af ferskvands fisk i verden: Lake Victoria. Sumpområderne udsættes til dræning for at blive anvendt til landbrug.
Autoritært regime med udbredt tortur, forfølgelse af homoseksuelle, indskrænkning af ytrings- og forsamlingsfriheden. Landets diktator har siddet på magten siden 1986. Nær allieret af EU og USA.
Folket: Folket er resultatet af blanding mellem forskellige grupper: buskmænd, sudanesere og bantuer, og er overvejende afrikansk. Blandt de vigtigste etniske grupper (baganda, banyoro og batoro) udviser nogle særlige kendetegn, der præger folkene længere nordpå. Der findes endvidere en lille minoritet af asiater (indere) og europæere.
Religion: Over halvdelen af befolkningen er kristne (62%); de traditionelle afrikanske kulter udføres af 19%; islam 15%; andre 1%.
Sprog: Engelsk (officielt), bruges dog kun af en minoritet. Blandt de indfødte sprog er det swahili og luganda, der anvendes mest.
Politiske partier: National Resistance Movement (NRM), ledet af Yoweri Museveni. Forum for Democratic Change (FDC), ledet af Kizza Besigye; Uganda People's Congress (UPC); Democratic Party (DP); Conservative Party (CP); Justice Forum (JF).
Sociale organisationer: Den nationale faglige Organisation (NOTU)
Officielt navn: Republic of Uganda.
Hovedstad: Kampala, 1.420.000 indb. (2008).
Andre vigtige byer: Jinja, 85.200 indb.; Masaka, 64.900 indb.; Mbale, 70.600 indb. (2000).
Regering: Yoweri Museveni er præsident for det Nationale Modstandsråd siden januar 1986, genvalgt i 1996, 2001, 06, 11, 16 og 21. Ruhakana Rugunda er siden september 2014 premierminister. Parlamentet har ét kammer med 529 pladser.
Nationaldag: 9. oktober (Selvstændighedsdagen, 1962)
Væbnede styrker: 50.000 soldater (2003)
De store lermure fra kongeriget Bigo er vidnesbyrd om civilisationer i det nuværende Uganda fra i hvert fald det 10. århundrede e.v.t.
I forskellige egne af landet findes der ruiner af store fæstningsværker, bygget omkring en stor åben plads, i hvis midte en høj gjorde det muligt at overvåge det omkringliggende territorium. Omringet af jordvolde, brønde og skyttegrave vidner disse fæstninger om, at bacwezi folket i det 13. århundrede trængte ind i landet og underlagde sig de bantu folk, der boede i regionen. Deres fæstningsværker omkransede en plads på 300 m i diameter, der var nødvendig for at beskytte kvæget - deres vigtigste rigdom og symbolet på prestige. Lidt efter lidt ophørte fæstningsværkerne dog med at blive anvendt. Erobrerne blandede sig med de besejrede, antog deres sprog, giftede sig med deres kvinder og sluttede med at antage deres navne. Efterkommerne af bacwezi folket bevarede traditionen for at være kvægnomader, men blandede sig med lokalbefolkningen. I vore dage kaldes de bahimas og taler bantu sproget.
I det 17-18. århundrede dannedes rigerne Bunyoro, Buganda, Busoga og Ankole, der var knyttet til slavehandelen på østkysten og i Sudan. I kampen om overherredømmet skete der en polarisering mellem Bunyoro, der blev støttet af de sudanesiske slavehandlere, og Buganda der var knyttet til shirazi folket på Zanzibar. I begyndelsen af det 19. århundrede havde Bunyoro reelt tabt kampen. En del af dets allierede havde revet sig løs og oprettet kongedømmet Toro, hvilket sikrede Bugandas hegemoni.
Buganda blev regeret af en konge (kabaka) der i teorien var enevældig, men som i realiteten var begrænset i sin magt af højadelens repræsentantråd (Lukiko). Landet besad i midten af det 19. århundrede en permanent hær, der var stærk nok til at garantere dets autonomi overfor de regionale stormagter (Egypten og Zanzibar). Der var tale om et samfund i ligevægt, hvor adelens privilegier i højere grad var politiske og ærefuld end økonomiske. Samfundet var baseret på en solid landbrugsøkonomi, der gjorde det muligt for det at overvinde nedgangen i slavehandelen uden større omvæltninger.
Europæere trængte første gang ind i landet i 1862, uden at det dog fik de store konsekvenser. Den næste gang var i 1875, da den britiske eventyrer og journalist H. M. Stanley trængte ind. Han rapporterede dramatisk, at islam var på fremmarch i regionen, og at kabaka'en Mutesa I «anmodede» Europa om at sende missionærer for at trænge den ægyptisk-sudanesiske religiøse propaganda tilbage. Missionærerne ankom hurtigt: britiske protestanter i 1877 og franske katolikker i 1879. De kristnede en del af aristokratiet, hvilket fik umiddelbare konsekvenser. Hoffet blev splittet op i tre partier, hvoraf de to afspejlede rivaliseringen mellem de europæiske missionærer. Baganda'erne kaldte partierne for «franza» og «ingleza», mens det tredje der var moderat og islamisk, alene af denne grund kom til at fremstå som forsvarer for de nationale interesser. Alligevel blev konsekvensen af konflikten, at den europæiske tilstedeværelse konsolideredes.
