Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
USA's AWACS radarfly på vingerne. Med til at sikre supermagtens
globale militære overherredømme. (Solidaritet) |
Lige siden kapitalismens gennembrud har den været tvunget af indre drivkræfter til at søge ud over de nationale grænser. Imperialismen udvikles, når kapitalen i et land får kontrol over andre landes produktionsliv og udbreder den kapitalistiske produktionsmåde. Imperialismen kan siges at være kapitalismen som et internationalt system.
Imperialisme anvendes også i en bredere forstand om alle de former for ekspansion, som en nationalstat foretager ud over egne grænser med den hensigt at opnå politisk, militær, og/eller økonomisk kontrol over området. I denne betydning er både Romerriget, Inkariget, Det osmanniske rige, Det mongolske rige, de danske kolonier i Vestindien, Afrika, Indien, Grønland, Island og Færøerne samt Zar-Ruslands ekspansion eksempler på før-kapitalistiske former for imperialisme. I det følgende anvender vi begrebet i den første, marxistiske, betydning.
Sammenhængen mellem kapitalisme og imperialisme
Imperialismen i dens mest rendyrkede og udbyttende form er blevet udviklet af de kapitalistiske centre i Vesteuropa, USA og Japan gennem kolonisering og kontrol over de oprindeligt ikke-kapitalistiske lande og områder i Afrika, Amerika og Asien. Militær voldsanvendelse og krigsførsel har været en afgørende del af denne form for imperialisme.
I områderne som på denne måde blev «åbnet» for imperialismen, samarbejdede de kapitalistiske selskaber og deres stater om at få kontrol over og forandre produktionen og markedet: Miner blev åbnet, landbrugsproduktionen blev lagt om, forbrugsvarerne ændret, konkurrerende produktion nedlagt, osv. Den kapitalistiske produktionsmåde blev indført, men kun delvist og med en skæv struktur der afspejlede områdets periferi-(udkant-)status i forhold til det imperialistiske centrum. Dette har fået betegnelsen periferikapitalisme, og landene kaldes periferilande. En anden almindelig betegnelse er «u-lande». (Se Center-periferi).
Udbytningen udgør et centralt træk ved imperialismen. Når udenlandsk kapital får kontrol over produktionen og merværdien, bliver merværdien oftest ført ud af landet. På denne måde bliver muligheden for en selvstændig kapitalakkumulation reduceret. Overførslen af merværdi fra periferilandene har op gennem historien antaget mange forskellige former. Den har fundet sted gennem skatter, hjemtagning af profit, kapitalsmugling og ved prisstrukturen i handelen.
Imperialismen udspringer groft sagt af fire grundlæggende modsætninger i kapitalismen på nationalt niveau. For det første forudsætter den ekspanderende kapitalistiske industriøkonomi en stadig større tilførsler af råvarer, og konkurrencen mellem producenterne fører til jagten på billigst mulige råvarer. Selv om der findes indenlandske råvarekilder, vil producenterne forsøge at få fat i råvarene i andre lande, hvis disse er billigere, og/eller kan sikre produktionen på længere sigt.
For det andet skaber manglen på planlægning under kapitalismen modsætninger mellem produktionens sammensætning og efterspørgselens sammensætning, således at en del varer ikke bliver afsat - bl.a. pga. lave lønninger til arbejdskraften. Dette marked begrænses af de nationale grænser. Kapitalisterne vil derfor søge ud over disse, for at udnytte, eventuelt skabe markeder i udlandet.
For det tredje er arbejdernes krav om en større andel af produktionen til stadighed en trussel mod kapitalens overskud. Kapitalejerne er derfor interesseret i tilførsel af billige levnedsmidler fra udlandet. Dette stimulerer en åben import og stimulerer investeringer i udenlandsk produktion af sådanne varer, som kan give arbejdskraften en højere realløn, uden at det går ud over profitten.
For det fjerde søger kapitalisterne altid at foretage nye investeringer der, hvor den forventede profit er størst når risikoen tages i betragtning. Kapitalinvesteringer i udlandet kan være nødvendige for at sikre (nye) råvarekilder, de kan være lønsomme for at udnytte (nye) eksportmarkeder, eller for at udnytte billig arbejdskraft. Eftersom mulighederne for at foretage nye lønsomme investeringer indenlands bl.a. begrænses af de mættede markeder og af kapitalens centralisering og monopolisering, vil investeringerne i udlandet stige. Det samme vil presset på staten for at få den til at bidrage til at reducere risikoen ved udenlandske investeringer.
