 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Afrika
For 500 år siden
skete der et brat skift i verdenshistorien. Europa udviklede ved hjælp af
kanoner og geværer militær overlegenhed, og med udgangspunkt i dette blev de
andre verdensdele koloniseret. Nogle blev ramt hårdere end andre – Afrika værst.
Afrika fik gennem slavehandel og kolonitiden et knæk, som kontinentet endnu
lider under.
Koloniseringen
Portugiserne var den første europæiske kolonimagt i Afrika, og etablerede allerede omkring år 1500 brohoveder i vore dages Angola og Moçambique. Politiske og religiøse dissidenter, hovedsagelig fra Holland, slog sig ned i Kapområdet i Sydafrika omkring 1650. Handelsfolk, missionærer, eventyrere, videnskabsmænd og slavehandlere fra flere europæiske lande fulgte efter. Slaveriet startede umiddelbart herefter.
Dette var forspillet til «det store kapløb» om Afrika mellem de europæiske, imperialistiske stormagter. Afrika blev delt mellem dem – som en kage – på Berlin-konferencen i 1884. Afrikas skæbne var beseglet.
Afrika er fra naturens side rigt. I 1961 rådede kontinentet over 95 % af verdens diamanter, 52 % af verdens guld, 30 % af verdens platin, 22 % af verdens kobber og 67 % af verdens jernlegeringer.
Med få undtagelser gjorde afrikanerne væbnet modstand mod de europæiske erobrere. Et eksempel på den tidlige modstand er dronning Nzinga i Angola. Hun herskede fra 1623, og hendes hær bestod først og fremmest af bortrømte slaver. Det var ikke før 1656, at portugiserne formåede at presse hende til en fredsaftale, hvor hun måtte afstå størstedelen af sit område. Inden hun døde i 1663 havde missionærerne nået at omvende hende til katolik. Jomo Kenyatta - Kenyas befrielsesleder - har senere meget præcist formuleret missionærernes rolle i koloniseringen: «Da den hvide mand kom, havde vi jorden og de Bibelen. De lærte os at bede med vore øjne lukkede. Da vi åbnede dem igen, havde de jorden og vi Bibelen.»
Slavehandel
Den europæiske/oversøiske slavehandel i Afrika havde stor indvirkning på den senere underudvikling. Størstedelen af den økonomiske aktivitet måtte indstilles. Slavehandelen førte til en dramatisk reduktion i den afrikanske befolkning. Det er først i vore dage, at Afrika atter har en lige så stor andel af verdens befolkning som i 1500-tallet.
Den europæiske slavehandel ophørte i 1800-tallet. Med industrialiseringen og den fremvoksende europæisk arbejderklasse var slaverne ikke længere nødvendig arbejdskraft for den europæiske kapitalisme.
Racetænkningen hang sammen med den politiske situation i Afrika i anden halvdel af 1800-tallet. Missionærer og handelsfolk havde betydelige interesser at forsvare, og på samme måde som afrikanere blev beskrevet som mindreværdige for at forsvare slaveriet, blev afrika-skildringerne i anden halvdel af 1800-tallet ofte skrevet for at påvirke den hjemlige opinion til fordel for en mere pågående erobringspolitik. Der blev tegnet et billede af et barbarisk Afrika med behov for europæisk styring. Mediebilledet i Vesten har siden dengang ikke ændret sig grundlæggende: Afrika har fortsat ikke evnen til at hjælpe sig selv, frigøre sine kvinder eller helbrede sygdom uden de hvides hjælp.
Kolonisystemet
Kolonisystemet ændrede høvdingernes stilling. I det førkoloniale afrikanske samfundet var høvdingernes magt begrænset af ældreråd, underhøvdinge, religiøse ledere og folkelige demokratiske rettigheder ved valg og afsættelse af ledere. Kolonisystemet overdrog den lokale myndighed til høvdingens person alene, og svækkede dermed det afrikanske nærdemokrati.
Briterne indførte ofte indirekte styre, således at de kunne udøve deres magt gennem lokale herskere. Lokale høvdinge fik specielle privilegier. Hvor høvdingedømmerne ikke fandtes, skabte man dem. Når vi i vore dage taler om afrikanske lederes diktatoriske opførsel, kan denne tradition spores tilbage til dette system i kolonitiden. Endvidere skabte systemet etniske konflikter efter frigørelsen, da statslederen sammen med sine etniske tilhængere forsøgte at bevare deres privilegier.
Franskmændene ville lade afrikanerne blive medlemmer af den franske nation, men det blev mest med snakken. Mindre end 50.000 indbyggere i Senegal havde fået fransk statsborgerskab inden 1926. Alligevel var dette tal omkring ti gange højere end i de andre franske kolonier.
Gennem størstedelen af kolonitiden blev love, tvangstiltag og direktiver udformet af de enerådende kolonimyndigheder. Kolonisystemet hvilede på vold og tvang. Der blev lagt mange hindringer i vejen for foreningslivet, den uafhængige presse og organisationer som fremmede afrikanske interesser. De endelige afgørelser blev taget af mænd i London, Paris og Lissabon.
Et afgørende skel i koloniadministrationen fandtes der, hvor de hvide slog sig ned som settlere. Enkelte steder, som i det sydlige Afrika og i Kenya, besatte europæerne den bedste jorde. Klimaet der er perfekt til landbrug. Det er højsletteområder med noget der ligner europæisk middelhavsklima.
Europæerne indførte skattesystemer overfor folk uden pengeøkonomi. De der havde boet i området tidligere blev nu underbetalte landarbejdere, eller de blev tvangsforflyttet til mindre frugtbare egne. Der hvor der var værdifulde mineraler, blev mændene drevet bort fra landsbyerne og ind i mineområdernes barakbyer. Familierne blev stuvet sammen i reservater – bantustans – øremærket for sorte. De indre egne af landet blev tømt for arbejdskraft.
I Belgisk Congo udgjorde udlændingene 1 % af befolkningen i 1958, men de rådede over 95 % af investeringerne og 80 % af alle firmaer. I vore dages Zimbabwe kontrollerer det hvide mindretal (der udgør 1 % af befolkningen) omkring 80 % af økonomien og 70 % af jordarealet – 20 år efter frigørelsen. Den kenyanske oppositionspolitiker, Koigi wa Wamwere skriver i sin bog Hjertets Tårer, at i Kenya i dag kontrolleres 90 % af økonomien af hvide og asiatiske/britiske statsborgere. De hvide og nogle få sorte jordejere udgør 10 % af befolkningen, men ejer i dag 70 % af al dyrkbar jord i Kenya. I Sydafrika udgør de hvide 16 % af befolkningen men råder over næsten 90 % af al dyrkbar jord.
