Browserudgave

Palæstina

Befolkning	5,0 mio.
Valuta
Areal	6.220 Km2
Hovedstad	Jerusalem (Al-Quds Ash Sharif)
Befolkningstæthed	485,4 indb./Km2
HDI placering	106

Israel har siden 2002 omdannet Palæstina til en koncentrationslejr gennem bygningen af en mur omkring hele landet. Muren er ulovlig efter Folkeretten og blev i 2006 kendt ulovlig af den Internationale Domstol i Haag. Den skal fjernes - før eller siden!

Ifølge folkeretten er Palæstina det land på 27.000 km², der ligger vest for Jordanfloden, som Folkeforbundet overdrog Storbritannien som «mandatområde» i 1922. Området består af de zoner, som Israel erobrede før 1967 (20.073 km²), Jerusalem og omegn (70 km²), venstre bred af Jordanfloden (5.879 km²) og Gazastriben (378 km²). Klimaet er tempereret middelhavsklima. Ved kysten og i Jordandalen er det frugtbart. Landet er i syd afgrænset af Sinaiørkenen og i nord af den syriske ørken. Gazaområdet lider af stor vandmangel. Spildevandet og affaldet fra områderne gør dem stærkt forurenede. Jorderosionen og afskovningen er betydelig.

Folket: Palæstinenserne er et arabisk folk. I 1997 blev det vurderet, at der findes 7 millioner palæstinensere - i og udenfor Palæstina. Aktuelt bor 700.000 i Israel, 1.5 millioner på Jordanflodens Vestbred og 800.000 i Gazastriben. Resten bor andre steder i Mellemøsten (Jordan 2,17 mio., Lbanon 395.000, Syrien 360.000 og andre arabiske lande 517.000) eller i Europa. Der bor desuden betydelige palæstinensiske minoritetsgrupper i Chile, Brasilien og USA. En tredjedel af befolkningen i de besatte områder lever i flygtningelejre.

I erkendelse af at Israel støttet af EU og USA blokerer for en fredsløsning i Mellemøsten og dannelsen af en palæstinensisk stat, besluttede Brasilien og Argentina i slutningen af 2010 at anerkende staten Palæstina med Jerusalem som hovedstad. De to toneangivende latinamerikanske fik hurtigt følgeskab af Uruguay, Venezuela, Bolivia, Ecuador, Chile, Cuba, Nicaragua, Peru, Paraguay, Guyana og Costa Rica. I december bekræftede Rusland sin anerkendelse af en palæstinensisk stat, og i slutningen af januar 2011 blev Cypern det første EU land, der tog en lignende beslutning.

Det principielle spørgsmål om anerkendelse af en palæstinensiske stat blev taget op af FN's Generalforsamling i 1988. Kun 2 lande stemte imod: Israel og USA. 36 undlod at stemme, deriblandt de vesteuropæiske lande som Danmark og apartheid Sydafrika. Resten af verdens lande - 104 - stemte for anerkendelse af Palæstina: Afghanistan, Albanien, Algeriet, Angola, Argentina, Bahrain, Bangladesh, Benin, Bolivia, Botswana, Brasilien, Brunei, Bulgarien, Burkina Faso, Burma, Burundi, Hviderusland, Cabo Verde, Chad, Kina, Colombia, Comoros, Cuba, Cypern, Chekoslovakiet, Demokratisk Kampuchea, Demokratisk Yemen, Djibouti, Ecuador, Egypten, Ækvatorial Guinea, Ethiopien, Gabon, Gambia, DDR, Ghana, Guinea, Guinea-Bissau, Guyana, Haiti, Ungarn, Indien, Indonesien, Iran, Iraq, Jordan, Kenya, Kuwait, Laos, Libanon, Libyen, Madagascar, Malaysia, Maldiverne, Mali, Malta, Mauritanien, Mauritius, Mexico, Mongoliet, Marokko, Mozambique, Nicaragua, Niger, Nigeria, Oman, Pakistan, Panama, Papua New Guinea, Peru, Philippinerne, Polen, Qatar, Rumænien, Rwanda, St. Lucia, St. Vincent, Samoa, Sao Tome & Principe, Saudi Arabien, Senegal, Seychellerne, Sierra Leone, Singapore, Somalia, Sri Lanka, Sudan, Suriname, Swaziland, Syrien, Thailand, Togo, Tunisien, Tyrkiet, Uganda, Ukraine, USSR, United Arab Emirates (UAE), Tanzania, Vanuatu, Vietnam, Yemen, Yugoslavien, Zambia, Zimbabwe. Der er heller ikke den store tvivl om, at de palæstinensiske planer om at søge verdenssamfundets opbakning til dannelse af en palæstinensisk stat vil få massiv global opbakning - bortset fra Israel og dets støtter i EU og USA.

Religion: Overvejende sunnimuslimsk (97%). Endvidere knap 3% kristne.

Sprog: Palæstinenserne taler arabisk og i de israelsk besatte områder taler de ofte også hebræisk, der udspringer af samme sprogstamme som arabisk og har mere tilfælles med dette end med de europæiske sprog, som indvandrerne taler.

Politiske partier: Den palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO, Palestinian Liberation Organization) er dannet i 1964 og har en række medlemsorganisationer: Den største er den socialdemokratisk orienterede Al Fatah (Bevægelsen for national Befrielse), der blev grundlagt i 1965 af Yasser Arafat; Den næststørste er Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP, Peoples Front for the Liberation of Palestine) grundlagt af doktor George Habash i 1967. Den definerer sig som marxistisk-leninistisk lige som den Demokratiske Front til Palæstinas Befrielse (DFLP, Democratic Front for the Liberation of Palestine) ledet af Nayef Hawatmeth.
Al Saika blev dannet i 1967, ledes af Isam al-Qadi og organiserer palæstinensere, der sympatiserer med det syriske Baath parti. Den Arabiske Befrielsesfront ledes af Rakad Salem og har tætte forbindelser med det irakiske Baath parti. PFLP-General Command ledes af Talal Naji. Det palæstinensiske Folkeparti (tidl. Palæstinas Kommunistiske Parti) ledes af Mustafa Barghuthi, Hana Amira og Abd al-Majid Hamdan. Palæstinas revolutionære Kommunistparti (al-Hizb al-Shuyu'i al-Thawri al-Filastini) ledes af Arabi Awwad. Den fundamentalistiske islamiske bevægelse Hamas har meget betydelig opbakning i Gaza og på Vestbredden og modsætter sig fredsprocessen med Israel. Efter at Israel i foråret 2004 myrdede bevægelsens åndelige leder, sheikh Yasin, ledes den af Khalid Misha'al der er formand for Hamas' politbureau. Islamisk Jihad (Al-Jihad al-Islami) står bag en lang række af terrorangrebene i Israel og ledes af Jamal Amar (fra Sudan), Ramadan Shallah (fra Syrien), Ziyad Nahala (fra Líbanon), Ibrahim Shihada og Ahmad Muhana.

Officielt navn: As-Sulta Al-Watania Al-Filistiniya (den palæstinensiske autoritet)

Hovedstad: al-Quds (Jerusalem) har historisk været landets hovedstad. Det Palæstinensiske selvstyre har sit officielle hovedsæde i Jericho (14.744 indb. i 1997).

Regering: Mahmoud Abbas er siden januar 2005 præsident for det Palæstinensiske selvstyre (Palestinian National Authority). Siden 10. januar 2009 er han landets diktator. Hans Fatah parti turde ikke udskrive præsidentvalg, da meningsmålinger indikerede at Hamas ville vinde dette.
Mohammad Shtayyeh er premierminister siden april 2019.
Det nationale lovgivende Råd fungerer som parlament. Israelsk militær arresterede på et tidspunkt 40 af rådets medlemmer og tog dem som gidsler.

Væbnede styrker: Ingen officielle oplysninger

 

Palæstina har i moderne tid fået optrukket sine grænser efter opgøret mellem sejrherrerne fra 1. verdenskrig. I grove træk fulgte man her de administrative grænser, som tyrkerne havde fastsat under deres herredømme i området fra 1517 til 1918, og som selv var baseret på endnu ældre traditioner. De moderne grænser bryder derfor kun i ringe grad med den identifikation og selvopfattelse, som udviklede sig lokalt - i modsætning til så mange andre asiatiske og afrikanske områder, som er blevet hærget af den europæiske kolonialisme.

Fra 1922 var Palæstina under britisk styre ifølge et mandat fra Folkeforbundet. En omstridt FN beslutning fra 1947 gjorde det imidlertid muligt for zionistbevægelsen at oprette sin egen stat - staten Israel - i dele af Palæstina i 1948. I 1967 besatte dette regime resten af Palæstina - Vestbredden og Gazastriben - samt dele af Egypten (Sinai) og Syrien (Golanhøjderne).

Efter oprettelsen af staten Israel blev det almindelig at anvende «Israel» som navn for Palæstina, eller for dele af landet. Men da staten Israel ikke har endelig fastlagte grænser, er «Israel» - i modsætning til «Palæstina» - ikke en entydig geografisk betegnelse. Ekstreme zionister hævder, at Israels Land - Eretz Israel - strækker sig langt ud over grænserne fra junikrigen i 1967, mens antizionister ikke anerkender «Israel» som geografisk betegnelse for nogen del af Mellemøsten eller Palæstina. FN og lande som anerkender staten Israel anvender betegnelsen «Israel» om den del af Palæstina, hvor zioniststaten udøver sin fulde suverænitet - våbenhvilelinien fra 1949. Det er et politisk spørgsmål, hvorvidt man vil anvende «Israel» som en geografisk betegnelse, og i givet fald om hvilket område. Kampen om navnet er symbolsk for kampen om landet.

Erhverv

Ydre politiske forhold har altid haft stor betydning for det sociale og politiske liv i Palæstina. Landets beliggenhed og historie har gjort handel og håndværk til vigtige og traditionsrige erhverv. Dette har givet grundlag for en højere geografisk mobilitet og social differentiering end i de fleste andre lande i Mellemøsten. Men landbruget har været det vigtigste erhverv og har i årtusinder sikret en stabil bosætning og kultur. Verdens ældste bysamfund, Jericho, har i ca. 9.000 år baseret sin eksistens på et organiseret landbrug. I moderne tid - frem til oprettelsen af staten Israel - blev jorden ejet dels af private, dels af det offentlige, dels var den fællesejendom knyttet til den enkelte landsby eller by. Landejendom gav indflydelse og adgang til ledende religiøse positioner. Store arealer tilhørte jordejere, som boede i Beirut, Damaskus eller Konstantinopel. Tusindvis af palæstinensiske bønder dyrkede denne jord til daglig og vidste knapt nok, hvem de betalte leje til. Men da zionisterne begyndte at opkøbe denne jord (i 1880'erne), krævede de bønderne fjernet. Dette førte til de første blodige sammenstød mellem den indfødte befolkning og de zionistiske settlere.

Palæstinenserne dyrkede (og dyrker) først og fremmest citrusfrugter, hvede, oliven og grøntsager. Dele af produktionen blev tidligt orienteret mod eksportmarkederne. I midten af det 19. århundrede blev der f.eks. eksporteret store mængder frugt og grøntsager til Europa. I forhold til nabolandene drev Palæstinenserne et avanceret landbrug. Dette fik zionisterne stor gavn af, da de under og efter krigen i 1948-49 beslaglagde store dele af den indfødte befolknings jorde og produktionsudstyr. I dag er den arabiske befolkning i staten Israel pr. lov udelukket fra at eje, leje eller på anden måde udnytte 92,6 % af området, som er under fuld israelsk suverænitet.

Historien frem til vor tid

Navnet Palæstina stammer fra Filistea - filistrenes gamle land - som var et forbund af 5 byer i det sydvestlige Palæstina med Gaza som hovedstad. Forbundet blev opløst omkring år 1000 f.v.t. efter at have tabt et slag mod israelitternes kong David. Både filistrene og Israelitterne var erobringsstammer fra de omkringliggende områder, som flere århundreder tidligere havde slået sig ned i Palæstina - i kanaanæernes land (Kanaan).

Der eksisterer ingen historisk kontinuitet fra kampene mellem filistre og israelitter for 3.000 år siden og frem til dagens konflikt mellem palæstinensere og israelere. Dagens palæstinensere nedstammere givet i lige stor udstrækning fra Israelitterne og fra Filistrene. De er desuden efterkommere af en lang række andre erobringsstammer, handelsfolk og immigranter, som gennem århundreder har slået sig ned i landet. Dagens israelske jøder stammer på deres side i stor udstrækning fra tyrkiske og europæiske folkeslag og kun i ringe grad fra Israelitterne.

Under David og hans efterfølger Salomon (965-928 f.v.t.) var store dele af Palæstina og dele af vore dages Jordan og Syrien samlet under israelitisk herredømme. Det vides ikke, om der blev anvendt en fælles betegnelse for dette område, men senere blev det kaldt «Det forenede kongerige». Efter Salomons død blev riget splittet i to stater; Israel, erobret af assyrerne i 722 f.v.t. og Juda, erobret af babylonierne i 578 f.v.t. Store dele af befolkningen flygtede eller blev under disse erobringer ført bort i fangenskab.

Mens Judariget endnu bestod, blev «jøde» - yehudi - taget i brug som en etnisk samlebetegnelse for israelitter - eller hebræere. Under fangenskabet i Babylon - Iraq - udviklede jødiske filosoffer en ny religion - jødedommen - på grundlag af Israelitternes gamle stammereligion. Dermed er jødedommen i princippet ikke begrænset til en bestemt etnisk gruppe.

Da perserne erobrede det babylonske imperium i 538 f.v.t., tillod de jøderne at vende tilbage til Palæstina. I mellemtiden havde edomitter, filistre og andre stammere bosat sig i de affolkede områder. Jøderne slog sig for det meste ned i området omkring Jerusalem. Den næste erobrer var Alexander den Store (330 f.v.t.). Ved hans død i 323 blev Mellemøsten delt mellem to af hans generaler - Ptolemeius med sæde i Egypten og Selevkidius med sæde i Syrien. Ptolemæerne havde magten i Palæstina frem til år 200 f.v.t. da selevkiderne tog over - frem til 70 f.v.t. Under makkabæernes ledelse gjorde jøderne oprør mod selevkidene og fik i 142 f.v.t. kontrollen over Judea - romersk navn for det tidligere Judarige. Hvor stor grad af selvstændighed jøderne fik i forhold til selevkiderkongen før hele Palæstina atter blev erobret er dog usikkert.

Efter et kort armensk herredømme (70-63 f.v.t.) overtog romerne magten. De holdt landet besat i 700 år - til 638. Jøderne gjorde oprør mod romernes styre, men blev slået brutalt ned - Jerusalems fald i år 70 og Masadas fald i 73. De fleste jøder blev i denne periode ført ud af Palæstina til forskellige dele af Romerriget. Det sidste jødiske oprør fandt sted i 132-135.

Kejser Hadrian (76-138) var den første til at anvende «Palæstina» som officiel betegnelse om landet - dengang som betegnelse for den romerske provins i området. Den var tredelt og omfattede vore dagens Palæstina samt dele af Jordan og Syrien.

Under den muslimske ekspansion kom Palæstina i 638 under arabisk-muslimsk herredømme, og forskellige muslimske herskere bevarede kontrollen i landet helt frem til 1. verdenskrig - undtagen under korsfarernes kongedømme i Jerusalem (1099-1291). De sidste 400 år af denne periode (1517-1918) var Palæstina en provins i det osmanniske imperium.

Palæstinas moderne historie

Palæstina er fattig på naturressourcer, men få lande i verden har været udsat for flere besættelser og koloniseringsforsøg. Dette hænger sammen med landets geopolitiske beliggenhed i skæringspunktet mellem Europa, Asien og Afrika. Handelsveje har krydset området siden tidernes morgen. Og med dette fulgte krige, erobringer, folkevandringer og folkefordrivninger. Men Palæstinas - specielt Jerusalems - unikke stilling som centrum for tre store religioner - jødedom, islam og kristendom - har også haft stor betydning for landets politiske historie.

Palæstinakonflikten spidsede til, da zionistbevægelsen - en europæisk kolonialistisk settlerbevægelse - gjorde krav på Palæstina. Dette kan dateres til 1897, da Verdens Zionistorganisation blev oprettet.

