Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Fredsbevægelsen

Forskellige fredsbevægelser har op gennem det 20. århundrede udfoldet sig i Danmark. Mest markante var militærnægterbevægelsen under 1. verdenskrig, Antiatomkampagnen i 60'erne og 80'ernes fredsbevægelse, der var koncentreret omkring modstanden mod atomoprustningen i Europa. Dette opslag er koncentreret om denne sidste fase i fredsbevægelsens udvikling.

Forhistorien

Indgangen til 1970'erne blev markeret ved en række afspændingstiltag, der skulle reducere spændingerne mellem øst og vest. USA's præsident Nixon besøgte Kina og Sovjetunionen, hvilket i 72 banede vejen for undertegnelsen af ABM og SALT I traktaterne mellem USA og Sovjet. ABM traktaten begrænsede opbygningen af anti-raketsystemer, der ellers ville have udløst et forstærket våbenkapløb. SALT I traktaten lagde et loft over væksten i antallet af strategiske atomraketter.

Allerede i 1970 havde Vesttyskland anerkendt Tysklands østgrænse mod Polen som Oder-Neisse floden. Disse skridt i retning af afspænding banede i 1973 vej for gennemførelsen af den Europæiske Konference for Sikkerhed og Samarbejde, CSCE, hvis arbejde i 1975 mundede ud i Helsinki aftalen, der blev underskrevet af 33 europæiske lande samt USA og Canada. Aftalen skulle give grundlag for tillidsskabende foranstaltninger, øget handelssamkvem og respekt for menneskerettighederne.

Fredsvindene blæste altså kraftigt i disse første år af årtiet. Det var på denne baggrund, at de gamle fredsorganisationer i 1975 besluttede at etablere en fælles paraplyorganisation. Det skete med oprettelsen 25. februar 75 af Samarbejdskomiteen for fred og Sikkerhed (SK), der skulle «samle de danske organisationer omkring et bredt samarbejde omkring freds- og sikkerhedspolitiske spørgsmål». Organisationerne havde deltaget i Verdensfredskongressen i Moskva i efteråret 74 og havde her fundet sammen om det fælles udspil.

SK kom i første omgang til at bestå af Aldrig mere Krig (AMK), Den Internationale Liga for fred og Frihed (Ligaen), Forsoningsforbundet, en række fagforeninger samt det radikale venstres og DKP's ungdomsorganisationer. Den blev nedsat med et præsidium bestående af så kendte personligheder som socialdemokraten Lasse Budtz og den radikale K. Helveg Petersen.

Alligevel kom komiteen til at føre en hensygnende tilværelse de første år. I foråret 1975 hastede regeringen beslutningen om indkøb af F-16 krigsfly gennem Folketinget på få måneder. Det gik så stærkt, at fredsbevægelsen knapt nåede at reagere, trods det at der var omfattende utilfredshed i befolkningen med beslutningen.

Neutronbomben

I juni 1977 tog Carter administrationen i USA beslutning om, at igangsætte produktionen af neutronbomber der skulle udstationeres i Europa. Indenfor USA's militært-industrielle-politiske kompleks eksisterede der en opfattelse af, at Sovjet trods afspænding og aftaler fik stadig større militær overvægt i Europa. Neutronbomben skulle anvendes som taktisk våben til at afbalancere denne trussel. Den var designet som et atomvåben, der gennem voldsom stråling skulle dræbe besætningerne i de russiske kampvogne, når de rullede frem gennem Centraleuropa.

Beslutningen blev imidlertid taget, uden at europæerne og specielt ikke den europæiske fredsbevægelse var taget i ed. Overalt i Europa udvikledes i sidste halvdel af 1977 omfattende kampagner mod neutronbomben. Allerede i foråret 77 havde Samarbejdskomiteen lagt op til oprettelsen af et Fredscenter i København, der skulle rumme møde- og kontorfaciliteter, bibliotek, forskningsvirksomhed mm. Samtidig skulle de eksisterende fredsorganisationer flytte ind i centret. Projektet var meget ambitiøst, og Carters neutronbombebeslutning gav centret en flyvende start.

Allerede i august 1977 gennemførte SK den første demonstration mod neutronbomben med efterfølgende 24 timers fakkelvagt foran USA's ambassade, og frem til marts 1978 blev der samlet 120.000 underskrifter ind mod beslutningen. De politiske partier fra venstrefløjen over socialdemokratiet til de radikale og Kristeligt Folkeparti protesterede ligeledes mod bomben, og i Dansk Forfatterforening foranstaltede forfatteren Erik Stinus en indsamling af 230 underskrifter. En lang række fagforeninger samt SiD protesterede ligeledes.

Efter mange års stilstand var fredsbevægelsen i løbet af få måneder atter i omdrejninger. Fra efteråret 1977 begyndte SK at udgive kvartalsbladet Fred og Sikkerhed, og SF's formand, Gert Petersen gik ind i komiteens præsidium. Trods SK's forholdsvis brede politiske sammensætning blev den alligevel af neutronbombe- og oprustningstilhængere allerede på dette tidspunkt beskyldt for at være en «kommunistisk dækorganisation».

