Browserudgave

Kuwait

Befolkning	4,2 mio.
Valuta	Kuwaitiske dinarer
Areal	17.820 Km2
Hovedstad	Kuwait
Befolkningstæthed	106,6 indb./Km2
HDI placering	50

Kuwait er fladt - bortset fra enkelte sandklitter. Det indre af landet er ørkenagtigt og rummer kun én enkelt oase, Al-Jahrah. Kyststrækningen er flad og ensartet. Ved landets eneste dybere bugt ligger dets hovedstad, Kuwait (Al-Kuwayt). Her er klimaet lidt modereret af brisen fra havet, omend temperaturene når højt op om sommeren. Vintrene er varme, og der er hyppige sandstorme. Olien er grundlag for landets økonomi. Der findes 3 raffinaderier - i Shuaiba, Al Ahmadi og Mina Abdulla. Den værste miljøkatastrofe var, da Iraq ved afslutningen på Golfkrigen i 1991 stak landets oliekilder i brand. Landet mangler desuden vand.

Kongedømme og diktatur, allieret med EU og USA. Deltager i Saudi Arabiens aggressionskrig mod Yemen.

 

Folket: Kuwaiterne er et arabisk folk, men udgør under halvdelen af landets lokalbefolkning, der for 60% vedkommende består af migrantarbejdere: palæstinensere, egyptere, jordanere, iranere, pakistanere, indere, bengaler og philippinere.

Religion: Islam (officielt) (85%). Heraf er 45% sunnier og 30% shiiter. Der findes desuden en kristen og en hinduistisk minoritet.

Sprog: Arabisk (officielt)

Politiske partier: Der findes ingen legale partier i emiratet. Blandt de grupper der er repræsenteret i Nationalforsamlingen er: den moderate sunni-organisation Den konstitutionelle islamiske Bevægelse; det liberale Kuwaits demokratiske Forum; den sunni fundamentalistiske Salafeen.

Sociale organisationer: Landsorganisationen blev dannet i 1967 og har 12.000 medlemmer. Den er tilsluttet World Federation of Trade Unions (WFTU).

Officielt navn: Dawlat al-Kuwait (Staten Kuwait)

Administrativ inddeling: 5 guvernementer

Hovedstad: Kuwait (Al-Kuwayt), 2.380.000 indb. (2006).

Andre vigtige byer: As-Salimiyah, 142.700 indb.; Hawalli, 90.100 indb.; al-Farwaniyah, 58.100 indb.; Al-Jahra, 16.000 indb. (2000).

Regering: Nawaf Al-Ahmad Al-Jaber Al-Sabah er siden september 2020 landets diktator og emir. Sabah Al-Khalid Al-Sabah er premierminister - udpeget af emiren i november 2019. Nationalforsamlingen der har en lovgivende funktion har 65 medlemmer. 50 er valgt for en periode af 4 år; 15 er udpeget af emiren. Det er regeringens ministre der har den egentlige lovgivende magt.

Nationaldag: 25. februar (Nationaldagen, 1950); 19. juni (Uafhængighedsdagen, 1961)

Væbnede styrker: 15.300 (1996).

Paramilitære styrker: 5.000 (Nationalgarden)

 

En af milepælene i søfartens historie var Alexander den Stores admiral, Nearco, der sejlede fra Indusfloden til bunden af den Arabiske Golf og endte sin rejse i Diridotis i vore dages Kuwait. Men alligevel var dette ikke den første kontakt mellem Indien og Kuwait, der allerede 2000 år forinden var et livligt handelscentrum. Landets skæbne var helt frem til det 13. århundrede tæt knyttet til de mesopotamiske civilisationer (se Iraq) - indtil mongolernes invasioner bragte kalifatet i Bagdad til fald.

Dermed indledtes en langvarig periode med isolation, hvor nye arabiske folk slog sig ned i området. I det 18. århundrede var området formelt underlagt det osmanniske imperium, men befolkningen havde stort set selvstændighed. De kunne selv vælge deres sheik, der repræsenterede dem i de sjældne forhandlinger med tyrkerne. I 1756 udpegedes overhovedet for anaiza familien, Abdul Rahim Al-Sabah til sheik. Han er grundlæggeren af det dynasti, der fortsat regerer landet.

Det var i samme periode at området, der indtil da var blevet kaldt Qurain (horn) begyndte at blive kaldt Kuwait - diminutiv af al-Kout der på den lokale arabiske dialekt betegnede de forstærkede huse langs kysten.

