Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Folketinget er Danmarks øverste parlamentariske organ. Dets grundlag er fastsat i Grundlovens § 15, der fastlægger parlamentarismens spilleregler. Der indtager en nøglerolle i den tredeling af magten mellem den lovgivende, dømmende og udøvende magt, der ligeledes er fastlagt i Grundloven. Efter seneste grundlovsændring i 1953 består det af 179 medlemmer.

Parlamentarismen indførtes i Danmark i 1848 og erstattede den tidligere enevælde. I februar 1848 var der gennemført revolutioner i mange europæiske lande, og denne bølge mod enevælde og feudalisme ramte også Danmark (se Februarrevolutionen). I marts gennemførtes et folkeoptog til kongens slot, Christiansborg med krav om afskaffelse af enevælden, og dette førte til vedtagelsen af landets første Grundlov i 1849. Med Grundloven fik parlamentarismen to kamre, Landstinget og Folketinget. Kongen afstod nogle af sine gemakker på slottet, og parlamentet havde dermed også fået et sæde.

Der var dog tale om en parlamentarisme og et «demokrati» der lå langt fra det vi kender i dag. Stemmeretten var indskrænket til et lille mindretal af befolkningen - kvinder og tyende (landarbejdere og ansatte i huset) havde f.eks. ikke stemmeret -, valgretsalderen til Landstinget var 35 år og der eksisterede ikke noget system for tillægsmandater. Et parti - uanset hvor stort det måtte være - fik derfor først valgt en kandidat, når denne kandidat fik flertal i sin kreds.

Christiansborg brændte i 1884, men blev først genopbygget i 1906. Perioden var præget af en bitter kamp mellem Venstre og Højre (det nuværende Konservativt Folkeparti), der havde regeringsmagten, men var i mindretal i Folketinget. Kampen medførte, at der kom til at gå 22 år, før Christiansborg blev genopført.

Ved en ændring af Grundloven i 1916 blev valgretten udstrakt til kvinder og tyende, i 1953 blev valgretsalderen sænket til 21 år og i 1978 til 18 år.

Folketingets virke

Folketingets vigtigste funktioner er:

• lovgivning
• kontrol med administrationen af den eksisterende lovgivning
• kontrol med regeringen

Folketinget har 24 stående - dvs. faste - udvalg. Det vigtigste del af disse udvalgs arbejde er behandlingen af lov- og beslutningsforslag. De fleste forslag fremsættes af regeringen, der har bedre muligheder for at trække på ministeriernes faglige kompetence, men de enkelte partier kan også fremsætte egne forslag. Fra udvalgene sendes de til 1., 2. og 3. behandling i salen, hvor alle folketingsmedlemmer har mulighed for at deltage i debatten og ikke blot de få medlemmer, der har sæde i udvalgene. De to vigtigste udvalg er finansudvalget og markedsudvalget. Finansudvalget fordi det har beslutningskompetence ifht. administrationen af finansloven - statens budget. Markedsudvalget fordi det tager sig af tilpasningen af dansk lovgivning til EU-lovgivningen. Den overvejende del af lovgivningsarbejdet består i dag i tilpasning af dansk lovgivning til EU's love, der vedtages i Europaparlamentet.

Lovgivningsarbejdet er vokset drastisk i løbet af det 20. århundrede. Det skal ses i sammenhæng med det kapitalistiske samfunds udvikling og statens intervention på stadig flere områder. Samtidig er der sket en specialisering - et udtryk for samfundets stadig større kompleksitet - der gør, at Folketingets medlemmer i stigende grad klager over ikke at kunne gennemskue lovene. Lovgivnings- og fortolkningskompetencen er i stigende grad blevet forrykket fra Folketinget til ministerier og styrelser. Den ultimative konsekvens af denne udvikling er vedtagelsen af såkaldte rammelove, der senere udfyldes med cirkulærer af ministerierne. To vigtige eksempler på denne type lovgivning er bistandsloven og arbejdsmiljøloven, som begge er lovkomplekser vedtaget i midten af 1970'erne, men som stadig er under udfyldelse - udenfor Folketingets rammer.

