Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Fundamentalisme anvendes oftest som et polemisk begreb. Markedsfundamentalisme stilles op overfor velfærdsstatsfundamentalisme, industriel fundamentalisme stilles op overfor grøn fundamentalisme og islamisk fundamentalisme stilles op overfor kristen fundamentalisme. På den måde bliver begrebet så alment og generelt, at det bliver uanvendeligt. For at forstå begrebet er det nødvendigt at give afkald på denne polemiske anvendelse.

Endvidere må bestemmelsen af begrebet adskilles fra to hyppigt udbredte dogmer. For det første, at fundamentalisme alene skulle være knyttet til islam. Begrebet knyttes i den borgerlige offentlighed ofte sammen med den påstand, at dets politiske kerne er afledt af en tekst, der betragtes som hellig, og som tjener til delegitimering af normer i andre dele af verden - nemlig koranen. Hvis dette skulle være korrekt, var vi nødt til at inddrage de tilsvarende tekster fra kristendommen, jødedommen og hinduismen. Det er ikke tilfældigt, at begrebet fundamentalisme for første gang dukker op i Vesten før 1. Verdenskrig indenfor dele af den protestantiske nordamerikanske kirke - i sekter der ofte selv betegnede sig som «fundamentalister». Begrebet opstod altså som en positivt og stolt selvforståelsesform blandt folk i den vestlige verdens hjerte, og anvendes 100 år senere som negativt ladet hadudtryk om «barbarer» udenfor den «civiliserede» vestlige verden.

Det andet dogme er påstanden om sammenhæng mellem fundamentalisme og en obskur afvisning af vestlig modernitet. Selv den mest basale sociologiske undersøgelse afslører, at der i den arabiske verden især er tale om bevægelser, der har deres massebasis i byerne og især blandt de uddannede og studerende. Der er ofte tale om medlemmer der kommer fra moderne ikke-religiøse fakulteter indenfor den anvendte videnskab: ingeniører, agronomer, læger, jurister. Der er ofte tale om intellektuelle, der har fået en førsteklasses uddannelse og som i mange tilfælde har international erfaring (bl.a. fra studier i USA), men som er blevet hindrede i social opstigen.

Et fundamentalismebegreb der er baseret på denne dikotomi mellem det moderne og det præ-moderne viser samtidig sin utilstrækkelighed når det anvendes på et land som Iran, der i midten af det 20. århundrede er det mest moderne land i Mellemøsten økonomisk og socialt. Bag sig har det revolutionen i starten af det 20. århundrede, og Mossadeghs moderniseringsforsøg i 1953, der imidlertid blev bragt til en brat afslutning af det CIA initierede militærkup samme år.

Der findes ingen kulturer der ikke er blevet mistænkt for fundamentalisme, og alligevel er det ikke operationelt at udvide begrebet fra singularis til pluralis. Fundamentalisme er ikke noget karaktertræk ved en bestemt kultur, men derimod et specifikt reaktionsmønster på sammenstødet mellem forskellige kulturer, der kendetegnes ved en skinsyg beskyttelse af en egen eksklusiv identitet. Fundamentalisme er den afstødningsreaktion én kultur udvikler overfor en anden, samt tendensen til at opfatte begge som naturgivne størrelser.

Den historiske fundamentalisme

I denne forstand er fundamentalisme ikke noget nyt fænomen. Toynbee skelner i sit monumentale kulturhistoriske værk mellem to modstridende holdninger indenfor det jødiske folk, nemlig Herodianisme (beredskabet til integration og assimilation) og Zelotisme. Det drejer sig om to idealtypiske figurer. Den zelotiske revolte mod det romerske herredømme beskriver han med kategorien «den jødiske Mahdi», og griber derved tilbage til de islamiske helte, der i anden halvdel af det 19. århundrede trodsede den britiske ekspansionisme. Dette konfronterer han igen med Peter den Store, der gennem sin vestliggørelse fra oven udløste et oprør blandt slaverne. For Toynbee er også Boxeropstanden i Kina og delvist zionismen udtryk for zelotisme (Toynbee: A study of History 1934-54, bd. 8, p.580-623).

