Indonesien
| Befolkning | 272,8 mio. |
| Valuta | Indonesiske rupiah |
| Areal | 1.889.700 Km2 |
| Hovedstad | Jakarta |
| Befolkningstæthed | 112,2 indb./Km2  |
| HDI placering | 114 |
Indonesien er verdens største øgruppe og består af 13.700 øer, hvoraf de vigtigste er: Borneo (Kalimantán), Sumatra, Java, Celebes, Bali, Molukkerne, den vestlige del af Ny Guinea og Vest Timor. Landet strækker sig over ækvator, har tropisk klima og er dækket af tætte regnskove. Landet er verdens 4. største hvad angår befolkningens størrelse, men den er meget ujævnt fordelt. På Java er befolkningstætheden med 640 mennesker pr. km2 blandt verdens højeste, mens den på Borneo kun er 10 pr. km2. Landbrugsproduktionen består dels af eksportafgrøder: kaffe, te, naturgummi og palmeolie. Dels af fødevarer til eget forbrug - især ris. Mineralressourcerne er omfattende: Indonesien er verdens 10. største olieproducent, og den tredje største tinproducent. På samme måde som nabolandet Malaysia lider Indonesien under en kraftig afskovning, der skyldes ekspansionen af papirindustrien og af eksporten af træ.
Folket: Indoneserne er overvejende (90%) af malayisk afstamning, hvoraf omkring halvdelen stammer fra den javanesiske etniske gren. Der findes endvidere kinesiske og indiske minoriteter.
Religion: Muslimer (86%), kristne (ca. 10%), hinduer (ca. 2%) - især på Bali, buddhister (ca. 1%)
Sprog: Bahasa Indonesia (officielt) der er næsten sammenfaldende med Bahasa Malaya - sproget i Malaysia. Regeringerne i begge lande har besluttet den gradvise forening af de to sprog baseret på melayu, der er modersproget. Javanesisk tales af 60 millioner. Engelsk anvendes hyppigt ifbm. handel. Desuden 250 regionale sprog.
Politiske partier: Et præsidentdekret fra 1960 tillader præsidenten at opløse ethvert parti, hvis ideologi er i uoverensstemmelse med landets officielle politik.
Tilladte partier er: Det Nationale Opvågnings Parti (PKB); Indonesiens demokratiske parti i Kamp (PDIP). Regeringspartiet under Suharto diktaturet, Golongan Karya (Golkar) blev oprettet i 1971. Det forenede parti for Fremskridt (PPP); det Nationale Mandat Parti (PAN). Begge moderat islamisk orienterede.
I kølvandet på massakren i 1965, der kostede 700.000 formodede eller egentlige kommunister livet, udviklede staten en legitimerings ideologi - den såkaldte Pancasila. Ifølge den er staten verdslig (ikke-religiøs), enhedsorienteret og modsætningsfri udadtil. De to tilladte oppositionspartier frem til slutningen af 1990'erne var oprettet af regeringen (!) i 1973. Det drejer sig om Det Forenede Parti for Udvikling (PPP), der er konservativt og islamisk. Endvidere drejer det sig om Indonesiens Demokratiske Parti (PDI), der organiserer kristne og traditionelle nationalistiske grupper fra Sukarnoperioden. I slutningen af 90'erne oprettedes det Nationale Opvågnings Parti (PKB) og det Nationale Mandat Parti (PAN). Indonesiens Kommunistiske Parti (PKI) var frem til militærkuppet i 1965 verdens tredjestørste kommunistparti. Det har siden måttet arbejde illegalt.
I 1990 indledte partisanbevægelserne Bevægelsen Frit Aceh og Acehs Nationale Befrielsesbevægelse angreb i denne region af det nordlige Sumatra. Der findes desuden selvstændighedsbevægelser i Irian Jaya (OPM), samt Molukkerne.
Sociale organisationer: Unionen af Indonesiske Arbejdere (SPSI) dannet i 1985 ved omdøbning af den tidligere landsorganisation Indonesiens Arbejderføderation - dannet i 1973.
Officielt navn: Republik Indonesia
Administrativ inddeling: 26 provinser
Hovedstad: Jakarta, 8.792.000 indb. (2008)
Andre vigtige byer: Surabaya, 3.683.200 indb.; Bandung, 3.834.300 indb.; Medan, 2.977.000 indb. (2000)
Regering: Joko Widodo er siden oktober 2014 præsident, genvalgt i 2019. Etkammer parlamentarisk system med 550 medlemmer, der vælges hvert 5. år.
Nationaldag: 17. august (Uafhængighed, 1945)
Væbnede styrker: 297.000 (2001)
Paramilitære styrker: Politi (215.000). Hjælpepoliti (Kamra), 1,5 millioner. Militær hjælpestyrker med ansvar for regionale militærkommandoer (Wanra).
Arkæologiske spor viser, at Indonesien var et af de første steder på jorden, hvor homo sapiens levede. Den nuværende befolkning nedstammer overvejende af indvandrere fra Malaya, der omkring år 400 havde udviklet kongedømmer på Java (Jawa) og Sumatra (Sumatera) med kulturel og religiøs indflydelse fra Indien. De stærkt centraliserede kongedømmer var baseret på produktionen af ris. Den indo-indonesiske civilisations højdepunkt nåedes i det 15. århundrede med kongedømmet Mojopahit, der strakte sig over Java, Bali, Sumatra og Borneo. Det var samtidig handelsmæssigt og kulturelt forbundet med Kina.
Fra slutningen af det 13. århundrede gennemførtes der en islamiseringsproces i øgruppen. I modsætning til kristendommen blev den ikke gennemført af arabiske erobrere, men fordi islam var attraktiv som en lighedsorienteret tro, der var enkel og kunne tilpasses de lokale forhold. De arabiske handelsfolk bragte indonesiske krydderier til Europa og fristede dermed de europæiske kolonister.
1511 Europæisk kolonisering
I 1511 ankom de første portugisere til Malacca. I 1521 ankom spanierne til Molukkerne, og i 1595 organiserede private hollandske interesser den første ekspedition til øgruppen. Holland havde netop løsrevet sig fra Spanien og søgte at skaffe sig sin egen adgang til krydderier. I 1602 dannede forskellige hollandske handelsvirksomheder det Ostindiske Handelsselskab, der af regeringen ikke blot fik monopol på handelen med regionen, men også fik et kolonimandat.
Gennem det 17. og 18. århundrede var Indonesien centrum for rivalisering mellem spaniere og portugisere, hollændere og englændere der hver især oprettede deres eget handelsselskab. Det var disse selskaber der introducerede eksportafgrøderne kaffe og sukker på øerne. Disse afgrøder gav et forrygende økonomisk afkast, men forrykkede samtidig de lokale økonomiske og sociale strukturer, der indtil da var blevet respekteret. Konsekvensen var en serie af antikoloniale oprør.