Europæiske forudsætninger

Fremvæksten af zionistbevægelsen faldt sammen med den stærke nationalistiske og imperialistiske fase i europæisk politik i sidste halvdel af det 19. århundrede, og blev selv præget af denne. Gennem et storstilet koloniseringsprojekt sigtede zionistbevægelsen på at oprette en egen stat for jøder i Palæstina. På trods af palæstinensisk modstand allerede fra starten (1880'erne), forestillede zionisterne sig ikke, at den indfødte befolknings krav kunne blive den afgørende hindring for denne plan.

Theodor Herzl (1860-1904) som grundlagde Verdens Zionismen og var dens første præsident, baserede bevægelsens strategi på princippet om en fast alliance med en ledende imperialistisk magt. I 1917 erklærede den britiske regering, at den ville støtte oprettelsen af et «jødisk nationalhjem» i Palæstina (Balfourerklæringen). Storbritannien fik således rollen som «moderland» for den zionistiske kolonibevægelse.

Den asiatiske baggrund

Set mod en asiatisk baggrund var zionistbevægelsen et kolonialistisk fremmedelement plantet i hjertet af den arabiske verden i en epoke, da de arabiske folk begyndte at samle sig til befrielse fra kolonialismen. Nationalistbevægelserne i de enkelte arabiske lande var rettet mod en fælles fjende - tyrkisk og vesteuropæisk kolonialisme og imperialisme. Desuden eksisterede der stærke historiske, kulturelle og religiøse bånd mellem folkene i Mellemøsten. Dette gjorde det muligt for de nationale bevægelser at fremstå som dele af en panarabisk bevægelse - jfr. den panafrikanske bevægelse som udviklede sig senere i det 20. århundrede.

Palæstina ligger strategisk placeret som en kile mellem den østlige og vestlige arabiske verden. Religiøst og kulturelt var landet centrum for de arabiske folk. At en europæisk organisation som hævdede at repræsentere «det jødiske folk» og krævede ejendomsret til Palæstina, blev i starten ikke taget alvorligt. Det var først da den britiske imperialisme blev beskyttelsesmagt for zionistbevægelsen og forholdet blev velsignet af Folkeforbundet, at kampen mod zionismen blev et samlingspunkt for den arabiske nationalisme.

Stormagtsrivaliseringer

Allerede tidligt under 1. verdenskrig var det klart, at det osmanniske imperium ville gå i opløsning, og at sejrherrerne ville få en stor kage at dele. Mellemøstens politiske fremtid lå i støbeskeen, grænser skulle trækkes, indflydelsessfærer defineres og regimer oprettes. Denne proces blev ledet af de vestlige stormagter ud fra egne snævre magtinteresser. Resultatet er vore dages konflikter i Mellemøsten.

Under krigen indgik briterne tre indbyrdes modstridende aftaler om Mellemøstens fremtid:

1. en med arabiske nationalistledere om at araberne efter krigen skulle have national selvstændighed - bl.a. i Palæstina, ifølge den arabiske fortolkning - hvis araberne støttede de allierede mod tyrkerne (Hussein -McMahon-aftalen af 1915);
2. en med Frankrig hvor de to sejrsmagter delte Mellemøsten mellem sig i indflydelsessfærer (Sykes-Picot-aftalen af 1916);
3. en med zionistbevægelsen hvor briterne lovede deres støtte til oprettelsen af et «jødisk nationalhjem» i Palæstina (Balfour-erklæringen af 1917).

For Palæstinas vedkommende blev resultatet en slags blanding af de to sidste aftaler: Opgøret efter 1. verdenskrig førte til, at Storbritannien fik Palæstina som mandatområde under Folkeforbundet og forpligtede sig til at virkeliggøre Balfourerklæringen. Dette var i strid med briternes aftale med araberne om national uafhængighed.

Udviklingen i Palæstina

Frem til 1920 havde forholdet mellem den indfødte befolkning og zionistbevægelsen været præget af stigende spænding og stadig hyppigere sammenstød, men endnu ikke fuld krig. I 1882 da de første jødiske indvandrere kom til Palæstina, var der ca. 20.000 indfødte jøder i landet. De fleste var fromme kvinder og mænd, som dyrkede deres religion i Jerusalem og de andre hellige byer - Sefat, Tiberias og Hebron. De levede fredeligt med de andre palæstinensere og anså zionismen for fremmed og kættersk.

Efter 20 års kolonisering var immigrantsamfundet i 1902 kun oppe på ca. 10.000 mennesker - ud af en samlet befolkning på ca. en halv million. Praktisk talt alle var kommet fra Østeuropa - især Rusland hvor jøderne blev udsat for blodige forfølgelser. Til sammenligning flygtede ca. 2,6 millioner jøder fra Østeuropa til USA i perioden 1880-1914. Manglen på immigranter og de store omstillingsproblemer førte til, at op mod 90% af immigranterne atter forlod Palæstina. Dette truede det zionistiske koloniprojekt.

Settlersamfundet var givet gået i opløsning ved århundredeskiftet, hvis ikke den franske baron Edmund Rothschild gennem Jewish Colonial Association havde opkøbt de fleste jødiske kolonier og baseret økonomien på billig indfødt arbejdskraft. Øget indvandring af godt organiserede og politisk motiverede zionister medførte imidlertid, at de lokale zionistorganisationer blev i stand til at overtage ansvaret for kolonierne i tiden frem mod 1920.

Den nye generation af østeuropæiske indvandrere kom til at dominere opbygningen af settlersamfundet og senere staten Israel. Denne pionergeneration satte sig som mål at skabe en «normal» jødisk nation baseret på et jødisk proletariat. For at realisere dette mente de det var nødvendigt med fuldstændig adskillelse mellem settlersamfundet og det palæstinensiske samfund: Kun jøder skulle ansættes i jødisk ejede virksomheder og jøder skulle i videst mulig udstrækning handle med jødisk producerede varer.

Indvandrerne måtte ikke på nogen områder gøre sig afhængige af den indfødte befolkning. Dette princip kombineret med en politik for erobring af landet, måtte nødvendigvis føre til en total konflikt med Palæstina-araberne. Slagordene var «Erobring af land! Erobring af arbejde!». Det var ironisk nok de zionistiske venstrepartier som førte an i denne udvikling. I første omgang ved at opbygge kibbutzbevægelsen. Kibbutzerne havde en demokratisk indre struktur, men virkede indenfor en kolonialistisk ramme og blev spydspidser i den zionistiske erobring af Palæstina. (Se Kibbutz.)

Det var først efter 1908, at den antizionistiske kamp fra palæstinensisk side kom ind i organiserede rammer, efter at tyrkerne havde indført et mere liberalt regime i Konstantinopel (Istanbul). En begrænset lokal nationalisme blev tilladt. Den palæstinensiske nationalistbevægelse grundlagde på kort tid to aviser, Falastin og al-Karmil, og angrebene på de nye kolonier tog til i omfang. Men Palæstinenserne var fortsat mest optaget af kampen for selvstændighed ifht. Konstantinopel og allierede sig med andre arabiske nationalister, som havde samme mål - særlig i Syrien og Libanon.

I 1914 var der 84.000 jøder i Palæstina - immigrantandelen ukendt - og ca. 710.000 palæstinensere. I løbet af krigen forlod mange jøder landet. Kun 57.000 - 8% af befolkningen - var tilbage i 1917. Højst halvdelen af dem var immigranter eller efterkommere af immigranter.

1920 Balfourerklæringen åbner op for omfattende jødisk indvandring

Efter Balfourerklæringen gennemførtes der en ny omfattende jødisk indvandring og en intens zionistisk organisering. Dette blev især fremtrædende, efter at Hitler overtog magten i Tyskland og USA kvoteregulerede immigrationen. Zionismens mål om en egen stat for jøder - som indtil da var blevet betragtet som helt urealistisk af de fleste - var efter Balfourerklæringen blevet «realpolitik».

Briterne prøvede at berolige Palæstinenserne med, at en suveræn jødisk stat aldrig ville komme på tale, men greb alligevel ikke ind da zionisterne indledte deres statsbyggende virksomhed - specielt med basis i Histadrut, «Den Hebræiske Arbejderføderation i Eretz Israel». Histadrut organiserede størstedelen af erhvervs- og arbejdslivet indenfor den jødiske del af befolkningen. Ligeledes uddannelse, sundhedsvæsen og bevæbning af settlerne.

For den indfødte befolkning var denne udvikling en langsom og smertefuld kvælningsproces. Specielt bondebefolkningen blev hårdt ramt. Tusinder blev tvunget fra hus og hjem og søgte ind til byerne, hvor overbefolkning blev et alvorligt problem i 30'erne. Allerede fra 1920 forekom der blodige optøjer, og briterne blev tvunget til at sende stadig større troppestyrker til landet. Zionisterne hævdede, at palæstinensernes oprør bundede i antijødisk religiøs fanatisme, men britiske undersøgelseskommissioner slog gang på gang fast, at optøjerne skyldtes, at palæstinenserne følte sig trængt ud af landet af zionistbevægelsen.

Den første palæstinensiske modstandskongres blev holdt i Haifa i 1920 og krævede national uafhængighed i Palæstina. Men en samling af modstandsarbejdet blev hindret af rivalisering mellem de mægtigste familier i landet. Manglende træning og organisering af masserne gjorde mere optøjerne til et blodbad end virkningsfulde angreb mod settlernes strategiske punkter.

Først i 1936 blev modstandskampen samlet under én ledelse, Den højere arabiske Komite (Arab Higher Committee). Komiteen organiserede samme år en generalstrejke, som var effektiv i et halvt år, og som derefter gik over i guerillakrig - «Den første palæstinensiske revolution». Modstandsbevægelsen skaffede sig kontrol over størstedelen af landet, før briterne i 1938 blev tvunget til at gennemføre en total militær besættelse. I 1939 blev oprøret slået ned og ebbede ud efter heftige indre stridigheder. Palæstinensernes politiske krav i denne tid var at stoppe den jødiske indvandring, forbyde salget af jord til zionisterne og oprette en national palæstinensisk regering og et parlament valgt af muslimer, kristne og jøder.

Under hele mellemkrigstiden prøvede briterne at nå frem til en forhandlingsløsning mellem de palæstinensiske nationalister og zionisterne. Men Palæstinenserne så ikke noget grundlag for et kompromis med en bevægelse, der som politisk mål havde overtagelse af hele landet og uddrivning af den indfødte befolkning.

1946. Fordelingen af befolkningen mellem jøder og palæstinensere. Kun i Jaffa området var jøderne i flertal.

 

1945. Fordelingen af ejerskab til jorden mellem jøder og palæstinensere

 

Zionistisk terror

Zionisterne krævede til gengæld, at alle restriktioner på immigration og køb af jord skulle ophæves, og at tiltagene mod den indfødte befolkning skulle skærpes. Det kom til væbnede sammenstød mellem briter og zionister. Specielt efter oprettelsen af Irgun i 1931 - en højreorienteret terrororganisation med udspring i zionisternes militære hovedorganisation, Haganah.

I 1939 blev det bestemt, at den jødiske immigration skulle begrænses, og efter 5 år gøres afhængig af palæstinensisk godkendelse. Beslutningen løste ingen problemer, men gjorde det muligt at holde situationen under kontrol, så længe 2. verdenskrig varede. Efter oprettelsen af FN gjorde Storbritannien det klart, at man opgav forsøgene på at finde en løsning, at man agtede at trække sig ud af Palæstina og overlade problemet til FN.

I november 1947 vedtog FN's Generalforsamlingen med et meget lille flertal - og overfor en total arabisk opposition - at Palæstina skulle opdeles i stater. Sovjetblokken stemte for, i strid med hvad der tidligere havde været kommunisternes politik. Den foreslåede jødiske stat dækkede 56% af landet - ca. 6% af landet var i jødisk eje på denne tid. I dette område var 49% af befolkningen palæstinensisk, når vi ser bort fra beduiner nomaderne. I den foreslåede palæstinensiske stat var der ca. 2% jøder.

Palæstinenserne forkastede denne plan, som de anså for et arrogant europæisk overgreb mod deres grundlæggende rettigheder.

Mobiliseringen blev koordineret af Arab Higher Committee, som arbejdede under meget vanskelige forhold pga. de britiske undtagelseslove fra 1945. En arabisk befrielseshær blev organiseret med udgangspunkt i Syrien og Jordan. De arabiske stater udtrykte deres støtte til den palæstinensiske kamp.

1948 Israel oprettes. Krig

Fra november 1947 til oprettelsen af staten Israel den 14. maj 1948 erobrede de zionistiske styrker en række områder, som ifølge delingsplanen skulle tilfalde den palæstinensiske stat. Den mest berygtede aktion var massakren i landsbyen Deir Yassin den 9. april 1948 gennemført af Irgun-styrker under ledelse af Israels senere premierminister, Menahem Begin. 254 af landsbyens 400 indbyggere - blandt disse 35 gravide kvinder - blev dræbt på de mest bestialske måder. For Palæstinenserne står denne hændelse som et symbol på zionismens terroristiske karakter. I sine memoirer skrev Begin senere, at da han efterfølgende indtog Jaffa, flygtede befolkningen i panik og råbte: «Deir Yassin, Deir Yassin». Omkring 400.000 palæstinensere blev drevet ud eller flygtede fra Palæstina i denne periode.

De arabiske lande erklærede gennem Den Arabiske Liga, at de ville gå i krig, hvis en jødisk stat blev proklameret. Den 15. maj - dagen efter at David Ben Gurion havde erklæret staten Israel for oprettet - gik araberne til angreb. Det var imidlertid dårlig koordineret og forberedt, og zionisterne holdt stillingen.

FN fik etableret en våbenhvile den 29. maj. Den 8. juli brød kampene imidlertid ud igen. Da havde israelerne 60.000 mand under våben overfor arabernes 40.000. I kampene som fulgte, udvidede zionisterne deres territorium betragteligt.

I september 1948 udpegede Arab Higher Committee en palæstinensisk regering med hovedsæde i Gaza, som på dette tidspunkt blev holdt af egyptiske styrker. Regeringen blev umiddelbart anerkendt af alle de arabiske stater undtagen Jordan. Kong Abdullah af Jordan - som havde besat Vestbredden - udråbte i stedet sig selv til konge over Palæstina.

Fra maj 1948 til maj 1949 blev yderligere 400.000 palæstinensere drevet ud af landet. I 1948 var der 650.000 jøder og 1,3 millioner arabere i Palæstina. Da våbenhvilelinierne blev trukket i 1949, var der ca. 160.000 ikke-jøder tilbage i den zionistiske stat. Disse linier forblev staten Israels grænser frem til junikrigen i 1967. De områder af Palæstina som zionisterne ikke besatte - ca. 20% - var i denne periode en del af Egypten (Gaza) og Jordan (Vestbredden).

Egypten fortsatte med at betragte Gaza som palæstinensisk område, mens Jordan indlemmede Vestbredden i kongeriget. Først i 1973 opgav Jordan sit krav på Vestbredden til fordel for PLO.

For Palæstinenserne betød disse begivenheder, at de i løbet af halvandet år - november 1947 til maj 1949 - mistede hele deres land, og at mere end halvdelen af befolkningen blev drevet i landflygtighed. Dette var ikke bare en humanitær, men også en national katastrofe, og der skulle gå mange år, før det palæstinensiske folk atter var i stand til at mobilisere en bred folkelig modstandskamp mod besættelsesmagten.

Som følge af krigene i 1948 og 1967 lever omkring 4 millioner palæstinensere nu i landflygtighed - de fleste i Jordan og de andre lande omkring Palæstina. 385 palæstinensiske landsbyer er blevet udslettet, 145 alene i Galilea. Men fortsat bor der omkring 3 millioner palæstinensere i landet, fordelt på 700.000 i staten Israel, 1.500.000 på Vestbredden (under israelsk militæradministration siden 1967) og 800.000 i Gaza.

I alle områder med en palæstinensisk befolkningskoncentration foregår der i dag modstandskamp tilpasset de lokale forhold. Et af staten Israels hovedproblemer på længere sigt er, at den palæstinensiske befolkning har en af verdens højeste fødselsrater, mens den jødiske befolkning i gennemsnit ligger nær et europæisk niveau. I Galilea udgør den ikke-jødiske befolkning allerede et flertal. Det zionistiske regime har valget mellem at underkue denne befolkning eller trænge den ud af landet. Men den jødiske befolkning har også en anden mulighed: At forkaste det nuværende zionistiske regime og oprette en demokratisk stat sammen med det palæstinensiske folk.

