 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Jøde
Jøde, betegnelse for mennesker som enten 1) bekender sig til den jødiske religion (jødedom) eller 2) er en del af den etniske gruppe «jøder».
Som religion er jødedommen overleveret gennem torahen og de øvrige bibelske skrifter samt den rabbinske tradition for tolkningen heraf, samlet i den babylonske og den jerusalemske talmud. Ifølge den rabbinske jura er en jøde et menneske, hvis mor er jøde (se Slægtskab). I den religiøse opfattelse ligger der altså et etnisk element.
Det er uvist hvornår de jødiske kongeriger Juda og Israel opstod, men måske mellem 800 og 700 f.v.t. I 586 f.v.t. erobrede Nebukanesar Juda, ødelagde templet og førte en del af indbyggerne i eksil i Babylon. Hermed begyndte diasporaens historie, for siden har store dele af jøderne boet udenfor det oprindelige Juda/Israel. Selvom en del af de eksilerede siden fik lov til at komme tilbage, forblev Babylon i flere hundrede år et jødisk, kulturelt centrum. Sandsynligvis er de persisk-jødiske, de indiske-jødiske og de kinesisk-jødiske grupper opstået ved en videre emigration østpå. I 63 f.v.t. erobrede romerne Israel. Besættelsen førte til flere oprør, bl.a. den jødisk-romerske krig 66-70, som endte med det andet tempels ødelæggelse, og Bar Kokhba opstanden 132-135.
I løbet af de første par hundrede år evt. var området ikke længere beboet af folk som talte hebraisk (eller aramæisk, som de havde lært i Babylon). Derimod var græsk det almindelige talesprog. Hebraisk og aramæisk blev holdt i live som en del af den religiøse tradition, men som døde sprog. Jøderne blev i stort tal bragt til Europa som slaver, ligesom mange emigrerede mod nord og til Nordafrika. Jøderne kom til at tale mange forskellige sprog, men fastholdt det hebraiske alfabet til de fleste af sprogene.
Jøderne indtog en særstilling efter kristendommens sejr, fordi de kristne på den ene side akcepterede, at jøderne havde været Guds udvalgte folk, men på den anden side mente, at jøderne var blinde og stædige, når de ikke ville indse, at Jesus var messias. Kirkens holdning var overordnet, at jøderne ikke skulle forfølges eller tvangsdøbes, men leve under visse indskrænkninger med ret til at praktisere deres religion. Jøderne måtte derimod ikke missionere, men der kendes mange eksempler på konversioner - således khazarfolket som i 800-tallet gik over til jødedommen. I middelalderen i forbindelse med korstogene og pesten kom det til forfølgelser og massemord på jøder. En bølge af uddrivelser fra England, Frankrig, flere tyske stater, Spanien, Portugal, flere italienske stater drev jøderne rundt i Europa fra omkring 11-1200-tallet til 17-1800-tallet og flyttede både de religiøse og kulturelle jødiske centrer med sig.
I kølvandet på den kristne holdning til jøderne udvikledes dels blandt nidkære katolikker, dels blandt protestanter (f.eks. Luther) og dels i den folkelige tradition en række antijødiske fantasier. F.eks. at jøderne foretog ritualmord på små kristne drenge. Eller at de ville stjæle eller købe alterbrødet (hostien) for at vanhellige den. Eller at jøderne pønsede på at vinde verdensherredømmet. De oprindeligt religiøst farvede forestillinger blev i det 20. århundrede til antisemitisme, den forestilling at jøderne udgjorde en race, den semitiske, som var helt forskellig fra den ariske. Denne biologiske racisme vandt stor udbredelse mod 1800-tallets slutning.
I 1800-tallet fandtes der flere distinkte jødiske kulturer i verden. Den største kultur var den ashkenaziske i Østeuropa, hvis medlemmer talte jiddish. Ved siden af den var der den sefardiske kultur på Balkan og i det osmanniske rige, hvis medlemmer talte judezmo (også kaldet ladino). I resten af Europa var der blandinger af de to første grupper, som meget ofte enten talte jiddish eller det indfødte sprog. I Nordafrika og i dele af Mellemøsten fandtes store grupper af jøder, som talte judeo-arabiske dialekter. I Persien og de tilgrænsende områder fandtes en lang række forskellige jødiske grupper, som talte judeo-persiske eller judeo-aramæiske sprog. I Ethiopien var der en større jødisk gruppe, som talte amharisk. I Indien var den en gruppe, som talte mahrathi og i Kina en gruppe som talte mandarin.
Op igennem 1800-tallet udvikledes nye ikke-religiøse former for jødiskhed. Den første var haskala, en rationalistisk præget oplysningsfilosofi. Senere var det revolutionære strømninger, som mod århundredets slutning udmøntedes som en særlig jødisk socialisme (bundisme). Også forskellige former for nationalisme udvikledes under betegnelsen zionisme. Zionismen ville samle de spredte jødiske samfund på ét sted og oprette en ny jødisk stat. På grund af forfølgelser i Rusland emigrerede i samme periode mere end to millioner jøder fra Østeuropa til USA.
Den moderne antisemitisme kulminerede i 1900-tallet under nazismen, hvor Hitler satte jødernes fysiske udryddelse på dagsordenen. I industrielt indrettede dødslejre lykkedes det nazisterne at udrydde næsten 6 millioner jøder, stort set hele den østeuropæiske jødedom.
I løbet af 1900-tallet emigrerede mange zionister til Palæstina og oprettede kolonier dér. Under og efter anden verdenskrig tog indvandringen til. Efter et mislykket delingsforsøg fra FNs side proklameredes staten Israel. I dag bor verdens to største jødiske grupper i USA og Israel.
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 148.072