Papua New Guinea
| Befolkning | 9,8 mio. |
| Valuta | Kinas |
| Areal | 462.840 Km2 |
| Hovedstad | Port Moresby |
| Befolkningstæthed | 10,3 indb./Km2  |
| HDI placering | 156 |
Papua New Guinea er beliggende øst for Indonesien, umiddelbart syd for ækvator. Landet udgør den østlige del af øen New Guinea samt en række mindre øer: New Britain, New Ireland, øen Manus i Bismarck øgruppen, Bougainville, Buka, Nissau der ligger i den nordlige del af Salomon øerne, Luisiada og Entrecasteaux øgrupperne samt øerne Trobriand og Woodlark sydøst for New Guinea. Den vestlige del øen New Guinea er den indonesiske provins Irian Jaya. Landet har vulkansk oprindelse og er bjergrigt - bortset fra de fladere kystegne. Landet er i nogle egne udsat for betydelig skovning.
Folket: Papuaer 84%; melanesiere 15%.
Religion: Protestanter (58,4%); katolikker (32,8%); anglikanere (5,4%); traditionelle lokale religioner (2,5%); baha'i (0,6%); andre (0,3%).
Sprog: Engelsk (officielt); pidgin (lokal dialekt afledt fra engelsk) og over 700 lokale sprog
Politiske partier: Folkelige demokratiske Bevægelse (PDM); Pangu Pati (PP); Folkelige Aktionsparti (PAP); Folkelige Fremskridtsparti (PPP)
Officielt navn: Independent State of Papua New Guinea.
Administrativ inddeling: 20 provinser
Hovedstad: Port Moresby, 308.000 indb. (2009).
Andre vigtige byer: Lae 112.400 indb.; Madang, 33.900 indb.; Wewak, 27.400 indb.; Goroka, 17.900 indb. (2000)
Regering: Dronning Elisabeth II er landets statsoverhovede. Hun er siden februar 2017 repræsenteret ved guvernør Bob Dadae. James Marape er siden maj 2019 landets premierminister og regeringschef. Parlamentet har ét kammer med 111 medlemmer.
Nationaldag: 16. september (Selvstændighed, 1975)
Væbnede styrker: 3.700 soldater (1996)
Papua New Guinea var befolket af melanesiske folkeslag allerede 2-3 tusinde år f.v.t. Befolkningen har traditionelt været spredt over den tætte tropiske regnskov og været isoleret fra omverdenen. Mange af indbyggerne i højlandet, hvor en tredjedel af befolkningen lever, kendte hverken hjulet eller metalredskaber, før europæere i 1930 trængte ind i højlandet. I løbet af en kort periode har landet således bevæget sig fra stenalderen til plastikalderen, og oplever aktuelt et økonomisk boom baseret på udvindingen af dets mineralressourcer - kobber, guld, olie og hårdt træ.
Det nuværende Papua New Guinea er dannet ved sammenlægning af Papua territoriet - et britisk protektorat, der fra 1906 var under australsk administration - og New Guinea, der frem til 1. verdenskrig var en tysk koloni. Efterfølgende blev den administreret af Australien på mandat fra Folkeforbundet og senere FN. Processen i retning af selvstyre indledtes i 1964 og kulminerede med landets selvstændighed i 1975. Samme år forsøgte øen Bougainville at løsrive sig. Den råder over rige guld- og kobberressourcer og dens befolkning er tættere knyttet til befolkningen på Salomon øerne. Australien spiller fortsat en central rolle i landet - gennem investeringer, militærhjælp og økonomisk bistand.
Landet er et parlamentarisk demokrati, men de politiske partier er mere opbygget over karismatiske personer og regionale støtter end over ideologiske forskelle. Trods betydelig tilsyneladende ustabilitet har det forhold at intet parti har overvægten ført til, at regeringen er baseret på konsensus.
