Befolkning 67,1 mio. Valuta UK£ Areal 244.100 Km2 Hovedstad London Befolkningstæthed 243,3 indb./Km2     HDI placering 18

Storbritannien = folkemord Storbritannien er medskyldig i Israels folkemord i Palæstina gennem militære leverancer til terrorstaten, 100% politisk opbakning og krænkelse af ICJ's kendelse af 26. januar 2024 der pålægger Israel at lade nødhjælp at nå frem til de nødlidende i Gaza. Frem for at tillade nødhjælp, blokkerer Storbritannien FN's bistandsorganisation for Palæstina, UNRWA.

Terrorstat Kapitalistisk diktatur Settler koloniregime med en økonomi oprindelig baseret på slavehandel og kolonialisme Civilisatorisk tilbagestående. Globalt engageret i undertrykkelse af demokrati og menneskerettigheder Skyldig i krigsforbrydelser, folkemord (senest gennem støtte til folkemordet i Gaza), forbrydelser mod menneskeheden, apartheid

Krigsforbryder- og kolonistat. Storbritannien har siden 2000 gjort sig skyldig i krigsforbrydelser i: Iraq, Syrien, Libyen, Yemen og Afghanistan, samt medskyldig i Israels folkemord i Gaza i 2023.

Det forenede Kongerige består af øen Storbritannien - England, Skotland og Wales - Nordirland samt en række mindre øer. Den centrale del af Storbritannien er præget af de lave Pennines bjerge. I Skotland rejser Grampian Mountains sig og i Wales Cambrian Mountains. I øens sydøstlige hjørne - omkring London - findes de største flade områder. Klimaet er tempereret. Landbruget er højt mekaniseret, men har ikke nogen større økonomisk betydning. Landets kul- og jernreserver var grundlaget for den industrielle revolution, men er i dag stort set udtømte. Imidlertid har forekomsterne af olie og gas i Nordsøen i de senere år gjort Storbritannien til storeksportør af disse to råvarer. Landet er højtindustrialiseret og er plaget af forurening - især af luften. Ud til det Irlandske hav er placeret et anlæg for oparbejdning af atombrændsel. Forureningen fra dette anlæg er tilsyneladende årsagen til de høje tal for leukæmi på begge sider af havet.

Storbritannien gennemfører en omfattende overvågning af egne borgere gennem tele-, internet- og kameraovervågning. Staten må derfor karakteriseres som en politistat. Udenrigspolitisk har landet siden 1999 deltaget i 6 angrebskrige (Kosova, Afghanistan, Irag, Libyen, Mali, Syrien), hvoraf kun 2 (Afghanistan og Mali) var baserede på Sikkerhedsrådsresolutioner. De 4 øvrige var forbrydelser mod freden, der jvf. FN's charter er den mest afskyelige forbrydelse overhovedet. Udenrigspolitisk må landet karakteriseres som en slyngelstat. Af de 6 angrebne stater blev den ene (Libyen) en fejlslagen stat i fuld opløsning, mens to (Iraq og Afghanistan) var i delvis opløsning med begrænset central suverænitet.

Koloniregime med stærkt begrænsede demokratiske rettigheder.

 

Folket: Englændere, skotter, walisere og irlændere. Indere (1,8%), pakistanere (1,3%), vestindere (1,0%), afrikanere (0,8%), bangladeshi (0,5%), kinesere (0,4%) m.fl.

Religion: Kristne (71,6%) - overvejende Church of England; ateister/ikke-oplyst (23,2%); islam (2,7%); hindu (1,0%); sikh (0,6%); jødedom (0,5%); buddhisme (0,3%).

Sprog: Engelsk (officielt), walisisk og gælisk samt emigranternes sprog.

Politiske partier: Labour. Konservative. Liberal Demokraterne. UK Independence Party. National Front (på den ekstreme højrefløj). De Grønne. Det irsk republikanske parti Sinn Fein fik to pladser i det lokale parlament i Nordirland ved det seneste valg.

Sociale organisationer: Landsorganisationen TUC (Trade Union Congress) har 12 millioner medlemmer.

Officielt navn: United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland.

Administrativ inddeling: 39 grevskaber og 7 bydistrikter

Hovedstad: London, 7.556.900 indb. (2007).

Andre vigtige byer: Birmingham, 992.000 indb.; Leeds, 720.000 indb.; Glasgow, 578.000 indb.; Sheffield, 516.000 indb.; Edinburgh, 454.000 indb.; Liverpool, 445.000 indb.; Manchester, 437.000 (2001).

Regering: Elisabeth II dronning. Boris Johnson er siden juli 2019 premierminister. Parlamentarisk konstitutionelt monarki. Parlamentet har to kamre: Underhuset (House of Commons) med 659 pladser vælges for en 5 årig periode. Overhuset (House of Lords) har 703 medlemmer, der sidder på livstid og hvis funktion overvejende er formel. 91 af de 703 pladser går i arv. 586 medlemmer sidder i Overhuset på livstid. (Sammensætningen blev senest ændret ved en reform i juni 2001).

Væbnede styrker: 206.380 (2004)

Afhængige områder/kolonier: Gibraltar (Spanien), Falklandsøerne (Islas Malvinas, Argentina), Montserrat, British Virgin Islands, Cayman Island, Turks & Caicos, Bermudas, St. Helen, British Territories in the Indian Ocean (Mauritius) og Pitcairn.

 

De første indbyggere på øen Storbritannien var palæolitiske jægere, der fulgte flokke af vilde dyr. Efter istiden begyndte nogle agerbrugere at slå sig ned på øen. Over årtusinder udviklede disse folk og andre der emigrerede fra kontinentet avancerede sociale systemer. I år 44 invaderedes den sydlige del af øen af romerne. I år 90 grundlagde de provinsen Britania og mellem år 70 og 100 grundlagdes London. I begyndelsen af det 5. århundrede forlod romerne atter øen. Kort tid senere blev øen invaderet af anglere, saksere og juter af germansk afstamning. De fortrængte kelterne over mod øens vestkyst og bemægtigede sig den sydlige del af landet, hvor de dannede angelsaksiske riger.

Gennem det 5. århundrede blev indbyggerne i Irland og Wales kristne. I det 7. århundrede underlagde Rom sig den britiske kirke.

I det 7-9. århundrede blev den østlige del af landet invaderet af danskere. I det 11. århundrede invaderede normannerne under ledelse fa William Erobreren øen og underlagde sig den. De anglo-normanniske konger udviklede en stærk administration og bragte to adelsoprør under kontrol.

Kong Richard Løvehjerte (1189-1199) var en af lederne af det tredje korstog. Den prestige han havde vundet gik atter tabt under hans efterfølger John (1199-1216). England mistede sine franske territorier, og baronerne udnyttede i alliance med kirken kronens svaghed til at få en række indrømmelser i forfatningen af 1215. Dette dokument dannede grundlag for den britiske parlamentarisme. Fra dette tidspunkt udfoldede der sig en konstant kamp om magten mellem monarkiet og adelen, som borgerskabet senere sluttede sig til. Parlamentet repræsenterede disse klassers interesser, og i sidste ende konsolideredes det parlamentariske monarki.

De hyppige arvefølgestridigheder, briternes ønske om at overtage den franske trone, den handelsmæssige rivalisering mellem de to nationer i Flandern og den franske støtte til Skotland i dets krige mod England var alle faktorer, der var udløsende for den såkaldte hundredeårskrig (1337-1453), der endte med britisk nederlag og med at det mistede sine kolonier på kontinentet.

De militære nederlag øgede kronens vanry, og den blev nødt til at slå ned på den anti-pavelige bevægelse under ledelse af Wycliffes tilhængere og et bondeoprør. Bønderne under ledelse af Wat Tyler gjorde oprør mod pligten til at betale skatter og feudalherrernes magt. I 1381 invaderede Tyler London og gik i direkte forhandlinger med kongen. Alligevel slog oprøret fejl, og Tyler blev henrettet.

I perioden efter Hundredeårskrigen kæmpen husene Lancaster og York om arvefølgen til monarkiet. Det udløste de To Rosers Krig, hvis resultat var Tudor familiens magtovertagelse i 1485. Tudorperioden regnes for begyndelsen på den moderne britiske stat. En af Tudor'ene, Henrik VIII (1509-47) brød med Rom, konfiskerede alle de katolske klostre og grundlagde den anglikanske kirke. Det var ønsket om at udvide den britiske magt og reformere religionen i Irland der var baggrunden for, at Henriks efterfølger, Elisabeth I (1558-1603) underlagde sig Ulster. Den britiske invasion af Irland var udgangspunkt for århundreders politiske og religiøse konflikter.

Under Elisabeth I blomstrede poesien og teatret - Ben Jonson, Marlowe, Shakespeare. Industrien og handelen blev udviklet og kolonieventyret indledtes - udgangspunktet for det fremtidige imperium. Efter sejren over den spanske armada - den såkaldte Uovervindelige Flåde - i slaget ved Calais (1588), blev den britiske flåde «havenes hersker». Ingen flåde var nu stærk nok til at sætte sig op imod den.

De britiske handelsskibe, der blev brugt til handelen med slaver, pirater og fribyttere samt skibene med settlere til kolonierne, kunne frit gennemstrejfe havene. Markederne voksede hastigt og producenterne blev tvunget til at tage nye teknikker i brug for at øge deres produktion. Det var forspillet til den industrielle revolution, der fra det 17. århundrede udfoldede sig i landet.

Unionen under Jakob I (1603-25) mellem den skotske og engelske krone indebar, at det skotske monarkis uafhængighed ophørte. Karl I's religiøse intolerance fremprovokerede et oprør i Skotland og stigende utilfredshed i England. Den stadig forværrede politiske situation førte til, at det puritanske parti med støtte fra parlamentet bevæbnede sin egen hær under ledelse af Oliver Cromwell, som i 1642 slog de kongelige styrker. I 1649 dømte parlamentet kongen til døden og udnævnte Cromwell til Lord Protector. Commonwealth republikken var dermed en realitet, og den udviklede sig til et despotisk regime. Efter hans død genindførtes monarkiet under Karl II.

Den nye regime fremmede koloniseringen af Nordamerika og handelen med Amerika, Fjernøsten og Middelhavsområdet. Slavehandelen, dvs. bortførelsen, forsendelse og salget af afrikanere til Amerika og andre steder var indledt i det 16. århundrede. Den blev nu et af imperiets vigtigste indkomstkilder.

Den engelske revolution

Karl II's enevælde og katolske tro kom hurtigt i modsætning til det protestantiske parlament og udløste den engelske revolution. Kongen flygtede til Frankrig, og protestanterne inviterede den hollandske Willem af Oranje til at overtage tronen. I 1689 svor Willem III ved Rettighedsdeklarationen, der begrænsede kongens magt og garanterede parlamentets overherredømme. John Locke sammenfattede de revolutionæres idealer således, at mennesket har en række naturlige basale rettigheder: Til ejendom, livet, friheden og den personlige sikkerhed. Den regering som samfundet har skabt, skal beskytte arbejdet for at disse rettigheder. Hvis den ikke gør det, har folket ret til at sætte sig op mod dens autoritet.

I 1707 sluttedes parlamenterne i Skotland og England sammen, og der dannedes Det forenede kongerige Storbritannien. Det blandede sig i arvefølgekrigen i Spanien, og fik med Utrecht traktaten Menorca, Gibraltar og New Skotland. Den stigende skattebyrde - der f.eks. kom til udtryk i Tømmerloven af 1765 - førte til oprør i kolonierne i Nordamerika, og til USA's uafhængighedserklæring i 1776.

Kolonialisme

I samme periode slog godsejerne sig sammen med handelsborgerskabet, og de to store politiske partier konsoliderede sig: De konservative (Tory) og de liberale (Whig). Teorien bag den liberalistiske økonomi blev i disse år udviklet af Adam Smith. Imperialmagten anvendte denne teori og politik til med magt at åbne havne og markeder i Afrika, Amerika og Asien, som f.eks. i Opiumskrigen mod Kina i midten af det 19. århundrede. (Se Handelskapitalisme).

Efter at have knust et nationalistisk irlandsk oprør i 1798 blev det irlandske parlament i 1801 opløst, og der dannedes «Det forenede kongerige Storbritannien og Irland».

Industriel revolution

I det 18. århundrede fandt der en betydelig udvikling sted indenfor landbruget. Det gjaldt både i dyrkningsmetoder samt ved overgribende forandringer i ejendomsforholdene til jorden. Godsejerne samlede deres jorde og nedlagde de kommunale jorde, der havde været til gavn for småbønderne. Landbruget fik flere kapitalistiske karakteristika, den bæredygtige landbrugsproduktion ophørte og det samme gjaldt landbrugssamfundene. Parallelt hermed fandt der en industriel revolution sted indenfor tekstilproduktionen, der var den første branche der blev stillet overfor en hastigt stigende oversøisk efterspørgsel. Indførelsen af maskiner i produktionen ændrede på drastisk vis arbejdsmetoderne og værkstedet blev udskiftet med fabrikken. I forlængelse af udviklingen i tekstilindustrien fandt der en lignende udvikling sted indenfor minedriften og i metalindustrien. Med introduktionen af dampmaskinen som erstatning for menneskeligt arbejde, anvendelsen af kul som brændstof og erstatningen af træ med først jern og siden stål, spredte mekaniseringen sig hastigt til andre brancher.

Væksten i den ny produktionsform, kapitalisme, rummede samtidig et opgør med en anden produktionsform: slaveri. Næsten hele den første halvdel af det 19. århundrede gik med dette opgør, inden det nogenlunde var bragt til ende. Staten udbetalte samtidig en rundhåndet erstatning. Ikke til ofrene - slaverne - med derimod til slaveejerne. Slaverne fik aldrig erstatning, endsige en undskyldning. På den måde ligger Storbritannien helt på linie med de andre europæiske kolonistater - som Danmark - der heller aldrig har taget afstand fra deres slavehistorie, eller kompenseret slaverne og deres efterkommere. (When will Britain face up to its crimes against humanity?, Guardian 29/3 2018)

Indbyggertallet steg hurtigt - fra 10,9 millioner i 1801 til 21 millioner i 1850. Dette sammen med den stigende efterspørgsel, forbedringerne indenfor transporten, akkumulationen af kapital, udvidelsen af handelen, opbygningen af det udstrakte kolonialimperium, de videnskabelige fremskridt og borgerskabets overtagelse af magten, var den tids vigtigste karakteristiska. Storbritannien udviklede sig til verdens første industrisamfund og anvendte alle midler til sikring af denne udvikling - herunder vedtagelsen af love til ødelæggelse af den indiske tekstilindustri til fordel for de britiske fabrikanter.

Gennem forskellige krige med Frankrig og efter sejren over Napoleon ved Waterloo i 1815 sikrede Storbritannien sig nye landområder.

Imidlertid skabte den industrielle revolution, de lave lønninger, de usunde arbejdsforhold, de elendige boligforhold i byerne, manglen på fødevarer, usikkerheden på arbejdsmarkedet og anvendelsen af kvinder og børn i de lange udmarvende arbejdsdage omfattende utilfredshed blandt befolkningen. Folkets protester fik i mange tilfælde en voldelig karakter og blev ligeledes voldeligt slået ned.

Under den første etape af den industrielle udvikling fandt der hyppige spontane aktioner sted, som blandt en gruppe af håndværkere kaldet ludditerne, som smadrede maskinerne. Efterfølgende reagerede arbejderne ved at danne fagforeninger. Efter en voldelig undertrykkelse af en demonstration i Manchester i 1819 blev der vedtaget nye love, der begrænsede møde- og pressefriheden. Alligevel gennemførtes der nye demonstrationer. Både blandt de irlandske nationalister ledet af Daniel O'Conell, og i protest mod hvedelovene der pålagde hvedeimporten store toldafgifter.

Chartisterne kom til at udgøre den vigtigste massebevægelse. Den bestod overvejende af arbejdere og fik sit navn fra Peoples Charter offentliggjort i 1838 på et møde i Glasgow i Skotland. Bevægelsen formulerede en række politiske og sociale krav: Almen hemmelig stemmeret, reform af vælgerregistreringen, højere lønninger og forbedrede arbejdsforhold. Efter omfattende demonstrationer og strejker mistede chartismen sin kraft, men en række parlamentsmedlemmer bragte alligevel de fleste af kravene videre op på parlamentsniveau.

 

Robert Owen (1771-1858) regnes normalt for stifteren af den engelske socialisme og kooperativisme. Han fremførte tesen om, at de individuelle interessers overherredømme nødvendigvis fører til, at flertallet bliver fattigere. Fra 1830 viede han sit liv til udbredelse af kooperativismen og til faglig organisering af arbejderklassen.

