Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Studenteroprør i USA

1968 var et afgørende vendepunkt for klassekampene i både Øst- og Vesteuropa. Mest markant førte Prag foråret i Tjekkoslovakiet til sovjetisk invasion og omstyrtning af regeringen, mens majrevolten i Frankrig bragte barrikader til Latinerkvarteret og en generalstrejke, der involverede 10 millioner.

I USA var samme års begivenheder omfattende og traumatiske. På den militære front var vi vidne til Tet-offensiven. Et angreb af hidtil ukendt omfang fra Nordvietnams side på militærbaser og US kontrollerede byer i Sydvietnam. Dette år fandt også My Lai massakren sted, som da den 2 år senere blev offentlig kendt trak det moralske grundlag væk for USA's krigsførelse. Præsidentkandidat Robert Kennedy blev myrdet og det samme blev borgerrettighedslederen Martin Luther King. Mordet på sidstnævnte førte til oprør i 168 nordamerikanske byer, og nævnes ofte som den vigtigste faktor i den Afro-Amerikanske bevægelses overgang til Black Power militans.

Endelig gik USA's radikale studenterbevægelse ind i sin mest aktive fase. Mellem januar og juni 1968 fandt der over 200 studenterdemonstrationer sted, hvoraf 59 også bestod i besættelse af bygninger. En af de mest bemærkelsesværdige var strejken på Columbia University, der rejste en række fundamentale spørgsmål: racismen vendt mod sorte (universitetet var i gang med at bygge en ny gymnastiksal) trods ønsker fra det nærliggende Harlem; Universitetets forbindelser med krigsmaskinen og manglen på demokrati.

Den brutalitet politiet i New York tog i anvendelse i sit angreb på de protesterende Columbia studenter chokerede nationen, og mange af de radikale krav blev opfyldt. Studenterbevægelsen stod atter i centrum, da massedemonstrationer i august blev slået ned under det Demokratiske Partis Nationalkonvent i Chicago. (The whole world is watching - fremstilling i tekst og billeder i anledning af 50 året for de voldsomme kampe mellem militær, politi og demonstranter i Chicago, Guardian 19/8 2018)

Alligevel kan man dårligt påstå, at begivenhederne i 1968 samlet satte spørgsmålet om magten på dagsordenen, som det skete i Prag og Paris. Trods alt blev Tet-offensiven slået. Den sorte borgerettighedsbevægelse efter King, var nok mere militant, men også mere opsplittet, og greb infiltreret af politiet ofte til ultra-venstre metoder. Studenterbevægelsens flagskib var SDS (Students for a Democratic Society) med over 100.000 medlemmer. Den blev imidlertid sprængt i foråret 1969 og opnåede ikke siden blot skyggen af sin tidligere enighed.

Protesterne ved det Demokratiske partikonvent i Chicago formåede ikke at sikre «»fredskandidaten» Eugene McCarthys nominering. Istedet vandt Richard Nixon efterårets præsidentvalg. Faktisk var det i samme valg, at den åbent erklærede racist George Wallace og hans American Independent Party fik 14% af stemmerne. De 2 kandidater fik tilsammen 57% af stemmerne, hvilket indikerede en stærk højreorienteret tendens i den nordamerikanske vælgerskare. Valget i 1968 fortolkes oftest som en højreorienteret sejr, der indledte den største politiske omgruppering siden depressionen i 30'erne, og samtidig forspillet til «Reagan-revolutionen».

Bevidsthedsforandringer

1968 var ubetinget et bevidsthedsmæssigt vendepunkt for store dele af studenteraktivisterne på den Nye Venstrefløj. De begyndte at revidere deres tidligere vurderinger af «Den gamle Venstrefløj». Mange konkluderede, at den politiske ledelse af revolutionære-demokratiske forandringer må baseres på en multinational arbejderklasse, uddannet udfra et socialistisk program og organiseret professionelt. Men disse konklusioner udsprang i højere grad fra vore observationer af de positive begivenheder i bl.a. Frankrig og Italien, end af egentlige revolutionære resultater i USA uanset vores beundring af de Sorte Panteres kampvilje, af Young Lords, af American Indian Movement, Brown Berets og andre begivenheder.

Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at en betydelig del af den nye venstrefløj brød med den position den indflydelsesrige Frankfurterskole filosof, Herbert Marcuse stod for, hvor den «bestukne arbejderklasse» blev set som problemet, og studenter samt undertrykte minoriteter som hele løsningen.

Mange aktivister fik et nyt syn på klassekampene i USA, fagbevægelsens aktuelle situation samt de kommunistiske og trotskistiske bevægelsers historie. De begyndte at udvikle en vision af de nordamerkanske arbejdere som revolutionens subjekt. Deriblandt de Afro-Amerikanske arbejdere, der allerede havde sat sig i bevægelse i byer som Detroit, og ville komme til at spille en ledende rolle i de fremtidige kampe.

