Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

I sin mest direkte betydning er markedet det sted, hvor ting sælges, købes eller byttes mod hinanden. Vi kender til sådanne traditionelle markedspladser fra vor egen historie, og selv i vore dages Danmark forekommer markedet fortsat i denne betydning (kræmmermarkeder, torvedage o.l.), men da mere som en opsigtsvækkende begivenhed end som en naturlig del af dagliglivet.

Marked i en sådan konkret betydning er især knyttet til samfund, hvor folk i vid udstrækning selv producerer det de behøver, samtidig med at de ikke er selvforsynende på alle områder. De er derfor typiske for landbrugssamfund, og i de fleste u-lande spiller markederne fortsat en vigtig rolle.

Oprindelig havde markederne en særdeles specialiseret funktion. De tilbød nogle få produkter, noget ekstra og udover det sædvanlige. Det kunne være smykker og sjældne genstande, som det gav prestige at eje, eller f.eks. salt og krydderier. Eftersom behovet for at skaffe sig produkter via markedet derfor var ringe, var der heller ikke grundlag for faste, daglige markeder. Der kunne gå lang tid mellem markedsdagene - nogle få dage om året var tilstrækkeligt, hvis formålet var salg af trækdyr eller bytte af overskudsprodukter efter høsttiden. Markederne blev derfor mere end blot køb og salg; de blev kærkomne anledninger til at knytte kontakter udenfor lokalsamfundet, høre nyt og måske til og med opdage mulige ægtefæller. Det sociale overskyggede let det økonomiske, selv om udgangspunktet var varebytte og ikke fest.

Med øget specialisering øges afhængigheden af markedet. Uanset hvor arbejdsom smeden er, kan han ikke spise det han producerer. Han må bytte sine produkter mod bl.a. bondens og bagerens. Mere udviklede markeder var derfor i første række et byfænomen, og de lange handelsruter gik f.eks. fra byer i Asien til byer i Europa (se Fjernhandel).

Landsbyerne havde derimod ikke det store markedsbehov, og det var især udenforstående kræfter, som trak bønderne ind i markedsbyttet. Byfolkenes behov, og dermed villighed til at betale, var sjældent tilstrækkelig. Tvang måtte der til, og et af de mest effektive virkemidler var skatteudskrivning. Hvordan skulle koloniherrerne i Afrika f.eks. få bønderne til at levere produkter til verdensmarkedet? De «indfødte» producerede jo selv omtrent alt hvad de behøvede, og slog høsten fejl, blev de uheldige hjulpet - ud fra reglerne om gensidig hjælp både indenfor lokalsamfundet og mellem slægtninge.

Løsningen fandt kolonialisterne i skatteudskrivningen. «Hovedskat» eller «hytteskat», som pålagde hver indbygger (eller familieoverhoved) at indbetale en vis mængde produkter eller en vis sum penge, blev indført i kolonierne verden over. Formålet var klart: at tvinge folk verden over i kontakt med et marked kontrolleret fra Europa. De tvinges til at levere produkter, og de udsættes for markedets tilbud af hidtil ukendte varer. Med rent økonomiske mål vil både skatten og varemængden som bonden skaffer sig via markedet i udgangspunktet virke meget beskeden.

Men metoden åbner det førkapitalistiske samfund for den verdensomspændende kapitalistiske varecirkulation, og når først afhængigheden af markedet er skabt ved politisk-administrativ tvang, vokser markedets betydning ved egen kraft.

Marked og pengemagt

Når markedet efterhånden udvikles og dets betydning øges, sker der en række forandringer både med selve markedet og indenfor lokalsamfundet. Svagt udviklede markeder kendetegnes for det første af, at en række produkter slet ikke udbydes på markedet, og for det andet af at der findes grænser for hvilke produkter som kan byttes mod hvilke. Grøntsager kan måske byttes direkte mod uld, mens de ikke kan byttes mod smykker. Et smykkes værdi kan ikke tænkes udtrykt i noget så ordinært som grøntsager. Derimod kan det byttes direkte mod et smukt stykke vævet stof. Markedspladsen består egentlig af flere markeder, f.eks. et for prestigeprodukter og et for forbrugsvarer. Bytte på tværs af disse grænser er ikke muligt.

