Guinea-Bissau
| Befolkning | 2,0 mio. |
| Valuta | Guinea Bissau pesos |
| Areal | 36.125 Km2 |
| Hovedstad | Bissau |
| Befolkningstæthed | 33,2 indb./Km2  |
| HDI placering | 177 |
Landet er fladt og lettere bakket mod sydøst. Det er overvejende dækket af tropisk regnskov, der er gennemkrydset af floder og kanaler. De sumpede kystegne er velegnede til dyrkningen af ris. I den østlige del af landet drives landbrug - jordnødder, ris, oliepalmer - og kvægdrift. Det har været nødvendigt at øge landbrugseksporten, hvilket har øget udpiningen af jorden, samtidig med at risdyrkningen har fortrængt dele af skovene ved kysten. Vekseldrift landbruget og mange skovbrande bidrager til at landets skovareal formindskes.
Folket: Balante 27.2%; Fulani 22.9%;Malinke 12.2%; Mandiako 10.6%; Pepel 10.0%; andre 17.1%.
Religion: Ca. 40% er muslimer; ca. 31% er animister; og ca. 22% er kristne.
Sprog: Portugisisk (officielt). Dialekten crioulo der er en blanding af afrikanske sprog og portugisisk bruges som dagligdags sprog. Blandt de indfødte sprog er de mest talte mande og fula.
Politiske partier: Partido Africano da Independencia da Guinée Cabo Verde (Det afrikanske parti for Guinée Cabo Verdes Selvstændighed, PAIGC) var landet enhedsparti frem til slutningen af 1991. Det ledes af João Bernardino Vieira. Siden 1991 er der registreret 10 nye partier, deriblandt Partido de Renovacão e Desenvolvimento (Partiet for Udvikling og Fornyelse, PRD) stiftet af tidligere PAIGC medlemmer. Partido para la Renovación Social (Partiet for Social Fornyelse, PRS).
Officielt navn: República da Guiné-Bissau.
Administrativ inddeling: 8 regioner, 1 autonom sektor
Hovedstad: Bissau, 407.000 indb. (2007)
Andre vigtige byer: Bafatá, 19.400 indb.; Gabu, 12.200 indb. (2000).
Regering: Brigadegeneral Umaro Sissoco Embaló, præsident siden februar 2020. Nuno Gomes Nabiam er siden februar 2020 landets premierminister. Parlamentet har ét kammer med 102 medlemmer, der vælges ved frie valg.
Nationaldag: 24. september (Uafhængighedsdagen, 1973)
Væbnede styrker: 9.250 (2001).
Paramilitære styrker: 2.000 (Gendarmeriet)
Guinea-Bissau var den første portugisiske koloni i Afrika der fik selvstændighed - endog før António Salazar diktaturet blev styrtet. Det var resultatet af PAIGC's politiske og militære kamp (Partido Africano da Independencia da Guinée Cabo Verde, Det afrikanske parti for Guinée Cabo Verdes Selvstændighed). Partiet var grundlagt af Amílcar Cabral.
Efter at have tilhørt imperierne Mali og Songhai (se Guinea) fik indbyggerne i Geba floddalen selvstændighed, der fra slutningen af det 15. århundrede blev truet af portugiserne i kystområdet og i det 16. århundrede af fulani'erne i Coli Tenguela. I det indre af landet lykkedes det kongeriget Gabú at bevare sin selvstændighed frem til det 19. århundrede (se Senegal), mens befolkningen ved kysten udsattes for slavehandel og bortførelse til Kap Verde øerne.
Modstanden mod koloniseringen indledtes allerede i det 16. århundrede, da portugiserne slog sig ned i Guinea («de sortes land»), der indtil da havde været beboet af oriundo'erne fra kongeriget Mali, samt grupperne fula og mandinga, der var organiseret i kongedømmer i savanneområdet. I det 17. århundrede knyttedes de første kontakter mellem Guineas befolkning og befolkningen på Kap Verde, der var obligatorisk mellemstation for slaveskibene til Brasilien.
I det lille fattige land lå landbrug og handel i hænderne på et privat monopol - Unión Fabril. Den indfødte befolkning var tvunget til at arbejde i eksportproduktionen, mens arealet til basale landbrugsprodukter blev indskrænket. I 1950'erne nåede børnedødeligheden helt op på 600 døde ud af 1000 fødsler. Landet rådede kun over 11 læger og kun 1% af landbefolkningen var alfabetiseret. I 1960'erne var det kun 11% af befolkningen der fik 7 års skolegang.