Toynbees fejl består i at identificere zelotisme med arkaisme og herodianisme med futurisme. Derved forveksles bevægelsens objektive politisk-sociale betydning med dens medlemmers ideologiske selvforståelse eller bevidsthed. Også når de mest forskellige kulturers zeloter påberåber sig traditionen og dens uberørlighed, sætter de processer i gang, som rummer nye elementer og intet har med fortiden at gøre. Dette gælder især for nutidens islamiske fundamentalisme. I Mellemøsten indtager den en «fjendtlig holdning overfor både traditionalisme og de officielle religiøse institutioner. Samtidig står den for en kreativ nyfortolkning af de hellige skrifter» (Choueiri 1993). Denne nyfortolkning er revolutionær, ikke blot pga. sit indhold, men også fordi den konfronterer det traditionelle lag af Sunni gejstlige - som det eksisterende samfund er baseret på - med et nyt lag af intellektuelle.

I den vestlige verden betød reformationen et brud med det klerikale monopol på udlægningen af de hellige skrifter, og den blev dermed et vigtigt skridt i retning af det moderne. I Mellemøsten kommer det i disse år til et tilsvarende brud under pres fra fundamentalismen. Med de intellektuelle lag der er drivende i den radikale islamisme indføres faktisk det nye moderne politiske parti i et samfund, der ellers i andre henseender må betegnes som statisk. Der er tale om et parti, der af sine teoretikere karakteriseres som «avantgardistisk» (Choueiri).

Som Toynbee ganske rigtig har iagttaget, er mødet og sammenstødet mellem kulturer generelt kendetegnet ved dialektikken mellem Herodianisme/Zelotisme eller assimilation/fundamentalisme. Fundamentalismens fænomenologi kan ikke være andet end disse kultursammenstøds fænomenologi. Jo større forskel der er mellem de to kulturer og jo kraftigere sammenstødet er, desto lettere udløser dette fundamentalistiske reaktioner. Netop dette kendetegner forholdet mellem Vesten og de andre dele af verden. Når de erobrede, undertrykte og til stilhed bragte kulturer nu vågner op, udløser dette afstødningskriser, der selv ofte er baseret på erfaringerne fra naiv tillid og bitre skuffelser. F.eks. var den fundamentalistiske Boxeropstand i Kina i 1900 en reaktion på den knuste Taiping-opstand, der havde fundet sted et par årtier tidligere. Denne havde været pro-vestlig og havde været rettet mod det herskende dynasti og konfucianismen.

Globalisering af fundamentalismen

Fundamentalismen har opnået større udbredelse og nye kvaliteter med globaliseringen, som generaliserer sammenstødet mellem kulturer, og med verdensmarkedets neoliberale ekspansion, der allerede i de kapitalistiske metropoler og i stigende grad også i randområderne fører til ødelæggelse af århundrede gamle fællesskabsbånd og kulturelle gruppeidentiteter. Allerede Marx bemærkede hvorledes den «kosmopolitiske» kapitalistiske produktions ekspansion og kristendommen - der var denne produktions mest velegnede religion - ødelagde de «naturlige familiemønstre» og overlod de svageste til deres skæbne. Denne proces udløser en fundamentalistisk reaktion, der retter sig imod en aggressiv og imperial «universalisme», som homogeniserer og udsletter de kulturelle og nationale forskelle. Krisen blandt de marxistisk orienterede bevægelser har skabt plads for fundamentalistiske bevægelser, hvis udbredelse afhænger af deres evner til at skabe velfærdsstatslige ydelser gennem bl.a. organiseringen af «foreninger til gensidig hjælp», og evnen til at skaffe de dårligst stillede lag adgang til uddannelse, for dermed at skaffe dem adgang til «moderniteten». Dette gør sig også gældende i Europa, hvor fundamentalismens ekspansion i f.eks. Storbritannien var betinget af dens evne til at udnytte den fattigdom og grobund, Thatcherregeringernes neoliberale politik havde skabt (Kepel 1991).

