Browserudgave

Thailand

Befolkning	71,5 mio.
Valuta	Baht
Areal	513.120 Km2
Hovedstad	Bangkok (Krung Thep)
Befolkningstæthed	122,3 indb./Km2
HDI placering	66

Thailand er et militærdiktatur. Siden USA's krige i Sydøstasien i 1960' erne og 70'erne har landet været politisk ustabilt. Siden da har militæret ledet landet med kortevarende indslag af demokrati

Thailand ligger i den centrale del af den indokinesiske halvø. Den nordlige og vestlige del af landet er bjergrige, og herfra udspringer floderne Ping og Nan, der løber gennem de fladere indre dele af landet og udmunder i den thailandske golf i et udstrakt delta. Kystområderne er meget frugtbare, og her findes store rismarker. Den sydlige del af landet strækker sig ned på Malaka halvøen. Dette område plages af omfattende afskovning, hvilket har medført en reduktion i produktionen af naturgummi og træ. Samtidig er dele af den indfødte befolkning blevet tvunget til at flytte andre steder hen. Forureningen er stigende og stammer især fra bilernes udstødningsgasser i byerne, industriel forurening, mangel på spildevandsbehandling og ukontrolleret industriel udvikling.

Militærdiktatur. Nær allieret af USA og EU.

 

Folket: Thai'erne udgør befolkningsflertallet. Kineserne udgør 12% af befolkningen og malayerne i landets sydlige del 3%. Endvidere findes minoriteter af vietnamesere, khmerer og en lang række oprindelige folk, herunder karenerne.

Religion: Theravada-Buddhisme (officiel, 94%), islam (4%) - især koncentreret i den sydlige del. Der findes desuden en lille kristen minoritet.

Sprog: Thai (officielt). Minoritetsgrupperne anvender deres egne sprog - omkring 70 forskellige.

Politiske partier: Phak Thai Rak Thai (Thaier der elsker thaier, TRT) blev opløst af militæret i maj 2007, og senere på året erstattet af Peoples Power Party; Det demokratiske Parti; Den thaiske nations Parti; Partiet for nye Bestræbelser; Det liberal demokratiske Parti.

Officielt navn: Muang Thai, eller Prathet Thai (Kongedømmet Thailand)

Administrativ inddeling: 5 regioner og 73 provinser

Hovedstad: Bangkok (Krung Thep), 9.100.000 indb. (2010).

Andre vigtige byer: Thon Buri, 115.500 indb.; Ratchasima, 207.500 indb.; Chiang Mai, 170.300 indb.; Khon Kaen 143.200 indb.; Nakhon Pathom 122.500 indb. (2000).

Regering: Militærdiktatur. Kong Vajiralongkorn er siden oktober 2016 statschef. General Prayut Chan-o-cha er premierminister og regeringschef siden militærkuppet i maj 2014. Parlamentet har to kamre: Senatet med 200 medlemmer og Repræsentanternes Hus med 500. Militæret har historisk haft en afgørende indflydelse på det politiske liv. Regimet er nært allieret med Vesten. USA gennemfører regelmæssige militærøvelser med diktaturet. Der hersker militær undtagelsestilstand i landet.

Nationaldag: 5. december (Kongens fødselsdag, 1927)

Væbnede styrker: 307.000 soldater (2003).

Paramilitære styrker: 141.700 (Frivillige nationale Sikkerhedsstyrker, Lufthavnspolitiet, Grænsepolitipatruljerne, Provinspolitiet, «Jægersoldaterne»)

 

Arkæologiske undersøgelser har afsløret, at det område der i dag udgør Thailand har været beboet i mindst 20.000 år. Omkring det 10. århundrede e.v.t. emigrerede forskellige Thai talende folk fra Centralasien mod syd. I løbet af det 13. århundrede opstod der to Thai stater. Kongedømmet Suhkothai blev grundlagt omkring 1220 efter et vellykket oprør mod Khmer kongedømmet (se Cambodia). Staten Chiang Mai blev grundlagt i 1296 og i 1350 blev Suhkothai erstattet af Aytthaya kongeriget, der endnu engang gjorde op med Khmer riget, der var ved at gå i opløsning.

Burmeserne var den stærkeste rival til Aytthaya kongeriget. I 1569 blev Aytthayas styrker besejret af burmeserne, der erobrede hovedstaden og gennem 15 år regerede landet. I 1767 erobrede burmeserne atter engang thaiernes hovedstad og bragte Aytthaya dynastiet til fald.

I 1782 grundlagde Rama I Chakri dynastiet - der fortsat regerer landet - og flyttede hovedstaden til Bangkok (Krung Thep). Rama III udstrakte Thai imperiet mod syd, så det kom til at dække hele den malayiske halvø, mod nord ind i Laos og mod sydøst ind i Cambodia.

Gennem hele det 19. århundrede kæmpede briter og franskmænd om kontrollen over området, men i 1896 indgik begge kolonimagter en aftale om at bevare kongedømmets formelle uafhængighed, samtidig med at de fortsatte deres rivalisering om landets landbrugsressourcer. Påvirkningen fra kolonimagterne førte dog også til en vis modernisering af samfundet. Slaveriet blev ophævet, der blev indført offentlig skolegang, jernbaner og telegraf. Statsledelsen blev centraliseret, og der blev udviklet et omfattende statsbureaukrati. Det blev rekrutteret fra det traditionelle feudalaristokrati, som gennemgik europæisk uddannelse for at opfylde den nye tids krav. Samtidig blev militæret udviklet og moderniseret. Styreformen i denne periode var nærmest oplyst enevælde. Al den politiske magt lå fortsat i kongens hænder. Under 1. verdenskrig kæmpede Thailand - det daværende Siam - på de allieredes side og blev bagefter optaget i Folkeforbundet.

Efterhånden kom enevælden i konflikt med den nye embedsmandsklasse, og i 1932 blev enevælden afskaffet ved et ublodigt statskup. Landet blev omdannet til et konstitutionelt monarki efter vesteuropæisk mønster, der blev dannet et parlament, der blev valgt ved almene valg. Der viste sig dog hurtigt modsætninger indenfor det nye herskende lag: Den første regering under Pridi Phanomyong som blev støttet af de progressive elementer i det civile bureaukrati, måtte gå af efter blot et år. I stedet overtog en konservativt regering under Pibul Songgram - domineret af militæret. I 1941 allierede den konservative regering sig med japanerne for at undgå japansk invasion, og besatte under krigen dele af Malaysia. Da det stod klart, at japanerne ville tabe krigen, overtog Pridi atter magten, forsonede det med de allierede og indledte en demokratisering. I 46 blev de besatte områder leveret tilbage til briterne, der var koloniherrer i Malaysia. Demokratiseringen varede dog kort. I 47 kom Pibul atter til magten med støtte fra USA.

