Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Xianggang (Hong Kong)

Kinesisk koloni.

Øen Xianggang (Hong Kong) blev i 1842 overdraget England «til evig tid», da England under den første opiumskrig angreb Kina. 18 år senere skaffede englænderne sig rettighederne til Kowloon - halvøen overfor selve Xianggang. I 1898 tvang englænderne kineserne til at overdrage dem landområdet nord for Kowloon på en 99 årig lejekontrakt. Dette område blev kendt som: «New Territories»

Xianggang blev fra 1842 anvendt som et handelscentrum - en indgangsport til Kina. Men efter kommunisternes sejr i Kina indførte England og USA en handelsblokade, der afskar forbindelsen. Xianggang var fra da af nødt til at importere alle forsyninger ad vandvejen, og af samme årsag nødt til at øge eksporten. Der blev hurtigt udviklet en letindustri, hvorfra der blev eksporteret tekstiler, tøj, plastik- og elektronikprodukter. Ligesom i Taiwan og Sydkorea blev denne udvikling kraftigt støttet af vestmagterne, der under den kolde krig var interesseret i at fremme disse «bastioner» overfor det kommunistiske Kina.

Stigningen i handelen og eksportindustrien forvandlede samtidig Xianggang til et centrum for finanskapitalen, kommunikation og transport. Regeringens politik bidrog til denne udvikling, idet den fastlagde lave skatter, lave toldsatser og anonymitet og frihed for kapitalbevægelserne.

I slutningen af 1970'erne åbnede Kina op overfor handel og udenlandske investeringer, hvilket placerede Xianggang i en position, hvor den kunne høste enorme profitter. Den havde en af verdens bedste naturhavne, sofistikerede internationale systemer til investeringer og handel samt store og moderne containerterminaler. 30-50% af Kinas samlede udenrigshandel gik gennem Xianggang, og derfra stammede også 90% af investeringerne i den kinesiske Kwangtung provins.

Næsten hele befolkningen i Xianggang er af kinesisk afstamning, der slog sig ned i området efter en lang række indvandringsbølger, der grundlæggende alle skyldtes de politiske og sociale forandringer i selve Kina.

I starten af 1980'ene indledte London og Peking forhandlinger omkring Xianggangs fremtid, da lejemålet for størstedelen af territoriet ville udløbe i 1997. Xianggangs befolkning var ikke på nogen måde repræsenteret under disse forhandlinger. Forhandlingerne mellem de to lande endte i 1984 med indgåelsen af en aftale, efter hvilken Kina ville få overdraget herredømmet over hele territoriet i 1997, men dette ville få en «høj grad af autonomi» som speciel administrativ region i Kina.

I september 1991 valgte befolkningen i Xianggang for første gang i 150 år medlemmer til en lovgivende forsamling. Kandidaterne fra Den forenede Demokratikoalition (UDHK) vandt de fleste af pladserne. Den kritiserede både Xianggangs koloniregering og Kina, og gik ind for en styrkelse af demokratiet.

Den britiske guvernør Chris Patten reformerede valgsystemet og adskilte fuldstændig den udførende og lovgivende myndighed. Kina mente, at disse reformer var i strid med aftalen fra 1984. I 1993 udpegede Kina en Forberedelseskomite for den administrative Xianggang region bestående af en række personligheder fra Xianggang og rådgivere for koloniadministrationen.

I 1994 gennemførte Patten en plan, der skulle øge antallet af stemmeberettigede ved valget i 1995. Dette førte til en ny polemik med Kina. I september 1995 vandt Det demokratiske Parti valget til det lovgivende råd. Det var mod den officielle kinesiske fortolkning af 84 aftalen. Qian fremsatte atter Kinas intention om at opløse dette råd i 1997, da det ikke «tog hensyn til interesserne blandt alle sociale lag» i Xianggang.

Den britiske guvernør bebrejdede offentligt de kinesiske myndigheder for kun at tale med «multimillionærer». Patten henviste til den alliance, der i 1996 var konsolideret mellem Xianggangs vigtigste forretningsmænd og regeringen i Beijing.

Tirsdag den 1. juli 1997 kl. 0.00 genvandt Kina kontrollen over Xianggang efter 155 års britisk styre. Forretningsmanden Tung Chi Hua blev udpeget til at stå i spidsen for den nye regering, der skulle støttes af et lovgivende råd. Ifølge aftalerne bevarer Xianggang over de kommende 50 år sine rettigheder og friheder, sin juridiske autonomi, sin stilling som internationalt finans- og handelscentrum samt sin livsform. Området udsteder sin egen valuta og kan selv udstikke love vedr. emigration- og toldspørgsmål. Beijing varetager forsvaret og udenrigspolitikken.

