Browserudgave

Japan

Befolkning	124,9 mio.
Valuta	Yen
Areal	377.800 Km2
Hovedstad	Tokyo
Befolkningstæthed	336,4 indb./Km2
HDI placering	19

Japan = folkemord Japan er medskyldig i Israels folkemord i Palæstina gennem militære leverancer til terrorstaten, økonomisk støtte, 100% politisk opbakning og krænkelse af ICJ's kendelse af 26. januar 2024 der pålægger Israel at lade nødhjælp at nå frem til de nødlidende i Gaza. Frem for at tillade nødhjælp, blokkerer Japan FN's bistandsorganisation for Palæstina, UNRWA.

Terrorstat Kapitalistisk diktatur Koloniregime med en økonomi oprindelig baseret på kolonialisme Civilisatorisk tilbagestående. Globalt engageret i undertrykkelse af demokrati og menneskerettigheder Skyldig i krigsforbrydelser, folkemord (senest gennem støtte til folkemordet i Gaza), forbrydelser mod menneskeheden, apartheid

Japan har siden 1945 været besat af USA, der fortsat dikterer landets udenrigs- og sikkerhedspolitik. Kan bedst karakteriseres som vasalstat af USA.

Japan er en øgruppe med omkring 3.400 øer af hvilke Hokkaido, Handoikoku og Kyushu er de vigtigste. Landskabet er bjergrigt, vulkansk og præget af de såkaldte japanske Alper. Da 85% af landet er dækket af ubeboelige bjergegne, bor 40% af befolkningen på kun 1% af landets territorium på de langstrakte lavtliggende områder ud mod Stillehavet. I disse områder findes nogle af jordens største befolkningstætheder, der alle steder ligger på over 1.000 indb./ km².

Klimaet er subtropisk i syd, tempereret i den centrale del af landet og koldt i nord. I havet omkring Japan støder to store havstrømme sammen. Den ene varm, den anden kold, hvilket er gunstigt for fiskeriet, der er et af fundamenterne i landets økonomi. Landbruget i lavlandet er intensivt og mekaniseret. De vigtigste afgrøder er ris, soya og grøntsager. Mineralressourcerne er begrænsede. Landet er højt industrialiseret og har en omfattende udenrigshandel. Eksporten består overvejende af industriprodukter og importen af råstoffer. De væsentligste miljøproblemer er luftforureningen - især i de største byer, Tokyo, Osaka og Yokohama -, syreregnen og forureningen af mange kystområder.

Folket: 98,9% af befolkningen er japanere, 0,5% koreanere, 0,2% kinesere og 0,1% brasilianere (1995)

Religion: 51,3% praktiserer shinto'ismen, 38,3% buddhisme, og 1,2% kristendom (1992)

Sprog: Japansk

Politiske partier: Regeringskoalitionen består af det Liberalt Demokratiske Parti (LDP), Japans Socialdemokratiske Parti (SDPJ) og Det nye parti Sakigake. Siden 1994 er Partiet for japansk Fornyelse, Komeito, i opposition. Den øvrige opposition består af Socialistpartiet og Kommunistpartiet.

Sociale organisationer: Japans Landsorganisation har 4,5 millioner medlemmer

Officielt navn: Nihon

Hovedstad: Tokyo 13.010.000 indb. (2010) Med forstæder bebos Tokyo af 35-39 mio. indb.

Andre vigtige byer: Yokohama, 3.518.000 indb.; Osaka, 2.641.000 indb.; Nagoya, 2.243.400 indb.; Kyoto, 1.488.800 indb. (1995)

Regering: Kejser Naruhito er siden oktober 2019 statschef. Fumio Kishida er siden oktober 2021 premierminister og regeringschef. Japan er et konstitutionelt parlamentarisk monarki. Parlamentet, Kokkai er et tokammersystem, hvor repræsentantkammeret (underhuset) har 480 medlemmer og Rådgivningskammeret (overhuset) har 252 medlemmer, der vælges for 4 hhv. 6 årige perioder.

Nationaldag: 11. februar (Landets grundlæggelse, 1889); 23. december (Kejserens fødselsdag, 1933).

Væbnede styrker: 239.500 (deriblandt 8.000 kvinder)

Paramilitære styrker: 12.000 kystvagt, underlagt Transportministeriet

 

Den paleolitiske periode - også kaldet den præcambriske periode - ligger 10-30.000 år tilbage i historien. Den blev efterfulgt af den neolitiske Jomon kultur, der varede frem til 2-300 år f.v.t. og var udstrakt til hele øgruppen. Der var tale om et jæger- og samlerfolk, der udviklede en forfinet keramik og fremstillede redskaber af sten og ben. Jomonkulturen blev forandret af yayoi, der sandsynligvis kom til øgruppen fra kontinentet, da der endnu eksisterede en landforbindelse over Korea, Tsushima, Soya og Tsugaru stræderne. Yayoi introducerede hesten og koen, risdyrkningen, pottemagerkunsten, væven og redskaber af jern. Over årene smeltede de to kulturer sammen.

Ifølge de kinesiske krønikeskrivere var Wo regionen - på japansk, Wa - ved starten af vor tidsregning opdelt i over 100 stater, hvilke under Himitos regeringsperiode blev reduceret til omkring 30. Wa folket var opdelt i klasser og betalte skatter, bygningskunsten var veludviklet, der eksisterede store markeder og fandt en betydelig vareudveksling sted med kontinentet.

Wa folket levede i perioden 266-413 helt isoleret - fra afslutningen af borgerkrigen til konsolideringen af Yamato som kejser. Dette var betingelsen for foreningen af nationen, en betingelse for ekspansion udadtil, og dette var i slutningen af det 4. århundrede en realitet. I år 369 undertvang Yamato de koreanske kongedømmer Paekche, Kaya og Sila og etablerede en basis for herredømme over regionen. Yamatos styre faldt hurtigt sammen igen. Dels pga. modstanden fra de koreanske undersåtter, dels pga. interne modsætninger ved hoffet. I denne periode, 538-552, trænger buddhismen ind i landet. I starten som genstand for nysgerrighed og beundring, for dens templers storhed, og pga. de magiske kræfter den blev tillagt.

Den kinesiske kulturs prægning af Japan strækker sig 1500 år tilbage i tiden. Den vigtigste kendetegn er den kvadratiske opdeling af jorden, der endnu findes i dag, skriftsproget og den buddhistiske religion, der også er påvirket af dens udvikling i Centralasien, Kina og Korea. Denne kulturelle arv blev præget af en lang række successive tilpasninger til klimaet, sproget og de lokale skikke - en slags japanisering. Dette var især tilfældet i det 17. og 18. århundrede. Fænomenet kom især til udtryk i arkitekturen og sproget, der stammer fra en række meget forskellige lokale sprogstammer.

Landets første stabile hovedstad, Nara, blev grundlagt i 710. I det 9. århundrede blev stammehøvdingene erstattet af et arvefølge hof. Aristokratiet gjorde buddhismen til en dominerende kraft, der forstærkede statens magt. Efter en række konflikter genetablerede Kammu (781-806) den kejserlige uafhængighed og flyttede hovedstaden til Heian (Kyoto). I den nye hovedstad konsoliderede Fujiwara familien sin magt og installerede i det 9. århundrede en regent, der stod over selve kejseren. Med støtte fra kejseren udvikledes der i Heian to nye buddhistiske sekter - Tendai og Shingon - der lå tættere op ad den japanske kultur, og som gjorde det muligt at gøre op med Naras religiøse hegemoni.

Det tidligere system med kejserlig ejendomsret til jorden gik i stigende grad i opløsning, og jorden gik efterhånden over på private hænder. Medlemmerne af aristokratiet og de religiøse institutioner tilegnede sig store jordområder, som der ikke skulle betales skat af - shoen. Adelsmændene organiserede deres private hære, og der opstod en ny klasse af landlige krigere - samuraierne.

Taira og Minamoto klanerne der oprindelig var lokale ledere, stødte ved en lang række lejligheder militært sammen i deres kamp om magten. Taira herskede fra 1156, indtil han blev besejret i Gempei krigen (1180-85). Shogun - general - Minamoto Yoritomo oprettede shogunatet Kamakura, der var det første af de militærregimer, der frem til 1868 regerede Japan.

Kamakura blev sat på en svær prøve under de mongolske invasioner i 1274 og 1281. Japanerne fik hjælp fra de store storme - de såkaldte kamikazes, guddommelige vinde - og besejrede aggressorerne. I samme periode opstod nye buddhistiske sekter som Den rene jords Buddhisme, Den virkelige rene Jord og Loto.

I begyndelsen af det 14. århundrede blev shogunatet Kamakura ødelagt. Herskeren Go-Daigo slog sin autoritet fast - den såkaldte Kemmu restauration - men blev kort tid senere smidt ud af Kyoto og erstattet med en marionethersker fra de militære klaner. Go-Daigo slog sig ned i Yoshino og gennem 56 år fandtes der to parallelle kejserlige hof.

Onin krigen (1467-77) der i udgangspunktet handlede om arvefølgen i Ashikaga shogunatet udviklede sig til en borgerkrig, der varede omkring 100 år. Der dukkede nye militære ledere op, der var uafhængige af den kejserlige eller shogun'ens autoritet. De boede med deres vasaller i stærkt befæstede byer, mens landsbyerne administrerede sig selv og betalte skatter.

I byerne undergik handelen og manufakturen en række forandringer. Portugal indledte sin samhandel med Japan i 1545, og missionæren Francisco Javier introducerede i 1549 katolicismen, men kristendommen kom i konflikt med den feudale loyalitet og blev i 1639 forbudt sammen med alle europæere - bortset fra hollænderne.

I slutningen af det 16. århundrede lykkedes det at adskille militæret fra resten af samfundet. Det skete ved introduktionen af geværer - i første omgang leveret af europæerne -, militære befæstningsværker, afvæbningen af bønderne og en større kontrol over jorden. Dette banede vej for en forening af landet under en enheds-national autoritet. I det 17. århundrede konsoliderede Tokugawa klanen sit herredømme over hele landet. Fra byfæstningen Yedo (Tokyo) administrerede Tokugawa klanen Japan frem til 1867. Omhyggelig fordeling af jordene blandt familierne og lokale ledere garanterede klanen kontrollen over de større byer - Kyoto, Osaka og Nagasaki - og de vigtigste miner.

De lokale ledere skulle anvende halvdelen af deres tid på at tjene shogun'en, og måtte efterlade deres familiemedlemmer som gidsler, når de vendte hjem til deres besiddelser. Samurai'erne var nu omdannet til militære bureaukrater, og stod i spidsen for et klassesamfund bestående af 4 klasser, hvor de selv blev fulgt af bønderne, håndværkerne og handelsmændene. Sidstnævnte havde lav social status, men var essentielle for livet i byerne. Der blev udviklet et nationalt marked for tekstiler, fødevarer, håndværk, bøger og andre produkter. Siden 1639 havde Tokugawa praktiseret næsten total isolation overfor omverdenen. Eneste undtagelse var Nagasaki, hvor kinesere og hollændere fik lov til at oprettet handelspladser - sidstnævnte dog kun på den nærliggende Deshima ø.