I løbet af det 18. århundrede kom hele Java efterhånden under hollandsk herredømme. Det Ostindiske Kompagni blev opløst i 1799 og alle dets interesser overtaget af den hollandske stat. Efter et kortere engelsk intermezzo (1811-16) delte England og Holland i 1824 området mellem sig, således at England fik kontrol over den malayiske halvø (senere Malaysia) og Holland fik kontrol over øerne. Borneo blev senere i århundredet delt på lignende vis.
Kolonistyret indledte nu en mere intensiv udbytning af landets naturressourcer og arbejdskraft. I 1830-70 blev bønderne på Java pålagt at afstå en del af deres jord til dyrkningen af eksportprodukter til den hollandske stat - især sukker og kaffe. Denne politik medførte samtidig en omfattende udbygning af koloniadministrationen. Hollænderne satsede på udviklingen af et indirekte styre, hvor aristokratiet i de indonesiske småstater - der traditionelt havde haft deres eget bureaukrati - blev indlemmet i koloniadministrationen mod at få en række særlige rettigheder, der styrkede deres traditionelle autoritet.
Tvangsdyrkningen blev opgivet i 1870 og dørene slået op for privatkapitalistiske investeringer. Resultatet var en betydelig økonomisk vækst. På det nordlige Sumatra og især Java blev der udviklet en storstilet plantagedrift, hvor sukker, kaffe, te, tobak og gummi var hovedprodukterne. Også skovbruget og tinproduktionen fik et kraftigt opsving. Samtidig besluttede Holland at underlægge sig hele landet - bl.a. gennem blodige krige. Værst var krigen mod sultanatet Aceh på Nordsumatra, som det tog 30 år (1873-1903) at besejre.
Efter år 1900 igangsatte den hollandske stat en række udviklingsprojekter i landet. Vejnettet, sundhedssystemet og skolevæsenet blev udbygget. Medlemmer af den indonesiske elite fik desuden adgang til europæisk uddannelse. Målet var at sætte dem i stand til opfylde de stadig mere avancerede krav koloniadministrationen stillede og desuden at binde dem kulturelt til Holland. Men raceskellet i kolonien blev bevaret: Den politiske magt og retten til at drive eksportproduktion og udenrigshandel var reserveret de hvide.
1921 PKI dannes
Hollændernes racisme fremkaldte nationalistiske og antikolonialistiske strømninger, både i funktionærlagene og blandt indonesiske småkapitalister - især Sumatra og Java. De var stærkt islamisk orienterede og reagerede især på den kinesiske minoritet, der sad tungt på den lokale handel. Med de to grupper som ledende kræfter blev den første nationalistiske masseorganisation, Sarekat Islam, udviklet i årene omkring 1. verdenskrig. Kolonimagten forsøgte at dæmme op for denne udvikling ved i 1916 at oprette Volksraat - folkerådet -, der skulle behandle forslag fra den indfødte befolkning. Afværgemanøvren fik dog begrænset resultat, for hollænderne tog ikke selv rådet alvorligt.
I 1921 blev venstrefløjen i Sarekat Islam smidt ud og dannede et nyt parti: Indonesiens Kommunistiske Parti (PKI). Det rekrutterede især blandt proletarerne i byerne, men også blandt småbønder og jordløse på landet. I 1920'erne og 30'erne blev Indonesien hærget af økonomiske kriser, der trak tæppet væk under mange småkapitalister og pressede arbejdslønningerne ned under subsistensniveau. Det var årsag til, at der i 1926 under PKI's ledelse udbrød oprør på den vestlige del af hhv. Sumatra og Java. Oprøret blev knust og PKI forbudt.
I 1939 blev GAPI (Gabungan Politik Indonesia) dannet. Det var en koalition af 8 nationalistiske organisationer, der krævede demokrati, autonomi og national enhed. Der blev lavet et rødt og hvidt flag, og det blev vedtaget at gøre Bahasa Indonesia til nationalt sprog.
Også den mere moderate nationalisme i den hollandsk uddannede elite blev dog brutalt undertrykt af hollænderne og dens ledere fængslet. Det gjaldt bl.a. den senere præsident Sukarno.
Holland blev invaderet af Tyskland i starten af 2. verdenskrig, og i 1942 invaderede Japan Indonesien. Japanerne fremstillede sig som asiatiske brødre og befriede nationalistiske ledere som Sukarno og Mohammed Hatta. Broderskabet var dog ikke større, end at japanerne optrappede udbytningen af befolkningen - til fordel for den japanske krigsindsats. Nogle af de indonesiske nationalister som Sukarno udnyttede dog det spillerum japanerne gav til at propagandere mod det gamle regime. På den måde lykkedes det at styrke den indonesiske nationalfølelse. Andre - både vestligt orienterede demokrater og kommunister - gik under jorden for at indlede modstandskamp mod besætterne.
1945 Selvstændigheden proklameres
Mod slutningen af krigen gik de to strømninger (den legale og illegale) sammen og erklærede den 17. august 1945 Indonesien for en «uafhængig, forenet, suveræn, retfærdig og blomstrende» republik. Samtidig blev der vedtaget en forfatning, der gav landets nye præsident, Sukarno stor magt. Landet var stadig langt overvejende et landbrugsland. Først under den 1. verdenskrig var der kommet en industriel udvikling i gang, da Holland ikke havde været i stand til at dække det lokale forbrug.
Holland havde dog ikke videre tænkt sig at opgive sin frugtbare koloni, og ilandsatte efter få måneder hærstyrker. Der fulgte 4 års kampe - lejlighedsvis afbrudt af forhandlinger. Kolonimagten søgte at isolere den nye republik - der havde sine kerneområder på Java og Sumatra - ved at skabe en række «stater» i de omkringliggende områder, hvor den selv havde magten. I sidste ende måtte Holland dog bøje sig. Nok blev hollænderne støttet politisk af Storbritannien, men hovedimportøren af indonesisk tin, gummi og olie - USA - tog parti til fordel for republikken og lagde et voldsomt pres på Holland.
Den afgørende vending fandt sted i 1948, da det kom til et brud mellem PKI og resten af modstandsbevægelsen, efter at et PKI oprør mod republikken var blevet slået blodigt ned. USA havde lettere ved at anerkende den nye republik uden kommunistisk indflydelse. Kort før nytår 1950 blev Holland tvunget til at anerkende Indonesien som selvstændig stat, mod at Indonesien accepterede en føderativ statsform. Republikken Indonesien skulle være en af 16 «stater» i et stort indonesisk statssamfund, hvor de andre 15 blev styret af hollandske marionetter. Samtidig skulle føderationen indgå i en konføderation med Holland. Men da de hollandske tropper var blevet trukket bort, havde marionetterne hverken militærmagt eller folkelig opbakning bag sig, så efter nogle få måneder var den indonesiske enhedsstat en realitet. Konføderationen kom aldrig til at fungere, og i 1954 brød Indonesien de sidste bånd til Holland.
