Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Statsradiofonien (1925-59), Danmarks Radio (1959-96), DR (1996-) dansk statsfinancieret og -styret propagandamedie. Formidler det narrativ den danske stat ønsker befolkningen skal tro på. På den måde har den samme funktion som BBC i Storbritannien og de statslige medier i f.eks. Rusland og Kina. I Europa besluttede staterne på et tidligt tidspunkt at bringe det nye medie radio under statslig kontrol og monopol - i modsætning til de skrevne medier i form af dagblade, bøger og ugeblade. Der var fra starten en klar erkendelse af, at statslig styring af radioen ville sikre staten et monopol på «dannelsen», formningen og kontrollen med befolkningen. Nazisterne satte i 1930'ernes Tyskland en fed streg under dette formål, da de brugte radioen under propagandaminister Goebles ledelse til nazificeringen af befolkningen. Praksis i det øvrige Europa var præcis den samme, blot var ideologien en smule anderledes.

DR's politiske og organisatoriske forbillede var BBC, der var blevet oprettet 3 år inden, i 1922.

Monopol på udsendelse af radio og TV

DR's udvikling har været drevet af teknologi og ideologi. DR blev startet under navnet Statsradiofonien den 1. april 1925 og gav staten monopol på at lave radio i Danmark. Staten lukkede med andre ord alle andre aktører ude fra det nye medie. Monopolet blev af staten brugt til at sende klassisk musik, gudstjenester, radioteater (hørespil) og nyheder.

Den 1. august 1926 indledte monopolet udsendelsen af nyheder i form af «Pressens Radioavis», der bestod af oplæste nyhedstelegrammer redigeret af dagbladene. Der kom til at gå næsten 40 år inden DR i 1964 oprettede egen nyhedsredaktion og skiftede navn til «Radioavisen».

Efter 2. Verdenskrig blev TV indført som nye medie til kontrol af masserne. I oktober 1951 fik DR monopol på udsendelse af TV i Danmark og indledte de første udsendelser. Fra 1954 blev der sendt hver aften, men først fra 1960 var hele landet dækket af sendemaster. I 1969 indledtes de første prøveudsendelser med farve TV.

Politisk kontrol med DR

Fra 1926 blev DR styret af «Radiorådet», der bestod af den ansvarlige minister og repræsentanter fra forskellige lytterorganisationer. Fra 1930 blev det udvidet med repræsentanter fra Folketingets politiske partier. Rådet nedsatte et programudvalg bestående af medlemmer blandt de politisk udpegede radiorådsmedlemmer og personligt udpegede tilforordnede (udpeget af den ansvarlige minister). Rådet styrede den daglige programproduktion, der således var under skarp politisk styring.

Den politiske styring var i 1930'erne venligt stemt overfor Danmarks stærke nabo i syd: Nazi-Tyskland. Under besættelsen blev styringen endnu strammere i form af censur. Efter 2. Verdenskrig hvor Danmark politisk blev et halehæng til USA, blev DR et redskab i den kolde krig vendt mod Østblokken og videregav USA's narrativer. Det er fortsat situationen i det 21. århundrede.

I 1953 gennemførte PET en hemmelig undersøgelse af de ansatte i DR, fordi staten frygtede, at ansatte under en konflikt med Sovjetunionen ville sabotere DR. Undersøgelsen gjaldt dog kun det tekniske personale, ikke journalister. PET registrerede ved den lejlighed 30 «formodede kommunister». PET og staten interesserede sig ikke for nazister.

Ungdomsoprør, sprækker og kontrarevolution

For at udvide repertoiret fra det klassiske P1 oprettede DR i 1951 P2, og den blev i 1963 fulgt af P3, der skulle tiltrække yngre lyttere med popmusik. Udfordringerne fra ungdomskulturen var dog først lige startet. Ungdomsoprøret gennemtvang en vis åbning i monopolets systemkomforme kommunikation for at undgå helt at miste ungdommen. P3 fik lov til at sende pop- og rock musik og politisk musik. Ungdomsprogrammerne i TV tog relevante og kritiske problemer op for ungdommen og fik derfor betydelig popularitet. Kontrarevolutionen satte ind næsten øjeblikkeligt. I 1968 lancerede højrefløjen for første gang begrebet «røde lejesvende», der var ment som et redskab til at komprommitere og tilsvine journalister og programmer den ikke brød sig om.

