Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Den kolde krig blev som begreb taget i brug for at karakterisere det spændte forhold som efter 2. verdenskrig opstod mellem vestmagterne, anført af USA, og den kommunistiske verden anført af Sovjetunionen. Den kolde krig kan anses som afsluttet efter Cubakrisen i efteråret 1962. For at legitimere den fortsatte oprustning og den illegale overvågning af anderledes tænkende har borgerlige politikere i Danmark og i andre vestlige lade dog hævdet, at den Kolde Krig først ophørte med murens fald i 1989.

Den kolde krig adskiller sig fra andre perioder med spændt forhold mellem stormagterne ved at det aldrig kom til væbnet sammenstød mellem disse. Faren for sådanne sammenstød var størst under indledningen af Berlinblokaden i sommeren 1948, under første fase af Koreakrigen i 1950 og under Cubakrisen i oktober 1962. Det er et andet særtræk ved den kolde krig, at den internationale politik blev domineret af kun to magter. Et tredje særtræk er den hurtige udvikling af masseødelæggelsesvåben af et helt nyt omfang, som atom- og brintbomber.

Begrebet kold krig (Cold War) blev formodentlig første gang anvendt af Bernard Baruch - rådgiver for præsident Truman i atomspørgsmål - i en tale han holdt den 16 april 1947. Udtrykket blev taget op af den kendte avisskribent Walter Lippmann, og kom i løbet af meget kort tid i almindelig brug som en karakteristik af forholdet mellem øst- og vestmagterne.

Det dårlige forhold mellem USA og Sovjetunionen var i og for sig ikke noget nyt i 1945-46. Det nordamerikansk-sovjetiske forhold havde været dårlig gennem det meste af mellemkrigstiden. Dette havde imidlertid kun haft en begrænset politisk betydning, da USA og Sovjetunionen i denne periode stod udenfor de internationale konfliktspørgsmål. Forholdet ændrede sig drastisk under og efter 2. verdenskrig. Tysklands og Japans nederlag førte til et magtvakuum såvel i Europa som i Asien. Ind i dette vakuum rykkede de allierede under ledelse af USA og Sovjetunionen. Da krigen sluttede, kom nordamerikanske og sovjetiske styrker til at stå direkte overfor hinanden i begge verdensdele. Afstanden mellem de to stater blev således stærkt reduceret, men skulle snart blive større end nogen sinde tidligere.

Østeuropa

Efter 2. verdenskrig kom USA i fuld udstrækning til at deltage i international politik, hvor stormagten indtil verdenskrigen havde indtaget en mere isolationistisk position. Nordamerikansk udenrigspolitik var ikke længere alene koncentreret om Latinamerika og Stillehavsområdet. Washington fik nu politiske, økonomiske og militære interesser over størstedelen af kloden. Sovjetunionens operationsfelt var geografisk set langt mere begrænset. Stalin udviste alene interesse i hvad der foregik i områderne i Sovjetunionens nærhed. Den sovjetiske politik var i særlig grad koncentreret om udviklingen i Østeuropa. Til gengæld for kontrollen over udviklingen i størstedelen af dette område var Moskva rede til at gøre store indrømmelser overfor vestmagterne udenfor Østeuropa.

USA og Storbritannien var imidlertid ikke villige til at give Sovjetunionen nærmest frie hænder i Østeuropa. Den sovjetiske politik i Østeuropa kom i løbet af kort tid til at udviske det positive billede af Sovjetunionen, som fællesskabet under 2. verdenskrig havde skabt i USA og Vesteuropa.

Modsætningerne omkring Østeuropa forplantede sig i løbet af 1945-46 også til holdningen overfor Tyskland. USA, Storbritannien og Sovjetunionen var specielt uenige om størrelsen på de erstatninger, Tyskland skulle betale. Denne uenighed sammen med Frankrigs ønske om at svække Tyskland mest muligt, førte til at det fælles besættelsessystem brød sammen.