Under dronning Victorias (1837-1901) lange regeringsperiode forstærkede adelen sin alliance med industri- og handelsborgerskabet, og i samme periode dukkede de første socialistiske bevægelser op. Fagforeningerne blev legaliserede i 1871, og kort tid senere blev der vedtaget nye arbejderlove.

Efter 1873 førte overbefolkningen til fødevareknaphed, og staten blev tvunget til at importere fødevarer. I samme periode begyndte industrien at mærke konkurrencen fra USA og Tyskland. Storbritannien reagerede ved at forstærke sin koloniale ekspansion i Afrika, Asien og Stillehavet. Ikke kun af økonomiske årsager, men også udfra en politiske ambition om at skabe et stort imperium. Boerkrigen (1899-1902) om kontrollen over Sydafrika var i denne henseende eksemplarisk. Den blev den mest kostbare lokale krig i det 19. århundrede.

Den første fjerdel af det 20. århundrede var præget af kvindernes kamp for frigørelse. Sufragette bevægelsen tog radikale midler i brug, og en række af dens aktioner blev legendariske, som da Emile Davison i 1913 smed sig foran kongens hest. Bevægelsens aktiviteter kronedes i 1917, da kvinderne fik almen stemmeret.

Irsk selvstændighed

I Irland blev befolkningen diskrimineret pga. dens katolske tro, og den var frataget sine jorde og politiske selvbestemmelse. Utilfredsheden med denne situation kom til stadighed til udtryk. I 1867 blev den anglikanske kirkes privilegier ophævet, og bøndernes situation blev forbedret en smule. I 1916 knuste briterne påskeopstanden i Dublin, men kolonialstyrkerne var ikke i stand til at vinde i uafhængighedskrigen, der indledtes i 1918. I sidste ende måtte Storbritannien i 1921 give Irland selvstændighed. Seks grevskaber med overvejende protestantisk befolkning i den nordøstlige dele af Irland forblev dog under britisk styre. Nordirland fik en lokalregering i Belfast.

Riveliseringen mellem de europæiske stormagter omkring økonomisk og politisk ekspansion førte til udbruddet af 1. verdenskrig (1914-1918). På den ene side stod centralmagterne bestående af Østrig-Ungarn, Tyskland og senere Tyrkiet og Bulgarien. På den anden de allierede bestående af Frankrig, Storbritannien, Rusland, Serbien, Belgien og i løbet af krigen kom også Italien, Japan, Portugal, Rumænien, USA og Grækenland med.

Trods sejren i krigen var Storbritannien svækket. Det havde investeret 40 milliarder dollars i krigen, mobiliseret 7,5 millioner soldater, haft 1,2 millioner tab og havde oparbejdet en enorm udlandsgæld. Den økonomiske krise i kølvandet på krigen udløste atter omfattende arbejderprotester, der nåede et klimaks med generalstrejken i 1926. Strejken blev udløst af truslen om lønnedgang for minearbejderne, men fik umiddelbart tilslutning fra resten af arbejderklassen. Den konservative regering erklærede strejken for illegal, men tog ikke skridt til atter at få økonomien i gang. Ved valget i 1929 vandt Arbejderpartiet, Labour.

Udenrigspolitisk støttede landet USA's forslag om at danne Folkeforbundet. I 1931 oprettede regeringen det Britiske Statssamfund - Commonwealth - der samtidig indebar anerkendelsen af Canadas, Australiens, New Zealands og Sydafrikas selvstændighed.

2. Verdenskrig

Den 3. september 39 - to dage efter det tyske angreb på Polen - erklærede England Tyskland krig. 2. verdenskrig var dermed inde i sin første fase. I maj 40 dannedes en koalitionsregering under forsæde af Winston Churchill. I perioden 39-41 var krigens største parter på den ene side Storbritannien og Frankrig og på den anden Tyskland og Italien. Nazismens mindre allierede var Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Jugoslavien.

I 1941 gik også Sovjetunionen, Japan og USA ind i krigen. I maj 45 måtte Tyskland underskrive sin kapitulation. De store sejrherrer var Storbritannien, USA og Sovjet. Alligevel blev krigen et bevis på, at det britiske imperium var blegnet og bekræftede USA's førerstilling indenfor økonomien, finanserne, teknologien og militæret.

I maj 45 vandt Labour med Clement Attlee i spidsen valget, efter at have ført valgkamp under parolen: «Vi har vundet krigen. Nu skal vi vinde freden». Den nationaliserede 20% af industrien - først og fremmest kulminerne, Bank of England, jern- og stålindustrien. I begyndelsen af det efterfølgende år kom de konservative imidlertid atter til magten og omgjorde nationaliseringen.

I 1947 sikrede Indien og Pakistan sig uafhængighed af kolonimagten, men forblev dog indenfor Commonwealth. Over de følgende 10-15 år opnåede de fleste af de britiske kolonier selvstændighed. Dels pga. af nationale selvstændighedsbevægelser. Dels fordi USA pressede på for gennemførelsen af afkolonisering, så det kunne få lettere adgang til koloniernes markeder. I 1949 var Storbritannien med til at stifte NATO. I 56 gennemførte Storbritannien og Frankrig en invasion af Suezkanalen i Egypten som reaktion på Nassers forudgående nationalisering af kanalen. Invasion afslørede, at kolonimentaliteten stadig sad dybt i briterne og udløst både national og international kritik. Invasionen nåede ikke sine mål, da den blev modarbejdet af USA. Året efter sprang Storbritannien sin første brintbombe i Stillehavet.

Efter 13 års konservativt styre vandt Arbejderpartiet under Harold Wilsons ledelse i 1964 valget. Hans regering blev umiddelbart stillet overfor alvorlige udenrigspolitiske problemer, da Syd-Rhodesia - det nuværende Zimbabwe - erklærede sig for selvstændigt, og 9 afrikanske lande truede med at afbryde forbindelserne med Storbritannien.

Landets økonomiske problemer øgedes gennem 60'erne, og da Frankrig i 67 satte sig imod dets optagelse i EF, tog regeringen drastiske forholdsregler for at dæmme op for krisen og den alarmerende arbejdsløshed. De britiske tropper blev trukket hjem fra Sydyemen og alle militærbaser øst for Suez - bortset fra Kong Kong - blev evakueret. Våbenkøb fra USA blev annulleret og der blev vedtaget et krisebudget.

1969 Nordirland konflikten tilspidses

I 1969 tilspidsedes konflikten i Nordirland. Sammenstødene mellem katolikker og protestanter kostede adskillige dræbte og sårede. Den katolske minoritet krævede lige politiske rettigheder, sanering af dens boligkvarterer, bygningen af nye boliger, skoler og indførelse af et socialsystem. Den nordirske lokalregerings svar var at sende bevæbnet politi mod de demonstrerende katolikker. London greb nu direkte ind og sendte militæret til Ulster for at adskille de stridende parter. I 71 oprettede den nordirske premierminister Brian Faulkner «præventive interneringslejre», hvor katolikker der blot var mistænkelige blev sendt hen. Protesterne mod denne foranstaltning endte med at koste 25 dræbte. Den 30. januar 72 gennemførte katolikkerne en fredelig demonstration mod lejrene og de repressive tiltag fra myndighedernes side. Alligevel åbnede de britiske soldater ild, dræbte 13 og sårede flere hundrede. Massakren der blev kendt som Bloody Sunday blev startskuddet på væbnet modstandskamp i området. Irish Republican Army (IRA, Den irske republikanske Hær) der ellers havde ført en henslumrende tilværelse blev reaktiveret og gennemførte umiddelbart en række hævnmord.

I marts 73 gennemførtes en folkeafstemning i Nordirland for at afgøre, om området fortsat skulle være en del af Storbritannien, eller om det skulle sluttes sammen med Irland. Afstemningen var karakteriseret ved en meget lav stemmeprocent - under 60 - og blandt protestanterne gav den overvejende flertal for fortsat forbliven i Storbritannien.

1970'erne var præget af stadig dybere social og økonomisk krise, og den konservative regering under ledelse af Edward Heath blev konfronteret med 3 omfattende strejker i statslige virksomheder med central betydning for økonomien: Havnene, kulminerne og jernbanerne. Strejkerne tvang i 74 Heath til at gå af, og ved det efterfølgende valg vandt Labour. To år tidligere havde den britiske befolkning ved en folkeafstemning stemt for at søge optagelse i EF. Landet indledte nu en gradvis integration i Europa og en søgen efter nye markeder til produkterne fra sin svage industri.

I 1975 vedtog parlamentet en ny skilsmisselov. Samme år havde feministerne gennemført en omfattende og heldig national kampagne for abort.

I 79 gennemførte Labourregeringen under James Callaghan folkeafstemninger i Wales og Skotland om lokal autonomi, men den blev begge steder nedstemt. Efter en lang række strejker og stigende folkelig utilfredshed vandt de konservative med Margaret Thatcher i spidsen i maj parlamentsvalget. Den nye regering tog drastiske midler i brug for at reducere inflationen, for at reducere statens rolle i økonomien og baserede sin økonomiske politik på monetarismen.

I 81 gennemførte en række IRA politiske fanger syv sultestrejker som led i en kampagne for at blive anerkendt som politiske fanger, men regeringen afviste at forhandle og lod 12 sultestrejkende fanger dø.

I starten af 82 var utilfredsheden med Thatchers reaktionære politik udbredt. I april udnyttede hun derfor Argentinas besættelse af Port Stanley på Falklands øerne - Islas Malvinas - i Sydatlanten. Hun sendte den kongelige flåde afsted med hangarskibe og atomundervandsbåde. Efter 45 dages krig havde briterne generobret øerne, og Thatcher skyndte sig at afholde valg for at drage nytte af den større popularitet.

I oktober 83 trak Storbritannien sine tropper ud af Belice. Året efter indgik landet - i overensstemmelse med aftaler fra den første Opiumskrig - en aftale med Kina om tilbagelevering af Hong Kong til fastlands Kina i december 97.

1984 Minearbejderstrejken

Under Thatcher regeringerne blev fagbevægelsen meget hårdt ramt af hendes politik. Det skyldtes dels tabet af medlemmer indenfor traditionelle industrier under afvikling, dels Thatchers politik for bekæmpelse af arbejderbevægelsen. I den sammenhæng spillede minearbejderstrejken i 1984-85 en central rolle. Efter et års strejke med voldsomme sammenstød led minearbejderne et sviende nederlag, da regeringen med et pennestrøg besluttede at lukke kulminerne.

I 87 blev Thatcher for tredje gang i træk valgt til premierminister. Hun fortsatte ufortrødent sin radikale liberalisering af økonomien, privatisering af de statslige virksomheder, budgetreformer og åben krig mod fagbevægelsen. Udenrigspolitisk var hendes linie konfrontation med EF og alliancer med USA.

Efter flere års begrænset vækst forværredes den økonomiske situation midt i 89 atter. Samtidig besluttede regeringen at introducere en ny skat - poll tax - der skulle betales af alle, der var skrevet på valglisterne uden hensyn til deres indkomst iøvrigt. Forslaget udløste meget omfattende offentlige protestdemonstrationer.

I februar 90 genoptog Storbritannien og Argentina de diplomatiske forbindelser, og deres repræsentanter mødtes i Madrid for at diskutere Malvinas øernes fremtid.

1990 Exit Thatcher

De stadig voldsommere interne spændinger i det konservative parti endte i november med, at Thatcher måtte gå af som partiformand og premierminister. Hun blev erstattet på begge poster af sin tidligere minister John Major. Ved sin indsættelse erklærede han, at han gik ind for en kapitalisme med «menneskeligt ansigt» - i modsætning til «Jerndamens» benhårde kapitalisme.

I 1991 fjernede Major officielt den forhadte poll tax og tog en række skridt, der skulle give retslig beskyttelse til syge, kvindelige arbejdere, forbrugere og familien. Alligevel fortsatte en række af de programmer, Thatcher havde sat i gang - bl.a. privatiseringen af sundhedsforsorgen.

I Europapolitikken tog premierministeren afstand fra sin forgængers hårde linie og tilsluttede sig i 91 EU's aftaler om den monetære union. Men den tætte og nærmest betingelsesløse alliance med USA var uforandret, hvilket bl.a. kom til udtryk under Storbritanniens deltagelse i Golfkrigen.

Det lykkedes regeringen at reducere inflation fra 10% i 1990 til 3,8% i 91, og samtidig faldt renten fra 15% til 9,5%, men produktionen var fortsat hårdt ramt. I 91 gik industriproduktionen ned ifht. året før, og antallet af mindre virksomheder der måtte lukke steg drastisk. Samtidig fortsatte arbejdsløsheden sin stigende tendens. I slutningen af 91 var den nået over 9%. Den begyndte nu også at ramme faglærte grupper og mellemlagene, der hidtil havde støttet Thatchers neoliberale økonomiske politik.

Trods Majors enorme popularitet - han blev landets historisk mest populære politiker efter Winston Churchill - kunne dette ikke bremse partiets tilbagegang. Ved regionalvalget i slutningen af 91 mistede de konservative 800 byrådsposter og en række traditionelle konservative kommuner. Arbejderpartiet gik til gengæld over 400 pladser frem, og også Liberaldemokraterne gik drastisk frem.

I september 91 udbrød de voldsomste optøjer siden 76. Det var overvejende unge, der demonstrerede i så vidt forskellige byer som Cardiff, Newcastle, Birmingham og Oxford. I samme periode viste tal fra Scotland Yard, at den racistiske vold var stigende.

I 92 vandt de konservative for fjerde gang i træk parlamentsvalget, da de fik 336 pladser ud af 651. Ved valget mistede Gerry Adams - Sinn Feins formand - sin plads i parlamentet. De nordirske republikanere er knyttet til IRA, og efterfølgende sprang en række voldsomme bomber i London.

Fra 1993 begyndte de konservative atter at notere vælgermæssig tilbagegang ved lokal- eller suppleringsvalgene. Årsagen var dels den forværrede økonomiske krise, dels den stigende arbejdsløshed, der nu berørte omkring 3 millioner arbejdere. Den 15. december undertegnede London en fælleserklæring med Irland omkring situationen i Nordirland. Den skulle bane vejen for fredsforhandlinger.

Trods forbedring af økonomien lykkedes det ikke de konservative at øge deres popularitet gennem 1994. BNP steg 3% og 2,5 millioner var arbejdsløse svarende til 9%. En række skandaler som den illegale financiering af et dæmningsprojekt i Malaysia sværtede yderligere de konservative til. I parlamentet blev mindstealderen for homoseksuelle relationer nedsat fra 21 til 18 år.

I 95 faldt arbejdsløsheden til 2,2 millioner, men iøvrigt var den økonomiske situation nogenlunde uforandret. Alligevel var Major regeringen ude af stand til at øge sin popularitet. Året tidligere havde Tony Blair overtaget ledelsen af Labour og havde indledt en «modernisering» af partiets program, der bl.a. indebar, at henvisningerne til socialisme og kollektiv ejendomsret til produktionsmidlerne blev strøget.

1997 Exit Torries

Gennem 96 gik Labour frem ved en række suppleringsvalg, og kursen var dermed lagt for sejren ved parlamentsvalget 1. maj 97. Efter 18 års konservativt styre kunne Arbejderpartiet med Blair i spidsen atter overtage premierministerboligen i Downing Street 10. Det konservative valgnederlag var katastrofalt og udløste en intern lederkrise. Det fik kun 30% af stemmerne mod Arbejderpartiets 43,1% - den største forskel i dette århundrede.

I juni annoncerede Blair forberedelsen af en ny forhandlingsrunde om Nordirland. Premierministeren erklærede, at også Sinn Fein ville kunne deltage i disse - seks uger efter at IRA havde erklæret våbenhvile. Den blev erklæret den 20. juli, og republikanerne kunne derfor deltage i forhandlingerne, der blev indledt den 15. september.

Prinsesse Dianas død i et trafikuheld i Paris den 31. august berørte den britiske befolkning dybt og bragte det britiske kongehus i defensiven. For første gang i mange år blev der manifesteret en kraftig kritik af monarkiet, efter at kongehuset i første omgang havde afvist at tage dødsfaldet alvorligt.

I oktober erklærede finansminister Gordon Brown, at Storbritannien ikke ville indføre Euro'en som valuta fra 1. januar 1999, men at det kunne blive en mulighed efter næste parlamentsvalg i 2002. Sammen med Danmark er Storbritannien det eneste land i EU, der officielt har fået tilladelse til ikke at deltage i ØMU'en.