Genforeningen indledte epoken «et land, to systemer», hvor Xianggangs frihandelsøkonomi kombineres med den stive politiske kontrol i resten af Kina. Det er et eksperiment uden fortilfælde i verden.

Genforeningen fandt sted under indtryk af spektakulær vækst i den kinesiske økonomi, der ikke viser tegn på afmatning. Samtidig betragtes Xianggang som det tredjevigtigste internationale finanscentrum i verden efter New York og London. I slutningen af 1997 cirkulerede der rygter om finansielle vanskeligheder i en række banker. De blev dog dementeret af de lokale finansmyndigheder.

Ved valget i maj 1998 fik Hong Kongs demokratiske Parti flertallet af stemmerne, men pga. af de specielt udpegede medlemmer af parlamentet kan de pro-kinesiske sektorer fortsat mønstre et flertal. Tilsammen fik de såkaldte «demokratiske» (pro-vestlige) partier 60 % af stemmerne, men de fik kun 20 ud af parlamentets 60 pladser. Tung Chi Hua bevarer derfor posten som regeringschef til slutningen af 2000.

I 2001-02 blev økonomien ramt af et kraftigt tilbageslag som følge af den globale recession, og arbejdsløsheden steg til 6,2% - det højeste tal i 20 år.

I juli 2003 udsatte regeringschefen Tung Chee Hwa afstemningen om en antiterror lov. Det skete efter offentlige protester mod loven, der bl.a. åbnede op for livsvarigt fængsel for undergravende virksomhed, oprør eller forræderi overfor Kina. Samtidig gav den politiet større magtbeføjelser. Iflg. den kinesiske regering var formålet alene at hindre, at udenlandske kræfter anvendte Xianggang til undergravelse af Kina.

Samme måned demonstrerede omkring ½ million mod §23 i den basale sikkerhedslov. Den giver bl.a. politiet lov til at gennemføre husransagninger og arrestere uden beviser overfor retten. Alle oppositionsfoldere kan betragtes som illegale, uanset om de elektroniske eller på skrift, og alle personer i boligen kan betragtes som medskyldige i besiddelse. Loven omhandler både indbyggere og ikke-indbyggere på øen. Efter de omfattende protester blev to højtstående medlemmer af regeringen i Hong Kong tvunget til at træde tilbage, og loven blev trukket tilbage på ubestemt tid.

I april 2004 besluttede de kinesiske lovgivende myndigheder, at de ville have det sidste afgørende ord ved valget af en ny leder og et nyt parlament i Hong Kong. Den parlamentariske kommission besluttede, at Hong Kong kan ændre sin valglov fra 2005, men at den først skal have tilladelse fra Beijing. Denne fortolkning af områdets forfatning indebærer at Beijing får vetoret i enhver politisk reform i den tidligere britiske kronkoloni. Pro demokratiske ledere i Hong Kong lagde vægt på, at fortolkningen kan kvæle områdets autonomi.

I starten af juli 2004 gik 250.000 mennesker på gaden i Hong Kong med krav om mere demokrati og med skarp kritik af centralregeringen for de ødelæggelser SARS viruset forårsagede - i marts - juni 2003 kostede epidemien 299 mennesker livet -, den stigende arbejdsløshed og især den totale uoverensstemmelse ifht. Beijing om valg af områdets politiske ledere. Parolen «magten til folket» blev af nogle magthavere i Beijing opfattet som en opfordring til selvstændighed for Hong Kong. Demonstrationens arrangører benægtede at denne fortolkning var relevant.

Beijing opfordrede Hong Kongs befolkning til at bruge dagen til at festligholde årsdagen for genforening med Kina. Tung Chi Hua opfordrede i sin festtale til samling og fred i Hong Kong uden at omtale demonstrationerne. I løbet af året bidrog Beijing til en styrkelse af Hong Kongs økonomi og til at sænke arbejdsløsheden, som svar på et af demonstranternes krav.

Ligeledes i juli annoncerede Tung Chi Hua, at sundhedsminister Yeoh Eng-kiong trådte tilbage som følge af dennes problematiske håndtering af SARS epidemien. Yeoh Eng-kiong blev kritiseret for at have handlet meget langsomt efter at viruset var dukket op i et område i det sydlige Kina. Nogle iagttagere mente at ministeren blev fyret for at skærme Tung Chi Huas iøvrigt upopulære regering af.

