Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ytringsfrihed er retten til at give sine meninger til kende i skrift og tale. Ytringsfriheden er i Danmark formelt sikret gennem Grundlovens § 77 som bestemmer, at: «Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres». Ytringsfriheden har siden 11/9 2001 været under voldsomt pres i den vestlige verden, hvis stater i stigende grad reducerer «friheden» til magthavernes ret til at kritisere anderledestænkende, mens anderledestænkende i stigende grad udsættes for forfølgelse og straf når de ytrer sig. Dette gælder også Danmark.

Ytringsfrihen blev - trods grundlovens bestemme - reelt afskaffet den 19. marts 2019 med Folketingets vedtagelse af den såkaldte Påvirkningslov. Loven skal formelt hindre fremmede magters påvirkning af meningsdannelsen i Danmark, men i realiteten indebærer den, at det er staten der godkender hvilke ytringer der er lovlige - og hvilke der skal straffes med op til 12 års fængsel.

Det er lagt visse begrænsninger på ytringsfriheden, nemlig for ytringer som kan virke ærekrænkende, gudsbespottende, som opfordrer til strafbare handlinger eller på anden måde kommer ind under straffelovens bestemmelser. Eftersom det kan være vanskeligt at afgøre, hvilke ytringer som rammes af disse bestemmelser, og eftersom opfattelsen af hvad der f.eks. er krænkende skifter, bliver det ofte et politisk spørgsmål hvad ytringsfriheden skal gælde. I årene efter 2. verdenskrig blev der f.eks. rejst flere retssager mod hvad der blev regnet som pornografi. Spørgsmålet om f.eks. opfordring til ulovlig strejke og civil ulydighed er strafbart eller ikke, rejser problemer af største vigtighed i diskussionen om et levedygtigt og fleksibelt demokrati.

Som de andre grundlæggende friheder, hviler også ytringsfriheden på ideen om visse fundamentale menneskerettigheder. Retten til at give udtryk for ens meninger i skrift og tale regnes som en forudsætning for at kunne tage vare på sig selv som menneske og for at kunne skabe sig en rig og ordentlig tilværelse efter eget valg. Menneskets ytringsfrihed er derfor indskrevet i FN's menneskerettighedserklæring fra 1948, som bl.a. slår fast, at enhver har ret til at «meddele oplysninger og ideer gennem ethvert meddelelsesmiddel, og uafhængigt af grænser». Europarådets menneskerettighedskonvention af 1950 præciserer, at dette må ske «uden indblanding fra offentlige myndigheder».

Selv om ytringsfriheden altså er formelt sikret, er det imidlertid klart, at en række mennesker i virkeligheden ikke nyder godt af eller ikke kan benytte sig af denne ret. En række faktiske omstændigheder, ydre og indre, begrænser en persons reelle ytringsfrihed.

Den vigtigste hindring for reel ytringsfrihed er bestemte magtforhold mellem mennesker. Indenfor familien vil især de fysisk og økonomisk svage medlemmer være afhængige af de stærke, og vil af frygt for repressalier lægge bånd på deres ytringsfrihed. Børn vil af frygt for tab af hengivenhed og kærlighed lade være med at give udtryk for deres holdninger og følelser osv. I forholdet mellem arbejder og arbejdskøber vil det gensidige afhængighedsforhold kunne hindre den ene part (arbejderen) i at give oprigtig udtryk for sine meninger af frygt for afskedigelse.

De samme forhold som gælder mellem individer, gælder også mellem grupper og klasser, som står i et magt- og afhængighedsforhold til hinanden.

Disse betragtninger viser samtidig, at en ubegrænset ytringsfrihed næppe er et ubetinget gode. Forholdet mellem mennesker som er afhængige af hinanden, ville kunne skades ubodeligt, hvis alle sagde, hvad de oprigtigt mente.

