Browserudgave

USA

Befolkning	336,4 mio.
Valuta	US$
Areal	9.363.520 Km2
Hovedstad	"Washington, D.C."
Befolkningstæthed	30,2 indb./Km2
HDI placering	21

USA = folkemord USA er medskyldig i Israels folkemord i Palæstina gennem militære leverancer til terrorstaten, økonomisk støtte, 100% politisk opbakning og krænkelse af ICJ's kendelse af 26. januar 2024 der pålægger Israel at lade nødhjælp at nå frem til de nødlidende i Gaza. Frem for at tillade nødhjælp, blokkerer USA FN's bistandsorganisation for Palæstina, UNRWA.

Terrorstat. Kapitalistisk diktatur og koloniregime. Verdenshistoriens uden sammenligning mest blodige og bestialske regime der gennem sin 250 årige historie har flere hundrede millioner uskyldige menneskers liv på samvittigheden. Økonomi oprindelig baseret på slaveri, de sidste 200 år baseret på tyveri og udplyndring af lande over hele verden. Skyldig i folkemord, forbrydelser mod menneskeheden, apartheid - i USA og i resten af verden. Derfor heller ikke medlem af ICC. Baseret på samme herrefolksideologi som nazismen - «Guds eget folk».

	Oprettet på land stjålet fra den oprindelige indfødte befolkning samt Mexico. Flere millioner indianere blev slået ihjel for at give plads til den indvandrede europæiske besættelsesmagt. Her Wounded Knee hvor 300 af Lakota folket blev myrdet af soldater i 1890. Økonomi baseret på slaveri. 4 mio. afrikanere blev solgt som slaver i USA og var grundlaget for den oprindelige akkumulation i landet. Trods slaveriets ophævelse fortsatte den racistiske hvide befolkning med at lynche (og hænge) afro-amerikanere. Her John William Clark i Cartersville, Georgia september 1930.
	Forbrydelserne mod slavernes efterkommere fortsætter. I 1968 henrettede de hvide borgerretighedsforkæmperen, Martin Luther King. I 1991 gennemtævede 5 hvide politifolk afroamerikaneren Rodney King. Som i Danmark har politiet straffrihed for dets forbrydelser. Til gengæld sidder 2 mio. afroamerikanere indespærret i imperiets fængsler. Ondskabens imperium har i 200 år ført krige i resten af verden for at erobre deres råstoffer, rigdomme og myrde dem de ikke bryder sig om. Under Koreakrigen udslettede imperiet alle Nordkoreas byer og slog 2 mio. koreanere ihjel.
	Under Vietnamkrigen slog ondskabens imperium 2-4 mio. vietnamesere ihjel og gennemførte hundredevis af massakrer. Her My Lai hvor soldaterne slog 500 kvinder, børn og gamle ihjel. Flere år senere blev en enkelt soldat idømt fængsel, men atter frikendt af præsidenten få år senere. Der skulle ikke sendes et forkert signal om, at massakrer ikke var tilladt. Et andet af imperiets yndede terrorvåben: napalm. I 1945 ved slutningen af 2. Verdenskrig kastede imperiet atombomber over Hiroshima og Nagasaki for at teste atomvåbens effekt på på mennesker. 400.000 blev dræbt. Verdenshistoriens største enkeltstående terrorhandling.
	Efter 11. september 2001 igangsatte imperiet et program for tortur af krigsfanger. Imperiet hævdede, at dets modstandere ikke var omfattet af Genevekonventionerne, men kunne underkastes tortur efter bødlernes forgodt befindende. Danmark deltog i terrorprogrammet. Her krigsfanger uden rettigheder på det US besatte område i Cuba - Guantanamo. Imperiet har besat områder overalt i verden og der indrettet 800 militærbaser for at sikre den permanente undertrykkelse af verdens folk og udplyndringen af deres ressourcer. Der til kommer hundredevis af krigsskibe.
	Til at gennemføre deres beskidte arbejde vælter imperiet uafhængige demokratiske regeringer og indsætter deres egne diktatorer. Her Chiles Augusto Pinochet. Indadtil opretholdes illusionen om den "amerikanske drøm". At "alle kan arbejde sig til tops i samfundet". Det er blot en drøm. De er alle tandhjul i imperiets kapitalistiske maskine. Imperiet projekterer en illusion om demokrati, men det er lederne af dets store koncerner, der udformer landets politik - udenrigs, indenrigs, økonomi, uddannelse og kultur. Her oliekongen John D. Rockefeller. Den største post på statsbudgettet er militæret der bruges til at bevare imperiets totale kontrol over verden.

Natural born killers. USA blev oprettet på besat indiansk jord, og ekspanderede gennem krige mod den oprindelige indianske befolkning og mod Mexico. USA fortsatte sine krige gennem det 20. og 21. århundrede med det formål at erobre land, få adgang til ressourcer eller styrte demokratisk valgte regeringer (eller de diktaturer der ikke ville være i USA's sold). USA nægter at overholde Genevekonventionerne for krigsførsel og nægter af samme årsag at anerkende FN's International Krigsforbryderdomstol (ICC). Efter 2. verdenskrig har USA dræbt i størrelsesordenen 15 millioner mennesker rundt om i verden. Heraf alene 2-3 mio. i Vietnam. Her US soldater i Afghanistan. Liste over USA's militære interventioner 1890-2014

“The West won the world not by the superiority of its ideas or values or religion […] but rather by its superiority in applying organized violence. Westerners often forget this fact; non-Westerners never do.” Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations and the Remaking of World 1996

USA, aka Ondskabens Imperium. Illegalt settler-koloniregime etableret på jord stjålet fra landets oprindelige befolkning og fra Mexico. Civilisatorisk tilbagestående krigerstat. Dets historie er skrevet med floder af blod, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden fra udryddelsen af den indianske oprindelige befolkning i Nordamerika, økonomisk vækst baseret på slaveri, territorial ekspansion gennem erobring af størstedelen af Mexico og siden territorier over hele verden. Imperiet har siden 11/9 2001 myrdet i størrelsesordenen 4,5-8 mio. mennesker over hele verden. De fleste i Asien.

Hegemoniet opretholdes i vore dage gennem økonomisk, politisk og militær krig mod lande og folk der ønsker at bestemme deres egen vej. Til dette formål har det 800 militærbaser over hele verden - næsten alle på besat jord. Dets politiske beslutninger har global rækkevidde, fordi imperiet bekæmper enhver modstand med alle økonomiske, politiske og militær midler. Til formålet har det verdens uden sammenligning stærkeste militær, der sættes ind i en endeløs strøm af krige. Det er verdens stærkeste økonomi - fordi økonomien er baseret på udplyndring af resten af verden. Indadtil er det en apartheidstat med hvide i toppen og latinoer og sorte i bunden.

Imperiet er ikke et demokrati, men et kapitalistisk diktatur. Der afholdes regelmæssige valg, men det er næsten uden undtagelse millionærer eller billionærer der har mulighed for at blive valgt. Imperiets virkelige magt ligger i de store koncerner, der leverer direktører til ministerposter i de skiftende regeringer og har en hær på 20-30.000 lobbyister, der udformer landets love. Imperiets udenrigspolitik i Mellemøsten udformes af Israel, da igen politiker i USA kan komme til fadet, med mindre det er godkendt af den stærke zionistiske mafia. 

På de indre linier er USA en politistat, der gennemfører total overvågning af sine borgere, et militariseret politiapparat og en apartheidstat der skarpt skelner på hudfarve og religion. Udenrigspolitisk er USA verdens mest aggressive slyngelstat, der rutinemæssigt undergraver og bringer demokratisk valgte regeringer til fald, samt understøtter middelalderlige diktaturer.

 

Imperiet består af 4 geo-økonomiske zoner. Den østligste del består af New England staterne, Apalacher bjergene, dele af området ved de store søer og Atlanterhavskysten. Området er overvejende fladt og strækker sig fra Hudsonflodens udmunding i Atlanten i nord til Florida halvøen i syd. Regionen er rig på kul og jern, landets tættest befolkede og mest industrialiserede og her ligger dets vigtigste stålindustrier. Et højt mekaniseret landbrug forsyner byerne med fødevarer.

Den centrale zone strækker sig fra Lake Erie i øst til Rocky Mountains i vest, og er i syd afgrænset ved den mellemste del af Mississipi. Den er overvejende dækket af prærie - steppeland - og er USA's vigtigste landbrugsområde. Den nordlige del er overvejende præget af gartnerier og mælkeproduktion, mens der i syd findes udstrakte marker med majs og andre kornsorter. Endvidere opdrættes kvæg og svin. I omegnen af de store søer findes en række vigtige industricentre, der er lokaliseret der pga. de betydelige forekomster af kul og jern samt den lokale landbrugsproduktion.

Den sydlige zone består af den nedre del af Mississipi, Florida halvøen, Texas og Oklahoma. Der findes store marker med bomuld, sukkerrør og ris, og i Texas er kvægdriften meget udbredt. Der findes betydelige mineralressourcer i form af olie, kul, aluminium mv.

Den vestligste del af landet er bjergrigt, og også der findes der vigtige mineraler: Olie, kobber, bly, zink mv. I Californien findes der meget frugtbare områder i dalene, hvor floderne Sacramento og San Joaquín løber igennem. Der findes en betydelig produktion af grøntsager og vin. Langs kysten ud til Stillehavet findes der endvidere en række vigtige industricentre.

To af USA's stater befinder sig udenfor fastlandet: Alaska i det Amerikanske kontinents nordvestligste hjørne og hvor Nordamerikas højeste bjerg, Mt. McKinley ligger. Den anden stat, Hawaii ligger i Stillehavet. Dertil kommer en lang række kolonier i Stillehavet og Caribien. Det har besat landområder i det meste af verden og der etableret 800 militærbaser.

 

Folket: USA's befolkning er dannet gennem indvandring fra alle egne af jorden. Blandt de indvandrede grupper er englændere, tyskere, irlændere og italienere de største. 11% af befolkningen har afrikansk oprindelse og 10% latinamerikansk. Endvidere er den oprindelige befolkning på ca. 1,9 millioner.

Religion: Protestanter (58%), katolikker (21%), andre kristne retninger (6,4%), jøder (2%), muslimer (2%).

Sprog: Engelsk, spansk, de indfødte folks forskellige sprog samt de sprog de forskellige emigrantgrupper bragte med sig.

Politiske partier: Det republikanske Parti. Det demokratiske Parti. Desuden findes der en lang række mindre partier på venstrefløjen samt en række voldelige grupper på højrefløjen.

Sociale organisationer: AFL-CIO (American Federation of Labor - Congress of Industrial Organizations) er Landsorganisationen med 13½ millioner medlemmer. Mange landarbejdere - især med mexikansk baggrund - er medlemmer af UFW (Union of Farm Workers) stiftet af chicanoen César Chávez. Fagbevægelsen organiserer under 14% af arbejderklassen.

Officielt navn: United States of America.

Administrativ inddeling: Føderalstat med 50 delstater samt det føderale distrikt, Columbia.

Hovedstad: Washington D.C., 4.098.000 indb. (2003).

Andre vigtige byer: Los Angeles, 16.401.600 indb; New York, 8.056.200 indb; Houston, 4.596.000 indb; Chicago, 2.915.500 indb; Philadelphia, 1.520.300 indb. (2000).

Regering: Præsident: «Genocide Joe» Biden siden januar 2021. Den senile præsident styres af en hær af embedsmænd, der er de egentlige politikudviklere - igen styret af imperiets magtfulde koncerner gennem 20-30.000 lobbyister. Sikkerhedspolitikken udformes af Jake Sullivan. Tilnavnet «Genocide Joe» reddede han sig efter han i efteråret 2023 gik i spidsen for støtte til Israels folkemord i Palæstina.
Præsident- og føderalt styre. Parlamentet har to kamre: Hver delstat sender 2 repræsentanter til Senatet og et antal repræsentanter til Repræsentanternes Hus - ifht. befolkningstallet. Udenrigspolitisk kan landet karakteriseres som en slyngelstat.

Nationaldag: 4. juli (Uafhængighed, 1776)

Væbnede styrker: 1.434.000 (2003)

Paramilitære styrker: 68.000 (1995)

 

En stat skabt gennem tyveri og folkedrab

Ingen anden stat i verden er som USA skabt gennem tyveri, folkedrab, slaveri, aggression og udplyndring:

• 99% af den oprindelige befolkning i USA - indianerne - blev slagtet af de europæiske kolonialister. Over 12 millioner indianere blev udryddet gennem det 17., 18. og 19. århundrede. En massakre der får Holocaust til at ligne en skovtur. Det sidste punktum blev sat da den amerikanske hær slagtede indianske kvinder og børn ved Wounded Knee i 1891.
• slaveriet. Omkring 1½ million mennesker blev bortført fra deres hjem i Afrika og ført til USA for at arbejde på slaveplantagerne. Den nordamerikanske borgerkrig i 1861-65 bragte formelt slaveriet til ophør, men apartheid levede fortsat i bedste velgående. Først med borgerrettighedsbevægelsen i 1960'erne tilkæmpede den afro-amerikanske befolkning sig retten til at stemme. Men der er fortsat et afgrunds dybt gab mellem afro-amerikanere og hvide. FN har beregnet, at hvis USA's befolkning deltes op efter etniske linier ville den hvide befolkning komme ind på en førsteplads på UNDP's HDI index, mens den afro-amerikanske befolkning ville komme ind på en 32. plads. Den økonomiske og sociale apartheid eksisterer fortsat i bedste velgående i USA.
• USA er grundlagt på tyveri, og tyveriet fortsætter i bedste velgående. USA har siden det 19. århundrede gennemført hundredevis af krige med det ene formål at sikre sig råstoffer, adgang til billig arbejdskraft, markeder og politisk kontrol over fremmede stater: Panama Kanalen blev bygget på jord, USA røvede fra Colombia; USA besatte Hawaii, Puerto Rico, og Philippinerne; I lange perioder holdt røverstaten Cuba, den Dominikanske Republik og Haiti besat; Folkevalgte regeringer i Iran, Guatemala og Chile blev fjernet af USA for at give røverstaten adgang til deres olie, bananer og kobber; USA erobrede i 2003 Iraq for at sikre sig adgang til landets olie og et kolonialt brohovede op til Centralasien.

De oprindelige folk

Den første indvandring til Nordamerika foregik fra Asien over Beringstrædet for over 20.000 år siden. Indvandrerne - forfædre til den oprindelige befolkning på det amerikanske kontinent - blev spredt over det meste af kontinentet, og blev opdelt i mange forskellige folkeslag eller stammer. Forskerne arbejder i dag med en opdeling af folkene i seks til ti hovedkulturområder, blandt dem de nordlige skovindianere (Canada-Alaska), prærieindianere i Midtvesten - der fulgte de store bøffelflokke -, puebloindianere i sydvest - boede i små landsbyer - og østkystindianere - som havde forskellige former for landbrug som næringsvej, og som også boede i små landsbyer. Men de udviklede også enkelte større samfund. Bl.a. havde byen Cahokia nær det nuværende St. Louis omkring 40.000 indbyggere i år 1000 e.v.t.

Hvert af kulturområderne var inddelt i en række mindre samfund. Blot i Nordamerika eksisterede der mindst 200 indbyrdes klart forskellige sprog. De vigtigste af folkene var: apache, arapaho, cherokee, cheyenne, chipewa, crow, comanche, hopi, irokesere, lakota, navajo, nez perce, sioux, pawnee, pueblo, seminole, shawnee, shoshone og ute. Skillelinierne mellem de forskellige livsformer, kulturer og sprog var imidlertid ikke altid sammenfaldende. Stammer med samme livsform kunne f.eks. have helt forskellige sprog. Dette er en af grundene til, at nogle forskere mener, at den oprindelige indvandringen er foregået over en vis tid, og at grupperne stammer fra en række forskellige sprog- og kulturgrupper i Asien.

De indfødte folks religiøse tro var baseret på en kosmisk opfattelse, i hvilken jorden ikke tilhørte noget menneske men derimod universet, der blev opfattet som et væsen med materielle og spirituelle magtbeføjelser. Lederne af de indfødte folkeslag - shamanerne - kunne hidkalde dette hellige univers' kræfter for at spå om fremtiden, lede folket og kurere sygdomme.

De norske vikingers korte koloniseringsperiode på østkysten omkring år 1000 efterlod sig ingen varige spor. Det gjorde derimod ankomsten af de spanske invasorer i 1492, og den senere omfattende indvandring fra andre europæiske lande. Spanierne grundlagde bl.a. byerne San Agustín i Florida og Santa Fe i New Mexico og nåede frem til Texas og Californien. I 1540 beskrev Hernando De Soto hvordan cherokee folket havde udviklet en avanceret landbrugskultur, og havde etableret kontakt med andre folkeslag - bl.a. aztekerne. På det tidspunkt var der endnu omkring 1,5 millioner indfødte i det nuværende USA, men de hvide introducerede skydevåbnet og det for de indfødte nye koncept, at slå sin modstander ihjel. De hvide erobrede stykke for stykke landet. Hundredetusinder af indianere blev dræbt, stamme efter stamme blev nedkæmpet, fordrevet og delvist deporteret vestpå. I 1830 vedtog den unge nordamerikanske forbundsstat en lov som fastsatte, at alle indianere skulle være bosat vest for floden Mississippi. Samtidig fortsatte indvandringen fra Europa.

I 1848-50 blev der fundet guld i Californien og Colorado. De hvide strømmede atter vestpå. Aftaler blev brudt og love blev glemt. Indianerne blev stadig forfulgt og systematisk forvist til stadig mindre reservater - fortrinsvis på områder hvor de hvide endnu ikke så nogen væsentlig mulighed for profitabel minedrift eller landbrug.

De sidste par århundreder er der indgået mellem 300 og 400 aftaler - formelle traktater - mellem forskellige indfødte folk og staten USA. Aftalerne er en efter en blevet brudt af kolonisatorerne - som oftest fordi de hvides økonomiske ekspansion gjorde det ønskeligt også at overtage aftalebeskyttede indianske områder.

Denne konflikt eksisterer fortsat i vore dage med fundet af uran, olieskiffer, vigtige brunkullejer og en række andre mineraler i en række af indianerreservaterne. De moderne indianerorganisationer - skabt af den nye aktivisme og Red Power bevægelsen i 1960- og 70'erne - har i dag som en af deres vigtigste opgaver at hindre, at også disse ressourcer bliver overtaget af myndighederne og forbrugt uden at indianerne selv har den afgørende indflydelse på forvaltningen af dem.

1776 Selvstændighed og aggressiv ekspansion

Omkring 1760 boede der ca. 300.000 i de 13 engelske kolonier på landets østkyst. Det var et langt højere indbyggertal end den franske befolkning i Mississipi området og den afroamerikanske befolkning på 90.000. De fleste af de britiske settlere var flygtet fra deres oprindelsesland pga. fattigdom, religiøs forfølgelse og politisk ustabilitet. Ved afslutningen af krigene mellem de rivaliserende stormagter i Europa i 1763 afstod Frankrig sine kolonier øst for Mississipi til England, men kolonierne vest for floden kom på spanske hænder.

Spændingen mellem kolonierne og kolonimagten i England tog imidlertid til, og i 1775 indledtes uafhængighedskrigen. Et år senere, den 4. juli 1776 undertegnedes den nye stats uafhængighedserklæring. Krigen fortsatte dog, men Frankrig støttede kampen for selvstændighed, Englænderne blev besejret og måtte i 1783 anerkende selvstændigheden. I 1787 udfærdigedes den nye stats første forfatning, der trådte i kraft i 1789. Landets første præsident var George Washington (præsident 1789-96), og under ham udfærdigedes 10 tilføjelser til forfatningen. Først og fremmest om de individuelle rettigheder og delstaternes rettigheder.

De første 100 år efter selvstændigheden var præget af en aggressiv kolonialistisk ekspansion mod vest og syd. I 1803 købtes Louisiana af Frankrig. I 1810-19 førtes krig mod Spanien, for at kunne annektere Florida. I 1836 gjorde den engelsktalende befolkning i den mexikanske delstat Texas oprør mod den mexikanske regering, grundlagde en republik, der i 1845 blev indlemmet i USA. USA erklærede Mexico krig og erobrede halvdelen af dette lands territorium. Californien blev erobret i 1850 og Oregon i 1853.

1861-65 Borgerkrig

Borgerkrigen i USA (1861-65) endte med nords sejr over syd og ophævelsen af slaveriet, men grundlæggende var det en kamp mellem de to økonomiske systemer, der indtil da havde udviklet sig side om side: Den industrielle kapitalisme der udviklede sig i nord havde behov for mere arbejdskraft, udvide og beskytte det interne marked, mens slaveejerne i syd havde brug for gratis slavearbejdskraft og adgang til markederne for bomuld og sukker i Europa. I 1850 havde der levet 6 millioner indbyggere af europæisk afstamning i syd, af hvilke kun de 345.525 besad slaver. Alligevel forsvarede de fleste slaveriet - opskræmte af slaveoprørene i South Carolina i 1822 og i Virginia i 1800 og 1831.

Valget af Abraham Lincoln til præsident i 1860 udløste en krise. Endnu før han blev indsat på præsidentposten erklærede staterne i syd, at de forlod unionen (USA). De nordlige stater indledte borgerkrigen for at besejre syden, holde sammen på unionen og de sejrede takket være en stærkere økonomiske basis, men først efter 1 million mennesker var blevet dræbt på begge sider. Slaveriet blev ophævet, kapitalismen udbredt til hele unionen, men racediskriminationen bestod. Samtidig fortsatte erobringen af de indfødte folks områder. Traktater fra 1851 og 1868 anerkendte sioux folkets ret til dets udstrakte jorde mod vest, men fundet af guld gjorde, at traktaterne blev ignoreret. Erobringen var tilendebragt i 1890, da den sidste modstand blev knust - ved Wounded Knee. Den indfødte befolkning var nu samlet i afsidesliggende og golde reservater, der ikke umiddelbart havde økonomisk værdi for europæerne.

Imperialistisk ekspansion

I perioden 1870-1920 voksede USA's befolkning fra 38 millioner til 106 og antallet af stater fra 37 til 48. Den hastige kapitalistiske udvikling havde i starten af det 20. århundrede forvandlet landet fra et landbrugsland til et industrisamfund. I slutningen af det 19. århundrede satte USA atter fart i sin imperialistiske ekspansion. I 1898 gik landet i krig mod Spanien, annekterede Puerto Rico og Philippinerne, og fik kontrol over Cuba, der formelt blev selvstændigt, men som samtidig fik en paragraf sat ind i sin forfatning, der til enhver tid gav USA lov til at gribe ind i landets interne anliggender. Denne såkaldte Platt Amendment blev ophævet i 1934. Samtidig overvejede USA at besætte de Dansk Vestindiske Øer. Besættelsen blev dog aldrig til noget - i stedet «købte» USA øerne af Danmark i 1917. I 1903 ansporede USA et oprør i den colombianske provins, Panama. Provinsen erklærede sig selvstændig, og USA havde dermed fået direkte politisk kontrol over det land, dens kanal - Panamakanalen - lå i. Samtidig gjorde opbygningen af en række nordamerikanske militærbaser i Mellemamerika dette område til et «vitalt område for USA's sikkerhedsinteresser - en slags protektorat». USA spillede allerede nu en afgørende rolle i de politiske anliggender på det amerikanske kontinent og legitimerede dets indgriben med «Monroedoktrinen», formuleret af daværende udenrigsminister Monroe i 1823. Doktrinen gik grundlæggende ud på, at sikre «Amerika for amerikanerne». Gennem det 19. århundrede blev Frankrig og England gradvist tvunget til et mindske deres interesser på det amerikanske kontinent, og i 1890 gennemførtes den første panamerikanske konference mellem staterne på kontinentet.

1. og 2. verdenskrig

USA holdt sig i første omgang neutral i 1. verdenskrig, og lod sig først trække ind i krigens slutfase i 1917. De europæiske stormagter var udmattede efter krigen, mens USA var økonomisk styrket. Den verdensøkonomiske krise der blev udløst med krakket på børsen i Wall Street i 1929 fik dog USA's førerstatus til at blegne. Mange virksomheder gik bankerot og arbejdsløshedstallet steg til 11 millioner. Først under præsident Franklin D. Roosevelt og hans New Deal politik kom den finansielle krise gradvist under kontrol. New Deal politikken var baseret på omfattende statsintervention i økonomien. Gennem omfattende offentlige investeringer skulle økonomien atter bringes på fode. Imens rykkede Europa gennem 30'erne stadig nærmere en storkrig. I 1935 vedtog USA's Kongres derfor en lov, der erklærede USA for neutralt. Stormagten blev derfor først draget ind i 2. verdenskrig, da Japan i 1941 angreb dets militærbase i Pearl Harbour på Hawaii.

Krigen var den endelige løsning på USA's økonomiske problemer. 15 millioner blev sendt til fronten, og i krigsindustrien steg antallet af arbejdspladser fra 46,5 millioner til 53. Samtidig blev kvinderne massivt hentet ind på arbejdsmarkedet for at fylde arbejdspladserne på fabrikkerne og afvandringen fra landbruget tog til. Under krigen herskede der formelt faglig våbenhvile. Alligevel blev der gennemført 15.000 strejker, hvilket fik Kongressen til at gennemføre indskrænkninger i strejkeretten.

Kold krig

Efter 2. verdenskrig var Europa for anden gang på 30 år lagt i ruiner, og USA fremstod som den kapitalistiske verdens ubestridte leder. Krigen havde ikke ødelagt supermagtens industri, men tvært imod bidraget til endelig at overvinde 30'ernes økonomiske krise. Landet talte 6% af verdens befolkning, men tegnede sig for 50% af industriproduktionen. USA's største rival var nu ikke længere at finde blandt de udviklede kapitalistiske lande. Sovjetunionen var den eneste stat, der kunne true USA's verdenshegemoni. Dette var baggrunden for udviklingen i USA af den kolde krigs strategi. I 1949 oprettede USA NATO, der var eksplicit rettet mod Sovjet og dets randstater i Østeuropa. Allerede i 1944 havde supermagten været drivende i oprettelsen af IMF og Verdensbanken, der skulle spille en central rolle i udviklingen af det kapitalistiske verdenssystem efter krigen. Et system hvor USA fik gjort sin egen valuta - dollaren - til global reservevaluta.

I 1950-53 gik USA aktivt ind i krigen i Korea. I 1952 blev general Dwight Eisenhower valgt til USA's præsident. Han havde været øverstkommanderende for supermagtens styrker i Europa under 2. verdenskrig og generalsekretær for NATO. I hans præsidentperiode gennemførtes under ledelse af senator John McCarthy et korstog mod enhver form for formodet eller indbildt kommunistisk infiltration af det offentlige liv i USA. Efter Frankrig i 1954 var blevet slået strategisk af befrielsesstyrker i Vietnam, optrappede USA sin bistand til regeringen i Sydvietnam. Supermagten var ved at blive trukket ind i det, der skulle blive til Vietnamkrigen - og et strategisk nederlag til et af jordens økonomisk fattigste lande.

Imens fortsatte den militære og politiske rivalisering med Sovjet. Efter 2. verdenskrig havde de to supermagter udviklet og afprøvet stadig kraftigere atomvåben, og i slutningen af 50'erne blev dette kapløb ført udenfor jordens atmosfære, da Sovjet opsendte sin første Sputnik satellit. Et møde mellem USA's præsident Eisenhower og Sovjets Kruschov gik i vasken, da det lykkedes Sovjet at nedskyde et nordamerikansk U-2 spionfly, der var på spiontogt over Sovjetunionen.

Eskalering af rivaliseringen under Kennedy

I 1960 blev den unge demokrat John F. Kennedy valgt til præsident. Mange nordamerikanere havde en illusion om, at den internationale spænding med ham ville blive reduceret. Alligevel var det ham, der i 1961 gav grønt lys for den CIA anførte kontrarevolutionære invasion af Svinebugten i Cuba. Samme år lancerede Kennedy Fremskridtsalliancen, der skulle bremse spredningen af den cubanske revolution i Latinamerika. USA havde traditionelt støttet reaktionære regeringer og diktaturer i Latinamerika. Som landets tidligere præsident Truman havde udtalt om Nicaraguas diktator Somoza: «Han er et svin, men han er vores svin». Den cubanske revolution skabte derfor i mange latinamerikanske lande håb om forandring. Det var disse revolutionære forandringer Kennedy vil hindre - gennem økonomisk og militær bistand. Samtidig blev indsatsen i Sydvietnam optrappet. Efter Kennedy var blevet dræbt ved et attentat i november 1963 fortsatte hans efterfølger, Lyndon B. Johnson den samme politik.

Johnson blev genvalgt til præsident i 1964 og fortsatte optrapningen af krigen, men samtidig undermineredes krigens politiske grundlag. Allerede i starten af 60'erne var der udviklet en stærk borgerrettighedsbevægelse blandt landets afroamerikanske befolkning. Trods det at det var 100 år siden slaveriet var ophævet, var diskriminationen og racismen fortsat totalt dominerende i USA's sydstater. Det lykkedes borgerretsbevægelsen at ændre denne situation, men samtidig skete der både en kvalitativ og kvantitav udvidelse af kampen. Den militante Black Power bevægelse brød med borgerrettighedsbevægelsen, i 1968 stiftede repræsentanter fra chipewa folket American Indigenous Movement (AIM), der året efter sammen med repræsentanter fra 50 andre etniske grupper besatte det tomme Alcatraz fængsel i San Francisco for at protestere mod overgrebene mod den indfødte befolkning og for at fremføre sine krav. Ungdommen udviklede den antiautoritære hippie kultur og begyndte at gennemføre stadig stærkere protester mod krigen i Vietnam. Nogle af de mest radikale grupper dannede guerillaenheder - som Weathermen - der dog var nedkæmpet af myndighederne allerede i starten af 70'erne.

Nederlag i Vietnam

Højrefløjen i USA reagerede voldeligt mod dette stigende pres fra venstre. I 1968 blev borgerrettighedsbevægelsens ubestridte leder, præsten Martin Luther King dræbt af en hvid attentatmand, og samme år blev afdøde præsident Kennedys lillebror dræbt ved et attentat, da han stillede op til præsidentvalget. I stedet valgte nordamerikanerne republikaneren Richard Nixon til præsident. I 1972 besøgte han henholdsvis Moskva og Peking i et forsøg på at skærpe modsætningerne mellem de to kommunistiske lande. Samme år blev han genvalgt for en ny 4 årig præsidentperiode, men efter at det blev afsløret, at han havde været dybt involveret i spionage mod det demokratiske partis valghovedkvarter Watergate i 1972, måtte han i 74 træde tilbage som præsident. I 1975 var USA's strategiske nederlag i Vietnam en realitet. Den 30. april blev de sidste soldater, CIA spioner og ambassadefunktionærer under kaotiske forhold fløjet ud af landet i helikoptere. Vietnam var frit og USA havde fået et Vietnamsyndrom.

Overgangsfiguren Ford blev på præsidentposten fulgt af Jimmy Carter (1977-81). Han havde været medlem af den trilaterale kommission og havde betydeligt kendskab til USA's geopolitiske interesser. Han skulle bl.a. reparere supermagtens blakkede ry efter CIA skandalerne og afsløringerne af den skjulte krig mod oppositionelle i hele verden. Som led i en PR offensiv opstillede han krav til overholdelse af menneskerettighederne overfor USA's allierede i bl.a. Sydkorea, Chile, Argentina, Israel, og Sydafrika. I slutningen af hans præsidentperiode blev USA's ambassade i Iran besat, og det lykkedes hans modstander op til præsidentvalget i november 1980, republikaneren Ronald Reagan at hindre gidslernes frigivelse. Forhalingen gjorde det muligt for Reagan at vinde valget, og gidslerne blev først frigivet samme dag, han blev indsat som præsident (1981-89).

1981-92 Konservativ offensiv

2. rangs filmskuespilleren Reagan blev båret ind i det Hvide Hus på en bølge af nykonservatisme og religiøs fundamentalisme. Han reducerede de riges skatter, statens sociale udgifter og øgede i stedet dramatisk supermagtens militærudgifter. Samtidig indledte han et ideologisk korstog mod Sovjet: «Ondskabens imperium». Med de massive investeringer i militært isenkram og massive underskud på statens finanser lykkedes det ham at få sat gang i USA's økonomi efter krisen i 70'erne. Samtidig blev USA's økonomi dog udsat for en stadig stærkere konkurrence fra Vesteuropa og Japan.

Supermagtens befolkning af latinamerikansk afstamning steg gennem 80'erne med 53%, og nåede op på 22 millioner. Det var et udtryk for den langt mere omfattende krise i Latinamerika - specielt krigene i Mellemamerika og krisen i Mexico. Den latinamerikanske befolkning måtte imidlertid leve under vilkår, der var endnu værre end den afroamerikanske befolkning. En stor del af dem måtte leve illegalt i USA, og FN opgjorde, at USA's hvide befolkning var verdens rigeste, den afroamerikanske befolkning kom ind på 30. pladsen, mens USA's latinamerikanske befolkning lå helt nede på 53. pladsen (sammenlignet med lande i resten af verden). For landet som helhed levede 15% af befolkningen i 1991 under den officielle fattigdomsgrænse.

Myndighederne fortsatte deres vilkårlige overgreb på den afroamerikanske befolkning. I maj 1985 angreb flere hundrede politifolk Move kollektive i Philadelphia med automatvåben og C4 dynamit. Alle i kollektivet (6 voksne og 5 børn i alderen 7-13) bortset fra en enkelt blev dræbt, og 65 hjem i den sorte bydel brændt ned til grunden. Philadelphias politichef havde inden besluttet sig for, at Move var en terrororganisation. Ingen politifolk blev efterfølgende stillet for retten for mord eller ildspåsættelse. (The forgotten police bombing of a Philadelphia pro-black group – video, Guardian 29/7 2016).

Reagan blev i 89 fulgt på præsidentposten af sin vicepræsident, George Bush. Den tidligere CIA chef havde mest styr på udenrigspolitikken, og det var under ham USA endeligt overvandt traumet fra Vietnam. Invasionen af Panama i december 1989 og Golfkrigen i januar-februar 1991 viste, at USA's befolkning atter var villig til at lade supermagten spille rollen som «verdens politibetjent». Men supermagtens økonomi blev under Bush samtidig ramt af dyb krise. Ekspansionen gennem 80'erne var overvejende blevet financieret gennem offentlig låntagning. Administrationens retorik var liberal, men den økonomiske politik var militært-keynesianistisk. Allerede omkring omkring 1986-87 indførte kongressen skrappe budgetrestriktioner, for at bremse statsgældens udvikling, og da staten bremsede voldsomt op i sine udgifter, kom økonomien i dyb krise. Mens Bush koncentrerede sig om at positionere USA som verdens eneste tilbageværende politibetjent, blev han stadig mere upopulær blandt det stigende antal arbejdsløse nordamerikanere og i det kriseplagede USA generelt. I Los Angeles udløste krisen omfattende uroligheder i april 1992. Store dele af bykernen var i flere dage i undtagelsestilstand.

1993-2001 Demokraterne tilbage på magten

Krisen var den væsentligste årsag til, at en hidtil ukendt guvernør fra Arkansas i november 1992 besejrede Bush stort. Bill Clinton vandt præsidentvalget ved at love vælgerne jobs, økonomisk fremgang, mindske skattetrykket for lavindkomstgrupperne og gennemføre en sundhedsreform. Reformen blev dog stemt ned i Kongressen i 1994.

Med krisen øgedes også fremmedfjendtligheden i USA. I 1994 vedtog Californien ved en folkeafstemning, at børn af illegale indvandrere fremover ikke skulle have ret til uddannelse, og flere delstater besluttede i 1995-97 at ophæve minoritetsgruppers fortrinsret til ansættelse indenfor det offentlige og adgang til offentlige kontrakter - de såkaldte «Affirmative Action» programmer.

I samme periode skete der en drastisk udvidelse af landets fængselsvæsen. Krisen havde øget antallet af lovovertrædelser, fængslerne var overfyldte og der blev nu taget skridt til opførelsen af nye fængsler og udvidelse af de eksisterende. Omkring halvdelen af alle unge afroamerikanske mænd sad enten i fængsel, eller havde siddet inde. Straffene havde nemlig voldsom social og etnisk slagside. Den afro- og latinamerikanske befolkning var klart overrepræsenteret. Ialt 1,7 millioner nordamerikanere sidder netop nu i fængsel - og tallet er stigende.