I 1888 lykkedes det missionærerne at styrte den islamiske kabaka Mwanga. Nu trængte IBEA (Imperial British East Africa Co.) øjeblikkeligt ind i landet, og det blev umiddelbart fulgt af den britiske regering. IBEA var et koloniselskab i den gamle stil. I 1886 havde briterne indgået en aftale med tyskerne om opdeling af interessessfærerne i regionen, og briterne var blevet tildelt kongedømmerne ved søerne. Her oprettedes i 1893 et britisk protektorat.
De øvrige kongedømmer havde ikke lige så udviklede institutioner som Buganda, men de blev tvunget til at indføre dem, for briterne opfattede Lukiko som noget der svarede til det britiske parlament. Udfra de samme kriterier og fordi de ønskede at udvikle en ledende klasse, der kunne fungere som mellemmænd ifht. kolonimagten, indledte briterne en «ejendomsreform», der grundlæggende gik ud på en privatisering af jordejendommen, der indtil da havde været fælles. Reformen gjorde bondebefolkningen til arbejdskraft for højadelen, der var samlet i Lukiko.
Kolonimagtens ekspropriering af jorden medførte store spændinger i hele produktionsapparatet, og disse blev efter krigen forværret med indførelsen af eksportprodukter, der fortrængte den traditionelle fødevareproduktion, og medførte en forværring af levevilkårene for størstedelen af befolkningen. Udsigten til forandringer virkede fjerne frem til 1960'erne, hvor afkoloniseringsbevægelsen fik gennemtvunget Ugandas selvstændighed. Kabaka Mutesa II af Buganda blev republikkens første præsident, mens Dr. Milton Obote blev den første premierminister
I 1965 lykkedes det Obote at få ændret forfatningen, skaffe sig selv større magt og ophæve den føderative struktur mellem en række traditionelle kongedømmer. En struktur briterne havde påtvunget det nye land. Samtidig formulerede han en politik, der i højere grad var til fordel for de fattigste sektorer, og konfronterede sig med den indiske befolkning. En minoritet på 40.000 personer der kontrollerede næsten al handel i landet. Eftersom inderne havde britiske pas, modsatte de sig en fuldstændig integration i den nye stat.
Udenrigspolitisk støttede Obote kraftigt den økonomiske regionale integration med Tanzania og Kenya med det formål at reducere Ugandas økonomiske afhængighed af Europa. Integrationsprocessen førte til dannelsen af det Østafrikanske Fællesmarked.
I januar 1971 blev Obote styrtet ved et blodigt statskup anført af den tidligere sergent, faldskærmssoldat og boksemester Idi Amin Dada. Landets økonomi var i krise, og regeringen stod overfor den indiske minoritet og de multinationale selskaber. Idi Amin viste hurtigt sin autoritære side, og beordrede i 1972 en masseudvisning af inderne.
Selv om han kom til magten med støtte fra eliten indenfor forretningslivet, var Amins handlinger i regeringen meget kontroversielle: samtidig med at han bevarede handelsrelationerne med USA og England, udviklede han gode relationer med den socialistiske verden. Han støttede en række af befrielsesbevægelserne i Afrika, men samtidig modsatte han sig Angolas optagelse i den Afrikanske Enhedsorganisation (OAU),.og han chikanerede konstant Nyereres regering i Tanzania. Selv om han var uddannet som faldskærmssoldat i Israel, eksproprierede han jorde og ejendomme, der tilhørte det jødiske samfund i Uganda og nærmede sig de arabiske lande.
Amin erklærede sig for præsident på livstid, og i 1978 udløste han krig med Tanzania ved at annektere et omfattende område i den nordlige del af dette land. Krigen mellem de to lande blev fatal for Amin, der i april 1979 blev tvunget til at flygte fra Kampala efter en fællesoffensiv gennemført af Tanzanias styrker og den ugandiske opposition, der var sluttet sammen i Ugandas Nationale Befrielsesfront (UNLF).
Den nye regering var baseret på et konsultativt Nationalråd ledet af Yusuf Lule, der var en konservativ universitetsprofessor uden politisk erfaring. Blot 68 dage senere blev Lule udskiftet med Godfrey Binaisa fra UNLF. Befrielsesfronten var dog skrøbelig, eftersom den alene var blevet dannet på det fælles ønske om at bringe Idi Amins terror til ophør. Binaisa var ikke dygtig nok til at forsone de forskellige tendenser indenfor sin bevægelse, og endnu mindre til at neutralisere Milton Obotes stigende prestige. Obotes parti, Uganda Popular Congress (UPC) var fortsat meget populær.
Præsidenten fastholdt gennemførelsen af valg i 1981, men forsøgte at hindre at Obote stillede op. Det skabte en krise, der eksploderede i maj 1980, da militæret tvang Godfrey Binaisa til at træde tilbage. Han blev erstattet med et militærråd, der fik til opgave at gennemføre valget og respektere de pluralistiske principper i den bevægelse, der havde bragt Amin diktaturet til fald. Rådet blev ledet af general David Oyite Ojok, og det forestod gennemførelsen af valget i december 1980, der endte med total sejr til UPC. Obotes parti fik 73 af parlamentets 126 pladser. Valgets gennemførelse blev kritiseret, men en international observatørkommission på 60 medlemmer erklærede efterfølgende, at under de givne omstændigheder i landet var valget blevet gennemført med minimumskravene opfyldt.
