Polen
| Befolkning | 38,3 mio. |
| Valuta | Polske zloty |
| Areal | 323.250 Km2 |
| Hovedstad | Warzawa |
| Befolkningstæthed | 119,4 indb./Km2  |
| HDI placering | 34 |
|
Terrorstat |
Den nordlige flade del af landet gennemskæres af floderne Wisla, Wartha og Oder. Det er dækket af nåleskove og der dyrkes rug, kartofler og hør. De centrale dele af Polen er overvejende flade, frugtbare og med en stor landbrugsproduktion: Sukkerroer og korn. Den sydlige region er præget af Karpaterbjergene og er mindre frugtbar. Landet råder over betydelige mineralressourcer: Kulproduktionen i Schlesien er verdens 4. største, svovlproduktionen i Tarnobrzeskie er verdens 2. største. Endvidere udvindes kobber, zink og bly. De vigtigste industrier er stål- og kemiindustrien samt produktionen af skibe. Landet plages af betydelig luftforurening og pga. sin placering i Centraleuropa påvirkes det også af luft- og vandforureningen fra dets nabolande.
Polen er en autoritær stat, hvis retsvæsen og medier er kontrolleret af det regerende højreradikale parti PiS. Nær allieret af USA og medlem af EU (hvis retsvæsen det dog ligger i konflikt med pga. regimets autoritære karakter).
Folket: Størstedelen af befolkningen er polsk (96%). Ukrainere (0,8%), hviderussere (0,8%), tyskere (0,5%) og svenskere, (0,7%).
Religion: Overvejende katolsk (90,7%), ortodokse (1,4%), andre (7,9%) (1995)
Sprog: Polsk
Politiske partier: Lov og Refærdighed; Borgerplatformen; Selvforsvarsbevægelsen (MAD). Den tyske minoritet har desuden sin egen parlamentariske repræsentation.
Sociale organisationer: Den faglige organisering er sunket drastisk. Der eksisterer i dag to konkurerende landsorganisation: Fagbevægelsens Centralråd og Solidaritet. Bøndernes Centralorganisation.
Officielt navn: Polska Rzeczpospolita.
Administrativ inddeling: 49 provinser
Hovedstad: Warszawa, 1.711.466 indb. (2009).
Andre vigtige byer: Lodz, 1.017.300 indb.; Kraków, 784.800 indb.; Wroclaw, 634.600 indb.; Poznan, 580.200 indb. (2000)
Regering: Andrzej Duda er siden august 2015 statschef og præsident. Mateusz Morawiecki er siden december 2017 premierminister og regeringschef. Parlamentet har to kamre: senatet med 100 pladser og Sejmen med 460. De vælges begge for 4 årige perioder.
Nationaldag: 11. november (uafhængighed, 1918), 3. maj (grundlovsdagen, 1791)
Væbnede styrker: 241.750 (1997).
Paramilitære styrker: 23.400 (Grænsepoliti, Forebyggende politi, Kystvagt)
Navnet Polen stammer fra folkegruppen polerne, der dyrkede jorden - pole. De boede i Warta dalen, der efterfølgende kom til at hedde Storpolen. Deres høvdinge tilhørte Piast dynastiet - en legendarisk forfader - og boede i borgen Gniezno.
I det 10. århundrede underlagde polerne sig de omkringboende folkeslag. Mieszko I (960-992) var hertug af Piast og grundlagde det første polske rige, da han føjede de forskellige stammer sammen under en fælles statslig struktur. Han blev kristnet og døbt i 966.
Frem til det 12. århundrede var Polen et monarki baseret på arvefølge. Hertugen og en gruppe af adelsmænd dominerede den centrale magt og havde en hær bestående af professionelle soldater. Den fattigste sociale gruppe i landet og samtidig den mest talrige var de frie bønder, der blev mobiliseret i nødsituationer og skulle betale skat.
Polens største problemer var forholdet til det germanske imperium og pavestaten. Overfor imperiets ekspansion accepterede Mieszko underkastelse mod anerkendelse af hans overhøjhed. Til gengæld bad han om beskyttelse fra Pavestaten og i år 1000 dannede han det første polske kirkelige centrum. Fra dette tidspunkt udgjorde en romersk katolske kirke et centralt element i den polske stats politiske struktur. Frem til det 12. århundrede svingede landet mellem perioder af uafhængighed og anneksion, til staten begyndte at gå endelig i opløsning.
Under feudaltiden var Polen opdelt i en række hertugdømmer, der var underlagt Piast samt omkring 20 fyrster. Med svækkelsen af centralmagtens og hertugernes magt øgedes adelens og kirkens autonomi. Perioden var samtidig præget af betydelig vækst i befolkningen. Tilstrømningen af tyske indvandrere skabte en ny etnisk situation i landet, der indtil da havde været domineret af slaverne. Fra det 13. århundrede udgjordes byernes befolkning i stadig stigende grad af tyskere og jøder. Indvandrerne medbragte deres juridiske modeller, kapital og håndværks- og landbrugsmæssige teknikker.
Under Kasimir den Store (1333-70) udvikledes Polen til et testamentarisk monarki, hvor kongen kom til at spille en formidlende rolle mellem adel, kirke, borgerskab og bønderne. Staten ophørte med at være personlig ejendom, og fra 1399 blev kongen valgt. Gennem kongeligt giftermål sluttedes Polen i 1386 sammen med Lithauen, selv om der etableredes en statsform, der respekterede begge staters særtræk. I 1409 forsøgte Teutonerordenen at bremse den polsk-lithauiske ekspansion, men blev slået ved Grunwald. Torunfreden i 1411 løste ikke konflikten, om end ordenens magt blev svækket.
Efter en ny sejr over teutonerne generobrede Polen i 1466 Pommern, Gdansk, Malbork, Elblag, Chelmo og Warmi. På grund af sin rolle i krigen fik Pommern autonomi og byerne fik en række privilegier. Dette indledte en blomstrende økonomisk og kulturel periode.
I det 15. århundrede dannedes det polske og lithauiske parlament, der fik to kamre. Deputeretkammeret bestod af repræsentanter for adelen, mens senatet var et statsråd ledet af kongen. De to stater, parlamentet og udenrigspolitikken havde kongen som samlende kraft, mens administrationen, retsvæsenet, økonomien og militæret var delt op mellem de to stater.
Guldalderen i det 16. århundrede kendes i den polske historie også som Adelsrepublikken, idet kongen måtte konsultere adelen, før han kunne udskrive skatter eller erklære krig. Borgerskabets og bøndernes magt blev reduceret til fordel for adelen og kirken, og dette ændrede det oprindelige monarkis strukturer.
I 1573 uddøde Jagellón dynastiet. Parlamentet introducerede derfor valg af kongen og indførte religiøs tolerance, hvilket var exceptionelt i et Europa præget af religionskrige. Kong Stefan Bathory (1576-1586) gav afkald på posten som øverste dommer, og adelen begyndte at vælge sine tribunaler. Den internationale udvikling gennem det 17. århundrede var ikke til Polens eller Lithauens gunst. Sverige stredes med Polen om herredømmet over Baltikum og Rusland kom i konflikt med Lithauen. Tyrkiets og Østrigs planer i Centraleuropa udsatte også Polen for pres.
Ved den nedre del af Dnepr, ved grænsen til Ukraine, dannede de frie bønder og fattiggjorte adelige kosakregimenter - krigere der levede af deres krigsbytte. I 1648 indledte kosakkerne og de ukrainske bønder et nationalt oprør. Kongen forsøgte uden held at nå frem til en aftale med oprørerne, hvis sejre svækkede den polske stat. Kosakkerne allierede sig efterfølgende med Tyrkiet og Rusland. I 1654 invaderedes Polen af russiske tropper. Året efter blev resten af landet besat af svenske tropper. Jan Kasimir flygtede til Schlesien, Polen fik hjælp fra Østrig, samtidig med at bønder i det indre af landet for første gang organiserede væbnet modstand i stor skala.
Svenskerne og tyrkerne blev smidt ud af landet og kosakkerne besejret. Russerne beholdt Smolensk, Ukraine, den venstre bred af Dnepr og Kiev. Krigene hærgede landet, fik befolkningstallet til at falde og svækkede statsmagten. I 1772 blev Rusland, Prøjsen og Østrig enige om at dele det polske territorium imellem sig. I 1791 gjordes et forsøg på atter at samle staten med vedtagelsen af en ny forfatning, men i 1793 gennemførte Rusland en omfattende invasion, og landet blev atter delt. I 1794 gennemførte polakkerne et folkeligt oprør, men det blev knust, og året efter blev landet atter delt. Den polske stat forsvandt fra landkortet, samtidig med at befolkningen konsoliderede sin nationale identitet.