Vesteuropa og NATO

Fra Østeuropa og Tyskland bredte den kolde krig sig til Vesteuropa. Af politiske og økonomiske årsager havde USA allerede i 1945-46 givet betydelige lån til flere lande i Vesteuropa, mens landene i Østeuropa og især Sovjetunionen, fik ringe eller ingen bistand. Denne politik blev optrappet overfor Grækenland og Tyrkiet med Truman-doktrinen fra marts 1947 og generelt overfor Vesteuropa med Marshallplanen fra juni samme år. På dette tidspunkt blev kommunisterne også udelukket fra koalitionsregeringerne i Frankrig og Italien, hvilket bidrog til en mere offensiv politik fra kommunistpartiernes side.

Ledende politikere på kontinentet og især i Storbritannien ivrede for, at USA skulle engagere sig militært i Vesteuropa ud over deltagelsen i besættelsen af Tyskland, Italien og Østrig. Den øgede villighed i den nordamerikanske opinion og i Kongressen til at lade sig binde militært til Vesteuropa, Storbritanniens svækkede stilling samt udviklingen i Tjekkoslovakiet, Finland, Italien og Norge førte i marts 1948 til, at Truman-administrationen indledte militære drøftelser med Storbritannien og Canada. Disse tog sigte på et atlantisk militært samarbejde, og drøftelserne, hvor andre lande efterhånden kom med, blev afsluttet i april 1949 med dannelsen af NATO.

Asien og Afrika

USA satsede kolossale summer på at fremme sine interesser i Vesteuropa, men var langt mere tilbageholden i Asien. Den hjælp som blev givet til Chiang Kai-shek under borgerkrigen i Kina, havde i europæisk perspektiv et beskedent omfang. Var den nordamerikanske deltagelse på det asiatiske fastland længe begrænset, var dette i endnu højere grad tilfældet for Sovjetunionen.

I 1949-50 skulle den kolde krig alligevel for alvor brede sig fra Europa til Asien. Kommunisternes sejr i Kina førte til en kraftig øgning i det sovjetiske engagementet med et - i det mindste på overfladen - tæt samarbejde mellem Sovjetunionen og Kina. Kommunisternes fremgang i Indokina bidrog også til øget nordamerikansk interesse i Asien. Et centralt element i forskydningen af den kolde krig fra Europa til Asien var Nordkoreas angreb på Sydkorea i juni 1950. Den nordamerikanske politik overfor det asiatiske fastland blev nu revurderet. Store styrker blev sendt til Korea og hjælpen til Frankrig i Indokina blev kraftig øget. Holdningen til Maos Kina blev fuldstændig fastfrosset - især efter at Kina gik ind i Koreakrigen i oktober-november 1950. I løbet af få år blev det nordamerikanske militærbudget tredoblet.

I 1950'erne forsøgte USA at opbygge et net af sikkerhedspolitiske aftaler i Stillehavsområdet og i Asien. I 1951-52 normaliserede USA forholdet til Japan og sikrede sig langvarige baserettigheder. I 1954 blev SEATO (South-East Asia Treaty Organization) etableret med USA, Storbritannien, Frankrig, Philippinene, Thailand, Pakistan, Australien og New Zealand som medlemmer. I 1955 blev Bagdhadpagten oprettet mellem Pakistan, Iran, Iraq, Tyrkiet og Storbritannien, med USA som uofficiel deltager.

Efter Stalins død i 1953 kom Sovjetunionen til at føre en aktiv Asiens politik, også overfor de lande der ikke blev ledet af kommunistiske partier. Stalin havde stort set betragtet Indien og andre neutrale lande som domineret af vestmagterne og havde derfor vist ringe interesse for et nærmere samarbejde med dem. Khrustsjovs rejse til Indien, Afghanistan og Myanmar (Burma) i 1955 kom for alvor til at ændre denne politik.

Under Khrustsjov ændrede denne sovjetiske politik indhold - også i forhold til Mellemøsten. Fra 1955 forsøgte Sovjetunionen aktivt at vinde indflydelse i de arabiske lande og prøvede at mindske den vestlige dominans i området. De første signaler om dette var Tjekkoslovakiets våbensalg til Egypten, Sovjetunionens finansiering af Aswandæmningen og Moskvas politik under Suezkrisen i 1956.