Det var under disse omstændigheder Amílcar Cabral i 1954 dannede Sammenslutningen for Sport og Rekreation, der to år senere blev omdannet til PAIGC. Cabral opfordrede befolkningen i Guinea og Kap Verde til modstand mod kolonimagten - med selvstændighed uanset hudfarve, race og religion som mål. Efter 3 års forgæves forsøg på at få forhandlinger i gang med portugiserne indledte PAIGC i september 1959 guerillakrig. Kampene spredte sig hurtigt, og i 1968 kontrollerede portugiserne kun hovedstaden Bissau og kystområdet. De områder PAIGC havde befriet valgte en National Folkeforsamling, og proklamerede den 24. september 1973 oprettelsen af den Demokratiske, Antiimperialistiske og Antikolonialistiske Republik Guinea. Den blev umiddelbart efter anerkendt af FN.
I februar 1973 var Cabral blevet snigmyrdet af agenter fra det hemmelige portugisiske politi i Conakry, Republikken Guineas hovedstad. Han efterlod sig en omfattende produktion af bøger og studier af de afrikanske folks befrielseskamp. Han blev efterfulgt på lederposten af Luiz Cabral, der indsatte et regeringsråd i den lille landsby Madina do Boé i hjertet af det befriede område.
Guinea-Bissaus ensidige selvstændighedserklæring og FN's hurtige anerkendelse havde voldsomme konsekvenser for den portugisiske kolonistruktur. Den øverstkommanderende for kolonimagtens 55.000 soldater i Afrika, general Antonio Spinola fremlagde nødvendigheden af politiske forandringer i Lissabon. I Bissau opstod Kaptajnsbevægelsen, der var forgænger for De Væbnede Styrkers Bevægelse, der var ansvarlige for gennemførelsen af kuppet i Portugal den 25. april 1974. Fire måneder senere anerkendte Portugal Guinea-Bissaus selvstændighed.
PAIGC regeringen udviklede og diversificerede landbruget, idet den lagde hovedvægten på brødfødningen af befolkningen. Udenrigshandelen blev nationaliseret, der blev gennemført en jordreform og indledt en folkelig alfabetiseringskampagne. Udenrigspolitisk erklærede landet sig for alliancefrihed, slut på kolonialismen i Afrika og betingelsesløs støtte i kampen mod apartheid. Endvidere blev der lagt vægt på den økonomiske integration med Kap Verde øerne - med sammenlægning af de to stater som perspektiv.
I 1980 stod João Bernardino («Nino») Vieira i spidsen for et statskup. Han havde været en af de vigtigste guerillakommandanter i guerillakampens dage. Alle de forfatningsmæssige institutioner blev erstattet af et Statsråd ledet af Vieira selv. Han afbrød sammenlægningsprocessen med Kap Verde, mens de to lande diskuterede udformningen af en fælles forfatning (se Kap Verde). Den nye regering blev øjeblikkelig anerkendt af nabolandet Guinea, som den tidligere regering ledet af Luiz Cabral havde haft et anspændt forhold til, pga. uenighed om havrettigheder i et område, hvor der formodedes at være olie.
Kontakten mellem de to Guinea'er forstærkedes, efter at der i 1982 var blevet afholdt en konference for de tidligere portugisiske kolonier i Afrika i byen Praia. Året efter udvekslede de to lande ambassadører.
Den første udviklingsplan (1983-86) nødvendiggjorde en startindsprøjtning på 118,6 millioner dollars, hvoraf 75% kom fra udlandet. I 1984 indledtes bygningen af 5 havne til en anslået værdi af 40 millioner dollars, og lufthavnen i Bissalanca blev bygget færdig. Regeringen indledte en kampagne mod korruption og den manglende effektivitet indenfor den offentlige administration, der rakte så langt som til ministerierne. I 1984 blev landets vicepræsident Víctor Saúde María fjernet fra sin post, Folkeforsamlingen afskaffede premierministerposten og Revolutionsrådet blev omdannet til et Statsråd.
I november 1984 forsøgte rådets næstformand, oberst Paulo Correia at styrte Vieira. Motiverne til kupforsøget var tilsyneladende personlige, selv om der ikke kan ses bort fra etniske modsætninger, der har eksisteret siden kolonitiden. Correia blev henrettet i juli 1986.