Donald Tsang blev i juni 2005 udpeget af en Valgkomite som efterfølger for Tung Chi Hua, der trak sig fra posten hen henvisning til sundhedsproblemer. Mandatperioden udløb i 2007.

I februar 2006 beordrede den kinesiske regering Hong Kongs ærkebiskop Joseph Zen til ikke at udtale sig om politiske spørgsmål. Zen var kendt som en notorisk kritiker af Beijings religionspolitik og var kort forinden udpeget til kardinal af pave Benedict XVI. I maj brød han det kinesiske påbud da han erklærede, at Vatikanet burde indstille forhandlingerne om optagelse af diplomatiske forbindelser med Kina.

Hong Kong var i december 2009 vært  for de 5. Østasiatiske Lege. Det var den hidtil største sportsbegivenhed i territoriet. Området er et vigtigt finansknudepunkt i Østasien. En opgørelse fra 2010 viste at det lå på fjerdepladsen i verden hvad angik millionærers andel af befolkningen - efter Schweiz, Qatar og Singapore. 8,5% af husstandene i Hong Kong havde en årsindkomst på over 1 mio. US$.

Leung Chun-ying blev i juli 2012 udnævnt til guvernør over Hong Kong efter at have fået 689 stemmer fra et valgkollegium på 1.200 udvalgte personer. Leung var fra starten upopulær i befolkningen. En meningsundersøgelse fra oktober viste at kun 31% støttede ham. I oktober 2014 kunne en australsk avis afsløre, at Leung i 2011 havde modtaget 50 mio. HK$ (6,5 mio. US$) fra det australske entrepenørfirma UGL, da dette indgik en aftale med Hong Kong. Pengene blev aldrig opgivet til myndighederne. Leung nægtede at have gjort noget moralsk eller juridisk forkert, hvilket blot fik hans popularitet til at dale yderligere.

2014-20 Demokratibevægelsen sejrer. Kina afskaffer de-facto ideen om to systemer, herunder demokrati

Den 26. september 2014 udbrød omfattende protester i Hong Kong. Det skete efter at den stående komite i den kinesiske folkekongres havde annonceret ændringer af valgsystemet i Hong Kong. Bl.a. skulle guvernøren ved næste valg i 2017 vælges ved almindelige valg blandt befolkningen, men kandidaterne skulle fortsat udvælges af et udpeget kollegium på 1.200 personer. En lang række bevægelser og grupper gennemførte frem til midten af december demonstrationer med krav om fuldt demokrati. I starten blev de anført af Hong Kongs Studenterråd. Demonstrationerne var oftest fredelige, men ved enkelte lejligheder blev der fra begge sider anvendt vold. I starten var det blot nogle hundreder der deltog, men det steg hurtigt til tusinder og ved enkelte lejligheder nåede antallet op på 100.000. Demonstranterne blokkerede i starten den øst-vestgående hovedfærdselsåre på den nordlige Hong Kong ø. Siden spredte demonstrationerne sig til Causeway Bay og Mong Kok. I december viste en undersøgelse, at omkring 20% af befolkningen på et tidspunkt havde deltaget i demonstrationerne. Men mange andre gjorde ikke, og et af myndighedernes modtræk var at danne Alliancen for Fred og Demokrati, der krævede demonstrationerne bragt til ophør og lov og orden genindført. Denne konservative bevægelse havde i starten af november indsamlet 1,8 mio. underskrifter på sit krav.

Demonstrationerne og blokaderne kunne på en række punkter samenlignes med Occupy bevægelsen i USA, og en af Hong Kong grupperne hed netop Occupy Central with Love and Peace. Der var imidlertid også betydelige forskelle. I USA fik bevægelsen aldrig lov til at blokkere vejene, som demonstranterne fik i Hong Kong, og selv om Hong Kongs politi ind imellem brugte peberspray mod demonstranterne var politiets svar i USA langt mere voldeligt. Demonstranterne fik korporlige tæsk, så de ikke mødte op igen. I USA blev Occupy knust af politiets vold; i Hong Kong endte protesterne med at løbe ud i sandet fordi myndighederne stod fast på deres beslutning og mange demonstranterne derfor efterhånden blev trætte. Det var også et problem for bevægelsen, at der ikke var en samlet koordineret bevægelse, men mange forskellige med hver deres dagsorden.