I 1972 oprettede socialdemokraten Erhard Jakobsen «Aktiv Lytterkomite», der gennem angiveri som i 30'ernes Tyskland skulle dokumentere DR's «marxistiske indoktrinering». Jakobsens første fjende blev musikeren Bob Dylan, der iflg. det Jakobsen udbredte marxistisk propaganda. Foreningen skiftede i 1976 navn til «Aktive Lyttere og Seere». I 1992 var kontrarevolutionen fuldt gennemført og foreningen nedlagde atter sig selv.

Under Erhard Jakobsens og den øvrige højrefløjs Vendetta mod imaginære politiske modstandere i DR, blev der renset ud i monopolets Børne- og Ungdomsafdeling, så B&U's udsendelser atter kunne nydes af bedsteforældre.

En granskning af journalisternes afgang fra DR til de politiske partier afslørede imidlertid, at der ikke var tale om Røde Lejesvende men SORTE lejesvende:

• Bent Bertramsen, folketingskandidat (K)
• Bjørn Elmquist (V)
• Uffe Ellemann-Jensen(V)
• Jørgen Schleimann (V)
• Paula Larrain (K)
• Karen Jespersen (A,V)
• Per Stig Møller (K)
• Connie Hedegaard (K)
• Morten Løkkegaard (V)

Højrefløjens had til et imaginært marxistisk præget DR resulterede i, at højrefløjen savede sin egen gren over. Den afskaffede monopolet og gik derfor i gang med at nedbryde den ensidige højreorienterede statslige opdragelse af danskerne. I 1984 blev der oprettet lokalradioer, der ikke længere var underlagt statslig styring. I 1988 oprettedes det reklamefinancierede TV2 og efterfølgende andre uafhængige lokale TV stationer.

Højrefløjen mistede dermed det monopol på æterbåren propaganda, den havde haft siden 1925. Med internet baserede medier fra slutningen af 1990'erne blev denne udvikling hastigt accelereret.

I 1996 oprettedes «DR Online», der var DR's forsøg på at sætte et aftryk på det nye medium, internettet. I det nye årtusinde gennemførtes eksperimenter med nye digitale radiostationer, digitalisering af TV nettet og nye målrettede TV kanaler som Ramasjang, Ultra DR3 og DR K. Der var tale om forkrampede forsøg på fortsat at bevare en vis statslig styring af medielandskabet, som dog efter få år løb ud i sandet. DR havde tabt kampen mod de nye medier. DR's flow TV blev i vid udstrækning droppet, først af ungdommen og siden af de øvrige aldersgrupper til fordel for internettets sociale medier som YouTube, Facebook og Instagram samt den øvrige verdens medie udbud.

Udviklingen i antal minutters dagligt radio forbrug 2013-22. På de 9 år faldt radioforbruget med 21% fra 117 minutter til 92 minutter om dagen. Medieudviklingen 2022, DR's medieforskningsenhed rapport 2022

 

Udviklingen i antal minutters dagligt flow-TV forbrug 1992-22. På de 30 år faldt flow TV forbruget med 28% fra 143 minutter til 103 minutter om dagen. Ikke alene faldt det samlede forbrug. I 2017-22 faldt DR's antal af flow-TV markedet fra 37% til 28%. Medieudviklingen 2022, DR's medieforskningsenhed rapport 2022

 

Udviklingen i antal minutters dagligt TV forbrug pr. aldersgruppe i 2022. Det er kun de ældre og småbørn der fortsat sidder bag flow-TV skærmen. Resten er flyttet til streaming. Selvom DR også udbyder streaming, er andelen forsvindende lille. Det daglige streaming forbrug fra DR var i 2022 10,6 minutter. Medieudviklingen 2022, DR's medieforskningsenhed rapport 2022

 

Udviklingen i årligt antal TV udsendelser med over 1 mio. seere 1992-22. I 2022 var der kun 39 udsendelser, der klarede det niveau. I 1992 var der over 1000. Medieudviklingen 2022, DR's medieforskningsenhed rapport 2022

Public Service?

Statens legitimering af de massive beløb der gennem årene blev brugt på monopolet var, at det havde en «Public Service» funktion - en oplysende funktion overfor den undrende befolkning. Begrebet var engelsk og kopieret fra britiske BBC, der stod i nøjagtig den samme situation. Begrebet blev dog kun brugt ved festlige lejligheder. Virkeligheden var, at DR's funktion var at formidle den viden og de holdninger, staten ønskede udbredt. DR var derfor fra starten klassemæssigt ekstremt skævvredet. Selvom 70-80% af den danske voksne befolkning var arbejdere eller mellemlag, var det næsten aldrig disse der kom til orde i DR's medier, men derimod direktører, professorer og eksperter, som staten havde godkendt. Nyhedsdækningen var derfor fra starten ikke alsidig, men ekstremt ensidig.