Den nye stat fik en parlamentarisk statsform efter vesteuropæisk mønster. Regeringsmagten lå de første år hos den vestligt orienterede og «modernistiske» del af eliten, der gik ind for teknologisk udvikling efter kapitalistiske principper. I 1955 blev de første almene parlamentsvalg gennemført. De fire største partier fik nogenlunde lige mange stemmer. Det gjaldt Nationalistpartiet (PNI), Masjumi («modernistisk» islamisk, stærkest udenfor Java), Nahdatul Ulama (traditionelt islamisk, stærkest på Java) samt PKI. I de følgende år øgedes modsætningerne mellem dem og gjorde sammensmeltningen af den nye stat særdeles vanskelig. På Sumatra og Sulawesi (Celebes) var der stærk utilfredshed med, at Java dominerede så stærkt politisk, selv om landets økonomi overvejende var baseret på eksporten af råstoffer fra de andre øer. I 1957-58 udbrød der derfor oprør på begge disse øer mod centralregeringen i Jakarta. Oprøret blev slået ned med militærmagt. Den indonesiske hær havde indtil da holdt sig udenfor politik, men mod slutningen af 50'erne begyndte de militære ledere at gøre sig stadig stærkere gældende som en selvstændig politisk magt.
 |
| Nationalforsamlingen i Bandung, Java, hvor den første konference for alliancefrie stater fandt sted i 1959. |
Indonesiens uafhængighed sammen med den indiske og pakistanske, Egyptens nationalisering af Suezkanalen og franskmændene nederlag ved Dien Bien Phu i Vietnam var alle begivenheder der markerede, at den Tredje Verden var trådt ind på den verdenspolitiske scene. Sukarno tog aktivt del i denne udvikling og var blandt initiativtagerne til topmødet i Bandung i 1955, hvor grundstenen blev lagt til De Alliancefri Landes Bevægelse.
Samtidig øgedes de interne problemer i landet dog. I 1959 satte Sukarno parlamentarismen ud af kraft og vendte tilbage til den oprindelige forfatning fra 1945, som sikrede et stærkt præsidentstyre. Den nye statsform blev kaldt «det styrede demokrati». Den var klart autoritær: Nogle partier blev forbudt - bl.a. Masjumi. Andre måtte finde sig i, at der blev sat snævre grænser for deres virksomhed. De skulle først og fremmest mobilisere folk til støtte for præsidentens politik. Militæret støttede fuldt ud Sukarno i denne udvikling.
1963 Ny Guinea besættes
For at dække over modsætningerne og de alvorlige økonomiske problemer slog Sukarno nu ind på en aggressiv udenrigspolitik. Det vestlige Papua Ny Guinea var fortsat en hollandsk koloni, selv om Indonesien havde gjort krav på området siden selvstændigheden. En hård diplomatisk offensiv mod Holland - støttet af militære aktioner på Ny Guinea - resulterede i, at dette område i 1963 blev overdraget Indonesien mod et løfte om, at indbyggerne ville få lov at udtale sig om deres fremtid ved en folkeafstemning, der skulle holdes inden 1969.
Konfrontationen med Holland blev fulgt af en anden hård konfrontation med den nydannede stat Malaysia - delvist diplomatisk, delvist militært. Denne politik styrkede militæret, både materielt, socialt og politisk.
Men også PKI var aktivt. PKI var på denne tid det største kommunistparti i verden udenfor Sovjetunionen og Kina, med 3 millioner medlemmer i selve partiet og 10-15 millioner i organisationer, som partiet kontrollerede. De fleste medlemmer og sympatisører var småbønder og landarbejdere på det centrale og østlige Java. PKI støttede internationalt Kina i striden med Sovjetunionen, men stod nationalt for en «nationalfront» linie: Ved at indordne sig under Sukarnos politik ønskede partiet at styrke sin stilling blandt folket for dermed med tiden at kunne overtage magten gennem valg. Desuden var Sukarno det vigtigste værn mod de stærkt antikommunistiske officerer.
Alligevel formåede PKI ikke fuldstændig at gennemføre denne frontpolitik. I 1960 havde Sukarno annonceret en jordreform, der satte en maksimums størrelse for private landbrug. Det gik imidlertid trægt med at gennemføre denne reform, der blev saboteret af lokale jordejere og bureaukrater. I 1964 begyndte småbønder og jordløse landarbejdere mange steder at besætte jord med støtte fra PKI og (især) den kommunistiske bondeorganisation BTI. Besættelserne førte mange steder på Java til alvorlige sammenstød mellem jordejere og fattigbønder, og ebbede i slutningen af 1964 ud.
1965 Massakren på PKI
Dette blev optakten til det der kom til at ske i efteråret 1965. Den 30. september blev 7 højere officerer myrdet af en gruppe lavere officerer - givet med støtte fra dele af PKI. Det skulle være begyndelsen på en opstand mod den militære top, men oprøret blev knust efter få timer af generalmajor - senere general og præsident - Suharto. Begivenheden var signalet til en almen forfølgelse og massenedslagtning af virkelige og formodede kommunister. Omkring en 700.000 kommunister eller formodede kommunister blev på nogle få måneder dræbt, og 200.000 endte som politiske fanger. De fleste i landområderne på Java og Bali. Der var i vid udstrækning tale om hævnaktioner for jordbesættelserne året før. Samtidig var Sukarno ved at blive for nationalistisk for de udenlandske multinationale virksomheder. Olieproduktionen havde indtil da hvilet i hænderne på det britisk-hollandske selskab, Shell, men i 1965 besluttede Sukarno at nationalisere olien.
I kølvandet på massakren blev PKI og alle andre venstrefløjsorganisationar forbudt, og Sukarno blev gradvis skubbet til side. Suharto overtog den reelle politiske magt i marts 1966, blev «fungerende præsident» i 1967 og egentlig præsident i 1968. Sukarno døde i 1970.
Suharto overdrog atter olieefterforskningsrettighederne til de udenlandske selskaber - primært Shell. Da oliepriserne i starten af 70'erne steg, bidrog det nok til en øgning i landets indtægter, men samtidig blev indkomstforskellene mellem rig og fattig drastisk øget. Levevilkårene for de mange millioner blev ikke forbedret, og mange var nødt til at forlade deres landbrug, søge ind til byerne og hutle sig igennem i de enorme slumkvarterer.
1975 Østtimor invaderes
I 1971 trodsede studenterne truslen om undertrykkelse og gik på gaderne for at protestere mod alliancen mellem korrupte generaler, kinesiske handelsfolk og japanske investorer. For at dæmme op for utilfredshed blandt de lavere officerer og dissidenter i befolkningen beordrede Suharto i 1975 militæret til at invadere Østtimor, der netop havde løsrevet sig fra Portugal. USA's præsident Gerald Ford besøgte Jakarta få timer før invasionen, og gav tilsyneladende sit samtykke til denne. Befolkningen i Østtimor tog ikke imod indoneserne som befriere, men derimod som kolonialister af en ny type. I stedet for at dæmme op for Indonesiens problemer blev disse forstærket som følge af østtimoresernes indædte modstand mod de nye koloniherrer.
I maj 1977 kom utilfredsheden atter en gang til udtryk. Denne gang ved valget til delvis udskiftning af parlamentsmedlemmerne. Trods forbudet mod venstrefløjspartier, censuren og en række andre repressive foranstaltninger, tabte regeringspartiet Golkar i Jakarta til en koalition af muslimske partier, der havde kritiseret den omfattende korruption hårdt. Samtidig gik Golkar tilbage i landområderne, trods det at den politiske kontrol dér traditionelt har været mere effektiv.
