Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Statens fremvækst markerer et vendepunkt i menneskehedens udvikling. I kølvandet på den store landbrugsrevolution - «den neolitiske revolution» - begyndte mennesket omkring år 5000 f.v.t. at slutte sig sammen i større politiske enheder, som erstattede det tidligere opsplittede stamme- og landsbyfællesskab.

I de følgende årtusinder fandt der statsdannelser sted flere steder i verden - Mesopotamien, Egypten, Indien, Kina og Amerika - dvs. etableringen af selvstændige, politiske organisationer, som forenede en række stammer indenfor et territorium under én central regering, som havde myndighed til at inddrive skatter, pålægge militærtjeneste og regulere konflikter. Overgangen fra «primitive» til «civiliserede» samfund svækker menneskets tilknytning til stammefællesskabet til fordel for en ny samhørighed med et territorialt forankret fællesskab - statsmagten.

Indenfor samfundsforskningen findes der en række forklaringer på statens oprindelse:

1. Statsapparatet etableres som følge af erobring: Gennem krigsførelse underlagde f.eks. nomadestammer sig fastboende agerbrugere med et nyt statsligt regime.
2. Øget overskud indenfor landbrug og husdyrhold frigør arbejdskraft, som muliggør en social arbejdsdeling; Overskuddet fordeles ulige mellem grupper, der etableres et klassesamfund med statsmagten som den organiserende garant.
3. Flere landsbyer sluttes sammen i en statsligt organisation for at gøre tørre landbrugsområder frugtbare med omfattende vandingsanlæg; Det nye forvaltningsapparat er statsdannelsens grundlag.
4. Konflikten mellem befolkningstilvækst og manglen på jord skaber behov for et statsapparat pga. befolkningstætheden; Hvis de økologiske forhold - tilgrænsende ørken, hav eller bjerge - hindrer nyetablering eller udvandring, er der ingen anden udvej end at dele af befolkningen underkaster sig en sejrende stammes herredømme, udøvet via et statsapparat.
5. Statsdannelsen finder sted ved at der etableres en dømmende instans, som har myndighed til at regulere konflikter i overensstemmelse med et sæt af retsforestillinger; Der udskilles et statsligt apparat til udøvelse af legitim magt, overordnet det traditionelle slægtskabssystems autoritet.

Teorierne 1-4 har ud fra historiske undersøgelser vist sig - enkeltvis eller i kombination - at kunne forklare de første statsdannelser. Teori 5 adskiller sig fra de øvrige ved, at den søger at besvare spørgsmålet om, hvorfor de nye problemer som de enkelte samfund står overfor løses ved at etablere et statsligt styringsapparat - dvs. et statsligt organiseret klassesamfund. Den søger m.a.o. at klarlægge, statens betydning som historisk og socialt fænomen.

Førkapitalistiske statsdannelser

De statsligt regulerede klassesamfund blev udviklet i flere varianter, og kan inddeles ud fra den produktionsmåde som var dominerende: Asiatisk, antik eller feudal.

De samfund der var organiseret omkring en asiatisk produktionsmåde kaldes gerne for klassedelte statssamfund, og omfatter de store imperiedannelser i det gamle Egypten, Indien, Kina og Amerika (se Asiatisk produktionsmåde). I disse samfund var landsbyens eller stammeorganisationens fællesejendom omformet til statseje af jorden: Staten indtog en dominerende stilling i akkumuleringen af det produktionsoverskud, som først og fremmest landbruget skabte. Staten fik sin del af merproduktet ved skatter og afgifter og ved tvangsarbejde. Statsapparatet var forvaltet af et bureaukrati, som styrede det økonomiske og politiske liv, og et præsteskab som kontrollerede det religiøse liv. Den politiske enhed blev symboliseret ved statsmagtens øverste figur, despoten, som samfundets øvrige medlemmer var underlagt. Despotens position baserede sig på, at han både var repræsentant for de guddommelige magter og fællesskabets øverste moralske instans - både præst og dommer.

