Browserudgave

Iraq (Irak)

Befolkning	43,0 mio.
Valuta	Irakiske dinarer
Areal	438.320 Km2
Hovedstad	Baghdad
Befolkningstæthed	52,3 indb./Km2
HDI placering	121

Området i landets centrum - Mesopotamien mellem floderne Eufrat (Al-Furat) og Tigris - er velegnet til landbrug, og det er der størstedelen af befolkningen er koncentreret. I landets nordlige bjergegne ligger en del af Kurdistan, hvor der findes betydelige olieforekomster. I det nedre Mesopotamien løber Eufrat og Tigris floderne sammen i Shatt-al-Arab strædet. Før blokaden mod landet stod produktionen af dadler fra områdets 15 millioner palmer for 80% af verdenseksporten. Den tunge transport af tanks og tropper under Golfkrigen var imidlertid ødelæggende for jorden - specielt i grænseområdet mod Saudi Arabien.

Autoritært regime støttet af EU og USA. Et af de farligste lande i verden pga. den statslige og sekteriske gruppers vold.

 

Folket: Irakerne er overvejende arabere. Den kurdiske minoritet er overvejende koncentreret i de nordlige bjergegne og tegner sig for 20% af befolkningen. Der lever endvidere turkmenere, assyriere og babyloner.

Religion: Overvejende islam. Shiia muslimerne udgør 62% af befolkningen og bor i den sydlige del af landet. Sunni muslimerne udgør 35% af befolkningen og er dominerende i landets centrale del samt blandt kurderne i nord.

Sprog: Arabisk (officielt, og det mest udbredte). I nord er kurdisk hovedsproget. Endvidere turkmensk, assyrisk og babylonsk.

Politiske partier: Den forenede irakiske Alliance; Den irakiske Aftalafront; Den nationale Liste. I nord er Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) og Kurdistans Patriotiske Union (PUK) de mest udbredte. Det Arabiske Socialistiske Baath Parti var Saddams parti og sad på magten i 1968-2003. Efter USA's besættelse af Iraq har USA forbudt Baath partiet.

Sociale organisationer: Landsføderationen af Fagforeninger er den eneste landsorganisation. Den forbydes sandsynligvis af USA, hvis den atter begynder at virke.

Officielt navn: Al-Jumhouriya al-Iraqiya

Administrativ inddeling: Tidligere 15 provinser og 3 autonome regioner. Efter USA's besættelse er landet opdelt i 5 regioner.

Hovedstad: Baghdad, 5.620.000 indb. (2003)

Andre vigtige byer: Mosul, 1.099.700 indb; Al-Basrah, 1.004.800 indb; Irbil, 692.100 indb; Karkuk (Kirkuk) 688.500 indb.

Regering: Barham Salih er siden oktober 2018 landets præsident. Mustafa Al-Kadhimi er siden maj 2020 premierminister.
Etkammersystem: nationalforsamlingen med 329 pladser.

Nationaldag: 14. juli (Republikkens dag, 1958), 17. juli (Revolutionsdagen, 1968)

Væbnede styrker: USA har opløst landets hær på 320.000. Besættelsesmagten har selv 150.000 soldater i landet. Dertil kommer yderligere 20.000 fra lydstater - primært Storbritannien, Polen og Danmark.

Paramilitære styrker: Ingen officielle oplysninger

 

Iraq var for 6.000 år siden den sumeriske civilisations vugge og husede gennem århundreder udviklede bysamfund som Akkad, Babylon, Asyrien og Caldea. Mesopotamien (græsk: «mellem floder») lå på den rute, som felttogene mellem Asien og Europa passerede igennem. Det gjaldt bl.a. perserne, grækerne, romerne og byzantinerne.

Efter at araberne i det 7. århundrede havde erobret området (se Saudi Arabien), kom Mesopotamien til at ligge i centrum for et enormt imperium. 100 år senere besluttede Abbas dynastiet at flytte hovedstaden fra Damaskus mod øst, og kaliffen al-Mansur byggede den nye hovedstad, Baghdad, ved Tigris' breder. Gennem tre århundreder var denne «1001 nats» by centrum for en ny kultur.

Siden grækerne havde området omkring Middelhavet ikke oplevet tilsvarende opblomstring af kunst og videnskab. Men imperiet var alt for vidtstrakt til at kunne holde sammen, så da Harum al-Raschid døde, begyndte det at falde fra hinanden. De afrikanske provinser blev tabt, hele området nord og øst for Persien blev selvstændigt under tahirerne, og kalifferne blev derfor i stigende grad tvunget til at basere sig på hære af slaver eller sudanesiske og tyrkiske lejetropper for at bevare kontrollen over et land, der blev stadig mindre. Da mongolerne dræbte den sidste kalif i Baghdad i 1258, var kalifstyret allerede politisk dødt. Efter Djengis Khan havde erobret området og hærget landbruget, forandredes det grundlæggende og blev efterfulgt af en række stater ledet af osmanner, mongoler, turkmener, tartarer eller kurdere. Forflytningen af folk fra stepperne (se Afghanistan) indebar stor ustabilitet i den frugtbare halvmåne. Timur Lenk gjorde i det 14. århundrede et første forsøg på at samlet landet, men det lykkedes først under osmannisk ledelse fra det 16. århundrede. Den efterfølgende periode var præget af relativ politisk-militær ro, hvilket gjorde det muligt at genopbygge vandingskanalerne og udvide de dyrkede områder

1. Verdenskrig. Engelsk kolonialisme

I begyndelsen af det 20. århundrede var bevægelserne for «arabisk genfødsel» også særdeles aktive i Iraq. De gødede jorden for det store oprør, der rystede det osmanniske imperium under den 1. verdenskrig (se også Saudi Arabien, Jordan, Syrien). Men også englænderne var tilstede, og de var interesseret i at udvide deres indflydelse i området. Forventningerne om uafhængighed da tyrkerne først var besejrede blev imidlertid skuffede, da Sovjetmagten offentliggjorde den hemmeligholdte Sykes-Picot traktat fra 1916, ifølge hvilken England og Frankrig havde tænkt sig at dele den arabiske verden mellem sig. Faisal - søn af sheik Hussain - havde udråbt sig selv til konge over Syrien og besatte Damaskus, men ifølge traktaten tilhørte dette land Frankrig, der ikke havde lovet araberne noget, og Faisal blev med militærmagt smidt ud af den syriske hovedstad. Formaliseringen af det britiske mandat over Mesopotamien førte til, at der i 1920 udbrød et oprør for uafhængighed.

1932 formel selvstændighed

I 1921 blev emiren emir Faisal ibn Hussain udnævnt til konge over Iraq som kompensation for hans ydmygelse i Syrien. I 1930 blev general Nuri as-Said udnævnt til premierminister. Han undertegnede en allianceaftale med englænderne, hvilket banede vejen for, at landet den 3. oktober 1932 fik formel selvstændighed. Iraq var dog allerede spundet dybt ind i den kapitalistiske verdensøkonomi. Landets vigtigste ressourcer - olien - var allerede fra 1920'erne blevet udvundet af britiske, nordamerikanske, hollandske og franske selskaber. Landbruget blev lagt om for at dække Europas behov, og den overvejende kollektive (stammebaserede) anvendelse af jorden blev brudt ned til fordel for private jordejendomme på få hænder. Det gik hårdt ud over landbefolkningen, som mange steder gjorde oprør. I 1955 blev Bagdhadpagten dannet - en forsvarsalliance bestående af Storbritannien, Tyrkiet, Pakistan, Iraq og Iran, med solid støtte fra USA Et imperialistisk fremstød som de nationalistiske ledere i både Egypten, Syrien og Iraq selv tog skarpt afstand fra.

1958 Nationalistisk kup

I 1958 blev monarkiet og kompradorregeringen - som repræsenterede det borgerskab der var afhængigt af imperialismen - styrtet af nationalistiske officerer med general Karim Qassem i spidsen. Omvæltningen kulminerede med henrettelsen af den kongelige familie. De nye magthavere brød med det vestlige militærsamarbejde og sluttede sig til den alliancefri bevægelse.

Det nye styre anstrengte sig i 1959 på at indgå i en union med Syrien, men der var stærke kræfter, der var imod denne union. På den ene side kommunistpartiet - et af de stærkeste i Mellemøsten i denne periode. På den anden de demokratisk nationalistiske kræfter, der ønskede et parlamentarisk styre efter europæisk model. I juli 59 opløste Qassem alle politiske partier og erklærede, at emiratet Kuwait tilhørte Iraq. Imidlertid autoriserede Den Arabiske Liga - der på det tidspunkt var domineret af Egypten - ilandsættelsen af britiske tropper og forhindrede dermed indlemmelsen af det olierige emirat.

Qassems samarbejde med Sovjet og Kina førte til spekulationer om, at Iraq kunne blive et «nyt Cuba». Men i sommeren 60 blev den politiske kurs brat drejet i retning af vesten. Alligevel blev der gennemført eksperimenter med planøkonomi, storgodsejernes magt blev begrænset gennem en jordreform og olieselskabets Iraq Petroleum Companys profitter blev reduceret. I 1963 blev Qassem væltet ved et kup gennemført af panarabiske sektorer indenfor hæren. Gennem 60'erne havde landet en lang række ustabile regeringer, indtil et militærkup den 17. juli 1968 bragte Baath partiet til magten.

Baath

Partiet er stiftet i 1940. Baath er det arabiske ord for «genopstandelse». Det så den arabiske verden som en «politisk og økonomisk uadskillelig størrelse», hvor intet enkelt land alene «kan de skabe de nødvendige forudsætninger for en tilværelse uafhængigt af de andre». Baath slår fast, at «socialismen er en nødvendighed, der udspringer af selve den arabiske nationalismes berettigelse». Partiet organiseres på (arabisk) «nationalt» niveau og med «regionale» ledelser i hvert enkelt land. Dets sociale basis var (og er) småborgerskabet i byerne, men det har også indfanget den militante landbefolkning, samt store dele af industriarbejderklassen gennem sin klart antiimperialistiske politik. Disse lag pressede atter Baath mod venstre.

Baathstyret førte en politik, der i vid udstrækning svarede til den, der blev ført af de nationalistiske ledere i Egypten og Syrien: Nationalisering af de vigtigste sektorer i økonomien, videregående jordreformer, planer for industriopbygning, tiltag som rettede sig mod de tidligere kolonimagters interesser og mod den lokale godsejer- og storkapitalistklasse. Socialiseringsprocessen foregik imidlertid hurtigere end i både Egypten og Syrien. Det skyldtes især, at landet aldrig havde haft noget større borgerskab af betydning.

1973-75 Olien nationaliseres

Alligevel var grundpillen i landets økonomi - olieproduktionen - underlagt den vestlige imperialismes kontrol helt frem til 1970'erne. Baathstyret forberedte nationaliseringen af denne sektor, ved at sikre sig aftaler om levering til Sovjetunionen og østblokken. Der blev bl.a. indgået en omfattende samarbejdsaftale mellem Iraq og Sovjet i 1972. Landet opbyggede endvidere et nationalt olieselskab og spillede de vestlige selskaber ud mod hinanden. I juni 1973 nationaliserede Baath regeringen Iraq Petroleum Company og i oktober det mest af Basrah Petroleum Company. Dermed var over 85 % af landets olieproduktion på statens hænder. I 1975 fulgte yderligere overtagelser, hvilket gav landet fuld kontrol med olieindustrien. Dette sikrede Irak en høj grad af økonomisk og politisk handlefrihed. Baghdad forsvarede anvendelsen af olien som et «politisk våben i kampen mod imperialismen og zionismen». Samtidig skulle oliepriserne forsvares og OPEC styrkes, for at gøre den til et redskab for den tredjeverden til sikring af ordentlig betaling for naturressourcerne. Jordreformen blev ført videre, og de øgede olieindtægter skulle anvendes til et ambitiøst industrialiseringsprogram.

Som led i samarbejdsaftalen med Sovjet i 72 var kommunistpartiet atter blevet tilladt, efter i 13 år at være blevet udsat for hårdhændet forfølgelse, og der blev optaget kommunister i regeringen. Partiet var blevet oprettet i 1934, var Moskvaorienteret, og stod fortsat stærkt i fagbevægelsen. Det støttede forsigtigt Baathpartiets «ikke-kapitalistiske vej til socialismen».

I 1970 havde regeringen i Baghdad givet kurdisk officiel status som sprog, og Kurdistan fik en grad af indre autonomi. Men de traditionelle sheiker frygtede jordreformen og støttet af shahen i Iran greb de til våben mod Baghdadstyret. I marts 75 indgik Iran og Iraq en grænseaftale, der med et slag berøvede kurderne deres vigtigste eksterne støtte. Oprøret blev derefter hurtigt knust. Baghdad regeringen indførte undervisning i kurdisk i de lokale skoler, øgede de statslige investeringer i regionen og udpegede kurdere til høje poster i den offentlige administration.

1979 Saddam Hussein kommer til magten

Den 16. juli 79 trådte præsidenten Hassan al-Bakr tilbage og blev erstattet af vicepræsidenten, Saddam Hussein. Han ønskede at placere Iraq i en lederposition indenfor den arabiske verden. Han fordømte Camp David fredsaftalerne mellem Egypten, Israel og USA, men samtidig forværredes hans relationer med de andre arabiske lande. En retning indenfor Baath havde allerede i 1970 taget magten i Syrien, men uoverensstemmelser mellem de to broderpartier førte til rivalisering og endog til konflikter om grænsedragningen mellem de to lande.

I håb om yderligere at styrke sin politiske og økonomiske position angreb Iraq i september 1980 Iran. Det havde håbet på en hurtig sejr over den iranske hær, der i vid udstrækning var gået i opløsning efter den iranske revolution i februar 79. Men krigen kom til at vare 8 år. Den 17. juni 1981 bombede israelske fly den civile atomreaktor i Tamuz, der var bygget med fransk bistand. Israelernes påskud var, at Iraq ønskede at anvende reaktoren til produktion af atomvåben.

Under krigen mod Iran nød saudiaraberne og kuwaiterne godt af den irakiske bremsning af den iranske fundamentalisme. De gav derfor betydelige lån til Iraq, der både blev anvendt i krigsførelsen og til infrastrukturprojekter. Der blev bygget en ny olierørledning gennem Tyrkiet til Middelhavet som erstatning for den rørledning, Syrien havde lukket i solidaritet med Iran, og desuden blev vejnettet mod Jordan forbedret.

