Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Globalisering er et begreb, der er blevet udviklet og samtidig stærkt omdiskuteret gennem 1990'ernes samfundspolitiske debat. På den ene side fremhæves globalisering som en helt afgørende realitet, der dybtgående ændrer samfundet og stiller nye krav til økonomi, politik, kultur osv. På den anden side anfægtes det, at der overhovedet skulle være sket nogen afgørende forandringer, og i stedet fremhæves det, at begrebet snarere tjener til at legitimere bestemte politiske tiltag, der i virkeligheden har helt andre motiver. Nemmere bliver diskussionen ikke af, at det ofte er uklart, hvad der overhovedet menes med globalisering. Forskellige opfattelser rummer et eller flere af følgende fænomener i forskellig vægtning:

• Fremvæksten af globale virksomheder, der opererer på alle betydningsfulde internationale markeder med globale strategier og globale produkter
• Udviklingen af globale finansmarkeder hvor både kortsigtede og langsigtede investeringer flyder rundt i verden - afhængigt af små udsving i renteniveau, valutakurser, inflationsrater eller andre økonomiske indikatorer.
• Den generelle liberalisering af den internationale handel og fremvæksten af nye industrivareeksporterende lande i specielt Sydøstasien og Latinamerika, der udsætter de udviklede kapitalistiske lande for en skærpet konkurrence indenfor en række brancher.
• Den teknologiske revolution indenfor kommunikation (radio, TV, telefon, internet), EDB og transport (fly, skibe), der har muliggjort lynhurtig kontakt med hver en afkrog på kloden, automatisering af produktions- og styringsprocesser og en drastisk reduktion af transportudgifterne, hvilket har gjort at geografiske afstande har fået mindre betydning for lokalisering af produktionen og for udvekslingen af såvel varer som personer.
• Kulturel globalisering i kraft af rejser, medier og indvandring, der både fører til en global udbredelse af den nordamerikanske massekultur (film, TV, musik) og til fremvæksten af nye multietniske og flersproglige blandingskulturer.
• Udhuling af nationalstatens selvstændighed og evne til at forfølge klassiske politiske mål med klassiske midler til fordel for forstærket internationalt samarbejde.
• Skærpelse af en række problemer af global karakter. F.eks. miljøproblemer, narkohandel og øvrig organiseret kriminalitet.
• Forskydning af de reelle politiske magtcentre fra det nationale til det internationale niveau.

I den mest firkantede udformning af globaliseringsideologien lægges alle disse fænomener sammen til et samlet billede, hvor nationalstaternes dage stort set er talte, under presset fra den magtfulde, altomfattende og uafvendelige globaliseringsproces. Herover for har globaliseringsskeptikere påpeget, at f.eks. verdenshandelen slet ikke er vokset så meget endda, når man betragter den ifht. produktionens størrelse. Faktisk kan det eftervises, at i den forstand er verden stort set ikke mere globaliseret i slutningen af 1990'erne, end den var før 1. verdenskrig. Samtidig påpeger de, at nationalstaten fortsat er den afgørende ramme omkring det politiske liv, at identitet, loyalitet og politisk legitimitet fortsat konstitueres (dannes) på nationalt plan, at nationalstaterne fortsat har betydelige politiske handlemuligheder, og at globaliseringsideologien i virkeligheden tjener til at legitimere neoliberalistiske økonomiske strategier, som forfølges af helt andre årsager.

Det er centralt at slå fast, at ovenstående fænomener har en meget forskellig udbredelse i de forskellige dele af verden. I den udstrækning de overhovedet er realiteter, er det overvejende fænomener knyttet til de udviklede kapitalistiske lande, eller de udviklingslande der er inde i en hastig kapitalistisk udvikling, mens andre dele af verden - f.eks. det meste af Afrika - stort set ikke berøres af dem.