I 1997 gennemførtes lokale folkeafstemninger i Wales og Skotland om større beføjelser til lokalparlamenterne, og i modsætning til 1979 blev den udvidede autonomi vedtaget. I begyndelsen af 98 førte forhandlingerne om Nordirland til indgåelse af en fredsaftale. Den blev i maj sendt til folkeafstemning, og fik i Nordirland støtte fra 70% af befolkningen. Tilslutningen var næsten total blandt katolikkerne, men også blandt protestanterne var der flertal. Parallelt med afstemningen i Nordirland gennemførtes en folkeafstemning i Irland. Her stemte 95% af befolkningen for, at Irland skulle opgive sine forfatningsmæssige territorialkrav på Nordirland, og istedet overlade det til Ulsters egen befolkning at afgøre sin fremtid. De to nordirske ledere, unionisten David Trimble og nationalisten John Hume fik i december Nobelprisen for deres arbejde for fred i Nordirland.

Ifølge fredsaftalen skal Nordirland på linie med Wales og Skotland have et lokalparlament, der vælges ved direkte valg.

På anmodning fra det spanske retsvæsen tilbageholdt Scotland Yard i august Chiles tidligere diktator, general Augusto Pinochet, der befandt sig i London på et sanatorium efter en operation i ryggen. Efter en langstrakt juridisk proces der strakte sig over 1½ år, blev Pinochet dog alligevel løsladt. Indenrigsminister Jack Straw erklærede, at Pinochets dårlige sundhedstilstand ikke ville kunne klare strabadserne ved en udlevering til Spanien og en efterfølgende retsag.

Gennem 1999 forberedte de nordirske unionister og nationalister sig på indgåelsen af en fælles regering. Denne blev indsat i december samme år. Regeringen blev ledet af premierminister David Trimble og havde desuden deltagelse fra bl.a. Sinn Fein. Nationalistlederne Gerry Adams og Martin McGuinness indgik til februar 2000 i regeringen. Da trak Trimbles Ulster Unionister sig imidlertid ud, hvilket bragte regeringen til fald. Overherredømmet der var blevet overdraget provinsen i december gik nu atter tilbage til London.

Forbrydelser mod menneskeheden 

I 1960'erne besluttede USA og Storbritannien sig for at omdanne den britiske koloni Diego Garcia i det Indiske Ocean til militærbase. Som led i projektet blev øernes befolkning fordrevet. For at tilsløre det faktum at fordrivelsen folkeretligt var en forbrydelse mod menneskeheden, ændrede den britiske stat i nogle omgange øernes status, og indsamlede derefter alle indbyggere og flyttede dem til Mauritius, hvor de blev stuvet sammen under elendige forhold.

I juli 2000 fremlagde 500 fordrevne fra Diego Garcia et retskrav for den britiske krone på tilbagelevering af deres land. I december fremlagdes dette krav endvidere for en føderal domstol i Washington. Anklagerne bestod bl.a. i illegal deportation, racediskrimination, tortur og folkemord. I 2000 afsagde den britiske højesteret kendelse om, at den fordrivningsordre det britiske krigsministerium i 1965 havde udstedt var i strid med britisk lov. Den daværende britiske udenrigsminister Robin Crook besluttede ikke at appellere kendelsen.

I 2002 vedtog det britiske parlament en lov der gav den fordrevne befolkning britisk statsborgerskab og ret til at vende hjem til Diego Garcia. Efter to års forsinkelse i det britiske udenrigsministerium anlagde de fordrevne og deres efterkommere - ialt 4.500 personer - sag om erstatning. I 1970'ene var de blevet tilkendt 650.000 £, og i starten af 80'erne yderligere 4 mio. £. Kravet blev imidlertid afvist i både højesteret og appeldomstolen, der accepterede regeringens forklaring om, at den allerede udbetalte erstatning (på 1000£ pr. person) var fair.

I juni 2004 genindførte den britiske regering kontrol med adgangen til Diego Garcia, og satte dermed effektivt en stopper for de fordrevnes mulighed for at vende hjem - i strid med højesteretskendelsen fra 2000. I maj 2006 omstødte højesteret regeringens beslutning fra 2004 og erklærede den for ulovlig. Højesteretsdommerne Justice Hooper og Justice Cresswell erklærede i kendelsen: «selve forestillingen om at en minister med et cirkulære kan eksilere en hel befolkning fra et britisk oversøisk område og hævde at han blot gør det for 'at sikre fred, ro og god regeringsførelse' er en afskyelig tanke». De fordrevnes talsmand, Olivier Bancoult, opfordrede efterfølgende Tony Blair til at efterleve højesterets kendelse og lade de fordrevne vende hjem. Kravet blev afvist af den britiske regering, der ellers opfattede sig som bannerfører for menneskerettigheder. Dog fik en lille gruppe på 100 fordrevne mulighed for et kort besøg i deres gamle land - for første gangi 40 år. Besøget blev brugt til at besøge de misrøgtede kirkegårde og inspicere militærets andre ødelæggelser af øen.

Den britiske regering appellerede højesterets kendelse til en appeldomstol, der i maj 2007 stadfæstede højesterets dom. Regeringen tog derefter sagen til Overhuset, der i oktober 2008 gav regeringen ret, og afviste de fordrevnes ret til at vende hjem. De fordrevne har derefter bragt sagen for den Europæiske Menneskeretsdomstol.

2000 Ken Livingstone smides ud af Labour

Et internt opgør i Labour om opstillingen af en borgmesterkandidat i London i foråret 2000 førte til, at parlamentsmedlemmet Ken Livingstone blev smidt ud af partiet. Ifølge meningsmålingerne var Livingstone den mest populære kandidat, men han repræsenterede samtidig arbejderpartiets traditionelle venstrefløj og beskyldte premierminister Blair og dennes tilhængere for at anvende udemokratiske metoder og afskaffe princippet om «en mand, en stemme». Alt sammen for at bremse Livingstones kandidatur til borgmesterposten. Striden fortsatte til marts 2000, hvor Blair besluttede at smide Livingstone ud af partiet. Det skadede imidlertid ikke den oprørske arbejderleders anseelse eller popularitet, og i maj blev han valgt til Londons borgmester.

I september 2000 afslørede en undersøgelse fra UNICEF, at en ud af tre børn i Storbritannien lever i fattigdom. Resultatet placerede landet på 20. pladsen blandt de 23 lande, der var blevet undersøgt, og indikerede at 5 millioner britiske børn og deres familier ikke har midler til opfyldelse af de basale behov. Et år forinden havde den britiske regering lovet, at indenfor to år ville de 700.000 fattigste børn få flere penge, bedre boliger, tøj og mad.

Parlamentsvalget i juni 2001 blev vundet af Labour, og Tony Blair fortsatte som premierminister. De konservatives valgnederlag medførte lederen William Hagues afgang.

I oktober 2001 var antallet af registrerede kvægbesætninger med mund- og klovsyge nået op på 2030. antallet af dyr der var slået ned for at bremse sygdommens udbredelse var samtidig nået op på 3,9 mio. I Skotland var der registreret 187 besætninger, i Nordirland 4 og i Wales 121. Sygdommen gjorde blot ondt værre for de britiske bønder, der i 1996 var blevet ramt af kogalskaben. Dengang blev over 4½ mio. dyr slået ned for at bremse sygdommens udbredelse. Man mener at sygdommen blev spredt gennem organiske rester i kvægets fodder. Rester der havde været tilstede siden 1970'erne. Den menneskelige variant af kogalskaben, Creutzfeld Jakobs sygdommen, havde indtil da ramt 77 mennesker. Kogalskaben medførte, at den britiske kødeksport stort blev indstillet, og selv om den siden atter er vokset, har den ikke nået niveauet før 1996.

Efter terrorangrebet på New York i september 2001 besluttede Tony Blair betingelsesløst at støtte USA. Storbritannien bakkede op om USA's anvendelse af paragraf 5 i NATO pagten - den såkaldte musketerparagraf der forpligter medlemslandene til at håndtere et angreb på et enkelt land som et angreb på alle. Storbritannien fulgte derfor betingelsesløst USA, da det i oktober indledte invasionen og senere besættelsen af Afghanistan. Og i marts 2002 erklærede Blair sammen med USA's vicepræsident, Dick Cheney, at Iraq var en trussel mod verdensfreden, og han åbnede samtidig muligheden for, at Storbritannien ville følge USA i krig mod Iraq og dets præsident, Saddam Hussein.

Ligeledes i marts døde dronningemodren i en alder af 101 år. Hendes popularitet i den britiske befolkning var især erhvervet under 2. Verdenskrig, hvor hun som dronning forblev i London under de tyske bombardementer. Tony Blair karakteriserede hende ved begravelsen et symbol på Storbritanniens «værdighed og mod».

Ved kommunalvalgene i maj 2002 vandt det ekstremt højreorienterede British National Party (BNP) for første gang i 9 år 3 pladser i Burnley. De konservative fik 34% af stemmerne, labour 33% og de liberale 27%. Selv der blev valgt ialt 5889 byrådsmedlemmer, karakteriserede BNP's leder, Nick Griffin resultatet som en «triumf». Han afviste samtidig at hans parti udnyttede de racemæssige spændinger der eksisterer i en række byer, selv om han indrømmede at partiets mål er at skabe et «hvidt Storbritannien». Selv om det kommunale selvstyre er blevet udhulet gennem de foregående 20 år, har det stadig en række væsentlige ansvarsområder.

I juli meddelte udenrigsminister Jack Straw, at Storbritannien leverer reservedele til USA's F-16 krigsfly, der sendes til Israel. Det blev af aktivister betragtet som yderligere en pind til den ligkiste, etikken i den britiske udenrigspolitik skal begraves i. Det blev samtidig betragtet som støtte til USA's krigsforberedelser overfor Iraq.

I oktober 2002 erklærede Blair i en stort anlagt udenrigspolitisk tale, at Iraq i løbet af blot 45 minutter kunne affyre raketter med masseødelæggelsesvåben mod Europa. Formålet var at varme den britiske befolkning op til krigen mod Iraq, men befolkningen var fortsat langt overvejende imod krig, og 1 år senere var det afsløret, at Blairs påstand var frit opfundet.

Blair fortsatte sin betingelsesløse støtte til Bush' krigspolitik frem til angrebet på Iraq i marts 2003 - på trods af at Frankrig og Tyskland nægtede at gå med i en sådan krig, og på trods af at USA led eklatant nederlag i forsøget på at få vedtaget en FN resolution, der skulle legitimere angrebskrigen. Heller ikke den britiske befolkning lykkedes det Blair at overtale. Efteråret og vinteren oplevede de største antikrigsdemonstrationer siden Vietnamkrigen, og ved krigsudbruddet var et stort flertal blandt briterne fortsat imod krig. Samtidig valgte flere ministre at gå i protest mod Blairs og Bush' krig. Det gjaldt Robin Cook og udviklingsminister Claire Short.

Blairs stilling blev ikke bedre over sommeren, da USA var ude af stand til at finde de påståede masseødelæggelsesvåben i Iraq. Og i juli kunne BBC afsløre, at den britiske regering havde forvansket oplysninger fra det britiske efterretningsvæsen om Iraqs militære kapacitet. Efter hårdt pres måtte BBC afsløre, at oplysningerne herom stammede fra forsvarsministeriets ekspert i kemiske våben, David Kelly, der i sine rapporter havde afvist, at Iraq havde kemiske våben. Regeringen påstod det modsatte. Kelly begik selvmord - eller blev dræbt. Hændelserne tvang i sidste ende den britiske regering til at nedsætte en undersøgelseskommission. Hutton kommissionen og senere Butler rapporten sagde ikke direkte, at regeringen og Blair havde løjet, men indikationerne var klare nok, og Blairs spindoktor, Alistair Campbell måtte gå af. Det var via ham at instruktionen til efterretningsvæsenet om at gøre deres rapporter mere «sexede» - anvendelige i regeringens krigspropaganda - var udgået.

Omstændighederne ved krigen og den britiske regerings løgne medførte, at Blairs og Labours popularitet styrtdykkede. Da oppinionsundersøgelser samtidig afslørede et massivt flertal i den britiske befolkning mod den nye EU forfatning følte Blair sig tvunget til at erklære, at forfatningen ville blive sendt til folkeafstemning i 2005. En afstemning der blev overflødiggjort af det franske og nederlandske nej.

Lokalvalg umiddelbart efter Butlerrapporten i juli 2004 gav Labour et sviende nederlag, der bl.a. tabte Leicester South, der ellers havde været en sikker arbejderbastion i over 50 år. Den blev overtaget af de liberale. På Labours landsmøde i slutningen af september var Blair tvunget til at indrømme, at påstanden om at Iraq besad masseødelæggelsesvåben i 2003 havde været falsk. Samtidig meddelte han, at han stillede op til en tredje og sidste valgperiode som partiets premierministeremne.

I slutningen af oktober blev en undersøgelse gennemført af forskere ved Institut for Folkesundhed ved Johns Hopkins Bloomberg instituttet ved Baltimore universitet pffentliggjort i det ansete britiske lægetidsskrift The Lancet. I undersøgelsen kom forskerne frem til, at krigen mod Iraq, ødelæggelsen af landets infrastruktur og den efterfølgende vold havde kostet 100.000 irakere livet - overvejende kvinder og børn. Udenrigsminister Jack Straw erklærede, at regeringen ville undersøge forskernes konklusioner.

Efter parlamentsvalget i maj 2005 indledte arbejderpartiet sin 3. regeringsperiode, med med blot 36% af de stemmeberettigede bag sig var der tale om den svageste opbakning nogen britisk regering havde haft. De konservative gik betydeligt frem i mange dele af London, og mindre i resten af landet, men valgets største sejrherre var Liberal Demokraterne der fik 22% af stemmerne og gik frem til 62 pladser i Underhuset. Selv de Labour ledere der på forhånd havde afvist, at Iraq krigen ville have indflydelse på resultatet måtte efterfølgende indrømme, at krigen var en væsentlig årsag til Labours tilbagegang.

Den 7. juli blev 56 dræbt og omkring 700 såret, da 4 bomber blev bragt til sprængning i en bus og i Londons undergrundsbane. Tre af de fire formodede selvmordsbombemænd var britiske statsborgere af pakistansk oprindelse. To uger senere fandt der et nyt attentatforsøg sted med fire nye bomber, men denne gang lykkedes det ikke bombemændene at få bomberne til at detonere. Terroraktionen afslørede klart den strukturelle svaghed ved den britiske og europæiske «terrorbekæmpelse», for bombemændene var selvorganiserede og uden forbindelse til terrorgrupper i udlandet.

Efter terroraktionen blev det livsfarligt at være udlænding i Storbritannien. Det britiske politi fik nemlig ordre til at skyde på alle mistænkelige, og det kostede en brasiliansk elektriker livet. Han blev i midten af juli henrettet af britisk politi i undergrundsbanen, fordi han havde travlt og derfor iflg. politiet opførte sig mistænkeligt.

Blair måtte i november indkassere sit første alvorlige nederlag i parlamentet siden sin tiltræden i 1997, da en ny terrorlovgivning blev stemt ned med 322 stemmer mod 291. I lovgivningen indgik et stærkt omdiskuteret forslag om at kunne fængsle mistænkte i op til 90 dage uden at rejse sigtelse. Siden blev langt videregående lovgivning vedtaget i Danmark. I Storbritannien stemte over 80 labour medelemmer mod premierministerens forslag om udhuling af retsstaten, og dette satte ministeren i en delikat situation, hvor der endog cirkulerede rygter om hans tilbagetræden. Selv om Blair allerede havde erklæret, at han ikke ville stille op til en 4. periode, blev kravet om at udskifte ham med efterfølgeren Gordon Brown stadig kraftigere. Finansminister Brown var arkitekten bag Labour regeringens økonomiske «vidunder».

Mindst 1200 homoseksuelle vielser var planlagt til 5. december, der var den dato hvor homoseksuelle fik samme ægteskabelige rettigheder som heteroseksuelle. Den nye lovgivning giver homoseksuelle ret til at registrere partnerskab, omend de endnu ikke har ret til at lade sig vie i kirken.

Blair måtte i november notere sit første parlamentariske nederlag, siden han i 1997 kom til magten. Det skete da underhuset forkastede hans forslag til en såkaldt sikkerhedsskat. Premierministeren erklærede efterfølgende, at han ikke agtede at stille op til næste valg i 2010. Den oprindelig så populære premierminister havde mistet det meste af sin popularitet på den upopulære angrebskrig mod Iraq.

I september 2006 besøgte Blair Libanon efter den israelske angrebskrig mod landet. Rejsen blot til yderligere at forværre Blairs image i Storbritannien og i udlandet. Efterfølgende erklærede minister for social Udstødning, Hillary Armstrong at blair agtede at trække sig fra premierministerposten efter næste landsmøde i Labour i 2007.

Efter næsten 2 års spekulationer om Blairs afgang, overtog finansminister Gordon Brown i juni 2007 posten som premierminister. I sin tiltrædelsestale erklærede han, at der var tale om «en regering med nye prioriteringer». Iagtagere pegede på, at der især ville blive tale om ændringer i udenrigspolitikken. Allerede på dette tidspunkt var Storbritannien på vej til drastisk at reducere sin tilstedeværelse i besættelsesstyrken i Iraq. Nogle måneder senere overdrog briterne ansvaret for Basra til irakerne.