Stabiliseringsplanen der havde været i gang siden 1984 slog fejl, hvilket forværrede den økonomiske og finansielle situation. Medvirkende årsag var også prisstigningerne på olie og faldet i prisen på landets eksportprodukter. 60% af landets indtægter stammer fra eksporten af dadler og jordnødder, hvis priser på verdensmarkedet faldt drastisk.
Regeringen tog en række drastiske skridt, indefrøs lønningerne, reducerede de offentlige investeringer osv. og opfyldte dermed kravene fra IMF om omlægning af udlandsgælden. Efterfølgende blev økonomien åbnet overfor udenlandsk kapital, for især at tiltrække kapital fra Frankrig og Portugal, der skulle anvendes til modernisering af landets telekommunikations- og telefonsystem. I 1989 deltog Lissabon i oprettelsen af en udenrigshandelsbank.
I februar 1991 vedtog PAIGC en politisk reform, der skulle gå forud for afholdelsen af valg i 1992. Økonominister Manuel dos Santos' tilbagetræden fik IMF til at indefryse nogle af de kreditter landet havde fået. Verdensbanken udskød udbetalingen af et lån på 6,5 millioner dollars for at tvinge Guinea-Bissau til at betale afdragene på sin udlandsgæld punktligt. Lånet skulle anvendes ifbm. et strukturtilpasningsprogram, der var blevet sat i gang i 1987.
Afhængigheden af landbrugseksporten førte i 1992-93 til betydelig social og økonomisk ubalance. Denne ubalance blev fulgt af politiske spændinger. De planlagte valg i 1992 blev udskudt af regeringen, og efter mordet på en højtstående officer i marts 1993, blev de yderligere udskudt.
Valget blev endelig gennemført i 1994, og her slog João Bernardo Vieira, Kumba Iala fra det Sociale Fornyelsesparti. Efter at have fået 46% af stemmerne i første valgrunde i juli - mod 22% til Iala - fik Vieira 52% af stemmerne i anden runde og var dermed valgt. Under valgkampen beskyldte Iala ham for «tribalisme» og racisme. I parlamentsvalget fik Vieiras PAIGC 64 af de 100 pladser. Iala mente, at regeringspartiet havde «købt» stemmer, og han afviste derfor at deltage i den nationale samlingsregering.
I januar 1995 gav IMF et nyt lån på 14 millioner dollars til gennemførelsen af økonomiske reformer. I juni besøgte Senegals præsident, Abdou Diouf landet, hvilket gav anledning til nærmere kontakter med Dakar. Efter en længere relativt fjendtlig periode blev de to lande nu enige om i fællesskab at udvinde de to landes energi- og mineralressourcer. I august kritiserede Iala Vieiras tilnærmelse til Frankrig, de seneste prisstigninger på basisprodukter - som ris - samt regeringens overtrædelser af menneskerettighederne.
I slutningen af 1995 ratificerede Guinea-Bissau en grænseaftale med Senegal undertegnet i 1993. Grænsen til søs blev omlagt, og det blev besluttet at der skulle ske fælles udvinding i et område, der mentes at være rigt på olie.
I august 1996 accepterede regeringen at tage imod 44 illegale afrikanske emigranter, der var blevet udvist af Spanien. Guinea-Bissaus Menneskerettighedsliga kritiserede, at regeringen havde taget imod opfordringen fra Spanien til gengæld for penge. I FN's Sikkerhedsråd støttede Guinea-Bissau en flyblokade mod Sudan, da dette land afviste at udvise 3 personer, der var mistænkt for deltagelse i et attentatforsøg mod Egyptens præsident, Hosni Moubarak.
Endnu i 1998 gav Bissau den senegalesiske selvstændighedsbevægelse, Bevægelsen af Casamances Demokratiske Kræfter (MFDC) lov til at operere i landet. Alligevel gennemførte Bissaus militær i januar 98 et angreb på en Casamance flygtningelejr ved grænsen til Senegal. Dette gav næring til rygter om fornyet tilnærmelse mellem de to lande.
I november undertegnede rebellerne og regeringen en fredsaftale i Abuja, Nigeria. Alligevel blev kampene i januar 1999 genoptaget i hovedstaden Bissau mellem rebel-generalen Ansumana Mané og tropper fra Vieira regeringen. Mané var blevet afsat efter beskyldninger mod ham for at bevæbne senegalesiske rebeller. Efter 4 dages meget blodige kampe der sendte næsten hele hovedstadens befolkning på flugt blev der indgået en våbenhvile.
