Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Nürnbergprincipperne

Nürnbergprincipperne, principper for hvad der er krigsforbrydelser, og placeringen af enkeltpersonens ansvar. Principperne blev udformet af dommerne under Nürnbergprocessen i Tyskland i 1945-46. Under retssagen viste det sig nemlig, at mange af de anklagede henviste til, at de blot havde fulgt ordrer. Domstolen slog derfor fast, at hvis handlinger der falder ind under forbrydelser mod freden og menneskeheden er udført efter ordre, er det undskyldende, men fritager ikke for straf. Principperne blev anerkendt af den Internationale Lovkommission i FN i 1950, og dermed gjort til international lov.

Princip I
	Enhver person der udfører en handling, der efter international ret udgør en forbrydelse er ansvarlig herfor og kan straffes.

Princip II
	Den omstændighed at international ret ikke specificerer en straf for en handling, der efter international ret er en forbrydelse, fritager ikke den person der udfører handlingen for ansvar efter international ret.

Princip III
	Den omstændighed at en person der udførte en handling, der efter international ret er kriminel, samtidig var statsoverhoved eller ansvarlig regeringsembedsmand fritager ham ikke for ansvar efter international ret.

Princip IV
	Den omstændighed at en person fulgte sin overordnedes eller regerings ordre fritager ham ikke for ansvar efter international ret, når han faktisk moralsk havde valgmuligheder.

Princip V
	Enhver person der anklages for en forbrydelse efter international ret har ret til en retfærdig rettergang baseret på fakta og retsgrundlag.

Princip VI
	Følgende forbrydelser er strafbare efter international ret:
	a.	Forbrydelser mod freden:
		i.	Planlægning, forberedelse, start af eller gennemførelse af en angrebskrig, eller en krig der overtræder internationale traktater, aftaler eller forsikringer.
		ii.	Deltagelse i en generel plan eller konspiration, der har til formål at gennemføre en eller flere af handlingerne nævnt under (i)
	b	Krigsforbrydelser:
		Overtrædelse af krigens love eller sædvaner; deriblandt (men ikke kun): mord, dårlig behandling eller deportation til slavearbejde af civilbefolkning i eller fra besatte områder; mord eller dårlig behandling af krigsfanger eller søfarende; mord på gidsler; plyndring af offentlig eller privat ejendom; ødelæggelse af byer eller landsbyer; eller ødelæggelser der ikke kan retfærdiggøres udfra militære nødvendigheder.
	c.	Forbrydelser mod menneskeheden
		Mord, udryddelse, slavebinding, deportation eller andre inhumane handlinger gennemført mod enhver civilbefolkning eller forfølgelse på et politisk, racemæssigt eller religiøst grundlag, når sådanne handlinger udføres eller sådanne forfølgelser gennemføres som led i forbrydelser mod freden eller krigsforbrydelser.

Princip VII
	Deltagelse i ordrer til forbrydelser mod freden, krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden som nævnt under Princip VI er forbrydelser efter international ret.

Principperne som formuleret af domstolen kom endvidere til at danne et vigtigt grundlag for udformningen af Genevekonventionerne i 1949. Problemerne var i begge tilfælde imidlertid, at der ikke eksisterede nogen international retsinstans til håndhævelse af denne del af international ret. Domstolene der behandlede krigsforbrydelserne i Jugoslavien og Rwanda i 1990'erne måtte derfor nedsættes ad-hoc af FN. Først i 1998 vedtog 150 lande på en konference i Rom at oprette den Internationale Straffedomstol (International Criminal Court, ICC). Dette system er imidlertid blevet kritiseret for flere mangler. For det første kan det kun behandle sager, der stammer fra efter ICC's oprettelse. For det andet står en række lande udenfor. Deriblandt 3 af Sikkerhedsrådets 5 permanente medlemmer: Rusland, Kina og USA. USA har valgt meget aktivt at modarbejde ICC, og stiller krav overfor enkeltlande, at de ikke må udlevere nordamerikanske statsborgere til ICC.

I 1993 vedtog Belgien en lov, der gjorde det muligt at retsforfølge personer, der var anklaget for krigsforbrydelser - ikke blot i Belgien, men i alle dele af verden. Loven blev i 2002 brugt til at idømme 2 nonner fra Rwanda lange fængselsstraffe for deltagelse i folkedrab, og den blev brugt til at bl.a. at indklage Israels premierminister Ariel Sharon for hans ansvar for massakren i Sabra og Shatila i 1982. Den belgiske lov blev imidlertid ændret i 2002 efter voldsomt pres fra USA, der truede med at kræve NATO's hovedkvarter flyttet bort fra Bruxelles.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 28/9 2003

Læst af: 37.053