 |
|
 | ||||||||||||||
 |
| Demonstration foran den besatte USA ambassade i Teheran, november 1979. (Solidaritet) |
Landets centrale del består af et steppebeklædt plateau. Klimaet er tørt og barskt. Plateauet omkranses af Zagros bjergene i vest, Alborz i nord samt ørken. I oaserne omgivet af underjordiske kilder dyrkes der korn og frugter. Kystområdet i nord mod det Kaspiske Hav er fugtigere. Klimaet er tropisk og subtropisk. Her dyrkes bomuld, sukkerrør og ris. Den moderne petrokemiske, tekstil og bygningsindustri udvikledes især under Shah Reza Pahlavis regeringsperiode, men håndværksproduktionen af tæpper og tekstiler er fortsat en vigtig aktivitet. De alvorligste miljøproblemer er fældningen af skovene, havforureningen som følge af Golfkrigen samt luftforureningen, der især stammer fra forureningen fra bilerne i byerne, olieraffinaderierne og industrierne.
Shia muslimsk fundamentalistisk diktatur. Det bekæmpes militært af Israel og USA, fordi det er det eneste land i regionen, der står op mod Israels krigsforbrydelser i de besatte områder, Libanon og Syrien.
Folket: Persere (51%), Azeriere (24%), Kurdere (9%), Gilakis og Mazandaranis (8%), Arabere (3%), Balucher (2,3%), Bakhtiarer (1,7%), Luriere (1,6%), Turkmener (1,5%), Armenere (0,5%)
Religion: Islam, den shiitiske gren (93,4%), Sunnimuslimer (5,7%), Baha'i (0,6%), Kristne (0,1%), Zoroastra (0,1%), Jøder (0,1%).
Sprog: Persisk (officielt) samt mindretallenes egne sprog.
Politiske partier: Reformkoalitionen hvis vigtigste parti er Fronten for islamisk Deltagelse. (Reformkræfterne har ca. 14% af pladserne i parlamentet).
Konservative islamiske partier: Imamens tilhængere, Irans islamiske Solidaritetsparti, Sammenslutningen af militante Gejstlige m.fl. (De konservative har ca. 54% af pladserne i parlamentet).
Partier udenfor parlamentet: Det nationale Modstandsråd, Kurdistands Demokratiske Parti (KDP), Irans Kommunistparti (Tudeh), Mujahedeen, Fedayeen (hhv. mindretallet og flertallet) m.fl.
Officielt navn: Dshumhurije Islâmije Irân
Administrativ inddeling: 28 provinser, 472 kommuner og 499 byråd
Hovedstad: Teheran, 13.413.000 indb. (2005)
Andre vigtige byer: Mashhad, 2.020.400 indb.; Esfahan, 2.535.000 indb.; Tabriz, 1.207.600 indb. (2000).
Regering: Republik med præsidentstyre. Ebrahim Raisi er siden august 2021 præsident. Ali Sayed Khamenei er siden juni 1989 landets religiøse overhoved. Etkammer parlamentssystem. Den Islamiske Rådgivende Forsamling har 290 medlemmer der vælges ved almene hemmelige valg for en fireårig periode. Kvinder har også stemmeret og er repræsenteret i parlamentet.
Nationaldag: 11. februar (Revolutionsdagen, 1979)
Væbnede styrker: 513.000 (1995)
Paramilitære styrker: Den Folkelige Mobilisationshær (Basij). Under militære offensiver er denne styrke nået op på 1 million mand. Grænsevagten (45.000 mand).
Kort før det 18. århundrede f.v.t. nåede forskellige indoeuropæiske folkegrupper frem til det iranske plateau, og undertvang de kvæghyrder der boede i området. Frem til det 10. århundrede f.v.t. fortsatte der med at ankomme indoeuropæiske folk til området, der blev en del af det Mesopotamiske kulturelle område. Befolkningen i regionen blev kendt under forskellige betegnelser: Mederne stammede fra navnet på den største klan; Iranere stammede fra sanskrit - ayriana, de ædle - der blev talt i Indien. Betegnelse persere stammede fra Grækenland, og havde baggrund i den mytiske forhistorie grækerne tillagde dem. Det blev skrevet som parsis, farsis, fars eller partos alt efter epoke og kilder. Dette folk beherskede bjergområderne og erobrede under Xerxes slettelandet i Mesopotamien. Omkring år 550 f.v.t. nåede denne ekspansion Lilleasien i vest og Afghanistan i øst. I de efterfølgende par hundrede år blev grænserne presset videre ud til Grækenland, Egypten, Turkestan og Indien.
I slutningen af det 4. århundrede f.v.t. faldt hele dette udstrakte imperium i hænderne på Alexander af Makedonien, men hans efterfølgere var ikke i stand til at holde sammen på dets østlige dele (Se også Syrien). Efter indædt modstand lykkedes det atter perserne i det 2-3. århundrede e.v.t. at opnå selvstændighed, der under sasaniderne blev bevaret til det 7. århundrede - i evig konflikt med romere og byzantinere.
I 641 blev landet erobret af araberne (se Saudi Arabien), der indledte en islamisering af det, men som næsten ingen anden provins i det arabiske imperium bevarede landet sit særkende i form af sprog, kunst og skriftsprog. Da kalifatet i Baghdad blev ramt af pludselig krise, opnåede Persien stort set uafhængighed under Tahirs efterkommere. Han havde været den sidste arabiske vicekonge. Denne status fortsatte under skiftende persiske og tyrkiske dynastier. Trods den omskiftelige politiske situation fandt der en blomstrende udvikling sted indenfor kultur og videnskab. Den vigtigste eksponent for denne udvikling var poeten, matematikeren, filosoffen og astronomen Ummar al-Khayyam.
I 1258 indledtes en ny epoke i landets historie, da det blev invaderet af mongoler under Kublai Khans ledelse. Efter 3 århundreders mongolsk herredømme endte kampene mellem Timur Lenks efterkommere og osmannerne med at åbne et spillerum for perseren Ismail Shah. Under hans barnebarn, Abbas I (1557-1629) lykkedes det at forene landet, smide tyrkerne ud af landets vestlige del, portugiserne ud af den sydlige, hvor de havde besat Ormuz regionen samt erobre en del af Afghanistan. Det var også i denne periode, den shiitiske gren af islam blev dominerende - overfor sunnigrenen, der dominerede i resten af den arabiske verden. For en kort periode havde Iran hegemoniet over området fra Indien til Syrien. Men landet blev hurtigt konfronteret med den russiske ekspansion gennem Centralasien og englænderne der nærmede sig fra Golfen og Afghanistan.
1909 England og Rusland deler landet mellem sig
Irans strategiske betydning øgedes omkring år 1900, da der blev opdaget olie i landet. Det korrupte iranske enevælde, økonomiske problemer og stormagternes manipulering gav stødet til udviklingen af en stærk nationalistisk bevægelse, der var inspireret af de panislamiske og syriske intellektuelles ideer. Denne udvikling førte i 1907 til udarbejdelsen af en mere moderne forfatning, som havde et demokratisk og reformorienteret indhold.
I 1909 delte England og Rusland landet ind i økonomiske indflydelseszoner, hvilket bl.a. garanterede et engelsk selskab retten til udvindingen af olie. Under 1. verdenskrig besatte de to stormagter landet, og dette sammen med den udbredte korruption og statsapparatets ineffektivitet førte i 1921 til revolution, anført af journalisten Sayyid Tabatai og gardens kommandant, Reza Khan.
Reza blev i første omgang revolutionens krigsminister, for i 1923 at blive udnævnt til premierminister. To år senere afsatte Nationalforsamlingen Tabatai og Reza indtog tronen. Han ophævede alle de traktater, der gav udlændinge rettigheder i Iran, afskaffede påbuddet om, at kvinder skulle bære slør, reformerede uddannelses- og sundhedssystemet, underlagde al udenrigshandel et statsmonopol og fjernede de oliekoncessioner, der favoriserede englænderne.
Rezas forsøg på at udvikle en moderne, militær stærk og internationalt neutral stat stødte på stærk modstand fra de europæiske stormagter. Under den 2. verdenskrig insisterede han på at bevare landets neutralitet, og forbød i 1941 transport af allierede våben gennem Iran til Sovjet. I august invaderede begge stormagter landet. Hæren var slået måneden efter, shahen afsat og sendt i eksil. Han blev erstattet af sin søn, Mohammed Reza Pahlevi, der var uddannet i Europa og langt mere eftergivende overfor de udenlandske interesser. Under britisk-sovjettisk beskyttelse regerede han frem til krigens slutning.
1951 Mossadegh
I 1949 blev der udarbejdet en ny forfatning, der begrænsede de udenlandske kræfters indflydelse. De nationalistiske og progressive kræfter styrkede deres position i parlamentet og støttede premierministeren, Mohammed Mossadegh i hans plan om nationalisering af det udenlandske olieselskab, Anglo Iranian Oil Co. «Det er bedre at være uafhængig og årligt kun producere en enkelt ton olie, end at producere 32 millioner tons som slaver af England», udtalte Mossadegh. Denne politik udfordrede ikke kun de engelske interesser, men også USA, der frygtede den nationale bevægelse. De store olieselskaber indkøbte istedet olien fra Irans nabolande, Venezuela og USA, og organiserede en effektiv blokade af olieeksporten. Kun 40 skibe trodsede blokaden i 1951-53. Der var næppe tvivl om, at Mossadegh havde støtte fra den overvejende del af befolkningen, men han blev styrtet ved et militærkup i 1953, hvor det nordamerikanske efterretningsvæsen, CIA spillede en afgørende rolle. USA's indflydelse blev nu dominerende - både politisk, økonomisk og militært. Shahen blev udstyret med enevældig magt, og blev kontrolleret af USA. Samtidig indebar kuppet en landsomfattende udryddelse af nationalistiske- og venstrefløjsledere. Tusinder af iranere blev sendt i fængsel. Deriblandt Mossadegh der var shahens fange frem til sin død i 1967.