I 1913 indførte Sydafrika en jordlov, som gjorde det forbudt for afrikanere at eje jord i 90 % af landet. De indførte også deres egen politik for segregering – «udvikling hver for sig», apartheidsystemet. Samme politik blev fulgt i Sydrhodesia, det senere Zimbabwe.
I fransk Congo, Chad og Gabon var det almindeligt med plantagedrift. 40 selskaber havde koncession på 70 % af koloniernes totale jordområde. Dette system førte til udplyndring. Tyskland drev tilsvarende plantagedrift i Cameroon, Togo og Tanzania.
I Vestafrika var det ret almindeligt, at afrikanerne dyrkede eksportvarer på deres egen jord, men kolonistaterne og de udenlandske handelsselskaber tog størstedelen af fortjenesten. Direkte kontrol gennem settlere var unødvendig. Desuden var klimaet ugunstigt og tropesygdommene ret udbredte.
Guldkystens handel med Storbritannien – hovedsagelig palmeolie og kakao – øgedes med 400 % fra 1862 til 1872. I perioden 1850 til 1900 blev handelen mellem Storbritannien og britisk Vestafrika (Nigeria, Ghana, Sierra Leone og Gambia) tidoblet. Den florerende handel viser, at de førkoloniale strukturer fungerede. De blev senere omdannet til monopoler af koloniadministrationen, og handelen gik over på europæiske hænder. Spiren til et afrikansk borgerskab og en selvstændig afrikansk udvikling blev saboteret gennem koloniseringen.
Afkoloniseringsprocessen
Kort tid efter kolonierobringen startede en bølge af oprør mod kolonimagterne. De første oprør var religiøst betonede. Et af de første oprør fandt sted i vore dages Zimbabwe i 1896/97. Det blev kaldt First Chimurenga («det første store oprør»). Den kvindelige leder, Mbuya Nehanda stod i spidsen. Maji-maji oprøret i Tanganyika fra 1905-07 fulgte meget det samme mønster. Maji-maji betyder helligt vand. Den politiske tankegang blev imidlertid stadig mere fremtrædene i 1960'erne, men både Mau-Mau oprøret i Kenya i 1950'erne og den anden befrielseskrig i Zimbabwe i 1970'erne (Second Chimurenga) havde stærke religiøse overtoner.
Den afgørende modstandskamp fandt sted i årene efter 2. verdenskrig. Afrikanske nationalister understregede, at FN's menneskerettighedserklæring også skulle gælde for afrikanere. Roosevelt og Churchill udtrykte sig således i Atlanterhavserklæringen af 1941: Frihed og intet andet end frihed, mens europæerne endnu besad deres kolonier. Verdensdepressionens konsekvenser blev forstærket i Afrika under 2. verdenskrig: forarmning af landbrugsbefolkningen, flugt til slummen i byerne, opløsning af de traditionelle samlivsformer, opsplitning af familier og konstant fattigdom. Byerne voksede kraftigt efter 1945. Mange af hovedstæderne blev både tre- og firedoblet på 20 år. Rodløse mennesker i byerne blev støtter for dygtige agitatorer.
Til trods for at protester og strejker blev mødt med vold, gik afkoloniseringen af Afrika hurtig. Den tog et par årtier fra 1955 til 1975, hvis vi ser bort fra nogle lande i det sydlige Afrika med stærk settlerdominans. Oprørs- og modstandsbevægelser spredte sig i alle kolonilandene. Fagforeningerne voksede. En række ydre årsager fremskyndede også afkoloniseringen: USA og Sovjet var modstandere af kolonisystemet. Begge lande ønskede indflydelse på kontinentet: USA først og fremmest økonomisk og Sovjet politisk. Amerikanerne indså, at koloniseringen var unødvendig for at bevare den økonomiske kontrol.
Stærke kvinder
Kvinderne kom til at spille en betydelig rolle i uafhængighedskampen. Et tidligt eksempel på kvindeprotester var Aba-kvindernes krig i det sydøstlige Nigeria i 1929-30. I byerne, især i Vestafrika, var kvinderne vigtige i handelslivet og en central gruppe i agitationsarbejdet.
Vestlige finans- og industrifolk betragtede en fredelig afvikling og overføring af magt til troværdige afrikanske arvtagere som et bedre alternativ end fortsat kontrol gennem voldelige midler. Vanskeligst var afkoloniseringen i settlerkolonierne, hvor europæerne havde mest at tabe. Specielt vanskelig var det i de lande, hvor settlerne satte sig op mod selve kolonimagten, som i Zimbabwe og i Sydafrika. I Zimbabwe følte settlerne sig talrige og stærke nok - blandt andet på grund af støtten fra racistregimet i Sydafrika - til i 1965 at sætte sig op mod London og erklære sig selv landet for uafhængig.
Afkoloniseringen i Vestafrika smittede af på på Øst- og Centralafrika. De sociale spændinger var større der end i Vestafrika, på grund af europæernes okkupation af jord og brug af afrikansk tvangsarbejde. I Vestafrika var der ringe europæisk bosætning.
Franskmændene havde mindre modvilje end briterne mod at give medbestemmelse til den uddannede elite, og de gav de afrikanske kolonier større repræsentation i nationalforsamlingen i Paris. Men inspirationen fra de nyligt frigjorte britiske områder gjorde, at også nationalistlederne i de franske kolonier ønskede fuld selvstændighed. Afkoloniseringen af de franske kolonier blev fuldendt i 1960-61, samtidig med frigørelseskrigen i Algeriet (1956-61) - et land med 1 million settlere.
Ghana var det første land som opnåede selvstændighed, og på Ghanas uafhængighedsdag i 1960 erklærede Kwame Nkrumah: «Vort lands selvstændighed er meningsløs uden at den knyttes sammen med hele Afrikas frigørelse.» Hovedstaden Accra blev fristed og centrum for ledere af nationalistpartier og befrielsesbevægelser.
I settlerkolonierne skete det første oprør i Kenya med Mau-Mau oprøret (1952-56). 30 hvide og 10.000 afrikanere døde, og 90 000 afrikanere blev sat i koncentrationslejre. I europæisk presse blev dette kaldt for «afrikansk barbari».