Efterhånden som lokalbefolkningen anskaffer sig stadig flere produkter via markedet, og også producerer egne produkter mhp. markedssalg, løsner disse grænser sig op. Der udvikler sig - eller bliver indført - en særlig vare, meget ofte guld eller et andet ædelt metal, som kan byttes mod alle andre produkter på markedet. Indførslen af en sådan fælles værdimåler og byttemiddel forenkler og effektiviserer varebyttet. Værdien af smør og tomater kan udtrykkes gennem et specielt værdimål, f.eks. guld, som igen kan udtrykke værdien af et vævet sjal. Derved kan tomater og tekstiler måles på samme skala: på markedet bliver en vis mængde tomater givet samme værdi som et sjal. Det giver også større frihed (eller mulighed for «smart» opførsel) når produkterne ikke må byttes direkte over i andre produkter, men kan byttes mod denne «særlige vare» som optager ringe plads, ikke mister værdi ved lagring og som kan bringes til markedet igen, når priserne er gunstige på andre produkter.

Indførelsen af penge betyder blot en yderligere udvikling og forenkling af opgaverne som 1. generel værdimåler og 2. alment byttemiddel. Eftersom gyldige penge forudsætter kontrol med udstedelsen af pengene, er møntprægning og seddelproduktion centralmagtens eller herskerens privilegium. Alle kan producere produkter til et marked, og nogen kan til og med finde guld. Men pengene er en vare, som ikke kan produceres lokalt. Pengenes udbredelse styrker dermed centralmagtens kontrol og øger dens økonomiske magt.

Markedet under kapitalismen

Mange førkapitalistiske samfundsformer havde en omfattende markedsproduktion. Store bysamfund med specialiseret håndværksproduktion var f.eks. almindelige i feudaltidens Europa, og bønderne producerede korn til markedet for at kunne betale jordrente til godsejeren.

Det kapitalistiske marked kendetegnes imidlertid af, at to nye varer - jord og arbejdskraft - dukker op på markedet. Det at både jord og menneskelig arbejdskraft fremtræder som varer, som kan købes og sælges, er typisk for kapitalismen som produktionsmåde. Forekomsten af mennesker som er fri fra feudalsamfundets stedbundne tvang, men samtidig ribbet for enhver tryghed og beskyttelse og dermed tvunget til at sælge deres egen arbejdskraft, er atter forudsætningen for, at ejerne af rigdom og produktionsmidler kan anvende deres rigdom produktivt, dvs. til at producere mere rigdom.

Under kapitalismen har produktionen af varer (dvs. produkter til salg på markedet) nået et omfang, som tidligere var utænkeligt. Markedet sprængte snart markedspladsernes snævre rammer, og allerede i det 19. århundrede definerede økonomerne et marked som hele det geografiske område, hvor sælgere konkurrerer om kunder. Eftersom konkurrence og mulighed for øget fortjeneste er de vigtigste årsager til, at markedet breder sig, findes der ikke nogen absolut og endelig skranke for markedets udbredelse. Nationale grænser med lejlighedsvise importforbud og told- og afgiftsbarrierer har skabt hindringer for konkurrence på tværs af landegrænserne, men i dag har også disse nationale hindringer et langt stykke hen ad vejen mistet deres betydning. For mange varers vedkommende kan vi derfor med fuld ret tale om et verdensmarked.

Men det kan fortsat være frugtbart at skelne mellem forskellige typer af marked. En almindeligt skelnen går mellem markedet for råvarer og markedet for industrivarer. Råvaremarkedet kan igen inddeles i landbrugsmarkedet og markedet for mineraler.

Landbrugsmarkedet

Størstedelen af markedet for landbrugsprodukter er hvad økonomerne kalder uelastisk på kort sigt - både på tilbuds- og efterspørgselssiden. Selv om priserne falder på mælk og kartofler, købes der (i hvert fald på kort sigt) ikke så meget mere af disse produkter. Ligeledes betyder øgede priser ikke at bønderne straks kan producere mere til markedet. Produktionen er underlagt en naturlig træghed, og omfanget påvirkes af naturforhold, vejret, plantesygdomme o.l.