Den 4. maj bad FN donorlandene der tidligere gav bistand til Guinea-Bissau om at vende efter 8 måneders borgerkrig. Alligevel greb Mané 3 dage senere atter til våben og styrtede Vieira, der søgte politisk asyl i Portugal. Militæret beskyldte Vieira for korruption og forræderi. Fra Frankrig blev statskuppet fordømt og Mané beskyldt for at bryde aftalerne fra Abuja og Lomé, der var blevet indgået 3 måneder forinden.
I august optog FAO Guinea-Bissau på listen over de 16 fattigste afrikanske lande, og slog samtidig fast, at landet manglede fødevarer og stod overfor en krisesituation.
5 måneder efter statskuppet fandt man en åben brønd med 18 lig i landsbyen Portogole - blandt dem liget af vicepræsidenten Correia. I mellemtiden havde militærstyret fremlagt beviser overfor Portugal for Vieiras «forbrydelser» - i et forsøg på at få ham udleveret. Den 17. november 99, blot 2 uger før de almene valg, udtalte general Mané, at «hvis den præsident der bliver valgt ikke opfylder sine løfter, vil han øjeblikkelig blive afsat». Generalens tilhængere bekræftede dog samtidig, at militærjuntaen ville blive opløst, når den nye præsident først var blevet indsat i embedet.
Under præsidentvalgets anden runde den 16. januar 2000 blev Kumba Yalá fra det populistiske PRS parti valgt til præsident med 72 % af stemmerne. Under valgets første runde den 28. november havde PRS opnået 38 pladser ud af parlamentets 102, mens Resistencia de Guinea-Bissau-Movimiento Bafatá (Guinea-Bissaus Modstand - Bevægelsen Bafatá) kom ind på 2. pladsen. Disse to partier dannede regering og Caetano N’ Tchama blev udnævnt til ny premierminister.
I november udråbte general Mané sig til statschef og forsøgte at gennemføre et statskup, men han blev sammen med 8 af sine medsammensvorne dræbt i ildkamp med regeringstro styrker i landsbyen Quinhamel 30 km fra Bissau.
Bafata bevægelsen der var den næststørste gruppe i parlamentet trak sig i januar 2001 ud af koalitionsregeringen. I maj indstillede både IMF og Verdensbanken deres betalinger til landet, da det blev afsløret, at flere millioner US$ til udviklingsprojekter var forsvundet. I september fyrede Yalá præsidenten for højesteret og 3 andre dommere, og i november fyrede han sin udenrigsminister, der havde kritiseret ham. I december blev premierminister Faustino Imbali fyret på beskyldning om kupforsøg.
I november 2002 opløste Yalá parlamentet og erklærede at han ville udskrive nyvalg i februar 2003. I februar blev 5 medlemmer af PAIGC og andre medlemmer af oppositionen arresteret midt under valgkampen, og valget blev udskudt til april, senere til juni og endelig til oktober.
Efter i 1 år ikke at have fået udbetalt løn gik 80% af de offentligt ansatte i maj 2003 i strejke, hvilket førte til lukning af hospitaler og skoler samt afbrydelser af el og vand.
En uge efter at Yalá for 4. gang havde udskudt valget, gennemførte general Verissimo Correia Seabre den 14. september 2003 et militærkup, der ikke mødte nævneværdig modstand. Kuppet blev fordømt af FN og af den Afrikanske Union, men mødte ikke modstand blandt landets befolkning, der var trætte af den økonomiske ustabilitet og det økonomiske kaos. Størstedelen af befolkningen måtte overleve for 50 US cent pr. dag.
Den 23. september udnævnte militærjuntaen en overgangsregering, der skulle lede landet frem til de efterfølgende valg: parlamentsvalg planlagt til afholdelse i marts 2004 og præsidentvalg i marts 2005. Økonomen Henrique Rosa, der i 1994 havde stået i spidsen for valgkommissionen op til de første frie valg i landets historie, blev udnævnt til præsident, og lederen af PRS, Antonio Arthur Sanha, der havde været en skarp kritiker af den styrtede præsident blev udnævnt til premierminister.
I januar 2004 blev dommeren Maria do Ceu Silva Monteiro på 38 år udnævnt til præsident for højesteret. En post der ellers havde stået ledig i 2 år. Højesteret vil få til opgave at overvåge de kommende valg.
