Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Anden Internationales symbol. (Arbejderbevægelsens Arkiv)

Den Anden Internationale var en sammenslutning af socialistpartier - overvejende europæiske. Den blev oprettet i 1889 og havde frem til 1914 en afgørende betydning for socialismens udvikling, både praktisk og teoretisk. Internationalens reelle betydning for samfundsudviklingen var mindre. I de fleste politiske spørgsmål indtog Internationalen den samme nølende og afventende holdning som sit største medlemsparti, det tyske socialdemokrati, SPD. Mange omstridte spørgsmål fik en overfladisk løsning gennem omhyggeligt tilpassede kompromisformuleringer, som gav ringe anvisninger på handling. Når der så indtraf en situation, hvor handling var nødvendig, blev det åbenbart, at Internationalen bag sin imponerende facade var en kraftløs organisation. Særlig tragisk var Internationalens og medlemspartiernes handlinger ved krigsudbruddet i 1914. Til trods for de mange resolutioner og forsikringer om at arbejdere i forskellige lande aldrig ville gribe til våben mod hinanden, stemte både de tyske og de franske socialister for krigsbevillingerne i deres respektive parlamenter. Det endelige sammenbrud kom i 1917, da først Februar- og siden Oktoberrevolutionen i Rusland førte til, at de politiske modsætninger ikke længere kunne fejes ind under et tæppe af ord.

Tilblivelsen

Den Første Internationale havde for de fleste praktiske formål ophørt med at eksistere efter splittelseskongressen i Haag i 1872, da den marxistiske gruppering fik overført Internationalens sæde til USA, mens Bakunin og hans tilhængere brød ud for at danne en ny organisation med anarkistisk tilsnit. Årene frem til 1881 er historien om disse organisationers langsomme forfald og bortfald, mens årene fra 1882 til 1889 fører frem mod dannelsen af Den Anden Internationale. I 1889 blev der holdt to internationale kongresser i Paris på hundredeårsdagen for stormen på Bastillen, sammenkaldt af hver sin gruppering af franske socialister. Den ene var indkaldt af «Le Parti Ouvrier Francais» - et overvejende marxistisk parti ledet af Jules Guesde; den anden af «La Fédération des Travailleurs Socialistes de France», et udbryderparti med rødder tilbage til Proudhon og fransk småborgerlig socialisme, ledet af Paul Brousse. Til trods for betydelig forvirring (mange tog del i begge kongresser) blev det i løbet af kongresserne klart, at den marxistiske gruppering var den mest solide. Især den tyske delegation, med deltagere som Wilhelm Liebknecht, August Bebel, Eduard Bernstein, Clara Zetkin og andre, opnåede en central stilling. Allerede fra disse første kongresser viste SPD sin taktiske og organisatoriske styrke, hvilket gav det en dominerende stilling i Internationalen. Den næste kongres i Bruxelles i 1891 var en samlingskongres. Fra og med dette år er Internationalens eksistens et faktum.

Medlemslande

På sit højdepunkt - før udbruddet af verdenskrigen - havde Internationalen 3,5 millioner medlemmer, gennem de enkelte medlemspartier som tilsammen repræsenterede 12 millioner vælgere. Medlemspartier fandtes i alle europæiske lande, og i en del andre lande som alligevel aldrig fik nogen større betydning i organisationen. Særlig stor betydning for Internationalens profil og udvikling havde Tyskland, Frankrig og Østrig, mens den engelske socialisme aldrig fik nogen større international betydning.

Det tyske socialistparti blev oprettet i 1875, med et program hvor Lassalles statssocialisme havde større vægt end den marxistiske socialisme. Partiet blev styrket og radikaliseret i kampen mod Bismarcks socialistlove, som forbød alle socialistiske organisationer. Da disse love blev ophævet omkring 1890, begyndte også partiets langsomme og - for samtiden - umærkelige højredrejning. Med sit store antal medlemmer, det tætte samarbejde med fagforeningerne og en betydelig parlamentarisk repræsentation blev partiet efterhånden en magtfaktor, der måtte regnes med. Men hver af disse styrkefaktorer blev samtidig en kilde til svaghed. Det store antal partimedlemmer skabte behov for en stor partiadministration, som kom til at udvikle stærke bureaukratiske tendenser. For mange medlemmer og tillidsmænd kom partiet til at blive en så vigtig del af deres liv, at det blev et mål i sig selv mere end et middel, alt for værdifuldt til at risikeres i revolutionære forsøg. Samarbejdet med fagforeningerne førte til, at partiet måtte være yderst forsigtig med politiske fremstød, som ikke førte til umiddelbare økonomiske fordele for arbejderklassen. Fagforeningerne modsatte sig især massestrejken som et offensivt eller defensivt politisk våben. Deltagelsen i det parlamentariske liv førte til, at partiet langsomt blev integreret i samfundet. En karakteristisk episode indtraf i 1913, da SPD måtte tage stilling til et nyt skattesystem, som skulle skaffe indtægter til oprustning gennem nye direkte skatter på indtægt og formue. Partiet var her splittet mellem sin kamp mod tysk militarisme og sit ønske om at beskatte kapitalen, og vedtog til slut med snævert flertal at støtte forslaget. Eftertiden har været enstemmig i sin karakteristik af SPD, som en paradoksal blanding af demokratisk teori og bureaukratisk praksis, revolutionær teori og reformistisk praksis, international teori og nationalistisk praksis. Partiets centrale skikkelser var organisatorer som Wilhelm Liebknecht og August Bebel samt dogmatiske teoretikere som Karl Kautsky. Handling og nytænkning havde dårlige kår.