1953 CIA kup sætter shahen på tronen
Med USA i ryggen konsoliderede shahen sin magt. Al opposition blev undertrykt med de mest brutale midler af det hemmelige politi - SAVAK - der fra 1957 blev opbygget af CIA. I midten af 1960'erne anbefalede Bertrand Russel at anvende tyranniet i Iran som studieobjekt for, hvad «Vesten forstår med den frie verden». Shahen sigtede mod at gennemføre en omfattende modernisering af det iranske samfund financieret af olieindtægterne. Før landbrugsreformerne i 1960'erne ejede et lille antal godsejere over 70 % af den dyrkbare jord. Shahens reformer knækkede godsejeraristokratiet, men de nye selvejende bønder fik ingen muligheder for at dyrke jorden effektivt. Shahen satsede på udviklingen af store statsgodser, ofte i intimt samarbejde med de store vestlige landbrugsselskaber. Statsgodserne var baseret på import af avanceret vestlig teknologi. Men manglen på planlægning og på fagfolk - mange af de storstilede vandingsanlæg fungerede dårligt - hindrede en stigning i landbrugsproduktionen. Den omfattende import af udenlandsk teknologi var en belastning for betalingsbalancen.
Småbrugene forfaldt, fordi småbønderne ikke fik lån til at forbedre produktionen. Resultatet blev, at Iran som tidligere eksporterede korn, blev tvunget til at importere korn for flere milliarder dollars årligt. Endvidere førte flugten fra landdistrikterne til en voldsom tilstrømning til byernes slumkvarterer.
Shahens planer gik ud på, at gøre Iran til et mægtigt industriland inden år 2.000. Olieindtægterne blev mangedoblet efter oliekrisen i 1973, og skulle være fundamentet for denne udvikling. Men også på dette felt slog planerne fejl. Olieindtægterne rakte ikke til at financiere importen af den avancerede vestlige industri. Iran manglede fagfolk - halvdelen af befolkningen var fortsat analfabeter. Shahen søgte at omgå denne vanskelighed ved at engagere titusinder af udenlandske fagfolk. Transportnettet svigtede, og den stigende korruption førte til, at mange projekter aldrig blev gennemført. Arbejdsløsheden voksede. Importen af udenlandske færdigvarer knækkede de traditionelle handelsfolk og håndværkere.
Iran som regional stormagt
Samtidig var det shahens drøm var at gøre Iran til en regional stormagt i Mellemøsten. Omkring en tredjedel af statsbudgettet gik til oprustning. Militærudstyr for flere milliarder dollars blev indkøbt hvert år i 70'erne - især fra USA. Frem til 1978 købte landet våben for 18 milliarder dollar - fra USA. Endvidere blev ikke mindre end 11.025 iranske officerer uddannet i USA i perioden 1950-76. USA satsede stort på at gøre Iran til et vigtig støttepunkt i Vestasien.
Den økonomiske udvikling af landet kom imidlertid kun et lille mindretal til gode. Shahen selv var blevet en af verdens rigeste mænd, men størstedelen af befolkningen havde ikke fået sin levestandard forbedret. Den forcerede modernisering havde samtidig skabt voldsomme kulturelle og sociale konflikter. Regimet blev i 70'erne stadig mere afhængig af politiet og militærapparatet. I 1976 anslog Amnesty International antallet af politiske fanger til et sted mellem 25.000 og 100.000. Shahens stormagtsplaner og den hastige industrialisering havde gjort Iran mere og mere afhængigt af USA.
Oprøret mod shahen voksede fra begyndelsen af 1978 meget hurtigt. Hele dette år var oprøret baseret på fredelige demonstrationer og strejker. Med jævne mellemrum gik mange hundredetusinder på gaderne. Oprøret i Iran var på den måde enestående i moderne historie. Ikke blot ved den massive tilslutning og langvarigheden, men også ved at masser af fredelige demonstranter måned efter måned trodsede et mægtigt militærapparat og et hemmelig politi, der var berygtet for sin tortur og grusomhed.
1979 Exit Shah
Oppositionen mod shahen bestod af tre grupper. Den vigtigste var den religiøse opposition, der var domineret af den shiitiske leder, ayatolah Khomeini. Den anden gruppe var Den nationale Front - en politisk bevægelse der havde rødder tilbage til Mossadegh. Desuden fandtes der forskellige grupper på venstrefløjen, som det forbudte kommunistparti - Tudeh - og den marxistiske guerilla, fedayeen. De tre grupper blev bundet sammen af fordømmelsen af shahens politik og kravet om en selvstændig og neutral udenrigspolitik.
Men den stærkeste opposition var den religiøse. De religiøse ledere frygtede udviklingen af et moderne sekulært samfund, hvor islam ville få en langt mindre betydning, og udnyttede samtidig den udbredte utilfredshed med shahens politik i den fattige religiøse befolkning. Khomeini var i eksil i Paris, men fra sit hjem der, indspillede han prædikener der blev kopieret i tusindvis og spredt i Iran, hvor de havde en stærkt organiserende effekt.
Strejkerne og demonstrationerne tvang shahen i knæ, og han forlod landet i januar 1979. Umiddelbart før sin afrejse udnævnte han en ny regering, som blev ledet af et tidligere medlem af oppositionen, Bakhtiar. Men Bakhtiars regering blev ikke accepteret af oppositionen, som krævede dens afgang. Voldsomme demonstrationer der antog karakter af væbnet oprør samt manglen på støtte fra militæret, tvang Bakhtiars regering til at gå af den 10. februar 1979. Den islamiske revolution vakte håb mange steder i den islamiske verden, men også venstrefløjen var beruset over åbenheden og over at det var lykkedes at knuse USA's militære og økonomiske projekt i Vestasien.
Den nye premierminister Mehdi Bazargan fra den Nationale Front forsøgte at føre en forsoningspolitik mellem kravene fra de religiøse ledere med Khomeini i spidsen og venstrefløjen. Men han endte med at isolere sig selv fra både den revolutionære venstrefløj og de dybt konservative præster. Til denne udvikling bidrog også den «islamiske revolutionsgarde» og Khomeinis overvældende popularitet.
I begyndelsen af november 1979 besatte en gruppe studenter USA's ambassade i Teheran, tog ambassadens personale som gidsler og offentliggjorde de dokumenter der blev fundet på ambassaden. De viste, at CIA havde været dybt involveret i styringen af landets politiske liv. I April 1980 forsøgte USA militært at befri gidslerne, men redningsaktionen slog fuldstændig fejl, da flyene der skulle være blevet brugt blev ramt af sandstorm.
Den 17. juli døde shahen i sit eksil i Egypten, og kort tid efter blev der indledt forhandlinger om løsladelse af gidslerne, hvilken skete den 20. januar 81. Det viste sig siden, at republikanernes præsidentkandidat i USA, Ronald Reagan i efteråret 80 havde indgået en aftale med iranerne om forhaling af frigivelsen af gidslerne. Gidselsituationen var afgørende for Reagans sejr i præsidentvalget i november.
I september 1980 angreb Iraq Iran og kastede de to lande ud i en 8 år blodig krig. Iraq havde ventet hurtigt at erobre vigtige oliefelter fra Iran, der var militært svækket efter revolutionen i 79. Men præstestyret erklærede krigen for hellig og sendte hundredetusindvis af børn ned til 11-12 år i krig mod den veludrustede irakiske krigsmaskine. Især af denne grund blev krigen ufattelig blodig, og samtidig var ingen af parterne i stand til at få overtaget.
Begge lande mobiliserede kurderne i modpartens land i krigen. Iraq støttede de iranske kurdere og Iran de irakiske kurdere i kampen mod modstanderens regering. Men som under kampene i 70'erne blev kurderne taberne, da de to lande først havde indgået våbenhvile. Værst var dog hævnen over kurderne i Iraq.
Præstestyre
I 1981 kom det Islamiske Revolutionære Parti med 90% af befolkningen bag sig til fuldstændig at dominere statsapparatet. Ved et attentat mod partiets hovedkvarter den 30. august 81 døde 72 af dets ledere, deriblandt præsidenten Rajai og premierministeren Mohamed Bahonar. Ali Khamenei der indtil da havde været generalsekretær for partiet blev nu valgt til præsident.
Det iranske præstestyre indførte et teokratisk styre i Iran og indledte en periode med repression mod den gamle og nye opposition. Tusinder blev summarisk henrettet, titusinder sat i fængsler som politiske fanger og endnu flere sendt i eksil. Den demokratiske åbning, tiltro og begejstring der havde præget landet efter revolutionen i 79 blev knust. Et vigtig instrument i undertrykkelsen af venstrefløjen og den øvrige opposition blev den islamiske revolutionsgarde.
Trods krigen med nabolandet Iraq, voksede handelen, men Irans økonomi blev stadig mere afhængig af olien. De vigtigste samhandelspartnere var Vesttyskland fulgt af Japan, Schweiz, Sverige, Italien og de Arabiske Emirater.
Den 3. juni 1989 døde ayatolah Khomeini og 8 millioner iranere deltog i hans begravelse. Men trods vestlige forudsigelser førte patriarkens død ikke til instabilitet i det iranske styre. Regeringen udskrev valg, og den afgående præsident, Ali Sayed Khamenei blev af Folkeforsamlingen udnævnt til faghih - spirituel leder af nationen.
1988 Dødsdommen over Salman Rushdie
Ved valget i august vandt parlamentspræsidenten Ali Akbar Hashemi Rafsandjani en knusende sejr og blev landets præsident. Dette embede havde tidligere overvejende haft en cerimoniel status, men fik med den nye forfatning mere omfattende magtbeføjelser. Irans internationale anseelse havde lidt et alvorligt tilbageslag, da Khomeini i 1988 dødsdømte den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie for offentliggørelsen af bogen «De sataniske vers». Det fatwa Khomeini havde udstedt mod Rushdie gjorde det til enhver muslims pligt, at slå kætteren ihjel. Rushdie blev derfor tvunget til at gå under jorden.