For at sikre sin sejr ved parlamentsvalget i 1982 begrænsede regimet yderligere den politiske aktivitet, omstrukturerede valgsystemet og lagde det ind under Indenrigsministeriet. Den 10. marts 83 valgte Folkets Konsultative Forsamling enstemmigt Suharto til en fjerde 5-årig mandatperiode som præsident trods den stigende modstand mod hans regering.
Indonesien fører en politik for kontrol med befolkningstilvæksten, der derfor er faldende. Mens folketællingen i 1984 indikerede en vækst på 2,34% om året, endte den for tiåret 1980-90 med at være 1,8%. Alligevel har befolkningspresset - specielt på Java -, den radikale åbning af økonomien overfor omverdenen og den hastige industrialisering ført til en forringelse af miljøet og udtømning af ledige jordressourcer. Allerede i 1979 igangsatte regeringen derfor et program for overflytning af overskudsbefolkning til de mindre befolkede øer. Transmigrasi programmet har allerede overført 2,5 millioner mennesker - især javanesere.
I løbet af 80'erne oplevede over 300 etniske minoritetsgrupper en forringelse i deres levevilkår. Især på Irian Jaya - det vestlige Papua Ny Guinea - blev der gennemført omfattende protestaktioner med krav om selvbestemmelse og åbningen af grænsen mod nabolandet Papua Ny Guinea, som befolkningen på Irian Jaya historisk og kulturelt har langt mere tilfælles med.
Indonesiens besættelse af Østtimor gav fortsat landet et blakket ry. I 1988 blev Indonesien derfor atter en gang hindret i at indtage formandsposten i de Alliancefri Landes Bevægelse. Samtidig anerkendte Europaparlamentet Østtimors ret til selvbestemmelse.
Med valget i 1988 indledte Suharto sin 5. præsidentperiode, samtidig med at der blev åbnet op for en større diskussion af politiske emner i medierne.
1991-92 Stigende aktivitet blandt separatistgrupperne
I 1991 forværredes sammenstødene mellem hæren og befrielsesbevægelserne i Aceh i det nordlige Sumatra, og militærets øverstkommanderende opfordrede samtidig til en fuldstændig udryddelse af partisanerne. I november beskød indonesiske soldater en tusindtallig demonstration i Dili, Østtimors hovedstad. 271 blev dræbt. I marts 92 indledte separatistgrupper en væbnet offensiv i provinsen Irian Jaya. Samtidig besluttede USA's regering at fremsætte forslag i kongressen om en bevilling på 2,3 millioner US$ til træning af indonesiske officerer og sikkerhedsstyrker.
Som forberedelse til parlamentsvalget i 1992 indgik det vigtigste oppositionsparti - PPP - en aftale med muslimske ledere med stor indflydelse på landet. Det andet oppositionsparti - PDI - svarede ved at bringe flere af Sukarnos børn ind på den politiske scene - deriblandt Guruh, der var en berømt forfatter til populære sange. Men atter engang vandt Golkar med 68% af stemmerne. I marts 93 blev Suharto for 6. gang valgt af Folkeforsamlingen som Indonesiens præsident.
Gennem 90'erne var eksporten af gas, olie, træ og nye industriprodukter sammen med turistindtægterne ansvarlig for en årlig vækst i BNP på 6-8%. Alligevel levede 27% af befolkningen i absolut fattigdom. Den hastige fældning af skovene og gennemførelsen af store infrastrukturprojekter førte til tabet af frugtbare jorde og forflytning af landbefolkning.
Muslimerne der udgør 90% af befolkningen rettede i stigende grad deres protester mod kinesernes og de kristnes privilegier. I marts 1994 blev der afsløret en skandale, i hvilken kinesiske forretningsmænd og politikere fra regeringspartiet var impliceret. I juni lukkede regeringen en avis og to af oppositionens tidsskrifter. Protester gennemført at kunstnere og intellektuelle blev ikke dækket journalistisk. I marts 95 beordrede Informationsminister Harmoko medlemmerne af Alliancen af Uafhængige Journalister arresteret. Den var blevet dannet efter lukningen af de 3 blade året i forvejen. I september forbød regeringen en tidligere Sukarno assistents udgivelse af sine erindringer, samt flere folkelige lederes offentlige optræden. I Østtimor blev befrielsesbevægelsen udsat for et betydeligt pres fra militærets side.
Gennem 1995 manifesterede det højere teknokratiske mellemlag sin stigende interesse i politisk åbning. Alligevel blev det vurderet, at Suharto atter en gang ville vinde præsidentvalget i 98. Den polemiske minister for Forskning og Teknologi, B.J. Habibie, placerede sig som mulig efterfølger til Suharto og sikrede at en række af præsidentens yngre allierede kom frem på bekostning af ældre generaler.
I august beordrede Suharto de politiske fanger løsladt, der da havde siddet inde i 30 år siden oprøret i 1965. Samtidig lovede han, at brændemærkningen som tidligere politiske fanger ville blive fjernet fra identitetskortene for 1,3 millioner indonesere. I maj annoncerede han en plan for reduktion i antallet af pladser i parlamentet, der i 1997 skulle tilfalde officerer.
Trods det at der endnu var to år til gennemførelse af parlamentsvalg i 1997 foretog informationsminister Harmoko en rejse gennem Indonesien til støtte for regeringspartiet Golkar. Oppositionen beskyldte regeringen for at blande sig i dets indre anliggender. Beskyldninger kom især fra PDI, ledet af Megawati Sukarnoputri - Sukarnos datter.
I 1996 blev det politiske klima stadig mere spændt, da der fremkom flere anklager om ulovlig berigelse af præsidentens familie og hans venner. Militæret betragtede de islamiske grupper, PDI og Sukarnoputri som de største trusler mod Suhartoregimet. Ændringen i det politiske klima blev knyttet sammen med den øgede cirkulation af nyheder. Trods den stigende politiske usikkerhed, fortsatte økonomien med at vokse og inflationen var fortsat under kontrol. Alligevel blev handelsoverskuddet formindsket. Især pga. en reduktion i eksporten af nøgleprodukter som tekstiler. Den 75 årige Suharto skulle rejse til Tyskland for at gennemgå lægeundersøgelser, hvilket rejste spørgsmålstegn omkring hans fortsættelse på magten.
I begyndelsen af 1997 passerede landets befolkning de 200 millioner. Regeringen benyttede lejligheden til at erklære, at den fortsatte Transmigrasi programmet for overflytning af befolkning fra de tættest befolkede områder til mindre befolkede egne. Omfattende skovbrande havde alvorlige konsekvenser for miljøet. De tætte røgskyer berørte også nabolandene i området - især Malaysia og Singapore.