Samtidig øgedes antallet af fanger på fængselsanstalternes dødsgange. Efter årtiers pause i eksekveringen af dødsdomme var USA i 1976 atter begyndt at henrette sine egne medborgere. I slutningen af 90'erne sad der knapt 3000 fanger på fængslernes dødsgange i afventen på myndighedernes endelige dom. Den mest prominente af disse var Mumia Abu Jamal. En afroamerikansk journalist der med sine reportager havde været en torn i øjet på myndighederne i Philidelphia, og som var blevet anklaget og dømt til døden for mordet på en politimand. Trods omfattende internationale protester og en kampagne fra Amnesty Internationals side mod USA's dødsdomme fortsatte henrettelserne, og nåede med 80 henrettelser i 1997 et foreløbigt højdepunkt.

Økonomien forbedredes og arbejdsløsheden faldt under Clinton første præsidentperiode (1993-97), men ikke uden betydelige sociale omkostninger. Arbejdstiden steg og lønningerne faldt drastisk blandt de lavtlønnede. USA udviklede et nyt begreb: «Working poor» (arbejdende fattige), der refererede til det fænomen, at selv ikke gennem arbejde kunne den fattigste del af befolkningen længere holde fattigdommen stangen. Samtidig reducerede Clinton administrationen drastisk statens sociale hjælpeprogrammer. Det var en af de medvirkende årsager til, at demokraterne for første gang i 40 år mistede flertallet i Kongressen ved midtvejsvalget i 1994. Samtidig øgede den ekstreme højrefløj sin organisering. Et udtryk for dette var terrorbombningen i 1995 mod en føderal bygning i Oklahoma, der kostede over 200 livet.

I en periode præget af stigende social turbulens internt i USA søgte Clinton at styrke sin position gennem udenrigspolitiske initiativer. Efter at have ladet borgerkrigen rase i det tidligere Jugoslavien i 4 år og ladet EU's udenrigspolitiske projekt lide skibbrud, greb USA i efteråret 1995 ind og tvang med Dayton aftalen i december de stridende parter til at slutte fred. I oktober 96 gennemførtes der forhandlinger mellem Palæstina og Israel i Washington med Clintonadministrationen som mægler, og måneden efter lod Clinton sig genvælge for en 2. præsidentperiode.

I januar 1998 brød den såkaldte Monica Lewinsky skandale ud, der som hovedpersoner havde præsidenten, en studenterpraktikant i det Hvide Hus og en cigar. Sexskandalen skulle være det vigtigste våben fra republikanernes side for at styrke deres flertal i Kongressen ved midtvejsvalget i november 98 og bane vejen for en republikansk præsident i 2001, men i stedet led republikanerne et sviende nederlag. De hævnede sig ved at stille Clinton for en rigsret, og Clinton forsøgte i sidste øjeblik med et raskt angreb på Iraq at afværge denne udvikling. Landets politiske establishment var i dyb krise og økonomien på vej i krise efter krisens udvikling først i Sydøstasien og siden i Rusland og i Brasilien.

Rigsretten der var sat i februar 1999 var dog ikke i stand til at dømme præsidenten. Anklagen for mened faldt med 55 mod 45 stemmer, og anklagen for obstruktion af retfærdigheden faldt med 50 mod 50 stemmer. For at afsætte præsidenten krævedes 2/3 flertal i senatat.

Konflikten med Cuba blussede atter op i november 1999 pga. drengen Elián González, der var eneste overlevende fra et skibbrud. Hans mor havde sammen med andre forsøgt at nå til Miami for at søge asyl. Det nordamerikanske retsvæsen og i sidste ende justitsministeren besluttede, at drengen skulle sendes tilbage til sin far i Cuba, men blev modarbejdet af eksilcubanere i Miami og republikanere under ledelse af Dan Burton, der havde været med til at skrive Helms-Burton loven, der udvidede blokaden mod Cuba. Burton stillede i Kongressen forslag om, at drengen blev tilkendt nordamerikansk statsborgerskab - for på den måde at hindre hans tilbagevenden til sin far.

I 2000 fortsatte den økonomiske vækst - den længst varende i USA's historie. I 1996 var der blevet indført et nyt socialt forsorgssystem, arbejdsløsheden faldt, lønningerne steg, og samtidig faldt antallet af familier, der var afhængige af bistandshjælp. Alligevel bidrog den økonomiske vækst ikke til at skabe større lighed eller mindske de sociale skel. Skellet mellem rige og fattige blev stadig større, og middel-indkomstgrupperne skrumpede stadig mere ind.

Præsidentvalget i USA den 7. november 2000 og de efterfølgende stridigheder om valgets afgørelse blev en af de mest omtumlede i landets historie. Vicepræsidenten, demokraten Al Gore fik flest stemmer, ca. ½ million flere end modparten, republikaneren George W. Bush, der var guvernør i Texas og søn af den tidligere præsident George Bush. Men pga. valgsystemet i USA får vinderen af en stat alle valgmandsstemmerne i den pågældende stat. Resultatet i én enkelt stat kunne derfor være udslagsgivende, og i Florida var der dødt løb mellem de 2 kandidater. Ud af 6 millioner stemmer var der kun nogle få hundredes forskel. Statens 25 valgmænd ville være afgørende for udfaldet af præsidentvalget.

Mens demokraterne søgte at få omtalt stemmerne i Florida, søgte republikanerne at få standset omtællingen, fordi Bush ved første tælling havde vundet valget. Valget udviklede sig til en juridisk og politisk farce, og i sidste ende besluttede USA's højesteret - der har republikansk flertal - at omtællingen skulle indstilles. Bush blev dermed vinder af valget.

 

USA's kolonisatorer

Indenfor vore dages USA regnes den første egentlige kolonisering med fast bosættelse at være foregået i Virginia i 1607. Det var især briter - men også en del hollændere og en gruppe svenskere - som koloniserede østkysten, og det nordlige område fik derfor navnet New England. Skotter, irere og tyskere fulgte, og fra begyndelsen af 1700 tallet begyndte indførslen af negerslaver fra Afrika, til det som nu var blevet en stadig mere blomstrende landbrugskultur i sydstaterne. Den virkelig store indvandringsstrøm fandt imidlertid først sted i 1800 tallet - fortsat især fra Nordeuropa, men også i stigende grad fra Syd- og Østeuropa.

Fra 1820 til 1877 indvandrede i alt 48 millioner mennesker til USA, iflg. den officielle statistik - det virkelige tal er sikkert højere - og 75,3% af disse kom fra Europa. 15% var tyskere, over 10% briter og næsten lige så mange kom fra Irland. Omkring 1,8% af alle USA's indvandrere - ca. 855.000 - kom fra Norge, og i forhold til folketallet i hjemlandet er det kun Irland som procentvis har afgivet en større andel af sin befolkning til koloniseringen af USA. Relativt få - 4,6% - kom fra Asien - primært Japan og Kina.

Indvandringen har også været stor fra andre lande i Amerika - Canada ca. 9% og Mexico 4%. Her er statistikken imidlertid ret unøjagtig. Det har f.eks. foregået omfattende illegal indvandring fra Mexico. Ikke mindst siden 2. verdenskrig er denne illegale indvandring blevet udnyttet af de store landmænd i det sydvestlige USA til at skaffe sig billig arbejdskraft fra folk, som ikke tør organisere sig eller stille andre elementære krav af rædsel for at blive deporteret.

De indvandringslove der blev gennemført i 1920'erne, havde klart til formål at bevare USA's nordeuropæiske præg og hindre fortsat indvandring af andre etniske grupper og farvede. Loven tog udgangspunkt i folketallet fra 1890 og satte kvoter for de enkelte lande i forhold til deres andel af USA's befolkning. Det medførte en drastisk nedgang i indvandring fra Asien og Syd- og Østeuropa. Kvoterne blev med visse ændringer opretholdt frem til 1968. Da gik landet over til et rammesystem, som fordelte et indvandringstal på omkring 300.000 pr. år på den vestlige og den østlige halvkugle - med særlige rettigheder for dem som allerede havde familie i landet.

Forskellige kategorier af politiske flygtninge er blevet en vigtig gruppe blandt de nye indvandrere. Bedst adgang har flygtningene fra Castros Cuba og USA's tidligere allierede i Sydvietnam haft. Haitianere som flygtede fra det USA-støttede Papa og Baby Doc diktatur i Haiti havde langt vanskeligere ved at opnå flygtningestatus og opholdstilladelse.

Den store indvandring har skabt forestillingen om det nye USA, som noget helt enestående, hvor alle nationens nye borgere kaster deres lokale baggrund af sig og går op i en ny enhed. «Tyskere, franskmænd, irere og englændere, jøder og russere - op i smeltedigelen med dem alle! Gud skaber amerikaneren», hed det i et nordamerikansk skuespil fra 1908 om indvandringen til USA. (Se Assimilation)

Denne smeltedigel forestilling fik fuld gennemslagskraft, efter at masseindvandringen fra Syd- og Østeuropa tog til i det 19. århundrede. Der var ingen tvivl om, at den nordamerikaner som skulle skabes i smeltediglen var en person, som lignede den hvide, angelsaksiske protestant (WASP). Det var den nordeuropæiske livsform, især briterne og tyskerne havde bragt med sig, og som var tilpasset de nye forhold i USA. Denne livsform havde domineret nationens udvikling med sin modvilje mod de gamle europæiske privilegiesamfund og med sin stærke tro på egen overlegenhed.

Masseindvandringen af russere, tjekkere, tyrkere, polakker, italienere og grækere blev en udfordring for den etablerede WASP kultur. Mange af indvandrerne talte ikke engelsk, men slaviske sprog, jiddisch eller romani. De var ikke protestanter, men katolikker eller jøder. De hyldede familiesolidariteten fremfor individualismen. De rejste ikke ud i «ødemarken» alene. De søgte kontakt med slægtninge og landsmænd og slog sig ned i grupper efter oprindelse og nationalitet. Disse nye uensartede indvandrergrupper var mindreværdige i forhold til WASP kulturen og måtte «smeltes om». Men USA's muligheder for at smelte dem om var begrænsede.

I dag har over 20 millioner nordamerikanere fortsat ikke engelsk som deres modersmål. Over halvdelen af disse er faktisk født i USA, og 15% af dem er født af forældre, som også er født i USA! Endnu i dag eksisterer der et tydeligt etnisk sammenhold i de amerikanske storbyers «Chinatowns», «Little Italys» og «Little Polands». Måske var dette sammenhold specielt tydeligt blandt jøderne, som systematisk slog sig ned i storbyerne, hvor de bevarede deres religion og stod sammen mod den diskriminering de mødte - også i USA.

USA's farvede befolkning har altid været placeret udenfor myten om smeltedigelen: Indianerne er overvejende blevet isoleret i reservater i USA's mest isolerede og fattigste områder. Som en del af den store interne folkevandring fra landbrugsområderne i syd, er USA's sorte indbyggere søgt ind til familie og venner i storbyghettoerne. De sidst ankomne fattige er altid havnet i storbyens slum. I 1963 var der f.eks. 70% hvide elever i skolerne i storbyen Los Angeles. Resten var sorte eller farvede. Ved indgangen til 1980'erne var den hvide andel reduceret til 28%, mens mexikansk-amerikanerne udgjorde 42% og de sorte 24% af eleverne. Resten var indvandrere fra Hongkong, Taiwan, Korea, Japan og Vietnam.

Blandt de senere indvandrere med stor etnisk solidaritet indtager jøderne en særstilling på grund af deres forholdsvis store politiske indflydelse - specielt ifht. USA's politik i Mellemøsten. Jøderne har traditionelt støttet det demokratiske parti og på de fleste punkter været liberale og radikale - bortset fra alt der har at gøre med Israel. Siden 1960'erne er middelklassejøderne imidlertid blevet mere konservative. De er kommet i større modsætning til de sorte grupper, som i 1960'erne var en naturlig samarbejdspartner i borgerretsbevægelsen, men som siden 1970'erne har stillet sig stadig mere positive overfor islam. Da de nordamerikanske jøder bor så samlet, udgør de en indflydelsesrig minoritet i nogle få nøglestater. I staten New York bor der f.eks. over to millioner nordamerikanske jøder.

Produktivitet og kreativitet

Den nordeuropæiske puritanske arbejdsmoral med en stærk understregning af, at enhver er sin «egen lykkes smed», har været en vigtig del af den nordamerikanske ideologi. Troen på kapitalismen som økonomisk system og profitten som en overordnet og berettiget drivkraft, indtager naturligvis også en selvfølgelig position i gennemsnitsamerikanerens ideologiske basis. Det vigtigste for den dramatiske og enorme økonomiske ekspansion i USA har været kombinationen af denne puritanske arbejdsmoral og adgangen til næsten utrolige jord- og råstofressourcer.

Erobringen af USA blev betragtet som et af menneskehedens mest noble eventyr - en folkevandring som erstattede barbari og vildmark med civilisation og industri. Immigranterne fandt en enestående rigdom af jord og skov, af vand, floder, søer, en relativ overdådighed af metaller, olie, kul og gas. Et land som var næsten ubrugt. Kun nogle få indianske og mexikanske miljøer måtte ødelægges. Det var alt som stod i vejen for rydningen og ekspansionen.

Først efter 2. verdenskrig er dette billede blevet noget mere nuanceret, fordi også en del af det nordamerikanske samfund har set omkostningerne tydeligere: Rovdriften på naturen, udbytningen af de sorte og andre minoriteter, korruptionen og spekulanterne. Det blev et land, hvor det meste var tilladt - og det var muligt, hvis man var dygtig eller heldig nok til at sikre sig byttet. Men nationen fik også de grundlæggende menneskerettigheder skrevet ind i sin forfatning, og med en stærk vilje til at skabe et retssamfund. Helt frem til vore dage har nationen været præget af konflikten mellem på den ene side den systematiske liberalisme og den stærkes ret, og på den anden viljen til lighed for loven, som forfatningen foreskrev og den antikoloniale fortid mindede om.

Politik og forfatning

USA's forfatning fra 1789 har kun gennemgået 13 formelle ændringer i løbet af de forgangne godt 200 år. Der eksisterer en meget restriktiv holdning til ændring af forfatningen. Kongressen - både Repræsentanternes hus og Senatet - må vedtage en grundlovsændring med to tredjedels flertal, og tre-fjerdedele af delstaterne - i dag mindst 37 stater - må acceptere grundlovsændringen gennem formelle vedtagelser i deres delstatsforsamlinger, før ændringen bliver gældende. Det sidste forsøg på at lave et tillæg til forfatningen - som formelt stadfæster kvinders ligeret i samfundet, Equal Rights Amendment (ERA) - er hidtil strandet på, at det ikke er godkendt af tilstrækkelig mange stater.

To indianerhøvdinge, fotograferet omkring 1885. Makhpiya-Iuta (Røde Sky) fra Oglala-stammen, Sioux-indianer, og Chato, fra Chiricahuastammen, apache. (Smithsonian Institute).

Den nordamerikanske forfatning blev til på grundlag af en kolonisituation, med en indgroet skepsis overfor stærke centralmyndigheder. Det resulterede i en forfatning, som i større grad end næsten nogle anden forfatning har fastlagt magtfordelingen mellem samfundets styrende organer. Samtidig indeholder den klare bestemmelser om religionsfrihed, presse- og mødefrihed og andre retsstatsprincipper - kombineret med en stærk beskyttelse af den private ejendomsret.

USA har ikke et parlamentarisk system. Præsidenten som selv vælger sin regering, har den udøvende og administrerende magt. Han er ikke afhængig af et flertal i Kongressen, og går ikke af som følge af et nederlag om vigtige forslag.

Præsidenten vælges ved et landsdækkende valg for en fireårig periode og kan genvælges én gang. Præsidentvalget er formelt indirekte, idet der fra hver enkelt delstat vælges et vist antal personer til et valgmandskollegium, som foretager det formelle valg af præsidenten. I realiteten er der imidlertid stort set tale om et direkte valg.

Kongressen

Kongressen har to kamre: Senatet med 100 medlemmer - to fra hver stat uanset statens størrelse. Vicepræsidenten er formand for senatet, og ved stemmelighed er hans stemme udslagsgivende. Repræsentanternes hus har 435 medlemmer - fra én til godt 40 repræsentanter fra hver stat, fordelt efter folketal. Alaska og North Dakota har én repræsentant hver, mens Californien har 43.

Valget til Kongressen foregår hvert andet år. Senatet vælger en tredjedel af sine medlemmer hver gang - for en periode af seks år - mens samtlige medlemmer af Repræsentanternes Hus er på valg hvert andet år. Den lovgivende magt er formelt placeret i Kongressen, og de fleste beslutninger skal gennem begge kamre. Visse sager - som f.eks. aftaler med fremmede magter - skal kun godkendes i Senatet. Dog med 2/3 dels flertal. Senatet har også en vis godkendende myndighed overfor præsidenten - i hans valg af regeringsmedlemmer, højesteretsdommere og ambassadører. Den første ret har været gennem en længerevarende udhuling fra en række præsidenters side - ved at aftalerne ikke længere bliver indgået som formelle traktater, men som uformelle underhåndsaftaler og som løsere aftaler, som kun præsidenten eller regeringsmedlemmerne undertegner.

I de senere årtier har Senatet dog vist en vis vilje til større kontrol med præsidentens udenrigspolitiske handlinger. Denne nye vilje til kontrol er delvist en konsekvens af Vietnamkrigen og det faktum, at en række af de afgørelser som gjorde USA stadig stærkere engageret i krigen, blev truffet af præsidenten uden formel godkendelse af Kongressen.

Højesteret

Højesteret er den tredje magtinstans i USA, og dens rolle er stærkere end i andre lande. De ni dommere er udnævnt af præsidenten på livstid, men udnævnelsen må godkendes af Senatet. Højesteret har hævdvunden ret til at prøve grundlovsgyldigheden af vedtagne love fra Kongressen og andre administrative eller private beslutninger. Forfatningen er på den måde i langt højere grad ændret gennem højesteretsdomme og lovfortolkninger end gennem formelle ændringer.

De klassiske eksempler gælder de sortes situation. Det var en højesteretsdom - Plessy versus Fergusson - som før århundredeskiftet bekræftede raceadskillelsespolitikken i sydstaterne som lovlig og forenelig med USA's forfatning. Og det var højesterets dom i 1954 - Brown versus Board of Education, Topeka - som erklærede raceadskillelsen i skolerne for forfatningsstridig, og som gav et slags klarmelding til den intense modstand som fulgte mod racismen i det nordamerikanske samfund.

Domstolen har spillet forskellige roller i nordamerikansk politik - afhængig af dens skiftende sammensætning. Under New Deal perioden var den domineret af konservativ forretningsideologi og kendte en række af præsident Roosevelts reformtiltag for grundlovsstridige. Roosevelt truede da med at udvide antallet af dommere og udnævne nogle nye mere progressive dommere. Det blev ved truslen, men havde nok en vis virkning, og da Roosevelt på almindelig vis fik lejlighed til at udnævne nogle mere liberale dommere, ændrede domstolen under og efter krigen karakter.

I 1950- og 60'erne var domstolen præget af højesteretsdommer Earl Warrens nærmest liberale juridiske syn, og stod bag mange afgørelser som beskyttede minoriteters rettigheder, og støttede reformer i kriminalsager. I 1970'erne fik domstolen atter et konservativt flertal, gennem dommere udnævnt af præsident Nixon og under ledelse af den konservative jurist, Warren Burger.

I december 2000 besluttede domstolens republikanske flertal, at George W. Bush havde vundet præsidentvalget i landet, trods det at modparten Al Gore havde fået ½ million flere stemmer.

Delstaterne

USA er en føderation af stater. Delstaterne har deres eget politiske system og særskilte ansvarsområder. Delstaterne har formelt set det samme system som føderationen. Den lokale «præsident» - som også vælges ved et særskilt, almindeligt valg - har titel af guvernør, og delstatsforsamlingerne - bortset fra Nebraska, som har ét kammer - er delt op på tilsvarende måde som Kongressen, med senat og et Repræsentanternes hus.

En bred vifte af sager - ikke mindst love omkring kriminalitet, lokalt næringsliv, udbygningsplaner o.l. - bliver vedtaget og sat ud i livet på delstatsplan. Guvernørerne for de centrale industristater har også en vis national indflydelse, og det gælder også i nogen udstrækning for borgmestrene i storbyer - især i byer som New York og Chicago.

Men de centrale føderale myndigheder bliver stadig vigtigere. Ikke mindst pga. den ret de har til at regulere al kommunikation og handel mellem delstaterne. De forskellige føderale ministerier og direktorater har på mange vigtige områder udstrakte beføjelser til at fastsætte regler og grænseværdier, som også gælder lokalt.

Det er imidlertid en vanskelig og underprioriteret opgave at håndhæve disse regler, og kontrollere at centrale beslutninger føres ud i livet. Forskellige profitinteresser går i retning af at sabotere sådanne regler. USA har i dag derfor på mange områder gode regler - som bare ikke virker effektivt.

Partierne

Partisystemet i USA har aldrig været særligt stærkt, og det er i dag på mange måder i færd med at bryde sammen som grundlag for valg og vælgerappel. Det er ikke mindst det kommercielle fjernsyn, som har bidraget til denne udvikling. Der appelleres til overfladisk at acceptere den mand - eller de få kvinder - som stiller op, og markedsføringen dirigeres af PR firmaer og andre mediespecialister.

Partierne i USA har i første række traditionelt været valgmaskiner som samles om den opgave at få deres kandidater valgt. Selv om der er store forskelle mellem de to store partier - Demokraterne og Republikanerne - både når det gælder historisk baggrund, social rekruttering og i en række politiske sager, er ingen af dem sammenhængende nationale partier, som vi kender det fra Europa. Der eksisterer store politiske forskelle mellem delstatspartierne og mellem partiernes kandidater i nordveststaterne og de tilsvarende i sydstaterne. En republikansk senator fra nordvest er gerne væsentlig mere «venstreorienteret» i sin opfattelse - både på udenrigs- og indenrigspolitiske spørgsmål - end en demokratisk senator fra sydstaterne.

Alligevel ligger tyngdepunktet i det republikanske parti uden tvivl politisk til højre, og de republikanske kandidater modtager relativt mere støtte fra storfinansen og de ledende forretningskredse. Demokraternes vælgergrundlag er i langt større grad arbejderklassen og de liberale dele af middelklassen, og partiets politik er mere aktivt reformrettet - f.eks. når det gælder social forsorg. Alligevel er der for tiden kun minimale forskelle i de to partiers politik.

Valg og deltagelse

Valgdeltagelsen er almindeligvis lav, og den er faldende. Den laveste valgdeltagelse var i 1942, da kun 32,5% deltog i valget til Repræsentanternes hus. I 1978 var procenten næst lavest, 37%. Det var endnu lavere end ved valget i 1974, som i høj grad var præget af efterdønningerne og afvisningen af politikerne efter Watergate skandalen. Deltagelsen ved præsidentvalget har været noget højere, men også den var lav i 1976 (54%). Jimmy Carter blev valgt til præsident med en tilslutning fra kun 28% af dem som havde stemmeret i USA.

Man regner i dag med, at USA har omkring 270 millioner indbyggere. Svagheden ved folketællingerne er, at de ikke medtager de mest ressourcesvage i det nordamerikanske samfund. I 1970 blev det beregnet, at statistikerne havde «mistet» omkring 2,5% af dem, som faktisk var i landet, og 7,7% af de sorte.

Den store og sammensatte befolkning er blevet til gennem en serie af indvandringer og vandringer vestpå. Siden 60'erne finder der en ny folkevandring sted i USA. Den går mod syd og sydvest, væk fra forureningen, overbefolkningen og kriseforholdene i de gamle storbyområder - eller de såkaldte metropolområder. I officiel nordamerikansk statistik regnes der med 288 metropolområder. Folkevandringen går mod bedre klima og nyere industri. Ikke mindst de store forholdsvis nye elektronikindustrier i Texas, Arizona og Californien.

Flytningen er et grundlæggende element i det nordamerikanske samfund, og kan bidrage til at forklare den lave politiske deltagelse i USA. Et andet element er den stærke sociale koncentration, som præger USA's politiske ledelseslag og eksperterne som er knyttet til statsadministrationen.

Statsadministrationen

Antallet af ansatte i statsadministrationen er ikke øget meget siden 1960'erne. Alligevel har staten udvidet sine aktiviteter og øget sin indflydelse betragtelig. Den store stigning i det amerikanske statsbudget peger i denne retning. Samtidig er der en klar tendens til, at statsbureaukraterne får mere og mere magt, mens statsbureaukratiet går i opløsning og uddelegerer denne magt på flere og flere eksperthænder. Disse eksperter sidder ofte ikke i staten, men i forskningsinstitutioner, non-profit-organisationer, interessegrupper og lokale foreninger.

Magten trækkes ud af den føderale regerings egne organer og ind i et netværk af sagsbevidste ekspertgrupper. Denne udvikling sammen med partiernes svage stilling i det politiske system, giver noget af nøglen til at forstå den specielle form for organiseret lobbyvirksomhed, som drives i den amerikanske magtelites korridorer i hovedstaden Washington D. C.

Ekspertgruppernes øgede indflydelse har ført til at såkaldte «think tanks», konsulentbureauer, nationale og multinationale selskaber, advokatkontorer, interesseorganisationer og andre pressionsgrupper flytter deres hovedkvarterer til Washington, til kulisserne for USA's magtpolitiske scene. I løbet af 1970'erne voksede tallet af interesse- og lobbygrupper i «downtown Washington» til omkring 2.000 med tilsammen 50.000 ansatte. Mange af disse gruppers eksperter har indflydelse på beslutningsprocesserne i Kongressen og Det hvide hus.

En forudsætning for denne indflydelse er den store åbenhed, som til trods for magtkoncentrationen råder indenfor statsadministrationen. Et vigtigt træk i dette billede er den udstrakte brug af høringer som en del af Kongressens sagsbehandling. Interessegrupper og enkeltpersoner inviteres ofte til åbne høringer om sager, som i det nordiske politiske system kun drøftes på lukkede møder. Høringerne kan også antage form af retssager, ved at de der afgiver forklaring er under ed. Til trods for den formelle åbenhed, er det dog i vid udstrækning «Tordenskolds soldatereksperter» der på høring efter høring får lov til at fremlægge deres holdninger.

Denne sammenhæng mellem interessegrupper, regering og nationalforsamling spinder USA's politik ind i et sagsnetværk, der består af personer med indgående sagkundskab på helt bestemte områder. Til forskel fra «almindelige» eksperter er disse personer endvidere politiske aktivister, som taler på vegne af deres gruppe. De er talsmænd for en ny sundheds- og socialpolitik, for natur- og miljøbeskyttelsesinteresser eller for øget udbygning af USA's strategiske atomraketter. De kræver at få lov til at sige deres mening i aktuelle spørgsmål, og de bliver ofte betalt for at give råd til både det demokratiske og det republikanske parti, til Kongressen og Det hvide Hus.

Hvert af de to store partier har et net af politiske eksperter knyttet til sig. Topeksperterne får ofte plads i statsadministrationen, når deres præsident indsættes i Det hvide Hus. At det drejer sig om en elite og et varigt netværk ses tydelig ved, at der findes en forholdsvis konstant kerne af eksperter, som altid - uanset parti - drages ind i regeringen eller blive rådgivere for præsidenten.

Kongressens og præsidentens behov for at administrere dette netværk gør, at det nordamerikanske statsbureaukrati i stadig større grad består af specialister, som ved hvor «de rette» eksperter er, hvad de gør, hvad de duer til, og hvornår de kan anvendes som konsulenter, sagsudredere eller vidner i høringer. Omkring to-femdele af mellemlagene i det nordamerikanske bureaukrati - USA's løntrin 16-18 - har en uddannelse som forskere, men spiller rollen som teknokrater: Som Science Managers. Den gammeldags all-round-politiker er ikke nødvendigvis på vej ud af politik i USA, men han bliver mere og mere afhængig af eksperter og specialrådgivere.

Siden 1960'erne har miljøbeskyttelses- og forbrugerorganisationer forsøgt at øge deres indflydelse i USA's sagsnetværk - men uden særlig held. De har derfor også satset på andre tiltag, som at gå i retten mod producenter af tvivlsomme varer, organisere boykots af varer og sende klager og appeller til pressen, politikere og præsidenten. Men de står overfor enorme opgaver: Det nordamerikanske handelskammer, som forbrugerbevægelsen f.eks. arbejder i forhold til, har 80.000 virksomheder som medlemmer, 1.200 ansatte over hele USA og et årsbudget på mange hundrede millioner kroner.

Ralph Nader har siden 60'erne været en central person i USA's forbrugerbevægelse. I bogen «Unsafe at any speed» - Usikker ved alle hastigheder - påviste han, hvordan den nordamerikanske bilindustri havde solgt biler med en svag eller direkte farlig konstruktion. Producenternes profithensyn gjorde, at de bevidst undlod at forbedre bilerne, skrev Nader. Bogen blev startskuddet på en forbrugerbevægelse, som siden midten af 1960'erne har forgrenet sig.

En af Naders senere organisationer er f.eks. «Congresswatch», som følger med i hvad Kongressen foretager sig for at kunne yde modstand mod forbrugerfjendtlige tiltag. En anden Nadergruppe er «Clean Water Action Project», som bekæmper udbygning og forurening af nordamerikanske floder og vandområder.

Den nordamerikanske kultur

Det findes ingen «typisk nordamerikansk kultur». Det er umuligt i generelle termer at beskrive kulturen i en indvandrernation, hvor afstanden mellem kulturcentrene New York og Los Angeles er større end afstanden mellem New York og København. Med en baggrund i nordamerikansk historie er det muligt at beskrive et system af generelle ideer, som kan kaldes «nordamerikanske», og som kan tjene som ramme for en kort beskrivelse af det moderne kulturliv i USA.

USA blev grundlagt af en separatistbevægelse, som betragtede USA som Europas modsætning. Indbyggerne i den nye verden udviklede deres egen forestillingsverden og dyrkede den ivrigere end de fleste andre nationer. De udformede efterhånden punkterne i en central forestilling om det at være amerikansk.

Især fire grundideer er iøjnefaldende: Den første er isolationismen; Nordamerikanernes traditionelle bestræbelser på at holde sig udenfor rækkevidde af de europæiske magters despoti og undertrykkelse. Isolationismen blev i bredeste forstand USA's sikkerhedspolitik de første 100 år af statens eksistens, for den værnede nordamerikanernes forsøg på at skabe et samfund, der var bedre end det europæiske. Den anden grundidé er troen på et næsten automatisk fremskridt, en tro som opfattede Europas problemer som et tilbagelagt stadium for USA. Nordamerikanerne så sig tidligt kaldet til at videreføre de europæiske idealer. Den tredje grundidé er forestillingen om, at alle gode ting hænger sammen, og ønsket om at udbrede den nordamerikanske version af demokratiet til gavn for hele verden. Den fjerde grundidé er troen på den personlige integritet eller karakter. Her er isolationismens frygt for bindende alliancer overført til det rent personlige og moralske plan: Dyrkningen af den personlige integritet var udslag af den nye verdens stærke krav om frihed fra indblanding.

I 1700- og 1800 tallet bidrog de store afstande og primitive samfærdselsmidler til, at det nordamerikanske samfund og kultur blev meget varieret - på en måde som let undervurderes i Europa. I denne periode udviklede de forskellige lokalsamfund økonomiske, sociale og kulturelle særtræk, der var store nok til at skabe en borgerkrig. De sidste hundrede år har samfærdselsmidlerne virket som en samlende kraft og bidraget med et element af enhed over det uensartede kulturliv. Det er denne iøjnefaldende forenende fernis af varer og tjenester som er serieproduceret til et massemarked, som ofte trækkes frem som «typisk nordamerikansk». Det er ikke helt sandt, som den franske statsmand Georges Clemenceau (1841-1929) sagde, at USA er historiens eneste eksempel på et samfund, som har udviklet sig fra primitivisme til dekadence uden at passere gennem et stadium af civilisation. For under den ofte smagløse overflade pulserer en rig og uensartet kultur.

Nutidens nordamerikanske kultur rummer to modstridende tendenser. Den ene er den moderne masse- og mediekultur, som er knyttet til mekaniske og elektroniske trykte-, lyd- og billedmedier, og som trækker samfundet i retning af større ensartethed. Specielt vigtige er de holdninger og værdier, som formidles gennem de mange kommercielle TV-stationer i USA. Den del af befolkningen som er vokset op efter 1950, har tilbragt mellem 25 og 50% af deres vågne liv foran TV-skærmen. Mange varer som er produceret til konsum på et massemarked, markedsføres på en pågående måde ved hjælp af USA's udviklede multimediestruktur.

Den anden tendens i nordamerikansk kultur er de mange modkulturer, som virker opsplittende på samfundet. Nogle af dem har ladet sig bruge af massemedierne og smarte fabrikanter, og er blevet markedsført som et af massekulturens modeluner. Modkulturernes rødder er imidlertid snarere at finde i 1960- og 70'erne politiske reform- og modstandsbevægelser.

Borgerretsbevægelsen tidligt i 1960'erne forgrenede sig snart i en række Black Power bevægelser, hvor nogle lagde vægt på kristne værdier og ikke-vold, mens andre gik ind for voldelige metoder. Gennem politisk aktivitet blev mange unge nordamerikanere politisk bevidstgjort. De protesterede mod regeringens politik og mod «systemet». De udviklede stærke modforestillinger til den traditionelle opfattelse af det nordamerikanske samfund og en markant afstand til forældrenes etablerede holdninger: «Never trust anyone over 30» (stol aldrig på nogen over 30). En række elementer i den hvide radikale bevægelse og i Black Power bevægelsen blev også indlemmet i massekulturen og produceret til unge og sorte forbrugere. Mod slutningen af 60'erne var betegnelsen «modkultur» i almindelig brug som et samlende begreb for de grupper, som præsenterede en varieret række alternativer til 1950'ernes konventionelle levemåde.

Mens massekulturen er domineret af Midtvestens hvide middelklasseværdier, er de moderne modkulturer stærkt etnisk orienteret. Tidligere alternative kulturer udviklede sig ofte til at blive intellektuelle elitegruppers forsøg på at modvirke de kommercielle kulturers banale budskab med en højere kunst. Men i dag får de dynamiske modkulturer stadig nye udtryk. Kravet om Black Power fra den afroamerikanske befolkning førte til slagord om Red Power fra den indfødte befolkning, Brown Power fra USA's latinamerikanske chicanos, Women's Liberation fra moderne feminister og Gay Liberation fra USA's homoseksuelle.

Men selv ikke modkulturerne har i fuld udstrækning formået at bryde med grundideerne i den nordamerikanske tankegang. Et træk som adskiller USA's modkulturer fra de europæiske, er nordamerikanernes skepsis overfor ideologier. «Den nordamerikanske strukturblindhed» var et af hovedpunkterne i den europæiske venstrefløjs kritik af reform- og oppositionsbevægelserne i USA: Amerikanerne elsker forandring, men frygter revolution.

Et andet vigtigt punkt som adskiller den nordamerikanske kultur fra den europæiske er, at kulturinstitutioner i USA traditionelt er privat finansieret. Siden 50- og 60'erne har lokale og føderale myndigheder spillet en stigende bevillingsmæssig rolle i den højere uddannelse i USA - i direkte forlængelse af det såkaldte «sputnikchok», da Sovjetunionen i 1957 sendte verdens første satellit i bane omkring jorden. For at kompensere for det forspring de antog Sovjetunionen havde, blev USA's universiteter og højskoler med ét udbygget og effektiviseret. Den offentlige støtte til skoler og universiteter steg fra 7 milliarder dollars i 1950 til 19 milliarder dollars i 1960 og til omkring 90 milliarder dollars i 1975. Denne stigning var af særlig betydning for medicin, naturvidenskab og samfundsforskning. Antallet af studenter blev brat fordoblet - 6-8 år før studenteroptøjerne var på deres højeste.

Museer, teatre og symfoniorkestre har traditionelt hentet deres penge og ledere fra den private sektor. Men også finkulturen nød godt af de øgede bevillinger i 50- og 60'erne. Mod slutningen af 60'erne udviste flere kulturinstitutioner imidlertid et øget engagement i de aktuelle samfundsspørgsmål. Statens kulturtilskud blev skåret ned og de livsvigtige private bidrag aftog. Endvidere udeblev publikum fra storbyernes museer og kulturinstitutioner, efterhånden som kriminaliteten steg. Og da dollaren blev devalueret i første halvdel af 70'erne, tørrede gavestrømmen yderligere ind. Museer, biblioteker og orkestre måtte skære deres budgetter ned, for at få økonomien til at hænge sammen.