Økonomisk internationalisering

For det første må det slås fast, at kapitalens internationalisering ikke er af ny dato. Lige siden den første kapitalistiske udvikling i England for over 200 år siden, har virksomhederne gennemført en internationalisering. Først gennem varehandel, siden ved eksport af kapital - gennem bankvæsenet - og endelig gennem udflytning af produktionen. Første verdenskrig og den efterfølgende verdenskrise i slutningen af 1920'erne medførte et enormt tilbageslag for denne udvikling. Samhandel og mere integrerede produktionsstrukturer blev erstattet af protektionisme. Det er den væsentligste årsag til, at internationaliseringsgraden først i slutningen af det 20. århundrede var nået op omkring samme niveau som før verdenskrigen.

Det er ikke underligt, at den nye internationaliseringsperiode tidsfæstes til efter 2. verdenskrig, for de 2 verdenskrige og krisen i 30'erne bidrog til at rulle udviklingen baglæns. Internationaliseringen efter 2. verdenskrig har været betinget af:

• Den fortsatte kapitalistiske udvikling og specielt den omfattende eksportorientering af især de genopbyggede japanske og tyske økonomier.
• Gennemførelsen af handelsliberaliseringer. I første omgang med GATT handelsaftalerne og senest etableringen af verdensfrihandelsorganisationen WTO, men også etableringen af de regionale frihandelsområder: EFTA, EF/EU, NAFTA m.fl.
• Liberaliseringen af kapitalmarkederne i de udviklede kapitalistiske lande gennem 1980'erne.

En væsentlig fremtrædelsesform for den økonomiske internationalisering er væksten i antallet og udbredelsen af transnationale selskaber. Hvilken som helst virksomhed der etablerer et datterselskab i et andet land er et transnationalt selskab (TNS). Det er karakteristisk for udviklingen efter 2. verdenskrig, at de er vokset både kvalitativt (de store er blevet endnu større) og kvantitativt (der er kommet langt flere til). Iflg. de seneste opgørelser fra UNCTAD eksisterer der nu 44.508 TNS'er med tilsammen 276.659 datterselskaber. Tallene skal tages med en vis gran salt, da der også findes mange helt små selskaber imellem. Men tendensen er meget klar. Samtidig er det interessant, at TNS'erne ikke længere udelukkende udspringer af de udviklede kapitalistiske lande. Den relativt største vækst finder i disse år sted indenfor TNS'er med udspring i u-lande som bl.a. Sydkorea, Indien og Brasilien.

Når en virksomhed etablerer et datterselskab i et andet land sker det typisk gennem en direkte udlandsinvestering (Foreign Direct Investment, FDI). Fra den kapitalistiske krises gennemslag i starten af 1970'erne og frem til omkring midten af 80'erne fulgtes udviklingen i hhv. produktion, handel og FDI nogenlunde ad, men derefter løb FDI indikatoren løbsk. I 1994 var FDI ca. 2½ højere ifht. de to andre indikatorer ifht. niveauet 10 år tidligere. Eller med andre ord, FDI var over de 10 år vokset 2½ gange hurtigere end væksten i produktion og handel. Denne udvikling hang bl.a. sammen med, at gældskrisen satte ind i starten af 80'erne. Kapitaloverskuddet i den kapitalistisk udviklede del af verden kunne ikke længere eksporteres som lån til u-landene, men blev brugt dels til spekulation (se Kasinokapitalisme) og udlandsinvesteringer. Krisen har altså været med til at accelerere internationaliseringen.

Udover disse kvantitative fremtrædelsesformer har internationaliseringen også en række kvalitative aspekter. TNS'erne organiserer i dag i stigende grad en arbejdsdeling på tværs af landegrænserne og datterselskaberne, hvor den færdige vare således bliver et resultat af produktionsprocesser i flere lande. Klassiske eksempler er de japanske bilproducenters produktionsnetværk i Asien, hvor motorer fremstilles i t ét land, gearkasser og transmission i et andet, samlingen i et tredje osv. Tilsvarende i Norden hvor dele til Volvos biler produceres i Danmark. Den tiltagende internationale arbejdsdeling finder altså ikke blot sted indenfor TNS'er men også mellem suveræne virksomheder i forskellige lande. Et eksempel på denne arbejdsdeling er produktionen af PC'er, hvor skærm, printer, harddisk, CD-ROM, bundkort osv. typisk er fremstillet i forskellige lande - af komponenter der atter er fremstillet i andre lande. Det mest sandsynlige er, delene tilsammen har været adskillige gange rundt om jorden.