Den palæstinensiske befrielsesorganisation

Efter katastrofen som ramte det palæstinensiske folk i 1947-49 tog det mange år, før en ny modstandsbevægelse kunne genoptage kampen for folkets nationale og demokratiske rettigheder. Udgangspunktet for denne nye organisering var særdeles vanskelig. Folket var spredt i mange lande og levede i flygtningelejre på fremmede regimers nåde. Flygtningene havde mistet alt hvad de ejede og havde ingen ressourcer til modstandskamp. Politisk var de strengt overvåget. De reaktionære arabiske regimer frygtede de palæstinensiske flygtningelejre som mulige arnesteder for radikale bevægelser.

Radikaliseringen i den arabiske verden i begyndelsen af 50'erne - nasserbevægelsen i Egypten og baathpartierne i Syrien og Iraq - gav imidlertid palæstinenserne håb om politisk støtte. De kanaliserede deres politiske virksomhed gennem denne borgerligt progressive arabiske nationalistbevægelse i troen på at en fælles arabisk kamp var vejen til befrielse af Palæstina. Men selv om palæstinensernes situation var samlingspunkt for arabisk nationalisme, kom der ikke meget konkret ud af den verbale støtte.

Fra 1956 startede palæstinenserne - først i Gaza - opbygningen af selvstændige væbnede grupper - givet påvirket af erfaringerne fra Suezkrigen samme år. Inspireret og med aktiv støtte fra befrielsesfronten FLN i Algeriet, udvikledes der en palæstinensisk bevægelse med basis i flere lande. Centralt i dette arbejde stod Yasser Arafat, bosat i Kuwait. Massemobilisering, politisk bevidstgørelse og væbnet kamp blev opstillet som alternativer til at stole på de arabiske landes konventionelle militærapparater.

Det palæstinensiske Nationalråd mødtes den 27. maj 1965 i Jerusalem, og der besluttede dets 422 medlemmer at danne PLO - Den palæstinensiske Befrielsesorganisation. Medlemmerne kom fra faglige-, kvinde- og ungdomsorganisationer, men der var også repræsentanter fra flygtningelejrene, forretningsfolk og palæstinensiske personligheder.

Junikrigen i 1967 var et stort nederlag for de konventionelle arabiske hære. Da det efterfølgende i marts 1968 lykkedes guerillastyrker fra PLO at tvinge israelerne på tilbagetog i byen Al Karameh var det klart, at guerillametoder var de bedste til bekæmpelse af den zionistiske okkupationsmagt. I februar 1969 blev Yasser Arafat valgt til organisationens formand.

Allerede i 1970 var PLO blevet en betydelig magtfaktor. Jordans kong Hussein indledte i september 1970 et blodigt angreb mod de palæstinensiske flygtningelejre hvorunder 15-20.000 mennesker blev dræbt. PLO blev tvunget under jorden og flyttede sit hovedkvarteret til Libanon. Palæstinenserne havde der allerede i 1969 opnået indre selvstyre i flygtningelejrene og ret til militære baser i bestemte områder i Sydlibanon.

PLO organiserede efterfølgende det palæstinensiske samfund indenfor alle områder, og udviklede bl.a. sundheds- og skolevæsenet samt produktionen.

Det nye eksil i Libanon vanskeliggjorde imidlertid udviklingen af guerillakamp indenfor Israels grænser, og dette var baggrunden for opkomsten af radikale palæstinensiske grupper som «Sorte September», der gennemførte attentater mod israelske institutioner og virksomheder i Europa og andre steder i verden. Det var også denne, der stod bag angrebet på det israelske hold ved de Olympiske Lege i Vesttyskland i 1972.

Aktionerne var med til at presse PLO mod venstre, men bidrog samtidig til at isolere palæstinenserne, da det gav mulighed for borgerlige medier overalt i verden at præsentere den palæstinensiske befrielseskamp som terroraktioner. PLO igangsatte en revision af sin taktik. Uden at opgive den væbnede kamp iværksattes en omfattende diplomatisk offensiv, og organisationen koncentrerede desuden en betydelig del af sit arbejde omkring konsolideringen af den palæstinensiske enhed og identitet. På de Alliancefri Landes konference i Algeriet i 1973 anerkendtes det palæstinensiske spørgsmål for første gang som nøglen til konflikten i Mellemøsten - i stedet for rivaliseringen mellem Israel og de arabiske lande.

På et møde i den Arabiske Liga i 1974 anerkendtes PLO som «den eneste repræsentant for det palæstinensiske folk». I oktober samme år blev organisationen optaget som observatør ved FN's Generalforsamling, som samtidig anerkendte det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse og uafhængighed og karakteriserede zionismen som «en form for racisme».

Der kan skelnes mellem tre hovedtyper af organisationer indenfor PLO: Kommandoorganisationer, masseorganisationer og sociale/kulturelle organisationer. Organisationerne er repræsenteret i den palæstinensiske nationalkongres og er forpligtede af det palæstinensiske nationalcharter. Charteret fastslår målet for befrielseskampen: «Oprettelsen af en demokratisk, ikke-religiøs stat i hele Palæstina, hvor muslimer, kristne og jøder kan leve i fred med de samme rettigheder og pligter». Dette implicerede naturligvis ophævelsen af det israelske stat. Alligevel anerkendte PLO som en overgangsordning oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat «i hvilken som helst del af landet der måtte blive befriet med våbenmagt, eller som Israel måtte trække sig tilbage fra».

PLO's opbygning

Kommandoorganisationer

Al Fatah

 

, den ældste og langt største af kommandoorganisationerne, er som den mest samlende og indtager en dominerende stilling i PLO. Selvstændig palæstinensisk national kamp med underordning af klassemodsætninger er hovedprincippet for Fatah. Organisationen står for et pragmatisk ikke-indblandingsprincip ifht. de arabiske regimer. Leder: Yasser Arafat.

PFLP, Folkefronten for Palæstinas Befrielse

, er en uafhængig marxistisk-leninistisk organisation som betragter befrielsen af Palæstina som led i en mere omfattende arabisk revolution. PFLP går aktivt ind for at styrte reaktionære regimer og knytte alliancer med revolutionære bevægelser i den arabiske verden. Organisationen havde frem til sammenbruddet i 1990 venskabelige forbindelser med de østeuropæiske stater. PFLP var den ledende politiske kraft i den såkaldte afvisningsfront, som omfattede en del venstreorienterede organisationer. Afvisningsfronten blev dannet i 1974 i protest mod hvad man opfattede som PLO-ledelsens uklare holdninger til fredsforhandlinger og eftergivenhed ifht. pres fra de arabiske regimer. Leder: George Habash.

DFLP, Den demokratiske front til befrielse af Palæstina

, er en marxistisk-leninistisk udbrydergruppe fra PFLP dannet i 1969. Den blev opfattet som Sovjetorienteret. Fra 1973 markerede DFLP sig ved at gå åbent ind for et såkaldt «Mini-Palæstina» som udgangspunkt for befrielsen af hele Palæstina. Leder: Nayif Hawatmeh.

 

 

 

Der eksisterede desuden en række andre kommandoorganisationer, men Fatah, PFLP og DFLP udgjorde kernen i PLO, og repræsenterede hovedlinien i befrielseskampen. Udover kommandoorganisationerne opbyggede PLO sin egen hær, PLA, med kontingenter i forskellige arabiske lande.

Masseorganisationer

På trods af den store geografiske spredning er det palæstinensiske folk givet et af de mest gennemorganiserede i verden. Dette gælder i særlig grad for flygtningene i de selvstyrende lejre, hvor praktisk talt alle deltager i løsningen af de fælles opgaver: Masseorganisationerne, som er repræsenteret i de fleste lande med en palæstinensisk befolkningsgruppe, spiller her en central rolle: Arbejderunionen (PTUF - havde bl.a. en afdeling i Danmark i 70-80'erne), Kvindeunionen (GUPW), Studenterunionen (GUPS) og Forfatter- og journalistunionen (PAU).

1980 Splittelse i den arabiske front overfor Israel

I 1980 undertegnede den israelske premierminister og tidligere terrorist, Menahem Begin og den egyptiske præsident Anwar Sadat efter nordamerikansk mægling en fredsaftale, der gav egypterne Sinaihalvøen tilbage. Kort tid efter annekterede Begin formelt den arabiske del af Jerusalem og proklamerede den for Israels «eneste og udelelige hovedstad». På Vestbredden optrappede zionisterne deres bosættelsespolitik, tilegnede sig palæstinensisk jord og bidrog til en drastisk forværring af spændingen i de besatte områder. Den israelske politik blev gentagne gange fordømt af FN, men verdensorganisationen blev hindret i at gribe ind pga. gentagne vetoer i Sikkerhedsrådet fra USA's side mod enhver form for sanktion overfor Israel.

1982 PLO tvinges ud af Libanon

I juli 1982 besluttede den israelske regering at gennemføre en «Endlösung» på det palæstinensiske spørgsmål. Omfattende israelske militærstyrker invaderede Libanon. Som det senere blev afsløret var formålet at ødelægge PLO's militære stuktur, tage så mange som muligt af dets ledere og partisaner til fange, annektere en del af Libanon og indsætte en venligtsindet regering i Beirut. Trods det at de var omringede i Beirut accepterede de palæstinensiske styrker først evakuering, efter PLO havde fået løfte om indsættelse af en international fredsbevarende styrke til beskyttelse af de palæstinensiske civile i landet. Den efterfølgende massakre på de palæstinensiske flygtningelejre i Sabra og Chatila gennemført af israelsk kontrollerede styrker viste, hvor lidt denne internationale beskyttelse var værd, men alligevel lykkedes det PLO at vende, hvad der ellers så ud til at være et totalt nederlag. Organisationens hovedkvarter blev flyttet til Tunis, og på en efterfølgende rundrejse i Europa blev Yasser Arafat modtaget som statschef i en lang række lande, herunder Vatikanet.

PLO indledte diskret forhandlinger med israelske ledere, der var tilhængere af en forhandlingsløsning med palæstinenserne. Invasionen af Libanon førte til dannelsen af små men aktive fredsgrupper inde i selve Israel. De støttede en dialog med PLO. Nogle radikale palæstinensiske grupper var dog uenige med Yasser Arafats politiske linie. Organisationen blev splittet, og dens fraktioner stødte gentagne gange sammen - nogle gange militært.

Efter flere år med interne stridigheder mødtes det Palæstinensiske Nationalråd - eksilregeringen - i 1987 i Algeriet, og det lykkedes at genskabe PLO's interne enhed.

1987 Intifada

I december 87 kørte en israelsk militærlastbil direkte ind i flere palæstinensiske arbejdere i Gazastriben. I protest lukkede de palæstinensiske forretningsfolk deres butikker, og folket gik på gaden. Israelerne svarede med optrapning af undertrykkelsen. Men i modsætning til tidligere situationer medførte den israelske optrapning blot, at endnu flere gamle, kvinder og børn deltog i demonstrationerne. Jo flere civile tab der var, jo større blev hadet, antallet af demonstrationer, strejker og lukkede forretninger. Begravelsesoptogene blev omdannet til åbne politiske provokationer overfor besættelsesmagten. Dette var begyndelsen på Intifadaen - oprør på arabisk.

Gennem de første måneder af 1988 var der en massiv deltagelse af palæstinensere med israelsk statsborgerskab i strejker organiseret af den såkaldte «Enhedsledelse af folkeoprøret i de besatte Områder». Dette var første gang palæstinensere fra de to dele af Palæstina politisk deltog i de samme protester.

I juli 88 erklærede den jordanske kong Hussein, at alle økonomiske og politiske bånd til befolkningen på Vestbredden var blevet afbrudt. Fra da af var PLO den eneste repræsentant for befolkningen i området.

På sit møde i Algeriet den 14. november 88 proklamerede det Palæstinensiske Nationalråd oprettelsen af en uafhængig palæstinensisk stat indenfor de israelsk besatte områder i 67 - med Jerusalem som hovedstad. Rådet accepterede samtidig FN resolutionerne 181 og 242, der var en de-facto anerkendelse af staten Israels ret til eksistens. Mindre end 10 dage efter erklæringen havde 54 lande anerkendt den nye stat.

Arafat blev udnævnt til den nye stats præsident og blev modtaget af FN's Generalforsamling, der havde forsamlet sig specielt i Geneve for at lytte til ham - fordi USA havde nægtet ham indrejsetilladelse. Den palæstinensiske leder fordømte terrorismen, accepterede eksistensen af Israel og bad om udsendelse af en internationale styrke til de besatte områder. I forlængelse af Arafats tale besluttede USA's præsident Reagan at indlede samtaler med PLO. FN's Sikkerhedsråd trådte på opfordring fra de arabiske lande sammen i Geneve for at lytte til en beretning fra Arafat om volden i de besatte områder. Palæstinenserne leder anmodede FN om hurtigst muligt at indkalde til en international fredskonference for Mellemøsten.

1990-91 Støtte til Iraq i Golfkrigen

Da spændingen mellem Iraq og Kuwait i midten af 1990 tog til, forsøgte Arafat forgæves at få indledt forhandlinger mellem de to lande. Da Kuwait blev invaderet forsøgte palæstinenserne at lave en parallel mellem de to besættelser. Skulle Iraq opfylde FN's resolutioner og trække sig ud af Kuwait, skulle Israel gøre det samme og trække sig ud af de besatte områder.

Da krigen mellem Iraq og USA brød ud, kom de pro-irakiske sympatier tydeligt til udtryk i den palæstinensiske befolkning. Støtten til Iraq kom imidlertid til at koste PLO omfattende økonomisk bistand fra de rige golfstater, der var imod Iraq. (Se: Golfkrigen).

Da Saddam Hussein i marts 91 var endelig slået, var ophidselsen i de besatte områder på kogepunktet. Under hele krigen havde palæstinenserne været ramt af det israelske udgangsforbud. På det diplomatiske plan kom der imidlertid en fælles udtalelse fra USA's og Sovjets side om håbet om at kunne opnå en fredsaftale mellem arabere og israelere. Erklæringen afslørede en brist i forholdet mellem USA og Israel, der var imod fredsforhandlinger.

Ved afslutningen på det Palæstinensiske Nationalråds møde i september 91 blev Arafat atter en gang valgt til formand for PLO og præsident i Palæstina. Rådet accepterede samtidig Al Fatah lederen Abu Abbas' tilbagetræden. Han var ved en italiensk domstol blevet dømt til livsvarigt fængsel for kapringen af skibet Achille Lauro i Middelhavet i 1985.

1991 Første fredsforhandlinger

Under forsæde af USA og Sovjet indledtes i dagene 30. oktober til 4. november 91 i Madrid den Første fredskonference for Mellemøsten. Konferencen var en form for betaling fra USA's side til de arabiske lande for deres opbakning bag den anti-irakiske front under Golfkrigen. De arabiske delegationer krævede enstemmigt, at forhandlingerne skulle gennemføres på grundlag af FN resolutionerne 242 og 338, der forkaster den militære besættelse af land og anbefaler rømning af besatte territorier mod aftale om fred.

Mellemøstenkonferencen fortsatte i december i Washington, men der blev ikke gjort fremskridt i spørgsmålet om Palæstina. Israel holdt fast ved sin egen fortolkning af FN resolutionerne. Samtidig kunne den israelske delegation trække sig tilfreds tilbage fra konferencen, efter det var lykkedes den at få fjernet resolution 337, der definerede zionisme som en form for racisme.

Ved valget i Israel i juni 92 vandt Arbejderpartiet, og Yitzhak Rabin blev indsat som ny premierminister. Han indstillede oprettelsen af nye bosættelser i Gaza og på Vestbredden, men tillod dog udvidelse af eksisterende bosættelser. Alligevel var det vanskeligt atter at få gang i fredsforhandlingerne, der var blevet afbrudt, da Israel havde udvist 415 medlemmer af Hamas til Libanon.

1993 Osloaftalen

Imens førtes der med norsk deltagelse hemmelige forhandlinger mellem PLO og den israelske regering. De resulterede i den historiske gensidige anerkendelse i Washington den 13. september 93, hvor de to landes statsledere - Arafat og Rabin - desuden undertegnede en principdeklaration om autonomi i de besatte områder. Det første fredsdokument undertegnet mellem staten Israel og den palæstinensiske befrielsesbevægelse. Erklæringen forudså etableringen af begrænset palæstinensisk autonomi i Gaza og i byen Jericho for en 5 årig periode. Denne periode skulle anvendes til at forhandle en endelig fredsaftale for de besatte områder - herunder også Jerusalem - på plads.

