 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Det jeg eller vi, som afstedkommer eller skaber noget; det levende, villende, det følende og lidende menneske; det som finder sig selv i en unik position og derfor har egne interesser og perspektiver; det selvreflekterende og selvforholdende.
Ordets baggrund og betydning
Sub-jekt kommer af latin: Under-kastet. Denne oprindelige betydning er bevaret i engelsk og fransk, hvor subjekt (subject, sujet) også kan betyde objekt: Det, som underkastes behandling. Desuden findes denne betydning her som «undersåt», om et menneske, der tilhører en stat, men uden (som i begrebet «borger», citizen, citoyen) at udsige noget om rettigheder. Det er formentlig også denne betydning, som ligger til grund for den danske anvendelse af subjekt nedsættende om socialt udstødte; før socialreformen i 1933 var danskere, som modtog socialhjælp eller forsorg, frataget demokratiske og civile rettigheder.
Forbindelsen mellem den oprindelige betydning og den nuværende findes i, at selv undersåtten er underkastet netop som et selvstændigt og villende væsen. Allerede her ses den grundlæggende dobbelthed, at subjektet er det, der gør noget, og også det der bliver gjort noget ved; både aktiv og passiv. Den dobbelthed genfindes i alle begrebets mange betydninger. Herunder også i den vigtige form, at subjektet er det, der gør noget ved sig selv.
Subjektbegrebets udvikling i filosofi og psykologi
Begrebet behandles for alvor i filosofien efter Descartes, hos hvem bevidsthedens subjekt finder sig selv som fundamentet for al sikker viden, med hans berømte cogito ergo sum: Jeg tænker, derfor er jeg. Filosofiske overvejelser om bevidsthedens eller handlingens almene ramme eller udgangspunkt, benævnes undertiden subjektfilosofi. Hermed henvises almindeligvis til filosofien fra Descartes til og med Hegel, hos hvem subjekt har forvandlet sig til et begreb for en kulturhistorisk helhed, der fuldender og genfinder sig selv gennem sit virke og sin udvikling; men tråden er taget op i mange udgaver siden, f.eks. hos Kierkegaard, Nietzsche, Heidegger, Dewey, Sartre og senest bl.a. hos Foucault, Deleuze, Taylor og Zizek.
Med etableringen af samfunds- og humanvidenskaberne i sidste halvdel af 1800-tallet blev subjektfilosofiske problematikker i høj grad søgt opsplittet, idet videnskaberne satte sig for at undersøge «aktører», «personer», «individer» m.v., som objekter, og altså rent «objektivt», mens spørgsmålet om jeg'et der undersøger eller handler blev forskubbet til erkendelsesteori og etik udenfor videnskabernes synsfelt. Med idealet om en værdifri videnskab var objektivitet ensbetydende med fravær af subjektivitet, og det «subjektive» blev nærmest et skældsord som forbandtes med (uerkendt) villethed, fordomme («bias») eller ligefrem forvirring.
I megen samfundsvidenskab og måske især psykologi må man sige, at denne operation er lykkedes - men patienten død, i den forstand at objektet er defineret, men frarøvet sine mest vitale egenskaber og endt som en mekanisk ting.
Netop denne kritik har imidlertid også lydt lige fra begyndelsen. Udenfor det, som gradvist knæsattes som psykologiens internationale hovedstrømning har subjektivitet som egenskab ved mennesker, og som gælder i lige grad for undersøgeren og for den undersøgte, været et hovedtema. Ved psykologiens begyndelse anvendtes, bl.a. af Wilhelm Wundt, «introspektion» - systematisk selviagttagelse - som metode. Den blev udsat for hård kritik og forladt netop fordi det var svært at adskille subjektivt fra objektivt. Men den genopstod snart i modificeret skikkelse, dels i forskellige varianter af fænomenologi, hvis udgangspunkt har været en systematisk gennemtænkning af personlig erfaring, og dels i psykoanalysen, der etablerede en slags hierarkier, hvor alle var såvel analytikere som analysander (dvs. underkastet analyse), hvor analytikerens centrale redskab var det undersøgtes genklang i egne erfaringer, og hvor derfor også et egentligt subjektbegreb blev udviklet.