Arbejderbevægelsen

USA er et samfundssystem, hvor alle trusler fra venstrefløjen er blevet knust i opløbet. Udfordringerne af den etablerede magtelite er kommet fra højre, der har modarbejdet «Big Government», «Big Business» og «Big Trade Unions». Magteliten har altid uden de store vanskeligheder formået at absorbere denne modstand.

Alligevel har der også eksisteret en radikal understrøm i protesterne mod de etablerede magthavere. Antitrustlovene var inspireret af en populistisk ideologi, der betragtede de store koncerner og de organiserede politiske og økonomiske interesser i Washington som sin naturlige modstander. Særlig omkring århundredeskiftet blomstrede populismen, og den har i perioder haft stærke antikapitalistiske undertoner.

Arbejderbevægelsen har aldrig stået stærkt, i den forstand vi kender fra Europa. Fagbevægelsen har rødder ganske langt tilbage. Allerede i 1790'erne blev der dannet arbejderforeninger i flere byer i USA. I 1827 dannede fagforbund i Philadelphia en fællesorganisation, og i 1830 etableredes der flere landsdækkende forbund. Disse forbund blev dog ikke permanente. En krise og en efterfølgende kraftig reformperiode passiverede bevægelsen. Først i 1850'erne kom fagarbejdernes organisationer stærkt igen, og i 1869 blev organisationen Knights of Labor dannet - delvist efter mønster fra de engelske chartister. Den organiserede håndværkere og fagarbejdere, den politiske tendens var antikapitalistisk, men også i nogen udstrækning anti-industriel. Organisationen organiserede udelukkende hvide og havde stærke racistiske træk.

I 1886 afholdtes der i Chicago den 1. maj en omfattende demonstration for 8 timers arbejdsdag. To dage senere var demonstrationerne steget til det dobbelte og blev nu angrebet af politiet. Da fagbevægelsen dagen efter holdt et protestmøde på Haymarket, blev der kastet en bombe, der kostede 7 politifolk og 4 arbejdere livet. Myndighederne dømte året efter 4 anarkister for attentatet og hængte dem - martyrerne fra Chicago. Den internationale arbejderbevægelse besluttede efterfølgende at gøre den 1. maj til arbejderklassens internationale kampdag.

Samme år - 1886 - blev der dannet et landsomfattende fagforbund i USA - American Federation of Labor (AFL). Forbundet var næsten enerådende i nordamerikansk fagbevægelse helt frem til slutningen af mellemkrigstiden. Blandt dens grundlæggere var Samuel Gompers og Adolph Strasser. De stammede fra England og Tyskland og kendte til den europæiske fagbevægelse. Begge var socialister, og forbundet markerede sig i sit program med radikale formuleringer om det amerikanske samfunds klassemodsætninger. Men til trods for den antikapitalistiske tendens førte forbundet en rent reformorienteret politik. Som Knights of Labor var AFL i stor udstrækning hvid og chauvinistisk. (Se Fagbevægelse).

AFL bestod af autonome fagforeninger, organiseret efter erhvervsgrupper. Forbundet fik gennemslagskraft i dele af industrien og opnåede store forbedringer i arbejdsforhold, arbejdstid og lønforhold for sine medlemmer. Men AFL begrænsede sin virksomhed til fagarbejdere - mest engelsktalende. De ufaglærte og de nye indvandrergrupper faldt udenfor deres faglige kampområde.

I 1905 blev der dannet et nyt revolutionært fagforbund - Industrial Workers of the World, IWW. Initiativet til dannelsen blev taget af lederne af den store minearbejderforening - Western Federation of Miners - som brød med AFL pga. forbundets reformistiske politik. Sammen med minearbejderne tog de to socialistpartier, Socialist Labor Party og The Socialist Party, og uafhængige syndikalister initiativ til stiftelseskongressen. Efter kort tid overtog syndikalisterne imidlertid ledelsen af forbundet.

IWW satte sig som mål at organisere ufaglærte arbejdere og indvandrere i de store industriområder. Forbundet havde i starten hen imod 100.000 medlemmer, og skal have haft op imod 200.000 i perioder med hårde strejker og aktioner. Da syndikalisterne overtog ledelsen i 1908, begrænsede de virksomheden til rent faglige aktioner og brød den direkte kontakt med de socialistiske partier. IWW blev aldrig medlemsmæssigt betydningsfuldt, men gennemførte en række store strejker og aktioner i perioden frem til 1. verdenskrig.

I slutningen af 30'erne blev AFL splittet. En ny lov gav arbejderne ret til at indgå overenskomster i virksomhederne. Lederne fra flere forbund indenfor AFL tog da initiativ til at organisere arbejderne direkte på virksomhedsniveau, men AFL ledelsen satte sig imod dette, fordi det brød med forbundets organisationsform. På trods af protesterne blev der dannet en række «Committees of Industrial Organization», som senere sluttede sig sammen til Congres of Industrial Organizations (CIO).

CIO slog især igennem i industri baseret på masseproduktion - særlig efter at have fået gennemført kollektivaftaler indenfor nogle af de største selskaber, som U.S. Steel og General Motors. Forbundet støttede det demokratiske parti og samarbejdede med den liberale fløj.

I slutningen af 30'erne blev medlemstallet i de faglige organisationer fordoblet fra 3 til 6 millioner. I 1943 var det steget til 12 og i 1953 til 17 millioner. Af de 17 var 50% medlemmer af AFL, 30% af CIO og 20% af jernbanearbejdernes og andre forbund. I 1955 blev AFL og CIO sluttet sammen (AFL-CIO), efter bl.a. at have samarbejdet mod den såkaldte Taft-Hartley lov fra 1948, som indskrænkede strejkeretten.

Socialistiske partier har aldrig formået at udvikle sig i USA i en udstrækning der kan sammenlignes med de europæiske lande. Det første socialistiske parti blev dannet i 1877 og blev kaldt The Socialist Labor Party. Partiet blev specielt præget af Daniel De Leon, som gik ind i det i 1890. Større betydning fik The Socialist Party, som blev dannet i 1901. Partiet fik i 1912 omkring 1 million stemmer ved præsidentvalget, eller 6% af det samlede stemmetal. I 1920 opnåede dets præsidentkandidat Eugene Debs en tilsvarende opbakning, til trods for at han på det tidspunkt sad fængslet som politisk fange.

Partiet indtog samme stilling til krigen som de europæiske socialdemokratier, og i 1921 brød venstrefløjen ud og dannede et nordamerikansk kommunistparti. Partiet fik aldrig fodfæste i nordamerikansk politik, men medlemmer af partiet kom ind i ledelsen af enkelte af fagforbundene. Socialistpartiet og en række forskellige antistalinistiske grupper arbejdede også indenfor fagbevægelsen - særlig i tilknytning til IWW og senere til CIO. Socialistpartiet blev under Norman Thomas' ledelse stærkt præget af kristne og pacifistiske strømninger. Det fik et opsving i 30'erne og opnåede ved præsidentvalget i 1932 atter næsten 1 million stemmer.

Efter 2. verdenskrig blev der indledt en omfattende kampagne for at fjerne kommunister fra alle stillinger i det nordamerikanske samfund. Kampagnen som blev ledet af af senator J. R. McCarthy, umuliggjorde næsten al socialistisk politik i den amerikanske offentlighed. Kommunister og socialister blev udrenset af fagbevægelsen, intellektuelle af alle socialistiske observanser blev gennem 50'erne mødt med mistænkeliggørelse, politisk forfølgelse og sortlisning, og al venstreorienteret radikalisme blev lammet.

Slutningen på denne lammelse indtrådte først i 1960. Det år demonstrerede flere hundrede studenter i San Fransisco mod den såkaldte uamerikanske komite (House of Un-American Activities Committee, HUAC). Samme år begyndte organisationen CORE - Congress of Racial Equality - at organisere såkaldte «Freedom Rides» til sydstaterne for at støtte de sortes kamp mod raceadskillelse og diskriminering. Med i denne bevægelse var også sorte og hvide studenter, som var organiseret i ikke-voldsorganisationen SNCC.

Kampen mod diskrimineringen af de sorte skulle blive en af de vigtigste bestanddele i en omfattende radikalisering af det nordamerikanske samfund i 60'erne. Sammen med racekampen bidrog først kampen mod USA's Cubapolitik og senere modstanden imod Vietnamkrigen til udviklingen af en ny venstrebevægelse - der fik efterdønninger i hele det nordamerikanske samfund. Særlig i studenter- og universitetsmiljøerne fik den nye bevægelse en socialistisk karakter. SDS (Students for a Democratic Society) med det fabianerprægede SLID (Students League for Industrial Democracy) og tilknytning til socialistpartiet, var i en lang periode den ledende organisation. Bevægelsen placerede sig i en tradition, der gik tilbage til førkrigstidens socialistiske strømninger. SDS var overvejende domineret af antiautoritære grupper med anknytningspunkter til det europæiske «nye venstre».

Mod slutningen af årtiet opstod der en række maoistisk inspirerede grupperinger og grupper, som udviklede forskellige former for voldelige aktioner. Indenfor de sortes bevægelse (se Black Power) brød forskellige grupper med det tidligere ikke-voldsstandpunkt, som især Martin Luther King havde stået for, og dannede forskellige «partiopbyggende» og guerillaorienterede organisationer. Samtidig opstod der en omfattende kvindebevægelse, som gjorde det nye venstres antiautoritære ideer til et af sine hovedprincipper, og søgte at organisere omfattende modbevægelser af og for kvinder på alle samfundsområder. Med USA's nederlag og tilbagetrækning fra Vietnam mistede bevægelsen en af sine vigtigste drivkræfter og støtten i den tværpolitiske modstand mod USA's krigførelse.

Det nordamerikanske velfærdssamfund

Det nordamerikanske økonomiske system har haft en voldsom dynamik, som har gjort USA til verdens rigeste og mægtigste land. USA har draget fordele, ikke blot af sine enorme ressourcer, men også af sin magt over den internationale økonomi. Alligevel har USA ikke formået at afskaffe den umiddelbare nød og fattigdom. I 1978 befandt 25 millioner nordamerikanere sig under den fattigdomsgrænse, som er officielt fastlagt. Inflationen har bragt stadig flere ældre nær eller under fattigdomsgrænsen, fordi pensionerne ikke er blevet reguleret.

Indtægterne er meget skævt fordelt. De rigeste 20% af befolkningen råder over ca. 50% af indtægterne, mens de fattigste 20% blot har ca. 4%. De sorte nordamerikanerne, især kvinder og børn, udgør en stadig stigende andel af de fattige. I 1970 udgjorde den afrikanske befolkning 22% af lavindkomstfamilierne. I 1978 var tallet steget til 28%.

Den økonomiske krise har ført til reduceret indflydelse for fagforeningerne. Tallet på fagligt organiserede i samtlige erhverv udenfor landbruget er sunket fra 35% i 1960 til 14% i 1998.

Øget kriminalitet er et andet resultat af krisen. USA har et større antal mennesker i fængsel end noget andet vestligt land - set i forhold til indbyggertallet. Der er i dag 1.700.000 indsatte i USA's fængsler. Samtidig sker der i disse år en privatisering af fængselsvæsenet for at skaffe plads til flere fanger.

Økonomisk udvikling

Efter århundredeskiftet var USA blevet en af verdens ledende industrinationer. Store formuer var grundlagt gennem erobringen af nyt land og gennem tilgangen til naturressourcer, nye råvarekilder og billig arbejdskraft. Toldmure havde især efter borgerkrigen beskyttet den nationale industri og skabt mulighed for hurtig ekspansion. En svag fagbevægelse og et relativt lavt lønniveau var medvirkende faktorer.

Værdien af industriproduktionen blev seksdoblet fra 1860 til 1890. Antallet af fabriksarbejdere steg fra 1,3 millioner til 5,3. Folketallet steg fra 31 millioner i 1860 til 50 i 1880 og 76 millioner i 1900.

Fra omkring 1870 blev monopoldannelser hovedtendensen indenfor industrien og i bankvæsenet. Store virksomheder begyndte at dele markeder mellem sig eller gik sammen i truster. Efterhånden blev stål- og olieindustrien samt jernbanen fuldstændig domineret af karteller og truster. Da denne udvikling vakte politisk modstand - særligt blandt bønderne - forsøgte myndighederne at hindre monopoldannelsen ved i 1890 at vedtage den såkaldte antitrustlov. Også på delstatsplan blev der vedtaget en række love, som skulle indskrænke muligheden for at danne sammenslutninger og truster. Det blev rejst retssager om lovenes gyldighed ifht. forfatningen. Det resulterede i, at der blev udformet nye love, men disse fungerede kun delvis. En højesteretsdom gjorde det f.eks. muligt at foretage sammenslutninger af industrivirksomheder - men ikke af handelsvirksomheder - og aktieselskaber var formelt ikke omfattet af loven.

I 1904 var 40% af kapitalen i USA's industri kontrolleret af 200 virksomhedssammenslutninger med kapital på over 1 million dollar. Vekslende konjunkturer og regeringen havde betydning for, hvor strengt loven blev håndhævet, men i hovedtræk er monopoldannelserne og udviklingen af dominerende storkoncerner gennem hele det 20. århundrede fortsat indenfor de forskellige industrigrene.

I 20'erne skete der en bølge af fusioner indenfor bilindustrien og den elektroniske industri - de to industrigrene som voksede hurtigst. I denne periode aftog modstanden mod monopoldannelsen, og lederne af koncernerne fik høj social og politisk prestige.

Krisen i 30'erne fremtvang en række reformer i USA's økonomi. Roosevelt rettede i første fase af sin «New Deal» politik angreb mod monopolerne, men i en senere fase blev der atter gode muligheder for storvirksomheder og sammenslutninger. Gigantkoncernernes rolle blev styrket.

Ved udgangen af 2. verdenskrig var USA verdens mægtigste industrination. Landet stod for 50% af verdens industriproduktion - med blot 6% af folkemængden. Efter krigen blev dollaren gjort til verdens reservevaluta. I de første 20 år efter krigen kunne USA pga. sin økonomiske og militære styrke dominere verdensøkonomien.

Krisen i 30'erne og 2. verdenskrig bragte for alvor staten ind i det økonomiske liv - også i USA. Den nordamerikanske forfatning er baseret på ideen om et samfund med rum til frit initiativ og med en meget svag statslig indblanding. Endnu er nordamerikanernes dagligliv, social- og sundhedsvæsen, deres forhold til administration og forvaltning præget af dette. I dag er statsbudgettet imidlertid nået op på næsten 2.000 milliarder dollar, og staten forvalter ca. 30% af nationalindtægten. Det betyder, at det er lige så vigtigt at have kontrol over statsindtægterne som at have kontrol over Wall Streets finansmarked.

Staten øver ved hjælp af penge- og skattepolitikken endvidere en stigende indflydelse på priserne og på beskæftigelsen. Statslige subsidieordninger har stor betydning for markeds- og produktionsreguleringen i landbruget. Store industrier som defineres som betydelige for statens sikkerhed får statsstøtte - ofte gennem store kontrakter med det offentlige. Staten yder f.eks. i mindre skala støtte til olieudvinding.

Stigningen i statens forbrug - ikke mindst gennem rustningsindustrien - var et af de vigtigste elementer i den økonomiske ekspansion, som bragte USA ud af 30'ernes krise. Sammen med krigen og den nye oprustning i den nordatlantiske forsvarsalliance, skabte dette en usædvanlig tæt forbindelse mellem staten og rustningsindustrien - både økonomisk og politisk. Forsvarets andel af nationalproduktet er i USA højere end i noget andet NATO land.

Tendensen til sammenvævning mellem de politiske, de militære og de økonomiske interesser blev for alvor tydelig i 50'erne. Fra den tid stammer udtrykket «det militærindustrielle kompleks». Det stammer fra præsident og tidligere general Eisenhower og henviser til etableringen af en magtblok med stærk indflydelse på statens politik.

Indflydelsen er ikke blevet mindre siden. Den blev frem til slutningen af 80'erne opretholdt gennem rustningskapløbet og foregår ikke mindst ved, at ledere indenfor rustningsindustrien i vid udstrækning rekrutteres fra militæret, samtidig med at rekrutteringen til de ledende stillinger i statsadministrationen sker fra den samme industritop.

Efterkrigstiden var i første omgang en periode med konstant ekspansion for nordamerikansk industri. USA blev verdens ledende industrination. Koncentrationen indenfor erhvervslivet fortsatte hurtigt og skabte en situation, hvor de 100 største industrivirksomheder kom til at stå for halvdelen af USA's industriproduktion, mens de 500 største dækkede ialt 75%. Den samme udvikling gjorde sig gældende indenfor landbruget og forædlingsindustrien. Dette indebar bl.a., at det især var de store koncerner, som kunne drage nytte af statens subsidieordninger.

Perioden frem til 1965 udviste dog samtidig træk, som truede USA's herredømme. Der blev uro omkring dollarens stilling. Hjemmemarkedet blev svækket pga. den valutapolitik som blev ført, og USA fik øget konkurrence udefra, særligt fra Japan. Vietnamkrigen og nederlaget der, sammen med Watergateskandalen, blev indledningen til en alvorlig svækkelse af USA's stilling - både økonomisk og politisk.

USA kom først over sin politiske og økonomiske svækkelse, efter at Ronald Reagan i 1981 var tiltrådt som landets præsident. Han gennemførte en militær-keynesianistisk politik, der gennem omfattende offentlige investeringer i militæret satte gang i landets økonomi. Konsekvensen var midt i 80'erne en anseelig økonomisk vækst, der trak resten af verden med. Strategien var dog kortvarig, da den byggede på massiv offentlig låntagning. Fra at være en kreditornation blev USA i løbet af 80'erne til verdens mest forgældede stat. Samtidig blev en stigende del af profitterne anvendt til spekulation, da de ikke kunne investeres produktivt. I 1987 bristede denne form for kasinokapitalisme, da Wall Street oplevede sit største krak siden 1929. Supermagten overvandt først efter 1992-93 denne krise.

Alligevel er USA's betydning på verdensmarkedet dalet drastisk siden 2. verdenskrig - i takt med genopbygningen af Europa og Japan samt den efterfølgende tiltagende industrialisering af dele af Asien og Latinamerika

 

Industriflugt fra USA har ført til tab af arbejdspladser, og service- og informationssektoren er ikke udviklet hurtigt nok til at absorbere ledigheden. Produktivitetstilvæksten har været lavere i USA end i de fleste andre industrilande (se tabel 3). Den totale investeringsrate har i hele 60- og 70'erne været langt lavere end i lande som Vesttyskland og Japan (se tabel 4).

Nordamerikansk udenrigspolitik 1776-1950

Ved løsrivelsen fra England boede der næsten tre millioner hvide indbyggere i USA. I 1880 var indbyggertallet steget til over 50 millioner. Erobringen og opdyrkningen af det nordamerikanske kontinent blev foretaget på bekostning af den indfødte indianerbefolkning, der blev reduceret fra noget over 1 million i 1800 til omkring 340.000 i 1870. USA's anneksion af Texas (i 1845) og Californien (i 1850) fra Mexico udgør højdepunkter i denne ekspansion. I 1867 købte USA Alaska af Rusland. I 1898 annekterede supermagten Hawaii, og samme år gik USA i krig med Spanien og tog kontrollen over Cuba, Puerto Rico og Philippinerne. I denne lange periode kan USA's udenrigspolitik knapt skelnes fra indenrigspolitikken.

USA's oprindelse gav landets udenrigspolitik en række elementer af moralisme og en stærkt idealistisk retorik. Efterhånden som USA udviklede sig til en industriel stormagt med oversøiske interesser, fik udenrigspolitikken et dobbelt ansigt: En antikolonial tradition som særligt var rettet mod de gamle europæiske kolonimagter, og en nykolonial orientering som dels var baseret på økonomisk overlegenhed, dels på mere klassiske militære metoder som erobring og anneksion.

USA's udenrigspolitik har indeholdt to modstridende tendenser: Isolationisme - en trang til at lade de gamle kolonimagter ordne deres egne problemer - og globalisme - viljen og evnen til at engagere sig i de mest forskellige problemer over hele kloden. Fra og med 2. verdenskrig har USA's udenrigspolitik vist sig fra sin globalistiske side, fordi USA har påtaget sig rollen som «verdens politibetjent».

I de hundrede år der gik fra Waterloo (1814) til Sarajevo (1914) fik USA lov til at være i fred for ydre indblanding, takket være de forhold, at landet var omgivet af to verdenshave og svage naboer, og at magtbalancen i Europa blev opretholdt af den britiske marine. I denne periode blev USA - trods slaveri og borgerkrig - et fristed fra den europæiske undertrykkelse og magtpolitik. Den frihed blev en vigtig del af den nordamerikanske selvopfattelse. Men samtidig var nordamerikanerne blinde for magtbalancen i Europa og døve overfor det strategiske argument om, at USA's egen sikkerhed var i fare, hvis en enkelt magt dominerede det europæiske fastland.

USA gik først med i 1. verdenskrig, efter at tyske ubåde i 1917 var begyndt at sænke neutrale nordamerikanske skibe. Da fredsbetingelserne blev dikteret i Versailles, tog hverken Frankrig eller USA særlige hensyn til den europæiske magtbalance. Fredstraktaten havde i stedet til formål at straffe Tyskland som den skyldige i krigen. USA's præsident Wilson håbede, at Folkeforbundet skulle bevare freden, men organisationen fik ringe betydning for USA's udenrigspolitik, fordi Senatet stemte imod, at USA selv skulle blive medlem. Dette er måske det bedste eksempel på, hvordan de modstridende tendenser mellem isolation og globalisme har givet sig udtryk i en konflikt mellem en udadrettet præsident og en indadrettet Kongres.

Også i forbindelse med 2. verdenskrig var de isolationistiske kræfter i USA meget stærke. Selv om der eksisterede et omfattende britisk-nordamerikansk samarbejde - også før USA gik officielt ind i krigen - var det først efter det japanske overrumplingsangreb på Pearl Harbor i 1941, at det blev muligt for præsident Roosevelt at vinde tilslutning til en krigserklæring.

Både under og efter 2. verdenskrig kom den idealistiske retorik i USA's politik i konflikt med realpolitikerne i London og Moskva: Med Churchill som den der ville oprette indflydelsessfærer i Europa, og Stalin som krævede ret til at opbygge en zone af bufferstater til værn mod en ny invasion fra vest.

USA's idealisme kom til udtryk i FN og specielt i FNs særorganisationer for forskellige former for fredeligt samarbejde. De magtpolitiske realiteter kom snart til udtryk i blokpolitikken og i kaprustningen. Delingen af Europa var allerede et faktum, da Storbritannien i 1947 gjorde det klart, at landet ikke længere magtede at give Grækenland og Tyrkiet nogen sikkerhedsgaranti. USA måtte da overtage forsvaret af det østlige Middelhav. På kort tid blev USA's udenrigspolitiske doktrin ændret - med stærk vægt på antikommunisme og geopolitik (se Trumandoktrinen). I hjælpeprogrammet for Europa (Marshallplanen) - som blev fremlagt kort tid efter Trumandoktrinen - var både den idealistiske og den magtpolitiske side af USA's udenrigspolitik tydeligt til stede. I tiden 1945-50 stod Vesteuropa og dernæst Japan i centrum for USA's udenrigspolitiske interesse. Maos sejr i Kina (1949) og Koreakrigen (1950-53) drejede opmærksomheden mod Asien. Det var især det republikanske parti, der var talsmand for en mere aktiv politik i Asien. Under præsident Eisenhower kom der mere balance mellem det asiatiske og det europæiske engagement. Senere kom også Afrika i søgelyset for supermagtens udenrigspolitik.

The Lobby. Episode 1. The covert war

The Lobby. Episode 2. Managing elites

The Lobby. Episode 3. The witch hunt

The Lobby. Episode 4. Marketing occupation

Al Jazeera producerede i 2019 en serie i 4 dele om Israel kriminelle lobby i USA, der sikrer, at det et Israel der dikterer USA's politik i Mellemøsten. Al Jazeera placerede en under-cover agent i lobbyen og fik på den måde afdækket lobbyens kriminelle aktiviteter. Electronic Intifadas tema om Israel lobbyen i USA

Vor tids største kolonimagt. Udenrigspolitikken efter 1950

De store indvandringsbølger i sidste halvdel af 1800 tallet gav billig arbejdskraft til den hurtigt voksende nordamerikanske industri. USA var rigt på råvarer, men markedet var begrænset. Dette var baggrunden for erklæringen om «den åbne dørs politik» fra 1899. Landet ekspanderede både økonomisk og militært, og blev snart en verdensmagt med nykoloniale træk. Til trods for dette opfattede USA sig selv som en antikolonialistisk nation, som bekæmpede Englands og Frankrigs kolonisystemer.

Umiddelbart efter 2. verdenskrig kom denne antikolonialisme i konflikt med de stærke antikommunistiske strømninger, som kom til at dominere USA's politik: Selvstændighed til de britiske og franske kolonier ville betyde øget fare for kommunistisk indflydelse i den tredje verden. USA slog dermed ind på en politik, som tog sigte på at udvikle en «tredje vej» mellem kommunisme og kolonialisme: En politik orienteret mod dannelsen af USA-venlige, antikommunistiske regeringer.

Frem til slutningen af 1980'erne har USA's udenrigspolitik været fokuseret på at støtte liberale demokratiske bevægelser hvor det har været muligt - Costa Rica, Venezuela, Japan - og at støtte antikommunistiske regeringer, hvor det har været «nødvendigt» - Grækenland, Sydvietnam, Chile, Nicaragua, El Salvador, Sydafrika, Iran og Guatemala. Kommunistiske bevægelser er kun blevet tålt i de tilfælde, hvor USA har stået magtesløs - som i Kina og Sovjetunionen.

Denne strategi har gjort USA til vor tids største kolonimagt. Landet udøver økonomisk magt gennem sine multinationale koncerner og militær magt gennem tusindvis af militærbaser verden over. USA er tilsluttet følgende multilaterale militæralliancer: NATO, CENTO, ANZUS, OAS, RIO-traktaten og Manilatraktaten, og landet har bilaterale aftaler - forsvars- eller baseaftaler - med Antigua, Bahamas øerne, Bermuda, Philippinene, Grønland, Japan, Liberia, Marokko, Spanien, Sydkorea, Taiwan, Trinidad og Tobago.

En anden magtfaktor i USA's udenrigspolitik var, at dollaren efter nordamerikanske pres blev gjort til verdensvaluta (se IMF). Dette var vigtig så længe USA havde balance i udenrigsøkonomien. Men efterhånden som Europa og Japan blev genopbygget efter 2. verdenskrig og blev en alvorlig konkurrent til USA selv, begyndte dette system at revne. USA's rolle som verdens politibetjent førte til store udgifter, som overgik de indtægter USA fik fra udlandet. USA fik dermed underskud på betalingsbalancen - dvs. at nordamerikanerne brugte flere penge i udlandet, end de tjente.

USA forsøgte at dække underskuddet på betalingsbalancen ved at trykke flere pengesedler. Men dette undergravede dollarens værdi og bidrog til dollarkrisen, som prægede 1970'erne. Denne udvikling indebærer, at USA ikke længere er det naturlige økonomiske midtpunkt for den internationale kapitalisme: USA har fået stadig stærkere konkurrence fra EU og Japan, som konkurrerer om at sælge varer på verdensmarkedet og om adgangen til u-landenes råvareressourcer. Det er denne økonomiske konkurrence som bl.a. ligger bag krisen i NATO. USA søger at holde alliancen sammen ved ekspansion mod øst, optagelsen af nye medlemmer og indgåelsen af partnerskab for fred aftaler. Men samtidig fører USA en økonomisk politik, som uddyber spændingerne til dets allierede.

Samtidig er supermagten blevet stadig mere afhængig af import af råvarer fra den tredje verden. Specielt olieforsyningen er sikkerhedspolitisk bekymrende. Da shahen af Iran blev styrtet i 1979, mistede USA med ét sin vigtigste olieleverandør. Nordamerikanerne udviklede straks militære planer for at sikre, at andre oliekilder i Mellemøsten ikke skulle falde i antiamerikanske hænder. I 1980 udformede præsident Carter den såkaldte Carterdoktrin: USA ville opfatte alle forsøg på at opnå kontrol over området omkring Den persiske Golf som en trussel mod livsvigtige nordamerikanske interesser; USA ville slå ethvert erobringsforsøg tilbage - om nødvendigt med militær magt. Doktrinen kom til anvendelse i 1990, da USA samlede en enorm militærstyrke i Saudi Arabien, med det formål at smide Iraq ud af Kuwait (se Golfkrigen).

Mange betragter denne udvikling med uro, for USA har blandet sig i flere konflikter end noget andet land i dette århundrede: I årene 1945-76 blev der udkæmpet ialt 120 krige. Lidt over halvdelen af disse blev ført i den tredje verden og med indblanding af vestlige stormagter. USA blandede sig militært ind i 27 af disse krige. Denne politik førte til, at USA anskaffede sig klientregimer, som kom i stærk modsætning til de folkelige befrielsesbevægelser. Anvendelsen af hemmelige aktioner mod fremmede lande og bevægelser har gjort efterretningsorganisationen CIA til et symbol for den magtpolitiske side af USA's udenrigspolitik. USA's klientregimer har nydt godt af supermagtens gavmildhed og idealisme gennem programmer for udviklingsbistand, som i størrelse overgår alle andre landes. Men i de fleste tilfælde har disse regimer været korrupte og uduelige, når det gjaldt om at forvalte denne bistand på en måde, som kom befolkningen til gode.

Næsten halvdelen af de konflikter som USA har blandet sig i efter 2. verdenskrig, fandt sted i tiårsperioden 1964-74. Dette voldsomme engagement under præsidenterne Kennedy og Johnson havde en afgørende virkning på 1970'ernes politik. Vietnamkrigen førte til en krise for den nordamerikanske interventionisme, fordi den traditionelle udenrigspolitiske enighed i USA's opinion smuldrede bort. Det er overvejende præsidenten, som har været den udadrettede kraft bag nordamerikansk udenrigspolitik. Da Vietnamkrigen sammen med Watergateskandalen førte til, at præsidentens magt blev stærkt beskåret, blev USA's udenrigspolitik rodløs og selvmodsigende.

Først fra 1980 begyndte USA at genvinde sin udenrigspolitisk aggressive rolle. Det skete i første omgang efter den islamiske revolution i Iran i 1979 og den efterfølgende ydmygende besættelse af USA's ambassade i landet i november samme år. I april 1980 gennemførte supermagten en militær aktion ind i Iran i et forsøg på at befri gidslerne. Aktionen slog fejl, men viste samtidig villighed i den nordamerikanske befolkning til under bestemte forudsætninger at støtte militære aktioner. Lammelsen efter Vietnamkrigen - det såkaldte Vietnamsyndrom - var så små ved at være overvundet.

Efter Ronald Reagans overtagelse af præsidentposten i januar 1981 formulerede supermagten en aggressiv «Roll-back»-strategi (tilbagerulning) overfor den «internationale kommunisme». Det skete gennem massiv støtte til de kontrarevolutionære styrker i Afghanistan, Angola og Nicaragua. I 1983 var supermagten samtidig hurtig til at udnytte splittelsen i den progressive regering i Grenada. Under påskud af at ville redde nordamerikanske medicinstuderende i landet invaderede USA i oktober landet og installerede sit eget lydregime. Invasionen fik nogen international og indenrigspolitisk opbakning og gjorde det klart, at USA havde overvundet sit Vietnamsyndrom. Samtidig var invasionen en afprøvning af en ny strategi udviklet af USA's militær i perioden efter det forsmædende nederlag i Vietnam. Når og hvis USA militært skulle gribe ind militært skulle det ske i form af hurtige aktioner, hvor supermagten gennem en enorm militær overvægt skulle sikre sig sejr i løbet af få dage eller uger. Samtidig skulle medierne underkastes en skrap censur. I Vietnam var USA gennem 60'erne blevet trukket stadig dybere ned i et morads, hvor de uendelige TV rapportager af nordamerikanske soldater der blev sendt hjem i bodybags (ligposer) var med til at undergrave den indenlandske støtte til korstoget mod kommunismen.

Mediedækningen af krigen skiftede først kurs omkring 1968. Gennem 50'erne og 60'erne støttede medierne krigen, men i 68 havde USA's militær erkendt, at krigen ikke kunne vindes, og det samme havde landets erhversvliv. Mediernes kritik af krigen fra dette tidspunkt var derfor ikke udtryk for selvstændighed, men blot endnu et eksempel på, at de indrettede sig efter magthavernes ønsker. Samtidig var de udsat for et betydeligt pres fra anti-krigs-bevægelsen, der indtil da var blevet totalt ignoreret eller hånet som upatriotiske ballademagere.

Gennem 80'erne udvidede supermagten sin støtte til kontrarevolutionære bevægelser. Mest omfattende var den i Afghanistan, hvor afghanerne modtog træning og store våbenforsyninger til bekæmpelse af de sovjetiske invasionsstyrker i landet. Endvidere kanaliserede USA store forsyninger til de såkaldte contra'er, der fra Honduras bekæmpede den sandinistiske regering i Nicaragua. Forsyningen blev i stigende grad suspekt organiseret. Allerede i starten af 1983 havde USA organiseret den første store våbenforsendelse til contraerne. Det var våben Israel havde erobret fra palæstinenserne i Beirut, efter den israelske invasion af Libanon i 82. Da den demokratisk kontrollerede Kongres i 1985-86 lagde loft over omfanget af officiel bistand til contraerne, organiserede regeringen hemmelige forsendelser. Første fase bestod i at gennemføre hemmelige våbensalg til Iran - der officielt var en af USA's hovedfjender. Fra overskuddet ved dette salg blev der indkøbt våben, der blev overført til contraerne. Hele operationen blev koordineret af oberst Oliver North fra hans kontor i det Hvide Hus og i slutningen af 80'erne oprullet i medierne som Iran-contra skandalen. Regeringen havde brug for at aflede kritikken og organiserede i løbet af 1989 en hadsk kampagne mod sin egen tidligere CIA agent og daværende diktator i Panama: general Manuel Noriega. Kampagnen kulminerede i december 89 med nordamerikansk invasion af Panama. En invasion der samtidig havde til formål, at få afprøvet en række nyudviklede avancerede nordamerikanske våbensystemer, som laserstyrede «præcisionsbomber» og det «usynlige» B-1 bombefly.

Sammenbruddet i Østeuropa i 1989-90 skabte en ny geopolitisk situation, som drastisk styrkede USA på Sovjets bekostning. USA forcerede denne udvikling yderligere, da supermagten efter Iraqs invasion af Kuwait i august 1990 samlede den største militære alliance og styrke efter 2. verdenskrig. Da USA med sin enorme militære overvægt havde nedkæmpet de irakiske styrker og afsluttet krigen, lancerede USA's daværende præsident George Bush begrebet, «Den ny Verdensorden». For supermagten bestod det konkrete indhold af dette begreb i, at USA havde generobret rollen som verdens politibetjent, og havde vist både evne og vilje til at optræde således. Samtidig afslørede Golfkrigen dog også, at verdens politibetjent var blevet fattigere end i 50'erne og 60'erne. USA var nødt til at gå tiggergang til Tyskland, Japan og specielt de rige arabiske oliestater, for at få dem til at financiere politioperationen. At det politiske indhold ved demonstrationen var det vigtigste blev bekræftet af, at Bush i umiddelbar forlængelse af Golfkrigen skar drastisk ned i de nordamerikanske militærudgifter.

Efter paradeopvisningerne i 1989-91 var USA's militære aktioner betydeligt vanskeligere. Supermagten var økonomisk svækket ifht. Europa, hvor Tyskland blev sluttet sammen og i hastig vækst. Japan ekspanderede i samme periode hastigt på det nordamerikanske marked. Samtidig var de nordamerikanske vælgere mere interesserede i arbejdsløsheden og den økonomiske krise i USA, end i militære eventyr.

Efter at have tabt præsidentvalget i november 1992 - især pga. den fortsatte dybe økonomiske krise - sendte præsident Bush i december 28.000 nordamerikanske soldater til Somalia. En invasionsstyrke og et problem hans efterfølger Bill Clinton fik lov til at overtage. I modsætning til Grenada, Panama og Iraq var det i Somalia ikke muligt i løbet af få dage eller uger at besejre en identificeret fjende. Invasionen trak ud, de nordamerikanske soldater begyndte at vende hjem til USA i bodybags, og det vakte ikke begejstring blandt de nordamerikanske TV seere at se deres egne soldater blive slået ihjel og trukket bag en jeep gennem Mogadishus gader. USA blev i sidste ende tvunget til at trække sine tropper ud - uden at verdens politibetjent havde været i stand til at adskille de stridende parter eller løse konflikten.