Obote overtog et land i ruiner; dets kobberminer havde ikke arbejdet i flere år, og både korruption og spekulation var vidt udbredt. Trods den store opbakning den nye regering fik ved valget, begyndte de slagne konservative grupper i 1981 en destabiliseringskampagne mod regeringen. Destabiliseringen udviklede sig senere til en guerilla. Trods dette tillod Obote de asiatiske handelsfolk at vende tilbage til landet, regulerede den udenlandske kapital og begyndte at få orden på økonomien - først og fremmest ved at bekæmpe korruptionen og spekulationen. Trods den stigende politiske vold bad han i 1981 de tanzaniske tropper om at trække sig ud af landet. De var forblevet i landet, siden Amin var blevet styrtet. Fra 1982 eksporterede landet atter kaffe, den internationale handel blev gradvist normaliseret, og der blev indledt forhandlinger med IMF om omlægning af den udlandsgæld, den nye regering havde arvet fra Amin diktaturet.
I 1983 blev Obote genvalgt til præsident og gik samtidig frem til 90 pladser i parlamentet mod 35 til det Demokratiske Parti (DP). Kort tid forinden var det lykkedes UPC at få gendannet det Østafrikanske Fællesmarked, der var gået i opløsning i 1977. Fra dette tidspunkt indledtes en langsom men sikker økonomisk vækst indenfor fællesskabet.
I perioden 1981 til juli 1985 gennemførte regeringen 16 større militæroffensiver mod de vigtigste stillinger for National Resistance Army (NRA), der var den væbnede gren for National Resistance Movement (NRM), der var blevet dannet af den tidligere præsident Yusuf Lule. Lule døde i januar 1985. NRM blev nu ledet af Yoweri Museveni, Uganda National Relief Front (UNRF) ledet af den tidligere brigadegeneral Moses Ali (en af Idi Amins tidligere samarbejdspartnere) samt den Demokratiske Føderale Bevægelse (EDEMU) under ledelse af oberstløjtnant George Nkawanga.
Borgerkrigen fordrev omkring 100.000 mennesker. I 1981 døde tusindvis af mennesker af sult i Karamoja provinsen, efter at regeringen havde slået ned på smugleriet af kvæg mellem nomadestammerne.
Trods guerillakampen voksede landets økonomi i gennemsnit med 5 % fra 1982, mens eksporten iflg. Verdensbanken voksede med 45 % fra 1983. Det var især landbrugsprodukterne der bidrog til dette høje tal. Manglen på fødevarer og rationeringen af benzin ophørte, men det store problem var fortsat inflationen, der var forværret siden 1981, hvor regeringen havde ladet landets valuta flyde. Det medførte en devaluering på 1.000 % af den ugandiske shilling. Prisen på brød steg f.eks. 5.000 % i perioden 1979-84.
I december 1985 var det planlagt, at der skulle gennemføres nye valg, i hvilke UPC atter stod til sejr, men i juli bragte et statskup anført af general Bazilio Olara Okello, Obote-regeringen til fald. General Tito Okello blev udnævnt til præsident og erklærede, at der indenfor 12 måneder ville blive holdt nye valg, for at «danne en regering med bred folkelig basis». Okello tilhørte ajuli folket fra den nordlige del af landet og beskyldte Obote fra langi folket for «ensidig stammemæsig dominans».
Fra statskuppet optrappede NRA den væbnede kamp til den i januar 1986 kunne besætte Kampala. Okello blev styrtet efter en blodig kamp, og den 30. januar overtog NRA's leder, Yoweri Museveni præsidentposten. I marts faldt Golu i den nordlige del af landet - de Okello tro styrkers sidste bastion.
Museveni måtte stort set genopbygge landet fra grunden efter de langvarige krige, der havde kostet næsten 1 million døde, sendt 2 millioner på flugt, skabt 600.000 krigsinvalider og medført enorm materiel ødelæggelse.
Ressourcerne var sparsomme i et land hvor fødselsindekset er 6,9 og den forventede levealder ikke overstiger 51 år. Dertil kom de mange tilfælde af AIDS, der havde ramt dele af landet som en egentlig epidemi.
Ugandas udlandsgæld nåede i 1987 op på 1,2 milliarder dollars. For at løse dette problem gik Museveni over til byttehandel med de andre lande i Afrika. På denne måde forsøgte regeringen at opbygge en uafhængig økonomi, og slippe udenom IMF. Denne strategi skabte problemer med nogle lande i Vesten, der ikke så med venlige øjne på landets relationer med Cuba og Libyen. USA lagde pres på Tanzania og Rwanda, og ødelagde dermed to aftaler om byttehandel, der var blevet indgået med Uganda.
I 1991 forbød regeringen fældningen af træer i den østlige del af landet for at bremse ødelæggelserne af miljøet. Trods det at indgrebet medførte tab på kort sigt, besluttede regeringen desuden at suspendere eksporten af træstammer og tømmer.
I marts 1992 var der planlagt gennemførelsen af lokalvalg i forskellige egne af landet. Tilhængerne af den tidligere præsident Milton Obote besluttede imidlertid at boykotte det. Samtidig beordrede præsident Museveni en række journalister arresteret. De havde rapporteret om menneskerettighedskrænkelser begået af hæren i den nordlige og nordøstlige del af landet. Samtidig fik præsidenten gennemført en lov, der gav regeringen ret til at gribe direkte ind overfor den lokale presse.