Denne lange produktionscyklus med mange ukontrollerbare faktorer svækker landbrugsproducenternes magt. De er i høj grad afhængige af at tilbyde deres varer på markedet, uanset hvilken pris de kan opnå. Som regel er også producenterne spredt over et stort område, langt fra centrene hvor produkterne forbruges. Opkøberne får dermed en nøglerolle som bindeled mellem den enkelte producent og konsumenterne, og de står i en økonomisk meget stærkere position end producenterne.

Ud fra sin specielle karakter - produktionens afhængighed af naturforhold og producenternes svage stilling - vil landbrugsmarkedet være ustabilt og præget af store prissvingninger. Dette tiltrækker spekulanter, som øjner store fortjenester i at købe, når priserne er lavest, og spekulationen forstærker igen prissvingningerne. For de samfund - lokale eller nationale - som er afhængige af landbrugsproduktionen, kan disse svingninger få katastrofale følger, f.eks. hvis priserne på årets høst ikke er tilstrækkelige til at sikre bondens overlevelse til næste høst.

I de fleste industrisamfund er den ukontrollerede konkurrence på landbrugsmarkedet derfor ophævet. Staten griber beskyttende ind og regulerer markedet ved at fastsætte minimumspriser, give producenttilskud for centrale produkter som korn og mel, samt afskærme overfor udenlandsk konkurrence gennem importrestriktioner og toldbarrierer. Næsten 3/4 af EU's budget anvendes f.eks. fortsat til regulering af landbrugsproduktionen og tilskud til bønderne.

Staten griber altså ind for at skabe en stabilitet, som ville have været mulig, hvis kampen mellem købere og producenter fik lov til at foregå uhæmmet. Landsbysamfund som ellers ville være gået til grunde, overlever. Statens «redningsaktioner» er imidlertid motiveret af mere end romantisk landsbysympati. Landbruget er en vigtig del af industriøkonomien, ikke mindst fordi landbrugsprodukterne udgør en stor og nødvendig del af arbejdernes forbrug. Spekulation med nødvendige madvarer skaber krav om højere lønninger, og kan, hvis den medfører sammenbrud i landbruget, forårsage dybtgående kriser i samfundet som helhed. I de fleste industrinationer blev statslige reguleringer af landbrugsmarkedet derfor iværksat relativt tidligt.

Råvareeksporterende lande

De industrielle råvarer er også afhængige af naturgivne forhold og den svage markedsposition for producenterne. Ligeledes afhænger efterspørgslen efter kobber og bauxit ikke så meget af den aktuelle pris som af det generelle aktivitetsniveau i industricentrene og af tekniske krav og forandringer (om kobber f.eks. er nødvendig i elektriske ledninger). Stiger priserne, kan udvindingstakten nok øges, men dersom kobberpriserne synker, kan kobberproducenterne ikke af den grund gå over til at udvinde bauxit.

Dette bliver meget alvorligt, når hele nationers økonomi afhænger af råvareudvinding. Kolonialismen og imperialismen skabte et verdensomspændende system, hvor hele nationer blev udviklet til specialiserede leverandører af udvalgte råvarer. Senegaleserne blev sat til at dyrke jordnødder, ghaneserne fik ansvaret for kakao, og i Zambia blev hele økonomien rettet ind mod kobberudvinding.

Dette system - med et forskønnende udtryk kaldet den «internationale arbejdsdeling» - tjente de kapitalistiske industrinationer og øgede deres kontrol over resten af verden. Det har vist sig næsten umuligt for dagens u-lande - gårsdagens kolonier - at løsrive sig fra dette tvangsmønster. Når råvareproducenten og forbrugeren - Zambia og USA - mødes på verdensmarkedet, er deres magtposition derfor ekstremt ulige. Zambia må sælge, uanset prisen. Eksportindtægterne fra kobberet er afgørende for at holde statsapparatet i gang og sikre nødvendig import. USA kan, hvis prisen ikke er gunstig nok, i stedet købe i Chile, og under alle omstændigheder udgør kobberimporten blot en brøkdel af vareimporten.