Den enkelte producent som presses af den kapitalistiske konkurrence, har til opgave at finde frem til og udnytte råvarekilderne, markederne og investeringsområderne før konkurrenterne gør det. Under denne proces bliver staten i de kapitalistiske lande tvunget til at bakke op om og fremme en international ekspansion ved at føre en «imperialistisk politik». Formerne for kapitalistisk ekspansion og de imperialistiske staters strategi varierer geografisk og over tid, alt efter produktivkræfternes udvikling, klasseforholdene i hjemlandet og den internationale situation.
Kapitalen ekspanderer ikke mindst til andre lande på omtrent samme udviklingstrin. USA investerer i Vesteuropa og omvendt. Disse lande har selv et nationalt borgerskab og en nationalstat, som beskytter egne interesser, og en kapital som søger ud over egne grænser. Mellem disse lande foregår der en stadig tættere sammenknytning. Dette kan indebære, at kapitalen i det ene land får et så stærkt herredømme over produktionen i et andet, at det kan betegnes som imperialisme. Men normalt er det gensidige styrke- og afhængighedsforholdet lige.
Imperialismens varige strukturer
Mens imperialismen blev oprettet gennem kolonisering, vold og militær magt, kan den ikke opretholdes alene ved brug af direkte vold. Der er blevet oprettet institutioner og udviklet mekanismer, der udgør mere varige strukturer.
Det vigtigste er selve det produktionsmønster, som er indført i de områder, der er underlagt imperialismen, og det markeds- og handelsmønster som hører til dette. Den enkelte småbonde, den lokale kapitalist og handelsmand og det nationale statsapparat betragter ofte den fortsatte deltagelse i det imperialistiske system - selv i en underlegen position - som det eneste eller det mest lønsomme alternativ. Selv om det er udenlandsk kapital, som har indført kapitalismen i et land eller et distrikt, kan dette ikke hindre fremkomsten af lokale kapitalister. Men det kan hæmme udviklingen af et selvstændigt nationalt borgerskab. De lokale kapitalister ledes istedet ind i et tæt samarbejde med og afhængighedsforhold af de udenlandske selskaber. Dette u-nationale borgerskab betegnes også som et «afhængigt borgerskab» eller et «kompradorborgerskab». Det er afhængigt af udenlandsk finanskapital, af produktions-, markedsførings- og organisationsteknologi og af råvarekilder og et distributionsapparat i udlandet. Ofte er det mest lønsomt at indgå aftaler og deleje eller lignende med udenlandske selskaber. Der vil alligevel opstå modsætninger mellem kompradorborgerskabet og den udenlandske kapital. Specielt i spørgsmål om kontrol over produktionen og fordelingen af merværdien. Hvis der opstår et nationalt borgerskab, vil dette komme i modsætningsforhold til kompradorborgerskabet i spørgsmål om statens forhold til national og udenlandsk kapital.
Statsapparatet i periferilande er ofte skabt af en kolonimagt, og derfor nært knyttet til denne. Uddannelsesmæssigt og ideologisk er statsapparatet indstillet på at opretholde det imperialistiske system. Dets klassebasis er ofte svag, og det er økonomisk afhængigt af fortsat tilknytning til imperialismen. Den ideologiske påvirkning foregår gennem undervisningssystemet. Specielt gennem eliteuddannelse, gennem missioneren, massemedier, politiske organisationer og ikke mindst gennem reklame- og markedsføringsapparatet.
Den internationale økonomi baserer sig på tre dominerende institutioner: Verdenshandelsorganisationen (WTO), Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken (IBRD). Disse har til opgave at stabilisere verdensøkonomien og sikre de dominerende kapitalkræfter arbejdsmuligheder og derved fortsat dominans.
Alligevel kan disse institutioner og mekanismer ikke forhindre, at der opstår rivalisering mellem imperialisterne, modsætninger indenfor de imperialistiske områder eller militant modstand mod imperialismen. Sådanne modsætninger er en nødvendig konsekvens af imperialismens udvikling. Det er et vigtigt aspekt ved imperialismen, at den fører til krig og befrielseskamp.