I 1990 fordømte Iran Iraqs invasion af Kuwait og drog fordel af den internationale situation til at forhandle en fordelagtig løsning på grænsestriden med nabolandet. Iraq tilbageleverede de 2.600 km2 landet havde stået med, da krigen endte i 88 mod en udveksling af krigsfanger, og de to lande delte overherredømmet over Shatt-al Arab strædet. Iran erklærede sig til gengæld neutral i den efterfølgende krig, som en USA ledet alliance i januar 91 indledte mod Iraq - Golfkrigen.
Rafsanjani blev genvalgt til præsident, hvilket var en styrkelse af den fløj af præstestyret, der blev anset for at være mest pro-vestlig. Ifølge forfatningen var magten i Iran delt mellem de religiøse og statslige autoriteter. Ali Khamenei blev lige som Khomeini udnævnt til øverste leder, men han fik ikke titlen af Stor-Ayatolah. Denne tilfaldt den aldrende ayatolah Araki.
De mest fjendtlige sektorer overfor vesten bevarede deres privilegier, men uden at være i stand til at samle to-tredjedele af stemmerne i Majlis - parlamentet der var nødvendige for at ændre præsidentens dekreter. Samtidig blev den islamiske Revolutionsgarde indlemmet i militæret, hvilket fratog disse sektorer et vigtigt pressionsmiddel.
Irans neutralitet under Golfkrigen havde til formål at skaffe landet fordele overfor Baghdad, men samtidig at gøre Iran stuerent i den diplomatiske verden. Efter de diplomatiske forbindelser i 1990 var blevet genoptaget med Storbritannien, blev de i marts 91 også genoptaget med Saudi Arabien - mens krigen fortsat rasede. Tilnærmelsen til Vesten og afvisningen af at støtte Iraq overfor USA's offensiv forværrede imidlertid relationerne til andre muslimske grupper i regionen. Da Iran ved krigens slutning samtidig afviste at støtte det shiitiske oprør i Sydirak, medførte det stor desillusion blandt de grupper, der i Teheran havde set et centrum for shiitisk ekspansion.
1990 Begyndende åbning overfor Vesten
I 1990 blev der vedtaget en femårsplan, der havde til formål at organisere det økonomiske liv og sprede indtægtskilderne for udenlandsk valuta. Men trods den politiske og økonomiske åbning udeblev investeringerne. De udenlandske investorer stolede ikke på præstestyret. Samme år kom der oplysninger frem om, at betalingerne på udlandsgælden slugte 12% af BNP.
Normaliseringen af relationerne mellem Iran og Vesten blev også hindret af den vold som grupper knyttet til Teheran tog i anvendelse. I april 1991 blev Shapur Bakhtiars sekretær dræbt. Han havde været premierminister under Shah Reza Palevi. En måned senere gik Bakhtiar selv samme vej.
Da Sovjetunionen i 1991-92 faldt endeligt fra hinanden, blev der åbnet en stor ny indflydelsessfære for Teheran. Allerede i 91 begyndte Teheran at åbne ambassader i de kaukasiske og centralasiatiske muslimske republikker. Samtidig blev der indgået handels- og kulturelle aftaler og åbnet nye kanaler for relationer med nabolandene.
Et vigtigt skridt i Irans tilnærmelse til Vesten var frigivelsen af et dusin gidsler, der havde været i pro-iranske styrkers varetægt i Libanon. Forhandlingerne om frigivelse strakte sig gennem hele 1991. Alligevel erklærede højtstående officerer i den over 2.000 mand store Revolutionsgarde som Iran havde sendt til Libanon for at organisere Hizbolah - guds parti - at Iran ikke ville trække sig tilbage fra kampen mod regionens største fjende: USA.
I begyndelsen af 92 erklærede Rafsandjani regeringen, at den ville privatisere nogle af de store virksomheder, der var blevet nationaliseret efter revolutionen i 79. Initiativet var led i en mere sammenhængende politik for at trække investeringer til landet fra udlændinge, eller iranere der opholdt sig udenfor landet.
Ved parlamentsvalget den 10. april 1992 vandt de «moderate» der støttede præsident Rafsandjani en klar sejr over de mere «radikale» fundamentalister. I juli indledte landets åndelige leder, Khamenei en kampagne for at «fjerne den vestlige indflydelse». Han bragte sig dermed på kollisionskurs overfor præsident Rafsandjanis mere moderate vision om islamisme, og det endte med, at præsidenten truede med at trække sig tilbage. Alligevel blev Rafsandjani i juni 93 genvalgt med 63% af stemmerne. Den omfattende boykot af valget på 41% ud af landets 29 millioner vælgere blev fortolket som et udtryk for utilfredshed med korruptionen i den øverste ledelse.
I en situation præget af stærke spændinger mellem de forskellige tendenser i ledelsen slap Rafsandjani i februar 94 uskadt fra et attentatforsøg, der blev gennemført i Teheran under festligholdelsen af 15 årsdagen for den islamiske revolution. Samtidig forværredes forholdet til Saudi Arabien pga. uoverensstemmelser om den årlige pilgrimsfærd til Mekka - Islams hellige by der ligger i Saudi Arabien. Striden afslørede den fortsatte kamp mellem de to lande om lederskabet for verdens muslimer.
På det økonomiske område udeblev de forventede resultater. Indtægterne fra salget af olie i perioden marts 94 til marts 95 var 10,5 milliarder dollars, mens salget det foregående år havde indbragt 17,7 milliarder. De reducerede indtægter tvang bl.a. regeringen til at fjerne subsidierne på 23 importerede produkter - især fødevarer og medicin. Konsekvensen var at priserne på produkterne steg. Det følgende år udgjorde olieindtægterne 15 milliarder dollars - mindre end forudset og stadig mindre end to år tidligere. Inflationen og tabet af købekraft førte til stigende utilfredshed i en stor del af befolkningen.
I juli 96 skærpede USA atter sanktionerne mod Iran, og gjorde dets regering ansvarlig for terroraktioner. Skærpelsen udløste international modstand. Samtidig nåede arbejdsløsheden i Iran op på 10% af den økonomisk aktive befolkning.
1997 Et lille ryk mod vest
Ved valget den 23. maj 1997 stemte 90% af de stemmeberettigede. Mohammad Khatami der blev anset for den mest vestligt orienterede vandt valget med 69% af stemmerne. En ny regering trådte til i august, og Khatami annoncerede en større åbenhed overfor vesten. Den juridiske beslutning om at beslaglægge den indflydelsesrige ayatolah Hussein Ali Montazeris midler var bevis på skærpede magtkamp indenfor præstestyret. Montazeris støttede den nye præsident og var kritiker af landet åndelige leder, Khamenei. I en række iranske byer blev der gennemført støttedemonstrationer til fordel for Khamenei, og denne blev bekræftet på sin post. Montazeris havde kritiseret den åndelige leder for at opretholde et magtapparat parallelt med regeringen og gribe ind i statslige anliggender.
På den islamiske konferences topmøde i Teheran i december 1997 blev Israel kritiseret for sin «ekspansive politik». Konferencens deklaration fordømte også «terrorisme». Dette blev vurderet som en støtte til Khatami i kampen om magten i Iran.
På kvindernes internationale kampdag, 8. marts 1998, kritiserede den iranske vicepræsident Masoume Ebtekar kvindeundertrykkelsen i Afghanistan under det islamiske taliban styre. Til forskel fra udviklingen i de konservative muslimske lande har de iranske kvinder stemmeret og besætter stadig flere ansvarsfulde stillinger.
I november begyndte en bølge af mord rettet mod dissident forfattere og politikere. En officiel undersøgelse afslørede, at ansatte i Efterretningsministeriet var involverede i drabene. Dette skærpede kampen om magten mellem reformister og tilhængere af den hårde linie. I februar 1999 fik det præsident Khatami til at foreslå statsadvokat Ali Yunesi indsat som ny efterretningsminister.
Efter 6 dages studenterdemonstrationer i juli 1999 til fordel for genåbningen af et lukket dagblad og større liberaliseringer, samlede de ortodokse sektorer flere hundrede tusinde demonstranter til støtte for mullaherne og de «revolutionære værdier». Alí Khamenei sendte en hilsen til demonstrationen, hvor han anbefalede de hårdeste sanktioner mod oppositionen. Den religiøse leder og talsmand for parlamentet, Hasan Rowhani erklærede, at de arresterede deltagere i studenterdemonstrationerne burde idømmes dødsstraf. Samtidig erklærede de ortodokse sektorer, at USA stod bag urolighederne.
Nogle dage senere gennemførte præsident Khatami en rejse gennem provinsen som modoffensiv mod de ortodokse. Han benyttede flere gange lejligheden til at erklære, at han ville holde sit løfte fra valgkampen om at forsvare de civile rettigheder, trods angreb fra de religiøse ledere der anklagede ham for at have udløst de værste uroligheder siden begyndelsen af den islamiske revolution i 1979.
Parlamentsvalget i februar 2000 var en stor sejr for reformfløjen ledet af Khatami, der erobrede 226 af parlamentets 290 pladser. I marts trykte dagbladet Hammihan USA's flag, hvilket var første gang siden revolutionen i 1979. Selv om der ikke eksisterer nogen specifik lov, der forbyder offentliggørelsen af netop dette flag, blev Hammihans handling alligevel opfattet som brud på et tabu.
Efter to års forhandlinger undertegnede Iran og Saudi Arabien i april 2001 en aftale, der regulerer patruljeringen af den fælles grænse samarbejdet mellem begge landes politi. Teherán og Riyadh blev desuden enige om at bekæmpe terrorismen, narkohandelen og den organiserede kriminalitet.
En måned senere ændredes navnet på gaden Jaled Eslamboli til «Intifadaens martyrer», og den vigtigste hindring for fuld genoptagelse af de diplomatiske relationer med Egypten var dermed fjernet. Gaden havde indtil da hyldet mordet på den egyptiske præsident Anwar Sadat - der havde indgået fred med Israel - og det havde været en kilde til gnidninger mellem de to lande. Den første kontakt mellem de to landes statsledere fandt sted i juni 2000, da den egyptiske præsident Hosni Mubarak ringede til Khatami for at lykønske ham med beslutningen om at indgå i de ikke-udviklede landes alliance.