Ved siden af EU's tiltagende rolle som usynlig politisk medspiller, er denne udvikling i lovgivningsarbejdet udtryk for en anden tendens, nemlig interesseorganisationernes tiltagende rolle i lovgivningsarbejdet. Interesseorganisationerne - f.eks. arbejdsmarkedets parter - inddrages gennem kommissioner og udvalg direkte i lovgivningsarbejdet. Det sikrer, at interesserne i højere grad er afvejet i lovgivningen, ifht. de styrkeforhold der aktuelt eksisterer mellem de forskellige interesser, men er samtidig udtryk for en udvikling, der er unddraget vælgernes direkte demokratiske kontrol. I sidste ende er det udtryk for, at det borgerlige demokrati er underlagt de omkringliggende økonomiske magtforhold i samfundet (se Basis & overbygning).

Folketingets kontrol med regeringen er ikke fastlagt i grundloven på samme måde, som det er tilfældet med behandlingen af love. Det juridiske grundlag for kontrollen er først og fremmest parlamentarismen som fastlagt i grundlovens § 15. Efter denne paragraf skal regeringen gå af eller udskrive valg, hvis Folketinget udtrykker sin mistillid til statsministeren. Det er dog uhyre sjældent, at Folketinget direkte bruger denne mulighed. Men parlamentarismen har en indirekte betydning for det almindelige politiske magtforhold mellem regeringen og Folketinget. Regeringen må nemlig for at bevare sin stilling føre en politik, der i hovedtræk bliver støttet af et flertal i Folketinget. Samtidig gør Folketinget sit til at kontrollere, at regeringen rent faktisk fører en sådan politik.

Regering og Folketing har i en række tilfælde gennem de seneste 10-15 år forsøgt at sætte sig ud over Grundlovens tredeling af magten. Det skete senest ifbm. den såkaldte Tvindlov (se Tvind), hvor skolesamvirket Tvind i 1996 fik frataget sine lovsikrede tilskud til undervisning, da Folketinget vedtog en særlov, der samtidig pointerede, at afgørelser ikke kunne indbringes for domstolene. Loven blev 2 år senere underkendt af Højesteret, fordi den var i strid med Grundloven. Danmark har i modsætning til f.eks. Tyskland ikke nogen forfatningsdomstol, og behandlingen af konflikter mellem lovgivningen og Grundloven må derfor behandles af højesteret.

Tvindloven var samtidig den sidste i en lang række af såkaldte særlove, der greb ind for navngivne personer, institutioner eller grupper. «Rockerloven» var et lignende eksempel og på tilsvarende vis en overtrædelse af det borgerlige princip om, at «alle er lige for loven».

Rigsretten

Regeringen eller Folketinget kan rejse en sag ved Rigsretten mod en minister. Rigsretten består af indtil 15 højesteretsdommere og et tilsvarende antal medlemmer, som bliver valgt af Folketinget. De medlemmer af Rigsretten, som Folketinget vælger, må ikke samtidig være medlemmer af Folketinget.

Ifølge ministeransvarlighedsloven kan en minister blive straffet for sin måde at handle på som minister, f.eks. hvis han eller hun har tilsidesat de pligter, som lovene pålægger ministeren. Herudover kan en minister blive straffet, hvis han eller hun har givet Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag har fortiet oplysninger, som var af væsentlig betydning for sagen.

Den seneste dom i en rigsretssag faldt den 22. juni 1995, hvor fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen blev idømt 4 måneders betinget fængsel med en prøvetid på et år for at have handlet i strid med udlændingelovens § 9 ved ikke at give opholdstilladelse til familiemedlemmer til herboende flygtninge fra Sri Lanka, uanset at disse havde retskrav på opholdstilladelse og familiesammenføring her i landet.