Samtidig bryder nogle TNS'er deres produktionsprocesser op og gennemfører en såkaldt outsourcing, hvor dele af produktionsprocessen udliciteres til uafhængige underleverandører. Volvos udlicitering af dele af sin produktion til bl.a. danske virksomheder er udtryk for denne udvikling, og er med til at fremme internationaliseringen. Den stramme tidsmæssige og kvalitetsmæssige styring indebærer imidlertid, at der sker en kraftigere integration mellem TNS og underleverandører, end der tidligere var tale om ved underleverencer.

Udviklingen af kommunikationsmidler, EDB styringsredskaber og Just-in-time organisationsmetoder har gjort det muligt at sprede produktionen over geografisk meget store områder, og samtidig sikre en tids- og ressourcemæssig stram styring af produktionen. Denne form for internationalisering berørte først handelen, siden produktionen, men i vore dage er det også forskellige administrative og koordinerende funktioner samt forskning og udvikling der internationaliseres.

Udviklingen af den produktionsmæssige arbejdsdeling afspejler sig ved, at en stigende del af den internationale handel udgøres af intra-firmahandel - altså handel mellem forskellige datterselskaber af den TNS - og af handelen med ufærdige industriprodukter. Denne udvikling er specielt fremtrædende indenfor de 3 regionale kapitalistiske centre - Nordamerika (indenfor NAFTA området), Europa (specielt indenfor EU) og Østasien - men den sker også i stigende grad på tværs af disse centre. Varens karakter har trods de faldende transportudgifter stadig stor betydning for dette mønster. Integrationen er derfor langt mere global for f.eks. elektronikprodukter, der har et stort pris/vægt forhold end for f.eks. bildele, hvor integrationen stadig har en mere regional karakter.

Endelig fremmes internationaliseringen af den fortsatte kapitalkoncentration, hvor TNS'er (eller enkeltvirksomheder) som følge af den skærpede konkurrence tvinges til at fusionere eller indgå tætte samarbejdsaftaler. Denne udvikling går i disse år specielt hurtigt indenfor bilbranchen, den farmaceutiske industri, flyindustrien, men præger stort set alle brancher.

Internationaliseringen finder imidlertid ikke kun sted indenfor produktion og handel. Den er også tiltagende indenfor finanskapitalen. Igen er der ikke tale om en ny udvikling. Allerede i slutningen af det 19. århundrede opererede både tyske og engelske banker i vid udstrækning internationalt og denne udvikling er fortsat gennem det 20. århundrede. Den blev imidlertid accelereret, da alle de udviklede kapitalistiske lande i 1980'erne afskaffede reguleringen af kapitalbevægelser på tværs af landegrænserne. I de fleste tilfælde var der tale om reguleringer, der var blevet indført i kølvandet på krisen i 30'erne og som havde haft en krisehindrende effekt. Når reguleringerne nu afskaffedes skyldtes det først og fremmest, at der fra 80'erne fandtes et enormt kapitaloverskud, der som følge af krisen ikke kunne investeres produktivt og som efter udbruddet af gældskrisen i den 3. verden heller ikke kunne kanaliseres som lån til disse. Denne overskudskapital blev i stedet kastet ind i spekulation, men eftersom der ofte var tale om spekulation i marginale forskelle mellem indikatorerne i de enkelte lande - f.eks. valutakurserne - var det nødvendigt at fjerne alle barrierer for kapitalens bevægelighed. Sekundært blev dette muligt med udviklingen af kommunikationsmidlerne og EDB teknologien, der gjorde det muligt at flytte milliarder af dollars i løbet af brøkdele af sekunder. I slutningen af 1990'erne bruger disse kapitalstrømme ikke længere pas. Der eksisterer ét sammenhængende verdenssamfund for kapital - for den udviklede kapitalistiske verden. Kina og en lang række u-lande står fortsat udenfor, og har reguleret deres kapitalstrømme. (Se Kasinokapitalisme).