Det vakte derfor voldsom opstandelse, da de største olieeksporterende lande slog sig sammen om at hæve prisen på råolie - verdens vigtigste råvare. Aktionen blev i USA nærmest opfattet som en krigserklæring, og OPEC-landenes aktion viste verden hvordan også producenterne kan påvirke markedsprisen på en råvare ved en koordineret udnyttelse af forbrugernes afhængighed af at købe. Efter OPEC-chokket har industristaterne arbejdet for at reducere mulighederne for tilsvarende aktioner og har samtidig udviklet bedre modstrategier.

I mangel af styrke til at gennemføre ensidige aktioner lancerede u-landene fra midten af 70'erne en række forslag om en international regulering af råvaremarkedet. Forslagene krævede garanterede mindstepriser, tiltag for at modvirke spekulation og drastiske prissvingninger. I det hele taget beskyttelsesordninger som mindede om landbrugets, og som tog sigte på socialt og politisk begrundede indgreb i markedsmekanismerne. Det drejede sig i praksis mere om beskedne prisreguleringer (hvilket selvsagt ikke er uden betydning) end om en ny økonomisk verdensorden, som var det navn, disse krav blev lanceret under. Men industrilandene modarbejdede voldsomt dette initiativ - ikke blot ved at trække forhandlinger i langdrag, men også ved at splitte u-landene gennem tilskud til nogle og ikke til andre. Denne del og hersk politik medførte allerede i midten af 1980'erne, at tanken om ny økonomisk verdensorden foreløbigt måtte opgives, og priserne på u-landenes råvarer har siden fortsat deres fald.

Industriprodukter

Markedet for industriprodukter adskiller sig på mange måder fra råvaremarkedet. Priserne påvirkes i ret ringe grad af midlertidige svingninger i efterspørgslen. Overskuddet fra én vare kan relativt let investeres i noget helt andet, og industriproducenten har en helt anden frihed end råvareproducenten til at variere bredden af produkter og til og med til at forandre selve produkttypen.

En række industrivarer er længe blevet markedsført praktisk taget over hele verden. Det gælder særligt produkter som kun de industrialiserede landene havde teknologi til at fremstille, men det gælder også enkle forbrugsvarer som læskedrikke, fast-food og tyggegummi. Enkelte sådanne varemærker har vist en forbløffende evne til at nå frem til den kapitalistiske varecirkulations yderste udposter - både i førkapitalistiske og i socialistiske lande.

Et påfaldende træk ved udviklingen af verdensmarkedet de sidste årtier - ud over den stadige vækst i antallet af produkter - er at selve produktionsmidlerne gøres tilgængelige. De tidligere kolonier tilbydes ikke blot industrivarerne, de kan også købe produktionsteknologien. Den igangværende industrialisering af u-landene er netop en følge af dette nye element i verdenshandelen. Men ser vi nærmere på denne handel bliver det tydeligt, at den fortsat præges af producenternes styrke og kontrol. Det er ikke al teknologi som er tilgængelig. Det er hovedsagelig produktionsmidlerne og teknologien fra den tidlige industrialisering som tilbydes - tekstilindustrien, byggebranchen og stålindustrien.

Teknologien forbliver under vestlig - eller de multinationales - kontrol. Og det er typisk, at den mest avancerede teknologi, som er knyttet til den elektroniske industri, EDB industrien osv., overhovedet ikke tilbydes på markedet. De mest dynamiske sektorer af økonomien forbliver i nogle få koncerners hænder, mens mindre dynamiske - og ofte også mere forurenende - sektorer fordeles til andre dele af verden.

Markedet for arbejdskraft

Vi kan endvidere identificere andre typer af markeder, f.eks. markedet for værdipapirer, valutamarkedet, markedet for ødelæggelsesvåben osv., som alle har deres særegne karaktertræk og deres egen funktionsmåde. Markedet for arbejdskraft er af særlig interesse. I industrisamfund har måden dette virker på afgørende betydning for størstedelen af befolkningens livsvilkår.

Arbejdsmarkedet er særegent derved, at det almindelige skel producent-vare-køber her er vanskeligt at få øje på. Det er ikke producenten (familie og samfund), som bringer varen til markedet for at opnå den bedst mulige salgspris. Derimod synes varen at bringe sig selv, som om varen og sælgeren er identiske. Det lønarbejderen sælger, er imidlertid ikke sig selv - det ville være slaveri. Det hun sælger er sin evne til at arbejde - sin arbejdskraft for en given periode. I denne tidsperiode - arbejdstiden - ligger købers interesse i at benytte den købte arbejdsevne så effektivt som mulig, for produkterne af arbejdet tilfalder arbejdskøberen.