Konsekvensen af delingen
I et land uden egne nationale institutioner fik kunst og kultur en helt speciel betydning. Sproget, litteraturen og musikken blev de sammenkædende elementer og var vigtige - også rent politisk. Hovedtendensen indenfor den rige polske romantiske litteratur (Adam Mickiewicz og Juliusz Slowacki) havde et dybt radikalt politisk og nationalt engagement. Kravet om at litteratur og kultur skulle spille en politisk rolle var fremherskende helt frem til vore dage. Digtere og intellektuelle var vigtige kritiske samfundsfigurer - også i efterkrigstiden.
Delingen fik central betydning for udviklingen af det polske klassesamfund. Frihedskæmperne var splittet i en aristokratisk og en demokratisk fløj. Den patriotiske småadel udgjorde fortsat en vigtig samfundsklasse, efter at feudalismen var på tilbagetog i Vesteuropa. Den nye intelligentsia udsprang i vid udstækning af den forarmede småadel, som enten af politiske eller økonomiske årsager havde mistet dens ejendomme. Samtidig blomstrede de gamle rige aristokratiske landadelsfamilier som Radziwill, Potocki og Lubomirski. De ejede enorme områder. Specielt i de østlige egne af Polen, som siden 1945 har tilhørt Sovjetunionen. I første halvdel af det 19. århundrede fandt der alligevel en kapitalistisk udvikling sted i visse dele af landet, men de industrielle ledere var ofte af tysk eller jødisk afstamning.
Efter den mislykkede opstand i russisk Polen i 1863 udvikledes der en positivistisk strømning, som kritiserede den romantiske tradition. «Man må gøre et positivt arbejde her og nu», var parolen. Politisk var positivisterne fremskridtsvenlige liberale, som den store realistiske forfatter, Boleslaw Prus. I denne periode opstod de første tilløb til en moderne arbejderbevægelse - f.eks. gruppen «Det store proletariatet» i Warszawa midt i 1880'erne. Men det varede ikke længe, før de nationale spørgsmål skabte splittelse. Arbejderbevægelsen blev opdelt i polske, tyske og jødiske grupper.
Før århundredeskiftet blev de polske socialister splittet i en mere moderat national bevidst fløj, som den senere diktator Jozef Pilsudski tilhørte, og en radikal marxistisk og overnational fløj med Rosa Luxemburg som den mest fremtrædende skikkelse. Revolutionen i 1905 blev en vigtig begivenhed, som førte til radikalisering, men Luxemburgfløjen - Det socialdemokratiske parti i Polen og Litauen - blev alligevel et mindretal indenfor arbejderbevægelsen, som også blev stærkt præget af den nationale kamp. Rosa Luxemburg og hendes tilhængere ønskede ikke national polsk samling, men derimod en revolution hvor alle folkegrupper i det russiske rige skulle deltage. Denne «luxemburgisme» prægede også det nye polske kommunistparti i de første år efter verdenskrigen.
I begyndelsen af århundredet voksede det borgerlige masseparti Nationaldemokraterne frem med Roman Dwoski som den dominerende lederskikkelse. Partiet orienterede sig politisk mod et kompromis med det zaristiske Rusland, og det blev støttet af stærke kræfter indenfor det kirkelige hierarki, som også havde betydelig politisk magt i det delte Polen. Partiet havde en klar front mod den unge arbejderbevægelse og udviklede efterhånden en nationalistisk og antisemittisk ideologi, som i nogen udstrækning pegede fremad mod mellemkrigstidens stærke nationalfascistiske strømninger i Polen.
Første verdenskrigs udbrud gjorde atter det polske spørgsmål aktuelt. Rusland og Vestmagterne prøvede på den ene side og centralmagterne - Tyskland og Østrig-Ungarn - på den anden at udnytte den polske nationalfølelse for at opnå deres politiske og militære mål. I krigens første fase oprettede marskal Pilsudski en polsk legion som sloges på østrigsk side med Kraków som base, men senere kom legionærerne i konflikt med centralmagterne, og Pilsudski blev interneret i Tyskland under krigens sidste fase. Roman Dwoski flygtede til Vestmagterne, hvor han arbejdede hårdt for at disse skulle gå med til genoprettelsen af en ny polsk stat, hvis de vandt krigen.
Store dele af Polen blev krigsskueplads. Centralmagterne besatte Warszawa og udråbte en polsk stat, som dog aldrig fik nogen reel eksistens. Krigsskaderne var store og nøden bredte sig i takt med at krigen trak ud. Som i det øvrige Central- og Østeuropa virkede krigens nød og sociale elendighed radikaliserende på masserne, men den polske politik var fortsat præget af striden mellem dem der betragtede den nationale uafhængighed som det vigtigste, og dem der havde den sociale revolution som deres hovedmål.
1918 Ny polsk stat
Med våbenstilstanden var den nye polske stat en realitet. Marskal Pilsudski vendte tilbage til Warszawa i triumf og blev en hovedskikkelse i det nye Polen. Han måtte i første omgang indgå et kompromis med tilhængerne af en social revolution, og accepterede at den første regering blev socialistisk domineret. Arbejder- og soldaterråd rådede over en stor del af den fysiske magt i de første måneder efter krigens afslutning. Men snart blev de radikale kræfter tvunget tilbage. Vestmagterne behøvede Polen som et bolværk mod Sovjetunionen. De spillede på de traditionelle patriotiske, antirussiske stemninger, og allerede i 1919 var det nye Polen en borgerlig og stærkt nationalt præget republik. Polen kom i krig med Sovjetunionen, men den borgerlige stat blev reddet ved fransk hjælp.
Ved fredsslutningen fik Polen overdraget store landområder i øst, hvor flertallet var af ukrainsk og hviderussisk afstamning. Dog fik de baltiske lande med Rigafredsaftalen af 1921 deres selvstændighed. Mod vest blev store tysktalende grupper lagt ind under Polen. Konflikten med de nationale minoriteter og en jødisk befolkning på næsten 10% spillede en stor rolle i mellemkrigstiden.
I 1921 fik den nye stat en liberal parlamentarisk forfatning, men kampen mellem de forskellige politiske grupper blev hård, og der blev ikke skabt nogen stabil regering før Pilsudski i 1926 gennemførte et statskup. De prorussiske kommunister blev hele tiden forfulgt som et antinationalt parti, og den radikale venstrefløj fortsatte med at være splittet og relativt svag frem til 2. verdenskrig. Det polske kommunistparti var længe relativt uafhængigt af Moskva, hvilket vakte Stalins vrede. Som det eneste parti blev det i 1938 opløst af Komintern. De ledere der var flygtet til Sovjetunionen, blev dræbt eller deporteret.
Efter Pilsudskis død i 1935 fik regimet i Warszawa et stadig mere fascistisk præg. Udenrigspolitisk gav det sig udtryk ved, at Polen benyttede Münchenforliget til at fratage Tjekkoslovakiet Teschenområdet. I en periode prøvede Warszawa at indgå et kompromis med Hitler-Tyskland, men efter Tjekkoslovakiets fald blev det hurtigt klart, at Polen stod øverst på listen over Hitlers angrebsmål. Berlin ønskede Gdansk (Danzig) - som i mellemkrigstiden var en fristat under folkeforbundets kontrol - samt en korridor til Østprøjsen. Styret søgte nu støtte hos Vestmagterne, men ønskede ingen kontakt med Moskva, som sluttede en ikke-angrebspagt med Hitler, en uge før krigen brød ud.
2. Verdenskrig
Ved krigsudbruddet i september 1939 var de gamle, dybe indre skel glemt. Polakkerne sloges tappert. Militæret var stærkt, men fuldstændig forældet. Socialt og økonomisk stod Polen også svagt ved krigsudbruddet. Landet var ikke kommet sig efter verdenskrisen, og trods visse forsøg på industrialisering og planøkonomi - anlægget af havnebyen Gdynia og det centrale polske industriområde - var Polen ved krigsudbruddet fortsat et tilbagestående landbrugsland.