Når der opstår tvivl omkring regeringens, bestemte ministre eller ministeriers administration, kan Folketinget istedet vedtage at nedsætte en kommissionsdomstol, undersøgelsesret eller undersøgelseskommission. Gennem 1990'erne er det sket i en lang række tilfælde.

Sagen om Skatteministeriets edb-udgifter

I 1990 begyndte en kommissionsdomstol at undersøge forskellige forhold omkring edb-udgifter inden for Skatteministeriets område. Kommissionsdomstolen kom med sin beretning i 1992, der fastslog, at minister og embedsmænd havde taget «kreative bogføringsmetoder» i brug for at overføre midler fra et år til et andet. Ubrugte midler skal altid tilfalde statskassen. Umiddelbart efter at den var blevet offentliggjort, forlod skatteministeren (Anders Fogh Rasmussen) regeringen. Fire embedsmænd blev tildelt en advarsel efter tjenestemandsloven, og der blev indledt tjenestemandssag mod én embedsmand.

Tamil-sagen

I 1990 begyndte en undersøgelsesret at undersøge beslutningsprocessen og administrationen i forbindelse med behandlingen af sager om familiesammenføring for flygtninge fra Sri Lanka. Undersøgelsesretten offentliggjorde sin beretning i januar 1993, der indikerede, at både justitsministeren og hans embedsmænd havde overtrådt lovgivningen. Umiddelbart efter trådte statsministeren (Poul Schlüter) og den samlede regering tilbage.

På baggrund af undersøgelsen rejste Folketinget i juni 1993 rigsretssag mod den tidligere justitsminister (Erik Ninn-Hansen) for at have administreret i strid med udlændingeloven. Den 22. juni 1995 blev der afsagt dom i rigsretssagen. Et flertal i tinget udtrykte herudover sin alvorlige misbilligelse af den tidligere statsminister Poul Schlüter og sin misbilligelse af den tidligere justitsminister H.P. Clausen. Misbilligelsen var i begge tilfælde møntet på manglende efterlevelse af kravene i ministeransvarlighedsloven om afgivelse af oplysninger til Folketinget. Der blev endvidere indledt tjenestemandssager mod fire embedsmænd, ligesom en tidligere departementschef i Statsministeriet blev tildelt en såkaldt disciplinær foranstaltning.

Himmerlandsbank-sagen

I 1993 blev der nedsat en undersøgelsesret, der skulle klarlægge, om Sparekassen Nordjylland fra skatteministerens side havde fået løfte om et skattefradrag på 173 mio. kr. i forbindelse med overtagelsen af Himmerlandsbanken.

Undersøgelsesretten offentliggjorde sin beretning i oktober 1994. Retten konkluderede, at Sparekassen Nordjylland havde et skatteretligt krav på at kunne fratrække 173 mio. kr. på de engagementer, som sparekassen havde overtaget fra Himmerlandsbanken. På baggrund af undersøgelsen nedsatte Folketinget i oktober 1994 et særligt undersøgelsesudvalg. Udvalget fik til opgave at undersøge, om ministre havde afgivet mangelfulde eller forkerte oplysninger til Folketinget. Udvalget afgav beretning 29. juni 1995. I beretningen kritiseredes fhv. skatteminister Ole Stavad for at have afgivet et «ikke-svar» i Folketingets spørgetid. Det vil sige et svar, hvor man ikke lyver, men heller ikke fortæller den fulde sandhed, selv om der er mulighed herfor. Regeringen kritiseredes endvidere for at have rådet sparekassen til at anlægge retssag for at opnå et skattefradrag på 173 mio. kr.