De to franske socialistpartier var i 1890'erne præget af flere ændringer og splittelser, indtil de i 1905 blev samlet til «Section Francaise de I'Internationale Ouvriére» (SFIO). Partinavnet - Fransk afdeling af Arbejdernes Internationale - siger allerede noget om forskellen mellem det tyske og det franske parti. SPD havde en hang til at betragte Internationalen som sin ejendom, som den internationale afdeling af SPD. De franske socialister tog kravet om international solidaritet mere alvorligt. De lagde stor vægt på antimilitaristiske aktioner med henblik på at forebygge en krig, hvor arbejder ville stå mod arbejder. Den ledende skikkelse i aktionerne var Jean Jaurès - krumtappen i fransk socialisme mellem 1900 og 1914 og sammen med Rosa Luxemburg den mest tiltrækkende figur i Internationalen. Efter det umotiverede mord på Jaurès den 31. juli 1914 sluttede hans liv med et spørgsmålstegn: hvad kunne han have gjort for at samle de franske og tyske socialister til modstand mod krigen? Karakteristisk for Jaurès var også hans stærke humanisme, som førte til et aktivt engagement i Dreyfus-sagen. En humanisme som f.eks. tyske socialister havde vanskeligt ved at påskønne. De franske socialister kom tidligt med i parlamentarisk arbejde, og oplevede flere gange at deres egne folk gik ind i borgerlige regeringer, hvilket førte til at «ministersocialismen» - dvs. spørgsmålet om socialistisk deltagelse i regeringer i det borgerlige samfund - blev et stridsemne i Internationalen. Mens man om de tyske socialisters indkapsling i samfundet har brugt udtrykket «negativ integration», havde de franske socialister et mere aktivt forhold til det borgerlige samfund, med større muligheder for både at påvirke det og blive indlemmet i det. SFIO havde et skiftende forhold til fagbevægelsen, som i Frankrig var præget af revolutionære og anarkistiske traditioner. Den havde en stor kampvilje, men foretrak aktioner og strejker fremfor parlamentarisk arbejde.

I England, den tredje europæiske stormagt, udviklede socialismen sig helt anderledes end på kontinentet. Det engelske Labour Party som blev stiftet i 1900 (først under navnet Labour Representation Committee) var knapt socialistisk, selv i en moderat forstand. Initiativtager til oprettelsen var det socialistiske Independent Labour Party, med Keir Hardie som den centrale figur, men den politiske tyngde i den nye organisationen lå hos fagforeningerne, som traditionelt havde været allieret med det radikale borgerskab og ikke havde nogen forankring i socialismen. Labour Party var en organisation, som skulle have valgt parlamentsmedlemmer til at tale arbejdernes sag i økonomiske spørgsmål, og ikke en politisk bevægelse med omformning af samfundet som mål. Fra den politiske tankegruppe Fabian Society overtog partiet en række konkrete sager, men de blev fremmet enkeltvis og uden nogen samlende strategi. Marxismen var fremmed for partiet, og det lille marxistiske parti Democratic Federation, ledet af H.M. Hyndman, var uden betydning. Keir Hardie var en vigtig enkeltperson med indflydelse både i Labour Party og i Internationalen, men hans betydning i de to organisationer nåede ikke højdepunktet samtidig. Ingen af de engelske partier kunne derfor optræde med særlig tyngde i Internationalens organer; det ene var knapt socialistisk og det andre for lille.