I det 19. århundrede kom det aldrende regime i økonomisk og social krise. Bondeoprørene blev stadig mere hyppige, og samurai'er og de lokale ledere kom i stadig dybere gæld overfor handelsstanden. Regeringen forsøgte fra 1840 at gennemføre en række reformer, men uden held, og den var allerede stærkt svækket, da USA tvang landet til at åbne sine havne. Dets kommandør Matthew Perry tvang med kanonerne Japan til at bryde ud af isolationen. Undertegnelsen af ufordelagtige handelsaftaler med USA og flere europæiske lande forstærkede blot shogunatets krise. Samurai'erne gennemførte flere angreb mod udlændingene, før de vendte sig mod shogun'en og i 1867 tvang ham til at abdicere.

1868 Meiji restaurationen

Med den unge Meiji reetableredes den kejserlige autoritet i 1868. Under den såkaldte Meiji restauration indledte Japan en morderniseringsproces efter vestligt mønster. USA samt England, Frankrig og Tyskland havde indflydelse på undervisningen, videnskaberne, kommunikationsmidlerne samt indenfor alle udtryk for den japanske kultur. På mindre end 50 år forandrede Japan sig fra et lukket og feudalt samfund til en industrialiseret verdensmagt. Vestlige rådgivere og teknologi fandt udbredelse indenfor undervisning, handel og industri. En hær baseret på værnepligtige erstattede samuraiernes militære strukturer, der var blevet knust under et dumdristigt oprørsforsøg i 1877.

Efter internt politisk pres udformede kejseren i 1889 en ny forfatning. Japan blev et konstitutionelt monarki med en tokammer lovgivende forsamling - Diet. Alligevel var kun 1% af befolkningen stemmeberettigede, og premierministeren og kabinettet var ansvarlige overfor kejseren, der blev betragtet som en guddommelig skabning.

Japansk ekspansion ...

Japan besejrede Kina i krigen 1894-95 og fik atter Korea under sin kontrol. Den japanske sejr i den japansk-russiske krig 1904-05 gjorde det muligt for Tokyo at annektere den sydlige del af Sachalin halvøen. Korea blev annekteret i 1910, og Japan trådte siden ind i 1. verdenskrig som Storbritanniens allierede, med hvem der i 1902 var undertegnet en traktat. Krigen gjorde det muligt for Japan at tilegne sig en del af de tyske besiddelser i det østlige Asien, bl.a. det kinesiske område Kiaochow. I 1915 tvang Japan Kina til at acceptere sin stigende indflydelse, der var udvidet med nye koncessioner i Manchuriet og indre Mongoli. I 1918 stod Hara Takashi i spidsen for den første regering, der havde støtte fra et flertal i parlamentet.

Japan indgik i 1921-22 en aftale med USA om begrænsning af flåderne. Den erstattede aftalen med England og etablerede en form for magtmæssig ligevægt i Stillehavet. En ny aftale blev senere undertegnet på Flådekonferencen i London, men de japanske officerer mente, at regeringen satte den nationale sikkerhed over styr.

Den internationale økonomiske krise i 30'erne blev af militaristiske japanere anvendt til angreb på den civile regering og til at foreslå, at landets problemer kun kunne løses gennem militær erobring af nye markeder og råvareleverandører. Det var på denne baggrund, at japanske officerer i 1931 besatte Manchuriet - uden den japanske regerings tilladelse. Ude af stand til at bringe officererne under kontrol accepterede regeringen i februar 1932 nølende dannelsen af marionetstaten Manchukuo. Tre måneder senere var de politiske ledere nødt til at overdrage regeringsmagten til militaristerne, der beholdt den frem til 1945. I 1940 invaderede Japan Indokina for at bane sig vej mod Sydøstasien. USA og England svarede igen med en total embargo af japanske varer.

Den første betingelse for Japans utrolige økonomiske vækst fra slutningen af det 19. århundrede og frem til 2. verdenskrig var, at landet undgik at blive koloniseret af Vesten. Det var i den forbindelse af stor betydning, at landet var råvarefattigt og et lille marked sammenlignet med Kina lidt længere mod vest. Vesten havde derfor ikke umiddelbart nogen større interesse i at kolonisere Japan. Den anden betingelse var, at det koloniserede andre. Under denne proces kom landet uundgåelig på kollisionskurs med andre imperialistiske lande, som opererede i området: England, Frankrig, Holland og USA. Disse startede en økonomisk boykot af Japan, og det var baggrunden for angrebet på Pearl Harbour i december 1941 og de efterfølgende angreb på Philippinerne, Hong Kong og Malaysia. Den japanske ledelse havde næppe nogen illusioner om at vinde denne krig; Den foretrak at blive slået i krig fremfor at blive kvalt økonomisk. Der er næppe tvivl om, at denne holdning til krig hænger sammen med den gamle samuraiånd (bushide). Den er stik imod vestlig rationalitet, der slår fast, at man ikke skal gå i krig med mindre «magtbalancen» er til ens fordel.

Japan kapitulerede den 14. august 1945. I USA's historieskrivning skyldtes det, at USA den 6. og 9. august havde kastet atombomber over byerne Hiroshima og Nagasaki. Den virkelige årsag var, at Sovjetunionen få uger inden var gået ind i krigen mod Japan, havde nedkæmpet de japanske besættelsesstyrker i Manchuriet og stod umiddelbart overfor at invadere selve Japan. Japan frygtede langt mere Sovjetunionen end USA fordi det ville betyde enden på det japanske kejserdømme og den japanske kapitalisme. Japan frygtede ikke atombomberne og forstod endnu ikke helt hvad der var sket. USA havde det foregående jævnet næsten alle japanske byer med jorden. To mere gjorde ingen forskel. Magthaverne foretrak kapitulation til USA, når nederlaget alligevel var uafvendeligt.

Landet forblev besat af nordamerikanske tropper 1945-52, regeret af de allieredes overkommando, SCAP under ledelse af general Douglas MacArthur. SCAP tvang Japan til at opgive Meiji institutionen, opgive påstanden om kejserens guddommelighed, overføre regeringsmagten til parlamentet, der også skulle udpege en premierminister og etablere et uafhængigt juridisk system. Japans sydlige ø Okinawa er fortsat besat af USA.

... også efter 2. verdenskrig

Landet blev nok slået militært, men det tog det kun ti år at genetablere de økonomiske kredsløb på en måde, som førte til stadig vækst og overskud på handelsbalancen. Metoden var den samme som tidligere, men denne gang klart indenfor de kapitalistiske, mere end magtpolitiske spilleregler. Fra Vesten blev der fortsat indført teknologi - patenter og licenser - men betalingen var i stigende grad stadig mere avancerede industriprodukter. Fra den tredje verden kom råvarerne. Specielt fra Sydøstasien men også fra lande som USA, Australien og Sovjetunionen som til gengæld fik lidt mindre avancerede industriprodukter. Intet land i verden har praktiseret den gamle britiske liberalismes regel om: «kun råvarer ind, kun færdigvarer ud» bedre end Japan. Resultatet kender alle: Japanske produkter har i stadig stigende grad fyldt butikkerne op overalt i verden. Det har ikke skortet på aggressive reaktioner mod den japanske indtrængen på andre markeder og mod udkonkurreringen af vestlige firmaer. I 60'erne blev de japanske produkter beskyldt for at være billige efterligninger, men i dag overgår den japanske forskning på mange områder den vestlige, kvaliteten er i det fleste tilfælde højere pga. japanernes udvikling af avancerede kvalitetskontrolsystemer og varerne billigere pga. høj produktivitet - eller pga. dumping udfra ønsket om at presse konkurrenter ud af markederne.

Besættelsesmagten udformede i 1947 en ny forfatning for Japan, der blev accepteret internt, og i 1952 genvandt landet sin selvstændighed. Det fik overherredømme over Tokara øgruppen i 1951, Amami øerne i 53, Bonin øerne i 68 og resterne af Ryukyu - herunder Okinawa - i 72. Forfatningen udstak en række restriktioner for udviklingen af et japansk militær. I efterkrigsperioden underlagde Japan sig USA's strategi i regionen og indgik alliancer med Taiwan og Sydkorea.

SCAP forsøgte på forskellige måder at svække Meiji familiestaten. Bl.a. ved at tillade, at bønderne kunne købe den jord, de dyrkede. Indtil da havde ejendomsretten ligget hos adelen. Bønderne kunne leje den mod at betale en afgift. Endvidere gennemførte SCAP en række love, der skulle fremme fri handel og hindre genetableringen af monopolerne, men finanssystemet forblev intakt og var basis for udviklingen af nye monopoler, da besættelsen ophørte.

I 1955 dannedes det Liberal Demokratiske Parti (LDP), der var centrum-højreorienteret og stod overfor de konservative og nationalistiske kræfter, der havde været drivende i landets krigspolitik. Frem til 90'erne bevarede LDP sit flertal i parlamentet og dermed regeringsmagten i landet. I 56 blev landet optaget i FN og genoptog forbindelserne med Sovjetunionen.

Landbrugsproduktionen på de små bedrifter blev stadig mindre rentabel og tvang stadig flere bønder ind til byerne i søgen efter arbejde. Den fortsatte industrialisering blev derfor til stadighed forsynet med ny arbejdskraft. I løbet af 60'erne satsede Japan i stigende grad på udviklingen af højteknologi produkter, og den internationale kapitalistiske krise der satte ind i 1973 var ikke i stand til at bremse væksten i den japanske industri, der blev dominerende indenfor stål, skibe, elektronik og biler.

Premierminister Kakuei Tanakas besøg i Beijing i 1972 markerede Japans anerkendelse af Folkerepublikken, og samtidig afbrød det forbindelserne med Taiwan. Senere kom det frem, at Tanaka var bestukket af Marubeni Corp. - en filial af det nordamerikanske Lockheed Aircraft Corp. Det fik afgørende negativ betydning for opbakningen til LDP, der ved valget i 76 for første gang mistede sit absolutte flertal i parlamentet.

Allerede i 1960'erne havde Japan stort overskud på handelsbalancen overfor USA. Efterhånden erobrede landet første eller andenpladsen som samhandelspartner med de lande, det havde relationer med. Parallelt hermed spredtes dets investeringer og datterselskaber over hele verden.

Den japanske virksomhedsstruktur er domineret af Sogo-Shosha systemet, der er nogle enorme konglomorater, der har til formål at afsætte de japanske produkter i praktisk talt alle verdens lande. De råder over store mængder markedsmæssig information, som der hurtigt kan tages beslutninger udfra.