Efter 17 års afbrydelse blev de diplomatiske forbindelser med USA genoptaget i 1984. USA erklærede sig neutral i krigen, men afsløringen af «Iran-Contra» skandalen viste, at supermagten havde spillet dobbeltspil og solgt våben til iranerne. Ved våbenhvilen i 1988 beholdt Iraq 2.600 km² af Irans territorium, og stod med en stærk og fyrrig hær.

Også denne gang blev kurderne taberne i konflikten mellem de to lande. Iran havde bevæbnet de irakiske kurdere i deres oprør mod Saddam, der til gengæld havde leveret våben til de iranske kurdere, i deres kamp mod præstestyret i Teheran. Da krigen sluttede i 88 tog begge lande en frygtelig hævn over kurderne. Mest kendt er det irakiske giftgasangreb på den kurdiske by Halabja, hvor omkring fem tusinde civile blev dræbt. Giftgassen til angrebet var leveret af USA, der i hemmelighed forsynede Iraq med våben til krigen mod USA's ærkefjende, Iran. (Se Kurdistan).

1990-91 Krisen og krigen ved Den persiske Golf

Konflikten med nabolandet Kuwait tilspidsedes nu. Kuwait nægtede at lægge loft over sin olieproduktion, hvilket bragte oliepriserne til fald og ramte Iraq økonomisk. Samtidig udvandt landet mere olie i grænseområdet mod Iraq end de to lande var blevet enige om. Saddam Hussein fortolkede USA's neutralitet i konflikten på den måde, at supermagten ikke ville gribe ind, hvis Iraq invaderede sit naboland. Det skete derfor - den 2. august 1990 - og Iraq tog tusindvis af udlændinge som gidsler.

Fire dage senere vedtog FN en økonomisk og militær blokade af Iraq til landet betingelsesløst trak sig ud af det besatte område. Verdensorganisationen afviste samtidig at acceptere en tilbagetrækning til gengæld for gennemførelse af en international konference til diskussion af problemerne i Mellemøsten. Da Iraq begyndte at løslade gidsler i et forsøg på at få forhandlinger i gang, lukkede USA alle døre for dialog og krævede betingelsesløs overgivelse.

Over de følgende måneder samlede USA enorme troppestyrker syd for Kuwait i Saudi Arabien, og tømrede en alliance sammen bestående af 32 lande - herunder næsten alle de arabiske lande, der frygtede Iraqs militære styrke. Anført af USA indledte alliancen sit angreb på Iraq den 17. januar 1991. Den såkaldte golfkrig var i gang. Da landoffensiven blev indledt i februar havde Saddam Hussein allerede erklæret, at Iraq ville trække sig ud af Kuwait uden betingelser. Den irakiske hær var på ingen måde i stand til at modstå offensiven, forsøgte blot at trække sig nogenlunde organiseret tilbage, men led alligevel enorme tab. Krigen var ovre i starten af marts. Iraq havde lidt et totalt nederlag. Inden landet trak sig ud af Kuwait tog det dog en frygtelig hævn, ved at stikke samtlige landets oliekilder i brand. Krigen kostede 150-200.000 irakere livet. De fleste civile. (Se også afsnittet Golfkrigen under Kuwait, samt Golfkrigen)

Der er siden krigen blevet fremført en række gisninger om, hvorfor alliancen ikke fortsatte sin fremrykning mod Baghdad for at vælte Saddam. En vurdering var, at det ville koste langt flere allierede tab, at slås mod irakerne i selve Iraq, hvor de jo var på hjemmebane. En anden at den internationale opinion var blevet opskræmt ved TV-billederne af tusindvis af irakiske soldater, der var blevet brændt til døde under den allierede fremrykning. Under alle omstændigheder standsede de allierede fremrykningen, og satsede i stedet på udviklingen af en stedfortræderkrig. Shiiterne i den sydlige del af landet og kurderne i den nordlige blev opmuntret til at rejse sig mod Saddam, men interne uenigheder gjorde det umuligt at sammentømre nogen solid national alliance mod Saddam. Verden kunne derfor blot se hjælpeløst på, mens shiiter og kurdere blev slagtet af det fortsat mægtige irakiske militærapparat. Over en million kurdere blev drevet på flugt til Tyrkiet og Iran, og tusinder døde af sult og kulde, da vinteren satte ind. I slutningen af 91 blev flygtningene i grænseområdet udsat for militære angreb fra både irakisk og tyrkisk side.

USA havde dummet sig. Saddam Hussein var ikke blevet styrtet militært, dengang da det var muligt, og det interne oprør var slået fejl. Styret skulle i stedet bringes til fald gennem fortsættelse af de internationale sanktioner. Der blev opstillet meget skrappe krav for, hvornår de kunne ophæves. Ifølge aviserne New York Times og Sunday Telegraph søgte USA at destabilisere styret yderligere, ved at smugle enorme mængder af falske dinarer - den irakiske valuta - ind over grænsen fra Jordan, Saudi Arabien, Tyrkiet og Iran. Baghdad besluttede sig derfor for at idømme personer der deltog i disse operationer dødsstraf.

I slutningen af 1991 gav den irakiske regering tilladelse til, at inspektører fra FN kunne inspicere de irakiske militære installationer. I 1992 blev der fundet beviser på eksistensen af et program til oparbejdning af uran. Det var sat i gang med støtte fra Tyskland. FN's inspektører fik destrueret 460 stk. 122 mm raketter, der indeholdt nervegassen sarin. Endvidere blev atomanlægget i al-Athir revet ned. Det samme gjaldt uranberigningsfabrikken i Ash-Sharqat og Tarmiyah samt fabrikken for kemiske våben i Muthana.

Presset på Iraq fortsatte gennem 1994. Bl.a. for at tvinge landet til at anerkende den nye grænse mod Kuwait, der ifølge Saddam berøvede Iraq en lille bid af sit territorium. Først i november anerkendte den irakiske statsleder den nye grænse. FN havde da allerede afmærket den i ørkenen.

Samme år blev der lettet en smule på handelsblokaden. Via Tyrkiet fik Iraq lov til at importere bestemte fødevarer og medicin. Få måneder senere - i marts 95 - gik tyrkisk militær ind i irakisk Kurdistan. Det skete med USA's godkendelse. Formålet var at angribe den nord-kurdiske separatistbevægelse PKK, der fra baser i bl.a. irakisk Kurdistan angreb tyrkiske militærenheder.

Fortsatte konflikter om handelsblokaden

Baghdads internationale isolering blev yderligere forstærket i 1996, da Jordan forbedrede sine forbindelser til Kuwait og Saudi Arabien, og samtidig distancerede sig fra Iraq. Begge lande var imod en ophævelse af blokaderne. Bl.a. fordi den saudiske olie havde erstattet den irakiske på de internationale oliemarkeder. Alligevel stemte FN's Sikkerhedsråd for en delvis ophævelse. Iraq fik tilladelse til i begrænset omfang at sælge råolie. Indtægterne skulle anvendes til at købe fødevarer og medicin til den irakiske befolkning.

I april 1997 afslørede en rapport fra FN, at antallet af døde pga. sult eller mangel på medicin som følge af blokaden oversteg 1 million, af hvilke 570.000 var børn. Samtidig bekræftede UNICEF, at «25% af børnene under 5 år led af alvorlig underernæring».

I oktober blev krisen mellem Iraq og FN atter tilspidset. Sikkerhedsrådet truede med nye sanktioner, hvis våbeninspektørerne ikke fik uhindret adgang til alle installationer for at sikre, at Iraq ikke rådede over faciliteter til fremstilling af kemiske og biologiske våben. Iraq afviste tilstedeværelsen af våbeninspektører fra USA, hvilket gjorde Clinton administrationens holdning endnu mere stejl. Alligevel undlod Sikkerhedsrådet i sidste ende at gribe til våben mod Iraq. I marts 98 indgik FN's generalsekretær, Kofi Annan, aftaler med irakerne der tillod fornyet våbeninspektion og mindskede spændingen.

I december 98 stod USA's præsident Bill Clinton over at blive stillet for en rigsret, og som afledningsmanøvre fik han støtte fra Storbritanniens Tony Blair til at gennemføre et missilangreb på flere irakiske byer. Fra 16. december kostede «Operation Ørkenræv» flere hundrede civile og militære irakere livet. Frankrig, Rusland og Kina, alle medlemmer af FN's Sikkerhedsråd kritiserede den britisk-amerikanske offensiv, og specielt den rolle Richard Butler havde spillet. Han var chef for UNSCOM, den FN mission der skulle overvåge Iraqs kemiske og atomare afrustning. Selv FN's generalsekretær udtrykte sine forbehold overfor den australske diplomats stil. Den hårde linie som Butler på egen hånd havde anbefalet overfor Iraq var vigtigere ud fra et propagandistisk synspunkt, end som middel til at svække landets krigspotentiale eller moral.

Med snæver margen besluttede Sikkerhedsrådet i december 1999 at genoptage inspektionerne i Iraq samt ophævelsen af de økonomiske sanktioner hvis Bagdad samarbejdede. Rusland, Frankrig, Kina og Malaysia afholdt sig fra at stemme, hvilket var et hårdt slag for USA's og Storbritanniens interesser, der ønskede at sende et klart signal til Saddam Hussein. Resolutionen kunne dermed ikke engang samle flertal blandt de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet. Iraq havde allerede på forhånd erklæret at ville afvise resolutionen og slog fast, at den var et forsøg fra USA på at gennemtvinge sin vilje i Sikkerhedsrådet. Iraq krævede samtidig sanktionerne øjeblikkelig hævet. Den skærpede situation var udtrykt for en tilbagevenden til tidligere tiders konflikt.

Efter USA's nye præsident George W. Bush var blevet indsat i januar 2001, gennemførte supermagten i februar nye krigshandlinger mod Iraq. Ved sin tale til nationen 29. januar 2002 erklærede Bush, at Iraq sammen med Iran og Nordkorea udgjorde en såkaldt «Ondskabens akse». Han gjorde det samtidig klart, at Iraq ville blive næste mål, efter at USA i månederne forinden havde erobret Afghanistan. USA's regering var imidlertid splittet på spørgsmålet om, hvorvidt USA ensidigt skulle gå i krig mod Iraq, eller skulle gøre dette på baggrund af en resolution fra FN's Sikkerhedsråd. I november vedtog Sikkerhedsrådet efter flere måneders forhandlinger resolution 1441, der åbnede op for FN's våbeninspektørers tilbagevenden til Iraq og samtidig en tidsplan for deres afrapportering. I december overdrog Iraq som krævet over 10.000 dokumenter til FN, der beskrev de irakiske våbenprogrammer. Dokumenterne blev få dage senere bortført fra FN's hovedkvarter i New York af USA. Dokumenterne rummede nemlig oplysninger om, hvilke vestlige våbenproducenter - deriblandt nordamerikanske - der havde leveret våben til Iraq.

Ved sin tale til nationen i januar 2003 gentog Bush beskyldningerne mod Iraq for at besidde masseødelæggelsesvåben. Beskyldninger der gennem 2002 rutinemæssigt var blevet afvist af ikke blot Iraq, men også af USA's efterretningsvæsen CIA. I FN's Sikkerhedsråd fremlagde USA's udenrigsminister Colin Powell «beviser» for Iraqs samarbejde med al-Qaeda og fortsatte besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Beviser der dog ret hurtigt blev gennemhullet - bl.a. da journalister besøgte den landsby i det nordlige Iraq, der angiveligt skulle være under kontrol af en al-Qaeda gruppe, der skulle samarbejde med Saddam Hussein. Journalisterne kunne dokumentere, at gruppen aldrig havde været i området, og at de fotos Powell havde fremlagt af en al-Qaeda/Saddam bombefabrik var en skole.

USA lagde nu massivt pres på medlemmerne af Sikkerhedsrådet, for at få dem til at stemme for en resolution, der skulle legitimere en krig mod Iraq, men også dette mislykkedes. Ikke engang blandt de almindelige medlemmer uden vetoret kunne dette flertal samles, og både Kina, Rusland og Frankrig havde antydet, at de muligvis ville nedlægge veto mod en sådan resolution, for at give FN's våbeninspektører tid til at fuldføre deres arbejde, der skred langsomt men dog sikkert fremad. Modstanden mod krig var ikke blot udtalt i Sikkerhedsrådet. De fleste af verdens lande var imod. Fredsdemonstrationerne samlede over hele verden så mange, at der ikke var set tilsvarende demonstrationer siden demonstrationerne mod Vietnamkrigen i 1960'erne. Selv NATO afviste i en periode at bakke op om USA's krigsplaner, men blev dog i sidste ende banket på plads. Modstanden fra de førende stormagter, Frankrig og Rusland, handlede både om, at de i forvejen var stærkt økonomisk involveret i olieudvindingen i Iraq - kontrakter de åbenlyst ville miste efter en nordamerikansk invasion - men også at USA åbenlyst og brovtende ønskede at handle egenrådigt på tværs af verdenssamfundet. I slutningen af januar bad USA derfor om politisk opbakning hos udvalgte allierede i Europa til sine krigsplaner mod Iraq. USA udformede selv den tekst, der efterfølgende blev bragt i flere europæiske aviser, underskrevet af statslederne for 4 EU lande - deriblandt Danmark - og 4 østeuropæiske lande.

USA invaderer Iraq

Den 20. marts indledte USA sin angrebskrig mod Iraq. Mens faderens Golfkrig i 1991 havde støtte fra næsten hele verden, bestod Bush juniors krigskoalition nu alene af USA, Storbritannien, Australien, Polen og Danmark. Allerede fra starten mødte krigskoalition langt mere modstand fra irakerne end forudset. Trods den overvældende militære overmagt holdt byerne i det sydlige Iraq stædigt stand mod invasionsstyrken, de amerikanske militærkolonner blev overfaldet af irakisk militær og Fedayeen styrker. USA havde på forhånd erklæret, at irakerne ville falde «befrierne» om halsen, men det viste sig ikke at være tilfældet. Det skabte i flere dage splid i den amerikanske krigsmaskine, hvor generaler kritiserede USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld for at have handlet egenrådigt, have kasseret de militære planlæggeres planer, og sat for få landstyrker ind. Militære eksperter begyndte at tale om, at krigen kunne tage måneder eller år. Imens styrtdykkede kurserne på verdens børser, der frygtede en langvarig krig fulgt af høje oliepriser.

De vestlige medier var overvejende præget af den nordamerikanske krigspropaganda, hvor krigen blev omdøbt til «kampagne», og hvor ofrene var fraværende. Det var de til gengæld ikke på den arabiske TV station al Jazeera. USA har aldrig brudt sig om al Jazeera, og bombede stationens kontor i Baghdad, ligesom dens kontor i Kabul var blevet bombet knapt 1½ år forinden. Heller ikke Iraqs regering brød sig om al Jazeeras dækning og udviste under krigen en al Jazeera journalist, der blev beskyldt for at spionere til fordel for USA.