Den subjektbegreb, der her så dagens lys som modposition til positivistisk objektivitet i psykologien, var imidlertid begrænset i forhold til subjektfilosofiens problematikker. For det første var det afgrænset til det menneskelige individ, hvor det hos bl.a. Kant og Hegel havde været bredere og kunne betegne organisationer eller mere abstrakte instanser, sådan som det også stadig kendes i jura og grammatik. For det andet var denne individualitet modstillet sociale og kulturelle forhold og fundamentalt afmægtigt overfor dem, således at den passive side af begrebet overskyggede den aktive næsten fuldstændigt.
«Subjekt» blev således her begreb for mennesket som naturgivent lidende og lidenskabeligt. Hvor subjektet hos Descartes havde været rationalismens udgangspunkt, det tænkende jeg, så hævdede psykoanalysen at dette rationelle jeg var en afledt og relativt skrøbelig del af det virkelige subjekt, hvis lidenskaber enten måtte tæmmes eller uvægerligt ville overvinde jeg'ets forsøg på fortrængning. På den måde blev den subjektivitet, som rationalismen havde fortrængt, nok tematiseret, men netop kun som noget privat og irrationelt, som en oplevet «inderside».
Denne grundtanke blev bevaret også i de kritiske varianter af psykoanalysen, også selvom man søgte de samfundsmæssige betingelser, der skabte den subjektive erfaring og lidelse. En vigtig variant har her været at koble det lidenskabelige, driftbundne, private subjekt fra psykoanalysen med et økonomisk, funktionalistisk eller rationalistisk opfattet sociologisk aktør-begreb (engelsk: agency, agent, heraf senere også afledt den danske term «agent»), om den, der agerer i og med de givne sociale strukturer; hertil kan regnes folk som Parsons, Erikson, Habermas og Giddens.
Selvom psykoanalysens subjekt blev præget og formgivet i omgang med andre, især forældre, så var det dog i bund og grund selv en naturgiven størrelse, med rødder i en ret mystisk livs- og seksualenergi ved navn «libido». Den tanke, at subjektet dannes, konstitueres, i social og kulturel praksis, men netop derfor som aktivt og skabende, var ganske fjern. Den har skullet genvindes igennem andre socialvidenskabelige traditioner i det tyvende århundrede, som alle havde rødder i subjektfilosofien, især Hegel, og som hver fremhævede en dimension af et dialektisk subjektbegreb.
Den amerikanske pragmatisme og interaktionisme - med folk som William James, George Herbert Mead, John Dewey og senere Goffman, Garfinkel, Becker og andre - udfoldede subjektets uomgængelige pluralitet, dets sociale karakter. Det erfarede refleksive selv er et produkt af en intersubjektiv relation. Kun gennem spejling i mit forhold til andre kan jeg udvikle et forhold til mig selv. Denne spejling sker i den umiddelbare interaktion, men den indebærer også en formidling: Den sociale orden opretholdes i de kulturelle symboler, vaner, rammer og begreber, hvormed mennesker regulerer deres forhold til hinanden og derigennem sig selv.
I opfattelsen af disse kulturelle formidlinger er interaktionismen nært beslægtet med sprogvidenskabelige traditioner af forskellig tilsnit, bl.a. folk som Wittgenstein, Bakhtin, og senere Harré og andre. Sproget opfattes her ikke som en given objektiv struktur, men som former (f.eks. «sprogfællesskaber», sprogspil, genrer), der etableres i dets brug, og dermed som fundamentalt retorisk, responsivt, dialogisk. I sprogudfoldelsen tænkes subjektet dannet som noget, der henvises til, og som positioner, der er givet med sprogets logik og som man indtager og skaber sig selv og hinanden med.
Den kulturhistoriske psykologi - med Vygotsky, Luria, Leontjev og andre - lagde vægt på subjektets skabende karakter. Subjektet dannes når et menneske tilegner sig den kulturelle arv, og det udvikler sig refleksivt når det spejler sig i de kulturgenstande, som det skaber. I modsætning til den kritiske psykoanalyse, som søgte at supplere en rent økonomisk marxisme med en subjektiv dimension, så var grundlaget for subjektivitetsforståelsen her Marx' praksisbegreb, som han bl.a. formulerede det i sine Teser om Feuerbach. Jeg'et er her først og fremmest deltager i arbejdsprocessens vi, den proces, hvor mennesket forandrer naturen og derigennem sig selv. På dette grundlag udvikledes fra ca. 1970 en egentlig «subjektvidenskab» af den kritiske psykologi i især Tyskland og Danmark.