Den færøske banksag

Folketinget vedtog 2. juni 1995 loven om undersøgelse af den færøske banksag. Ifølge loven nedsætter justitsministeren en undersøgelseskommission, der har til opgave at undersøge og klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med de initiativer, der fra 1992 og frem til sammenlægningen af bankerne i 1994 blev taget for at redde Sjovinnubanken og Føroyabanken fra økonomisk sammenbrud.

Nørrebro-sagen

Den 14. maj 1996 vedtog Folketinget loven om undersøgelse af Nørrebro-sagen. Ifølge loven nedsættes en undersøgelseskommission, der bl.a. har til opgave at undersøge og klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med urolighederne på Nørrebro den 18. maj 1993 i forlængelse af afstemningen om Maastricht-traktaten.

Vasalstaten

Demokratiet, den politiske og økonomiske suverænitet er begrænset i Danmark. Danmark er en lille stat og har i mere end 100 år valgt at deponere sin udenrigspolitik hos den toneangivende stat udenfor. I 1900-45 var Danmark derfor et udenrigspolitisk halehæng til Tyskland. Under den tyske besættelse af Danmark blev dette bekræftet gennem samarbejdspolitikken med besættelsesmagten. Den eneste grund til at de allierede sejrherrer efter 2. Verdenskrig (Sovjetunionen, USA, Storbritannien og Frankrig) besluttede at Danmark ikke skulle regnes som en del af Tyskland var eksistensen af den danske modstandsbevægelse.

Efter 1945 besluttede Danmark at deponere sin udenrigspolitik i USA og blev de-facto et udenrigspolitisk halehæng til supermagten. Støttede dens krige mod Korea, Vietnam, støttede de US allierede militærdiktaturer i Spanien, Portugal og Grækenland. Fra slutningen af 1990'erne deponerede Danmark hele sin sikkerhedspolitik i USA. Den officielle danske holdning var: «Vi gør hvad USA siger». Danmark deltog i den folkeretstridige krig mod Serbien i 1999 og i USA's efterfølgende krige mod: Afghanistan, Iraq, Libyen og Syrien fra 2003. Danmark stillede sit militær til rådighed for USA (som lejesoldater uden dog at blive økonomisk kompenseret herfor) og udførte ofte de groveste krænkelser af Genevekonventionerne, som end ikke USA ville lægge navn til. Det gjaldt især bombardementerne af civile mål i Libyen i 2011.

Borgerlige og socialdemokratiske historikere og poliitkere søger ofte at forklare denne vasalstatspolitik med, at der ikke var noget alternativ. Det er ikke korrekt. Et land har altid et politisk råderum - hvis det ellers ønsker at udnytte det. Tyskland, Frankrig, Sverige, Norge og mange andre europæiske lande bakkede ikke op om USA's krig mod Iraq i 2003. Det gjorde Danmark med statsminister Fogh Rasmussens herostratiske løgn overfor Folketinget og det danske folk: «Iraq har massaødelæggelsesvåben. Det er ikke noget vi tror. Det er noget vi ved». Danmark er ikke blevet økonomisk belønnet af USA for at være en vasalstat til supermagten, men har til gengæld fået besøg af præsidenterne Bil Clinton i 1997 og George Bush i 2005.

Økonomisk og politisk er den danske suverænitet deponeret i EU. 80-90% af den «lovgivning» der vedtages i Folketinget er implementering af love vedtaget i Bruxelles. Selv om Danmark i 1993 og igen i 2000 ved folkeafstemninger besluttede, at Euroen ikke skulle erstatte kronen som valuta, fører staten og Nationalbanken en politik som om dette alligevel var tilfældet. Kronen er snævert knyttet til Euroen - i modsætning til f.eks. den svenske krone og det britiske pund - og regeringen holder sig indenfor de snævre økonomiske rammer Euro-kredsen udstikker. Trods 2 danske folkeafstemninger er Danmark derfor de-facto medlem af ØMU'en - dog uden Euro og uden nogen form for indflydelse på Euro-kredsens beslutninger.