Efter 2 ugers krig vendte krigslykken for USA. Baghdads internationale lufthavn faldt og få dage senere - 8. april - faldt selve Baghdad. Det er stadig ikke afdækket, hvorfor Baghdad faldt så hurtigt, efter at byerne i syd havde holdt stand i flere uger. Vedholdende rygter siger imidlertid, at USA bestak de irakiske generaler med millioner af dollars til at opgive forsvaret. Nogenlunde den samme metode USA 1½ år forinden havde brugt til at sejre over talibanerne i det sydlige Afghanistan.

Problemet for USA var imidlertid, at supermagten ikke blev mødt som befriere. USA måtte derfor selv iscenesætte begivenhederne. US Marines væltede en statue af Saddam Hussein i det centrale Baghdad, og lod TV billederne gå verden rundt. Da begejstringen stadig havde vanskeligt ved at få tag i den irakiske civilbefolkning gik de amerikanske tropper iflg. flere uafhængige kilder igang med at opfordre civilbefolkningen til at gennemføre plyndringer af alle offentlige bygninger. Kampvogne kørte ind i bl.a. Justitsministeriet og arabiske tolke i kampvognene opfordrede derefter irakerne til at plyndre bygningen. Over de følgende dage tog plyndringerne fart - enten aktivt opfordret af de nordamerikanske tropper, eller med dem som passive tilskuere. Formålet skulle tilsyneladende være at skabe en situation hvor USA kunne sige, at den irakiske befolkning «gjorde op med det forhadte diktatur», og hvor der samtidig blev skabt så anarkiske tilstande, at de amerikanske styrker var nødt til at blive for at sikre «ro og orden». I disse dage blev ministerier, hospitaler, skoler, nationalbanken, nationalmuseet og alle andre offentlige bygninger plyndret med US Marines som passive tilskuere. Der var dog 2 undtagelser: Olieministeriet og Indenrigsministeriet der begge blev skarpt bevogtet af amerikanske soldater. Iagttagere mener, at det skyldes USA's særlige interesse i den irakiske olie, og den irakiske efterretningstjenestes arkiver i Indenrigsministeriet. Af samme grund var ingen af de to ministerier blevet ramt af raketter under bombardementerne.

Besættelsesstyrkerne ansporede til omfattende plyndringer af alle offentlige bygninger - bortset fra Olieministeriet og Indenrigsministeriet.

I midten af april var de fleste krigshandlinger ophørt. I mange tilfælde stammede den fortsatte modstand fra udenlandske frivillige fra andre arabiske lande, der var rejst til Iraq for at bistå i kampen mod invasionsstyrkerne. USA havde gennemført sin besættelse på under en måned. Dette havde styrket den militante højrefløj indenfor USA's regering og var baggrunden for at USA nu begyndte at true Syrien og Iran med mulig krig, hvis de ikke «samarbejdede» med besættelsesmagten i Iraq. Bush regeringen havde allerede i 2002 erklæret, at omstyrtelsen af regimet i Baghdad blot var et første skridt i «ommøbleringen» af hele Mellemøsten.

Krigen kostede et ukendt antal civile livet - over 10.000 - og 5-10 gange flere sårede. USA har under invasionen gjort sig skyldig i overtrædelse af Genevekonventionerne:

• dels ved sin anvendelse af klyngebomber, der er forbudte;
• dels ved anvendelse af napalm der blev forbudt i 1980;
• dels ved at erklære at krigsfanger ville blive opfattet som «ikke-kombatanter» og derfor ikke ville blive behandlet som krigsfanger, som 3. Genevekonvention ellers foreskriver;
• dels ved sin manglende beskyttelse af civilbefolkningen under krigshandlingerne;
• ved ikke at gribe ind overfor de omfattende plyndringer (som USA tilsyneladende selv havde sat i gang);
• og endelig ved ikke at sikre reetablingen af vand- og elektricitetsforsyningen til civilbefolkningen.

Iflg. 4. Genevekonvention har besættelsesmagten pligt til at sikre civilbefolkningen menneskelige forhold. USA er blevet kritiseret af bl.a. Røde Kors for disse overtrædelser af konventionen. Endnu ½ år efter besættelsen er vand- og elektricitetsforsyningen ikke fuldt reetableret. Det skyldes, at en væsentlig del af den irakiske infrastruktur er bygget af europæiske virksomheder, eller med dele fra Europa, og efter den massive europæiske modstand mod USA's krig, ønskede besættelsesmagten ikke at inddrage europæiske virksomheder eller købe reservedele derfra. I stedet for mindre reparationer har USA derfor kastet sig ud i en omfattende udskiftning af infrastrukturen - med den irakiske civilbefolkning som ofre.

Løgnen om masseødelæggelsesvåben

USA's angivelige grund til krigen var Iraqs påståede besiddelse af «masseødelæggelsesvåben». Under krigen anvendte Iraq imidlertid ingen sådanne våben, og trods udenrigsminister Colin Powells påstande i FN's Sikkerhedsråd i januar om, at USA vidste præcis hvor de fandtes, lykkedes det ikke USA at producere beviser for deres eksistens. De giver mange iagttagere grund til at mene, at Iraqs «masseødelæggelsesvåben» blot var USA's påskud for at starte krigen. USA's påstand om at Iraq forsøgte at skaffe sig uran til atomvåben, blev i sommeren 2003 pillet fra hinanden. Det vidste regeringen allerede i 2002, hvilket dog ikke afholdt den fra at gentage beskyldningerne så sent som i februar 2003. Påstanden var baseret på forfalskede dokumenter, der tilsyneladende var produceret af Israels efterretningsvæsen Mossad.

Løgnene om masseødelæggelsesvåben har ført til en stadig mere kritisk debat i USA og kritik af regeringen. I Storbritannien gennemførtes i sensommeren den såkaldte Hutton høring, hvor omstændighederne ved våbeneksperten David Kellys død blev undersøgt. Han var Storbritanniens vigtigste ekspert i biologiske våben, var rådgiver for forsvarsministeriet og havde i et interview til BBC ladet sive, at den britiske regering bevidst havde overdrevet påstandene om masseødelæggelsesvåben. Afsløringerne førte til et internt oprør i arbejderpartiet, fordi Blairs regering havde ført både parti og offentligheden bag lyset. I Danmark forsøgte oppositionen flere gange i løbet af sommeren at få nedsat en undersøgelseskommission af baggrunden for beslutningen om dansk krigsdeltagelse i marts. Men dette blev nedstemt af VKO regeringen, trods det forhold, at regeringen i marts havde ført Folketinget bag lyset. Overtrædelse af ministeransvarlighedsloven er ulovlig, men er foreløbig blevet sanktioneret af regeringens flertal.

Efter at USA ikke har kunnet finde «masseødelæggelsesvåben» i Iraq, er tilsvarende beskyldninger i stedet blevet rettet mod nabolandene Syrien og Iran.

FN ud, ind og ud igen

Krigen mod Iraq blev startet uden mandat fra FN, og USA erklærede efterfølgende, at FN heller ikke ville komme til at spille nogen rolle i det fremtidige Iraq: «Det er sejrherrerne der bestemmer», var den klare melding fra Washington. «Vi kan ikke vente på FN», gentog Per Stig Møller og Anders Fogh Rasmussen i København. Trods resolution 1441 der omhandler FN's våbeninspektørers adgang til Iraq, fik disse ikke lov til at vende tilbage efter USA's besættelse af landet.

Forholdet til verdensorganisationen vendte dog i løbet af sommeren. I takt med udviklingen af en stadig mere kaotisk situation i landet indså besættelsesmagten, at det alligevel var nødvendigt at inddrage FN i det humanitære arbejde. Det var ikke uden problemer for FN, for efter 12 års FN sanktioner mod landet, associerede de fleste irakere FN med besættelsesmagten og USA. Det var sandsynligvis baggrunden for, at terrorister 20. august sprang FN's hovedkvarter i Baghdad i luften. 22 mennesker blev dræbt, deriblandt FN's øverste ansvarlige i landet, brasilianeren Sergio Vieira de Melo, der var verdensorganisationens vigtigste ekspert i «nationbuilding» med erfaringer fra Cambodia og Østtimor. FN reagerede umiddelbart ved at fastholde sin betydelige mission i Iraq, men i slutningen af september besluttede generalsekretær Kofi Annan at trække næsten alle FN ansatte ud. Det skete med henvisning til de ansattes sikkerhed. Besættelsesmagten var ikke i stand til at sikre denne, hvilket både attentatet i august og efterfølgende skudepisoder afslørede. Men uofficielt blev de ansatte også trukket ud pga. Annans frustration over USA's egenrådige og unilateralistiske politik i Iraq spørgsmålet.

Kviksand

I den drejebog høgene i Washington havde skrevet over invasionen og besættelsen, ville de nordamerikanske tropper blive mødt som befriere af det irakiske folk, og det ville være muligt umiddelbart at financiere en «genopbygning» af landet med irakisk olie. Sådan kom det ikke til at gå. USA vandt krigen på under en måned ved med millioner af dollars at motivere de irakiske generaler til at begå landsforræderi, men de vandt ikke befolkningens sympati. Fra starten var der omfattende demonstrationer mod besættelsesmagten i både den sydlige, centrale og nordlige del af landet. Demonstrationer der blev mødt af kugler fra det nordamerikanske militær. Infrastrukturen faldt fra hinanden, fordi USA ikke ønskede at hente reservedele og kompetence fra Europa, og sikkerhedssituationen blev umulig, da hæren var opløst, politiet flygtet og USA havde startet en plyndringsbølge blandt den civile irakiske befolkning.

Konsekvensen af det tiltagende kaos var, at general Jay Montgomery Garner blev fjernet som leder af den civile administration allerede midt i maj og erstattet med statholderen Paul Bremer fra USA's udenrigsministerium. Sikkerhedssituationen er siden blevet stadig forværret. Civilbefolkningen udsættes til stadighed for overgreb fra bevæbnede irakiske bander og fra besættelsesmagten. Samtidig er de militære angreb mod besættelsesmagten taget til i omfang, koordination og sofistikering. Der er anrettet store bombeattentater mod bl.a. Jordans ambassade og FN's hovedkvarter og besættelsesmagtens tropper udsættes dagligt for angreb. USA's øverstkommanderende i landet, Ricardo Sanchez indrømmede på en pressekonference 2. oktober, at angrebene månedligt koster 15-20 soldater livet. Det reelle tal ligger sandsynligvis 2-3 gange højere end dette officielle tal. USA omtaler hårdnakket de ansvarlige for disse angreb som Saddam støtter, men virkeligheden er tilsyneladende mere kompliceret. Angrebene menes ikke blot at blive gennemført af Saddam folk, men også af al-Qaeda folk, der er trukket til landet; af utilfredse shiamuslimske grupper; af klaner der bliver tilsidesat af besættelsesmagten; og af bl.a. palæstinensere der tiltrækkes af muligheden for at bekæmpe USA direkte og militært. De mener, USA er hovedårsagen til Israels voldsomme aggression mod Palæstina.

Konsekvensen af den fortsat alvorlige sikkerhedssituation er, at USA ikke har kunnet trække tropper ud af landet, som det oprindelig var planlagt. USA talte i april og maj om en besættelsesstyrke på 50.000 soldater, men den er fortsat på 150.000 - samt 20.000 fra andre lande - uden udsigt til reduktion. USA søgte i efteråret at få vedtaget en FN resolution, der skulle åbne op for større troppekontingenter fra andre lande, men uden held. Tyrkiet gav nok tilsagn om en styrke på 20.000 soldater, men det førte til voldsom intern kritik i Tyrkiet og blev kraftigt kritiseret af det irakiske regeringsråd, hvor specielt kurderne opfatter tyrkere på irakisk jord som krigserklæring. De tyrkiske tropper bliver derfor foreløbigt i Tyrkiet.

Politisk står USA lige så isoleret som i april. Besættelsesmagten udpegede i juli et «regeringsråd» bestående af 25 repræsentanter for Iraqs forskellige religiøse og etniske grupper. Rådet har ingen magt, og er kun et tyndt lag fernis over besættelsesmagten. For USA er formålet at give Iraq en international repræsentation - samtidig med at det er USA der bestemmer. Den Arabiske Liga besluttede i august at anerkende rådet, samtidig med at besættelsen blev fordømt, og USA krævet ud af Iraq. Anerkendelsen skal ikke opfattes som udtryk for, at Ligaen har illusioner om rådets magt eller repræsentativitet, men nok snarere som et ønske om at drive en kile ind mellem råd og besættelsesmagt. Rådet har derfor «repræsenteret» Iraq i bl.a. OPEC og i FN, hvor rådets vigtigste politiske skikkelse, Ahmed Chalabi i starten af oktober talte til Generalforsamlingen. Protokollen afslørede imidlertid, hvor stor repræsentativitet verden tillægger rådet. Chalabi fik lov at tale som den absolut sidste - efter præsidenter, premierministre, udenrigsministre og ambassadører.

Økonomisk og socialt er situationen meget alvorlig. 60% af den irakiske befolkning er arbejdsløse efter at USA har opløst hæren og de fleste irakiske statsfunktioner er ophørt. USA prioriterede meget højt at få gang i olieproduktionen. Hensigten var at lade Iraqs olie betale for «genopbygningen» af landet - i strid med Genevekonventionerne. Men hver gang produktionen er kommet i gang, er olieledningerne blevet udsat for sabotage. Produktionen er derfor faldet til en tredjedel af niveauet før besættelsen. (BBC oversigt over levevilkårene i Iraq efter besættelsen)

I oktober gennemførte USA derfor en «donorkonference» i Madrid med det formål at få resten af verden til at bidrage til genopbygningen, og dermed reducere den økonomiske belastning for USA. Men ligesom lignende donorkonferencer ifbm. genopbygning af Balkan og Afghanistan, var det kun en brøkdel af målet på 36 mia. US$ der blev opfyldt. De midler bl.a. Danmark allerede bevilgede tidligere i 2003 har ikke kunnet anvendes pga. den spændte sikkerhedssituation.

USA's politik overfor Iraq er præget af stærke interne magtkampe i regeringen mellem primært forsvars- og udenrigsministeriet. Når forsvarsministeriet kører fast i sine urealistiske planer, giver det plads for udenrigsminister Colin Powel, der søger at tildele FN og det internationale samfund en rolle. Når dette så mislykkes, kommer forsvarsministeriet atter på banen med trusler om f.eks. at udvide besættelsen til Syrien og Iran.