Amerikansk satellit

I juni samme år døde kong Ananda Mahidol under omstændigheder, der aldrig er blevet klarlagt. Det lykkedes USA at få placeret hans bror Rama IX på tronen. Han var født i USA, og skjulte aldrig sine sympatier for dette land. I årene som fulgte, udviklede Thailand sig mere og mere til en nordamerikansk satellit. En udvikling som særlig tog fart og nåede sit højdepunkt i 60'erne. I 1957 blev Pibul afsat af militæret, og et rent militærdiktatur blev indført. Landet gennemlevede i disse år en stærk økonomisk vækst pga. store nordamerikanske investeringer, men udviklingen var ensidigt koncentreret i Bangkok området, hvor en række nye industrier skød op. Profitten gik overvejende til de udenlandske storkoncerner, som styrede denne udvikling, og til et nationalt storborgerskab - med stærke militære elementer - som var knyttet til disse interesser.

Også militært blev Thailand en nordamerikansk satellit: Allerede fra først i 50'erne gav USA systematisk støtte til opbygning og modernisering af den thailandske hær, og fra midt i 60'erne blev den nordamerikanske militære «tilstedeværelse» endnu mere konkret i form af en række flybaser og store troppestyrker - ca. 50 000 mand. Allerede i 1954 havde supermagten fået gjort Bangkok til hovedkvarter for SEATO (South East Asian Treaty Organziation) - en militæralliance med deltagelse af de sydøstasiatiske lande og USA der skulle dæmme op for den revolutionære udvikling i regionen. I 1961 blev store nordamerikanske troppestyrker sendt ind i landet for at bekæmpe det folkeoprør, der var under udvikling i Laos. Thailand blev gennem 60'erne et af de vigtigste nordamerikanske støttepunkter for Vietnamkrigen, og thailandske soldater sloges på USA's side både i Korea og i Vietnam.

1973-76 Et kort politisk forår

I 1968 indledte diktatoren Thanom Kittikachorn et nyt parlamentarisk eksperiment, blot for atter at sætte en stopper for det med et statskup tre år senere. Men modstanden mod militærdiktaturet voksede. Den 14. oktober 1973 blev Thanom afsat efter store studenterdemonstrationer og gadekampe i Bangkok, og en civil regering blev indsat. Der blev indført demokratiske rettigheder, og i 1975 blev det afholdt valg og dannet en koalitionsregering af mere eller mindre liberale partier. Denne regering gjorde en ende på den ensidige militære tilknytning til USA, og i 1976 var alle supermagtens styrker trukket ud af landet. Endvidere gik den i gang med at forbedre forholdet til landets kommunistiske naboer.

USA's tilbagetrækning banede vej for en hastig udvikling af turismen i Thailand. Under Vietnamkrigen havde Pentagon brugt Thailand både som militærbase og som rekreationsområde for supermagtens soldater. De nordamerikanske troppers tilstedeværelse gav grundlag for udviklingen af omfattende prostitution, og da soldaterne blev trukket ud, blev prostitutionen knyttet til turistindustrien. Thailands ry som center for sexturisme i 1990'erne hænger altså sammen med USA's tilstedeværelse i 60'erne og 70'erne. (Se International prostitution).

Det var ligeledes i 70'erne, at arbejderklassen - som er næsten fuldstændig koncentreret i Bangkokområdet - fik mulighed for at organisere sig i fagforbund og strejke for højere løn, med støtte fra de legale venstrefløjspartier, Thailands socialistiske parti og Den forenede socialistiske Front. Mange af de radikale studenter deltog aktivt i arbejdet med at organisere arbejderne og bønderne.

Som handelspartner fik Japan en stadig mere dominerende status. Regeringen havde et vaklende magtgrundlag i en elite, som var splittet op i mange kliker. Der blev afholdt nyvalg, regeringen blev udskiftet, men det ændrede ikke på situationen. Samtidig var det dog klart, at den ekstreme højrefløj var på fremmarch. I efteråret 1976 udbrød der atter studenteruro, efter at den landsforviste eksdiktator Thanom havde fået tilladelse til at rejse tilbage til landet. Demonstrationerne blev slået blodigt ned af politi og militær, og hundredevis af studenter blev dræbt. Dagen efter greb militæret magten og indførte undtagelsestilstand. Alligevel havde det nye militærdiktaturet et svagere magtgrundlag end de foregående.

Efter kuppet i 1976 sluttede tusindvis af studenter fra Bangkok sig til guerillaen, som var aktiv i den nordøstlige og sydlige del af landet. Den nordøstlige del er fortsat landets mest underudviklede, og her havde der allerede i 60'erne udviklet sig en betydelig guerillabevægelse - Thailands patriotiske Front - hvor det forbudte kommunistparti spillede en vigtig rolle. Bevægelsen udgjorde en reel trussel mod Thanom regimet og nordamerikanske styrker deltog aktivt i kampen mod den. Den anden vigtige guerillabevægelse var separatistisk. Den udviklede sig fra 1965 blandt det diskriminerede malayiske mindretal i syd, og krævede løsrivelse fra Thailand og tilslutning til Malaysia. Denne bevægelse samarbejdede med det malayiske kommunistparti, som spillede en central rolle i den malayiske guerilla, der var aktiv i grænseområdet mellem de to lande.

Militærdiktatur

Efter militærkuppet blev forholdet til nabolandet atter meget spændt, indtil et «kup i kuppet» i oktober 77 bragte en mere «civiliseret» del af militærets højrefløj til magten. Den gik i gang med at liberalisere det politiske liv og tiltrække udenlandske investeringer. Fra 1979 begyndte landet at modtage en betydelig strøm af cambodianske flygtninge. De blev huset i flygtningelejre tæt ved grænsen til Cambodia og disse udviklede sig hurtigt til støttebaser for de tre cambodianske fraktioner, der bekæmpede styret i Phnom Penn. En stor del af den internationale «humanitære» bistand blev kanaliseret til disse lejre. Som led i USA's strategiske politik i regionen kom Thailand nu atter engang til af fungere som base for nordamerikansk aggression mod dets nabolande - denne gang mod den vietnamesisk støttede regering i Phnom Penn.

Den 1. april 81 gennemførte general Sant Chitpatima et kupforsøg med støtte fra yngre officerer på mellemniveau, men det blev knust efter 3 dages intens spænding. De yngre officerer havde krævet genindførelse af demokratiet og sociale reformer. Det var i første omgang blevet accepteret af kongen og premierministeren, general Prem, men efter et par dage vendte de sig mod kupmagerne. De yngre officerers oprør var bl.a. et resultat af regeringens tvungne pensionering af en række generaler, men samtidig fik kuppet en usædvanlig udvikling, da de søgte opbakning blandt de faglige sektorer og studenterne, og fremkom med forslag der var særdeles utraditionelle for det thailandske militær.

Samtidig var den thailandske venstrefløj svækket, som følge af den krise der prægede dens vigtigste kraft - det thailandske kommunistparti - der var delt i en provietnamesisk og prokinesisk fløj.

Den 20. april 83 blev der gennemført valg til kongressen, og det gav general Prem Tinsulanonda tilstrækkelig støtte til at han kunne indlede sin anden periode som premierminister.