2. verdenskrig blev den største katastrofe i polsk historie. Den krævede seks millioner dødsofre - halvdelen af dem af jødisk afstamning. Warszawa blev totalt ødelagt efter en tragisk opstand i 1944. I samarbejde med Londonregeringen udvikledes der under borgerlig ledelse en imponerende modstandsbevægelse, med Nationalarmeen som militært organ. I disse år da polakkerne dagligt svævede i livsfare, lykkedes det at opbygge en illegal modstat med skoler, universiteter og til og med et blomstrende illegalt kulturliv. En del af prisen var legal demoralisering. Man satsede på sortbørs og økonomisk sabotage, hvilket fik uheldige konsekvenser for efterkrigstidens samfundsmoral.
Fra 1942 opstod der en kommunistisk modstandsbevægelse. Dens trumfkort var russernes støtte. Oplevelserne fra den hårde stalinistiske besættelse af Østpolen (1939-41) var imidlertid ikke glemt, og kommunisterne forblev et lille mindretal blandt et folk, som fortsat så med den dybeste skepsis på naboen i øst.
Også forsøget på gennem Warszawa opstanden at befri hovedstaden før den. røde hær rykkede ind endte med nederlag - bl.a. fordi russerne ikke støttede opstanden. En vigtig del af den unge ikke-kommunistiske elite døde, og det reelle magtgrundlag gled over til den venstreorienterede Lublin regering, som blev oprettet den 22. juli 1944. Trods russiske overgreb - særligt mod aktivister i Nationalarmeen - gav Lublinregeringens folkefrontspolitik resultater. Under ledelse af Wladislaw Gomulka og den senere polske leder i den stalinistiske periode (1948-55), Boleslaw Bierut, førte regeringen i den første periode en relativt åben politik og opnåede en stadig bredere støtte. Storindustrien blev nationaliseret, men ellers gik regeringen indtil 1948 ind for en blandingsøkonomi med genopbygning og integration af de store vestlige områder - som polakkerne tog over i 1945 - som de vigtigste mål.
Stalinisme og «tøbrud»
Hele Polen blev flyttet mod vest og fik for første gang en nationalt ensartet befolkning. Under Wladislaw Gomulkas ledelse opnåede kommunisterne i årene frem til 1948 et magtmonopol, ved at de borgerlige og socialdemokratiske kræfter blev kørt ud på et sidespor. Men Gomulkas politik var nationalkommunistisk. Den appellerede til polsk patriotisme og søgte støtte blandt bønderne og intelligentsiaen. Denne kurs blev urealistisk efter bruddet mellem Tito og Kominform. I efteråret 1948 blev Gomulka sat ud af spillet, og de Moskva-tro stalinister, Boleslaw Bierut (partilederen), Hilary Minc (økonom) og Jakub Berman (sikkerhedschef og ideolog) regerede frem til 1956.
Styret blev hårdt, men formåede at undgå skueprocesser og dødsdomme. Under syvårsplanen 1949-55 blev der opbygget en ny storindustri. Opbygningen var ikke særlig rationel og kostede store ofre, men brød med Polens klassiske økonomiske struktur som et tilbagestående landbrugsland. Trods enorme fejl blev grundlaget for det moderne Polen skabt i disse år. Men samtidig blev arven fra denne periode en vigtig årsag til de vanskeligheder, Polen måtte gå igennem i årene efter stalintiden.
Det nye regime udfordrede bønderne gennem kollektivisering og ved at prøve at kontrollere den stærke katolske kirke, som ikke bare var en religiøs, men også en national institution med dybe rødder blandt folket. Midt i 50'erne da trykket lettede noget efter Stalins død, blev presset nedefra stærkere. Det blev forstærket ved, at de økonomiske problemer voksede. Den voldsomme, til dels irrationelle vækst på forbrugernes bekostning kunne ikke fortsætte. Situationen var allerede eksplosiv, da afsløringerne på den 20. kommunistiske partikongres i Moskva førte til, at det politiske grundlag skred. Desuden var der udviklet nye konflikter indenfor partiledelsen, som også fik konsekvenser i årene efter.
Mens den offentlige debat blev stadig friere, og der opstod et tøbrud indenfor kunst og kultur, voksede utilfredsheden blandt arbejderne. Dette kom til udtryk i strejker og uroligheder i Poznan i juli 1956. Urolighederne blev først slået ned, men Poznan viste nødvendigheden af en ny kurs. Efter hårde interne kampe slog dette igennem på partiets 8. plenum i oktober 1956. Med «foråret i oktober» kom Wladislaw Gomulka og hans nærmeste medarbejdere atter til magten. De overbeviste russerne om, at der ikke eksisterede noget alternativ. Russerne havde ellers stået klar til at intervenere
Kollektiviseringen blev indstillet, kirkens leder, kardinal Stefan Wyszynski, blev sat på fri fod og støttede Gomulka op til valgene. Der blev oprettet arbejderråd, lønningerne blev sat op, og der blev mere at købe i butikkerne. Intelligentsiaen blev opmuntret gennem en, i første omgang, liberal kulturpolitik som gjorde Polen til det åndeligt frieste land i Østeuropa og medførte en ny opblomstring indenfor den humanistiske videnskab, film, teater, litteratur og billedkunst. Den verdensberømte økonom Oskar Lange begyndte at arbejde med reformer, som gav et teoretisk grundlag for senere forsøg på økonomisk nyorientering i de østeuropæiske lande.
Men det viste sig snart, at Gomulka ikke var nogen liberal leder. Han søgte samarbejde med dele af det gamle magtapparat og oprettede et nyt magtmonopol, hvor der ikke var plads til radikale reformatorer. Arbejderrådene kom under kontrol, censuren blev genindført, og efter 1959 indførte han atter en central styring af økonomien. De økonomiske reformer fik ikke nogen egentlig chance før efter Gomulkas fald i 1970. Trods tiltagende stagnation og nye indre konflikter - som efterhånden førte til magtkampe indenfor partiet - bevarede regimet efter østeuropæisk målestok et forholdsvist liberalt præg. Grænserne mod vesten var temmelig åbne, og kulturlivet kunne fortsat udfolde sig temmelig frit, selv om der blev sat grænser for den samfundskritiske litteratur og debat. Sikkerhedsorganernes magt tiltog, men tyede sjældent til vold. Bønderne fik lov til at beholde deres jord og kirken sin magt på trods af stadige konflikter med regimet.
Ny stagnation og nyt styre
Et slagord i 60'erne var: «den lille stabilisering», men snart begyndte flere og flere at snakke om stagnation. Økonomien led under bureaukratiet, levestandarden steg langsomt, varetilbuddet var utilstrækkeligt, og sortbørs og alle former for transaktioner ved siden af loven var udbredte. Demoraliseringen havde sine rødder i krigen og i perioden som besat land. Den var og blev et stort samfundsproblem. Produktiviteten fortsatte med at være lav, selv om moderniseringen af økonomien i anden halvdel af 60'erne fortsatte.
En gruppe indenfor partiet under sikkerhedschefen general Mieczylslaw Moczars ledelse prøvede at spille på nationalistiske og delvist antisemittiske strenge. Den udnyttede det faktum, at en række af kommunistpartiets ledere både før krigen og i stalinperioden var af jødisk afstamning, og Moczar prøvede at få støtte i de patriotisk borgerlige kredse, som identificerede sig med det ikke-kommunistiske flertal fra krigens modstandsbevægelse. Konflikten førte til et tragisk klimaks i første halvdel af 1968, da de fleste af Polens 30.000 jøder forlod landet, efter en såkaldt antizionistisk udrensning i statsapparatet. Begivenhederne i 1968 blev også et højdepunkt for konflikten mellem styret og den intellektuelle elite, som havde udviklet sig i løbet af 60'erne. Men Moczars kurs kunne ikke udvikles videre. I sin konsekvens måtte den i sin nationalisme også rette sig mod Sovjetunionen, som nu blev helt og fuldt støttet af Gomulka og hans nærmeste mand, Zenon Klisko. I 1970 anerkendte Vesttyskland Polens vestgrænse - Oder-Neisegrænsen - hvilket banede vejen for en normalisering mellem de to lande.