Det østrigske socialistparti havde af flere årsager en vigtig stilling i Internationalen. For det første var Østrig central i flere af datidens internationale kriser, først i Balkankrisen i 1912 og så i de begivenheder som ledede frem til krigen. For det andet var partiet selv «en lille Internationale», eftersom det skulle samle arbejdere fra mange nationaliteter: tyskere, polakker, tjekkere og flere andre. (Den ungarske del af kejserdømmet havde sit eget socialistparti.) For det tredje havde partiet i Victor Adler en af de mest respekterede skikkelser i Internationalen. Partiet var på mange måder en model af et socialistparti, med et godt forhold til fagbevægelsen og få fraktionsdannelser. En indbygget svaghed var dog den tyske dominans i partiet, som førte til at der blev oprettet et tjekkisk udbryderparti i 1910 og senere til at partiet i 1914 klart stillede sig på Tysklands side, da krigen brød ud.

Det belgiske parti fik en uforholdsmæssig stor betydning, da Internationalens sekretariat blev placeret i Bruxelles og ledet af en belgier, og fordi præsidenten i Internationalens Bureau, Emile Vandervelde, også var belgisk. Blandt de russiske socialister var både Plekhanov og Lenin, som talsmænd for mensjevikker og bolsjevikker, kendte navne i Internationalen; begge fraktioner var repræsenteret i dens Bureau. Deres problemer var alligevel så forskellige fra de vesteuropæiske partiers, at de ikke fik nogen større politisk tyngde. De polske socialister havde gennem Rosa Luxemburg en kraftfuld og omstridt repræsentant i Internationalen, skønt hun også optrådte med mandat fra SPD i enkelte sager. Det Italienske socialistparti havde en ikke ubetydelig indflydelse i Internationalen, til trods for at partiet til tider havde et tæt samarbejde med borgerlige regeringer. Da partiet i 1911 undlod at gå imod Italiens krigserklæring mod Tyrkiet, blev dets stilling i Internationalen stærkt svækket.

Den socialdemokratiske 2. Internationale holdt kongres i København i 1910 med 896 delegerede, her i Odd Fellowpalæet. Alle tidens socialistiske ledere var med. l. Verdenskrig satte en stopper for fredelige møder af den slags. (ABA)

Organisation

Internationalens højeste organ var dens kongresser, som fandt sted i 1891 (Bruxelles), 1893 (Zürich), 1896 (London), 1900 (Paris), 1904 (Amsterdam), 1907 (Stuttgart), 1910 (København), 1912 (ekstraordinær kongres i Basel om krigstruslen) og 1914 (planlagt, men ikke afholdt i Wien). Debatterne på kongresserne havde større betydning end resolutionerne, som dels ikke blev fulgt op af handling og dels var således formuleret, at de ikke kunne give nogen vejledning for handling. En undtagelse var beslutningen på kongressen i 1904, da Internationalen fik presset en forening af de to franske partier igennem. Forsøg på at gennemføre konkrete tiltag, som aktive demonstrationer 1. maj eller klare forbud for socialister mod at gå ind i borgerlige regeringer, blev ikke vedtaget før de var så udvandede, at det ikke kostede meget at omgå dem. Dette gjaldt i endnu større grad for forsøgene på at samordne socialistpartiernes politik ved et eventuelt krigsudbrud. I 1901 blev der oprettet et Politisk Bureau med et administrativt sekretariat, som skulle varetage Internationalens sager mellem kongresserne. Internationalens Bureau havde medlemmer, som var udpeget af de nationale medlemsorganisationer. Sekretariatet blev fra 1905 ledet af Camille Huysmans, som gav det en aktiv rolle i samordningen af international socialisme. Nogen reel magt havde disse organisationer dog ikke; de kunne i endnu ringere grad end kongresserne give pålæg til medlemspartierne om, hvordan de skulle handle. Ved én anledning spillede de en vigtig rolle: i indkaldelsen til den ekstraordinære kongres i 1912 som havde sin del af æren for, at krisen på Balkan ikke fik større omfang end den gjorde. Ved en anden anledning mislykkedes de i katastrofal grad: i forsøget på at koordinere en antimilitaristisk politik i juli-august 1914.

Vigtigste stridsspørgsmål

Internationalens mærkesager var kampen mod anarkismen, kampen mod revisionismen, kampen mod nationalismen og kampen mod militarismen. Bortset fra det første spørgsmål viste det sig, at Internationalen (med SPD i spidsen) i alle disse sager havde en praksis, som lå nær op ad de positioner, som i teorien var overvundet.