Valgdeltagelsen ved præsidentvalget i juni var lav (67%), men Khatami blev genvalgt med 77% af stemmerne. Han besejrede 9 rivaler hvoraf de 8 var anti-reformister. Regeringen havde i de foregående år været i stand til at reducere landets afhængighed af olieindtægterne, og samtidig reducere inflationen, der i april var 12,6% - det laveste de seneste 10 år. Alligevel var en række sektorer utilfredse med den økonomiske udvikling. Den lave valgdeltagelse blev primært forklaret med den stigende fattigdom, mellemlagenes økonomiske problemer, og præsidentens manglende evne til at holde de radikale i skak, der fortsat kontrollerede det stærke efterretningsvæsen og retsvæsenet.
Både reformister og radikale gik på gaden i protest i januar 2002, da USA's præsident, George W. Bush betegnede Iran, Iraq og Nordkorea som ondskabens akse der støtter terrorismen og søger at tilegne sig masseødelæggelsesvåben. På sit første besøg udenlands efter Bush' beskyldninger - i Wien i marts - erklærede Khatami, at intet land havde ret til at karakterisere et andet som ondsindet. Tvært imod burde alle lande arbejde sammen for at bekæmpe «verdens virkelige ondskab»: fattigdommen, uretfærdigheden, terrorismen og volden.
Året efter invaderede USA Iraq, hvilket udløste en stærk reaktion fra den iranske regering, der erklærede, at Bush administrationen kunne være sikker på en voldelig fremtid, hvis den ikke forlod regionen: «USA vil løbe ind i alvorlige problemer, hvis det beslutter sig for at forlænge sin tilstedeværelse i Iraq», spåede ayatollah Alí Khamenei.
Iran fik andre problemer i løbet af 2003. I september blev Irans bygning af en atomreaktor kritiseret i flere internationale organer og førte til bekymring i flere vestlige lande - især i USA. Efter komplicerede diplomatiske forhandlinger gik Iran med til, at IAEA's inspektører kunne bese de iranske anlæg. De konkluderede, at det iranske atomprogram ikke havde militære mål, og dette punkterede USA's anklager.
Valget af dommeren Shirin Ebadi som modtager af Nobels Fredspris samme år var en anden kilde til utilfredshed blandt de mest konservative kredse i Iran. Udnævnelsen blev dels tolket som en støtte til præsident Khatami overfor dennes kamp mod den konservative Khamanei, dels som støtte til et land der af USA var udpeget som en del af «ondskabens akse».
I november 2003 afbrød Iran de kulturelle og handelsmæssige relationer med Argentina efter at den tidligere iranske ambassadør i landet, Hadi Soleimanpour, var blevet arresteret i London. Arrestationen fandt sted på begæring af det argentinske retsvæsen, der mistænkte Soleimanpour for at være indblandet i attentatet mod den jødiske institution AMIA i Buenos Aires i 1994. De to lande nærmede sig atter hinanden, da ex-ambassadøren blev løsladt pga. manglende beviser.
I februar 2004 rammes byen Bam af et voldsomt jordskælv, der koster omkring 40.000 mennesker livet. Selv USA sender bistand til jordskælvsområdet efter ellers at have afbrudt alle relationer i 25 år.
Efter at Vogternes Råd har udelukket ca. 2500 reformvenlige kandidater fra deltagelse i det iranske parlamentsvalg i februar, opfordrer den reformvenlige opposition til boykot af valget. Valget vindes af de konservative kræfter - der er de eneste der har fået lov til at stille op. 50% boykotter valget - samme boykotprocent som i USA. Valgresultatet fører til protester, og 10 personer dør efterfølgende i sammenstød med sikkerhedsstyrkerne.
I januar 2005 tillader Iran en IAEA inspektion af en militærbase i Parchín, som USA påstår indgår i landets atomprogram. Teheran afviser påstanden og fastholder, at atomprogrammet alene har fredelige formål.
Som led i en kampagne mod udenlandsk kulturel indflydelse, tager parlamentet de første skridt til at hindre reklamer for importerede produkter.
I april stemmer parlamentet for en liberalisering af abortlovgivningen. Et svangerskab kan afbrydes indenfor de første 4 måneder, hvis der er fysiske eller mentale problemer forbundet med svangerskabet. Begge forældre skal give tilladelse til afbrydelsen, og 3 læger skal bekræfte at fostret vil være handicappet. Loven skal godkendes af vogternes råd. Indtil lovændringen har abort kun været tilladt, hvis moderens liv var i fare.
I juni 2005 vandt Teherans borgmester, den 48 årige og ultrakonservative Mahmoud Ahmadinejad præsidentvalget over ayatollah Hashemi Rafsanjani, der ellers stod nær Homeini under den islamiske revolutions første år. Rafsanjani var tippet som sejrherre, blev betegnet som moderat og stod for en tilnærmelse til Vesten. Ahmadinejad fik 61,8% af stemmerne og opfordrede efter sejren befolkningen til at lægge meningsforskellene til side og «skabe en stærk, avanceret og eksemplarisk islamisk nation». Han erklærede samtidig, at Iran havde «latterliggjort» USA med sit «demokratiske valg».
Ahmadinejad blev øjeblikkelig lagt for had i Vesten, og det var baggrunden for at Iran i august meddelte at det genoptog sit atomoparbejdningsprogram. Fabrikken i Isfahan der var lukket og plomberet af IAEA blev genåbnet og det samme skete i december med anlægget i Natanz. Irans officielle begrundelse var ønsket om selv at kunne oparbejde uran til brug i de civile atomkraftværker. Påstanden fra Vesten var, at Iran ønsker at erhverve sig atomvåben. De eneste atommagter i Mellemøsten er i dag USA og dets allierede, Israel. Natanz begyndte produktionen af uran i februar 2006, og IAEA tog derfor skridt til at indbringe Iran for FN's Sikkerhedsråd.
USA måtte imidlertid i foråret 2006 opgive at få vedtaget sanktioner mod Iran i FN's Sikkerhedsråd, efter at specielt Rusland og Kina modsatte sig sanktioner. Supermagten arbejdede i stedet videre med planer om militære angreb på Iran, og Israel har tilsvarende militære angrebsplaner. Mens Iran ikke har angrebet sine nabolande, har Israel angrebet alle sine nabolande og bombede i 1983 en irakisk atomforsøgsreaktor udenfor Baghdad. USA har ligeledes foretaget besættelser i Centralasien og har omringet Iran med militærbaser. Krigstruslerne udløste i foråret 2006 nye prisstigninger på olie på verdensmarkedet. En krig vil standse Irans olieeksport på 5 mio. tønder dagligt og vil føre til alvorlig oliemangel. Iran har desuden truet med at blokkere Shat-al-Arab strædet, hvor en stor del af den europæiske olieforsyning passerer igennem. På samme måde som kolonimagterne frem til midten af det 20. århundrede kontrollerede olieproduktionen i Mellemøsten, ønsker USA at genvinde denne kontrol over olien i det 21. århundrede.
Israel indledte i juni 2006 krig mod Libanon. Især for at udslette den iransk støttede Hizbollah milits, for der igennem at sende et budskab til Iran om at indstille sin støtte til militante grupper i regionen, og indstille sit atomprogram. Israel led imidlertid nederlag efter 1½ måneds krig, hvor Israel dræbte 1200 civile libanesere.
I juli 2007 døde den fremtrædende shiitiske religiøse leder, Ayatollah Ali Akbar Faiz Meshkini - det mest fremtrædende medlem af komiteen der vælger landets religiøse overhoved og bastion for præsident Ahmadinejad. Dødsfaldet udløste politisk strid mellem præsidentens konservative politiske og religiøse støtter og strømninger der lå længere fra Ahmadinejad.
Ahmadinejad gentog i januar 2008, at Iran vil fortsætter sin fredelige udnyttelse af atomenergi, og pegede på 16 fredelige anvendelser. Året senere gentog han, at Iran ikke har planer om udvikling af atomvåben. Uanset præsidentens udtalelser er det imidlertid hans embede der er ansvarlig for landets atomprogram. Det styres af landets Øverste Nationale Sikkerhedsråd, der er underlagt den åndelige leder, Ali Khamenei. Khamenei udsendte i 2005 en generel fatwa (forbud) mod atomvåben.
I foråret 2008 offentliggjorde USA's forsvarsministerium Pentagon en rapport der baseret på militære efterretninger dementerede præsident Bush' påstand gennem 2½ år om, at Iran var igang med at udvikle atomvåben. «Det er ikke formålet» konkluderede Pentagon. Fakta hindrede imidlertid ikke Bush at fortsætte og optrappe krigsretorikken overfor styret i Teheran, og i august samlede USA en flådestyrke bestående af 10 hangarskibe i det indiske ocean. Den største styrke siden angrebet på Iraq i 2003.
2009 Genvalg af Ahmadinejad
Ahmadinejad blev i juni 2009 genvalgt til en 2. periode som præsident med 62,6% af stemmerne. Hans modkandidat, den ligeldes konservative Mir-Hossein Mousavi til 33,8% af stemmerne. Valget udløste de mest omfattende protester i Tehran og andre større byer siden revolutionen i 1979. Demonstrationerne fortsatte i flere måneder efter valget, og tog til i styrke efter Vogternes Råd i slutningen af juni anerkendte Ahmadinejads valgsejr. Regeringen og de statslige militser slog hårdt ned på demonstranterne, der blev arresteret, tortureret eller slået ihjel. Regeringen indrømmede efterfølgende, at 36 var blevet dræbt. Oppositionen talte om det dobbelte antal.
Twitter og mobiltelefoner blev vigtige instrumenter i organiseringen af protesterne, og regeringen endte med i perioder at lukke de forskellige net, blokkere for internet og satellit TV.