Samtidig med at landet har nære forbindelser til Australien, spiller det en form for ledende rolle blandt staterne i det sydlige Stillhav. I 1979 sendte det sine militærstyrker for at knuse et oprørsforsøg på øen Espíritu Santo i republikken Vanuatu anført af Jemmy Stevens, der ellers havde støtte fra de franske myndigheder og fra nordamerikanske økonomiske interesser.
I maj 1988 indgik landet en aftale med Vanuatu og Solomon Islands om bevarelse af den traditionelle melanesiske kultur. Samtidig erklærede det sin støtte til Kanakys selvstændighed. Forholdet til Indonesien der har besat den vestlige del af øen New Guinea (provinsen Irian Jaya) er præget af konflikter. I den indonesiske provins opererer guerillabevægelsen Frit Papua. Under omfattende manøvrer gennemført af Indonesiens militær i 1984 søgte 12.000 indbyggere tilflugt i Papua New Guinea.
Arbejdsmarkedet svarer til det australske med minimumslønninger der forhandles hvert 3. år, og samtidig justeres de med inflationens udvikling. De indfødte samfund ejer 98 % af jorden. Deres økonomi åbnes i stigende grad op over omverdenen, og udvindingen af naturressourcerne medfører betydelige skader på miljøet.
To-tredjedele af befolkningen er beskæftiget ved subsistenslandbrug. Imens er 0,3 % af arbejdsstyrken beskæftiget i minedriften, der står for 66 % af landets eksportindtægter. Minerne på Bougainville og Ok Tedi (hvorfra der også udvindes guld) råder over verdens største kobberforekomster. Guldminen i Porgera indledte produktionen i 1990, og er verdens største guldmine udenfor Sydafrika. En anden mine på øen Lihir kan muligvis blive endnu større. Minedriften varetages af multinationale selskaber - nogle af australsk oprindelse. Der er endvidere opdaget betydelige olieressourcer, hvis udnyttelse er afhængig af bygningen af en pipeline på 260 km længde til en udgift af 1 milliard dollars.
I 1989 knyttede landet tættere bånd til Sydøstasien, da det underskrev en venskabs- og samarbejdsaftale med ASEAN og indledte forhandlinger med Malaysia. Samtidig godkendtes bygningen af en sovjetisk ambassade i Port Moresby. I december undertegnedes en havretsaftale med Mikronesien, hvilket gjorde det muligt at drage nytte af den multilaterale fiskeriaftale, der eksisterer mellem staterne i det sydlige Stillehav og USA.
I flere dele af landet kom det gennem 1991 og 92 til voldelige sammenstød mellem regeringsstyrker og landbefolkningen, der modsatte sig udvidelsen af minedriften pga. dens negative indflydelse på landbruget og miljøet. Regeringen indførte derfor en økonomisk boykot af øen Bougainville og optrappede undertrykkelsen af separatistgrupper. Chefen for den separatistiske Bougainvilles Revolutionære Hær, Francis Ona, erklærede øen for selvstændig og søgte anerkendelse fra resten af verden. Regeringen svarede med at sætte militæret ind.
I lyset af den stadig mere voldelige situation, der allerede havde kostet 1500 livet, besluttede regeringen i august 1991 at genindføre dødsstraf - 34 år efter dens afskaffelse. Dette skridt blev fordømt af en lang række sociale bevægelser. Kvindernes Nationalråd mente, at genindførelsen af dødsstraf ville kunne føre til genindførelse af det gamle princip om «kompensation» ved mord - et øje-for-øje, tand-for-tand princip i den traditionelle papuanske kultur.
I juli 1992 indledte premierminister Palas Wingti et korstog mod korruptionen, hvilket førte til, at flere provinsguvernører blev tvunget til at trække sig tilbage. I juni indledtes en korruptionsretssag mod den tidligere premierminister Namaliu og den tidligere finansminister Paul Pora.
Wingti foreslog endvidere en øgning af Papuas andel i de virksomheder, der havde blandet Papua-udenlandsk ejerskab. Det førte til en kraftig reaktion fra PJV - det engelsk-australsk-canadiske selskab der kontrollerer 90 % af guldminedriften i Porgera.