Det svageste af alle de europæiske kolonilande, Portugal, var det eneste som afviste alle krav om uafhængighed. Landet var et diktatur som heller ikke tillod hjemlig opposition. I lighed med Frankrig praktiserede Portugal en assimilationspolitik, som gav borgerlige rettigheder til afrikanere, som tilfredsstillede de portugisiske krav. Men assimilationspolitikken var ikke meget at prale af. Afrikahistorikeren Walter Rodney fra Guyana i Caribien peger på, at portugiserne ikke formåede at uddanne en eneste angolansk læge i løbet af 400 års koloniherredømme.
En talrig portugisisk settlerbefolkning i kolonierne gjorde, at der var basis for væbnet kamp. Denne indledtes for alvor i begyndelsen af 1960'erne. I 1975 blev de portugisiske kolonier selvstændige. Befrielsesbevægelsernes sejre i Angola og Moçambique førte til, at den racistiske myte om de hvide herskeres uovervindelighed blev knust. Befrielsesbevægelserne FRELIMO's (Moçambique) og MPLA's (Angola) kamp blev fulgt opmærksomt i blandt andet Soweto (South West Township, en sort bydel udenfor Johannesburg). Portugals nederlag var med til at give stødet til sort bevidstgørelse, som eksploderede med Soweto-opstanden i juni 1976. Desværre gik befrielseskampen i Angola direkte over i borgerkrig, hvor blandt andet USA og Sydafrika støttede UNITA, og Sovjet og Cuba støttede MPLA regeringen. Støtten fra de cubanske tropper var afgørende for, at de sydafrikanske tropper blev smidt ud af landet. Slaget ved Cuito Cuanavale var apartheidregimets første store nederlag, og samtidig begyndelsen på enden for racist-regimet i Sydafrika.
Moçambiques selvstændighed fik afgørende betydning for kampen for et frit Zimbabwe. Befrielsesbevægelserne kunne nu operere fra Moçambiques territorium og angribe racistregimet i Sydrhodesia derfra.
For apartheidregimet i Sydafrika blev det vigtigt at hindre, at de selvstændige stater blev så stærke, at de kunne modstå sydafrikanske angreb og give direkte støtte til den væbnede kamp, som blev ført af ANC i Sydafrika og SWAPO i Namibia. Magthaverne i Pretoria svækkede nabostaterne gennem krigsføring og økonomisk sabotage, som ødelæggelse af veje, jernbaner broer og havne. De støttede også oprørs- og terroristbevægelser, som UNITA i Angola og RENAMO i Moçambique.
Namibia blev frit i 1990 som en efterdønning på de sydafrikanske tab på slagmarken i Angola. Sydafrika var udsat for internt pres fra den politiske befrielsesbevægelse ANC og eksternt pres gennem økonomisk boykot fra de vestlige lande. Det ydre og indre pres mod racistregimet førte til, at Nelson Mandela blev løsladt i 1990 efter 28 års fængsel, og Sydafrika kunne gennemføre sit første frie valg i 1994.
Nykolonialismen – forholdet til de tidligere kolonilande
Den vigtigste begrundelse for at kolonisere Afrika finder vi i den europæiske industrialismes behov for råvarer og markeder under det imperialistiske kapløb i slutningen af 1800-tallet. Ved afkoloniseringen var Afrika derfor et kontinent, som ikke solgte meget andet end kaffe, kakao, jordnødder, bomuld, sisal, jernmalm, kobber, diamanter og guld.
I den udstrækning der blev bygget jernbaner, veje og havneanlæg var dette for at føre råvarerne ud til kysten. På den måde blev der skabt en ensidig og skæv råvareøkonomi, hvor profitten blev trukket ud af verdensdelen. Der blev praktisk talt ikke opbygget nogen industri, eftersom meningen var, at råvarerne skulle bearbejdes i «moderlandet». Dette mønster blev ført videre efter selvstændigheden, hvilket har givet katastrofale resultater efterhånden som råvarerne er sunket dramatisk i pris.
Den ensidige råvareøkonomi fik også skadelige virkninger for naturgrundlaget. Kolonimagten viste foragt for den måde, afrikanere havde dyrket jorden på - det vil sige en varsom udnyttelse i et sårbart miljø med tynd jord og uregelmæssig nedbør. Udenlandske selskaber og kolonimyndigheder ville hente flest mulige ressourcer ud på kortest mulig tid, med udpining af naturen som resultat. Afrika er fortsat råvareeksportør. I Kenya eksporteres 9 af 10 Nil-abborer fra Victoriajøen ud af landet. Før gav de føde til tusinder af mennesker omkring indsøen. I dag får de hverken indtægten fra fisken eller maden. De sulter. Profitten stikker eksportørerne af med. Staten er ikke i stand til at sige nej til den fristende udenlandske valuta – selvom indtjeningen er begrænset.
Efter selvstændigheden er kolonimønsteret fortsat eller er blevet forstærket. De afrikanske lande producerede varer, som de selv ikke forbrugte, og de forbrugte varer som de selv ikke producerede. Og de industrialiserede lande fastsatte prisen på begge. Stadig dårligere betingelser i den internationale råvarehandel, og stadig højere priser på importerede forbrugsvarer medførte, at de fleste lande i Afrika fik problemer med betalingsbalancen. Dette fænomen kaldes nykolonialisme - politisk uafhængighed uden økonomisk uafhængighed. De vestlige multinationale selskaber kontrollerer ressourcerne, og udnytter dem gennem et aktivt samarbejde med Afrikas politiske og militære eliter.
1960'erne og 70'erne var for Afrika de store befrielsesårtier. Det var også en periode for etablering af systemer for bistandsoverførsler og opbygning af nye statsapparater. Økonomisk vækst og bedre muligheder for uddannelse og sundhed prægede kontinentet. Adgangen til udviklingsbistand var også god.
I 1970'erne gik Afrika ind i det, som økonomerne omtaler som «det tabte årti», da grundlaget for vore dages ubetalelige gældsbyrde blev lagt. Korruption, bestikkelser og autoritært styre blev statens vigtigste kendetegn. Målt per indbygger havde landbrugsproduktionen over længere tid været faldende. Den internationale økonomiske krise ramte Afrika hårdt i form af faldende råvarepriser, mangel på hård valuta og reduceret import af råvarer.