Oprør, vækst og fornyet stagnation
I december 1970 udløste de psykologisk uheldige prisforhøjelser på kød og andre madvarer umiddelbart før jul de uroligheder, som i løbet af få dage væltede Gomulkastyret. Edward Gierek overtog magten i en situation, hvor Polen stod på randen af borgerkrig. Han forsøgte at åbne en dialog med arbejderne og få dem med på en storstilet økonomisk mobilisering, som skulle højne levestandarden og modernisere den stagnerende polske økonomi. I en periode optrådte fagforeningerne mere frit, men det blev snart klart, at den nye ledelse ikke havde til hensigt at gennemføre virkelige politiske reformer. Alligevel blev den intellektuelle opposition i første omgang gennem mindre indrømmelser passiveret, forholdet til kirken blev bedre, bønderne fik højere salgspriser og fik for første gang adgang til sociale ydelser.
Gierek indledte en kraftig ekspansionspolitik med en årlig vækst på op til 10-12%, mens reallønnen steg med ca. 40% under femårsplanen 1971-75. Der blev lagt speciel vægt på husbyggeri, og der blev igangsat store nye projekter som kul- og oliehavnen i Gdansk og stålværket i Katowice. Bilindustrien blev styrket, og der blev sat meget ind på at forbedre det gammeldags og utilstrækkelige kommunikationssystem. Der blev gjort eksperimenter med økonomiske reformer, som gav virksomhederne større selvstyre og skabte en direkte sammenhæng mellem produktion og lønninger.
I de første 3-4 år var fremgangen overbevisende, og det nye styre kunne styrke sin basis i befolkningen på trods af, at demokratiseringen i praksis var højst begrænset. Det vigtigste resultatet var en administrationsreform med decentralisering til amter og kommuner. Men omkring midten af 70'erne meldte vanskelighederne sig. Konjunkturerne i Vesten fik uheldige konsekvenser for Polen, som fik mere end halvdelen af sin import fra Vesten. Udenrigsgælden øgedes og landet begyndte at føle de stadig større renter og afdrag i fremmed valuta. Investeringerne og importen løb løbsk, og der opstod en stadig mere åbenlys varemangel. Priserne på vigtige madvarer blev holdt stabile af politiske årsager, hvilket kostede milliardbeløb i subsidier. Efter partikongressen i december 1975 blev det stadig mere klart, at en ny krise var under vejs. Den blev udløst efter en dårlig forberedt prisforhøjelse i juni 1976.
Efter spontane strejker og uroligheder blev forhøjelserne trukket tilbage, men Polen gled ind i en politisk, økonomisk og psykologisk krise, som blev en stærk belastning for partiledelsen. Atter mødte styret modstand fra intelligentsiaen, kirken og store dele af arbejderklassen. Der blev udarbejdet nye planer som skulle begrænse investeringerne, opmuntre bønderne og det private håndværk.
1980 Solidarnosz opstår
Regeringen var imidlertid ikke i stand til at dæmme for den strukturelle krises udvikling. I august 1980 gennemførte regeringen nye omfattende prisstigninger, og som mange gange tidligere gik arbejderne på det enorme Leninstålværft i Gdansk i strejke. Den blev ledet af elektrikeren Lech Walesa, udviklede sig til generalstrejke og tvang regeringen til forhandlingsbordet. Men samtidig fastholdt arbejderne deres organisering og dannede 17. september landsorganisationen Solidarnosz, der efter et år nåede op på 10 millioner medlemmer. Senere oprettedes også et landbrugs-solidaritet med 3 millioner medlemmer.
Kommunistpartiet stod lamslået overfor den omfattende og stærke arbejderorganisering udenfor rammerne af det parti, der teoretisk skulle repræsentere netop denne klasse. Det gennemgik en række dybe kriser og endte med at udnævne general Wojciech Jaruzelski der allerede var premierminister til partiets førstesekretær. I december 81 satte Jaruzelski landet i krigstilstand, forbød Solidarnosz og tvang dets ledere under jorden. Jaruzelski forsøgte senere at legitimere sin handling med, at alternativet havde været sovjetisk okkupation.
1989 Regimet bryder sammen
Krigsrettilstanden blev hævet i 83, men forfatningen blev ændret og i stedet indførtes undtagelsestilstand. Gennem 80'erne fortsatte den internationale solidaritet med Solidarnosz og trods hård repression, var bevægelsen ikke til at knække. Tvært imod blev regimet stadig mere isoleret - både nationalt og internationalt. Med kirken som mægler indledte regeringen og repræsentanter for Solidaritet i 1989 forhandlinger. I juni gennemførtes valg, og kommunistpartiet fik kun netop det antal pladser, der var blevet aftalt under forhandlingerne med oppositionen. Samtidig forkastede Solidaritet general Jaruzelskis forslag om at danne en fælles regering med kommunistpartiet. Det moderate medlem af Solidaritet, Mazowiecki blev efterfølgende udnævnt til præsident som den første ikke-kommunistiske præsident i et østblokland.
Polen etablerede umiddelbart diplomatiske forbindelser med Vatikanet og Israel, samtidig med at USA og Vesttyskland lovede det financiel bistand. Den tyske genforening skabte nogen usikkerhed i Polen, men ved de senere forhandlinger vedstod Tyskland sin anerkendelse af Polens eksisterende vestgrænse. I december 89 vedtog Nationalforsamlingen, at landet atter skulle hedde Republikken Polen. I januar 90 blev kommunistpartiet opløst og omdannet til et nyt parti, der dog hurtigt blev splittet i den Polske Republiks Socialdemokrati og den Polske Socialdemokratiske Union.
I januar 90 indledte regeringen et strukturtilpasningsprogram udformet af IMF. Samme måned bad landet om optagelse i Europarådet og etablerede forbindelser med EU. Optagelse i NATO blev af USA og Vesteuropa gjort afhængig af de økonomiske reformer i landet og udskiftninger i det polske militære isenkram. Chicagodrengene der tidligere havde udformet den økonomiske politik under Pinochet diktaturet i Chile (1973-90) kom nu på besøg - som Washingtons udsendinge. For at give Polen lån og gældseftergivelse krævede de øjeblikkelig ophævelse af priskontrollerne, åbning for udenlandsk import og total privatisering af den statslige sektor. Solidaritet der var blevet oprettet på modstanden mod statslige prisstigninger gennemførte nu selv samme prisstigninger, men i endnu grovere omfang. Klasseforræderiet kom til at koste bevægelsen magten. Op imod en million polakker måtte de følgende år flygte til andre EU lande for at overleve, efter at Chicagodrengene havde knust den polske økonomi.
Den 10. maj 90 udbrød den første strejke i Gdansk mod Mazowiecki regeringen, som Walesa beskyldte for at have «glemt sin arbejderfortid». Solidaritet blev splittet, da det først sad på magten. I juli omdannede det sig formelt til parti, for senere at blive splittet i flere partier. Ved de første direkte præsidentvalg i december 90 blev Lech Walesa valgt til præsident med 75% af stemmerne. I august 91 trådte den nye premierminister, Jan Krzysztof Bielecki tilbage og kastede dermed landet ud i politisk krise. Det tidligere kommunistparti og det lille bondeparti ville godt acceptere hans tilbagetræden, men Walesa støttede premierministeren, støttede hans krav om specielle magtbeføjelser og truede med at opløse parlamentet.
Den 7. december 91 blev Jan Olszewski udnævnt til premierminister. Først den 23. december blev regeringen imidlertid godkendt af parlamentet. I november var Polen blevet optaget som det 26. medlem i Europarådet, der udover de vesteuropæiske lande bestod af Tyrkiet, Tjekkoslovakiet og Ungarn.
Den 13. januar 92 gennemførtes den første landsdækkende generalstrejke - af en times varighed - efter kommunisternes fald. Strejken var organiseret af Solidaritet i protest mod regeringens forhøjelse af el-, gas- og de kommunale varmepriser.
Fra slutningen af maj anmodede Walesa parlamentet om dannelse af en regering - pga. manglende tillid til Olszewski. I midten af juni accepterede parlamentet og udpegede Hanna Suchocka fra den Demokratiske Union til premierminister. Hun havde en koalition på 7 partier bag sig. Suchocka gennemførte en stram monetarisk kontrol og indledte i august privatiseringen af 600 statslige virksomheder. I februar 93 tog Walesa efter pres fra den katolske kirke den polemiske beslutning om at afskaffe retten til fri abort.