Mens de vestlige medier sjældent rapporterer om protester i de palæstinensiske områder mod den israelske besættelse, og besættelsesstyrkernes voldelige fremfærd, var der fuld fokus på protesterne i Iran. Den vestlige verden støtter Israel uanset dets krigsforbrydelser og overgreb på den palæstinensiske befolkning, mens Iran lægges for had. Begge stater har imidlertid det tilfælles, at de er religiøst fundamentalistiske.
2010 Nye FN sanktioner
Israel har en egen interesse i at aflede verdens interesse fra dets krigsforbrydelser i Libanon i 2006 og Gaza i 2008/09, og fortsatte folkeretstridige besættelse af Palæstina. Siden 2007 har landet derfor arbejdet på at dreje verdens fokus mod Iran, som den alvorligste trussel i Mellemøsten. Frem til 2010 modsatte Rusland og Kina sig dog USA's forsøg på at få gennemført skrappere sanktioner i FN's Sikkerhedsråd, men i juni 2010 lykkedes det USA at få også disse to stater med. FN's Sikkerhedsråd vedtog stramning af sanktionerne mod Iran. Tyrkiet og Brasilien stemte imod, mens Libanon undlod at stemme. Baggrunden for Tyrkiets og Brasiliens modstand var, at netop disse to lande havde været med til at få en aftale i stand, der sikrede at iransk uran blev sendt ud af landet til oparbejdning. Dette ville garantere, at Iran ikke selv ville kunne udvinde våben uran eller -plutonium.
Hverken USA eller Israel er imidlertid interesseret i en forhandlingsløsning på atomkonflikten. Begge lande og specielt Israel er mere interesseret i krig. Allerede 10 dage inden Sikkerhedsrådsresolutionen sendte Israel 3 atomundervandsbåde til Hormuz strædet som led i sine krigsforberedelser. Det meddelte samtidig, at det fra sine undervandsbåde ville kunne ramme ethvert mål i Iran med krydsermissiler.
For de fleste af verdens lande - inklusiv Tyrkiet og Brasilien der stemte imod i Sikkerhedsrådet - var sanktionerne uforståelige. Allerede i september 2006 erklærede de Alliancefri Lande på deres topmøde i Cuba deres støtte til det iranske atomprogram, og denne støtte blev gentaget i juli 2008, hvor gruppen af 118 lande udtrykte tilfredshed med samarbejdet mellem IAEA og Iran.
Mens Iran ikke har atomvåben, har Israel over 100 atombomber. Mens Iran ikke angriber sine nabolande, angriber Israel regelmæssigt sine nabolande. Mens Iran har underskrevet ikke-spredningsaftalen og derfor inspiceres regelmæssigt af IAEA, har Israel ikke underskrevet ikke-spredningsaftalen og tillader ikke IAEA inspektion af sine atomanlæg.
Sanktionerne vil sandsynligvis få en ret begrænset betydning på Irans økonomi. Landets to vigtigste handelspartnere er Iraq og Kina, og sanktionerne vil næppe berøre disse handelsrelationer. Sanktionerne er rettet mod Revolutionsgarden og importen af våbenteknologi. Sanktionernes vigtigste element er det politiske. De skal gøde jorden for fremtidige israelske/nordamerikanske militære angreb på Iran. Disse to lande er i dag de eneste, der har atomvåben i Mellemøsten, og udgør en trussel mod resten af landene i regionen.
I marts 2011 udpegede FN's Menneskerettighedsråd en Special Rapporteur til undersøgelse af menneskerettighedssituationen i Iran. Han fik imidlertid ikke indrejsetilladelse til Iran - ligesom rådets rapportør for Israel ikke får indrejsetilladelse dertil.
I april 2011 fjernede Ahmadinejad efterretningsminister Heydar Moslehi fra posten. Få timer senere blev han imidlertid genindsat på posten af Ali Khamenei. De følgende uger var præget af intens propaganda fra landets mest konservative religiøse elite mod præsidenten, og først i starten af maj bøjede Ahmadinejad sig for presset. Begivenhederne udstillede det til tider turbulente politiske forhold mellem landets åndelige leder og præsidenten.
Efter erobringen af Libyen i oktober 2011 optrappede Storbritannien og USA krigsretorikken mod Iran. Storbritannien udviste flere iranske diplomater. Dette skridt blev fulgt af iransk storm på den britiske ambassede i Tehran, hvorefter Storbritannien udviste alle iranske diplomater. Israel der gennem flere år har planlagt angreb på Iran meddelte i december, at det havde oprettet en ny militær terrororganisation - «Depth Corps» - der blandt andet skal gennemføre terroraktioner i Iran. I 2010 stod Israel og USA bag udviklingen af en avanceret computervirus, Stuxnet, der ødelagde et stort antal uran-centrifuger i de iranske atomoparbejdningsanlæg.
I november offentliggjorde IAEA en stærk kritisk rapport om det iranske atomprogram og anklagede Iran for at udvikle atomvåben. Kritikere pegede på, at der var sket en drastisk ændring i IAEA's holdning til Iran. USA havde ikke været i stand til at presse IAEA's tidligere generalseretær, Mohamed El-Baradei til at lave rapporter, der tjente supermagtens interesse, men i december 2009 blev Baradei udskiftet med japaneren Yukiya Amano. I november 2010 afslørede det britiske dagblad The Guardian telegrammer fra USA's ambassade i Wien. Telegrammet var blevet opsnappet af Wikileaks. Telegrammet fra ambassaden til Washington berettede om et møde mellem den nye IAEA generalsekretær og en nordamerikansk ambassadør. Under mødet erklærer generalsekretæren, at han «100% er på det amerikanske hold i alle strategiske spørgsmål, fra ansættelsen af højtstående personer til håndteringen af Irans påståede atomprogram». (Nuclear Wikileaks: Cables show cosy US relationship with IAEA chief, Guardian 30/11 2010). IAEA rapporten blev derfor af de fleste iagtagere betragtet som rent bestillingsarbejde fra USA's side.
I januar 2012 optrappede USA yderligere krigsretorikken, da det ensidigt vedtog nye sanktioner mod Iran, og disse blev få dage senere fulgt af en EU beslutning om at indstille køb af iransk olie. Iran fornyede sine trusler om i tilfælde af militært angreb at ville lukke det smalle Hormuz stræde, hvor igennem en stor del af olien fra den arabiske halvø transporteres.
USA's, EU's og Israels formål med det stigende pres på Iran er at få erstattet præstestyret med et pro-vestligt diktatur - som de pro-vestlige diktaturer på den arabiske halvø. En tilsvarende proces er i gang i Syrien, hvor de samme stater ønsker et pro-vestligt diktatur indsat. For USA er perspektivet desuden en militær omringning af Kina, der fra starten af det 21. århundrede har udviklet sig til at være den største geopolitiske trussel mod supermagten. Lykkes manøvren vil USA have en ubrudt række af lande fra Tyrkiet i vest til Indien i øst, der kan bruges i supermagtens spil overfor Kina.
For yderligere at skærpe krisen henrettede den israelske terrororganisation Mossad den 11. januar 2012 den iranske 32 årige kemiker Mostafa Ahmadi Roshan, ved at lade sine agenter placere en magnetbombe på Roshans bil i Tehran. Roshan arbejdede på uranoparbejdningsanlægget i Natanz. Terrorhandling kom mindre end 24 timer efter at den israelske hærchef Benny Gantz havde truet Iran med terror. Gantz erklærede overfor en israelsk parlamentarisk komite: «I forhold til Iran er 2012 et kritisk år pga. landets fortsatte nuklearisering, interne ændringer i det iranske lederskab, fortsat stigende pres fra det internationale samfund, og unaturlige hændelser der vil ramme landet».
Mossad har en længere historie for tilsvarende terrroraktioner i Iran:
- I januar 2010 blev partikelfysikeren Masoud Alimohammadi dræbt på vej til arbejde, da agenter på motorcykel placerede en magnetbombe på hans bil i det nordlige Tehran. En henrettelse af samme slags som henrettelsen af Roshan.
- I november 2010 myrdes atomfysikeren Majid Shahriari af en tilsvarende bilbombe i det nordlige Tehran. Atomfysikeren Fereydoun Abbasi-Davani der arbejder for det iranske forsvarsministerium såres under et tilsvarende mordforsøg, men overlever.
- Videnskabsmanden Darioush Rezaeinejad henrettes af skud i det østlige Tehran.
Den israelske militære terrororganisation «Depth Corps» menes at stå bag større terrorhandlinger i Iran:
- I november 2011 dør en kommandør i den iranske revolutionsgarde og 16 andre i eksplosion i et ammunitionsdepot nær Tehran. Iranerne kalder det selv eksplosionen for et «uheld», men de fleste anser Israel for at stå bag.
- To uger senere rammes et atomoparbejdningsanlæg udenfor Isfahan af en mystisk eksplosion.
- Yderligere 2 uger senere rammes et stålværk knyttet til atomprogrammet i Yasd af en eksplosion, der dræber 7 arbejdere.
Israel har erkendt, at selv om det gennemfører et åbent militært angreb på Iran vil det ikke kunne sætte landets atomprogram 100% ud af spillet og benytter derfor terror til at ramme udvalgte dele og i håbet om at skærpe situationen så bl.a. USA og Storbritannien kan inddrages i en krig mod Iran.
I december 2011 bragte Irans militær en nordamerikansk drone til landing. USA startede med at hævde, at den var styrtet ned, men iranerne kunne fremvise en hel og uskadt drone. USA havde sendt den på spionagetogt over Iran. Iran kopierede teknologien og kunne et par år senere fremvise sine egne droner.
I februar 2012 gennemførtes et bombeattentat mod en israelsk diplomatbil i New Delhi, Indien. Hustruen til ambassadens militærattaché blev lettere såret. Samme dag opdagedes en bombe 200m fra Israels ambassade i Tblisi, Georgien, og dagen efter blev 4 kvæstet af bombemateriale der sprang for tidligt i Bangkok. Iagttagere pegede på Iran som den sandsynlige bagmand for attentaterne, selvom landet nægtede dette og fordømte dem som terroraktioner. Attentaterne blev regnet som hævn for de foregående års drab på iranske atomfysikere, som Israel mentes at stå bag. Attentaterne indikerede en yderligere optrapning i lavintensitetskrigen mellem de to lande.