1995- USA styrket på omverdenens bekostning

Først fra 1995 begyndte denne udvikling at vende. Tyskland var løbet ind i alvorlige økonomiske problemer som følge af genforeningen, og samtidig var dollaren blevet så svag, at Europa og Japan fik stadig vanskeligere ved at eksportere til USA. I 1995 gennemførtes derfor den såkaldte «omvendte Plaza-aftale», der skulle styrke dollaren, men samtidig forbedre Europas og Japans konkurrenceevne i USA. Den fik imidlertid den bieffekt, at bjerge af ledig kapital fra hele verden styrede mod USA, og blev grundlag for det børseventyr der varede frem til 2001.

I 1995 stod det endvidere klart, at NATO ville blive bevaret, skulle tildeles nye roller, og at det fortsat var USA der skulle spille hovedrollen. Det var derfor et økonomisk og militært styrket USA der i 1995 stillede sig i spidsen for NATO's bombekampagne mod Serbien. Der var dog fortsat tale om en udenrigspolitisk ageren, som USA søgte opbakning til i FN og verdenssamfundet. Men fra slutningen af årtiet begyndte USA at handle stadig mere unilateralistisk (énsidigt). I december 1998 beordrede USA FN's våbeninspektører til at forlade Iraq, og indledte derefter en større bombekampagne mod landet. I foråret 1999 blev denne linie fulgt op med NATO's krig mod Jugoslavien, hvor USA for første gang undlod at søge opbakning i FN. Der blev altså ikke vedtaget nogen resolution i FN's Sikkerhedsråd for krigen, der i NATO's nysprog blev kaldt for en «humanitær intervention».

2002 Ny national sikkerhedsstrategi

Tendensen i retning af militant unilateralisme blev kraftigt forstærket med udpegelsen af George W. Bush i januar 2001. Det skete på aftaleplan ved at USA:

• nægtede at ratificere Kyoto protokollen om begrænsninger i CO₂ udledningen
• opsagde ABM traktaten om antiballistiske missiler
• opsagde traktaten om begrænsning af og kontrol med biologiske våben
• sprang fra tidligere støtte til nedsættelsen af den Internationale Krigsforbryderdomstol (ICC) og i stedet valgte åbent at modarbejde denne

Indtil 11. september 2001 havde flere af disse tiltag dog mere karakter af isolationisme. Fra 11. september fra fik de et klart militant unilateralistisk træk. USA fik godt nok dagen efter terroraktionen i New York og angrebet på Pentagon i Washington NATO landene til at bekræfte NATO traktatens §5 - den såkaldte musketér ed - der forpligtiger landene til at bistå hinanden i tilfælde af angreb. Men dette papir brugte USA ikke efterfølgende. I stedet indledte USA i starten af oktober ensidigt krig mod Afghanistan, og installerede efterfølgende et lydregime, hvor over halvdelen af ministrene har nordamerikansk statsborgerskab. Krigen var en angrebskrig i strid med både folkeretten og FN's charter, men dels havde USA fortsat stor goodwill internationalt efter terroraktionen en måned tidligere, dels turde intet land tage sagen op hverken i FN's Sikkerhedsråd eller Generalforsamling.

Præsident udtalte kort tid efter 11. september, at «krigen mod terrorisme ville blive langvarig», og udnævnte dermed terrorismen som ny hovedfjende for USA, efter at kommunismen var forsvundet. Under sin tale til nationen 29. januar 2002 udpegede Bush de lande, USA ville rette sin militære aggression imod: Iraq, Iran og Nordkorea. De blev omtalt som «Ondskabens Akse» og «Slyngelstater». Viceudenrigsminister John Bolton skyndte sig at udvide listen over lande med Syrien, Libyen og Cuba.

Omsvinget i USA's globale strategi fortsatte, da Bush på sin tale på West Point Militærakademiet 1. juni 2002 fremlagde USA's nye Nationale Sikkerhedsstrategi:

«Under det meste af det foregående århundrede har USA’s forsvar været afhængig af den kolde krigs doktriner om afskrækkelse og omringning. I nogle situationer er disse strategier fortsat egnede, men nye trusler kræver samtidig nytænkning. Afskrækkelse – løftet om massiv gengældelse mod nationer – betyder intet mod skjulte terrornetværk, uden nationer eller borgere at forsvare. Omringning er ikke mulig når diktatorer der er ude af balance og som besidder masseødelæggelsesvåben kan sprede disse våben med missiler, eller i hemmelighed videregive dem til terrorist allierede.
Vi kan ikke forsvare USA og vore venner ved blot at håbe på det bedste. Vi kan ikke have tillid til tyranners ord, der blot underskriver ikke-spredningsaftaler for derefter at bryde dem. Hvis vi venter indtil truslerne er blevet til virkelighed, har vi ventet for længe (klapsalver).
Forsvar af hjemlandet (det nye store sikkerhedsministerium) og missilskjoldet udgør dele af et forstærket forsvar, og de er højt prioriterede opgaver for USA. Men krigen mod terror vil ikke blive vundet alene ved defensive midler. Vi må føre kampen over i fjendens lejr, ødelægge hans planer, og konfrontere de værste trusler, før de endnu er materialiseret (klapsalver). I den verden vi nu befinder os i, er den eneste vej til sikkerhed den vej der går over handling, og denne nation vil handle (klapsalver).»
(The National Security Strategy of the United States of America, sept. 2002)

I denne «Bushdoktrin» som en af regeringens talsmænd hurtigt døbte den, er den «forebyggende gengældelse» en integreret af den Nationale Sikkerhedsstrategi: «Selvom USA fortsat vil søge at få opbakning i det internationale samfund, så vil vi ikke vige tilbage fra at handle alene, når det er nødvendigt; til at udøve vores ret til selvforsvar ved at handle forebyggende». Militært forbeholder USA sig ret til at anvende enhver form for masseødelæggelsesvåben i disse fremtidige konflikter. Det gælder både biologiske våben - derfor er USA sprunget fra aftalen om kontrol med biologiske våben - og atomvåben som USA truede med at tage i anvendelse mod Iraq, hvis det «blev nødvendigt».

Bush var før sin udnævnelse til præsident guvernør i Texas og er ret uvidende om internationale forhold. Den nye Nationale Sikkerhedsstrategi er udformet af de folk, han bragte med ind i sin administration. Det gælder først og fremmest Dick Cheney, der var forsvarsminister i den foregående Bush regering, men ret isoleret pga. sine ekstremistiske synspunkter. Cheney var ansat i olieindustrien, og er dennes mest fremtrædende mand i regeringen. Cheney bragte sin gamle ven Donald Rumsfeld med, og denne er i dag forsvarsminister. Dertil kommer de endnu mere reaktionære Paul Wolfowitz (viceforsvarsminister), Condoleeza Rice (leder af det nationale sikkerhedsråd), John Bolton (viceudenrigsminister) og Richard Perle (leder af det Rådgivende råd for Forsvarspolitik). Perle måtte dog i marts 2003 trække sig efter anklager for korruption. Flere af disse figurer der i dag formulerer USA's udenrigspolitik, har tidligere måtte trække sig fra officielle poster, efter at det er blevet afsløret, at de har arbejdet for det israelske efterretningsvæsen Mossad, eller iøvrigt givet følsomme oplysninger til Israel. Dette er da også en del af forklaringen på, at USA siden sommeren 2002 har afbrudt alle forbindelser til palæstinenserne, og i dag fører en politik i Mellemøsten, der til forveksling ligner Israels.

Den centrale del af den nye Nationale Sikkerhedsdoktrin har et langsigtet og militært offensivt perspektiv, der strækker sig over 50 år frem. Wolfowitz var i 1997 forfatter til et essay, hvor han identificerede Tyskland og Japan som vigtige fremtidige modstandere for USA, men han koncentrerede sig derefter om Kina. Allerede i dag har landet verdens største militær (målt i soldater), og vil i løbet af 15-20 år kunne overhale USA økonomisk. Doktrinen har flere forskellige mål, der tilsammen skal sikre USA's fortsatte globale dominans i fremtiden:

• USA vil anvende doktrinen til at sikre sig adgang til nødvendige ressourcer. (Dette er bl.a. et af formålene med erobringen af Iraq i foråret 2003. Iraq råder over verdens næststørste oliereserver, og USA vil få brug for langt mere olie i fremtiden. I 2002 importerede USA 10 mio. tønder olie dagligt. Dette behov stiger til 17 mio. i 2020, og dette vil ske i konkurrence med andre store olieforbrugende lande).
• USA vil anvende doktrinen til at inddæmme potentielle modstandere. Det var ét af formålene med erobringen af Afghanistan i 2001. USA er i gang med at opbygge et net af militærbaser omkring den fremtidige største trussel - Kina - og baser i Centralasien og Afghanistan spiller her en vigtig rolle.

Den nye offensive militære doktrin er blevet udsat for skarp kritik fra mange sider - også tidligere republikanske ministre - og kritikken rækker helt ind i den siddende regering, hvor udenrigsminister Colin Powell markerer et yderpunkt, der ønsker samarbejde frem for konfrontation. Det var denne linie, der fik et vist råderum i efteråret 2002, hvor USA forfulgte det såkaldte «FN spor»: Med resolutionen 1441 fra FN's Sikkerhedsråd i november blev FN's våbeninspektører sendt tilbage til Iraq for at efterspore de «masseødelæggelsesvåben», USA påstod, at Iraq besad. Powells linie led imidlertid nederlag, da det mislykkedes for USA at overbevise FN's Sikkerhedsråd om, at der skulle indledes krig mod Iraq. Den hurtige sejr over Iraq har kraftigt styrket regeringens militant reaktionære fløj, og førte da også til øjeblikkelige slet skjulte trusler om krig mod Syrien og Iran. USA har på forhånd erklæret, at erobringen af Iraq blot er første skridt på vej mod en «ommøblering af Mellemøsten».

Men samtidig med at den militante højrefløj er blevet styrket, udsættes strategien for voldsom kritik fra mange sider. Både fra landene i Mellemøsten, hvor befolkningerne enstemmigt fordømmer USA, og deres regeringers ukritiske samarbejde med supermagten; fra Rusland hvor præsident Putin udtalte, at hvis man tager udgangspunkt i USA's retorik, må det antages at ville invadere 80% af verdens lande - alle de lande der ikke har styreformer, der svarer til det europæiske demokrati; fra Kina; fra de fleste lande i EU og fra næsten hele den 3. verden. Samtidig er den militante højrefløj ligeglad med FN. Meldingen fra Washington var meget klar efter sejren over Iraq: sejrherren bestemmer, og sejrherren er unilateralismens USA.

Doktrinen giver derfor nok adgang til ressourcer, men øger USA's diplomatiske isolering, forstærker modsætningerne til tidligere allierede, og det er - i modsætning til under Golfkrigen - USA der må bære næsten alle udgifter ved sine militære eventyr. USA's regering fik i april 2003 vedtaget en ekstrabevilling på 85 mia. US$ til krigen mod Iraq (svarende til ca. 1% af USA's BNP). Det sker i en situation hvor USA's økonomi er i stadig forværring. Den kan ses som et forsøg på - som i 80'erne under Reagan - gennem militær Keynesianisme at sætte gang i økonomien, men USA er i forvejen verdens mest forgældede land, og dollarstrømmene peger nu ud af USA. Den militante doktrin for at skabe sig et globalt og varigt hegemoni hviler således på et skrøbeligt økonomisk grundlag.

Massiv økonomisk kriminalitet

I 2002 brød USA's største energiselskab Enron sammen i en finansskandale af hidtil usete dimensioner. Enron havde sit hovedkvarter i Houston, Texas og havde været tæt knyttet til begge Bush præsidenterne, der havde modtaget økonomisk støtte til deres kampagner fra koncernen. Med i faldet tog den det internationale revisionsfirma Arthur Andersen, der indtil da havde revideret og sagt god for koncernens regnskaber. Med sammenbruddet gik pensionsopsparingerne for titusindvis af Enron ansatte samtidig op i røg - de havde været 100% investeret i Enron. Efter privatiseringen af el-sektoren i Californien, var det Enron der stod bag massive strømafbrydelser i delstaten med det formål at tvinge elpriserne voldsomt i vejret. Kollapset afslørede samtidig, at hverken velrenomerede revionsfirmaer som Andersen eller USA's Finansinspektion havde været tilstrækkelig stærke eller havde haft instrumenterne til at modstå Enrons massive svindel og enorme økonomisk magt. Gennem 2002 ramte lignende finansskandaler store koncerner som WorldCom, Xerox, Adelphia, Tyco, Global Crossing og Merrill Lynch. Hungeren efter profit og personlig berigelse havde drevet direktører og bestyrelsesmedlemmer langt ud af den økonomisk kriminelle løbebane.

USA nedlagde i juli 2002 veto i FN's Sikkerhedsråd mod forlængelse af FN's fredsbevarende mission i Bosnien. Det skete få timer før den Internationale Straffedomstol (ICC) formelt indledte sit virke i Haag, den 2. juli. Washington havde da i et år modarbejdet domstolen, forsøgt at få lande der havde skrevet under på dens oprettelse til atter at springe fra, eller i det mindste truet dem til at skrive under på aftaler om ikke at ville udlevere nordamerikanske statsborgere til domstolen. Der hersker ikke den store tvivl om, at skulle en nordamerikaner en dag blive udleveret til ICC, vil USA gennemføre en militæraktion mod Haag.

Hængedynd i Iraq

Fra slutningen af 2003 trak stadig flere lande deres tropper ud af USA's besættelseshær i Iraq. Det største slag var da Spanien efter terrorbomberne i marts, i april 2004 trak sine 1500 soldater ud af Iraq. Allerede inden bomberne havde 80% af spanierne støttet en tilbagetrækning, men det krævede en spansk regeringsændring at få dem trukket hjem.

I slutningen af april kom der billeder og vidnesbyrd ud om nordamerikanske styrkers tortur af fanger i Abu Ghraib fængslet syd for Baghdad. Der var ikke blot tale om tortur, men også om seksuel udnyttelse, nedværdigelse og overgreb. I maj kom der beviser om tilsvarende tortur begået af nordamerikanske styrker mod fanger i Afghanistan. Både på luftbasen Bagram nord for Kabul og i militærcentre i Gardez og Kandahar.

I juni pegede Human Rights Watch i en rapport på, at tortur og mishandling af irakiske fanger af nordamerikanske soldater var en direkte konsekvens af Bush regeringens beslutninger om at undgå international ret - både Genevekonventionen og torturkonventionen. Samme uge som rapporten blev offentliggjort lækkede der hemmelige dokumenter fra Pentagon og Justitsministeriet der viste, at regeringen havde søgt at finde veje omkring konventionerne for at kun torturere og mishandle - på samme måde som den i næsten 2 år havde gjort det i sin koncentrationslejr i Guantanamo på Cuba.

«Rædselsscenerne fra fængslet i Abu Ghraib er ikke isolerede handlinger begået af enkelte soldater», erklærede Human Rights Watch' direktør Kenneth Roth. «Torturen i Abu Ghraib findes fordi præsident Bush besluttede at overtræde de internationale konventioner». Iflg. Roth var det Washingtons holdning, at både Genekonventionerne og torturkonventionen måtte lægges til side efter terrorangrebet 11. september 2001. Washington benægtede dog fortsat, at USA har en politik for tortur eller mishandling af fanger. Human Rights Watch udfordrede dog Bush til at bevise dette, for de lækkede dokumenter fra regeringsadministrationen taler et helt andet sprog. Den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice forsikrede dog, at regeringen overholder USA's egne love og indgåede internationale aftaler.

I juli 2004 offentliggjorde 11. september kommissionen sin rapport efter 20 måneders undersøgelser af angrebet 11. september. Kommissionen rettede et hårdt angreb for «manglende fantasi» og for «alvorlige organisatoriske fejl» i forsvaret af landet. Rapporten slog fast, at «den mest alvorlige fejl var, at hverken Bill Clinton eller George Bush havde forstået alvorligheden af truslerne». Chefen for kommissionen, Tom Kean erklærede at angriberne var trængt gennem forsvarsværkerne hos verdens stærkeste militærmagt, og at angrebene havde forårsaget dybe traumer i den nordamerikanske befolkning.

I oktober udgav Amnesty International en rapport der konkluderede, at USA systematisk overtrådte fangers fundamentale menneskerettigheder i Iraq, Afghanistan og i Guantanamo. Iflg. Amnesty har regeringens dæmonisering af irakere, afghanere og formodede al-Qaeda medlemmer samt dens tilsidesættelse af egne og internationale retningslinier for behandling af fanger åbnet dørene på vid gab for tortur og mishandling. Amnesty anklagede dermed USA for at tolerere overgrebene og gjorde samtidig opmærksom på, at billederne af mishandlingerne af fanger i Abu Ghraib fængslet syd for Baghdad vil følge menneskeheden i mange år fremover.

Amnesty anklagede videre Washington for «at være slået ind på en rystende vej, hvor menneskerettigheder krænkes pga. statens påståede hensyn til den nationale sikkerhed og militære behov». Menneskerettighedsorganisationen opfordrede samtidig regeringen til at fordømme og forbyde anvendelsen af tortur og mishandling. Rapporten havde titlen: «Menneskelig værdighed nægtet: Tortur og ansvar i 'krigen mod terror'». Den udkom 6 dage før præsidentvalget i USA. Den nordamerikanske hærs egne undersøgelser af torturen i Abu Ghraib frikendte hæren selv: ingen officerer kunne gøres ansvarlige, men en række menige soldater blev stillet for retten. Hæren undlod at kommentere, at chefen for fængslet i Abu Ghraib 8 måneder inden afsløringerne af torturen havde overtaget denne post efter at have været ansvarlig for opbygningen af torturapparatet i Guantanamo.

I slutningen af oktober offentliggjorde forskere fra Johns Hopkins Bloomberg skolen for folkesundhed ved Baltimore universitetet en artikel i det ansete britiske lægetidsskrift The Lancet hvor de konkluderede, at de militære aktioner siden angrebet på Iraq i marts 2003 og den efterfølgende vold og sammenbrud i sundhed og hygiejne i landet havde kostet omkring 100.000 irakere livet. De fleste ofre var kvinder og børn, konkluderede forskerne.

I november 2004 blev George W. Bush genvalgt til en yderligere 4 årig præsidentperiode. Det skete efter en af de mest højspændte valgkampe i landets historie. Mod sig havde Bush de fleste af USA's kunstnere. Med sig havde han imidlertid højrefløjens stærke lobbyorganisationer, medierne - især Murdochs Fox News og omkring 1 mia. US$ til at føre valgkamp for. Hvor han faktisk tabte valget i 2000 lykkedes det ham denne gang at få 51% af stemmerne, og valgdeltagelsen på næsten 60% var i nordamerikansk sammenhæng rekordhøj. Republikanerne forstærkede deres kontrol over både senat og repræsentanternes hus. Da valgresultatet var klart gik Bush' modkandidat, John Kerry på skærmen og opfordrede amerikanerne til at stå sammen og bygge bro over de dybe kløfter valgkampen havde skabt.

Som ventet skildte Bush sig efter valgsejren af med udenrigsminister Colin Powell. De foregående 4 år havde været præget af dybe konflikter mellem udenrigsministeriet på den ene side og Pentagon, det Hvide Hus og det Nationale Sikkerhedsråd på den anden. De neokonservative fik nu fjernet Powell og erstattet ham med en af deres egne, den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Condoleeza Rice.

Med 5 stemmer mod 4 forbød Højesteret i marts 2005 dødsstraf til drabsmænd, der på drabstidspunktet havde været under 18. Kendelsen blev set som en sejr for modstanderne af dødsstraf.

Flere hundrede blev dræbt, da orkanen Katrina i september drog hærgende ind i USA. Digerne omkring New Orleans brød sammen og byen blev oversvømmet. Naturkatastrofen blev fulgt af en politisk katastrofe da det kom frem, at de statslige myndigheder ikke havde fået evakueret byens fattige befolkning og efterfølgende var særdeles langsom til at komme byen til undsætning. Flere hundrede tusinde fattige afroamerikanere havde ikke haft til busbiletten ud af byen og var derfor blevet fanget i vandmasserne. Indtil naturkatastrofen havde Bushregeringens parole mod statsintervention været: «det er ikke vores penge. Det er jeres». Kritikerne svarede nu, at regeringens parole åbenbart også var: «det er ikke vores orkan. Det er jeres». Et par dage efter orkanen erklærede Bush, at direktøren for den føderale kriseadministration (FEMA), Michael Brown, «havde gjort et glimrende arbejde». Bush havde selv udnævnt Brown, men da det i løbet af en uge kom frem, at de føderale myndigheders indsats havde været skandaløst begrænset, var det også Bush der måtte ofre Brown. Den politiske konflikt kom især til at stå mellem den føderale Bush regering, Louisiannas demokratiske guvernør Kathleen Blanco og New Orleans borgmester Ray Nagin. Katrina afslørede, at USA nok er i stand til at føre krig overalt i verden, men ikke er i stand til at tage vare på sin egen befolkning, og mens årsagen den 11. september 2001 kom udefra, skulle årsagerne i september 2005 søges hos de føderale myndigheder. Bush' popularitet styrtdykkede.

I april 2006 blev præsidenten tvunget til at omdanne administrationen i det Hvide Hus. Den vigtigste ændring var, at hans tætteste ven, Carl Rove røg ud. Rove havde i 2005 officielt fået ansvaret for lækken til medierne om, at Valerie Plame var CIA agent. Lækken der fandt sted i 2003 var Bush regeringens hævn over Plames mand, ambssadør Joseph Wilson, der i 2002 havde fået til opgave at bekræfte at Iraq forsøgte at skaffe sig uran fra Niger. Oplysningerne var en del af regeringens psykologiske krigsførelse i perioden op til starten på invasionen af Iraq. Men Wilson kunne ikke finde beviserne. De påståede dokumenter viste sig at være falske, og regeringen tog derfor hævn over Wilson ved at afsløre hans kone som CIA agent. Uheldigvis er der strenge straffe i USA for sådanne afsløringer, og sagen blev derfor kulegravet gennem 2003 og 04. Sporet endte hos Bush' stabschef i det Hvide Hus, Carl Rove. Det viste sig dog senere, at Bush selv var involveret i beslutningen om afsløringen af Valerie Plame.

Ligeledes i april indrømmede USA's øverste spionchef, John Dimitri Negroponte at USA torturerer og mishandler mistænkte terrorister, og rutinemæssigt flyver dem til tortur rundt omkring i verden. Et af redskaberne til at omgå torturkonventionen er at lade andre landes regeringer stå for torturen. EU har siden 2004 arbejdet på at kortlægge CIA's hemmelige flyvninger af fanger til tortur. CIA's fangefly har også mellemlandet i Danmark, med udenrigsministeriets vidende, men uden at de danske myndigheder har protesteret eller grebet ind. USA har rutinemæssigt sendt fanger til tortur i bl.a. Egypten, de centralasiatiske republikker, og bl.a. Syrien. Negroponte indrømmede nu denne praksis og erklærede videre at den vil fortsætte til «krigen mod terror er vundet». USA's åbne indrømmelse af tilsidesættelsen af internationale konventioner udløste forbavsende få internationale protester.

Ved midtvejsvalget i november vandt demokraterne flertal i begge kongressens kamre - for første gang i 12 år. Præsident Bush var dermed tvunget til at søge samarbejde de sidste 2 år af sin embedsperiode efter 6 års konfrontationspolitik. Republikanernes nederlag skyldtes især 2 faktorer. 2003-06 var præget af republikanske korruptions- og sexskandaler. Det fik mange fundamentalistiske kristne nordamerikanere til at undlade at stemme. Det var netop denne befolkningsgruppe republikanerne de foregående valg havde mobiliseret med stor succes. Den anden faktor var Iraq krigen, som var stærkt upopulær i den nordamerikanske befolkning. 60% af vælgerne ønskede USA's tropper trukket hjem umiddelbart. Snarere end politik blev valget derfor en folkeafstemning for eller imod republikanernes sex-, korruptionsskandaler og krig i Iraq.

Den første umiddelbare konsekvens af valgnederlaget var, at Bush fyrede sin forsvarsminister,  Donald Rumsfeld, som han indtil ugen forinden havde erklæret sin fulde tillid til. Han blev erstattet af bureukraten Robert Gates. Få dage senere stod det endvidere klart, at USA's stærkt upopulære FN ambassadør, John Bolton ville blive fjernet fra posten i januar 2007. Det lykkedes ikke Bush at få kongressens godkendelse af ham i 2005, og han blev derfor udnævnt ved dekret fra det Hvide Hus midt i kongressens sommerferie i 2005. Bush havde ingen chance for at Bolton godkendt i kongressen inden januar 2007, og Bolton var derfor færdig som FN ambassadør.

Trods stærke protester fra det demokratiske flertal i kongressens to kamre besluttede Bush regeringen i starten af 2007 at sende yderligere 30.000 soldater til Iraq. Faktisk lykkedes det USA det følgende at få reduceret volden i Iraq, men det skyldtes ikke så meget antallet af soldater som strategien overfor det sunnitiske mindretal i landet. USA gik nu over til at bestikke de sunnitiske klanledere, og fik på den måde kraftig reduceret sunniernes krig mod besættelsestropperne i landet.

I et sidste forsøg på at blive husket for andet end den mest upopulære præsident i landets historie søsatte Bush i efteråret en plan for fredsløsning i Israel-Palæstina konflikten. Der gennemførtes i november 2007 et topmøde i Indianapolis, men USA ønskede ikke at lægge pres på Israel for at få det til at gå i reelle fredshandlinger, og Israel ønsker ikke fred men «Lebensraum». Fredsinitiativet var derfor dødt både før og efter konferencen.

I foråret og forsommeren 2008 nomineredes John McCain som præsidentkandidat for det republikanske parti og Barack Obama for demokraterne.

Verdens mest voldelige terrororganisation - US Army - i aktion. Den 12. juli 2007 angriber 2 Apache helikoptere en gruppe civile i det centrale Baghdad og dræber 12 - deriblandt 2 journalister fra Reuters. En bil med børn der standser for at transportere sårede til hospitalet blivet ligeledes angrebet og 2 børn såret. Apache helikopterne angriber med 30 mm panserbrydende projektiler, så ofrene bliver skudt i småstykker. USA's militær benægter efterfølgende at have angrebet civile og forsøger at lave et cover-up omkring historien. Sandheden om terrorangrebet kommer først frem i 2010, da optagelser fra Apache helikopterne bliver lækket til WikiLeaks og lagt på internettet. Se den fulde udgave af terrorangrebet på: collateralmurder.wikileaks.org

I juni offentliggjordes hidtil hemmeligholdte rapporter skrevet af generalmajor Antonio Taguba efter afsløringen af USA's tortur i Iraq. Taguba blev afskediget fra hæren i 2003 efter færdiggørelsen af sin rapport, hvor han lagde ansvaret for torturen på daværende krigsminister Donald rumsfeld og i sidste ende George W. Bush. Efter Tagubas analyse var overgrebene så alvorlige, systematiske, og sanktionerede fra både rumsfeld og det Hvide Hus, at en række personer, herunder præsident Bush selv, gjorde sig skyldige i krigsforbrydelser.

Samme måned spændte USA's højesteret for 3. gang ben for statens illegale tilbageholdelse af fanger på Guantanamo basen. Efter 2. kendelse meddelte præsidenten, at fangerne kan blive stillet for specielle militærdomstole. Højesterets 3. kendelse giver fangerne adgang til at få deres sager prøvede ved civile domstole i USA, idet retten afviser det Hvide Hus' påstand om, at USA's lovgivning ikke gælder på Guantanamo basen.

2009 Obama

Præsidentvalget i november 2008 blev vundet af demokraternes Barack Obama, der dermed blev landets første præsident af afro-amerikansk afstamning. Dette udløste en hadkampagne af hidtil usete dimensioner fra landets racistiske højrefløj. Valget blev samtidig et strategisk nederlag for det republikanske partis neokonservative fløj og for landets omfattende fundamentalistiske kristne sekter, der havde støtte Bush administrationen.

Som sin første embedshandling udstedte Obama et dekret, der skulle betyde lukningen af koncentrationslejren i Guantanamo, hvor flere hundrede fanger siden 2001 var blevet holdt indespærret i strid med Genevekonventionerne. Et år senere var lukningen af Guantanamo løbet ud i sandet pga. uvillighed i USA mod at tage imod fangerne, og langmodighed i retsvæsenet ifht. at få de mange uskyldigt indespærrede løsladt.

Den nye regering kastede sig ud i at få vedtaget en ny sundhedsreform, der skulle give alle statsborgere i USA adgang til sundhedsvæsenet, og Obama udnævnte endvidere en række topfolk der skulle bane vejen for fred i Mellemøsten. Alle disse politiske projekter løb imidlertid ind i alvorlige problemer gennem 2009, fordi Obama lagde sig ud med magtfulde aktører i USA: de stenrige sundhedskoncerner og den jødiske lobby der er imod fred i Mellemøsten. Senator Ted Kennedys død og det efterfølgende valg af en konservativ erstatning fik planerne om sundhedsreform til at fadle fra hinanden, og først efter præsidenten satte hele sin prestige lykkedes det i foråret 2010 at få vedtaget en amputeret sundhedsreform, hvor det imidlertid stadig er de private forsikringsselskaber og hospitaler der er hjørnestenene i sundhedsvæsenet. De mange private aktører hvis formål alene er at tjene penge på sygdom gør USA's sundhedsvæsen til verdens dyreste - uden overordnet at være specielt godt.

23 CIA agenter blev i november 2009 kendt skyldige ved en domstol i Milano for bortførelsen af den ægyptiske imam Abu Omar i 2003. Agenterne bortførte ham og bragte ham til Ægypten, hvor han gennem flere år blev underkastet tortur og anklaget for terrorisme. Han blev aldrig anklaget, men er fortsat overvåget af de ægyptiske myndigheder. CIA's Milano chef blev idømt 8 års fængsel, mens 22 andre agenter fik hver 5 års fængsel. De blev samtidig dømt til at betale 1 mio. € i erstatning til Omar og ½ mio.  € i erstatning til hans hustru. Bortførelsen var et led i USA's såkaldte rendition program, hvor supermagten i specielt 2001-07 systematisk krænkede Torturkonventionen ved at bortføre mistænkte og lade dem underkaste tortur i klientstater. USA nægtede at udlevere de 23 til retsforfølgelse i Italien, og de blev derfor dømt in-absentia.

Barack Obama fik i december 2009 Nobels Fredspris. Samme dag han fik overrakt prisen annoncerede han udstationeringen af yderligere 30.000 soldater i Afghanistan. Nobelkomiteens beslutning om at give prisen til USA's præsident blev mødt af undren fra mange sider, for supermagten er fortsat verdens mest aggressive militærmagt. USA indledte sin militære tilbagetrækning fra Iraq i juni 2009. Den var tilendebragt i december 2011.

Obama besøgte i 2009 Danmark to gange. Første gang i november i et forsøg på at få de Olympiske Lege 2016 til Chicago. Det mislykkedes. Brasilien vil blive vært for OL i 2016. Anden gang i december under FN's Klimatopmøde. Dette møde lykkedes til gengæld, da det lykkedes Obama at friholde de nordamerikanske oliekoncerner fra at skulle betale for CO₂ forurening gennem 100 år.

Den nye regering var ikke i stand til at bremse den økonomiske krise. I oktober nåede den åbne arbejdsløshed op på 10,1%. Det højeste niveau siden 1983. Og underbeskæftigelsen nåede 17,5%.

Vicepræsident Joseph Biden rejste i marts 2010 til Israel for at mødes med den israelske regering og få sat gang i fredsprocessen, som Israel havde saboteret gennem 9 år. Som markering af at det er Israel der bestemmer, annoncerede Israel nye bosættelsesbyggerier i de besatte områder, midt under Bidens besøg. En rasende Biden rejste hjem, og den israelske premierminister Benjamin Netanyahus efterfølgende besøg i Washington var præget af isnende kulde. Trods diplomatiske forsøg på at gyde olie på vandene var relationen mellem de to stater på det køligste niveau i 15 år. Men Israel opnåede hvad det ønskede: fortsat ekspansion af sine bosættelser - i strid med 4. Genevekonvention - og at USA's forsøg på at få sat gang i fredsprocessen atter blev sat i bero. I stedet rettede USA sin opmærksomhed mod Iran, som supermagten ikke mener har ret til at erhverve atomvåben. Iran har underskrevet ikke-spredningsaftalen for atomvåben, mens Israel ikke har underskrevet denne aftale og menes at råde over godt 100 atombomber - den eneste atommagt i regionen.

I april 2010 ødelagde en eksplosion en BP olieplatform i Caribien. Over de næste 87 dage løb omkring 4,9 mio. tønder råolie ud i Caribien. Udslippet ødelagde strande, fiske- og bundliv i et enormt havområde lige syd for USA. I februar var udgifterne for BP ifbm. udslippet løbet op i 42 mia. US$.

I 2010 gennemførtes en sundhedsreform, hvis primære mål var at udbrede sygeforsikringer til de 50 mio. nordamerikanere, der indtil da ikke havde haft nogen forsikring. Der var ikke tale om en egentlig styrkelse af det offentlige sundhedsvæsen, men at give 50 mio. fattige indbyggere adgang til de private sundhedsforsikringer. Kampen mod sundhedsreformen blev samlingspunkt for den fundamentalistiske højrefløj i USA. Reformen vil ikke skabe et billigere og mere effektivt sundhedsvæsen, men vil styrke USA som landet med verdens dyreste (og mest ineffektive) sundhedsvæsen.

USA fik i foråret 2011 lettere modvilligt med i NATO's krig mod Libyen. Allerede i slutningen af april afsluttede USA dog sine bombardementer, og overlod resten til NATO. Den vestlige verden havde narret FN's Sikkerhedsråd til at godkende etableringen af en flyforbudszone, men i praksis førte NATO krig mod Libyen.

Den 1. maj 2011 angreb nordamerikanske stealth helikoptere et hus i Pakistan, henrettede Osama bin Laden og smed efterfølgende liget i det Indiske Ocean. Under Obama aftog de direkte krigsoperationer mod USA's fjender, men i stedet blev de hemmelige og drone-baserede operationer drastisk optrappet. Siden 2010 dræbes flere tusinde civile årligt i Pakistan, Yemen og Afghanistan efter angreb fra fjernstyrede droner. Menneskerettighedsorganisationer med Amnesty International i spidsen kaldte i august 2013 denne praksis for forbrydelser mod menneskeheden - uden at det dog på nogen måde ændrede USA's praksis.

Occupy Wall Street - protester mod finanskapitalens grådighed

I protest mod finanskapitalens grådighed indledtes i september 2011 protester i New York. Under parolen «Occupy Wall Street» (OWS) indledtes demonstrationer mod den stadig dybere økonomiske krise og den stadig mere skæve fordeling af værdierne i USA. Myndighederne søgte fra starten at spænde ben for protesterne ved at nægte dem retten til at bruge højttalervogne eller megafoner. Det førte til udviklingen af en Occupy tradition for at gentage talerne bagud, så alle kan høre budskabet. Occupy bevægelsen spredte sig hurtigt til resten af USA og fik effektiv opbakning fra landets fagbevægelse. Fra USA spredte den sig videre til resten af verden, og stillede de 1% af befolkningen der vælter sig i rigdom overfor de 99% der betaler med arbejdsløshed, lønnedgang og tvangsauktioner. I oktober holdt bevægelsen en global aktionsdag, der samtidig tydeliggjorde rækkevidden af demokratiet i de kapitalistiske stater. Mens demonstranter med udgangspunkt i Tahrir pladsen i Cairo i ugevis fik lov til at demonstrere mod Mubarak diktaturet i Egypten, blev de efter 3 dage med vold fjernet af politi fra Rådhuspladsen i København, og myndighederne gik ligeledes voldeligt til angreb på demonstranterne i USA. I Oakland blev 2 krigsveteraner der deltog i demonstrationerne skudt og hårdt såret af politiet, og i november ryddede politi med vold demonstranternes base i Zucotti Park i New York. Protesterne fortsatte dog ind i 2012.