I slutningen af 84 gennemførte regeringen en kraftig devaluering af den thailandske valuta. Et skridt der blev kritiseret af general Arthit Kamlang-Ek, og andre generaler der var tilhængere af den hårde linie. De truede Prem med at trække militærets støtte til hans regering tilbage, men han gennemførte en række politiske manøvrer, der skulle sikre militæret kompensation for devalueringen. På den måde fik han isoleret Arthit og elimineret ham som politisk alternativ. Efter et kupforsøg i september 85 blev Arthit erstattet med general Chaovalit Yongchaiyut på posten som chef for de væbnede styrker.

Den politiske ustabilitet fortsatte i Bangkok. Regeringen blev flere gange skiftet ud og to gange blev der udskrevet valg. Ved valget i maj 86 fik det Demokratiske Parti relativt flertal, hvilket gjorde det muligt at danne en koalition med det i spidsen og med general Prem som premierminister.

I samme periode steg general Chaovalits anseelse - især pga. hans kraftige kritik af den stigende korruption. I april 88 blev regeringen tvunget til at udskrive nyvalg for at undgå en mistillidsdagsorden mod Prem. Kritikken af ham gik især på hans lyssky håndtering af offentlige midler og hans inkompetence ifbm. afslutningen af grænsetræfninger med Laos nogle måneder i forvejen om kontrollen over 3 landsbyer.

Ved de første nogenlunde frie valg siden 76 vandt Partiet for den thailandske Nation valget. Valget var præget af omfattende køb af stemmer - en praksis anvendt af de fleste kandidater. Kong Bhumibol Adulyahed bad efterfølgende general Chatichai Choonhavan om at danne regering, og den fik en koalition af 6 partier som sin basis. Thailands nye stærke mand havde en stærk baggrund i det private erhvervsliv. Han gik nu i gang med at gennemføre betydelige forandringer i landets politiske liv, der traditionelt havde været orienteret mod indenrigs- og sikkerhedsspørgsmål. Chatichais havde fået den ide, at omforme Indokina fra den krigsskueplads den havde været gennem 40 år til et stort regionalt marked. Han søgte at udnytte den begyndende åbning i nabolandene Cambodia og Laos, og stimulerede til omfattende thailandske investeringer i de to lande.

Økonomisk mirakel

Thailands økonomi voksede nu endnu stærkere, og nåede i 89 op på en årlig vækst på 10,5%. Samtidig lagde det sig ud med både EF og USA. I første tilfælde kritiserede Thailand de omfattende EF subsidier til landbrugspodukter, der konkurrerede med thailandske på verdensmarkedet. Ifht. USA bestod konflikten i, at Thailand ikke ville acceptere de nordamerikanske retningslinier for intellektuel ophavsret. Det gjaldt især handelen med programmer.

Chatichai regeringen koncentrerede sig især om udenrigspolitikken og fik ikke tacklet de indenrigspolitiske problemer, som den alvorlige absolutte fattigdom som det meste af befolkningen lever under, eller den stigende ødelæggelse af miljøet. Den stadig hastigere afskovning førte i 89 til oversvømmelser, der antog katastrofale dimensioner pga. skovens betydning for regulering af fugtigheden og ødelæggelserne af træerne langs floderne. Regeringen måtte forbyde yderligere afskovning for at hindre yderligere skader. Regeringen tilskyndede i samarbejde med Verdensbanken til omfattende beplantning med eukalyptustræer, men dette blev modarbejdet fra de fattige bønders side, der anså de nye kommercielle skove som en alvorlige konkurrence til deres traditionelle kommunale skove.

I marts 91 gennemførte militæret under ledelse af general Sunthorn Kongsompong et nyt statskup, og præsenterede et udkast til ny forfatning for kong Bhumibol Adulyadej. Denne godkendte udkastet, forsvarede militærets kup med «den stigende korruption» i den civile regering og erklærede sig enig med militæret i udskrivningen af nyvalg. Som indirekte konsekvens af militærkuppet gik fredsforhandlingerne i Cambodia mere eller mindre i stå, da landets regering fordømte den fornyede thailandske støtte til Cambodias væbnede opposition. Gennem 91 var Thailand underlagt Rådet for bevarelse af den nationale Fred (NPKC) - et militært organ ledet af general Sunthorn. I december fremsatte kongen en ny forfatning, efter hvilken der skulle afholdes valg indenfor 120 dage for at erstatte NPKC styret. Alligevel forbeholdt militæret sig ret til at udpege 270 uf af 360 senatorer, hvilket gav det fuld kontrol over den ny regering.

Ved valget den 22. marts 92 fik oppositionen de fleste af stemmerne. Der deltog 15 partier med 2.740 kandidater og ud af landets 57 millioner indbyggere, var de 32 valgberettigede. I begyndelsen af april blev general Suchinda Kraprayoon indsat som premierminister. Han havde indtil da været generalstabschef og hans regering hvilede på en lille koalition bestående af 5 pro-militære partier. Ud af hans regering på 49 ministre var de 11 beskyldt for økonomisk svindel under Chatichai regeringen.

I den følgende uge deltog 50.000 mennesker i en demonstration, som 4 oppositionspartier havde indkaldt til med krav om regeringens afgang. Samtidig indledte oppositionslederen Chamlong Srimuang og 42 andre oppositionspolitikere en sultestrejke. I slutningen af maj endte de regeringsfjendtlige demonstrationer i en massakre med hundreder af dræbte og sårede. Militæret skød direkte ind i mængden forsamlet ved Demokratimonumentet midt i Bangkok. Demonstrationerne fortsatte indtil kong Bhumibol overraskende dukkede op i TV og opfordrede til national forsoning. Samtidig gav Suchinda sin støtte til en revision af forfatningen, der skulle gøre det nødvendigt for premierministeren at være medlem af parlamentet. Suchinda ville med denne ændring selv blive diskvalificeret som premierminister. Endvidere blev Srimuang løsladt, og der blev givet amnesti til de mange der var blevet arresteret under gadekampene. Mens der fortsat var udgangsforbud i Bangkok indledte parlamentet debatten om forfatningsændringen, og kongen udpegede general Prem Tinsulanonda til at overvåge denne proces.

Den 24. maj indgav Suchinda sin afskedsbegæring, og hans vicepremierminister Mitchai Ruchuphan overtog midlertidig posten. I juni blev forfatningsændringen vedtaget, og den begrænsede militærets deltagelse i regeringen. I forlængelse af ændringen udpegede kong Bhumibol Anand Panyarachun til premierminister. Han var en anset politiker, der også havde haft posten efter militærkuppet i 91.

Parlamentet accepterede kongens udpegning af Anand Panyarachun til premierminister, og denne gik i gang med at sammensætte en regering, der overvejende kom til at bestå af teknokrater. Samtidig blev 12 officerer der havde haft ansvaret for massakren i maj afsat.