Både donorerne og de afrikanske stater mobiliserede Det internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken for at formulere den fremtidige udviklingspolitik. Sociale ordninger som adgangen til sundhed og uddannelse måtte vige for markedsøkonomiske løsninger. Særlig vigtigt blev det at nedskrive værdien af den lokale valuta. Dette skulle øge eksporten og skabe større valutaindtægter.
Denne nye politik blev kaldt for «strukturtilpasning». IMF og Verdensbanken var arkitekterne bag denne politik, og samtidig kontrollører og udøvere. Ingen lande fik nye lån fra de to finansinstitutioner uden at følge kravene om strukturtilpasning. De fleste givere af udviklingsbistand stillede tilsvarende krav.
Verdensbankens og IMF's krav var samtidig udtryk for mistillid til de uafhængige regimers evne til planmæssig udvikling. I Kenya dikterer Verdensbanken betingelser for at redde landet fra økonomisk ruin. Økonomerne som skal sikre dette er rekrutteret af Verdensbanken og den private sektor i Kenya, og lønnes af lån fra United Nations Development Programme (UNDP), Verdensbanken og den britiske regering. Deres løn er 50 gange så høj som almindelige offentlige ansattes løn i Kenya.
Gennem ti års omfattende forskning – først og fremmest af afrikanere – har det Nordiske Afrikainstitut i Sverige opsummeret 20 års strukturtilpasning i Afrika således: Strukturtilpasninger har omdannet det afrikanske samfund. Mange mennesker har fået dårligere levevilkår; nogle få er blevet rigere. Planerne om at øge eksporten og udbygge landbruget er kun i ringe grad blevet til virkelighed.
Der er ingen tvivl om, at strukturtilpasningerne har haft en gennemgribende effekt på det afrikanske samfund. Opmærksomheden er fjernet fra produktionen og i stedet rettet mod handelen. Stadig flere mennesker må brødføde sig fra den såkaldte uformelle sektor. De midler som tidligere blev afsat til opsparing og investeret i fabrikker som producerede varer til det lokale marked, bruges nu til opkøb af varepartier og omsætning af disse. Ofte drejer det sig om lavkvalitetsvarer fra Asien.
Mens jorden tidligere blev betragtet som et fælles gode, har politikere i mange lande formået at gøre skove, marker og enge til handelsvarer. I mange tilfælde uddeler magthaverne ejendomme som gaver til deres tilhængere. Mange småbønder er fordrevet fra deres jorde, for eksempel når områder omdannes til nationalparker. Som kendt er turismen Afrikas næststørste kilde til udenlandsk valuta, og at oprette sådanne parker er helt i tråd med strukturtilpasningerne, forklarer det Nordiske Afrikainstitut.
Afrika i den internationale arbejdsdeling (udviklingen siden 1960)
Globalisering betyder ikke, at al handel er global. For Afrika er dette dog delvist tilfældet. I 1990 udgjorde handelen med lande udenfor kontinentet 45,6 % af Afrikas bruttonationalprodukt, mens den kun udgjorde 12,8 % i Europa og 13,2 % i USA. Europas og USA's intentioner med globaliseringen er udelukkende egne handelsfordele. De direkte udenlandske investeringer i Afrika er ubetydelige og retter sig alene mod mineraler og andre naturressourcer.
De afrikanske landsbyer er ikke isoleret fra ændringer i verdensøkonomien. Når kobberpriserne fastsættes på Londonbørsen, er det dem der afgør, om en zambisk minearbejder kan beholde jobbet eller ej. På samme måde påvirkes afrikanernes muligheder for at købe mad i de afrikanske storbyer af svingninger i dollarkursen og det internationale renteniveau.
De sidste 15 år er prisen på råvarer fra udviklingslandene blevet halveret, mens priserne på færdigvarer som udviklingslandene må importere blot er steget. En majsbonde i Moçambique betalte 4 kilo majs for et stykke sæbe i 1982. Prisen blev femdoblet på 10 år. Verdenshandelen er blevet fordoblet de sidste 20 år, men andelen for de fattigste 50 lande (de fleste afrikanske) er faldet fra 0,8 % til 0,4 %. For Afrika som helhed er kontinentets andel af verdenshandelen faldet fra 4 % i 1960 til 2 % i 1992.
Afrika er fanget i en økonomisk fælde. Kontinentet står kun for 2 % af verdenshandelen og bruger størstedelen af sit BNP til at afbetale gæld. Den egyptiske økonom Samir Amin formulerer det således: «Hvordan kan et fattigt afrikansk land øremærke over halvdelen af sine eksportindtægter til at betale gæld, og samtidig følge anmodningerne om at blive mere effektive og tilpasningsdygtige. Efter 2. verdenskrig var Tysklands samlede krigsskadeerstatning på 7 % af eksporten.» (Fællesrådets Afrika-årbog 2000-2001)
Teknologiske nyvindinger har reduceret transport- og kommunikationsudgifterne. Kombineret med fjernelse af grænsekontrollen har dette givet verdensøkonomien en vitaminindsprøjtning. Verdenshandelen målt i volumen voksede med mere end 12,5 % i år 2000, men de fattigste u-lande får ikke gavn af denne vækst. Det skyldes som regel en kombination af indre uro og høje toldbarrierer i de rige lande. Ustabile valutakurser, dårlig udbygget infrastruktur, ineffektivt bankvæsen og udstrakt bureaukrati gør det vanskeligt for eksportører i de fattige lande at sælge deres produkter på det internationale marked.
De høje handelsbarrierer i Vesten rammer specielt de mindst udviklede lande, og går ud over livskvaliteten for millioner af fattige verden over. Toldbarrierer og importrestriktioner hos de rige lande koster u-landene mere end det de modtager i udviklingsbistand. Høje subsidier for landbrugsvarer i de rige lande gør blot ondt værre. OECD-landene (industrilandene) brugte i fjor mere end 300 milliarder US$ på landbrugssubsidier. Det er lige så meget som summen af BNP for alle lande i Afrika syd for Sahara.
Verdensbanken beskriver disse forhold i sine seneste rapporter, og cheføkonom Nicholas Stern udtaler blandt andet: «Vi kan simpelthen ikke forsvare et system, som fremmer de rige landes handelspositioner på bekostning af de fattige, i en tid hvor øget verdenshandel i de rige lande har bidraget til at skabe levestandarder, som millioner af verdens fattigste ikke får mulighed for at nyde godt af.»