Solidaritet var stærkt utilfreds med Suchockas sociale politik og fik gennemført en mistillidsafstemning mod hende, som hun tabte med en stemme. Samtidig blev der udskrevet nyvalg før tid. Valget gennemførtes i september og markerede en tilbagevenden til magten for de politiske sektorer, der havde støttet det kommunistiske regime. Den demokratiske Venstrealliance (SLD) og Bondepartiet (PSL) fik i alt 73 af de 100 pladser, der var på valg. Efter umiddelbart at have afvist valgnederlaget, endte Walesa med at udpege PSL's leder, Waldemar Pawlack til ny premierminister.
1995 Ekskommunisterne generobrer magten
1994 var præget af konstante konflikter mellem præsidenten og regeringen. Konflikterne ændrede ikke i sønderlig grad den økonomiske liberaliseringspolitik, om end nogle reformer blev bremset for at mindske deres sociale konsekvenser. De tidligere kommunisters tilbagevenden til magtapparatet blev fuldstændig, da Aleksander Kwasniewski i november 95 besejrede Walesa med 52% af stemmerne i anden runde af præsidentvalget. Den afgående præsident havde baseret sin kampagne på antikommunisme, og med sin støtte til de «kristne værdier» insisteret på nødvendigheden af at bevare forbudet mod abort.
I januar 96 blev den ekskommunistiske premierminister Jósef Olesky tvunget til at træde tilbage, efter at indenrigsministeren havde beskyldt ham for at have virket som stikker for det sovjetiske efterretningsvæsen KGB. Måneden efter blev han erstattet af Wlodzimierz Cimoszewicz.
Højrefløjspartier forenede i antikommunisme og social konservatisme dannede en ny koalition under ledelse af Marian Krzaklewski. Den fik navnet, Solidaritets Valgaktion. Ved parlamentsvalget i 97 besejrede koalitionen det regerende SLD med 33,8% af stemmerne, og kemiingeniøren Jerzy Buzek fra Schlesien blev udnævnt til premierminister. Det var ham, der havde udformet koalitionens økonomiske politik.
Den økonomiske vækst var på 7% i 1997, og det var dermed det 6. år præget af vækst, men samtidig blev det vurderet, at stigningen i forbruget især skyldtes den stigende udbredelse af lånekontorer.
Polens ønske om at søge optagelse i EU udløste en del debat i 98. Dels omkring moderniseringen af landbruget - et af kravene fra EU's side - dels omkring anvendelsen af de tilskud Polen i givet fald ville modtage. I februar 1999 stemte 409 parlamentarikere for landets optagelse i NATO. Kun 7 stemte imod.
Den økonomiske reformpolitik regeringen gennemførte for at bane landets vej for optagelse i EU, kastede tusinder ud i arbejdsløshed og var ekstremt upopulær. I september gennemførte over 30.000 bønder og arbejdere en protestdemonstration i Warszawa, hvor de anklagede premierminister Jerzay Buzek for at ignorere landets økonomiske problemer. Samtidig opfordrede de til fremskyndelse af valgene.
I april 2000 erklærede Buzek, at Polen nu opfyldte alle kriterier og var rede til optagelse i EU, men forhandlingerne er langstrakte, og det er tvivlsomt om landet vil kunne optages inden 2003.
Kwasniewski blev ved valget i oktober den første valgte præsident, der blev genvalgt siden overgangen til demokrati, da han fik 54 % af stemmerne. Hans nærmeste modstander, Adrei Olechowski måtte nøjes med 17,3 %. Valget markerede samtidig Lech Walesas tilbagetrækning fra politik. Han opnåede ikke engang 1 % af stemmerne.
Den hidtil laveste valgdeltagelse i landets historie blev registreret året efter ved parlamentsvalget, da den kun nåede op på 41%. En lang række korruptionsskandaler under Solidaritets regeringens embedsperiode og den elendige økonomiske situation - især i landområderne fik anti-europæiske bevægelser og grupper til at skyde frem. Således fik Andrzej Leppers Selvforsvarsbevægelse (MAD) 10,2% af stemmerne. Også de ultrakatolske gik frem: deres Ligaen af polske Familier fik 7,87% af stemmerne. Socialdemokratiet (ADI) fik 41% af stemmerne og blev dermed valgets sejrherre. Det dannede en koalitionsregering med Bondepartiet (PSL) og i oktober kunne der dannes regering med Leszek Miller som premierminister.
Miller erklærede fra starten, at han ikke ville komme til at kede sig på premierministerposten. De største umiddelbare udfordringer var at løse statens økonomiske krise, accelerere den økonomiske vækst og få ført optagelsesforhandlingerne med EU til ende. Ifht. det sidste emne skulle Bondepartiet blive et alvorligt problem, eftersom dets opbakning er baseret på den modstand mod EU, der især var tilstede i landområderne. Ved EU topmødet i København i december 2002 var Polen et af de 10 lande, der blev optaget på listen over lande, skulle optages 1. maj 2004.
Tyskland og Østrig manifesterede tidligt modstand mod at åbne deres grænser for arbejderne fra de nye medlemslande, og der blev derfor i EU besluttet en overgangsordning, der skulle holde de nye medlemslandes arbejdere ude i 7 år. Det øgede blot modstanden mod EU i Polen. I landområderne frygtede man omvendt «invasionen» af indbyggere fra andre europæiske lande - især Tyskland - eftersom landbrugsjorden i Polen er 30 gange billigere end i andre dele af EU. I april 2002 fik Polen derfor en aftale med EU om, at EU borgere fra andre lande ikke kan købe jord i Polen før 12 år efter landets optagelse. Alligevel opkøber f.eks. danske landmænd efter optagelsen jord i landet.
I maj 2002 registrede myndighederne i den sydlige Malopolska region det første tilfælde af kogalskab i landet. Polen eksporterer kød til EU og vil derfor de følgende 30 måneder underkaste alt landets kvæg løbende kontrol.
Den 1. maj 2004 blev Polen sammen med 9 andre central- og østeuropæiske lande optaget i EU. Samme måned trådte Miller tilbage og overlod premierministerposten til den tidligere finansminister Marek Belka. Han sikrede sig i juni ved en tillidsafstemning i parlamentet.
I juni 2005 mødtes en række statsledere fra hele verden i hvad der engang var nazisternes koncentrationslejr i Auschwitz med det formål at markere 60 årsdagen for befrielsen af lejren. Selv om USA i dag selv driver en koncentrationslejr i bl.a. Guantanamo, deltog også supermagtens præsident i markeringen.
Warzaws borgmester Lech Kaczynski fra det konservative parti Lov og Retfærdighed blev præsident efter at have vundet 2. valgrunde i valget i oktober 2005. Han fik 54,04% af stemmerne, og vandt dermed over sin modkandidat Donald Tusk fra Borgerplatformen. Kaczynskis valgløfter havde været koncentreret om skattelettelser og et nyt «moralsk fornyet» Polen, som skulle beskytte arbejdernes rettigheder og udvikle velfærdsstaten.
I december dementerede Kwasniewski presseforlydender om, at CIA drev hemmelige terror-fængsler i Polen. Samme måned overtog Kaczynsky præsidentposten og erklærede kort tid senere, at Polen ville fortsætte sin tilstedeværelse som en del af besættelsesmagten i Iraq - i det mindste til slutningen af 2006. Han erklærede dog samtidig, at antallet af soldater ville blive reduceret fra 1.450 til 900.
I marts 2006 blev den tidligere kommunistiske leder, general Wojciech Jaruzelski kendt skyldig i at have indført undtagelsestilstand i 1981.
I maj sluttede det nationalistiske, ultra katolske og anti-europæiske parti, Ligaen af polske Familier sammen med partiet Samoobrona sig til regeringen, der således fik parlamentatisk flertal.
Premierminister Jaroslaw Kaczynski - tvilligebror til præsidenten - fjernede i august 2007 indenrigsminister Janusz Kaczmarek, efter mistanke om at denne havde lækket oplysninger om korruption og bedrageri i landbrugsministeriet. Siden partiet Lov og Retfærdighed overtog regeringsmagten havde Polen haft 2 premierministre, 5 finansministre, 2 udenrigsministre, 2 økonomiministre, 2 forsvarsministre og 3 indenrigsministre.