I oktober meddelte landets midlertidige præsident, Henrique Rosa, at et militært oprør var blevet slået ned. Det blev forsøgt gennemført af soldater, der havde gjort tjeneste i FN's fredsbevarende styrker i Liberia. Oprøret skyldtes utilfredshed med, at soldaterne i 6 måneder ikke havde fået løn. Rosa erklærede, at han ikke regnede med at det lille «tilbageslag» i overgangen til demokrati, stabilitet og afholdelsen af valg i 2005 ville bremse den internationale politiske og økonomiske opbakning.
Den høje børnedødelighed, den faldende levealder og den fortsat udbredte fattigdom indikerede i januar 2005, at landets rytme i opfyldelsen af Millenium målene var meget langsom. To af tre af landets indbyggere lever i absolut fattigdom; levealderen er faldet fra 53 til 45 år - selv om dette dog er en forbedring ifht. de 40 år, der var den forventede levealder i 1980. Samtidig bliver AIDS, spedalskhed og tuberkulose stadig mere udbredte. Landet er samtidig blandt de ti lande i verden med højest mødredødelighed. Adgangen til drikkevand, renovation og klæder er samtidig et alvorligt problem.
Efter 6 års eksil i Portugal vendte landets tidligere præsident Vieira i april 2005 tilbage til landet. Tre måneder senere vandt han 2. runde af præsidentvalget med 52,35% af stemmerne foran Malam Bacai Sanhá fra PAIGC der fik 47,65%. Vieira blev indsat på præsidentposten i oktober. Måneden efter blev Arístides Gomes indsat som premierminister.
Den tidligere indenrigsminister Marcelino Lopes Cabral blev i april 2006 arresteret og anklaget for at støtte senegalesiske rebeller, der siden marts kæmpede mod Guinea-Bissaus hær langs landets sydlige grænse.
I marts 2007 brød en gruppe af parlamentsmedlemmer ud af regeringspartiets gruppe og dannede en ny koalition. Da han ikke længere havde flertal i parlamentet trådte premierminister Aristides Gomes tilbage. Vieira udpegede i stedet oppositionens leder Martinho Ndafa Kabi til ny premierminister i et forsøg på at løse den politiske krise. Landets tilbagevenden til demokrati vanskeliggøres af den økonomiske krise, der hærget siden borgerkrigen.
Parlamentsvalget i november 2008 blev vundet af PAIGC, der fik 67 af parlamentets 100 pladser. Præsident Vieira indsatte efterfølgende Carlos Gomes Júnior som ny premierminister. Samme måned blev præsidentpaladset angrebet af soldater, men angrebet kostede kun en vagt livet, inden det blev slået tilbage.
Hærchef, general Batista Tagme Na Waie blev dræbt ved et attentat 1. marts 2009. Han var en bitter fjende af præsident Vieira, og dagen efter blev præsident selv dræbt af soldater loyale overfor Waie. Hærchefen havde allerede overlevet flere attentatforsøg, men den dybere baggrund blev aldrig opklaret. Der var rapporter om, at der var fundet 200kg kokain på et militært område inden attentatet, og attentatet kan også have forbindelse til dette. I slutningen af marts blev 3 højtstående officerer arresteret ifbm. attentatet på Waie: oberst Arsene Balde, oberst Abdoulaye Ba og brigadegeneral Melcias Fernandes. Formanden for Nationalforsamlingen, Raimundo Pereira overtog midlertidig præsidentposten, til der i juni kunne afholdes præsidentvalg.
Præsidentvalget i juni/juli 2009 blev vundet af PAIGC's kandidat, Malam Bacai Sanhá.
Efter det mislykkede kupforsøg i november 2008 flygtede bagmanden, admiral Bubo Na Tchuto til Gambia, hvor han blev arresteret. Tchuto slap efterfølgende tilbage til Guinea forklædt som fisker, og søgte tilflugt i en FN forlægning. Regeringen krævede ham flere gange udleveret, men forgæves. Den 1. april 2010 hentede soldater Tchuto fra FN forlægningen og arresterede samtidig premierministeren. Hærchefen, Zamora Induta blev ligeledes arresteret. Dagen efter slap luften dog ud af kupforsøget. Soldater førte premierminister Gomes til et møde med præsident Sanhá, og Gomes slog efterfølgende kupforsøget hen og betegnede det som en «hændelse». Der er fortsat stærke spændinger internt i militæret og mellem dette og den civile administration.