Carrie Lam blev i marts 2017 valgt som koloniens øverste ansvarlige med 777 stemmer af det 1192 personer store valgkollegium. Hun var Beijings foretrukne kandidat og koloniens første kvindelige leder.

Lam fremsatte i marts 2019 en ændring af loven om udlevering af kriminelle. Tidligere kunne de kun udleveres til Taiwan, men med forslaget ville de også kunne udleveres til Macau og Kina. Det udløste nye omfattende protester og demonstrationer. I juni måtte Lam tage forslaget af dagsordenen og i september begrave det helt. Demonstrationerne samlede fra marts og specielt i juni og juli flere hundrede tusinde deltagere. Arrangørerne sagde op til 1 million. Ved demonstrationen 1. juli brød flere hundrede demonstranter gennem politiets afspærringer og indtog parlamentsbygningen. I august gennemførtes generalstrejke med deltagelse af flere hundrede tusinde. Flere hundrede flyafgange måtte aflyses. Fra oktober udviklede demonstrationerne sig i en mere voldelig retning. Under markeringen af 70 års dagen for Folkerepublikkens oprettelse skød politiet for første gang med skarpt. Demonstrationerne blev fra da af anført af studerende. I starten af november blev en demonstrant fundet bevidstløs. Han døde senere og de studerende lagde ansvaret på politiet og indledte besættelser af universiteterne. Politiet angreb med tåregas, chokgranater og gummikugler. De studerende svarede igen med sten og benzinbomber.

I november gennemførtes lokalvalg i kolonien. På forhånd blev de betegnede som en «folkeafstemning» om forholdet til kolonimagten. Pro-Beijing listen DAB led et forsmædeligt nederlag. Den mistede 96 mandater og måtte nøjes med 21. De øvrige 6 lister med størst tilslutning var alle pro-demokrati lister. Størst blev Demokratilisten der gik 54 mandater frem til 91. Da støvet havde lagt sig havde demokratilisterne fået valgt 388 repræsentanter mens pro-Beijing listerne havde fået valgt 62. I 2015 havde styrkeforholdet været 123:304. Kina besluttede ikke at rapportere om valgresultatet, men Carrie Lam meddelte, at Hong Kongs regering «ydmygt ville lytte» og «seriøst reflektere» over valgresultatet. I januar 2020 fjernede Statsrådet Wang Zhimin som direktør for forbindelseskontoret mellem Hong Kong og Kina. Jordskredssejren for demokratibevægelsen bidrog til at demonstrationerne ebbede ud. COVID-19 pandemien og dens restriktioner fra starten af 2020 lagde yderligere en dæmper på viljen til at demonstrere, og i april vedtog Folkekongressen en ny Sikkerhedslov for Hong Kong, der gav myndighederne mulighed for at slå hårdt ned på protester og demonstrationer. Udviklingen udløste massaflugt fra Hong Kong. Det første år efter indførelsen af den ny Sikkerhedslov forlod 80.000 familier kolonien. Indbyggertallet faldt med 1,2%.

Demokratibevægelsen fik omfattende støtte fra de vestlige koloniregimer med USA i spidsen. Der var grundlæggende ikke tale om sympati for bevægelsen. Vesten har en lang tradition for at knuse sine demokratibevægelser med langt hårdere midler end de kinesiske: drukne dem i vold og blod. Der var alene tale om at svine Kina til. Kinas kapitalisme blev en stadig større trussel mod USA's og Europas kapitalisme.

Carrie Lam meddelte i 2022 at hun ikke ville fortsætte som regeringschef i en ny periode. Hendes post overtages 1. juli 2022 af Sikkerhedsminister John Lee.

Begivenhederne i Hong Kong afslørede, at selv om Hong Kong aldrig har haft demokrati (som kronkoloni var det London der i sidste ende bestemte), var der et stort ønske i befolkningen om virkeligt demokrati. Når Beijing talte om «et land, to systemer», blev der ikke henvist til forskel i styreform, men alene til Hong Kongs rene kapitalisme overfor resten af Kinas blandingsøkonomi. Oprøret i Hong Kong og dets nedkæmpelse ødelagde samtidig Kinas argument overfor Taiwan, at Taiwan ville kunne eksistere i et forenet Kina med sin egen økonomiske model. Modstanden mod genforening voksede kraftigt i Taiwan.

Guia del Mundo

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 6/6 2022

Læst af: 72.373