De japanske virksomheder har bevaret en række principper, arvet fra middelalderlige traditioner. Arbejderen har en loyalitet overfor sin virksomhed, der kan sammenlignes med bondens loyalitet overfor familiens ejendom. Dette giver i dagens kapitalistiske Japan anledning til en enorm disciplin og produktivitet. Den imponerende udvikling af den japanske økonomi skyldes dog ikke kun denne effektivitet, men også investeringspolitikken overfor andre lande. Imidlertid forbruger de japanske projekter også hurtigt de ikke-fornyelige naturressourcer, har medført ubodelige skader på de tropiske regnskove og alvorlige ændringer i den tredje verdens økosystemer. Japan importerer årligt mere end 16 millioner kubikmeter tropisk træ, hvilket har medført massiv rydning af skovene i Malaysia, Thailand, Indonesien, Philippinerne og Papua-New Guinea. Japan er samtidig blevet forbruger af arter truet af udryddelse, som stødtænder fra elefanter eller kød fra hvaler og skildpadder.

De direkte investeringer og kreditter fra japanske bistandsorganisationer til den tredje verden, både til bygning af veje og videnskabelige projekter er alle styret af dets interesse i at få bedre og billigere adgang til disse landes naturressourcer.

I det moderne Japan er opnåelsen af økonomisk succes blevet det vigtigste mål i befolkningens liv. Familien, afslapningen og de individuelle idealer ofres til fordel for fabrikken eller virksomheden. Indenfor dette system spiller kvinden en underordnet rolle som fundament for hjemmet og børnenes uddannelse. Japan er et af de lande, hvor den sociale pression for at hun skal gifte sig er størst. 80% af kvinderne er gift før de fylder 30. Ved de 50 er 98% gift, enker eller skilt. Før og efter denne sociale mission kan de arbejde udenfor hjemmet. Ofte i andenrangs jobs og dårligt betalte.

Trods denne diskrimination der har rødder tilbage i landets traditionelle kultur, deltager den japanske kvinde aktivt i beboerarbejdet - både i byerne og på landet -, mod forureningen fra visse fabrikker og atomkraftværker samt i forsvaret af livskvaliteten og folkelige forbrugsgoder.

Japan har fortsat en form for fuld beskæftigelse, hvilket truer med at føre til en situation med mangel på arbejdskraft, hvilket den traditionelle japanske modstand mod indvandring udefra og den almindelige stigende levealder kun forværrer. I juni 1990 indførtes en ny immigrationslov, der for første gang åbnede det japanske arbejdsmarked for udenlandske arbejdere.

Trods det at USA fortsat varetager de vigtigste forsvarsopgaver for landet, har Washington siden 1982 presset på for at få øget de japanske forsvarsudgifter - omkring 0,9% af BNP - og påtager sig et større sikkerhedsmæssigt ansvar i det vestlige Stillehavsområde.

Siden starten af 50'erne havde Japan krævet 4 små øer tilbageleveret fra Sovjet udfra en påstand om, at de tilhørte øgruppen Kurilerne. Den sovjetiske udenrigsminister Edvard Shevardnadzes besøg i Tokyo i 1986 indledte en ny etape, hvor de to lande forpligtigede sig til jævnlige ministermøder og en øget samhandel. I 1987 gennemførte den japanske premierminister Yasuhiro Nakasone en rejse gennem Østeuropa - den første for en japansk regeringschef. Tre år senere erklærede hans efterfølger, Toshiki Kaifu under en rejse i Europa sin støtte til liberaliseringerne i Østeuropa.

Stabiliteten i det sydøstlige Asien er af fundamental betydning for Japan, da en stadig større del af dets investeringer og udenrigshandel er afhængig af dette område, hvorfra det henter råvarer til sin industriproduktion.

Kejser Hirohitos død i januar 1989 var afslutningen på Showa æraen, der blev indledt i 1926. Kroningen af hans efterfølger, Akihito var samtidig starten på Heisei æraen - «realiseringen af den universelle fred». Kroningen blev fejret med traditionelle japanske ritualer under en ceremoni, der blev verdens hidtil største samling af statschefer og hvis udgifter udløste nationale protester.

Japans relationer med EU og USA har de seneste 20 år været præget af spændinger som følge af problemer med protektionisme og manglende ligevægt i handelsrelationerne. I 87 protesterede Washington over, at Japan i 1982-84 havde solgt avanceret u-bådsteknologi til Sovjet. I 89 var Noboru Takeshita imidlertid den første statsleder, der mødtes med USA's nye præsident, George Bush. Takeshita måtte i april trække sig tilbage efter en finansskandale. Hans efterfølger, Sosuke Uno holdt kun juni-august, hvor han gik af efter at have indrømmet at have haft seksuelle relationer med en geisha.

Den 5. november 91 måtte premierminister Toshiki Kaifu gå af. Han blev erstattet af den 72 årige Kiichi Miyazawa, der 9 dage tidligere var blevet valgt til formand for LDP. Den eneste årsag til at Kaifu var blevet valgt i august 89 var, at han ikke havde været indblandet i en eneste korruptionsskandale. Han måtte trække sig tilbage, da han mistede støtten fra Takeshita klanen - den mest indflydelsesrige tendens blandt de 5 tendenser i regeringspartiet. Samme klan havde støttet valget af Miyazawa. Denne havde allerede i december 88 været nødt til at trække sig tilbage som finansminister pga. sin involvering i Recruit skandalen. Valget af ham til premierminister blev derfor et lysende eksempel på politisk rehabilitering i Japan. I sin åbningstale skitserede Miyazawa hovedmålene for regeringens arbejde: Øget bistand og udvidede forbindelser til Kina, forhandle med USA og normalisere forbindelserne med Sovjet. Samtidig erklærede han sig villig til at åbne det japanske rismarked, for ligesom EU og USA at give indrømmelser, der kunne hindre at Uruguayforhandlingsrunden i GATT brød sammen.

LDP's historiske lederskikkelse, Shin Kanemaru på 77 år erklærede, at trods sine egne personlige aversioner overfor Miyazawa, var denne aktuelt den eneste kompetente kandidat, partiet kunne stille med.

Den 23. november opfordrede USA's forsvarsminister, Richard Cheney Japan til at spille en mere aktiv militær og politisk rolle i verden. USA's styrker i Japan er koncentreret på 3 militærbaser og består af en luftbåren slagstyrke og 56.000 soldater, herunder en division af marines.

Den 9. februar 92 vandt oppositionskandidaten Yukihise Yoshida med støtte fra 4 oppositionspartier over regeringspartiets kandidat i det vestlige Nara distrikt. Hændelsen blev knyttet sammen med stigende offentlig utilfredshed med regeringspartiet, der blev stadig mere notorisk korrupt. Selve premierminister Kiichi Miyazawa var omringet af medarbejdere, der havde været indblandet i korruptionsskandaler. Dagen efter - 10/2 - blev det oplyst, at postministeren, Hideo Watanabe indrømmede at have modtaget 24.000 dollars mere end det beløb han tidligere havde erkendt (40.000 $) som bestikkelse i skandalen fra 88, hvor teleselskabet Recruit havde givet store pengesummer til en række politikere i håb om at opnå modydelser fra regeringens side. Den 14. blev fire personer arresteret ifbm. en ny finansskandale, i hvilken over 100 politikere fra Miyazawas regering samt mafiagruppen Inagawagumi var indblandet. Kyubin skandalen havde et endnu større omfang end Recruit skandalen. Snesevis af milliarder af yen (over 1 milliard DKr) var blevet anvendt til bestikkelse.

Midt på året blev der efter intense debatter vedtaget en lov, der for første gang siden 2. verdenskrig gjorde det muligt at sende japanske soldater udenfor landets grænser. I september blev de første soldater sendt afsted for at indgå i FN's fredsbevarende styrke i Cambodia. I starten af 93 lovede Miyazawa at udvide de japanske Selvforsvarsstyrkers aktionsområde indenfor rammerne af FN's fredsbevarende missioner - både gennem større finansielle og personelle bidrag.

Parlamentet vedtog en mistillidsdagsorden til premierministeren, efter at denne ikke havde fremsat forslag til reformer af valglovene, der var nødvendige for at standse den kroniske korruption indenfor det politiske system. Regeringspartiet blev spaltet og mistede 54 parlamentarikere. Der blev udskrevet nyvalg til afholdelse i juli. De to udbrydergrupper ledet af Tsutomu Hata og Masayoshi Takemura dannede nye partier: Fornyelse og Pionererne.

I april udbrød der atter diskussion om udsendelse af styrker til udlandet efter at en civil og en japansk politiofficer som dele af FN styrkerne var blevet dræbt i Cambodia under forberedelserne til valgene der.

De diplomatiske forbindelser med Rusland blev forbedret noget, da Japan erklærede, at det ikke længere ville stille betingelse om tilbagelevering af Kuriler øgruppen, før der kunne blive tale om økonomisk støtte til Rusland. Japan gav dog ikke afkald på kravet om tilbagelevering.

1993 LDP mister grebet om magten

Parlamentsvalget den 18. juli 93 var med 67,3% præget af den laveste valgdeltagelse i efterkrigstiden. Et klart tegn på befolkningens utilfredshed med korruptionsbølgen. LDP der havde været ved magten siden 1955 mistede sit flertal i Kokkai - parlamentet. Det fik 228 ud af Repræsentanternes Hus' 512 pladser mod 275 ved de foregående valg i 90. Resultatet var tilstrækkeligt til at tippe den politiske magtbalance, der havde eksisteret i Japan siden 2. verdenskrig. Miyazawa der før valget havde erklæret, at han ville forblive på sin post også efter valget ændrede nu sin holdning. Få dage efter valget trak han sig som partiets formand og påtog sig ansvaret for valgnederlaget. Han blev erstattet på posten af Yohei Kono.

I juli indgik det «nye flertal» en regeringsaftale. Koalitionen bestod af Socialistpartiet, Fornyelsespartiet, det buddhistiske Komeito parti, Socialdemokraterne, de Forenede Socialdemokrater og Pionerpartiet. Der var tale om et minimumsgrundlag, der ikke lagde op til grundlæggende forandringer. I august blev den tidligere guvernør for Kunamoto provinsen, Hosokawa valgt til premierminister. Ved sin tiltræden annoncerede han gennemførelsen af en omfattende valgreform for at komme korruptionen til livs, bekæmpelse af recessionen og gennemførelsen af reformer indenfor pensions- og sundhedssystemet. Ved sin første tale i parlamentet refererede Hosokawa til den aggressivitet hans land fra 30'erne frem til slutningen af 2. verdenskrig havde udvist overfor sine asiatiske nabolande. På 48 årsdagen for den japanske kapitulation - den 15. august - tilbød Hosokawa sin kondolence og undskyldning overfor ofrene for den japanske kolonialisme.

I december åbnede den japanske regering for første gang landets rismarked ved at tillade import fra udlandet af 4% af det årlige nationale forbrug på 10 millioner tons. Mange familier reagerede ved at hamstre nationalt fremstillet ris, og de handlende spekulerede i priserne. «Hr. ris» - eller kome - spiller en nærmest hellig rolle i det japanske samfund, hvor den er knyttet til jorden og forfædrene.