Ifølge FN findes der omkring 60.000 transnationale selskaber i verden i dag. De 200 største selskaber er samlet ansvarlige for 25 % af den globale økonomiske aktivitet. Men samtidig med at selskaberne har øget deres profit med omkring 20 % de sidste år, er antallet af arbejdspladser gået ned. Samlet beskæftiger de multinationale selskaber under 10 % af verdens arbejdstagere.
De store transnationale selskaber vil have frihed til at kunne producere hvor de vil, distribuere varerne hvor de vil, og investere hvad de vil, hvor de vil. Til fremme for denne politik anvender selskaberne overnationale institutioner som WTO (Verdenshandelsorganisationen), Verdensbanken og IMF. Et hovedprincip i WTO er, at medlemslandene må fortsætte med at liberalisere og privatisere, også når det gælder områder som sundhed, uddannelse og sociale tjenester. Verdensbankens rapporter og analyser fortæller klart, at noget må gøres, men hidtil har deres strategier ikke ført til færre fattige.
Mange afrikanske lande har ikke haft held til at skabe væsentlige forbedringer i levekårene for et flertallet af befolkningen. Afrika er det kontinent med flest borgerkrige. I alle lande syd for Sahara bliver næsten halvdelen af statens udgifter brugt til at købe våben, mens skole og sundhedsvæsen bliver nedprioriteret.
Enhedsbestræbelserne
I juli 2000 var det nøjagtig hundrede år siden, historiens første panafrikanske konference blev afholdt i London. De fleste deltagere var vestindere eller afrikanske amerikanere. Panafrikanismen blev 40 år senere en mægtig ideologi med stor mobiliseringskraft. Ghana banede vejen for panafrikanismen i Afrika, da landet blev uafhængigt i 1956, med Kwame Nkrumah som leder.
1960'erne var glansperioden for det afrikanske håb om frihed og lige vilkår, men alliancen mellem lederne og folkemasserne brød sammen, da de nye eliter koncentrerede sig om at mele deres egen kage og allierede sig med økonomiske grupperinger i de gamle kolonimagter. Efterhånden som lederne fjernede sig fra folket, greb de til åben undertrykkelse og udbytning for at bevare magten, og udnyttede desuden regionale, etniske og religiøse forskelle. Den kendte Afrikahistoriker og forfatter Basil Davidson har udtrykt det på følgende måde: «De skurke som har optrådt i Afrika efter selvstændigheden kan være skyld i mange ulykker. Men de optræder ikke desto mindre på en scene, som de ikke selv har valgt, og i et stykke de ikke selv har skrevet teksten til.»
To eksterne faktorer var med til at ødelægge enhedsbestræbelserne; økonomien som var udformet til at tjene kolonimagternes interesser og den kolde krig.
Et af hovedmålene for panafrikanisterne var et frit Afrika. Lederne af de stater som havde opnået uafhængighed begyndte at mødes regelmæssigt, og i 1963 blev Organisationen for afrikansk Enhed (OAU) dannet. Første punkt på programmet var at befri hele kontinentet fra kolonistyret. De to andre vigtigste mål var at fremme enhed og at sikre økonomisk og social udvikling.
Siden dannelsen har OAU's rolle ændret sig kraftig. Da kontinentet blev frit, opstod der nye udfordringer. Det regionale samarbejde tog over, og udfordringen er i dag at blæse nyt liv i panafrikanismen. Sydafrikas præsident Thabo Mbeki og andre taler nu om den afrikanske renæssance. Måske kravet om sletning af u-landsgælden og en front mod de multinationale selskaber kan blive de næste mærkesager for et samlet Afrika.
Ideen om et særskilt panafrikansk parlament bliver lanceret af Libyens præsident, Muammar Gadaffi som et led i ideen om et samlet Afrika. Fem medlemmer af alle de afrikanske parlamenter - hvoraf en skal være kvinde - skal vælges fra hvert land. Afrikanske kvinder kræver imidlertid at være aktivt med i den afrikanske genfødsel. Et kvindeligt parlamentsmedlem fra Zambia reagerede stærkt på, at kvinderne ikke skulle udgøre andet end det hun kaldte «blomsterbuketten» i det panafrikanske parlament, og opfordrede alle kvindelige parlamentarikere på kontinentet til at boykotte ideen.
Der er fornyet interesse for de regionale institutioner. For eksempel er East African Community (EAC) - som overvejende brød sammen på grund af politiske uoverensstemmelser mellem Tanzania og Uganda - kommet på banen igen i de senere år.
Maghreb Union of North African Countries (MUNAC) organiserer overvejende de arabisktalende muslimske lande. Udover politiske og økonomiske bånd har de også stærke kulturelle bånd til hinanden. Dette øger bevægelsesfriheden og letter den frie udveksling af varer og tjenester.
Economic Community of West African States (ECOWAS), fejrede sit 25-års jubilæum i 2001. Organisationen har opnået begrænset succes, når det gælder den frie udveksling af varer og tjenester og bevægelsesfrihed for indbyggerne.
Zimbabwes frihed i 1980 indebar, at tankerne om et samarbejde blandt selvstændige land i det sydlige Afrika kunne virkeliggøres. I 1980 blev SADCC (Southern African Development Coordination Conference, senere omdøbt til SADC, Southern African Development Community) formelt stiftet. Organisationen havde til formål at styrke samarbejdet mellem staterne og bidrage til økonomisk løsrivelse fra Sydafrika. Hovedvægten i projekterne lå indenfor udbedringen af veje, jernbaner, havne og telekommunikation - dvs områder hvor afhængigheden af Sydafrika var mest akut.
I perioden efter at SADC blev oprettet, optrappede Sydafrika sin militære og økonomiske krigsføring mod nabostaterne. Apartheidregimet betragtede samarbejdsorganisationen som en trussel mod sit herredømme. Men med apartheids fald mistede SADC-landene deres fælles fjende, og noget af grundlaget faldt sammen.
At Sydafrika blev medlem, har på den anden side været et løft for SADC. De tekniske og finansielle institutioner i organisationen er bedre udviklet og integreret end i de andre regionale institutioner. Alligevel føler landene i det sydlige Afrika, at de står svagt overfor Sydafrikas økonomiske hegemoni. Landet har 28 % af befolkningen i regionen, 18 % af jordarealet og landets BNP er tre gange større end de 13 øvrige SADC-medlemmers BNP tilsammen. Selv om landet i dag er politisk styret af sorte, præger apartheid fortsat de økonomiske forhold.
