Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Erfaringer er viden som vi skaber os gennem det vi oplever eller gør. En anden kilde til viden er det der bliver overleveret os fra mundtlige og skriftlige kilder - fra synsmåder til teorier. Disse to videnskilder er knyttet sammen på den måde, at de overleverede fortolkningsmønstre er med til at udvælge de oplevelser, som vi senere lagrer som erfaringer. Man kan også sige, at de erfaringer vi har er med til at udvælge de fortolkningsmønstre vi har, eller de teorier vi vælger at tro på. På grund af dette vekselspil er det ikke alt vi sanser eller oplever, der bliver til erfaringer. Vi foretager en udvælgelse. Derfor er erfaringer ikke en direkte, men en formidlet oplevelse af verden.

Folk gør deres egne erfaringer, men dette betyder ikke, at de er private eller særegne for hver person. Mange folk har lignende oplevelser, og når oplevelserne bliver sat ind i en fælles ramme eller forståelsesform, vil erfaringerne blive fælles.

At lære af det man gør er et af de mest kendte principper for læring - både som almindelige mennesker og videnskaben forstår det. Den folkelige forståelse af erkendelse (læring) afspejler sig bl.a. i udtryk som «Brændt barn skyr ilden». Erfaringerne kan være en oplagring af mange oplevelser: «Hun har lang politisk erfaring». Men en særlig oplevelse kan også være så vigtig, at den i sig selv giver erfaring, som det brændte barn og ilden.

I dagliglivet og i de mellemmenneskelige relationer lærer vi det meste gennem egne erfaringer. Men stadig mere af kundskaben i samfundet overleveres på mere indirekte måder. Denne læringsmåde er bl.a. den vigtigste i skolen. Dette har været nødvendigt for at sikre tilegnelsen af viden, det ellers kan være vanskeligt at overskue. Vore erfaringer dækker kun en lille del af det vi må have viden om. Det fører til, at den direkte erkendelse indskrænkes og samtidig adskilles fra andre erkendelsesformer. Denne todeling eller opsplitning af vor viden har samtidig en anden årsag. Ofte er omstændighederne således, at vigtige oplevelser - bl.a. i arbejdslivet - ikke sættes ind i en større helhed, fordi der ikke er tid, rum eller forståelsesrammer for det. På den måde unddrages vi mange vigtige erfaringer. Store dele af hverdagslivet bliver derfor en uformidlet oplevelse af verden. Dette sker også, fordi oplevelser som ikke passer ind i de fortolkningsmønstre de fleste tror på, bliver undertrykt. På den måde kan vi fastholde forkerte fortolkningsmønstre, selv om de egentlig står i modstrid med vore egne oplevelser. Ét eksempel på dette er fordomme, f.eks. «Kvinder er dårlige bilister», selv om man hver dag ser mange dygtige.

Både indenfor pædagogik og politik har man arbejdet med læringsmetoder, som bygger på folks egne erfaringer. På denne måde kan man bedre påvise, hvorledes folks egne erfaringer hænger sammen med deres placering i samfundet. Indenfor denne form for læringsteori har det været vigtigt at fremhæve, hvorledes bevidstheden dannes, hvoraf erfaringerne udspringer, og hvorledes de kan sættes ind i en helhed. Teorien er knyttet til teorier om social forandring, om hvorledes man kan vække folks bevidsthed og motivere til politisk handling ved at tage fat i deres erfaringer. Denne vej til viden og social forandring har været særlig vigtig for kvindebevægelsen og har ført til et nyt begreb: erfaringspolitik. Denne læringsmåde har også været vigtig i det arbejde pædagogen Paulo Freire har gjort blandt fattige analfabeter i Latinamerika.

S.N.