Få dage senere ratificerede det israelske parlament og PLO principdeklationen. PLO's Centralråd godkendte samtidig aftalen om autonomi. Men den islamisk fundamentaliske gruppe Hamas og den proiranske gruppe i Libanon, Hezbollah afviste fredsaftalen og fortsatte deres angreb på israelske soldater og civilpersoner. Samtidig vendte de israelske bosættere i de besatte områder, der tilhører den ekstreme zionistiske højrefløj, sig mod aftalerne. Den spændte situation gjorde, at den planlagte tilbagetrækning af israelsk militær fra Gaza og Jericho den 13. december måtte udskydes.

I maj 94 undertegnede Arafat og Rabin en autonomiaftale gældende for Gaza og Jericho, samtidig med at de israelske styrker trak sig tilbage. Dette banede vejen for, at PLO styrker der havde været i eksil i Egypten, Yemen, Libyen, Jordan og Algeriet kunne vende hjem.

I juli ankom Arafat til Gaza for at indtage posten som chef for det palæstinensiske selvstyre - Palestinian National Authority. Men samtidig blev kampen mellem PLO og modstanderne af fredsaftalen i Hamas stadig mere voldelig. Efter mordet på lederen af islamisk Jihad, Hani Abed - tilsyneladende begået af det israelske efterretningsvæsen - blev tre israelske soldater i november 94 dræbt. En uge senere skød palæstinensisk politi mod en gruppe personer på vej ud af en moske, hvor der kom islamiske fundamentalister. Skyderiet kostede 13 mennesker livet.

Gaza kom i april 95 på randen af borgerkrig, da en bygning blev ødelagt ved en eksplosion, der dræbte 7, heriblandt Kamal Kaheil - en af lederne i Ezzedín-El-Kassam brigaderne (Hamas' militære arm). Hamas' og Islamisk Jihads selvmodsaktioner kostede efterfølgende 7 israelske soldater og en nordamerikansk turist livet og 40 sårede. Jihads militære gren karakteriserede efterfølgende attentatet som en «heroisk selvmordsoperation» og med henvisning til eksplosionen i bygningen: «en gave til ånden fra martyrerne i den kriminelle massakre».

1995-96 Fredsprocessen kører af sporet

Spændingen fortsatte trods forhandlinger mellem islamisterne og PLO's ledere. Arafat ønskede bl.a. at Hamas deltog i de planlagte palæstinensiske valg i januar 96, hvilket ville give hans lederskab større legitimitet. Fundamentalisterne besluttede imidlertid i sidste ende at boykotte valget. Arafat blev valgt til præsident med 87% af de afgivne stemmer og PLO fik 66 ud af selvstyrets 88 pladser.

I maj 96 blev Benyamin Netanyahu valgt til ny israelsk premierminister, hvilket drastisk forstærkede spændingen mellem de to lande. Det kom til nye sammenstød, som da de israelske myndigheder i september beordrede en omstridt tunnel under El-Aqsa moskeen i Jerusalem åbnet. Under urolighederne blev snesevis af palæstinensere og israelere dræbt, og den eksplosive situation kom først under kontrol, da der blev holdt et specielt topmøde mellem Arafat, Netanyahu og USA's præsident Clinton - blot for at diskutere tunnelen.

Efter vanskelige forhandlinger blev der indgået aftale om tilbagetrækning af de israelske tropper fra Hebron. Dette gav ny opbakning til selvstyret ledet af Yasser Arafat. I januar 97 måtte den palæstinensiske præsident atter minde om, at man fortsat manglede at definere Jerusalems fremtidige status, og at dette punkt sammen med opbygningen af den palæstinensiske stat, fordelingen af vand og jord, løsladelsen af politiske fanger samt spøgsmålet om bosættelserne var de næste punkter på dagsordenen.

Den israelske beslutning om at bygge en ny bosættelse på Har Homa bjerget i den palæstinensiske sektor af Jerusalem blev kraftigt fordømt af det palæstinensiske selvstyre og af vestlige diplomater. Da byggeriet indledtes i marts 97 udløste det kraftige sammenstød mellem palæstinensere og israelske soldater og bragte til sidst fredsprocessen til standsning. Samtidig erklærede den israelske regering, at den kun var villig til at tilbagelevere 2% af de besatte områder på Vestbredden til palæstinenserne. I protest mod sin egen premierminister gennemførte den israelske præsident Ezer Weizman et møde med Arafat, men det lykkedes hverken at ændre Netanyahus stejle holdning eller den voldelige reaktion fra palæstinensisk side. Kort tid efter besluttede selvstyremyndigheden at indføre dødsstraf mod de indbyggere, der solgte jord eller huse til israelerne.

På årsdagen for mordet på Israels premierminister Yitzhak Rabin i november 97 gennemførtes den største demonstration til støtte for fred i Palæstina, der var blevet gennemført i mange år. I februar 98 deltog omkring 50 aktivister fra den israelske venstrefløjs fredsgruppe «Fred Nu» en demonstration udenfor bosættelsen Kyriat Arba i udkanten af Hebron. Anledningen var, at israelske bosættere ville rejse et mindesmærke på Baruch Goldsteins grav. Fire år tidligere havde han myrdet 29 palæstinensere i samme by.

I et nyt forsøg på at få gang i fredsprocessen mødtes Arafat og Netanyahu i London i maj 98 på invitation af den britiske premierminister Tony Blair og med deltagelse af USA's udenrigsminister, Madeleine Albright. Alligevel strandede forhandlingen på spørgsmålet om den besatte Vestbred. Iflg. tidligere indgåede aftaler skulle Vestbredden opdeles i 3 zoner: Zone A skulle bestå af 3% af området og overvejende administreres af palæstinenserne. Zone B skulle bestå af 24% og administreres i fællesskab. Denne zone rummer samtidig vigtige israelske bosættelser. Endelig skulle zone C (73%) fortsat være israelsk besat. Ugen i forvejen havde USA med opbakning fra Arafat foreslået, at Israel skulle tilbagelevere 13% af zone C og 14% af B, men Netanyahu afviste at acceptere mere end 9%.

Israels henholdende forhandlingsposition førte til, at Arafat foreslog større deltagelse fra USA's side i forhandlingsprocessen. I april 2000 gik Israels premierminister Ehud Barak med til dette, og dette tvang til gengæld Arafat til at udskyde udråbelsen af en egentlig palæstinensisk stat. Jerusalem er en hellig by for både muslimer, jøder og kristne, og den var blevet det største problem i forhandlingsprocessen, fordi begge parter ønskede at gøre den til deres hovedstad.

I september 2000 besøgte den rabiate israelske højrefløjspolitiker Ariel Sharon tempelbjerget i Jerusalem, der anses for helligt af både jøder og muslimer. Besøget var en enorm provokation mod palæstinenserne og udløste umiddelbart den såkaldte Al Aqsa Intifada. I de følgende måneder døde 3-400 mennesker - næsten alle palæstinensere. Israel satte raketbestykkede helikoptere ind i kampen mod de palæstinensiske byer og flygtningelejre, foretog målrettede likvideringer af palæstinensere, der i februar 2001 af Amnesty International blev betegnet som statsterrorisme, og afskar de palæstinensiske områder fra omverdenen, hvilket bragte økonomien i knæ. (Se også: Likvideringer af palæstinensere.)

2000 Den anden Intifada. Israel skyder fredsprocessen i sænk

Selv om den 2. Intifada blev udløst af Ariel Sharon var den samtidig udtryk for mange års opsparet palæstinensisk frustration over fredsprocessen, som israelerne havde sat i stå. Ligesom den første Intifada i 1987 havde den derfor sin egen folkelige dynamik og var uden for både Arafats og de palæstinensiske politikeres kontrol. Israels modvilje mod indrømmelser og palæstinensernes frustrationer gjorde, at oprøret mod besættelsesmagten fortsatte, og tvang i sidste ende den israelske regering til at udskrive valg i utide i februar 2001. Det blev vundet af Ariel Sharon selv.

Sharons sejr blev opfattet som et alvorligt slag mod fredsprocessen. Samme måned offentliggjorde FN's generalsekretærs kontor et dokument der viste, at Israels økonomiske blokade af Gaza og Vestbredden var på vej til at få Arafats regering til at bryde sammen pga. mangel på midler. FN's specielle udsending i Mellemøsten, Terje Rød-Larsen erklærede, at hvis andre lande ikke gav øjeblikkelig hjælp til palæstinenserne - der iflg. FN rapporten ville behøve 1 mia. US$ for resten af året - så ville volden tage til.

De følgende måneder forstærkedes kampene. De israelske overfald og dødvandet i fredsprocessen fik modstanden mod Israels illegale besættelse til at vokse, og Sharon svarede igen med selektive drab på palæstinensiske ledere og angreb palæstinensiske byer og boligkvarterer med helikoptere, jagerfly, raketter og bomber. Dertil kom natlige invasioner af palæstinensiske byer, hvor huse, ludthavne og hospitaler blev ødelagt. Flere hundrede palæstinensere blev dræbt af de palæstinensiske styrker, og de israelske militære nålestiksaktioner udviklede sig til regulær besættelse af stadig større områder, der iflg. fredsplanen skulle være under palæstinensisk kontrol. Sharonregeringen arbejdede systematisk på at skyde fredsplanen i sænk.

Den 11. september 2001 blev New York ramt af et terrorangreb. Sharon udnyttede nehændigt det aktuelle kaos til at erklære, at hans kamp mod palæstinenserne var en central del af den globale kamp mod terrorismen. Denne holdning blev ikke modsagt i Europa og fandt støtte i USA's regering. Sharon optrappede derfor krigen mod palæstinenserne.

For palæstinenserne i de besatte områder blev situationen stadig mere desperat, og det gav grobund for udviklingen af en ny fase i den palæstinensiske modstandskamp. Antallet af selvmordsaktioner udført af desperate palæstinensere, hvis brødre, søstre, forældre eller andre familiemedlemmer var blevet dræbt af israelerne tog til. De blev overvejende organiseret af Hamas, Islamisk Jihad og al Aqsa martyrernes brigade og rettede sig mod steder i Israel, hvor mange mennesker var samlet for at skabe størst mulig skade - flest mulig dræbte. Terroraktionerne mod civile israelere blev hver gang fordømt af Arafat og det palæstinensiske selvstyre, og fordømmelserne blev hver gang afvist af den israelske regering, hvis interesse det var at gøre selvstyret - og i særdeleshed Arafat - eneansvarlige for terroren. Den israelske regering ønskede generelt at dæmonisere det palæstinensiske folk og dets valgte ledelse, for derved at give fredsprocessen dødsstødet. Det lykkedes. Selvom andre palæstinensiske grupper som PFLP søgte at ramme israels militær og illegale bosættelser i de besatte områder, og der faktisk i perioder blev ramt flere militære mål end civile, så blev det terroraktionerne der kom til at fylde mest i det politiske billede i Vesten. Den palæstinensiske terror vel at mærke. Ikke den israelske statsterrorisme, der medførte, at 3 gange så mange palæstinensere som israelere blev dræbt i konflikten.

For at øge sikkerheden i Israel begrænsede Sharon fra starten af Intifadaen passagen af varer og mennesker over grænserne til Vestbredden og Gaza. Det ramte både den palæstinensiske arbejdskraft, der ellers arbejdede i Israel og de palæstinensiske virksomheder, der blev hindret i at importere og eksportere.

Israels etniske udrensning af palæstinensere 1945-2000. (Jord ejet af israelere overfor jord ejet af palæstinensere) (Klik for at forstørre).

I december 2001 var Sharon nået så langt i dæmoniseringen af palæstinenserne og Arafat, at Israel afbrød alle forbindelser til den palæstinensiske præsident, og nægtede at anerkende ham som forhandlingsmodpart. På dette tidspunkt var Oslofredsprocessen endelig begravet af Israel. En proces Sharon havde bekæmpet siden 1993.

Israels blokade af Palæstina - både varer- og menneskestrømmen - og Israels løbende ødelæggelser af den palæstinensiske infrastruktur bragte den palæstinensiske økonomi til kanten af sammenbrud. Arbejdsløsheden blev i løbet af de første 18 måneders Intifada tredoblet til 30%. Selvom donationerne fra den Arabiske Liga og EU steg i 2001 var det ikke tiltrækkkelig til at kompensere for det produktions- og handelsmæssige sammenbrud. Selvstyret registrerede et budgetunderskud på 430 mio. US$ og BNP faldt med 12% i det første kvartal af 2002.

I marts 2002 gennemførte de arabiske lande et topmøde i Beirut, men Arafat var hindret i at deltage, fordi Israel allerede i over en måned havde belejret og sønderbombet hans hovedkvarter i Ramalla. En gruppe på 40 pacifister - heraf 11 fra vestlige lande - dannede en menneskeblok ved hovedkvarteret for at beskytte den palæstinensiske præsident mod Israels angreb.

2002 Total israelsk genbesættelse af Palæstina

Trods kaosset vedtog topmødet en fredsplan, der rummede en historisk beslutning: de arabiske lande forpligtigede sig til at anerkende staten Israel, men på de betingelser at den trak sig tilbage bag 1967 grænserne, tillod de 3 millioner palæstinensiske flygtninge at vende hjem og accepterede dannelsen af en palæstinensisk stat med dele af Jerusalem som hovedstad. Israel karakteriserede fredsplanen som «uacceptabel» og indledte i stedet sin mest omfattende militære offensiv mod Palæstina i 10 år og genbesatte frem til slutningen af april hele Vestbredden.

I april indgik Al Fatah, Hamas, Islamisk Jihad, PFLP og DFLP for første gang en aftale om fælles kamp «ethvert israelsk angreb».

Omkring 1000 palæstinensere blev dræbt under den israelske militære offensiv og 5000 taget til fange. Det mest omtalte overgreb blev det israelske militærs massakre i Jenin flygtningelejren i den nordlige del af Palæstina, hvor et sted mellem 80 og 500 blev dræbt. Israel afviste senere, at der havde været tale om en massakre, men det var Israels udenrigsminister Shimon Peres' egen betegnelse til avisen Ha'aretz den 9. april. FN's udsending Terje Rød-Larsen betegnede massakren som en «humanitær katastrofe og moralsk forkastelig». Sharon svarede igen ved at erklære Larsen for «persona non grata» i Israel og Palæstina. Det lykkedes efterfølgende USA og Israel at hindre FN i at gennemføre en uvildig undersøgelse af, hvad det præcist var der skete i Jenin.

Udsnit af ødelæggelserne i Jenin flygtningelejren efter det israelske militærs massakre i april 2002. Mellem 80 og 500 blev dræbt under massakren. Foto: Charity Crouse, Electronic Intifada

Efter 40 dages indespærring i Fødselskirken i Bethlehem fik 126 palæstinensere efter internationalt pres lov til forlade kirken, der var omringet af israelsk militær. De første 13 der forlod kirken blev af Israel betegnet som terrorister, og de blev i et britisk transportfly fløjet til Cypern, hvorfra de kom videre som flygtninge til forskellige EU lande. De efterfølgende 26 blev af Israel beskyldt for mindre forseelser, og blev i busser transporteret til Gaza, mens resten fik lov til at gå. De fredsaktivister der havde opholdt sig i kirken sammen med palæstinenserne blev udvist af Israel.

I juni sluttede USA sig til Sharons afvisnings af Arafat som forhandlingspartner, og Bush opfordrede palæstinenserne til at finde en leder, «der ikke var knyttet til terrorisme». Samtidig indledte Israel bygningen af en mur, der skal fuldende besættelsesmagtens isolation af de palæstinensiske byer og ødelæggelsen af den palæstinensiske økonomi. I forvejen er næsten al tronsport mellem de palæstinensiske byer indstillet pga. israelske militære vejkontroller, der vilkårligt hindrer palæstinenserne i at rejse. I december måtte de planlagte palæstinensiske valg aflyses, fordi den israelske besættelse af Vestbredden gjorde det umuligt at gennemføre dem.

Israel er igang med at omdanne Palæstina til verdens største koncentrationslejr med muren rundt om Vestbredden. Her muren ved Qalqilya. Foto: Arjan El Fassed

I konsekvens af at USA og Israel nægtede at forhandle med Palæstinas folkevalgte præsident, udpegede Arafat i marts 2003 Mahmoud Abbas til premierminister. Måneden efter præsenterede Bush Sharon og Abbas for den såkaldte «køreplan for fred», der rummede en tidsplan for dannelsen af en palæstinensisk stat og løsningen af alle problemer frem til 2005. Mens den palæstinensiske regering accepterede fredsplanen, blev den afvist af Sharon. I juli trådte Abbas tilbage efter at være blevet mødt af bred modstand i den palæstinensiske befolkning for eftergivenhed overfor Israel.