Regeringspartiet Golkar vandt atter en gang parlamentsvalget den 29. maj 97, da det fik 74% af stemmerne og 325 ud af parlamentets 400 pladser. Præsident Suharto havde 12 familiemedlemmer i det nye parlament: 6 sønner, 2 hustruer, 2 svogre, 1 bror og 1 fætter. Endvidere sad der en lang række af hans forretningsforbindelser og andre venner. Den 10. marts 98 blev Suharto genvalgt til sin 7. præsidentperiode.
1998 Suharto afsættes
Midt i 1997 var der udbrudt en børskrise i Sydøstasien. Den ramte også Indonesien. Inflationen steg og der var risiko for hyperinflation. Frem til starten af 98 havde den indonesiske valuta - rupiah'en - tabt halvdelen af sin værdi ifht. til 1997. Prisstigningerne ramte især de basale forbrugsvarer og den sociale situation blev derfor forværret. I perioden oktober 97 til marts 98 mistede 2 millioner mennesker deres arbejde. Efter flere måneders protester i kølvandet på fornyelsen af Suhartos mandat, blev han i maj 98 tvunget til at træde tilbage fra præsidentposten. Han blev erstattet af sin kronprins og vicepræsident, Bacharuddin Jusuf Habibie. Protesterne havde da kostet flere hundrede dræbte.
 |
 |
 |
| Politiet slog hårdt ned på demonstrationerne mod Suharto diktaturet. Her 8. maj 1998 |
I oktober 98 krævede voldelige studenterdemonstrationer overgang til demokrati og afsættelse af militærets øverstkommanderende, Wiranto. Studenterne fik hovedstaden under kontrol og i de følgende sammenstød med anti-demonstrations politi blev 5 studenter dræbt. Samme måned blev 2 civile dræbt i væbnede sammenstød mellem separatister og politi i Aceh provinsen i landets nordvestligste del, hvor militæret beskyldes for at gennemføre en lang række af overgreb på befolkningen.
På Borneo skærpedes de etniske konflikter mellem på den ene side den indfødte malayiske befolkning, dayakker og kinesere og på den anden tilflyttere fra resten af Indonesien. I marts 1999 kostede sammenstødene 70 mennesker livet. Den følgende måned satte hundreder af muslimer ild til et kristent forsamlingshus i Jakarta som hævn for eksplosionen af en moské i Ujung Pandang - sydøstasiens største.
I august 99 gennemførtes under FN overvågning en folkeafstemning i Østtimor om provinsens fremtid - selvstændighed eller autonomi. I ugerne op til afstemningsdatoen sendte terror fra pro-indonesiske militser tusinder af østtimoresere på flugt op i bjergene. Det indonesiske militær forholdt sig passivt overfor overgrebene trods omfattende international kritik, FN havde ingen mulighed for at få situationen under kontrol, og der var til det sidste usikkerhed omkring, hvorvidt afstemningen kunne gennemføres. Det blev den og gav 80 % tilslutning til selvstændighed. Det udløste et velorganiseret hævntogt fra militsgrupper og det indonesiske militær. De brændte 90 % af bygningerne i landet ned og sendte størstedelen af befolkningen på flugt. I september sendte FN en australsk ledet fredsstyrke ind i Østtimor, de indonesiske styrker trak sig ud af landet, og dets overgang til selvstændighed kunne indledes.
Præsidentvalget i oktober 99 blev vundet af Abdurramán Wahid, der indtil da havde været formand for den muslimske organisation Nahdlatul Ulama. En af Wahids første handlinger var at tilbyde Aceh provinsen udstrakt autonomi og økonomisk bistand, hvis provinsen besluttede at forblive indenfor den indonesiske stat. Samtidig fastsatte han afholdelse af en folkeafstemning om spørgsmålet til 7 måneder senere i Aceh. En afstemning der svarede til afstemningen i august 99 i Østtimor. Efter autonomi-planen skulle provinsen beholde 75 % af de indtægter, som dens indtægter giver anledning til. Den er forvejen Indonesiens rigeste hvad angår naturressourcer. Nyheden om gennemførelse af folkeafstemning blev dog negativt modtaget af militæret, hvis ledelse erklærede, at den ville blive begyndelsen på Indonesiens opløsning som nation.
Trods Wahids løfte om at bekæmpe den udstrakte korruption i landet, blev han hurtigt viklet ind i financielle skandaler, der i august 2000 fik parlamentet til at nedsætte en undersøgelseskommission. Den første skandale brød ud i maj, da præsidentens personlige massør havde modtaget 4,1 mio. dollars fra det nationale fødevareagentur. Den næste skandale drejede sig om en donation fra sultanen af Brunei til Wahid, som denne havde holdt hemmelig. De 2 skandaler blev i pressen døbt henholdsvis Buloggate og Bruneigate. I begge tilfælde skulle pengene have været anvendt til humanitære programmer i Aceh, hvor oprøret fortsatte. Parlamentet fortsatte arbejdet med at stille Wahid for retten, men måtte opgave dette efter at tusinder af hans støtter i februar 2001 gik på gaden med støtte til ham og krav om Golkars opløsning.
Måneden efter tog dayak folket i Kalimantan kontrollen over dele af provinsen. Det værste udbrud af vold i området siden 1997.
I maj stemte 365 medlemmer af parlamentet for at stille Wahid for en rigsret. 4 stemte imod. Wahid blev anklaget for korruption og inkompetence. Forud for afstemningen havde han skrevet til parlamentet og erklæret, at han nægtede at trække sig tilbage. Samtidig erklærede han landet i undtagelsestilstand, men denne opfordring blev hverken fulgt af politiet eller militæret. Højesteret erklærede efterfølgende opfordringen for forfatningstridig, og i juli fjernede parlamentet Wahid med 591 stemmer mod 0. Vicepræsidenten, Megawati Sukarnoputri overtog præsidentposten. Hun er datter af Sukarno.
Under en tale i august i anledning af 56 årsdagen for selvstændighed undskyldte præsidenten overfor provinserne Aceh og Vest Papua (Irian Jaya) for de menneskerettighedskrænkelser de havde været udsat for under de foregående regeringer, men hun erklærede samtidig, at de aldrig ville få lov til at rive sig løse som Østtimor 2 år tidligere. Megawati opfordrede de to oprørske provinser til at tage imod regeringens tilbud om autonomi, der iflg. præsidenten vil give dem større beslutningsmagt i indre anliggender. Jakarta har i årtier udbyttet de to provinser - olie og gas i Aceh og mineraler i Irian Jaya.
I januar 2002 indviedes en ny menneskerettighedsdomstol i Jakarta, der iflg. dens skabere var bedre end den Internationale Domstol i Haag. Regeringen viste sin villighed til at stille de militærfolk for retten, der stod bag massakrerne i Østtimor i 1999. Tre generaler, deriblandt militærkommandanten under massakrerne, Adam Damiri, blev stillet for domstolen. Måneden efter undertegnede Indonesien og Østtimor to aftaler, der skulle bedre forholdet mellem de to landet, inden Østtimor i maj skulle have sin fulde selvstændighed.
I marts blev den tidligere præsidents søn, Tommy Suharto dømt for at have dræbt en højesteretsdommer, der havde dømt ham til fængsel for korruption. Iflg. analytikere var dommen en afgørende prøve for retsvæsenet, der stadig blev opfattet som følsomt overfor korruption.