Blair selv udnævnt til koordinator for Mellemøstkvartten, der var ansvarlig for Køreplan for fred.

Forholdet mellem Rusland og Storbritannien forværredes gennem 2007. I november 2006 døde den tidligere KGB agent Alexander Litvinenko i London efter at være forgiftet med det radioaktive stof Polonium-210. Fra starten anklagedes Rusland for at stå bag mordet, hvilket blev afvist fra russisk side. Allerede i januar 2007 rettedes den britiske efterforskning sig imidlertid mod FSB agenten Andrei Lugovoi, der senere på året formelt blev krævet udleveret. Moskva nægtede dette, hvorefter Storbritannien udviste 5 russiske diplomater. Rusland svarede igen med udvisning af et tilsvarende antal britiske diplomater. Litvinenko hoppede af i Storbritannien i 2001 og hævdede han var blevet sendt til landet for at myrde den russiske oligark Boris Berezovsky, der havde fået politisk asyl i landet.

Bankkrisen i efteråret 2008 medførte at regeringen tog terrorlovgivning i brug mod Island. Omkring 300.000 briter havde spekuleret ved at sætte penge i den islandske bank Icesave, som i september 2008 gik konkurs. Regeringen vedtog øjeblikkelig undtagelseslovgivning, der indefrøs den islandske banks værdier i Storbritannien, og spændte i den følgende tid ben for hjælpepakker til Island. I sommeren 2009 gik den islandske regering med til at betale erstatning til de britiske spekulanter. Island skal i 2017-23 betale 4% af sit BNP til de britiske spekulanter for at kompensere dem for deres tab.

I sommeren 2009 konne dagbladet Daily Telegraph afsløre, at de britiske parlamentsmedlemmer i vid udstrækninger svindlede med det system, der gav dem adgang til at «få dækket deres udgifter forbundet med at være parlamentsmedlem». Systemet var tiltænkt at skulle dække f.eks. udgiften til dobbelt husførelse for medlemmer der boede langt borte, eller tilsvarende transportudgifter. Men pengene blev brugt til f.eks. at aflønne parlamentsmedlemmernes børn, købe eller modernisere luksusvillaer der efterfølgende blev lejet ud. Skandalen afslørede, at mindst halvdelen af både Labour og konservative medlemmer havde fingrene dybt i klejnekassen. Parlamentsformanden måtte gå af, da han havde tilladt svindelen at fortsætte. Ledelserne i både Labour og konservative forsøgte at begrænse skaden ved at opfordre deres svindlere til at beklage og betale midlerne tilbage. I februar 2010 blev der rejst tiltale. Dog kun mod 4 medlemmer: 3 Labour og 1 konservativ. Den offentlige reaktion var dyb politikerlede og et politisk skred i retning af andre kandidater. Skandalen var dog i vid udstrækning glemt, da briterne skulle stemme ved parlamentsvalget i maj 2010.

Parlamentsvalget i maj 2010 var en stor sejr for de konservative, der gik 97 mandater frem til 306. Procentmæssig var fremgangen begrænset: 3,7% til 36,1%. Men pga. det britiske valgsystem gav den lille procentfremgang en stor mandatfremgang. Partiets leder, David Cameron blev efterfølgende ny premierminister. For Labour var valget en katastrofe. Det gik 91 mandater tilbage til 258. Procentmæssig var tilbagegangen på 6,2% til 29%. Valget blev historisk idet ingen af de to gamle partier havde flertal, og Cameron måtte derfor danne regering sammen med de liberale. Britiske regeringer havde indtil da altid været rene partiregeringer.

Et skræmmende træk ved valget var at nazistpartiet, British National PArty (BNP) gik 1,2% frem til 1,9% - uden dog at få valgt nogen kandidat. Et udtryk for at den radikale højrefløj også fik større fodfæste - som i de øvrige europæiske lande.

Storbritannien blev forholdsviss hårdt ramt af den globale økonomiske krise, der for alvor slog igennem i 2008. Landets BNP faldt 5,1% i 2009. Alligevel steg arbejdsløsheden kun langsomt i 2009: fra 7,2% i marts til 7,8% i december. Ungdomsarbejdsløsheden var da oppe på 19,7%. Arbejdsløsheden lå en del under EU gennemsnittet på 10%. Alligevel var landet i en kritisk situation pga. stor statslig låntagning. Den nye britiske regering lancerede derfor i juni 2010 en skrap krisepakke:

• Momsen blev hævet fra 17,5% til 20
• Der skal spares 17 mia. UK£ på de offentlige budgetter
• Offentlige ansattes lønninger fryses fast frem til 2012
• Pensionsalderen sættes op til 66 år
• De sociale udgifter reguleres efter konsumprisindekset i stedet for det generelle prisindeks. Det samme gælder de offentlige pensioner. Det vil spare staten for yderligere 6 mia. UK£ årligt
• Børnebidrag fastfryses i en 2 årig periode
• Boligstøtte får et max. loft på 400 UK£ pr. uge. Det vil spare yderligere 1,8 mia. UK£
• Der indføres lægeundersøgelse af invalidepensionister fra 2013 - for at undersøge om de fortsat er berettigede til invalidepension

I juli annoncerede regeringen yderligere drastiske nedskæringer på sundhedsområdet. Til gengæld rørte regeringen ikke ved krigsbudgettet. I 2010 brugte landet ca. 40 mia. UK£ på militæret.

Krisepakken ramte altså især landets fattigste og offentlige ansatte. Til gengæld var der godt nyt for virksomhederne. Virksomhedsskatten blev sænket fra 28 til 24%, og for de mindre virksomheder fra 21 til 20%.

I oktober vedtog den liberal-konservative regering de mest omfattende velfærdsforringelser siden 2. Verdenskrig. Regeringen vil frem til 2015 reducere de offentlige udgifter med ca. 20%, eller ca. 700 mia. Kr. Omkring en halv million offentligt ansatte skal fyres. Kulturen skæres ned med 50%. De sociale ydelser skæres med 20-40%. Til gengæld fritages skolerne for nedskæringer - i modsætning til Danmark hvor regeringens uddannelsespolitik har ført til massive forringelser i de fleste af landets kommuner.

I februar 2011 besluttede retten i London at WikiLeaks stifter Julian Assange skulle udleveres til Sverige. Hans advokater ankede sagen videre, og i juni 2012 stadfæstede den britiske Højesteret udleveringen. Assange søgte derefter asyl i den Ecuadorianske ambassade i London.

I marts-september 2011 spillede Storbritannien sammen med Frankrig og Danmark en central rolle i krigen mod Libyen. Indtil få år inden havde Gadhafi været allieret med Storbritannien, men det «arabiske forår» og manglende kendskab til allianceforholdene gjorde den britiske regering opsat på at få fjernet Gadhafi. I september blev han myrdet i Libyen, og var derfor ikke i stand til at fortælle hemmeligheder om hans samarbejde med Vesten.

Murdoch dagbladet News of the World lukkede i juli 2011. Indtil da havde det været landets største dagblad, men det bliver afsløret i at have gennemført flere hundrede ulovlige aflytninger af politikere. Flere af aflytningerne havde ført til dødsfald. Chefredaktøren forstod ikke lukningen. Hun havde blot fuldt Murdochs ordre om at gøre avisen til landets største - «no matter what». Camerons spindoktor ryger med i faldet. Han var tidligere redaktør på avisen og blev nu arresteret som led i efterforskningen af ulovlighederne.

I august dræber politiet den 29 årige Mark Duggan i Tottenham i London. Der er tale om et racistisk drab der udløser en uges optøjer i bydelen. Flere tusinde arresteres. De konservative frygter «pøbelen» og anbefaler derfor at der indføres standretter. De arresterede skal stilles for retten og dømmes i løbet af få dage. Det medfører de følgende uger flere hundrede vilkårlige domme, hvor personer - oftest briter af anden etnisk herkomst - vilkårligt idømmes lange fængselsstraffe. En mor til 2 fik f.eks. 5 måneders ubetinget fængsel for at være i besiddelse af et par stjålne shorts, og 2 unge fik 4 års fængsel for alene at have opfordret til oprør via Facebook. Hvis de egyptiske myndigheder med samme nidkærhed havde overvåget Facebook, Twitter og internetaktivister i februar 2011, var diktatoren Mubarak aldrig blevet væltet i Egypten.

Den konservative regerings politik slår fuldt igennem i Storbritannien i 2012, og landet landet går derfor i recession i første halvår.

De britiske og skotske myndigheder bliver i oktober enige om køreplanen for en skotsk folkeafstemning om selvstændighed i efteråret 2014.

I december 2012 accepterede Sami al Saadi og hans familie en erstatning fra den britiske stat som kompensation for at det britiske efterretningsvæsen i 2004 havde overdraget ham til Gadhafis torturkamre i Libyen. En tilsvarende sag anlagt af libyeren Abdel Hakim Belhaj ved de britiske domstole kørte fortsat i slutningen af 2012. (How Britain did Gaddafi’s dirty work. Secret papers show how far MI6 went to please Libya’s ruthless intelligence agents – including helping to kidnap the dictator’s enemies, Guardian 9/11 2017).

I september opfordrede Europaparlamentet Storbritannien og andre EU medlemslande til at offentliggøre alle oplysninger om deres deltagelse i USA's torturprogram, der gennem 10 år havde fragtet fanger rundt i verden fra torturcenter til torturcenter. Storbritannien spillede som nær allieret af USA en fremtrædende rolle i programmet men nægtede at offentliggøre detaljerne.

I juni 2013 afslører den tidligere NSA analytiker Edward Snowden, at USA har et gigantisk program til overvågning af internettrafik og telekommunikation i hele verden. Det afsløres videre, at det britiske efterretningsvæsen GCHQ spiller en central rolle i de kriminelle aktiviteter. F.eks. har GCHQ hacket sig ind i det belgiske telefonselskab Belgacom, og aflytter her igennem bl.a. EU Kommissionen og -parlamentet. GCHQ aflyttede også statscheferne der deltog i G20 topmødet i London i 2009. Det britiske dagblad The Guardian spiller en vigtig rolle i afsløringerne, ligesom det et par år inden spillede en central rolle i WikiLeaks afsløringer. Da hverken USA eller Storbritannien kan få fat i Snowden der har fået humanitær opholdstilladelse i Rusland går de i stedet efter Guardian og dets journalister. I august møder efterretningsofficerer op på redaktionen og kræver at få alt avisens materiale om NSA udleveret. Avisens redaktør nægter og bliver i stedet sat til at knuse harddiske som spionerne mener der ligger data på. Samme måned tilbageholdes brasilianeren David Miranda i Heathrow lufthavn i over 9 timer med henvisning til Storbritanniens terrorlovgivning og får konfiskeret alt hans elektroniske udstyr. Han bliver derefter udvist. Mirandas forseelse er, at han er kæreste med Glenn Greenwald, der er den Guardian journalist der siden juni har skrevet om sagen. De britiske myndigheder kan ikke få fat i Miranda, da han sidder i Brasilien. I oktober strammer de britiske myndigheder og deres konservative støtter yderligere grebet om Guardian. Flere konservative aviser, konservative parlamentsmedlemmer og ministre udtaler, at Guardian er skyldig i højforræderi pga. sine afsløringer af staternes kriminelle aktiviter. Europas og USA's største dagblade rykker nu ud til forsvar for Guardian og ytrigsfriheden. En måned senere vedtager den konservative regering en ændring af presseloven, så det britiske pressenævn ikke længere er funderet i pressen, men er et regeringsorgan. Pressenævnet omdannes med andre ord til et censurinstrument for staten.

I juli 2013 vedtog parlamentet en ændring til ægteskabslovgivningen, der åbnede op for ægteskab mellem personer af samme køn.

Cameron tabte i september 2013 en afstemning i Underhuset om at gå i krig med Syrien. Den britiske befolkning var meget trætte af krigene, som den havde udskrevet soldater til gennem 00'erne. Først i Afghanistan og siden Iraq. En række af premierministerens egne konservative stemte derfor mod forslaget om at bombe Syrien. Cameron blev dermed den første udenrigsminister i 100 år der tabte en afstemning om udenrigspolitik i Underhuset.

Premierministeren besøgte i november landets gamle koloni Sri Lanka og besøgte bl.a. Jaffna i den nordlige del af landet. Hundredevis af tamiler brød her gennem politiets afspærringer og omringede premierministerens bil med billeder af deres dræbte familiemedlemmer. Sri Lanka begik i 2009 folkemord og dræbte omkring 50.000 tamiler uden protester fra Vesten.

David Cameron deltog i december 2013 i Nelson Mandelas statsbegravelse i Sydafrika. I 1989 havde han besøgt Sydafrika som repræsentent for den konservative regering, der aktivt støttede det daværende apartheid regime. Regeringslederne for 3 lande - Danmark, Storbritannien og USA - der i sin tid var sikre støtter for apartheidregimet fandt derfor lejlighed til at lave en selfie.

Parlamentet vedtog i maj 2014 Immigration Act 2014 med en række ændringer til flygtningelovgivningen. Den indebar, at private udlejere ikke længere måtte udleje lejligheder eller anden ejendom til emigranter uden status, at emigranter uden status ikke længere skulle kunne tage kørekort eller oprette en bankkonto. Hensigten var at gøre livet vanskeligere for de flere hundrede tusinde illegale indvandrere, der befandt sig i landet.

ICC's chefanklager meddelte i maj, at organisationen ville indlede forundersøgelser af de britiske overgreb mod irakiske krigsfanger i 2003-08.

Europaparlamentsvalget i maj blev en katastrofe for de konservative, der mistede 7 mandater og med 19 kun blev det 3. største parti. Labour gik tilsvarende 7 frem og fik 20. Men valgets store sejrherre blev UK Independence Party (UKIP) der ønskede øjeblikkelig udmeldelse af EU. Det gik 11 mandater frem til 24 og blev dermed det største ved valget. Resultatet var et udtryk for stadig stærkere britisk modvilje mod EU og UKIP var her den rene vare. Partiet fik sit første medlem valgt ind i det britiske parlament ved et suppleringsvalg i oktober 2014.

Premierministerens tidligere kommunikationsdirektør Andy Coulson blev i juni dømt for telefonaflytning, foretaget af New of the World, som han havde været redaktør for frem til 2007.

I juli fornyede parlamentet undtagelseslovgivningen der gav GCHQ tilladelse til indsamling af alt national kommunikation. Det var i strid med en afgørelse i EU domstolen fra april, der eksplicit forbød dette. Den britiske undtagelseslov udstrakte samtidig indsamlingssfæren, så GCHQ fremover kunne indsamle kommunikation globalt. Det havde spionageorganisationen nu allerede gjort i mange år. I starten af året blev det offentliggjort, at GCHQ havde spioneret mod delegationerne der deltog i FN's klimatopmøde COP15 i København i december 2009. Dette i sig selv var en overtrædelse af FN's charter. I november udvidede regeringen yderligere beføjelserne, så efterretningsvæsenet må aflytte kommunikation mellem forsvarere og sigtede - med henvisning til statens sikkerhed.

I juli vedtog parlamentet en ny lov, der gav landets myndigheder til at fratage statsborgerskabet fra britiske statsborgere, hvis de engagerer sig i «terrorisme» eller andre aktiviteter «der strider imod Storbritanniens vitale interesser» - også selv om fratagelse af statsborgerskabet gør dem statsløse. Også dette var i strid med FN's charter. I november fremsatte regeringen et nyt lovforslag, der gør det muligt for myndighederne at forbyde britiske statsborgere eller andre indrejse i Storbritannien for en toårig periode, hvis de mistænkes for terrorisme i udlandet. Samtidig fik politiet ret til at konfiskere pas tilhørende personer, der kunne mistænkes for at ville rejse til udlandet for at tilslutte sig væbnede grupper. Der var tale om endnu et skridt i retning af demontering af retsstaten og opbygningen af en politistat.