De antikke bystater var baseret på slaveri af en anden slags, end i samfund organiseret ud fra den asiatiske produktionsmåde (se Antik produktionsmåde). Den enkelte slave var den private grundejers ejendom, og han disponerede over slaven og dennes produkt i en despotisk forstand. Men udover at være slavens herre deltog den private grundejer også som fri borger i bystatens politiske fællesskab. Den politiske enhed blev ikke sikret gennem en øverste, juridisk-religiøs hersker, men gennem et juridisk embede - et kollektiv af dømmende borgere. Staten var i antik forstand fællesskabet af frie borgere.

Sammenlignet med de samfund der var organiseret ud fra den asiatiske eller den antikke produktionsmåde, var feudalsamfundet et langt mere decentraliseret system. Den bærende organisatoriske struktur under feudalismen var lensvæsenet, der var baseret på store, private jordejendomme. Disse var splittet op på en række enkeltejere, vasaller, som stod i et uigennemskueligt personligt afhængighedsforhold til lensherren. Lenet gav lensherren økonomisk, politisk, administrativ og juridisk magt over vasallerne.

Dette system gav en stærk stilling til lensherrene og en tilsvarende svag position for den statslige centralmagt. Det feudale system udelukkede et omfattende, organiserende statsbureaukrati: Det medførte en opsplitning af den politiske magtudøvelse i et nyt mønster. På den ene side blev kirken - som i antikken var et underordnet led i imperiets statsmaskine - en selvstændig institution, uafhængig af konge og adel. På den anden side blev den verdslige, politiske myndighed i stor udstrækning indskrænket til håndhævelse af lov og ret.

Den kongelige hersker udførte sin guddommelige opgave ved at følge traditionel lov - et sæt af overleverede rettigheder, privilegier og sædvaneregler. Men kongen havde ingen myndighed til at udstede nye love. Politisk statslig magt var i feudal forstand i vid udstrækning begrænset til juridisk fortolkning og anvendelse af gældende lov.

Som en politisk overgangsform mellem den feudale og den moderne, kapitalistisk stat står enevælden. Den var knyttet til et revolutionerende princip om, at herskeren gennem sin suveræne vilje kan skabe nye love og underbygger dem gennem et stadig mere gennemgribende og effektivt retsapparat. Enevældens hersker var befriet fra tidligere restriktioner, lokale privilegier og traditionelle rettigheder. Loven hverken bandt eller satte grænser for magtudøvelsen: Den var i herskerens hænder et redskab for magtudøvelse. At herskerens vilje havde lovmæssig kraft, blev det grundlæggende, konstitutionelle princip for enevældens kongedømmer i Europa fra 1600 tallet.

Den enevældige stat adskilte sig fra feudalismens stat på to vigtige områder: På den ene side blev den nærmest løsrevet fra det øvrige samfundsliv og etableret på sit eget, overordnede niveau. På den anden side fik den myndighed til at gribe langt mere radikalt og regulerende ind i samfundsøkonomien (se Merkantilisme).

Den kapitalistiske stat

De borgerlige revolutioner skabte en stat, hvis hovedprincip var at tæmme den politiske magt. Enevældens statslige vilkårlighed blev afløst af en statsmagt, hvis monopoliserede magtudøvelse var bundet til et sæt af konstitutionelle love. Statsmagtens deling i lovgivende, udøvende og dømmende myndighed skulle sørge for den gensidige binding, ved at parlamentet var normsættende og kontrollerende, mens forvaltningen var normbundet og uhildet. En vilkårlig magtudøvelse skulle hindres gennem almene, konstitutionelle normer - «rule of law».

Til denne liberale statsmodel hører ikke kun ordninger, som i negativ forstand skal tæmme statsmagten, men også et sæt af positive rettigheder, som det tilkommer staten at beskytte: Politiske rettigheder (ytrings- og organisationsfriheden, stemmeretten), civile rettigheder (lighed for loven, kontraktfriheden, ejendoms- og arveretten) og private rettigheder (boligens ukrænkelighed, fri korrespondence).

I princippet blev det forudsat, at de konstitutionelle normer skulle gælde uindskrænket for enhver, uden undtagelse eller forskel, og at statens beslutninger skulle fattes i overensstemmelse med bestemte, bureaukratiske procedurer knyttet til stilling og embede og ikke til personer. Lovene blev ikke længere anset som en samling af nedarvede regler eller som udtryk for en højere magts retfærdighed: De var historiske produkter, skabt og givet gyldighed af samfundsborgerne selv.