Den islamiske fundamentalismes særlige fremgang hænger bl.a. sammen med, at koloniseringen af den arabiske verden først blev indledt efter 1. Verdenskrig, der ellers især markerede sig ved, at den russiske oktoberrevolution satte en afkolonialiseringsproces igang. Israels grundlæggelse i 1948 som en væsentligt del af den «vestlige verden» forstærkede blot følelsen af ydmygelse blandt araberne. Selvom den fundamentalistiske reaktion på denne situation kan fremtræde forvrænget, dyster eller endog barbarisk, så er den langt mindre irrationel, end den ved første øjekast fremtræder. De eneste institutioner som kolonimagterne i den arabiske ikke var i stand til at erobre og transformere var militæret og religionen. Mellemøstens historie efter 2. Verdenskrig er historien om en modstand, der i sit forsøg på at modvirke vestmagternes hegemoni skiftevis har appelleret til militæret og religionen.

Påkaldelsen af islam er forsøget på at skabe en egen identitet, der kan virke som en modvægt overfor den vestlige verdens magt og mediedominans. En af den islamiske fundamentalismes mest berømte teoretikere, Qutb, definerer vennernes lejr således: «En islamisk militant tilhører en ædel gammel stamme. Han er en del af et «majestætisk optog», som har en række noble anførere: Noah, Abraham, Ismael, Isaak, Jakob, Joseph, Moses, Jesus og profeternes ypperste: Mohammed» (Spataro 1996). Identiteten af venner og frænder projiceres ind i en fjern fortid, og dette forstærkes af at Qutb tilskriver fjenderne en «medfødt» vilje til aggression (Guolo 1994). Nutidens dekadence kan kun overvindes gennem tilbagevenden til situationen før Vestens militære, ideologiske og politiske aggression satte ind. En tilbagevenden til sig selv og til en mystisk fremstillet oprindelse. Modstanden artikulerer sig som en tryllekreds, en slags «kulturel renselse», som uden differentiering retter sig mod de moderne vestlige politiske bevægelser og institutioner, fra liberalisme til kommunisme, og samtidig mod de mest forskellige fremtrædelsesformer som kultur, mode og sprog. Det væsentlige og afgørende element er her ikke kampen mod «moderniteten», men derimod mod «Vesten».

Fundamentalismen er kendetegnet ved en tendens til at opbygge en ubevægelig identitet, hvor forbindelserne og den gensidige påvirkning mellem kulturene udslettes. Den sætter en bestemt kulturel tradition op som en kompakt, eksklusiv og antagonistisk størrelse overfor alle andre kulturer, men løber derved samtidig faren for at antage en etnisk gestalt. Fundamentalisme er en kulturel tradition, der tenderer mod at være natur. Kritikken af den vestlige magtudøvelse bliver til en samlet kritik af Vesten, hvilket fører videre til en kritik af det «vestlige menneske», hvis ledende rolle uvægerligt lakker mod enden (Qutb i Choueiri 1993). Den naturalistiske fortolkning af konflikten standser dog før racismen: netop den islamiske fundamentalisme er karakteriseret ved et stærkt element af klientelisme, hvor proselytterne organiseres af et «internationalt revolutionært parti» der i sin selvforståelse optræder som «avantgarde» og hvis mål er islams sejr på verdensplan.

Europæisk historisk fundamentalisme

At fundamentalisme også kan opstå ved sammenstød mellem to vestlige kulturer, viser forholdet mellem Frankrig og lande som Tyskland og Spanien. Frankrig var for 200 år siden i højere grad sekulariseret end resten af Europa. Det havde lagt den franske revolution bag sig, der havde brudt den kristeligt baserede enevælde, og det var et land hvor det var bykulturen der var dominerende. Gennem en lang periode var landets kulturelle hegemoni i Europa uanfægtet - også i Tyskland hvor revolutionen i 1789 førte til udbredelsen af ideen om et intellektuelt og politisk forbund med Frankrig. Som kontrast til denne begejstring står situationen efter revolutionens sammenbrud og Napoleons angrebskrige. Der udvikles nu i Tyskland en fundamentalistisk frastødningsreaktion, der støder enhver ide fra sig, der kan henføres til denne forhadte «arvefjende». Erklæringen om menneskerettighederne og borgerlig lighed fremstilles som noget fjernt og udefrakommende, og Frankrigs liberale seksualmoral stilles overfor «tyske sæder» på en måde der har tydelige lighedstræk med nutidens islamiske fundamentalisme. Endog religionen udsættes for kulturel nationalisering med begrebet «vor tyske gud» (unser deutscher Gott).