Konsekvensen af denne afregulering af kapitalstrømmene og eksistensen af en enorm spekulationskapital - f.eks. er den daglige omsætning på valutamarkederne 100 gange større end verdenshandelen - gør, at verden bliver langt mere sårbar og åben overfor kriser. Når krisen rammer Sydøstasien, Rusland eller Brasilien får det umidelbart konsekvenser i f.eks. Danmark eller andre lande der er direkte forbundet med den internationale finanskapital - trods det at økonomer og politikere ofte forsøger at bortforklare realiteterne. Imidlertid er den manglende regulering af kapitalstrømmene og eksistensen af en enorm spekulativ kapital en farlig cocktail, som har fået både nationalbankchefer og mere nøgterne kasinokapitalister som Georges Soros til at overveje og anbefale indføringen af reguleringsinstrumenter - som redskab til at hindre større sammenbrud på kapitalmarkedet.

«Den globale landsby»

Imidlertid er det nødvendigt at fastslå, at internationalisering - globaliseringen, som nogen vil udtrykke det - er en modsætningsfyldt proces. Når nogle politikere og finansfolk i kådhed taler om «den globale landsby», er det udtryk for, at de ignorerer størstedelen af verdens befolkning. Begrebet dækker nemlig over en opfattelse af, at det er muligt indenfor kort tid at rejse hvorhen på kloden man måtte ønske det, og at der er skabt én sammenhængende verden produktionsmæssigt, finansielt og kulturelt. Det er langt fra tilfældet. Størstedelen af verdens befolkning har slet ikke den økonomiske mulighed for at hoppe på et fly og rejse kloden rundt, og selv om den kapitalistiske udvikling skrider fremad i alle lande over hele verden - bortset fra Afrika - står de store befolkningsmasser i u-landene fortsat langt ude i periferien ifht. dette landsbybegreb. I bedste fald kan man tale om, at globaliseringen ikke er global, men måske under en eller form berører de 10% rigeste af verdens befolkning.

Et af argumenterne for globaliseringsideologien er den sociale og kulturelle globalisering, men også denne er modsætningsfyldt. Det er korrekt, at engelsk som sprog og nordamerikansk kultur (sic) er blevet udbredt til hele verden - i hvert fald de udviklede kapitalistiske lande. Samtidig er det blevet økonomisk muligt for arbejdere og mellemlag (i de udviklede kapitalistiske lande) at tage på charterferie på den anden side af jorden, og verden er i den forstand blevet mindre. Men udviklingen er langt fra entydig. Udviklingen af kommunikationsteknologien (kabel- og satellit-TV) har f.eks. gjort det muligt for indvandrergrupper i Europa at se TV på tyrkisk, kurdisk, arabisk, urdu eller spansk, og dermed bevare en betydelig del af den kultur, som nogen troede ville forsvinde. I USA er det hurtigst voksende markedssegment spansksprogede produkter til landets 5-10 millioner store spansktalende befolkning. I USA talte forskere for 50 år siden om smiltediglen, som metafor for det nordamerikanske samfund, hvor forskellige kulturer smeltede sammen til én kultur. Historien har modbevist denne tese, og kultursociologer erkender i dag, at det nordamerikanske samfund i højere grad må opfattes som et kludetæppe af forskellige kulturer, der nok påvirker hinanden, men ikke smelter sammen til én kultur. (Se Assimilering).

Den samme modsætningsfyldte kulturudvikling kan observeres indenfor Danmark, hvor der helt klart er sket en sproglig ensretning og udryddelse eller reduktion af dialekternes betydning i takt med massemediernes udbredelse samt en svækkelse af de øvrige regionale kulturforskelle, der tidligere adskilte f.eks. en bornholmer fra en sønderjyde. Men denne kulturdifferentiering er blevet erstattet af differentiering mellem klasser og lag - selv om de kulturelle forskelle mellem f.eks. arbejderklasse og borgerskab ikke er nær så markante i dag, som de var for 100 år siden - og en aldersmæssig differentiering. Generationsforskellene og aldersbetingede kulturforskelle indenfor samme generation er langt mere udprægede i dag end for blot 50 år siden, hvilket især må tilskrives den hastige økonomiske og kulturelle udvikling, som samfundet har gennemløbet i denne periode. Udover denne kulturdifferentiering må føjes den differentiering der har fundet sted med indvandringen af folk med andre kulturer, omend dette element ifht. udviklingen i f.eks. USA kun spiller en mindre rolle i det store billede.