I marts 2004 dræbte Israel Hamas' spirituelle leder, den sheikh Ahmed Yassin, da denne forlod en moske i Gaza. Mordet blev næsten ensstemmigt fordømt internationalt, men i FN's Sikkerhedsråd nedlagde USA veto mod en resolution, der kritiserede Israel for mordet. Israel hævdede med mordet på den 67 årige blinde Yassin at have dræbt en terrorist, men planen var snarere at fjerne den moderate Hamas leder for at fremme en radikalisering af Hamas og derved hindre at organisationen kunne indgå en politisk aftale med det palæstinensiske selvstyre efter en eventuel israelsk tilbagetrækning fra Gaza. Hamas svor da også øjeblikkelig hævn, men inden den i august gennemførte en ny terroraktion mod Israel, havde Israel allerede i april dræbt Yassin efterfølger som leder af Hamas, Abdel Aziz Rantisi.

EU og USA søgte i april 2004 at hindre den Internationale Domstol i Haag at behandle klagen over Israels opførelse af muren på Vestbredden. Men obstruktionen mislykkedes, og i juni afsagde domstolen sin kendelse, der kendte Israels byggeri ulovligt og i strid med folkeretten. Kendelsen blev ignoreret af Israel, USA afviste at lade FN's Sikkerhedsråd vedtage en resolution, men i stedet vedtog FN's Generalforsamling få uger senere med 150 lande mod 3 en fordømmelse af Israels byggeri, og opfordrede besættelsesmagten til at indstille byggeriet og fjerne den allerede byggede mur.

I april fremlagde Sharon en plan for nedlæggelse af de israelske bosættelser i Gaza og 6 mindre bosættelser på Vestbredden. Som modydelse accepterer USA resten af Israels bosættelser på Vestbredden - der er ulovlige iflg. folkeretten - og afviser at de 3 mio. palæstinensere i eksil har ret til at vende hjem.

Den israelske krigsmagt invaderede i slutningen af september 2004 det nordlige Gaza. Den officielle anledning var, at palæstinensiske raketter havde dræbt 2 israelske i det sydlige Israel. De israelske raketter regnede ned over det nordlige Gaza. Alene 1. oktober blev 54 palæstinensere dræbt - de fleste kvinder og børn. Samtidig indledte Israel en propagandaoffensiv med det sigte at få fjernet FN's organisation for Palæstina, UNWRA fra Gaza.

Israel invaderede i slutningen af september den nordlige del af Gaza i den største militære aktion i 20 år. Påskuddet var at fjerne palæstinensere, der beskød Israel med raketter, og de følgende dage lod Israel over hundrede gange flere raketter regne ned over området, end der derfra er sendt ind i det sydlige Israel. Alene på den blodigste dag, den 1. oktober, blev 54 palæstinensere dræbt af den israelske besættelsesmagt - de fleste kvinder og børn. Samtidig indledte Israel en propagandakampagne mod FN i Gaza (UNWRA), der blev beskyldt for at lade militante palæstinensere anvende FN's ambulancer til transport af våben. Som underbyggelse af sin påstand fremlagde Israels FN ambassadør videoklip produceret af Israels militær. Flere TV stationer, deriblandt CNN kunne imidlertid efter en analyse af klippene konstantere, at de israelske påstande var falske. Det ved de israelske propagandamyndigheder godt, men de ved samtidig, at når de kan få bragt deres propaganda i de vestlige medier «prime-time», er det dette indtryk der står tilbage, og ikke dementiet der følger flere dage senere. Israel ønsker med sin propagandaoffensiv at få fjernet UNWRA helt fra Gaza, fordi organisationen er den sidste stødpude mellem den palæstinensiske civilbefolkning og den israelske krigsmagt.

Januar 2006 Hamas vinder valget

USA bakkede i allerede 2002 100% op om Israels påstand om, at der ikke kunne forhandles med den palæstinensiske præsident Yasser Arafat, og palæstinenserne måtte vælge en ny ledelse. Det skete efter Arafats død med valget af Mahmoud Abbas til præsident i januar 2005. Det bragte imidlertid ikke fredsprocessen videre. I januar 2006 fulgte palæstinenserne USA's opfordring og valgte en ny parlamentarisk ledelse, da Hamas fik over 50% af stemmerne ved parlamentsvalget og dermed sendte Fatah ud i kulden. Årsagen til jordskredssejren var ikke så meget en højredrejning af den palæstinensiske befolkning som en protest mod det stærkt korrupte Fatah styre.

Uheldigvis var den vestlige verden ikke tilfreds med det palæstinensiske demokrati. Både EU og USA har Hamas på deres terrorlister og indstillede derfor den i forvejen begrænsede hjælp til palæstinenserne. Det økonomiske jerngreb blev yderligere forstærket af Israel, der har afbrudt de politiske og økonomiske forbindelser og holder de toldindtægter tilbage, der skulle tilflyde det palæstinensiske selvstyre.

Efter det israelske valg i april 2006 indsattes Hamas' politiske leder, Ismail Haniya som palæstinensisk premierminister. USA og EU har fortsat afbrudt den økonomiske støtte og kræver at den palæstinensiske Hamas regering anerkender Israels eksistens - vel vidende at denne ikke vil ske. Det er bemærkelsesværdigt, at den vestlige verden ikke stiller samme krav til Israel. Israel har aldrig anerkendt Palæstinas ret til at eksistere. Ved undertegnelsen af Oslo fredsaftalen i 1993 begrænsede Isarel til at anerkende PLO. «Køreplanen for fred» som USA, EU, FN og Rusland har udformet og som er blevet accepteret af palæstinenserne taler om oprettelsen af en palæstinensisk stat er aldrig blevet accepteret af Israel, der har meddelt at planen kun er anerkendt i «princippet» og med 40 hemmelige israelske indvendinger mod planen. Israel anerkender ikke Palæstina og får over over 4 mia. US$ årligt fra USA og politisk støtte fra EU.

USA's og EU's politiske og økonomiske blokade af Palæstina blev sekunderet af Israel, dr indførte en næsten total handelsmæssig blokade af Gaza. Med undtagelse af enkelte andre slyngelstater har hele verden fordømt den israelske blokade, der har skabt hungersnødslignende tilstande i området. Egypten deltager ligeldes i blokaden, da regimet i Cairo frygter at et fungerende Gaza under Hamas' ledelse vil styrke Egyptens Muslimske Broderskab, som Hamas oprindelig udspringer af. De fleste forsyninger må derfor smugles ind i Gaza gennem tuneller under grænsen til Egypten. Siden 2008 har internationale nødhjælpsorganisationer søgt at bryde blokaden ved at sejle skibe med nødhjælp til Gaza. Næsten alle skibe er blevet angrebet af pirater fra de israelske besættelsesstyrker. I maj 2010 angreb israelske pirater en sådan nødhjælpskonvoj og myrdede 9 nødhjælpsarbejdere.

Israel likviderede 9. juni 2006 7 personer på en strand i Gaza. Deriblandt en familie på 5, heraf de 3 børn. Den lille pige på billedet var en af de 30 sårede ved det israelske angreb. Dagen inden havde Israel likvideret en palæstinenisk minister i Gaza. Den 12. juni rejste Ehud Olmert til Europa for at overtale de europæiske lande til acceptere dannelsen af et stor-Israel, der også består af dele af den besatte Vestbred.

Som hævn for Israels likvidering af en palæstinensisk minister 8. juni og massakre på en familie i Gaza 9. juni, gennemførte en gruppe 2 uger senere et angreb på en israelsk militærpost, dræbte 2 israelske soldater og arresterede 1, der blev ført tilbage til Gaza. Israels regering benyttede øjeblikkelig arrestationen (der i israelske medier blev omtalt «kidnapning») som påskud for en omfattende invasion af Gaza. Israel havde siden februar med politiske og økonomiske forsøgt at få selvstyret til at bryde sammen, og siden april at få Hamas regeringen til at bryde sammen. Det egentlige formål med invasionen af Gaza var at bruge militære midler til det, der endnu ikke var lykkedes politisk og økonomisk: at få selvstyret til at bryde sammen. Israel arresterede 2/3 af medlemmerne af det palæstinensiske parlament, beskød forskellige ministerkontorer og tvang selvstyre regeringen til at gå under jorden. Samtidig bombede Israel Gaza elkraftværk, for at fremtvinge en humanitær katastrofe. Uden el kan områdets over 1 mio. indbyggere nemlig ikke forsynes med drikkevand. Israels overfald på Gaza blev internationalt fordømt - deriblandt af FN's generalsekretær - men FN's Sikkerhedsråd var lammet, da USA forsvarer alle Israels menneskerettighedskrænkelser med standardfrasen: «Israel har ret til at forsvare sig selv».

Tilskyndet af Vesten forsøgte Mahmoud Abbas i 2007 at gennemføre et militærkup mod den palæstinensiske regering. Dette blev afværget i Gaza, hvor Fatahs styrker blev smidt ud, men lykkedes på Vestbredden. Præsident Abbas' og Fatahs popularitet var i frit fald, og dette var baggrunden for at han med vestlig støtte undlod at udskrive præsidentvalg, da hans mandatperiode udløb 10. januar 2009. Denne dag skiftede hans status fra præsident til diktator. 10 dage forinden havde han chokkeret den palæstinensiske offentlighed med sin erklæring om, at det var Hamas' skyld at Israel gennemførte terrorbombninger og krigsforbrydelser i Gaza.

Israel gennemførte i december/januar 2008/09 terrorbombardementer af Gaza og invaderede efterfølgende området. FN dokumenterede efterfølgende Israels anvendelse af ulovlige våben, likvideringer af civile, bombning af hospitaler og FN installationer. Over 1250 palæstinensere blev dræbt. Deraf 1/3 børn. USA og EU sikrede at de omfattende israelske krigsforbrydelser ikke fik konsekvenser for Israel.

Israel optrappede fra 2008 bygningen af nye bosættelser i de besatte områder, og optrappede samtidig sine etniske udrensninger af palæstinensere fra Jerusalem, som Israel vil gøre til en ren jødisk by.

Som konsekvens af de israelske krigsforbrydelser, illegale blokade af Gaza og fortsatte besættelse af Palæstina blev boykotten af Israel rundt om i verden optrappet fra 2006. Fra 2010 begyndte Palæstina også selv at boykotte varer produceret i israels illegale bosættelser på Vestbredden. Denne blokade har allerede medført et stort antal lukninger af israelske virksomheder. Som hævn tilbageholder Israel de momspenge, det ifølge indgåede aftaler skulle overføre til selvstyret.

Dokumenter lækket af al Jazeera i januar 2011 afslørede, at det palæstinensiske selvstyre i hemmelighed under forhandlinger med Israel havde solgt ud af grundlæggende palæstinensiske krav: Jerusalem som hovedstad og flygtningenes ret til hjemvenden. Dokumenterne bekræftede endvidere, at selvstyret efter pres fra USA fik saboteret behandlingen af Goldstone Kommissionens rapport i FN. Konsekvensen var, at det internationale samfund slap for at forholde sig til, hvordan Israels krigsforbrydelser i Gaza i januar 2009 skulle håndteres. Selvstyret afviste i første omgang de lækkede dokumenters autencitet, men måtte senere indrømme at dokumenterne var ægte. Afsløringerne svækkede yderligere det politisk og økonomisk korrupte selvstyre, hvis embedsperiode udløb i januar 2009.

Myndighederne både i Gaza og på Vestbredden forbød i januar 2011 politiske demonstrationer i stil med dem der væltede diktaturene i Tunesien og Ægypten.

Forsoning

I marts 2011 nedlagde USA veto mod en resolution i FN Sikkerhedsråd der i forsigtige vendinger kritiserede Israel for dets fortsatte ekspansion på den besatte Vestbred. Vetoet fjernede den sidste legitimering for Fatah af dets fortsatte tillid til, at USA ville kunne spille en konstruktiv rolle i den - ikke eksisterende - fredsproces. Vetoet udløste demonstrationer i de besatte områder og forstærkede det folkelige krav om forsoning. Den politiske splittelse i Palæstina var blevet fremkaldt af USA og EU, der i 2006-07 ønskede at sabotere landets demokratisk valgte regering. Fatah havde intet fået ud af denne splittelse, fordi den lovede politiske støtte fra EU og USA var udeblevet. Konsekvensen var, at Fatah og Hamas gik i forsoningsforhandlinger i Cairo med det nye egyptiske regime som mægler. Egypten havde allerede på dette tidspunkt meddelt, at det ikke længere ville deltage i Israels, EU's og USA's folkeretstridige blokade af Gaza.

I april lykkedes det at forhandle en forsoningsaftale på plads, der skal bane vej for en samlingsregering og for parlamentsvalg i 2012. Israel forsøgte øjeblikkelig at sabotere den palæstinensiske forsoning da landets premierminister Benjamin Netanyahu erklærede, at Fatah «måtte vælge mellem fred og Hamas». Valget forekom ikke svært eftersom Israel siden 1948 ikke har tilbudt palæstinenserne andet end krig. USA undlod at udtale sig om forsoningen, for ikke yderligere at puste til hadet mod supermagten i regionen, mens EU var splittet. Nogle EU lande med Holland, Tjekkiet og Tyskland fører Israels politik i EU regi, mens andre så mere positivt på forsoningen. Under alle omstændigheder anerkender stadig flere lande Palæstina som en selvstændig stat, og selvstyret arbejder fortsat med planer om at udråbe en selvstændig stat i slutningen af 2011 eller starten af 2012.

Forsoningsprocessen er dog kompliceret, da de to hovedtendenser i palæstinensisk politik har bekæmpet hinanden hårdt ideologisk og militært gennem 5 år. Den første udfordring bliver sammensmeltningen af de stridende fraktioners sikkerhedsstyrker.

I september fremsatte Palæstina ønske om optagelse i FN. Forslaget fik fik en overstrømmende positiv modtagelse i Generalforsamlingen, trods USA's, Israels og EU's bestræbelser på at sabotere ansøgningen. Ønsket om optagelse blev i overensstemmelse med FN's retningslinier fra Generalforsamlingen sendt i Sikkerhedsrådet, hvor USA på forhånd havde erklæret, at det ville nedlægge veto. Alligevel lykkedes det klart Palæstina at få markeret, at staten har opbakning fra næsten hele verdens befolkning, mens blot Israel, USA og dele af EU er modstandere - både af optagelse og af fred.

I oktober gennemførtes en omfattende fangeudveksling, hvor ca. 1000 palæstinensiske politiske fanger blev udvekslet med en israelske soldat. Hamas havde oprindelig krævet, at en række prominente politiske fanger som Fatahs Marwan Barghouti og PFLP's Ahmad Sa'adat skulle løslades, men det blev afvist fra israelsk side. Omkring halvdelen af de frigivne fanger var fra Hamas. Den anden halvdel fra Fatah og de øvrige organisationer. Som del af aftalen skulle Israel ophæve isolationsfængsling og tortur af fangerne, samt lette familiers besøgsadgang. Disse dele af aftalen løb de israelske myndigheder dog fra få dage senere, da de erklærede at ville fortsætte isolationsfængslingen af prominente fanger.

I slutningen af oktober blev Palæstina optaget som fuldgyldig medlem af FN's uddannelsesorganisation UNESCO. I et desperat forsøg på at bremse denne proces angreb israelske fly 2 dage inden Gaza og dræbte 9. Israel brød dermed flere måneders de-facto våbenhvile. Islamisk Jihad besvarede det israelske angreb ved at sende raketter ind i Israel. Tidligt dagen efter lykkedes det ægyptiske mæglere at få en våbenhvile på plads, men Israel fortsatte alligevel sine terrorangreb ind i Gaza, som blev besvaret af nye palæstinensiske raketangreb mod Israel. Trods det israelske forsøg på at spænde ben for UNESCO processen blev Palæstina optaget med 107 stemmer mod 14. Den «vestlige verden» stod sammen med Israel fuldstændig isoleret overfor resten af verden, og USA svarede igen ved at erklære, at supermagten ville indstille sine bidrag til UNESCO's arbejde. Imod palæstinensernes demokratiske rettigheder stemte: Israel, USA, Canada, Nederlandene, Tjekkiet, Sverige, Lithaun, Australien, Colombia, Panama og 4 småstater i Stillehavet. EU var dybt splittet i spørgsmålet. Mens 4 stemte imod optagelse, stemte 9 for: Belgien, Frankrig, Spanien, Finland, Østrig, Slovenien, Grækenland, Cypern og Irland. Resten undlod. Deriblandt Danmark.