På baggrund af de omfattende protestaktioner og den politiske kritik i Vesteuropa besluttede USA's præsident Carter i april 78 at opgive neutronbombeprojektet. Efter denne sejr slog SK ind på en mere generel kritik af oprustningen i Europa.

NATO's dobbeltbeslutning

Allerede i 1977 havde NATO besluttet at udarbejde en langtidsplanlægning for modernisering af sin atomslagstyrke. Dette arbejde foregik langt fra mediernes bevågenhed, men blevet alligevel i foråret 1979 gravet frem af journalisten Jørgen Dragsdahl på Information, der bl.a. kunne trække på kilder i Washington. Det førte til, at Gert Petersen i marts fremsatte spørgsmål til den socialdemokratiske forsvarsminister Poul Søgård. Denne var meget fåmælt i sit svar og henviste til, at arbejdet endnu ikke var overstået, men at udstationeringen af USA's mellemdistanceraketter var et svar på Sovjets udstationering af 300 SS-20 mellemdistanceraketter i Østeuropa. Han undgik at nævne oprustningen i England, Frankrig og på de nordamerikanske atomundervandsbåde.

NATO's atomoprustning skulle bestå af 108 meget hurtige Pershing II mellemdistanceraketter, der i løbet af få minutter ville kunne nå deres mål i Østeuropa eller det vestligste Sovjetunionen, samt 464 atombestykkede Krydsermissiler der fløj under radardetekteringshøjde. I begge tilfælde våben som ville være vanskelige at opdage, og som derfor radikalt ville forrykke styrkebalancen. Det skabte kritik, ikke bare på venstrefløjen men også blandt de europæiske socialdemokrater, og det danske socialdemokrati besluttede derfor i november at ville anbefale en udskydning af beslutningen ½ år, når den kom op på NATO mødet i december. En lignende beslutning blev taget i Holland.

Det var først samme efterår, at fredsbevægelsen mere aktivt mobiliserede til modstand mod udstationeringen. Der blev gennemført mindre demonstrationer i en række danske byer, indsamlet 70.000 underskrifter, og der blev indrykket en lang række helsidesannoncer i de danske aviser, hvor organisationer og enkeltpersoner tog afstand fra oprustningen. Og folkestemningen var med fredsbevægelsen. En Gallup undersøgelse viste, at 43 % af danskerne afviste udstationeringen, mens kun 31 % bakkede den op. Modstanden fik desuden støtte i Politiken, Ekstrabladet og Information.

Men på sit møde i december afviste NATO at udskyde beslutningen. Til gengæld vedtog sammenslutningen, at udstationeringen først skulle indledes 4 år senere, og at den mellemliggende periode skulle anvendes til at forsøge at presse Sovjet til at undlade udstationeringen af sine SS-20 raketter. Dette var dobbeltbeslutningens indhold!

Nej Til Atomvåben

Indtil da havde fredsbevægelsen stået forholdsvis samlet, men i slutningen af december 1979 invaderede Sovjetunionen Afghanistan, og ændrede dermed med et slag situation. I USA benyttede præsident Carter lejligheden til at slå til mod nedrustningstilhængerne, og overalt i verden blev fredstilhængerne svækket.

Den internationale udvikling accelererede opdelingen af fredsarbejdet. I Århus havde man allerede i efteråret 79 stiftet Samarbejdsudvalget mod Atomoprustning i opposition mod DKP's og de Radikales dominerende stilling i SK. Århusianerne ønskede i højere grad at inddrage SF og VS i fredsarbejdet og skabe mere demokratiske strukturer. SF'eren Jens Toft var drivende i denne proces. Allerede før den sovjetiske invasion havde århusianerne indkaldt til et møde i januar 80, hvor organisationen Nej Til Atomvåben (NTA) skulle dannes. Selve den formelle oprettelse blev imidlertid udskudt til maj, om end den nye organisation straks indledte sit arbejde. I maj havde den derfor allerede 10 lokalafdelinger og 700 medlemmer. Århusianerne spillede en vigtig rolle i denne proces, men også journalisten Jørgen Dragsdahl og højskolelæreren Erik Knudsen deltog aktivt. De gik ind for et tæt samarbejde med SK. Målet var ikke at konkurrere med SK, men at samle de mennesker op, der af politiske grunde ikke kunne gå ind i SK. De forskellige fredsbevægelser skulle gensidigt befrugte hinanden.

NTA var i udgangspunktet politisk vaklende og valgte at lægge sig op ad den gamle Antiatomkampagne, og det blev yderligere klart, da de fleste af NTA's nye ledelse kom fra kampagnens gamle ledelse. Det løste dog ikke den politiske vaklen i den aktuelle situation, men i april havde den britiske fredsorganisation European Nuclear Disarmament (END) fremsat forslag om etableringen af en atomvåbenfri zone fra Portugal til Polen og samtidig tilbagetrækning af både SS-20 og NATO raketterne. NTA besluttede at tage denne appel op og få den bragt som annoncer i danske dagblade.