Imperialismens faser
Imperialismen er i stadig udvikling og tilpasning, afhængig af ændringerne i produktivkræfterne og produktionsforholdene, både i de imperialistiske centerlande, og i de dominerede perifere områder. Man kan skelne mellem fire perioder eller faser i imperialismens udvikling:
1. Den handelskapitalistiske (pirat-imperialistiske) periode strækker sig fra de «store opdagelser» og kapitalismens begyndelse omkring år 1500 frem til den industrielle revolution i slutningen af 1700 tallet. Handelsmænd, kolonialister, handels- og koloniselskaber og kolonimagternes militærapparat opsøgte nye områder i Amerika, Afrika og Asien og udnyttede disse til produktionen af efterspurgte varer. I Amerika blev den første plyndring og indianerudryddelse efterfulgt af kolonisering. På plantagerne blev der dyrket sukker, kaffe, bomuld og tobak, og man overtog indianernes mineproduktion. Afrikanske slaver var en vigtig arbejdskraft helt ind i det 19. århundrede. I Asien blev specielt Indien og Sydøstasien tvunget til handel med Vesteuropa. De måtte producere og levere tøj og klæder, krydderier og te, bomuld og silke. Afrika blev overvejende «leverandør» af arbejdskraft i form af slaver.
2. Den første industrielle ekspansion. Denne periode strækker sig fra den industrielle revolutionens start i England i slutningen af det 18. århundrede frem til den store økonomiske krise og monopoliseringen i slutningen af det 19. århundrede. I denne periode var Storbritannien den ledende verdensmagt og længe den absolut dominerende industristat. Med industriens vækst steg behovet for råvarer. Men også de andre klassiske fænomener i en kapitalistisk økonomi udvikledes: Overproduktion og kapitaloverskud.
Englands kapitaloverskud anvendtes i første omgang til industriudvikling og infrastrukturudbygning (jernbaner) i landene i Vesteuropa og Nordamerika; Ofte i form af lånekapital. Men efterhånden som disse lande udviklede deres egen industri under et mere selvstændigt borgerskab, gik en større del af kapitaloverskuddet til de underudviklede områder i Afrika, Asien, Sydamerika og Østeuropa. Virkningerne var specielt omfattende i Sydamerika. De fleste lande her fik formel uafhængighed omkring år 1820, men det lokale godsejervælde og handelsaristokrati formåede ikke - eller ønskede ikke - at frigøre sig fra den udenlandske kapital. I Asien blev Indien og Indokina koloniseret, og Kina blev åbnet som marked og investeringsområde for vestlig kapital. Japan udviklede en national kapitalisme som særlig ekspanderede ind i Korea og Manchuriet.
3. Den klassiske kolonialismes (imperialismens) periode varede fra den store krise omkring år 1880 til kolonisystemet blev opløst efter 2. Verdenskrig. Den store kapitalistiske krise i årene 1873-96 medførte en enorm monopolisering af den udviklede kapitalisme, særligt i USA og Tyskland. Størstedelen af Asien var koloniseret, og resten af Afrika blev koloniseret i løbet af årene 1880-90. Det er den periode, som Lenin omtaler som den monopolkapitalistiske eller imperialistiske epoke - kapitalismens højeste stadium. Den karakteriseres ved at monopolerne dominerer det økonomiske liv, at bankkapitalen smelter sammen med industrikapitalen til en «finanskapital», at kapitaleksporten bliver af større betydning end vareeksporten og at hele verden bliver opdelt i imperialistiske sfærer.
Industrien havde i denne periode et stærkt stigende behov for industrielle råvarer: Malm, mineraler og olie. Kapitaleksporten antog derfor form af direkte investeringer i råvareudvinding. Med den totale kontrol over kolonierne i Afrika og Asien fuldførte kolonimagterne omdannelsen af produktionslivet i disse områder. De blev markeder, investeringsområder og råvareleverandører for kolonimagterne. Latinamerika blev efterhånden helt underlagt nordamerikansk kapital - både i råvareproduktionen og i industrien.
Verdenskrigene og økonomiske kriser bidrog alligevel til en svækkelse af de imperialistiske magter. Sammen med en stigende antiimperialistisk modstand i kolonierne, førte dette efter 2. verdenskrig til en opløsning af det gamle koloniherredømme. (Se Afkolonisering.)
4. Den nykoloniale periode. Imperialismen efter 2. Verdenskrig er præget af koloniernes politiske frigørelse og behovet for nye kontrolformer. Vigtige træk er fremvæksten af de transnationale selskaber og USA's dominerende stilling. Behovet for råvarer er fortsat stort og stigende, og periferiområderne har stigende betydning som eksportmarkeder. Men der er også en ny international arbejdsdeling under udvikling, hvor visse arbejdsintensive industrier flyttes fra de «gamle» kapitalistiske centre til de nye kapitalistiske centre i periferilandene. Samtidig var imperialismens ekspansionsområde frem til 1990 kraftigt begrænset af de socialistiske revolutioner i Sovjetunionen, Østeuropa, Kina og flere mindre lande.
