 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Chicagomartyrene
Den 11. november 1887 blev fire anarkister hængt i et fængsel i Chicago. Kun en af dem, Albert Parsons, var indfødt nordamerikaner. De tre andre, August Spies, Adolf Fischer og Georg Engel var tyske indvandrere. Louis Ling, den femte dødsdømte der også oprindeligt var tysker, dræbte dagen i forvejen sig selv med en fænghætte.
Disse mænd var alle ofre for klassejustits. De blev dømt for deres politiske holdninger, akkurat som syndikalisten Joe Hill blev det i 1915, og anarkisterne Sacco og Vanzetti blev i 1927. Blandt de begivenheder der førte frem til Chicagomartyrenes død, var et nationalt krav fra fagforeningerne om indførelse af en ottetimers arbejdsdag fra 1. maj 1886. I Chicago fulgte 25.000 arbejdere den dag parolen om generalstrejke. To dage senere var tilslutningen steget til det dobbelte, og der opstod da et slagsmål mellem arbejdere og strejkebrydere udenfor McCormicks maskinfabrik. Politiet greb ind og skød seks arbejdere. Den 4. maj holdt arbejderne et protestmøde på Haymarket. Da politiet prøvede at opløse denne demonstration, blev der kastet en bombe, og politiet skød vildt. Resultatet var 7 dræbte politimænd og 4 dræbte arbejdere. Dagen efter blev Chicagos mest aktive anarkister arresteret, og en borgerlig pressehetz fulgte.
Den efterfølgende retssag var et dårligt maskeret politisk opgør med anarkisterne. Det kunne ikke bevises, at nogen af de anklagede havde kastet bomben. De fleste af dem var beviseligt andre steder, da bomben sprang. Derfor blev de i stedet gjort ansvarlige for Haymarketaffæren, fordi de havde «anstiftet oprør» ved folkemøder og i anarkistpressen. To tiltalte, Samuel Fielden og Michael Schwab, fik dødsdommen forvandlet til livsvarigt fængsel, og Oskar Neebe fik 15 års fængsel. Men til trods for nationale og internationale protester måtte fire af Chicagomartyrene alligevel dø. Spies' sidste ord var: «Tider skal komme, da vor tavshed i graven bliver stærkere, end de røster de nu kvæler». Fischer og Engel råbte «Leve anarkiet» og Parsons sagde med klar stemme: «Lad folkets røst blive hørt». Illinois' næste guvernør, der senere granskede sagen, fastslog at der var begået en forfærdelig uret mod alle de tiltalte, og de 3 anarkister der sad fængslet blev i 1893 sat på fri fod. Arbejderbevægelsens kampdag den 1. maj blev på denne baggrund en hyldest til Chicagomartyrene, der blev ofre i kampen for ottetimers arbejdsdagen.
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 30.311