Selv om det ikke i udgangspunktet var tilsigtet, blev NTA og END derfor i stigende grad knyttet sammen. Forslaget om atomvåbenfri zone var gentagne gange blevet fremsat siden 50'erne og skulle fremme afspændingen. END's forslag fik støtte fra østeuropæiske dissidenter, og END tog selv kontakt til oppositionsgrupper i Østeuropa. Forslaget fik støtte fra stadig flere sider, og også den NATO kritiske socialdemokratiske græske regering bakkede op om forslaget.

NTA udviklede sig hurtigt, og den 19. oktober 80 kunne den offentliggøre END appellen i Politiken. Appellen var dog «kun» underskrevet af 3.000 personer, hvilket var en del færre end det foregående års annoncer.

Også SK nød godt af fredssagens opblomstring. Aktivisterne strømmede ind, men det gav samtidig alvorlige problemer. SK var oprindelig opbygget som en paraplyorganisation for 60 vidt forskellige organisationer - ikke som en aktivistorganisation. Aktivisterne kunne derfor få lov at slikke frimærker, men ikke at deltage i beslutningerne, hvilket gav alvorlige problemer med demokratiet. Omvendt var organisationerne utilfredse med, at der skete en masse aktiviteter, som de ikke havde ressourcer til at deltage i. Strukturen var uegnet til det arbejde, der forestod.

Langt mere lammende var det dog, at SK ikke kunne tage afstand fra Sovjets invasion. Den kunne kun strække sig så langt som til at erklære, at «den havde vanskeliggjort arbejdet for afspænding, fordi afspændingens fjender ville søge at udnytte situationen». Dette afspejlede, at DKP spillede en ledende rolle i komiteen. Konsekvensen var, at flere prominente personer meldte sig ud i løbet af foråret 80, og de blev fulgt af FN Forbundet, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Forsoningsforbundet, AMK og i slutningen af 1981 af Ligaen. Det Radikale Venstre besluttede sig dog for at blive. Den politiske bredde af SK blev altså drastisk reduceret, og rakettilhængerne rettede derfor i stigende grad skytset mod SK. Den og resten af fredsbevægelsen blev beskyldt for at være kommunistiske dækorganisationer. Når tilhængerne ikke havde flere rationelle argumenter for oprustningen, greb de tilbage til koldkrigens antikommunisme.

Kvinder for Fred

I februar 1980 gik 3 danske kvindelige journalister sammen om et initiativ, der gik ud på i perioden 15/2 - 15/4 at indsamle 2 millioner underskrifter mod oprustningen. De skulle i juli overrækkes FN's generalsekretær på den Internationale Kvindekonference i København. Kvindernes appel havde følgende ordlyd:

«Nordiske kvinder er standset op med et råb:
   Nu må det være nok!
Vi er grebet af fortvivlelse over udviklingen. Mere og mere er det gået op for os, at kvinder over hele verden går med de samme tanker og den samme frygt:
   Har vore børn nogen fremtid?
Vi vil - sammen med kvinder over hele jorden - vende vor afmagt til styrke.
Vi, undertegnede kvinder i Norden, vil ikke længere stiltiende acceptere magtkampen mellem stormagterne. Alle aggressionshandlinger må umiddelbart indstilles, og nedrustningsforhandlingerne må straks genoptages og føre til handling.
Vi kræver:
   Nedrustning for en varig verdensfred!
   Våbenmilliarderne til mad!
   NEJ til krig!»

Initiativet ramte noget rigtigt og udløste en orkan af aktivitet. Snart var tusinder af kvinder i gang med indsamlingen af underskrifter i hele Norden. I starten af maj var der blevet indsamlet 200.000 underskrifter i Danmark og 300.000 i de andre nordiske lande. Det var stadig langt fra de 2 millioner, men alligevel en imponerende bedrift. Initiativet fik også støtte af både NTA og SK og førte efterfølgende til oprettelse af Kvinder for Fred grupper i flere europæiske lande - først og fremmest de nordiske.

De følgende år spillede Kvinder for Fred (KFF) grupperne en central rolle i fredsbevægelsen og gennemførte bl.a. en række fredsmarcher i Europa og til sidst i Mellemamerika. Det var ikke noget isoleret nordisk fænomen. Fra 1981 etablerede britiske kvinder en fredslejr ved Greenham Common militærbasen i England, der skulle huse de britiske NATO missiler. Trods retsforfølgelse og fysiske overgreb fra politi og militær holdt kvinderne stand gennem flere år. En aktionsform der blev kopieret i flere andre lande - også i Danmark.

Trods svækkelsen af Samarbejdskomiteen forsøgte denne i foråret 1980 at lancere kampagnen «Forsvar Danmark mod ødelæggelse», der skulle bestå af både underskriftindsamling og afholdelse af konferencer, men KFF indsamlingen af underskrifter overhalede SK's, og i 1981 var der endnu kun indsamlet 75.000, og NTA besluttede at gennemføre sine egne konferencer.