Samtidig med at de napoleonske invasioner eliminerede de feudale produktionsforhold og indledte moderniseringen, var de også ydmygende for den religiøse og nationale identitet. I Prøjsen og i Spanien kommer det til oprør, der ikke blot handler om at fordrive Napoleons hære, men også om at fordrive den franske kultur og især ideerne om oplysning og om revolution. For at nå dette mål appellerer man til masserne om folkekrig, og hugger dermed en række centrale ideer fra den fjende, man bekæmper. Også i dette tilfælde er den fundamentalistiske atråede tyske eller spanske renhed kun imaginær.

Fundamentalisme i USA

Som tilfældet USA viser, kan fundamentalisme også opstå ved de kulturelle sammenstød indenfor et enkelt land. Efter borgerkrigen i 1861-65 fandt der i USA en voldsom industrialiserings- og urbaniseringsproces sted. Den var forbundet med betydelig indvandring af bl.a. katolske irere og østeuropæiske jøder, men også med en ekspansion af de afro-amerikanske kirker, der oprindelige var sprunget op til beskyttelse af de afro-amerikanske slaver overfor de hvide. Bølgen af emigranter bringer ikke blot andre religioner eller bekendelser med, men begunstiger også udbredelsen af nye ideer som den darwinistiske evolutionsteori, socialismen og anarkismen. Urbaniseringsprocessen og den deraf følgende svækkelse af den sociale kontrol frembringer nye former for seksualmoral. På det økonomiske og sociale niveau skærper masseindvandringen fra Europa konkurrencen på arbejdsmarkedet. Sikkerhedsventilen i form af det fjerne Vesten er i mellemtiden blevet lukket - Stillehavet er nået. De utallige politiske-sociale konflikter er forbundet med en svær identitetskrise.

Der er hele dette problemkompleks, den amerikanske fundamentalisme omkring århundredeskiftet (1900) angriber. Det handler i første række om at identificere fjenden, dvs. indvandrerne og alle de amerikanske statsborgere der har været under indflydelse fra fremmede elementer og deres ideer, og som derfor har vendt sig bort fra den «rene amerikanisme» (MacLean 1994). Nativistiske bevægelser som Ku Klux Klan propaganderer for en tilbagevenden til en «oprindelig religion», der må betragtes som det «sande grundlag for vores uovertrufne civilisation». Til denne fundamentalisme hører også forbuddet mod udbredelsen af den darwinistiske evolutionsteori. Et forbud der allerede er indført i en række delstater. Den på denne måde tilbageerobrede religion knyttes sammen med staten: «USA's forfatning baserer sig på bibelen og den kristne tro, og et angreb på den ene er samtidig et angreb på den anden» (MacLean). I hver skole må der «opstilles et flag og en bibel», for at USA kan overvinde krisen og genvinde sin oprindelige identitet som kristen nation og civilisation. Etniseringsprocessen rettes også mod moralen, hvor udsvævelser og tøjlesløshed som dans, jazz og usømmeligt kvindetøj brændemærkes som noget der ligger udenfor den «angelsaksiske moral». Men påkaldelsen af traditionen leder på vildspor: den er orienteret mod helbredelse af det amerikanske sind, men fører til fanatisk aktivisme.