I december 2012 kunne Partnership for Civil Justice Fund offentliggøre ellers hemmeligtstemplede FBI papirer, der dokumenterede politistatens nedkæmpelse af OWS. Selvom FBI fra starten havde karakteriseret OWS som en fredelig organisation, blev den behandlet som en terrortrussel. Der var blevet indledt et nationalt og lokalt samarbejde mellem FBI, Homeland Security (DHS), lokalt politi, New Yorks børs, banker og universitetsmyndigheder for at identificere deltagere, planlægge og koordinere ødelæggelse af bevægelsen - overvejende med voldelige. FBI arbejdede også med planer om at lade ledere i OWS blive skudt af skarpskytter. Universitetsmyndighederne leverede navne på OWS deltagere til FBI. Bankerne leverede optagelser fra sikkerhedskameraer og observationer fra deres private vagtværn. FBI og DHS brugte sammen med de lokale politimyndigheder disse oplysninger til at lave planer for hvordan bevægelsen kunne knuses med vold: voldelige arrestationer, tåregas, tæsk, skud med tåregasgranater direkte mod demonstranternes hoveder, opbevaring af demonstranter på jorden i håndjern eller strips i timevis, til de havde overskidt eller -pisset sig selv. Og evt. drab på lederne. Strategien lykkedes. Politistaten havde knust bevægelsen i løbet af 2012.

Politistat

Barack Obama underskrev 31. december 2011 lov H.R. 1540, også kendt som National Defense Authorization Act (NDAA), der omdannede USA til en politistat med global rækkevidde. Loven giver USA «retsligt grundlag» til at arrestere personer overalt i verden, tilbageholde dem på ubestemt tid uden rettergang og fratage dem retten til habeas corpus - dvs. at tredjepart eller familie ikke kan få oplysning om, at de faktisk er tilbageholdte. Disse instrumenter kan staten samtidig anvende overfor egne statsborgere i USA. Denne del af lovgivningen udløste voldsom kritik fra borgerrettighedsorganisationer som ACLU, da NDAA tilsidesætter USA's forfatnings frihedsrettigheder. Den globale arrestordre udløste til gengæld voldsom kritik fra internationale menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch. Amnesty erklærede: «NDAA vil 'normalisere' tidsubestemte tilbageholdelser uden rettergang og gøre Guantánamo til en permanent del af det amerikanske samfund. NDAA betyder, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA kan pågribe mistænkte over hele verden – også fjernt fra slagmarken – og sende dem i militære fangelejre uendeligt».

I april 2012 offentliggjorde LA Times fotos af supermagtens soldater i Afghanistan, der poserede med legemsdele af itusprængte afghanske selvmordsbombere. Legemsdelene blev håndteret som trofæer og udløste stærk kritik i Afghanistan, hvor bl.a. præsident Hamid Karzei fordømte soldaternes feriebilleder som udtryk for en syg moral.

Det lykkedes i november 2012 Obama at blive genvalgt for en 2. periode med 51,1% af stemmerne. Væk var imidlertid den entusiastiske folkelige opbakning der havde båret valgkampen i 2008. «Yes we can» bevægelsen var borte, fordi Obama havde sveget de fleste af sine valgløfter. Den væsentligste årsag til præsidentens genvalg skulle søges i splittelsen af det republikanske parti, der består af en lille men højtråbende minoritet af fundamentalistiske ultra-liberalister - «Tea Party» bevægelsen - der ønsker at lægge den føderale regering i mølposen, fundamentalistiske kristne og det traditionelle sammenrend af millionærer og milliardærer. Der var ikke fodslag blandt republikanerne og derfor heller ikke opbakning til partiets præsidentkandidat, Mitt Romney. Ved valget til Repræsentanternes Hus gik republikanerne en smule frem til 242 pladser, mens demokraterne måtte nøjes med 193. Der var intet nyt i at USA's befolkning havde valgt en præsident med Kongressen imod sig, men republikanerne i den nyvalgte Kongres med Tea Party i spidsen erklærede at de ikke ville samarbejde med præsidenten, men tvært imod modarbejde alle hans initiativer. Den politiske borgerkrig kan ses som udtryk for at supermagten er i begyndende opløsning, har en stadig mere marginal økonomisk betydning på verdensplan og trods verdens stærkeste militærmagt har problemer med at udfolde sit hegemoni. Det var i den forstand symbolsk da udenrigsminister John Kerry i november 2013 erklærede Monroedoktrinen for død.

I marts 2013 begyndte der at komme rapporter i verdenspressen om en sultestrejke blandt fangerne i USA's koncentrationslejr Guantanamo. Der var tale om fanger der var blevet clearet til løsladelse allerede i 2007 eller 09, men statdig sad i lejren. I oktober lavede britiske The Guardian og The Observer denne animation om sultestrejken: Guantánamo Bay: The Hunger Strikes - video animation.

I juli 2013 idømte en nordamerikansk militærdomstol Bradley Manning til 35 års isolationsfængsel for spionage. Manning blev kendt skyldig i at have udleveret flere hundrede tusinde dokumenter til WikiLeaks, der dokumenterede supermagtens krigsforbrydelser i Iraq og Afghanistan. Det startede med afsløringen af filmen Collateral Damage, der viste nordamerikanske soldaters henrettelse af 11 irakere, deriblandt 2 Reuters journalister. Mens Manning blev dømt er ingen soldater eller officerer dømt for de krigsforbrydelser WikiLeaks dokumenterne afslører. Manning gennemførte under retsagen et kønskifte og blev til Chelsea.

I juni 2013 gik den nordamerikanske NSA analytiker Edward Snowden under jorden efter at have indledt afsløringen af et gigantisk NSA spionageprogram rettet mod kommunikation på internettet generelt og de fleste af verdens statsledere og organisationer generelt. NSA afsløringerne er sandsynligvis de politisk og økonomisk mest skadelige for USA nogen sinde. De har forværre forholdet mellem USA og mange af dets ellers traditionelle allierede eller venner, og de har afsløret at nordamerikansk produceret IT udstyr har indbyggede bagdøre, så NSA kan gennemføre spionage. Det gælder Microsofts programmer og styresystemer, det gælder computer «skyer» der skal drive systemer og det gælder hardware producenter som Cisco. I de første 6 måneder efter Snowdens afsløringer faldt Ciscos omsætning med 25%. Den generelle holdning var, at hvis private virksomheder eller offentlige organisationer havde information, der ikke skulle være frit tilgængelig, så skulle den ikke i nærheden af nordamerikansk produceret hardware eller software.

I december 2013 lod forbundsregeringen Detroit gå fallit. Mange andre nordamerikanske storbyer står på randen af en økonomisk kollaps.

Strukturel økonomisk krise

USA's krige siden 2001 har drænet supermagtens statskasse, fordi der dels har været tale om enorme udskrivninger til militæret, samtidig med at Bush gav skatteletttelser til de rigeste. I midten af 00'erne fik staten kun omkring halvdelen ind af hvad den skulle bruge. Resten blev lånt. Låneloftet der begrænser hvor meget den føderale stat må låne er derfor mange gange blevet hævet. I februar 2001 hævede Kongressen loftet med 1.900 mia. US$ fra 12.394 mia. US$til 14.294 mia. US$. Men i november 2010 vandt republikanerne flertallet i Kongressen og selv om det var dem der havde brugt trillioner af dollars på krige, besluttede de nu at bruge flertallet til at spænde ben for Obama. I foråret 2011 nægtede republikanerne at stemme for en øgning af gældsloftet. Konsekvensen var, at det internationale finansielle ratingbureau Standard & Poors reducrede USA's kreditværdighed fra AAA til AA+. Justeringen udløste voldsomme reaktioner i USA, der aldrig tidligere havde oplevet en nedjustering af kreditværdigheden. S&P tilføjede, at dr kunne blive tale om yderligere nedjusteringer de kommende år.

Først den 1. august blev Obama og republikanerne enige om en lov, der både ville hæve gældsloftet til 16.394 mia. US$ og gennemføre besparelser i det føderale budget. Det var dagen før USA teknisk set ville være gået i betalingsstandsning.

Den 4. februar til 19. maj 2013 suspenderede kongressen gældsloftet, og den 19. maj blev det hævet til 16.699 mia. US$ svarende til låneoptagningen i suspensionsperioden.

Den nye gældsloft strakte kun til oktober 2013. Den 1. oktober 2013 blev 800.000 føderalt ansatte suspenderet fra deres jobs. Dvs. de skulle ikke længere møde på arbejde og fik heller ikke løn. 1,3 mio. andre ansatte skulle møde, men uden at vide om og hvornår de ville få løn. Tea Party bevægelsen ønskede at bruge blokaden af et øget gældsloft til at at få saboteret sundhedsreformen. Den nægtede at stemme for ændringer, med mindre Obama stillede sundhedsreformen i bero. Det gik ikke i det lange løb. Den 17. oktober blev Obama og republikanerne enige om at suspendere gældsloftet frem til 7. februar 2014. Der var naturligvis kun tale om en udsættelse af problemet, der vil skulle behandles igen i januar-februar 2014. Det kinesiske ratingbureau Dagong Global Credit Rating nedjusterede USA fra A til A-. Nedjusteringerne gør det gradvist dyrere for USA at låne til sit overforbrug, og på længere sigt er spørgsmålet hvem der overhovedet vil låne penge til USA. Saudi Arabien og golfstaterne placerede gennem 1980'erne og 90'erne store summer i USA's statsobligationer, men den politiske alliance mellem de fundamentalistiske regimer på den arabiske halvø og USA er under opbrud. Gennem 00'erne var det især Kina, der placerede sit handelsoverskud i USA's statsobligationer, men USA får gradvist mindre betydning for den kinesiske eksport, og de 2 stater er på politisk og militær konfrontation, så det er ikke sikkert at denne financiering af USA's overforbrug vil fortsætte.

Iran og Syrien

En anden stat i dybe økonomiske problemer var Iran efter flere års vestlige sanktioner. I august 2013 begyndte Iran derfor at sende signaler til USA om at det ønskede at indgå aftaler om det iranske atomprogram mod at sanktionerne blev hævet. I november 2013 blev der indgået en aftale mellem Iran på den ene side og USA og andre kolonistater på den anden. Aftalerne vil over ½ år medføre at Iran indstiller berigningen af uran til mere end 1/10 af hvad der kræves til våben, og at Vesten samtidig skal begynde at hæve sanktionerne. Aftalen var et paradigmeskift i USA's traditionelt fjendtlige indstilling overfor Iran (og vice-versa), men samtidig var det en aftale der gik fuldstændig på tværs af USA's traditionelle fundamentalistiske allierede i Mellemøsten i Israel og den arabiske halvø. Israel truede bl.a. med på egen hånd at ville gennemføre bombninger af Iran. Israel forsøgte endvidere at bruge sin vetoret overfor USA's politik ved at mobilisere AIPAC og sine proselytter i USA's kongres, for at få vedtaget skærpede sanktioner mod Iran.

I august 2013 anvendte krigsherrer i Syrien giftgas mod civilbegolkningen i Damaskus. Et angreb der kostede mindst 800 livet. USA erklærede efter få dage, at det ville gennemføre en militær operation rettet mod Assad styret i Damaskus, men at det godt ville have FN opbakning først. Kun 2 lande i verden var helt ligeglade med FN og ville bombe med det samme: Danmark og Frankrig. I Storbritannien kom den liberal-konservative regering i mindretal i Underhuset, da det ikke umiddelbart ville tillade britiske tropper at deltage i et nordamerikansk krigseventyr. Det var fra starten klar, at Rusland og Kina ville nedlægge veto i FN's Sikkerhedsråd mod et nyt vestligt bombeeventyr mod et arabisk land. I stedet foreslog Syrien og Rusland, at Syrien kunne skrotte sine giftgasser under international kontrol. Trods rapporter om at oppositionen havde brugt giftgas ville det i det mindste give garanti for, at Assad regeringen ikke ville bruge giftgas. USA accepterede forslaget, der blev vedtaget en underliggende resolution i FN's Sikkerhedsråd og dekommissioneringen gik i gang i oktober. USA havde undgået at kaste sig ud i en nye militær konflikt, samtidig med at statsadministrationen gik i står fordi gældsloftet var nået.

Amnesty International og Human Rights Watch anklagede i august 2013 i fællesskab USA for at begå krigsforbrydelser ved at fortsætte sine droneangreb i Pakistan, Afghanistan og Yemen.

Som hævn for at Rusland i flere år havde bremset USA i at fjerne præsident Assad fra magten i Syrien, støttede USA og Israel allerede fra december 2013 det væbnede oprør på Maidan pladsen i Kiev mod den folkevalgte præsident Viktor Yanukovych. Perspektivet var endegyldigt at vriste Ukraine fri af Ruslands indflydelsessfære. USA førte derfor an - tæt fulgt af EU - med stadig skrappere sanktioner mod Rusland, da Ukraines nabo begyndte at reagere på statskuppet i nabolandet og truslerne mod det store russiske mindretal i Ukraine. USA opbygning af et fjendebillede omkring Rusland havde et andet åbenlyst formål. USA var ved at trække sig selv og NATO ud af Afghanistan, og havde derfor behov for at skabe en ny fjende, der kunne legitimere det gigantiske forbrug i USA's militær-industrielle kompleks. I slutningen af året gav USA sin fulde støtte til, at Saudi Arabien satte olieproduktionen drastisk i vejret for derved at presse den globale oliepris. Dette ville entydigt ramme nogle af USA's største fjender: Rusland, Iran og Venezuela, der alle var stærkt afhængige af olieeksport.

December 2014. Afsløring af CIA's tortur og åbning mod Cuba

Demokraterne tabte midtvejsvalget i USA i november 2014. Obama havde da 2 måneder til at gøre sig til andet end en parantes i historien inden republikanerne ville sætte sig på begge kamre i kongressen i januar 2015. Han tog 3 initiativer. For det første gav han flere millioner illegale emigranter i landet adgang til at lade sig registrere og dermed indlede en rejse mod legalitet. For det andet gennemførte han en diplomatisk åbning overfor Cuba. USA havde da i 55 år ført mere eller mindre krig mod den lille ø-stat, der som den første på det amerikanske kontinent havde vovet at føre en anden politik end den Washington dikterede. Der blev indgået aftale om reetablering af diplomatiske forbindelser, udveksling af politiske fanger (USA løslod bl.a. 5 cubanske politiske fanger der havde siddet fængslet i næsten 15 år for at have afsløret eksilcubanske terrorplaner mod Cuba), og åbning for at nordamerikanere kunne besøge Cuba - hvilket hidtil havde været forbudt. Åbning inkluderede dog ikke fjernelsen af den 55 år gamle økonomiske blokade af Cuba. Det ville kræve 2/3 flertal i Kongressen.

For det tredje offentliggjordes dele af en kongresrapport om CIA's udstrakte brug af tortur siden 11/9 2001. Der var ikke noget overraskende i indholdet. Verden havde i over 10 år kendt til USA's massive krænkelser af menneskerettighederne. Det eneste nye var, at krænkelserne nu blev bekræftet på højeste niveau og CIA blev gjort ansvarlige for dem. I virkeligheden udsprang initiativet fra daværende vicepræsident Dick Cheney, krigsminister Donald Rumsfeld  og justitsminister Alberto Gonzales, men det var CIA der var organisatorisk ansvarlige. Først i Guantanomo, siden i Iraq og Afghanistan og i transporten af torturofre mellem CIA drevne torturcentre rundt om i verden. Selv om ofrene også blev sendt gennem dansk luftrum med den danske regerings vidende og dermed ansvar, førte offentliggørelsen ikke til debat i Danmark, trods det at danske ministre med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller havde bidraget til krænkelse af torturkonventionen. Danmark havde flere år tidligere gennemført en «undersøgelse», der benægtede transporternes eksistens.

Offentliggørelsen af rapporten om CIA's tortur 2001-14 i december 2014 bekræftede, at Danmark indgik som led i torturprogrammet

Middelalderstaten henrettede i 2014 35 personer. Heraf 10 i Texas, 10 i Missouri og 8 i Florida. De fleste henrettede optræder dog ikke på listerne over dødsdomme, men er personer - typisk fattige afro-amerikanere - der henrettes af politiet på åben gade. I 2013 skød og dræbte det stærkt militariserede nordamerikanske politi 461 personer. Dette tal nærmede sig 500 i 2014. I august 2014 skød og dræbte den hvide politimand Darrel Ferguson den 18 årige ubevæbnede afro-amerikaner Michael Brown i Ferguson, Missouri. Det fik tålmodigheden til at rinde ud i den overvejende sorte by, hvor politiet overvejende var hvidt. Indbyggerne gik på gaden og protesterede mod politiets brutalitet. I november tog protesterne atter til, da en jury besluttede ikke at rejse tiltale mod morderen. Eftersom politimordene sker ugentligt og over hele USA spredte protesterne sig til hele landet og fokuserede ikke blot på politibrutaliteten og det faktum at morderne sjældent dømmes, men også det forhold at de fleste af ofrene er afro-amerikanere eller latinoer. Trods borgerretighedsbevægelsens triumfer i 1960'erne er USA fortsat et stærkt race-segregeret samfund med de hvide i toppen, afro-amerikanerne langt nede ad stigen hvad angår økonomiske, politiske og uddannelsesmæssige rettigheder, latinoerne endnu længere og landets oprindelige befolkning - indianerne - i bunden.

USA etablerede i august 2015 diplomatiske forbindelser med Cuba, efter 55 års afbrydelse. Præsident Obama ønskede også at hæve, eller i det mindste reducere de økonomiske sanktioner, men det krævede Kongressens opbakning, så sanktionerne blev fornyet i efteråret 2015. I oktober fordømte et næsten enigt FN supermagtens sanktioner. I marts 2015 var Obama på statsbesøg i Cuba. De to landes præsidenter var ikke enige om meget andet end nødvendigheden af at hæve sanktionerne.

Sammen med 12 andre lande omkring Stillehavet indgik USA i december 2015 Trans-Pacific Partnership (TPP) aftalen, der gav USA's transnationale selskaber et instrument til at fjerne statslige reguleringer i de underskrivende staters lovgivning. Imens fortsatte USA forhandlingerne med EU om indgåelsen af en tilsvarende TTIP aftale.

Politiets fortsatte drab på landets afro-amerikanske befolkning og den øgede fokus på dette problem førte i 2016 til dannelsen af Black Lives Matter bevægelsen, der gik på gaden i hele USA (og i mange andre dele af verden) i protest mod myndighedernes mord på sorte.

Hadet i USA fik en ny adresse i 2016. Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump erklærede krig mod indvandrere generelt og specielt indvandrere fra Latinamerika og Mellemøsten. (Trump ignorerede, at hans forfædre selv var indvandret til det nordamerikanske kontinent, hvor de havde stjålet jorden fra den oprindelige indianske befolkning). Trump erklærede, at der skulle bygges en mur mod Mexico (den eksisterer nu allerede langs hele grænsen) for at standse indvandringen af latinamerikanere, og at alle muslimer skulle sendes ud af landet. I den ophedede racistiske atmosfære dræbte racisten Stanley Vernon Majors sin nabo, den 37 årige Khalid Jabara, hvis eneste «forbrydelse» var at være muslim. Det skete i august i Tulsa, Oklahoma. Majors havde gennem flere år chikaneret sine naboer og truet med at slå dem ihjel, men myndighederne satte ham efter hver arrestation på fri fod.

Borgerrettighedsbevægelsen ACLU fik i august 2016 gennem en retsag tvunget USA's justitsministerium til at offentliggøre et centralt dokument om USA's dronekrig. Dokumentet afslørede, at Obama administrationen siden 2013 havde givet det Hvide Hus en central rolle i krigen ved at lade National Security Council (NSC) tage alle de operationelle beslutninger om hvem og hvordan der skulle myrdes. Efterretningerne stammede alle fra CIA og Pentagon, men ved at flytte beslutningsprocessen over i det Hvide Hus sikrede Oabama adminsitrationen sig, at den var udenfor Kongressens opsyn. Administrationen kunne på den måde føre dronekrig uden risiko for at Kongressen ville stille spørgsmål. Dokumentet var en organisatorisk drejebog for dronekrig. ('Drones playbook' shows key role played by White House staff in deadly strikes, Guardian 6/8 2016).

USA kom gennem 2015-16 i stigende grad på kollisionskurs med Tyrkiet om krigen i Syrien. Mens Tyrkiet aktivt støttede IS og bekæmpede kurderne, der til gengæld bekæmpede IS, optrappede USA sin støtte til det kurdiske YPG der i januar 2015 havde smidt IS ud af den kurdiske by Kobâne på grænsen til Tyrkiet. I juli 2016 forsøgte tyrkisk militær angiveligt at gennemføre et militærkup. Det benyttede den tyrkiske præsident Erdogan som påskud til at slå hårdt ned på alle sine politiske modstandere - både på venstrefløjen og hans tidligere religiøse allierede Fethulleh Gülen der siden 2013 havde været i eksil i USA. Erdogan hævdede, at Gülen var arkitekten bag «kupforsøget» og krævede ham udleveret fra USA. For at sætte trumf bag kravet forbød han i 24 timer USA adgang til Erzurum flybasen, der ellers spillede en central rolle for USA's egen krig i Syrien.

Det lykkedes i 2015-16 USA at genvinde en del af sin tabte kontrol over Latinamerika. I december 2015 vandt højrefløjen magten i Argentina; få dage senere vandt højrefløjen parlamentsvalget i Venezuela; og i april gennemførte korrupte højrefløjspolitikere et statskup i Brasilien og afsatte landets venstreorienterede præsident Dilma Roussef. Årtiers nordamerikansk isolation på kontinentet (efter militærdiktaturenes fald i 80'erne og 90'erne) var på vej til at blive brudt.

USA's handelsministerium offenliggjorde i 2016 statistik over indkomstfordelingen i landets befolkning og andelen af fattige. Statistikken viste, at de rige bliver rigere og de fattige fattigere. Realindkomsten (indkomsten i faste priser) for de 5% rigeste i USA var i perioden 1965-2015 steget med 82%, mens den for de 10% fattigste var steget med 32%. Konsekvensen var, at mens de rigeste 5% i 1965 havde en indkomst der var 11,7 gange højere end indkomsten blandt de 10% fattigste, var dette forhold i 2015 steget til 16,1. Andelen af USA's befolkning der lever under fattigdomsgrænsen var i samme periode faldet relativt fra 22,4% til 13,5% af befolkningen, men i absolutte tal var den steget fra 39,5 mio. til 43,1 mio. som følge af befolkningstilvæksten i landet.

Realindkomsten i USA 1965-2015 blandt de 5% og de 10% rigeste, de 10% fattigste og gennemsnitsindkomsten, Andelen af supermagtens befolkning der lever under fattigdomsgrænsen. USA's handelsministerium 2016

Halvdelen af USA's valgberettigede valgte i november 2016 milliardæren og sexforbryderen Donald Trump til præsident. Trumps platte forsimpelser, racisme, populisme og nationalisme gik rent ind hos en hårdt presset arbejderklasse og mellemlag. Industriarbejderklassen i USA var over de foregående 25 år blevet halveret og lønningerne presset så langt ned, at mange også i mellemlagene var nødt til at have 2 jobs eller flere for at klare udgifterne. Valget af Trump blev dermed et symbol på den tidligere supermagts hastige deroute.

Valget af Trump udløste demonstrationer over hele USA. Politiet var vandt til den slags, så demonstrationerne blev opløst ved anvendelse af gummikugler og i færre tilfælde skarp ammunition. På den anden fløj demonstrerede Ku Klux Klan tilhængere og andre racister i syden til støtte for Trump. (Anti-Trump protests continue across the US – in pictures, Guardian 11/11 2016; Anti-Trump protesters gear up for weekend demonstrations across the US, Guardian 12/11 2016).

Obama administrationen gennemførte i sine sidste 2 måneder ved magten 2 skelsættende benspænd rettet mod den tiltrædende præsident. Hændelserne var unikke, da afgående præsidenter næsten altid arbejder sammen med tiltrædende for at sikre en glidende administrativ og politisk overgang. Det var ikke tilfældet i 2016. Baggrunden var dels, at republikanerne siden 2010 har haft flertal i begge kongressens kamre, og har brugt dette flertal til systematisk at sabotere Obamas politik. Dels at der udenrigspolitisk var en dyb kløft mellem den tiltrædende og afgående præsident. Umiddelbart før jul bragte en stribe medlemslande i FN's Sikkerhedsråd en resolution til afstemning i rådet, der fordømte Israels agressive og ulovlige bosættelsespolitik i de besatte områder. USA har siden 1970'erne notorisk nedlagt veto mod Israel kritiske resolutioner, men undlod denne gang at stemme, hvilket sikrede at resolutionen kunne vedtages enstemmigt i rådet med 14 ud af de 15 stemmer. Denne resolution vil ikke kunne omgøres af den tiltrædende præsident Trump og vil derfor stå som en skamstøtte over Israels bosættelsespolitik og den tiltrædende præsidents fuldstændig ukritiske holdning til Israels forbrydelser. Resolutionen bragte Israel helt op i det røde felt - premierminister Netanyahu truede bl.a. New Zealand med krig - men USA's udenrigsminister John Kerry gned nogle dage senere yderligere salt i såret, da han på en pressekonference mejslede det ud i sten, at Israel har to valgmuligheder: enten at acceptere fred med Palæstina og oprettelsen af en palæstinesisk stat, eller forblive én stat. Kerry føjede til, at i så fald er Israel ikke længere en demokratisk stat, for det kan ikke både være en jødisk stat (hvor kun jøder har rettigheder) men hvor halvdelen af befolkningen er palæstinensere og et demokrati.

Præsident Obama gjorde med sin underskrift på lov H.R.1540 USA til en politistat. USA kan arrestere amerikanske og udenlandske statsborgere i USA og i resten af verden og holde dem indespærret på ubestemt tid uden rettergang. Kritikere sammenlignede den med nazisternes Rigsbrandsforordning fra februar 1933 til «beskyttelse af folk og stat». Denne lov afskaffede ligeledes de grundlæggende frihedsrettigheder - blot i Tyskland.

Nogle dage senere tog Obama administrationen yderligere et udenrigspolitisk skridt, da USA skærpede sine sanktioner overfor Rusland og udviste 34 russiske diplomater. Det skete med påstanden om, at Rusland havde hacket det Demokratiske Partis computere under valget. Under normale omstændigheder ville Rusland have gjort gengæld, men præsident Putin erklærede at han ville vente og se hvordan den tiltrædende præsident vil håndtere sagen. Med Obamas udspil blev der skabt betydelige modsætninger mellem Trump og det republikanske parti der støttede Obama (eller rettere krævede endnu skrappere forholdsregler). Obama administrationen mente at have beviser for den russiske hacking, men det kunne ikke bekræftes af de oplysninger efterretningstjenesterne lagde frem, og det var helt umuligt at knytte det skete til den russiske regering. Men de påståede aktiviter var naturligvis også kun et påskud til at skabe republikanske modsætninger. Hændelsforløbet var ekstra interessant, fordi det var USA selv der sammen med Israel i 2007-10 for første gang i verden gennemførte cyberkrig mod en anden stat - nemlig mod Iran der fik ødelagt hundredevis af urancentrifuger. Og også interessant fordi USA's efterretningsvæsen flere gange offentligt har indrømmet, at det land i verden der mest systematisk spionerer mod USA og griber ind i den politiske proces er Israel. Gennem sin spydspidsorganisation AIPAC har Israel sikret, at ingen kongrespolitikere kan vælges, hvis de er blot det mindste kritiske overfor Israel, Det gør Aipac gennem smædekampagner mod sådanne politikere og gennem massiv økonomisk støtte til de politikere de ønsker valgt. USA har en tilsvarende 70 årig tradition for at gribe ind overalt i verden for at få valgt de statsledere de ønsker - og gennemføre kup mod dem de ikke ønsker. Senest ved støtten til kupforsøget mod Hugo Chavez i Venezuela i 2002. USA brugte flere hundrede millioner US$ på at påvirke præsidentvalget i Rusland i 2014.

2017 Make America Small Again

Donald Trump blev indsat som præsident i januar 2017. Milliardæren havde på forhånd afvist at skille sig af med sit forretningsimperium. Det er ellers praksis, at milliardær- og millionærpræsidenter flytter deres investeringer til særlige fonde for at undgå interessekonflikter mellem deres hverv som som præsident og deres økonomiske interesser. Det nægtede Trump.

Han blev bl.a. valgt på parolen «Make America Great Again». En reference til, at USA's globale betydning er stadig faldende pga. landets stadig mindre andel af det globale BNP. Ideen om at denne udvikling skulle kunne vendes var naturligvis en illusion, men den talte til mange nordamerikaneres nostalgi. Men frem for at øge supermagtens indflydelse kom det til at gå stik modsat. Præsidenten gik systematisk igang med at ødelægge USA's alliancer og forstod ikke at USA's styrke efter 2. Verdenskrig ikke blot var baseret på dets økonomiske og militære magt, men også at andre lande accepterede denne magt. Da Trump i januar fandt ud af, at USA havde forpligtiget sig til at tage imod 1000 flygtninge fra Australien, ringede han til den australske premierminister og skældte denne ud. En australsk kommentator bemærkede efterfølgende, at Trump havde skabt en dyb kløft ifht. Australien. «Det eneste land i verden der nok ville stille sig på USA's side, uanset hvem det kunne finde på at angribe». Samme måned blev forholdet til Mexico kølet ned til det absolutte nulpunkt. Trump havde under valgkampen lovet sine vælgere at ville bygge en mur mellem USA og Mexico for at holde latinamerikanske emigranter ude, og iøvrigt lade Mexico betale for muren. Efter sin tiltræden gentog han, at muren skulle bygges, hvilket medførte at et planlagt statsbesøg af den mexikanske præsident blev aflyst. I marts hævdede han, at han var blevet aflyst af det britiske efterretningsvæsen GCHQ, og et par måneder senere svinede han Londons muslimske overborgmester til på Twitter efter et terrorattentat i London. Det gjorde ham så upopulær i Storbritannien, at et planlagt statsbesøg der måtte aflyses. I maj erklærede han, at USA ikke ville opfylde NATO pagtens §5 - musketereden der skal garantere at medlemsstaterne rykker hinanden militært til undsætning i en krisesituation. Derefter trak han USA ud af FN's klimaaftale. Konsekvensen var i juni, at Europa i stigende grad orienterede sig mod Kina. USA havde simpelt hen kørt sig selv ud på et sidespor geopolitisk. Det blev tydeligt markeret i slutkommunikeet fra G20 topmødet i Hamburg i juli, hvor USA påtog sig retten til «ren udnyttelse af fossile energikilder», mens de øvrige 19 lande agtede at følge FN's Klimaaftale. USA og især dets præsident havde nået et absolut lavpunkt globalt, med en enkelt udtagelse: Israel. Trump havde opsagt USA's støtte til en tostatsløsning i Palæstine-Israel konflikten og banede derved vej for israelsk annektion af resten af Palæstina og fuldstændig fordrivelse af den palæstinensiske befolkning.

Trump var ikke blot upopulær international. På hjemmefronten skaffede han sig også fjender med rakatfart. Under hans indsættelse i januar havde flere millioner demonstreret mod voldtægsforbryderen over hele verden, og demonstrationerne havde overskygget de tilhængere han selv havde samlet i Washington. Alligevel hævdede han, at hans indsættelse var den største og mest besøgte gennem hele historien. De blev betviklet af nyhedsbureauerne, der kunne fremlægge fotos fra Obamas indsættelse og Trumps. Trump selv og hans pressefolk gik derfor til åbent angreb på pressen, der blev anklaget for «Fake News» mens hans egen fordrejede version af virkeligheden blev præsenteret som «Alternative Facts». Trumps krig mod de store nyhedsbureauer og især CNN og New York Times blev optrappet i løbet af foråret til et punkt, hvor de ikke længere blev inviteret til pressekonferencerne i det Hvide Hus. I juli lod han fremstille en video, hvor han personligt bankede en journalist fra CNN. De eneste medier der undlod at kritisere præsidenten var de højreradikale medier i landet, herunder det store Murdoch ejede Fox News.

Også landets dømmende magt lagde Trump sig ud med. To gange forsøgte han at indføre indrejseforbud fra 7, dernæst 6 muslimske lande: Iran, Syrien, Yemen, Libyen, Somalia og Sudan. Oprindelig var Iraq også på listen. Uanset om personer fra disse lande havde opholds-, studie- eller arbejdstilladelse eller blot havde visum, blev de nægtet indrejse. Dette forbud blev flere gange omstødt af føderale dommere med den begrundelse at det var i strid med USA's forfatning, fordi det åbenlyst var rettet mod muslimer. I juni godkendte Højesteret dog et nedtonet indrejseforbud. Forbuddet udløste i februar og marts tumultagtige scener i de store lufthavne over hele USA og omfattendde demonstrationer. Mange flygtninge i USA besluttede at flygte videre til Canada pga. statens hadretorik rettet mod muslimer. Normalt ville Canada afvisew sådanne flygtninge ved grænsen, men den canadiske lovgivning gav dem flygtningestatus, hvis de kom over ved ubevogtede grænseovergange. Flygtninge krydsede derfor i dyb sne grænsen mellem USA og Canada, og mange døde undervejs.

De første måneder regerede Trump næsten udelukkende pr. dekret, men denne regeringsform havde sine begrænsninger. Han havde forfatningsmæssig ret til at erklære krig mod Mexico, men ikke til at bygge en mur, for den ville kræve bevillinger gennem kongressen. Murprojektet kunne derfor ikke påbegyndes. Men han kunne godt udstede dekret om indrejseforbud. Dette kunne dog rulles tilbage pga. den balance der er indbygget i USA's forfatning mellem præsidentembedet, lovgivningen og kongressen. Det republikanske flertal i begge kongressens kamre forholdt sig ambivalent til præsidenten. Formelt set var nok republikaner, men først og fremmest var han Trump, og de republikanske politikeres primære overvejelse var deres eget genvalg. Det var derfor særdeles vanskeligt at finde fælles fodslag mellem Kongres og præsident. Bedre blev det ikke i maj, da præsidenten fyrede FBI direktør James Comey. Baggrunden var, at Trump i januar forgæves havde forsøgt at få FBI til at standse efterforskningen af de politiske forbindelser mellem Trump og Rusland. Disse forbindelser kostede allerede i februar Trumps første nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn jobbet. Fyringen af den republikanske FBI direktør var ikke populær i det Republikanske Parti. Hvis det kunne bevises, at Trump havde forsøgt at få standset efterforskningen af hans forbindelser til Rusland var det «obstruction of justice» og ville udløse en rigsretsag.

Udenrigspolitisk gik Trump systematisk i gang med at rulle Obamas tiltag tilbage. USA trak sig ud af frihandelsaftalen TPP, der gjaldt Stillehavsområdet, og indstille forhandlingerne omkring TTIP med EU. Han gjorde op med 50 års US politik og opsagde støtten til en tostatsløsning i Pallæstina. Han trak USA ud af FN's Klimaaftale og satte atter Keystone XL og Dakota Access projekterne på skinner. Han rullede optøningen af forholdet til Cuba tilbage. Sikkerhedspolitik var et vanskeligt emne for Trump, og han gav derfor USA's militær frie tøjler til at gennemføre operationer overalt i verden. Den første fandt sted i Yemen få dage efter hans indsættelse. Den var en katastrofe: kostede snesevis af yeminitter livet og en US kommandosoldat. I Iraq og Syrien optrappedes bombardementerne uden hensyn til civilbefolkningen. I løbet af det første halve år blev 4-5.000 civile dræbt under disse bombardementer. I april sendte han 58 krydsermissiler mod en luftbase i Syrien. Påstanden var, at det syriske regime stod bag et giftgasangreb i Idlib provinsen, der angiveligt skulle have kostet 80 civile livet. Den egentlige årsag var dog, at den internationale opmærksomhed skulle drejes bort fra, at USA to dage tidligere havde dræbt over 200 irakiske civile under et luftangreb på Mosul. For første gang fik præsidenten opbakning internationalt og selv fra sine modstandere i USA, og han fulgte derfor op mned at kaste historiens største ikke-nukleare bombe i Afghanistan og med at true Nordkorea med krig. Angiveligt sendte han en hangarskib gruppe mod Nordkorea. Efter nogle uger afslørede militære kilder dog, at gruppe sejlede fra, ikke til Nordkorea. I juli truede han og hans FN ambassadør Nordkorea med atomkrig. Baggrunden var en nordkoreansk prøveaffyring af et interkontinentalt missil. Der sad en gal mand i Pyong Yang, og en endnu mere gal mand i Washington. Sydkorea og resten af verden rådede til besindelse. (Trump presidency begins with defense of false 'alternative facts', Guardian, 23/1 2017; A whirlwind week: Trump's first 14 official presidential actions, Guardian, 27/1 2017; Trump's belligerence towards Iran plays into the hands of Tehran's hardliners, Guardian, 3/2 2017; 'It will be called Americanism': the US writers who imagined a fascist future, Guardian, 3/2 2017; Father of Navy Seal killed in Yemen calls for investigation into 'stupid mission', Guardian 26/2 2017; They hate the US government, and they're multiplying: the terrifying rise of 'sovereign citizens', Guardian, 15/5 2017; Donald Trump's hands-off approach gives US military free rein, Guardian, 14/6 2017)

Trumps politik bidrog til at en accelerering af USA's geopolitiske marginalisering og til at det globale geopolitiske tyngdepunkt flyttede ind i Asien, midtvejs mellem Afrika, Europa, Rusland, Indien og Kina. Dog havde Twittermanden i Washington stadig koderne til at kunne starte global atomkrig.