En persons reelle ytringsfrihed begrænses også af «indre» omstændigheder - nemlig personens evne til at udtrykke sig i skrift og tale og muligheden for at komme til orde. Evnen til at udtrykke sig klart og effektfuldt varierer stærkt mellem mennesker. Børn er mindre erfarne med at udtrykke sig end voksne, men der eksisterer også betydelige forskelle mellem voksne, afhængig af baggrund, uddannelse og øvelse. At ytringsfriheden kan blive mere end blot en frihed på papiret, er derfor afhængig af bl.a. mobiliteten mellem miljøer, muligheden for uddannelse og utvungen omgang mellem mennesker. Evnen til at udtrykke sig er ikke en ren papegøjefærdighed; den kræver også udvikling af evnen til at tænke klart og logisk.

Muligheden for at komme til orde begrænser ens faktiske ytringsfrihed på alle planer, men er særlig mærkbar, hvis man vil nå et større publikum. Muligheden for at få sine meninger frem var tidligere groft sagt omvendt proportional med meddelelsesmidlets rækkevidde. Det var vanskeligere at få sine holdninger trykt i en stor avis end i en lille, vanskeligere at slippe ind i radioen end på cafeen. Til gengæld gav lokalradio og -TV fra 1980'erne større mulighed for at bringe budskaber frem. Internettet og specielt de sociale medier giver i dag en teoretisk mulighed for at nå ud til mange, men også for medier sker der en centralisering af informationerne, og den måde folk anvender dem på.

Mange stater er bekymrede over den demokratisering af ytringsfriheden, som opkomsten af internettet og de sociale medier har ført til. De sociale medier spillede en vigtige rolle under det arabiske forår i 2011 og myndigheder over det meste af verden overvåger derfor de sociale medier for at under givne omstændigheder at kunne fjerne dem fra nettet. Også i Danmark overvåger politi og efterretningstjenester de sociale medier.

Ytringsfrihed eller ytringsterror

Globalt kunne der i perioden fra vedtagelsen af FN's Menneskerettighedscharter i 1948 og frem til sammenbruddene i Østeuropa omkring 1990 spores fremskridt for ytringsfriheden. Ytringsfrihed blev et kampfelt i kappestriden med de Østeuropæiske stater. Siden Sovjetunionens sammenbrud i 1992 er det imidlertid gået hastigt tilbage for ytringsfriheden. Især efter angrebene 11. september 2001 i USA. Disse angreb blev globalt brugt til frontale angreb på borgerlige og demokratiske frihedsrettigheder. Således også i Danmark, hvor politi og efterretningsvæsen har fået udstrakte beføjelser på borgernes bekostning, og de grundliggende retstatslige garantier har tilsvarende været under afvikling.

I vinteren 2006/06 sendte den danske statsministers forhold til ytringsfrihed Danmark ud i konflikt med hele den muslimske verden. Baggrunden var 12 karikaturtegninger offentliggjort i Jyllandsposten 30. september 2005 som led i avisens og regeringens hetz mod flygtinge, indvandrere og specielt muslimer. I statsministerens opfattelse var ytringsfrihed magthavernes og deres medløberes ret til at gøre grin med eller føre hetz mod minoriteter eller politiske modstandere. Dette må imidlertid snarere betegnes som ytringsterror på linie med den «ytringsfrihed» autoritære regimer praktiserer overfor politiske afvigere og modstandere.

Ytringsfriheden står i sagens natur ikke sin prøve, når det handler om flertallets «ret» til at undertrykke og chikanere mindretal. Der findes ingen begrænsninger i denne ret under autoritære regimer. Ytringsfriheden står derimod sin prøve, når det drejer sig om minoritetsgrupper, politiske modstandere overfor et herskende politisk styre og deres ret til at tale de magthavende grupper i samfundet imod. Ifht. denne lakmusprøve på ytringsfrihed er der de seneste år sket de-facto indskrænkninger i de danske rammer for ytringsfrihed:

• Det blev gennem 00'erne almindelig praksis fra VKO regeringen at slå ned på imamer, når disse anvendte deres ytringsfrihed til at kritisere den danske flygtninge- og indvandrerpolitik generelt og specielt magthavernes islamofobi (angst for islam). Det skete bl.a. ifbm. den krise Jyllandspostens karikaturtegninger af Muhammed udløste i det meste af verden. Truslerne mod imamerne varierede fra kravet om «imamuddannelse», fratagelse af deres evt. danske statsborgerskab til udvisning.
• Som led i den terrorlovgivning der er gennemført siden 11. september 2001 er der indført de-facto begrænsninger i ytringsfriheden. Ligesom myndighederne i Kina lukker bestemte sider på internettet, lukker danske myndigheder også af politiske årsager bestemte sider og sites. I august 2005 afsagde byretten i København kendelse om lukning af 3 sider på foreningen Oprørs Website. Lukningen blev siden stadfæstet af landsretten. Iflg. myndighederne fordi disse sider støttede terror ved at opfordre til økonomisk indsamling til befrielsesbevægelserne PFLP og FARC i henholdsvis Palæstina og Colombia. I februar 2006 blev dette skridt fulgt op af myndighedernes lukning af sitet www.fightersandlovers.com der solgte T-shirts til fordel for de samme to organisationer, samt arrestation af 7 medlemmer af partiet venstresocialisterne, der stod bag sitet. Myndighedernes overgreb førte til internationale reaktioner fra bl.a. Human Rights Watch og det svenske Vänsterpartiets rigsdagsgruppe. Alligevel konkluderede det danske justitsministerium, at det kunne gå videre. Fire dage senere, den 24. februar truede politiadvokat Michael Jørgensen internetudbyderne for Enhedslisten og Dagbladet Arbejderen til at fjerne kopier af Oprørs appel fra deres hjemmesider. Overgrebet på ytringsfriheden var denne gang end ikke sanktioneret af en dommerkendelse, men var en rent administrativ beslutning fra en politiadvokats side. Enhedslisten lagde derefter appellen på Folketingets WEB site som en del af en §20 forespørgsel til statsministeren. Politiet har endnu ikke grebet ind overfor Folketinget.
• Den tidligere ansatte i FET, Frank Grevil blev i 2005 dømt for at have lækket oplysninger, der afslørede at statsminister Anders Fogh Rasmussen i et halvt år op til marts 2003 havde ført Folketinget og den danske befolkning bag lyset ved at påstå, at der fandtes beviser for, at Saddam Husseins Iraq rådede over masseødelæggelsesvåben. Det blev senere dokumenteret, at statsministeren havde løjet overfor Folketinget og den danske offentlighed, og Frank Grevil afslørede i 2004, at statsministeren ingen fakta havde som underbyggelse for sine påstande i 2002/03. Sådanne «Whistleblowers» spiller en fremtrædende rolle i andre landes - bl.a. USA og Storbritanniens - demokrati. I Danmark straffes denne form for «ytringsfrihed» med fængsel.
• Daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sendte i oktober 2006 flere emails til bestyrelsen i DR med kritik af DR's dækning af de landsdækkende protester mod regeringens og kommunernes nedskæringspolitik på børnepasnings- og uddannelsesområdet. Det var første gang en dansk regering offentligt kritiserede DR's nyhedsdækning. 2 uger senere blev DR's nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen fyret.
• Anført af Dansk Folkepartis Søren Espersen har den radikale danske højrefløj kørt en hetz mod navngivne journalister i Danmarks Radio for at omtale kritik af Israel i konflikten mellem Israel og Palæstina. Hetzen har både været ført i medierne og i DR's bestyrelse, og har specielt været rettet mod DR's mellemøstenkorrespondenter Ole Sippel og Jens Nauntofte. I juli 2003 lykkedes det Espersen m.fl. at tvinge Nauntofte til at fjerne undervisningsartikler fra internettet på undervisningssitet http://www.palaestina-info.dk. Vi bringer her kopier af artiklerne, der blev fjernet:
  Fra Jødisk Nationalhjem til Nationalstaten Israel
  Israels lobby i USA
  Hetzen har ført til udstrakt selvcensur i DR, således at den danske dækning af konflikten i dag afviger markant fra den dækning der findes i f.eks. BBC, Guardian, CNN og SR (Sveriges Radio).
• Indskrænkningerne i ytringsfriheden rammer også offentligt ansatte, der af deres arbejdsgivere nægtes retten til at udtale sig i relevante sager. Således blev en skoleinspektør fra Roskilde i foråret 2003 fyret, efter at have udtalt sig.
• Dansk Folkeparti fremsatte i december 2010 beslutningsforslag i Folketinget, der skulle forbyde Center for Menneskerettigheder at ytre sig om den danske stats krænkelser af menneskerettighederne. Forslaget om undertrykkelse af ytringsfriheden fik støtte fra partiet Venstre.
• I september 2011 lukkede de danske myndigheder WebSitet redox.dk, der tilhører kollektivet for undersøgende journalistik, Redox. Anledningen var, at kollektivet en måned tidligere havde afsløret eksistensen af den danske nazistiske gruppering, ORG, med vidtgrenede forbindelser til andre højreradikale grupper i Danmark - bl.a. Dansk Folkeparti og Den danske Forening. Redox dokumenterede samtidig gruppens forberedelse af væbnet kamp. Myndighedernes lukning bekræftede, at myndighederne intet problem har med højredikale håndbøger i terrorisme, som den den norske terrorist lagde ud på internettet før sin massakre i Norge i juli 2011, og som efterfølgende blev refereret bredt i de danske medier. Ej heller har myndighederne noget problem med højreradikale voldelige grupper. Myndighederne har alene et problem, når disse grupper afsløres. Til forsvar for ytringsfriheden har leksikon.org derfor her et link til redox' afsløringer af den nazistiske gruppe ORG.
• Dansk-marokkaneren Saif Mansour blev i 2007 dømt 2 års fængsel for at ligge inde med splatterfilm, der hyldede al-Qaeda. I 2014 blev han atter dømt. Denne gang for at have offentliggjort et link til en YouTube video, hvor der blev skudt til måls efter danske højreradikale on anti-muslimer. I 2015 gik retten videre og fratog Mansour hans danske statsborgerskab. Dommen var en grov overtrædelse af FN's Menneskerettighedskonvention der slå fast, at retten til statsborgerskab er en af de mest grundliggende og umistelige rettigheder.