I oktober døde over 180 personer - deriblandt 3 danskere - i et terrorattentat mod en natklub på ferieøen Bali. Samme dag eksploderede en anden bombe nær USA's konsulat i Sanur uden dog at kræve ofre. Begge attentater blev fra starten tillagt det islamiske terrornetværk al-Qaeda. Regeringen gav pr. dekret politiet udstrakte beføjelser til at forfølge formodede terrorister. Samme måned arresteredes den spirituelle leder af Jemaah Islamiya (JI), Abu Bakar Ba'asyir, anklaget for at have beordret attentater mod kirker og for at planlægge mord på præsident Sukarnoputri. Arrestationen førte til sammenstød mellem hans tilhængere og politiet.
I december 2002 undertegnede regeringen og Acehs Befrielsesfront (GAM) en fredsaftale i Geneve, der skulle afslutte 26 års vold. I maj 2003 brød forhandlingerne imidlertid atter sammen, og regeringen indledte en omfattende militær offensiv i provinsen, der blev erklæret i militær undtagelsestilstand.
I august 2003 eksploderede en bombe ved et hotel i Jakarta og dræbte 15. Jemaah Islamiya (JI) formodedes at stå bag attentatet. I september blev to medlemmer af organisationen dømt til døden for attentatet på Bali to år tidligere. Abu Bakar Ba'asyir blev idømt 5 års fængsel på andre anklager. Det var ikke muligt at bevise hans forbindelse til Bali bomberne, hvilket fik flere regeringer til at drage Indonesiens indsats i kampen mod terrorisme i tvivl. JI blev oprettet i 1970, da præsident Suharto havde brug for støtte fra ekstreme islamister i sin kamp mod den «kommunistiske fare».
I oktober 2003 bevilgede IMF et nyt lån til Indonesien efter at have påskønnet udviklingen i landets økonomi. Kun få måneder tidligere havde regeringen meddelt, at den afbrød forbindelserne med låneinstitutionen fordi regeringen og befolkningen modsatte sig de krav til åbning af økonomien IMF krævede.
I december offentliggjorde Human Rights Watch en rapport, der beskyldte Indonesien for overgreb mod civile, udenretslige henrettelser, arrestationer og voldelige angreb i regeringens kamp mod GAM i Aceh. Samtidig kritiseredes regeringens «gardin af stilhed» over kampene, der skyldes at journalister formenes indrejsetilladelse til krigszonen. En uge senere blev 3 soldater idømt 20 måneders fængsel for at have slået bønder under angrebet på en landsby.
Ved præsidentvalget i oktober 2004 blev Susilo Bambang Yudhoyono sejrherre med 60% af stemmerne, mens hans vigtigste modstander, den siddende præsident Megawati Sukarnoputri måtte nøjes med 40%. Yudhoyono der er tidligere sikkerhedsminister havde fremlagt et ambitiøst program til udryddelse af nepotisme, terrorisme og korruption. Den nye præsident lovede endvidere at fremme den økonomiske vækst. 16% af indoneserne lever under fattigdomsgrænsen.
I december ramte en voldsom Tsunami sydøstasien. Den udgik fra et voldsomt undersøisk jordskælv 100km ud for Sumatra kyst, og det var også Sumatra der blev hårdest ramt. 220.000 blev dræbt og 130.000 forsvandt. Det var især Aceh provinsen der blev ramt, og provinshovedstaden Banda Aceh blev stort set jævnet med jorden af den voldsomme flodbølge. Landsbyer i et bredt bælte ned langs kysten blev ligeledes skyllet bort af flodbølgen. Oprørsbevægelsen erklærede efterfølgende våbenhvile, for ikke at vanskeliggøre hjælpearbejdet, men den indonesiske hær brugte katastrofen som skjul til at optrappe sine angreb på oprørerne i provinsen.
I marts 2005 blev Ba'asyir kendt skyldig i konspiration med attentaterne på Bali i 2002. Retten dømte imamen til 2½ års fængsel.
Et jordskælv ud for Sumatra kostede over 1000 personer livet. De fleste på øen Nias.
I august indgik regeringen og Aceh's befrielsesbevægelse en fredsaftale, og i slutningen af måneden løslod regeringen omkring 1500 fanger knyttet til den væbnede kamp.
Både guvernøren i Sumatera Utara, Rizal Nurdin og hans forgænger Raja Inal Siregar døde i et flystyrt i september 2005.
I februar 2006 mødtes præsident Yudhoyono med sin modpart fra Østtimor Xanana Gusmao til et topmøde, der banede vej for en normalisering af relationerne mellem de to lande. Det skete efter at en FN rapport om Indonesiens 25 års besættelse af Østtimor, gjorde de indonesiske sikkerhedsstyrker meddelagtige i 180.000 østtimoreseres død.
Et kraftigt jordskælv ramte i maj Java og efterlod 6.000 døde og 200.000 hjemløse.
Indonesien kommenterede pavens kommentarer om islam på dennes tale i Regensburg i september 2006. Yudhoyono karakteriserede pavens bemærkninger som ukloge og anstødene, men opfordrede samtidig sine landsmænd til at reagere med kløgt, tilbageholdenhed og tålmodighed i denne følsomme sag.
En statsadvokat rejste i begyndelsen af 2007 sag mod tidligere præsident Suharto for at have stjålet 440 mio. US$ fra uddannelsesfonde under sin 30 årige regeringstid.
I september holdt verdens 8 største producenter af tropisk træ: Brazil, Cameroon, Congo, Costa Rica, Gabon, Indonesien, Malaysia og Papua New Guinea et topmøde i New York. De tegner sig for 80% af skovningen. Indonesien havde på forhånd opfordret landene til et fælles diplomatisk initiativ i lyset af de tiltagende klimaforandringer. I december var Indonesien vært UNFCCC's COP-13 konference på Bali. I juli 2010 gik Indonesien med til et tre-årigt forbud mod skovning efter Norge havde bebudet økonomisk støtte til en værdi af 1 mia. US$.
Indonesien indgik i slutningen af 2007 en frihandelsaftale med Japan.
Præsidentvalget i juli 2009 blev vundet af den siddende præsident, Yudhoyono med 60,8% af stemmerne. Megawati Sukarnoputri måtte nøjes med 26,8%. Et fald på 14% fra 2004 hvor hun også stillede op.
I januar 2010 døde den tidligere diktator Suharto i en alder af 86.
I december 2010 anholdt politiet Abu Bakar Bashir, der var formand for Indonesiens Mujahedeen råd (MMI). I juni 2011 blev han idømt 15 års fængsel for at have støttet en jihadi træningslejr i Aceh. Bashir blev idømt fængselsstraffe i 2003 og 2004 for indblanding i terror.
FN's Menneskerettighedsråd gav i 2012 en lang række anbefalinger til forbedring af menneskerettighedssituationen i Indonesien. Regeringen valgte at følge en lang række af anbefalingerne, hvilket gav håb om en styrkelse af demokratiet i landet. Den ville dog ikke følge anbefalingerne ifht. Irian Jaya, hvor sikkerhedsstyrker i maj- september gennemførte en større offensiv, der kostede snesevis af mennesker livet.