Imperialismens omfang og betydning i dag
Imperialismen bygger i dag på de «varige strukturer». Kapitalismen er den dominerende produktionsmåde i de fleste lande i verden, og verden er sammenvævet i en kapitalistisk verdensøkonomi. De transnationale selskaber og deres «moderlande» i Vesteuropa, Nordamerika og Japan dominerer verdensøkonomien. Omfanget af de transnationale selskaber illustreres af, at de 211 største private selskaber i verden i 1971 ifølge FN-kilder havde en samlet omsætning på over 500 milliarder dollar. Næsten 200 selskaber blandt de allerstørste havde datterselskaber i over 20 lande. I periferilandene når deres samlede investeringer op på mindst 100 milliarder dollar. FN-statistikken viste, at de i 1973 trak over 12 milliarder dollar ud i direkte profitter, mens 6,2 milliarder dollar blev overført til nyinvesteringer. Gennem deres ejerinteresser og kontrol over teknologi m.m., har de transnationale selskaber en dominerende stilling i de fleste periferilande. Den økonomiske politik må derfor tilfredsstille disse selskabers behov, hvis landet ikke skal risikere økonomisk boykot eller politisk kup.
De tidligere koloniområders betydning som råvarekilder fremgår af, at de i begyndelsen af 1970'erne producerede omtrent 95 % af tinmalmen i verden, ca. 60 % af manganmalmen og bauxitten, ca. 50 % af kobbermalmen og ca. 40 % af jernmalmen. Kun 5-10 % af dette blev forædlet eller forbrugt i disse områder. Resten gik til industrien i de kapitalistiske centerlande. Råvarekilderne ejes ikke altid af de udenlandske selskaber. Deres kontrol ligger istedet i omsætningsleddet. Oliehandelen og -distributionen foretages hovedsageligt af 7 store olieselskaber, 6 selskaber dominerer u-landenes bauxiteksport og 3 selskaber kontrollerer bananeksporten. Det samme gælder for te, planteolier, tin, nikkel, kobber, osv. I den «internationale arbejdsdeling» ligger kontrollen over selve udviklingen af produktionssystemet hos de transnationale selskaber og deres statsapparater. Ikke mindst gennem kontrol over informationssystemer og teknologiudviklingen.
Imperialismen er alligevel fortsat afhængig af et stærkt militærapparat. NATO landene brugte i 1978 nær ved 1000 milliarder kroner til oprustning, og en fjerdedel af verdens forskning er rettet mod militære formål. Dette militærapparat er efter 2. Verdenskrig anvendt i «rene» kolonikrige som i Indokina, Algeriet og Angola. Men imperialistiske styrker har også ført krig mod nationale antiimperialistiske bevægelser i Chad, Guatemala, Malaysia og Vietnam. Imperialismen søger i stigende grad at samarbejde med lokale kræfter i periferilandene. Folk knyttet til militærapparatet og kompradorborgerskabet skal selv overtage den militære undertrykning og sikring af den imperialistiske struktur (såkaldt «vietnamisering»). De imperialistiske centre - første og fremmest USA og Frankrig - bidrager med materiel og oplæring. Et velkendt eksempel på denne strategi er kuppet i Chile i 1973.
Enkelte lokale militærapparater oprustes til at kunne påtage sig regionale opgaver - altså bidrage til at opretholde eller udvide det imperialistiske system, også i andre lande i regionen. Japan har efterhånden fået en sådan rolle i Østasien, Brasilien i Sydamerika og Saudiarabien en tilsvarende rolle i Mellemøsten. Parallelt hermed opbygges der nye kapitalistiske centre. Bl.a. i Sydbrasilien, Nigeria, Kenya, Sydafrika, Indien, Singapore, Taiwan, Hongkong og Sydkorea.
Her udvikles de samme drivkræfter og modsætninger som i de kapitalistiske centre. Det fører til imperialismetendenser overfor andre lande i regionen. På grund af den teknologiske og militære afhængighed af de imperialistiske centre, sammen med den nære tilknytning til de transnationale selskaber, har denne udvikling fået betegnelsen «subimperialisme».
Rivalisering mellem imperialistiske lande
Eftersom kapitalen hovedsageligt er nationalt organiseret, vil der opstå modsætninger mellem kapitalistiske lande i kampen om råvarer, markeder og «interessesfærer». Modsætningerne mellem de store imperialistiske magter har ført til to verdenskrige. Efter 1945 har USA været den dominerende og førende militære, økonomiske og politiske magt, og har stået for opbygningen af de internationale økonomiske og militære institutioner. USA har særlige fordele af, at US dollaren er blevet den ledende internationale valuta.