Baronesse Sayeeda Hussain Warsi trak sig i august fra posten som bitrædende udenrigsminister i protest mod regeringens politik ifht. den igangværende israelske krig mod Gaza. Baronessen skrev i sin afskedsbegæring at «Storbritanniens regerings tilgang og retorik under den aktuelle krise i Gaza er moralsk uforsvarlig. Den er ikke i nationens interesse og vil have en langtrækkende negativ effekt på vor anseelse, både nationalt og internationalt. Den er ikke forenelig med retstatslige principper og vor støtte til international retfærdighed». Israel havde på dette tidspunkt massakreret over 2000 palæstinensere, hvoraf 80% var civile, jævnet hele boligkvarterer med jorden, og desuden angrebet skoler, hospitaler og moskeer. Trods den britiske regerings officielle legitimering af Israels krigsforbrydelse i Gaza, var der interne uenigheder. Forbrydelserne blev for meget for vice-preminisminister, den liberale Nick Clegg der allerede 17. juli erklærede at Israels angreb på Gaza var ude af proportioner med raketbeskydningen af Israel. Den 7. august erklærede han, at Storbritannien ville standse våbeneksporten til Israel, hvis landet brød den igangværende våbenhvile. Fire dagen inden havde Labours leder Ed Miliband skarpt kritiseret regeringen for ikke at ville kritisere Israel for dets massakrer i Gaza. Ved afstemningen i FN's Sikkerhedsråd den 30. december 2014 undlod Storbritannien og 5 andre lande at stemme for Palæstinas optagelse som stat i verdensorganisationen, mens Frankrig og 7 andre lande stemte for. Storbitannien havde med Balfour Deklarationen næsten 100 år tidligere - der gav jøderne ret til at oprette en stat på besat jord - skabt det kaos Mellemøsten nu stod i, men ønskede ikke at bidrage til løsning af konflikten.

Skotland gik den 18. september 2014 til folkeafstemning om selvstændighed. I månederne op til afstemningsdagen var afstanden mellem ja og nej siden blevet stadig mindre, så resultatet var ikke givet. Men nej siden vandt med 55,3% af stemmerne og en stemmeprocent på 84,6. Valgkampen skabte en meget omfattende politiske aktivitet, og medlemmerne strømmede til de politiske partier. Ikke blot centralregeringen i London frygtede at afstemningen ville føre til skotsk selvstændighed. Det gjorde regeringen i Spanien også, hvor Catalonien havde planlagt en tilsvarende folkefstemning til afholdelse i november. Forskellen var, at i Catalonien viste målingerne at 80% af befolkningen ville stemme for selvstændighed. Den spanske centralmagt fik derfor forfatningsdomstolen til at forbyde afstemningen.

Med 274 stemmer mod 12 anerkendte det britiske Underhus den 14. oktober staten Palæstina. Både Labour, Liberaldemokraterne og Konservative stemte for udtalelsen, der kom 11 dage efter Sverige havde anerkendt Palæstina. Anerkendelsen udløste som forventet skarp kritik fra Israel. Fem dage senere anerkendte også det skotske parlament Palæstina og opfordrede samtidig Storbritannien til at oprette en ambassade i Ramallah.

USA's kongres offentliggjorde i december 2014 et 600 siders resumé af en 5000 siders rapport om CIA's torturprogram siden 2001. Det mest interessante ved resuméet var, at det manglede enhver henvisning til Storbritanniens deltagelse i torturprogrammet. Den almindelige formodning var, at den britiske regering havde gennemført et desperat lobbyarbejde i Washington for at undgå at blive omtalt. Den britiske regering indvilgede i december 2013 i at gennemføre en undersøgelse af den britiske deltagelse i programmet, og løb dermed fra tidligere løfter om at undersøgelse skulle være uafhængig. Det britiske skridt blev derfor fra starten kritiseret af de internationale menneskerettighedsorganisationer. Den britiske stat var efter 2001 skyldig i overtrædelse af torturkonventionen og ønskede fortsat ikke at offenntliggøre omfanget af statens kriminelle aktiviteter.

Storbritanniens relationer til Rusland blev kølet ned til koldkrigsniveau i løbet af 2014 pga. situationen i Ukraine. Allerede i marts afbrød landet alt militært samarbejde med Rusland og satte stop for udstedelsen af licenser til våbeneksport til Rusland. Storbritannien gik i løbet af året i spidsen for skærpelse af EU's sanktioner mod Rusland, der skulle ramme landets banksektor og olieindustri. Rusland svarede derefter igen med sanktioner overfor bl.a. Storbritannien, der ramte landets landbrugs- og industrieksport. Efter USA's og NATO's nederlag i Afghanistan havde man brug for en ny fjende, og Rusland blev i starten af 2014 udset til at udfylde denne rolle, da det modsatte sig den vestlige ekspansion i Ukraine.

Helt frem til foråret 2015 så det ud til, at Labour ville vinde parlamentsvalget, men da valget blev afholdt i maj blev det et sviende nederlag for arbejderpartiet, der gik 24 mandater tilbage til 232, mens de konservative gik 28 frem til 330. Liberal demokraterne blev næsten udslettet, da partiet gik 48 mandater tilbage til 8. Det skotske Nationalistparti (SNP) under ledelse af Nicola Sturgeon gik til gengæld 50 mandater frem til 56. Landets tredjestørste parti, UKIP (UK Independence Party), gik 9,5% frem til 12,6% af de afgivne stemmer, men pga. Storbritanniens valgsystem blev kun partiets formand, Nigel Farage valgt ind. Sinn Fein mistede mistede 1 mandat og fik 4. Det tidligere radikale Labour medlem George Galloway der stillede op selvstændigt røg også ud. Den vigtigste årsag til Labours nederlag var SNP's overvældende valgsejr i Skotland. Som konsekvens gik Labours leder, Ed Milliband af. David Cameron kunne til gengæld danne en flertalsregering alene på de konservatives egne mandater.

Efter parlamentsvalget skulle Labour vælge ny leder. Venstrefløjens kandidat, Jeremy Corbyn blev ikke spået mange chancer. Han havde kun støtte fra 35 af Labours 232 medlemmer i parlamentet, men ved valget i partiet i september fik han 59,5% af stemmerne. Valget var et udtryk for oprør fra partiets basis mod de højreorienterede Labourmedlemmer, der repræsenterede partiet i parlamentet og den højreorienterede kurs Tony Blair var slået ind på i 1994. Valget gav voldsomme dynninger og konflikter i partiet, hvor formand og det meste af parlamentsgruppen stod på hver sin politik. Splittelsen var tydelig under debatten i november-december om britisk krig i Syrien. Mens Corbyn var imod britisk deltagelse i krigen, var hans skygge-udenrigsminister Hilary Benn og et flertal i parlamentsgruppen for. De stemte derfor for, da regeringen bragte forslaget til afstemning i Underhuset i december.

De konservative benyttede valgsejren til at markere, at de ønskede et grundigt opgør med menneskerettigheder. Regeringen erklærede at loven om Menneskerettigheder ville blive opvævet og erstattet med en langt svagere «British Bill of Rights». Både FN's Højkommissær for Menneskerettigheder og FN's Menneskerettighedskomite udtalte, at ophævelse af loven ville føre til en drastisk svækkelse af beskyttelsen af menneskerettigheder i Storbritannien. I juni fremsatte regeringen endvider et forslag til drastisk reduktion af de i forvejen begrænsede faglige rettigheder. Forslaget indførte en lang række juridiske forhindringer, der skulle hindre arbejderklassen i at gennemføre strejker. I oktober fremlagde regeringen en ny «anti-ekstremisme» strategi, der gjorde det muligt at forbyde bestemte organisationer, pålægge personer restriktioner og hindre gennemførelsen af en lang række aktiviteter. Der var tale om et yderligere angreb på de fundamentale menneskerettigheder.

Storbritannien nægtede at tage sin del af flygtningene fra den overvældende strøm på 900.000 der i 2015 kom ind i Europa. Resultatet var oprettelsen af en teltlejr i Calais hvorfra titusindvis af flygtninge gennem 2015 forsøgte at smugle sig selv ind i Storbritannien. Flere hundrede døde under forsøgene. I september blev presset på regeringen så stort at den indvilgede i at tage imod 20.000 over en 5 årig periode - altså 4.000 om året. Storbritannien havde de-facto allerede vendt ryggen til Europa og dets problemer.

Investigatory Powers Tribunal (IPT) konstarede gennem 2015, at de britiske efterretningstjenester med GCHQ i spidsen systematisk overvågede den britiske befolkning og krænkede både EU's Charter for Grundliggende Rettigheder og den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

FN's Arbejdsgruppe vedr. vilkårlige Tilbageholdelse afsagde i februar 2016 kendelse om Storbritanniens 3 år lange tilbageholdelse af Wikileaks' stifter Julian Assange. Arbejdsgruppen kendte tilbageholdelsen ulovlig og pålagde de britiske myndigheder øjeblikkeligt at bringe den til ophør. Myndighederne ignorerede FN. Den britiske stat har brugt flere hundrede mio. £ på siden 2012 at bevogte den ecuadorianske ambassade i London døgnet rundt. Assange sidder indespærret på ambassaden.

I maj 2016 afgav Joint Committee for Human Rights sin rapport om anvendelsen af droner til målrettede drab. Rapporten afdækkede bl.a. RAF's droneangreb i Raqqa i Syrien i 2015 der dræbte 3. Deriblandt et formodet britisk medlem af IS. Rapporten opfordrede regeringen til at fremlægge sin politik for målrettede mord under væbnede konflikter og dens rolle i andre stater hvor der ikke foregik en væbnet konflikt.

2016 Brexit

Efter valgsejren i maj 2015 lovede David Cameron at der ville blive gennemført en folkeafstemning om britisk medlemsskab af EU. Han ønskede en gang for alle at lukke uenigheden i sit eget parti og stække UKIP der var stormet frem ved parlamentsvalget. Inden da skulle Storbritannien forhandle en bedre ordning på plads med EU. De konservative ønskede især at reducere EU's indflydelse på sociallovgivningen i landet og specielt overfor borgere fra andre EU lande. Men EU satte hælene i og ville ikke give indrømmelser. Unionen var i forvejen i dyb politisk krise, fordi den havde været ude af stand til at håndtere den massive flygtningekrise i 2015. Da der forelå en aftale mellem EU og Storbritannien i februar 2016 var der derfor ikke mange indrømmelser. Alligevel udskrev Cameron folkeafstemningen til afholdelse i juni. Den britiske overklasse og EU satte en intensiv kampagne ind for at overbevise de britiske vælgere om at stemme ja. Alligevel stemte 51,9% af dem nej. Resultatet kom som et chock for EU, de britiske konservative og den britiske overklasse. For første gang havde et EU land besluttet sig for at melde sig ud. Resultatet blev af borgerlige fremlagt som en konflikt mellem unge og gamle, hvor de gamle havde stemt for at forlade EU (Brexit), mens de unge havde stemt imod. Det var dog en sandhed med modifikationer. Mange unge havde undladt at stemme, og resultatet afspejlede snarere klasseskel. Arbejderklassen og pjalteproletariatet havde overvejende stemt for at forlade EU, mens de øvre mellemlag og borgerskabet overvejende havde stemt for at blive.

Brexit resultatet udløste både økonomisk og politisk tumult. Dagen efter faldt det britiske pund 10% mod US$ og 7% mod €. De britiske aktier faldt 8% og udløste tilsvarende tumultariske aktiefald over resten af verden. David Cameron meddelte at han gik af, så de konservative skulle vælge en ny formand, hvilket udløste magtkamp i partiet. UKIP's formand trådte ligeledes tilbage. Endnu værre blev tumulten dog i Labour.

Efter afstemningen så Labours højrefløj en lejlighed til at gøre oprør mod formanden, som de anklagede for at være ansvarlig for Brexit. Få dage senere begyndte højreorienterede partimedlemmer at melde sig ud af Jeremy Corbyns skyggekabinet. Efter 3 dage var der kun 1/3 tilbage af skyggekabinettet. Formanden måtte derefter lide den tort at tabe en tillidsafstemning i sin parlamentsgruppe, hvor han kun blev støttet af 40, mens 172 stemte imod ham. Han nød imidlertid fortsat stor opbakning i fagbevægelsen og i partiets basis. Basis havde ændret afgørende karakter i det foregående 1½ år. I maj 2015 havde partiet godt 200.000 medlemmer, mens det i juli 2016 var nået op på ca. 500.000. Mange havde meldt sig ind i tillid til, at Labour nu var inde på en ny kurs. De støttede overvejende Corbyn.

Splittelsen i Labours gruppe trådte atter tydeligt frem i juli, da parlamentet skulle stemme om en fornyelse af Storbritanniens atomare ubådsprogram Trident. Fornyelsen ville koste 196 mia. £. Corbyn anbefalede et nej, men fik kun støtte fra 47 andre Labour parlamentarikere, mens 147 af hans kolleger støttede regeringen i den massive krigsudskrivning.

I juli offentliggjorde Chilcot kommissionen sin Iraq War Inquiry om Storbritanniens krig mod Iraq i 2003-10. Den officielle regeringsrapport dokumenterede at:

• Saddam Hussein ikke som påstået udgjorde en umiddelbar trussel mod britiske interesser
• Tony Blair allerede 8 måneder inden krigen i et brev til George Bush havde lovet denne, at Storbritannien stod ved USA's side «no matter what»
• efterretninger om masseødelæggelsesvåben blev tillagt troværdighed de ikke havde. Efterretningstjenesterne havde direkte løjet om truslen
• fredelige alternativer til krig ikke var ønskede
• Storbritannien og USA underminierede FN's Sikkerhedsråds autoritet
• processen omkring den juridiske legitimering af krig var dybt kritisabel
• krigen mod Iraq i 2003 var unødvendig
  (The Iraq Inquiry), (Chilcot report: key points from the Iraq inquiry, Guardian 6/7 2016), (Five things you may have missed about the Chilcot inquiry, Guardian 26/7 2016)

Komissionen var blevet nedsat på initiativ af daværende premierminister Gordon Brown og havde gennem 7 år afhørt aktører involveret i krigsbeslutningen. Ved den efterfølgende debat i Underhuset nægtede premierminister Cameron at tage stilling til, om krigen havde været rigtig eller forkert. Den øverste ansvarlige for krigsbeslutningen i 2003, Tony Blair, var lidt mere ydmyg og erkendte at rapporten havde dokumenteret en lang række fejl i processen op til og under krigen, men slog alligevel fast, at han havde handlet i hvad han opfattede som Storbritanniens interesse. Vice-premierminister i 2003, John Prescott, indrømmede at krigen havde været illegal. Rapporten udløste nye konflikter internt i Labour, hvis højrefløj havde stået bag Blair i 2003 og stem for krig. Jeremy Corbyn var en af dem der havde stemt imod. Han undskyldte overfor det irakiske og britiske folk:

Jeg giver på vegne af mit parti mine dybeste undskyldninger for den katastrofale beslutning om at gå i krig i Iraq i 2003... som han kaldte: militær aggression på et falsk grundlag, hvilket: allerede i mange år er blevet anset for illegalt af en overvejende del af den internationale oppinion. Corbyn undskyldte overfor det irakiske folk, overfor familierne til de britiske soldater der døde i Iraq eller vendte sårede hjem og overfor: de millioner af briter der føler vort demokrati blev forrådt og undermineret af den måde beslutningerne om at gå i krig blev taget på.

Rapporten stoppede sin argumentation umiddelbart før Tony Blair blev karakteriseret som krigsforbryder. Parlamentet skulle senere i juli diskutere hvorvidt Blair havde ført parlamentet bag lyset, og hvilke forholdsregler der i givet skulle tages imod ham.

Både Norge og Storbritannien havde nu vist politisk vilje til at afdække omstændighederne omkring krigen for at tage ved lære af den. Den vilje var ikke tilstede i Danmark, hvor højrefløjen af al magt søgte at undertrykke sandheden om krigen.

Magtkampen i de konservative endte i juli, da Theresa May blev valgt til ny formand og umiddelbart derefter overtog posten som premierminister. Trods stærke kræfter i borgerskabet der ønskede at ignorere Brexit resultatet eller krævede en ny folkeafstemning erklærede May, at hun ville respektere afstemningsresultatet.

Myndighedernes permanente undergravning af ytringsfriheden blev atter understreget i august, da imamen Anjem Choudary blev kendt skyldig i at have ytret støtte til IS. Der var en klar parallel til Danmark, hvor myndighederne i foråret dømte boghandleren fra Brønshøj for at have ytret støtte til IS. Ytringsfriheden gælder med andre ord kun de ytringer, som er sanktioneret af staten - som i nazityskland eller Sovjetunionen. (Anjem Choudary convicted of supporting Islamic State, Guardian 16/8 2016).

I juni blev labour parlamentsmedlemmet Helen Joanne (Jo) Cox myrdet af en britisk nazist. Mordet fandt sted blot en uge før den britiske folkeafstemning om forbliven eller udtræden af EU. Mordet medførte, kampagnen de-facto blev indstillet et par dage og derefter antog en mere afdæmpet tone. Der var ikke blevet myrdet siddende parlamentsmedlemmer siden IRA's mord på en politiker i 1990. Mordet var en konsekvens af den stadig mere hadske politiske debat, ikke blot i Storbritannien men hele Europa, og den stadig mere voldelige højrefløj på kontinentet. Cox' morder, Thomas Mair blev i november idømt livsvarigt fængsel for mordet.