Valget i oktober blev vundet af Donald Tusks Borgerplatform og Tusk selv overtog posten som premierminister. To års konfrontationssøgende politik med EU og Tyskland fra Kaczynski tvillingeparrets side var ovre. Tusk nærmede Polen til både Tyskland og Rusland, og var i udgangspunktet stærkt skeptisk overfor USA's missilskjold, der indebar opstilling af raketter i Polen. Men i juli 2008 accepterede han nølende et reduceret nordamerikansk projekt. I august trak landet sine soldater ud af Iraq.
I april 2009 fortalte den tidligere leder, Roman Giertych af den parlamentariske undersøgelseskommission der undersøgte Polens deltagelse i USA's torturparogram, at kommissionen allerede i 2006 havde afleveret sin rapport om de kriminelle aktiviteter til regeringen. Rapporten er siden blevet holdt hemmelig og der blev ikke taget skridt til at stoppe deltagelsen i torturaktiviteterne. Flere embedsmænd og tidligere præsident Kwasniewski nægtede at have set rapporten, men bekræftede det fortsatte samarbejde mellem de polske myndigheder og CIA.
I maj stillede EU Kommissionen Polen for EF domstolen for ikke at ville inkorporere EU's lovgivning mod køndsdiskrimination i sin egen lovgivning. Polen er endvidere flere gange blevet dømt ved Menneskerettighedsdomstolen for at nægte kvinder adgang til abort, selv når deres liv er i fare. Flere kvinder er de senere år døde, fordi myndighederne enten har nægtet at gennemføre undersøgelser, eller har nægtet at gennemføre abort selv om graviditeten var livstruende.
Menneskerettighedsdomstolen afsagde flere domme i 2009 om det polske retsvæsen. Bl.a. praktiserer landet varetægtsfængsling i op til 2 år uden rettergang (fængsel uden dom) og opbevarer fanger i celler ned til 2-3 m2.
Både i 2009 og 2010 luftede Tusk ideerne om en forfatningsreform. Forholdet til præsident Kaczyński var mildest talt anstrengt, og ideerne centrerede sig derfor om at begrænse præsidentens magt. Præsidenten skulle f.eks. ikke kunne nedlægge veto mod regeringens lovforslag, eller parlamentet skulle i det mindste have en mulighed for at omstøde et veto.
Et polsk fly styrtede i april 2010 ned udenfor Smolensk i Rusland. Flyet var på vej til Smolensk for at markere 70 året for Katyn massakren - 22.000 polske nationalister henrettet af Stalins NKVD i 1940. Alle 96 ombordværende på flyet, deriblandt landets præsident Lech Kaczyński og en række andre andre højtstående politikere blev dræbt. I Polen blev der erklæret landesorg og præsidenten blev ugen efter begravet ved en statsbegravelse. Tragedien fik fik en ekstra tragisk dimension fordi flyet styrtede ned i Rusland, og det var russerne der 70 år tidligere havde stået bag Katyn massakren. Både præsident Medvedev og premierminister var derefter hurtige til at sende deres kondolencer og dagen efter blev landet erklæret i landesorg.
Bronisław Komorowski fra den regerende Civilplatformen vandt præsidentvalget i juni/juli 2010. Han fik i første runde 41,5%, mens Jarosław Kaczyński fra Lov og Orden partiet fik 36,5%. Kaczyński havde satset på større sympati efter broderes tragiske død i april, men den udeblev. I 2. runde blev han besejret da Komorowski fik 53% og han selv 47%.
Polen var det umiddelbart det land i EU det klarede første del af den globale økonomiske krise bedst. Som det eneste land i EU faldt dets BNP ikke i 2009, men steg derimod med 1,8%. Arbejdsløsheden steg dog gennem 2009 - fra 7,9% i marts til 9,1% i marts 2010. Ungdomsarbejdsløsheden var da oppe på 23,6%. Et bidrag til den stigende arbejdsløshed var dog også mange migrantarbejdere der vendte hjem fra andre europæiske lande, der var i dybere krise - især Irland.
Polsk politi skød og dræbte i maj 2010 en nigeriansk handlende på en marked i Warszawa. Politiet var i gang med at arrestere alle afrikanere på markedet, da der brød et slagsmål ud. Nigerianeren blev dræbt af politiet under slagsmålet. I december blev den nigeriansk fødte John Abraham Godson den første afrikaner der blev medlem af Sejm'en.
Tusk regeringen havde i 2007 forstillet sig at Polen skulle indføre Euro som valuta i 2012. Den økonomiske krise gjorde i 2009 at han rykkede denne dato frem til 2015. I 2011 var Euroen imidlertid i dyb krise og landets finansminister erklærede, at han ikke kunne forestille sig at landet overhovedet skulle indføre Euro valutaen. Landet var i andet halvår 2011 formand for EU, og det var i denne periode Kroatiens optagelse blev godkendt.
Regeringskoalitionen gik svagt tilbage ved parlamentsvalget i oktober 2011. Tusks Borgerplatform gik 2,3% tilbage til 39,2% og PSL fik 0,6% tilbage til 8,4%. Kaczyńskis Lov og Ordenparti gik 2,2% tilbage til 29,9% og også socialdemokratiet gik tilbage med 4,9% til 8,2%. Faktisk var det eneste parti der gik frem Palikots Bevægelse, der for første gang kom i Sejm'en med 10%. Janusz Palikot var medlem af Tusks Borgerplatform, da han i juli 2010 kom med udtalelser om, at Kaczyński til dels selv var skyld i sin død i april. Udtalelsen førte til en voldsom polemik, der endte med at Palikot blev smidt ud af partiet. Han dannede i stedet sin egen populistiske bevægelse, der kom i parlamentet på en blanding af kirke-kritiske og højreorienterede holdninger. Efter valget tog partiet navneforandring til Din Bevægelse. Valgdeltagelsen nåede ned på 48,9%. Efter valget fortsatte Tusk regeringen, og blev dermed den første regering til at opnå genvalg efter 1991.
En domstol dømmer i januar 2012 tidligere indenrigsminister Czeslaw Kiszczak til 2 års betinget fængsel for hans rolle i indførelsen af militær undtagelsestilstand i landet i 1981.
Polen var i november 2013 vært for COP-19 konferencen om reduktion af verdens CO2 udslip. Valget af Polen til værtsland var stærkt omdiskuteret eftersom landet med sin store kulproduktion selv er stor-udleder af CO2. Under konferencen udvandrede 132 af verdens fattigste lande i protest mod at de rige vestlige lande der har skabt den globale opvarmning ikke ville kompensere verdens fattigste lande for de skader opvarmningen påfører dem i form af oversvømmelse og naturkatastrofer. På konferencens sidste dag fik de følgeskab af verdens NGO'er, der ligeledes udvandrede. End ikke den voldsomme orkan over Philippinerne under konferencen, der kostede 10.000 mennesker livet fik den Vestlige verden til at bløde op.
I august 2014 meddelte EU Kommissionen at Donald Tusk ville blive ny præsident for Europarådet. En uge senere indgav han sin afskedsbegæring. Posten som premierminister blev overtaget af hans partifælle Ewa Kopacz. I november overtog hun desuden formandskabet for partiet.
I december 2014 offentliggjorde USA's kongres et 600 siders resumé af en hemmeligstemplet rapprt på 5000 sider om CIA's torturprogram siden 2001. Polen deltog særdeles aktivt i dette program og gjorde sig dermed som stat skyldig i overtrædelse af torturkonventionen. Polen drev sammen med CIA et torturcenter i Stare Kiejkuty i perioden 2002-05 under kodenavnet Detention Center Blue. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde allerede i juli 2014 to kendelser om dette center, som den polske regering imidlertid ankede. Amnesty International opfordrede indtrængende den polske regering til at stille de skyldige for retten og til at betale erstatning til ofrene. I februar 2015 afviste den Europæiske Menneskerettighedsdomstol Polens appelsag og pålagde landet at betale erstatning til ofrene. Landets udenrigsminister, Grzegorz Schetyna erklærede efterfølgende at det ville følge domstolens påbud og betale €100,000 i erstatning til Abd al-Rahim al-Nashiri og €130,000 til Abu Zubaydah, der begge var blevet underkastet tortur. Abu Zubaydahs advokat fortalte efterfølgende, at hans klient ville skænke erstatningen til andre ofre for tortur.