Det område hvor mobiliteten - eller internationaliseringen - i mindst udstrækning er slået igennem er arbejdskraften. Det skyldes dels, at arbejdskraften i vid udstrækning er bundet af sociale og kulturelle bånd til sit udgangspunkt - uddannelsens art og evt. manglende anerkendelse i andre lande, sprog, venner, familie osv. Men også at mens skrankerne for kapitalens frie bevægelighed er blevet fjernet er de blevet bygget større for arbejdskraftens bevægelighed. Det skyldes ensidigt den økonomiske krise. Mens f.eks. Danmark i 1960'erne og et stykke ind i 70'erne importerede arbejdere fra især Italien og Spanien pga. arbejdskraftmangel blev denne import stoppet med krisens udbrud og massearbejdsløsheden (se Indvandrere). Samtidig er den stigende racisme i befolkningen og specielt blandt politikerne blevet brugt som påskud for også at reducere bevillingen af asyl til flygtninge til et historisk lavt niveau. Dette er ikke noget unikt dansk fænomen. I takt med udviklingen af humanitære katastrofer og det stadig større økonomiske gab mellem de udviklede kapitalistiske lande og u-landene, er flygtningene- og indvandrerpresset øget, og har fået alle de udviklede kapitalistiske lande til at indføre meget restriktive betingelser for indvandring. Nogle lande fører dog en kapitalistisk mere rational indvandringspolitik end andre. Mens USA f.eks. forstærker sin grænsepatruljering langs den 3.000 km pigtrådsmur mod Mexico for at hindre latinamerikansk indvandring, er landets grænser overfor veluddannet arbejdskraft og dygtige studerende stadig åbne. USA har i langt højere grad end f.eks. Vesteuropa forstået at udnytte denne «braindrain» fra bl.a. u-landene til at sikre sig en betydelig del af verdensintelligentsiaen.

Selv om det derfor i disse år er blevet mere populært blandt f.eks. danske unge at orientere sig mod arbejdsmarkedet udenfor Danmarks grænser, er det en svag tendens, og en tendens som på arbejdsmarkedet globalt betragtet ophæves af den tiltagende xenofobi (fremmedangst) og skrappere regulering af adgangen til arbejdsmarkedet for andre landes statsborgere.

Nationalstatens autonomitab?

En væsentlig del af globaliseringsideologien har været påstanden om, at nationalstaten har tabt autonomi eller måske endda relevans. I mange tilfælde er der blevet fremmanet et billede af globaliseringen, hvor staterne har mistet deres mulighed for at påvirke økonomien, og har overladt denne styring til de globale markeders anonyme kræfter. Der er naturligvis en kerne af sandhed i denne påstand, eftersom den økonomiske internationalisering har undergravet og fortsat undergraver nationalstaternes autonomi og handlemuligheder på en række områder. Men samtidig er billedet for firkantet. For det første fordi nationalstaterne fortsat har en betydelig autonomi indenfor en række politikområder. For det andet fordi den politiske regulering i mange tilfælde er forskudt op på overstatsligt plan og altså gennemføres, ikke af den enkelte stat men af mange stater i fællesskab.

Et af de områder hvor nationalstaten åbenlyst har tabt autonomi siden starten af 1980'erne er som tidligere nævnt reguleringen af de internationale kapitalbevægelser. Tidligere var det i højere grad muligt for nationalstaten at justere sin økonomiske udvikling gennem regulering af rentesatsen, gennemførelse af devalueringer (eller revalueringer) eller regulering af det offentlige forbrug, uden at det øjeblikkeligt førte til omfattende kapitalstrømme ind eller ud af landet. Det er ikke i nær samme grad muligt i dag, fordi kapitalens frie bevægelighed har gjort det muligt for den umiddelbart at «stemme med fødderne» - flyde andre steder hen.