Det britiske Underhus' udenrigsudvalg afgav i september rapport om landets krig mod Libyen i 2011. Rapporten var en sønderlemmende kritik af regeringens og specielt premierminister David Camerons beslutninger, der bidrog til det totale sammenbrud i landet, der præger det i dag. Rapporten slog fast: «We have seen no evidence that the UK government carried out a proper analysis of the nature of the rebellion in Libya. It may be that the UK government was unable to analyse the nature of the rebellion in Libya due to incomplete intelligence and insufficient institutional insight, and that it was caught up in events as they developed.... It could not verify the actual threat to civilians posed by the Gaddafi regime; it selectively took elements of Muammar Gaddafi’s rhetoric at face value; and it failed to identify the militant Islamist extremist element in the rebellion. UK strategy was founded on erroneous assumptions and an incomplete understanding of the evidence». Rapporten havde dermed den samme kritiske brod mod landets naive krigspolitik, som Chilcot kommissionens rapport fra juni, der behandlede krigene i Iraq og Afghanistan. Danmark deltog i forreste linie i krigen mod Libyen, men her er der ikke tradition for selvkritisk at analysere fortidens fejltagelser. (MPs deliver damning verdict on David Cameron's Libya intervention, Guardian 14/9 2016).

I oktober afsagde den specielle domstol Investigatory powers Tribunal en kendelse vedr. efterretningsvæsnernes kriminelle aktiviteter. Domstolen var den eneste der kunne behandle klager over MI6, MI5 og GCHQ. Den konstaterede i sin kendelse, at de britiske efterretningsvæsner gennem 17 år ulovligt havde indsamlet enorme mængder data om landets borgere uden tilsyn fra statsmagtens side. Regeringen reagerede ikke ved at stille de kriminelle efterretningschefer for retten, men legaliserede i stedet masseovågningen med loven Investigatory Powers Act, der blev vedtaget i november. Loven giver de forskellige efterretningsvæsner fri adgang til masseovervågning af landets borgere - også selvom der ikke eksisterer mistanke. De kan uden retskendelse hacke sig ind i enhver borgers computer, mobiltelefon eller anden digital enhed, registrere de data der måtte være på enheden og eventuelt installere en trojaner til kontinuert overførsel af data fra borgerens enhed til efterretningstjenesterne. Alt sammen uden tilsyn fra statsmagtens side. Det gjaldt også overvågning af journalister, hvilket fik både det internationale journalistforbund og OSCE til at advare om, at loven ligeledes var et angreb på pressen og dens mulighed for at lave dybdeborende journalistik. I Moskva tweetede Edward Snowden: «Storbritannien har netop vedtaget den mest ekstreme masseovervågning i et vestligt demokrati. Den går videre end i mange diktaturstater». Efter i 14 år at have ligget i spidsen hvad angår masseovervågning af sine borgere var Danmark overhalet. Det fik øjeblikkeligt justitsminister Søren Pind til at stille lovforslag om, at også det danske PET og FE også skulle kunne masseovervåge uden tilsyn, og at pålægget om forældelse og destruktion af arkivalier skulle ophæves. ('Extreme surveillance' becomes UK law with barely a whimper, Guardian 19/11 2016; Ekstrem britisk overvågningslov giver ordensmagt ret til at snage i journalisters it-udstyr, Version 2, 22/11 2016)

Den britiske højesteret afsagde i maj 2017 kendelse om, at parlamentet først skulle diskutere britisk udmeldelse af EU inden regeringen kunne indlede udmeldelsesforhandlinger. Den 1. februar stemte parlamentet med overvældende flertal for at indlede udmeldelsesforhandlinger og i slutningen af marts afleverede regeringen det brev til EU, der skulle indlede udmeldelsesforhandlingerne. For at styrke sin forhandlingsposition besluttede premierminister May 2 uger senere at udskrive parlamentsvalg til starten af juni. Hun stod umiddelbart til en stor sejr, fordi de fleste så Labour som svækket og dybt splittet. I maj offentliggjorde Labour sit valgprogram under parolen: «For de mange, ikke for de få». Dets vigtigste elementer var nationalisering af kernesektorer i økonomien som jernbaner, postvæsen, energi- og vandforsyning samt afskaffelse af de forhadte studieafgifter der havde medført at kun rige folks børn havde mulighed for at studere. Valgprogrammet blev af kommentatorer i Storbritannien, Danmark og mange andre lande betegnet som en gravsten for Labour. Det var et radikalt opgør med Tony Blairs New Labour, der forandrede Labour fra et arbejderparti til et neoliberalt parti, og Blair selv anbefalede nu den britiske befolkning til ikke at stemme på Labour. 

Det kom til at gå helt anderledes end kommentatorene havde forudset. Jeremy Corbyn og Labour mobiliserede ungdommen, der massivt stemte på Labour. Resultatet var, at Labour gik 30 mandater frem til 262, mens Mays konservative parti mistede 13 og måtte nøjes med 317. Valgets anden store taber var de skotske nationalister SNP, der gik 21 mandater tilbage til 35. Derved knustes SNP leder Nicola Sturgeons plan om en hurtig folkeafstemning om skotsk løsrivelse fra Storbritannien også. For Nordirland gik Sinn Fein 3 mandater frem til 7. Valgresultatet indebar, at de konservative ikke længere havde absolut flertal i parlamentet, og der voksede derfor et krav frem i partiet om at få fjernet May som premierminister og partileder. Stormløbet mislykkedes dog i første omgang. I stedet dannede hun regering med hjælp fra det nordirske unionistparti DUP, der var kendt for sin radikale modstand mod abort og for sin støtte til de væbnede unionistiske militser i Nordirland.

Den store valgfremgang til Labour var ikke nok til at sikre et systemskifte, men partiet havde dog halet dramatisk ind på de konservative. Partiet gik 9,6% frem til 40,0%, mod 42,3% til de konservative. Resultatet gav samtidig stof til eftertanke for de danske socialdemokrater, hvor tidligere statsminister Helle Thorning under valgkampen på linie med Blair havde opfordret til ikke at stemme på Labour.

Valgkampen signalerede en yderligere højre-radikalisering af det regerende konservative parti. Under valgkampen blev Storbritannien ramt af flere politiske attentater, gennemført af britiske islamister. Det fik May til at erklære, at hun ville tage et opgør med en række love til beskyttelse af menneskerettighederne, der iflg. May var en hindring for ny og mere drakonisk «terrorlovgivning». Bl.a. ville hun øge perioden hvor mistænkte kan tilbageholdes uden at blive stillet for en dommer fra 14 til 28 dage. Hun ville åbne op for vilkårlige deportationer af udlændinge og for vilkårligt at kunne begrænse mistænktes bevægelsesfrihed - selv når der ikke var beviser til at få den mistænkte dømt ved en domstol. Det var May selv der blot nogle år forinden som indenrigsminister havde nedlagt 20.000 politistillinger, og som samtidig afviste enhver kritik af Storbritanniens nære økonomiske og politiske forbindelser til Saudi Arabien, der var den største bidragsyder til radikal islamisme i landet. (May: I’ll rip up human rights laws that impede new terror legislation, Guardian 6/6 2017)

I juni brændte et højhus i London. 71 mennesker døde i flammerne. Højhuset var overvejende beboet af fattige og undersøgelser viste, at ejeren havde været i gang med at renovere huset, men med dårlige brændbare materialer. Trods massemordet havde myndighederne endnu i slutningen af året ikke taget retlige skridt mod ejeren. (Grenfell Tower final death toll: police say 71 lives lost as result of fire, Guardian 16/11 2017)

Landsretten i London afviste i juli 2017 en sag anlagt af NGO'en Campaign Against Arms Trade (CAAT), der stillede spørgsmål ved Storbritanniens våbeneksport til Saudi Arabien. Allerede 1½ år tidligere havde EU parlamentet vedtaget en våbenboykot mod Saudi Arabien pga. dets krig mod Yemen. Denne boykot overtrådte Storbritannien altså også. Menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International kritiserede London domstolens kendelse.

Landsretten i London afsagde i december kendelse om, at britiske soldater i Iraq havde krænket den 4. Genevekonvention ved mishandling og nedværdigende behandling af civile irakiske krigsfanger under den britiske besættelse af Iraq i 00'erne. 4 irakere havde lagt sag an mod det britiske militær, og ud over at få ret fik de tilkendt 84.000 £ i erstatning. Kendelsen faldt 10 dage efter at anklagemyndigheden ved ICC havde erklæret, at der var tilstrækkelige beviser for at britiske soldater havde begået krigsforbrydelser overfor civile irakere. Der var tale om en prøvesag. Erstatningssager fra 628 andre irakere var undervejs, mens der i 331 sager var indgået forlig om at betale erstatning. Forløbet i Storbritannien afveg stærkt fra Danmark, hvor «retsvæsenet» helt firkantet bakkede op om forsvarsministeriets påstand om, at danske krigsfanger var blevet behandlet i overensstemmelse med Genevekonventionerne. (British troops breached Geneva conventions in Iraq, high court rules, Guardian 14/12 2017)

Den stærkt politisk svækkede og upopulære britiske premierminister Theresa May forsøgte i marts 2018 at stive sin popularitet af gennem udvisning af 23 russiske diplomater. Baggrunden var forgiftningen af den tidligere russiske spion Sergei Skripal og denne datter i Salisbury syd for London. May lagde øjeblikkeligt ansvaret for forgiftningen på Rusland, udviste 23 diplomater og lagde derefter pres på EU og andre vestlige lande for at få dem til ligeledes at udvise russiske diplomater. USA gik i spidsen med udvisning af 60 og lukning af det russiske konsulat i Seatle. Også Albanien, Australien, Canada, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Irland, Italien, Kroatien, Letland, Lithaun, Makedonien, Moldova, Nederlandene, Norge, Polen, Rumænien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ukraine og Ungarn udviste russiske diplomater - på begæring fra Storbritannien og USA. Dertil kom NATO der også udviste 10. Ialt 150 blev udvist. Imens så resten af verden undrende til. Storbritannien havde ikke fremlagt nogen form for beviser for russisk indblanding i Salisbury forgiftningen. En uge senere svarede Rusland igen ved at udvise numerisk lige så mange fra hvert enkelt land, som det havde udvist. Dog blev yderligere 27 britiske diplomater bedt om forlade Rusland, og British Council i Rusland blev lukket. Mens der i de fleste lande - deriblandt Danmark - ingen reflektion var at spore over omstændighederne, fik den russiske modreaktion Tyskland til at vakle. Ledende socialdemokrater kritiserede regeringens udvisning af 4 russiske diplomater, når der ingen beviser blev fremlagt for russisk indblanding. Baggrunden for udvisningerne var nedkæmpelsen af IS i Syrien og Iraq. Vesten har historisk haft behov for at definere ydre fjender for at legitimere sine massive udgifter til militær, og med nedkæmpelsen af IS var den militante islamisme der villigt bød sig til i 2001 fjernet - bortset fra Saudi Arabien der fra starten havde financieret den militante islamisme. USA var på forkant da krigsminister Mattis allerede i efteråret 2017 lod udfærdige en rapport, der udnævnte Rusland og Kina til USA's strategiske hovedfjender. Rusland havde i virkeligheden været undervejs siden 2011, da landet nægtede at fortsætte rollen som vestlig vasalstat og blåstemple vestlig krig mod Syrien. Det var baggrunden for at CIA gennemførte kup i Ukraine med efterfølgende opsplitning og konflikt i landet. Trods det faktum, at de russiske militærudgifter var 1/10 af NATO's blev landet nu hentet op af den kolde krigs fryser og gjort til ny fjende. Vesten viste endnu engang, at fredelig sameksistens ikke var dens spidskomptence. Konflikt og truslen om krig gavner rustningsindustrien bedre.

Det kom derfor også ret ubelejligt for de politikere, der var interesseret i konflikt og diplomatisk krig med Rusland, at det ligeledes i marts blev afsløret, at det ikke var Rusland men derimod IT analyse virksomheden Cambridge Analytica der med financiering fra det republikanske parti i USA havde høstet 60 mio. Facebook profiler og rettet vildledende propaganda mod de 60 mio. Facebook brugere. Diskursen havde indtil da været, at det var Rusland der stod bag den vildledende propaganda (mod Hillary Clinton) i USA. Men i virkeligheden var bagmændene republikanere. Sagen bekræftede endnu engang, at den vigtigste kilde til «fake news» i Vesten er de vestlige magthaveres egne medier.

USA's præsident Trump besøgte i midten af juli 2018 Storbritannien. Der var ikke tale om et statsbesøg, der ellers ville have medført at han skulle tale i det britiske parlament. Med sin erklærede støtte til britiske højreradikale grupper var han ganske enkelt for upopulær. Folkelige organisationer gennemførte omfattende demonstrationer mod ham i London og andre større byer, og under anden del af hans besøg - i Skotland - var der slet ingen officielle personer, der ønskede at mødes med ham. Kort inden Trumps besøg var den britiske Brexit minister David Davis trådt tilbage og efter ham udenrigsminister Boris Johnson. Det var derfor en stærkt svækket Theresa May der tog imod Trump, der kvitterede ved at gnide salt i såret og erklære, at han var tilhænger af et «hårdt Brexit», hvor Storbritannien brød med EU uden aftaler om handel, økonomi, migration eller samarbejde.

En parlamentarisk efterretnings- og sikkerhedskomite offentliggjorde i juni to rapporter om britisk deltagelse i tortur og «Renditions» under de første 10 år af den vestlige verdens såkaldte «kamp mod terror» i 2001-10. Rapporterne afslørede, at Storbritanniens MI5 og MI6 var langt mere involveret i de massive menneskerettighedskrænkelser end hidtil offentliggjort. Rapporterne rejste en lang række af spørgsmål til den daværende udenrigsminister Jack Straw og til premierminister Tony Blair. (True scale of UK role in torture and rendition after 9/11 revealed, Guardian 28/6 2018)

Højreradikale demonstranter angreb i august den socialistiske boghandel Bookmarks i London, hvor de ødelagde udstillingsgenstande, bøger og magasiner. Angrebet fandt sted samtidig med at andre højredikale demonstrerede i London mod at det nordamerikanske højreradikale konspirationsteori-orienterede Infowars var blevet udelukket fra Facebook og Twitter. Højreradikale og deres støtter i Europa og USA er flittige til at råbe op om «krænkelse af ytringsfriheden», når andre afstår fra at viderebringe deres ytringer, mens de er flittige til selv voldeligt at angribe andre. Det var nazisterne der i 1930'erne foranstaltede afbrænding af jødiske bøger og skrifter. (Far-right protesters 'ransack socialist bookshop in London', Guardian 5/8 2018)

Den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strassbourg afsagde i september kendelse om det britiske efterretningsvæsen GCHQ's masseovervågning af briter og personer i resten af verden. Domstolen afgjorde, at den britiske stats masseovervågningsprogram var i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention, der garanterer privatlivets fred. Det var Edward Snowden der i 2013 afslørede, at GCHQ havde et Tempora program, der anvendtes til masseovervågning. Snowden selv, menneskerettighedsorganisationer og -advokater hilste kendelsen velkommen. Den britiske stat var tavs som graven. En uge efter kendelsen blev brudstykker af en hemmeligstemplet rapport fra den belgiske anklagemyndighed der bekræftede hvad Snowden havde afsløret allerede i 2013, at GCHQ havde spioneret mod det belgiske telefonvæsen Belgacom. Anklagemyndigheden konstaterede dog samtidig, at der ikke kunne rettes tiltale mod enkeltpersoner. Landet kunne blot konstatere, at deres NATO- og EU partner havde spioneret imod dem. (GCHQ data collection regime violated human rights, court rules, Guardian 13/9 2018; British spies 'hacked into Belgian telecoms firm on ministers' orders', Guardian 21/9 2018)

Guardian og Undercover Research Group kunne i oktober afskøre, at den britiske stat over en 37 årig periode havde infiltreret 124 venstrefløjsgrupper og organisationer. Der var både tale om freds-, antiracist-, anarkist- og miljøorganisationer men også om partier. Den gruppe der havde myndighedernes største bevågenhed var den lille trotskistiske organisation SWP. I en periode på 37 år var den næsten konstant infiltreret med en eller flere agenter. Politiet gik til sagen med stor iver. Fire agenter indledte kæresteforhold til kvinder i SWP, og en af dem fik barn. Den ene af SWP's nationale sekretærer, Charlie Kimber erklærede, at graden af infiltration bekræftede statens angst for venstrefløjen: «Hele den måde politiet opererede på var afskyelig. Det mest frastødende aspekt ved det hele var de kvinder der blev narret ind i forhold, som de troede var rigtige». Londons politi erklærede, at de to nu opløste spionageafdelinger Special Demonstration Squad og National Public Order Intelligence Unit vil blive underkastet offentlig efterforskning. (Police spies infiltrated UK leftwing groups for decades, Guardian 15/10 2018)