Så længe der raser krige både intern i og mellem samarbejdslandene, prioriteres de regionale militæralliancer højere end menneskelig sikkerhed. ECOWAS er derfor i de senere år bedst kendt for sine militære interventioner i Liberia og Sierra Leone gennem Economic Community of West African States’ Monitoring Group (ECOMOG), mens enkelte lande i SADC er engageret i Congo-Kinshasa.
Generalsekretæren i Global Pan-African Movement, Tajudeen Abdul-Raheem, opsummerer vare dages hovedudfordring for panafrikanismen således: «Der er en reel fare for, at regionalismen kan udvikle sig til at blive en hindring for fuld integration og enhed i hele Afrika - alle panafrikanisters endelige mål. Regionalismen er ikke nødvendigvis et stoppested på vejen mod panafrikansismen. Den kan også vise sig at blive et hvilehjem.
Men den afrikanske enhedstanke er ikke død. Den er fortsat det eneste grundlag afrikanere har for at generobre værdigheden og blive ligeværdige partnere for resten af menneskeheden. Konflikten i Congo-Kinshasa og selvmordskrigen mellem Ethiopien og Eritrea - bare for at nævne to af de mange uretfærdige krige i nyere tid - er ikke noget bevis for at panafrikanismen har fejlet, men er snarere en tragisk demonstration af, hvor nødvendig den er.» (Fællesrådets Afrika-årbog 2000-2001)
Udviklingsproblemer
Kontinentet står aktuelt overfor en række fælles udviklingsproblemer, vi her vil komme nærmere ind på. Det drejer sig om korruptionen, AIDS, tørken og arven efter apartheid.
Korruption
«Money doesn't talk – it swears!»
(Bob Dylan)
En undersøgelse foretaget af Verdensbanken i 1995 over fordelingen af olie i Afrika syd for Sahara viste, at udbetalingerne på grund af korruption var på over 1,5 milliarder US dollar – langt mere end den årlige netto udbetaling fra Verdensbanken til hele regionen tilsammen. Korruption er specielt alvorlig, når indtægten er langt lavere, end det der behøves i investeringer.
Korruption bidrager til usikkerhed og skæv fordeling af fælles ressourcer. Korruption undergraver menneskerettigheder, demokrati og god ledelse. Korruption hæmmer etableringen af virksomheder og svækker økonomisk udvikling. For at bekæmpe fattigdommen må korruption bekæmpes.
For at stoppe korruptionen må staten, det civile samfund og den private sektor samarbejde. Kampen mod korruptionen er global og går på tværs af sociale, politiske, økonomiske og kulturelle mønstre. Der findes stærke praktiske samt etiske grunde til at bekæmpe korruptionen.
Korruption er ikke afgrænset til fattige økonomier. I i-landene anvendes skattefordele til at skaffe ressourcer til korruption. Misbrugen af offentlige midler til private formål - som korruption ofte defineres som - må bekæmpes både hos giver og modtager.
Statslige investeringer påvirkes af korruptionen. Korrupte administrationer bruger mindre på uddannelse og sociale udgifter. Midler øremærket til dette bruges i stede på andre ting. Dette viser, at korruptionen pantsætter fremtidens generationer, eftersom økonomisk vækst på langt sigt er direkte knyttet til uddannelse.
Også indenfor skolesektoren er korruptionen udbredt mange steder. Angola rangeres af Transparency International som det 5. mest korrupte land i verden. Den angolanske regering subsidierer skolebøger, men på grund af korrupte mellemled må elever betale ti gange mere for skolebøgerne end den pris regeringen fastsatte.
For fem år siden tale få lande om korruption. I dag er det nærmest blevet et modeord. Diæterne man modtager pr. dag på et Verdensbank antikorruptions seminar svarer til en månedsløn for mange afrikanske ministre.
Verdensbankens egen antikorruptionskampagne viser, at også den stopper op, når der kommer påstande frem om, at dets egne lån til udviklingslande forsvinder i korruption. Dette hurtige skift fra fuldstændig tavshed til stadig gentagne anti-korruptionsmantra kan ikke opfattes som andet end snak.
Flere lande i Afrika tager problemet alvorligt, og i Malawi foregår der en decentralisering af den offentlige forvaltning, hvor bekæmpelsen af korruption står højt på dagsorden. I Zambia og Tanzania er anti-korruptionsarbejdet blevet knyttet til sektorprogrammer indenfor sundhed og uddannelse.
Kampen mod korruption kræver også oplæring i demokrati; oplæring i undersøgende journalistik, opbygning af en uafhængig presse, fri retshjælp og etablering af lokale organisationer.
Eksemplet Zaire
Zaires præsident Mobutu Sese Seko oparbejdede i løbet af sine 32 år ved magten en personlig formue på omkring 28 milliarder kroner - udover en række luksusejendomme af ukendt værdi rundt omkring i verden. Zaire havde i 1994 samtidig en udenlandsgæld på 80-90 milliarder kroner.
Mobutu fik sine penge fra to kilder: udenlandsk støtte og lån og eksportindtægter fra minevirksomheden, først og fremmest kobber og diamanter. I perioden 1970-94 modtog Zaire 60 milliarder kroner i lån og bistand fra Vesten ifølge IMF. Eksportindtægterne i samme periode var på omkring 75 milliarder.
En rapport fra IMF fra begyndelsen af 1980'erne advarede mod at låne Mobutu flere penge, fordi «han og hans regering viser ingen interesse eller vilje til at tilbagebetale landets gæld». Rapporten blev imidlertid ignoreret, fordi den tidsmæssigt faldt sammen med indmarchen af cubanske soldater i Angola, som sloges på regeringshærens side mod oprørshæren UNITA. Støtten til Zaire øgedes efter at rapporten blev skrevet og blev tredoblet frem til 1989. Mobutu var Vestens vigtigste politiske allierede i Afrika under den kolde krig. Derfor satte Vesten aldrig Mobutus korruption på dagsorden.
Aids
Omkring 25 millioner mennesker lever ifølge UNAIDS med HIV og AIDSi Afrika syd for Sahara. Blandt disse er halvdelen kvinder. Gennemsnitsalderen i området var i 1990 59 år. Hvis epidemien fortsætter med at udvikle sig lige så hurtigt som i dag, forventes levealderen at falde til 45 år i 2010. I Zimbabwe optages fire ud af fem sygehussenge af aids-patienter.