Forholdet mellem Polen og Rusland blev drastisk forværret i løbet af 2014 i kølvandet på det højreradikale kup i Ukraine i februar. Efter Krim i marts gennemførte en folkeafstemning om tilslutning til Rusland gik Polen i spidsen i spidsen for sanktioner mod Rusland. Efter et fly fra Malaysian Airlines i juli styrtede ned i det østlige Ukraine aflyste Polen det planlagte gensidige Polske år i Rusland og Russiske år i Polen, der var programsat til 2015. I takt med at EU strammede sine sanktioner overfor Rusland, svarede Rusland igen med sanktioner overfor EU. Det gik bl.a. ud over polsk landbrugseksport. Rusland var tidligere det vigtigste eksportmarked for polske æbler, og denne handel blev nu fuldstændig indstillet.
I januar 2015 vakte Polen international skandale ved markeringen af 70 årsdagen for befrielsen af Auschwitz koncentrationslejren. Det var russiske tropper der i januar 1945 befriede lejren fra nazisterne, men for at undgå at invitere russerne hævdede den polske regering, at det var ukrainske soldater der havde befriet lejren, og inviterede derfor i stedet Ukraine. Skandalen var dobbelt fordi det var nazistiske ukrainske soldater der under 2. verdenskrig hjalp de tyske nazister med massakren på den jødiske ghetto i Warsawa.
Andrzej Duda vandt præsidentvalget i maj 2015. I første runde fik han 34,8% af stemmerne, og i anden runde 51,6%. Hans vigtigste modkandidat, den siddende præsident Komorowski måtte nøjes med 48,4%. Dudas valgsejr var den foreløbige kulmination på den højreradikale fremmarch i Østeuropa. Han førte valgkamp på både skattelettelser og fastholden af statens sociale udgifter, fortsatte privatiseringer, forfatningsændringer, øgede militære udgifter, modstand mod flygtninge og EU integration samt restriktioner på retten til abort, aktiv dødshjælp og homoseksuelle ægteskaber.
I september afviste præsidenten kategorisk at forslag i EU om etableringen af et fælles kvotesystem for flygtninge og var dermed med til at spænde ben for Unionens håndtering af flygtningekrisen i 2015. Polen var grundlæggende uvillig til at tage imod flygtninge - dog ville landet acceptere et mindre antal kristne flygtninge, men ingen muslimer. Præsidenten lagde sig endvidere ud med dommerstanden. I efteråret 2015 afviste han at godkende nye dommere til Forfatningsdomstolen og fik i stedet udnævnt sine egne dommere. I juni 2016 afviste han at godkende 10 nye dommere anbefalet af det polske Nationale Dommerråd. Præsidentens handling blev kritiseret af landets Ombudsmand for at være i strid med forfatningen, af nationale NGO'er og internationale menneskerettighedsorganisationer.
Parlamentsvalget i oktober 2015 blev en jordskredssejr for det nationalkonservative og højreradikale parti Lov- og Retfærdighedsparti PiS, der sikrede sig absolut flertal i både Sejmen og senatet. PiS gik 78 pladser frem til 235 ud af Sejmens 460 pladser, og 30 pladser frem til 61 ud af senatets 100 pladser. Den socialdemokratiske alliance, Forenet Venstrefløj mistede alle sine 67 mandater i Sejmen, der dermed udelukkende kom til at bestå af højreorienterede og højreradikale partier. PiS næstformand, Beata Szydło blev i november indsat som premierminister. Iagttagere vurderede, at PiS' jordskredssejr blev mulig, fordi det var den mere moderate Szydło der blev kørt i stilling som premierminister og ikke partiets formand, den rabiate Jarosław Kaczyński. Som udtryk for PiS' kritiske holdning til EU var en af hendes første embedshandlinger at fjerne EU's flag fra det lokale hun anvendte til sine pressekonferencer.
En af PiS regeringens første embedshandlinger var at vedtage lovgivning, så regeringen selv direkte kunne udpege ledere til poster i de statslige medier. Kritikere af PiS i medierne blev derefter udrenset. Ved udgangen af 2016 var 216 journalister og administrative medarbejdere fyret, tvunget til at sige op eller forflyttet til dårligere stillinger iflg. landets journalistforbund. En følge af regimets krig mod medierne var, at Polen fra 2015 til 16 faldt fra en 18. plads på World Press Freedom Index til en 47. plads.
PiS arrangerede i samarbejde med den katolske kirke demonstrationer mod abort i en lang række polske byer i maj 2016 med krav om totalt forbud mod abort. Den eksisterende lovgivning fra 1993 var i forvejen ekstremt restriktiv og tillod kun abort i tilfælde af voldtægt, incest, hvor moderens liv var i fare eller fostret misdannet. Der blev derfor kun gennemført ca. 2000 legale aborter om året. Antallet af illegale aborter var ukendt, men det vurderedes at 100-150.000 polske kvinder årligt fik foretaget abort i nabolandene. PiS var dog på kollisionskurs med befolkningen. Meningsundersøgelser pegede på, at 51% af polakkerne ønskede en mindre restriktiv abortlovgivning og borgergrupper gik i gang med at indsamle 100.000 underskrifter for at få Sejmen til at behandle et forslag om en mindre restriktiv abortlovgivning.
I juni 2016 afviste præsident Duda at udnævne 9 dommere, der skulle avancere til højere domstole. Der kom ingen forklaring på præsidentens overraskende handlemåde.
Ligeledes i juni hastevedtog parlamentet en ny terrorlovgivning, der gav udstrakte beføjelser til efterretningstjenesten uden mekanismer til overvågning og kontrol af tjenestens arbejde. Lovændringen udvidede definitionen af terorisme betragteligt og introducerede samtidig en række instrumenter der hidtil havde været ulovlige. Bl.a. skulle beviser indhentet på ulovlig vis fremover accepteres i retsager.
Efter massedemonstrationer og en kvindestrejke blev udkastet til en ny abortlov nedstemt i parlamentet i oktober. Loven ville have forbudt abort under næsten alle omstændigheder og samtidig have kriminaliseret kvinder der fik foretaget abort.
Regimet afviste at tage imod flygtninge som de skulle iflg. EU's kvotesystem. Det erklærede åbent, at hvis der overhovedet skulle flygtninge til Polen, måtte der kun være tale om kristne.
Landet fortsatte i december sin udvikling i autoritær retning. I midten af måneden vedtog den reaktionære ny lovgivning, der indskrænkede demonstrationsfriheden. Titusinder af polakker benyttede 35 års dagen for det polske militærdiktaturs indførelse af undtagelsestilstand til at demonstrere mod de nye indskrænkninger af de domokratiske rettigheder. Få dage senere kom det til nye demonstrationer, da regeringen besluttede at forlægge behandling og afstemning om finansloven for 2016 til et hemmeligt sted. Det skete efter oppositionspolitikere havde omringet parlamentets talerstol i protest mod regeringens indskrænkning af mediernes adgang til at dække forhandlingerne. Regeringen satte derefter politiet ind mod demonstranterne. Selv den polske formand for Europarådet, Donald Tusk opfordrede derefter sit lands regering til at overholde forfatningen. (Poland restricts public meetings, Guardian 14/12 2016; Poland crisis: Donald Tusk calls for respect of people and constitution, Guardian 17/12 2016)
I marts 2017 var Polen det eneste EU land der ikke stemte for, at Donald Tusk skulle vælges til en ny periode som formand for Europarådet. Spændingerne mellem EU og Polen blev stadig kraftigere gennem 2016-17 som følge af Polens udvikling i en stadig mere anti-demokratisk retning.