Vesteuropa og Japan var stærkt svækkede efter verdenskrigene og tabet af kolonierne, men har i dag langt hen ad vejen indhentet USA's økonomiske forspring. EU har bl.a. til formål at styrke Vesteuropas kapital overfor USA og Japan, og genvinde Vesteuropas indflydelse i de tidligere kolonier. Vesteuropa og Japan står alligevel langt svagere end USA indenfor råvare- og fødevaresektoren, hvor de er afhængige af betydelig import. Den interimperialistiske rivalisering svækkes imidlertid af den stærke sammenbinding mellem landene, og særligt af udviklingen af transnationale selskaber med ejerinteresser fordelt over flere lande.
Indkaldelse til fælles møderække blandt de antiimperialistiske organisationer i København |
Antiimperialistiske kræfter
De antiimperialistiske kræfter findes indenfor tre hovedgrupperinger:
1. De stater som har brudt med kapitalismen og begrænset imperialismens ekspansionsområde. Disse har også kunnet give demokratiske og socialistiske kræfter i andre lande værdifuld støtte. Hverken Sovjetunionen eller Kina fungerede imidlertid entydigt til støtte for den antiimperialistiske kamp i andre lande. De udviste stærke tendenser til stormagtshegemoni og -chauvinisme overfor lande i den «tredje verden», og søgte på en række områder indflydelse over disses produktionsliv gennem aftaler om international arbejdsdeling, fællesejede selskaber, m.m. Dette harmonerede med imperialismen, og der udvikledes samtidig et stigende samarbejde med vestlig kapital, hvilket bidrog til at trække landene ind i den imperialistiske verdensøkonomi. Alligevel har Sovjetunionens og Østeuropas sammenbrud og Kinas entydige alliering med Vesten fjernet en række af de skranker, der tidligere eksisterede for imperialismens ekspansion.
2. De nationale befrielsesbevægelser i periferilandene fører i første række en kamp mod udenlandsk politisk og militært herredømme. Dette medfører altid en vis grad af økonomisk nationalisme, men kun hvor den nationale befrielseskamp ledes af socialistiske kræfter, bliver det antiimperialistiske arbejde fuldført.
3. Arbejderklassens kamp mod kapitalen i de kapitalistiske centre kan begrænse kapitalens styrke og reducere dens ekspansionsmuligheder, men den kan også forårsage en kraftigere tendens til etableringer udenlands. I flere lande har dele af arbejderklassen fungeret nationalistisk og pro-imperialistisk, og har også - objektivt set - haft fordele af imperialismen. Kun de bevidste socialister i arbejderbevægelsen er i stand til at føre en konsekvent antiimperialistisk kamp for en proletarisk internationalisme.
Teoretiske retninger og litteratur
Indenfor den «klassiske» imperialismelitteratur regnes Lenins «Imperialismen som kapitalismens højeste stadium» som et hovedværk, sammen med studier af bl.a. J. A. Hobson, Franz Hilferding, Rosa Luxemburg og Nicolaj Bukharin.
I tilknytning til USA imperalismens dominans efter 2. Verdenskrig, blev der udformet teorier som stillede USA's magt og de multinationale selskaber i centrum. De mest indflydelsesrige forfatterne findes omkring tidsskiftet «Monthly Review», f.eks. Paul A. Baran og Paul M. Sweezy.
I 1960'erne udvikledes der en ny skole, som specielt analyserede imperialismens virkninger og samfundsformationerne i periferilandene, og som ofte kaldes for «underudviklings»-skolen. De banebrydende teoretikere er her André Gunder Frank og Samir Amin.
I den senere tid har mange teoretikere atter vendt blikket mod kapitalismens internationalisering, verdensmarkedet, den marxske værdilov og klasseforholdene i industrilandene. Blandt de ledende er her vesttyskerne Christel Neusüss, Klaus Busch og Christian Palloix.
I 1990'erne opdagede den borgerlige offentlighed omfanget af kapitalistisk ekspansion og lancerede begrebet globalisering til forståelse heraf. Ifht. at forklare den historiske baggrund og udviklingens modsætninger har dette borgerlige begreb dog ikke meget at byde på.
Litteratur | |||
T. Kemps: Theories of Imperialism, London 1967 (Stockholm 1972).
| |||