Abbas udnævnte i juni 2013 Rami Hamdallah til premierminister. Han erstattede Fayyad, der lå i politisk konflikt med Abbas. Hamdallah blev ikke anerkendt af Hamas, der faktisk havde vundet parlamentsvalget i 2006. Men efter flere måneders forhandlinger lykkedes det 2. juni 2014 at danne en samlingsregering bestående af både Hamas og Fatah medlemmer. Alle verdens lande anerkendte regeringen (selv USA) - bortset fra Israel der betegnede den som en terrorregering pga. Hamas' deltagelse. I et forsøg på at ødelægge enheden indledte Israel 4 uger senere krig mod Gaza. Den hidtil mest bestialske i Israels 66 årige eksistens. Bortset fra atomvåben tog slyngelstaten alle sine våben i brug og slog 2.200 palæstinensere ihjel - 80% af dem civile.

Israels terror mod Gazas befolkning fik et hidtil uset omfang i 2014 krigen. Ovenover ses et område i bydelen Shujai’iya i det nordlige Gaza før og efter Israels terror. Ialt 17.200 ejendomme blev helt jævnet med jorden eller ødelagte af Israel under krigen, og 37.650 ejendomme blev delvist ødelagte. I flygtningelejren Beit Hanoun blev 70% af alle boliger ødelagte. Herunder et foto af Israels terror i Beit Hanoun. Skaderne blev af FN opgjort til 7,8 mia. US$ svarende til 3 gange Gazas BNP i 2011. Det var dobbelt så meget som under Israels terroroffensiv i 2009.

Israels terrorkrig mod Gaza slog fejl. Den plalæstinensiske samlingsregering holdt.

Israels terror mod Gazas befolkning, slog verden med forfærdelse. Hele kvarterer, flygtningelejre og 10 moskeer blev jævnet med jorden og 6 hospitaler delvist smadret. Selv i USA hvor israelske medier og højreradikale medier med Fox News i spidsen førte en intens hadkampagne mod palæstinenserne blev der slået dybe sprækker i opbakningen til Israel. Især blandt de yngre nordamerikanere der via de sociale medier kunne følge med i Israels krigsforbrydelser.

Størstedelen af verdens lande havde allerede anerkendt Palæstina som stat, men de europæiske manglede fortsat. Israels krig mod Gaza ændrede dette. Først anerkendte den svenske regering Palæstina og det blev fulgt i hurtig rækkefølge af afstemninger i det britiske, franske og spanske parlament og sidst EU parlamentet, der alle anbefalede anerkendelse af en palæstinensisk stat. Det stod klart, at de der stod i vejen for ophævelse af den israelske besættelse af Palæstina ud over Israel selv var USA. Palæstina uformede derfor sammen med den Arabiske Liga en plan, der skulle munde ud i en formel dannelse af en palæstinensisk stat og ophør af besættelsen i 2017. Denne plan blev af den Arabiske Liga og Palæstina forelagt FN's Sikkerhedsråd i slutningen af december 2014. Palæstinenserne vidst godt, at USA ville nedlægge veto, men håbede dog at et flertal ville støtte planen i Sikkerhedsrådet. Ved afstemningen den 31. december støttede 8 ud af rådets 15 medlemmer (Jordan, Kina, Frankrig, Rusland, Luxembourg, Chad, Chile og Argentina) da også planen, men der skulle 9 til at vedtage den - hvilket så ville have udløst veto fra USA's side. USA og Israel udfoldede derfor en voldsom diplomatisk aktivitet i dagene op til afstemningen for at flere lande til at undlade at stemme. Det lykkedes at få Nigeria og Rwanda til at undlade at stemme. De to eneste lande der stemte imod resolutionen var USA og Australien. Trods nederlaget erklærede Frankrig i starten af 2016, at hvis Israel ikke havde rømmet de besatte områder i 2017, ville Frankrig ensidigt anerkende Palæstina og dets suverænitet.

Som konsekvens af nederlaget i Sikkerhedsrådet underskrev præsident Abbas papirene om optagelse af Palæstina i ICC. Ban Ki-moon meddelte i starten af januar 2015 at Palæstina vil blive optaget. Dermed var vejen banet for at Palæstina kan indklage Israels krigsforbrydelser for ICC. Den israelske regering var desperat og erklærede, at ingen israelske soldater vil blive udleveret. Netanyahu bekræftede at de israelske soldater har straffrihed til at begå krigsforbrydelser mod Palæstina. Samtidig meddelte den israelske regering, at den selv agtede at rejse sager mod selvstyret for «krigsforbrydelser» begået af palæstinensere i Israel. Endelig afbrød den israelske regering overførslen af told- og skatteindtægter til selvstyret for at udsulte det økonomisk.

Den 10. december 2014 dræbte israelsk politi den palæstinensiske minister Ziad Abu Ein ved en demonstration udenfor Ramallah. Ein havde de israelske bosættelser i de besatte områder som sin portefølje.

ICC's anklager Fatou Bensouda meddelte i januar 15, at ICC vil indlede forundersøgelser af hvorvidt der er begået krigsforbrydelser i de af Israel besatte områder. Skridtet blev hilst velkomment af en lang række politikere verden over. Libanons udenrigsminister Gebran Bassil erklærede at han håbede at forundersøgelsen ville lede til: «retsforfølgelse af israelske officerer for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået mod det palæstinensiske folk i Gaza striben». Israels udenrigsminister, den højreradikale Avigdor Lieberman fordømte øjeblikkeligt ICC's udmelding som «skandaløs» og beskrev forundersøgelsen som «et forsøg på at underminere Israels ret til at forsvare sig mod terrorisme».

Sverige anerkendt i oktober 2014 staten Palæstina, og i januar 2015 åbnede Palæstina i Stockholm sin første ambassade. Forholdet mellem Israel og Sverige blev gradvist værre i løbet af året, og i januar 2016 erklærede den israelske regering den svenske udenrigsminister for persona-non-grata i Israel efter hun i meget forsigtige vendinger havde erklæret, at man burde overveje at gennemføre en undersøgelse af om Israel anvendte overdreven magt i sin omgang med palæstinenserne - på baggrund af at Israel de foregående 6 måneder havde dræbt 153 palæstinensere.

I maj 2015 anerkendte Vatikanet Palæstina som stat - efter årtiers anerkendelse af PLO.

I december 2015 vedtog FN's Generalforsamling en resolution der slog fast, at staten Palæstina har suveræniteten over egne naturressourcer, også i de områder der pt. er besat af Israel. Den pålagde Israel at afstå fra udvinding, ødelæggelse eller forringelse af Palæstinas naturressourcer, og slog samtidig fast at Palæstina har ret til at søge erstatning for sådanne overgreb. Resolutionen blev vedtaget med 164 stemmer mod 5.

I sidste halvdel af 2015 gennemførte palæstinensere en række knivoverfald på israelere i primært Jerusalem og Hebron. Overfaldene kostede 23 israelere livet. Israel svarede igen med væbnede angreb på palæstinensere, der i samme periode kostede 153 palæstiennsere livet. Israelsk militær angreb i november et palæstinensisk hospital i Hebron og henrettede efterfølgende en af patienterne. Forklædt som palæstinensere og med en Shin Beth agent i kørestol der foregav at være gravid trængte soldaterne ind på hospitalet på jagt efter en palæstinenser, der angiveligt havde såret en bosætter med en kniv et par uger tidligere. Under aktionen henrettede de den 27 årige Abdallah Shalaldeh. (Palestinian shot dead in Israeli undercover raid on West Bank hospital, Guardian 12/11 2015).

I april 2016 udstedte præsident Abbas et dekret om oprettelse af en øverste forfatningsdomstol, der stod over alle andre palæstinensiske domstole. Domstolen skulle bestå af 9 dommere. Den blev bredt betragtet som regeringens forsøg på at bestemme over landets retsvæsen. I oktober blev præsidenten for landsretten fjernet fra sin post af regeringen. I december fjernede præsidenten den diplomatiske immunitet for 5 oppositionspolitikere i det palæstinensiske parlament. Det skete dagen efter at forfatningsdomstolen havde «givet ham lov» til at gøre dette.

Premierminister Hamdallah meddelte i juni 2016, at der skulle gennemføres parlamentsvalg i oktober. Men i september afsagde den palæstinensiske landsret kendelse om, at valget var udskudt på ubestemt tid. Dels fordi Israel ikke tillod valgets gennemførelse i det besatte Østjerusalem, dels fordi Vestbreddens domstol ikke anerkendte domstolene i Gaza.

Israel fortsatte sin ødelæggelse af palæstinensiske landsbyer. I august 2016 smed israelsk militær palæstinenserne i beduinlandsbyen Susiay syd for Hebron ud af deres huse og beodrede dem til at forlade området. Det var 4. gang slyngelstaten satte sit militær ind mod landsbyboerne. I 1986, 2001 og 2011 var de ligeledes smidt ud af deres huse. Antallet af angrebet på palæstinensiske landsbyer var steget dramatisk i 2016. Alene frem til august havde militæret ødelagt 793 palæstinensiske huse og gjort 1218 palæstinensere hjemløse. Heraf 568 børn. Slyngelstatens fremfærd er i strid med 4. Genevekonvention. (Palestine’s latest evictions are a human rights crisis – world leaders must act, Guardian 29/8 2016).

ICC gennemførte i oktober en indledende undersøgelse af de israelske forbrydelser på Vestbredden for at kunne tage stilling til, om der skulle indledes en egentlig retsproces. ICC delegation fik ikke lov til at besøge Gaza.

Israel fortsatte sin voldelige fremfærd overfor den palæstinensiske befolkning. Mens palæstinensere dræbte 11 israelere i de første 10 måneder af 2016, dræbte israelere flere end 150 palæstinensere. Mens palæstinensiske mordere øjeblikkeligt blev henrettet, blev ingen ingen israelere retsforfulgt for mord.

FN's Menneskerettighedskommissær Zeid Ra’ad al-Hussein sendte i september 2017 breve til 150 internationale virksomheder for at meddele dem, at de vil kunne blive optaget i en database over virksomheder, der driver virksomhed med ulovlige israelske bosættelser i de besatte områder. Listen over virksomheder vil FN offentliggøre i slutningen af året. Initiativet kom i forlængelse af Sikkerhedsrådsresolution 2334 fra december 2016, der betegner de israelske bosættelser som grove overtrædelser af international lov. Udenlandske virksomheder der handler med de illegale bosættelser bliver i stigende grad nervøse over udsigten til fremtidige sanktioner fra verdenssamfundets side og begynder derfor langsomt at afvikle deres engagement. USA og Israel reagerede med vrede på FN initiativet, som USA's FN ambassadør Nikki Haley betegnede som skamfuldt og Israels FN ambassadør betegnede som en «moderne form for antisemitisme». (UN sends warning letters to firms that trade in occupied Palestinian territories, Guardian 28/9 2017)

Trods en intens diplomatisk kampagne fra Israels side blev Palæstina i september optaget som fulgyldigt medlem af Interpol med 75 stemmer mod 24 (og 34 blanke). Den palæstinensiske udenrigsminister, Riyad al-Maliki, udtalte efterfølgende: «Denne sejr blev muliggjort af den principfaste holdning fra et flertal af Interpols medlemslandes side». Israel afviste at kommentere nederlaget. (Interpol votes to admit Palestine as full member, Guardian 27/9 2017)

I et skarp brud med USA's hidtidige politik erklærede supermagtens israels ambassadør David Friedman derefter, at Israel i «virkeligheden kun holder 2% af Vestbredden besat». Friedman argumenterede med, at de jødiske bosættelser og de militære områder på den besatte vestbred er en integreret del af Israel, og derfor ikke kan være besat område. Friedman er uden diplomatisk erfaring og fik kun posten fordi han inden var præsident Trumps personlige advokat. FN resolution 242 er meget klar: Israel skal rømme alle de områder det besatte under angrebskrigen i juni 1967. (Israel only occupies 2% of West Bank, says US ambassador, Guardian 28/9 2017)

Hamas var voldsomt presset i Gaza pga. ødelæggelserne efter Israels krige mod området, der havde hensat det i permanent dyb humanitær krise, som var ignoreret af resten af verden. Den støtte Hamas tidligere havde fået fra Qatar var næsten borte. Konsekvensen var, at opbakningen til Hamas i Gaza i 2016-17 var hastigt svindendde. I oktober 2017 indgik Fatah og Hamas derfor en aftale, der de-facto betød en magtoverdragelse i Gaza til Fatah. Som led i aftalen skulle Fatah sende 3000 politifolk, der ville blive stationeret i Gaza. Aftalen var kommet i stand med Qatar, UAE og Egypten som mæglere. I starten af november indvilgede Egypten derfor i at åbne Rafah overgangen, der havde været totalt lukket i 4 år. Aftalen betød afslutningen på 11 års forsøg på demokrati (Hamas vandt parlamentsvalget i 2006), som fra starten blev modarbejdet af Vesten, Israel og Fatah.

USA's præsident Trump gjorde i december alvor af sit løfte til sine velhavende israelske sponsorer og annoncerede flytningen af USA's ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Iflg. Trump var der tale om et «stort bidrag til fred mellem Palæstina og Israel» og en erkendelse af virkeligheden: at Jerusalem var Israels hovedstad. Trump brød dermed med 50 års US politik, med stort set alle sine allierede og med FN. FN resolution 242 fra 1967 slår utvetydig fast, at Israel skal trække sig ud af de besatte områder - herunder også det besatte Jerusalem - og at Jerusalem under alle omstændigheder har en specielt status som centrum for 3 verdensreligioner. Trump smed benzin på bålet, der øjeblikkeligt blussede op. I Sikkerhedsrådet stemte 14 stater for at annullere USA's ambassadeflytning. USA nedlagde veto. I Generalforsamlingen stemte 128 stater for at annullere USA's ambassadeflytning. 9 stemte imod, trods frådende trusler fra Trumps side om økonomisk hævn overfor de stater der stemte for. På Vestbredden og i Gaza udbrød omfattende uroligheder rettet mod besættelsesmagten, og snesevis af palæstinensere blev dræbt. Israelsk militær benyttede bl.a. lejligheden til at skyde og dræbe en palæstinensisk invalid i Gaza. (Funeral of Palestinian amputee killed by Israeli fire takes place in Gaza, Guardian 16/12 2017)

Internationalt bed BDS kampagnen rettet mod Israels besættelse sig stadig stærkere fast, og modoffensiven i USA og Israel var tilsvarende voldsom. I USA blev det gjort ulovligt at gå ind for boykot af Israel - med det formål at kunne kriminalisere en lang række organisationer, institutioner og enkeltpersoner i landet. I december meddelte den new zealandske sanger Lorde, at hun ikke ville gennemføre sin planlagte turne i Israel i 2018. I Israel og USA blev der igangsat en omfattende bagvaskelseskampagne mod sangeren del kulminerede med offentliggørelsen af en helsidesannonce i Washington Post, der svinede Lorde til. Reaktionerne i både USA og Israel var udtryk for en tiltagende desperation over, at stadig flere blev opmærksomme på Israels udryddelsespolitik overfor Palæstina og tog afstand fra denne.

På ønske fra Kuwait og Bolivia gennemførte FN's Sikkerhedsråd i midten af februar en lukket session om den humanitære katastrofe i Gaza, hvor 2 mio. palæstinensere af Israel er lukket inde i en stor koncentrationslejr. FN's koordinator for Mellemøst fredsprocessen, Nikolay Mladenov fortalte rådet, at der nu mangler drikkevand i Gaza, læger kan ikke længere gennemføre operationer og arbejdsløsheden ligger på 67%. Israel bombede i 2001 Gazas infrastruktur sønder og sammen og har siden opretholdt en sø- og landblokade af området. I januar meddelte USA's regering at det tilbageholdt 65 mio. US$ ud af de 125 det havde lovet UNRWA til humanitære projekter i Gaza. Baggrunden var verdens samlede fordømmelse af USA i december for dets beslutning om at flytte sin israelske ambassade til Jerusalem. (UN gets report on Gaza catastrophe, Guardian 15/2 2018)

Premierminister Hamdallah gennemførte i marts et sjældent besøg i Gaza. Undervejs blev hans kortege udsat for et bombeattentat.