Lovgivningen var demokratisk, for så vidt som lovens indhold grundlæggende skulle fastlægges af folket ved frie valg. Det er først og fremmest på to måder, at samfundsborgerne i denne statsordning tager del i og kontrollerer de statslige beslutninger: Ved udformningen af love (valg til repræsentative, lovgivende forsamlinger) og ved deltagelse i domstolene (juryordningen).

1800 tallets liberale statsdannelser forudsætter en slags identitet mellem staten og dens love. Ikke-retsligt regulerede områder accepteres alene i helt specielle dele af det offentlige liv - f.eks. efterretningsstjenesten - men disse skal nøje afgrænses lovmæssigt. Denne lov- eller retsstat kan således karakteriseres som et juridisk organiseret sæt af institutioner, som udsteder, anvender og håndhæver love. Denne stat bygger sin magt - som Max Weber formulerer det - på at opretholde et «offentlig voldsmonopol». Den har to piller: Lov og vold.

Med den liberale stat øges i stærk grad statens myndighed til at udøve tvang overfor samfundsborgere i form af et stadig mere omfattende og teknisk avanceret kontrolapparat. Men samtidig begrænses tvangsudøvelsen til to af statsforvaltningens institutioner: Militærvæsenet og politiet. Den øvrige del af det offentlige liv skal være «civilt» - dvs. tvangsfrit.

Den moderne stat blev udviklet indenfor rammerne af en kapitalistisk økonomi, som forudsætter et decentraliseret produktionsliv, reguleret via et upolitisk marked. Den tidlige kapitalisme er struktureret ud fra et grundlæggende skel mellem den private og offentlige sfære. Den private sfæres centrale institution, markedet, er en arena som skal styre det frie varebytte mellem konkurrerende og strategisk handlende privatpersoner. Produktionslivet skal organiseres «nedefra»: Gennem markedskræfternes frie spil skal man sikre økonomisk vækst og social velfærd.

Forudsætningen for at den enkelte kapitalist skal kunne foretage rationelle beslutninger med henblik på værdiforøgelse og akkumulation af kapital er, at systemet gør det muligt at foretage sikre økonomiske kalkulationer. Markedssystemet fungerer mest muligt forudsigeligt, hvis det følger sine egne love, uden forstyrrende, offentlige indgreb. Det offentliges opgave er at garantere de institutionelle rammebetingelser for privat produktion og kapitalistisk konkurrence i form af ulønsomme basisinvesteringer - veje, kloakker, skole osv. - og juridisk beskyttelse - politi, militærvæsen.

Udbygningen af det offentlige, statslige apparat udfra disse retningslinier, blev af den liberalistiske teori anset som et gode. At fjerne ethvert statsindgreb ville medføre kaos og ødelægge mulighederne for rationel, økonomisk kalkyle. Indenfor dette system er alle former for statsindgreb derfor ikke bandlyst: Spørgsmålet er karakteren af indgrebet. Staten er kun et redskab for den kapitalistiske økonomi, hvis den opfylder denne rolle. Den er hvad Ferdinand Lassalle har kaldt en «nattevægterstat».

Da det kapitalistiske system forudsætter, at produktionen hovedsageligt skal være på private hænder, må det offentlige financiere sin virksomhed gennem overføring fra private indtægter i form af skatter af forskellig slags. Den kapitalistiske stat har derfor haft et skattemonopol: Den har vært en «skattestat» (Joseph A. Schumpeter).

Den moderne stat opstod i 1600 tallet som en samling af stater, som et statssystem indenfor et verdensmarked domineret af konkurrerende europæiske nationer. Nationalstaten blev etableret i skæringspunktet mellem et indre marked, der fungerede indenfor de statslige, juridiske reguleringer, og et ydre verdensmarked, som stort set blev styret af en militær logik. Den moderne stats suverænitet er en territorialt begrænset suverænitet markeret ved militært befæstede geografiske grænser, et sammenhængende retssystem, en fælles møntenhed og et nationalt rigssprog. Den europæiske nationalstat med sit centrale forvaltningsbureaukrati var lige så meget et produkt af militær mobilisering og krigstrussel som af en ekspanderende kapitalistisk økonomi (se Industrisamfund).