Den 29. juni blev parlamentet opløst og der blev udskrevet nyvalg til afholdelse i september. Det blev vundet af det Demokratiske Parti, der fik 79 pladser i Repræsentanternes hus. Den 23. september blev der indsat en ny koalitionsregering under ledelse af antimilitaristen Chuan Leekpai. Den 19. marts 93 offentliggjorde han et nyt økonomisk program, der skulle have til formål at tiltrække yderligere udenlandske investeringer. Det der især skulle tiltrække de udenlandske virksomheder skulle være prisen på arbejdskraft, der var lavere end i de andre lande i regionen.

Finansminister Tarrin Nimmanahaemindas plan rummede også økonomisk støtte til landområderne for at begrænse de interne folkeforflytninger, stimulere de arbejdsløse fra byerne til at vende tilbage til landet og bremse den uhæmmede befolkningstilvækst i hovedstaden Bangkok. Budgetunderskuddet for 93 var sat til 2,2 milliarder dollars svarende til 0,9% af bruttonationalproduktet. Regeringen forsvarede underskuddet med nødvendigheden af at investere i infrastrukturprojekter, da det var dens mål at udvikle Thailand til regional stormagt med kapacitet til at investere i nabolandene Laos, Vietnam og Cambodia.

Men Thailand står overfor mange problemer i denne proces, hvoraf de vigtigste er befolkningens dybe fattigdom og spredningen af AIDS. Oppositionen beskyldte premierminister Leekpai for at være for langsom og utilstrækkelig i løsningen af de mest umiddelbare problemer. Den 10-12. juni 93 fremsatte oppositionen derfor en mistillidsdagsorden mod ham, som han overlevede med 204 mod 153 stemmer.

Landet plages også af en række politiske problemer. Leekpais egen ærlighed er endnu ikke blevet draget i tvivl, men det er flere af hans ministres, der tidligere har været involveret i illegale aktiviteter. Endvidere blev der gennemført retssager mod kupgeneralen Manun Rupkachom og de tidligere premierministre Chatichai Chunhavan og Anand Paniachurun. Det der især irriterede oppositionen var afbrydelsen af processen mod Montri Pongpanich, leder af det Sociale Aktionsparti, der også indgik i regeringen og derfor havde fuld immunitet.

I den sydlige del af Thailand har den muslimske separatistbevægelse støtte af den fundamentalistiske leder, Nik Abdulaziz Nikmat der er guvernør i Kelantan i Malaysia og i opposition til den malaysiske centralregering under ledelse af Mehathir Mohamed. I løbet af 93 fandt der en række voldelige episoder med religiøs baggrund sted i Thailand.

For at styrke sin regionale førerposition knyttede Chuan tættere bånd til Kina og Indonesien, og i oktober afbrød den thailandske regering officielt den bistand, den siden 1979 havde givet Khmer Rouge i Cambodia. I slutningen af året var der tæt kontakt mellem Thailand og Brasilien mhp. udlevering af den brasilianske finansmand og storsvindler Paulo César Farias, der i november var blevet tilbageholdt i Bangkok.

I januar 94 godkendte regeringen en reform til liberalisering af bankvæsenet. Reformen åbnede bl.a. op for, at udenlandske banker kunne åbne filialer i forskellige byer rundt om i landet. I juli gav et fælles olieefterforskningsselskab bestående af Shell og Total afkald på 7 koncessioner efter at have anvendt 22 millioner dollars på efterforskning uden resultat. Koncessionsområdet som det havde fået i 91 dækkede et areal på 20.000 km² i den nordøstlige del af landet. Under hele forløbet havde de udenlandske koncessionsselskaber kun fundet en gasforekomst, som alligevel ikke var rentabel.

1994 var økonomisk præget af stabilitet og vækst, men på det politiske område blev situationen stadig mere spændt. Parlamentet blev opløst og den 2. juli 95 blev der holdt valg i utide. Det blev vundet af Thai Nationens Parti med 25% af stemmerne mod Demokraternes 22%. Lederen af vinderpartiet, Banham Silapa-archa dannede en ny regering støttet af flere af de mindre partier. Et forslag om forfatningsreform udløste en langvarig debat i parlamentet. Forslaget indebar en reduktion af senatets størrelse og magt og en reduktion af valgretsalderen til 18 år. Der kunne imidlertid ikke tages nogen endelig beslutning pga. beskyldninger mellem partierne og parlamentets generelle mangel på stabilitet i 95.

Silapa-archa regeringen blev skarpt kritiseret i pressen, da det kom frem at en række af ministrene havde været underkastet efterforskning i forlængelse af statskuppet i 91. Da en række militærfolk fremkom med antydninger om militærkup under et radioprogram, udtalte premierministeren, at kup «hørte fortiden til».

Inflationen i 95 blev 6,5%, hvilket Nationalbanken karakteriserede som «håndterbart». Med en årlig vækst i befolkningen på 1,5% og en vækst i BNP på 8,3% var Thailand i 96 fortsat på listen over økonomiske mirakler.

I november 96 blev Chavalit Yongchaiyudh udpeget til ny premierminister med 125 ud af Repræsentanternes Hus' 393 medlemmer bag sig. Leekpais parti måtte nøjes med 123 pladser. Yongchaiyudh fik i løbet af nogle samlet en regeringskoalition der udover hans eget parti bestod af Chart Pattana med 52 pladser, det Sociale Aktionsparti med 20, Prachakorn Thai med 18 samt et par mindre partier.

1997 Finanskrise

Thailand blev i sommeren 97 kastet ud i en dyb finanskrise, der blev yderligere forværret af skandaler og bankernes desperate redningsaktioner. Krisen førte til, at finansministeren måtte træde tilbage og en lang række virksomheder måtte lukke.

I august 97 afsluttedes udarbejdelsen af en forfatningsreform, der bl.a. skulle bidrage til at reducere korruptionen, fastslå borgernes rettigheder og eliminere militærets indflydelse i senatet. Med udsigt til at tabe magten afviste regeringspartierne i første omgang reformen, men de blev tvunget til at acceptere den, da den blev godkendt af militæret og kong Bhumibol. Den blev endelig vedtaget i parlamentet den 11. oktober.

I november 97 overtog Chuan Leekpai atter en gang posten som premierminister. Den thailandske valuta - baht - var da siden krisens begyndelse 4 måneder tidligere blevet devalueret med 37%. Krisen fortsatte gennem hele det følgende år, hvor BNP faldt med 8 %. 1,8 millioner (6 %) var arbejdsløse, og regeringen lovede at fyre 200.000 af de 1,5 millioner offentligt ansatte. IMF gav landet et lån på 17,2 mia. dollars, men stillede til gengæld en række krav. Udover afskedigelser indenfor det offentlige, skulle regeringen sælge 59 statslige virksomheder, deriblandt telefonvæsenet, elektricitetsvæsenet, den petrokemiske indistri og finanssektoren.