December 2003, Saddam fanges

I december blev den styrtede præsident, Saddam Hussein arresteret af nordamerikanske soldater. Tilfangetagelsen vakte begejstring i USA, men blev modtaget betydelig mere køligt i den arabiske verden, hvor det var en udbredt opfattelse, at den tidligere præsident fik en ydmygende behandling, da han for åbent kamera blev undersøgt af en militærlæge. USA erklærede, at tilfangetagelsen ville få modstanden mod besættelsen til at bryde sammen. De følgende måneders udvikling viste dog, at dette ikke var tilfældet.

I starten af marts vedtog det regerende råd en ny forfatning for Iraq. Den skal åbne op for indsættelsen af en irakisk regering i juli 2004, men regeringen sammensættes lige så lidt som rådet ved folkelige valg, og USA forbliver i Iraq. Irakernes mest brændende krav: besættelsens ophør, er dermed ikke rykket nærmere. Forfatningen er på en række punkter et tilbageskridt ifht. landets tidligere forfatning. Kvindens rettigheder reduceres, og hvor Iraq tidligere var en verslig stat, gøres landet nu til en islamisk stat. Både Amnesty International og Human Rights Watch har analyseret og kritiseret den nye forfatning.

Terrorbomber i Madrid i marts kobles sammen med Spaniens deltagelse i USA's besættelsesstyrke og koster den spanske konservative regering livet ved valget samme måned. 90% af spanierne er imod Spaniens deltagelse i besættelsen, og de spanske socialister der vinder valget erklærer, at de vil trække de spanske styrker ud af Iraq senest i juli 2004.

1 års besættelse

Et år efter starten på USA's invasion og besættelsen af Iraq dræbes der fortsat dagligt nordamerikanske soldater, og militæret indrømmer, at det ikke er Al Qaeda der står bag, men irakiske modstandsgrupper som trods tilfangetagelsen af Saddam Hussein fortsætter deres aktioner.

Nordamerikanske soldater døde i Iraq i det første år af besættelsen. Den 1. maj 2003 erklærede Bush krigen for overstået. Siden er 432 soldater dræbt (frem til 17. marts 2004) svarende til 1,3 om dagen i gennemsnit. Tilfangetagelsen af Saddam Hussein 13. december 2003 skulle iflg. USA have fået modstanden til at bryde sammen, men det er der ikke foreløbig tegn på. Mens der er præcise tal for USA's tab, er der ingen tal for de irakiske civile og militære tab, men det civile tabstal i det første år af besættelsen overstiger 10.000, og i dette indgår kun de, der er dræbt af nordamerikanske soldater. Antallet af dødsfald som følge af underernæring, og sygdomme forårsaget af den forurenede vandforsyning, manglende vaccinationer og medicin er ukendt.

Men konsekvenserne af besættelsen rammer først og fremmest den irakiske civilbefolkning, og det er den der er den væsentligste grund til det massive ønske om, at besættelsen ophører.

Fremskridt	Tilbageskridt
	Mistet suverænitet Iraq ledes ikke længere af irakere, men af besættelsesmagten USA.
	Sikkerhedssituationen drastisk forværret Dødsraten for ikke-naturlige dødsfald i Iraq juli 2002: 237 maj 2003: 462 august 2003: 872 (Kilde: Oxfam) Ifølge Genevekonventionen er det besættelsesmagten der har ansvaret for civilbefolkningens sikkerhed, når et land er besat. Terrorbomber i Tyrkiet, Marokko og Spanien har bidraget til et billede af, at sikkerhedssituationen er forværret som følge af besættelsen - ikke blot i Iraq men globalt.
	Elektricitetsproduktion og distribution ødelagt Elektricitetsproduktionen modsvarer kun 50% af behovet (Kilde: Christian Aid, august 2003) USA kunne hurtigere have reetableret produktionen, men det ville have tvunget besættelsesmagten til at købe reservedele i Europa, og det var af politiske grunde udelukket. FN vurderer, at det vil tage 4-5 år før 90% af befolkning har en stabil elektricitetsforsyning.
	Sundhedssituationen forværret Antalet af børn der lider af diaré, underernæring, kolera, dysenteri og tyfus er stigende. Mangel på medicin har medført, at de 270.000 børn der er født siden krigen i marts 2003 ikke er blevet vaccineret. Renseanlæggene er ødelagt, og spildevandet fra 60% af Baghdads befolkning pumpes derfor direkte i Tigris floden, der anvendes i drikkevandsforsyningen i den sydlige del af landet. Alene i Baghdad er der 800 områder med efterladenskaber fra krigen - især nordamerikanske klyngebomber. De er især til fare for børnene. (Kilde: Unicef)
	Olieproduktionen reduceret Olieproduktionen er faldet til 900.000 tønder dagligt fra 2,2 mio. tønder før krigen. Landets eneste kilde til eksportindtægter er dermed kraftigt reduceret
	Fødevaresituationen forværret Før krigen var omkring 60% af irakerne afhængige af fødevarer fra regeringen. Dette program er ophørt. Priserne på fødevarer er steget op til 1000%, og lønningerne nogle 100% - men kun for der faktisk har arbejde. Arbejdsløsheden ligger nu på 60%.
	Etnisk udrensning i Palæstina Israel har benyttet den ændrede sikkerhedspolitiske situation i området til at igangsætte en massiv etnisk udrensning af palæstinensere fra den besatte Vestbred. Israel bygger en enorm fæstningsmur gennem palæstinensiske områder med det formål at ødelægge den palæstinensiske økonomi og drive palæstinenserne på flugt.
Diktatoren Saddam Hussein er fanget
USA og FN har ophævet sanktionerne mod landet ... men selvom sanktionerne siden 1991 har kostet ca. 1 mio. irakere (især børn) livet er sundhedssituationen ikke forbedret. Tvært imod.
Større ytrings- og politisk frihed Men denne frihed har snævre rammer. Under Saddam havde Baath partiet monopolet på ytrings- og politisk frihed. I dag har besættelsesmagten overtaget dette monopol, og den udøves ved at lukke medier og partier, der er kritiske overfor besættelsesmagten
Regnskab over USA's besættelse af Iraq 1 år efter invasionen 20. marts 2003

Tortur, politisk og militær krise for USA

I april blev en bil med 4 nordamerikanere standset i Fallujah, bilen stukket i brand, de 4 dræbt, efterfølgende slæbt gennem Fallujahs gader og hængt op i en bro. Aktionen udløste en voldsom gengældelsesaktion fra besættelsesmagtens side, der kostede næsten 1000 civile irakere livet. Til gengæld mistede USA fuldstændig kontrollen over byen, og det var først da en irakisk styrke med tidligere irakiske officerer og soldater i slutningen af april blev sendt ind, at situationen stabiliseredes, og de titusinder der var sendt på flugt af besættelsesmagtens offensiv atter kunne vende tilbage.

Også en anden front blev åbnet i april, da imam Moghthar al Sadr erklærede krig mod besættelsesmagten. Baggrunden var, at besættelsesmagten havde lukket den radikale shiitiske imams avis i Baghdad. Al Sadrs tilhængere rundt omkring i Iraq oprettede væbnede militser, der hurtigt fik kontrol over flere større byer - deriblandt Najaf - og mange steder gik politiet over til militsen, eller flygtede fra politistationerne uden kamp. Selv om shiiternes overhoved kritiserede al Sadr og manede til ro, blev oprøret mødt med sympati i den shiitiske befolkning, og fik også sympatitilkendegivelser fra sunni befolkningen. Ved udgangen af april havde USA tabt politisk og militært terræn og mistet kontrollen med flere større byer. Situationen medførte, at Spanien fremrykkede beslutningen om at trække sine soldater ud og blev fulgt af flere latinamerikanske lande.

I maj blev det afsløret, at USA gennemførte tortur i Abu Ghraib fængslet udenfor Baghdad. Fængslet var et torturcenter under Saddam Hussein, og USA havde fortsat denne praksis. Billederne af torturen gik verden rundt, og tvang både præsident Bush og forsvarsminister Rumsfeldt til at lægge afstand til torturen. De medvirkende nordamerikanske soldater blev stillet for en krigsret og dømt, og besættelsesmagten søgte at skabe et billede af, at det var enkeltpersoner der var gået for vidt. Det er dog ikke tilfældet. USA drev i næsten 100 år School of the Americas i Panama hvor latinamerikanske officerer blev trænet i USA's «forhørsmetoder» - tortur. Efter demokratiseringsprocessen i Latinamerika i 1980'erne valgte USA i 90'erne at flytte sin torturskole til Georgia. (Se SOAW og USARSA). I løbet af maj blev det afsløret, at torturen især var blevet intensiveret efter terroraktionen mod FN's hovedkvarter i Baghdad i august 2003, og at bl.a. den øverste militærkommanderende i landet, general Ricardo Sanchez havde overværet torturen i Abu Ghraib. Det tvang i slutningen af maj Bush til at erklære, at Sanchez ville blive erstattet. Men billederne og dokumentationen af tortur ødelagde den sidste rest af USA's moralske anseelse i den arabiske verden, og stillede principielle spørgsmålstegn omkring hvilken form for «demokrati» USA ønskede at indføre i den arabiske verden.

USA led yderligere et politisk tilbageslag i midten af maj, da forsvarsministeriet opgav sit forsvar for Ahmed Chalabi. Rumsfeld havde indtil da været protege for Chalabi, der i en periode var udset til at skulle være Iraqs nye leder. Men i midten af maj blev hans hjem i Baghdad ransaget, og USA fremsatte beskyldninger mod ham for at have spioneret for Iran. Samtidig blev han gjort eneansvarlig for at have leveret alle de påstande om masseødelæggelsesvåben, der lå til grund for USA's invasion af landet. Pentagon fremstillede en historie, hvor Iran skulle have været interesseret i at hævne sig på Saddam Hussein, og derfor gennem Chalabi havde forsynet USA med falske efterretninger, for at provokere en nordamerikansk invasion. Men Pentagons historie belyser ikke, hvorfor Iran skulle være interesseret i at få nordamerikanske tropper langs sin østgrænse, når Iran selv er på USA's liste over slyngelsesstater. Og Pentagons historie belyser heller ikke, hvorfor USA's efterretningsvæsen skulle have gjort sig eneafhængig af efterretninger fra én enkelt korrupt politiker.

Juni 2004. Quisling regimet tager over

Den 17. maj blev Ezzedine Salim dræbt af en bilbombe foran besættelsesmagtens hovedkvarter i Baghdad. Han var chef for det irakiske regeringsråd, og var af USA udset til at være premierminister efter 30. juni. Han blev erstattet på posten den 28. maj af Iyad Allawi.

Af frygt for omfattende demonstrationer og attentater, indsatte besættelsesmagten ved en hemmelig ceremoni i dens stærkt bevogtede hovedkvarter i Baghdad Allawi som premierminister den 28. juni, 2 dage tidligere end officielt meddelt, og den amerikanske statholder Paul Bremer forlod umiddelbart derefter landet. Udfra besættelsesmagtens og dens støtters synsvinkel var magten nu overdraget til det irakiske folk, og den eneste årsag til at der fortsat stod 150.000 udenlandske soldater i landet var, at den nye regering havde bedt styrkerne blive. Andre sammenlignede situationen med Nazi-tysklands indsættelse af Vidkun Quisling som statsminister i det tysk besatte Norge under 2. Verdenskrig. I begge tilfælde havde den civile regering alene til formål at give legitimitet til den udenlandske besættelsesmagt.

Rapporter i nordamerikanske medier berettede senere om kaoset under Bremers sidste uger i Iraq. Statholderen bad om flere milliarder US$ i 100 dollar sedler fra den amerikanske forbundsbank. De blev delt ud i flæng i forsøg på at købe USA opbakning de sidste dage før «magtoverdragelsen».

Den 2. juli blev Saddam Hussein stillet for en dommer, og til alles overraskelse blev seancen transmitteret direkte i TV. Saddam blev anklaget for folkemord og krigsforbrydelser, og han svarede igen med at forsvare invasionen af Kuwait i 1990 og erklærede, at George W. Bush var den virkelige krigsforbryder. Den politisk langt mere øvede Saddam gik tilsyneladende ud af TV duellen som sejrherre, og den nye nationale sikkerhedsrådgiver, Mowaffaq al-Rubaie erklærede derfor, at retssagen mod Saddam ikke måtte udvikle sig til et TV show, men at han ville få en retfærdig retssag.

Samme måned berettede USA's rigsrevision (GAO) i en rapport til Kongressen, at efter 14 måneders besættelse var situationen for el- og vandforsyningen, retsvæsenet og sikkerheden forværret. Iflg. rapporten fra GAO er der i 13 ud af landets 18 provinser kun strøm nogle få timer dagligt. Mindre end i måneden før invasionen. 20 millioner mennesker lever i disse 13 provinser. Af de 58 mia. US$ der er blevet bevilget til landets genopbygning, er det kun 20 mia. der er blevet anvendt dertil. Resten er anvendt til administration. Retsvæsenet er mere svækket end det var før krigen, og dommere udsættes ofte for mordforsøg. Det nye irakiske civilforsvar, politiet og andre sikkerhedsstyrker lider iflg. GAO af omfattende deserteringer, dårlig uddannelse og total mangel på udstyr og infrastruktur.

Den 7. juli underskrev Iyad Allawi den nationale sikkerhedslov, der giver regeringen ret til at indføre undtagelsestilstand i problemhærgede områder. Loven indeholdt endvidere bestemmelser om udgangsforbud, vejkontroller og tilbageholdelse af mistænkte. Både i Iraq og resten af Mellemøsten tvivlede medierne på, om loven ville kunne dæmme op for volden, og ikke snarere ville blive anvendt til at indskrænke de civile rettigheder.

I april 2004 blev John Dimitri Negroponte udnævnt til USA's ambassadør i Iraq. I 1980'erne var han USA's ambassadør i Honduras, hvor han var med til at styre oprettelsen af dødspatruljer og udryddelsen af anderledestænkende. Denne erfaring bragte han med til Iraq og gik i gang med opbygningen af dødspatruljer til udryddelse af sunnier. Patruljerne blev dels opbygget ud fra shiitiske bander, dels ud fra sikkerhedsstyrker i de irakiske ministerier. Mens sunnier og shiiter indtil da havde levet side om side og var gifte ind i hinandens familier uden større religiøse modsætninger, lykkedes det Negroponte at opdyrke den religiøse vold mellem sunnier og shiiter. De sunnigrupper der fik deres ledere dræbt af Negropontes dødspatruljer svarede igen med drab på shiitiske ledere, og en religiøs voldsspiral Iraq ikke tidligere havde kendt til var sat i gang. Denne form for vold eskalerede gennem 2005 og 06.