Den socialdemokratiske stat

I det 20. århundrede og især i tiden efter 2. verdenskrig har der fundet en omfattende ekspansion sted i den statslige aktivitet i form af knopskydning af nye statsinstitutioner, enorm vækst i antallet af offentlige ansatte, stigende offentlig andel af bruttonationalproduktet m.m. Den liberale model med et skel mellem stat og samfund, politik og økonomi, offentlig og privat sfære er ikke længere gyldig. Den strukturelle ændring kan analyseres på tre planer: Økonomisk, politisk og juridisk.

Statens ændrede økonomiske rolle er bestemt af, at markedet svigtede som selvregulerende styringsmekanisme. Konsekvensen af store kapitalistiske krise i 1929 var, at staten ikke længere begrænsede sit virke til at varetage de almene rammebetingelser, men greb aktivt og regulerende ind i det økonomiske liv. Ud af kapitalens krise voksede der et omfattende statsligt styringsapparat frem, som dels understøttede, dels udfyldte markedssystemet.

Den aktivt regulerende stat iværksatte tiltag af flere slags: For det første en indirekte planregulering af samfundsøkonomien gennem et sæt af konjunkturpolitiske virkemidler; For det andet markedserstattende tiltag - uproduktivt offentlig forbrug i form af militærudgifter, strukturpolitiske støtteordninger o.l.: For det tredje markedskompenserende tiltag - sundheds- og socialpolitik, miljøbeskyttelse o.l.).

Trods det at den nye reguleringsstat formelt set fungerer i overensstemmelse med den liberalt-demokratiske statsforfatning, har den politiske proces ændret karakter. I første række viser det sig ved parlamentets svækkede stilling. Parlamentet indtager ifølge den liberale forfatning en nøgleposition, men bliver efterhånden undermineret som arena for politisk magtudøvelse af den korporative arena. Det parlamentariske demokrati afløses af et korporativt demokrati, organiseret omkring de utallige samarbejdskomiteer mellem statsforvaltningen og arbejdslivets organisationer. Gennem det korporative demokrati øver ressourcestærke og velorganiserede pressions- og interessegrupper indflydelse på statsforvaltningen og derved statsmagtens centrale beslutninger, uafhængig af den politiske offentlighed og dens organer.

Denne korporative stat er baseret på en organisering af kompromiser mellem stridende samfundsklasser i statsmagtens organer. Denne statsform fandt sit mest udviklede udtryk i de socialdemokratiske regimer i Skandinavien i perioden efter 1945. Med sin tætte tilknytning til fagbevægelsen har de socialdemokratiske partier i disse lande haft særegne forudsætninger for at etablere et korporativt styringssystem i skæringsfeltet mellem arbejde og kapital. Den moderne, korporative stat kan derfor kaldes en socialdemokratisk statsform.

På det juridiske plan markeres sammenbruddet i den liberale model ved fremvæksten af et omfattende lovværk, som går på tværs af juraens traditionelle opdeling i privat og offentlig ret: Etableringslov, arbejdsmiljølov, bistandslov, indtægtslov o.l. På samme tid ændres lovene fra at være et parlamentarisk styringsmiddel overfor en forvaltning, som var bundet af statens egne love, til at blive et effektivt redskab for en stadig mægtigere forvaltning, som kan iværksætte administrative ad hoc-tiltag i lovform.

Den nye regulerings- og forhandlingsstat adskiller sig fra den liberale lovstat ved at den søger at undgå at fastlægge sin aktivitet gennem formelle regler. Et eksempel på svækkelsen af de formelle reglers betydning for den socialdemokratiske stat, som fortsat opererer indenfor lovens rammer, er den stigende anvendelse af såkaldte «rammelove».

Som de tidligere statsdannelser opererer den kapitalistiske stat indenfor et klassedelt samfund, som bygger på udbytning og undertrykkelse. Men adskillelsen af økonomisk og politisk magt under kapitalismen gør, at staten kun i en indirekte forstand har klassekarakter. Hvis man - som der har været tendenser til indenfor marxistisk teori - anser staten for et apparat, der handler nærmest på kapitalistklassens kommando, bliver det vanskeligt at forklare, hvorfor en række af statens beslutninger er blevet gennemført i strid med kapitalistklassen eller fraktioner indenfor denne.