De tyrkiske sultaners svaghed og den stigende britiske indflydelse i området stimulerede til oprettelsen af halv-stater i området, hvoraf den mest dynamiske var emiratet Najd (se Saudi Arabien). For at undgå at blive opslugt af wahabiterne søgte de kuwaitiske emirer hjælp hos briterne, der i 1779 havde flyttet endestationen for den ostindiske postbane fra Basra til Kuwait. Briterne sendte nu tropper fra Indien for at garantere emiratets autonomi, uden at tyrkerne kunne hindre det. Gennem flere årtier var Kuwait nu den mest blomstrende og fredelige by i den ellers urolige region.

I 1892 blev emiren i Nadj styrtet af en protyrkisk konspiration og fik asyl i Kuwait. Med sheik Mubarak Al-Sabahs billigelse opererede han nu udfra Kuwait mod Rashidierne, der regerede den arabiske halvø under osmannisk beskyttelse.

I 1899 blev faren for en tyrkisk invasion overhængende. Sheiken undertegnede derfor en aftale med England, og lovede ikke at ville afstå nogen del af sit land uden briternes accept. Til gengæld lovede Storbritannien at sikre Kuwait territoriale integritet. Traktaten og den britiske militære tilstedeværelse hindrede tyrkerne i at forlænge jernbanelinien Berlin-Bagdad til den Persiske Golf.

Ved afslutningen af 1. verdenskrig delte Frankrig og Storbritannien resterne af det osmanniske imperium mellem sig. Kuwait blev nu et britisk protektorat, adskilt fra det gamle kongerige i Iraq, der med henvisning til historien opfattede landet som en irakisk provins.

I 1938 blev der opdaget olie i området ved Burgan, men emiren Ahmad Jabi al-Sabah satte sig imod udvindingen af de enorme olieforekomster. Han frygtede, at de omvæltninger olieindustrien ville føre med sig ville ruinere perlefiskeriet, der på det tidspunkt var landets vigtigste økonomiske aktivitet med omkring 10.000 søfolk og dykkere. Efter den parantes som 2. verdenskrig kom til at udgøre i landets historie overgav emiren oliekoncessionerne til Kuwait Oil Co. - der bestod af det britiske BP og det nordamerikanske Gulf - og i 1946 blev der for første gang eksporteret olie fra landet. Udvindingen af olie og gas i stor skala forvandlede hurtigt den lille havneby til et stort handelscentrum.

I 1961 forhandlede landet sig frem til selvstændighed, indenfor rammerne af en gradvis britisk afkolonisering. Sheik Sabah udnævnte sig til emir og overtog den fulde magt i landet. Imidlertid nægtede Iraq at anerkende den nye stat, og hævdede at den var en kunstig britisk konstruktion for at sikre stormagtens adgang til olien. De britiske tropper blev derfor i landet for at forsvare emiratet, indtil de kunne erstattes af tropper fra den Arabiske Liga.

I 1962 blev der indført en ny forfatning, der betød oprettelse af en Nationalforsamling med 50 medlemmer, der blev valgt individuelt (politiske partier var forbudte) af alle mænd over 21, hvis fædre eller bedstefædre havde boet i landet før 1920. Blandt de 826.500 kuwaitere der boede i landet i 1990 (et mindretal blandt befolkningen), ville det efter disse regler kun være 85.000 der var stemmeberettigede, hvis der var blevet afholdt valg.

I 1966 løste Kuwait og Saudi Arabien sine grænseproblemer, og den «neutrale zone» der var blevet oprettet mellem de to lande blev nu delt ligeligt imellem dem. I 1969 oprettedes Kuwaits Centralbank, og i 1976 blev der vedtaget en socialforsikringslov samt en lov der indebar oprettelse af en Reservefond for de Fremtidige Generationer, som 10% af de statslige indtægter skulle henlægges i.

I løbet af få år ændrede olien radikalt landets udseende. Beduinerne udskiftede deres kameler med luksuriøse biler med aircondition. Perlefiskeriet forsvandt, og hele befolkningen slog sig ned i de moderne nybyggede byer, hvor moskeernes slanke tårne ligger side om side med de shopping centers, der havde fortrængt de gamle socos. Uddannelsesniveauet og befolkningens levetid steg, men samtidig blev alt det manuelle arbejde og arbejdet i olieindustrien overladt til migrantarbejdere, der i 1970 antalsmæssigt svarede til den kuwaitiske befolkning. I 1985 var der dobbelt så mange migrantarbejdere som kuwaitere.