Arbejdsstyrken vil i flere afrikanske lande blive reduceret med mellem 5 og 35 % inden 2020. Ifølge International Labour Organisation (ILO) (FN's internationale arbejdsorganisation), vil der være op mod 24 millioner færre arbejdere i Botswana, Cameroon, Ethiopien, Elfenbenskysten, Kenya, Malawi, Moçambique, Namibia, Sydafrika, Tanzania, Uganda og Zimbabwe, alene som et resultat af AIDS epidemien.
Kolonisystemet hvor mændene må drage ind til byerne for at arbejde, mens kvinderne bliver på landet fortsætter i det sydlige Afrika. En af grundene til at HIV-raten er lavere i Vestafrika skyldes at kvinderne der er mere økonomisk uafhængige af mændene. Men der eksisterer også forskelle internt i Vestafrika. Landene med størst islamisk indflydelse har mindst HIV/AIDS.
HIV-epidemien giver kvinder nye muligheder for at udforske og tale om sex og seksualitet. Afrikanske kvinder vil benytte denne mulighed til at promovere sikker sex og at bruge sikker sex til at udvikle deres egen seksualitet. Seksualitet er en rettighed, ikke en luksusgave – også for kvinder som bor i lande, hvor hver seksuel partner må anses som potentiel smittebærer af HIV. Men kvinder kan ikke nyde godt af deres seksuelle rettigheder uden at være sunde, have tilgang til rigtig ernæring, familieplanlægning og selvbestemt abort. AIDS og kampen for kvinders rettigheder går hånd i hånd.
De sydafrikanske myndigheder besluttede i januar 2001 at indføre et sundhedsprogram, som giver gravide og ammende kvinder gratis tilgang til anti-retroviral HIV-medicin og mælkepulver for at reducere risikoen for smitte fra mor til barn. Dette vil spare livet for titusinder af sydafrikanske børn hvert år. Sydafrika er det andet landet i Afrika efter Botswana som indfører et sådan sundhedsprogram.
AIDS gør fattigdom og uretfærdighed mere synlig. Medicin alene kan ikke løse aidsproblemet i det sydlige Afrika. Den kan kun dæmpe smerten og forlænge livet for nogle få udvalgte. Så længe medicinen er for dyr for de fleste mennesker, og der ikke findes nogen kur mod sygdommen, er den bedste måde at forebygge smitte at sprede information om HIV/AIDS.
AIDS har længe været fortielsens sygdom. Den katolske kirke, som er den største i det sydlige Afrika, har som metode at forkynde trofasthed og afholdenhed som løsning på aidsproblemet. Kirken er gået så langt som til at prædike mod anvendelsen af kondomer, fordi det ifølge præsterne fører til tilfældig og udenomsægteskabelig sex. Da de botswanske myndigheder fornyligt uddelte gratis kondomer i landets ungdomsskoler, rykkede kirken ud og krævede, at kondomerne blev trukket tilbage, fordi anvendelsen af kondomer opfordrede til sex før ægteskabet.
Zambia er et typisk eksempel på hvordan AIDS og gæld rammer de fattige. I Zambia er 20 % af befolkningen nu HIV-positive. Omkring 9 % af alle børn under 15 år har mistet deres mor eller begge forældrene som følge af AIDS. Den forventede levealder er faldet til 43 år og forventes at falde yderligere. Zambia har ikke penge til at bekæmpe AIDS. Årsindkomsten i Zambia er på 390 dollar per person. Hver zambier skylder 720 dollar til udlandet. Hvert år bruger Zambia 17 dollar per indbygger på sundhed, mens 30 dollar per indbygger går til at afbetale gælden til os i Vesten. I de rige G7-lande (USA, Storbritannien, Canada, Italien, Frankrig, Japan og Tyskland) bruges der årligt 2300 dollar på hvert menneskes sundhed.
En af årsagerne til at der ikke findes en AIDS-vaccine er fattigdomsrelateret. Normalt bliver en vaccine udviklet af private selskaber, men denne gang er de vigtigste markeder udviklingslandene, og derfor bliver profitten ikke høj nok.
Britiske forskere fra Oxford Aids har i samarbejde med kenyanske forskere - og ved at bruge kenyanske kvinder som viste sig at være resistente overfor HIV-viruset - opnået en vis succes i kampen for at finde en egnet vaccine. De kenyanske forskere blev imidlertid ikke krediteret i patentdokumentet. Kenya fik heller ikke adgang til vaccinen. Briterne har efterfølgende lovet kenyanerne anerkendelse og sagt, at det var en fejl der gjorde, at deres navne ikke blev nævnt i dokumenterne. Det viser sig, at når afrikanerne selv har været med til udvikle nye vacciner, får de ikke nødvendigvis adgang til dem. Eksemplet fra Kenya viser, at vore dages situation hvor kun 5 % af verdens HIV-positive har adgang til medicin vil fortsætte.
Peter Piot, chef for UNAIDS udtaler: «Set i et rent aidsperspektiv, behøver Afrika mindst 3 milliarder dollar hvert år til forebyggende arbejde og grundlæggende sundhedstiltag. De afrikanske lande bruger fire gange så mange penge på at betale deres udenlandsgæld som på sundhed og uddannelse til sammen.»
Løsningen ligger i lokalsamfundet
I flere af verdens fattigste lande er der færre som bliver smittet nu end for 5-10 år siden. Uganda er det bedste eksempel. Landet har reduceret antallet af nye infektioner med over 50 %. Over 15 % af den voksne befolkning var HIV-smittet. Nu er tallet nede på 8 %.
Senegal har hele tiden formået at holde antallet af infektioner nede på et lavt niveau - omkring 1 % af befolkningen. De startede allerede i 1985 med massive uddannelsesprogrammer. Det specielle der er, at de religiøse ledere har engageret sig – de fleste muslimer men også katolikker.
«Jeg er blevet imponeret over, hvordan de afrikanske samfund reagerer på AIDS, Ebola, kolera, krig og andre katastrofer. Løsningerne ligger i lokalsamfundet. Det har en enorm styrke», erklærer Peter Piot.
Tørke og hungersnød
Ifølge World Food Programme (WFP) er 830 millioner mennesker i verden nu underernæret. I Afrika mangler et ud af tre mennesker mad. Årsagen til fødevaremangelen er i første række krig, konflikter og fattigdom. Sudan bliver fremdraget som en af de mest sultramte lande i Afrika. Her står omkring 3,2 millioner mennesker uden mad og rent drikkevand på grund af manglende regn og den igangværende borgerkrig. Khartoum-regimet i nord bruger sulten som våben mod befolkningen i Sydsudan.
