Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Michel Foucault

Michel Foucault (1926-84), fransk filosof. Foucault var oprindelig uddannet psykolog, men studerede filosofi hos den strukturalistiske marxist Louis Althusser. Foucault gjorde en succesfuld karriere i universitetsverdenen og blev medlem af det prestigefyldte Collége de France i 1970 med titel af professor i «tankesystemernes historie». Det er imidlertid vanskeligt at indpasse Foucault i et bestemt fag eller i en bestemt teoretisk skole. Da han selv blev spurgt hvad han var, svarede han meget karakteristisk:

«Lad være med at spørge hvem jeg er, og lad være med at kræve at jeg forbliver den samme. Overlad det til bureaukraterne og politiet at kontrollere om vores papirer er i orden.»
(Fra interview med Foucault gengivet i «The Archeology of Knowledge» Vintage 1973, s. 17 New York 1973).

Med inspiration fra især Nietzsche udviklede Foucault et idéhistorisk perspektiv, hvor han beskriver de ideologiske og institutionelle rammer for, hvad der i en given periode inden for et vidensfelt overhovedet lader sig tænke. Det er denne diskursramme, som bestemmer hvordan verden erfares i en given periode. For at afdække diskursen fokuserer Foucault på de praksiser og ideer som derved afgrænses og marginaliseres. Denne analysemetode anvendte han bl.a. på psykiatriens, videnskabens, straffesystemets og seksualitetens historie.

Men hvad er det så der skaber brud og forandring i de diskursive rammer? Foucault insisterer på, at forklaringen må bygge på en eller anden form for materialitet, som han definerer som bestående af institutionerne, i hvilken de relationer, der strukturerer diskursive begivenheder er indlejret.

Viden (bevidsthed) har sålede sin baggrund i institutionerne og de praksisser af teknisk, økonomisk, sociale og politiske karakter, der udøves i disse.

Institutioner kan ikke fungere uden udøvelse af magt. Magtspørgsmålet er derfor helt centralt hos Foucault. Men for ham er magt ikke lokaliseret, hverken til bestemte personer, grupper eller klasser, Magten er således ikke afgrænset til økonomiske, politiske og sociale strukturer. Det er ikke et klasseherredømme som hos Marx. Magten strømmer ikke ovenfra og nedefter. Foucault søger ikke at finde ud af hvem der har magten, men en forståelse af hvad magt er. Mere præcist undersøger han konkrete magtrelationer. Det er en opadstigende magtanalyse, der tager udgangspunkt i analysen af konkrete relationer mellem mennesker i deres mangfoldighed. Magten har en relationel karakter, som angiver et komplekst samspil mellem ulige og stadig vekslende styrkeforhold, hvor nogle handlinger og praksisser modificerer og strukturerer andre handlinger og praksisser. Magten er derfor decentral, den danner et fintmasket, uopløseligt net. Magtudøvelsen opererer i detaljen. Det som har betydning, det som umyndiggør, former og omformer, tilpasser og normaliserer mennesker i de mest individuelle og intime detaljer er den mikromagt, som udøves i små portioner overalt i samfundet. Magt producerer sjæle med normer, ideer og viden, og den producerer legemer, der agerer i overensstemmelse med disse sjæle. Magtkampe drejer sig om at definere hvad der er sandheden. Magtteknikkerne retter sig mod formningen af individets selvopfattelse og handlingsmønstre og dermed også mod hele samfundets normgrundlag.

Magtrelationerne gennemvæver således samfundet som et tæt net. Spørgsmålet er, om de er ulige, hierarkiske og hvad formål de tjener. Foucaults mål er at isolere, identificere og analysere nettet af ulige magtrelationer skabt af de magtteknologier, der underlægger sig og gennemskærer den teoretiske lighed, som fremstilles af «loven» og de politiske ideologier.

Magten må forstås i sin materialitet, som den viser sig i udøvelsen af mikropraksiserne i dagligdagen. Det betyder ikke, at Foucault benægter, at magtforhold til tider udkrystalliserer sig i magtkampe mellem grupper og klasser, og at der findes konkret undertrykkende magtudøvelse. Men Foucault mener tydeligvis, at forsøg på at lokalisere magten til institutionerne og individerne - til øvrigheden - tilslører en virkelig forståelse af magtens mange former og forgreninger - og hindrer dermed udsigten til den reelle magt, som er skjult og spredt.

T.L.