I 1993 forsøgte premierministeren at få genåbnet kobberminen i Panguna på Bougainville. Den havde haft indstillet driften siden udbruddet af separatiststridighederne på øen. Men minen er beliggende i et område, der er under Francis Onas Revolutionære Hærs kontrol, og selv om de er politisk svækkede, er de fortsat aktive.
Wingti blev erstattet på præsidentposten i august 1994 af Julius Chan. Samme år generobrede regeringen kontrollen over kobberminen på Bougainville, men en eksplosion i Porgera guldminen førte til en afbrydelse af driften der.
Chan fordømte kraftigt rækken af franske atomprøvesprængninger i Stillehavet. Efter den anden af disse sprængninger (i oktober 1995) afbrød premierministeren forhandlingerne mellem Frankrig og South Pacific Forum i sin egenskab af formand for dette regionale forum.
I oktober 1996 forværredes konflikten på Bougainville, da Theodore Miriung blev myrdet. Han var øverste myndighed på øen og havde fremmet indgåelsen af en fredsaftale. Premierministeren blev anklaget af en militærchef for at hyre internationale lejesoldater for at knuse separatistbevægelsen, og derefter krævede repræsentanter for de væbnede styrker Chans afgang.
Trods støtte i parlamentet indgav premierministeren sin afskedsbegæring i marts 1997, og blev midlertidig erstattet af John Giheno. Få uger senere udpegede parlamentet Bill Skate til at lede regeringen.
I juli 1997 indgik regeringen og separatisterne fra Bougainville en aftale i New Zealand om definitiv våbenhvile, afmilitarisering af øen og overførsel af fredsstyrker fra FN. Australien lovede midler til genopbygning af Bougainville.
I slutningen af 1997 genoptog regeringen minedrifter på Bougainville. Tørken i flere egne af landet førte til udstrakte skovbrande og berørte også produktionen af kaffe.
I februar 1998 lukkede 13 tømmerselskaber som indirekte konsekvens af den børs- og finanskrise, der i 1997 var brudt ud i andre dele af Sydøstasien. Det førte til tabet af 4.000 arbejdspladser.
I juli 1999 opfordrede parlamentet Skate til at træde tilbage som premierminister. Baggrunden var, at han havde etableret diplomatiske forbindelser med Taiwan, der til gengæld ville give Papua 2,5 mia. US$ i blandede kreditter.
Lederen af Folkets demokratiske Bevægelse og tidligere direktør for nationalbanken, Mekele Morauta fik 99 stemmer i parlamentet mod blot 5 og blev udnævnt til ny premierminister. Mekele erklærede, at aftalen med Taiwan øjeblikkelig var opsagt. Den havde drastisk forværret forholdet til fastlands Kina.
Som kompensation for de mistede taiwanesiske kreditter erklærede Mekele, at der ville blive indledt forhandlinge med IMF. Landets økonomiske situation var meget alvorlig med en inflation på over 20 % årligt og et stort budgetunderskud.
Fra 15. juni og to uger frem gennemførtes almindelige valg i landet. Iflg. iagttagere drejede det sig om det vigtgiste valg siden selvstændigheden, fordi det var første gang siden selvstændigheden i 1975 at en præsident havde gennemført hele sin periode. Landets politiske historie har ellers været præget af ustabilitet og vold. Eftersom landets infrastruktur er svagt udviklet og der savnes ordentlige forbindelser til regnskovsområder og bjergegne, blev valgprocessen spredt over flere uger. Valget var også præget af, at der nogle steder gik meget lang tid før valgstederne blev åbnede og der blev desuden rapporteret om stjålne valgurner.