Norden som Atomvåbenfri zone

På fredsbevægelsens landskonference i februar 1981 forsøgte man atter at finde fælles fodslag gennem lanceringen af forslaget om «Norden som Atomvåbenfri zone». SK skyndte sig at melde ud, at den ville indkalde til en Nordisk Fredskonference i Ålborg, der skulle samle repræsentanter fra ikke blot Danmark men også de øvrige nordiske lande. Formelt blev det dog den ålborgensiske fagbevægelse med SiD Fabrik i spidsen, der kom til at stå som indkalderne. DKP spillede en vigtig rolle i denne proces, men det lykkedes også i vid udstrækning at få inddraget socialdemokratiet. Fællesorganisationen i Ålborg og HK stod også som indkaldere, og byens socialdemokratiske borgmester var med til at åbne konferencen, der med 1.300 delegerede fyldte Ålborghallen til bristepunktet.

Den Nordiske Fredskonference udløste en intens propagandakampagne fra de borgerlige mediers side. Jyllandsposten gik her i spidsen for at svine fredsarbejdet til, og gjorde meget for at fremvise reelle og opdigtede forbindelser mellem fredsbevægelsen og Sovjetunionen. Den borgerlige frygt var reel, for et flertal i den danske befolkning vendte sig fortsat mod NATO's dobbeltbeslutning og stod altså på fredsbevægelsens side.

Socialdemokratiet var fortsat imod forslaget om norden som atomvåbenfri zone, men var samtidig splittede, hvilket bl.a. førte til dannelsen af Socialdemokrater mod Atomvåben og Militarisme (SAM). Den socialdemokratiske regering var kritisk og krævede bl.a. at også de tilstødende områder - bl.a. Østersøen - blev inddraget i en sådan zone. I juni tilbød Sovjetunionen derfor, at også Kola halvøen skulle gøres atomvåbenfri. Dette blev i første omgang modtaget positivt af socialdemokraterne, der dog i efteråret atter ændrede holdning til spørgsmålet.

Om sommeren (21/6 - 9/8) havde KFF gennemført sin første fredsmarch, der gik fra København til Paris. Det skete på initiativ fra norske kvinder. Selv om marchen på nogle etaper kun bestod af få hundrede deltagere, var den alligevel en stor succes. På Hiroshima dagen der blev markeret i Paris sendte marchen en opfordringen til Sovjetunionen og USA om at afstå fra udstationering af atomraketterne. I Sovjet kvitterede Breshnev med at støtte kravet om nedrustning. I USA svarede præsident Reagan ikke på henvendelsen, men besluttede samme dag at genoptage produktionen af neutronbomben.

Fagbevægelsen for Fred

Fredssagen spredte sig fortsat som ringe i vandet. I september 81 var spørgsmålet oppe på et møde i SiD's hovedbestyrelse, der besluttede at støtte fredsbevægelsen og lancerede mottoet «Hvad skal vi med gevinsten i arbejdskampen, hvis vi taber kampen for freden?» Inden årets udgang var Fagbevægelsen for Fred dannet, der i de følgende år blev omdrejningspunktet for fredsarbejdet i fagbevægelsen. Det skete først i København og bredte sig siden til resten af landet. Enhver anstændig afdeling fik sit eget fredsudvalg.

I forlængelse af beslutningen på den Nordiske Fredskonference om at arbejde for Norden som Atomvåbenfri zone besluttede fredsbevægelsen at indlede en underskriftindsamling til støtte for kravet. Der skulle samles 250.000 underskrifter ind frem til 1. maj 1982. Endvidere skulle zonedebatten bringes ind i efterårets kommunalvalgkamp. I England havde Manchester på foranledning af den britiske fredsorganisation CND allerede i 1980 erklærede sig for atomvåbenfri zone, og denne   model skulle nu kopieres i Danmark, ligesom den var blevet kopieret i andre europæiske lande. Dette skulle gøres til et af emnerne i den danske kommunalvalgkamp.

Samtidig fik fredsbevægelsen til stadighed hjælp fra den koldkrigeriske præsident Reagan i USA. I oktober erklærede han, at han godt kunne forestille sig en begrænset atomkrig med anvendelse af taktiske atomvåben - i Europa - uden at det udviklede sig til total atomkrig. Sådanne udtalelser var først og fremmest rettet til USA's befolkning. Udenfor styrkede den blot fredsbevægelsen.

Jo mere pressede rakettilhængerne blev, jo mere rettede de skytset mod SK. Men også langt ind i fredsbevægelsen forholdt man sig stadig mere kritisk til DKP's dominans i fredsarbejdet. Forholdet mellem SK og NTA blev nedkølet til nulpunktet og nogle gik så langt som til at erklære, at DKP som Sovjets allierede var uforenelig med fred. Denne agitation blev forstærket, da en sovjetisk ubåd i oktober gik på grund i den svenske skærgård. For mange aktivister i fredsbevægelsen blev kampen mod kommunismen for en tid vigtigere end kampen mod oprustningen. For socialdemokratiet blev ubådsepisioden anledning til, at støtten til Norden som atomvåbenfri zone blev trukket tilbage. Bedre blev det ikke, da militæret i december tog magten i Polen, uden at det affødte protester fra SK's side.