Det japanske handelsoverskud steg fra 107 milliarder dollars i 92 til 150 i 93. Det skabte stigende problemer på de internationale markeder - især i forholdet til USA. Udover de problemer dette overskud affødte, blev Japan også i stigende grad ramt af den globale økonomiske krise. Den mest synlige konsekvens var arbejdsløsheden, der begyndte at stige i 92. I 96 nåede den med 3,2% sit foreløbigt højeste niveau.

I 1992 var der udbrudt en korruptionsskandale indenfor de højeste cirkler i regeringen, da LDP's historiske leder, Shin Kanemaru indrømmede at have taget imod bestikkelse. Kanemaru blev arresteret i marts 93, for kort tid senere at blive løsladt ved en amnesti. Da Miyazawa blev efterfulgt af Hosokawa erklærede den japanske Industrisammenslutning, at den ville indstille sine «bidrag» til LDP. Ifølge historier i den lokale presse løb disse «bidrag» årligt op i 1 milliard dollars. I august blev 165 politikere og 445 forretningsmænd arresteret pga. uregelmæssigheder omkring valget den 18. juli. Der blev indledt 5.500 sager om valgsvindel. I oktober blev Shinji Kiyoyama arresteret for at have givet bestikkelse mod at få udstedt en række byggetilladelser. Han var præsident for Kajima - landets næststørste byggekoncern.

Premierminister Hosokawas «romance» med den borgerlige offentlighed begyndte at kølnes i starten af 94, efter at hans popularitet havde nået tårnhøjder. Pressens vurderinger af ham blev meget hård og han blev udsat for beskyldninger for at have taget imod omfattende bestikkelse mod gentjenester. I februar blev han tvunget til at opgive et projekt, han selv havde lanceret for at sikre regeringskoalitionens sammenhængskraft. Udsat for et voldsomt pres var han nødt til at gennemføre offentlig selvkritik og forklare den overilethed hvormed han havde håndteret situationen.

En ny plan til en samlet værdi af 140 milliarder dollars til reaktivering af økonomien blev også udsat for voldsom kritik. Der blev stillet spørgsmålstegn ved dens effektivitet og pressen fremførte, at den ikke løste de grundliggende problemer knyttet til befolkningens stigende gennemsnitsalder.

I marts endte et topmøde mellem Japan og USA i fiasko. Selvom Hosokawa erklærede sig villig til at åbne de japanske markeder for biler, telekommunikation, medicin og forsikringer, afviste han USA's krav om at indføre bestemte kvoter. Japanske forretningsmænd fordømte Hosokawa og udtalte sig til fordel for hellere at gennemføre en handelskrig med USA end at give efter overfor supermagtens krav. Den japanske bilindustri beskæftigede 11% af arbejdsstyrken og tegnede sig for 30% af BNP.

LDP parlamentarikeren Nakamura blev arresteret for korruption efter at have taget imod bestikkelse fra Kajima og andre byggekoncerner. Hosokawa kunne ikke undfly oppositionens beskyldninger - bl.a. om involvering i ulovlige forretninger. I april indgav han sin afskedsbegæring og «bad indtrængende det japanske folk om undskyld». Som ny premierminister blev udpeget Tsutomu Hata, og den 28. april kunne han fremstille sin regering - den første mindretalsregering i fire årtier. Socialistpartiet trak sig ud af koalitionen, og regeringen havde derfor kun 182 ud af underhusets 512 pladser.

Hata gennemførte en rejse gennem Europa for at forbedre handelsforbindelserne med EU og indrømmede, at baggrunden for krisen i forholdet til USA var det omfattende japanske handelsoverskud. Efter der var indgået en principaftale mellem de to handelsblokke, indledte Hata et program for deregulering af den japanske økonomi.

Hatas regering fik dog en kortvarig levetid. Den 29. juni blev socialdemokraten Tomiichi Murayama udpeget til ny premierminister. Han tiltrådte posten den 18. juli. Hans parti - det japanske socialdemokrati - havde ikke flertal i parlamentet men indgik en aftale med sin traditionelle rival, LDP og med det nye parti, Sakigake.

Indvielsen af lufthavnen Kansai der var bygget på en kunstig ø udløste en strøm af projekter for bygningen af ø-byer. Den enorme overbefolkning af de store japanske byer tvang japanerne til stadig nytænkning for maksimal udnyttelse af de disponible arealer.

Den 17. januar 95 blev Hanshin regionen ramt af jordskælv. Over 6000 mennesker blev dræbt, 100.000 bygninger ødelagt i den gamle kejserby Kobe og 300.000 mennesker blev gjort hjemløse. Regeringen blev voldsomt kritiseret for sin langsomme reaktion overfor katastrofen. Underhuset bevilgede 10 milliarder dollars til genopbygning af området.

I marts kostede en række attentater med giftgassen sarin 12 mennesker livet og forgiftede 5.500 i Tokyos undergrundsbane. Et tilsvarende angreb havde i juni året før kostet 7 menneskeliv i Matsumoto. Lederen af den religiøse sekt, Aum Shinriyko (Øverste Sandhed), Shoko Asahara blev anklaget for attentaterne og arresteret sammen med 16 andre af bevægelsens ledere.

Premierminister Murayama måtte notere sig et nederlag, da den uafhængige kandidat Yukio Aoshima ved valget den 9. april 95 blev valgt til guvernør over Tokyo. Socialdemokraterne fik heller ikke noget særligt godt resultat ved suppleringsvalget i juli, hvor halvdelen af overhusets medlemmer var på valg. I stedet gik oppositionspartiet Sakigake frem.

I januar 96 blev Murayama efterfulgt som premierminister af LDP formanden, Ryutaro Hashimoto. Den nye regeringschef udskrev parlamentsvalg til oktober, hvilket gav hans parti relativt flertal i parlamentet. I november sammensatte Hashimoto en ny regering bestående udelukkende af LDP medlemmer.

Ved en lokal folkeafstemning afholdt i slutningen af 97 stemte lidt over halvdelen af indbyggerne i Nago på øen Okinawa mod bygningen af en helikopterlufthavn på øen. USA havde været tilstede på øen siden den japanske kapitulation i 45 og havde bygget et omfattende militærbasekompleks, der husede 10-20.000 nordamerikanske soldater. Begge landes regeringer havde erklæret, at bygningen af helikopterlufthavnen var et skridt på vejen i retning af afvikling af basen, men det overbeviste åbenbart ikke flertallet af Nogas indbyggere. I forvejen var situationen spændt, efter at nordamerikanske soldater havde voldtaget og dræbt en ung japansk kvinde.

Den financielle og økonomiske krise der i juli 97 ramte Sydøstasien nåede senere også Japan. I april 98 nåede den japanske yen sit laveste niveau i 7 år overfor USA's dollar, og Tokyobørsen tabte på 3 dage 6% af sin værdi. Økonomisk var der udsigt til en nedgang i landets bruttonationalprodukt. Hashimoto erklærede, at landet var stillet overfor den vanskeligste situation siden 2. verdenskrig. I begyndelsen af juli trak han sig tilbage fra premierministerposten efter et dårligt valgresultat for LDP. Den 30. juli blev den tidligere udenrigsminister Keizo Obuchi udnævnt til ny premierminister. Han havde først ikke opnået det nødvendige antal stemmer i Overhuset, men derefter det nødvendige antal i Underhuset. Den største udfordring for den nye regering var at reducere skatterne for at stimulere forbruget og få gjort en indsats mod den store pukkel af dårlige, der plagede det japanske bankvæsen.

Et uheld i et atomoparbejdningsanlæg, blot 3 kilometer nord for atomkraftværket Tokoaimura, nord for Tokyo medførte radioaktivitet på 15.000 gange over normalen i fabriksanlægget. Miljøorganisationen Greenpeace karakteriserede uheldet som et symptom på de alvorlige problemer omkring sikkerheden ved atomkraft i Japan. Iflg. Greenpeace råder Japan over 5 tons uran og yderligere 30 tons der er købt, men endnu befinder sig i Europa.

Blomstrende højrefløjsgrupper hilste i august det gamle kejserflag velkommen. Det havde ikke været anvendt i 50 år, men var nu blevet genindført. Samtidig blev snesevis af lærere fyret for at nægte at anvende de gamle imperiale symboler fra landets militaristiske fortid. Den stigende nationalisme afspejler sig også indenfor de væbnede styrker, der er begyndt at gennemføre militærøvelser i havet omkring Japan og hvis rekruttering er den højeste i årtier.

Efter et nyt uheld på atomkraftværket Tokaimura i september, beordrede Obuchi en undersøgelse af alle de installationer i landet, der anvender atombrændsel. Virksomheden JCO der oparbejder det brugte brændsel indrømmede, at den gennem flere år har anvendt manualer, der ikke opfylder de minimale sikkerhedskrav fastsat af regeringen. Trods virksomhedens selvkritik kritiserede guvernøren for provinsen Ibaraki og borgmesteren i Tokaimura premierministeren for den måde myndighederne havde håndteret krisen på. Greenpeace kritiserede, at den havarerede fabrik fortsat lækkede radioaktivitet i et omfang 5 gange højere end de værdier, der anses for sikkert, og funktionærer både fra fabrikken og regeringen blev kritiseret for deres langmodighed i håndteringen af situationen. Avisen Yomiuri skrev, at de 3 arbejdere der var ansvarlige for sløseri med deres arbejde med uranen heller ikke havde taget hensyn til muligheden for kernespaltning.

I april 2000 gik premierminister Obuchi i koma efter at have arbejdet hårdt for at reaktivere sit lands økonomi. Han blev øjeblikkelig erstattet af Yoshiro Mori. Obuchi døde i maj, og få dage senere erklærede den nye premierminister ved en shinto ceremoni - den buddhistiske retning der under 2. verdenskrig havde betragtet kejser Hirohito som en levende gud - at Japan var «en guddommelig nation, der har kejseren som sit centrum». Bemærkninger der gav efterdønninger både nationalt og internationalt.

Mori gennemførte en regeringsomdannelse og administrative nedskæringer. Det skete efter at pressen, oppositionen og dele af hans eget parti havde opfordret ham til at gå af. Iflg. mange observatører er han den svageste premierminister Japan hidtil har haft. For at styrke sit svage grundlag udnævnte han de tidligere premierminister Kiichi Miyazawa og Ryutaro Hashimoto til centrale poster i regeringen. I februar 2001 krævede pressen atter hans afgang. Det skete da han efter at være blevet orienteret om, at en japansk fiskerbåd var stødt sammen med en nordamerikansk atomubåd fortsatte sit parti golf. Pressen anklagede ham for «manglende medfølelse».

Først i april 2001 erkendte Mori, at han havde mistet enhver offentlig støtte og trådte tilbage. Han blev erstattet på posten af Junichiro Koizumi, der lovede atter at sætte fart i økonomien og rense regeringens plettede image. Blandt regeringens 17 ministre var de 5 kvinder. Deriblandt udenrigsministeren, Makiko Tanaka. Japans første kvindelige udenrigsminister. Regeringens høje repræsentation af kvinder fik flere iagttagere til at betegne den som en Hollywood regering, hvis eneste mål var popularitet. Ved sin tiltræden blev Koizumi da også støttet af 90% af befolkningen.