Den 5. august blev en amerikansk militærhelikopter skudt ned ved shiiternes hellige by Nayaf. Mindst to soldater blev såret ved styrtet. Ved den efterfølgende skudveksling blev mindst to personer dræbt og flere såret. Sammenstødet bragte våbenhvilen mellem Moqtada al Sadr og besættelsesmagten i fare.

Den 8. august genindførte regeringen med øjeblikkelig virkning dødsstraf. Den havde været suspenderet siden Saddam var blevet styrtet i april 2003. Vice-justitsminister Busho Ibrahim Ali erklærede på en pressekonference at følgende forbrydelser ville kunne udløse dødsstraf: mord, bortførelse, narkotikahandel, angreb mod den nationale sikkerhed, den vitale infrastruktur og angreb med biologiske våben. Indenrigsminister Adnan al-Janabi erklærede, at straffen ville kunne bruges mod alle der begår forbrydelser indenfor Iraks grænser - dva. også udlændinge. EU fordømte skarpt genindførelsen af dødsstraf.

100.000 irakere døde som følge af invasionen

Men realiteten var, at besættelsesmagten de foregående 16 måneder massivt havde anvendt dødsstraf. I slutningen af oktober offentliggjorde det ansete britiske lægetidsskrift, The Lancet nemlig en artikel af en gruppe forskere fra John Hopkins Bloomberg skolen for Folkesundhed i Baltimore. Forskerne havde undersøgt dødsraten i Iraq og kunne dokumentere, at 100.000 irakere - overvejende civile - er døde som følge af invasion og besættelse i perioden marts 2003 - september 2004. De fleste døde er kvinder og børn, og de fleste er dræbt under bombeangreb, skrev forskerne. Iflg. forskerne havde den irakiske civilbefolkning en risiko for at dø der var 58 gange større end før USA's invasion. Før invasionen var de vigtigste dødsårsager hjerteslag og kroniske sygdomme. The Lancet artiklen understregede, at antallet af dødsfald er baseret på en projektion udfra oplysninger fra læger fra hele Iraq, og at antallet derfor ikke er eksakt, men behæftet med usikkerhed.

I oktober 2006 offentliggjorde Lancet en ny artikel, der på baggrund af stikprøver rundt omkring i landet kunne påvise, at Iraq i 2003-06 har oplevet en overdødelighed på 654.965 personer som følge af krigen. Heraf skyldtes overdødeligheden for 601.027 vedkommende vold. For det store flertals vedkommende som følge af anvendelsen af skydevåben, selv om død som følge af bilbomber også er i stigning. (Mortality after the 2003 invasion of Iraq: a cross-sectional cluster sample survey, The Lancet 21. october 2006).

November 2004. Massakren i Falluja

Umiddelbart efter præsidentvalget i USA indledte supermagten et stormangreb på byen Falluja med 250.000 indbyggere. Formålet var officielt at knuse opstanden mod besættelsesmagten. Stormangrebet blev indledt med flere dages intense luft- og artilleribombardementer af den tætbefolkede by, der sendte halvdelen af byens civile befolkning på flugt. Efter flere ugers intense terrorbombardementer og landoperationer lykkedes det besættelsesmagten at indtage byen. 150 amerikanske soldater blev dræbt under offensiven. De civile tab er ukendte, men skal tælles i tusinder og er blevet sammenlignet med de allieredes terrorbombardement af Dresden under 2. Verdenskrig.

USA terror i Falluja, november 2004. Over halvdelen af byens civilbefolkning på 250.000 blev drevet på flugt af besættelsesmagtens terrorbombardementer af byen.

Hvis formålet var at knuse opstanden, led USA imidlertid nederlag, for oprøret fortsatte med fornyet styrke i resten af landet, og det største sunnimuslimske parti meddelte, at det under disse omstændigheder ikke agtede at deltage i USA valg i januar 2005. Det skabte endvidere international skandale, da en TV rapportage kom ud om amerikanske soldaters henrettelse af en såret iraker. Hvis den sårede var civil var der tale om en dokumenteret overtrædelse af den 4. Genevekonvention. Var han soldat, var der tale om overtrædelse af den 1. Genevekonvention.

En britisk TV fotograf dokumenterer amerikanske soldaters henrettelse af en såret iraker. En overtrædelse af 1. eller 4. Genevenkonvention.

Angrebet på Falluja kan dog også ses som en kollektiv afstraffelse af den oprørske civilbefolkning. Derfor de intense terrorbombardementer, der skabte et internt flygtningeproblem i landet, hvor tusinder af byens indbyggere nu lever i interemistiske flygtningelejre i bl.a. udkanten af Baghdad. Efter masskren har tidligere nordamerikanske soldater der deltog afsløret, at USA anvendte fosforbomber i massakrene. Det er ligeledes forbudt efter Genevekonventionen.

Titusindvis af civile fra Falluja lever fortsat i interemistiske flygtningelejre, og tør ikke vende tilbage til deres by efter den amerikanske terror.

Løgnen om masseødelæggelsesvåbnene

I januar 2005 trak USA endelig sine våbeninspektører ud af Iraq og måtte indrømme, at Saddam Hussein ikke havde rådet over de masseødelæggelsesvåben, der var påskuddet for invasionen næsten to år forinden. Til gengæld dokumenterede CIA samme måned, at USA's besættelse har trukket flere hundrede al-Qaeda medlemmer til Iraq, hvor de bekæmper besættelsesmagten.

Januar 2005. «Valg»

Den 30. januar 2005 gennemførtes parlamentsvalg i Iraq. Valget blev i de vestlige medier fremstillet som indførelsen af demokrati i Iraq. Af kritikere blev det sammenlignet med USA's valg i Sydvietnam i 1960'erne (se artiklen US encouraged by Vietnam vote, New York Times 4. september 1967), der havde til formål at skabe et politisk dække for USA's krigsførsel. Realiteten i det irakiske valg var, at der ikke deltog nogen udenlandske valgobservatører. Sikkerhedssituationen i landet var ganske enkelt for farlig til, at nogen turde stille op; den sunni-muslimske befolkning boykottede valget i protest mod USA's terror og besættelse. Kun de partier USA havde godkendt fik lov at stille op.

Resultatet var, at kun 2% af sunnierne stemte, mens valgdeltagelsen i de shia-muslimske områder og i Kurdistan lå omkring 80% - iflg. officielle oplysninger. Den samlede valgdeltagelse var 58%. Efter 2 ugers stemmeoptælling forelå det officielle resultat i midten af februar. Det gav koalitionen af shia-muslimske partier støttet af shiaernes leder, ayatollah Ali al-Sistani 48% af stemmerne, den forenede kurdiske liste fik 25,4%, mens premierminister Alawis parti fik 14%.

Besættelsesmagtens soldater er ikke længere i sikkerhed nogen steder. I december 2004 sprang en amerikansk rekrutteret irakisk soldat sig i luften i kantinen i USA's stærkt bevogtede militærforlægning i Mosul. 13 soldater blev dræbt.

USA's stormangreb på Falluja i november knuste ikke oprøret. Tvært imod skete der en dramatisk stigning i antallet af angreb på besættelsesmagten i månederne op til valget. CIA vurderer, at omkring 17.000 irakere deltager i kampen mod besættelsesmagten, og ligesom angrebet på Falluja ikke knuste modstanden mod besættelsesmagten, har valget ikke standset denne modstand. Et stort flertal af irakerne kræver fortsat besættelsen umiddelbart bragt til ophør. Men det var ikke det de fik lov at stemme om den 30. januar.

Efter flere måneders forhandlinger valgte parlamentet i april kurderlederen Jalal Talabani til ny præsident. Han er formand for et præsidentråd, der desuden består af sunnien Ghazi Yawer og shiaen Adel Abdul Mahdi. Det er første gang Iraq har en kurdisk præsident, men hans magt er stærkt begrænset. Det er besættelsesmagten der sætter den militære, politiske og økonomiske dagsorden i landet. Ved samme lejlighed blev shia lederen Ibrahim Jaafari udpeget som premierminister.

I oktober 2005 stemte 79% for en ny irakisk forfatning, der indebærer en regionalisering af landet. Forslaget var faldet hvis mindre end 2/3 havde stemt for det. Det blev forkastet i 3 sunni-dominerede provinser: Salah ad Din, Ninawa og Al Anbar. Valgdeltagelsen på landsplan var 63%. Der var rapporter om omfattende valgsvindel - især i de sunnidominerede provinser.

I december gennemførtes det første valg under den nye forfatning til den 275 pladser store nationalforsamling. Flere sunnipartier undlod denne gang - i modsætning til i januar - at boykotte valget, og valgdeltagelsen steg til 70% - iflg. officielle oplysninger. Tidlige rapporter peger i retning af ganske omfattende valgsvindel, og af at de religiøse partier fik omkring 80% af stemmerne. Shiaernes Forenede Irakiske Alliance fik 41% af stemmerne, den Kurdiske demokratiske patriotiske Alliance fik 22% og sunnierne fik 15%.

I forlængelse af Jyllandspostens smædekampagne mod islam i efteråret 2005 besluttede samarbejdsrådet i Basra at kræve en undskyldning fra de danske besættelsesstyrker. Det fik rådet ikke. Da der i midten af februar 2006 blev offentliggjort en video af britiske soldater der gav en gruppe irakiske teenagere bøllebank, besluttede samarbejdsrådet at afbryde enhver form for samarbejde med besættelsesstyrkerne, og krævede samtidig de danske styrker ud af landet.

Ukendte gerningsmænd sprang den 22. februar shianernes hellige moske i Samara i luften. Det er en af shia islams vigtigste helligdomme og udløste øjeblikkeligt voldelige konfrontationer overalt i landet. Besættelsesmagten lagde øjeblikkeligt skylden for attentatet på al-Qaeda. Andre peger på, at de der har størst interesse i at splitte islam og den arabiske verden er USA, og USA er i forvejen kendt for at gennemføre politiske attentater. Det var bl.a. tilfældet med den såkaldte Tonkinbugt episode i 1964, der af USA blev brugt som påskud at eskalere sin indsats i Vietnam. Først 35 år senere bekræftede USA's udenrigsministerium, at episoden var frit opfundet.

Først 4 måneder efter parlamentsvalget blev de shiitiske partier i april 2006 enige om at udpege Jawad al-Maliki til landets nye premierminister.

Italiens nyvalgte premierminister, Romano Prodi meddelte i maj 2006, at Italien trækker sine soldater ud af Iraq, og at hele krigen «var en fejl».

USA's Nationale Efterretningsråd - det højeste koordinerende efterretningsforum i USA - skrev i en hemmeligstemplet rapport i august, at USA's «krig mod terror» frem for at mindske risikoen for terror har øget denne. USA og andre vestliges landes besættelse af Afghanistan og Iraq, og den voldsomme erodering af retsstaten fra Danmark og USA i vest over Mellemøsten til Australien i øst har blot bidraget til radikalisere miljøer, der ellers ikke har udgjort nogen politisk eller sikkerhedsmæssig risiko. Bush afviste efterfølgende at trække besættelsestropperne ud af Mellemøsten med den argumentation, at det ville «overlade olien til terroristerne». Parallelt med denne erkendelse i efterretningskredse øgedes kravet i befolkningerne i besættelseslandene om at besættelsesstyrkerne skal trækkes ud. De siddende magthavere har imidlertid fortsat problemer med at vedstå, at krig og undertrykkelse af menneskerettigheder - i vest og øst - ikke løser nogen problemer, men tvært imod skaber endnu større.

USA's domstol i Baghdad afsagde 5. november - 2 dage før midtvejsvalget i USA - dom over Iraqs tidligere diktator Saddam Hussein for mordet på 148 shiitiske irakere. Saddam blev dømt til døden ved hængning. Bush regeringen hilste dommen velkommen og betegnede den som udtryk for, at et nyt uafhængigt retsvæsen var opbygget. En erklæring Danmarks udenrigsminister, Per Stig Møller kakafonisk gentog. Både EU's finske formandsskab og Amnesty International kritiserede domstolen for ikke at være uafhængig af de politiske myndigheder og kritiserede endvidere anvendelsen af dødsstraf. Den USA anførte besættelsesmagt har foreløbig 2-3 gange så mange irakiske liv på samvittigheden, som Saddam Hussein nåede at likvidere under sine 25 år som diktator.

Midtvejsvalget i USA blev et sviende nederlag for USA's neokonservative højre, der blev fejet ud af begge kongressens kamre. Befolkningen reagerede først og fremmest mod det morads den neokonservative politik havde forvoldt i Iraq, og blot 2 dage efter valget måtte Bush ofre sin forsvarsminister, Donald Rumsfeld, og en måned senere røg supermagtens FN ambassadør, John Bolton.

Den 2. december erklærede FN's generalsekretær Kofi Annan til BBC, at situationen i Iraq nu var værre end borgerkrig. Dette billede blev bekræftet 4. december i en trusselsvurdering fra det danske Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Tjenesten konkluderede videre, at Danmark som følge af krigene i Iraq og Afghanistan er et højtprofileret terrormål. Samme konklusion nåede PET frem til tidligere på året. Den danske VKO regering var tavs om disse konklusioner. Da socialdemokratiets kandidat til overborgmesterposten i København, Ritt Bjerregård, i november 2005 nåede frem til samme konklusion, fik det statsminister Rasmussen til at erklære: «Når man formulerer sig, som hun gør, så kommer man meget nemt ud i at forsvare terror, i hvert fald at undskylde den». I 2006 benægtede VKO regeringen det internationalt anerkendte faktum, at Iraq er kastet ud i borgerkrig. Partiet Venstres udenrigsordfører Jens Hald Madsen erklærede: «Vi er i gang med at overdrage magten til irakerne, og det er klart det også har nogle uheldige konsekvenser».

Den danske regering tog i foråret 2007 beslutning om at trække de danske styrker ud af Iraq i august samme år. Argumentationen var, at der nu var skabt ro og orden, og at irakerne i Basra området selv kunne varetage deres sikkerhed. Propagandaen var ikke helt i overensstemmelse med sandheden. I perioden fra august 2006 til august 2007 skete der en tidobling af angrebene på den danske militærlejr udenfor Basra, og under selve evakueringen af soldaterne, hvor den danske krigsminister Gade var tilstede blev lejren udsat for granatangreb. Krigsministeren måtte markere den danske «sejr» over irakerne liggende på jorden.