Som ved ethvert køb og salg har sælger og køber modstridende interesser, når det gælder fastsættelsen af prisen på varen arbejdskraft. I udgangspunktet vil købers position være den stærkeste, slet og ret fordi hver enkelt sælger er afhængig af at få solgt sin egen arbejdskraft for at overleve, mens køber lige så godt kan købe af den ene som af den anden. Når efterspørgslen på arbejdskraft derfor ikke er meget større end udbuddet, har den enkeltstående sælger ringe mulighed for at påvirke salgsprisen.

For at styrke sin position og forhindre at salgspris og arbejdsvilkår varierer efter ukontrollerbare svingninger i udbud og efterspørgsel og købers forgodtbefindende, har de enkelte ejere af arbejdskraft ikke haft anden mulighed end at slutte sig sammen i gensidigt solidariske forbund. Uanset om de er organiseret på den enkelte fabrik, efter branche, typen af arbejdsoperation eller region, har sådanne solidariske sammenslutninger været lønarbejdernes kampmiddel for at overvinde markedets alles kamp mod alle og opnå bedre priser, forkortelse af den tid køberen disponerer over arbejdskraften og klare reguleringen af hvad den købte arbejdskraft kan anvendes til (se Fagbevægelse).

Arbejdsmarkederne i industrilandene er allerede længe blevet påvirket af importen af udenlandsk arbejdskraft. Åbningen af grænserne for at den færdigproducerede arbejdskraft kunne komme hertil og producere for os var én af forudsætningerne for den økonomiske vækst i efterkrigstidens Europa, og det har yderligere styrket udviklingen i verden i retning af en lille gruppe rige i-lande og en stor gruppe fattige u-lande.

Men det der er godt for nationen, er ikke nødvendigvis godt for privatkapitalen. I tråd med den økonomiske og sociale udvikling i industrilandene i retning af voldsom vækst i de administrative og tjenesteydende erhverv, højere uddannelsesniveau og dermed også en øgning i udbuddet af uddannet arbejdskraft, er der samtidig sket en teknologisk udvikling i retning af øget mekanisering og automatisering. Dette forenkler arbejdsoperationerne, men øger tempoet. Andelen af arbejdsoperationer som kræver faguddannelse aftager. Kortvarig tillæring er i regelen tilstrækkelig for at deltage i produktionen af selv komplicerede produkter med hundredevis af dele. Produktionsprocessen forudsætter ikke, at arbejderen har overblik over totalproduktet - blot indsigt i udvalgte enkeltoperationer.

I tråd med øget mekanisering og automatisering er der opstået en ny situation for industrivirksomhederne: hele verden bliver aktuelle produktionspladser. Lavindtægtslandene har et betydeligt lavere lønniveau - ofte blot omkring 20 % af hvad der må betales i de traditionelle industrilande. Fagforeninger eksisterer ofte ikke - eller forfølges. De der findes, er uden reel indflydelse, og arbejdsløsheden er så stor, at selskaberne kan finsortere den arbejdskraft de vil benytte sig af - ofte unge kvinder som gennem lange arbejdsuger benyttes intenst i nogle år, for så at skiftes ud med nye. Skatter og afgifter ligger langt under i-landsniveau, og mange u-lande har desuden oprettet såkaldte friproduktionszoner (hvor landets almindelige skatte- og afgiftsregler ikke gælder) for at tiltrække investeringer.

Udgifterne ved de længere transportforbindelser er blevet drastisk reduceret takket være udviklingen af transport- og kommunikationsteknologien med hurtige telesystemer og effektiviseret transport med specialskibe, containersystemer og fly. De lavere produktionsudgifter bliver dermed udslagsgivende. Det lønner sig i mange brancher at lægge produktionen udenfor de traditionelle industrilande, hvor lønudgifterne er højere. Derfor har der også siden midten af 1960'erne været en helt klar tendens til nedsat investeringstakt i industricentrene. I nogle brancher har dette ført til indskrænkning i branchen som helhed (f.eks. skibsproduktion og tekstiler) - samtidig med at der er sket en stadig stigende overførsel af industriproduktionen til udvalgte u-lande.