I begyndelsen af måneden kritiserede Kina og Sydkorea historebøger godkendt af de japanske myndigheder og begivenhederne under den 2. Verdenskrig. Iflg. Seoul og Beijing nedtonende bøgerne de uhyrligheder den japanske hær begik under krigen. Bøgerne var blevet forfattet af en gruppe nationalistiske historikere, hvis holdning var, at de tidligere historiebøger var «gået meget langt» for at «behage» Japans tidligere fjenders synspunkter. De mente endvidere, at landene i Sydøstasien drog gavn af den japanske besættelse under krigen, fordi den beredte dem for selvstændighed efter krigen. Samtidig mente de, at massakren i Nanking i 1937 som kostede 300.000 civile livet «var meget langt fra at kunne betegnes som Holocaust». Efter protester fra nabolandene erklærede det japanske undervisningsministerum, at der ville blive 137 ændringer af teksten.

Der opstod dog hurtigt nye diplomatiske problemer i forholdet til Kina og Sydkorea, da Koizumi i august besøgte Yasukuni templet, der er æresmindesmærke for 2,4 mio. japanske soldater - deriblandt adskillige krigsforbrydere som den henrettede premierminister Hideki Tojo, der ledte landet under krigen. Kina og Sydkorea kritiserede, at Koizumi besøgte et tempel, der for dem «er et monument for militarismen». I et kommuniké erklærede den kinesiske regering, at besøget havde krænket det kinesiske folks følelser, og i en park i Seoul skar 20 sydkoreanere spidsen af deres lillefinger af i protest. I oktober besøgte Koizumi Seoul og bad om undskyldning for de lidelser Sydkorea havde måtte bære under den japanske koloniadministration.

Koizumis popularitet svandt ind som følge af en række skandaler, og var i april 2002 nede på 40%. I januar havde han udskiftet Tanaka, der var blevet beskyldt for at lyve ved et møde. Efter fyringen af Tanaka trak flere andre ministre sig i solidaritet, og i april trak Yutaka Inoue sig. Han var ordfører for regeringspartiet i overhuset.

I maj 2002 ratificerede Japan og EU Kyoto protokollen fra 1997. Dermed var den ratificeret af så mange lande, at den trådte i kraft - trods USA's modstand.

Det bidrog til at forbedre forholdet mellem Japan og Sydkorea, at de to lande i juni 2002 i fællesskab var værter for fodboldsverdensmesterskabet - det første der blev gennemført i denne del af verden.

I september 2002 besøgte Koizumi Nordkorea, og blev dermed den første japanske premierminister der gennemførte et sådan besøg. Under sit møde med den nordkoreanske leder, Kim Jong-il modtog han undskyldninger for kidnapningerne af japanske statsborgere, der fandt sted i 1970'erne og 80'erne og blev orienteret om, at 8 af disse var døde. Måneden efter vendte 5 af de bortførte japanere tilbage til Japan for at genforenes med deres familier.

2003 var præget af én lang handelspolitisk konflikt med USA. Bush regeringen havde indført en 30% told på stålprodukter, og den ramte især de japanske producenter. Japans handelsminister, Soichi Nakagawa truede USA med at indføre sanktioner mod varer fra USA, hvis supermagten ikke fulgte beslutningerne fra WTO, og satte november som frist. Først efter pres fra EU, Kina, Brasilien, Japan og flere andre lande samt WTO hævede USA den 4. december den omdiskuterede told.

Samme måned offentliggjorde den japanske regering sin intention om opsættelsen af et nordamerikansk missilskjold - «af rent defensiv karakter». Dette udløste øjeblikkeligt protester fra Kina, der ligeledes havde protesteret i maj, da premierministeren under et møde i senatet havde erklæret, at japans selvforsvarsstyrker i virkeligheden var «Japans hær».

I februar 2004 besluttede den japanske regering at sende et kontingent «ikke kæmpende» soldater til Iraq. Skridtet blev af oppositionen kritiseret for at være forfatningsstridigt, men regeringen henholdt sig til en lov fra 1992 og udsendelsen af fredsbevarende tropper til Cambodia i 90'erne. Men udsendelsen var i realiteten den første udstationering af japanske soldater til en kampzone siden 2. Verdenskrig.

Den 9. august døde 4 personer og omkring 7 blev såret ved et uheld på atomkraftværket Mihama 350 km vest for Tokyo. Uheldet skete da der fandt en lækage sted i en af værkets turbiner, således at varm damp strømmede ud. Myndighederne mente dog ikke at der fandt en radioaktiv læk sted. Værket var blevet bygget 30 år tidligere. Iflg. ejeren af værket, Kansai Elektricitetsselskab, skyldtes udslippet af damp at der manglede vand til nedkøling af den ene af turbinerne. Uheldet var det alvorligste siden det radioaktive udslip på atomkraftværket Tokaimura, 140 km nordøst for Tokyo i 1999, hvor 2 personer blev dræbt. Uheldet skabte fornyet debat om Japans afhængighed af atomkraft, der tegner sig for 30% af elektricitetsforsyningen. Meningsundersøgelser indikerede, at halvdelen af befolkningen ønskede at antallet af atomkraftværker i landet - 52 - burde reduceres.

I oktober kostede tyfonen Tokage 48 personer livet, 200 sårede og snesevis af forsvundne. Der var tale om den kraftigste tyfon der havde ramt Japan i mere end et årti. Tokage nåede vindhastigheder på 229 km/t og førte til evakueringen af tusindvis af personer. Tyfonen var svækket da den nåede Tokyo og forårsagede der kun begrænsede ødelæggelser inden den atter svingede ud over havet. Men den sydlige del af landet blev hårdt ramt. Skoler var lukkede og den kollektive transport indstillet. Omkring 1000 indenrigsflyvninger blev suspenderet og berørte 127.000 passagerer. Tokage er det japanske ord for firben, og var den 10. tyfon der ramte landet i 2004. Tyfoner kostede dette år ialt over 150 japanere livet.

Regeringen udpegede i januar 2005 en arbejdsgruppe bestående af akademikere og juridiske eksperter til at vurdere en ændring af tronfølgeloven, der skal gøre det muligt for princesse Aiko på 3 år at blive tronfølger. Hun er foreløbig kejserparrets eneste barn.

Publiceringen af japanske undervisningsbøger, der nedtonede japans krigsforbrydelser i udlandet i første halvdel af det 20. århundrede udløste i 2005 den værste diplomatiske krise i forholdet til Kina i flere årtier. Fra slutningen af marts og gennem flere uger deltog titusinder af kinesere i anti-japanske demonstrationer i flere kinesiske byer. Krisen blev forstærket af Japans forsøg på at få en permanent plads i FN's Sikkerhedsråd, og pga. uenigheder om retten til olieudvinding i det Østkinesiske Hav.

Ved parlamentsvalget i september fik Koizumis LDP et komfortabelt flertal med 296 pladser ud af parlamentets 480.

Den økonomiske krise der blev udløst i 1998 som følge af det finansielle sammenbrud året forinden udløste samtidig en kraftig stigning i antallet af selvmord, der steg fra 24.000 årligt til 30.000. I december 2005 udformede regeringen en plan til mindskning i antallet af selvmord. Planen opererer med en reduktion på 8.000 over det næste tiår. Planen opstiller en lang række tilbud: fremme af psykisk-pædagogisk rådgivning i uddannelsessektoren; øget bevidsthed om mental sundhed på arbejdspladsen; bygning af rækværk på togstationernes perroner med det formål at reducere selvmordskandidatens mulighed for at springe ud foran et tog; gratis distribution af software filtre, der kan filtre internettets vejledninger i selvmord fra. De foregående år havde et stigende antal japanere begået kollektive selvmord aftalt over internettet.

I overensstemmelse med sit partis statutter var Koizumi nødt til at forlade posten som premierminister midt inde i sin anden valgperiode, og han var samtidig nødt til at forlade posten som formand for partiet. Ved LDP's interne valg blev Shinzo Abe derefter valgt. Han blev regnet som mere konservativ end sin forgænger. Han overtog begge poster i september 2006.

Landets næststørste atomreaktor blev lukket i marts 2006. Dette skridt blev taget i forlængelse af en domstolskendelse, der gav lokale beboere i området omkring værket ret i, at det ikke ville være i stand til at modstå jordskælv, og derfor risikerede at lække radioaktivitet, hvis området skulle blive ramt af jordskælv.

Perus tidligere præsident Alberto Fujimori var tilbageholdt i Chile på begæring af Perus regering. I juli 2007 stillede han derfor op i valget til det japanske parlament i et desperat forsøg på at opnå parlamentarisk immunitet, og dermed undgå udlevering til Peru. Han stillede op i spidsen for det Nye Folkeparti, som han selv havde stiftet i 2005. Fujimori blev ikke valgt, men præsenterede sig for vælgerne som «den sidste samurai» og erklærede at han ville kæmpe for at bevare Japans traditionelle værdier, som det iflg. ham er i fuld gang med at miste.

Landbrugsminister Toshikatsu Matsuoka begik i maj 2007 selvmord midt under en finansskandale, han selvv var indblandet i. Skandalen fik Shinzo Abe regeringens popularitet til at styrtdykke til under 30% og i september fratrådte Abe posten som både premierminister og partiformand. Begge poster blev overtaget af Yasuo Fukuda. Fukudas første politiske projekt var at forny de japanske terrorlove, der bl.a. er grundlaget for landets militære tilstedeværelse i Afghanistan og for at japanske olietankere er forpligtigede til at levere olie til nordamerikanske krigsskibe i aktion.

I juni 2008 tabte Fukuda en tillidsafstemning i det japanske overhus, der var kontrolleret af oppositionen. Det var første gang siden 2. Verdenskrig og Japans nye forfatning, at overhuset havde udtrykt mistillid til en siddende regering. Baggrunden var Fukudas håndtering af en række indenrigspolitiske spørgsmål, først og fremmest en meget upopulær sundhedsordning. Få dage senere vandt han en tillidsafstemning i underhuset, hvor LDP har solidt flertal.

Fukudas dage var dog ved at være talte. Den upopulære sundhedsordning gjorde at hans popularitet faldt under 30%, og han trak sig derfor uventet fra premierministerposten i starten af september. Han blev efterfulgt af LDP's Taro Aso, der kun kom til at sidde 1 år. Politiske iagttagere havde ventet, at Aso hurtigt ville opløse Underhuset og udskrive valg, men dette afviste han med henvisning til den globale finanskrise der tårnede sig op. Først efter vedtagelsen af et tillægsbudget i maj 2009 og flere tabte suppleringsvalg begyndte valgovervejelserne atter at tage form. I juli tabte LDP et lokalvalg i tokyo med et brag, og først da opløste Aso parlamentet og udskrev valg til afholdelse i august. LDP fik sit dårligste valg siden 1955 og tabte 155 pladser i Underhuset, mens sejrherren, Japans Demokratiske Parti (JDP) gik 169 pladser frem og opnåede 47,4% af stemmerne. Partiets formand, Yukio Hatoyama kunne derfor danne en JDP ledet regering med ham selv som premierminister.