De kuwaitiske herskere forstod hurtigt, at så megen rigdom i en så fattig region kunne stille spørgsmålstegn ved deres legitimitet. I 1961 oprettedes derfor den Arabiske Fond for Økonomisk Udvikling, der skulle kanalisere «bløde» lån og gaver til lande i den tredje verden. Da det i 1973 lykkedes de olieproducerende landes organisation OPEC at hæve olieprisen drastisk, steg Kuwaits indtægter enormt.

De fleste lande i den tredje verden støttede OPEC i håb om at tvinge de rige industrialiserede lande i nord til at gå med til en «Ny Økonomisk Verdensorden», der skulle indebære bedre priser for den tredje verdens eksportvarer. Men i stedet for at investere olieindtægterne i sine egne lande eller i andre lande i den tredje verden, placerede monarkerne langs den Persiske Golf deres formuer i de vestlige banker. Dermed bidrog de til at skabe en enorm overskudskapital på den internationale finansmarked. Denne overskudskapital blev gennem 70'erne udlånt til den tredje verden, indtil gældskrisen i 1982 fik denne mekanisme til at bryde sammen.

Men sammenlignet med de øvrige Golfstater var Kuwait generøs med sine rigdomme. I slutningen af 80'erne var Kuwait det land i verden, der gav mest udviklingsbistand - i forhold til sit nationalprodukt.

Velstanden hindrede dog ikke politiske konflikter. I august 1976 opløste emiren parlamentet. Han døde i december 1977, og hans søn, prins Jaber al-Sabah overtog posten. Denne udskrev valg til afholdelse i februar 1981. Af de 50 pladser i parlamentet gik de 40 til sunni-kandidater, der var tro overfor kongefamilien. De shiitiske kandidater fik 4 og de fundamentalistiske islamiske kandidater 6 pladser. Kun 6,4% af landets befolkning havde ret til at stemme.

Da krigen mellem Iran og Iraq brød ud i 1981, indtog Kuwait formelt en neutral position, men støttede i realiteten Iraq med store gaver og lån. Som de andre monarkier der indgik i Golfens Sikkerhedsråd anså Kuwait Iraq for at være «den forreste linie i forsvaret mod den iranske islamiske revolution.»

Fra 1985 begyndte Nationalforsamlingen at gå imod regeringens skridt - kontrol med pressen, prisstigninger på offentlige serviceydelser og uddannelsesreformer - og begyndte samtidig at kritisere emirens familie for korruption. I august 1986 opløste emiren derfor parlamentet og regerede pr. dekret.

I slutningen af 80'erne blev det beregnet, at Kuwaiti Investment Office (KIO) havde investeret over 100 milliarder dollars udenfor landets grænser. Det ejede hoteller, kunstgallerier og ejendomme i Europa og USA samt betydelige andele i de store multinationale selskaber: 10% i British Petroleum (BP), 23% i Hoechst, 14% i Daimler-Benz og 11% i Midland Bank.

I 1987 angreb den iranske marine kuwaitiske handelsfartøjer under påskud af, at Iraq anvendte havnen i Kuwait til eksport af olie og import af våben. Som modtræk fik Kuwait tilladelse fra stormagterne - USA, Frankrig, Storbritannien og Sovjetunionen - til at hejse disse landes flag på sine handelsskibe. USA og Storbritannien sendte samtidig deres marine for at beskytte den kuwaitiske sejlads i Golfen.

Krigen mellem Iran og Iraq var knapt tilendebragt i 1988, før der opstod spændinger mellem Iraq og Kuwait. Sidstnævnte krævede 15 milliarder dollars i krigslån til Iraq tilbagebetalt, der til gengæld svarede, at det havde forsvaret Kuwait for et tilsvarende beløb.

Iraq beskyldte til gengæld Kuwait for at «stjæle» olie, ved at pumpe olie op fra de to landes fælles oliefelter, der strækker sig over de to landes grænse. Ifølge Iraq havde emiratet pumpet langt mere op, end der var aftalt og krævede 2,4 milliarder dollars i erstatning.

Spændingerne blev udløst, da Iraq den 2. august 1990 invaderede og besatte Kuwait i en hurtig militær aktion. Sheik al-Sabah flygtede til Saudi Arabien med sin familie. 300.000 kuwaitere flygtede ud af landet og sluttede sig til andre 100.000, der var på ferie i udlandet. Besættelsesstyrkerne tilskyndede til denne masseflugt, måske for at «af-kuwaitisere» landet. En provisorisk pro-irakisk regering under ledelse af Al Hussein Ali anmodede om sammenlægning af Iraq og Kuwait, og få dage senere blev landet erklæret for irakisk provins.