Antallet af migranter der døde under krydsning af grænsen mellem Mexico og USA i de første 7 måneder af 2017 steg 17% fra 204 i samme måneder i 2016 til 232 i 2017. Alene i juli døde 50 migranter. Stigningen i dødstallet fandt sted samtidig med et dramatisk fald i antallet af pågrebne migranter. Mens USA's migrationsmyndigheder i de første 6 måneder af 2016 pågreb 267.746 migranter, var antallet i de samme måneder af 2017 faldet til 140.024. Antallet af døde migranter plejer historisk at stige når anti-migrationsretorikken tager til i USA, hvad den i særlig grad gjorde efter Trumps indsættelse som præsident. Dødstallet ligger dog fortsat under de mange tusinder, der årligt dør under forsøgene på at nå EU fra Mellemøsten og Afrika. (Migrant deaths at US-Mexico border increase 17% this year, UN figures show, Guardian 5/8 2017)

Den 12. august gennemførte nazister, racister og bevæbnede militsmedlemmer en demonstration i Charlottesville, Virginia. Anledningen var bystyrets planer om at fjerne statuer af sydstatsgeneralerne Robert E. Lee og Stonewall Jackson, der under USA's borgerkrig i 1861-63 stod i spidsen for sydstatshærten, der kæmpede for bevarelse af slaveriet. Nazi demonstrationen blev mødt af en moddemonstration bestående af borgerretsforkæmpere og indbyggere i Charlottesville. Politiet holdt de to demonstrationer skarpt afskilt, til en nazist kørte sin bil ind i moddemonstrationen med over 100 km/t, sårede over 10 personer og dræbte den 32 årige Heather Heyer. Politisk motiverede angreb med køretøjer betegnes af mainstream medier og politikere i USA og Europa normalt som terrorisme, men i dette tilfælde nægtede præsident Trump at tage dette ord i sin mund, og karakteriserede i stedet borgerrettighedsforkæmpere og nazister som lige voldelige. Præsidentens fortælling gav voldsomme efterdønninger over hele landet. Blot to dage senere trak direktørene for de store koncerner Intel, Merck og Under Armour sig fra Trumps erhvervsråd og kastede dermed rådet ud i kaos. Det skete i protest mod Trumps fortælling om Charlottesville. Over hele landet gik myndigheder i gang med at fjerne offentlige statuer og mindesværker, der hyldede tilhængere af slaveri og racisme. Dette opgør med slavehistorien blev til gengæld udsat for voldsomme udfald fra Trumps side. Den 23. august rejste Trump til Phonix for at lade sig hylde af sine tilhængere. Det udløste omfattende moddemonstrationer med deltagelse af titusinder. Demonstrationerne endte med at blive opløst af politiet med tåregas. (Protests at Donald Trump rally in Phoenix – in pictures, Guardian 23/8 2017)

Den 18. august blev Trumps chefrådgiver, Steve Banon fyret. Han var den foreløbigt sidste i en næsten uendelig strøm af udskiftninger i Trump administrationen. Her følger en ikke komplet liste.

Dato	Person(er)
20. januar 2017	Straks ved sin indsættelse annoncerer præsidenten, at alle US ambassadør der ikke er karrierediplomater men er indsat politisk af Obama er fyret med øjeblikkelig virkning
30. januar	Trump fyrer fungerende justitsminister Sally Yates, da det der står klart at hun ikke vil tvinge justitsministeriet til at forsvare Trump administrationens forfatningsstridige indrejseforbud
13. februar	Formand for det nationale sikkerhedsråd, general Michael Flynn bliver tvunget til at trække sig efter blot 23 dage på posten. Han påstod ikke at have haft kontakt med den russiske ambassade i Washington under Trumps valgkamp. Det var løgn
10. marts	USA's nye racistiske justitsminister, Jeff Sessions opfordrer 46 statsanklagere til at fratræde deres stillinger. Da statsanklageren i New York nægter, bliver han fyret med øjeblikkelig virkning.
30. marts	Vicestabschef i det Hvide Hus, Katie Walsh fyres efter det er mislykkedes for Trump at få begravet Obamacare i Kongressen.
9. april	Næstkommanterende i det Nationale Sikkerhedsråd, KT McFarland fyres og omplaceres til posten som ambassadør i Singapore efter at være stødt sammen med formanden for det Nationale Sikkerhedsråd, general H.R. McMaster
9. maj	Trump fyrer med øjeblikkelig virkning FBI direktør James Comey. Trump havde forsøgt at tvinge Comey til at standse FBI undersøgelser af illegale forbindelser mellem Trump administrationen og Rusland. Fyringen er meget usædvanlig og medfører at kongressen nedsætter en undersøgelseskommission der skal undersøge forbindelserne mellem Trump og Rusland.
30. maj	Det Hvide Hus' kommunikationsdirektør Mike Dubke træder tilbage efter blot 3 mdr. i stillingen.
6. juli	Direktøren for det Hvide Hus' kontor for Regerings Etik, Walter Schaub siger op. Han har i mange måneder forgæves forsøgt at få Trump til at skille sig af med sine økonomiske interesser.
20. juli	Talsmanden for det juridiske team i det Hvide Hus der skal forsvare Trump mod undersøgelsen af de illegale kontakter, Mark Corallo træder tilbage. Det samme gør chefjuristen Marc Kasowitz.
21. juli	Trumps pressesekretær Sean Spicer træder tilbage efter det er blevet offentliggjort, at Anthony Scaramucci skal overtage posten som kommunikationsdirektør efter Dubke.
25. juli	Scaramucci fyrer assisterende pressesekretær Michael Short i et forsøg på at standse den stadige strøm af lækkede historier fra det Hvide Hus
29. juli	Trump fyrer sin stabschef, Reince Priebus. Trump har stadig ikke fået slettet Obamacare, og en skal have skylden
31. juli	Anthony Scaramucci bliver fyret efter blot 10 dage på posten som kommunikationsdirektør. Han har lagt sig ud med både Trumps chefrådgiver Steve Bannon og den nye stabschef, general John Kelly
19. august	Trump og stabschef Kelly fyrer Steve Bannon
26. august	Den højreradikale politiske rådgiver Sebastian Gorka fyres. Han var nær allieret af Bannon, der røg ugen inden.
29. september	Sundhedsminister Tom Price fyres. Det er blevet afsløret, at han har brugt 1 mio. US$ af offentlige midler på private flyveture. Den virkelige grund er dog, at det endnu ikke er lykkedes Trump at få flertal i Kongressen for at nedlægge Obamacare.
7. februar 2018	Stabssekretær Rob Porter tager sin afsked efter det er blevet afsløret, at han har tæsket to af sine tidligere hustruer
28. februar 2018	Det Hvide Hus' kommunikationsdirektør, Hope Hicks fyres efter hun er kommet til at afsløre, at hun hyppigt videregiver «hvide løgne» på vegne af Trump.
6. marts 2018	Gary Cohn, direktør for det Nationale Økonomiske Råd trækker sig fra posten efter at Trump har indledt handelskrig mod resten af verden.
13. marts 2018	«Forresten, jeg har fyret udenrigsministeren». Trump fyrer udenrigsminister Rex Tillerson.
22. marts 2018	Trump fyrer sin nationale sikkerhedsrådgiver, general McCaster. Han erstattes af nazisten John Bolton, der i en kort periode var FN ambassadør under Bush jr.
8. april 2018	Michael Anton, Trumps talsmand i sikkerhedsspørgsmål går. Det er dagen inden nazisten John Bolton overtager posten som national sikkerhedsrådgiver
6. juli 2018	Miljøminister Scott Pruit træder tilbage. Ikke pga. hans klimabenægtelse og ihærdige arbejde for ødelæggelse af miljøet, men skandaler omkring hans personlige overforbrug af statslige midler.
9. oktober	FN ambassadør Nikki Haley meddeler, at hun fratræder sin post med udgangen af 2018
7. november 2018	Justitsminister Jeff Sessions fyres
10. december 2018	Stabschef, general John Kelly tager sin afsked. Der er nu kun én voksen tilbage i det Hvide hus: marinegeneral James Mattis
20. december 2018	Marinegeneral og krigsminister James Mattis tager sin afsked i protest mod Trumps øjeblikkelige tilbagetrækning fra Syrien. Trump kvitterer med at fremrykke afskeden 2 måneder til 31/12. Der er ikke flere voksne tilbage i det Hvide Hus, der står imellem Trump og atomknappen.
23. december 2018	Trumps rådgiver om IS, Brett McGurk tager sin afsked i protest mod præsidentens øjeblikkelige tilbagetrækning fra Syrien
Ikke komplet liste over udskiftninger på centrale poster i administrationen de første 23 måneder af Trumps regeringstid

Nordkorea gennemførte fra juli en række missilaffyringer og atomprøvesprængninger og landets leder Kim Yong-Un truede USA med udslettelse. Det fik til gengæld Trump og senere hans generaler til at true Nordkorea med atomkrig og Kina med handelsboykot. EU, Kina og Rusland opfordrede USA til at indgå i forhandlinger med Nordkorea for at mindske risikoen for krig, men det afviste Trump administrationen og brugte i stedet FN's Sikkerhedsråd til at få vedtaget stadig skrappere sanktioner mod Nordkorea. Alle vidste, at sanktionerne blot ville skærpe krisen. 2 millioner koreanere blev dræbt under Koreakrigen, og krigen er fortsat ikke afsluttet. Der er alene underskrevet en våbenhvileaftale. For Nordkorea var det et spørgsmål om overlevelse. For Trump var det et spørgsmål om at bruge den skærpede sikkerhedssituation i det nordøstlige område af Asien til at øge USA's våbeneksport til især Japan og Sydkorea.

Trump administrationen fik i juli for 3. gang nedstemt sit forslag i Kongressen om at begrave Obamacare. Få uger senere fik han det Republikanske Parti på halsen efter sine udtalelser om nazi-volden i Charlottesville. I september gik derfor i stedet i forhandlinger med Demokraterne om lovgivning til erstatning for DACCA lovgivningen, Obama i 2012 havde indført ved dekret til beskyttelse af børn af illegale emigranter i USA. Konsekvensen af aftalen med Demokraterne var, at Trumps eget højreradikale bagland blev kastet ud i dyb desillusion. De så det som et forræderi fra Trumps side ifht. valgløftet om at smide alle illegale emigranter ud af USA - også børnene. Det politisk centrale i forløbet var imidlertid, at præsidenten placerede sig som næsten totalt politisk isoleret. Isoleret fra sin højreradikale vælgerbasis, isoleret fra det Republikanske Parti, der formelt set skulle være hans politiske basis, men også isoleret fra Demokraterne, der grundlæggende hadede ham som pesten. Præsidentens narcisisme fremmedgjorde ham fra hans oprindelige basis og kastede ham i armene på hans fjender fra i går. Den politiske amatør viste sig ude af stand til at opnå politiske resultater, var ude af stand til at forstå eller formulere politik der krævede mere en 140 tegn, men var stadig manden med fingeren på supermagtens atomaftrækker.

Trump truede i august med at invadere Venezuela. Både udenrigsminister Tillerson og hans sikkerhedsrådgivere forsøgte at tale ham fra planen. Forgæves. Først da præsidenterne i USA's lydstater i Latinamerika nogle uger senere også vendte tommelen nedad til Trumps forslag, blev det opgivet. (Trump repeatedly suggested invading Venezuela, stunning top aides – report, Guardian 4/7 2018)

Trumt talte i september som en af de første ved FN's Generalforsamling. Talen var én lang række af trusler mod lande rundt om i verden. Stærkest mod Nordkorea, som han truede med total udslettelse. FN er fredens organisation, og talen var eksplicit i strid med FN Generalforsamlingens forretningsorden, der forbyder trusler mod andre lande. Aldrig tidligere i organisationens historie var en så aggressiv tale blevet afholdt. Den blev mødt af larmendde tavshed fra verdens ledere - bortset fra Israel, der bifaldt truslerne mod Iran. Trump var ikke i stand til at huske navnet på Nordkores statschef, Kim Jong-un, så denne blev omtalt som «Rocket Man». Talen markerede, at præsidenten var udenfor pædagogisk rækkevidde og havde formået at isolere USA fra næsten alle andre lande i verden. (Donald Trump threatens to 'totally destroy' North Korea in UN speech, Guardian 19/9 2017; A blunt, fearful rant: Trump's UN speech left presidential norms in the dust, Guardian 19/9 2017)

Puerto Rico blev i september 2 gange ramt af en kategori 5 orkan, der forårsagede enorme ødelæggelser og gjorde titusinder hjemløse. Trumps svar var, at Puerto Ricanerne selv havde været ude om det, fordi deres økonomi var i en elendig forfatning.

USA regering fremlagde i oktober planer for et markant brud med den nedrustningsproces på det atomare område, der blev indledt 30 år tidligere. Planen var i tråd med Trumps planer for økonomisk udvikling af landet gennem oprustning og våbensalg til resten af verden. Den blev fremlagt som en «modernisering» af supermagtens atomvåbenarsenal. Som led i oprustningen skulle der udvikles et nyt sprænghoved med lavere sprængkraft til montering på balistiske missiler. Det var en del af illusionen om, at det ville være muligt at udkæmpe en «begrænset atomkrig». Noget videnskabsfolk og militærstrateger allerede 30 år tidligere var blevet enige om var umuligt. Dernæst skulle Tomahawk cruisemissilerne der var lagt i mølposen 4 år tidligere atter hentes frem og gøres operationsklare. For det tredje skulle den tid der var nødvendig for at genoptage USA's prøvesprængningsprogram reduceres fra de nuværende 3 år. Prøveprogrammet var lagt i mølposen 30 år tidligere, fordi computersimulationer var langt mere pålidelige. For det fjerde skulle tærsklen for hvornår USA ville anvende atomvåben sænkes. Den var senest blevet ændret af Obama i 2010, hvor det hed at USA kun ville bruge sine atomvåben under «ekstreme omstændigheder for at forsvare egne, allieredes og partneres vitale interesser», og aldrig mod stater der ikke rådede over atomvåben og som iøvrigt overholdt ikke-spredningsaftalen. Vicepræsident Pence benyttede lejligheden til at erklære, at den bedste garant for verdensfreden var USA's atomvåbenarsenal. (Trump team drawing up fresh plans to bolster US nuclear arsenal, Guardian 29/10 2017)

I oktober blev det afsløret, at Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver Michael Flynn var involveret i en plan om at kidnappe den tyrkiske islamiske dissident Fethullah Gülen og flyve ham til Tyrkiet. Til gengæld ville Flynn modtage 15 mio. US$ fra Erdogan diktaturet. Erdogan havde indtil da forgæves forsøgt at få sin gamle religiøse allierede udleveret fra USA. Flynn selv erkendte sig i december skyldig i at have løjet overfor FBI, da han blev afhørt om sine forbindelser til Rusland. Samtidig erklærede han sig villig til at samarbejde med Kongressens specielle efterforskning af Trump administrationens forbindelser til Rusland. Efterforskningen af de kriminelle aktiviteter rykkede dermed en tak tættere på præsidenten, der var hurtig til at erklære, at Flynns aktiviteter under valgkampen var fuldt lovlige. Det var Flynn selv der under Trumps valægkamp havde anført heppekorene: «Lock her up» (smid hende i fængsel), med henvisning til Hillary Clintons mailserver. Nu var det Flynn selv der stod med foden indenfor i supermagtens fængsler. (Ex-Trump aide Flynn investigated over plot to kidnap Turkish dissident – report, Guardian 10/11 2017; Donald Trump: Michael Flynn's actions during transition were lawful, Guardian 2/12 2017)

Institute for Policy Studies kunne i november afsløre, at USA's 3 rigeste mænd, Bill Gates, Jeff Bezos og Warren Buffett var rigere end den fattigste halvdel af USA's befolkning. De 3 milliardærer tegnede sig for ialt 248,5 mia. US$. Mens neoliberale i bl.a. Danmark klappede i hænderne over den stigende ulighed, var de store økonomiske tidsskrifter bekymrede over udviklingen, fordi den kunne udløse et offentligt oprør mod den stigende ulighed. Analyser viste, at 80% af Trumps skattelettelser ville komme de 1% rigeste til gode, og Forbes Magazine konstaterede, at 2017 havde været endnu et rekordår for USA's miliardærer. (Bill Gates, Jeff Bezos and Warren Buffett are wealthier than poorest half of US, Guardian 8/11 2017)

Verden mod Trump. 128 stater stemte 21. december i FN's Generalforsamling for at ugyldigstemple præsident Trumps beslutning om at flytte USA's ambassade til det israelsk besatte Jerusalem. 9 stater stemte imod. To dage tidligere havde alle lande i Sikkerhedsrådet (undtagen USA) vedtaget en tilsvarende ugyldiggørelse. En beslutning supermagten dog nedlagde veto imod. 2017 blev dermed året hvor USA geopolitisk kørte sig stadig længere ud på et sidespor - handelspolitisk, klimapolitisk og i konflikthåndteringen i verdens brændpunkter.

Trump meddelte i starten af december, at USA ville flytte sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Iflg. præsidenten var det blot en anerkendelse af realiteterne: at Jerusalem var Israels hovedstad. FN og resten af verden var uenig. Iflg. delingsplanen fra 1948 skulle Jerusalem have en speciel status, og iflg. Sikkerhedsrådsresolution 242 fra 1967 var Østjerusalem ulovligt besat område - af Israel. USA's ensidige beslutning udløste derfor global fordømmelse - bortset fra den radikale højrefløj i Israel. Palæstina afbrød sine forbindelser til USA's regering, og erklærede at supermagten ikke længere ville have nogen rolle at spille i enbolto fremtidig fredsproces. Den arabiske liga blev hastesammenkaldt med det formål at diskutere situationen og eventuelt beslutte at anerkende Jerusalem som Palæstinas hovedstad. Et skridt de tog afstod fra. Den 20. december blev sagen diskuteret i FN's Sikkerhedsråd efter et resolutionsudkast der annullerede USA's beslutning. 14 ud af Sikkerhedsrådets 15 medlemmer stemte for resolutionen, som USA derefter nedlagde veto imod. Derefter besluttede Tyrkiet og Yemen at fremlægge den samme resolution i Generalforsamlingen 2 dage senere. Det fik supermagten til at handle stadig mere desperat. Dens ambassadør Nicky Haley truede med, at USA ville notere sig de lande der stemte for resolutionen, og dagen før selve afstemningen truede Trump direkte de lande der ville stemme for, at USA ville fratage dem den økonomiske og militære støtte. USA havde en lang tradition for at lægge økonomisk og diplomatisk pres på stater for at få dem til at stemme på en bestemt måde i Generalforsamling eller Sikkerhedsråd, men aldrig tidligere havde supermagten truet så åbent. Så meget større var nederlaget den 22. december da 128 lande stemte for at erklære USA's ambassadeflytning for ugyldig, mens kun 9 stemte imod. USA og Israel var næsten totalt isolerede i verden på et spørgsmål begge lande havde erklæret var vigtigt. De eneste lande der underlagde sig supermagtens bøllemetoder og stemte imod var 4 småstater i Stillehavet, de gamle mellemamerikanske diktaturstater Guatemala og Honduras samt det afrikanske land Togo. Ved siden af var der dog også 33 stater der undlod at stemme og 24 der helt udeblev. En analyse af disse staters geografiske placering var dog interessant. Mens Asien under ét - herunder også Sydkorea, Nordkorea, Japan og den Arabiske Liga - stemte for (med enkelte udeblevne stater), var de øvrige kontinenter splittede. 10 Stillehavsstater (deriblandt også Australien) undlod at stemme. Israels diplomati blandt småstaterne syntes at have givet pote. Det var også tilfældet i Afrika, hvor 16 stater udeblev eller stemte blankt. I Europa var der 13 stater der udeblev eller stemte blankt - alle østeuropæiske. På det amerikanske kontinent var der 15 stater der udblev eller stemte blankt - deriblandt også Canada og Mexico. Supermagtens umiddelbare nabolande turde ikke lægge sig ud med den af frygt for, at Trump ville smdie dem ud af de igangværende NAFTA frihandelsforhandlinger. I Israel kaldte landets udenrigsminister FN for en forsamling af løgnere, truede med at melde Israel ud af FN og erklærede, at USA i stedet kunne flytte ind og overtage FN's bygning i Jerusalem. (Trump threatens to cut aid to countries over UN Jerusalem vote, Guardian 21/12 2017; UN votes resoundingly to reject Trump's recognition of Jerusalem as capital, Guardian 21/12 2017)

Et lille plaster på såret efter det dramatiske nederlag i FN var, at Kongressen nogle dage tidligere havde vedtaget dramatiske skattesænkninger. Selskabsskatten blev reduceret fra 35% til 21, og topskatten for de rigeste blev reduceret fra 39,6% til 37. Prisen for de massive skattesænkninger var 1.500 mia. US$, der var ufinancierede og ville lagt på supermagtens gæld. Der var i realiteten tale om det første lovkompleks Trump fik igennem Kongressen og dermed samtidig symbol på præsidentens manglende politiske erfaring og afmægtighed. (Republicans celebrate with Trump after House passes tax bill – again, Guardian 20/12 2017)

Ligeledes i december arresterede FBI den afroamerikanske borgerrettighedsaktivist Rakem Balogun. Anklagen lød på «hjemlig terrorvirksomhed». Balogun sad derefter fængslet i 5 måneder inden han blev løsladt. Da havde han mistet både hus og job. Arrestationen afslørede, at myndighederne havde et hemmeligt program til overvågning af såkaldte «Black identity extremists». Disse «ekstremister» var i virkeligheden borgerretighedsaktivister, der overvågede, registrerede og dokumenterede myndighedernes henrettelse og mishandling af tusindvis af afroamerikanere hvert år. Myndighederne og deres allierede medier har en hundrede år lang tradition for systematisk og voldeligt at udrydde enhver opposition. I perioden 1956-75 hed dette program Cointelpro. (Black activist jailed for his Facebook posts speaks out about secret FBI surveillance, Guardian 11/5 2018). USA's ageren overfor opposition var i tråd med diktaturene i Latinamerika i det forrige århundrede. Netop i de samme dage Rakem blev løsladt blev en rapport offentliggjort i Brasilien, der afslørede at landets diktator Ernesto Geisel i 1970'erne med CIA's vidende havde givet ordre til henrettelse af flere hundrede oppositionelle, der «var til fare for statens sikkerhed». ('Astonishing' CIA memo shows Brazil's ex-dictator authorized torture and executions, Guardian 11/5 2018)

En undersøgelse gennemført af det britiske dagblad Guardian i januar 2018 viste, at 15.000 var blevet dræbt af eksplosive våben i 2017. En stigning på 42% ifht. året inden. Den vigtigste årsag til stigningen var USA's ændrede holdning til bombning af civile efter Trumps tiltræden som præsident. Omkring dobbelt så mange civile blev nu dræbt under USA's bombardementer, fordi supermagten ikke længere tog hensyn til tilstedeværelsen af civile. Det viste sig bl.a. under dens bombarmenter af Raqqa i Syrien og Mosul i Iraq. Iflg. organisationen Action on Armed Violence steg antallet af civile der blev dræbt af bomber og raketter affyret fra fly med 82% fra 2016 til 2017. I alt 8.932 civile blev dræbt fra fly i 2017. Optrapningen ramte især Syrien og Iraq, men også i Afghanistan, Yemen og Somalia trak USA's luftkrig sine blodige spor. I Somalia blev antallet af US luftoperationer mere end fordoblet i 2017. Antallet af civile ofre var usikkert fordi landets infrastruktur ikke fungerer og oplysningerne derfor ofte ikke når ud. ('Crazy numbers': civilian deaths from airstrikes almost double in a year, Guardian 8/1 2018; Somali citizens count cost of surge in US airstrikes under Trump, Guardian 23/1 2018)

Trump karakteriserede i januar de afrikanske lande, Haiti og El Salvador som «lortelande» («Shithole countries») og stillede spørgsmålstegn ved hvorfor så mange af deres indbyggere havde fået lov til at rejse ind i USA. Udtalelserne blev fordømt af den Afrikanske Union der på vegne af kontinentets 55 lande karakteriserede dem som klart racistiske, og blev ligeledes fordømt af FN. Udtalelserne medførte, at USA's ambassadører i den civiliserede verden (dog ikke i Danmark) blev kaldt i samråd og sendte USA's udenrigsministerium på overarbejde. ('There's no other word but racist': Trump's global rebuke for 'shithole' remark, Guardian 13/1 2018)

Den 14. februar dræbte en ung mand med en automatriffel 17 elever på Stoneman Douglas gymnasiet i Florida. Det udløste endnu engang debat om USA's antikverede våbenlovgivning, der var fra før staten blev en stat med politimyndighed. Præsident Trump havde selv - ligesom de fleste andre valgte politikere - modtaget penge fra våbenlobbyen, NRA. Frem for at regulere adgangen til våben, der trods alt sikrer at selv mindreårige får lov til at rendde rundt med automatvåben, foreslog Trump, at alle skolelærere i USA i stedet skulle bevæbnes, så de kunne forsvare deres klasser. Denne skolemassakre blev imidlertid anderledes fordi skolebevægelsen, de overlevende gik ind i den og krævede reform af den frie adgang til våben. I slutningen af marts gennemførte bevægelsen demonstrationer i 800 byer over hele verden under parolen «March for our lives» med krav om reform af lovgivningen. Flere hundrede tusinde elever og forældre demonstrerede i Washington DC. Våbenlobbyen og den radikale højrefløj med støtte fra «Fox News» gik nu til modangreb og begyndte at svine de overlevende til. Dette udløste til gengæld reklameboykot af Fox. Et tegn på den stadig stærkere politiske konflikt i USA. (Marchers across the US united in plan for pro-gun politicians: 'Vote them out', Guardian 24/3 2018; March for Our Lives : thousands join anti-gun protests around the world, Guardian 25/3 2018; Florida school shooting survivors march on unfazed by personal attacks, Guardian 31/3 2018)

Trump accepterede i marts overraskende en invitation fra Nordkoreas leder Kim Jong-un til et topmøde i maj. Invitationen blev overbragt af en sydkoreansk regeringsdelegation, der ugen inden havde deltaget i forhandlinger med Nord. Accepten bekræftede den daglige vilkårlighed i USA's politik overfor Nordkorea, som Trump den ene dag ville udslette fra jordens overflade med atomvåben, og den næste dag mødes med. Vilkårligheden førte til, at Trump 10 dage senere fyrede udenrigsminister Rex Tillerson. Trods sin manglende diplomatiske baggrund betragtede Tillerson udenrigspolitik som et spørgsmål om politik og diplomati, mens Trump alene betragtede udenrigspolitik som et militært spørgsmål. Tillerson blev derfor erstattet af CIA direktør Mike Pompeo. Som ny CIA direktør blev Gina Haspel udnævnes. Hendes udenrigspolitiske erfaring stammede fra posten som direktør for et CIA torturcenter i Thailand i 00'erne.

Ligeledes i marts indledte præsidenten handelskrig mod resten af verden. Trump annoncerede indførelsen af 25% told på importeret stål og 10% på aluminium. Meddelelsen udløste omfattende kritik fra regeringerne i Canada, Mexico, Japan, Sydkorea, Kina, Australien og Europa, der alle eksporterede disse varer til USA. EU annoncerede hurtigt modforholdsregler i form af told på en række udvalgte varer fra USA. Handelskrigen havde 4 forskellige formål: kernen i USA's industri var våbenindustrien og tiltaget skulle sikre at våbenindustrien ikke blev afhængig af udenlandsk import; svække USA's økonomiske modstandere i Asien og Europa; skaffe en presset Trump opbakning fra den underdrejede stål- og aluminiumsindustri; og aflede opmærksomheden fra det seneste skoleskyderi på Stoneman Douglas skolen.

Handelskrig på stål og aluminium medførte umiddelbart, at direktøren for Trumps Nationale Økonomiske Råd, Gary Cohn trak sig i protest. Økonomer var enige om, at en handelskrig mellem USA og resten af verden ville svække verdensøkonomien - og også USA - selvom Trump selv hilste handelskrig velkommen: «den vinder vi da bare», var hans kommentar.

Senere i marts fokuserede Trump handelskrigen, da han erklærede at ville gennemføre 60 mia. US$ i told på importerede kinesiske varer. Krigsminister Mattis havde allerede i efteråret 2017 slået fast, at Rusland og Kina var USA's nye strategiske hovedfjender, og eftersom USA's handel med Rusland var begrænset blev handelskrigen koncentreret mod Beijing. Kina svarede igen ved at erklære, at det ville indbringe sagen for WTO og iøvrigt belægge varer fra USA med 3 mia. US$ i told. Handelskrig demonstrerede hvor geostrategisk desperat USA var. Stærke stater er historisk altid gået ind for frihandel, fordi den stærke stat fik flest fordele heraf. USA var en supermagt der havde indledt en økonomisk og politisk deroute.

Trods forhandlinger og forsøg på at afværge handelskrigen, brød den i juni ud i lys lue, med told på varer til en værdi til en værdi af flere hundrede milliarder US$ mellem USA og dets tidligere allierede samt Kina.

«Jamen, man skyder da civile. For sjov!» I slutningen af marts kendte soldaten Jeremy Morlock sig skyldige ved en militærdomstol for at have dræbt mindst 3 afghanske civile. Sammen med andre US soldater i Afghanistan havde han deltaget i et «kill team», der skød og dræbte afghanske civile «for sjov». Morlock skrev sig blot ind i en flere hundrede år gammel tradition for blodig omgang med civile. Militæret gjorde det samme i Iraq, og i Vietnam gennemførtes regelmæssigt massakrer på civilbefolkningen. Den mest berømte var massakren i My Lai, hvor hver flere hundrede vietnamesere blev myrdet. Den øverste ansvarlige, løjtnant Calley blev dømt - og øjeblikkelig benådet af præsident Nixon. «Civile, dem skyder vi da bare for sjov». (US soldier admits killing unarmed Afghans for sport, Guardian 23/3 2018)

I starten af maj fremlagde Israel «beviser» for, at Iran brød den internationale samarbejdsaftale om atomnedrustning med EU, USA, Rusland og Kina. De israelske beviser blev imidlertid afvist af både EU, Rusland og Kina som fuldstændig utroværdige. Da løgneoffensiven mislykkedes gennemførte Israel 8. maj omfattende flyangreb på iranske mål i Syrien. 15 blev dræbt, deriblandt 8 iranere. Formålet var som i april at fremtvinge en iransk modreaktion. Det mislykkedes også. USA erklærede derfor den 10. maj - som ventet - at det ikke længere ville overholde den internationale samarbejdsaftale med Iran. Beslutningen var i strid med folkeretten, eftersom aftalen havde fået FN's Sikkerhedsråds blå stempel, men både USA og Israel bryder rutinemæssigt folkeretten. Få timer senere gennemførte Israel det mest omfattende flyangreb på iranske mål i Syrien siden krigen i 1973. 27 blev dræbt, deriblandt 11 iranere og 6 syriske soldater. Atter engang udeblev det iranske modsvar. Israel påstod, at det forud for angrebet var blevet udsat for iransk raketbeskydning i Golan, men Israel kunne ikke efterfølgende fremlægge nogen materielle beviser herfor, og det gav ikke mening at Iran skulle angribe i den højeksplosive situation Israel og USA havde skabt i regionen. (Iran deal: how Trump's actions could flare violence in Middle East, Guardian 9/5 2018. How Trump's Iran deal exit could hit aviation, oil and car industries, Guardian 9/5 2018. Fears grow as Israel and Iran edge closer to conflict, Guardian 10/5 2018. Trump’s rejection of Iran nuclear deal may be Israel’s dream moment, Guardian 10/5 2018. Israel-Iran conflict is no surprise but implications are unclear, Guardian 10/5 2018. US faces European backlash against Iran sanctions, Guardian 11/5 2018. Observatory: 42 killed in Israeli strikes in Syria this week, Daily Star 12/5 2018. Iran told: comply with US demands or face 'strongest sanctions in history', Guardian 21/5 2018)

Israel og USA havde formået drastisk at forværre den i forvejen dramatiske politiske-militære situation i regionen med angrebene på Syrien og USA's trusler mod Iran. Men det skulle blive endnu værre. Den 14. maj skulle USA åbne sin nye ambassade i Jerusalem med pomp og pragt. Gaza havde på forhånd erklæret, at protesterne mod den israelske besættelse, USA's anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad og 70 året for Israels fordrivelse af Palæstinas befolkning ville nå et klimaks 14-15. maj. Mens USA og Israel fejrede hinanden under et enormt sikkerhedsopbud i Jerusalem, gennemførte israelsk militær en omfattende massakre på palæstinensere ved grænsen til Gaza. Den 14. maj dræbte snigskytterne 58 ubevæbnede palæstinensere og sårede 1360 med kugler. Massakren udløste bred international fordømmelse. Kuwait indbragte sagen for FN's Sikkerhedsråd, hvor USA's FN ambassadør Nikki Haley erklærede, at «at ingen var så tilbageholdende i voldsanvendelse som Israel». USA måtte derefter nedlægge veto mod sikkerhedsrådsresolutionen om, at FN skulle gennemføre en uafhængig undersøgelse af massakren. USA og Israel var internationalt isoleret. (Israeli soldiers kill 43 Palestinians in Gaza protests: Gaza health officials, Daily Star 14/5 2018. Israel faces outcry over Gaza killings during Jerusalem embassy protests, Guardian 15/5 2018. Israeli forces kill 2 Palestinians near Gaza border as Gaza buries dead, Daily Star 15/5 2018. Gaza toll rises to 60 as fresh protests against Israel gather, Daily Star 15/5 2018. Gaza: Nakba day protests as Palestinians bury those killed in embassy unrest – live updates, Guardian 15/5 2018. There is a cost to Trump. We are seeing it now in Gaza, Guardian 15/5 2018)

USA's brud på Iran aftalen var suppleret med sanktioner, og EU opdagede hurtigt, at det primære mål for sanktionerne ikke var Iran, men europæiske virksomheder som USA ville boykotte, hvis de fortsatte deres økonomiske aktiviteter i Iran. Trods EU's løfte til virksomheder om at ville kompensere dem for USA's sanktioner trak en lang række europæiske virksomheder sig derfor ud af Iran.