Trods den isnende kulde i fredsbevægelsen lykkedes det alligevel i december at gennemføre fakkeltog i flere danske byer med deltagelse af omkring 100.000.

Ved indgangen til 1982 var fredsbevægelsen dybt splittet, både internt i organisationerne og mellem disse. Det gjorde, at den socialdemokratiske regering kunne få vedtaget NATO forstærkningsaftaler uden modstand. Aftalerne skulle gøre det muligt at stationere styrker fra andre NATO lande på danske baser i fredstid. Et stærkt omdiskuteret forhold, der havde været intens debat om i 50'erne, men uden at nogen dansk regering tidligere havde accepteret det. Det skabte dyb splittelse langt ind i socialdemokratiet, men fredsbevægelsens svækkelse gjorde det nu muligt.

Som følge af svækkelsen gik også underskriftindsamlingen til støtte for den atomvåbenfri zone næsten helt i stå. Et af de få lyspunkter var, at der i flere faglige organisationer blev oprettet fredsgrupper: Læger for Fred, Lærere for Fred, Socialarbejdere for Fred, Kunstnere for Fred, Ingeniører for Fred osv. Endvidere blev der gennemført Påskemarcher til støtte for zonekravet 7 steder i landet.

Efter en enorm kraftanstregelse lykkedes det atter at få gang i underskriftindsamlingen, og i slutningen af maj var der indsamlet 260.000 underskrifter. Et pænt resultat men i Sverige og Finland blev der indsamlet 800.000. Det samlede nordiske indsamlingsresultat blev 2,6 millioner underskrifter til støtte for kravet om Norden som atomvåbenfri zone. I maj gik også socialdemokratiet med til at støtte forslaget - på linie med sine søsterpartier i de andre nordiske lande. Alt i alt en stor sejr for fredsbevægelsen.

I perioden 12/7 til 1/8 gennemførte KFF en fredsmarch til Sovjetunionen. Det skabte en del konflikter ifht. russerne og udløste en langt større konflikt i forholdet mellem KFF og DKP. KFF havde hidtil holdt sig mere eller fri af modsætningerne til SK, men oplevelserne med DKP kvinder i delegationen skabte en iskold stemning.

Landskampagnen Stop Atomraketterne

Efter de iskolde vinde der havde blæst i fredsbevægelsen gennem 1982 lykkedes det på fredskonferencen i oktober 1982 i nogen udstrækning atter at samle fredsorganisationerne og opstille et fælles 14 punkts program for den danske fredspolitik, der skulle øge gennemslagskraften på Christiansborg.

I november stiftedes Landskampagnen Stop Atomraketterne med Fagbevægelsen for Fred og SK som drivkræfterne. Kampagnens formål var:

1. At sikre et dansk nej til de 572 atomraketter i Europa
2. At sikre, at Danmark internationalt bruger sin indflydelse for at få NATO's raketbeslutning omstødt
3. At sikre solidariteten med raketmodstandere i andre NATO lande og især de lande, hvor raketterne skal opstilles

Kampagnen skulle være landsdækkende og fik en rivende udvikling. Fra 21 deltagende organisationer i november 82 voksede den til 100 i februar 83, 150 i marts og 250 i december. NTA valgte at stå udenfor kampagnen, som den betragtede som et DKP initiativ. Det var muligvis en fejl, for de følgende år blev kampagnen det vigtigste omdrejningspunkt for fredsarbejdet.

Fodnotepolitik

En af betingelserne for kampagnens succes var socialdemokratiets kovending. I september 82 havde Anker Jørgensen overdraget regeringsmagten til den konservative Poul Schlüter. Indtil da havde socialdemokratiet afvist at gå mod NATO's dobbeltbeslutning, men i december etableredes for første gang det alternative flertal i Folketinget. Det «henstillede til regeringen at stille fremtidige danske bevillinger til mellemdistanceraketter i bero». Initiativtager til dagsordenforslaget var Lasse Budtz, og frem til 1988 blev 25 stadig skarpere dagsordener vedtaget af det sikkerhedspolitiske flertal udenom regeringen. Det blev også døbt fodnotepolitikken, fordi regeringen meget mod sin vilje måtte bringe folketingets beslutninger med til NATO møderne, hvor den danske modstand blev flettet ind som fodnoter.

Allerede dengang førte den alternative sikkerhedspolitik til rabiate beskyldninger fra de borgerlige partier om, at socialdemokratiet gik Sovjetunionens ærinde. Beskyldninger som borgerlige politikere atter er rykket frem med i 1999. Fra venstrefløjen blev Socialdemokratiet og det Radikale Venstre - der stod bag fodnotepolitikken - kritiseret for ikke at anvende det alternative flertal til at vælte regeringen. Det er dog på ingen måde givet, at et efterfølgende NATO valg ville være til gavn for oppositionen.

