Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

CIA

CIA (Central Intelligence Agency), nordamerikansk terrororganisation. Oprettet 1947. Årlig budget: ukendt, men antageligt flere snese milliarder dollar. Ansatte: ukendt, men mindst 15.000. Endvidere mange tusinde kontakter, informanter og andre typer af medarbejdere (betalte og ubetalte) over hele verden. Fra 2001 fjernede USA's regering alle begrænsninger for CIA's virksomhed. Efterretningsorganisationen bryder i dag systematisk:

• Torturkonventionen
• 4. Genevekonvention
• Menneskerettighedskonventionen

Der er altså ikke tale om efterretningsvirksomhed, men om en terrororganisation med global rækkevidde, der systematisk gennemfører bombeattentater, torterer og henretter politiske modstandere og gennemfører misinformationskampagner for at fremme det narrativ USA ønsker udbredt. Organisationens terrorvirksomhed er overvejende koncentreret udenfor USA, da supermagten har andre organisationer med ansvar for terror internt i USA.

Organisationens oprindelige og formelle opgave var at «sammenholde og vurdere efterretninger som angår den nationale sikkerhed», og den fik også en vis koordinerende rolle i forhold til de andre nordamerikanske efterretningsorganer (dvs. de hemmelige tjenester som drives af de forskellige våbengrene, Pentagon og udenrigsministeriet). Meget hurtigt blev CIA's vigtigste opgave imidlertid at foretage hemmelige aktioner, som skulle tjene «USA's sikkerhed»; i praksis at modarbejde venstrefløjen, revolutionære, nationalister og antikapitalister over hele verden. CIA blev et af USA's vigtigste våben i den kolde krig i arbejdet for at sikre nordamerikansk politisk og økonomisk dominans i Europa, og et redskab til at hindre befrielsesbevægelser og anti-imperialistiske grupper i at vinde frem i den tredje verden. CIA blev for USA et middel til at støtte reaktionære, USA-venlige regimer, og dermed sikre nordamerikanske økonomiske og politiske interesser, uden at gå til åben, militær aktion. Militære aktioner i «gammeldags» forstand er også blevet brugt (i f.eks. Libanon (1958), Den dominikanske republik (1965), Grenada (1983), Panama (1989), Iraq (1991), Jugoslavien (1999) samt naturligvis Indokina), men nordamerikanerne har i høj grad prøvet at vinde terræn gennem CIA's mere fordækte metoder. De består bl.a. af vold og magtmisbrug, men gerne i mindre skala, samt anvendelsen af dækorganisationer, stråmænd og specialtrænede agenter. Det åbne «kanonbådsdiplomati» blev fra slutningen af 1960'erne stadig mere risikofyldt, og samtidig mere upopulært hos de multinationale selskaber. CIA's metoder - fra bestikkelser til drab - kan give lige så gode «resultater» uden at skabe de problemer, som den åbne militære intervention.

Folkevalgte organer har ingen reel kontrol med CIA, som i realiteten styres fuldt ud af præsidenten, hans nærmeste medarbejdere og de interesser, de mener skal tjenes. Langt de fleste større hemmelige aktioner er godkendt af den øverste politiske ledelse. Præsident Kennedy godkendte f.eks. selv den mislykkede CIA-invasion af Cuba i 1961. En fuldstændig liste over hvad vi i dag kender til af CIA-aktioner de seneste 30 år ville fylde hele bøger. Her er nogle hovedpunkter:

I 50'erne brugte CIA milliarder af dollars på at «stabilisere» Vesteuropa, ved i stor stil at finansiere og infiltrere en række europæiske og internationale organisationer, og sikre sig at deres holdning og virksomhed blev klart anti-kommunistisk og pro-amerikansk. CIA-agenter blev plantet i sekretariater og bestyrelser, og CIA prøvede systematisk at forme holdninger, meninger - og nyheder. Presse- og forlagsfolk blev købt, fagforeningsfolk og politikere trukket ind i kursusvirksomhed og anti-kommunistisk arbejde. Fjenden var den informerede, nøgterne opinion. I løbet af sin eksistens har CIA udgivet mindst 1.000 bøger - som regel uden at opgive hvem der står bag udgivelsen. Nogle af bøgerne er rene forfalskninger, andre omskrev eller «pyntede på» faktiske begivenheder. Nyhedsreportere og nyhedsorganer er blevet brugt som dække for CIA-agenter, og CIA har desuden haft mindst 80 nordamerikanske journalister på sin lønningsliste. Mindst 800 udenlandske journalister og mediefolk er blevet betalt af CIA, og tidligere CIA-chef William Colby har offentlig erkendt, at disse ofte fik direkte besked om hvad de skulle skrive. CIA har ejet eller finansieret mere end 50 nyhedsorganer rundt omkring i verden: aviser, tidsskrifter, radiostationer, nyhedsbureauer. De har spredt pro-amerikansk propaganda og formidlet provestlige og prokapitalistiske synspunkter.