De helt afgørende politiske beslutninger af betydning for Danmark bliver derfor ikke taget i Folketinget men i Washington - for så vidt angår udenrigs- og sikkerhedspolitikken - og i Bruxelles for så vidt angår de øvrige politikområder.

Folkestyrets problemer

De mange sager, skandaler, det stigende lovpres og den stadig tydeligere diktering af lovgivningen udefra har været medvirkende til, at befolkningens interesse for Folketinget, dets arbejde og politik generelt har været faldende gennem den sidste halvdel af det 20. århundrede. Det kommer tydeligst til udtryk ved, at partiernes medlemstal har været præget af et stadig fald. I dag er det derfor under 5 % af vælgerne der har mulighed for indflydelse ved opstilling af kandidater til folketingsvalg, og mens over 30 % af Socialdemokratiets vælgere i starten af 1950'erne også var medlem af partiet, er dette i dag faldet til under 10 %. Der eksisterer bred enighed om problematikkens alvorlighed, men ingen fælles forståelse af løsningsmulighederne. Imens vokser afstanden mellem befolkning og politikere.

Valg m.v. (dato)	Regering	Venstrefløjen			A	Borgerlige
		Y/Ø/K	F	(F/Y/ Ø/K)		(B/C/ V/D/ QL/Z/ O/U)	B	C	V	D/Q/L	Z/O/U
60	Krag		11	11	76	81	11	32	38		U6 S1
64	Krag		10	10	76	84	10	36	38		U5
661122	Krag		20	20	69	86	13	34	35	LC 4
680128	Baunsg.	Y 4	11	15	62	98	27	37	34
710921	Krag		17	17	70	88	27	31	30
721002	«EF-traktat»	63,3 % Ja
731204	Hartling	K 6	11	17	46	112	20	16	22	Rf5 D14 Q7	Z28
750109	Anker J	Y4 K7	9	20	53	102	13	10	42	D4 Q9	Z24
770215	Anker	Y 5 K 7	7	19	65	91	6	15	21	Rf6 D11 Q6	Z26
780830	Anker J + Hartling
791026	Anker J	Y 6	11	17	68	90	10	22	22	Rf 5 D6 Q5	Z20
811208	Anker J	Y 5	21	26	59	90	9	26	20	Q4 D15	Z16
821010	Schlüter
840110	Schlüter	Y 5	21	26	56	93	10	42	22	8 Q5	Z6
860227	«EF- pakken»	56,2 % Ja
870908	Schlüter	FK 4	27	31	54	90	11	38	19	D9 Q4	Z9
880510	Schlüter		24	24	55	92	10	35	22	D9 Q4	Z12
901212	Schlüter		15	15	69	91	7	30	29	D9 Q4	Z12
920602	Maastricht I	50,7% Nej
930115	Nyrup *)
930518	Maastricht II	56,7% Ja
949021	Nyrup	Ø 6	13	19	62	94	8*)	27	42	D5 JH1	Z 11
980311	Nyrup **)	Ø 5	13	18	63	94	7*)	16	42	D8 Q4	O13 Z4
980528	Amsterdam traktat	55,1% Ja
20000928	ØMU-afstemning	53 % Nej
20011120	Fogh	Ø 4	12	16	52	107	9	16	56	Q4	O22
20050208	Fogh	Ø 6	11	17	47	111	17	18	52		O24
20071113	Fogh	Ø 4	23	27	45	103	9	18	46	Y5	O25
20110915	Helle T. Smith	Ø 12	16	28	44	103	17	8	47	L9	O22
20150618	Løkke	Ø 14	7	21	47	107	8 +Å9	6	34	L13	O37
20151203	Retsforbeholdet	53,1% Nej
Mandatfordeling ved Folketingsvalg og folkeafstemninger 1960-2015 *) Radikale går i Nyrup R regering. **) 1 færing skaffer det 90. mandat.

A.J.