Resultatet af den noget kaotiske valgproces var først klar en måned senere, hvor det stod klart, at lederen af Nationalalliancen, Michael Somare havde fået flertal. En af den nye premierministers første embedshandlinger var at standse privatiseringsprogrammet, der var sat i gang under forgængeren Moraute. Som årsag angav Somare, at staten havde brug for mere tid til at analysere programmets grundlag og hvilke fordele det kunne give for staten. Både Verdensbanken og IMF var store tilhængere af privatiseringsprogrammet. Blandt den nye regerings vigtigste mål var vedtagelsen af umiddelbare skridt til bekæmpelse af fattigdommen, den kroniske arbejdsløshed og den udbredte kriminalitet.
88 australiere døde i et terrorangreb på Bali i Indonesien i oktober 2002. Det bidrog til at udvikle et krav i den australske regering om indgriben i nabolandenes indre anliggender - især Salomon øerne og Papua. I december 2003 blev der derfor indgået aftale mellem Australien og Papua om udstationering af 230 australske politifolk og 70 højtstående australske funktionærer i Papua i 2004. Papuas regering havde i starten skarpt afvist det australske krav go omtalt det som «neokolonialistisk», men det fik Australiens premierminister John Howard til at true med at indstille udviklingsbistanden til Papua. Det tvang Somares regering til at bøje sig, og de første australske politifolk ankom til Papua i december 2003.
Ved valget i maj og juni 2005 blev Joseph Kabui fra Bougainvilles Folkekongres valgt til præsident for Bougainvilles autonome regering med 54,7% af stemmerne.
I 2005 besluttede Kina at financiere åbningen af en kobolt- og nikkelmine i Papua til en værdi af 650 mio. US$. I januar 2006 underskrev den kinesiske regering gennem det statslige kinesiske olieselskab en aftale med Papua om fælles udvinding af landets gasforekomster.
Premierminister Somares Nationalalliance vandt ved valget i august 2007 27 af de 109 pladser i arlamentet. Yderligere 13 pladser blev besat med kandidater der støttede Somare. Alliancen manglede dog stadig 15 stemmer for at få sin leder genvalgt som premierminister.
I marts 2008 erklærede Somare at han ville træde tilbage som premierminister. Efter 40 år i politik og med en alder på 71 år syntes han det var tid til et generationsskifte. Han gentog sin hensigt om at træde tilbage i september 2008, men sidder dog fortsat på posten.
Anti-kinesiske plyndringer brød ud i maj 2009 efter en slåskamp mellem kinesiske og papua arbejdere på en kinesisk financieret nikkelfabrik, der var under opførsel. Derr har historisk været mange mindre kinesiske handelsdrivende i PNG.
Somare blev i april 2011 alvorligt syg og indlagt på hospital i Singapore, hvor han blev opereret i hjertet. I juni meddelte hans familie at han trådte tilbage fra premierministerposten. I august besluttede et flertal i parlamentet at indsætte Peter O'Neill på posten. Da Somare imidlertid vendte tilbage fra Singapore besluttede han at udfordre denne udnævnelse, gik til højesteret, der hurtigt afsagde en kendelse der indebar at Somare skulle genindsættes. O'Neill og generalguvernøren i landet nægtede, og landet var dermed kastet ud i en forfatningsmæssig krise. I midten af januar 12 «udpegede» Somare oberst Yaura Sasa til forsvarschef, og en uge senere indtog denne sammen med 30 soldater det militære hovedkvarter i Port Moresby, Taurama kasernen. Samtidig satte han øverstkommanderende for de væbnede styrker, brigadegeneral Francis Agwi i husarrest. Sasa krævede at O'Neill indenfor en uge trak sig fra premierministerposten. Det militære oprør blev slået ned, 15 af de involverede soldater arresteret og Sasa anklaget for højforræderi.
Over det næste halve år blev krisen mellem parlament og højesteret skærpet. Den sluttede først med parlamentsvalget i juli 2012, der blev vundet af O'Neills parti. Han dannede en koalitionsregering, som bl.a. tidligere premierminister Somare indgik i. Samtidig blev højesteretspræsidenten afskediget og parlamentet vedtog lovgivning der gav det større kontrol over højesteret. Under krisen mødte vice-premierministeren op i højesteret med politieskorte for at arrestere højesteretpræsidenten.