I marts overlevede premierministeren en mistillidsafstemning og udvidede endog grundlaget for sin regeringskoalition, da Chart Pattana med sine 51 pladser i parlamentet besluttede også at gå ind. Regeringen besluttede i første omgang ikke at forny arbejdstilladelsen for ½ million indvandrere, men i sidste ende gav den efter for presset fra risdyrkerne og andre arbejdsgivere, der benytter sig af den billige arbejdskraft, og den udstedte endog 95.000 nye arbejdstilladelser.

Efter flere måneders spændinger ifht. politiske flygtninge fra Myanmar krævede regeringen, at disse blev registreret hos FN's Flygtningehøjkommisariat UNHCR for at blive genbosat. Deportationerne fortsatte gennem hele 1999 og i november meddelte regeringen, at den ønskede at deportere yderligere 700.000 indvandrede arbejdere for at give deres jobs til arbejdsløse thailændere. Men i januar 2000 tillod regeringen efter pres fra arbejdsgiverne atter udenlandske arbejdere at komme ind i landet for at deltage i høsten.

Valget i marts 2000 for at vælge senatorer ved direkte valg var præget af en lamg række uregelmæssigheder. Valgkommissionen kasserede 78 af de 200 valgte senatorer, som blev beskyldt for korruption og svindel. To af de kasserede senatorer var hustruer til henholdsvis indenrigs- og justitsministeren. Det var første gang, at senatorer blev valgt ved direkte valg.

Partiet Phak Thai Rak Thai (Thaier der elsker thaier, TRT) vandt parlamentsvalget i januar 2001, men fik ikke absolut flertal. Det ledes af mediemogulen Thaksin Shinawatra, der måtte nøjes med 248 af de 500 pladser der var på valg. Selvom valget blev gennemført indenfor rammerne af en ny forfatning, der var udformet for at mindske mulighederne for valgsvindel, så medførte anklager om uregelmæssigheder alligevel at valgkommissionen lod valget gå om i 62 distrikter. I februar valgte parlamentet Shinawatra til ny premierminister.

I starten af 2001 stødte thailandske og burmesiske styrker sammen ved grænsen ved Mae Sai-Tachilek, og begge lande beskyldte gensidigt hinanden for at støtte opiumsproducerende militser. Shinawatra havde gjort kampen mod narkoproduktionen og -handelen til en hovedprioritet for sin regering, og i maj tog spændingerne atter til som følge af tilstedeværelsen af stadig flere nordamerikanske specialstryrker langs grænsen til Myanmar. Deres opgave var officielt at træne thailandske styrker i kampen mod narkohandelen. Samme måned gennemførte 20.000 soldater fra USA og Thailand en årlig militærøvelse ikke langt fra grænsen til Myanmar. I juni rejste Shinawatra til Rangoon for at diskutere grænseproblemerne efter at grænseovergangen ved Mae Sai-Tachilek atter var blevet åbnet.

I august blev Shinawatra frikendt ved forfatningsdomstolen. I december 2000 havde en underret afsagt en dom, der gik ham imod. Anledningen var, at han ikke havde opgivet alle dele af sin enorme formue, da han i 1997 var vice-premierminister. Hvis forfatningsdomstolen havde dømt ham, ville han have været hindret i at deltage i politiske aktiviteter de følgende 5 år.

Forarbejdningen af ædelstene og smykker led i starten af 2002 et alvorligt tilbageslag. Markedet i USA der repræsenterede 50% af verdensforbruget var kollapset efter terrorangrebet på New York i september 2001. For Thailand der er en af verdens største producenter var konsekvenserne meget alvorlige. Frem til marts 2002 havde tilbageslaget kostet 200.000 arbejdspladser.

Ved trepartsforhandlinger i Indien blev Thailand og Myanmar i april 2002 enige om en plan for repatriering af ½ million illegale indvandrere fra Myanmar i Thailand. Som del af aftalen skulle alle de illegale indvandrere underkastes en HIV test. De indvandrere der blev testet HIV positive skal adskilles fra de øvrige indvandrere og repatrieres som del af en speciel plan.

I juli 2003 tilbagebetalte Thailand lån til IMF 2 år før tiden. I starten af året genåbnede Shinawatra krigen mod narkotika. Over de følgende 3 måneder døde 2.500 personer, der var mistænkt for narkohandel. Ifølge kritikere skete der en eksplosion i antallet af mord.

Gennem 2004 gennemlevede landet en voldsspiral. Det begyndte i januar med et angreb på et militærarsenal. De følgende måneder var der næsten daglige angreb, og over 100 blev dræbt. Myndighederne beskyldte islamiske separatister i den sydlige del af landet for at stå bag udviklingen.

I april fandt der en række samtidige uroligheder sted i provinserne Yala, Pattani og Songkhla, der alle har muslimsk flertal. I forlængelse af urolighederne døde 108 formodede islamister i myndighedernes varetægt.

I maj sendte hæren 500 specialtropper på en «search and destroy» misson mod 5.000 militante muslimer i syd. Yderligere 2 bataljoner med 1.000 soldater blev sendt afsted som forstærkning. I oktober gik billeder af militærets angreb på en fredelig muslimsk demonstration verden rundt. Over 100 demonstranter døde efterfølgende i politiets varetægt.

I oktober dræbte militæret 78 muslimer ved kvælning under en protest demonstration i den sydlige del af landet.

I december ramtes Sydøstasien af en Tsunami, der i Thailand kostede 5300 thaier livet. Landets sydvestlige kystområde blev hårdt ramt, og deriblandt også turistområderne Phuket, Phi Phi, Phang Nga og Krabi.

Ved parlamentsvalget i februar 2005 vandt premierminister Thaksins TRT parti 376 ud af parlamentets 500 pladser. Det Demokratiske Parti blev det næststørste med 97 pladser. Valget var en ren jordskredssejr for Thaksin, men gennem 2005 blev han involveret i flere korruptionssager, og kravet om hans tilbagetræden voksede derfor. I februar 2006 opløste han parlamentet og udskrev nyvalg, men dette blev boykottet af oppositionen. Ved valget i april var TRT derfor det eneste parti og det fik 460 af de 500 pladser i parlamentet. De resterende 40 stod tomme fordi valgdeltagelsen i de pågældende kradse var for ringe. Resultatet udløste en forfatningsmæssig krise, der kulminerede med, at Thaksin stillede sit mandat til rådighed. Der blev udskrevet valg igen til afholdelse i oktober 2006. I mellemtiden skulle Thaksin være fungerende premierminister.

Regeringen strammede i juli 2005 grebet i det sydlige Thailand for at bekæmpe volden, der siden 2004 havde kostet 800 mennesker livet. Sammenstødene mellem militante fra den muslimske minoritet og sikkerhedsstyrkerne tog til i omfang og styrke.

Efter flere uger med demonstrationer mod regeringen, hvor demonstranterne krævede Thaksims afgang, erklærede premierministeren i marts 2006 at konflikten måtte løses med demokratiske midler, og udskrev derfor valg til afholdelse i april. I slutningen af marts afviste oppositionen et forslag fra regeringen om at danne en samlingsregering efter valget for at løse den politiske krise.