I februar 1992 beskyldte lokale menneskerettighedsorganisationer Museveni for at chikanere oppositionens politikere, og for ikke at tillade oprettelsen af et flerpartidemokrati i landet. Regeringen svarede, at den søgte at udvikle et demokrati baseret på de traditionelle stammestrukturer, og at politiske partier derfor var overflødige.
Alligevel tvang pres fra oppositionen og en række internationale organisationer i februar 1993 Museveni til at lade vælge en grundlovsgivende forsamling. Den skulle træde sammen i 1995 for at arbejde med udkastet til en ny forfatning. Alligevel blev initiativet kritiseret af både DP og Obotes UPC, eftersom partierne for en 7 årig periode ville forblive halv-illegale.
I februar besøgte paven Uganda. Han anbefalede befolkningen seksuel afholdenhed for at bremse spredningen af AIDS. Hans udtalelser forvoldte betydelig skade i et land, hvor sygdommen har antaget epidemilignende dimensioner, og hvor 20 % af befolkningen er HIV smittede.
I et forsøg på at skaffe sig baganda folkets støtte, gav Museveni tilladelse til genindførelse af monarkiet. Den 31. juli blev prins Ronald Muenda Mutebi indsat som ny kakaba (konge), og regeringen benyttede samtidig lejligheden til at tilbagelevere den jord, Obote regeringen tidligere havde frataget den kongelige familie.
I maj lovede Parisklubben at give landet lån til en samlet sum af 830 millioner dollars. I den foregående periode havde Musevenis økonomiske politik ligget tæt op ad kravene fra de udenlandske långivere. Antallet af offentligt ansatte blev reduceret med 48.000 ansatte, mere end halvdelen af hæren blev demobiliseret og et privatiseringsprogram sat i gang. Den økonomiske vækst på 5 % årligt var baseret på eksporten af kaffe og te. Alligevel medførte den makroøkonomiske vækst ikke nogen forbedring af levevilkårene for uganderne, der blev udsat for et stigende skattetryk. Mere end halvdelen af eksportindtægterne var øremærket til betaling af renter og afdrag på udlandsgælden, der nu var oppe på 10,7 milliarder dollars.
I 1993 blev Museveni anklaget af oppositionen for at have beordret oppositionslederen Amon Bazira myrdet i Kenya i august. Ved valget til den grundlovsgivende forsamling i marts 1994 opnåede tilhængerne af præsidenten omkring halvdelen af pladserne, men den direkte udpegning af en række af medlemmerne medførte, at Museveni havde et betydeligt flertal i den nye forsamling.
Præsidenten fortsatte stadig sin politik med genindførelse af de traditionelle lokale styreformer. I juni tillod præsidenten nioro folket i den nordlige del af landet at udpege deres egen konge.
Polemikken omkring flerparti-demokrati fortsatte i 1995. Museveni fortsatte med at fastholde, at tilladelsen af flere partier blot ville forværre de «stammemæssige modsætninger». Samtidig manifesterede de udenlandske finansielle institutioner deres tilfredshed med Ugandas økonomiske resultater. De udenlandske investeringer steg, men statslige nedskæringer forværrede situationen for flertallet af befolkningen, der lever i fattigdom.
Ved præsidentvalget den 9. maj 1996 blev Museveni (gen)valgt med 75 % af stemmerne, og slog kandidaterne Paul Ssemogerere og Muhammad Mayanja. Præsidenten vandt samme måned endnu en sejr, da hans tilhængere erobrede 156 ud af 196 pladser ved parlamentsvalget. Den nye regering under ledelse af Kintu Musoke blev udnævnt i juli.
Musevenis økonomiske reformer gjorde det muligt for landet at få del i det specialprogram, Verdensbanken gennemførte for 20 gældsplagede lande i 1997. Alligevel lever halvdelen af landets befolkning under fattigdomsgrænsen, og det blev anslået, at det var nødvendigt med 24 millioner dollars for at reducere sulten i den østlige del af landet. Uganda fik kapital fra den fransk-australske mineselskab LaSource til udviklingen af en koboltmine. Endvidere fik landet lån fra EU og Nordkorea til bygningen af et vandkraftværk.
Samtidig fortsatte konflikten med nabolandet Sudan. De to lande støtter gensidigt hinandens guerillabevægelser, hvilket har afstedkommet titusindvis af dræbte og flygtninge. Uganda modtog støtte fra USA i form af militært udstyr og træning, for sin deltagelse i destabiliseringen af Sudan og fra Mobutu Sese Sekos regime i Zaire (det senere Demokratisk Congo).
Midt i 1998 invaderede Ugandas militær nabolandet Demokratisk Congo, og sluttede sig til rebellernes kamp mod præsident Laurent Kabila. Den 18. oktober 1999 bekræftede Ugandas forsvarsminister, Stephen Kavuma i Kampala, at de ugandiske styrker ville forblive i Congo, indtil freden var genoprettet.