JDP ønskede at føre en anden politik end LDP og den nye premierminister lå derfor i starten højt i oppinionsundersøgelserne. JDP ønskede at kanalisere midler fra de kostbare offentlige infrastrukturprojekter LDP havde prioriteret til skattelettelser og subsidier til boligejere og -lejere. JDP ønskede samtidig at reducere forbindelserne til USA og orientere sig mere mod Asien. Opfyldelsen af løfterne tog imidlertid længere tid end JDP havde regnet med, og Japan mødte kraftig modstand fra USA, da det ville orientere sig mere mod Asien og bl.a. lukke USA's baser i landet. Specielt basen i Okinawa var særdeles upopulær, da de nordamerikanske soldater hyppigt voldtager japanske kvinder fra området. Hatoyama trak Japans soldater ud af Afghanistan, men for at tilfredsstille Washington måtte landet samtidig lave en bistandsaftale med Afghanistan til en værdi af 5 mia. US$. Efter et Sydkoreansk skib var gået ned ud for Nordkorea 28. maj 2010 indgik Hatoyama aftale med USA om alligevel ikke at lukke Okinawa basen. Dette løftebrud fik hans popularitet til at styrtdykke, og 5 dage senere trådte han tilbage som premierminister. Han blev efterfulgt på posten af JDP's Naoto Kan.

I 2010 blev Japan passeret af Kina som verdens næststørste økonomi - kun overgået af USA.

2011 Tsunami og atomkatastrofe

Den 11. marts 2011 blev Japan ramt af det voldsomste jordskælv de foregående 100 år. Med et epicenter 70km øst for Oshika halvøen i det nordlige Japan og i en dybde af 32km og en styrke på 9,0 på Richterskalaen forårsagede skælvet enorme ødelæggelser i den nordlige del af øriget. En tsunami med bølger på over 40m højde trægte op til 10km ind i landet. Den nordligste ø, Honshu blev rykket 2,4m mod øst, og jordens omdrejningsakse blev forrykket med 10-25 cm. Skælvet klom til at koste over 30.000 mennesker livet; næsten 130.000 bygninger var fuldstændig ødelagte; 254.000 bygninger halvt ødelagte; og 691.000 bygninger delvist ødelagte. Men den største katastrofe var ødelæggelsen af atomkraftværket i Fukushima. Atomreaktorerne var bygget til at kunne modstå jordskælv, men kunne ikke både modstå jordskælv og tsunami og bekræftede således atomkraftmodstandernes påstand om, at ikke alle ulykker kan forudses. Tsunamien oversvømmede værkets kældre, hvor nødstrømsanlæg til køling af værkerne var placeret. De brød sammen og konsekvensen var en umiddelbar total nedsmeltning i 3 af værkets reaktorer.

Flyfotos og satellitbilleder af det nordlige Japan før og efter katastrofen 11. marts 2011, New York Times 13. marts 2011.

Overalt i den vestlige verden fik atomkrafttilhængere travlt med at nedtone katastrofen. I Danmark fik den hedengangne «atomkraftekspert» fra 1970'erne, Poul Ølgård ubegrænset taletid i flere uger i Danmarks Radio, hvor han først kunne fortælle at der ikke var noget problem, fordi værkerne havde mange sikkerhedssystemer, og der derfor ikke kunne nå noget galt; at den inderste indkapsling derefter ikke kunne gå i styrker; at det derefter ikke gjorde noget at mange millioner stærkt radioaktivt vand strømmede ud i Stillehavet, fordi der var masser af vand at fortynde forureningen i. Fakta var, at 3 af værkets reaktorer umiddelbart nedsmeltede pga. den manglende køling. Dvs. at brændselsstavene smeltede gennem både den indre og ydre kappe og ned i undergrunden. Bygningskonstruktionerne var på dette tidspunkt allerede sprængt delvist væk. I et desperat forsøg på at køle reaktorerne sprøjtede de japanske myndigheder millioner af liter vand ind i reaktorerne - der efterfølgende transporterede store mængder radioaktivitet ud i Stillehavet. Ølgård havde ret i, at Stillehavet er stort, men Japan er en af verdens store fiskespiser nationer, og radioaktiviteten koncentreres op gennem fødekæden for at ende i bl.a. de japanske fisk. Det var dog ikke fisk der i første omgang blev kasseret, men derimod store mængder fødevarer produceret på land. Også vandet blev forurenet, og på et tidspunkt var der overvejelser om at evakuere Tokyo. Myndighederne «begrænsede» sig dog til at evakuere alle fra en zone i en 30km radius af Fukushima. På samme måde som Gorbachovs Sovjetunion ignorerede og undertrykte sandheden om omfanget af ulykken i Chernobyl i 1986, ignorede og undertrykte de japanske mynigheder omfanget af Fukushima ulykken. Regeringen gik dog i sidste ende så langt, at den erklærede et moratorium for udbygningen af kernekraft i landet, og i Tyskland erklærede den borgerlige regering, at den i lyset af ulykken ønskede at afvikle kernekraften i landet. Atomkraftindustrien havde i starten af det 21. århundrede vejret morgerluft i takt med at offentligheden glemte Chernobyl. I Danmark anført af partiet Venstre, der ønskede bygning af atomkraftværker i Danmark. Fukushima ulykken lagde på ny disse planer i graven.

Jordskælvet kostede i sidste ende premierminister Naoto Kan hans politiske liv. I september 2011 blev han erstattet på posten af Yoshihiko Noda. Noda var betydeligt mere højreorienteret end sin forgænger. Han lagde større vægt på et tæt forhold til USA; i maj 2012 genstartede han landets atomreaktorer trods overvældende folkelig modstand; i juni fik han parlamentets støtte til at hæve momsen fra 5 til 10%. Igen trods omfattende folkelig modstand. En kommentator bemærkede, at han var den bedste premierminister den højreorienterede opposition i LDP kunne ønske sig - han førte deres politik.

Konflikten omkring Senkaku øerne i det kinesiske øhav blussede atter op i august 2012 efter at højreradikale japanerne sendte et skib til øerne for at understrege japansk suverænitet. Øerne var blevet administreret af Japan siden 1972, men både Kina og Japan gør samtidig krav på dem. De højreradikale aktivister blev arresteret af de japanske myndigheder, men det hindrede ikke at begivenheden førte til diplomatiske forviklinger mellem Japan og Kina, og førte til voldsomme anti-japanske protester i Kina.

Ikke overraskende blev parlamentsvalget i december 2012 en katastrofe for JDP, der mistede 3/4 af sin pladser i parlamentet (gik fra 230 til 57). Når der alligevel skulle føres højreorienteret politik ville vælgerne hellere have LDP, der gik fra 118 til 294 pladser i parlamentet og dermed fik absolut flertal. Valgdeltagelsen på 59,3% var den laveste siden 2. Verdenskrig. Efter valget kunne LDP's Shinzō Abe overtage posten som premierminister. JDP's 3 år på magten blev en parantes i historien.

JApan erklærede i marts 2013 at det gik ind i Trans Pacific Partnership (TPP) handelsforhandlingerne. Iagttagere vurderede at det var et led i et opgør med bl.a. den statsligt beskyttede japanske landbrugsproduktion. Beslutningen udløste da også hurtigt skarp kritik fra landbrugets organisationer. Forhandlingerne mundede ud i en endelig TPP aftale i oktober 2015.

Premierminister Abe ønskede at føre en ekspansiv økonomisk politik for at kick-starte økonomien, samtidig med at det var målet at holde inflationen under 2%. Det var i første omgang forsvarsbudgettet han lod vokse, samtidig med at landets u-landsbistand blev reduceret. Samtidig genoptog han projektet med at omskrive historien, så de japanske krigsforbrydelser under 2. Verdenskrig blev nedtonet. Det var samme projekt, der i 2007 havde kostet ham posten som premierminister. Historieprojektet blev fordømt i Sydkorea og Kina, der var de to lande der blev hårdest ramt af de japanske krigsforbrydelser 80 år tidligere. Mens han tidligere som premierminister og siden som leder af oppositionen (senest i oktober 2012) havde besøgt Yasakuni templet, der bl.a. er et tempel for de japanske krigsforbrydere, undlod han nu umiddelbart at besøge templet, omend han udtrykte forståëlse for nødvendigheder af at «ære» de faldne. Krigsforbryderne kaldte dog, så i december 2013 besøgte han templet. Det udløste skarpe protester fra Kina, der erklærede at kinesiske ledere ikke længere ønskede at møde Abe. Også embedsmænd fra USA havde advaret premierministeren mod at gennemføre besøget. På årsdagen for krigsafslutningen 15. august 2014 undlod Abe dog at besøge templet. Det blev set som en gestus overfor Sydkorea og Kina, men de to lande protesterede alligevel kraftigt, for et stort antal politikere og 3 ministre fra Abes regering valgte at besøge templet.

Den 28. august 2013 fejrede regeringen 61 årsdagen for afslutningen på USA's besættelse af landet. Fejringen var blevet foreslået af Abe allerede i 2012, og kejser Akihito deltog i festivitasen. På Okinawa og i Tokyo blev der demonstreret mod begivenheden, der betegnet som bedrageri. USA's base på Okinawa eksisterer fortsat, og indbyggerne hader den som pesten.

For at samle kontrollen med sikkerhedspolitikken under premierministerembedet oprettede Abe i november 2013 et «Nationalt Sikkerhedsråd» direkte under premierministerembedet.

Japan har i sin forfatning fraskrevet sig retten til at kunne erklære krig og til at anvende militær magt i internationale uoverenstemmelser. Alligevel erklærede Abe i maj 2014, at det var tid til at «opgive den passivitet landet havde været underlagt siden 2. Verdenskrig». Iflg. Abe var det på tide at Japan tog ansvar for den «regionale sikkerhed». Han erklærede, at Japan ønskede at spille en «nøglerolle» og «tilbød» nabolandene Japans «støtte». Japans opgør med fredspolitikken det havde ført siden 2. verdenskrig udløste kraftige reaktioner fra især Kinas side, der bemærkede at den japanske befolkning var imod ideen om «kollektivt selvforsvar».

På den Internationale dag for udryddelse af vold mod Kvinder, 25. november 2014 opfordrede Amnesty Internationalt atter engang Japan til uforbeholdent at undskylde overfor de overlevende for landets militære sex-slaveri under 2. Verdenskrig. Opfordringen blev traditionen tro ignoreret af regeringen.

I december 2014 gennemførtes valg til parlamentet. Valget gav en lille tilbagegang til LDP og tilsvarende fremgang til JDP, men det forrykkede ikke det politiske billede, så Abe forblev på premierministerposten. Valget store sejrherre var kommunistpartiet, der gik 13 mandater frem til 21. Det fik 13,3% af stemmerne.