Endnu værre gik det efter monopolbruddet i 1980'erne, hvor medieindholdet degenererede til ren underholdning. Selv katastrofer, terror og krige blev præsenteret som underholdning, og verden udenfor Danmarks grænser fandt kun vej gennem DR's tykke censurfiltre, når der kunne laves en «dansk vinkel». En sultkatastrofe i Afrika var kun interessant, hvis også en dansker sultede.

I skyggen af højrefløjens propaganda mod DR i 1970'erne og 80'erne blev det vigtigste ansættelseskriterium for nye journalister, uvidenhed. Journalistik er i forvejen ikke en akademisk uddannelse. Journalister skal ikke have en dybtgående viden til bestemte områder og skal helst ikke kunne tænke selv. For de nye generationer af journalister var målet ikke at lave dybdeborende kritiske rapportager, der kunne afsløre svindel og råddenskab i Danmark. Det var at selvpromovere sig for at kunne blive studieværter med egne intetsigende programmer i radio og TV. Der var få undtagelser. Enkelte journalister var for berømte til at kunne fyres og fik lov til at levere topprofessionelt arbejde, der udløste Cavlingpriser. Monopolet var med priser 6 år ud af 25 underrepræsenteret: Frederik Hugo Ledegaard Thim (2022), Puk Damsgård (2015), Jeppe Gaardboe/Frederik Brun Madsen/Søren Kristensen/Michael Klint/Steen Jensen (2013), Jesper Tynell (2009), Christian Andersen/Michael Klint (2005), Poul Brink (1997).

CIA's nyttige idioter

Med 2. Verdenskrig skiftede den danske stats alliancepolitik fra Tyskland til USA. Danmark blev optaget i NATO og blev et halehæng til USA's globale politik. Monopolet blev derfor et organ, der skulle hylde USA og svine Østblokken og hjemlige venstreorienterede til.

Mens USA's CIA under Vietnamkrigen måtte betale journalister rundt om i Europa for at bringe artikler og propaganda, der var i supermagtens interesse, var dette aldrig nødvendigt i Danmark, hvor DR ukritisk og ganske gratis viderebragte de historier CIA ønskede bragt - og undertrykte de historier CIA ikke ønskede bragt. «Black Ops» der havde til formål at føre befolkningerne bag lyset. Påstanden om at Iraq havde masseødelæggelsesvåben i 2003 blev til hudløshed gentaget af DR og underbygget af DR's «eksperter» - nyttige idioter fra hæren og universiteterne. Der var tale om CIA løgne, som DR aldrig siden tog selvkritisk afstand til - i modsætning til f.eks. medier i USA.

Da Fogh Rasmussen regeringen i 2002 blev indsat, indledte den en heksejagt på anderledestænkende med sin såkaldte «kulturkamp». Der var tale om en moderne form for McCarthyisme, der i starten af 1950'erne blev gennemført i USA for at udrense «kommunister» - virkelige og indbildte. Fogh Rasmussen regimet rettede skytset mod råd og nævn, men også mod forfattere og medier, der ikke blindt fulgte statens retningslinier. USA arbejdede gennem 2002 på at gøde jorden for en besættelse af Iraq, og Danmark fulgte lydigt trop. Dog var der en smule «støj» fra DR, der ind imellem gravede i USA's og regeringens løgne. I marts 2003 lod Fogh Rasmussen Folketinget stemme for dansk deltagelse i den folkeretstridige krig mod Iraq. Flertallet var snævert, og DR ønskede derfor at gennemføre en partilederdebat om krigsforberedelserne, men statsminister Fogh, Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti nægtede at deltage. Blandt de rasende krigsmagere var der ikke plads til dialog, så DR måtte opgive partilederdebatten, trods det at der i Folketinget kun var et snævert flertal for krig. Der var heller ikke plads til ytringsfrihed. Krigsmagerne så helst DR lukket eller øjeblikkelig privatiseret. I de følgende måneder var DR lydige mikrofonholdere for USA's propaganda om Iraq.