Polens højreradikale regeringsparti PiS vedtog i juli 2017 en vidtgående retsreform, der gav regeringen ret til at fjerne dommere i højesteret og lavere retsinstanser og udpege nye. Reformen udløste omfattende demonstrationer i landet. I Gdansk talte tidligere præsident og stifter af Solidarnosz, Lech Walensa ved et massemøde og kritiserede skarpt regeringens reform. Reformen havde kun opbakning fra 29% af befolkningen, mens 55% var imod. Regeringen forsvarede reformen med, at der aldrig var ryddet op i retsvæsenet efter socialimens fald i 1990. Walensa erklærede, at magtens tredeling i lovgivende, dømmende og udøvende var en af de største sejre ved overgangen til borgerligt demokrati, og at det var denne tredeling regeringen nu var ved at sætte over styr. Mens den højreradikale regering i Ungarn kom Polen til undsætning, erklærede EU, at hvis Polen fortsatte med sin retsreform, ville unionen tage traktatens §7 i brug og frataget landet dets stemmeret i EU. (Poland's former president Lech Wałęsa joins protest against judicial overhaul, Guardian 22/7 2017; Poland hits back at EU 'blackmail' over judicial reforms, Guardian 26/7 2017)
60.000 nationalister og nazister gik i november gennem Warzawas gader under slagordene: «Rent Polen. Hvidt Polen. Flygtninge ud». Demonstrationen var arrangeret af polens højreradikale grupper og havde også tilslutning fra regeringspartiet PiS og den britiske nazistorganisation English Defense League. «Det var et smukt syn» erklærede indenrigsminister Mariusz Błaszczak og fortsatte: «Vi er stolte af at så mange polakker besluttede sig for at deltage i festligholdelsen af den polske selvstændighedsdag». (‘White Europe’: 60,000 nationalists march on Poland’s independence day, Guardian 12/11 2017)
I december 2017 besluttede fprmanden for det regerende PiS, Jarosław Kaczyński, at fyre premierminister Szydło. Baggrunden var det stadig mere anstrengte forhold til EU. Hun blev erstattet af vice-premierminister Mateusz Morawiecki.
Regeringen vedtog i februar 2018 en lov der forbød omtale af polakkers medskyldighed i Holocaust. En væsentlig del af de 20 mio. mennesker der blev dræbt under Holocaust blev dræbt i lejrene Auschwitz, Treblinka og Sobibór i det vestlige Polen, og selv om langt de fleste ansvarlige for folkemordet var tyskere, deltog også polakker og tvangsudskrevne fanger. Men regeringens lov havde en straframme på op til 3 års fængsel, hvis nogen dristede sig til at omtale den polske rolle i lejrene. Loven udløste skarpe protester fra EU, USA og især Israel, der så det som et forsøg på at vaske hænder overfor historiens forbrydelser. Den udenlandske kritik udløste til gengæld en polsk statslig styret mediekampagne med anti-semitiske undertoner, hvis diskurs var at udlandet ville bestemme over Polens historie. I slutningen af juni bøjede regeringen sig imidlertid og trak loven delvist tilbage. (Poland provokes Israeli anger with Holocaust speech law, Guardian 1/2 2018; Poland makes partial U-turn on Holocaust law after Israel row, Guardian 27/6 2018)
Regimet vedtog i januar en lov om tvangspensionering af dommere over 65. Regeringen ønskede at indsætte sine egne højreradikale dommere, og lod derfor loven træde i kraft 1. april 2018. 40% af dommerne i højesteret var over 65 og skulle derfor træde af efter en 3 måneders opsigelsesperiode, men højesteretpræsident Małgorzata Gersdorf gik i spidsen og trodsede loven, som domstolen anså for forfatningsstridig. Hun mødte op på arbejde - som sædvanlig - 2. juli. Loven blev skarpt kritiseret af EU, der udtalte sig til forsvar for en uafhængig polsk dommerstand. I den skærpede konflikt mellem regime og dommere veg regimet umiddelbart tilbage fra at fjerne dommerne med magt. (Head of Polish supreme court defies ruling party's retirement law, Guardian 4/7 2018)
Polens udvikling i højreradikal retning skabte en højreradikal akse ned gennem Europa fra Danmark i nord over Polen, Slovakiet til Ungarn. Det er alle lande, der forfølger romaer, muslimer og flygtninge generelt.
Gennem 2019 fortsatte polakker med at vende tilbage til Polen fra Storbritannien, hvor deres situation blev stadig mere usikker pga. Brexit.
På baggrund af det stadig mere anspændte forhold til EU og Tyskland, erklærede premierminister Morawiecki i august 2018, at Polen aldrig havde modtaget tilstrækkelig krigsskadeerstatning fra Tyskland for dets forbrydelser under 2. Verdenskrig. Premierministeren søgte at oppiske en anti-tysk stemning i landet som modpol til landets sværtede anseelse udenfor Polen. I oktober gennemførte regimet parlamentsvalg. PiS bevarede sine 235 mandater og havde dermed fortsat absolut flertal i parlamentet. Det konservative PO gik 32 mandater tilbage til 134. Det socialdemokratiske SLD blev for første gang repræsenteret. Det fik 49 mandater. Bondepartiet PSL gik 28 mandater tilbage til 30. 3 nazistiske partier KORWiN, RN og KKP blev valgt ind med 11 mandater.
Regimet fortsatte i 21 sit korstog mod retsvæsenet. I januar blev 7 anklagere med 48 timers varsel flyttet til nye poster flere hundrede kilometer fra deres bopæl som hævn for at de var medlemmer af en forening, der forsvarede retstaten. Landet blev samme år flere gange dømt af EU domstolen for dets overtrædelse af EU's retsprincipper. Det svarede, at Polens lovgivning stor over EU's og meldte derved de-facto landet jurisk ud af EU - selvom det fortsat havde brug for de store EU sunsidier. I november afsagde den polske forfatningsdomstol en kendelse om, at artikel 6 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention (retten til retfærdig proces) var i strid med den polske forfatning.
Forfatningsdomstolen afsagde i januar 21 en kendelse om, at forbuddet mod abort også gjaldt selvom fosteret var svært misdannet. Det udløste omfattende demonstrationer mod regimet i januar og februar. Regimet svarede igen med arrestationer og bøder til demonstrationsdeltagerne.
Som hævn for Vestens sanktioner erklærede Hvideruslands præsident Lukashenka i juli 21, at han ville lade EU oversvømme af menneske- og narkosmuglere samt væbnede flygtninge. Statslige turistkontorer i Hviderusland begyndte derefter at organisere rejser på enkeltbillet fra især Iraq og Tyrkiet men også Afghanistan. Tusindvis af flygtning begyndte at ankomme i Hviderusland og blev fragtet videre af myndighederne til grænsen mod Letland, Lithaun og Polen, hvor de forsøgte at komme ind i EU. Her blev de fanget mellem på den ene side hviderussiske soldater, der ville have dem over grænsen, og på den anden side voldelige polske, lithauiske og lettiske grænsevagter, der under ingen omstændigheder ville lade dem passere. Da vinteren satte ind i slutningen af 2021 begyndte flygtningene at dø, og alle 4 stater samt EU kom under skarp kritik fra menneskerettighedsorganisationer. Regimerne i Polen, Letland og Lithaun svarede igen ved at indlede bygningen af en grænsemur mod Hviderusland. Ofrene for den hviderussiske og EU's arrogance var flygtningene, der nu døde i massevis - ude af mediernes søgelys. De polske myndigheder havde i forvejen forbudt medierne adgang til grænseområderne.
I november dømte en domstol i Warzawa journalisten Ewa Siedlecka for bagvaskelse. I 2019 havde hun offentliggjort artikler, der afslørede en hadkampagne med tilknytning til den daværende vice-justitsminister rettet mod dommere, der modsatte sig lovindgreb der underminerede retsikkerheden.
Regimet anvendte Pegasus spyware fra det israelske kriminelle selskab NSO Group til at inficere politiske modstanderes smartphones. I december meddelte Apple distriktsanklager i Warzawa, Ewa Wrzosek, at hendes telefon var inficere med Pegasus. Hun var medlem af foreningen Lex Super Omnia, der forsvarede de grundlæggende retslige principper. Journalister uden Grænser oplyste i 21, at Polen siden PiS' magtovertagelse i 15 var faldet fra en 18. til en 64. plads på indekset for pressefrihed. Udover regimets aflytningsoperationer gennemfører det smædekampagner mod udvalgte journalister og medier. Samme år gennemførte regimet en lov der forbød ikke-europæisk majoritetsejerskab af polske medier. Loven var rettet mod den uafhængige TV station TVN, der var ejet af en virksomhed i USA.
Mens Polens grænser i 21 havde været hermetisk lukkede for flygtninge fra Asien, blev de i februar-marts 22 åbnet åbnet på vid gab for flygtninge fra Ukraine efter Ruslands invasion af landet. Flere millioner ukrainere strømmede nu ind i apartheidstaten. Polen blev aktiv krigsdeltager, da det sendte militær udrustning til Ukraine og forsøgte at optrappe krigen ved at foreslå NATO, at Polens antikverede Mig-29 kampfly blev givet videre til Ukraine. USA modsatte sig dette skridt af frygt for, at det ville udløse en 3. Verdenskrig med brug af atomvåben.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 7/1 2024
Læst af: 259.594