Afkoloniseringen gav Sovjetunionen større muligheder end tidligere for at svække vestmagternes indflydelse - også syd for Sahara. De første alvorlige forsøg fra sovjetisk side på at øge sin indflydelse kom i 1960 under Congokrisen. Med denne kan man sige, at den kolde krig også var nået til Afrika syd for Sahara.

Størstedelen af verdens lande var på dette tidspunkt draget ind i rivaliseringen mellem øst- og vestmagterne. Latinamerikas status var længe speciel. Med Castros revolution i Cuba og Sovjetunionens stigende indflydelse der, kunne Latinamerika imidlertid ikke længere betragtes udelukkende som USA's interessesfære. Stationeringen af sovjetiske mellemdistanceraketter i Cuba kan opfattes som den kolde krigs højdepunkt. Spændingsniveauet mellem USA og Sovjetunionen var samtidig højere under Cubakrisen end vel nogen sinde tidligere.

Afspænding

Alligevel kan man sige, at Cubakrisen på mange måder kom til at markere afslutningen på den kolde krig. Selv om der havde været spændte perioder og selv om rivaliseringen mellem Sovjetunionen og USA bestod frem til Sovjets sammenbrud, var forholdet mellem de to supermagter mindre spændt efter Cubakrisen. Det faktum at verden havde stået på randen af atomkrig, fik USA og Sovjetunionen til at øge samarbejdet for at hindre at en sådan fare igen skulle opstå. Den politiske og økonomiske kontakt mellem de to blokke blev samtidig udvidet.

Men Cubakrisen var ikke noget absolut vendepunkt i den kolde krig. Afspændingen var en proces, som dels var begyndt længe før og dels fortsatte også efter Cubakrisen. I 1962-63 var der alligevel sket store ændringer. Begge blokkene var i færd med at slå betydelige sprækker. I Vesten kom især Frankrig under præsident de Gaulle til at stå for en mere uafhængig politik overfor USA end tidligere. I 1962-63 øgedes de sovjetisk-kinesiske modsætninger, således at det kun var et spørgsmål om tid, før forholdet mellem de to kommunistiske stater ville blive mere anstrengt end forholdet mellem USA og Sovjetunionen.

Gennem 1960'erne øgedes forståelsen mellem USA og Sovjetunionen mht. hvilke områder i Europa der var af central betydning for den anden part. Dette førte til en stabilisering af situationen i Europa, som igen førte til et forbedret forhold mellem supermagterne, selv om der var områder - især i Afrika - hvor interessefordelingen fortsat var uklar. I Afrika og Asien blev flere og flere lande neutrale. Efterhånden bragte de underudviklede lande i den tredje verden også spørgsmål frem, som gjorde skellet mellem de to stormagtsblokke af mindre betydning. Gennem 1960'erne blev international politik på denne måde mindre præget af konfrontationen mellem øst- og vestmagterne. Denne politik blev accelereret af Vesttysklands udsoningsproces med Polen og Sovjetunionen i starten af 70'erne og USA's etablering af tættere økonomiske og politiske forbindelser med Sovjet og Kina i samme årti.

I forlængelse af Sovjets invasion af Afghanistan i 1979 og NATO's dobbeltbeslutning om massiv udstationering af atombestykkede mellemdistanceraketter i Europa i 1980, skruede USA's præsident Ronald Reagan i 1982-85 atter op for kulden overfor Sovjet, der blev udnævnt til «Ondskabens Imperium». Den skærpede konflikt blev først afrundet med sovjets Gorbachovs vidtgående nedrustningsforslag overfor USA i 1986-87. Nedrustningsinitiativet var udtryk for, at Sovjet ikke havde økonomiske muligheder for at følge i med i den accelererede oprustning, som USA forsøgte at påtvinge det. Trods de vidtgående nedskæringer af atomare og konventionelle styrker i sidste halvdel af 80'erne fortsatte USA dog sin «Rollback» (tilbagerulning) strategi overfor Østeuropa, Kina og andre lande rundt omkring i verden - bl.a. Angola, Moçambique, Cuba og Nicaragua - som USA opfattede som trusler mod sit hegemoni.