Alligevel plejer fokuseringen på 1968 i USA at koncentrere sig om de hvide studenters erfaringer. De fleste af de kampe året huskes for, involverede radikaliserede studenter, ofte på eliteuniversiteterne, der besatte bygninger, arbejdede for Eugene McCarthy i et «børnekorstog», og massemobiliserede til protesterne ved det demokratiske partikonvent i Chicago.

Klicheerne omkring 1968 tenderer også mod at reducere den sorte befrielseskamp til martyrier og vold i byerne. Realiteten er, at den Afro-Amerikanske bevægelses politiske historie roterer omkring en række aksler, startende med borgerrettighedsbevægelsen i 1950'erne og Malcolm X i starten af 60'erne. Også den halv-autonome dynamik der findes blandt Chicanoerne, Puerto Ricanerne og den indianske bevægelses kampe bliver i nogen grad marginaliseret af fikseringen på 1968.

For Bøssebevægelsen er den skelsættende begivenhed Stonewall oprøret i 1969, og for kvindebevægelsen højesteretsbeslutningen i 1973 om at legalisere abort.

Generelt betyder forsøget på at finde et enkelt år, hvor alle disse bevægelser stod stærkest, at forståelsen af bevægelsernes udvikling forvrænges. I sin bog: «Daring to Be Bad: Radical Feminism in America, 1967-75» udgivet i 1989, beskriver Alice Echols f.eks. den militante del af den feministiske bevægelses udvikling som et kontinuum af begivenheder og episoder. Primært i perioden 1968-73.

Alternative perspektiver

Der er kun få af begivenhederne, der fandt sted i 1968, der kan vurderes uden at blive sat ind i en historisk sammenhæng - ifht. udviklingen de følgende par år. F.eks. var studenterbevægelsen nok på sit højdepunkt i 1968, men det gennemløb en dyb krise i 69. Samme år fandt Woodstock festivalen sted. Den ekstreme venstrefløj gennemførte sine «Vredens dage» i Chicago. Sorte Panter lederne Fred Hampton og Mark Clark blev myrdet, og endelig besatte American Indian Movement Alcatraz fængslet. Alle sammen begivenheder der var med til at give 60'erne rygtet om radikalitet.

Hvis vi tager massedemonstrationer mod regeringens politik som udtryk for politisk slagkraft, er 69 skelsættende som året for Vietnam moratoriet med en stor demonstration i oktober, og en massiv march mod Vietnamkrigen i Washington D.C. i november. Samtidig kan det slås fast, at højdepunktet i studenterprotesterne hverken fandt sted i 68 eller 69, men derimod i maj 70, da 60% af USA's 2500 højere uddannelsesinstitutioner var centrum for studenterprotester i kølvandet på USA's invasion af Cambodia, og nedskydningen af studenter på Kent State og Jackson State universiteterne.

1968 kompromitteres som revolutionært år i USA, fordi det samtidig var et valgår. Det er vigtigt at forstå den omklamring det Demokratiske Parti siden 30'erne og frem til i dag har udsat radikale politiske strømninger for. Uden egne selvstændige politiske organisationer, omklamres og demobiliseres radikale politiske strømninger i USA næsten altid når, liberale politikere træder ind på scenen og lover, at de vil tage sagerne op, når de blot er underordnet hensynet til at hive stemmerne hjem ved det kommende valg.

Det var også klart tilfældet i 1968, da den radikale bevægelses stærkeste kraft var modstanden mod Vietnamkrigen. Eugene McCarthys kampagne for at blive opstillet som præsidentkandidat opslugte energien fra tusinder af aktivister og drømmene fra mange flere. Men McCarthy blev på demokraternes konvent besejret af Hubert Humpfrey, der ikke var vendt mod krigen. Det fik bevægelsen til at gå i opløsning i løbet af efteråret 68. Da Richard Nixon i januar 69 satte sig i præsidentstolen, var bevægelsen så godt som død, og det var først hans udenrigsminister Henry Kissingers beslutning om at bombe Cambodia, der atter satte gang i massebevægelsen.

Udfra et marxistisk synspunkt er det også interessant at analysere arbejderbevægelsens udvikling i 68. Det er symbolsk, at Martin Luther Kings formål med at tage til Atlanta - hvor han blev myrdet - var at støtte Afro-Amerikanske renovationsarbejdere. Alligevel forholdt det meste af USA's arbejderklase sig i ro i 68, eller støttede i nogle tilfælde direkte krigen. Nogle fagforeninger - specielt de traditionelt venstreorienterede - støttede selvfølgelig krigsmodstanden, men det fysiske angreb i 1970 fra bygningsarbejdere i New York mod anti-krigsdemonstranter, er nok det bedst kendte eksempel på faglig aktivitet ifht. Vietnam.