Den foreløbig groveste statslige krænkelse af ytringsfriheden i Danmark fandt sted i 2011-14, hvor landsret og siden højesteret besluttede at lukke den kurdiske TV station ROJ-TV. I april 2009 blev Anders Fogh Rasmussen generalsekretær for NATO. Det skete trods forudgående stærk modstand fra Tyrkiets side. Allerede i 2009 blev der derfor fremsat formodninger om en politisk aftale mellem Danmark og Tyrkiet, der skulle lukke den uafhængige kurdiske TV station Roj, der sendte fra bl.a. Danmark. Dokumenter fra WikiLeaks afslørede i december 2010, at der faktisk var blevet indgået en politisk aftale mellem de to lande. Tyrkiet støttede Rasmussen. Til gengæld skulle Roj lukkes. WikiLeaks kunne videre afsløre at Tyrkiet i januar 2010 havde klaget til den danske stat over, at Roj endnu sendte. I august 2010 beslaglagde de danske myndigheder Rojs midler og indledte en politisk retssag, der skulle føre til stationens lukning. Efter at anklagemyndigheden havde gennemført flere besøg i Tyrkiet - hvor den blev overøst med gaver fra den tyrkiske stat - indledte Københavns Byret i august 2011 retssagen mod Roj. Sagens dommer indledte med at afvise at lade anklagemyndigheden afhøre om dens besøg og tætte forbindelser til torturstaten Tyrkiet. Den 10. januar 2012 dømte Byretten Roj for terrorstøtte. Den politiske dom blev efterfølgende stadfæstet i landsret og højesteret.

Nærværende opslagsværk - Leksikon for det 21. århundrede - er endnu ikke blevet udsat for censur, omend personer på den radikale højrefløj har søgt at begrænse anvendelsen af leksikonet. Weekendavisen iværksatte i 2008 en kampagne for at få Undervisningsministeriet til at lade være med at henvise (linke) til leksikonet. I 2012 gennemførte Jyllandsposten tilsvarende en flere uger lang kampagne mod leksikonet og lagde pres på en lang række af leksikonets forfattere for at få dem til at afbryde deres samarbejde med leksikonet. Baggrunden var at leksikonet i et opslag om partiet Venstre havde afdækket dettes kriminelle aktiviteter.

A.J.