Internationalt udmærkede situationen sig ved, at Danmark nu var det eneste NATO land, der kritiserede NATO's dobbeltbeslutning. Skiftet må dog ses som tæt knyttet til socialdemokratiets skift fra regeringsbærende til opposition. Det blev i 10 år sat uden for politisk indflydelse, men kunne frem til 1988 formulere en anden sikkerhedspolitik end den partiet selv havde stået for  i regering. Allerede i januar 83 fremlagde tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen et tipunktsprogram for partiets sikkerhedspolitik. Det gik nu ind for en fastfrysning af atomarsenalerne, afviste Reagans krav om at alle SS-20 raketter skulle fjernes, før NATO's udstationering kunne opgives og krævede samtidig at Englands og Frankrigs atomarsenaler skulle medregnes ved opgørelsen af NATO's atomslagstyrke - som Sovjetunionen hele tiden havde krævet, men NATO afvist. Dagsordenerne overfor regeringen blev nu gradvist strammet. Holdningen havde stor opbakning i befolkningen, hvor Gallup undersøgelser viste, at 51 % var modstandere af raketterne, mens 32 % var tilhængere.

En vigtig international begivenhed i december 82 var, da 40.000 kvinder slog ring om Greenham Common militærbasen i England for at hindre transporten ind på basen af atommissiler. Aktionen vakte stor anerkendelse, og blev flere steder forsøgt kopieret.

NATO opstiller sine raketter

1983 bragte en større nuancering af de politiske forskelle mellem NTA og SK. Det handlede først og fremmest om forholdet til Sovjetunionen. NTA's holdning var, at det var nødvendigt at kritisere både NATO og Warzawapagten for deres oprustning, fordi begge supermagter - Sovjet og USA - måtte anses for lige imperialistiske. I den forstand var der ingen forskel mellem USA's invasion af Grenada i oktober 1983 og Sovjets af Afghanistan i december 79. NTA's holdning var derfor, at det var nødvendigt både at kræve NATO's 572 raketter og Sovjets SS-20 fjernet.

Heroverfor stod SK, der afviste kritik af Sovjet i raketspørgsmålet. Argumentationen var, at Danmark var medlem af NATO og derfor der kunne påvirke beslutningen, men ingen indflydelse havde på Sovjet. Under denne overflade lå der dog samtidig en anden Sovjetopfattelse. Sovjet blev opfattet som en supermagt uden egne imperialistiske interesser, der kun deltog i oprustningen, fordi USA tvang det til det. Blev truslen om NATO oprustning fjernet, ville Sovjet derfor automatisk undlade selv at opruste. Denne Sovjetopfattelse hang naturligvis også tæt sammen med DKP's ledende rolle i SK, og DKP's tætte tilknytning til Moskva. De radikale repræsentanter i SK havde et mere pragmatisk syn på Sovjetunionen. Når supermagten støttede det nordiske krav om atomvåbenfri zone (der blev modarbejdet af USA med næb og kløer) og om afvisning af de 572 NATO raketter, så måtte Sovjet anses for en taktisk allieret, der kunne være med til at støtte kampen mod NATO. Samtidig kunne de radikale henholde sig til Helsinki aftalen, der bl.a. lagde vægt på ikke-indblanding i andre landes indre anliggender. Dette blev sat overfor NTA, der i tråd med END støttede en tysk genforening som vejen til afspænding i Europa. I maj 83 holdt END konference i Vestberlin om netop dette spørgsmål, og måneden efter holdt Verdensfredsrådet sin konference i Prag. Begge ønskede at repræsentere den internationale fredsbevægelse, men markeredere i virkeligheden blot dens splittelse.

Fredsbevægelsens to hovedfraktioner var dog enige om en ting, at det først og fremmest var USA, der var den aggressive og uforsonlige part i det politiske raketspil.

I Danmark fortsatte Landskampagnen sit omfattende arbejde. 14-17. juli 83 gennemførtes et stort fredstræf i Silkeborg. Der blev cyklet til træffet fra forskellige dele af landet, og ialt 3.500 deltog i cykelturen. Træffet blev ialt besøgt af 14.000 mennesker - herunder tidligere statsminister Anker Jørgensen.

Socialdemokrati og fredsbevægelse var ved politisk at være på linie. I september åbnede Kjeld Olesen fredsbevægelsens landskonference og erklærede, at «raketopstillingen ville være en historisk bommert». Den 28. oktober gennemførte LO og FTF en 5 minutters strejke, 5 minutter i 12, for at markere at det var ved at være sidste udkald for at hindre NATO's udstationering af raketter. Dagen efter deltog 100-150.000 i demonstrationer over hele landet. Over de følgende 5 uger blev der indsamlet 300.000 underskrifter, der blev overrakt regeringen umiddelbart før NATO mødet 8. december. I Folketinget nåede det alternative flertal at få vedtaget 3 dagsordener, hvoraf den sidste direkte pålagde regeringen at undsige dobbeltbeslutningen. Pålægget kom med i NATO's slutkommuniké.