Men også en lang række andre politiske beslutninger er fjernet - og fjernes i disse årtier - fra nationalstatens snævre råderum. Der er tale om en modsætningsfyldt proces. Når f.eks. general Pinochet stilles til ansvar for sine forbrydelser i Chile ved en engelsk eller spansk domstol, eller når der tages skridt i retning af etablering af et permanent internationalt krigsforbrydertribunal er det et udtryk for, at der overnationalt er ved at blive udviklet en konsensus omkring, at massive menneskerettighedskrænkelser indenfor nationalstatens rammer også berettiger overstatslige sanktioner. Når Pinochet nu ikke kan retsforfølges i Chile, er det næstbedste at han retsforfølges udenfor.

Når denne tendens til styrkelse af de overstatslige beslutningsprocesser er modsætningsfyldte skyldes det, at de repræsenterer en indskrænkning af demokratiet - der bliver længere fra den enkelte samfundsborger til det forum, hvor beslutningerne tages. Jvf. f.eks. overførslen af stadig flere beslutninger fra det danske Folketing til EU. Men samtidig kan den overstatslige regulering være nødvendig for at hindre de stærkeste aktører på verdensscenen - uanset om der er tale om diktatorer eller transnationale selskaber - i at styre udviklingen, eller for at hindre at nationalstaters suveræne beslutninger i at blive til skade for alle.

Udviklingen af det overstatslige samarbejde er på ingen måde noget nyt fænomen (se International organisering). Det udviklede sig umiddelbart i forlængelse af skabelsen af nationalstaten. Wienerkongressen der blev afholdt i 1815 regnes normalt for det første skridt i denne retning. I forlængelse af 1. første verdenskrig skabte sejrherrerne Folkeforbundet, der skulle være et middel til at hindre nye krige i Europa - og andre steder i verden. Det var det som bekendt ikke i stand til, men umiddelbart i forlængelse af 2. verdenskrig blev der taget skridt til en drastisk styrkelse af det overstatslige samarbejde. Det skete ved:

• oprettelsen af FN, der først og fremmest skulle være et redskab til sikring af verdensfreden og den internationale sameksistens
• oprettelsen af IMF og Verdensbanken der skulle være instrumenter for det finansielle samarbejde i den kapitalistiske verden - og sikre USA's økonomiske dominans. Supermagten ønskede ikke, at der skulle oprettes en fælles «verdensvaluta», der kunne bruges som reference i den internationale handel. Den nordamerikanske dollar skulle spille den rolle
• oprettelsen af OECD der skulle sikre en form for samordning af den økonomiske politik i de udviklede kapitalistiske lande. Organisationen har aldrig fået lov til at udfylde denne rolle og har i højere grad været benyttet som analyseredskab. Først på et langt senere tidspunkt oprettede de største kapitalistiske lande (USA, Japan, England, Frankrig, Tyskland, Canada, Italien) G7, der indenfor snævre områder fik denne funktion
• indgåelsen af GATT aftalerne, der skulle sikre udviklingen af den globale frihandel og hindre den protektionisme, der fra slutningen af 20'erne og gennem 30'erne havde været med til at forstærke verdenskrisen.

Etableringen af disse overstatslige organisationer var udtryk for en erkendelse af, at hverken fred, finansielt samarbejde eller frihandel kunne sikres alene gennem bilaterale (tosidige) aftaler mellem staterne. Siden verdenskrigen er der kommet en lang række nye institutioner til, og der er blevet afholdt konferencer indenfor afgrænsede områder. F.eks. Det sociale topmøde i København i 1995, havrets-, befolknings-, kvinde-, udviklings-, miljø- og menneskerettighedskonferencerne.