De tidligere guerillaledere Zaini Abdullah og Muzakir Manaf indtog i juni posterne som henholdsvis guvernør og viceguvernør i Aceh provinsen efter at have vundet lokalvalget i april 2012. Acehs nye islamiske styre gik igang med at indføre dele af sharia lovgivning - bl.a. omkring påklædning. På samme måde som regeringerne i bl.a. Frankrig og Danmark har gennemført lovgivning om påklædning. I september begik en 16 årig teenager selvmord efter at være blevet arresteret af sharia-politiet og efterfølgende i flere aviser være beskyldt for at være prostitueret. Samtidig blev den kristne minoritet i flere tilfælde udsat for angreb.
USA interesserede sig ikke for menneskerettighederne i landet, men fokuserede på det militære samarbejde og i september 2012 solgte USA 8 Apache angrebshelikoptere til landet.
Free Papua Movement i Irian Jaya angreb i februar 2013 en deling soldater og dræbte 8. Det fik spændingen til at stige drastisk i Irian Jaya. I april angreb politi en forsamling af papuanere, der var samlede til bøn i Aimas nær Sorong i protest mod overdragelsen af Irian Jaya i 1963 fra hollandsk kolonistyre til indonesisk kolonistyre. To blev dræbt på stedet og en døde et par dage senere. 22 blev arresteret og 7 af dem anklaget for forræderi.
I marts 2013 myrdede 8 soldater fra den indonesiske hærs specialenhed Kopassus 4 ubevæbnede indsatte i Cebongan fængslet udenfor Yogyakarta. 3 af soldaterne blev efterfølgende idømt 6-11 års fængsel og de øvrige 5 kortere fængselsstraffe. Menneskerettighedsorganisationer hilste dommen velkommen som et skridt i retning af at gøre op med den traditionelle straffrihed i landet. Som i Danmark dømmes politifolk og soldater sjældent for deres kriminelle handlinger.
Indonesien er gennemgangsland for mange flygtninge på vej fra Asien til Australien. I 2013 rummede landet ca. 10.000 flygtninge fra Somalia, Afghanistan, Pakistan og Burma der befandt sig en slags juridisk limbo, eftersom Indonesien ikke har nogen asyllovgivning.
Parlamentet vedtog i juli 2013 en ny NGO lov, der på en række punkter indebar indskrænkninger i retten til ytringer, forsamling og religion. Loven forbyder stort set udenlandsk støtte til indonesiske NGO'er og forbyder desuden NGO'er at sprede ideer om ateisme, kommunisme og marxisme-leninisme der alle anses for at være i strid med Pancasila.
I august tillod regeringen fri download af filmen The act of Killing fra internettet. Dokumentarfilmen der er delvist dansk financieret viste statens og dens dødspatruljers rolle i massakren på 500.000 - 1.000.000 indonesere i 1965-66. Regeringen hævede dermed det de-facto forbud der i næsten 50 år havde omgærdet blot omtale af massakren.
Præsidentvalget i juli 2014 blev vundet af Joko Widodo fra PDI-P med 53,2% af stemmerne. Hans modkandidat Prabowo Subianto fra PGIR måtte nøjes med 46,8%. Subianto protesterede imidlertid over resultatet, mente at der havde været tale om systematiske, strukturerelle og massive uregelmæssigheder i valgprocessen. Han indbragte derfor resultatet for den indonesiske forfatningsdomstol, der imidlertid er efter 3 ugers behandling af klagen enstemmigt afviste den. Widodo havde en fortid som populær guvernør i Surakarta og siden Jakarta. Han var landets første præsident, der ikke udsprang af militæret eller landets politiske og økonomiske elite.
Parlamentet i Aceh vedtog i september en tillægslov baseret på Sharia, der forbød sex mellem personer af samme køn, sex før ægteskab, utroskab, indtagelse af alkohol, spil, seksuelle overgreb, voldtægt, beskyldning om utroskab uden beviser og ophold i samme rum med personer af det modsatte køn uden at være i familie med pågældende. Straffen for disse forseelser var prygl. I maj blev en kvinde i Aceh udsat for en gruppevoldtægt af 8 mænd der beskyldte hende for utroskab. Hun blev derefter ved retten idømt pryglestraf for utroskab.
Efter afsløringen i USA i december 2014 af CIA's omfattende torturprogrammer fremsatte senator Tom Udall forslag i Kongressen om, at alle dokumenterne omkring USA's deltagelse i massakren på op imod en million indonesere i 1965-66 skulle afklassificeres og offentliggøres.
Ligeledes i december skød og dræbte soldater og politifolk 4 mænd og sårede flere andre i Paniai, Irian Jaya. En 5. mand døde senere af sine sår på hospitalet. Mændene deltog i en demonstration mod militærets Special Team Battalion 753 der natten før havde tæsket en dreng fra landsbyen Ipakije.
Gennem 2015 henrettede Indonesien en lang række udlændinge og indonesere, der var dømt til døden for narkohandel. I januar henrettedes en brasilianer og en hollænder. Begge lande trak efterfølgende deres ambassadører hjem. I marts forsøgte Australien at afværge henrettelsen af 2 australske statsborgere. Forgæves. Indonesien henrettede dem begge i april. Australien trak derefter sin ambassadør hjem og halverede i maj sin bistand til Indonesien. Amnesty International kritiserede retsagerne hvor de henrettede var blevet dømt og slog fast at de ikke havde fået en retfærdig rettergang. En tidligere dommer i den indonesiske forfatningsdomstol indikerede, at det var præsident Widodo der personligt pressede på for at få de dødsdømte henrettet. I juli sad der fortsat 130 på dødsgangene i landet.
På begæring fra IMF fjernede præsidenten i januar 2015 subsidierne til benzin. Det udløste øjeblikkeligt demonstrationer i flere større byer. I marts blev prisen på brændstof derefter kraftig reduceret. Officielt var subsidierne ikke gennemført, så det var i stedet det statslige olieselskab Pertamina der måtte bære tabet for de sænkede priser.
Den økonomiske vækst faldt gennem 2015, inflationen steg tilsvarende og valutaen blev svækket. I august skiftede præsidenten derefter sine økonomiske nøgleministre ud.
Den dansk-amerikanske filminstruktør Joshua Oppenheimers film om folkedrabet i 1965, The act of Killing blev i 2014 fuldt op af filmen The look of Silence. Filmen begyndte i 2015 at blive vist i Indonesien og rejste en betydelig debat om emnet og den manglende retsforfølgelse af massemorderne, der fortsat går frit omkring. Regeringen svarede igen med censur og forbød omtale af begivenhederne i 1965.
Censurlovgivningen Electronic Information and Transaction (ITE) fra 2008 blev gennem 2016 brugt som instrument til at lukke munden på menneskerettighedsorganisationer og oppositionelle. Chefkoordinatoren i menneskerettighedsorganisationen KontraS, Haris Azhar blev af politiet, militæret og narkopolitiet truet med tiltale for bagvaskelse efter han havde offentliggjort en artikel på sociale medier, der knyttede officerer i sikkerhedsstyrkerne til narkokriminalitet og korruption.