Statens selvstændighed i forhold til samfundsklasserne betyder imidlertid ikke, at den er en neutral instans indenfor det kapitalistiske samfund. Den kapitalistiske stat må snarere forstås som en garant for det sociale og juridiske regelværk, som regulerer det kapitalistiske samfund og derved sikrer kapitalistklassens herredømme. Staten varetager ikke én klasses særinteresser, men fællesinteressen for det kapitalistiske klassesamfund.

Den socialistiske stat

Ifølge Marx' og Engels' teorier er de statslige institutioner uløseligt knyttet til klassesamfundet. De anser staten som et helt og holdent undertrykkende system, som vil falde bort, når klasseherredømmet forsvinder. I det post-kapitalistiske samfund vil staten kun eksistere i en overgangsfase, «proletariatets diktatur», hvor arbejderklassen udøver sit politiske herredømme.

Den klassiske formulering finder man i Engels' «Anti-Dühring»: «Statsindgreb i samfundslivet bliver overflødige indenfor det ene område efter det andet, og dør efterhånden hen af sig selv. Kontrollen over personer erstattes med administrationen af ting og med produktionslivets egen rytme. Staten bliver ikke «knust». Den dør hen...»

De samme tanker og formuleringer dukker senere op i Lenins «staten og revolutionen» og udgjorde det ideologiske grundlag for den nye samfundsopbygning efter Oktoberrevolutionen i Rusland. Al den stund modsætninger og konflikter ville være fremmed for det socialistiske idealsamfund, var der heller ikke brug for et statsapparat, som sørgede for en retslig regulering af menneskenes samliv.

Udviklingen skulle vise sig at gå i den stik modsatte retning af hvad de klassiske marxister havde forestillet sig. Det post-revolutionære samfund indstiftede en ny totalitær styreform, organiseret omkring et stadig ekspanderende statsbureaukrati, hvis funktionsmåde mindede om de førliberale statsdannelser. På denne erfaringsbaggrund er det vigtigt at understrege, at socialisme i en demokratisk forstand ikke indebærer den politiske liberalismes undergang. Retsstatens binding af den offentlige magt til almene normer, dens værn mod vilkårlig magtudøvelse, det parlamentariske demokrati og dets repræsentative og lovgivende forsamlinger vil fortsat være grundlæggende elementer i en socialistisk statsforfatning.

De klassiske marxister tog sålades fejl, da de antog at hverken stat eller ret ville have nogen plads i et frit, klasseløst samfund. En industriel - eller post-industriel - socialistisk samfundsform kan ikke fungere i en demokratisk og liberal forstand uden normative, retslige - og derved statslige - ordninger som styrer samfundslivet.

Staten i u-lande

Staten i u-lande som indtil afkoloniseringen ikke var domineret af én økonomisk herskerklasse indtager en speciel rolle. I disse tilfælde kan man ikke sige, at staten repræsenterer en bestemt klasses interesser. Snarere forholder det sig således, at staten repræsenterer de personer og gruppers interesser, som besidder de ledende positioner i statsapparatet. Efter en vis tid kan den politisk-administrative magt danne basis for en ny og økonomisk mægtig klasse - et nyt borgerskab. Staten bliver et redskab for samfundets økonomiske udviklingsproces.

I sådanne samfund foreligger der gerne en tæt sammenvævning af politisk, økonomisk og militær magt. Magtpositionerne er stærkt personliggjorte og kan føre til blodig rivalisering mellem konkurrerende elitegrupper. Magtelitens ændrede personsammensætning er imidlertid kun rent undtagelsesvis udtryk for mere dybtgående økonomiske og politiske ændringer. Kontrollen over det centrale statsapparat kan i sådanne samfund give en langt større manøvrefrihed end f.eks. i borgerligt-kapitalistiske samfund. En vigtig grænse for statselitens magtudøvelse kan være landets afhængighed af internationale kapitalgrupper (se Bananrepublik).

R.S.