Koldkrigsudredning

I frustration over at have tabt folketingsvalget i 1998 optrappede højrefløjen i Danmark i 1998-99 sine ideologiske angreb på Socialdemokratiet. Angrebene nåede et højdepunkt, da tidligere Venstre udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen beskyldte Socialdemokratiet for at være «landsforrædere». Argumentationen var, at partiet sammen med det Radikale Venstre havde svækket Danmarks stilling i NATO med den såkaldte «fodnotepolitik» i sidste halvdel af 1980'erne. Fodnotepolitikken gik ud på, at det alternative sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget havde tvunget regeringen til at tage en række forbehold overfor NATO i alliancens planer om oprustning af sine raketter i Vesteuropa. I Ellemann Jensens optik havde denne politik svækket NATO og gavnet Sovjetunionen. Socialdemokratiet var derfor «landsforrædere».

Til at belyse påstanden nedsatte SR regeringen i 1999 et uvildigt udvalg i DUPI regi (Dansk Udenrigspolitisk Institut) til at udrede forholdene omkring Danmarks deltagelse i den Kolde Krig, og herunder højrefløjens beskyldninger om «landsforræderi» og «5. kolonne virksomhed».

Udredningen fra instituttet - i mellemtiden omdøbt til Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) - kom 30. juni 2005. Dens hovedkonklusioner var følgende:

• Hverken Sovjetunionen eller Warszawapagten havde intentioner om at indlede et uprovokeret angreb på Vesten. Allerede i 1981 opgav DDR at gennemføre landsætningsoperationer i Danmark.
• Fra slutningen af 1970'erne anså Sovjetunionen udelukkende atomvåben for at være defensive våben.
• Danmark var under den Kolde Krig og frem til Sovjetunionens opløsning i 1991 fast forankret i NATO, og blev i perioden stadig mere integreret i alliancen - både militært og politisk.
• Fodnotepolitikken i sidste halvdel af 80'erne påvirkede i nogen grad Danmarks generelle indflydelse og anseelse i NATO, men de danske forbehold havde ingen indflydelse på NATO's politik.
• Danmark blev i hele perioden opfattet som et loyalt medlem af alliancen - både af NATO selv og af Warszawapagten.
• Sovjetunionen og Warszawapagten havde en vis succes med at påvirke den sikkerhedspolitiske debat i Danmark, men debattens temaer og dynamik var i overvejende grad bestemt af bredere internationale tendenser og af udviklingen og idestrømninger internt i de vestlige samfund.
• Østlandene havde en omfattende efterretningsvirksomhed i Danmark, men tilsyneladende ingen topspioner. De havde hverken held til i nævneværdig grad at infiltere forsvaret eller andre danske myndigheder.

Højrefløjens påstande om, at Socialdemokratiske og venstrefløjspolitikere spionerede til fordel for Østeuropa blev dermed pillet fra hinanden. Dog havde DKP politikeren Ib Nørlund i 1945-46 videregivet følsomme oplysninger til den russiske ambassade. Koldkrigsudredningen kunne imidlertid afsløre, at danske politikere havde arbejdet for USA's efterretningsvæsen CIA. Det gjaldt bl.a. SF's første formand, Aksel Larsen.

Da udredningen modbeviste højrefløjens påstande, blev argumentationen fra denne fløj lagt om. Det hed nu, at årsagen til, at fodnotepolitikken ikke havde svækket Danmarks og NATO's stilling alene var, at regeringen med daværende Ellemann Jensen i spidsen havde valgt «ikke» at følge politikken. Udover at denne nye påstand også var forkert - den danske fodnotepolitik blev nemlig fremført på NATO's ministerrådsmøder - afslørede den foragt for folkestyret. Regeringen skal føre den politik et flertal i Folketinget beslutter. Ellers kan den stilles for en rigsret. Vi skal tilbage til Estrups provisorieregering i 1886-1901 for at finde eksempler på en regering, der regerede på tværs af Folketinget. Ikke desto mindre var det denne praksis Venstres udenrigspolitiske ordfører, Troels Lund Poulsen forsvarede, da han roste den daværende udenrigsminister Jensen for at have «sat hælene i» overfor fodnotepolitikken.

A.J.