Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Det som adskiller mennesket fra dyrene er, at mennesket har bevidsthed. Mens dyrene lever umiddelbart i deres verden, har mennesket bevidsthed om sig selv og om sin situationen. Mennesket er det eneste væsen, som stiller sig udenfor sig selv, som forholder sig til sig selv: «Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er selvet. Men hvad er selvet? Selvet er et forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv,» skriver Søren Kierkegaard.

Udfra en bredere definition af ordet bevidsthed kan man sige, at også at dyr har en form for bevidsthed. Dyr kan have bevidsthed om tingene omkring sig - hvad man kan kalde «enkel bevidsthed». Menneskehjernen der er større og mere kompleks overskrider den enkle form for bevidsthed og danner grundlaget for selvbevidsthed. Mennesket er således det eneste væsen, som har evnen til at reflektere. Denne evne er nært knyttet sammen med udviklingen af sproget. Sproget - menneskets evne til at benytte symboler - gør det muligt at skelne mellem fortid, nutid og fremtid, mellem det virkelige og det mulige. For dyr eksisterer der ikke nogen fortid eller fremtid. Alt der eksisterer er «nu». Mennesket er ikke naturligt tilpasset sin verden. Det er det eneste væsen som selv må fortolke sin situation i verden, som har en historie.

Når man lever umiddelbart med i den store natursammenhæng - som dyrene gør det - er det en form for tilværelse uden problemer i egentlig forstand. For mennesket er tilværelsen derimod et problem. Mennesket er blevet et spørgsmål i sig selv. Som filosoffen Hans Skervhem udtrykker det, er det kommet en spalte i den umiddelbare måde at være i verden på. Denne spalte er bevidstheden. Det er denne spaltning, bibelen beretter om: Efter at have forsynet sig af kundskabens træ opdager mennesket sig selv og drives ud af paradiset. Når det spaltende spørgsmål, «Hvorfor?» først en gang er blevet stillet, findes der ikke nogen vej tilbage til det umiddelbare og naturlige.

Et centralt problem i den moderne filosofi siden Descartes (1594-1650) har været forholdet mellem bevidstheden og verden. Descartes forudså en skarp adskillelse - en dualisme - mellem på den ene side det indre, subjektive, bevidstheden eller sjælen, og på den anden side den ydre, objektive verden. Problemet som blev stillet ud fra Descartes var, hvorledes den indre bevidsthed kunne få kundskab om den ydre verden, som den er helt forskellig fra.

Ét svar på dette problem er at hævde, at bevidstheden består af en række indre sanseindtryk, som subjektet passivt «tager imod» fra den ydre verden. Dette standpunkt kaldes empirisme - bl.a. de britiske filosoffer Locke og Hume - og indebærer, at al kundskab om verden er uvis, fordi den udspringer af sansernes forhold til et rum, der er fuldstændig anderledes end os selv.

Den tyske idealisme - Kant, Fichte, Hegel - giver en anden løsning: Den såkaldte bevidsthedsfilosofi. Centralt i dens tankegang er, at den subjektive bevidsthed selv er aktivt med til at danne, konstituere, kundskaben om verden. Bevidstheden gør det muligt at opfatte en meningsfuld orden og egenskaber ved alle de enkeltstående sanseindtryk. Idealisternes opfattelse af at kundskab om verden altid er formidlet gennem den subjektive bevidsthed, er senere blevet taget op indenfor den materialistiske filosofi - Marx, Lukács, Adorno o.a.

Hvis man i tråd med Descartes forudsætter et skarpt skel mellem det indre og det ydre, mellem bevidsthed og verden, mellem subjekt og objekt, kan det hævdes, at mennesket kun kan få kundskab om sig selv gennem introspektion - ved at man så at sige «kigger ind» i sine egne, indre bevidsthedstilstande, i sin egen «bevidsthedsboks». Men fænomenologien og eksistensfilosofien mener, at en sådan skarp adskillelse mellem det indre og det ydre ikke eksisterer. Bevidstheden kan ikke opfattes som noget indre, som en tilstand inde i hovedet på en person. Bevidstheden går altid ud over sig selv mod noget andet; Man kan definere bevidsthed som forholdet til den verden man lever i. Udfra denne tankegang om at mennesket er i verden (Heidegger), bliver det et skinproblem, hvorledes bevidstheden kan nå ud til den ydre verden - den er der allerede. Som reflekterende person er man allerede i den situation: Selvkundskab er derfor kundskaben om ens egen situation i verden.