Regimet i Tel Aviv gik i slutningen af marts til angreb på demonstrererende palæstinensere i Gaza. 16 palæstinensere blev dræbt og 1400 såret, deraf 758 af israelske kugler. Ingen israeler blev dræbt eller såret. Baggrunden var, at tusinder af palæstinensere var gået i demonstration til grænsen mod Israel med krav om ret til tilbagevenden til deres land. Denne ret var allerede sanktioneret af FN, der i resolution 198 gav de 7-800.000 fordrevne palæstinesere i 1948 ret til at vende tilbage til deres hjem og ejendom - i det nu israelsk besatte Palæstina. Israel forklarede massakren med, at palæstinensere ikke havde ret til at nærme sig grænsen, og at de tistusindvis af palæstinensere iøvrigt var terrorister organiseret af Hamas. Mens de vestlige lande ignorerede massakren opfordrede FN's Generalsekretær António Guterres og EU's top diplomat, Federica Mogherini til en uvildig undersøgelse af hændelserne. På den besatte Vestbred og i Gaza gennemførte palæstinenserne dagen efter generalstrejke i protest mod Israel. Mens Rusland opfordrede til fornyede forhandlinger om fred mellem Israel og Palæstina, forberedte USA sig på at flytte sin ambassade til Jerusalem og yderligere skærpe konflikten. (Palestinians say over a dozen killed in Gaza border protest, Guardian 30/3 2018; Gazans ready for new protests after bloodiest day in years, Daily Star 31/3 2018. Israel rejects UN and EU calls for inquiry into Gaza bloodshed, Guardian 1/4 2018)

Israels massakrer på palæstinensere fortsatte fredag den 6. april, hvor 19 palæstinesere blev dræbt og 491 såret ved grænsen mellem Gaza og Israel. Blandt de dræbte var djournalisten Yasser Murtaja. Den israelske menneskerettighedsorganisation B'Tselem havde på forhånd opfordret de israelske soldater til at nægte at adlyde ordrer, når de blev pålagt at skyde mod de ubevæbnede palæstinensere. Det er nemlig forbudt iflg. den 4. Genevekonvention. I Haag opfordrede ICC's chefanklager Fatou Bensouda til stop for volden. Hun udtalte:

«Since 30 March 2018 at least 27 Palestinians have been reportedly killed by the Israeli defence forces, with over 1,000 more injured, many as a result of shootings using live ammunition and rubber bullets.
Violence against civilians, in a situation such as the one prevailing in Gaza, could constitute crimes under the Rome statute of the [ICC], as could the use of civilian presence for the purpose of shielding military activities.»

Chefanklagerens kontor havde allerede indledt en forundersøgelse af situationen i Palæstina, og hun erklærede videre, at hun ville følge situationen tæt og registrere alle former for ulovlig voldsanvendelse mellem de to parter.

Kuwait anmodede FN's Sikkerhedsråd om at tage massakrene op. Samtidig karakteriserede den israelske brigadegeneral Ronen Manelis massakrene som en succes. (Palestinians bury their dead after Israel kills nine in border protests, Daily Star 7/4 2018. Inside Gaza: ‘these are people with nothing to lose’, Guardian 8/4 2018. Chief ICC lawyer calls for end to violence along Gaza border, Guardian 8/4 2018. Gaza photographer's last video captures brutal crackdown on protests, Guardian 9/4 2018. Yasser Murtaja embodied the struggle of Gazans – desperate yet defiant, Guardian 9/4 2018)

Fem dage efter den seneste massakre ved grænsen til Gaza tager fem navngivne israelske skarpskytter offentligt afstand fra det israelske militærs «shoot to kill» ordre mod ubevæbnede palæstinensere. (We were Israeli snipers and are filled with sorrow at Gaza shootings, Guardian 12/4 2018)

Den 20. april dræbte israelske skarpskytter yderligere 2 palæstinensere og sårede 40 ved grænsen til Gaza. Fordømmelserne af massakrene fortsatte, og skuespillerinden Natalie Portmann der havde dobbelt Israelsk-US statsborgerskab meldte i protest afbud til en ceremoni i Israel. (Israeli forces kill two at Gaza frontier during fourth week of protests, Guardian 20/4 2018)

Ligeledes den 20. april henrettede det israelske efterretningsvæsen palæstinenseren Fadi al-Batsh i Malaysia. Israel har en lang tradition for at henrette formodede modstandere rundt om i verden. I 1970'erne blev henrettelserne overvejende foretaget mod palæstinensere i Europa. Siden da foregik henrettelserne overvejende i Mellemøsten - bl.a. Jordan og Syrien. I 00'erne foregik de overvejende i Iran og var rettet mod iranske videnskabsmænd. Israel kalder selv henrettelserne «targeted killigs». De er ikke blot kriminelle handlinger, men er også i strid med folkeretten, (Murdered Palestinian engineer was ‘senior member’ of Hamas, Guardian 21/4 2018)

Den 22. april indgav palæstinensiske diplomater en anklage mod Israel for racediskrimination. Klagen blev overbragt FN's kommission til overvågening af Anti-racisme Konventionen, som Israel selv ratificerede i 1979. Anklagen henviste til Israels systematiske forfølgelse og fordrivelse af palæstinensere fra deres boliger og byer på den besatte Vestbred. (Palestine files complaint against Israel under anti-racism treaty, Guardian 23/4 2018)

Fredag den 27. april gennemførte Israel nye massakrer mod Gaza boere ved grænsen til Israel, der protesterede for deres internationalt bekræftede ret til at vende hjem til deres byer og boliger i Israel. 3 blev dræbt og 600 såret. Israel besvarede på denne måde samtidig kritik fra FN's Højkommissær for Menneskerettigheder, Zeid Ra’ad Al Hussein der havde kritiseret Israel for overdreven voldsanvendelse mod ubevæbnede palæstinensere. (Three dead and hundreds injured as Israeli troops open fire on Gaza border, Guardian 27/4 2018)

Israel er ikke en retstat. Det blev bekræftet af domme i starten af maj. Den 16 årige palæstinensiske pige Ahed Tamimi havde givet en israelsk soldat en lussing. Hendes sag blev behandlet ved en militærdomstol for lukkede døre og resulterede i en dom på 8 måneders fængsel. Parallelt hermed blev den israelske soldat Ben Deri idømt 9 måneders fængsel for drabet på den palæstinensiske teenager Nadeem Nawara ved en demonstration i 2014. Retten slog fast, at Nawara ikke havde udgjort nogen trussel mod de israelske soldater, men alligevel havde Deri skudt og dræbt ham. 3 palæstinensiske unge blev dræbt af israelere under denne demonstration. (Soldiers good, Palestinians bad: Israel's double standards on justice, Guardian 2/5 2018)

Den 14. maj skulle USA åbne sin nye ambassade i Jerusalem med pomp og pragt. Gaza havde på forhånd erklæret, at protesterne mod den israelske besættelse, USA's anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad og 70 året for Israels fordrivelse af Palæstinas befolkning ville nå et klimaks 14-15. maj. Mens USA og Israel fejrede hinanden under et enormt sikkerhedsopbud i Jerusalem, gennemførte israelsk militær en omfattende massakre på palæstinensere ved grænsen til Gaza. Den 14. maj dræbte snigskytterne 58 ubevæbnede palæstinensere og sårede 1360 med kugler. Massakren udløste bred international fordømmelse. Kuwait indbragte sagen for FN's Sikkerhedsråd, hvor USA's FN ambassadør Nikki Haley erklærede, at «at ingen var så tilbageholdende i voldsanvendelse som Israel». USA måtte derefter nedlægge veto mod sikkerhedsrådsresolutionen om, at FN skulle gennemføre en uafhængig undersøgelse af massakren. USA og Israel var internationalt isoleret. (Israeli soldiers kill 43 Palestinians in Gaza protests: Gaza health officials, Daily Star 14/5 2018. Israel faces outcry over Gaza killings during Jerusalem embassy protests, Guardian 15/5 2018. Israeli forces kill 2 Palestinians near Gaza border as Gaza buries dead, Daily Star 15/5 2018. Gaza toll rises to 60 as fresh protests against Israel gather, Daily Star 15/5 2018. Gaza: Nakba day protests as Palestinians bury those killed in embassy unrest – live updates, Guardian 15/5 2018. There is a cost to Trump. We are seeing it now in Gaza, Guardian 15/5 2018)

Israels ambassadører blev kaldt i samråd i mange europæiske hovedstæder. Sydafrika og Tyrkiet trak deres ambassadører hjem fra Israel i protest, og Israel benyttede samtidig lejligheden til at lukke Tyrkiets konsulat i Jerusalem på ubestemt tid. Nogle højreradikale europæiske stater fulgte dog i USA's fodspor, og lod deres ambassadører deltage i en reception på dagen før den officielle indvielse. Det gjaldt. Østrig, Tjekkiet, Rumænien og Ungarn. Palæstina på sin side trak derfor sine ambassadører hjem fra disse stater i protest. En talsmand for FN's højkommissær for menneskerettigheder, Rupert Colville, opsummerede i Geneve verdenssamfundets protester mod massakren i Gaza:

The mere fact of approaching a fence is not a lethal, life-threatening act, so that does not warrant being shot. It seems that anyone is liable to be shot dead.

Han understregede videre, at internationale love (deriblandt Genevekonventionerne) også skal overholdes i Israel og slog fast at: «dødelig voldsanvendelse er det sidste der må anvendes overfor civile. Ikke det første». ('Enough is enough': UN condemns Israel as Palestinians bury their dead – video report, Guardian 15/5 2018. The 70th anniversary of Palestinian Nakba Day – in pictures, Guardian 15/5 2018. Palestinians recall envoys to 4 EU nations after US embassy move, Daily Star 16/5 2018)

FN's Menneskerettighedsråd besluttede 18. maj at gennemføre sin egen undersøgelse af massakren i Gaza. Af rådets 47 medlemsstater stemte kun USA og Australien imod beslutningen. 29 lande stemte for, mens 14 undlod at stemme. Samme dag åbnede Egypten ekstraordinært Rafah grænseovergangen mellem Gaza og Egypten. (UN human rights chief rebukes Israel as Egypt opens Gaza crossing, Guardian 18/5 2018. U.N. votes to send war crimes probe to Gaza, Daily Star 19/5 2018)

'Sometimes dancing, sometimes furious': a girl shot dead in Gaza, Guardian 21/5 2018

Israel henrettede i starten i starten af juni den 21 årige palæstinensiske sygeplejerske Razan al-Najar med et skud i brystet, da hun løb frem mod det israelsk byggede hegn omkring Gaza for at hjælpe en demonstrant, der var blevet såret af israelske snigskytter. Mordet bragte antallet af ofre for de israelske kugler op på 123 siden slutningen af marts. I FN's Sikkerhedsråd fremlagde Kuwait en resolution, der opfordrede til beskyttelse af de palæstinensiske civile. Resolutionen fik støtte af næsten alle rådets medlemmer, og blev derefter fjernet af USA, der nedlagde veto. FN ambassadør Nicky Haley karakteriserede den som dybt ensidige og moralsk forfalden. (US vetoes UN resolution on Palestinians, Daily Star 2/6 2018)

FN's Generalforsamling vedtog i midten af juni en resolution, der fordømte Israel for dets overdrevne voldsanvendelse mod civile i Gaza. Resolutionen blev vedtaget med 120 stemmer for, 8 imod og 45 lande undlod. Der var tale om den samme resolution som USA få dage tidligere havde nedlagt veto imod i Sikkerhedsrådet. Resolutionen pålagde endvidere FN's generalsekretær António Guterres til indenfor 60 dage at rapportere tilbage til generalforsamlingen om «metoderog instrumenter der kan anvendes til at sikre sikkerhed, beskyttelse og velbefindende for den civile palæstinensiske befolkning, der lever under israelsk besættelse - herunder anbefalinger vedr. en international beskyttelsesmekanisme». (The two-state solution is dead. Palestine needs a new UN mandate, Guardian 15/6 2018) Ved rapportens offentliggørelse 2 måneder senere blev den som forventet fordømt af Israel. Rapporten opstillede 4 muligheder for det internationale samfunds beskyttelse af palæstinenserne mod israelske overgreb: øget støtte til palæstinenserne, udsende rapportører fra FN's Menneskerettighedsråd, ubevæbnede observatører eller en militær- eller politistyrke under FN mandat. Uanset mekanismen ville en beslutning skulle tages i FN's Sikkerhedsråd, hvor den var sikker på at blive stemt ned af USA. Supermagten udfoldede over de følgende uger sin egen fortolkning af «beskyttelse af palæstinensere» ved at indstille alle bevillinger til UNRWA, der er FN's humanitære organ i de besatte områder, ansvarlig for skoler, hospitaler, fødevarebistand osv. i flygtningelejrene. (Israel rejects UN report on protecting Palestinians, Daily Star 18/8 2018)

Israel ignorerede det internationale samfund og fortsatte sine massakrer på palæstinensere. I slutningen af juni skød og dræbte israelske snigskytter en 17 årig palæstinensisk teenager. Det bragte antallet af mord på palæstinensere op på 157 siden slutningen af marts. (Gaza teen dies of wounds from Israeli border fire: ministry, Daily Star 28/6 2018)

Israel forstærkede sin status som apartheidstat, da det midt i juli 2018 vedtog en ændring af sin forfatning (Basic Law), der i stil med det nazistiske slagord: «Danmark for danskerne» erklærede at: «Israel er jødernes» - og ingen andres. De 20% af befolkningen der har israelsk statsborgerskab, men er kristne, muslimer eller fra andre trosretninger, blev dermed sat udenfor indflydelse. Apartheidloven udløste skarp kritik fra palæstinensere, omverdenen (bl.a. EU), men også af israelere. Den verdensberømte israelske dirigent Daniel Barenboim erklærede, at 70 år efter Israels oprettelse havde parlamentet erstattet lighed, demokrati og fred med nationalisme og racisme. I kølvandet på loven lavede Jerusalem Post satiretegner Avi Katz en tegning med teksten: «Alle dyr er lige. Men nogle er mere lige end andre». En parafrase på George Orwells Animal Farm, der samtidig afbildede Netanyahu og hans ministre som svin. Trods 30 år på Post blev Katz derefter fyret. (EU leads criticism after Israel passes Jewish 'nation state' law, Guardian 19/7 2018; This racist new law makes me ashamed to be Israeli, Guardian 23/7 2018; Israeli cartoonist fired over 'Animal Farm' Netanyahu caricature, Guardian 26/7 2018)

Israel gennemførte få dage efter apartheidlovens vedtagelse terrorbombardementer af Gaza efter en af dets soldater angiveligt er blevet ramt af skud fra Gaza. Soldatens navn blev ikke offentliggjort. Siden marts havde israelske skarpskytter henrettet 160 palæstinensiske civile i Gaza. Bombardementerne skulle aflede kritikken afd apartheidstaten. (Israel launches waves of strikes across Gaza after soldier killed, Guardian 20/7 2018)

Paraguay besluttede i maj som USA at flytte sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. En nyvalgt regering i august besluttede imidlertid at omgøre denne beslutning, og lade ambassaden blive i Tel Aviv. Det udløste traditionen tro vild israelsk vrede. Landet lukkede sin ambassade i Asuncion og trak sin ambassadør hjem, men Paraguay stod ved sin beslutning. (Outcry from Israel after Paraguay moves its Jerusalem embassy back to Tel Aviv, Guardian 5/9 2018)

Israelske skarpskytter skød og dræbte midt i september 4 palæstinensiske demonstranter i Gaza. Den yngste af dem 11 år. 248 palæstinensere blev såret. 12.000 demonstrerede fredag ved hegnet ind mod deres israelsk besatte hjemland med krav om overholdelse af FN resolution 194 der giver dem ret til at vende hjem. Israelske skarpskytter er nu beordret til i særlig grad at skyde mod børn. (Israeli forces kill 4 Palestinians in Gaza protests, Daily Star 14/9 2018)