En analyse fra maj viste, at USA over det foregående årti havde måttet betale 60 mio. US$ i erstatning til ofrene for grænsepolitiets henrettelser og mishandling af emigranter. (Border patrol violence: US paid $60m to cover claims against the agency, Guardian 1/5 2018)

En FN rapport fra slutningen af maj viste, at Trump regimets økonomiske politik kaster millioner af US-amerikanere ud i fattigdom og drastisk forværrer uligheden i landet. I 2017 gav regimet skattelettelser til en værdi af 1500 mia. US$ til landets rigeste samtidig med at bistandsprogrammer til landets fattigste blev nedlagt. Konsekvenserne talte allerede deres tydelige sprog: indbyggere i USA lever meget kortere og har et dårligere liv end i andre industrialiserede lande; tropesygdomme er på hastig fremmarch som konsekvens af fattigdom og manglende sundhedsvæsen; landet har verdens højeste rate af fængslede og samtidig en af verdens laveste stemmeprocenter. (Trump's 'cruel' measures pushing US inequality to dangerous level, UN warns, Guardian 1/6 2018. UN condemns Trump administration for exacerbating US poverty levels, Guardian 22/6 2018)

Inspireret af nazisternes adskillelse af børn og voksne i koncentrationslejrene under 2. Verdenskrig pålagde Trump regimet i starten af april 2018 «nultolerance» overfor illegalt indvandrede, og som led i denne tolerance blev børn tvangsfjernet fra deres indvandrede forældre. Tvangsfjernelsen var dog allerede startet i oktober 2017. En undersøgelse fra slutningen af april viste, at 700 børn siden oktober var blevet fjernet fra deres forældre - heraf 100 under 4 år. Tvangsfjernelserne fortsatte i stadig større tempo. I midten af juni var 2.000 børn blevet fjernet fra deres forældre. Regimets politik var i strid både med børnekonventionen og menneskerettighedskonventionen, og allerede i starten af juni pålagde FN's Menneskerettighedskontor USA at indstille tvangsfjernelserne. Uden resultat. Først da billeder af børn interneret i bure ramte medierne, og politikken vagte forargelse langt ind i Trumps eget vælgergrundlag, blev tvangsfjernelserne indstillet, og regimet åbnede for at børnene kunne blive genforenet med deres forældre. Det blev da afsløret, at regimet ikke havde registreret sammenknytningen mellem børn og forældre, så børn der nu fik mulighed for genforening havde ingen anelse om hvor forældrene befandt sig. Regimets politik fik den britiske rabbiner Laura Janner-Klausner til at drage paralleller mellem Trump og de tiltag der historisk har ført til folkedrab, hvor bestemte befolkningsgrupper i stadig stigende grad er blevet dæmoniseret og mishandlet af myndighederne. (UN says US must stop separating migrant children from parents, Guardian 5/6 2018. 2,000 children separated from parents in six weeks under Trump policy, Guardian 16/6 2018. Separation at the border: children wait in cages at south Texas warehouse, Guardian 17/6 2018. UK rabbi warns of genocide risk in Trump policies, Guardian 23/6 2018. Video: børn i bure i USA, Facebook 18/6 2018. Trump policy of detaining children 'may amount to torture', UN says – as it happened, Guardian 23/6 2018)

Regimets mishandling af indvandrere udløste demonstrationer i slutningen af måneden. Den 29. juni blev 600, overvejende kvinder, arresteret i Kongressen i forbindelse med en demonstration mod regimets indvandringspolitik og for en nedlæggelse af ICE - det nidkære emigrationspoliti. Dagen efter demonstrerede tusinder i større og mindre byer over hele landet under de samme paroler. (Almost 600 arrested at Washington protest over Trump immigration policy, Guardian 29/6 2018. Thousands march against Trump and family separations policy, Guardian 30/6 2018)

Indvandringen fra specielt Mellemamerika var en direkte konsekvens af USA's militærdiktaturer i Latinamerika i det 20. århundrede, der havde skabt en ekstrem voldskultur, smadret de sociale strukturer og nu tvang hundredetusinder på flugt fra vold og død.

Udenfor pædagogisk rækkevidde. De øvrige ledere af den kapitalistiske verden samlet til møde i G7 i Canada, juni 2018 forsøger at forklare Donald Trump, at det ikke er særligt smart at indlede handelskrig mod sine nærmeste allierede. Forgæves. USA's økonomiske og politiske verdensdominans efter 2. Verdenskrig var baseret på alliancesystemer. Trump gik i 2017 i gang med systematisk at nedbryde disse. Make America small again.

Trump drog 7-8. juni til Canada for at deltage i G7 topmødet. Det skete i skyggen af, at USA en uge tidligere havde skudt handelskrigen mod EU, Canada, Mexico, Japan og Kina i gang med straftold på bl.a. stål og aluminium. De øvrige G7 ledere forsøgte - forgæves - at forklare Trump, at handelskrig ikke var særlig smart. Denne svarede igen med et forslag om, atter at inkludere Rusland i G7/G8 familien og drog derefter til topmøde med Nordkoreas Kim Jung-Un i Singapore. EU svarede igen på USA's told med told på bl.a. Harley Davidson motorcykler og Kentucky whiskey. Harley Davidson havde 20% af sit salg i Europa og reagerede defensivt ved at meddele, at det overvejede at flytte dele af sin produktion til EU. Dette udløste en svada af eder fra Trump.

Topmødet i Singapore mellem Trump og Nordkoreas Kim Jung-Un endte med en erklæring på blot halvanden side. Et udtryk for, at de forudgående forhandlinger ikke havde resulteret i nogen aftaler der kunne skrives under. Der var alene tale om en hensigtserklæring om atomnedrustning på den koreanske halvø. Samtidig gav parter enkelte indrømmelser, der kunne bane vej for en afspænding af situationen mellem de to lande. Nordkorea lovede at udlevere de jordiske rester af tilfangetagne US soldater fra Koreakrigen, og USA lovede at instille militærmanøvrene i Sydkorea, hvor USA og Sydkorea ellers flere gange årligt har trænet angreb på nord. I USA skumlede de højreradikale koldkrigere, der ikke var interesseret i fred, og i resten af verden var kommentatorer i vildrede med, hvordan «aftalen» skulle tolkes. Der gik kun få ugen inden koldkrigerne fremlagde «beviser» for, at Nordkorea frem for at afvikle sit atomarsenal var i gang med at accelerere produktion af atombombemateriale. Krigsindustrien tjener bedre på våben end på fred. De foregående måneder havde Nordkorea ellers været i gang med at demontere sit atomare testanlæg i Punggye-ri. (Trump-Kim summit: world scrambles to decipher 'denuclearisation' deal – as it happened, Guardian 12/6 2018. What have Trump and Kim signed? We read between the lines, Guardian 12/6 2018)

Som led i sin stadig større isolering fra resten af verden trak USA sin i juni ud af FN's Menneskerettighedsråd. Regimet angav at årsagen var rådets hyppige kritik af Israel. FN's Generalsekretær Antonio Guterres beklagede USA's beslutning, og rådets formand Zeid Ra’ad al-Hussein erklærede at: «Når man betragter tilstanden for menneskerettigheder i verden i dag, burde USA trappe op, ikke trække sig ud». (US quits UN human rights council – 'a cesspool of political bias', Guardian 19/6 2018)

I slutningen af måneden afsagde Højesteret en kendelse, der godkendte Trumps indrejseforbud overfor personer fra 7 muslimske lande. Samtidig meddelte højesteretdommer Anthony Kennedy, at han gik på pension. Det gav Trump mulighed for at placere en ny ung højreradikal dommer i Højesteret, hvilket gjorde det sandsynligt at selv den begrænsede ret til abort i USA ville blive rullet tilbage.

Amnesty International offentliggjorde i begyndelsen af juni en rapport, der dokumenterede USA's krigsforbrydelser i forbindelse med erobringen af Raqqa i Syrien. 90% af bygningerne i byen var blevet jævnet med jorden af USA's bombardementer og 1400-2000 civile dræbt under terrorbombardementerne. I én enkelt familie var 39 blevet dræbt af USA's bomber. IS begik alvorlige krigforbrydelser under sin besættelse af Raqqa. USA's krigsforbrydelser under generobringen var lang værre. (The US demolished Raqqa when they 'liberated' it. Who will rebuild it?, Guardian 22/6 2018. Syria: Raqqa in ruins and civilians devastated after US-led ‘war of annihilation’, Amnesty International 5/6 2018. Rapporten)

Israel henrettede i starten i starten af juni den 21 årige palæstinensiske sygeplejerske Razan al-Najar med et skud i brystet, da hun løb frem mod det israelsk byggede hegn omkring Gaza for at hjælpe en demonstrant, der var blevet såret af israelske snigskytter. Mordet bragte antallet af ofre for de israelske kugler op på 123 siden slutningen af marts. I FN's Sikkerhedsråd fremlagde Kuwait en resolution, der opfordrede til beskyttelse af de palæstinensiske civile. Resolutionen fik støtte af næsten alle rådets medlemmer, og blev derefter fjernet af USA, der nedlagde veto. FN ambassadør Nicky Haley karakteriserede den som dybt ensidige og moralsk forfalden. (US vetoes UN resolution on Palestinians, Daily Star 2/6 2018)

Miljøminister Scott Pruit trådte i juli tilbage. Ikke pga. hans embedsførelse og dets katastrofale konsekvenser for klima og miljø, men pga. en offentlig skandale omkring hans personlige overforbrug af statens midler. Pruit havde regnet med at overtage justitsminister Jeff Sessions post, når denne blev fyret af Trump, men røg nu selv ud inden detet skete. Alligevel nåede hans embedsperiode at få katastrofale negative konsekvenser: USA trådte ud af COP16 klimaaftalen, benægtede de globale klimaforandringer, rullede reguleringen til beskyttelse af drikkevand tilbage, indstillede indsamlingen af data om methan udledning og blokkerede for cirkulærer der kunne have reduceret CO₂ udledning fra biler og kraftværker. (Scott Pruitt, Trump's embattled EPA chief, resigns amid ethics scandals, Guardian 6/7 2018; Goodbye to Scott Pruitt, the worst EPA administrator of all time, Guardian 6/7 2018)

USA forsøgte i juli at blokkere for en resolution, der skulle vedtages i WHO om amning. Resolutionen slog fast, at amning af sundhedsmæssige årsager langt var at foretrække frem for modermælkserstatning. Det er bekræftet af et utal af videnskabelige undersøgelser. Trump regimet vurderede imidlertid, at det ville påvirke de nordamerikanske virksomheder negativt, der producerer modermælkserstatning, og iværksatte derfor en kampagne for at få standset resolutionen. I kampagnen indgik trusler om indstilling af bistand til Ecuador, der havde fremsat resolutionen. Ecuador bøjede sig, trak resolutionen, men resolutionsteksten blev i stedet fremsat af Rusland og vedtaget. Kriminelle virksomheder der producerer modermælkserstatning markedsfører den især i den 3. verden, hvor manglende adgang til rent vand til opblanding i erstatning medfører sygdom og dødsfald blandt spædbørn, der samtidig ikke får de modstandsstoffer de ville have fået med modermælk. (Breastfeeding: it's bad for business!, Guardian 10/7 2018)

Trump besøgte i midten af juli Storbritannien. Der var ikke tale om et statsbesøg, der ellers ville have medført at han skulle tale i det britiske parlament. Med sin erklærede støtte til britiske højreradikale grupper var han ganske enkelt for upopulær. Folkelige organisationer gennemførte omfattende demonstrationer mod ham i London og andre større byer, og under anden del af hans besøg - i Skotland - var der slet ingen officielle personer, der ønskede at mødes med ham. Fra Storbritannien tog præsidenten videre til topmøde med Ruslands præsident Putin i Helsinki. Mødet rummede ingen kritik af Ruslands indblanding i USA's præsidentvalg i 2016. I sladderpressen var der spekulationer om, at Putin havde videooptagelser af Trumps bordelbesøg i Moskva i 2012-13, og derfor havde en klemme på Trump. Forklaringen på Trumps underdanige forhold til Putin var dog snarere økonomisk. Trump var en dårlig forretningsmand, og gennem 00'erne og frem til 2016 var der derfor ingen nordamerikanske banker der ønskede at låne ham penge. Det var for risikabelt. I stedet fik han lån til sine tvivlsomme projekter fra russiske banker og oligarker.

Trump optrappede i slutningen af juli sine angreb på medierne i USA og kaldte dem: «fjender af folket». Det førte til et møde mellem New York Times' chefredaktør og Trump, der imidlertid ikke afkølede præsidenten, men tværtimod øgede hans had til medierne. Få dage senere advarede FN eksperter i ytringsfrihed om, at Trumps angreb på medierne kunne føre til en drastisk indskrænkning af ytringsfriheden i landet og voldelige overgreb. I slutningen af juni var en mand gået til angreb på avisen Capital Gazette i Maryland og havde skudt og dræbt 5 journalister. Med sine stadig mere opflammende angreb på medierne skabte Trump et klima, der godkendte voldelige overgreb mod disse. En undersøgelse viste, at 91% af stærke Trump tilhængere delte hans syn på medierne som «fjender af folket». (Trump blasts back after New York Times publisher decries 'enemy of the people' attacks, Guardian 30/7 2018; Trump's attacks on media raise threat of violence against reporters, UN experts warn, Guardian 2/8 2018; 'Disgusting news': Donald Trump whips up crowd anger as he vilifies media, Guardian 3/8 2018; UN human rights chief: Trump's attacks on press 'close to incitement of violence', Guardian 13/8 2018)

Medier i USA og i resten af verden gik midt i august til modangreb mod Trumps hadretorik rettet mod medierne. Næsten 350 dagblade offentliggjorde ledere, hvor de gik i clinch med Trumps angreb på demokratiet. En undersøgelse viste imidlertid, at Trumps højreradikale holdninger vandt genklang blandt de republikanske vælgere. 51% af disse erklærede, at de opfattede medierne som «fjende af folket». Undersøgelsen viste, at på nationalt plan bakkede 26% Trumps holdning op. (Almost 350 news outlets to publish editorials denouncing Trump's 'dirty war' on press, Guardian 16/8 2018)

Inspireret af Trumps hadretorik blev medierne udsat for fysiske angreb i form af mord, overfald men også i form af trusler. I slutningen af august arresterede FBI en mand der havde truet dagbladet Boston Globe, efter dette nogle uger inden havde organiseret medie-modangrebet mod Trump. (FBI arrests man who threatened to kill Boston Globe staff for criticizing Trump, Guardian 30/8 2018)

Midt i august gik Trump til angreb på efterretningsvæsenet, da han ganske uhørt inddrog tidligere CIA direktør John Brennans sikkerhedsgodkendelse. Trumps perfide angreb på høj og lav i USA har i sjældne tilfælde ført til modreaktioner fra efterretningsmiljøet, og Brennan var en af dem der reagerede og kaldte Trump embicil og forræderisk. Hævnen kom i form af inddragelsen af hans sikkerhedsgodkendelse. 12 tidligere efterretningsdirektører og vicedirektører reagerede ved at kritisere Trump. Trumps hævn over Brennan var dels udtryk for mangel på impulskontrol, dels udtryk for deligitimering af de lag i USA's administrative top der med betydelig tyngde kunne stille sig kritiske overfor præsidentens udskejelser. (Why is Donald Trump attacking the US intelligence community?, Guardian 19/8 2018)

To af Trumps nære medarbejdere, Paul Manafort og Michael Cohen valgte i august at samarbejde med myndighederne i de verserende retsager mod dem. Ialt 5 af Trumps medarbejdere stod i 2018 for retten for politiske og økonomiske forbrydelser. (How many of Trump's close advisers have been convicted – and who are they?, Guardian 22/8 2018)

Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, nazisten John Bolton gik i september til angreb på den internationalekrigsforbryderdomstol ICC. Bolton truede ICC med US sanktioner mod ICC og indrejseforbud for ICC dommere og anklagere. Anledningen var at ICC indledte undersøgelse af USA's krigsforbrydelser i Afghanistan og undersøgelser af Israels krigsforbrydelser mod Palæstina. Han benyttede samtidig lejligheden til at lukke PLO's kontor i Washington. ICC svarede dagen efter, at domstolens statutter var ratificeret af 123 stater, og at den naturligvis fortsat sin efterforskning uanset trusler fra USA. Boltons krigeriske udtalelser om fængsling af ICC's dommere og anklagere hvis de satte fod på USA's jord og andre sanktioner rettet mod ICC var udtryk for en vis desperation fra den isolerede supermagts side. USA har fra starten nægtet at underskrive og ratificere domstolens statutter, men Afghanistan er medlem og har bedt domstolen om at undersøge de krigsforbrydelser der er blevet begået i landet. Deriblandt forbrydelser begået af USA. På samme måde har PLO indbragt Israels krigsforbrydelser mod Palæstina for domstolen, og selv om USA har lagt maksimalt pres på PLO ved at indstille hele sin bistand til selvstyret og smidt PLO ud af USA, står PLO fast på sin anmodning til ICC. USA har altid ment sig hævet højt over den internationale retsorden, men er nu ved at blive indhentet. (John Bolton threatens war crimes court with sanctions in virulent attack, Guardian 10/9 2018; ICC will continue 'undeterred' after US threats, Guardian 11/9 2018). Udenrigsminister Mike Pompeo bekræftede i marts 2019, at ICC anklagere og dommere ikke vil få visa til USA, og han truede samtidig ICC med uspecificerede økonomiske sanktioner. Menneskerettighedsorganisationer over hele verden beklagede, at USA satte sig udenfor den internationale retsorden. (US to deny visas for ICC members investigating alleged war crimes, Guardian 15/3 2019)

En ny opgørelse i august 2018 viste at orkanen Maria havde kostet næsten 3000 mennesker livet i Puerto Rico i 2017. Orkanens tabstal var derfor sammenligneligt med antallet der blev dræbt 11/9 2001 - men med vidt forskellige konsekvenser. Trump afviste tallet og hævdede der var tale om en kampagne rettet mod ham. (Hurricane Maria: Puerto Rico raises official death toll from 64 to 2,975, Guardian 28/8 2018)

USA truede i oktober Rusland med atomkrig. Anledningnen var at Rusland forberedte opstillingen af krydsermissiler til forsvar mod den vestlige massive oprustning. USA har i forvejen opstillet raketter i Polen og Tjekkiet som led i sit «missilforsvar» rettet mod «fjendtlige stater». USA's NATO ambassadør Kay Bailey Hutchison krævede, at Rusland indstillede den planlagte opstilling. I modsat fald ville USA angribe krydsermissilerne inden de blev affyringsparate eller i de fabrikker hvor de produceres. Den krigeriske retorik må ses på baggrund af, at Trump indsatte koldkrigeren John Bolton som national sikkerhedsrådgiver. Bolton har ikke registreret, at Sovjetunionen er brudt sammen og ser stadig Rusland som den største sikkerhedspolitiske trussel mod USA, trods det faktum at det russiske militærbudget er 8 gange lavere end USA's. Bolton har brugt hele sit politiske liv på at være modstander af våbenbegrænsningsaftaler.

Få uger efter Boltons udtalelser bekræftede præsident Trump, at USA ville opsige aftalen om mellemdistanceraketter (INF), der blev indgået mellem Ragan og Gorbachov i 1987. Den forbød fremstillingen og udstationeringen af mellemdistanceraketter, og betød at 2.700 SS-20 og PErshing missiler de to supermagter havde opstillet i Europa blev skrottet. Opsigelsen var en parallel til Bush' opsigelse af anti-raket-raketaftalen (ABM) i 2002, der åbnede for USA's oprustning og udstationering af anti-missilsystemer i bl.a. Europa. Udviklingen af mellemdistanceatomvåben var allerede en del af forslaget til «modernisering» og oprustning af USA's atomarsenal fra februar 2018. (US would destroy banned Russian warheads if necessary: NATO envoy, Daily Star 2/10 2018; John Bolton pushing Trump to withdraw from Russian nuclear arms treaty, Guardian 19/10 2018; Trump says US will withdraw from nuclear arms treaty with Russia, Guardian 21/10 2018; Trump is creating a nuclear threat worse than the cold war, Guardian 23/10 2018)

USA fortsatte sine brud med den internationale restorden. Ligeledes i starten af oktober afsagde den internationale domstol i Haag en kendelse, der påbød USA øjeblikkelig at indstille sine sanktioner mod Iran. USA's drakoniske sanktioner var i strid med venskabsaftalen mellem de to lande 1955. USA's udenrigsminister erklærede derefter, at USA ville ignorere kendelsen og iøvrigt fratræde aftalen med øjeblikkelig virkning. Samtidig ophævede USA sin tiltræden til Wienerkonventionen om diplomatiske relationer mellem lande. Både sanktionerne og USA's udsmidning af PLO's diplomatiske mission i Washington var i strid med konventionen, og kunne indbringes for den internationale domstol. USA's grundlæggende holdning til internationale aftaler er, at de strider mod USA's suverænitet og derfor skal ophæves. Supermagten har indledt en rejse tilbage til middelalderen, hvor der ikke eksisterede multilaterale aftaler og hvor krig var det mest belejlige instrument til at «løse» internationale konflikter. (International court of justice orders US to lift new Iran sanctions, Guardian 3/10 2018; U.S. terminates 1955 treaty with Iran, Daily Star 4/10 2018)

Israel arresterede og udviste i oktober Lara Alqasem, der er studerende fra USA, men med palæstinensiske bedsteforældre. Alqasem forsøgte at rejse ind i Israel, hvor hun var optaget på det hebræiske universitet i Jerusalem, hvor hun skulle studere menneskerettigheder. Israels begrundelse for udvisningen var, at hun havde deltaget i BDS aktiviteter i USA. Det blev blankt afvist af hendes lærer i hebræisk på University Of Florida, der betegnede hende som en åbensindet og nysgerrig studerende, der havde en positiv holdning til jødedom, jøder og staten Israel. Alqasems «forbrydelse» var hendes arabiske efternavn og hendes palæstinensiske bedsteforældre. (US student barred from Israel over alleged BDS to fight case in court, Guardian 10/10 2018)

Saudi Arabien lod i starten af oktober den regeringskritiske journalist Jamal Khashoggi henrette på det saudiske konsulat i Istanbul. Uheldigvis for sauderne lod Tyrkiet henrettelsen offentliggøre, og mens sauderne havde tvunget 18 mio. yemenitter ud i hungersnød, indtog den ene myrdede journalist verdensscenen og afledte opmærksomheden fra krigsforbrydelserne i Yemen. I de første uger efter henrettelsen ændrede den saudiske regering næsten dagligt forklaring, fra at Khashoggi havde forladt konsulatet i live til at han var død under et håndgemæng. Det interessante var, at Trump i Washington ved hver ny saudisk forklaring betegnede denne som «troværdig». Trump blev hurtig isoleret i denne position. Ikke engang de republikanske toppolitikere troede på sauderne og opfordrede i stedet til sanktioner mod landet. Ikke engang da CIA i november konstaterede at den saudiske kronprins Mohammed bin Salman med stor sandsynlighed var den der havde beordret mordet, veg Trump fra sit forsvar af det saudiske kongehus. Det havde han både personlige og politiske begrundelser for. Allerede i 2001 købte det saudiske kongehus hele 45. etage i «Trump Tower» i New York for 11 mio. US$. Kongehuset var rundhåndet bidragsyder til Trumps valgkampagne, har købt mange andre af hans lejligheder og derudover har Trump selv store økonomiske interesser i Saudi Arabien. Samtidig var Trump afhængig af, at Saudi Arabien spillede med i USA's og Israels destabilisering af Saudi Arabien. Alle disse økonomiske og strategiske politiske interesser skulle en enkelt død journalist ikke få lov til at rokke ved. (Republicans break ranks with Trump over Saudi dissident’s death, Guardian 20/10 2018; Khashoggi murder exposes Trump administration's dependency on Saudis, Guardian 21/10 2018)

I november gennemførtes midtvejsvalg i USA. Præsident Trump blev i månederne op til valget stadig mere desperat over udsigten til at republikanerne ville miste flertallet i begge kongressens kamre og gik derfor aktiv ind i valgkampagnen med svulstig retorik og møderne over hele landet til støtte for republikanske kandidater på vej ud. Retorikken rettedes især mod 5000 mellemamerikanske emigranter på vej mod USA. De flygtede fra den omfattende vold årtiers US støttede diktaturer i Mellemamerika havde skabt. Trump omtalte dem som terrorister og sendte 5000 soldater til grænsen mod Mexico til støtte for de i forvejen tusindvis af grænsevagter. I dette ophedede klima af had slog andre højrefløjsgrupper til. I midten af oktober blev der sendt ialt 12 kraftige brevbomber til Clinton og Obama familierne, den jødiske milliardær George Soros og en lang række andre. Efter nogle dage pågreb FBI en Trump tilhænger i Florida, der tilsyneladende var afsenderen. I slutningen af måneden gik en anden Trump tilhænger ind i en synagoge i Philadelphia, dræbte 11 og sårede 6 andre med et automatvåben. Massakren var angiveligt en protest mod en jødisk gruppes støtte til flygtninge. Der var tale om det hidtil alvorligste anti-semitiske angreb i USA's historie. Da Trump nogle dage senere rejste til Philadelphia for at mindes de myrdede blev han mødt af demonstrationer - bl.a. af jøder - der knyttede hans hadretorik sammen med den øvrige anti-semitiske højrefløj angreb på jøder. (Pittsburgh shooting extends wave of conspiracy-minded rightwing violence, Guardian 27/10 2018; New group of migrants heads for US after leaving El Salvador, Guardian 28/10 2018; Donald Trump's rhetoric has stoked antisemitism and hatred, experts warn, Guardian 29/10 2018; Pittsburgh shooting: thousands march to remember victims and denounce Trump's visit, Guardian 30/10 2018)

Facisten og kaptajnen Jair Bolsonaro vandt i slutningen af oktober præsidentvalget i Brasilien båret frem af de reaktionære brasilianske medier og den ekstreme højrefløj. Både Trump og John Bolton hilste valget velkomment og øjnede en mulighed for at anvende Colombia og Brasilien til et militært angreb på Venezuela. Bolton omtalte Venezuela, Nicaragua og Cuba som en ondskabens troika i Latinamerika, og 3 uger efter valget af Bolsonaro var 8300 cubanske læger på vej ud af Brasilien. USA så samtidig en mulighed for at bruge Brasilien mod Kina. DE to lande havde indtil da haft en betydelig samhandel, som USA så en mulighed for at få standset. (Trump joy over Bolsonaro suggests new rightwing axis in Americas and beyond, Guardian 29/10 2018; Bolton praises Bolsonaro while declaring ‘troika of tyranny’ in Latin America, Guardian 1/11 2018)

Midtvejsvalget i november blev et sviende nederlag for Trump. I repræsentanternes hus gik demokraterne 40 pladser frem og republikanerne tilsvarende tilbage. Trump mistede derved flertallet i det ene af kongressens kamre. 53,1% havde stemte på demokraterne og 45,1% på republikanerne. I senatet bevarede republikanerne flertallet og gik 1-2 pladser frem. Alligevel havde kun 38,8% stemt republikansk, mens 58% havde stemt på en demokrat. At valgresultatet faldt anderledes ud skyldtes valgsystemet, hvor hver delstat har 2 repræsentanter i senatet uanset størrelse. Trump vandt de små og demokraterne de store. Valget var demografisk interessant. Specielt blandt de unge var der en stor mobilisering og dobbelt så mange stemte demokratisk som republikansk. Blandt afroamerikanske kvinder stemte 92% demokratisk; afroamerikanske mænd stemte 88% demokratisk. Blandt latino-kvinder stemte 73% demokratisk, og blandt mændene var tallet 63%. Trods den tætte forbindelse mellem Trump regeringen og Israel stemte 79% af de jødiske vælgere i USA demokratisk. Massakren i Philadelphia få dage inden valget blev af mange knyttet til Trump og hans nazistiske forbindelser på den radikale højrefløj. Størst opbakning fik republikanerne blandt hvide mænd, der for 60% vedkommende stemte på dette parti. Valget betød et kønsmæssigt skred i kongressen og et skred mod venstre internt blandt demokraterne. Antallet af kvinder i Repræsentanternes hus steg fra 84 til 92 ud af de ialt 435. Mest bemærkelsesværdige var valget af den 29 årige servitrice fra New York, Alexandria Ocasio-Cortez og kongressens første kvindelige muslimske repræsentanter, Ilhan Omar og Rashida Tlaib. To kvinder fra USA's oprindelige folk blev ligeledes valgt ind.

Trump reagerede på valgresultatet ved at benægte det og påstå at sejren var hans. Han havde udsigt til 2 politisk vanskelige år i Kongressen. Efter valget fyrede han sin justitsminister Jeff Sessions og indsatte i stedet Matthew Whitaker på posten. Whitaker havde på forhånd erklæret, at han ikke havde noget imod at fyre specialanklageren Robert Mueller, der undersøgte Trump kampagnens forbindelser til Rusland. (The firings and fury. The biggest Trump resignations and firings so far, Guardian 7/11 2018)

Trods benægtelsen af valgnederlaget var der ikke tvivl om, at Trump var emotionelt rystet. Under en efterfølgende pressekonference kom han op at skændes med CNN journalisten Jim Acosta. Han nægtede at besvare journalistens spørgsmål, og da journalisten efterfølgende holdt fast og nægtede at aflevere mikrofonen sørgede det Hvide Hus for at fratage ham hans akredition. Dette udløste kritik fra et samlet pressekorps og 10 dage senere underkendte en domstol det Hvide Hus' beslutning. CNN fik atter adgang. Det fik Trump til at kalde dommeren for en Obama dommer, hvilket fik højesteretpræsidenten til at irettesætte Trump og belære ham om, at dommere i USA var hævet over politik. (CNN's Jim Acosta has White House pass revoked after Trump confrontation, Guardian 8/11 2018)

I slutningen af 2018 havde Hawaii politikeren Jennifer Ruggles ike deltaget i byrådsmøder i over 1/2 år, fordi hun mente Hawaii ikke juridisk var en del af USA og derfor ikke underlagt nordamerikansk lovgivning. I virkeligheden havde hun en ret god sag. I 1893 havde USA's hvide kolonister smidt mexikanerne og den oprindelige befolkning ud af det område der i dag udgår fastlands USA. Kolonistaten gik derfor i gang med erobring og indlemmelse af oversøiske territorier. I kongedømmet Hawaii afsatte kolonistaten derfor dronning Liliʻuokalani. Det indsatte en provisorisk regering indtil USA i 1898 besluttede at annektere landet. Samme år gik det i krig med Spanien med det formål at kunne indlemme, Puerto Rico, Cuba og Philippinerne i USA. I februar 2018 skrev FN Menneskerettighedskommissær Alfred de Zayas en rapport til Menneskerettighedsrådet hvori det hed: "Hawaii øerne ... udgør en nationalstat, der er under slags slags besættelse af USA som et resultat af illegal militær besættelse og efterfølgende kriminel annektering". Konsekvensen er, at det er love udfærdiget af Kongedømmet Hawaii og ikke USA der er gældende i landet. Regimet i Washington afviser synspunktet. (Hawaii politician stops voting, claiming islands are 'occupied sovereign country', Guardian 30/11 2018)

CIA direktør Gina Haspel briefede i starten af december en række centrale senatorer fra begge partier om mordet på journalisten Jamal Khashoggi. Både demokratiske og republikanske senatorer erklærede efter briefingen at de var sikre på, det var kronprins Mohammed bin Salman der havde beordret mordet. «There’s not a smoking gun, there’s a smoking saw», erklærede republikaneren Lindsey Graham, der ellers traditionelt har stået på Trumps side. Reaktionerne var udtryk for dyb splittelse mellem Trump med store økonomiske interesser i Saudi Arabien på den ene side og kongressen på den anden. Blot en uge senere stemte 56 senatorer for at indstille USA's hjælp til krigen mod Yemen. 41 stemte imod. Der var tale om et alvorligt politisk nederlag for Trump. I kølvandet på resolutionen vedtog senatet enstemmigt en anden resolution der ensidigt lagde ansvaret for mordet på kronprinsen. Trump ag hans regering svarede igen ved at sabotere et britisk forslag i FN's Sikkerhedsråd om våbenhvile i Yemen. Sabotagen var så grov, at selv den hårdføre Sikkerhedsrådsambassadør Nicky Haley lagde sig syg. (US senators: we're certain Saudi crown prince ordered Khashoggi's murder, Guardian 4/12 2018; Senate votes to end US military support for Saudis in Yemen, Guardian 13/12 2018)

Et US reklamefremstød for kul under klimatopmødet i Polen i december blev mødt med protester og latter. Trump havde bl.a. sendt sin kulrådgiver Wells Griffith der erklærede, at USA agtede at øge anvendelsen af kul på en «ren måde». Men der findes ingen rene måder at anvende kul på. Fremstødet blev flere gange afbrudt af demonstranter med tilråb som «lad dem blive i jorden» (kullene altså) og «skam jer». Topmødet illustrerede, at USA og Saudi Arabien stod fuldstændig isoleret i klimaspørgsmålet. (Protesters disrupt US panel's fossil fuels pitch at climate talks, Guardian 10/12 2018)

Midt i december døde den 7 årige guatemaltekiske pige Jakelin Caal Maquin, mens hun og hendes far var i US grænsepolitiets varetægt. Faderen havde flere gange - uden held - gjort myndighederne opmærksom på pigens alvorlige situation. FN specialrapportør for menneskerettigheder meddelte senere, at FN ville undersøge sagen. Det var dog tvivlsomt om det repressive regime ville give FN adgang. Den omfattende flygtningestrøm mod USA er en konsekvens af 130 års US politik i Mellemamerika, der alene sigtede mod at maksimere profitterne for USA's mineselskaber og frugtkoncerner. Det har skabt politisk forvredne regimer, der var i lommen på USA, det meste af perioden militærdiktaturer og præget af ekstrem fattigdom og vold. Det er denne mellemamerikanske virkelighed der i dag sender tusinder på flugt med retning mod USA, der for mange stadig står som det forjættede land, trods dets ugerninger. (Anger grows after death of Guatemalan migrant girl held in US, Guardian 16/12 2018; Fleeing a hell the US helped create: why Central Americans journey north, Guardian 19/12 2018)

Midt i december ringede Donald Trump til sin tyrkiske kollega Erdogan. Det klare formål var at få Erdogan til at standse en planlagt tyrkisk invasion af Syrien med det formål at knuse den kurdiske hær YPG/YPJ der de foregående år havde knust IS i landet - delvist støttet af USA. Men samtalen kom til at gå helt anderledes end planlagt. Fremfor at var Trump der lagde pres på Erdogan, var det Erdogan der lagde pres på Trump: «hvorfor er i stadig i Syrien, når IS er 99% udryddet», spurgte den tyrkiske diktator. Det kunne Trump ikke lige få svar på af sin sikkerhedspolitiske rådgiver John Bolton der sad ved siden af, og Trump endte derfor med at love, at USA med øjeblikkelig virkning trak sine styrker ud af Syrien. Den beslutning tog alle i regeringen, i Kongressen og blandt USA's allierede med forbavselse. Men der var også en der tog konsekvensen. Dagen efter mødte krigsminister, marinegeneral James Mattis op hos Trump for at forsøge at forklare ham, at det var en meget dårlig beslutning. Trump ignorerede Mattis, der derefter afleverede sin afskedsbegæring. Mattis' ræsonnement var, at hvis USA trak sig ud af Syrien, hvor supermagten godt nok befinder sig, i strid med folkeretten, vil ingen allierede længere kunne have tiltro til, at de har USA's beskyttelse. Konsekvensen var, at Trump mere end nogen sinde tidligere var isoleret: overfor sine republikanske kolleger i Washington og overfor USA's allierede. Trump kvitterede for Mattis' afskedsbegæring med at fremrykke den 2 måneder til 31/12. (Mattis resignation triggered by phone call between Trump and Erdoğan, Guardian 21/12 2018)

Forholdet mellem Tyrkiet og USA blev yderligere forværret i januar 2019 efter Trump truede med at «knuse Tyrkiet økonomisk», hvis Tyrkiet angreb USA's kurdiske allierede. Tyrkiets udenrigsminister Mevlüt Çavuşoğlu svarede igen ved på TV at erklære, at Tyrkiet ikke er bange for og ikke lader sig intimidere af trusler. Samtidig kritiserede udenrigsministeren Trump for anvendelsen af Twitter til følsomme diplomatiske forhandlinger. I august 2018 indførte USA sanktioner mod 2 tyrkiske ministre og lagde samtidig told på tyrkisk stål. Konsekvensen var, at den tyrkiske Lira mistede 20% i værdi på valutamarkederne. Ingen af de to regimer ville dog give sig i konflikten, og da USA i slutningen af januar indledte et kupforsøg i Venezuela mod den folkevalgte præsident Maduro, stillede Tyrkiet sig på Maduros side. (Turkey will not be intimidated by Trump, says foreign minister, Guardian 14/1 2019)

Efter få dage spredte kaosset i det Hvide Hus i december sig til Kongressen og børserne. Trump kunne ikke få Kongressens støtte til en 5 mia. US$ anlægsbevilling til bygningen af flere mure mellem USA og Mexico. Da de føderale bevillinger den 23. december var løbet ud kunne de offentligt ansatte derefter vælge at arbejde gratis eller blive hjemme. Børsen i Wall Street reagerede 24. december med voldsomme kursfald - de voldsomste i landets historie juleaftensdag. Landets «ufejlbarlige» præsident svarede igen ved at lægge hele skylden for krisen på Nationalbanken. Finansminister Mnuchin indkaldte direktørene for landets største banker for at danne en arbejdsgruppe der skulle hindre et financielt sammenbrud som det der i 1987 ramte landet. Det dysfunktionelle regime i Washington kastede verden ud i en stadig dybere krise. I Tokyo faldt børsen den 25. med over 5% og rundt om i verden frygtede mange, at der nu ikke stod nogen voksen mellem den dysfunktionelle præsident, og tasken med koder der kunne udløse global atomkrig. Først efter den hidtil længste nedlukning af statsadministrationen i USA's historie, bøjede Trumpo sig efter 5 uger og accepterede en ny budgetlov. Og først da flytrafikken i landet begyndte at gå i stå som følge af mangel på flyledere.(US markets: Mnuchin to convene crisis team amid White House chaos, Guardian 24/12 2018)