FN udpegede i februar 2012 tidligere generalsekretær Kofi Annan som mægler i konflikten i Syrien. Annan fik 2 måneder senere etableret en skrøbelig form for våbenhvile i landet, og forsøgte efterfølgende at inddrage konfliktens parter og Syriens nabolande - herunder Iran - i en løsning af konflikten. Dette blev bifaldet af Iran, men modarbejdet af Vesten. Konflikten fortsatte uændret og Annan trak sig som mægler.
Præsident Ahmadinejad blev svækket i løbet af første halvår 2012. Han lå i konflikt med det religiøse overhovede Khamenei, og denne var stærkest. Ved parlamentsvalget i marts og maj var 3/4 af de valgte støtter til Khamenei, men Ahmadinejad kun havde støtte af 1/4. I marts blev han som den første iranske præsident nogensinde indkaldt for at forklare sin politik. Vigtigere end denne konflikt var dog landets stadig dybere økonomiske krise og konflikt med Vesten over landets atomprogram. Krisen skyldtes i vid udstrækning de vestlige sanktioner, der især ramte landets mellemlag. I efteråret igangsatte parlamentet sin egen undersøgelse af «præsidentens katastrofale økonomiske polititk», men det blev alligevel for meget for Khamenei, der mente det kunne skade landets omdømme. I november standsede han derfor undersøgelsen.
Den iranske befrielsesbevægelse, MEK blev i september 2012 fjernet fra USA's terrorliste. Bevægelsen var allerede tidligere blevet fjernet fra EU's. Beslutningen understregede endnu engang, at karakteristikken af befrielsesbevægelser intet har med deres aktiviteter (vold) at gøre, men alene med politik. MEK blev fjernet fra EU's terrorliste, fordi konservative europæiske partier ønskede at have en politisk-militær organisationer der bekæmpede Iran. I USA's tilfælde skulle der dog mere til. Dokumenter afslørede, at MEK brugte flere millioner US$ på at bestikke medlemmer af kongressen og på at betale nordamerikanske lobbyorganisationer.
Præsidentvalget i juni 2013 blev vundet af Hassan Rouhani, der fik 50,9% af stemmerne allerede i første runde. Næstflest stemmer fik Mohammad Bagher Ghalibaf med 16,5%. Rouhani blev indsat på posten i august. Ved sin indsættelse erklærede han, at han agtede at «rekalibrere» forholdet til Vesten. Det stod ham klart at der måtte indgåes aftaler og kompromisser, hvis landets dybe økonomiske problemer skulle løses. Og han viste sig hurtigt at have langt større diplomatisk tæft end sine vestlige modstykker. I september talte han ved FN's generalforsamling i New York og åbnede her op for at Iran var meget interesseret i en forhandlingsløsning. Der blev spekuleret i et direkte møde mellem ham og USA's Barack Obama, men det turde Obama alligevel ikke. I stedet ringede Rouhani på vej tilbage til Iran til Obama for at bryde dødvandet. Der var tale om den første kontakt mellem de to landet på præsidentniveau siden den iranske revolution i 1979. Tøbruddet løb imidlertid ind i to forhindringer. Den ene var konservative kræfter i Tehran, der ikke var interesseret i forhandlinger og aftaler. Generalmajor i Revolutionsgarden Mohammad Jafari erklærede i december at «landets administrative system desværre var under indflydelse af vestlige doktriner», og at det var nødvendigt at ændre denne situation. Langt den største forhindring var dog de dybt reaktionære magthavere i Washington og Tel Aviv. For dem var de vestlige sanktioner ikke et middel til at standse Irans påståede atomprogram, men et middel til at bringe det iranske præstestyre til fald, eller i det mindste udsulte det. Uanset iranske indrømmelser kunne lettelse af sanktionerne derfor ikke komme på tale. De vestlige sanktioner fortsatte derfor, og de reaktionære kræfter i USA strammede dem yderligere i 2014. Der var ingen plads til Rouhanis diplomati.
Rouhani løslod i september - måneden efter sin indsættelse - 11 politiske fanger.
Israel fortsatte sin voldelige destabilisering af Iran. I november 2013 blev Irans viceminister for industri, Safdar Rahmatabadi dræbt i sin bil i Tehran.
Trods sin voldeligre modstand lykkedes det dog ikke Israel at bremse normaliseringsprocessen mellem Vesten og Iran. Israels allierede i Washington, udenrigsminister Hillary Clinton blev fjernet fra posten i januar 2013 og erstattet med John Kerry. Med drejningen af Irans udenrigspolitik tog den diplomatiske proces fart fra slutningen af 2013. I november indgik Iran, Vesten og Rusland en foreløbig aftale i Geneve (Joint Plan of Action), der for Irans vedkommende indebar at landet skulle fryse udviklingen af sit atomprogram.
I efteråret 2014 satte Saudi Arabien sin olieproduktion i vejret efter aftale med USA. Konsekvensen var, at olieprisen blev mere end halveret. For Saudi Arabien var formålet af bringe Iran i endnu dybere økonomisk krise. Iran var Saudi Arabiens værste fjende. For USA var formålet desuden at kvæle Ruslands og Venezuelas økonomier.
Den halverede oliepris (og sanktionerne mod Iran) forværrede den iranske økonomiske krise. Det styrkede Rouhanis position overfor konservative indenfor især Revolutionsgarden og de diplomatiske forhandlinger mellem Iran og Vesten fortsatte derfor gennem 2014. Kort før der i april 2015 blev indgået en vigtig aftale om atomprogrammet og ophævelse af de vestlige sanktioner, besøgte Israels premierminister Netanyahu i marts 2015 Washington, hvor han inviteret af det republikanske flertal i kongressen forsøgte at spænde ben for processen. Besøget var diplomatisk uhørt. Normalt vil en premierminister blive inviteret af regeringen før han aflægger et statsbesøg. I dette tilfælde blev han inviteret af oppositionen. Obama regeringen nægtede at mødes med ham under hans besøg, og det fik ingen betydning for forhandlingerne i Lausanne i Schweiz, der i april endte med en første aftale og i juli med en slutaftale om sanktioner og atomprogram. Som led i aftalen skulle Iran reducere antallet af centrifuger til berigelse af Uran med 70%, helt lukke tungtvandsreaktoren i Bushker, ikke berige Uran til mere end 3,67% og overdrage allerede eksisterende højere beriget Uran til Rusland. Til gengæld skulle Vestens ensidige og FN sanktionerne ophæves over en 4-12 måneders periode. I januar 2016 kunne IAEA dokumentere, at Iran havde opfyldt sin del af aftalen, og Vesten gik derfor i gang med afvikle sanktionerne. De vestlige stater - herunder også Danmark - stod i januar 2016 i kø i Tehran for at få deres bid af kagen.
Trods afspænding og hævelse af sanktionerne blev menneskerettighedssituationen i Iran forværret fra 2013. Alene de første 14 måneder af Rouhanis embedsperiode blev 599 iranere henrettet. Offentlig piskning og amputation af lemmer blev fortsat udført - nogle af dem i offentlighed. I marts 2014 fornyede FN's Menneskerettighedsråd mandatet for rådets special-rapporteur for Iran, men Iran nægtede ham og andre repræsentanter for rådet indrejse i landet. I oktober blev menneskerettighedssituationen i Iran analyseret af Menneskerettigshedsrådet, som led i de almindelige 4 års eftersyn. Rådet startede med at kritisere, at selv de punkter Iran efter det foregående eftersyn i 2010 havde lovet at forbedre ikke var blevet forbedrede. Iran erklærede at det først ville besvare anklagerne i 2015.
Da det i 2015 ikke lykkedes for Israel at hindre afspændingen mellem Iran og Vesten indgik det i stedet en anti-iransk alliance med de mest reaktionære stater i den arabiske verden med Saudi Arabien i spidsen. Målet var at svække Iran sikkerhedspolitisk. Det skete ved massiv økonomisk og militær støtte til oprørsgrupperne i Syrien (der bekæmpede Assad regimet der blev støttet af Iran) og ved krig mod Yemen. I de vestlige medier blev sidstnævnte krig omtalt som en stedfortræderkrig mellem Saudi Arabien og Iran. Virkeligheden var dog, at Yemens Houthie oprørere ikke fik militær støtte fra Iran. Endelig halshuggede Saudi Arabien i januar 2016 landets mest fremtrædende Shia imam sammen med 46 andre.
Men Iran blev ikke blot stillet overfor et aggressivt Israel og Saudi Arabien. I Washington lovede både republikanere og demokraternes vigtigste præsidentkandidat Hillary Clinton i januar 2016, at de ville genindføre sanktionsregimet overfor Iran, hvis de vandt præsidentvalget i USA i november. Tods ophævelse af sanktioner mod Iran i januar 16 var der stadig sanktioner i kraft i en række delstater i USA, der derfor truede især europæiske storbanker med sanktioner, hvis de etablerede relationer med Iran.
I marts 2016 fornyede FN's Menneskererettighedsråd mandatet for den specielle rapporteur for undersøgelse af situationen i Iran. Iran hindrede imidlertid fortsat rapportørens og andre FN menneskerettighedseksperters adgang til landet. FN's Komite for børns Rettigheder gennemførte sin 3. og 4. periodiske undersøgelse af Iran og kritiserede landets fortsatte henrettelser af mindreårige og konsekvenserne for den mentale sundhed blandt børn der var vidner til de offentlige henrettelser. Komiteen kritiserede endvidere diskriminationen mod piger, piger af religiøse og etniske minoriteter, homoseksuelle (LGBTI) børn og den lave alder hvor piger generelt gøres strafbare i landet.
Staten henrettede flere hundrede personer i løbet af 2016. Deriblandt flere mindreårige. De fleste var dømt for narko-relaterede forbrydelser. Ved udgangen af året sad der 78 mindreårige på dødsgangene. En række samvittighedsfanger gennemførte sultestrejker i protest mod deres indespærring.