Med udgangspunkt i Foucault's rekonstruktioner af videnskaber og institutioner, der håndterer mennesket i den moderne tid udvikles omtrent samtidig et egentligt begreb om subjektivering. Det aspekt, der her især fremhæves, er magtforholdet. Hvor såvel interaktionistisk som kulturhistorisk psykologi ofte tenderede til at opfatte subjektets kulturelle dannelse som en grundlæggende harmonisk eller kooperativ proces - delvist som modreaktion til psykoanalysens kulturnegative grundstemning - så udfoldes også her den «negative» side, men på en fundamentalt anden måde end i psykoanalysen. Fokus er her på de kulturelle praksis'er og diskurser, hvormed mennesker gør mennesker (bl.a. sig selv) til objekt - trods eller endda på grund af deres modstand - og derigennem skaber dem som subjekter.
Nyere temaer i udforskningen af subjektet
Subjektets socio-kulturelle formidlethed indebærer dybest set at det subjektive og det «objektive» søges forbundet. At forstå subjekter og subjektivitet forudsætter udfra den betragtning, at man ikke søger at isolere det og definere det som uforanderlig og evig modsætning til det objektive. Det er en tilgang, der i så høj grad modsiger den dominerende tænkemåde, at det meste af den bredt set kritiske samfundsvidenskab og psykologi har måttet bruge sin energi på at fastholde den. Men på det grundlag har nogle andre vigtige temaer også været diskuteret, især i de senere år.
For det første forholdet mellem subjekt og krop. Uden den dualistiske modstilling mellem et rationelt jeg og en mekanisk krop er det så at sige kroppen selv, der er subjekt, det hele levende menneske; samtidig indebærer selve tematiseringen af kroppen som objekt, at den passive side af subjektbegrebet er med i billedet. Heraf udspringer et paradoks, som er behandlet i mange varianter, ofte med inspiration fra de filosoffer, der har fokuseret specielt på «kroppen som subjekt», som Merleau-Ponty og Bourdieu. Videre er kropsforankringen også hos nogle forankringen af en humanisme, et billede af en menneskelighed på tværs af kulturforhold, f.eks. i skikkelse af den lidelse, som undertrykkelse fremkalder, eller givet med de «eksistentielle» dimensioner, der ligger i at vi alle skal dø, og at det således er kropsligheden, der til syvende og sidst ligger til grund for at det enkelte subjekt er endeligt.
For det andet subjektivitet som et deltagelsesforhold. Det ligger som nævnt principielt i marxismen, men ofte på en uudfoldet måde hvad angår de fundamentale aspekter ved subjektet og fællesskabet. I de senere år har en væsentlig inspirationskilde været Althussers idé om interpellation. Iflg. denne tese dannes subjektet ved at den enkelte påkaldes som unik, selvansvarlig og ansvarlig overfor øvrigheden i skikkelse af dens sindbillede, dens ideologiske repræsentation i de såkaldte «ideologiske statsapparater». Et eksempel er individets forhold til Gud, formidlet af præster, skolelærere m.v. Påkaldelsen fremstiller en tilsyneladende evighed, idet subjektet bliver til som «altid allerede» værende. Tesen er vel kun en skitse, men en frugtbar sådan, ikke mindst fordi den tillader at man tænker deltagelsesforhold i konkrete fællesskaber og unikke deltagere - hvor sproglige og diskursive positioner ofte forekommer upersonlige og abstrakte - og samtidig giver en nøgle til symbolske og ideologiske mekanismer.
Arbejdet med subjektforståelsen i kritisk samfundsvidenskab har i det hele taget været tæt forbundet med marxismens ideologikritik. Selvom den kritiske teori (Adorno, Horkheimer m.fl.) også i høj grad søgte at trække på et psykoanalytisk subjektbegreb, er det vel denne tradition, som først udfoldede denne side af problematikken. Hvis subjektet er formidlet socio-kulturelt, så kommer det til forståelse med sig selv og andre gennem en kritisk og stadig selvoverskridende proces. Det ideologikritiske udgangspunkt har også været fundamentalt i den kritiske psykologis subjektvidenskab.
Den stadige selv-overskridelse peger endelig på subjektbegrebets forbindelse med negativitet, dvs. selve den bevægelse, der negerer, modsiger, noget - positivt - givent. Subjektet er her altså det uhåndgribelige, fraværet, det der ikke bestemmes, ligesom brillerne, verden ses igennem - og det, der til stadighed unddrager sig forståelse. Dette har været et grundtema, såvel hos de franske poststrukturalister (Derrida, Deleuze m.fl.) som hos dem, der har ladet sig inspirere af Lacan, f.eks. Zizek, Butler og Parker.