Den franske fænomenolog Maurice Merleau-Ponty har klarere end nogen anden påvist, hvorledes al sansning af og kundskab om verden baserer sig på en oprindelig forankring i verden. Jeg fik bevidsthed om mit forhold til verden via kroppen, hævder Merleau-Ponty. Samtidig fik jeg min bevidsthed om min krop via verden. Kroppen rummer en oprindelig forståelse af verden. Merleau-Ponty taler om en «kontrakt» mellem kroppen og verden. Som krop kommunikerer mennesket med en verden som overskrider bevidstheden, og som danner en fælles, intersubjektiv verden. Det erkendelsesteoretiske problem om hvorledes bevidstheden kan erkende verden, forudsætter at man bortabstraherer udgangspunktet for mennesket - den daglige, sociale livsverden.

I denne sammenhæng er det interessant at bemærke sig den oprindelige betydning af ordet bevidsthed. Det latinske ord «conscientia» betyder at vide med. Det er en viden, som også bliver delt af andre. Oprindelig udtrykker det latinske ord den tanke, at bevidstheden er social - det latinske «conscientia» betyder både bevidsthed og samvittighed. Etymologisk har udtrykket senere spaltet sig i de europæiske sprog: På den ene side fra latin (conscientia), fransk (conscience) til det engelske (consciousness), og på den anden side den tyske tradition (Bewusstsein) til dansk (bevidsthed).

Den høje vurdering af det bevidste tankesystem som siden oplysningstiden har været almindelig i Europa, blev grundigt rystet af tre af de største tænkere i nyere tid: Friedrich Nietzsche, Sigmund Freud og Karl Marx. Nietzsche hævder, at menneskets «fornuft» blot er et redskab for kroppens «store fornuft». Senere påviste Freud, at bevidstheden kun udgør en lille del sammenlignet med det ubevidste. En stor del af menneskets mentale processer er ubevidste, og jeg'et modtager blot brudstykker og ufuldstændige oplysninger om det der sker udenfor bevidstheden. «Jeg'et er ikke herre i eget hus», konkludere Freud.

Irrationelle, ofte barnlige drifter og ønsker fortrænges, holdes ubevidste fordi det er for farligt at erkende dem. Men det er disse ubevidste behov og driftsønsker, som egentlig bestemmer vore handlinger, som bestemmer hvorledes vi opfatter verden og andre mennesker. Freuds ideal om at gøre noget bevidst - «bevidstgørelse» - udtrykker ønsket om at fornuften skal få herredømme over irrationelle og ubevidste drifter og behov: Mennesket må blive bevidst om sine ubevidste drifter for på denne måde at kunne kontrollere dem.

Psykoanalytiske marxister som f.eks. Erich Fromm hævder, at både det bevidste og det ubevidste er socialt bestemt. Ønsker og tanker som støder for hårdt mod normerne i samfundet fortrænges. Betragtningsmåden i Marx' materialistiske teori om bevidsthed er, at bevidstheden bestemmes af tilværelsen i samfundet: «Det er ikke menneskets bevidsthed, der bestemmer menneskets tilværelse, men tværtimod menneskets sociale tilværelse der bestemmer bevidstheden» (forordet til «Kritik af den politiske økonomi»).

Dette må ikke forstås således, at bevidstheden passivt afspejler - affotograferer - de materielle behov, som Lenins såkaldte genspejlingsteori påstod. Lenins mekaniske teori glemmer det Marx understreger, nemlig at bevidstheden ikke blot skabes af de materielle behov, men selv selv bidrages til disses skabelse. Samspillet mellem det åndelige og det materielle, det subjektive og det objektive, kom klart til udtryk i Marx' analyse af arbejdet. Det der kendetegner det menneskelige arbejde - siger Marx i «Kapitalen» - er at arbejderen virkeliggør en plan. En plan der i udgangspunktet kun eksisterede som en ide.

Begrebet bevidsthed er for Marx uløseligt forbundet til begrebet praksis. Praksis betyder to ting for Marx: På den ene side at mennesket arbejder med den ydre natur, og på den anden side at mennesket fungerer sammen med andre mennesker. Marx lagde specielt vægt på arbejdet og menneskets stilling i produktionslivet. Senere samfundsteoretikere har ment, at mennesket danner bevidstheden om sig selv i relationer med andre mennesker, der giver den enkelte mulighed for at manifestere sin identitet.

S.G.