Staten strammede yderligere ytringsfriheden i løbet af 2016 med tilføjelse af flere apps til listen over ulovlige programmer: WhatsApp, Line og Tango. Revolutionsgardens enhed for Cyber kriminalitet lukkede andre konti. En ny lov om politisk kriminalitet blev vedtaget i januar og trådte i kraft i juni. Den kriminaliserede alle ytringer, der vurderedes at være «mod landets ledelse, dets politiske institutioner samt dets indenrigs- og udenrigspolitik» og som blev fremsat «med det formål at reformere forholdene i landet uden nødvendigvis at ville skade samfundets grundlæggende strukturer».
USA's højesteret afsagde i april 2016 en kendelse, hvorefter Iran skulle betale næsten 2 mia. US$ til ofrene for bombeattentatet mod USA's militærlejr i Beirut i 1983. Som svar vedtog det iranske parlament en lov, der pålagde Irans regering at søge erstatning i USA for supermagtens fjendtlige handlinger overfor Iran - deriblandt CIA kuppet mod Irans regering i 1953 og USA's støtte til Iraq under den irakiske angrebskrig mod Iran i 1980'erne.
Præsident Rouhani genvandt posten ved valget i maj 2017 med 57,1% af stemmerne mod den konservative Ebrahim Raisis 38,3%. Under registreringen af kandidater i april skrev 1636 kandidater sig op. En stigning på 686 kandidater fra det foregående valg. Interessant var det at 137 kvinder også lod sig registrere. En klar udfordring til forfatningen, der som krav stiller at kandidaten skal være et «religiøst eller politisk menneske (eller mand)». Nogle dage senere offentliggjorde vogternes råd en liste på 6 personer (mænd), de mente var opstillingsberettigede. Trods iranske kvinders deltagelse i politik (i modsætning til diktaturet i Saudi Arabien) havde disse altså fortsat ikke adgang til at opstille til præsidentembedet. Med få undtagelser - USA og Israel - lykønskede FN, EU og en lang række enkeltstater Rouhani med valgsejren.
Efter 8 år med nedgang i Israels indflydelse på USA's udenrigspolitik - under Obama administrationen 2009-16 - fik Israel atter fuld indflydelse med indsættelse af Donald Trump som præsident i USA i januar 2017. En af Trumps første embedshandlinger var at udstede et indrejseforbud til USA for statsborgere fra en række muslimske lande. Iran stod også på denne liste, hvilket øjeblikkeligt ramte en lang række eksil-iranere der studerede og arbejdede i USA. I oktober 2017 meddelte Trump, at regeringen ikke længere ville attestere fremskridt i forholdet til Iran overfor USA's kongres, og dette ville åbne op for at USA sprang fra FN's aftale med Iran og for nye sanktioner fra supermagtens side. EU's udenrigskoordinator Federica Mogherini konstaterede tørt, at USA ikke kunne ophæve en aftale, der lå som en resolution fra FN's Sikkerhedsråd. Trump erklærede videre, at USA ville søge at få gennemført sanktioner mod Irans revolutionsgarde «for støtte til terror». Mens EU og FN rystede på hovedet af USA's præsident og erklærede at aftalekomplekset stod uantastet, var Israel og Saudi Arabien begge tilfredse. Begge lande ønskede at indlede krig mod Iran - med våben leveret af USA. Blot 3 måneder inden sin tale havde Trump besøgt Saudi Arabien og golfstaterne og hævdede at komme hjem med våbenordrer til en værdi af 400 mia. US$. USA stod til gengæld totalt isoleret ifht. resten af verden i spørgsmålet.
Både Israel og Saudi Arabien frygtede større iransk indflydelse i Mellemøsten, efter at deres fundamentalistiske islamiske allierede i Syrien i 2016-17 blev nedkæmpet af den syriske stat støttet af Rusland, Iran og Hezbollah.
Iransk Kurdistan ramtes i november af et kraftigt jordskælv med en styrke på 7,3 på Richterskalaen. De iranske myndigheder vurderede nogle dage senere, at skælvet havde kostet 530 mennesker livet, 12.000 huse var blevet totalt ødelagte og der var skader på 15.000 andre. Også irakisk Kurdistan blev ramt af skælvet. (Officials raise Iran-Iraq earthquake death toll to at least 530, Guardian 14/11 2017)
I slutningen af december udbrød der protester i de fleste større byer i Iran. Det var især unge der gik på gaden for at protestere mod manglende jobs og den dårlige økonomiske situation. Trods ophævelse af Vestens økonomiske sanktioner mod landet, der havde givet en vis økonomisk fremgang, havde ungdommen kun i begrænset nydt godt af denne udvikling. Efter 5 dages demonstrationer og protester var 21 demonstranter blevet dræbt. USA's rabiate FN ambassadør Nikki Haley der ellers ikke har problemer med israelske sikkerhedsstyrkers drab på palæstinensere, det honduranske diktaturs drab på demonstranter eller det tyrkiske islamiske diktaturs drab på tyrkere og kurdere hilste det iranske oprør velkomment, opfordrede til international støtte til demonstranterne og lovede at tage sagen op i FN. Både Israel og Saudi Arabien arbejdede åbent for destabilisering af styret i Tehran, og det var derfor ikke vanskeligt for de iranske magthavere at påstå, at protesterne var styret fra udlandet.
2018 USA starter forberedelser til krig mod Iran
I starten af maj 2018 fremlagde Israel «beviser» for, at Iran brød den internationale samarbejdsaftale om atomnedrustning med EU, USA, Rusland og Kina. De israelske beviser blev imidlertid afvist af både EU, Rusland og Kina som fuldstændig utroværdige. Da løgneoffensiven mislykkedes, gennemførte Israel 8. maj omfattende flyangreb på iranske mål i Syrien. 15 blev dræbt, deriblandt 8 iranere. Formålet var som i april at fremtvinge en iransk modreaktion. Det mislykkedes også. USA erklærede derfor den 10. maj - som ventet - at det ikke længere ville overholde den internationale samarbejdsaftale med Iran. Beslutningen var i strid med folkeretten, eftersom aftalen havde fået FN's Sikkerhedsråds blå stempel. Få timer senere gennemførte Israel det mest omfattende flyangreb på iranske mål i Syrien siden krigen i 1973. 27 blev dræbt, deriblandt 11 iranere og 6 syriske soldater. Atter engang udeblev det iranske modsvar. Israel påstod, at det forud for angrebet var blevet udsat for iransk raketbeskydning i Golan, men Israel kunne dog ikke fremlægge materielle beviser herfor, og det gav ikke mening at Iran skulle angribe i den højeksplosive situation Israel og USA havde skabt i regionen. (Iran deal: how Trump's actions could flare violence in Middle East, Guardian 9/5 2018. How Trump's Iran deal exit could hit aviation, oil and car industries, Guardian 9/5 2018. Fears grow as Israel and Iran edge closer to conflict, Guardian 10/5 2018. Trump’s rejection of Iran nuclear deal may be Israel’s dream moment, Guardian 10/5 2018. Israel-Iran conflict is no surprise but implications are unclear, Guardian 10/5 2018. US faces European backlash against Iran sanctions, Guardian 11/5 2018. Observatory: 42 killed in Israeli strikes in Syria this week, Daily Star 12/5 2018. Iran told: comply with US demands or face 'strongest sanctions in history', Guardian 21/5 2018)
USA's brud på Iran aftalen var suppleret med sanktioner, og EU opdagede hurtigt, at det primære mål for sanktionerne ikke var Iran, men europæiske virksomheder som USA ville boykotte, hvis de fortsatte deres økonomiske aktiviteter i Iran. Trods EU's løfte til virksomheder om at ville kompensere dem for USA's sanktioner trak en lang række europæiske virksomheder sig derfor ud af Iran.
I maj 2018 blev afsløret i Israelske medier, at premierminister Netanyahu allerede i 2011 havde beordret Mossad og det israelske militær til at forberede et militært angreb på Iran med 15 dages varsel. Iflg. Mossads daværende chef Tamir Pardo opgav Netanyahu først sin forrykte plan da generalstabschef Benny Gantz stillede spørgsmålstegn ved premierministerens ordre, der ikke var godkendt i israelske kabinet.