DR reagerede de følgende år defensivt. De var trods alt statens og dermed også Fogh Rasmussen regimets vigtigste medie. DR ansatte israelske journalister til at «dække» Mellemøsten, med den konsekvens at DR's «dækning» af Mellemøsten blev ren videregivelse af Israelsk og USA propaganda. DR gjorde i 2001-07 den dansk-israelske journalist Arne Notkin til chef for DR2 Deadline og i 2007-11 til chef for DR2. I filmmagasinet Ekko blev Notkin i juni 2011 af daværende og tidligere kolleger på DR betegnet som «uberegnelig, uprofessionel og ideologisk forblændet af personlige kæpheste». De anklagede Notkin for at «censurere, ændre, sylte og kassere programmer, han ikke brød sig om». Notkin havde i 1994 sammen med Bent Blüdnikow skrevet artiklen «Terrorismens danske heppekor», der på baggrund af forfalskninger fra det israelske efterretningsvæsen Mossad uberettiget hængte en lang række fremtrædende danske journalister ud som terrorsympatisører. 

I 2012-16 gjorde DR den dansk-israelske journalist Martin Krasnik til chef for DR2 Deadline. I august 2014 skabte Krasnik offentlige protester og over 1000 klager til DR over et stærkt provokerende interview med den norske læge Mads Gilbert, der som en af de få udenlandske læger havde arbejdet i Gaza under Israels krig mod enklaven, der kostede flere tusinde palæstinensiske civile livet.

I september-oktober 2010 kulminerede heksejagten i DR, da Notkin udsendte programmet «Jagten på de røde lejesvende», som bl.a. lod Fogh Rasmussens tidligere spindoktor Michael Kristiansen rette alvorlige anklager mod bl.a. DR journalisten Ole Sippel, uden at denne fik mulighed for at forsvare sig. Sippel og flere andre af DR's dygtigste journalister gennem tiden klagede i flere omgange over heksejagten, men blev afvist.

På samme måde kunne DR gennem næsten 20 år ikke dække en historie uden at interviewe en leder fra Dansk Folkeparti for at sikre, at partiets medieordfører Søren Espersen var tilfreds. DR's officielle betegnelse for fænomenet var: «skarp vinkling». DR bidrog dermed til at gøre Danmark til en af de mest racistiske stater i Europa.

Den massive indoktrinering er fortsat op til og efter Ruslands krig mod Ukraine og NATO's krig mod Rusland. Enhver kritik af den Vestlige krigspropaganda bliver omhyggeligt fjernet af censuren i DR, så den ikke når den undrende offentlighed. I februar 2023 afslørede US journalisten Seymour Hersh, at det var USA der havde gennemført bombesprængningen af Nordstream 1 og 2 gasledningerne i Østersøen ud for Bornholm i september året inden. Hersh fik i 1970 Pulitzerprisen for sin afsløring af USA's massakre i My Lai. DR's Nyhedschef Thomas Falbe sørgede for, at denne nyhed blev bortcensureret fra DR, fordi «Hersh var utroværdig». Falbe var DR's korrespondent i USA i 2005-08.

Ideologiske dagsordener

DR var under den kolde krig et effektivt propagandavåben i statens kamp mod Sovjetunionen, Østblokken, Kina, Nordkorea, Cuba, de nyligt afkoloniserede lande i Afrika og den hjemlige venstrefløj - og selvfølgelig arbejderklassen. Den 11. september 2001 blev den nye fjende - islam - markedsført som «krig mod terror», i 2020 blev det COVID-19 og fra 2022 blev det Rusland. Angst er et effektivt redskab til at skabe grobund for statens indskrænkning af menneskerettigheder samt repressive foranstaltninger overfor flygtninge, indvandrere, muslimer og «kommunister».

Trods det faktum at DR er Danmarks uden sammenligning største journalistiske arbejdsplads med næsten 700 ansatte journalister, bliver institutionen stadig mere ligegyldig. DR's egne analyser viser, at ungdommen for længst har droppet DR til fordel for internet baserede medier, og den øvrige befolkning er godt på vej. Degenereringen af journalistik og nyheder til underholdning har ikke formået at bremse denne udvikling og udrensningen af journalister med viden har blot accelereret den. Journalisters troværdighed er degenereret til samme lave niveau som brugtvognsforhandlere og politikere (der som det ses ovenfor ofte tit har baggrund som journalist). Nyheds- og propagandamonopolet er brudt, og DR er de-facto på vej ud af danskernes liv.

A.J.