I september 2010 undertegnede Guinea-Bissau en sikkerhedsaftale med Angola, der gik ud på at Angola de følgende 2 år skulle assistere Guineas politi og militær. I marts 2011 åbnedes Angolan Military Mission in Guinea-Bissau (MISSANG) med 200 soldater fra Angolas hær. Perspektivet var at få gjort en ende på militærkuppene og narkotikahandelen, der havde plaget den vestafrikanske stat i årtier. De mange små øer i kystområdet og et militær der har traditionelt har unddraget sig palamentarisk kontrol har gjort landet til en foretrukken mellemstation for narko eksporten til Europa. Admiral Na Tchuto blev i årevis nævnt som en af de vigtigste officerer, der var involveret i trafikken.
Umiddelbart før et statsbesøg i Portugal i december 2009 besvimede præsident Sanhá. Han blev bragt til Senegal og videre til Frankrig, hvor diagnosen lød på sukkersyge. Efter længere sygebesøg og behandlinger døde præsidenten dog i januar 2012. Posten blev overtaget af Raimundo Pereira. Han havde siden 2008 været formand for Folkeforsamlingen.
To uger før Sanhás død, i december 2011, gennemførte admiral Jose Americo Bubo Na Tchuto et nyt kupforsøg. Hærchefen Antonio Indjai blev meldt arresteret og premierminiser Gomes søgte tilflugt på Angolas ambassade. Efter få timer greb loyale tropper dog ind, og billedet vendte. Na Tchuto blev arresteret for kupforsøg.
Sanhá døde 9. januar 2012 og i overenstemmelse med forfatningen der forudsatte nyvalg til præsidentposten indenfor 90 dage, blev der udskrevet valg til afholdelse i april.
2012 Militærkup
Den 12. april 2012 tog militæret magten ved et kup, afsatte præsidenten og indsatte i stedet et Nationalt Overgangsråd, der skulle lede landet frem til nye valg. Kuppet blev gennemført mellem 1. og 2. runde af præsidentvalget i landet, og militæret indsatte i maj Manuel Serifo Nhamadjo som overgangspræsident. Han havde været kandidat ved valget og havde fået 3. flest stemmer.
Militærkuppet var en direkte konsekvens af 1. valgrunde, der blev vundet af PAIGC's Carlos Gomez Júnior, der havde været premierminister indtil januar. Han havde tidligere udtalt sig til fordel af reformer indenfor militæret, hvilket havde gjort ham grundig upopulær indenfor denne institution. Militæret var dybt indblandet i narkosmuglingen gennem landet, og de enkelte officerer ønskede ikke at miste de lukrative indtægter.
Militærkuppet blev fordømt både regionalt og internationalt, selv om militæret forsøgte at give det legitimitet, ved at danne en samlingsregering og inddrage både PAIGC og oppositionen. De stabiliserende tropper Angola og FN havde haft i landet blev trukket ud i juni. I oktober blev der gennemført et nyt mindre militært kupforsøg, der blev slået ned. Ved slutningen af året konstaterede bl.a. det nordamerikanske DEA, at narkotrafikken gennem Guinea-Bissau var taget til i årets anden halvdel.
Landets økonomi blev yderligere svækket i løbet af 2013 som følge af den politiske krise og faldende priser på cachewnødder - et vigtig eksportprodukt. Landets lærere gik flere gange i strejke i løbet af året i protest mod manglende lønudbetalinger og sundhedsansatte gennemførte en tilsvarende 7 dages strejke i juni. FN's udsending til landet betegnede det som faretruende tæt på at være en fejlslagen stat. Forsøgene på at gennemføre reformer af militæret der var blevet sat i gang i 2012 blev indstillet med militærkuppet i 12.