Valget blev boykottet af oppositionspartierne, der erklærede at valget ikke gav mening, og det blev efterfølgende annulleret af forfatningsdomstolen. Oppositionen anklagede Thaksim for at være intolerant og for at have solgt ud af landets værdier til gavn for sin egen familie og udenlandske investorer. Samtidig kritiserede hærens generalstab ham for at bruge landets soldater til undertrykkelse af Thailands egne muslimer. I skæret af tiltagende offentlige protester mod sin regering erklærede premierministeren i starten af september, at der eksisterende et militært komplot mod ham, hvor han skulle dræbes og der skulle gennemføres militærkup.

Mens Thaksim den 19. september var i New York for at tale ved åbningen af FN's generalforsamling, gennemførte militæret kup - for første gang i 15 år. Bush der ellers ved samme generalforsamling berømmede USA's indsats for demokratiet undlod at fordømme militærkuppet, og nøjedes med at udtrykke beklagelse. Siden Vietnamkrigen har der eksisteret et tæt samarbejde mellem Thailands militær og USA's, og USA har sandsynligvis direkte bifaldet kuppet, eller i det mindste kendt til det. Thaksim var i forvejen en statsleder Washington havde et lettere anstrengt forhold til.

Kong Adulyadej gav sin støtte til kuppet og udpegede general Sondhi Boonyaratklin til leder af regeringsjuntaen, der kom til at bestå af Sondhi selv og 5 andre generaler. Mens Thaksim sad i eksil i London opløste juntaen parlamentet, og erklærede at den indenfor 3 uger ville udpege en ny premierminister. Den erklærede videre at den ville udforme en ny forfatning og overdrage magten til de civile indenfor 1 år.

Militærregeringen præsenterede sit nye forfatningsforslag i april 2007, der skulle sendes til folkeafstemning i slutningen af året. Det begrænsede premierministerens mandat til én enkelt periode af 4 år, og reducerede antallet af parlamentsmedlemmer. I maj blev ex-premierminister Thaksims Thai Rak Thai parti forbudt. Mange folk fra partiet deltog senere på året i dannelsen af Peoples Power Party (PPP), der vandt parlamentsvalget i december, hvor det fik 199 af parlamentets 400 pladser. I januar 2008 blev Samak Sundaravej indsat som premierminister. Hans regering var dog usikker. I juni overlevede han lige netop en mistillidsafstemning og i juli ramte en række politiske skandaler hans parti. I august spidsede protesterne mod hans regering til, da demonstranter besatte pladsen foran regeringsbygningen, to ministerier og en TV-station. I starten af september blev Samak afsat en forfatningsdomstol og et par uger senere erstattet af et andet PPP medlem, Somchai Wongsawat. Protesterne fortsatte imidlertid og 25. november besatte demonstranter begge Bangkoks internationale lufthavne. Regeringen beordrede hæren til at fjerne demonstranterne, men det nægtede hæren der i forvejen havde et anstrengt forhold til både Thaksin og hans efterfølgere. Blokaden fortsatte og lammede strømmen af turister ind og ud af Thailand. Den 2. december erklærede en forfatningsdomstol PPP og to andre partier forfatningsstridige og opløste dem. Landet stod dermed uden premierminister. Den 15. december udpegedes oppositionens Abhisit Vejjajiva som ny premierminister. Demonstranterne havde da forlængst ophævet blokaden af lufthavnene, efter de havde opnået deres mål: at få fjernet regeringen fra magten. Ustabiliteten i Thailand fortsatte imidlertid. Partierne der havde opbakning fra en meget stor del af befolkningen, først TRT og siden PPP er blev opløst, og denne store sektor af befolkningen - først og fremmest bønderne - stod derfor uden politisk repræsentation.

2010 Demonstrationer og militærdiktatur 

Oppositionen samlede sig i 2009 i United Front for Democracy Against Dictatorship (UDD) - de såkaldte rødskjorter efter farven på deres bluser, de anvendte under demonstrationer. I løbet af 2009 tog protesterne mod den illegale regering til. I oktober 2009 demonstrerede UDD ved det Østasiatiske topmøde i Cha-am og Hua Tin. Protesterne rykkede derefter til Bangkok, hvor den eskalerede gennem marts og april 2010. UDD krævede øjeblikkelig udskrivning af valg, hvilket blev afvist af den illegale regering, der var sikker på at tabe et sådan valg. Regeringen betegnede til gengæld UDD's demonstrationer som forfatningsstridige og UDD selv som en terrororganisation. Den 8. april satte premierminister Abhisit landet i undtagelsestilstand efter demonstranter havde stormet parlamentet, mens det var i samling. Han lukkede samtidig de radio- og TV stationer samt aviser der havde støttet UDD. Den 10. april blev 24 personer dræbt og 800 såret under et mislykket forsøg på at knuse protesterne. Næsten alle blev dræbt af soldater, der var sat ind mod demonstranterne.

Modstanden mod den illegale regering fik et forfatningsmæssigt aspekt da Thailands Valgkommission den 12. april krævede premierministerens Demokratiske Parti opløst. Det skete ikke.

Fra midten af april begyndte regeringen at organisere mod-demonstranter - de såkaldte gul-skjorter - der skulle bekæmpe rødskjorterne. Formålet - at præsentere konflikten som politiske modsætninger mellem to organiserede dele af det thailandske samfund - mislykkedes imidlertid. Fronten gik uforandret mellem UDD der krævede demokrati og den illegale regering.

Den 3. maj lovede Abhisit at ville gennemføre valg den 14. november. Dette blev delvist accepteret af UDD, der dog samtidig krævede at soldaterne skulle trækkes tilbage og at kommandanten der var ansvarlig for 10. april massakren skulle stilles for retten. Begge dele blev afvist af premierministeren, der samtidig krævede at UDD øjeblikkelig indstillede sine demonstrationer. Den 13-19. maj gik militæret til angreb på oppositionens stillinger i Bangkok. Dele af byen blev erklæret for free-fire zones, hvor soldater uden varsel skød med skarpt - som i København 18. maj 1993. Over 87 blev dræbt og over 1378 såret. 1 italiensk journalist blev dræbt af militæret. Journalister uden Grænser og det thailandske journalistforbund kritiserede i skarpe vendinger regeringen, der slog brutalt ned på enhver uafhængig nyhedsformidling. Kun regeringspropaganda fik i disse dage adgang til medierne, og de fleste oplysninger om massakrene blev undertrykt. Protesterne mod den illegale regering og militæret havde på dette tidspunkt spredt sig til alle Thailands større byer og blev her ligeledes slået ned. Efter militærets blodige nedslagtning af protesterne indførte det udgangsforbud i Bangkok og 23 provinser (ud af landets 75 provinser). Udgangsforbud var ikke blevet indført siden 1992.