Iraq havde håbet på forståelse fra USA's side til gengæld for løftet om olieforsyninger, men supermagten reagerede med voldsom strenghed og fik i FN's Sikkerhedsråd gennemtvunget en række meget hårde fordømmelser af invasionen. Den 6. august blev der vedtaget en handels-, finansiel- og militær boykot af Iraq, og den 29. november godkender Sikkerhedsrådet (kun Cuba og Yemen afstår fra at stemme) at der kan anvendes militær magt mod Iraq, hvis landet ikke trækker sig ud af Kuwait inden 15. januar 1991.

Det var naturligvis et taktisk politisk problem, at Kuwait ved invasionen faktisk var et diktatur, og landets emir blev derfor af USA tvunget til at acceptere, at der skulle afholdes demokratiske valg, når landet var blevet befriet.

Krigen havde enorme konsekvenser for landet. Ikke så meget i liv, for de fleste kampe fandt sted på irakisk territorium, men fordi næsten alle landets oliekilder blev stukket i brand. Enten pga. allierede bombardementer, eller fordi de irakiske styrker stak dem i brand, da de trak sig ud af landet. Konsekvensen var, at Kuwait ikke kunne genoptage sin olieproduktion før 1992.

Kuwait blev samtidig en enorm miljøkatastrofe. Røgen fra de 500 brændende oliekilder og de enorme udslip af olie ved kysten ødelagde luften, havmiljøet og jorden. Økosystemet i den Persiske Golf blev stærkt skadet af olieforureningen, og medførte en drastisk nedgang i fangsten af fisk, der ellers var en vigtig fødekilde for befolkningen.

Udgifterne til genopbygning af landet blev vurderet til 150-200 milliarder dollars. Den 9. januar 1991 indvilgede Storbritannien i at give landet et lån på 950 millioner dollars til genopbygningen, og Kuwaits krigsgæld til de allierede lande steg til 22 milliarder dollars.

Ved krigens slutning kunne det konstateres, at 1300 kuwaitere var blevet dræbt eller såret ved mineeksplosioner. Udenlandske observatører vurderede, at udgifterne til destruktion af det tilbageblevne artilleri ville løbe op i over 1 milliard dollars.

Den 18. marts 1991 kritiserede Amnesty International i London de «vilkårlige arrestationer og anvendelsen af tortur» som kuwaitiske soldater og civile foretog mod specielle palæstinenserne i Kuwait.

I marts besøgte USA's udenrigsminister James Baker landet, og premierministeren Sheik Saad al-Abdallah lovede ved den lejlighed, at demokratiet ville blive genindført og parlamentet genåbnet, men uden at fastsætte nogen tidsplan.

Få dage senere underskrev kuwaitiske borgere en opfordring om pressefrihed, uafhængighed i retsvæsenet, legalisering af de politiske partier og skridt mod korruptionen.

Den 8. april erklærede emiren, at der ville blive afholdt valg til en ny Nationalforsamling, «når situationen tillod det», med uden at fastsætte nogen dato. Forskellige rapporter pegede på, at der fandtes betydelig utilfredshed blandt befolkningen med, at emiren var så længe om at vende hjem og med hans politiske planer.

I juni 1991 indkaldte sheik Jaber al-Sabah et nationalråd for at diskutere valg, samt spørgsmålene om kvinders stemmeret og de udenlandske statsborgere i Kuwait. Oppositionen fortsatte med at kræve genindførelse af forfatningen fra 1962 og oprettelsen af et demokratisk valgt parlament. Ingen af oppositionens ledere fik mulighed for at deltage i emirens nationalråd.

Over 1000 personer demonstrerede i hovedstadens gader, da emirens beslutning blev kendt. Selv om offentlige demonstrationer var forbudt, greb regeringen ikke ind for at hindre marchen.

Da krigen var bragt til afslutning lancerede emiren parolen om «re-kuwaitisering» af Kuwait. Han foreslog selv drastisk at reducere antallet af udenlandske statsborgere i landet. Over 800.000 personer ville ifølge sheikens planer blive tvunget til at forlade landet. Et mindretal blev deporteret, men flertallet var tvunget til at rejse, da det blev umuligt at skaffe sig arbejde eller skoleplads til sine børn.

Midt i december 1991 mødtes Saudi Arabien, De forenede arabiske Emirater (UAE), Oman, Qatar, Bahrain og Kuwait til et topmøde for at etablere en kollektiv sikkerhedsmekanisme og oprette en ny sikkerhedsaftale for området, hvor 40% af verdens oliereserver er beliggende. I de første måneder af 1992 blev der gennemført et nyt møde for at bringe detaljerne på plads.