Efter mange udsættelser blev der i april/maj 2014 gennemført præsident- og parlamentsvalg. Det blev vundet af PAIGC og dets præsidentkandidat José Mário Vaz. PAIGC fik 48,0% af stemmerne, men pga. valgsystemets udformning rakte det til 57 mandater og dermed en majoritet i det 102 pladser store parlament. Det var dog en tilbagegang på 10 pladser ifht. valget i 2008. Valgets store vinder var Partiet for Social Fornyelse (PRS), der gik 13 mandater frem til 41. PAIGC's præsidentkandidat, José Mário Vaz fik i første valgrunde 40,9% af stemmerne, mens den uafhængige kandidat Nono Gomez Nabiam fik 24,8%. I anden runde i maj fik Vaz 61,9%, mens Nabiam måtte nøjes med 38,1%. Valgdeltagelsen var høj. 89,3% i første runde og 78,2% i anden. Vaz havde været finansminister i Sanhás regering i 2009, men var blevet afsat ved kuppet i 2012 og gik i eksil i Portugal. Han indsatte i juli 2014 Domingos Simões Pereira som sin premierminister. Vaz lovede ved sin indsættelse at fokusere på en reduktion af fattigdommen og investeringer i landbrugsproduktionen.
Den angolanske regering bekræftede i januar 2015 sin villighed til fortsat at bidrage til programmer og initiativer, der kunne skabe stabilitet, fred og udvikling i Guinea-Bissau.
Ligeledes i januar gennemgik landet det periodiske eftersyn for menneskerettigheder i FN's Menneskerettighedsråd. Det accepterede de fleste af rådets anbefalinger. Generelt var menneskerettighedssituationen betydeligt bedre end de foregående år.
I august fyrede præsident Vaz regeringen Pereira - i strid med forfatningen og under protester fra parlamentet. I stedet indsatte han Baciro Djá som ny premierminister. Denne holdt dog kun i 20 dage. 2 dage efter han havde præsenteret sin regering kendte højesteret hans indsættelse som værende i strid med forfatningen, og i november blev Djá ekskluderet af PAIGC, anklaget for at hans accept af posten som premierminister i august var i strid med partiets love. Til erstatning for Djá indsatte præsident Vaz Carlos Correia på posten. Han og Vaz kunne ikke blive enige om hvem der skulle besætte posterne som indenrigs- og energiminister, og Correia overtog derfor midlertidigt disse poster.
2016 var præget af fortsatte spændinger mellem præsident Vaz, regering og parlament. I januar ekskluderede Nationalforsamlingens permanente Kommission 15 parlamentarikere for ikke at støtte regeringsprogrammet. De politiske spændinger blev yderligere forstærket da premierminister Correia i maj blev fyret. To uger senere blev Baciro Djá udnævnt til premierminister. Det udløste voldsomme protester, hvor politiet anvendte tåregas for at opløse demonstranterne der kastede sten og afbrændte dæk udenfor præsidentpaladset.
Vaz indsatte i november Umaro Sissoco Embaló som ny premierminister.
Pga. den ustabile politiske situation forlod 15 fremtrædende PAIGC medlemmer i 2018 partiet og dannede et nyt: Madem G15.
Fire dage efter udløbet af sin præsidentperiode i juni 2019 blev Vaz erstattet på posten af parlamentsformanden Cipriano Cassamá. ECOWAS besluttede imidlertid nogle dage senere, at Vaz skulle fortsætte som præsident frem til præsidentvalget i november. I oktober fyrede han sin premierminister Aristides Gomes, hvilket udløste voldelige uroligheder. Vaz mødtes derefter med flere højtstående officerer, hvilket udløste rygter om kup.
PAIGC's kandidat til præsidentvalget i november 20, Domingos Simões Pereira vandt første runde med 40,1% af stemmerne, fulgt af Madem G15's Umaro Sissoco Embaló med 27,7%. Men i anden runde i december næsten fordoblede Embaló sin opbakning og blev valgt som ny præsident med 53,6% af stemmerne. Vaz deltog også i første runde som uafhængig kandidat, men måtte nøjes med 12%. Valget af Embaló som præsident var det første i landets historie, hvor det ikke var PAIGC der bestemte. PAIGC afviste da også valget som svindel, klagede til højesteret og forsøgte at indsætte sin egen kandidat, men uden held. Embaló var ny statsleder.
Som led i en kampagne mod korruption fik Embaló installeret overvågningskameraer over hele landet i 2020 og i 21 blev landets minister for Offentlig Sundhed Antonio Deuna arresteret anklaget for bedrageri.
De sidste ECOWAS styrker blev trukket ud af landet i 2020.
I februar 2021 forsøgte sikkerhedsstyrker at gennemføre et militærkup mod Embaló, men kuppet blev nedkæmpet. Præsidenten erklærede, at kupforsøget havde baggrund i hans kamp mod narkohandel og korruption. Det fandt sted blot 2 uger efter militæret tog magten i Burkina Faso.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 2/2 2022
Læst af: 56.576