De danske styrker skulle bruges i Afghanistan, hvor den sikkerhedsmæssige situation gradvist udviklede sig endnu værre end i Iraq.

USA besluttede i starten af 2007 at sende yderligere 20.000 soldater til Iraq. Antallet nåede dermed op på 160.000. Samtidig ændrede supermagten strategi fra at angribe militært til at købe oppositionsgrupperne med US$. Lige som det under invasionen lykkedes USA at knække rygradden i den irakiske hær ved at købe de ledende officerer med millioner af dollars, købte den nu oppositionsgruppernes ledere med millioner af dollars, og det fik gradvist den militære modstand mod besættelsesmagten til at gå i opløsning.

USA stak i 2008 snablen dybt i den irakiske statspengekasse. Alene dette år «købte» Iraq for over 12,5 mia. US$ våben i USA. Det tegnede sig dermed for mere end en tredjedel af USA's eksport af dødsisenkram for 36 mia. US$ dette år. Oven i dette kom indkøbet af 36 F-16 fly.

2008 tyrkisk invasion i irakisk Kurdistan - med vestlig opbakning

Tyrkiet invaderede i februar 2008 irakisk Kurdistan med over 10.000 soldater. Inden da havde landet siden december 2007 udsat irakisk Kurdistan for regelmæssige flyangreb. De 10.000 soldater trængte op mod 20 km ind i irakisk Kurdistan i en offensiv rettet mod seperatist organisationen PKK. Folkeretten tillader et land at gennemføre korte «hot-pursuit» operationer få kilometer ind i et andet land, når en identificeret bevæbnet fjende jages. Den tyrkiske invasion var ikke af «hot-pursuit» typen, men havde karakter af en egentlig invasion, og var derfor en særdeles alvorlig krænkelse af Iraqs suverænitet. Den tyrkiske invasion satte USA i en særdeles vanskelig situation. USA er nær allieret af NATO medlemslandet Tyrkiet, samtidig med at supermagten holder Iraq besat. Vejen for den tyrkiske invasion blev ryddet allerede i maj 2007, hvor USA's udenrigsminister Condoleeza Rice mødtes med den tyrkiske udenrigsminister Abdullah Gül. Gül gjorde det klart overfor Rice, at Tyrkiet på et tidspunkt ville invadere Iraq på jagt efter PKK. USA evakuerer øjeblikkeligt alle nordamerikanske civile og soldater fra irakisk Kurdistan og «overdrager» 3 dage senere hele ansvaret for sikkerheden i irakisk Kurdistan til de irakisk kurdiske styrker. Lederen af irakisk Kurdistan Massoud Barzani erklærer samtidig, at de irakisk kurdiske styrker vil forsvare sig i tilfælde af et tyrkisk angreb. Tyrkiet har nu 100.000 soldater opmarcheret langs grænsen til irakisk Kurdistan. I starten af juni er der enkelte tyrkiske flyangreb, artilleriangreb og en enkelt «hot-pursuit» operation. Der kommer dog til at gå ½ år inden Tyrkiet indleder et større angreb. I oktober gennemfører PKK en række vellykede aktioner mod tyrkisk militær, hvor snesevis af soldater dræbes. Den 16. december angriber 50 tyrkiske kampfly mål i irakisk Kurdistan, og 21. februar 2008 indleder Tyrkiet sin invasion af irakiske Kurdistan efter flere dages fly- og artilleriangreb. Det bliver i irakisk Kurdistan i 1 uge. Iflg. det tyrkiske militær bliver 527 partisaner dræbt og 27 tyrkiske soldater. Iflg. PKK bliver 127 tyrkiske soldater dræbt og 9 partisaner. Antallet af civile tab er ukendt, men der rapporteres om flere dræbte. Selv om det tyrkiske militær løber nogle PKK lejre over ende, møder de andre steder voldsom modstand. I april gennemføres nye omfattende tyrkiske flyangreb.

Den tyrkiske invasion, fly- og artilleriangreb blev mødt af voldsomme protester fra både regionalregeringen i irakisk Kurdistan og den irakiske centralregering, men Iraq afstod fra at forsvare sin suverænitet militært. Massoud Barzani ændrede holdning og erklærede at irakisk Kurdistan først ville yde militær modstand, hvis tyrkiske styrker direkte angreb civilbefolkningen eller nåede frem til mere beboede områder. EU udtrykte forståelse for den tyrkiske invasion, men opfordrede til tilbageholdenhed. Så meget for EU's respekt for staters nationale suverænitet. USA var i en særdeles vanskelig situation, udtrykte bekymring for at invasionen ville kunne «destabilisere hele regionen», udtrykte dog samtidig forståelse for Tyrkiets position, og opfordrede landet til hurtigt at trække sig ud igen. Den tyrkiske invasion svækkede ikke PKK, der gennem 2008 og 2009 fortsatte sine angreb på det tyrkiske militær.

USA's afgående præsident Bush besøgte i december 2008 overraskende Iraq for at fejre sin sejr over Saddam Hussein. For første gang vovede præsidenten sig ud af en nordamerikansk militærbase og holdt en pressekonference i Baghdad. Billederne fra konferencen kom til at gå verden rundt, da en irakisk journalist blev så provokeret over præsidentens udtalelser, at han kylede sine sko efter præsidenten.

Journalisten Muntadhar al-Zaidi råbte: Dette er en farvelhilsen din hund. Dette er fra enkerne, de forældreløse børn, og dem der er dræbt i Iraq. Journalisten blev arresteret og underkastet tortur, men rundt omkring i den arabiske verden og blandt grupper i Vesten der arbejder mod USA's krig i Iraq der foreløbig har kostet 1 million irakere livet, blev der foranstaltet skokastningskonkurrencer mod dukker af Bush.

FN's mandat for besættelsesmagten udløb 31. december 2008 og blev erstattet af en direkte aftale mellem supermagten og dens vasalstat. De vigtigste punkter i den nye aftale var, at alle besættelsesmagtens styrker skulle trækkes ud af de irakiske byer inden midten af 2009, og alle besættelsesmagtens styrker skulle trækkes ud af Iraq inden udgangen af 2011. Aftalen skulle være sendt til folkeafstemning i Iraq i foråret 2009. Dette blev senere udskudt til marts 2010, hvor den atter blev udskudt. Den irakiske regering har nemlig det problem, at aftalen ville blive stemt ned ved en afstemning, da irakerne ønsker besættelsen bragt til ophør øjeblikkeligt.

I overenstemmelse med aftalen trak USA sine styrker ud af de irakiske byer 30. juni 2009. Det blev fejret over hele landet med fyrværkeri, og flere opfordrede til at gøre 30. juni til ny selvstændighedsdag. Samtidig med tilbagetrækningen steg kriminaliteten i byerne drastisk. Det var uklart i hvilken udstrækning det var USA der betalte banditter for at begå stærkt voldelig kriminalitet (bortførelser, røverier, skudattentater mm.), og i hvilken udstrækning det var tidligere medlemmer af militser der stod bag kriminaliteten. Men i slutningen af året faldt kriminaliteten atter drastisk - til det laveste niveau siden invasioen i 2003.

USA's vicepræsident Joseph Biden besøgte i september 2009 Iraq, hvor han bl.a. mødtes med premierminister Nouri al-Maliki. Partisaner beskød USA's Grønne Zone i Baghdad med raketter under de tos møde inde i zonen. Biden lovede at trække de nordamerikanske kamptropper ud af landet inden august 2010 og resten af troperne ud inden udgangen af 2011.

I marts 2010 gennemførtes parlamentsvalg. Valget blev vundet af den tidligere premierminister Ayad Allawis Irakiske Nationalbevægelse, der fik 91 pladser ud af de 325 i Nationalforsamlingen. Den siddende premierminister Nouri al-Malikis Retstats Koalition måtte nøjes med 89 pladser. Valget udløste traditionen tro en politisk krise pga. problemerne med at danne en ny regering og få udpeget en præsident. I maj blev Retstats Koalitionen og den Irakiske Nationalalliance lagt sammen til ét parti under navnet Nationalalliancen, men de var fortsat 4 pladser fra at have flertal i parlamentet. 10 dage senere meddelte præsidenten i irakisk Kurdistan, Massoud Barzani at de 4 kurdiske partier i parlamentet blev smeltet sammen til ét under navnet Koalitionen af kurdiske Lister, med ialt 57 pladser. Først i december blev der dannet en ny regering.

I april 2010 offentliggjorde en nordamerikansk soldat en video på WikiLeaks, der viste civile irakere der blev skudt i småstykker fra en Apache angrebshelikopter i 2007. I juni fik USA's militær opsporet soldaten, der blev stillet for en krigsret (US soldier linked to Iraq helicopter video leak charged, BBC 6. juli 2010). Der er tradition for at USA ikke straffer krigsforbrydere, men kun dem der afslører dem.

Siden 2009 omtales Iraq sjældent i de vestlige medier, og kun når der begåes blodige terroraktioner - der fortsat er god «underholdning» i de vestlige medier. Det er dog fortsat således, at der dræbes flere civile irakere af besættelsesstyrkerne end under terroraktioner.

I tråd med sit valgkampløfte om at afslutte besættelsen af Iraq, indstillede Barack Obama den 31. august 2010 USA's krigsoperationer i Iraq og indledte i december 2011 tilbagetrækningen af nordamerikanske styrker fra landet. USA bevarer dog en delvis besættelse, da det fortsat vil have 2 militærbaser og 4.000 soldater i landet. Tilbagetrækningen fik hurtigt antalet af dødsfald og kriminalitetsraten til at falde. Megen kriminalitet var knyttet til besættelsesmagten og grupper knyttet til denne.

Samtidig med USA's tilbagetrækning indledte Maliki et opgør med landets sunnier. Han udstedte en arrestordre mod første vice-præsident Tariq al-Hashimi, der havde overtaget denne post i maj 2011. Maliki anklagede al-Hashimi for at stå bag en række bombeattentater. al-Hashimi nægtede at lade sig arrestere og søgte i stedet tilflugt i irakisk Kurdistan. I marts 2012 erklærede den kurdiske præsident Massoud Barzani, at det Kurdiske Nationalråd havde besluttet ikke at udlevere al-Hashimi til Maliki, da det stred mod kurdisk etik. Konflikten mellem shia'er og sunnier er siden taget til med hyppige bombe- og selvmordsattentater.

Det «Arabiske Forår» nåede i 2011 også til Iraq. I både irakisk Kurdistan, Baghdad og en række større byer gennemførtes demonstrationer med krav om demokrati og opgør med korruptionen. Som i andre arabiske lande blev demonstranterne mødt af politibrutalitet og vold fra bøller som regimet satte ind. Den 17. februar dræbte politiet mindst 10 demonstranter og tilskuere i Kurdistan og sårede over 250. Den 25. februar dræbte politiet mindst 12 og sårede over 100 i demonstrationer over hele landet. Den 13. april udstedte mynidghederne forordninger, der helt forbød gennemførelsen af demonstrationer - bortset fra på 3 fodboldstadions i Bghdad.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde i juli 2011 en dom, der kendte Storbritannien skyldig i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Iraq. Domstolen henviste bl.a. til 5 irakeres dødsfald i britisk varetægt. Dødsfald der aldrig var blevet ordentlig efterforsket. Domstolen henviste endvidere til, at de britiske styrker vilkårligt havde arresteret og tilbageholdt irakere.

I juli ratificerede Iraq den internationale konvention mod tortur. Alligevel kunne menneskerettighedsorganisationerne berette, at den grove tortur af fanger fortsatte rundt om i landets fængsler, arresthuse, politistationer og interneringslejre. 12.000 irakere sidder fortsat indespærret uden dom.

I september 2011 offentliggjorde WikiLeaks tusindvis af nordamerikanske ambassadedokumenter. Dokumenterne afslørede bl.a. de nordamerikanske myndigheders kendskab til hyppige summariske henrettelser af krigsfanger og arresterede begået af besættelsesmagtens soldater.

De alvorlige menneskerettighedskrænkelser fortsatte igennem 2012. Regimet henrettede mindst 129 - heraf 3 kvinder - og flere hundrede sad fortsat på dødsgangen. Flere hundrede civile blev dræbt ved terrorattentater. Forsvindinger og trusler mod journalister var dagligdag. Den afsatte videpræsident Tareq al-Hashemi blev i september dømt til døden in-absentia sammen med sin svigensøn Ahmad Qahtan for mordet på en kvindelig advokat og en regeringsembedsmand. Den absurde retssag forværrede yderligere forholdet mellem landets sunnier og shiiter. I december indledte titusinder af sunnier daglige demonstrationer i protest mod de vilkårlige overgreb mod sunnier. Anledningen var arrestationen af flere bodyguards til den sunnimuslimske finansminister Rafi’e al-Issawi. Maliki lovede i januar 13 at løslade ham. Trods de kaotiske og livsfarlige forhold i landet var situationen langt værre i Syrien. 67.000 søgte derfor asyl i Iraq i 2012.

Menneskerettighedssituationen blev yderligere forværret i 2013. Mindst 151 fik deres dødsdom fuldbyrdet. Mere end en fordobling fra 2011. Og i marts erklærede justitsminister Hassan al-Shimmari at ministeriet forberedte fuldbyrdelsen af 150 dødsdomme. Det fik FN's Højkommissær for Menneskerettigheder Navi Pillay til at sammenligne Iraqs retsvæsen med et slagtehus. Konflikten i landet blev stadig mere blodig. Alene i perioden maj-august blev over 3.000 dræbt 7.000 såret ved selvmordsangreb, bilbomber og henrettelser.

Premierminister Maliki mødtes i november med USA's præsident Obama for at bede om omfattende assistance til landets sikkerhedsstyrker: tungere våben, flere efterretninger og anden støtte til at jage terrorister. I anledning af besøget skrev flere senatorer til Obama for at udtrykke deres bekymring over Malikis «sekteriske og autoritære dagsorden». De understregede samtidig at det var nødvendigt at Maliki fremlagde en plan for forsoning med landets frustrerede sunni befolkning.

2014 IS slår til

I april 2014 gennemførtes valg til parlamentet. Valgets store sejrherre blev den siddende premierminister Nouri al-Maliki og hans Retsstat Koalition, der fik 92 ud af parlamentets 328 pladser - en fremgang på 3. 24,1% af befolkningen stemte på Maliki. Sadr bevægelsen fik 34 pladser og al-Muwatin koalitionen fik 29. Først derefter fulgte et par sunni-muslimske partier. Umiddelbart syntes Maliki sikker på at kunne blive siddende som premierminister, men udviklingen i landet trak i løbet af de følgende måneder tæppet væk under ham.