Efter at have genoptaget olieproduktionen, accepterede Kuwait en produktionskvota på 2 millioner tønder dagligt, men i februar 1993 havde landet et sammenstød med de øvrige medlemmer af OPEC og besluttede at øge produktionen til 2,16 millioner. Landets olieminister forklarede, at der var blevet opdaget nye oliereserver i den «neutrale zone» ved grænsen til Saudi Arabien.

I januar hævedes pressecensuren. Kvindeorganisationerne demonstrerede for at få stemmeret, og endelig den 5. oktober blev der gennemført valg til Nationalforsamlingen. Det blev vundet af de uafhængige oppositionsgrupper, der fik ialt 31 pladser. fundamentalisterne fik 19 og de liberale 12. For første gang i landets historie blev der udpeget en regering, der havde ministre, der var folkeligt valgte.

Trods protester fra Bagdad afmærkede FN i 1993 endeligt grænsen mellem Kuwait og Iraq. Som svar på gentagne irakiske troppeindtrængninger, gennemførte USA en række bombeangreb mod landet (se Iraq). Washington besluttede samtidig at installere missiler i Kuwait, og man gik i gang med bygningen af en 130 km lang mur forsynet med 1,3 millioner miner langs den nye grænse.

I august blev den tidligere leder af den provisoriske pro-irakiske regering, Al-Hussein Ali dømt til døden sammen med 5 andre kuwaitere og 10 jordanere (palæstinensere), der var anklaget for at have samarbejdet med de irakiske besættelsesstyrker.

I 1994 blev flere medlemmer af den øverste kuwaitiske ledelse beskyldt for korruption. I april blev olieministeren, Ali Ahmad al-Baghli smidt ud af regeringen, hvorefter han kritiserede korruptionen indenfor Kuwait Petroleum Corp. I juni erklærede forfatningsdomstolen sig inhabil i en sag, Nationalforsamlingen havde anlagt mod den tidligere finansminister, Ali Khalifah as-Sabah.

I 1995 indledte regeringen - støttet af en række velhavende kuwaitiske investorer - privatiseringen af statslige virksomheder og foretog samtidig betydelige våbenindkøb.

I februar 1996 kritiserede Amnesty International forekomsten af summariske henrettelser, anvendelsen af tortur og deportationer uden nogen form for rettergang. Ved valget i oktober vandt regeringen 30 af de 50 pladser i parlamentet. Økonomien voksede i 1996 som følge af stigninger i prisen på olie samt nye investeringer i både bygge- og olieindustrien.

I november 1997 beordrede emiren grænsen mod Iraq lukket, og grænsevagten blev forstærket flere steder. Baggrunden var den nye krise i forholdet mellem Bagdad og Washington. Denne gang var Kuwait det eneste arabiske land, der støttede USA's ønske om at gennemføre en ny væbnet invasion af nabolandet.

I marts 1998 dannede emiren en ny regering og udskiftede sin finansminister.

Efter at flere parlamentsmedlemmer havde truet med at afsætte ministeren for islamiske anliggender pga. fejl ifbm. trykningen af et oplag på 120.000 af koranen, besluttede emiren i maj 1999 at opløse parlamentet og udskrive nyvalg i juli - 1½ år tidligere end planlagt. Vicepremierminister sheik Sabah al-Ahmed al-Sabah havde inden da uden held opfordret medlemmerne til at afstå fra mistillidserklæring.

Trods det faktum at kuwaitiske kvinder i årtier har ledet virksomheder, dagblade, stået i spidsen for diplomatiske missioner, taget aktiv del i olieindustrien og generelt udgjort 30 % af arbejdskraften i landet, var det først i 1999 at emiren lod regeringen godkende en lov der skal give kvinderne stemme- og valgret. Kvinderne opnår dog først denne ret i 2003 - dvs. 2 valgperioder efter lovens vedtagelse.

I april 2001 gennemførtes endnu en regeringsomdannelse. En brand på et olieraffinaderi i begyndelsen af 2002 førte til kritik af olieministeren, der blev tvunget til at træde tilbage. En række debatter i parlamentet om begivenhederne førte til beskyldninger om korruption, inkompetance og nepotisme, der for både parlamentarikere og iagttagere understregede problemerne ved den måde, regeringen fungerer på. Situationen førte til, at de foreslåede kandidater til posten som olieminister afviste at stille op, og beslutningsprocessen i ministeriet gik derfor helt i stå. Som midlertidig løsning blev informationsministeren, sheik Ahmad Fahd al-Sabah pålagt også at være olieminister frem til valget i 2003.