Udfra et økonomisk perspektiv blev arbejderklassen ikke dramatisk berørt før den økonomiske recession i 1969-71. I august 71 introducerede præsident Nixon så sin «Nye økonomiske Politik». Den indebar stop for løn- og prisstigninger, føderale kontroller, devaluering af dollaren og øget importtold. En dybere recession indtrådte i 1973-75.

Sekvens af højdepunkter

1968 blev et skelsættende år i USA - men kun for bestemte grupper og fra bestemte synsvinkler. En mere præcis rekonstruktion af det politiske landskab afslører en række højdepunkter, der hver for sig bygger på hinanden, men som aldrig virkeligt massivt løb sammen, og derfor ikke kunne skabe det «vendepunkt», der blev skabt i Frankrig. Det er klart, at rygtet om politisk passivitet der var hæftet på 50'er generationen, definitivt blev fjernet - selvom rygtet også i nogen grad var overdrevet. Protester blev legitimerede. En holdning der har holdt frem til vore dage, trods bevægelsernes svækkelse.

Hvis årene 1968-71 betragtes som et hele, markerer de tydeligt afslutningen på «Amerikas århundrede» - perioden efter 2. Verdenskrig hvor USA uhæmmet kunne udfolde sin magt i den 3. Verden, og stort set kun blev holdt tilbage af frygten for Sovjets missiler.

1968 var samtidig året hvor Demokraternes liberalisme tabte pusten, efter at Johnson administrationen klart havde spillet fallit ifht. den stigende racisme, fattigdommen og den imperialistiske krig.

Disse to forhold lagde grundlaget for udviklingen af revolutionære socialistiske organisationer i 1970'erne. Dette er samtidig det mest oversete forhold i den store mængde skolebøger, memoirer og antologier der de seneste 10 år er blevet publiceret om 60'ernes radikalisme.

Vietnamkrigens afslutning efterlod titusinder af radikaliserede aktivister uden mål for fokuseringen af deres politiske og organisatoriske energi. Mange fulgte deres samtidige og udviklede inspireret af 68 begivenhederne internationalt en socialistisk bevidsthed. Nogle blev medlemmer i eksisterende marxistiske organisationer, der i de foregående 10 år havde gjort sig bemærket: især Kommunistpartiets ungdomsgruppe, Young Workers Liberation League (Unge arbejderes befrielsesliga), Socialist Workers Party (Socialistisk Arbejderpartis) ungdomsgruppe og Internationale Socialister.

Mange flere blev imidlertid tiltrukket af maoismen udfra en illusion om, at maoisme var en mere militant tendens, og fordi maoisme var udviklet udenfor Europa, tæt ved Vietnam og derfor syntes at være mere i overenstemmelse med de antiracistiske og anti-imperialistiske kampe. Bortset fra Progressive Labour Party (det Progresive Arbejderparti) og Communist Labour Party (Kommunistisk Arbejderparti), blev de fleste maoistiske grupper startet af folk fra den nye venstrefløj - ikke veteraner fra den ældre generation.

Desværre forbandt de maoistiske bevægelser i USA sig med et meget ustabilt regime, der var i stand til at støtte reaktionære regeringer, og udarbejde anti-sovjetiske konspirationsteorier, der ikke stod tilbage for den frådende antikommunist Joe McCarthy. Sektarisme og splittelser overgik hurtigt rekorden blandt USA's trotskister, og nogle af maoisterne reintroducerede anvendelsen af vold mod rivaler på venstrefløjen.

Ved slutningen af 70'erne var mange af de, der efter 68 havde erkendt nødvendigheden af at udvikle leninistiske organsiationer, nødt til atter at tænke sig grundigt om. Der fandtes næppe en organisation, der havde nydt godt af de mange 68'er unge, der ikke samtidig havde oplevet dyb splittelse og massivt tab af medlemmer. Det gjaldt også kommunistpartiet, Socialist Workers Party og International Socialists. De fleste maoistiske grupper - deriblandt nogle der havde udviklet pro-albanske synspunkter - forsvandt simpelthen. Samtidig var en betydelig del af aktivisterne søgt tilbage i den akademiske verden, hvor den erklærede post-marxisme var et sikkert adgangskort til de akademiske super-star konferencer. 60'er generationen var i krise. En krise den hverken fuldstændigt var bukket under for, eller havde fundet en effektiv løsning på.

A.W.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 12/9 2018

Læst af: 53.009