I juni indledte Islamisk Stat (IS) er stor militær offensiv i det nordlige Iraq. Den 5. juni forsøgte IS at indtage Samarra, men blev slået tilbage da der ankom forstærkninger fra Baghdad. Men den 10. kunne den indtage millionbyen Mosul og dagen efter Saddam Huseins fødeby Tikrit. Hele divisioner af soldater forlod deres baser uden at have affyret et eneste skud, og efterlod enorme mængder af våben, ammunition og tungt militært udstyr til IS. Det viste sig efterfølgende, at over 10.000 «soldater» der havde fået udbetalt løn fra Baghdad aldrig havde eksisteret. Der var tale om storstilet korruption på officersplan. Samtidig var de overvejende shiitiske regeringssoldater der faktisk befandt sig i nord forhadte af den sunni muslimske befolkning og stak derfor halen mellem benene. I løbet af de følgende uger erobrede IS store områder af det vestlige Iraq, så de fik fuld kontrol over grænserne til Jordan og Syrien. Lange konvojer af erobrede tanks, pansrede mandskabsvogne og biler bevægede sig fra Iraq ind i Syrien, hvor IS skulle bruge dem til at udbygge sine besatte områder der.

Fra midten af juni var der risiko for, at IS ville søge at løbe Baghdad over ende og dermed tage kontrol over centraladministrationen. USA's og Vestens projekt i Iraq lå fuldstændig i ruiner. NATO's arrogante generalsekretær Anders Fog Rasmussen erklærede, at det var irakernes egen skyld. De kunne bare have udnyttet den fantastiske mulighed for at skabe demokrati. Virkeligheden var en helt anden. IS blev ledet af Aby Bakr al-Baghdadi, der havde været officer i Saddams hær. Det var Fog Rasmussens, NATO's og USA's første fejl, da de i 2003 opløste hæren i stedet for at søge at inddrage den i opbygningen af en ny stat. Anden fejl var Vestens marginalisering af den sunni-muslimske befolkning. Det førte midt i 00'erne til oprør i det vestlige Iraq mod den vestlige besættelsesmagt, der først delvist blev bragt under kontrol, da USA begyndte at bestikke de sunni-muslimske klanledere i denne del af landet. Tredje vestlige fejl var krigen mod Bashar al Assad i Syrien. Det havde skabt store områder i det østlige Syrien, der ikke længere var under Assads kontrol. Det var i disse områder med hovedbyen Raqqa som centrum at IS gennem 2012 og 13 voksede sig stærk. IS var i bund og grund et produkt af Vestens fremfærd i Mellemøsten. Samtidig var IS dygtig til at financiere sine operationer gennem salg af syrisk olie til især Tyrkiet og Jordan. Den blev eksporteret på lastbiler og åbenlyst solgt med disse regeringens vidende.

Premierminister Maliki forsøgte i juni at få parlamentet til at indføre undtagelsestilstand, men både kurdiske og sunni-muslimske medlemmer modsatte sig dette. De ønskede ikke at give premierministeren større magt. Den irakiske centraladministration var mere eller mindre lammet. På dette tidspunkt var det i realiteten kun kurderne i Nordirak der bremsede IS' fremrykning.

Situationen blev hurtigt desperat for USA, der sammen med resten af Vesten indledte en dæmoniseringskampagne af IS, der blev fremstillet som middelalderlig pga. dens henrettelse af vestlige gidsler. Bevægelsen var i virkeligheden meget moderne. Den havde lært at bruge internettet og de sociale medier til at køre lige så effektive propagandakampagner som vesten, og dens metoder - terror mod befolkningen - havde den især lært af Vesten. Mange af dens ledere havde siddet i USA's fængsler, hvor de var blevet «undervist» i tortur og henrettelser af de nordamerikanske officerer og fangevogtere (IS' leder al-Baghdadi havde selv siddet i nordamerikansk fangenskab i 2005-09). Den vestlige propaganda glemte at nævne de straffemetoder dens allierede i Golf diktaturene og Saudiarabien anvender: afhugning af lemmer, stening, piskning og hængning.

USA udviklede to taktikker til «bekæmpelse» af IS: ændring af de politiske styrkeforhold i Iraq og bombardementer fra luften. Iraq befandt sig i dyb politisk krise, fordi ingen udenfor eget Malikis parti ville samarbejde med ham. Den 1. juli var parlamentet indkaldt for at udpege en ny præsident, premierminister og parlamentsformand, men parlamentet var ikke beslutningsdygtigt, da det blev boykottet af både de kurdiske og sunni-muslimske delegerede. USA lagde et enormt pres på Maliki og hans parti for at få dem til at acceptere, at Maliki trods partiets sejr ved parlamentetsvalget ikke ville få en fremtrædende rolle. Ved mødet 13. juli bøjede Maliki sig. Kurderen Fuad Masum blev valgt til præsident. Efter længere forhandlinger udpegede Masum den 26. august shiiten Haider al-Abadi til premierminister. Maliki forsøgte at afværge denne udnævnelse og ankede den til domstolene med henvisning til, at den var «i strid med forfatningen». Men efter stærkt internationalt pres og pres fra sit eget parti måtte Maliki opgive sin post som premierminister. Som trøstpræmie blev han i stedet i september udnævnt til vice-præsident. Iraq havde nu igen en fungerende regering og et fungerende parlament, der kunne begynde at mobilisere mod IS. Indtil da havde det næsten udelukkende være den kurdiske hær og shia militser, der havde bekæmpet IS. Militsernes metoder var iøvrigt de samme som IS': summariske henrettelser, når de fik fat i modstandere.

Iraq fik støtte fra USA's hovedfjende, Iran til bekæmpelsen af IS. Allerede den 13. juni var Samarra blevet indtaget af iranske Quds og Revolutionsgardister, for at sikre den mod IS overtagelse. Samme dag smed kurdiske peshmergaer (partisaner) IS ud af Kirkuk. Den 25. juni kunne nordamerikanske embedsmænd berette, at Iran havde opstillet et kommando- og kontrolcenter på al-Rasheed flybasen udenfor Baghdad, hvorfra der bl.a. blev opsendt droner, der overvågede IS' bevægelser og søgte at opsnappe dens interne kommunikation.

I første halvdel af august indledte IS et nyt fremstød ind i Kurdistan, hvor den indtog Sinjar og efterfølgende dræbte 500 af byens indbyggere. Sinjar var hovedby for Yazidi folket og 50.000 af Sinjars befolkning flygtede op på Sinjar bjerget, hvor IS belejrede dem. I ly af den humantiære katastrofe var det en glimrende lejlighed for Vesten til at gribe ind. USA indledte luftbombardementer af IS' positioner ved foden af bjerget. Det var dog ikke USA der brød blokaden, men derimod kurdiske partisaner der fik drevet IS styrkerne på flugt.

De følgende uger sluttede stadig flere lande sig til USA's luftbombardementer i Iraq og Syrien. Den 26. september besluttede det danske Folketing også at bidrage med fly og soldater. Bombekrigen blev indledt uden FN mandat. Formelt kunne kunne man sige, at bombardementerne i Iraq skete efter anmodning fra den irakiske regering, men det var ikke tilfældet i Syrien, hvor Assad erklærede at landet ville anse udenlandske bombardementer i landet som en krænkelse af dets nationale suverænitet. Nu var det kun en kort periode under den kolde krig i det 20. århundrede at Vesten overhovedet har respekteret andre staters nationale suverænitet, og Vesten indledte derfor bombardementer af især IS positioner i det nordlige Syrien. En fuldbyrdet overtrædelse af FN's charter og en forbrydelse mod freden.

Den vestlige propaganda sagde, at målet med bombardementerne var at svække IS, men bombardementerne havde den stik modsatte effekt. I Syrien deserterede partisaner i tusindvis fra Free Syrian Army og andre oprørsgrupper og sluttede sig til IS. Tusindvis af unge fra Nordafrika, Europa og Kaukasus drog til Mellemøsten, hvor de sluttede sig til IS. Samtidig erklærede stadig flere islamistiske militante grupper rundt om i verden, at de underlagde sig eller allierede sig med IS. Det gjaldt den store al-Nusra gruppe i Syrien, der var tidligere var allieret med al-Qaeda; det gjaldt Taliban i Pakistan; og det gjaldt en lang række militante grupper på den arabiske halvø, i Egypten og resten af Nordafrika. Vesten havde først skabt IS, og nu gjorde Vesten bevægelsen til et fyrtårn for militante islamister i hele verden.

Den 11. juni indtog IS Tyrkiets konsulat i Mosul og tog 48 tyrkere til fange. Deriblandt generalkonsulen, kvinder, børn og flere medlemmer af de tyrkiske specialstyrker. Den 20. september indgik IS og Tyrkiet en hemmelig aftale, hvorefter gidslerne blev frigivet og sendt tilbage til Tyrkiet. Nok var aftalen hemmelig, men det var ikke vanskeligt at se hvad IS fik til gengæld. Tyrkiet løslod flere hundrede islamistiske fanger, hvoraf et stort antal af dem rejste til Syrien hvor de sluttede sig til IS. Tyrkiet forpligtigede sig endvidere til at hjælpe IS med at indtage den kurdiske by Kobani på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien. Mens Tyrkiet købte olie af IS og frit lod forsyninger og partisaner passere fra Tyrkiet ind i Syrien til IS og andre syriske oppositionsgrupper, lukkede Tyrkiet fuldstændig af for kurderne. Tyrkiske grænsevagter beskød i september tyrkiske kurdere, der var rejst til grænsen for at komme deres etniske fæller i Kobani til hjælp. Kurdiske flygtninge fra Kobani blev oftest behandlet som krigsfanger i Tyrkiet, og Tyrkiet hindrede effektivt forstærkninger og våben i at nå frem til det belejrede Kobani. Tyrkiet havde to rationaler. For det første var landet ikke interesseret i et kurdisk autonomt område langs grænsen til Tyrkiet. Det ville give det store kurdiske mindretal i Tyrkiet blod på tanden til også at kræve autonomi i de kurdiske områder der. Så var IS et mindre onde i den tyrkiske optik. Det andet rationale var, at Tyrkiet var rasende over USA's «forræderi» i kampen mod Assad i Syrien. I den tyrkiske optik svækkede USA's bombardementer af IS modstanden mod Assad, og tyrkiet havde satset alt på at få væltet Assad. Derfor havde Tyrkiet heller ingen problemer med at give IS mere eller mindre åben støtte. I forvejen viste meningsundersøgelser i Tyrkiet, at ca. en fjerdedel af den tyrkiske befolkning var positivt stemte overfor IS.

Premierminister Haider al-Abadi indledte fra sin indsættelse en vanskelig balancegang for at bilægge konflikterne internt i Iraq og med dets nabolande. I september udnævnte han den fremtrædende sunni politiker Khaled al-Obaidi fra Mosul til sin forsvarsminister. I november gennemførte han et besøg i Saudi Arabien for at optø de nedfrosne relationer mellem de to lande. Sauderne kvitterede ved at erklære at de ville genåbne den saudiske ambassade i Baghdad, der ellers havde været lukket siden 1990. Han gennemførte tilsvarende besøg i Egypten og Tyrkiet for at få deres støtte til kampen mod IS. I december 2014 indgik han en aftale med den kurdiske regionalregering om deling af overskuddet fra olieproduktionen, således at kurderne fik 50% af overskuddet fra olieproduktionen i de kurdisk kontrollerede områder. Endvidere gik han i gang med at bekæmpe korruptionen indenfor militæret. 50.000 spøgelsessoldater skulle slettes fra hærens lønningslister.

Trods de velmenende forsøg på at samle de forskellige grupper i landet, var det vanskeligt at overvinde årtiers mistænkelighed og konflikt. Det smittede af på viljen til at bekæmpe IS. USA ville fortsat ikke levere våben direkte til kurderne, trods det at de var de eneste der effektivt kunne standse IS. Sunni grupperne var tilbageholdende med at gå i krig mod IS. Tilbage var shiamilitserne og enheder fra den iranske Revolutionsgarde, der af den sunnimuslimske befolkning i vest ikke blev betragtet som befriere, men som blodige besættere. Samtidig havde USA's og dens «koalitions» bombardementer af IS i realiteten ingen effekt. Efter at Rusland i oktober 2015 derfor var begyndt at bombe IS i Syrien erklærede premierminister al-Abadi at USA's bombardementer ikke havde hjulpet og at han var fristet til at invitere russerne til også at bombe i Iraq. Rusland holdt sig dog foreløbigt ude af Iraq, men al-Abadi søgte tættere kontakter til russerne.

IS var ikke i stand til at løbe Baghdad over ende i 2014, og gennemførte istedet selvmordsattentater gennem resten af 2014 og 2015 i den irakiske hovedstad. Først i marts 2015 lykkedes det de irakiske Shia militser at indtage Tikrit. En lille sejr der 2 måneder senere blev annulleret da IS indtog Ramadi. De russiske bombardementer af IS i Syrien og specielt bevægelsens oliefelter og kolonner af tankbiler til Tyrkiet begyndte i slutningen af året også at kunne mærkes i Iraq. I november smed de kurdiske peshmergaer IS ud af Sinjar, og i december lykkedes det endelig den irakiske hær at tilbageerobre Ramadi.

Tilhængere af shia imamen Moqtada al-Sadr stormede i april 2016 parlamentet i protest mod sammensætningen af premierminister al-Abadis regering. Det var første gang demonstranter trængte ind i den bevogtede Grønne Zone. Igen i maj stormede demonstranter parlamentet, men denne gang blev de mødt med kugler fra sikkerhedsstyrkerne. Fire demonstranter blev dræbt.

Premierministeren udstedte i februar 2016 dekret 91, der gjorde de såkaldte Folkelige Mobiliseringsenheder (PMU) der overvejende bestod af shia militssoldater til en integreret del af den irakiske hær. I november bekræftede parlamentet denne beslutning.

Den ekstreme vold i landet fortsatte gennem 2016. IS gennemførte terroraktioner i Baghdad og andre større byer, og shia militser svarede igen med overfald på sunni befolkningen. 6.878 blev dræbt i løbet af året og dobbelt så mange såret.