Efter angrebet 11. september 2001 på USA, erklærede emiren sin støtte til anti-terror koalitionen under ledelse af USA. Dette førte til modreaktioner fra islamisternes side, der ikke var enige. Dette kan øge den sociale og politiske ustabilitet i landet.

USA, Storbritannien og en række mindre lande invaderede i marts 2003. Den Arabiske Liga fordømte enstemmigt invasionen - med undtagelse af Kuwait.

Iflg. årsrapporten fra Amnesty International i 2003 idømte Kuwait 4 mænd dødsstraf - deriblandt en der var dømt for mordet på en journalist i marts 2001. De øvrige 3 - 1 kuwaiter og 2 saudier - var dømt for voldtægt og mord på en 6 årig pige i maj. De tre erklærede ved starten af retsagen, at de havde tilstået under tortur, men alligevel godtog retten tilståelserne. De dødsdømte blev hængt offentligt, og ligene blev «fremvist» i 10 minutter efter henrettelsen.

Ved valget til Nationalforsamlingen i juli 2003 fik de islamiske grupper 21 pladser, regeringspartierne 14, uafhængige 13 og de liberale 3.

I februar 2004 ankom to kontingenter japanske soldater til Kuwait for at deltage i besættelsen af Iraq. Det var de første japanske soldater der blev sendt ind i en konfliktzone efter afslutningen af 2. Verdenskrig.

I januar 2004 fremlagde regeringen mere end 200 anklager for krigsforbrydelser mod Saddam Hussein og hans nærmeste rådgivere, gennemført under Iraqs besættelse af Kuwait i 1990-91. Regeringen erklærede samtidig, at den var villig til drastisk at reducere Iraqs gæld overfor Kuwait.

I maj 2005 begyndte regeringen udformningen af en ny lovpakke, der skal give kvinder stemmeret og valgbarhed. Ved førstebehandlingen blev pakken vedtaget med 26 stemmer mod 20 og 3 undlod. Parlamentsformand Jassem al-Kharafi kan stille op til valg til regering og kommunalbestyrelser. Der vil dog endnu gå en rum tid før disse fremskridt kan udnyttes af kvinder, da det næste parlamentsvalg finder sted i 2007 og kommunalvalg i 2009.

Et forfatningsmæssigt kaos udviklede sig i oktober 2005, da et parlamentsmedlem opfordrede tronfølgeren Sheikh Saad al-Abdullah al-Sabah på 76 år til at trække sig fra tronfølgerposten. Anledningen var, at selve emiren var blevet indlagt på hospitalet. I forvejen havde han kun sjældent vist sig i offentligheden efter et hjerteanfald i 2001. Chefen for Nationalgarden, Sheikh Salem al-Sabah opfordrede til at «støtte emirens lederskab».

Gennem 2005 protesterede migrantarbejderne - der udgør størstedelen af landets arbejdsstyrke - ved en lang række lejligheder mod manglende betalinger af deres lønninger, vilkårlige reduktioner af deres løn, dårlig behandling fra arbejdsgiverside, elendige levevilkår og manglende forlængelse af opholds- og arbejdstilladelser. 

I januar 2006 døde emir Jaber al-Sabah i en alder af 80 år. Saad al-Abdalah al-Sabah blev udnævnt til emir, under stærkt omdiskuterede omstændigheder. Mange havde den holdning at han med sine 75 år ikke havde den rette alder til at overtage posten som statsleder. Kritikken førte til at han blot en uge senere trådte tilbage og overlod posten til sin yngste bror, Sabah al-Ahmad al-Sabah.

Under besøget af irans udenrigsminister, Manuchehr Mottaki, i Kuwait i maj 2006 erklærede emiren med henvisning til USA's kritik af Iran for dets atomprogram at: «Iran har været og er fortsat omdrejningspunktet i regionen, og har altid vidst at udvikle sine relationer med klogskab».

Efter gennem flere år at have forsøgt vedtog parlamentet et lovforslag, der anerkender kvinders politiske rettigheder, tillader dem at stemme og stille op som kandidater.

Et lovforslag om at reducere antallet af valgkredse fra 25 til 10 førte til voldsom konflikt mellem regering og parlament. Emiren opløste derfor den 21. maj parlamentet og udskrev nyvalg. Under parlamentsvalget i juni fik de reformorienterede kandidater 33 af de 55 pladser i parlamentet. Der var tale om det første valg, hvor kvinder kunne stille op. Ingen kvinde blev dog valgt.