Den statslige og spontane orfølgelse af religiøse minoriteter tog til i løbet af 2016. I januar brændte pøbelen 9 huse ned tilhørende medlemmer af Gafatar bevægelsen i Menpawah distriktet i det vestlige Kalimantan. Efterfølgende tvangsforflyttede myndighederne 2.000 medlemmer af bevægelsen. Først internt på Kalimantan og dernæst til Java, uden at de var blevet konsulteret eller havde bedt herom. I februar forbød ministeriet for religiøse anliggender og statsadvokaten Gafatar bevægelsens tro. I maj arresteredes 3 af bevægelsens ledere og blev sigtet for blasfemi. Gennem 2016 blev medlemmer af Ahmadiyya samfundet udsat for forfølgelse fra myndighedernes og lokales side.
Islamisk Stat (IS) tog i januar 2016 ansvaret for en række militære angreb i Jakarta, der kostede 4 militante og 4 civile livet. Regeringen benyttede lejligheden til at stramme terrorlovene, øge muligheden for anvendelsen af tortur, vilkårlig tilbageholdelse og dødsstraf.
Indonesien brød et 50 årigt tabu i april 2016, da det støttede gennemførelsen af et seminar for overlevende og familiemedlemmer til dræbte i statens heksejagt og drab på 1 mio. påståede kommunister i 1965-66. Åbningen rakte dog ikke længere end at præsident Widodo i juli udnævnte general Wiranto til sikkerhedsminister. Wiranto var i 1999 øverstkommanderende for de indonesiske styrker i Østtimor og ansvarlig for massakrer på tusindvis af østtimoresere og nedbrænding af landet. Forbrydelserne var så alvorlige, at FN i 2003 anklagede ham for forbrydelser mod menneskeheden, og USA placerede ham i 2004 på en liste over folk, supermagten ikke ville give indrejse. I 2016 blev han så «sikkerhedsminister».
Mindst 2.200 aktivister fra Irian Jaya blev i perioden april-september arresteret under fredelige demonstrationer i indonesiske og Irian Jaya byer mod den indonesiske besættelse. Snesevis af aktivister blev idømt kortere fængselsstraffe for deres deltagelse.
Pryglestraf blev fortsat anvendt i Aceh provinsen gennem 2016 i overensstemmelse med Sharia. Over 100 personer blev pryglet med stok, oftest for at have solgt alkohol, eller for at have opholdt sig i et rum med en person af det andet køn, uden at der var et familiemedlem tilstede. Straffen blev næsten altid anvendt mod muslimer, men i 2016 blev den også anvendt mod en kristen kvinde, anklaget for at have solgt alkohol.
Præsident Joko Widodo erklærede i juli 2017 åben krig mod narkohandlen i landet, da har udtalte: «Be firm, especially to foreign drug dealers who enter the country and resist arrest. Shoot them because we indeed are in a narcotics emergency position now». Erklæringen faldt en uge efter indonesisk politi havde skudt og dræbt en taiwanesisk mand, der modsatte sig arrestation. Iagtagere drog paralleller til Philipinerne, hvor præsident Duterte gennem det seneste år havde henrettet tusindvis af narkohandlere, narkomisbrugere og tilfældige uskyldige som led i kampen mod narkotika. (Indonesia police ordered to shoot drug dealers to tackle 'narcotics emergency', Guardian 23/7 2017)
Den nordlige del af Sulawesi blev i september 2018 ramt et jordskælv med en styrke på 7,5 på Richterskalaen. Skælvet udløste en tsunami, der kostede over 2.000 mennesker livet. I december ramte en tsunami området mellem Java og Sumatra. Tsunamien var ikke udløst af et skælv og kom derfor fuldstændig uventet. Den skyldtes at en del af vulkanen Anak Krakatau der var i udbrud styrtede sammen. Flere hundrede mennesker blev dræbt.
I oktober styrtede et Boing 737 Max i havet få minutter efter starten fra Jakarta. Alle 189 passagerer og besætningsmedlemmer blev dræbt. Boing hævdede efter ulykken, at det skyldtes dårlige indonesiske piloter, og det aldrig ville være sket i USA. 5 måneder senere styrtede et tilsvarende fly ned i Ethiopien. Boing gentog historien om de dårlige piloter, til det blev afsløret, at problemet var et nyt sikkerhedssystem Boing havde installeret, som både fejlede, og piloterne aldrig var blevet orienteret om - hverken i USA eller noget andet sted. Kina indførte flyveforbud for 737 Max flyene. Det blev fulgt af forbud i resten af verden og til sidst også i USA.
Et australsk dagblad offentliggjorde i december 2018 billeder af en svært forbrændt mand fra Irian Jaya, der tilsyneladende var forbrændt af hvid fosfor, som det indonesiske militær havde brugt mod oprørsgrupper, der bekæmper den indonesiske besættelse af landet. De indonesiske myndigheder benægtede hårdnakket brugen af hvid fosfor, men indrømmede der havde været hårde kampe i det område, hvor manden boede. (Indonesia denies using white phosphorus in West Papua, Guardian 24/12 2018)
Widodo blev genvalgt i april 2019 med 55,5% af stemmerne. For første gang blev der samme dag gennemført parlaments og lokalvalg. Hans parti PDP-I blev atter det største og gik 19 mandater frem til 128. Widodos modkandidat Prabowo og hans tilhængere forsøgte gennem maj og juni at få annulleret med påstand om valgsvindel. Valgkommissionen erklærede en måned efter valget Widodo som vinder. Dagen efter gik Prabowos tilhængere på gaden og det kom til voldsomme sammenstød med sikkerhedsstyrkerne. 8 blev dræbt og 600 såret. Prabowo indbragte afgørelsen for forfatningsdomstolen, der efter en måned afviste den.
I august 2019 meddelte præsidenten, at hovedstaden Djakarta vil blive flyttet fra Java til Kalimantan. Årsagen er, at Djakarta var ved at synke i havet.
Landet blev ramt af COVID-19 i marts 2020. Der blev gennemført en omfattende lockdown og samtidig udsendte politiet et dekret, der forbød kritik af regeringens COVID-19 håndtering. Kritikere blev arresteret under demonstrationer og begyndte at modtage truende telefonopkald. Ved udgangen af året var 22.138 indonesere officielt døde af sygdommen. Deraf 504 sundhedsarbejdere. Arbejdere blev hårdt ramt. De blev fyret, når deres arbejdsplads lukkede, eller blev skåret i lønnen.
I midten af 2021 tog smitten atter til, og regeringen indførte lockdown i det meste af landet. Ved udgangen af året var 192.000 officielt døde, men det reelle tal formodedes at være langt højere.
Indonesien spillede i oktober en ledende rolle i at få hindret Myanmars militærdiktator Min Aung Hlaing adgang til topmødet i ASEAN.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 23/2 2022
Læst af: 169.700