I slutningen af december offentliggjordes papirer, der afslørede de skjulte stramninger i USA's indvandringspolitik. Der var tale om en række skjulte administrative stramninger, der gør det langt vanskeligere at komme ind i landet. Menneskerettighedsorganisationer og advokatsammenslutninger lagde sag an ved domstolene for at få de administrative stramninger omstødt. (Trump's invisible wall: how his 2018 immigration policies built a barrier, Guardian 25/12 2018)

I 2018 blev det afsløret, at de højreradikale Koch brødre, milliardærer fra USA støttede den radikale højrefløj i Storbritannien. Over de foregående år havde de givet 300.000US$ i støtte til den højreradikale gruppe Spiked. Koch brødrene har gennem årene investeret flere hundrede millioner dollars politisk til fremme af had og højreradikale grupper i USA. Trumps tidligere chefrådgiver Steve Bannon deltager ligeledes hyppigt i arrangementer organiseret af den europæiske radikale højrefløj. USA's skjulte intervention i Europa har til formål at underminere fag-, miljø- og kvindebevægelser og styrke ligesindede mørkemænd. (How US billionaires are fuelling the hard-right cause in Britain, Guardian 7/12 2018)

USA var siden indsættelsen af Trump ophørt med at invitere rapportører fra FN, der ellers globalt undersøger staternes situation for så vidt angår bl.a. fattigdom, migration, ytringsfrihed og retfærdighed. Siden maj 2018 var udenrigsministeriet helt ophørt med at besvare henvendelser fra FN. Frem til slutningen af året havde USA med andre ord ignoreret 13 sådanne henvendelser. Eksperter frygtede, at USA's ignorering af FN systemet og dets internationale forpligtelser vil sende et beklageligt signal til stater, der i endnu højrere grad krænker de grundlæggende menneskerettigheder. Trump og den radikale højrefløjs holdning var, at USA er guds egen stat, derfor højt hævet over verdenssamfundet og derfor heller ikke underlagt de internationale aftaler der er grundlaget for de globale relationer mellem staterne. (US halts cooperation with UN on potential human rights violations, Guardian 4/1 2019)

USA gjorde 2. februar alvor af sine trusler og ophørte med at overholde INF aftalen, der begrænser udstationeringen af mellemdistanceraketter. Efter 30 års atomraketfred i Europa var der dermed lagt op til ny konfrontation. USA optrappede samtidig udviklingen af sit missilforsvar samt udviklingen af miniatomvåben. Der var ingen voksne i det Hvide Hus, og fascisten John Bolton havde derfor fuld kontrol over USA's globale oprustning og provokation af verdens stater. Boltons ræsonement var, at hvis man (USA) har atomvåben, skal de også bruges. De store er måske problematiske, fordi også vil ramme USA, men små atomvåben på 1/3 af Hiroshima bombens størrelse (der slog 120.000 ihjel) er vel håndterbare. Sikkerhedseksperter peger blot på, at brug af mini-atomvåben øjeblikkelig vil udløse eskalation mod store bomber. Våbenudviklingen er atter skudt igang, til gavn for våbenindustrien og til frygt for resten af jordens befolkning. (US to begin nuclear treaty pullout next month after Russia missile talks fail, Guardian 16/1 2019; Trump announces huge expansion of US missile defense system, Guardian 17/1 2019; US nuclear weapons: first low-yield warheads roll off the production line, Guardian 28/1 2019) I marts indledte USA produktionen af dele til et nyt jordaffyret krydsermissil. Der var tale om et nyt missil der var udviklet, så det kunne sættes i produktion i det øjeblik INF aftalen blev opsagt. Missilet skulle i første omgang «kun» bestykkes med en konventionel sprængladning, men denne kan hurtigt erstattes med en atomar ladning. Rusland gjorde opmærksom som, at når dette missil bliver udstationeret i Baltikum eller Polen vil det kunne nå Rusland indenfor 3-4 minutter, og det giver Rusland meget kort tid til at overveje eventuelle gensvar. Med så kort tidsfrist bliver den slags beslutninger automatiseret, så udstationeringen af USA's krydsermissiler kan indenfor få minutter udløse atomragnarok i Europa. (US begins work on new cruise missile after pulling out of cold war treaty, Guardian 14/3 2019)

På årsdagen for de første pussy-hat demonstrationer to år tidligere demonstrerede millioner af kvinder verden over den 19. januar mod nedskæringer og vold mod kvinder. Nedskæringer fordi de neoliberale regimers nedskæringspolitik især rammer kvinder, der økonomisk rangerer lavest i samfundet. I USA var demonstrationerne dog ikke lige så store som de foregående år, fordi det var lykkedes højrefløjen at splitte kvindebevægelsen. Baggrunden var, at en af bevægelsens ledere, Tamika Mallory havde støttet lederen af Nationa of Islam, Louis Farrakhan der tidligere har fremsat anti-semitiske bemærkninger. Mallory erklærede efterfølgende, at hun ikke var enig i alle Farrakhans holdninger, men nægtede decideret at tage afstand fra dem. Så var skaden sket, og antallet af deltagere i januars demonstrationer lavere end de foregående års. (Women around the world march against austerity and violence, Guardian 19/1 2019)

USA gennemførte i midten af februar en konference med deltagere fra 60 lande med det formål at forstærke destabiliseringen af Iran. Konferencen mislykkedes. USA's vicepræsident startede med at skælde EU ud for at undergrave USA's sanktioner mod Iran. I strid med FN og FN's Sikkerhedsråd rev USA i december atomaftalen med Iran i stykker og indledte sine egne globale sanktioner mod landet. Sanktioner der også rammer bl.a. europæiske virksomheder, der fortsat handler med Iran i overenstemmelse med aftalen blåstemplet af Sikkerhedsrådet. EU giver derfor økonomisk kompensation til de virksomheder, der rammes af USA's ulovlige sanktioner. EU havde derfor kun sendt laverestående diplomater til USA's konference. USA fik kun opbakning til sin politik fra Israel og dets allierede feudale golfdiktaturer. Parallelt med USA's konference afholdt Rusland konference med deltagelse af Tyrkiet og Iran om fred i Syrien. Gennem sin mangeårige støtte til jihadister i landet havde Vesten sat sig helt udenfor indflydelse på denne proces. (Mike Pence chides US allies at Warsaw summit on Iran, Guardian 14/2 2019)

Som led i USA's handelskrig mod Kina fik supermagten i december Canada til at arrestere Huaweis økonomidirektør Men Wanzhou for angiveligt at have overtrådt USA's sanktioner mod Iran. USA's sanktioner er i forvejen i strid med FN og resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd. USA havde samtidig lagt pres på en lang række regeringer - bl.a. i Storbritannien, Australien, New Zealand, Norge og Tyskland - for at få dem til at standse samarbejdet med den kinesiske kommunikationsgigant. I marts slog Huawei igen. Det lagde sag an mod USA's regering for at få omstødt den ordre regeringen i efteråret 2018 gav statslige institutioner om ikke at købe produkter fra Huawei. Huawei er globalt markedsledende indenfor 5G kommunikationssystemer, og det eneste USA får ud af sin handelskrig mod virksomheden er at der installeres dyrere og teknologisk inferiørt 5G udstyr. (Huawei sues US over government ban on its products, Guardian 7/3 2019)

Senatet vedtog i marts en resolution der forbyder US støtte til Saudi Arabiens krig mod Yemen. En tilsvarende resolution blev vedtaget i december, men da var Repræsentanternes Hus fortsat kontrolleret af republikanerne. Det er det ikke mere. Resolutionen markerer et skarpt brud med Trumps ubetingede støtte til Saudi Arabiens krig - det er USA der leverer våbnene. Det er sandsynligt, at Trump vil nedlægge veto mod resolutionen, men den politiske konflikt er dermed trukket hårdt op og markerer at Trump fremover må basere sin politik på anvendelsen af veto. (Senate passes resolution to end US support for Saudi war in Yemen, Guardian 14/3 2019)

Kongressen anlagde i december rigsretsag mod Trump. Baggrunden var, at præsidenten havde truet med at afskære militær bistand til Ukraine, hvis landet ikke delltog i præsidentens kampagne mod den største trussel mod hans genvalg: demokraten Joe Biden. Trump blev i januar 2020 reddet af det republikanske flertal i kongressen, der holdt hånden over præsidentens kriminelle aktiviteter.

Som resten af verden blev USA i starten af 2020 ramt af COVID-19 pandemien. På den ekstreme højrefløj blev sygdommen karakteriseret som en «lille influenza». Trump og regeringen undlod derfor at gribe ind, før sundhedsvæsenet i mange stater var lagt ned. Særligt slemt stod det til i New York, hvor tusinder blev begravet i massegrave. Forsøget på at bremse sygdommens udbredelse blev hindret af den ekstreme højrefløj og konspirationsteoretikere, der hævdede at sygdommen slet ikke eksistererede, at den bare var en mild influenza og at staten under ingen omstændigheder skulle pålægge sine borgere at holde afstand eller bruge maske. Pandemien bidrog således til en yderligere skærpelse af de politiske brudflader i landet. En skærpelse der ofte blev voldelig. Trump selv blev indhentet af COVID-19 i september 2020 men overlevede.

Tusinder af væbnede Trump tilhængere stormer USA's kongres 6. januar 2021 under kampråbet Hæng (vicepræsident) Pence. Pence har afvist at deltage i Trumps forsøg på statskup og befinder sig inde i Kongressen, der skal godkende valget af Biden til landets næste præsident.

2021 Trump forsøger statskup for at klynge sig til magten

Præsidentvalget i november 2020 blev vundet af demokraten Joseph Biden med 51,3% af stemmerne og 306 valgmænd mod 46,9% og 232 valgmænd til Trump. Den siddende præsident klyngede sig imidlertid til magten og nægtede at acceptere valgresultatet. Uden nogen form for beviser erklærede Trump at der havde været omfattende valgsvindel i de stater han tabte. I ugerne efter nederlaget forsøgte han at få guvernører og valgtilfordnede til at omstøde valgresultatet i primært Georgia, Arizona og Pennsylvania. Det mislykkedes. I et sidste desperat forsøg forsøgte han at tvinge vicepræsident Mike Pence til at omstøde resultatet i Kongressen den 6. januar. Pence afviste at medvirke og Trump organiserede derefter en demonstration et par kilometer fra Kongressen, ophidsede sine rabiate tilhængere, der derefter marcherede mod Kongressen under feltråbet «Hæng Pence». Flere tusinde bevæbnede Trump tilhængere stormede Kongressen. Kongressens vagter var i undertal, undlod at bruge skydevåben mod de rabiate Trump tilhængere og mange vagter var selv Trump tilhængere og banede vej for demonstranterne. Kongressens valgsession måtte afbrydes og kongresmedlemmerne måtte flygte. Trump fulgte stormen på TV og hindrede at forstærkninger fra Nationalgarden blev sendt afsted. USA er et ekstremt bizart land med en bizar historie. Endnu et bizart kapitel blev skrevet, hvor præsidenten forsøgte at gennemføre statskup ved at storme kongressen. Kupforsøget mislykkedes, men først da nabostater sendte styrker, der nedkæmpede højrefløjsbøllerne. Demokraterne i kongressen indledte nu en ny haste-rigsretsag mod præsidenten for forsøg på statskup. Trump blev dermed den første US præsident der oplevede 2 rigsretsager mod sig. Men også denne sag tabtes, da Kongressens republikanere holdt hånden over gangsterpræsidenten. Præsidenten fik imidlertid lukket sine konti hos Twitter og Facebook, hvilket effektivt lukkede munden på ham de sidste uger af hans regeringstid.

Hjemlig hygge, december 2021. Det republikanske kongresmedlem Thomas Massie fra Kentucky med familie. Få dage efter en skoledreng i Detroit havde dræbt 3 skoleelever ved et skoleskyderi i Detroit postede Massie dette foto på Twitter samt teksten: Merry Christmas! ps. Santa, please bring ammo. Den voldelige supermagt er i hastig politisk og social opløsning.

Biden overtog præsidentposten 20. januar 2021. Ikke overraskende blev Trump væk. Den nye præsident fortsatte på centrale punkter Trumps udenrigspolitiske linie: fortsat konflikt med Kina, Venezuela, Iran, Cuba. Fortsat opbakning til Israels kriminelle aktiviteter i det besatte Palæstina. Men til EU's lettelse genoptog han USA's relationer til NATO og lydstaterne i Europa og sluttede atter USA til Paris protokollen om klimaforandringer fra 2016.

I september annoncerede USA, Storbritannien og Australien dannelsen af AUKUS pagten vendt mod Kina. Som led i pagten skal USA og Storbritannien hjælpe Australien med anskaffelsen af atomundervandsbåde. Det skabte den voldsom konflikt med Frankrig, der havde en ubådsaftale med Australien til en værdi af 56 mia. US$, som landet nu annullerede med en dags varsel.

I november fik præsidenten vedtaget en infrastruktur- og jobskabelsespakke i Kongressen, der rummede investeringer på ialt 1.200 mia. US$. Pakken blev barberet ned fra 4.000 mia. US$.

Valget af Biden rykkede USA's udenrigspolitik skarpt i anti-russisk retning. I maj 2021 blev Victoria Nuland der stod bag statskuppet i Ukraine i 2014 indsat som vice-udenrigsminister med ansvar for politiske forhold. Ukraines ansøgning om optagelse fik fuld opbakning i Washington, trods USA's løfter til Rusland i 1991 om ikke at ekspandere østover. Rusland ønskede forhandlinger med USA for at få sikkerhedsgarantier for, at USA og NATO ikke ville angribe Rusland, men fik fingeren. Og i løbet af året gennemførte USA storstilede troppeøvelser i Europa og flådeøvelser i Sortehavet som provokation mod Rusland. Konsekvensen var, at Rusland i februar 2022 invaderede Ukraine. USA svarede igen med massiv våbenhjælp til Ukraine. I maj vedtog Kongressen næsten enstemmigt en våbenpakke til en værdi af 40 mia. US$. USA lagde ikke skjul på, at mål var en fuldstændig omvæltning af det geopolitiske landkort. I maj talte den senile Biden over sig og erklærede, at målet for USA var at fjerne Putin fra magten i Moskva. I april udtalte krigsminister Lloyd Austin at USA's mål ikke blot var at «forsvare Ukraines suverænitet», men også drastisk at svække Ruslands militære evner (Pentagon chief’s Russia remarks show shift in US’s declared aims in Ukraine, Guardian 25/4 2022; Ben Norton: NATO Admits It Wants ‘Ukrainians to Keep Dying’ to Bleed Russia, Not Peace, TFF 18/5 2022). I det længere strategiske perspektiv var formålet at bringe Rusland under USA's kontrol som led i omringen af Kina. Den økonomiske trussel fra Kina var det underliggende ledemotiv for USA's udenrigspolitiske ageren.

USA's og EU's stedfortræderkrig mod Rusland bragte verden ud i den dybeste økonomiske krise i dette århundrede, da priserne på energi, kunstgødning og fødevarer steg med raketfart som følge af vestens blokade af Rusland. I første omgang udløste det folkelige oprør i Sri Lanka og Peru og i maj advarede FN mod hungersnød som følge af kornmangel og de generelt stigende fødevarepriser.

I USA fortsatte massakrerne med automatvåben. De blev nærmest daglige indslag og fik nazistiske overtoner. I april/maj angreb en nazist et supermarked i Buffalo, New York og myrdede 10 afro-amerikanere. Massakren blev støttet af den radikale højrefløj der dyrkede en konspirationsteori om udlændinges overtagelse af USA; en uge senere angreb en anden nazist en kirke for taiwanesere i Californien; yderligere en uge senere myrdede en 18 årig 21 chicano skolebørn og deres lærer i Texas. Den nazistiske højrefløj i USA og dens repræsentanter i Kongressen forsvarede hårdnakket den frie adgang til automatvåben. Andre republikanske politikere genlancerede deres forslag om bevæbning af landets skolelærere.

Landets stærkt højorienterede Højesteret sendte i juni landet tilbage til middelalderen, da den ophævede kvinders ret til abort. En ret der var blevet indført 50 år tidligere. Retten var ude af trit med 75-80% af befolkningen, der trods mente, kvinder skulle have ret til abort, når f.eks. deres sundhed var truet. Beslutningen bidrog til en yderligere polarisering af samfundet. Abortmodstanderne festede. De kaldte sig «pro-life», selv om de samtidig bakkede op den frie adgang til våben, der kostede 45.000 livet årligt. Aborttilhængerne gik på gaden over hele landet med kritik af domstolen og dens afgørelse. Trump regimet havde nået at indsætte 3 højreradikale dommere, der tippede domstolens afgørelser stærkt mod højre. Få dage før abortkendelsen havde den afsagt en fortolkning af forfatningen, således at landets indbyggere nu kan bevæge sig i det offentlige rum synligt bevæbnede. New Yorks forsøg på at indføre et forbud mod synlig bevæbning var dermed kendt ugyldigt. Landets katolske præsident der var imod abort gik på listefødder i spørgsmålet. På den ene side protesterede han mod domstolens afgørelse. På den anden side havde han ikke tænkt sig at foretage sig yderligere trods demokratiske forslag om at udvide antallet af medlemmer for at skabe politisk balance, eller forslag om at stille de mest reaktionære medlemmer for en rigsret, fordi de havde gjort sig skyldige i mened. Udlandet fordømte middelalderdomstolen og dens abortafgørelse. (World leaders condemn US abortion ruling as ‘backwards step’, Guardian 25/6 2022; ‘It’s important to fight’: US cities erupt in protest as Roe v Wade falls, Guardian 25/6 2022). Den facistiske højesteret fortsatte i juli sine angreb på befolkningens rettigheder. Den fjernede muligheden for at de føderale myndigheder kunne begrænse udledningen af CO₂. Den radikale højrefløj i USA anerkender ikke eksistensen af globale klimaforandringer. Og den annoncerede samtidig at den ville fjerne barriererne for, at højreradikale delstater kunne omdefinere valgdistrikter for at holde sig på magten. Den fascistiske domstol var arven efter Trump, der ville kunne sprede skræk og rædsel i USA de følgende 30-40 år. (Next up: voting rights, as US supreme court set to tear up more protections, Guardian 3/7 2022)

I takt med forværringen af landets økonomi faldt opbakningen til præsident Biden og hans demokratiske parti. Med udsigt til et betydeligt valgnederlag til midtvejsvalget i november tog regimet derfor en række udenrigspolitiske skridt for at styrke sin vaklende popularitet. I august henrettede det al-Qaedas øverste leder, Ayman al-Zawahiri ved et missilangreb i Afghanistan. Regimet brugte samme metoder som sin modstander. Få dage senere lod det formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi aflægge besøg i Taiwan. Kina havde på forhånd tilkendegivet, at det ikke ville tillade et sådan besøg, og Pelosis fly måtte derfor tage en bizar rute over Indonesien og Philippinerne for at nå Taiwan fra øst. Besøget fik den ønskede effekt. Kina svarede igen med truende militærmanøvrer omkring Taiwan. Besøget var tilsvarende i Kinas interesse, hvor præsident Xi var svækket forud for Folkekongressen. 6 måneder forinden havde USA fremprovokeret krig i Ukraine. Nu forsøgte supermagten at gøre det samme i Taiwan - for at styrke demokraternes valgudsigter.

Den højreradikale konspirationsteoretiker Alex Jones blev i august dømt til at betale 49,3 mio. US$ i erstatning til familier, der havde fået dræbt børn under Sandy Hook skolemassakren i 2012. Jones havde på sit medie «infowars» og sin radiostation benægtet at massakren overhovedet havde fundet sted og havde ført en målrettet tilsvinende kampagne mod familierne. I retten kom han ned med nakken, måtte indrømme at massakren havde fundet sted og betale erstatning. (Alex Jones ordered to pay $45.2m in punitive damages to Sandy Hook family, Guardian 6/8 2022)

Øverst: IS fejrer en af sine sejre med bilkolonne med flag og bevæbnede mænd. Nederst: Højreradikale demonstrerer til fordel for Trump med bilkolonne med flag og bevæbnede mænd.

USA er et åbent samfund, der lærer af sine fjender. På samme måde som al-Qaeda fløj fly ind i World Trade Center i 2001 og dræbte tusinder, bruger USA droner til henrettelse af tusinder. Den radikale højrefløj har ligeledes lært af IS' anvendelse af bilkorteger. Den anvender i stigende grad enorme trucks der får IS' biler til at ligne legetøj, men flagene udenpå og våbnene inden i er de samme. Højreradikale politikere i flere delstater har samtidig gjort det lovligt at køre biler og trucks ind i demonstranter, og har endog gjort det lovligt at dræbe demonstranter. Gerningsmanden skal blot hævde, at han «følte sig truet». I august 2020 rejste Kyle Rittenhouse f.eks. til Wisconsin medbringende sit AR-15 automatvåben. Han ville hindre gennemførelsen af en demonstration. Han skød og dræbte 2 demonstranter - og blev efterfølgende frifundet af retten. Bilangreb på demonstrationer sker næsten dagligt med sårede eller dræbte. (Kyle Rittenhouse acquitted on all charges for shooting and killing 2 in Kenosha protests last year, CNBC 19/11 2021, Three Tons of Fascism with a Bull Bar – Fuming at the Rest of Us, Democracy, and the Earth, Countercurrents 3/8 2022)

2025 Krig mod Kina

Som følge af den accelererede kapitalistiske udvikling i Kina halede landet hastigt ind på USA og blev i 2020 verdens største økonomi. Obama forsøgte at bremse det uafvendelige gennem TPP handelsaftalen mellem USA og Østasien - minus Kina. Trump lagde aftalen i graven ved sin indsættelse i 2017 og indledte i stedet en aggressiv økonomisk linie overfor Kina gennem specialtold på kinesiske produkter. Vesten er kun interesseret i frihandel, når det er i dens egen interesse. Endvidere søgte Trump at spænde ben for Kinas største virksomheder som Huawei gennem blokade. En blokade som USA's lydstater i Europa - bl.a. Danmark - fulgte. Huaweis opbygning af 5G mobilnetværk i Europa blev smadret, mens arbejdet fortsatte i den 3. Verden. I 2019 udvidede USA kampen mod Huawei ved at forbyde Google at levere Android software til telegigantens mobiltelefoner. Huawei udviklede i stedet sit eget system.

Præsident Biden optrappede fra 2021 USA's krig mod Kina yderligere. Dels økonomisk ved at forbyde Huawei produkter i USA's offentlige administration. Dels ved at forbyde salg af avancerede chips og chip-produktionsudstyr til Kina. Dels politisk og militært. Forkvinden for kongressen, Nancy Pelosi besøgte i august 2022 Taiwan for at provokere Kina. Et år tidligere havde USA, Australien og Storbritannien indgået AUKUS krigstraktaten. Som en del af denne skulle USA levere atomundervandsbåde til Australien. I løbet af 2022 optrappede USA sit militære samarbejde med Sydkorea, Japan og Philippinerne, og tvang i efteråret Japan til at fordoble sit krigsbudget. I februar 2023 afslørede general Mike Minihan fra US Air Mobility Command (AMC), at USA planlægger at gå i krig med Kina i 2025. Trods permanent økonomisk nedgang siden 2. Verdenskrig til supermagten ikke stiltiende acceptere, at 5% af jordens befolkning (USA) ikke fortsat skal bestemme over resten (US general’s ‘gut’ feeling of war with China sparks alarm over predictions, Guardian 2/2 2023).

 

Kolonier

USA har er række mindre egentlige kolonier: Amerikansk Samoa, Guam, Nord Marianerne, Mikronesien, Palau, Puerto Rico og US Virgin Islands.

Følgende øer er afhængige områder af USA: Johnston, Midway, Wake, Howland, Jarvis & Baker samt Palmira & Kingman

I november 2001 erobrede USA Afghanistan og indsatte Hamid Kazai på præsidentposten. Han har som flertallet af ministrene i regeringen amerikansk statsborgerskab. Koloniseringsprocessen fortsatte med erobringen af Iraq i april 2003.

Johnston Islands

Koral atol på 2,6 km² bestående af Johnston Island og småøerne Sand, East og North beliggende omkring 1150 km vest-sydvest for Honolulu (Hawaii). Øen rummer en luftvåbenbase, og dens 1000 mand store befolkning er udelukkende militærpersoner. Basen fungerer bl.a. som depot for brintbomber og giftgasser. Den var ubeboet da den britiske kaptajn Johnston opdagede den i 1807. England krævede overherredømme over øen i 1858, men det var nordamerikanske virksomheder der samme år begyndte at udnytte øens forekomster af guano. Siden 1934 har den været under administration af USA's marine, der ikke tillader civile at nærme sig øen. Den anvendes bl.a. til afbrænding af affald fra kemiske våben.

Midway Islands

Cirkulær koral atol, der bl.a. består af øerne Sand og Eastern på i alt 5 km² og en befolkning på 2300 (1985) - næsten udelukkende militærfolk. Øerne blev annekteret af USA i 1867, og de administreres aktuelt af supermagtens marine. De anvendes militært og var i juni 1942 scene for et vigtigt søslag mellem USA og Japan under den 2. verdenskrig.

Wake Islands

Sammen med de nærliggende øer Wilkes og Peale udgør den et areal på 6,5 km². Befolkningen er 1600 personer og overvejende militærfolk. Atollen er beliggende mellem Midway og Guam og blev besat af USA under krigen mod Spanien i 1898. Den rummer en lufthavn, der tidligere blev brugt til mellemlanding ved flyvninger over Stillehavet. I dag anvendes den kun til militære formål. Området har siden 1972 været under det nordamerikanske luftvåbens administration, og det anvender det bl.a. til missilafprøvninger.

Howland, Jarvis & Baker Islands

Beliggende i den centrale del af Polynesien lidt over ækvator. De blev besat af USA midt i det 19. århundrede og har siden slutningen af 2. verdenskrig været ubeboede. Der fandtes tydeligere store forekomster af guano, der nu er udtømte og på øen Howland er der et fyrtårn. Området administreres af USA's fiskeri og natur myndigheder.

Palmira & Kingman Islands

Øen Palmira er en koralatol omgivet af over 50 mindre koraløer dækket af tæt tropisk vegetation. Den blev annekteret af USA under krigen mod Spanien i 1898 og i dag privat ejet og underlagt USA's Indenrigsministerium. Kingman er et koralrev nord for Palmira og annekteret af USA i 1922. Begge øer dækker til sammen 7 km^2. Øerne er ubeboede, men et japansk-nordamerikansk projekt om at anvende dem til deponering af atomaffald udløste i starten af 1980'erne omfattende protester i Stillehavsområdet.

USA's fjender - fra Sovjetunionen til Islam

En vigtig komponent i udenrigspolitikken efter 1945 var terrorbalancen. USA har hele tiden ført an i atomkaprustningen, fra Manhattanprojektet under 2. verdenskrig der gik ud på at udvikle atomvåben til anvendelsen af disse mod Japan i krigens slutfase.

De første atombomber blev transporteret med langtrækkende bombefly. Først i slutningen af 1950'erne blev det praktisk muligt at anvende langtrækkende raketter som transportmidler for de strategiske atomvåben. I løbet af få år udviklede supermagterne raketter, som med stor nøjagtighed kunne træffe mål på modstanderens territorium. Både 1. og 2. verdenskrig var udholdenhedsprøver, som i vid udstrækning blev afgjort af deltagernes evne til at mobilisere deres ressourcer til krigsformål. En atomkrig vil derimod blive afgjort af de våben, som er umiddelbart tilgængelige ved krigsudbruddet. Supermagternes atomvåben stod derfor frem til slutningen af 80'erne altid i højt beredskab. Atomvåbenlagrene gjorde dermed de strategiske vurderinger til en central del af supermagternes udenrigspolitik i perioden efter 2. verdenskrig. Udviklingen af den strategiske balance mellem supermagterne kan sammenstilles i fem faser.

1. 1945-55. USA var i denne periode fuldstændig overlegen i kernefysiske våben. Men Sovjetunionen havde store konventionelle styrker, der blev opfattet som en trussel mod Europa. USA's sikkerhedspolitik bestod i denne fase af tre forholdsregler: Økonomisk genopbygning af Europa, militær oprustning af Europa og udvikling af langtrækkende bombefly til atomvåben for at give doktrinen om massiv gengældelse troværdighed: Dersom Sovjetunionen gik til angreb på USA eller nogle af USA's allierede, ville nordamerikanerne svare med fuld atomkrig. Da de nordamerikanske bombefly havde begrænset rækkevidde, var denne afskrækning afhængig af et omfattende netværk af udenlandske baser.

2. 1955-62. I denne fase udbyggede Sovjetunionen sine atomvåbenlagre, således at den kernefysiske trussel blev gensidig, og der udviklede sig en begyndende terrorbalance mellem supermagterne. Med russernes åbne trussel om at intervenere i Mellemøsten under Suezkrisen (1956) og den vellykkede opsendelse af Sputnik satellitten (1957), fik denne udvikling nordamerikanerne til at lægge større vægt på udviklingen af atomraketter. I denne fase blev doktrinen om massiv gengældelse stærkt kritiseret, fordi USA's atomvåben var udviklet på bekostning af de konventionelle styrker: Doktrinen gav kun USA valget mellem total atomkrig eller overgivelse, og var ubrugelig mod begrænset krigsførsel, hed det.

Præsident Kennedy fremsatte mod slutningen af denne fase doktrinen om fleksibelt svar. Den gik dels ud på at udvikle smidige interventionsenheder, som var tilpasset hele skalaen af begrænset krigsførsel, fra konflikter mellem nationer til guerillaaktioner. Dels gik den ud på at udkæmpe (og vinde) en atomkrig ved at rette angrebene mod modstandernes våben (counterforce strategy). Beredskabet blev skærpet med bombefly som altid var på vingerne og med udstationering af taktiske atomvåben i Europa. Da Sovjetunionen forsøgte at balancere styrkeforholdet ved at placere egne raketter med atomvåben på Cuba i 1962, blev verden bragt til randen af atomkrig (se Cubakrisen).

3. 1962-72. Efter Cubakrisen var USA ængstelig for, at russerne havde udviklet evnen til at vinde en atomkrig ved et overraskelsesangreb. USA forsøgte da at mindske sovjetledernes vilje til krig - ikke deres slagevne. Denne strategi forudsatte, at Sovjetunionen havde viden om, at USA kunne tåle et massivt overraskelsesangreb, og alligevel have atomvåben nok tilbage til at kunne rette et altødelæggende angreb mod Sovjetunionen. Denne evne blev kaldt for Second Strike Capability eller genslagsevne.

USA's atomforsvar består af bombefly, landbaserede interkontinentale raketter (ICBMs) og af ubådsbaserede interkontinentale raketter (SLMBs). Dette danner den strategiske triade, som er grundlaget for USA's genslagsevne. For selv om et ben i triaden bliver udslettet, har hvert af de to andre nok raketter til at sætte ind med et altødelæggende angreb. Den strategiske triade var det ultimative sanktionsmiddel i de to supermagters udenrigspolitik og grundlag for terrorbalancen.

4. 1972-91. I 70'erne indhentede Sovjetunionen noget af USA's forspring i strategiske våben. Præsident Nixons sikkerhedspolitiske rådgiver, senere udenrigsminister Henry Kissinger, gik ind for en politik, der blev kendt som detente, eller afspænding. Politikken bestod blandt andet i aftaler med Sovjetunionen om hvilke typer strategiske våben, der kunne tillades at blive udviklet, og hvor mange der skulle skrottes (se SALT). Kissingers centrale begreb var linkage: Sovjetunionen skulle spindes ind i et net af fordelagtig samhandel og samarbejde, som landet med tiden ikke ville have råd til at bryde med. Men samtidig fortsatte udviklingen af nye strategiske våbensystemer, og counterforce-doktrinen blev i 1974 atter lanceret.

For Kissinger og Nixon var SALT-aftalerne elementer i et større bygningsværk. Præsident Jimmy Carter løsrev SALT II aftalen fra dens sammenhæng og nedbrød store dele af Nixon-Kissingers udenrigspolitiske bygningsværk ved at boykotte vigtige dele af samhandelen med Sovjetunionen i protest mod indmarchen i Afghanistan i december 1979. Samtidig anerkendte Carter Folkerepublikken Kina og optrappede militærudgifterne.

Flere elementer fra Kennedy-periodens doktrin blev hentet frem igen af Carter. Ved indgangen til 80'erne var der udformet planer om at udvikle nye typer af langtrækkende transportfly, som lynhurtigt skulle kunne overføre specialstyrker - Rapid Deployment Forces, eller RDF - til urolige hjørner af verden. Planen om også at udvikle lastskibe fulde af våben - Maritime Preplacement Ships, eller MPS - som skulle udstationeres i Det indiske Ocean, Middelhavet og Den persiske Golf viste, at RDF blev udviklet særligt med tanke på at forsvare de olierige områder i Mellemøsten.

Den såkaldte Roll-back strategi (tilbagerulning) overfor Sovjet blev forstærket i løbet af 80'erne. Allerede i 79 havde NATO vedtaget sin dobbeltbeslutning som indebar udstationeringen af 572 Pershing II atombestykkede mellemdistanceraketter i Europa. Samtidig forstærkede USA sin støtte til kontrarevolutionære bevægelser rundt omkring i verden for at rulle Sovjets indflydelse tilbage. Specielt NATO dobbeltbeslutningen udløste en af efterkrigstidens stærkeste fredsbevægelser i Europa, men det var da først da Gorbachov kom til magten i Sovjet, at supermagten forstod at udnytte denne situation. Ved offensive nedrustningsudspil i 1986-88 lykkedes det Sovjet at sabotere Roll-back strategien. De politiske omkostninger ved at afvise de sovjetiske åbenlyst reelle nedrustningsforslag var for høje. USA blev på den måde tvunget til at gå med til en betydelig nedrustning, hvor Sovjet åbenlyst gav de største indrømmelser.

5. Siden 1991. Sovjet ophørte med at eksistere i 31. december 1991, og Ruslands forsvarsudgifter udgjorde i 1998 blot 5% af udgifterne i Sovjettiden. Truslen fra «ondskabens imperium», som USA's præsident i 80'erne, Ronald Reagan omtalte sin ideologiske modstander var stort set forsvundet. Det havde forskellige konsekvenser for USA. For det første at sikre, at de tilbageværende russiske atomvåben og våbenplutonium ikke faldt i de «forkerte» hænder. For det andet behovet for at udvikle en anden form for legitimering af NATO's eksistens. Warszawapagten blev opløst i 1991, og Sovjet var forsvundet. I et forsøg på at legitimere USA's fortsatte militære dominans i Europa og det Nordatlantiske område slog alliancen på en aggressiv inddæmning af Rusland gennem indgåelsen af såkaldte Partnerskab for Fred aftaler med Ruslands randstater og efterfølgende optagelse af en række af disse som egentlige NATO medlemmer - mhp. at provokere Rusland så kraftigt, at det kunne legitimere fortsat NATO eksistens. For det tredje havde USA behov for at udvikle et nyt fjendebillede, til erstatning for det kommunistiske spøgelse, supermagten siden 2. verdenskrig havde benyttet sig af. Den nye fjende som USA nu opfandt var islam.

Den religiøse fundamentalisme har uomtvisteligt været på fremmarch siden den aktuelle kapitalistiske økonomiske krise slog igennem i starten af 1970'erne. I USA er det især den kristne fundamentalisme, der har præget det fundamentalistiske landskab. Lige fra militante abortmodstandere der dræber abortlæger til kristne militser på den yderste højrefløj. I Israel har der primært været tale om jødiske fundamentalister - som Baruch Goldstein der i 1994 dræbte snesevis af palæstinensere i en moské i Hebron til drabet på landets premierminister Yitzhak Rabin begået af en fundamentalistisk jøde i november 95. I Indien har der primært været tale om hindufundamentalisme rettet mod landets muslimske og kristne mindretal. Blandt de forskellige fundamentalismeformer har USA udvalgt den muslimske - personificeret ved hele den arabiske verden. Det interessante er, at en række af de mest yderliggående grupper og personer, i 80'erne blev trænet og financieret af USA selv, da supermagten havde brug for dem i Afghanistan til kampen mod de sovjetiske invasionsstyrker.

A.J.

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 15/9 2024

Læst af: 998.216