I marts 2007 fremsatte parlamentet et mistillidsforslag mod sundhedsminister, sheikh Ahmad al-Abdulá, for administrative og økonomiske uregelmæssigheder i hans ministerium. For at undgå en afstemning trådte hele regeringen tilbage.

Igen i marts 2009 opløste emiren parlamentet, hvilket førte til premierministeren og resten af regeringens afgang. Der blev gennemført parlamentsvalg i maj, og for første gang i landets historie blev der valgt kvinder ind. Ud af parlamentets 50 pladser blev 4 besat af kvinder. Eftersom politiske partier er forbudt var alle opstillede kandidater uafhængige. Over 2/3 af befolkningen i landet har ikke kuwaitisk statsborgerskab og var derfor ikke stemmeberettigede.

I april 2010 deporterede Kuwait 17 egyptere, der angiveligt havde forsøgt at oprette en lokal afdeling af den egyptiske Mohamed El'Baradei's Nationale sammenslutning for Forandring.

31. maj angreb israelske pirater en nødhjælpskolonne i Middelhavet på vej til Gaza. Israelsk militær internerede afterfølgende alle ombordværende - deriblandt 18 kuwaitiske statsborgere. Emiren lagde pres på Israel for at få løsladt de 18 kuwaitere, og hentede dem efterfølgende hjem i et kuwaitisk fly, efter de havde fået lov at passere grænsen til Jordan.

Der boede i starten af 2011 106.000 statsløse - også kaldet Bidun - i Kuwait. I forlængelse af det arabiske forår gik tusinder af disse på gaden med krav om statsborgerskab og sociale rettigheder. Efter først at have afvist kravene gav kuwaits myndigheder i næste omgang de statsløse indbyggere adgang til uddannelse og sundhedsforsorg.

Efter omfattende protester mod premierminister Nassar al-Sabah blev denne i november 2011 fjernet og erstattet af Jaber Al-Mubarak Al-Hamad Al-Sabah.

Parlamentsvalget i februar 2012 blev vundet af oppositionen, der fik 34 af de 50 pladser i parlamentet. Den største gruppe var sunni islamister der fik 13 mandater.

Den 26 årige Hamad al-Naqi blev i juni 2012 idømt 10 års fængsel for på Twitter angiveligt at have kritiseret kongerne i Saudi Arabien og Bahrain samt for at have «hånet profeten».

I løbet af 2012 nåede det «arabiske forår» til Kuwait - og blev kvalt i fødslen. Parlamentet stillede krav om mere demokrati. Kongen svarede i oktober igen ved at opløse dette. Over 5.000 demonstrerede efterfølgende med krav om demokrati. Demonstrationen blev opløst af sikkerhedsstyrkerne og kongen forbød efterfølgende sammenstimlen af mere end 20 personer. I løbet af året blev der afsagt 9 dødsdomme, men ingen blev fuldbyrdet. To iranere og en kuwaiter der i 2011 var blevet dømt til døden for «spionage til fordel for Iran» fik ændret dommen til livsvarigt fængsel af en appelret.

Efter opløsningen af parlamentet gennemførte kongen i december nyvalg. Valgdeltagelsen var med 43% den laveste i landets historie. Oppositionen havde i forvejen opfordret til boykot. Allerede i juni 2013 opløste Forfatningsdomstolen parlamentet og lod kongen udskrive nyvalg. Trods ny boykot fra oppositionens side nåede valgdeltagelsen denne gang op på 52,5%. Partier er forbudte i Kuwait, så parlamentarikerne indgår løse alliancer. Under alle omstændigheder ligger magten i landets hos kongen og hans regering.

Ytringsfriheden var fortsat stærkt begrænset. I løbet af 2013 blev 29 personer stillet for retten for at have formuleret «kritik» af regeringen på de sociale medier. De blev anklaget efter §25 i Kuwaits straffelov fra 1975 der giver op til 5 års fængsel for «kritik af emiren eller hans myndighedspersoner».

I januar omdannede emiren sin regering. Udskiftede 7 ministre, deriblandt olie- og finansministrene. Samtidig steg antallet af islamistiske ministre fra 2 til 4.

Emiren underskrev i maj 2014 en ny censurlov, der gav en ny internetmyndighed udstrakte rettigheder til at give og tilbagekalde licenser til Websites og til at censurere disse.