Den 12. november demonstrerede 70 journalister i Kampalas gader for at protestere mod myndighedernes forfølgelse og regeringens systematiske knægtelse af ytringsfriheden. Samtidig krævede de, at den såkaldte «oprørslov» blev ophævet. Den 30. november undertegnede præsidenterne for Uganda, Kenya og Tanzania i den tanzaniske by Arusha en aftale, der genoprettede det Østafrikanske Fællesmarked. Den 11. december bevilgede IMF et lån på 12 mio. dollars til Uganda for landets «indsats for mindskelse af fattigdommen», som IMF vicedirektør Shigemistsu Sugisaki formulerede det. Sugisaki anbefalede dog samtidig regeringen at investere mindre i landets forsvar. Alligevel mødtes Museveni få dage senere i Kampala med Rwandas præsident, Pasteur Bisimungu for at analysere muligheden for dannelsen af alliance, der skulle styrte Kabila i Congo.
Den 1. februar 2000 beskyldte Museveni Sudan for at bryde den aftale, der var underskrevet 2 måneder forinden og genoptagelse af de diplomatiske forbindelser - der var blevet afbrudt i 1995 - og udveksling af fanger. Få dage senere begyndte repræsentanter fra FN at undersøge landets formodede deltagelse i levering af våben til oprørsgruppen UNITA i Angola. Imens fortsatte kampene mellem regeringsstyrker og oprørere i det nordlige Uganda at kræve menneskeliv. Den 18. marts blev der opdaget en massegrav i landsbyen Kanungu med hundreder af døde tilhængere fra sekten «Genoprettelse af guds 10 bud». De havde begået kollektivt selvmord.
I april mødtes repræsentanter for den ugandiske hær med deres rebel-allierede i Congo for at indlede den våbenhvile, der få dage forinden var kommet i stand på FN's foranledning. Den 2. maj eftergav IMF - med støtte fra Verdensbanken og den Afrikanske Udviklingsbank - 640 mio. dollars af Ugandas udlandsgæld. Det blev forklaret med, at «landet var sikkert for udenlandske investeringer». Få dage inden IMF's beslutning havde præsident Museveni brugt 35 mio. dollars på indkøbet af et privat jetfly.
Museveni var vært for det Afrikanske Udviklingsforum i Addis Abeba og blev her hyldet for sin kamp i Afrika mod HIV/AIDS. Museveni refererede her til de alarmerende statistikker for sygdommens udbredelse i Afrika syd for Sahara, hvor 25 millioner mennesker er smittet. I Uganda havde smitteniveauet været et af de højeste i verden, men gennem information og en pressekampagne under parolen «elsk med forsigtidhed», var det lykkedes regeringen i betydelig grad at reducere epidemiens udbredelse.
I overenstemmelse med forfatningen fra 1995 gennemførtes 29. juni 2000 en folkeafstemning og den mulige indførelse af flerpartistyre. Det Demokratiske Parti og andre dele af oppositionen opfordrede til boykot af afstemningen. Resultatet var, at 80% af stemmerne støttede Musevenis model om et «demokrati uden partier». I vælgerundersøgelser havde tallet været 50%. Konsekvensen var, at Uganda på ubestemt tid fortsætter sin særdeles usædvanlige styreform. Dette hindrer dog ikke, at NRM - der nu kalder sig «bevægelsen» - fungerer som statsparti. Systemet placerer endvidere hele magten i hænderne på dets grundlægger.
Amnesty International kritiserede, at Uganda er et af de lande hvor homoseksuelles, biseksuelles og transseksuelles menneskerettigheder i særlig grad krænkes. Siden 1999 har ugan´das politi haft ordre til at opspore og angribe homoseksuelle, og siden da er homoseksuelles aktivister blevet udsat for forfølgelse. I juni 2000 dræbte politiet et medlem af Lesgabix, en forening af bøsser og lesbiske i Kampala.
Ved præsidentvalget i marts 2001 blev Museveni genvalgt med 69,3% af stemmerne. Hans stærkeste modkandidat, Kizza Besigye, fik 27,8% af stemmerne. Han var tidligere oberst i NRM, havde under guerillakampen arbejdet som læge, og havde siden da haft høje poster i regeringen. Internationale observatører vurderede, at omkring 15% af stemmerne var svindlede, og erklærede at valget var blevet gennemført i et klima af trusler. Museveni erklærede, at hans stemmer var «som Victoriasøen der aldrig udtørrer», og beskrev sin valgsejr som konsekvens af 15 års fredelig regeringsførelse. Den 12. maj indledte han sin nye mandatperiode, der strækker sig frem til 2006, og som iflg. forfatningen er den sidste.
Den 4. juli havde Museveni et møde med den Demokratiske Republik Congos nuværende præsident, Joseph Kabila - søn af Laurent Kabila - i Dar es Salaam. Mødet fremskyndede tilbagetrækning af ugandiske tropper fra Congo og udstationeringen af FN tropper langs fronten.
En rapport fra WTO viste, at Museveni regeringens økonomiske reformer har tiltrukket udenlandske investeringer og bidraget til væksten i landet. Som del af reformen er handelssektoren blevet liberaliseret. Frem til 2001 var BNP steget med omkring 6% årligt. Underskuddet på statsfinanserne var reduceret og det samme var inflationen, hvilket havde forbedret den økonomiske situation i landet. Landbruget tegnede sig for omkring 42% af BNP og 80% af beskæftigelsen.
