Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Tyskland
Arbejde  .  Videnskab  .  Humaniora  .  Filosofi
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 15/1 2009
Læst af: 119.314
: :
Kant, Immanuel
Left
Rocks
2024-11-18 06:20
2024-11-13 05:59
2024-11-12 06:15

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kant (1724-1804), tysk oplysningsfilosof. Født i et pietistisk præget håndværkerhjem i Kønigsberg, Øst-Preussen. Kant gennemførte alle sine studier samme steds, og i 1755 forsvarede han sin disputats for den filosofiske doktorgrad. Efter endte studier underviste han som privatdocent, og først i 1770 kunne han tiltræde sit embede som professer i metafysik og logik ved universitetet i Kønigsberg. Han fortsatte sin læregerning frem til 1796.

Kant studerede hos Martin Knutzen og var gennem ham præget af Christian Wolffs bearbejning af Leibniz' rationalisme, men distancerede sig med tiden herfra. Wolff hævder, at virkeligheden er en guddommelig ordnet helhed, hvis grundlæggende træk vi kan erkende ved hjælp af fornuften. Men Kant konstaterer en række selvmodsigelser (antinomier) i dette helhedssyn, og han tvivler på, om vi kan bevise eksistensen af nogen ting ved hjælp af fornuften. Han vil på den anden side heller ikke acceptere Humes empirisme, selvom det efter eget udsagn er Humes konsekvente skepticisme, som bragte hans mangeårige dogmatiske slummer til ende. Dette bliver begyndelsen til Kants kritiske forfatterskab, som starter med «Kritikken af den rene fornuft» (1781).

Kant var godt klar over, at den nye vej han var slået ind på udgjorde en revolution i filosofien, som han selv sammenlignede med overgangen fra alkymi til kemi. Kant skelner mellem de sider af vores erkendelse, der hidrører fra os selv (a priori), og de sider, der hidrører fra vores sanseerfaring (a posteori). Med denne skelnen forsøger Kant at afsøge grænserne for den menneskelige erkendelse. Vores begreber om rum og tid, kalder han de rene anskuelsesformer, og de er forudsætningen for enhver erfaring. Tingsbegrebet og årsagsbegrebet er f.eks. kategorier, som gør det muligt at strukturere indholdet af disse erfaringer. Alle disse begreber er transcendentale betingelser for vor erfaring, som overskrider erfaringen selv. De er ikke en del af erfaringen, men ordner og strukturerer vores erfaring, uden hvilke den blot vil være en forvirret mængde af sanseindtryk. De er således bundet til vores sanseerfaring, mens den rene fornuft ikke er betinget eller knyttet til nogen sansemæssig erfaring. Det er i den rene fornuft, vi finder ideerne om verden, om frihed, om det højeste gode, om sjælen, om Gud. Kant har således ikke opgivet helhedssynet, men dette er nu et træk ved den menneskelige fornuft. På denne måde mener Kant at kunne opløse de selvmodsigelser, som karakteriserede Wolffs og Leibniz rationalistiske helhedssyn, thi de ville tilskrive virkeligheden noget, som i grunden blot er et træk ved den menneskelige fornuft.

Denne skelnen mellem fornuft og sanseerfaring kan også anvendes på mennesket, idet mennesket således er borger i to verdener, og i «Kritikken af den praktiske fornuft» (1788) forsøger Kant at forklare, hvorledes mennesket kan handle frit, dvs. moralsk, i en verden som er behersket af naturens system af årsager og virkninger. Dette kan mennesket i kraft af en særlig følelse, agtelsen for loven, hvorigennem moralloven virker som pligt i form af det kategoriske imperativ: «Handl, således at du kan ville, at maksimen for din handling var en almen lov».

Ideen om frihed er et praktisk postulat, som er en mulighedsbetingelse for enhver moralsk handlen ifølge moralloven, som på sin side byder os at fremme ideen om det højeste gode, det andet postulat, som er i sin person at forene både dyd og lykke. Vi må da tro på, at vi bevæger os mod en større moralsk fuldkommenhed. Men hermed har vi antaget et formål i naturen og må dermed antage Guds eksistens, hvilket er det tredje praktiske postulat. Kant bevarer dermed Leibniz/Wolffs teleologiske natursyn, men det er hos Kant blevet et praktisk postulat.