33 personer fik i løbet af 2014 frataget deres kuwaitiske statsborgerskab. Bl.a. for kritik af regeringen. 5 personer blev i løbet af året dødsdømt, men ingen dødsdom blev fuldbyrdet i løbet af året.

Egyptens diktator Abdel Fattah al-Sisi besøgte i januar 2015 Kuwait. I forvejen havde Kuwait besluttet at give 4 mia. US$ i gave til Egypten. Det fik det tidligere parlamentsmedlem Saleh al-Mulla til at sende et tweet, hvori han skrev: «Deres kongelige højhed. Det er er fejl under de aktuelle omstændigheder at give mere støtte til en søsternation. Vi har givet tilstrækkeligt, og disse penge tilhører det kuwaitiske folk». Som svar blev han arresteret af sikkerhedspolitiet og anklaget for både at have fornærmet al-Sisi og kongen. Efter 8 dage i fængsel blev al-Mulla løsladt mod kaution. Snesevis af andre kuwaiti blev fængslet for at have ytret en anden holdning end emiren.

Kuwait sluttede sig til Saudi Arabiens angrebskrig mod Yemen.

Landet vedtog i december 2015 at sænke definitionen af mindreårig fra 18 til 16 år. Konsekvensen var, at fra januar 2017 kunne 16 årige dømmes efter samme regler som voksne - evt. også til døden. Samme år vedtog regeringen, at alle borgere eller personer med ophold i Kuwait skulle afgive DNA. Personer der vægrede kunne idømmes op til 1 års fængsel eller en bøde på 33.500 US$. Loven trådte i kraft i juli 2016.

I 2015 vedtog regeringen en lov, der gav husslaver ret til en ugentlig fridag, 30 dages årlig ferie, en 12 timers arbejdsdag og optjening af 1 månedsløn pr. års ansættelse ved kontraktens ophør. Arbejdsgiver skulle samtidig betale overtidsbetaling og regeringen fastsætte en månedlig minimumsløn på 200 US$. Husslaver var dog fortsat ringere stillet end andre på arbejdsmarkedet, der havde en 8 timers dag. Den udenlandske arbejdskrafts vilkår var dog fortsat ringe. Alene i de første 4 måneder af 2016 deporterede myndighederne 14.400 arbejdere, hvis kontrakter var udløbet.

I januar 2016 strammede landet sin lov om cyberkriminalitet, så personer nu kunne straffes med op til 10 års fængsel for at kritisere regeringen eller retsvæsenet. Ligeledes i januar vedtog regeringen en ny internet-medie lov, der pålægger net-medier at lade sig registrere hos myndighederne og i juni blev loven om tryket medier udvidet til også at gælde net-medier.

Shia oppositionspolitikeren Abdulhamid Dashti blev i marts frataget sin parlamentariske immunitet og flygtede derefter til udlandet. Han var bl.a. anklaget for på sociale medier at have kritiseret Bahrain og Saudi Arabien. Den samlede straframme for de forskellige sigtelser var 40 år. I december frikendte en domstol ham i et af anklagepunkterne, men gav ham 10 års fængsel for et andet. Dashti havde ikke ret til at appellere dommen, så lang tid han stadig befandt sig i udlandet.

FN's komite mod Tortur afgav sin 3. periodiske rapport om Kuwait i juli 2016. I rapporten udtrykte komiteen bekymring over, at fristen for at stille anholdte for en dommer var blevet fordoblet til 4 dage og at perioden anklagede kan tilbageholdes før en retsag var fordoblet fra 10 til 21 dage. Det øgede sikkerhedsstyrkernes mulighed for at udsætte tilbageholdte for tortur.

Det tidligere parlamentsmedlem og regeringskritiker Musallam al-Barrak aftjente fortsat sin fængselsstraf på 2 år for at have kritiseret regeringen i en tale. I november 2016 stadfæstede en appeldomstol de betingede domme over 13 personer, der stod anklaget for at have citeret passager af al-Barraks tale.

Staten fortsatte med at nægte at give statsborgerskab til de ca. 100.000 Bidun (statsløse, bl.a. palæstinensere), der opholdt sig i landet. Regeringen i Comoros tilbød at overvejede at give dem «økonomisk statsborgerskab», hvis den fik en officiel henvendelse fra Kuwait.

Diktatoren Al-Sabah døde i september 2020 og blev efterfulgt af sin halvbror Nawaf Al-Ahmad Al-Jaber Al-Sabah.

EU og USA kritiserer ikke diktaturet. Det har for mange penge investeret i vestlige selskaber og importerer for mange vestlige varer. USA har en militærbase i landet.

Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 27/2 2022

Læst af: 98.744