En israelsk domstol dømte i oktober to new zealandske statsborgere til at betale 18.000 NZ$ i erstatning til 3 unge israelere, fordi deres «kunstneriske velfærd» havde lidt overlast da den new zealanske kunstner Lorde aflyste sin koncert i Tel Aviv. Lorde aflyste sin koncert efter hun af den internationale BDS bevægelse var blevet gjort opmærksom på den israelske undertrykkelse af palæstinenserne. Israel havde ingen chance for at indkræve «bøden» og var først et fremmest et udtryk for den stigende desperation der har ramt regimet over den tiltagende internationale boykot af landet. Efter at hæve inddæmmet kritikken af Israel i USA (i halvdelen af delstaterne er det forbudt at kritisere Israel), forsøgte Israel nu at kriminalisere kritik i Europa. Den israelske stat og dens NGO'er i udlandet gennemførte i oktober og november seminarer for EU parlamentarikere med det formål at få dem til at tilslutte sig Holocaust Remembrance Alliances definition af antisemitisme. «Alliancens» definition af antisemitisme er så bred, at enhver kritik af Israel er antisemitisk. Selv om de fleste EU lande er medlemmer af Alliancen anerkender de ikke dens specielle definition af antisemtisme. (Israel fines New Zealand women $18,000 for urging Lorde concert boycott, Guardian 12/10 2018; European parties urged to agree Israel boycott tactics are antisemitic, Guardian 24/10 2018)

Israelske skarpskytter fortsatte deres drab på palæstinensere i oktober. Midt i måneden blev 6 dræbt under demonstration mod de israelske besættelsesstyrker. 140 blev såret. To uger angreb isrealske fly 3 drenge på 12-14 år. De blev alle tre dræbt. (Six Palestinians killed by Israeli forces in Gaza protests – officials, Guardian 12/10 2018; Gaza: three boys killed in Israeli airstrike, say Palestinian medics, Guardian 28/10 2018)

I november mislykkedes krigsminister Avigdor Liebermans forsøg på at stikke regionen i brand. Midt under den internationale markering i Paris af hundredeåret for 1. Verdenskrigs afslutning igangsatte han en efterretningsaktion ind i Gaza. Aktionen blev afsløret, og 7 palæstinensere blev efterfølgende dræbt af israelske raketter, da fly dækkede efterretningsofficerernes tilbagetrækning. En israelsk oberstløjtnant blev ligeledes dræbt. Det israelske angreb blev besvaret med byger af raketter fra Gaza, der blev besvaret med byger af bombardementer af boligområder fra israelske fly. David mod Goliath. Forsvarsminister Lieberman havde håbet angrebene ville begrave de forhandlinger der i flere måneder havde foregået for at reducere den israelske blokade af Gaza, der var på randen af at kaste befolkningen ud i hungersnød. Det skete ikke. I stedet blev der efter to dage indgået våbenhvile med Egypten som mellemmand, og som aftale om reduktion af blokaden. I frustration trak Lieberman sig fra posten som krigsminister og trak sit parti ud af regeringen i håb om at bringe regeringen til fald og udløse nyvalg. Også det mislykkedes. Netanyahu nægtede at udskrive valg. (Eight dead in undercover Israeli operation in Gaza, Guardian 12/11 2018; Botched Israeli raid in Gaza sparks violent exchanges, Guardian 12/ 2018; Israel and Hamas agree to Gaza ceasefire after intense violence, Guardian 13/11 2018; Israeli defence chief Avigdor Lieberman quits over Gaza truce, Guardian 14/11 2018)

Regeringen behandlede i januar 2019 et lovforslag om social bistandspolitik financieret af bidrag fra arbejdsgivere og arbejdere. Forslaget udløste omfattende protester og i slutningen af måneden indgav premierminister Hamdallah sin afskedsbegæring. Han blev erstattet af en ny regering under ledelsee af Mohammad Shtayyeh i april.

FN's Menneskerettighedsråd besluttede i maj 2018 at nedsætte en speciel undersøgelseskommission til undersøgelse af Israels håndtering af protesterne i Gaza mod Israels over 10 år lange ulovlige blokade af området. Kommissionen udgav i slutningen af februar 2019 sin rapport over begivenhederne i perioden 30/3 til 31/12 2018. Både Israel og USA forsøgte med alle midler at hindre kommissionens arbejde. Israel nægtede kommissionen adgang - både til Israel og Gaza. Egypten havde i første omgang tilladt kommissionen adgang til Gaza via Egypten, men efter stærkt pres fra USA blev denne tilladelse trukket tilbage. Kommissionen var derfor tvunget til at gennemføre sine undersøgelser udenfor Gaza. Den konstaterer, at Israel i den pågældende periode har henrettet 183 palæstinensere ved grænsen mellem Gaza og Israel. Heraf 35 børn. Dertil kommer 6.106 der er såret af israelske kugler. Heraf de 940 børn. Yderligere 3.000 palæstinensere er såret af tåregasgranater, gummikugler og granatsplinter. Israel har i særlig grad koncentreret sit skyderi mod journalister og sundhedspersonel. 3 israelere er i perioden blevet såret ved grænsen. Kommissionen konkluderer, at der pga. omfanget og karakteren af de israelske overgreb kan være tale om krigsforbrydelser. Israel og USA afviste blankt rapporten. Undersøgelseskommissionens fulde rapport: Report of the independent international commission of inquiry on the protests in the Occupied Palestinian Territory. (UN says Israel's killings at Gaza protests may amount to war crimes, Guardian 28/2 2019)

USA anerkendte i marts 2019 Israels annektering af Golanhøjderne. Israel besatte området der tilhører Syrien under sin angrebskrig i 1967. Ingen anden stat anerkender Israels annektering. Skridtet blev øjeblikkelig fordømt af Rusland, Tyrkiet og Iran, mens Syrien truede med at tilbageerobre området. EU forholdt sig traditionen tro tavs.

FN's Menneskerettighedsråd fordømte i marts Israels anvendelse af overdreven vold mod palæstinenserne i Gaza. Israel holder de over 2 mio. palæstinensere indespærret i en kæmpe koncentrationslejr. Siden marts 2018 har de indespærrede palæstinensere ugentlig gennemført demonstrationer for deres ret til at vende hjem til de områder de blev fordrevet fra, og for hævelsen af Israels blokade. Israel har i perioden dræbt 189 civile og såret over 6100. 23 lande stemte i Rådet for resolutionen, 8 stemte imod og 15 lande afstod. Blandt de 8 lande der stemte imod var Israels højreradikale allierede i Europa, Østrig og Ungarn. (UN rights forum condemns Israel over deadly Gaza protests, Daily Star 22/3 2019)

Som bekræftelse på sin foragt for verdenssamfundet indledte slyngelstaten 3 dage senere hæftige bombardementer af Gaza. Hamas svarede igen ved at sende 10 kortrækkende raketter ind over Israel. Bombardementerne var samtidig led i den Israelske valgkamp og den korrupte Netanyahus forsøg på at bevare sin premierministerpost. Under bombardementerne var han i Washington for at festligholde, at USA som det første land i verden havde besluttet at anerkende Israels annektion af Golanhøjderne. Området blev besat af Israel i 1967 under dets aggressionskrig mod nabolandene, men hidtil havde verdenssamfundet enstemmigt afvist at anerkende Israels annektion. (Israeli military bombs Gaza after rocket strike, Guardian 25/3 2019)

Guardian temaartikel om ofrene for Israels aggression mod Gaza, 1 år efter protesternes start. Iflg. avisens oplysningen er 28.666 blevet såret og 191 dræbt af Israel. Israel benyttede årsdagen til yderligere at myrde 4 og såre 40. (Gaza border protests: 190 killed and 28,000 injured in a year of bloodshed, Guardian 29/3 2019; Israeli fire kills four Palestinians, says Gaza health ministry, Guardian 30/3 2019)

I ugerne op til parlamentsvalget optrappede Israels zionistiske partier deres højreradikale retorik. Få dage før valget lovede Netanyahu at han ville annektere de israelske bosættelser i de besatte områder. Altså gøre dem til en formel del af staten Israel. Sådan fungerer bosættelserne i forvejen, men formelt ligger de besat område og udgør en lodret overtrædelse af 4. Genevekonvention der forbyder en besættelsesmagt at kolonisere besat territorium. I Sydafrika sammenlignede den jødiske politiker Ronnie Kasrils Israel med det apartheidregime han selv i årevis havde bekæmpet, og konstaterede at Israels politik i dag ikke kan skelnes fra det sydafrikanske apartheidregime i 1970'erne og 80'erne. (I fought South African apartheid. I see the same brutal policies in Israel, Guardian 3/4 2019; Netanyahu vows to annex Jewish settlements in occupied West Bank, Guardian 7/4 2019)

I 1948 fordrev zionister 7-800.000 palæstinensere fra deres hjem. Hvert år markerer palæstinenserne den etniske udrensning 15. maj, Nakba dagen. I Gaza demonstrerede tusindvis af palæstinensere mod besættelsesmagten. Israel svarede igen, dræbte 16 og sårede 60. (Israeli forces shoot 16 Palestinian protesters at Gaza frontier, Guardian 15/5 2019)

I slutningen af maj meddelte den militære besættelsesmagt i de besatte områder, at præfabrikerede skoler doneret af EU til Palæstina ville blive sat på auktion. Militæret rev i oktober 2018 skolerne ned. EU protesterede mod Israels nedrivning og salg af skolerne. Forgæves. (Israel to auction prefab classrooms donated by EU to Palestinians, Guardian 31/5 2019)

130 palæstinensere blev i februar 2020 såret af israelske besættelsesstyrker under kampen om Jamal al-Arma bjerget i udkanten af Beita landsbyen udenfor Nablus på den besatte Vestbred. Bosættere havde sendt opfordringer ud til andre bosættere på Vestbredden pm at inddrage bjerget i nye bosættelser. Palæstinenserne svarede igen ved at besætte bjerget. Besættelsesmagten svarede igen med tåregas, gummikugler og skarp ammunition. Få kilometer borte i Hebron brændte israelske bosættere under beskyttelse af israelske soldater mindst 3 palæstinensiske olivenplantager ned. Nedbrændingerne sker for at sabotere den palæstinensiske økonomi.

50 tidligere statsledere og ministre fra Europa offentliggjorde i februar en erklæring der fordømte Trumps såkaldte fredsplan for Israel/Palæstina. Frem for fred vil den uddybe konflikten. De sammenlignede planen med de bantustans, apartheidregimet i Sydafrika oprettede i 1980'erne som et middel til at hælde glasur over apartheidregimet.

Den israelske premierminister Netanyahu offentliggjorde i februar planer om at bygge 3500 nye huse i et område umiddelbart øst for Østjerusalem. Planerne om at bygge bosættelser i det 12 kvadratkilometer store område på besat jord blev udarbejdet allerede i 1995, men siden har skiftende israelske regeringer skrinlagt dem pga. omfattende internationale protester.

Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas meddelte i februar under et topmøde i den Arabiske Liga i Cairo, at Palæstina afbryder alle forbindelser med USA og Israel. Siden fredsaftalen i 1993 har der ellers altid i det mindste været samarbejde om sikkerhed mellem Israel og Palæstina. Konsekvensen af aftalen mellem USA og Israel om annektion af Palæstina har nu medført, at også denne sidste forbindelse er brudt. Palæstina har i mange år haft et samarbejde med CIA om efterretninger. Også dette samarbejde er nu ophørt. Abbas fik støtte fra den Arabiske Liga til skridtet.

En talsmand for udenrigsministeriet i Washington opfordrede i februar meget usædvanligt Israel til at indstille sin bosættelsespolitik, annektering af palæstinensisk jord og ødelæggelse af palæstinensiske huse. Det skete på baggrund af Israels ødelæggelse af den palæstinensiske landsby Humsah i Jordandalen. Slyngelstaten havde fået uger forinden mistet sin mand i Washington, da Trump under voldsomme protester måtte overdrage præsidentposten til Joe Biden. Samtidig mødtes Premierminister Netanyahu med krigsminister Benny Gantz, generalstabschef Aviv Kochavi og embedsmænd fra forsvars- og finansministeriet. Formålet var at diskutere kanaliseringen af midler fra særlige fonde til en krig mod Iran.

Efter USA havde offentliggjort sin «fredsplan» i januar afbrød Palæstina alle forbindelser med USA, og der blev i stedet indledt en forsoningsproces mellem Fatah og Hamas med henblik på at bekæmpe planen. I september 2020 gennemførte præsident Abbas og Hamas ledere en fælles pressekonference, hvor de annoncerede forhandlinger, der skulle lede frem til en ny samlingsregering. Fatahs Centralkomite godkendte planen i oktober. Planen var at gennemføre parlamentsvalg i april 2021. Abbas udsatte imidlertid valgene på ubestemt tid med henvisning til Israels terror i Østjerusalem. Udsættelsen blev skarpt kritiseret af Hamas, der erklærede, at gennemførelse af palæstinensiske valg ikke afhang af Israelsk godkendelse.

Forensic Architecture ved Goldsmith University i London slog i en rapport fra februar 2021 fast, at israelske soldater henrettede Ahmad Erekat ved et checkpoint i juni 2020. Erekats bil ramte ved et uheld checkposten, og selv om han bagefter steg ud af bilen med armene over hovedet og bevægede sig baglæns skød og dræbte soldaterne ham efterfølgende med 6 skud. Han blev derefter klædt af og fik lov til at ligge 1½ time inden han blev fjernet. Politiet skjulte efterfølgende sporene og bryggede en historie sammen om, at han havde angrebet kontrolposten. Det var løgn slog rapporten fast.

Ligeledes i februar afsagde den Internationale Straffedomstol (ICC) en kendelse der fastslog, at den har jurisdiktion i Palæstina. Den har derfor bemyndigelse til at efterforske Israels krigsforbrydelser mod den palæstinensiske befolkning. ICC's chefanklager Fatou Bensouda ønskede en kendelse fra domstolen, inden den egentlige efterforskning kunne sættes i gang. Der er nu grønt lys for ICC's arbejde. Israel fordømte afgørelsen og erklærede at landet ville gøre alt for at hindre, at dets soldater stilles for retten. Netanyahu opfordrede samtidig til internationale sanktioner mod ICC. Domstolen har i forvejen indrejseforbud i USA.

Israel indledte i maj 2021 krig mod Gaza. Status efter angrebene var: 40 skoler og 4 hospitaler helt eller delvist jævnet med jorden, mindst 181 palæstinensere dræbt heraf 52 børn, vand- og elektricitetsforsyningen helt eller delvist ødelagt. Israels krigsforbrydelser fik fuld opbakning i Washington, London, København og blandt resten af de vestlige regeringer. USA kvitterede ved at godkende salg af våben til slyngelstaten til en værdi af 735 mio. US$.

Ben & Jerry der nu er ejet af Unilever meddelte i juli, at selskabet ikke længere ville sælge sine is i de israelsk besatte områder af Palæstina, da det strider mod virksomhedens værdier. Meddelelsen udløste voldsomme politiske reaktioner, hvor premierminister Naftali Bennett truede med retlige skridt overfor Ben & Jerries samt Unilever og mulig boykot af fødevarekoncernens produkter. På det israelske udenrigsministeriums hjemmeside kunne man læse, at Unilever samarbejdede med «økonomiske terrorister».

Israels krigsminister Benny Gantz erklærede i oktober 6 palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer for at være terrororganisationer. Det drejede sig om: Al-Haq, Addameer, Defense for Children International Palestine, Union of Palestinian Women Committees, Union of Agricultural Work Committees og Bisan Center for Research and Development. Den egentlige årsag til denne krigserklæring var, at de alle 6 var involveret i den Internationale Krigsforbryderdomstol ICC's efterforskning af Israels krigsforbrydelser. Israels krigserklæring blev fordømt af de israelske menneskerettighedsorganisationer med B'tselem i spidsen.

Amnesty International udgav i februar 2022 rapporten Israel’s Apartheid against Palestinians: Cruel System of Domination and Crime against Humanity. Med rapporten omtaler Amnesty International for første gang Israels behandling af palæstinenserne i Israel og de israelsk besatte områder som apartheid. Menneskerettighedsorganisationen føjer sig dermed til den stadig længere liste af organisationer, der bruger denne betegnelse om Israel. Rapporten bragte som sædvanlig landets højreradikale politikere helt op i det røde felt. De krævede rapporten trukket tilbage og erklærede at «Amnesty citerer løgne udbredt af terrororganisationer». Udenrigsminister Yair Lapid betegnede Amnesty som antisemitisk. Rapporten opfordrede USA, EU og Storbritannien til at erkende, at Israel begår apartheidforbrydelser og andre internationale forbrydelser. Amnesty opfordrede verdenssamfundet til at bruge sine politiske og diplomatiske midler til at lægge pres på Israel for at få det til at opfylde de krav, rapporten opstillede.

A.J. og Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 4/4 2022

Læst af: 281.519