Bestikkelser og pengebidrag til personer og partier som regnes som pro-amerikanske og anti-socialistiske har været en normal CIA-praksis. I Mellemøsten har en lang række højreorienterede politikere modtaget CIA-penge, både for at sikre våbensalg og sikre arabisk modarbejdelse af radikale, nationalistiske grupper - f.eks. palæstinenserne, i de arabiske lande. I Italien fik de kristeligt demokratiske partigrupper og kandidater i 1970'erne 75 millioner dollar til valgarbejdet mod kommunisterne. CIA's arbejde for at hindre valget af Allende i Chile er velkendt, og ligeså bevillingerne som gjorde det muligt at opretholde den lastbilejerstrejke mod Allendes politik som førte til hans fald.

Infiltration i fagbevægelsen og massiv økonomisk støtte til oprettelse af anti-kommunistiske, klasse-samarbejdende, pro-amerikanske fagforeninger, har været en hyppig CIA-opgave. Det var tilfældet i Europa efter 2. verdenskrig, og har siden 1960'erne været koncentreret i Latinamerika. Provokationer, f.eks. i form af falske breve og dokumenter som bliver «fundet» under arrestation af venstreradikale personer, er blevet brugt som metode til at skaffe beviser på «undergravende virksomhed», og der er ingen tvivl om, at organisationen også har en række politiske mord på samvittigheden. Der har f.eks. været mange CIA-planlagte mordforsøg på Fidel Castro, og CIA stod også bag drabet på Patrice Lumumba i Congo i starten af 60'erne.

CIA har egentlig ikke formelt lov til at arbejde indenfor USA, men har i mange år drevet forskellige former for hemmelige aktioner, også overfor venstrefløjen i selve USA. Telefoner bliver aflyttet; breve bliver åbnet. Det er dokumenteret, at til og med kongresmedlemmer er blevet ulovligt overvåget. Under Vietnamkrigen blev aktivisterne i protestbevægelsen intenst overvåget, og provokationer og trusler blev taget i anvendelse for at begrænse deres virksomhed. CIA's falske meldinger om forhold ude i verden blev samtidig spredt i de nordamerikanske aviser.

CIA har efterhånden koncentreret en større mængde våben og ammunition, og har en kampevne som overgår de fleste af verdens stående hære. Det vrimler med eksempler på, hvordan CIA har støttet - og delvis taget initiativet til - kontrarevolutionære kup og krigshandlinger. Militærkuppet i Guatemala i 1954, Indonesien, Cuba-invasionen i 1961, de CIA-finansierede og CIA-ledede «private» hære i Laos og Vietnam i 60'erne, Angola i 1976, stedfortræderkrigen mod Nicaragua i 80'erne og krigen mod oppositionen i Mellemamerika i samme årti er blot nogle af de mere kendte eksempler. CIA's medansvar for overgrebene under Vietnamkrigen er særlig stort. Ikke mindst fordi organisationen udformede og gennemførte det såkaldte Phoenixprogram, hvor mindst 20.000 vietnamesere blev dræbt, blot på mistanke om at de hørte til befrielsesbevægelsen.

CIA har også gennemført en del almindelig militær spionage, og var bl.a. ansvarlig for U-2 flyvningerne over Sovjet i 1950- og 60'erne. I dag regner man med, at den væsentligste del af denne form for overvågning foretages med satellitter, og ved hjælp af lyttestationer, fortrinsvis bemandet med CIA-agenter, i lande med pro-amerikanske regeringer. USA har gennem sin kontrol med produktionen af krypteringsudstyr internationalt (herunder også i Schweiz) kunne læse med i fremmede staters ambassadekommunikation, fået indbygget bagdøre i offentligt tilgængelige kommunikationsprogrammer der gør det muligt for dem at læse med i privates og virksomheders kommunikation, og aflytter rutinemæsigt telefonkommunikationen internationalt.

Industrispionage er imidlertid blevet stadig vigtigere - specielt efter sammenbruddet i Sovjetunionen og Østeuropa i 1989-92. Det er helt i tråd med de grundlæggende forudsætninger for CIA's arbejde: at de nordamerikanske økonomiske interesser skal sikres overalt i verden.