I starten af oktober afsagde den internationale domstol i Haag en kendelse, der påbød USA øjeblikkelig at indstille sine sanktioner mod Iran. USA's drakoniske sanktioner var i strid med venskabsaftalen mellem de to lande fra 1955. USA's udenrigsminister erklærede derefter, at USA ville ignorere kendelsen og iøvrigt fratræde aftalen med øjeblikkelig virkning. Samtidig ophævede USA sin tiltræden til Wienerkonventionen om diplomatiske relationer mellem lande. Både sanktionerne og USA's udsmidning af PLO's diplomatiske mission i Washington var i strid med konventionen, og kunne indbringes for den internationale domstol. USA's grundlæggende holdning til internationale aftaler er, at de strider mod USA's suverænitet og derfor skal ophæves. (International court of justice orders US to lift new Iran sanctions, Guardian 3/10 2018; U.S. terminates 1955 treaty with Iran, Daily Star 4/10 2018)
USA gennemførte i midten af februar 2019 en konference med deltagere fra 60 lande med det formål at forstærke destabiliseringen af Iran. Konferencen mislykkedes. USA's vicepræsident startede med at skælde EU ud for at undergrave USA's sanktioner mod Iran. Sanktioner der imidlertid rammer bl.a. europæiske virksomheder, der fortsat handler med Iran i overenstemmelse med aftalen blåstemplet af Sikkerhedsrådet. EU giver derfor økonomisk kompensation til de virksomheder, der rammes af USA's ulovlige sanktioner. EU havde derfor kun sendt lavtstående diplomater til USA's konference. USA fik kun opbakning til sin politik fra Israel og dets allierede feudale golfdiktaturer. Parallelt med USA's konference afholdt Rusland konference med deltagelse af Tyrkiet og Iran om fred i Syrien. Gennem sin mangeårige støtte til jihadister i landet havde Vesten sat sig helt udenfor indflydelse på denne proces. (Mike Pence chides US allies at Warsaw summit on Iran, Guardian 14/2 2019)
I april optrappede USA presset på Iran ved at erklære den Iranske Revolutionsgarde for en terrororganisation. Det var første gang nogen sinde USA erklærede en fremmed stats militær for en «terrororganisation», og bagved anedes USA's nationale «sikkerhedsrådgiver», John Bolton, der var en af de personer Israel havde placeret tæt på præsidenten. Iran svarede igen ved at erklære USA's militære enheder i regionen for terrororganisationer. I starten af maj optrappede USA yderligere truslerne mod Iran, da det besluttede at sende et hangarskib og bombefly til Golfen. Det skete efter «troværdige efterretninger om trusler» fra Iran. «Efterretningerne» var produceret af Israel. Bolton truede samtidig Iran med krig, hvis landet angreb USA eller dets allierede. En engelsk general konstaterede, at der ikke eksisterede nogen beviser for USA's og Israels påstand om en iransk trussel. Iran slog atter engang fast, at det ikke ønskede krig med USA, der til gengæld udsendte en advarsel til den civile flytrafik i regionen. USA skød i 1988 et iransk passagerfly ned og dræbte alle de 290 ombordværende. I et forsøg på yderligere at eskalere situationen gennemførte en efterretningstjeneste i slutningen af måneden attentater mod to olietankere. USA lagde øjeblikkeligt skylden på Iran, der nok var den der havde mindst interesse i hændelsen, eftersom USA's økonomiske krig i forvejen har reduceret landets olieeksport til et minimum. USA fremlagde derefter sine «beviser» for FN. Det gav mindelser om supermagtens krigsminister John Powel der i marts 2003 fremlagde «beviser» for Iraqs besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Det var ligeldes forfalskninger. For yderligere at øge spændingen sendte USA den 20. juni et spionfly ind i iransk luftrum. Iranerne advarede to gange USA om krænkelsen før de skød spionflyet - en drone - ned. Israel og Bolton var tæt ved at få deres vilje, da USA annoncerede gengældelsesangreb på Iran, men få minutter før angrebet skule indledes, blev det aflyst af præsidenten. (Trump designates Iran’s Revolutionary Guards as foreign terrorist organization, Guardian 8/4 2019; US deploys aircraft carrier and bombers after 'credible threat' from Iran, Guardian 6/5 2019; Chances of war with Iran are rising. And Donald Trump is to blame, Guardian 9/5 2019; Is John Bolton the most dangerous man in the world?, Guardian 16/5 2019; John Bolton: the man driving the US towards war … any war, Guardian 17/5 2019; Iran says 'there will be no war' as US warns of risk to civilian aircraft, Guardian 18/5 2019; Is John Bolton trying to drive Trump to war with Iran?, Guardian 26/5 2019; Evidence Iran was behind Gulf attacks to be presented to UN, John Bolton says, Guardian 30/5 2019; How a drone's flight took the US and Iran to the brink of war, Guardian 21/6 2019)
Efter USA's mislykkede forsøg på at starte krigen 21. juni blev der gjort et nyt forsøg i juli, da USA fik Storbritannien til at sætte sine pirater ind mod en iransk olietanker i Gibraltarstrædet. USA fortalte Storbritannien, at tankeren var lastet med olie til Syrien, der er underlagt EU «sanktioner». De eneste juridisk legale internationale sanktioner er imidlertid FN sanktioner, og de britiske krigsskibe angreb på olietankeren var derfor sørøveri. Iran truede med at gøre gengæld mod britiske tankere, og det var nu lykkedes USA at få involveret Storbritannien på sin side. (Iran fury as Royal Marines seize tanker suspected of carrying oil to Syria, Guardian 5/7 2019)
USA's økonomiske krig mod Iran kostede landet dyrt, og EU gjorde efter iranernes mening for lidt for at kompensere. Allerede i juni begyndte Iran derfor at true med at bryde atomaftalens loft på berigning af uran. Truslerne havde dog ringe virkning på EU der hverken kunne eller ville kompensere for USA's økonomiske krig. Loftet blev derfor i flere omgange brudt, både hvad angik mængde og berigningsgrad. Iranerne var dog fortsat milevidt fra at kunne producere bombeegnet uran. (Iran breaks nuclear deal enrichment targets for second time, Guardian 7/7 2019)
I januar 2020 henrettede USA den øverstkommanderende for den iranske revolutionsgarde, Qasem Soleimani, da denne var på besøg i Iraq. Supermagten skød et missil ind i hans bil. Det var første gang i verdenshistorien en stat henrettede en anden stats militære øverstkommanderende. Formålet fra USA's og Israels side var at provokere Iran til et modangreb, som de derefter kunne bruge til at legitimere et voldsomt militært angreb på landet, men Iran undlod at svare militært igen, trods det at folkeretten gav dem lov til det. De ønskede ikke at give Israel og USA et påskud for angreb.
Da det mislykkedes at provokere Iran til krig gennemførte Israel en voldsom optrapning af sine angreb på Iran:
- 9. maj gennemførte Israel et cyberangreb på Shahid Rajaee havnen i Hormus Strædet
- 26. juni gennemførtes angreb på Parchin militærkomplekset nær Tehran
- 30. juni blev Sina At'har klinikken i det nordlige Tehran angrebet
- Atomanlægget i Natanz blev angrebet 2. juli
- Den 4. juli blev Shahid Medhaj kraftværket i Ahvaz og Karuns petrokemiske fabrik i Mahshahr angrebet
- 6. juli blev Sepahan Boresh fabrikken i Baqershahr angrebet
- 9. juli blev et af Revolutionsgardens missildepoter vest for Tehran angrebet
- 12. juli udbrød der brand på den petrokemiske fabrik Shahid Tondgooyan i det sydvestlige Iran
- 13. juli blev der gennemført et angreb på en gaskondensat fabrik i industrizonen Kavian Fariman i Razavi Khorasan
- 15. juli udbrød der en voldsom brand på skibsværftet i Bushehr
- 18. juli eksploderede en oliepipeline i Ahvaz regionen i det sydlige Iran
- 19. juli skete der en eksplosion på et kraftværk i Isfahan. Senere samme dag udbrød der en voldsom brand på en cellofanfabrik nær Tabriz.
- 27. november henrettede Israel chefen for det iranske atomprogram, Mohsen Fakhrizadeh i Absard
Israel fortsatte sine agreb på Iran gennem 2021. De fleste nåede aldrig de vestlige medier.
Iran var sammen med Italien det land i verden, der i februar-marts 2020 tegnede sig for flest COVID-19 inficerede og døde. Regeringen indførte lockdown, veg tilbage fra at indstille trafikken mellem landets byer, men måtte i slutningen af marts alligevel tage dette skridt. Restriktionerne begyndte at blive lempet i april og i maj måtte landet meget usædvanligt optage et lån på 5 mia. US$ i IMF for at kompensere for den økonomiske nedgang. Smitten tog atter til, men denne gang undlod regeringen at gennemføre restriktioner, fordi den frygtede at en ny lockdown ville bringe det allerede hårdt prøvede land (pga. USA's sanktioner) til økonomisk sammenbrud. Først i sidste halvdel begyndte landet for alvor at få adgang til vacciner - især de kinesiske Sinopharm. Fra sommeren 2021 steg antallet af døde, da Deltavarianten nåede landet. Det samlede antal døde ved udgangen af 2021 var 100-200.000.
I juni 2021 blev der gennemført præsidentvalg. Det blev vundet af den ærkekonservative islamist Ebrahim Raisi med 72,4% af stemmerne. Valget udmærkede sig ved, at kun 48,5% stemte. En tilbagegang på 24,9% ifht. det foregående valg. Samtidig var omkring 13% af stemmerne blanke eller ugyldige. Baggrunden for katastrofevalget var, at Vogternes Råd, præstestyrets øverste organ op til valget havde diskvalificeret flere hundrede langt mere folkekære kandidater. Rådet tillod i sidste ende kun 7 kandidater at stille op, og regimets foretrukne var Raisi, som da også blev valgt, da over halvdelen af de stemmeberettigede besluttede at boykotte afstemningen. Raisi blev indsat på præsidentposten i august.
Raisi er uddannet jurist og var fra starten knyttet til Khomeini regimet. Han spillede en central rolle i 1988, da præstestyret over en 5 måneders periode henrettede et sted mellem 3.000 og 30.000 politiske fange fra venstrefløjen og Folkets Mujahedin.
Efter Taliban smed US besættelsesstyrkerne ud af Afghanistan i august opfordrede Raisi Taliban til at danne en bred inkluderende regering og lovede samtidig iransk bistand til landets genopbygning. Han erklærede senere, at Iran ikke under nogen omstændigheder ville tillade, at IS oprettede en base i grænseområdet mellem de to lande.
I maj 2022 opbragte Revolutionsgarden 2 græske tankskibe i Hormuz Strædet. Pirateriet var hævn for Grækenlands og USA's pirateri. De havde nogle dage tidligere opbragt et iransk tankskib i Middelhavet. Den stadig mere spændte situation var udtryk for, at Israel og USA arbejdede intenst på at få forsøget på at genoplive fempartsfredsaftalen fra 2015 til at bryde sammen. Nogle dage tidligere havde Israel gennemført et droneangreb på det tophemmelige Parchinkompleks, hvor Iran selv udviklede droneteknologi. Der var tale om en dramatisk eskalering fra Israels side. I februar havde slyngelstaten gennemført et tilsvarende droneangreb på en dronefabrik i Kermanshah. Iran havde som hævn sendt missiler mod en US base i Iraq, de israelske droner mentes at være sendt fra. Ligeledes i maj henrettede Israel en major i Revolutionsgarden. Han blev skudt af mænd på motorcykel i sin bil i Tehran. Præstestyret svor hævn (Iran seizes two Greek tankers amid rising tensions in the Gulf, Guardian 28/5 2022; Iran: Revolutionary Guard colonel killed by motorbike gunmen in Tehran, Guardian 23/5 2022).
| ||||