Thailands premierminister Yingluck Shinawatra besøgte i marts 2013 PNG - det første thailandske statsbesøg i landet. Under besøget lovede O'Neill at sørge for, at private thailandske firmaer fik adgang til aftaler med PNG's lukrative naturgas sektor.
Parlamentet udvidede i juli 2013 lovgivningen omkring dødsstraf, så der nu kan anvendes 4 forskellige mord-metoder mod tidligere 1. Samtidig kan der fremover idømmes dødsstraf for en række yderligere forbrydelser som røveri og voldtægt. Selv om der sad 10 dømte på dødsgangen er straffen ikke blevet fuldbyrdet siden 1954. Alligevel blev ændringerne skarpt kritiseret af menneskerettighedsorganisationer.
Australien indgik i 2013 en aftale med PNG om at sende flygtninge og asylansøgere fra Australien til PNG. Her blev de opsamlet i et center på øen Manus. I juli 2013 befandt der sig 1.270 flygtninge i centret. Samtidig indstillede Australien behandlingen af asylansøgningerne. I februar 2014 udbrød der derfor vold på centret, hvor 147 asylansøgere blev såret og 1 dræbt. Asylansøgerne blev angrebet af private vagtværn og det lokale politi. Trods kritik fra menneskerettighedsorganisationer afviste både PNG og Australien at undersøge omstændighederne. Australiens flygtninge- og asylpolitik er en af de mest umenneskelige i regionen.
I juni 2014 udstedte antikorruptionsenheden Task Force Sweep arrestordre mod premierminister O'Neill for at have stjålet 31 mio. US$ i offentlige midler til sig selv. O'Neill svarede igen ved øjeblikkeligt at opløse enheden og arrestere dens ledende politifolk. Enheden var blevet nedsat i samarbejde mellem Justitsministeriet og politiet. PNG's BNP blev firedoblet i perioden 2010-14, men pga. omfattende korruption når den nyskabte velstand ikke langt ud i samfundet.
Ligeledes i juni brændte politi omkring 200 huse ned i landsbyen Wingima nær Porgora guldminen i det centrale PNG. Minen er overvejende ejet og drives af det canadiske mineselskab Barrick Gold Corp. Måneden inden havde politi sat området i undtagelsestilstand, og i december 2013 var der rapporter om voldelige sammenstød mellem lokale og mineselskabets private vagter.
PNG indledte i 2014 eksport af flydende gas til Kina, Japan og Sydkorea. Den blev produceret af et selskab med Exxon Mobil i spidsen, men også med PNG kapital. Flere andre konsortier har tilsvarende projekter i gang. Bl.a. et konsortium ledet af det franske Total, og et ledet af Shell.
Papua genindførte dødsstraf i 1991 og gennemførte i 2014 en global studietur i henrettelsesmetoder - trods det at ingen indsat har fået fuldbyrdet straffen siden 1954. 13 er blevet idømt dødsstraf siden dens genindførelse i 1991.
PNG er at de farligste lande i verden for kvinder. 70% af alle kvinder udsættes for voldtægt eller overfald i deres levetid. På Bougainville afslørede en undersøgelse, at 80% af mændene regelmæssig udsætter kvinder for seksuel eller anden vold. Selv om landets lovgivning er strammet på området, halter praksis stærkt efter, så overgrebene fortsætter. Der gennemføres hyppigt heksejagteri I april 2014 blev 6 personer hakket til døde med macheter - deriblandt 2 børn - da 500 mænd gik på heksejagt i Madang provinsen. Politiet arresterede efterfølgende 180 mistænkte, men nedlagde efterforskningen pga. manglende beviser.