NATO besluttede på sit afgørende møde i december at igangsætte udstationering af de 572 raketter. I virkeligheden var den indledt allerede i november. Kontakterne mellem USA og Sovjet havde ikke ført nogen vegne - fordi USA grundlæggende ikke ønskede nogen løsning. Den aldrende Ronald Reagan havde en ide om, at Sovjet og Østeuropa skulle «rulles» tilbage militært. I december erklærede han, at USA ville indlede sit «Strategic Defense Initiative» (Stjernekrigsprojekt), der markant ville forrykke terrorbalancen. Sovjet svarede igen på NATO beslutningen ved at erklære, at det øjeblikkeligt ville indlede udstationeringen af nye raketter.

Fredsbevægelsens afmatning

Slaget syntes umiddelbart tabt. Det var gået nøjagtig så galt, som fredsbevægelsen havde spået det kunne gå. Af agitatoriske grunde var der opbygget en stemning, hvor sejren over NATO syntes mulig - som under kampagnen mod neutronbomben i 1977-78. Virkeligheden ramte nu de europæiske fredsbevægelser så meget hårdere, og de begyndte at gå tilbage i de fleste lande. Lidt senere i Holland og Belgien, hvor udstationeringen af atomraketter skulle indledes på et senere tidspunkt.

Alligevel frembragte den danske fredsbevægelse en række nye initiativer i løbet af 1984. I januar indgik Nicaraguakomiteen og SK en aftale om at sende fredsvagter til Nicaragua, der var truet af invasion fra USA's side. En lang række prominente danske personer deltog over det følgende halve år i dette projekt, der udnyttede de erfaringer og ressourcer der lå i henholdsvis solidaritets- og fredsbevægelsen. Initiativet blev fulgt op af bl.a. værktøjsindsamlinger i en række danske fagforeninger, og at en række fagforbund og afdelinger indledte projekter i landet. Og i december 1985 til januar 86 gennemførtes en fredsmarch gennem Mellemamerika på foranledning af de norske kvinder, der havde stået bag de europæiske fredsmarcher.

I Danmark udfoldedes en række andre initiativer i løbet af 1984. Bevægelsen begyndte udgivelsen af Fredsavisen, der udkom månedligt i et oplag på 4-5.000. Den skulle være for hele bevægelsen, men lå dog i en del spørgsmål tættere på SK end NTA. Den udkom med 38 numre, før den i november 87 måtte lukke.

En anden nyskabelse var dannelsen af Unge for Fred. Den bestod bl.a. af unge aktivister, der under LO demonstrationen 28. oktober 83 havde stoppet Rådhusuret i København. Den afholdt i marts 84 et fredstræf med deltagelse af 300 aktivister. Den byggede bl.a. på nogle af de erfaringer, DKU årene i forvejen havde opbygget omkring et bredere ungdomsarbejde, og selvom der indgik en hel del DKU'ere i organisationen, tiltrak den også masser af andre unge. I 1985 nåede den sit højdepunkt med 260 lokalgrupper.

Endelig blev der i juni 1984 etableret en kvindefredslejr i Ravnstrup vest for Viborg, hvor der gik rygter om, at der var en NATO kommandocentral under opførelse. Lejren blev gennemført efter forbillede fra Greenham Common og fortsatte frem til september 1985.

I sommeren 1984 gennemførtes en fredslejr ved Stockholm, hvor en gruppe kvinder forsøgte at genoplive kravet om Norden som atomvåbenfri zone under parolen «Traktat Nu». Både SK og NTA gik ind i dette arbejde, men det havde ikke samme appel som blot få år forinden. Dengang var der blevet indsamlet 2,6 mio. underskrifter, hvilket havde gjort et stærkt indtryk på politikerne, men zonen var alligevel ikke blevet en realitet. Nu havde fredsbevægelsen ikke længere styrken til at løfte opgaven. En fredslejr i Oslo i 1985 der skulle støtte kampagnen trak kun få tusinde deltagere, hvor der var ventet over 100.000. I efteråret 1985 trak NTA sig derfor ud af Traktat kampagnen.

Så gik det en smule bedre med at få erklæret byer for atomvåbenfri. Indenrigsministeriet havde godt nok udsendt et forbud til kommunerne mod at beskæftige sig med sikkerhedspolitiske spørgsmål. Alligevel erklærede Århus sig i oktober 1985 og København i marts 86 sig for atomvåbenfri.

I Stillehavet havde Australien og New Zealand allerede i 1985 erklæret sig atomvåbenfri, hvilket udløste voldsom vrede fra USA's side. Supermagten begyndte desuden fra 1985 at anløbe danske havne med skibe, der kunne medtage atomvåben, for på den måde at udfordre den danske politik om forbud mod atomvåben på dansk jord i fredstid. Skibenes kaptajner afviste hver gang at oplyse hvorvidt deres skibe medbragte atomvåben. Det gav grundlag for mange aktioner i perioden 1985-88. Aktioner som også Greenpeace gik ind i, efter at deres skib Rainbow Warrior var blevet sænket af det franske efterretningsvæsen i New Zealand.