I «Kritikken af dømmekraften» (1790) uddyber han dette teleologiske natursyn og redegører i denne sammenhæng også for sit syn på æstetik. Domme om det skønne er udtryk for en særlig uinteresseret nydelse, som gør krav på universel gyldighed. Denne nydelse svarer ikke til noget behov, men hidrører fra en erfaring af genstandens egenskaber. På den anden side er domme om det sublime udtryk for en særlig tilfredsstillelse ved erfaringen af det storslåede ved naturen, fornuften og menneskets moralske bestemmelse.

Teleologien genfinder vi i menneskeslægtens historie, hvor der i den sanselige verden optræder sådanne vanskeligheder og konflikter, at mennesket tvinges til at udvikle sin fornuft og samarbejde med hinanden. Tilskyndelsen til at fremme det højeste gode er således et resultat af naturens tvang, og vi kan håbe på, at mennesket i stigende grad vil erkende sin fornuftige natur. Ifølge Kant levede hans samtid nemlig ikke i en oplyst tidsalder, men i oplysningens tidsalder. Oplysning vil for Kant sige, at det enkelte menneske tør stole på sin egen fornuft og forlade den selvforskyldte umyndighed, som skyldes, at man lader autoriteterne tage beslutningerne på ens vegne.

Statens autoritet skal nemlig forstås i lyset af forestillingen om en oprindelig kontrakt, en forestilling, som er hentet fra Rousseaus forestilling om samfundspagten. Denne kontrakt er ikke nogen historisk begivenhed, men en retsfilosofisk ide. Det er den handling hvorigennem folket gør sig selv til en stat. Folket afgiver sin lovløse frihed for i staten at genfinde sin frihed i dens moralske form. Ved at forudsætte en oprindelig kontrakt, kan vi betragte staten i et moralsk lys, selvom denne i virkeligheden blev til ved rå magt. Kontraktens betingelser er givet ved det, Kant kalder folkets forenede vilje, som fremgår af fornuften og udtrykker sig gennem statens suverænitet. Han forestiller sig en ideel lovgivende magt bestående af statens borgere, og kun det alle ville kunne give sin billigelse, som fornuftige væsner, vil kunne gælde som lov, efter princippet om, at ens frie handlinger skal kunne bestå sammen med andres frihed efter en almen lov. Kant følger Montesquieus opdeling af statsmagten i den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Den lovgivende magt ligger altid hos folket, som udgangspunktet for den forenede vilje, men som i praksis skulle være repræsenteret af folkevalgte deputerede. Ligesom mange andre samtidige ønskede Kant at begrænse valgretten til de besiddende borgere. Kants politiske filosofi er generelt karakteriseret ved en afstandtagen til standssamfundet, og det er også på denne baggrund, man skal se Kants begejstring for den franske revolution. Kants liberalisme betoner i højere grad statens og fællesskabets rolle end den engelske liberalisme, som generelt giver staten en meget begrænset rolle (natvægterstaten).

M.J.

Litteratur

Immanuel Kant: Prolegomena, Det lille Forlag, 1994
Immanuel Kant: Grundlæggelse af sædernes metafysik, Hans Reitzel 1999
Immanuel Kant: Til den evige fred : et filosofisk essay (på dansk ved og med forord af Mogens Chrom Jacobsen), Gyldendal, 1995
Immanuel Kant: Oplysning, historie, fremskridt : historiefilosofiske skrifter, Slagmark, 1996
Immanuel Kant: Om pædagogik, Klim, 2000
Immanuel Kant: Kritik af den rene fornuft, Det lille Forlag, 2000
Immanuel Kant: Kritik af den praktiske fornuft, Hans Reitzel 2000
Immanuel Kant: Metafysikkens fremskridt, Det lille Forlag, 2004
Immanuel Kant: Kritik af dømmekraften, Det lille Forlag, 2007
K.E. Løgstrup: Kants æstetik, Gyldendal 1965
K.E. Løgstrup: Kants kritik af erkendelsen og refleksionen, Gyldendal 1970
Esther Oluffa Pedersen, Per Jespen, Carsten Friberg: Kants Kritik af dømmekraften – otte læsninger, Philosophia 2007
Slagmark 9/1987 - temanummer om Kant

Immanuel Kant. Udvalgte tekster om moral og politik