Højesteret afsagde i april 2016 kendelse om, at tilbageholdelsen af flygtninge i de to australsk drevne koncentrationslejre på øen Manus i over 3 år var i strid med forfatningen. Retten krævede samtidig lejrene lukket øjeblikkeligt. Det skete ikke. I november sad der fortsat 900 flygtninge og asylansøgere i lejrerne. Først et år senere blev de lukket.
I april 2016 beordrede antikorruptionspolitiet en højesteretsdommer, statsadvokaten og premierministerens advokat arresteret for korruption. Politidirektøren lukkede derefter enheden og suspenderere dens chef. Det udløste protester. Studerende ved University of Papua New Guinea protesterede i maj-juni mod korruptionen i regeringen. Efter flere ugers fredelige protester slog politiet i starten af juni til, beskød demonstranter og gennembankede dem. 38 blev såret. Antikorruptionsenheden blev genåbnet allerede i maj på ordre fra højesteret, der også afsagde kendelse om, at enheden godt kunne undersøge korruption, premierministeren var involveret i.
Ved parlamentsvalget i juni-juli 2017 genvandt det regerende People's National Congress sine 27 mandater. O'Neill fortsatte som premierminister efter en tillidsafstemning 64-40.
I maj 2019 udbrød der en parlamentarisk krise. Allerede i 2014 havde O'Neill optaget et lån i den schweiziske bank UBS for at købe aktier i firmaet Oil Search, der var det største i PNG. Finansministeren nægtede at underskrive lånet, hvorefter han blev fyret af O'Neill, der gjorde sig selv til finansminister. Sagen blev efterforsket af Ombudsmanden, der i en rapport anbefalede at O'Neill blev stillet for retten. Rapporten blev fordømt af O'Neill, der erklærede, at rapporten først skulle være fremlagt for ham. I maj 2019 afsagde højesteret en kendelse der slog fast, at Ombudsmanden ikke var forpligtiget hertil. O'Neill forsøgte at hemmeligholde kendelsen, men da den alligevel blev offentliggjort, udløste det demonstrationer og 30 medlemmer af hans parti gik over til oppositionen. Han tabte en tillidsafstemning og blev erstattet på posten af sin tidligere finansminister James Marape. Udbryder-parlamentsmedlemmerne vendte derefter tilbage til PNC.
I november-december 2019 gennemførtes en ikke bindende folkeafstemning på Bougainville. Indbyggerne kunne vælte mellem fortsat autonomi eller selvstændighed. 98,3% stemte for selvstændighed. Regeringen og repræsentanter fra Bougainville forhandlede derefter en plan for overgang til selvstændighed i 2027. I september 2020 blev Ishmael Toroama valgt til øens nye præsident.
Oppositionen forsøgte i november 2020 at vælte Marape regeringen, men ved diplomatiske manøvrer lykkedes det ham at overleve. Han brugte samtidig oppositionens fravær til at vedtage statsbudgettet for 2021. Denne manøvre blev efterfølgende kendt ugyldig af højesteret, men da parlamentet atter mødtes i december gik 15 af de parlamentarikere der ville have væltet ham i november over til hans blo igen.
I juli 2021 accepterede det australske mineselskab Rio Tinto at financiere en uafhængig undersøgelse af menneskerettigheder og miljøkonsekvenser efter dets lukning af Panguna kobber- og guldminen i Bougainville. 156 indbyggere på øen havde i 2020 anmodet den australske regering om at efterforske Rio Tintos brud på menneskerettighederne. Anmelderne sagde, at stærkt forurenet vand fra minen flød ud i den nærliggende flod og forurenede markerne.
Aftalen mellem PNG og Australien om flygtninge udløb i oktober 2021. Landet skulle derefter ikke længere fungere som flygtningecenter for Australien. Det var uklart hvilke konsekvenser det ville få for de 88 flygtninge og 36 ansøgere der fortsat opholdt sig i centret ved udgangen af året.
Statistik (OBS! I browserudgave)
Sidst ajourført: 10/4 2022
Læst af: 65.466