Pheu Thai partiet (PTP) vandt parlamentsvalget i juli 2011, og partiets forkvinde Yingluck Shinawatra blev efterfølgende indsat som premierminister. Hendes storebror er Thaksim Shinawatra, der blev fjernet af militæret fra samme post 5 år tidligere. PTP var 3. inkarnation af Thaksims oprindelige TRT parti. PTP fik absolut flertal i repræsentanternes hus med 265 ud af 500 pladser, men valgte alligevel at danne en koalitionsregering med 5 mindre partier. En række lande med Tyskland og Japan i spidsen hævede efter PTP's valgsejr bandlysningen af Thaksim, der havde været i kraft siden 2006.

Thailand blev i juli 2011 ramt af voldsomme oversvømmelser, der prægede landet det næste halve år. Først i januar 2012 havde vandet trukket sig helt tilbage. Kombinationen af en usædvanlig kraftig monsun i juli med den tropiske orkan Nockten førte til omfattende oversvømmelser i det nordlige, nordøstlige og centrale Thailand. I løbet af nogle måneder havde katastrofen spredt sig til hele landet, da 65 ud af dets 77 provinser var ramt. 13,6 mio. mennesker var berørt og oversvømmelserne kostede 815 livet. Omkostningerne løb op i 45,7 mia. US$. Især fordi den thailandske produktion også blev hårdt ramt. Mange industriområder stod under 3 m vand. Det berørte også verdensmarkedet, hvor der opstod mangel på harddiske, som Thailand var  hovedproducent af.

Sandheds- og Forsoningskommissionen udgav i september 2012 sin slutrapport om begivenhederne i 2010, der førte til 92 dræbte. Rapporten lagde både ansvaret på myndighederne, politiet og militæret, og på UDD og en militant Sortskjorte gruppe, der optrådte som en del af «Rødskjorterne». Det var dog sikkerhedsstyrkerne der havde hovedansvaret. Regeringen havde allerede i januar erklæret at den ville udbetale erstatning til de efterladte. En domstol lagde i maj 2012 ansvaret for mordet på UDD medlemmet Phan Khamkong på sikkerhedsstyrkerne. I december blev tidligere premierminister Abhisit Vejjajiva og hans vice-premierminister Suthep Thaugsuban derfor sigtet for mord. Samtidig indledtes retssagen mod 24 UDD aktivister for terrorisme.

Regeringen anvender fortsat Computer Kriminalitetslovgivningen fra 2007 til at idømme journalister, bloggere og oppositionelle hårde straffe. Aktivister og journalister blev i 2011-12 idømt op til 30 års fængsel for deres aktiviteter.

I syd blussede kampene i 2012 op mellem militæret og tilknyttede paramilitære grupper på den ene side og muslimske separatister på den anden. Den nye regering vedtog godt nok at yde til erstatning til malay og muslimske thai ofre, men samtidig skete der ikke nogen fremskridt i retsforfølgelsen af de ansvarlige for overgrebene. Militæret og paramilitære grupper nød næsten fuldstændig straffrihed for deres overgreb.

Selv om der fortsat var en væbnet konflikt i gang i det sydlige Thailand, skete der positive fremskridt mod fred i løbet af 2013. I februar indledte regeringen og Barisan Revolusi Nasional (BRN) forhandlinger med henblik på en fredelig afslutning. I løbet af året udbetalte regeringen erstatninger til hundredevis af muslimske familier, der havde været udsat for overgreb fra sikkerhedsstyrkernes side.

2014 Militærdiktatur

I perioden november 2013 - maj 2014 gennemførte oppositionen løbende protester og demonstrationer mod regeringen - oftest voldelige. Oppositionen krævede premierminister Yingluck Shinawatras afgang. Den nye serie af demonstrationer blev i november 2013 udløst af et forslag om generel amnesti til politikere. Herunder Yinglucks bror Thaksin. Amnestiloven blev imidlertid kritiseret fra alle sider og blev enstemmigt nedstemt i senatet. Demonstrationerne fortsatte imidlertid. Demonstranterne besatte flere ministerier og blokkerede trafikknudepunkter. I december forværredes krisen yderligere, da alle oppositionens 153 medlemmer trak sig fra Repræsentanternes Hus. Yingluck svarede igen ved at opløse parlamentet og udskrive nyvalg til afholdelse i februar 2014. Valget blev saboteret af oppositionen, der blokkerede valgstederne i Bangkok og det sydlige Thailand. Blokaderne blev gennemført fordi oppositionen godt var klar over den ville tabe valget, som den havde tabt de foregående 4 valg. Valgresultatet blev derefter annulleret af forfatningsdomstolen, hvilket kun bidrog til at uddybe krisen. Yingluck sad nu kun som fungerende premierminister, og imens fortsatte demonstrationerne mod hende. Den 7. maj afsatte forfatningsdomstolen hende og 9 andre ministre, med henvisning til at forflyttelsen af en sikkerhedsofficer i 2011 var ulovlig. Den 20. maj satte militæret landet i undtagelsestilstand, og den 22. gennemførte det den sidste del af militærkuppet og indsatte generalstabschef Prayut Chan-o-cha på posten som premierminister. Generalen opløste de sidste demonstrationer, tog fuld kontrol over medierne, indførte censur mod internettet, erklærede landet i militær undtagelsestilstand, forbød forsamlinger på mere end 5 personer og arresterede politikere og modstandere, som har stillede for militærdomstole.

Den 22. juli udstedte generalen en midlertidig forfatning, der gav ham selv amnesti for at have gennemført kuppet og udstyrede ham med omfattende magtbeføjelser. I overensstemmelse med diktatorens «forfatning», blev der den 31. juli oprettet et «parlament», der næsten udelukkende bestod af folk fra militæret og politiet - udpeget af diktatoren selv. Den 21. august lod han formelt parlamentet udpege sig til premierminister. Den post han allerede havde beklædt i 3 måneder.

I juni flygtede 220.000 cambodianske migrantarbejdere ud af landet efter at diktaturets retorik overfor udlændinge var blevet skærpet.

Diktaturet sænkede Thailand ned i et frygtens mørke af censur, vilkårlige arrestationer og tortur. I december blev 14 thaier arresteret for at have brugt håndtegn fra filmen Hunger Games. Håndtegnene blev set som en trussel mod diktaturet. Landets skoleelever og studerende er tvunget til hver dag at recitere de «12 værdier» formuleret af diktatoren.

Fra maj 2014 talte diktatoren hver fredag på TV i den bedste sendetid for at forklare diktaturets politik. Ofte var der tale om «udsendelser» af over en times varighed. I marts 2015 erklærede diktatoren at han var træt af at tale og at de ugentlige udsendelser frem over ville blive reduceret til 20-30 minutter.

Den væbnede konflikt i den sydlige del af landet blev i løbet af 2014 optrappet. 162 civle blev dræbt i løbet af året. I november udleverede diktaturet 2.700 halvautomatiske våben til civlle militser i området.