I marts 2002 indgik Uganda og Sudan om bekæmpelsen af partisanbevægelsen LRA, der ledes af «profeten» Joseph Kony, der ønsker at styre Uganda på grundlag af Bibelens 10 bud. Bevægelsen har bidt sig fast i grænseområdet mellem de to lande, og som led i dens taktik bortfører den tusindvis af ugandiske børn, der gøres til børnesoldater.
Regeringen evakuerede i oktober 400.000 indbyggere fra kampområdet, inden bekæmpelsen af LRA blev intensiveret. I december blev der underskrevet en aftale med UNRF efter 5 års forhandlinger.
I maj 2003 trak de sidste ugandiske styrker sig ud af Republikken Congo, og de blev fulgt af titusinder af flygtninge, der bad om asyl i Uganda. I august døde Ugandas tidligere diktator, Idi Amin Dada på et hospital i Saudi Arabien.
I februar 2004 blev 200 mennesker myrdet i en flygtningelejr i den nordlige del af landet af LRA rebeller. Præsidenten erklærede, at der havde været tale om manglende militær koordination.
Efter pres fra donorlandene viste regeringen villighed til at lade landet udvikle sig frem mod et flerpartisystem. Samtidig umuliggjorde den eksisterende forfatning Musevenis deltagelse i det næste præsidentvalg i 2006. En række analytikere pegede nu på, at det var muligt at Museveni samtidig med ændring af forfatningen til et flerpartidemokrati ville introducere muligheden for at han selv kunne stille op i 2006.
Selvom der i december blev offentliggjort en våbenhvileaftale mellem regeringen og rebellerne i Herrens Befrielseshær, så erklærede Museveni i januar 2005 at regeringen ville genoptage kampen. Forklaringen var, at Befrielseshæren havde forkastet våbenhvileaftalen.
I juni overgav kommandanten for Befrielseshæren, Charles Okullu Bongomin sig til regeringsstyrker efter at hans tilholdssted i Lalak Bomboo i Kitgum distriktet var blevet stormet. Museveni opfordrede efterfølgende Befrielseshærens leder, Joseph Kony til at overgive sig til regeringsstyrkerne i det nordlige Uganda inden han han selv blev angrebet af hæren. Hvis han gjorde det garanterede Museveni ham personligt «et retfærdig behandling og immunitet på samme måde som andre kommandanter fra Befrielseshæren». Siden sin start i 1986 havde Befrielseshæren gennemført et utal af bortførelser. Først og fremmest af børn der blev brugt som soldater eller sexslaver. Konflikten havde drevet 1,4 mio. ugandere på flugt, som levede under kummerlige forhold i lejre i det nordlige og den østlige del af landet.
Ved en folkeafstemning i juli 2005 stemte uganderne for at vende tilbage til flerpartistyre. Præsidenten fik samme år gennemført en ændring af forfatningen, der gjorde det muligt for en præsident at sidde i 3 sammenhængende perioder. Med ændringen kunne Museveni stille op og vinde præsidentvalget i februar 2006. Valget var omgærdet af beskyldninger før, under og efter. Men der var tale om de første flerpartivalg siden han kom til magten i 1986. Uregelmæssighederne og arrestationen af oppositionskandidaten Kizza Besigye på anklager for bl.a. landsforræderi fik imidlertid Sverige og Nederlandene til at sætte deres bistand til Uganda i bero.
I marts 2006 gav Verdensbanken, IMF og den Afrikanske Udviklingsbank (ADB) grønt lys for, at 13 afrikanske lande fik eftergivet deres udlandsgæld - blandt disse Uganda. Eftergivelsen trådte i kraft 1. juli.
Et specielt tribunal der startede sin virksomhed i starten af 2007 med det formål at retsforfølge krigsforbrydelser begået af regeringsstyrker eller rebeller løb i juli ind i alvorlige vanskeligheder. Samtidig med at tribunalet udstedte arrestordre på 4 medlemmer af Lords Resistance Army erklærede talsmænd for regeringen, at soldater der var anklaget for menneskerettighedskrænkelser ikke skulle stilels for retten, eftersom de allerede havde været for en militærdomstol. LRA erklærede sig dybt forundrede over dette skridt, der var i strid med de aftaler der blev indgået ifbm. våbenhvileaftalen.
Uganda sendte i 2007 fredsbevarende styrker til Somalia som en del af AU's indsats i landet. Dette førte til protester fra Eritrea.
I september 2008 forbød præsidenten Bagandas konge, Kabaka Muwenda Mutebi at besøge visse dele af Kampala. Det udløste uroligheder, der kostede 40 livet.
På linie med flere andre afrikanske lande strammede Uganda i 2009 lovgivningen om homoseksuelle. Forfølgelsen af bøsser førte til protester fra flere europæiske lande. Museveni erklærede, at homoseksualitet er «imod guds vilje». Præsidenten menes at være tilknyttet den nordamerikanske fundamentalistisk kristne sekt, The Fellowship, der på linie med andre nordamerikanske fundamentalistiske kristne fører en intensiv kampagne mod homoseksualitet.
Ugandisk militær bekæmpede i 2009 LRA styrker i den Demokratiske Republik Congo, Sydsudan og den Centralafrikanske Republik. Militæret fangede enkelte LRA soldater, men LRA hævnede sig efterfølgende ved at dræbe omkring 1000 civile i de 3 lande.