Når dogmatisme betegner den manglende evne til at anvende de fortolkningskriterier på sig selv, som man selv fører frem overfor andre, så er det dogmatisk altid at søge fundamentalismen i den tredje verden i konfrontationen mellem Vesten og denne. Når førerende vestlige intellektuelle stiller sig i ureflekteret modposition til islam, så er det fundamentalismens karakteristiske træk, der træder frem, hvor historien reduceres til stereotype antagonistiske væsens-entiteter uden historie og gensidig påvirkning. Det gælder f.eks. når de påkalder sig «Vestens jødisk-kristne sjæl», og derved fortrænger de frygtelige konflikter, som har udfoldet sig mellem disse to religioner (Spinelli 1995). Eller når de taler om vestens mennesker som eksklusive repræsentanter for frihed, menneskerettigheder og kritisk forskning (Hayek 1960). Derved glemmer de de bidrag som andre - bl.a. islam - har leveret, og i dag spiller en væsentlig rolle i den vestlige kultur. Men også i dette tilfælde er det nødvendigt at skelne de intellektuelles fundamentalisme fra racisme. Det er ikke «racen» de fremhæver, men derimod «sjælen» og det «vestlige menneske». Det er de samme begreber der anvendes af de islamiske fundamentalistiske teoretikere, omend med modsat fortegn.

Fundamentalismens civilisatoriske aspekt

Mens nogle fundamentalistiske bevægelser er karakteriseret ved entydige reaktionære træk, så er andre mere komplicerede. Allerede Marx konstaterede, at i den napoleonske tidsalder «bar alle de uafhængighedskrige der blev ført mod Frankrig det samme stempel af regeneration parret med reaktion» (MEW 10, 444). Samtidig med at de europæiske bevægelser måtte genvinde deres nationale uafhængighed i kamp mod oplysningstidens og revolutionens fædreland, så afviser de at erkende eksistensen af de instrumenter til ekspansionistisk politik og national undertrykkelse, der også fandtes i den franske oplysende og revolutionære kultur.

Der er ingen grund til at behandle den islamiske fundamentalisme eller andre tilsvarende bevægelser på en anden måde. Sepoy, Mahdi og Boxer opstandene blev i Vesten alle overfladisk afvist som simple udtryk for for anti-moderne xenofobi, men i de lande hvor de fandt sted kom de til at stå som de første usikre varsler om national revolution. Således henregner Mao Zedong boxer opstanden til de «retfærdige krige» mod imperialismen, og også Lenin afviser at opfatte opstanden som udtryk for «kinesisk had mod den europæiske kultur og civilisation»: «Kineserne hader ikke Europas folk, som de aldrig er stødt sammen med. Derimod hader de de europæiske kapitalister og deres regeringer» (LW 4, 372). Lenin har intet tilovers for de anti-vestlige slavofile. Han gør grin med dem for hvilke «det materialistiske Vesten er præget af råddenskab, mens lyset kommer fra det mystiske religiøse Østen» (LW 18, 154). I stedet for summarisk at fordømme den europæiske kulturelle tradition kritiserer han kolonialismen og imperialismen - og dette gør han i den «europæiske kulturelle ånd», hvis frihedsidealer bidrager til, at de undetrykte rejser sig mod deres undertrykkere (LW 5, 75). I denne verden er der ikke plads til stereotype modstillinger af statiske identiteter uden gensidig påvirkning.

Svaret på den islamiske fundamentalismes fremvækst kan ikke være proklameringen af et «clash of civilisations». Huntingtons skema fra 1996 modbevises af USA's geopolitiske hensynsløshed. Det var USA selv der banede vejen for Talebans magtovertagelse i Afghanistan, og supermagten plejer tætte forbindelser med ikke blot Tyrkiet og Israel men også med en række islamiske stater. Da USA blev udfordret af den iranske fundamentalisme, reagerede supermagten ved at begunstige en reaktionær form for pan-islamisme, der ikke blot havde til formål at holde Iran i skak, men også at bringe Ruslands og Kinas indre sammenhæng i fare.

Et korstog til forsvar for en påstået «jødisk-kristen-vestlig sjæl» vil blot yderlige nære og legitimere fundamentalismen. Det handler i langt højere grad om at genopbygge en position, hvor kritikken av Vesten kan kombineres med anerkendelsen af dens resultater. Svækkelsen af denne position er forklaringen på, hvorfor modstanden mod Vestens hegemoniske og imperiale politik ofte tenderer til at antage form af en religions- eller civilisationskrig. Når ligevægten mellem kritikken av Vesten og overtagelsen af dens opnåede resultater først er ødelagt, så er der intet andet tilbage end Vestens hellige krig mod kulturene udenfor Europa.

D.L.