3 dødsdømte blev hemmeligt (uden at offentligheden på forhånd var informeret) hængt i 2014. Det bragte antallet af fuldbyrdede dødsdomme op på 11 siden Abe tiltrådte i december 2012.

Trods Abes erklæring ved sin indsættelse om at føre en ekspansiv økonomisk politik var den økonomiske vækst i 2014 fortsat negativ. I april 2014 hævede regeringen den japanske moms fra 5 til 8% og lovede at den ville blive hævet til 10% i slutningen af 2015. Momsstigningen sækkede naturligvis forbruget og sendte den japanske økonomi i recession. Abe opgav derefter stigningen til 10%, der skulle være gennemført i 2015. I stedet hævede han militærbudgettet og reducerede Japan udviklingsbistand.

Abe mødtes for første gang med Kinas præsident Xi Jinping i november 2014 under et APEC topmøde i Beijing. Han fortalte senere journalister, at han havde foreslået Xi oprettelsen af et hotline mellem Beijing og Tokyo for bedre at kunne håndtere sikkerhedspolitiske kriser og sammenstød mellem de to lande, og erklærede videre at der var taget «et første skridt» i retning af forbedring af de to landes situation.

I december 2014 vedtog parlamentet en ny statslig hemmeligholdelseslov, der udstak en straframme på 10 år og bøder på op til 10 mio. Yen til statsembedsmænd og journalister, der videregav «fortrolige oplysninger». Dene indskrænkning af ytringsfriheden blev kritiseret kraftigt af både journalister og menneskerettighedsorganisationer og fik regeringens popularitet til at styrtdykke.

I forlængelse af den sikkerhedspolitiske nyorientering i 2014 lod Abe regeringen i sommeren 2015 vedtage en lov om oprettelse af japanske «selvforsvarsstyrker», der skal kunne sættes ind i krigsoperationer i udlandet. Vedtagelsen blev ikke blot mødt med stærke protester fra udlandet, men også stærke protester fra oppositionen og overlevende fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Den 86 årige Sumiteru Taniguchi erklærede den 9. august ved en mindeceremoni ved atommonumentet i Nagasaki, at oprustningsloven førte Japan tilbage til 30'ernes og 40'ernes krigstid. Hundredetusinder demonstrerede mod beslutningen, men parlamentet vedtog alligevel krigslovgivningen. Senere samme år vedtog parlamentet et hidtil uset militærbudget på 5100 mia. Yen. Efter at USA i hele perioden efter 2. verdenskrig havde holdt Japan som en svag militærmagt var planen nu at Japan skulle oprustes, for at fungere som et militært bolværk mod Kina.

Japan indgik i december 2015 aftaler om økonomisk og militært samarbejde med Indien.

Efter tilbagegangen i mandattal i 2014 gik det største oppositionsparti, Japans Demokratiske Parti i marts 2016 sammen med Japans Fornyelsesparti og dannede Demokratisk Parti. Dette parti blev imidlertid sprængt kort tid før valget i 2017. I september brød Tokyos borgmester Yuriko Koike ud og dannede Håbets Parti (Kibō no Tō). Resterne af det Demokratiske Parti brød en uge senere ud og dannede det Konstitutionelt demokratiske Parti (CDP). Premierminister Abe var ikke sen til at udnytte opbruddet i oppositionen. Han udskrev valg til afholdelse 22. oktober 2017, og selv om specielt Håbets Parti var spået stor fremgang, mistede det 7 mandater. Det regerende LDP mistede 6 mandater, men havde stadig 284 og dermed et konfortabelt flertal i det 465 pladser store parlament. Kommunistpartiet gik 9 mandater tilbage til 12. Det japanske valgsystem er baseret på valgkredse, ikke proportionalitet. Det var forklaringen på, at selv om JCP fik flere stemmer end CDP, fik CDP mere end 4 gange så mange mandater.

Abe kunne med valgresultatet fortsætte på premierministerposten og dermed fortsætte med planerne om at ændre grundlovens § 9 og bane vej for en mere aggressiv japansk sikkerhedspolitik baseret på anvendelse af militærmagt. Noget §9 ellers havde forbudt.

Japans muslimske minoritet overvåges intenst af politiet. Det gælder også formodede muslimer. I maj 2016 afviste Højesteret en sag mod politiet for generel masseovervågning af denne religiøse gruppe. I 2010 var 114 interne dokumenter fra Tokyos politi blevet lagt på nettet. De indeholdt personlige og financielle oplysninger om muslimer, der blev betegnet som «terrorister». Højesteret sagde i sin kendelse, at ofrene havde fået deres privatliv krænket ved offentliggørelsen, men retten satte ikke spørgsmål ved selve princippet om masseovervågning.

På Okinawa kom det til fornyede protester og sammenstød efter USA genoptog byggeriet på Takae militærbasen.

Japan fortsætte med at idømme dødsstraf og med at eksekvere dommene. I 2016 blev 2 personer henrettet ved hængning. Det bragte antallet af henrettede op på 17 siden premierminister Abe blev indsat i 2012.

OECD statistik viste i 2017, at antallet af fattige japanske børn var hastigt stigende og nu havde nået 16,3% af de 0-17 årige. Tallet var dog fortsat lavere end i USA, hvor 17,3% af børnene lever under fattigdomsgrænsen. En stor del af af de ca. 3,5 mio. fattige børn kommer fra familier med kun en forsørger - overvejende enlige kvinder. Problemet forstærkedes drastisk efter udbruddet af finanskrisen i 2008, der tvang mange kvinder ud i lavtbetalte deltidsjobs, der for manges vedkommende fortsatte over i prostitution. Den japanske stat gør stort set intet for at lindre fattigdomsproblemet. Børnene er i stedet henvist til såkaldte børnecafeteriaer, hvor de gratis eller for få penge kan få et måltid mad. (Japan's rising child poverty exposes true cost of two decades of economic decline, Guardian 17/1 2017)

FN's specielle rapportør for ytringsfrihed David Kaye kritiserede i en rapport til FN's Menneskerettighedsråd i juni 2017 statens stigende undertrykkelse af pressefriheden i Japan. I 2014 lagde premierminister Shinzo Abe pres på det store dagblad Asahi Shimbun for at få det til at lade være med at rapportere, at 650 arbejdere på Fukushima atomkraftværket i 2011 var flygtet fra værket i strid med ordrer om at gøre nogle sidste forsøg på at få kernenedsmeltningen på værket under kontrol. Dagbladet indrømmede efterfølgende hændelsen, men opløste samtidig sin gruppe af borende journalister, der havde produceret an lang række regeringskritiske artikler. Kaye lagde i sin rapport vægt på, at regeringen anvendte en lov om «unfair rapportager» til at true TV og radiostationer med at fratage dem deres sendetilladelser. Det får stationerne til at rette og fyre kritiske journalister. Et andet centralt område hvor ytringsfriheden er under pres, er den historiske dækning af Japans krigsforbrydelser under 2. Verdenskrig. I 1997 omtalte alle 7 historiebøger der var godkendt til undervisning i folkeskolens ældste klasser den japanske hærs anvendelse af seksuelt slaveri under 2. Verdenskrig. I 2012-13 var denne historiske kendsgerning fjernet fra alle de godkendte lærebøger, og i 2015 indstillede Japan sine betalinger til UNESCO, da organisationen inkluderede omstridte kinesiske dokumenter om den japanske massakre i Nanjing på sin World Memory List. Ifølge Journalister uden Grænser er Japan faldet fra en 11. plads i 2011 til en 72. plads i 2017 på organisationens Global Press Freedom Index. (Japan accused of eroding press freedom by UN special rapporteur, Guardian 13/6 2017)

Nordkorea affyrede i september en interkontinental raket, der overfløj Japan, inden den faldt i Stillehavet. Affyringen medførte en dramatisk øgning i den siddende japanske regerings og den øvrige højrefløjs hadretorik overfor Korea. Der bor omkring 600.000 koreanere i Japan. Mange af dem efterkommere efter koranske tvangsarbejdere eller prostituerede, som Japan bortførte under 2. Verdenskrig. Omkring 150.000 af de koreanske efterkommere i Japan er knyttet til Nordkorea og sender deres børn i privatskoler med nordkoreansk pensum. Men i offentligheden eller den janpanske radikale højrefløj skelnes der ikke. Højreradikale japanske grupper som Zaitokukai gennemfører jævnligt demonstrationer i Tokyo, Osaka og andre storbyer hvor de betegner koreanerne som «kakerlakker» og kræver dem smidt ud af Japan. ('Cockroaches' and 'old hags': hounding of the North Korean diaspora in Japan, Guardian 2/9 2017)

Den oppiskede nationalistiske stemning i landet bidrog til, at premierminister Abe ved valget i oktober kun mistede 6 mandater og derfor kunne fortsætte på posten og planlægge ændringer til grundlovens §9: mere aggressiv japansk udenrigspolitik.

Abe regeringen fremlagde i december et statsbudget med en 1,3% stigning i militærudgifterne. Der var tale om det 6. år med stigning i militærudgifterne og om Japans største militærbudget siden 2. Verdenskrig. Landet planlagde at indføre et «missilforsvarssystem», der udmærkede sig ved også at kunne anvendes offensivt ved et first-strike angreb rettet mod Nordkorea. Landet planlagde endvidere at indkøbe krydsermissiler fra Norge og USA, som dets F-35 Stealth kampfly kunne udstyres med. Det fortsatte dermed sin aggressive militære oprustning med henvisning til «truslen fra Nordkorea». Mens Korea har været besat af Japan, har Japan aldrig været besat af Korea. (Japan boosts defence budget to record levels with eye on North Korea, Guardian 22/12 2017)

Den japanske militære oprustning fortsatte, da militæret i august fremlagde et budgetforslag på 37 mia. £ for 2019. En øgning på 2,1% ifht. året inden og 7. år i træk med stigende militærudgifter under Shinzo Abe regeringen. Stigningen blev fra regeringens side argumenteret med truslen fra henholdsvis Nordkorea og Kina. De to lande har aldrig angrebet Japan, hvorimod Japan i 1920'erne, 30'erne og 40'erne begik uhyrlige krigsforbrydelser i de to lande. Japan har historisk ikke betragtet koreanere og kinesere som rigtige mennesker. USA har opfordret Japan til oprustning - og indkøb af våben i USA. (Japan defence ministry seeks record budget over North Korea threat, Guardian 31/8 2018)

Premierminister Shinzo Abe trådte i september 2020 tilbage med henvisning til sygdom. Han blev umiddelbart erstattet af Yoshihide Suga, men denne var ikke populær. Hans opbakning i befolkningen sank fra 74% ved sin indsættelse til 28% i august 2021. Det skyldtes overvejende regeringens håndtering af COVID-19 pandemien og de aflyste Olympiske Lege i Tokye i 2020. Han trådte derfor tilbage i september. Fumio Kishida vandt samme måned formandsvalget i LDP og blev derefter premierminister. I oktober gennemførtes parlamentsvalg. LDP gik 25 mandater tilbage til 259. Trods tilbagegangen havde partiet dog fortsat absolut flertal i parlamentet. Ved valget kom det liberale Konstitutionelt Demokratiske Parti for første gang i parlamentet med 96 mandater, og blev dermed med et slag det næststørste parti. Det nye venstre-populistiske parti Reiwa fik 3 mandater, mens kommunistpartiet fik 10. Kishida er valgt i et distrikt i Hiroshima og har derfor et mere kritisk syn på atomkraft, krig og genoplivning af Japans imperialistiske drømme end sine konservative forgængere. Japans hovedmodstandere er dog fortsat Kina og Nordkorea.