I juli 2010 gennemførte den somaliske milits al Shabaab et selvmordsangreb i Kampala i protest mod Ugandas deltagelse i AMISOM styrken i Somalia. Bombeattentaterne der ramte to steder i Kampala kostede 76 livet og 70 blev såret. De var rettet mod steder hvor publikum fulgte VM i fodbold.
Museveni blev i februar 2011 genvalgt som præsident med 68% af stemmerne.
Inspireret af det «arabiske forår» gennemførte oppositionen i de første måneder af 2011 en række kampagner og demonstrationer mod regeringen og de høje leveomkostninger. I april arresteredes oppositionslderen Kizza Besigye, hvilket udløste optøjer i Kampala. Besigye erklærede, at de fredelige protester ville fortsætte. I løbet af måneden blev 9 demonstranter dræbt af sikkerhedsstyrker og over 100 såret. I oktober blev mindst 27 aktivister arresteret og anklaget for højforræderi. Regeringens svar på protesterne blev fordømt af flere af Ugandas donorlande. Det gjaldt dog ikke USA og Storbritannien for hvem landet er vigtigt i kampen mod Somalia.
I oktober nåede den årlige inflation 30,5%. Især pga. stigninger i prisen på fødevarer og brændstof.
Der eksisterer - som i Danmark - udstrakt straffrihed for sikkerhedsstyrkernes overgreb, så de 9 mord begået af politifolk i april 2011 blev heller ikke undersøgt eller retsforfulgt.
I marts 2012 lagde børneorganisationen Invisible Children videoen «Kony 2012» på YouTube. Den dokumenterede LRA's forbrydelser og blev i løbet af få uger set af over 100 millioner mennesker.
I juli 2012 udbrød der Ebola i Kibaale distriktet. Frem til oktober var 16 død af virussygdommen.
Oprørsgruppen ADF-Nula var i april 2013 i gang med rekruttering af unge medlemmer i Kampala. Gruppen var allieret med al-Shabaab i Somalia og var i juli 2013 i kamp i Beni distriktet i Congo.
Pressefriheden blev yderligere indskrænket i løbet af 2013. Alene i årets 6 første måneder blev der registreret mere end 50 angreb på journalister og medier. To blade, Daily Monitor og The Red Pepper blev lukket af myndighederne. Samtidig var omfanget af tortur og nedværdigende behandling tiltagende. Der blev rapporteret om 500 tilfælde i løbet af året, og sikkerhedsstyrkernes overgreb fandt sted med fuld straffrihed.
Forsamlings og organiseringsfriheden blev drastisk reduceret med Musevenis underskrivelse af Public Order Management Act i oktober 2013. Loven reducerede dramatisk antallet af demonstrationer og protester i løbet af 2014.
I februar 2014 underskrev Museveni en lov mod Homoseksualitet. Homoseksuelle vil nu blive idømt fra 2 år til livsvarigt fængsel. Samtidig kørte landets medier en svinsk kampagne mod homoseksuelle. Loven fik Danmark, Nederlandene og Sverige til at indstille bistanden til landet. To år tidligere havde hackergruppen anonymous hacket en række af regeringens Web sites i protest mod homofobien i landet. I juli omstødte forfatningsdomstolen imidlertid loven med henvisning til, at parlamentet ikke havde været beslutningsdygtigt, da den blev vedtaget. Loven havde imidlertid allerede medført, at LGBT personer blev sat ud af deres boliger, fyret eller overfaldet i det offentlige rum.
To smågrise blev i juni 2014 smuglet ind i parlamentet i protest mod den omfattende korruption i landet og isæt blandt dets parlamentarikere. Verdensbanken anslog i 2012 at korruption androg 286 mio. US$. Landets parlamentarikere havde i forvejen en løn der var 60 gange højere end embedsmænd i staten. I 2012 forsvandt 12,6 mio. US$ i bistandsmidler fra premierministerens kontor. Det blev en offentlig skandale, der fik EU, Storbritannien, Tyskland, Irland, Norge og Danmark til at suspendere bistanden.
I september 2014 udskiftede Museveni premierminister Mbabazi med den tidligere sundhedsminister Ruhakana Rugunda.
Fem ledende embedsmænd i landets nationalparkstyrelse blev i november suspenderet efter 5 tons elfenben var blevet stjålet fra styrelsens lagre.
LRA kommandanten Dominic Ongwen overgav sig i januar 2015. Han var eftersøgt for krigsforbrydelser og internationale menneskerettighedsorganisationer krævede ham udleveret til retsforfølgelse af ICC. Han blev senere overført til Haag, trods voldsom modstand fra Ugandas regering, der ønskede ham stillet for retten i Kampala.
WikiLeaks kunne i juli 2015 afsløre hemmelige forhandlinger mellem præsidentembedet og firmaet Hacking Team om levering af hacking software. I november rapporterede Privacy International om leveringen af hacking software til Ugandas militær til indtrængen i oppositionelle og formodede regimemodstanderes computere. I Danmark anvender PET tilsvarende software til indtrængen i oppositionelle og formodede regimemodstanderes computere.
I november vedtog parlamentet en ny NGO lov, der kan medføre bøder eller straf til NGO'er der er engagerede i aktiviteter «der er i strid med Ugandas interesser eller det ugandiske folks værdighed». Loven var i strid med internationale menneskerettiogheds standarder ved både at indskrænke forenings- og ytringsfriheden. Gennem 2015 brød efterretningsvæsenet eller sikkerhedsstyrker ind i en række menneskerettigheds organisationers kontorer. I juni gjaldt det Human Rights Network for Journalists-Uganda, der fik stjålet flere computere og dokumenter. I juli gjaldt det Uganda Land Alliance. En sikkerhedsvagt blev dræbt under dette angreb.