Samtidig er der tale om en parallel styrket international organisering blandt de sociale organisationer, hvor i første række miljø-, og freds- men også arbejderorganisationer i stigende grad arbejder sammen. Første verdenskrig var dog atter en gang historisk skelsættende, da den stærkeste sociale organisation på det tidspunkt - Anden Internationale - ikke var i stand til at hindre krigsudbruddet, men i stedet brød sammen under det nationalchauvinistiske pres. Mens medlemsorganisationerne i Anden Internationale havde for stor autonomi og dermed mulighed for udviklingen af nationalchauvinisme, havde medlemsorganisationerne i Tredje Internationale - Komintern - kun en meget begrænset autonomi, hvilket i sidste ende var med til at betinge denne organisations sammenbrud og fallit. Næsten alt blev bestemt i Moskva. Arbejderbevægelsen internationalt har aldrig rigtig overvundet disse fejltagelser. Fagbevægelsen er nok samlet i den Frie Faglige Internationale (FFI) og de socialdemokratiske partier i Socialistisk Internationale (SI), men det er to organisatorisk meget svage størrelser ifht. borgerskabets stærke internationale organisering.

Selvom at det må erkendes, at en række problemer - som f.eks. miljøproblemerne - ikke kan løses indenfor den enkelte nationalstats rammer og at overstatsliggørelsen af en række politikområder samtidig er udtryk for udviklingen af en erkendelse af, at problemer overalt i verden hænger sammen og må løses kollektivt, er det nødvendigt at fastholde erkendelsen af det modsætningsfyldte i denne udvikling og forståelsen af, at overflytningen af beslutninger til overnationale fora ikke nødvendigvis garanterer problemernes løsning. Ligesom politikudviklingen indenfor rammerne af det enkelte parlament er en konsekvens af de politiske styrkeforhold der eksisterer nationalt, er løsningerne i de overnationale fora præget af de globale styrkeforhold. Når miljøkonferencerne f.eks. ikke kan nå frem til tilfredsstillende løsninger på de miljøproblemer den kapitalistiske udvikling skaber, så hænger det sammen med, at magtfulde industriinteresser ikke er interesseret i, at problemerne løses.

Samtidig med at der gennem hele det kapitalistiske samfunds historie har været en tendens til, at stadig flere beslutninger er blevet flyttet fra nationalstaterne ud i overstatslige fora, er det imidlertid værd at slå fast, at nationalstaterne f.eks. har en omfattende autonomi på en lang række politikområder. Tit bliver der netop med henvisning til «globaliseringen» argumenteret for nedskæring af de sociale udgifter, arbejdsløshedsunderstøttelse eller for tilbageholdenhed i løn- eller feriekravene «af hensyn til den internationale konkurrenceevne». Det gælder også, når f.eks. EU modstandere henviser til, at den europæiske superstat har mulighed for og faktisk gennemfører regulering på alle politikområder. I første tilfælde anvendes globaliseringsideologien til at bane vej for neoliberale politiske løsninger eller til at hindre forbedring af arbejderklassens og mellemlagenes levevilkår. I det andet tilfælde kan anti-EU propagandaen naturligvis være med til at bevidstgøre - eller vildlede - nogle folk, for samtidig sår den en opfattelse af, at «vi kan alligevel ikke gøre noget, for alting bestemmes i Bruxelles». Det er forkert! På en lang række felter eksisterer der fortsat vide rammer for beslutninger indenfor nationalstatens rammer. Hvilke beslutninger der træffes, afhænger af styrkeforholdene.

Globalisering anvendes af nogle debattører til at påstå, at kapitalismen befinder sig i en radikalt ny fase, mens andre hævder, at der intet nyt er ved den aktuelle situation. Bege dele er lige forkert. Vi lever i et dynamisk samfund, der er anderledes end det der eksisterede for 20, 50 eller 100 år siden. De grundlæggende træk ved kapitalismen er naturligvis de samme, men for at forstå den aktuelle udvikling er det nødvendigt at erkende og analysere den faktiske og modsætningsfyldte udvikling. Og uden forståelse kan der ikke udvikles nogen ordentlig politik, taktik eller strategi. Ej heller kan der argumenteres effektivt mod dem, der ønsker at anvende globaliseringsideologien som spydspids for gennemførelsen af neoliberale politiske tiltag.

A.J.