Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Maurice Merleau-Ponty

Maurice Merleau-Ponty (1908-1961), fransk filosof. Merleau-Ponty er en af de mest fremtrædende tænkere i det 20. århundrede. Han er berømt både som kritiker og nyudvikler af fænomenologi og marxisme. Han blev uddannet samtidig med eksistentialisten Jean-Paul Sartre og gjorde akademisk karriere i det franske universitetssystem. Han endte som professor ved det prestigiøse Collège de France, men døde pludseligt af et hjerteslag i 1961.

Merleau-Pontys filosofi udtrykker en kritik af Jean-Paul Sartres tænkning, både dennes eksistensfilosofi og marxistiske samfundsfilosofi. Mens Sartre pointerer menneskets absolutte frihed og bevidsthedens gennemsigtighed og evne til refleksion kan Merleau-Ponty siges at ville genfinde menneskets umiddelbare verdenserfaring igennem bevidsthedens kropslige forbindelse med verden. Merleau-Pontys disputats Structures du comportement (1942) beskriver således kroppens omgang med verden inspireret af Gestaltpsykologien.

Senere i Phénoménologie de la perception udvikler Merleau-Ponty en kropsfilosofi, der er en omfattende analyse af menneskets sansning og dets kropslige væren-i-verden. Han beskriver menneskets levede kropslighed som gående forud for erfaringen af kroppen som en objektiv genstand Oplevet kropslighed betyder, at mennesket ikke kan adskilles fra sin krop, men snarere at det «er» sin krop. Merleau-Ponty taler om sansningens tro, hvor mennesket er i umiddelbar enhed med verden. I sanseoplevelsen er der sammenfald mellem bevidsthed og verden, subjekt og objekt, der mødes i en oprindelig sikkerhed. Phénoménologie de la perception er delt op i tre hoveddele: Først en kritik af den klassiske mekaniske og dualistiske teori om forholdet mellem krop og bevidsthed. Derefter en undersøgelse af kroppens væren i verden og endelig en fortolkning af de klassiske filosofiske begreber f.eks. frihed og Cogito i lyset af en kropsfilosofi. Og endelig en placering af mennesket som kropslig væren, kød eller kropslighed i relation til dets eksistens som frihed i en historisk situation.

På den måde adskiller Merleau-Ponty sig både fra en idealistisk og materialistisk teori om kroppen, idet han lægger vægt på menneskets væren-i-verden som et personligt perspektiv, hvor vores sansning kan sammenlignes med malerens evne til med den gode kunst hele tiden at opdage nye meningsdimensioner ved det værende. Men Merleau-Pontys kropsfilosofi vendte sig således og kritisk mod Sartres fremhævelse af menneskets absolutte eksistentielle valg og «abstrakte væren» uden for dets konkrete historiske situation.

I de posthumt udgivne værker Le visible et l´invisible og Signes (skrevet i slutningen af 1950'erne) radikaliserer Merleau-Ponty sin kropsfilosofi i retning af en sanseteoretisk perspektivisme, der fremhæver kropseksistensens mangfoldighed og tvetydighed ved kødets møde med verden. Han kombinerer dette med en række sprogfilosofiske teser om sammenhængen mellem kropserfaring og menneskets sproglige dannelse af mening.

Sideløbende med dette epokegørende erkendelsesteoretiske forfatterskab forsøger Merleau-Ponty i en række andre værker at placere sig i samtidens diskussion om dialektisk materialisme. Han ville kritisere en ortodoks kommunisme og udvikle en historisk og situationsbaseret marxisme, der tog udgangspunkt i det konkret eksisterende menneskes erfaring.

Allerede i 1947 i Humanisme et Terreur udtrykte han således en skarp kritik af den kommunistiske historiefilosofi. Dette skete i modsætning til Jean-Paul Sartre, som Merleau-Ponty fra 1945-54 arbejdede sammen med i det berømte tidsskrift Les Temps modernes. Sartre havde i nogle artikler om materialisme og revolution plæderet for en stærk aktivisme, hvor alle undertrykte folk skulle gøre radikal revolution mod de imperialistiske magters undertrykkelse. Sartre så revolutionen som menneskets eneste mulighed for at opnå samfundsmæssig og eksistentiel frihed.

I sit værk om humanisme og terror forholder Merleau-Ponty sig kritisk til forestillingen om proletariatets diktatur og udviklingen i Østeuropa. Han ser det som et tragisk paradoks, at revolutionen i Rusland førte til vold og terror, og ikke til den frigørelse af menneskene som marxismen havde forudsagt. Derfor mener han, at vi må revidere marxismen som historie og samfundsfilosofi. Merleau-Ponty siger, at det er «umuligt at være kommunist, men det var også umuligt at være anti-kommunist». Han vil finde en tredje vej mellem marxistisk totalitarisme og kapitalistisk udbytning. Vi bør udvikle en «attentisme», en filosofi, der er i venteposition med hensyn til at tage de dialektiske dogmer for gode varer. Derfor kan man aldrig sige, at målet helliger midlet, og der vil altid være mange meninger om den rigtige handling for at nå det retfærdige samfund. For ikke at ende i en tragisk dialektik, hvor menneskets håb om frihed bliver til totalitarisme og terror, bør vi istedet besinde os og være opmærksom på situationens mangfoldighed af perspektiver og muligheder. Begrebet dialektik udtrykker for Merleau-Ponty netop en sådan forståelse for situationens tvetydighed og de mange mulige konsekvenser af menneskets handlinger. Marxismen må omdefineres til en humanisme, der vedkender sig sit absolutte ansvar for konkret eksisterende mennesker.

Eftersom Sartre og andre kommunistiske intellektuelle i løbet af 1950'erne modsat Merleau-Ponty blev mere og mere radikale med hensyn til partiet og det fattige proletariat som revolutionens fortrop, besluttede Merleau-Ponty sig for i Les avantures de la dialectique at gøre sin kritik af marxismen endnu strengere. Inspireret af Max Webers kritiske historiefilosofi mener Merleau-Ponty, at vi aldrig kan forudsige en objektiv historisk udvikling. Han betegner nu idéen om proletariatets diktatur og dets udvalgte historiske mission som ren mytologi, og han kan ikke mere give mening til Sovjetunionens vold mod landets borgere. I en artikel om Sartres «ultrabolchevisme» forsøger han at vise, hvorledes Sartres revolutionsfilosofi ikke er andet end et fortvivlet forsøg på at redde dennes abstrakte bevidstheds-, friheds- og engagementsbegreber. Merleau-Ponty fremhæver, at mennesket altid befinder sig i en allerede given verden skabt af menneskelige handlinger. Det er ikke muligt med et slag abstrakt at bryde med dette tilhørsforhold til en konkret oplevet livsverden. Merleau-Ponty hævder, at menneskets frihed ikke er abstrakt, men funderet i en fælles verden, en inter-monde.

Således finder vi en tæt forbindelse mellem Merleau-Pontys perspektivistiske kropsfilosofi og hans moderate situationsorienterede marxisme.

J.D.R.