Præsident- og parlamentsvalget i februar 2016 blev vundet af Museveni. Efter 30 år på præsidentposten sikrede Museveni sig en ny 5 årig periode med 60,6% af stemmerne mod 35,6% til Kizza Bisigye. Museveni blev valgt allerede i 1. runde. Hans NRM parti fik samtidig 296 ud af parlamentets 426 pladser. En fremgang på 30. Valget var præget af omfattende vold, chikane af oppositionens kandidater og svindel. Alene i valgmåneden blev Musevenis vigtigste modkandidat Bisigye arresteret 4 gange for til sidst at blive sat i husarrest. Mens valgobservatører fra Commonwealth og Kenya rapporterede om udbredt valgsvindel var EU og USA generelt positive i deres karakteristik af valget. Begge unioner leverer vital økonomisk og militær bistand til diktaturet.
En ny NGO lovgivning trådte i kraft i marts. Den var vagt formuleret og gav myndighederne vide rammer for at lukke NGO'er, de ikke brød sig om.
Ligeledes i marts bekræftede en ICC forundersøgelse, at LRA kommandanten Dominic Ongwen ville blive stillet for retten for over 70 anklagepunkter, deriblandt krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. I august blev en anden sag mod LRA oberst Thomas Kwoyelo indledt ved Kampala landsret.
I slutningen af november 2016 angreb kongen af Rwenzururu, Charles Wesley Mumberes vagter flere politistationer i regionen, hvorunder mindst 14 politifolk blev dræbt. To dage senere blev mindst 100 dræbt og 139 arresteret i sammenstød mellem sikkerhedstjenesterne og kongens vagtværn i den vestlige by Kasese. Kongen blev efterfølgende arresteret og ført til Kampala, hvor han blev anklaget for mord.
Udover at forsyne Uganda med hundrevis af fundamentalistiske kristne missionærer, gav USA i 2016 70 mio. US$ i støtte til landets militær og 440 mio. US$ til sundhedsvæsenet.
I december 2017 ændrede Museveni forfatningen, fjernede aldersgrænsen (over 35 og under 75) for at kunne stille op som præsident, og genindførte en begrænsning for, at en præsident kun kunne sidde i 2 perioder. Museveni var da 73 og ville ikke kunne lade sig vælge i 2021 med den eksisterende aldersgrænse. Periodebegrænsningen indikerede, at han havde tænkt at lade sig vælge i 2021 og 26. I 2031 vil han være 87. Befolkningen var overvældende imod Muesevenis forfatningsmanøvre, men blev ikke spurgt og protester slået hårdt ned.
I marts 2020 indførtes lockdown pga. COVID-19 pandemien. Der indførtes ind- og udrejseforbud til lande med COVID-19. Regeringen indførte i månederne fremover en lang række forbud. En undersøgelse i 2021 viste, at regimet i vid udstrækning havde anvendt COVID-19 truslen som undskyldning for øget repressioin - på samme måde som i Vesten. Officielt var 167 døde af sygdommen frem til juni 2022. Det reelle tal var sandsynligvis langt større. Endnu flere var slået ihjel af sikkerhedsstyrkerne, når disse skulle håndhæve COVID-19 forholdsreglerne.
Museveni gav i januar 2021 sig selv en ny periode, da han «vandt» præsidentvalget med 58,4% af stemmerne - i første runde. Præsidentens parti NRM gik faktisk 7,2% tilbage til 41,6% i det samtidige parlamentsvalg, men pga. det britisk inspirerede valgsystem havde det med 336 mandater et overvældende flertal i parlamentet. Museveni gjorde det ikke let for sin modkandidat ved præsidentvalget: Bobi Wine. To måneder inden valget blev han arresteret af sikkerhedsstyrkerne. Angivelig for at overtræde COVID-19 reglerne. Hans tilhængere gik på gaden, og de efterfølgende voldelige sammenstød kostede over 100 livet og 500 sårede. Wine blev arresteret igen en måned senere, da sikkerhedsstyrkerne angreb hans valgmøde med tåregas. Han blev efterfølgende sat i husarrest i Kampala. Dagen inden valget lukkede diktaturet først for adgangen til Facebook og siden al adgang til internettet. Efter valget indgav Wine og hans valgkampagne en klage til højesteret over den udbredte valgsvindel. Klagen blev afvist og Museveni udråbt til vinder. Han blev lykønsket af statslederne fra Tanzania, Kenya og Sudan.
I februar kendte ICC Lords Resistance Army lederen Dominic Ongwen skyldig i 61 tiltalepunkter for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. I maj blev hans straf udmålt til 25 års fængsel.
I starten af marts hævdede oppositionspartiet NUP, at 458 af dets medlemmer var blevet arresteret af sikkerhedsstyrkerne op til og efter valget i januar. De var fortsat forsvundne.
I august beordrede det statslige NGO Bureau 54 NGO'er opløst. En række af dem fik samtidig deres ansatte og medlemmer arresteret.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 2/6 2022
Læst af: 124.009