Atomprøvestop

I foråret 85 fik det alternative flertal i Folketinget vedtaget en dagsorden vendt mod USA's stjernekrigsprojekt. Men ellers var årets vigtigste fredsbegivenhed kampagnen for atomprøvestop. Den var blevet sat i værk af den Internationale Liga for fred og Frihed. I Sovjetunionen havde Mikhail Gorbachev overtaget magten i marts 85, og i august erklærede han, at Sovjet ville gennemføre et 6 måneders ensidigt prøvestop. Det blev afvist fra nordamerikansk side, der erklærede, at det ikke var muligt at verificere et sådan prøvestop. Det fik Sovjet til for første gang at åbne op for udenlandsk inspektion, men alligevel afviste USA at følge trop og fortsatte sine egne sprængninger. Det sovjetiske prøvestop blev gentagne gange forlænget, men til sidst blev prøvesprængningerne genoptaget. Men atter engang havde Sovjetunionen overfor verdensopinionen demonstreret, hvem der var mest villig til at give indrømmelser i fredelig retning.

Også den danske fredsbevægelse gik ind i sagen. I april 1986 kunne Ligaen aflevere 134.000 underskrifter, Greenpeace 40.000 og SK andre 40.000 i Folketinget til støtte for et internationalt totalt stop for atomprøvesprængninger.

Trods det vigtige initiativ gik fredsbevægelsen tilbage over en bred kam. Langt færre deltog i påskemarcherne i 86. Det samme gjaldt de traditionelle demonstrationer i oktober, og SK's forsøg på at gennemføre en fredsfestival i Albertslund i juli blev en stor fiasko. Kun få tusinde deltog, og den efterlod sig et underskud på over 1 million kr.

Årets vigtigste begivenhed blev derfor Verdensfredskongressen i oktober i Bella Centret. Verdensfredsrådet stod bag og dansk primus motor var SK. NTA og flere andre organisationer besluttede derfor kun at deltage, hvis også østeuropæiske dissidenter fik adgang. Det blev accepteret af arrangørerne, men alligevel kom det enkelte gange under kongressen til tumulter, og det var disse tumulter, der blev viderebragt i de borgerlige medier. Kongressen skulle fremstilles som et kommunistisk sammenrend, der ikke gav plads til dissidenter, men det var unægteligt lidt vanskeligt at forklare, hvorfor kongressens præsident så var den 90 årige Hermod Lannung fra det Radikale Venstre.

Under kongressen foreslog Unge for Fred gennemførelsen af en kampagne for atomprøvestop, hvor unge skulle sendes til prøveområdet i Nevada i USA. Det fik ikke støtte fra de andre delegationer på kongressen, men blev i stedet til et rent dansk Next Stop Nevada, der løb af stablen i 1987.

I januar 1987 foreslog Gorbachev at skrotte alle sovjetiske mellemdistanceraketter mod at NATO til gengæld opgav sine 572. Det var i virkeligheden en total accept af Ronald Reagans nulløsnings forslag fra 1981, men blev nu afvist af USA. Alligevel udløste forslaget så stærkt internationalt pres på USA, at supermagten i slutningen af året måtte gå med på det sovjetiske forslag. De raketter fredsbevægelsen havde bekæmpet i 8 år blev nu fjernet. Bevægelsen havde i den forstand nået sit mål, og den sidste påskemarch gennemførtes i 1988. I 1990 drejede SK nøglen om.

Fredsbevægelsen i dag

Atomraketterne er borte fra Europa, en betydelig nedrustning gennemført, Østeuropa og Sovjetunionen brudt sammen og de ideologiske spændinger mellem øst og vest dermed kraftig reduceret. Men det er verden ikke blevet særlig meget mere fredelig af. I Rwanda blev 800.000 - 1 mio. i 1994 dræbt i et af verdenshistoriens største folkemord og med Jugoslaviens sammenbrud i 1991-95 rykkede krigen atter ind i Europa. USA har ført krig mod Iraq, Somalia, Afghanistan og Serbien. Alligevel har det ikke påkaldt udviklingen af en slagkraftig fredsbevægelse i 1990'erne. Kun en lille skare har utrætteligt fortsat arbejdet for freden i de hensygnende fredsorganisationer. Man kan godt konkludere, at det er lettere at mobilisere for fredssagen, når der er tale om trusler, der bogstavelig talt hænger over folks egne hoveder, som truslen om atomar udslettelse i 1980'erne. Indsatsen for verdensfreden er for tiden desværre forbeholdt en lille skare, der til gengæld sikrer, at erfaringerne fortsat er til stede, til næste gang danskerne får brug for dem.

A.J.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 12/5 2003

Læst af: 58.655