I august 2015 dræbte en bombe ved Erawan templet i Bangkok 27 og sårede 120. Ingen tog efterfølgende ansvaret for bomben, og diktaturet afviste bistand fra bl.a. USA til efterforskningen. Det nærede spekulationer om at det skulle være diktaturet selv der stod bag bomben.

Landets økonomi har siden 2013 været i recession og blev yderligere ramt af de kinesiske devalueringer i august 2015.

I sommeren 2015 blev en omfattende kriminel organisering af menneskesmuglere, bortførere, mordere og slavehandlere afsløret i det sydlige Thailand. Organisationen smuglede mennesker fra Bangladesh og Rohingyaer fra Myanmar ind i Thailand, og i nogle tilfælde videre til Malaysia. Men smuglerne placerede de fleste ofre i hemmelige lejre i junglen, hvor de derefter blev tvunget til at ringe til familie i Myanmar eller Bangladesh, der blev tvunget til at købe dem fri for 2500-3500€. Flere hundrede flygtninge dette mislykkedes for blev dræbt. Organisationen blev opdaget, da myndighederne i det sydlige Thailand fandt massegrave med flere hundrede ofre. Efterforskningen i 2015 afslørede, at snesevis af thailandske myndighedspersoner og forretningsmænd var involveret i organisationen. Den mest prominente af disse var generalløjtnant Manus Kongpan. Koblingen til militæret bragte dog hurtigt efterforskningen i fare. I december 2015 flygtede efterforskningens øverste leder, generalmajor Paween Pongsirin ud af landet og søgte asyl i Australien efter at være blevet udsat for trusler fra militærets side. Efter en langvarig rettergang blev der i juli 2017 afsagt dom over snesevis af små og store fisk i sagen - deriblandt mange offentligt ansatte. (Thailand convicts traffickers after 2015 mass graves discovery, Guardian 19/7 2017)

Militærdiktatur lod udforme en ny «forfatning» som i august 2016 blev vedtaget i en «folkeafstemning» med 61% af stemmerne. Diktaturet forbød kritik af forfatningsudkastet i perioden op til afstemningen. 120 politikere, journalister og aktivister der alligevel brød forbuddet blev arresteret og dømt ved militærdomstole. Diktaturet forbød endvidere overvågning af valget.

Kong Bhumibol døde i oktober 2016 efter mere end 70 år på tronen. Efter en sørgeperiode overtog hans søn Vajiralongkorn formelt tronen 1. december. Han blev kronet et år senere. Den nyindsatte konge bad om en lang række ændringer til den netop vedtagne diktatur forfatning, og de blev stemt igennem i parlamentet med stort flertal i januar 2017 - uden folkeafstemning. Vajiralongkorn fortsatte sin indblanding i det politiske liv i tæt samarbejde med diktaturet og i 2018 overdrog diktaturet Kontoret for kongelig Ejendom til ham. Monarkiets slotte der hidtil havde været offentlig ejendom blev nu gjort til hans, og han blev med et slag 40 mia. US$ rigere. I 2020 overlod diktaturet 2 militæreneheder i hans kommando. Monarkiets kontrol over militære enehder var indtil da uhørt i det «moderne» Thailand. Vajiralongkorns budget blev fordoblet fra 2018 til 2020 til 290 mio. US$.

Diktaturet fortsatte retsagen mod tidligere premierminister Yingluck Shinawatra for påstået kriminelt sløseri i styringen af statens ris subsidieringsprogram. I oktober 2016 pålagde regeringen hende at betale en bøde på 1 mia. US$ for tab pga. programmet.

Diktaturet gennemførte i marts 2019 et «parlamentsvalg» for at give sig selv en demokratisk fernis. Fernisen var meget tynd. Efter valget fortsatte general Prayut på premierministerposten. Militæret havde ingen planer om overgang til demokrati. «Parlamentsvalget» blev styret af militæret, præget af censur, undertrykkelse af de politiske partier, journalister og menneskerettighedsaktivister.

I slutningen af februar 2020 opløste diktaturet det store oppositionsparti FFP. Det udløste demonstrationer. I første omgang på landets universiteter, men de spredte sig efterfølgende til arbejderbevægelsen og andre sektorer. Protesterne var udtryk for den stigende modstand mod diktaturet, dets farce-forfatning fra 2016 og farce-valg i 2019. Kravet var opløsning af parlamentet, diktaturets tilbagetræden, udarbejdelse af en ny forfatning og gennemførelse af demokratiske valg. Men for første gang i årtier var der også tale om mere systematisk af kongehuset og dets økonomiske, militære og politiske aktiviteter. Demonstrationerne tog en pause under COVID-19 nedlukningen i foråret 2020, men fortsatte atter fra juli. Diktaturet brugte landets strenge love mod «fornærmelse af monarkiet» til at massearrestere demonstrationsledere og -deltagere.

COVID-19 pandemien nåede landet i januar 2020, hvor det første tilfælde blev registreret. Diktaturet tog fra marts midler i brug for samtidig at kvæle de politiske protester i landet. Diktatoren erklærede den 26. marts landet i undtagelsestilstand, og den 3. april blev der indført udgangsforbud. Den 4. april blev alle internationale flyvninger indstillet. Landet blev lukket ned og fra maj gradvist åbnet igen. Den 18. juli gennemførte ungdomsbevægelsen den første store demonstration mod diktaturet efter COVID-19. Demonstrationerne fortsatte hyppigt de følgende måneder med bl.a. krav om reform af monarkiet, hvilket gav diktaturet lejligheden til at bruge kongeloven og slå hårdt ned. Diktaturet anvendte ikke blot vold til bekæmpelsee af demonstranterne. Det gennemførte sine egne moddemonstrationer, censurerede medierne, lod sin egen propaganda sprede. Demonstrationerne var overvejende fredelige. De første demonstrant blev først skudt af politiet i oktober 2021. I november 2021 besluttede Forfatningsdomstolen, at krav om reformer af monarkiet var forfatningsstridige og forbød under et alle demonstrationer. Stillet overfor militærets tunge våben døde demonstrationerne ud, men protesterne fortsatte online, samtidig med at diktaturet fortsatte sin praksis med at smide studerende ud af universiteterne, arrestere og mishandle aktivister, oppositionspolitikere og menneskerettighedsaktivister.

COVID-19 nedlukningen af landet kostede turistindustrien enorme summer, da antallet af turister faldt til 0. IMF vurderede i 2020, at landets BNP ville falde 6,7% i 2020. Hvor stort faldet var i 2020 og 21 var en statshemmelighed. I juli 2021 forsøgte diktaturet forsøgsvis at åbne for turisme, men kun til øerne Koh Samui, Koh Tao and Koh Phangan og med meget omfattende restriktioner. Fra februar 2022 blev landet gradvist åbnet igen for turister, dog med omfattende krav om tests og vaccinationer.

EU pressede på for at få indledt forhandlinger om en bilateral frihandelsaftale. Tidligere forhandlinger var gået i stå efter militærkuppet i 2014

A.J. og Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 28/5 2022

Læst af: 194.373