I starten af november måtte den højreradikale gruppe North West Frontline Patriots opgive at demonstrere i Liverpool. I den gamle arbejderby havde Merseyside Together og Unite Against Fascism organiseret i hundredevis af moddemonstranter og i spidsen gik byen Labour borgmester Joe Anderson, der erklærede: «Fredelig folkemagt har jaget facisterne ud af vores gader .. og vist dem at de ikke er velkomne i vores by». (Liverpool makes a stand and runs far-right marchers out of town, Guardian 3/11 2018)

I november blev det afsløret, at trods flere års benægtelse støtter det britiske forsvarsministerium udviklingen af autonome bevæbnede droner - såkaldte dræberrobotter. FN har i flere år arbejdet for et forbud mod sådanne våbensystemer, men dette er hver gang blevet modarbejdet af Storbritannien. Google havde måneden forinden trukket sig fra Pentagons Maven projekt, der gik ud på at anvende «Machine Learning» på videoklip fra droner. Et led i udviklingen af autonome dræbermaskiner. (Britain funds research into drones that decide who they kill, says report, Guardian 10/11 2018)

I 2018 blev det afsløret, at de højreradikale Koch brødre, milliardærer fra USA støttede den radikale højrefløj i Storbritannien. Over de foregående år havde de givet 300.000US$ i støtte til den højreradikale gruppe Spiked. Trumps tidligere chefrådgiver Steve Bannon deltager ligeledes hyppigt i arrangementer organiseret af den europæiske radikale højrefløj. USA's skjulte intervention i Europa har til formål at underminere fag-, miljø- og kvindebevægelser og styrke ligesindede mørkemænd. (How US billionaires are fuelling the hard-right cause in Britain, Guardian 7/12 2018)

Selv om det var næsten 50 år siden Storbritannien startede krigen i Nordirland, da det den 30. januar 1972 henrettede 14 civile demonstranter i massakren, der blev kendt som Bloody Sunday er såret fortsat gabende åbent. Allerede i 1972 besluttede den britiske stat, at dets soldater og officerer havde handlet korrekt, da de dræbte 14 demonstranter. Statens hvidvaskning fortsætter 50 år senere. I marts erklærede den britiske minister for Nordirland, Karen Bradley, at massakren ikke var en kriminel handling. Det skete parallelt med at anklagemyndigheden - med 50 års forsinkelse - undersøgte om der kunne rejses sag mod nogen af de ansvarlige soldater. Anklagemyndigheden besluttede i sidste ende, at blot en af morderne kunne stilles for retten. En beslutning der udløste stor kritik i Nordirland. En anden sag vakte tilsvarende kritik i samme periode. I 1994 gennemførte en britisk dødspatrulje en massakre på en pub i Loughinisland i Nordirland og dræbte 6. Politiet erklærede efterfølgende, at «hver en sten ville blive vendt», men ingen af morderne blev nogen sinde stillet for retten. I 2016 blev der så lavet en dokumentarfilm om massakren, de ansvarlige og de britiske myndigheder. Nu skete der noget. De to personer bag filmen blev fængslet. Først i 2019 blev de frikendt og løsladt. Retsopgøret efter 30 års britisk krig mod Nordirland lader fortsat vente på sig. (Bloody Sunday: Derry awaits decision on possible murder trial, Guardian 12/3 2019; One soldier to face charges over Bloody Sunday killings, Guardian 14/3 2019; Is Northern Ireland a democracy or a police state?, Guardian 3/6 2019)

Storbritannien led i 2019 et sviende internationalt nederlag i spørgsmålet om dets besættelse af Chagos øgruppen i det Indiske Ocean. I februar afsagde den Internationale Domstol i Haag kendelse om, at Storbritanniens besættelse af det fremmede territorium var ulovlig, og at kolonimagten med øjeblikkelig virkning skulle forlade øgruppen. I maj stemte FN's Generalforsamling om en resolution fremsat af Mauritius der pålagde Storbritannien at følge den internationale domstols kendelse. Både USA og Storbritannien havde op til afstemningen gennem afpresning og overtalelse forsøgt at overtale FN's medlemslande til at stemme imod eller i det mindste undlade at stemme. Så meget større var nederlaget, da 116 stater stemte for resolutionen og kun 6 imod: USA, Storbritannien, Israel, Australien, Ungarn og Maldiverne. Resultatet illustrerede med al tydelighed, at de gamle kolonistaters indflydelse på verdenssamfundet var på vej ud. Storbritannien overlod i 1965 den største ø i Chagos øgruppen, Diego Garcia til USA, der oprettede en enorm luftbase og siden har brugt øen til bombetogter mod mål i Asien og til torturcenter. Storbritannien afviste at følge både domstolens og Generalforsamlingens afgørelse med henvisning til, at det ville «forværre den sikkerhedspolitiske situation i det Indiske Ocean». Ikke alle briter var enige. Labours leder, Jeremy Corbyn opfordrede indtrængende regeringen til at følge verdenssamfundets beslutning. Forgæves. (Chagos Islands: isolated UK and US face thrashing in UN vote on ownership, Guardian 21/5 2019; UK suffers crushing defeat in UN vote on Chagos Islands, Guardian 22/5 2019; Chagos children ‘stuck for years in unsafe lodgings’, Guardian 10/8 2019)

Efter flere afstemninger i det britiske parlament i foråret 2019 måtte den britiske premierminister Theresa May opgive at få vedtaget en aftale om landets udtræden af EU. Hun havde ikke længere opbakning i sit eget konservative parti, blev modarbejdet af de nordirske loyalister i DUP og måtte i juli træde tilbage. Posten som konservativ leder og premierminister blev overtaget af den konservative EU modstander Boris Johnson. Johnsons opgave var den samme som Mays med de same forhindringer og han udskrev derfor i efteråret parlamentsvalg for at skabe en bedre parlamentarisk situation. Det lykkedes. De konservative gik 48 mandater frem og fik 365 og dermed absolut flertal i parlamentet. For arbejderpartiet Labour var valget en katastrofe. Det gik 60 mandater tilbage til 202. Det skyldtes i vid udstrækning partiets højrefløj, der åbent bekrigede partiformand Jeremy Corbyn, og Israel der førte krig mod partiet, som det anklagede for at være anti-semitisk. De skotske nationalister SNP gik 13 mandater frem til 48.

Labours valgnederlag, der dybe splittelse i partiet og højrefløjens åbenlyse sabotage af formanden samt en hysterisk mediekampagne der beskyldte partiformanden for anti-semitisme fik i foråret Corbyn til at træde tilbage. Ny formand blev i april 2020 den højreorienterede Keir Starmer. I oktober suspenderede partiet Corbyns medlemskab, fordi han slog fast, at kampagnen mod ham for anti-semitisme var blevet ført af politiske årsager og ikke havde hold i virkeligheden. Partiets disciplinærkommission trak en måned senere suspensionen tilbage. Den blev erstattet af en advarsel, men disciplinærkommissionen meddelte samtidig Corbyn, at han ikke ville blive optaget i Labours parlamentsgruppe igen, før han havde givet en undskyldning og trukket sine udtalelser tilbage. Corbyn nægtede og sad derfor i Underhuset som «Uafhængig». Højrefløjen havde vundet og tusindvis af medlemmer sivede ud, hvilket blot forstærkede dets højredrejning. Partiet havde næsten fordoblet sit medlemstal under Corbyn fra 300.000 til 600.000. Indtil højrefløjen og Israel indledte deres åbne krig i 2019, havde partiet i meningsmålingerne større opbakning end de konservative.

Med et solidt flertal bag sig forhandlede Boris Johnson Storbritanniens udtrædelsevilkår færdig med EU. Aftalen var dog ikke færdige, da landet officielt ophørte som medlem af Unionen 31. januar 2020. Først i december samme år var aftalen på plads, og først 1. maj 2021 trådte den officielt i kraft. Den største forhindring var aftalen omkring Irland og Nordirland. Irland var fortsat medlem af EU, mens Nordirland var en britisk koloni og derfor ude. Begge landes EU medlemskab spillede en vigtig rolle for udvekslingen af varer og mennesker over grænsen. Brexit truede derfor med at kaste fredsaftalen i Nordirland i støvet og genoplive den voldelige konflikt. Loyalisterne i Nordirland var stærke modstandere af, at der skulle gælde specielle regler for kolonien, fordi det ville antyde at den var anderledes end Storbritannien, mens Unionisterne ønskede at fortsætte den gnidningsløse udveksling af varer og mennesker, der havde gjort grænsen mellem Irland og Nordirland nærmest usynlig. Der blev forhandlet en Nordirland Protokol på plads som led i Brexit aftalen. EU's toldregler skulle indføres mellem Nordirland og Irland, men der ville ikke blive foretaget toldkontrol, hvilket altså tillod den fortsatte gnidningsfri udveksling af varer. Nordirland vile også frit kunne sende varer til England, mens varer den anden vej ville blive fortoldet, hvis de skulle videre til Irland. Der indførtes altså til Loyalisterners store fortrydelse en de-facto toldgrænse i det irske hav mellem Nordirland og England. Det smadrede det meste af det politiske samarbejde i Nordirland, men banede samtidig vej for, at de tradionelt hard-core loyalister blev politisk svækkede. Dette blev tydeligt ved valget i Nordirland i maj 2022, hvor Unionisternes Sinn Fein for første gang blev det største parti, mens DUP kom ud stærkt svækket.

COVID-19 ramte Storbritannien i vinteren 2020. Mens Europa fra marts indførte lockdowns for at bekæmpe pandemien, ignorerede den britiske regering i vid udstrækning sygdommen. Først da premierminister Johnson i slutningen af marts selv blev ramt og i starten af april blev indlagt på hospitalet og lagt i respirator, begyndte regeringen at tage sygdommen alvorligt. Den havde indtil da fulgt Trump regimets linie i USA og blot karakteriseret sygdommen som influenza. Storbritannien gik i lockdown, men alt for sent. Ved udgangen af april var 26.000 døde. De følgende 24 måneder blev regeringen ramt af den ene skandale efter den anden i takt med afsløringer af ministre, der blev smittet, undlod at gå i karaktæne, eller brød alle regler for sammenkomster og festede vildt igennem, mens resten af landet var lukket inde i lejligheder og huse. Johnson selv blev ramt af den såkaldte Partygate, hvor Downing Street 10 havde festet vildt igennem i december 2020 midt under landets 2. lockdown. Skandalerne svækkede Johnson og Partygate førte til stadig mere højlydte krav - selv blandt konservative parlamentsmedlemmer - om premierministerens afgang. Denne klyngede sig dog til magten. Efter Johnson havde løjet overfor parlamentet steg kravet om hans afgang og truslen en mistillidsdagsorden. Frem til maj 2022 havde Johnson 178.000 liv på samvittigheden. Så mange var døde af COVID-19.

I februar 2019 afsagde Internationale Domstol i Haag kendelse om Storbritanniens etniske udrensning og tvangsforflytning af alle indbyggere fra Chagos øerne (Diego Garcia) i det Indiske Ocean. Kendelsen sagde, at tvangsforflytningen var ulovlig, at kolonimagten med øjeblikkelig virkning skulle trække sig ud, lade de oprindelige indbyggere vende hjem og overlade suveræniteten til Mauritius. Kolonimagten der ellers talte meget højt om det «regelbaserede internationale system», når det drejede sig om andre landes brud, ignorerede fuldstændig domstolens kendelse.

I april 2019 havde USA tvunget Ecuador til at smide Julian Assange ud af landets ambassade i London, hvor han siden 2012 havde siddet som politisk flygtning. Han blev øjeblikkelig arresteret af britisk politi, behandlet som terrorist, ført bort og øjeblikkelig idømt 50 ugers fængsel for at have flygtet under kaution i 2012. USA krævede ham efterfølgende udleveret på anklager om spionage. Kravet afspejlede, at trods supermagtens højlydte retorik om ytringsfrihed i USA, gjaldt denne kun for nazister og personer med de samme holdninger som regeringen. En lang række dagblade med Washington Post og New York Times i spidsen samt menneskerettighedsorganisationer fordømte regeringen i Washington og dens medløbere i London. I januar 2021 udfærdigede en distriktsdomstol i London en kendelse der slog fast, at Assange ikke kunne udleveres. Ikke fordi det var i strid med hans menneskerettigheder, men fordi der var risiko for hans mentale helbred og for at han ville begå selvmord. Få dage senere afviste domstolen at løslade ham mod kaution, fordi USA ankede dommen. I december 2021 afsagde landsretten i London, at Assange kunne udvises til USA og i marts 2022 afviste den britiske højesteret hans begæring om appel. Intet stod længere i vejen for hans udvisning til en skueproces i USA, og Storbritannien havde endnu engang bekræftet sin rolle som USA's skødehund i Europa.

I marts 2021 voldtog og myrdede en politimand kvinden Sarah Everard. Efterfølgende samledes hundredes af personer - overvejende kvinder - til en sørgestund i protest mod mordet. De blev angrebet og tævet af politiet, der hævede forsamlingen var en overtrædelse af COVID-19 restriktionerne.

I juni blev en politimand kendt skyldig i mordet på den sorte mand Dalian Atkinson i 2016. Politimanden havde affyret sin Taser mod manden i 33 sekunder og derefter sparket to gange til hans hoved. En rapport fra Independent Office for Police Conduct i august viste, at politiet langt hyppigere affyrede deres Tasers mod sorte og i meget længere tidsrum.

I juli 2021, en måned før USA's endelige nederlag i Afghanistan, erklærede Johnson, at Taliban «ingen jordisk chance havde for at tage magten militært i landet». En måned senere var dette ikke desto mindre et faktum. Storbritannien havde for 3. gang i historien lidt nederlag i Afghanistan, mistet hundredevis af soldater og selv dræbt tusindvis af afghanere.

Glasgow var i november vært for COP26 klimatopmødet. Topmødet flyttede ingen hegnspæle. Vestens politikere var overvejende uvillige til at bruge midler eller tage nødvendige skridt til at bremse de globale klimaforandringer. Udenfor demonstrerede de mange, der ikke var inviteret med. Den 6. november gennemførte de en fælles demonstration med deltagelse af omkring 100.000 i Glasgow og flere millioner over resten af verden. Forgæves. Mens der få måneder senere var råd til at bruge milliarder på militær, var der ingen penge til at bremse klimaforandringerne.

2022 Krig i Ukraine. Krig mod Rusland

I december 2021 brød konflikten mellem Rusland og NATO ud i lys lue. NATO havde de foregående 22 år i strid med internationale aftaler optaget 14 østeuropæiske lande og ønskede nu også at optage Ukraine. USA havde i forvejen gennemført statskup i landet i 2005 og 2014. Krigsalliancens rykken stadig tættere på Rusland fik landet til at erklære, at det ønskede sikkerhedsgarantier for, at NATO ikke ville angribe - trods sin aggressive fremrykken. Men Rusland fik fingeren - af NATO, USA og Storbritannien. I slutningen af februar 2022 angreb Rusland derfor Ukraine. Storbritannien og de vestlige kolonimagter gik øjeblikkeligt aktivt ind i krigen med det sigte at tage kontrol over Rusland:

• Britiske medier og alle mainstream medier i Vesten indledte allerede fra december en intens krigspropaganda mod Rusland, der blev yderligere intensiveret efter invasionens start. Samtidig blev de russiske medier forbudt, så kun det statslige vestlige narrativ om konflikten var tilladt
• Storbritanniens krigsliderligere udenrigsminister Liz Truss opfordrede frivillige briter til at rejse til Ukraine som lejesoldater for at kæmpe på ukrainsk side
• Premierminister Johnson talte åbent om behovet for et «regimeskifte» i Rusland
• Russiske oligarkers ejendomme i Storbritannien blev beslaglagt og ligeså de statslige midier. Storbritannien er historisk eksperter i tyveri
• Rusland blev afskåret fra Vestens betalingssystem Swift og der blev gradvist indført sanktioner mod udpegede russere
• Storbritannien blev samtidig deltager i den militære konflikt ved at levere både offensive og defensive våben, instruktører og efterretningspersonale til Ukraine

Grundlæggende var der tale om en stedfortræderkrig mellem Rusland og NATO, hvor Vesten ofrede Ukraine, der fik lov til at betale en blodig pris. Målet var: kraftig oprustning, genoplivning af NATO som en endnu mere aggressiv krigsalliance (end den havde været i krigene mod Libyen, Iraq og Afghanistan) og udnævnelse af Rusland til Vestens hovedfjende. Selv om Rusland var langt større end f.eks. Iraq, var landets krigsbudget kun 1/14 af NATO's, så påstanden om den «russiske trussel» klingede særdeles hult, men var alligevel grundtonen i Vestens krigspropaganda. Den virkelige fjende på længere sigt var Kina, men for kunne true Kina, skulle Rusland først bringes under NATO's kontrol.