At markedet for egnede produktionscentre er blevet verdensomspændende betyder samtidig, at vi nu i stigende grad har at gøre med et verdensomspændende marked for industriarbejdskraft. At flytningen af produktionskapacitet til u-landene ikke er foregået endnu hurtigere over de seneste 20 år skyldes den stigende anvendelse af EDB baseret automationsudstyr, der i første omgang har stillet større krav til arbejdernes tekniske kunnen. Fordelen ved tilgang til højtkvalificeret arbejdskraft, moderne kommunikationsmidler osv. har derfor i en periode kompenceret for u-landenes meget lavere udgifts- og afgiftsniveau. Men i takt med indkøringen af de EDB baserede produktionssystemer vil udflytningen af produktionscentrene atter tage til.

Markedet invaderer privatlivet

Hvis en der kendte kapitalismen for hundrede år siden - f.eks. Marx på sine gamle dage - havde kunnet skue ind i 1990'erne, ville han sikkert blive mest overrasket over, hvordan markedet har formået at sprede sig til nye områder af samfundet og er trængt sig frem i næsten enhver afkrog af dagliglivet.

Aktiviteter som tidligere med selvfølgelighed hørte til indenfor husholdningens eller lokalsamfundets ramme, er forsvundet eller har ændret karakter i takt med udviklingen af stadig nye varer. F.eks. er husholdningsproduktionen næsten forsvundet: tøj og mad købes færdige fra den kapitalistiske fremstillingsproces. Ligeledes er der sket en teknisk revolution i hjemmene, som har fået et stigende præg af at være maskinparker. Det bidrager til, at etableringsudgifterne for en nyetableret familie er højere end nogen sinde tidligere..

Endvidere har underholdningsmarkedet invaderet privatlivet. Med musikindustriens, fjernsynets, radioens, filmindustriens, bog- og bladmarkedets øgede tilbud til børn, unge og voksne, synes det kapitalistiske marked at være i færd med at indtage privatlivets sidste domæner. De familiære samværsformer forandres under påvirkningen fra det ekspanderende underholdningsmarked.

Denne familiære fritid er selvsagt ikke nødvendigvis hverken idyllisk, skabende eller udviklende. Også «fritiden» er underlagt pres fra samfundet og præget af de vilkår, familiemedlemmerne lever under i samfundet. Men pointen er, at uanset om den bliver brugt skabende eller nedbrydende, foreligger der her en tidsperiode, der er overladt til familien, som den kunne bruge og forme efter sine egne behov. Fritid er ikke kun den tid, hvor man ikke er på job. Den er også muligheden for de «frieste» - dvs. de mindst markedsdominerede - aktiviteter. Selv mulighederne for det egentlig private og dermed mangfoldige samvær, præges imidlertid i stigende grad af konsum - altså forbruget af varer fremstillet mhp. salg på det kapitalistiske marked. Dermed bliver det også mindre privat. Oplevelser bliver ikke noget man skaber - alene eller i fællesskab - men noget man køber. En stærk oplevelse er et godt køb. Det billigste er nok at gå i biografen.

At livet får et øget præg af varekonsum, sætter selvfølgelig også sit præg på forholdet mellem mennesker i almindelighed. Dette er specielt tydeligt i forholdet mellem kønnene, hvor man med en vis ret kan tale om udviklingen af et kønsmarked. På kønsmarkedet gælder det - i tråd med arbejdsmarkedet - om at sælge sig og helst for en høj pris. At være efterspurgt bliver målet for succes. Det bliver et vigtigt mål for selverkendelsen: jeg oplever mig selv, min værdi, udfra «efterspørgslen» på mig - som om jeg var en vare.

At næsten alt - arbejdskraft, mad, fritid, oplevelser, følelser - er blevet gjort til varer på markedet, gør på en måde vareverdenen til den virkelige verden. Alle udsættes for denne påvirkning, og det er vanskeligt at undgå logikken: det der har en høj salgsværdi (det som rangeres højt på markedet) er det som har værdi.

L.Lø.