CIA er iøvrigt selv et transnationalt selskab. Organisationen driver en lang række indtægtsgivende virksomheder og selskaber i ind- og udland, først og fremmest for at give sin virksomhed et effektivt dække. Overskuddet herfra kan anvendes til de hemmelige aktioner. Den såkaldte Iran-Contra skandale der blev afdækket i USA i slutningen af 80'erne bestod netop i, at USA i hemmelighed solgte våben til Iran og brugte overskuddet fra dette salg til at financiere sin krig mod Nicaragua - i strid ikke blot med folkeretten men også beslutninger i kongressen.

USA har sat lighedstegn mellem begrebet «en fri verden» og en verden præget af det kapitalistiske system, hvor nordamerikanerne har sikret sin råvaretilgang og sine lønsomme investeringer. Når dette system skulle beskyttes, brugte man tidligere militærmagt, og det var noget den nordamerikanske stat selv officielt stod for. Nu har CIA fået tildelt en væsentlig del af denne opgave, og midlerne er blevet mere raffinerede. De har ændret sig noget, i takt med udvidelsen af det nordamerikanske imperium, og de nye former for udbytning som moderne industrialisering og transnationale selskaber repræsenterer.

23 CIA agenter blev i november 2009 kendt skyldige ved en domstol i Milano for bortførelsen af den ægyptiske imam Abu Omar i 2003. Agenterne bortførte ham og bragte ham til Ægypten, hvor han gennem flere år blev underkastet tortur og anklaget for terrorisme. Han blev aldrig anklaget, men er fortsat overvåget af de ægyptiske myndigheder. CIA's Milano chef blev idømt 8 års fængsel, mens 22 andre agenter fik hver 5 års fængsel. De blev samtidig dømt til at betale 1 mio. € i erstatning til Omar og ½ mio.  € i erstatning til hans hustru. Bortførelsen var et led i USA's såkaldte rendition program, hvor supermagten i specielt 2001-07 systematisk krænkede Torturkonventionen ved at bortføre mistænkte og lade dem underkaste tortur i klientstater. USA nægtede at udlevere de 23 til retsforfølgelse i Italien, og de blev derfor dømt in-absentia.

CIA arbejder naturligvis også i Danmark. Som i mange andre lande, har mange agenter USA's ambassade som dæk-adresse. CIA havde i 1950'erne fuldt kendskab til Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) overvågning af DKP, og det må formodes at spionageorganisationen ligesom i NATO lande også har et tæt samarbejde med det ikke-militære efterretningsvæsen, i Danmarks tilfælde Politiets Efterretningsvæsen (PET). PET Kommissionen kunne i 2009 afsløre, at CIA i det mindste agerede åbent i Danmark med PET's fulde viden. CIA havde rekrutteret SF's daværende formand Aksel Larsen, og som tak for at CIA fik lov til at agere åbent fik PET afskrifter af CIA's samtaler med Larsen.

Efter angrebene på USA i september 2001 gav regeringen CIA frie tøjler til oprettelse af torturcentre over hele verden. De mest kendte var Guantanamo på Cuba, Abu Ghraib i Iraq og Bagram basen i Afghanistan, men tjenesten opbyggede også mindre kendte centre i en lang række andre lande - supermagtens vasalstater i Østeuropa, Mellemøsten og Sydøstasien. Efter Obama vandt præsidentvalget i 2008 begyndte Kongressens efterretningskomite at interessere sig for CIA's kriminelle aktiviteter. En undersøgelse der kom til at strække sig over mange år, men som ikke fik nogen speciel opbakning fra Obama administrationen, der i stedet opfordrede Kongressen til at «se fremad». Kongressens efterforskere kunne påvise, at CIA havde ødelagt en lang række beviser for sine kriminelle aktiviteter, men at den øverste ledelse gennem hele perioden havde fuldt kendskab til aktiviteterne. (Inside the fight to reveal the CIA's torture secrets, Guardian 9/9 2016).

USA's præsident Trump fyrede i marts 2018 sin udenrigsminister, Rex Tillerson og udnævnte i stedet CIA direktør Mike Pompeo til nye udenrigsminister. Det banede vej for underdirektør Gina Haspel til posten som CIA direktør. Haspel var mest kendt for sin rolle som den ansvarlige for CIA's torturcenter i Thailand i 00'erne. (CIA director Gina Haspel's Thailand torture ties, BBC, 4/5 2018)

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 28/3 2023

Læst af: 76.578