FN's konvention om Bekæmpelse af Ørkenspredning (Convention of Combat Desertification – CCD) er bogstavelig talt en fattigmandskonvention, for det er de fattige i de fattigste lande som er hårdest ramt af problemet.
Over en milliard af verdens fattigste mennesker i mere end 100 lande, specielt i Afrika, er truet af ørkenspredningen. Formålet med CCD er at beskytte disse mennesker og deres jord.
CCD's formål er at skaffe støtte til de berørte udviklingslande. Finde nye og flere pengeressourcer, også fra den private sektor og andre ikke-statslige midler. Derved kan de berørte udviklingslande få adgang til den nødvendige teknologi, viden og fagkundskab.
Det er ingen der bedre forstår problemerne med ørkenspredning og har bedre erfaring med at leve med den end netop de mennesker som bor i de berørte områder. Denne værdifulde kundskab skal man ikke kun benytte lokalt, men også nationalt og regionalt, således at man kan sikre en bæredygtig udvikling.
På trods af FN-konventionerne om klimaændringer og mangfoldigheden i naturen, ser ørkenspredningen ikke ud til at påvirke de rige lande. De er ikke direkte berørte og deres erhvervsliv profiterer ikke på bekæmpelsen af ørkenspredningen gennem for eksempel salg af teknologi.
Gennem århundreder har befolkningen i Sahelbæltet syd for Sahara lært at tilpasse sig det tørre og barske landskab. Tørkekatastrofer i 1970'erne og 80'erne blev overvejende forklaret med, at deres traditionelle livsstil førte til ørkenspredning. Det er rigtig, at overbefolkning og intensivt landbrug førte til øget jorderosion i en del områder.
Den alvorlige tørke i hele Sahelbæltet i midten af 1980'erne - med 1984 som det værste år - førte til den hidtil største opmærksomhed omkring ørkenspredning og det første tilbud om omfattende nødhjælp fra Vesten. Ideen om en menneskeskabt miljøkrise fik ny næring. Modtrækket var bistand til plantning af træer, til beplantning af sandklitter for at hindre at disse skulle bevæge sig, og til afskærmning af områder fra opdyrkning og græsning ved ansættelse af vagter.
Problemet med skovplantningen og afskærmningen af områder var imidlertid, at disse aktiviteter sjældent blev opretholdt af lokalbefolkningen, efter at bistanden ophørte. Bistandseksperternes løsninger var ikke baseret på lokalbefolkningens viden og egne ønsker. Derfor sluttede folk ofte med at plante og vande træer, når de ikke længere fik penge for det.
Hvis der ligger menneskeskabte årsager bag ørkenproblematikken, hænger de ikke sammen med den levevis, som har overlevet i hundreder af år, men mere sandsynligt med nedbørsmængden og klimaændringer – hvilket bringer os videre til forbruget af fossile brændstoffer, gaskraftværker og andre ting, som kendetegner rige lande som Norge og Danmark.
Apartheid og arven efter den (Sydafrika/Zimbabwe)
«The most potent weapon in the hands of the opressor is the mind of the opressed»
Steve Biko, forkæmper for sort bevidstgørelse i Sydafrika. Myrdet i fængsel i 1977.
Skolesystemet var et af de hvide undertrykkeres værktøjer under apartheid. Hver «folkegruppe» og hvert såkaldt «homeland» havde sit eget uddannelsessystem, hvilket gav 18 parallelle uddannelsesmodeller. Hvide sydafrikanere fik derimod uddannelse helt på højde med den europæiske. Som kontrast til dette stod «Bantu-uddannelsen» for de sorte, som skulle uddanne folk til minearbejdere, husassistenter og andet ufaglært arbejde. Myndighederne var ikke interesserede i, at de sorte elever skulle tilegne sig viden. De farvede («coloured») havde et lidt bedre skolesystem, som led i den systematiske del-og-hersk-politik fra myndighedernes side.
I 1980'erne var der lange perioder med skoleboykot og oprør mod undertrykkelse og undervisningssproget Afrikaans. I Soweto sad titusinder af unge i perioder fængslet, mens skolerne stod tomme på grund af boykotaktioner. De betalte dyrt: en hel generation sorte sydafrikanere har ingen uddannelse.
Endnu i 1997 have 24 % af de sydafrikanske skoler ikke vand indenfor gåafstand, 57 % manglede elektricitet og 13 % havde ikke toilet.
De såkaldte «Model C-skoler» er halvprivate tidligere hvide skoler, som fra 1990 skulle optage elever fra alle lag i befolkningen. Skolen har i en vis udstrækning optaget elever fra den sorte middelklasse, enkelte er helt overtaget af sorte elever, men det er fortsat et fåtal som har mulighed for at gå på disse skoler. Skolepenge har sørget for en effektiv udelukkelse af de almindelige sydafrikanere. Terminsbetalinger på omkring 2500 kroner er umulige for de fleste.
Andre metoder bliver anvendt for at holde de sorte elever ude fra de hvide privatskoler. For eksempel kræves det, at eleven har vaccinationskort, hvilket ingen sorte unge som har gået i folkeskole i Soweto har.
Bosætningsmønstret er med til effektivt at opretholde klasseskellene mellem befolkningsgrupperne. Model C- skolerne ligger i tidligere hvide områder. De dårligste skoler ligger i townships'ene og i landsbyerne. Selv om nogen flytter, bor det store flertal af befolkningen fortsat der hvor de blev placeret under apartheid.
I Zimbabwe er mønstret det samme. Men her er den hvide befolkning mindre. Flere hvide forældre sender deres børn til privatskoler i Sydafrika, for at undgå at de må gå på skoler sammen med sorte. Skoler med sorte og hvide børn sammen knuser let teorien om, at de hvide er de sorte overlegne.
Skolen er blot ét eksempel på, at apartheid har sat sig dybe spor – som fortsætter. De bedste jobs går fortsat til hvide, de dårligste til sorte.
Sydafrika adskiller sig dog fra Zimbabwe, fordi der findes en del progressive hvide. I Sydafrika støttede flere hvide befrielseskampen. I Zimbabwe var der knapt nogen farvede, der støttede befrielsesbevægelsen og slet ingen hvide.
Sidst ajourført: 29/4 2003
Læst af: 690.386