Udover den humanitære katastrofe i Ukraine, som Vestens krig udløste, udløste den også en global energi- og fødevarekrise. Energipriserne eksploderede og gav gigantiske overskud til de vestlige olieselskaber som BP og Shell. Dette fordyrede samtidig transport og fik varepriserne til at skyde i vejret, hvilket fik inflationen til at gallopere. Krigen udløste en dyb økonomisk krise, der fik langt større virkninger i syd. Allerede i april 2022 udbrød der oprør i Peru og Sri Lanka som følge af de drastiske prisstigninger. Vestens manglende håndtering af COVID-19 der havde udløst pandemien fra 2020 havde ramt den 3. Verden hårdt. Mange lande - specielt de var afhængige af turisme - var kastet ud i økonomisk krise, der nu yderligere blev forværret af energiprisernes himmelflugt og mangel på fødevarer. Alt sammen pga. Vestens koloni- og krigsambitioner.

Labours tidligere leder Jeremy Corbyn underskrev sammen med 11 Labour parlamentsmedlemmer den 18. februar 2022 en udtalelse fra Stop the War Coalition om at standse enhver form for krig i Ukraine. I udtalelsen hed det bl.a.: «krisen skal løses på et grundlag der både anerkender det ukrainske folks ret til selvbestemmelse og Ruslands bekymringer for sin sikkerhed». Den fortsatte: NATO «skal indstille sin ekspansion mod øst» og slog videre fast at den britiske regerings forsendelse af våben til Ukraine og tropper til Østeuropa «ikke tjente andet formål end at skærpe spændingerne og udvisning af ligegyldighed overfor de russiske bekymringer». Udtalelsen slog samtidig fast, at begivenhederne klart beviste, at NATO ikke var en forsvarsalliance. På den russiske invasions 1. dag, den 24. februar skrev Labours gruppeformand Alan Campbell til de 11 underskrivende Labour parlamentarikere, at de skulle annullere deres underskrift. Det gjorde de alle 11 samme aften, mens Corbyn og et andet uafhængigt Labour medlem Claudia Webbe fastholdt deres underskrift. Der var ingen plads til antimilitariske i Labour.

Krigen i Ukraine mod Rusland afledte opmærksomheden fra Johnsons Partygate, og han overlevede derfor atter engang.

I april 2022 indgik Storbritannien en aftale om at sende flygtninge til Rwanda. Aftalen var en parallel til den aftale Australien i mere end 10 år havde haft med sine nabolande og var udtryk for renlivet racisme. Den britiske aftale blev fra starten udsat for skarp kritik fra menneskerettighedsorganisationer og UNHCR.

I maj 2022 blev en statue afsløret af tidligere premierminister Margeret Thatcher i hendes fødeby Grantham. Statuen blev øjeblikkelig et yndet mål for ægkastere, der kastede æg mod den forhadte premierminister. Westminster havde allerede i 2018 afvist at tage imod statuen af frygt for vandalisme og civil uliydighed.

3.300 ansatte indledte i juni et eksperiment med 4 dages uge. Eksperimentet kørte efter 100:80:100 modellen: 100% løn, 80% tid, 100% produktion. Altså uændret produktion, men på 80% af tiden til den samme løn. Det blev gennemført i 70 meget forskellige virksomheder fra den store financielle koncern til den lille biks på hjørnet. Det løber over 6 måneder og studeres af forskere fra universiteterne i Oxford, Cambridge samt Boston College. Direktøren for Charity Bank, Ed Siegel udtalte: «Konceptet om 5 dages uge fra det 20. århundrede er ikke længere det bedste for forretninger det 21. århundrede. Vi er sikre på, at en 4 dages uge uden lønnedgang eller forringelse af goder vil skabe en gladere arbejdsstyrke. Det vil få en positiv virkning på produktiviteten, kundetilfredsheden og vor sociale mission». (Thousands of UK workers begin world’s biggest trial of four-day week, Guardian 6/5 2022)

Koloniregimets indenrigsminister Priti Patel meddelte i juni, at journalisten Julian Assange kunne udleveres til USA. WikiLeaks afsløringer af slyngelstatens omfattende krigsforbrydelser i Iraq og Afghanistan havde medført, at regimet ønskede ham udleveret og dømt for spionage. Assange havde da allerede været udsat for psykisk tortur i 12 af de britiske myndigheder, der først havde spærret ham inde på den Ecuadorianske ambassade og derefter - uden dom - i det berygtede Belmarsh fængsel. Patels beslutning udløste demonstrationer mod koloniregimet og protester fra journalister verden over. Den verdensberømte australske dokumentarjournalister John Pilger udtalte: «Home Secretary Priti Patel has approved the extradition of Julian Assange to an American hellhole. A new appeal will now challenge the political rottenness of British 'justice'. Either we raise our voices as never before, or our silence colludes in the death of an heroic man». (Julian Assange’s extradition from UK to US approved by home secretary, Guardian 17/6 2021)

I juni truede det britiske militær Rusland med krig. Den øverstkommenderende for det britiske militær, general Patrick Sanders forklarede sine tropper, at de skulle «forberede sig på at kæmpe i Europa igen». Han blev straks sekunderet af den tidligere chef for de britiske specialstyrker (der allerede opererede i Ukraine), general Adrian Bradshaw: «Storbritannien skal forberede sig på krig som afskrækkelse af Rusland». Generalerne udtalte sig nok ikke uden tilladelse fra deres øverstbefalende, premierminister Boris Johnson. En uge inden havde en stor del af det konservative parti gjort oprør mod den stærkt upopulære Johnson, der var tæt på at blive væltet, men overlevede. Det eneste sted han var populær var i Ukraine. Den upopulære Johnson forberedte sig som sin forgænger på posten, Margaret Thatcher i 1982 på krig for at stive sin popularitet af. (New UK Army chief issues Russia rallying cry, BBC 19/6 2022)

BBC viste i juli udsendelsen SAS Death Squads Exposed: A British War Crime? Krigsministeriet havde inden udsendelsen forsøgt at få den stoppet og krævede dokumentationen udleveret. Udsendelsen dokumenterede systematiske krigsforbrydelser begået i Afghanistan af den statslige britiske dødspatruljeorganisation SAS (Special Air Services). Allerede 2 år tidligere blev det dokumenteret, at den tilsvarende australske dødspatruljeorganisation havde begået krigsforbrydelser i Afghanistan, og de australske undersøgelser indikerede allerede på det tidspunkt, at de britiske og US amerikanske krigsforbrydelser var langt mere omfattende. BBC dokumenterede i udsendelsen, at SAS systematisk havde henrettet afghanere, efter de var blevet taget til fange. Britiske soldater har ret til at dræbe modstandere i selvforsvar, men SAS havde et systematisk mønster, hvor der altid blev konfiskeret langt færre våben end henrettede - og fra den australske undersøgelse forelå oplysninger om, at selv de våben der blev konfiskeret ofte var plantet af dødspatruljen selv. Omfanget var så stort, at det blev noteret i interne notater i det britiske krigsministerium, og officerer helt op til hærchefen var oplyst om omfanget, men alle oplysninger og undersøgelser blev efterfølgende begravet i arkiverne - «af hensyn til nationens sikkerhed». Storbritannien har tidligere anvendt SAS dødspatruljen i Yemen og Nordirland. SAS dødspatruljerne opererede i samme område - Helmand - hvor også de danske besættelsesstyrker befandt sig. Der var ingen interesse fra danske side for at undersøge danske krigsforbrydelser. (Military police ask BBC for details ahead of Panorama’s SAS death squad claims, Guardian 12/7 2022; SAS unit repeatedly killed Afghan detainees, BBC finds, BBC 12/7 2022)

I marts offentliggjordes en officiel undersøgelse af politiet i London. Undersøgelsen blev bestilt af politiet selv efter en af dets ansatte i 2021 havde bortført, voldtaget og efterfølgende myrdet Sarah Everard. Rapporten på 363 sider slog fast, at politiet er racistisk, kvindehadende og homofobisk. Den afslørede en lang række seksuelle overgreb, både indenfor og udenfor korpset. Overgreb der næsten altid blev dysset ned eller bortforklaret. 12% af de kvindelige ansatte havde været udsat for seksuelle overgreb og 1/3 havde været udsat for sexisme. Rapportens forfatter, Louise Casey slog fast, at efter de seneste skandaler i korpset, havde kun omkring 50% af befolkningen i London tillid til det. En tilsvarende undersøgende blev gennemført 12 tidligere med det samme resultat. Intet var sket i mellemtiden. Hele institutionen burde nedlægges og bygges op fra bunden. Det kommer ikke til at ske, så det vi ved om politiet er, at det er racistisk, kvindehadende og homofobisk. I går, i dag, i morgen. (Met police found to be institutionally racist, misogynistic and homophobic, Guardian 21/3 2023)

 

Økonomisk udvikling

Siden 2. verdenskrig har den britiske økonomi været præget af krise af varierende styrke. Det internationale system som den britiske kapitalisme var blevet udviklet indenfor - imperiet - var brudt endelig sammen. Den britiske industri måtte i stedet for samhandel med kolonierne eller Commonwealth landene omstille sig til konkurrence med andre højt industrialiserede lande - især USA, senere Vesttyskland og Japan. Den britiske industri sakkede agterud. Især fordi landet havde ældre produktionsudstyr, et lavere teknologisk niveau og en arbejderklasse som er mindre integreret i det kapitalistiske samfund.

Arbejderklasse, indvandrere, kvinder

Arbejderklassen i Storbritannien er langt mere selvstændig, end tilfældet er i f.eks. Skandinavien, hvor den i højere grad er integreret i det offentlige. Aviser og massemedier, kultur m.m. er i langt højere grad præget af at være udformet for borgerskabet alene, og er mærket af dets værdier.

At arbejderklassen på denne måde er udelukket fra den offentlige arena fører til, at ideologier om samfundsfællesskab har vanskeligere ved at slå rod. Klasseskellet bliver tydeligere. Samtidig bliver klassen opsplittet og retter ikke sin kamp mod den politiske magt, men mod økonomiske forhold. Dette fører bl.a. til bevidstløse holdninger ifht. indvandrere.

Trods det at det var i Storbritannien den mest militante kvindebevægelse opstod (se Kvindebevægelsen), opnåede kvinderne først fuld stemmeret i 1928. Også på mange andre områder har kvinderne haft en svagere stilling end i andre vestlige lande. Kampen for ens skilsmissemuligheder stod på i hele mellemkrigstiden, og ligeså kampen for at garantere kvinder samme økonomiske rettigheder som mænd.

I 60- og 70'erne fandt der en formel fremgang sted. Først og fremmest med den relativt liberale abortlov i 1967, dernæst med ligestillingsloven af 1975, og ligelønsloven af 1976. De to sidstnævnte har dog i vid udstrækning været formelle.

I 70'erne voksede kvindebevægelsen Womens Liberation frem. Den var et samarbejde mellem forskellige kvindegrupper snarere end en selvstændig organisation. En af dens vigtigste medlemsorganisationer var National Abortion Campaign (NAC), der kæmpede mod angrebene på abortloven. Women's Voice er en gruppe tæt knyttet til Socialist Workers Party, og lægger som dette stor vægt på arbejderkvinderne og den økonomiske kamp. Sidst i 70'erne dannedes der flere grupper af kvinder, som kaldte sig socialistiske feminister, og som mere tog udgangspunkt i socialisme- og kønsrolledebatten.

I 50'erne strømmede der store mængder arbejdere til Storbritannien fra Commonwealth lande - især fra Sydasien og Vestindien. Efterhånden som det viste sig, at ekspansionen i økonomien og behovet for arbejdskraft var forbigående, blev disse mange hundrede tusinder sorte og farvede indbyggere et politisk og socialt problem. Der opstod ghettoer i storbyerne, og racistiske tendenser gjorde sig mere gældende - også i arbejderklassen. National Front (NF) er det vigtigste racistparti, men den fremgang det havde midt i 70'erne blev standset. Anti Nazi League har spillet en vigtig rolle i kampen mod NF og racismen.

Allerede i 1962 foreslog den konservative regering en indvandrerlov. Labour mente, at loven var racistisk, men ved regeringsskiftet to år senere blev loven alligevel gennemført af Labour - i en skærpet udgave. Siden da har partierne overvejende været enige om en indvandringspolitik, som i praksis skelner mellem racerne. I dag er indvandringen minimal.

Skotland og Wales

England har altid været det dominerende af de tre områder på øen. Fra 60'erne udvikledes kravet om større selvstyre i Skotland og Wales. I Wales var kravet dog svagere, da så mange engelske minearbejdere havde bosat sig i landsdelen.

Krisen ramte den skotske arbejderklasse hårdt, med omfattende arbejdsløshed og nedlægning af hele industriområder. Industrien var traditionelt domineret af metalindustri - især værftsindustri. Også småborgerskabet kom til at mærke, at Skotland sakkede agterud. «Nationalistiske» strømninger voksede frem, specielt i sammenhæng med olieudvindingen i Nordsøen, der indebar en vis økonomisk vækst og skabelsen af nye arbejdspladser.

Det var ikke tale om traditionel nationalisme, men om en omfordeling af magten således at udkantsområderne får større selvstyre. Det var på et sådan program Det skotske Nationalistparti vandt frem på ved valget i 1974. Et forsøg på at splitte Labour og opbygge et skotsk arbejderparti, mislykkedes derimod.

Ved den første folkeafstemning i 1979 om øget selvstyre faldt forslaget, men det blev vedtaget ved afstemningen i 1997, og de to lokalparlamenter har nu fået udvidede beføjelser.

Arbejderpartier

Det politiske system i Storbritannien er baseret på valg i enkeltmandskredse. Det sætter i praksis meget høje skranker for politisk indflydelse. Det liberale parti har f.eks. omkring 20% opbakning blandt vælgerne, men har kun ca. 2% af pladserne i parlamentet. Mindre grupper har ingen chance for overhovedet at gøre sig parlamentarisk gældende. Derfor har de to store partier traditionelt været præget af at være koalitioner. Selv om modsætningerne inden for både Labour og Torypartiet er større end mellem tilsvarende partier i andre lande, bliver partierne holdt sammen af en erkendelse af, at splittelse er ensbetydende med magtesløshed.

Labour er forskelligt fra andre socialdemokratiske partier i Europa. Vi kan skelne mellem tre forskellige niveauer i partiet, eller tre forskellige «Labour-partier», som ikke har meget med hinanden at gøre.

Basis er de lokale partiafdelinger - Constituency Labour Parties (CLPs) - med direkte medlemskab. Officielt har de over 600.000 medlemmer, men det reelle tal ligger langt lavere, og sandsynligvis er under 10% af medlemmerne aktive. Partikongressen er sammensat af delegerede fra CLPs og fra de fagforbund, som er med i Labour. De havde tidligere stemmetal ifht. deres medlemstal, hvilket gav de delegerede fra nogle få store forbund automatisk flertal. I forbindelse med Tony Blairs overtagelse af partiet blev dette system afskaffet. Kongressen vælger en hovedbestyrelse - National Executive Council (NEC) - og fastlægger valgprogrammet.

Partiformanden og premierministerkandidaten udpeges derimod direkte af parlamentsgruppen - Parliamentary Labour Party (PLP). PLP fungerer helt selvstændigt, og tager ikke meget hensyn til beslutningerne i NEC eller på kongressen. I 70'erne var NEC domineret af partiets venstrefløj og PLP af højrefløjen.

Labourpartiet bliver gerne opfattet som identisk med den politiske arbejderbevægelse. Den eneste politiske betingelse for medlemskab er, at man ikke kan være medlem af et parti, som stiller op til valg mod Labour. Pga. valgsystemet er der ikke mange politiske smågrupper, der finder det interessant at stille op til valg, og Labour rummer derfor en lang række forskellige organiserede smågrupper - mest trotskister (se Entrisme).

I midten af 90'erne forsøgte den tidligere formand for de britiske kulminearbejdere, Arthur Scargill at lancere et nyt arbejderparti. Men trods Labours voldsomme højredrejning gennem 80'erne og 90'erne har det nye parti kun få muligheder for at slå igennem - især pga. valgsystemet.

Blandt de mange organiserede trotskistiske smågrupper er Socialist Workers Party (SWP) med ca. 4.000 medlemmer klart den største. SWP har opnået nogle positioner blandt de lavere lag i en del fagforbund, var i 70'erne ledede i opbygningen af Anti Nazi League og spillede i starten af 90'erne en central rolle i anti-poll tax bevægelsen. Partiet er meget stærkt kadreorganiseret, hvilket har gjort det muligt at overleve den øvrige venstrefløjs krise, men samtidig har dets stærke dogmatisme været en hindring for større udbredelse. SWP er moderparti for International Socialism bevægelsen, som også det danske Internationale Socialister tilhører.

A.J. og Guia del Mundo