 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Militarisme
 |
Militarisme er et uklart begreb som anvendes i mange forskellige betydninger. Det kan anvendes som en fællesbetegnelse for ideologier og tankesæt, hvor krig og krigsforberedelser indtager en central plads og vurderes højt. Det kan endvidere anvendes om sociale bevægelser, som baserer sig på sådanne ideologier. Begrebet militarisme bliver ofte også knyttet til visse samfundsformer, hvor det militære spiller en vigtig politisk, økonomisk og social rolle.
Lenin betragter militarismen som et væsentligt træk ved imperialismen - dvs. kapitalismen i dens monopolistiske stadium. For ham er den imperialistiske militarisme et sammensat socialt fænomen bestående af både økonomiske, politiske, sociale og direkte militære tiltag, som aggressive kapitalistiske nationer iværksætter. Det er finansborgerskabets formål at konsolidere og udvide det kapitalistiske system og øge profitten. Selv om man også kan finde militaristiske træk i tidligere tiders samfund, har den moderne militarisme sin rod i samfundets opsplittelse i klasser. For Lenin er militarismen per definition udelukket i socialistiske samfund, da de væbnede styrker i disse tjener folkets interesser og beskytter det mod imperialisterne.
Også blandt ikke-socialistiske teoretikere er det almindeligt at skelne mellem det militæres legitime og illegitime rolle. De accepterer det militære som en normal del af samfundet, og anvender først det nedsættende ord militarisme, når det militære apparat bliver for stort, får en afgørende politisk indflydelse, bliver genstand for en overdreven beundring osv. Uenighed om hvor grænsen går mellem det legitime og det illegitime fører til stor variation i anvendelse af ordet militarisme.
Til mange formål vil det være nyttigt at betragte militarisme som en fællesbetegnelse for flere beslægtede, men forskellige fænomener, som hver for sig må bestemmes nærmere.
Det første er militaristisk eller urimelig voldelig adfærd. På det internationale plan kan det dreje sig om brug af våben for at opnå politiske resultater. Våben kan anvendes direkte ved at ødelægge og besætte territorier. Men de kan også anvendes indirekte eller potentielt som et led i trusler mod den anden part, f.eks. ved at lade krigsskibe patruljere udenfor en modstanders kyst, eller ved at koncentrere kampvogne ved grænsen. Stater (og sociale bevægelser) kan karakteriseres som mere eller mindre militaristiske, alt efter i hvilken grad våben anvendes som politisk instrument.
Det andet fænomen er militaristisk ideologi. Forskningen viser, at stærkt positive holdninger til det militære ofte falder sammen med autoritære karaktertræk, chauvinisme, konservative religiøse opfattelser osv. Indenfor sidstnævnte hører bl.a. forestillingen om, at mennesket er ondt, og at vor bedste chance ligger i et magtbalancesystem, hvor vore aggressive instinkter holdes i skak af faren for gengældelse fra modparten. En anden militaristisk forestilling er opfattelsen af tilværelsen som en evig kamp. En kamp som er det eneste, der giver tilværelsen mening.
For det tredje kan det militæres indvævning i samfundsstrukturen anvendes som et mål for militarisme. Både størrelsen af det militære etablissement og placeringen i forhold til andre samfundssektorer er af betydning. På det økonomiske område er det militære vigtigt som forbruger og arbejdsgiver, i enkelte lande endvidere som eksportindustri. På det politiske område er det militæret, der danner magtgrundlaget for de fleste regimer i verden i dag - især blandt de nye nationer. Interessefællesskab mellem officerer, forskere, industriledere og bureaukrater synes at være vigtig for at forklare oprustningen efter 2. verdenskrig - både i øst og i vest.
For det fjerde er også det internationale samfund i høj grad militariseret. Grundelementet - nationalstaten - defineres ud fra sit tilnærmede monopol på voldsanvendelse. Militære hensyn bidrager stærkt til at forme handels- og investeringsmønstrene. De seneste år er der endvidere sket en enorm stigning den i internationale våbenhandel mellem staterne.
Til slut skal nævnes den egendynamik, som kendetegner militær teknologi. Langt over halvdelen af verdens naturforskere er beskæftiget indenfor den militære sektor, og de arbejder som andre forskere på stadig nye opfindelser og forbedringer. Dermed øges ødelæggelsesevnen enormt, selv uden reel vækst i budgetterne.
Alle disse fem elementer bør regnes med til begrebet militarisme. Hvilket element der er vigtigst varierer fra område til område og over tid. I den tyske militarisme var det ideologiske indhold specielt stærkt fremtrædende, i den nordamerikanske er det givet det teknologiske osv. Konsekvensen af dette er, at også bekæmpelsen af militarismen må antage forskellige former alt efter omstændighederne.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 38.021