2016 Splittet felttog mod Mosul

Efter over 2 års forberedelse indledte den kurdiske hær, shia militser og den irakiske hær støttet af fly fra USA og flere andre lande i oktober 2016 angrebet mod millionbyen Mosul for at tilbageerobre den fra IS. Trods denne koalitions overlegne ildkraft, antal af våben og soldater ville tilbageerobringen blive særdeles kompliceret (og muligvis mislykkes), fordi koalitionen var præget af dyb intern og regional splittelse:

• Den bedst forberedte gruppe var de irakisk kurdiske peshmergaer med forstærkning fra den syrisk kurdiske YPG milits. De var stort set de eneste der de foregående år effektivt havde bekæmpet og besejret IS. Specielt var IS rædselslagne ved de kvindelige kurdiske kampenheder. De irakiske kurdere havde imidlertid en egen politisk interesse i at få helt eller delvis kontrol over den vigtige by Mosul.
• Lige nord for de kurdiske styrker stod tyrkisk militær, der havde besat dele af det nordlige Iraq med op mod 2000 soldater. Den islamiske stat Tyrkiet erklærede ved starten af offensiven, at den under ingen omstændigheder ville tillade kurdiske styrker at rykke ind i Mosul. Det var underforstået, at skete det villle Tyrkiet rykke ind i kampen på IS' side og angribe kurderne nord fra.
• Hovedstyrken fra Baghdad udgjordes af shia militser. Deres perspektiv var revanchisme overfor sunnierne i Mosul. Disse militser havde hærget og mishandlet sunnier efter erobringen af Ramadi.
• Saudi Arabien havde derfor erklæret, at det under ingen omstændigheder ville tillade shia militser adgang til Mosul. Der lå fra sauderne en trussel om indgriben, hvis dette skulle ske.
• De regionale IS støtter, Tyrkiet og Saudi Arabien ville altså ikke tillade de eneste styrker der blot nogenlunde havde bæmpet IS at rykke ind i Mosul. Den opgave skulle overlades til sunnierne i den irakiske hær, som var militært særdeles svage.
• Til at støtte generobringen skulle USA og dets allierede deltage med luftbombardementer, men denne trussel blev fra felttogets første dag demonteret af IS, der antændte bildæk og oliebrønde, der skjulte slagmarken i en tæt kvælende røg, der gjorde bombardementer nærmest umulige, da piloterne skulle bombe i blinde.

Overfor felttoget stod 5-6.000 IS soldater. Efter få dage hævdede den vestlige krigspropaganda, at IS' ledere var flygtet ud af Mosul, og det overvejende var udenlandske hellige krigere der var tilbage. Denne historie blev dementeret af flygtninge fra Mosul der kunne fortælle, at det var de udenlandske krigere der var borte, og at IS' soldater i Mosul nu næsten udelukkende var fra Mosul selv og fra oplandet. Soldater der med andre ord kendte byen som deres egen bukselomme og ønskede at forsvare deres «hjem». Samtidig blev de i stigende grad koncentreret i den østlige del af Mosul, hvorfra de ingen mulighed havde for at flygte. Gennem lang tid havde de etableret forsvarsværker - bl.a. med et udstrakt net af tuneller. I Vietnam havde Vietcong i 1960'erne og 70'erne ligeledes bygget et omfattende net af tuneller, hvilke gjorde det muligt for partisanerne at falde de nordamerikanske tropper i ryggen og flytte partisaner og forsyninger uden at blive opdaget. Generobringen af Mosul kunne med andre ord blive særdeles kompliceret, langvarig, blodig og måske umulig. Det havde taget YPG næsten 4 måneder at tilbageerobre den langt mindre by Kobane i 2014. Et lille lyspunkt var dog, at Mosul flygtningene samtidig kunne berette om modstandsceller inde i Mosul, der bekæmpede IS. Det var dog uvist hvor stor betydning disse celler ville kunne få. (Anti-Isis resistance group plans to rise up in Mosul, say residents, Guardian 19/10 2016; Kurdish forces vow no retreat until Nineveh plains are retaken from Isis, Guardian 20/10 2016; Two months to take Mosul from Isis, says Iraqi general, Guardian 19/10 2016; Battle for Mosul: 'This is going to take a long time – Isis won't give up', Guardian 18/10 2016; Battle for Mosul: Iraqi forces converge in decisive battle against Isis, Guardian 18/10 2016; Fighting for every yard: on the ground with Kurdish troops pushing into Mosul, Guardian 17/10 2016).

I juni 2016 bortførte PMU militser 1300 mænd og drenge, der flygtede ud af Saqlawiya nord for Falluja. Tre dage senere dukkede 605 af dem op igen med tegn på tortur. 643 var fortsat forsvundet. En undersøgelseskommission nedsat af Anbars guvernør fandt ud af, at 49 var blevet skudt og dræbt, torteret eller brændt til døde af PMU militserne. Premierminister al-Abadi lovede at nedsætte en undersøgelseskommission til at afdække forløbet.

Ved udgangen af 2016 var 3,1 mio. internt fordrevne i deres eget land som følge af konflikterne.

IS var først nedkæmpet og Mosul befriet i juli 2017. Kampene kostede over 10.000 dræbte, deriblandt flere tusinde civile, men mens Vesten havde ført propagandakampagne i efteråret 2016 under parolen «Aleppo bløder», var omsorgen fraværende under kampene om Mosul, hvor de civile tab var 10 gange højere. Efter indsættelsen af Donald Trump som USA's præsident i januar 2017, blev USA's bombardementer optrappet og nu uden nogen form for hensyntagen til civilbefolkningen. Alene et enkelt bombardement i april kostede over 220 civile irakere livet.

USA og dets allieredes (deriblandt Danmarks) bombardementer i Iraq i perioden 2014-17 kostede tusindvis af civile livet. Samtidig nedlagde koalitionen et totalt tågeslør over de skyldige for krigsforbrydelserne. Bl.a. på dansk foranledning. Siden 2002 havde Danmark gennemført de bombardementer andre landes luftvåben ikke ville gennemføre, fordi det ville koste civile tab. Det var tilfældet i Afghanistan, Iraq og i 2011 i Libyen. I 2014 stillede Danmark som betingelse for deltagelse i USA's luftkrig, at nationaliteten på de fly der gennemførte de enkelte bombeangreb ikke blev offentliggjort. Landet ønskede ikke egne krigsforbrydelser dokumenteret. NGO'en Airwars vurderede i november 2017, at mindst 5.961 civile var blevet dræbt under bombardementerne siden 2014. USA's overkommando angav et civilt tabstal på 4! Det formodes, at Danmark gjorde sig skyldig i en betydelig del af krigsforbrydelserne, eftersom landet historisk har tegnet sig for de angreb, hvor der var risiko for civile tab.

Befrielsen af Mosul og flere andre større byer fra IS i 2017 banede ikke vej for fred i Iraq. De irakiske sunni-dominerede byer var sønderbombede efter kampene, og mange byer var under total kontrol af shia-militser. Grundlaget var dermed skabt for nye konflikter i landet. Udenlandske journalister rapporterede om systematiske drab på tilfangetagne mænd. De irakiske soldater fortsatte dermed blot den praksis de havde lært af USA, Storbritannien, Danmark og de øvrige slyngelstater der i 2003 stod bag besættelsen af Iraq. (After the liberation of Mosul, an orgy of killing, Guardian 21/11 2017)

Landsretten i London afsagde i december kendelse om, at britiske soldater i Iraq havde krænket den 4. Genevekonvention ved mishandling og nedværdigende behandling af civile irakiske krigsfanger under den britiske besættelse af Iraq i 00'erne. 4 irakere havde lagt sag an mod det britiske militær, og ud over at få ret fik de tilkendt 84.000 £ i erstatning. Kendelsen faldt 10 dage efter at anklagemyndigheden ved ICC havde erklæret, at der var tilstrækkelige beviser for at britiske soldater havde begået krigsforbrydelser overfor civile irakere. Der var tale om en prøvesag. Erstatningssager fra 628 andre irakere var undervejs, mens der i 331 sager var indgået forlig om at betale erstatning. Forløbet i Storbritannien afveg stærkt fra Danmark, hvor «retsvæsenet» helt firkantet bakkede op om forsvarsministeriets påstand om, at danske krigsfanger var blevet behandlet i overensstemmelse med Genevekonventionerne. (British troops breached Geneva conventions in Iraq, high court rules, Guardian 14/12 2017)

2017 RIP Kurdistan

I september gennemførte irakisk Kurdistan en folkeafstemning om selvstændighed. Afstemningen gav 92% opbakning til løsrivelse fra Baghdad. Samtidig med at resultatet var vigtigt for de kurdiske drømme om en egen stat, øgede det samtidig dramatisk den politiske ustabilitet i regionen. De eneste lande der på forhånd støttede afstemningen var Rusland og Israel. Israel fordi det er i dets interesse at øge kaosset i regionen. USA var imod, fordi løsrivelse vil skabe store problemer ifht. Tyrkiet og Iraq. Centralregeringen i Baghdad havde på forhånd vedtaget en 13 punkts plan, der tillod magtanvendelse overfor kurderne, hvis de gik videre med selvstændighedsplanerne. Større byer med blandet arabisk, turkmensk og kurdisk befolkning som den vigtige by Kirkuk deltog også i afstemningen. Pga. den blandede befolkning var dette et særligt følsomt emne. Tyrkiet vil for enhver pris hindre oprettelsen af en kurdisk stat i det nordlige Iraq, fordi det vil give yderligere støtte til kravet om kurdisk selvstændighed i det østlige Tyrkiet. Efter afstemningen erklærede det tyrkiske regime, at overvejede at lukke grænsen til irakisk kurdistan og indføre en handelsblokade mod området. Irakisk Kurdistan eksporterer sin olie gennem Tyrkiet, og samhandlen mellem de to områder har en årlig værdi af 7,5 mia. US$. Den irakiske centralregering truede med en luft- og landblokade, og Iran erklærede at det standsede eksporten af olieprodukter til irakisk Kurdistan. Ligesom Tyrkiet vil Iran hindre dannelsen af en kurdisk stat, da der også findes en stor kurdisk minoritet i Iran. (More than 92% of voters in Iraqi Kurdistan back independence, Guardian 28/9 2017)

Midt i oktober 2016 indtog den irakiske hær og PMU militsen oliebyen Kirkuk, de omkringliggende oliefelter og Mosul dæmningen. Erobringen skete stort set uden at der blev affyret et skud, efter hæren havde indgået en hemmelig aftale med den kurdiske PUK peshmerga, der trak sig ud af byen og overlod forsvaret til KDP peshmergaen. Erobringen sendte over 100.000 af byens kurdiske indbyggere på flugt. De følgende to uger erobrede irakerne større dele af irakisk Kurdistan og overtog kontrollen med grænseovergangene mod Syrien og Tyrkiet, der ellers havde været under kurdisk kontrol. Selv om det kom til begrænsede militære sammenstød, var de militære tab ikke store. Kurderne trak sig oftest tilbage uden kamp. (Iraqi authorities gain first foothold at Kurdish frontier with Turkey, Daily Star 31/10 2017)

I konsekvens af det kurdiske strategiske nederlag trak den irakisk kurdiske præsident Masoud Barzani sig den 1. november fra posten. Nogle dage senere meddelte den irakisk kurdiske premierminister Nechirvan Barzani, at irakisk Kurdistan overlod alle olieindtægter til Baghdad mod til gengæld at få de lovfæstede 17% af statsbudgettet. De fleste lande med Tyrkiet i spidsen hilste sammenbruddet i de kurdiske selvstændighedsdrømme velkommen. USA holdt sig angiveligt neutralt, men det dækkede over, at den taktiske alliance der siden 1990 havde eksisteret mellem de irakiske kurdere og USA ikke længere eksisterede. USA støttede nu udelukkende Baghdad. Som mange gange tidligere i historien havde de der en overgang af taktiske årsager havde støttet kurderne atter vendt dem ryggen. Internt i Kurdistan forstærkedes magtkampen mellem primært det regerende KDP og PUK. PUK krævede KDP regeringen opløst. KDP anklagede PUK for et historisk forræderi mod irakisk Kurdistan.

Barham Salih fra Kurdistands Unionsparti (PUK) blev i oktober 2018 valgt til præsident i Nationalforsamlingen med 219 stemmer mod 22 stemmer til Fuad Hussein.

Slyngelstaten Tyrkiet invaderede i oktober 19 det nordlige Syrien med det erklærede mål at knuse den kurdiske stat i regionen under ledelse af SDF. De samme kurdere der havde spillet den helt centrale rolle i nedkæmpelsen af IS. Tyrkiets invasion blev fordømt af Iraq, der slog fast at den tyrkiske invasion blot ville styrke terroristerne i regionen.

Ligeledes i oktober blev der indledt omfattende protester over hele landet med krav om bedre jobmuligheder, offentlig service og stop for den statslige korruption.

USA henrettede i januar 2020 chefen for Revolutionsgarden i Iran, general Ghasem Soleimani ved et droneangreb i Iraq. Formålet var at provokere Iran til modangreb og krig. Det mislykkedes, men shiamilitser beskød efterfølgende US militærbaser i landet. Parlamentet vedtog 2 dage efter angrebet en ikke-bindende erklæring om at alle US tropper og lejesoldater med øjeblikkelig virkning skulle udvises af landet. USA ignorerede beslutningen.

I juni 20 indledte Tyrkiet en ny krig i det nordlige Iraq. Kurdiske byer blev udsat for luftangreb. Slyngelstaten fortsatte sine angreb ind i 2021. De fleste ofre for angrebene var civile.

Frem til juni 2020 var 4,7 mio. fordrevne interne flygtninge fra specielt de tidligere IS kontrollerede områder vendt hjem. 1,2 mio. boede dog stadig i lejre og lignende rundt omkring i Iraq.

I marts 21 vedtog det irakiske parlament en lov til fordel for Yazidi kvinder, der havde overlevet IS' overgreb i form af kidnapninger, seksulet slaveri, tvangsægteskab, voldtægt og abort. Loven karakteriserede overgrebene som folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden og lovede ofrene erstatning.

I oktober gennemførtes parlamentsvalg. Stemmeprocenten nåede kun op på 43,3%. Muqtada al-Sadrs parti blev atter det største. Det fik 10% af stemmerne og fik 73 pladser i det 329 pladser store parlament. En fremgang på 19. Valget gav en betydelig tilbagegang til de pro-iranske partier, hvilket udløste omfattende protester. Militser forsøgte at storme den Grønne Zone og kastede sten mod sikkerhedsstyrkerne. 2 blev dræbt og 125 såret.

I november forsøgte ukendte at myrde premierminister Mustafa Al-Kadhimi ved hjælp af 3 droner. Angrebet mislykkedes.

A.J. og Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 3/8 2023

Læst af: 264.418