Regeringen besluttede i april 2021, at det stærkt radioaktive spildevand fra det havarerede Fukushima atomkraftværk over en 30 årig periode skal pumpes ud i Stillehavet. Det vil derefter langsomt blive opkoncentreret i fiskebestanden i Stillehavet - og havene på resten af jorden for sluttelig at ende i mennesker, der sidder i enden af fødekæden.

Ny statistik fra regeringen afslørede, at flere kvinder end mænd for første gang nogensinde var blevet optaget på landets medicinske fakulteter. 13,6% kvinder mod 13,5% mænd bestod optagelsesprøverne. I de foregående år var det blevet afsløret, at nogle fakulteter med fuldt overlæg dumpede kvinder til prøverne med den argumentation, at kvinder alligevel sprang fra studiet for at stifte familie. Andre fakulteter havde simpelt hen højere optagelseskrav for kvinder end for mænd. Den konservative stat havde indtil da kun 21,9% kvindelige læger, og lå dermed i bunden indenfor OECD hvor gennemsnittet var 46%. (Women outperform men in Japanese medical school entrance exams, years after testing scandal, Guardian 21/2 2022)

Efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 tilsluttede Japan sig EU's og USA's økonomiske krigsførelse mod Rusland. Der var tale om langt hårdere tiltag end efter statskuppet i Ukraine i 2014, der endte med Krims løsrivelse. Japan var tilsyneladende nervøs for, at hvis dets sanktioner ikke var tilstrækkelig skrappe, ville EU og specielt USA ikke bakke det op i dets begyndende konflikt med Kina.

I juli blev tidligere premierminister Shinzo Abe dræbt ved et attentat under valgkampen. I forbindelse med undersøgelserne blev det afsløret, at Abe sammen med de fleste andre ledende politikere i det regerende LDP var medlemmer af den sydkoreanske Moon sekt, der var involveret i en lang række bedragerisager i Japan, hvor sekten havde franarret medlemmer deres penge.

I november meddelte premierministeren, at Japan ville fordoble sit militærbudget fra 1 til 2% af BNP frem til 2027, og at militæret skulle udstyres med en offensiv kapacitet. Efter nederlaget i 2. Verdenskrig, var det USA der udformede Japans nye forfatning. I dennes artikel 9 står der, at Japan aldrig mere må have et militær. Der kom kun til at gå 6-7 år før USA blødede op for dette og tillod Japan at etablere et «defensivt» militær. Det skete under Koreakrigen, hvor USA havde brug for japansk oprustning. Siden blev undskyldningen for Japans militær Nordkorea. I tråd med USA's stigende aggression rettet mod Kina retter oprustningen sig nu officielt mod Kina. Japans oprustning vækker stor bekymring i Korea og Kina. Det var Japan der under 2. Verdenskrig besatte, Korea, Kina og resten af Syd- og Østasien hvor de begik omfattende krigsforbrydelser. Japans radikale højrefløj har i årtier arbejdet for Japans oprustning. Den massive oprustning skal primært bruges på indkøb af våben fra USA og på udvikling af nye våbensystemer. (Japan plans to double military spending, wsws.org 20/12 2022)

 

Social struktur

Selve grundtrækkene ved den japanske sociale struktur kan formuleres som kollektivisme og vertikalitet - i hvert fald indtil for ganske nylig. Kollektivismen kommer til udtryk i den berømte japanske gruppementalitet; En solidaritet overfor familie, virksomhed, firma, institut, ministerium og med Japan selv. En japaner opfatter sig som repræsentant udenfor gruppen, og som en del af et «corpus mysticum» indenfor gruppen. Målet med en diskussion er nå frem til enighed. Dette opnås gennem en lang og indviklet proces - set med vestlige øjne - hvor ingen går for langt for ikke at bryde gruppesolidariteten og for ikke at komme i en position, hvor det bliver vanskeligt at efterleve den senere beslutning. Dette giver en voldsom styrke til gruppen, og til den enkelte som er med, og som kan stole på, at gruppens medlemmer vil støtte og hjælpe i livets vanskelige situationer.

Vertikaliteten kommer til udtryk i en stærk kaste- snarere end klasseinddeling, og i at japanere synes at bevæge sig meget mere i vertikale end horisontale forhold. I Tokugawaperioden fandtes der fire grupper under feudalherrerne: shi (også kaldet samuraier, krigere, lavadel); no (bønder); ko (håndværkere) og sho (købmænd). Dette er den samme inddeling som i Kina, men der kaldtes de shik, nung, kung, shang. Købmændene er steget op fra en status, der ikke var så forskellig fra jøder og sigøjnere i Europa; Bønderne er blevet behandlet bedre end i Europa, for ikke at snakke om Indien, Håndværkerne er blevet arbejdere og samuraierne intellektuelle. Men selve grundlaget for det moderne japanske kastesamfund er ikke længere fødsel, men uddannelse. Højest står de som formår at komme ind ved de to topuniversiteter: Tokyo Daigakku og Kyoto Paigakku. De er den nye adel. Dernæst følger en række Universiteter i streng rangfølge, men stort set med de statslige - plus enkelte private - eliteuniversiteter og resten i anden række. Det japanske samfund er i dag organiseret omkring de grupper, som er uddannet ved disse universiteter. At komme ind ved et eliteuniversitetet er derfor det vigtigste mål i et ungt menneskes liv. Optagelserne finder sted i marts-april, som er de måneder hvor der sker flest selvmord.

Kombiner man vertikalitet med kollektivisme og man får et samfund, som med voldsom energi vil gøre det, som ledelsen mener det skal gøre. Hvis ledelsen vil krig, bliver der krig; Vil ledelsen have fred, bliver der fred. De samme japanere som med glød havde ofret deres liv i kampen mod nordamerikanerne som kamikazeflyvere og styrtet sig ned med fly mod krigsskibene, blev de lydigste og venligste mennesker nogen besættelsesmagt kunne ønske sig. Da de ikke længere var i krig, opfattede ledelsen alle handlinger - selv den mest skrigende økonomiske aggression mod lande i Sydøstasien - som «fred». Raseringen af skove i Malaysia, af øer i Indonesien, udbytning af arbejdere som slider under umenneskelige forhold i Sydkorea i japansk ejede firmaer, ligger stort set udenfor den japanske samfundsdebat - som den i øvrigt også gør det i størstedelen af det kapitalistiske Vesteuropa og Nordamerika.

Vertikaliteten er en magt-vertikalitet mere end privilegie-vertikalitet. Bortset fra restaurantbesøg m.m. på firmaets bekostning og sort bil med blondegardiner og chauffør med hvide hansker, er der ikke så stor forskel på en japansk direktør og en fagarbejder. På arbejdet går de f.eks. ens klædt og spiser gerne i den samme kantine. Men magtkoncentrationen er enorm - langt større end i Vesten. Lønniveauet er en dårlig indikator på levestandard, for et japansk firma tager sig langt mere af sine ansatte end vestlige firmaer gør. F.eks. arrangerer de ofte giftermål, ture, frokoster, skaffer meget billige lejligheder, har feriesteder o.l. På den anden side er det gennemgående en forudsætning, at man bliver i det firma/universitet/ministerium etc. man en gang er startet i. At forlade det er forræderi mod alle de, der har taget sig af en. Det er også uøkonomisk: Lønnen øger langt stærkere med ancienniteten end i Vesten. Den beregnes ikke efter eksamensår, men efter ansættelse i firmaet. Man er også stort set garanteret mod arbejdsløshed: Forpligtigelsen til at beholde en arbejder anses som absolut, når han eller hun først er ansat.

Feudalisme, kapitalisme, socialisme

Både kollektivismen og vertikaliteten peger stærkt i feudal retning, selv om visse træk ved ejendomsforholdene minder om kapitalisme. Men samtidig har Japan også stærke træk tilfælles med de tidligere socialistiske lande i Østeuropa - især central planlægning. Der eksisterer et statskapitalistisk samarbejde mellem private firmaer og statslige ministerier langt ud over det der findes i Vesten, bedre gennemtænkt, mere langsigtet og man kunne næsten sige, langt mere intelligent. En årsag til sidstnævnte er, at i Japan går universiteternes bedste kandidater til staten, andenrangs kandidaterne til erhvervslivet, og de resterende bliver på universitetet - hvilket kan mærkes; I Vesten er det stik modsat - hvilket også kan mærkes. En vigtig forhandling mellem statslige delegationer fra Japan og et land i Vesten er derfor et møde på et meget forskellig grundlag: Japanerne vil som regel ikke kun være overlegne, men desuden være overlegne nok til at magte at skjule dette.

Som velfærdssamfund fungerer Japan godt for den der er sikret i et firma o.lign. og har familie; Men meget dårligt for den som falder udenfor dette mønster - særlig de ældre. Selvmordshyppigheden er da også specielt høj blandt ældre kvinder. Og kvindernes stilling minder stærkt om f.eks. Danmark i det forrige århundrede, men med en meget vigtig forskel: de har stor magt i hjemmet. Det er f.eks. almindeligt, at kvinden får lønnen udleveret og giver manden lommepenge, som han da går på bar for (med barpiger). Ægteskab arrangeres fortsat gennem en tredje part. Initiativet kan komme hvor som helst fra, så længe det ser ud som om den tredje part - ofte en direktør eller en professor - er den der står bag. Det er almindeligt i Japan at sige: «Vore ægteskaber begynder «arrangeret» og udvikler sig til kærlighedsægteskaber; i Vesten er det omvendt.»

Et system som på denne måde forener feudale, kapitalistiske og socialistiske træk - for igen at anvende vestlige kategorier - har både styrker og svagheder. Styrken er klar, den har vi allerede set. Svagheden er blandt andet en vis blindhed, en mangel på indre kontrol fra befolkningen fordi den fortsat er meget loyal overfor ledelsen - dvs. den konservative regering. En anden svaghed er, at japanerne selv ser ud til at miste noget af entusiasmen for modellen og bliver stadig mere interesseret i at være mindre flinke, produktive og kollektivistiske. De bliver mere interesseret i at finde deres egen stil, mere i kontakt med natur og kunst og med hele den strenge og enkle, men krævende æstetik, som præger al japansk kunst.

A.J. og Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 18/2 2024

Læst af: 396.831