Kampen mod anarkismen blev overvejende prioriteret i Internationalens første år, da indflydelsen fra Bakunin og Proudhon endnu gjorde sig gældende i lande som Frankrig, Spanien, Holland og Schweiz. Et vigtig undtagelse var Frankrig, hvor fagbevægelsen fortsatte med at bære præg af anarkistiske traditioner, og hvor mindet om Blanqui blev ført videre af den militante Victor Griffuelhes i «Confédératlon Générale du Travail» (CGT). En beslægtet holdning fandtes hos Georges Sorel, som i sine opfordringer til vold og masseaktioner gjorde kampens midler til mål i sig selv. Disse tanker havde imidlertid minimal grobund i Internationalen, og vi må gå til Mussolini og fascismen for at se dem gennemført i praksis. Den bærende ideologi i Internationalen var marxismen, i den dogmatiske form den havde fået gennem Engels og senere Kautsky og Plekhanov. Men selv om dette var ideologien, havde den kun ringe indvirkning på Internationalens og medlemspartiernes politik. De ledende skikkelser i Internationalen, som Bebel, Jaurès og Adler, gjorde aldrig noget forsøg på at til skynde til revolution eller masseaktioner. SPD handlede ud fra en ideologi om, at et angreb på kapitalismen var unødvendigt, da den med tiden ville bryde sammen af sig selv. Mens man ventede på sammenbruddet, kunne socialistpartiet nøjes med at befæste deres stilling og forberede magtovertagelsen. Det er i og for sig en rigtig tanke, at et revolutionært parti må kunne vente, og at den utålmodige aktivisme som altid vil udnytte øjeblikkets muligheder til det yderste, med tiden vil føre til, at der bliver færre muligheder at udnytte. Alligevel førte SPD denne tanke langt ud i det absurde.

Ønsketænkningen omfattede alligevel ikke alle medlemmer af Internationalen og SPD, og den «revolutionære ventepolitik» blev angrebet både fra højre og fra venstre, fra Eduard Bernstein og Rosa Luxemburg. De var begge enige om, at SPD's passive politik var skæbnesvanger, og at en magt som ikke bruges, med tiden visner bort. Der stoppede enigheden til gengæld. Bernstein mente at kunne påvise, at marxismens kriseteori var uholdbar, og at kapitalismen ikke ville bryde sammen af sig selv. Det borgerlige samfund kunne derfor alene omformes, hvis socialisterne gik ind i det for at gøre deres indflydelse gældende. Luxemburg pegede derimod på det absurde i, at en samfundsform skulle kunne bryde sammen «af sig selv». Socialisterne måtte tage magten, og ikke vente på at den faldt i hænderne på dem som et modent æble. Disse to angreb på SPD's linie faldt ikke tidsmæssigt sammen. Bernstein var først ude med sin «revisionisme», som blev kritiseret af Internationalen, af SPD og af Rosa Luxemburg. Først senere vendte Luxemburg sig mod partiet, og påpegede, at det i sin praksis nu havde lagt sig på Bernsteins linie. At dette virkelig var tilfældet, bekræftes af et brev fra Ignaz Auer (partisekretær fra 1875 til 1907) til Bernstein, hvor det hed: «Min kære Ede, man træffer ikke noget formelle beslutninger om at gøre det du beder om, man siger det ikke, man gør det bare.»

De internationale stridsemner omfattede et sæt af sager: nationalisme, imperialisme, kolonialisme, militarisme, som var tæt forbundet med hinanden. Både i England, Frankrig og Tyskland fandtes der socialister som ubekymret observerede, at deres nationer underlagde sig store dele af verden udenfor Europa, og som mest var optaget af at konkurrenterne ikke skulle få for meget. Denne holdning til praktiske spørgsmål hang naturligvis dårligt sammen med en principiel antikolonialisme og antiimperialisme, skønt man også på Internationalens kongresser fandt talsmænd for kolonialismens «civiliserende opgave». Opfattelsen af militarismen fremviste den samme uklarhed. På den ene side udtalte Internationalen sig gang på gang mod krig og oprustning, og hævdede at arbejderklassen ville stå samlet ved et eventuelt krigsudbrud. På den anden side fandtes der en række forhold, som viste sig at veje tungere. Nogle af de konkrete antimilitaristiske forslag - som oprettelsen af en folkehær som skulle erstatte de stående hære - kunne ikke få nogen praktisk betydning i den umiddelbare krise som truede. Andre forslag som kunne have haft en sådan betydning, som ideen om at arbejderne ved et krigsudbrud skulle gå i generalstrejke eller i det mindste lamme vitale økonomiske funktioner, fik aldrig tilstrækkelig støtte. Især SPD hævdede, at hvert parti i en krisesituation måtte stå frit ifht. at vælge den politik, som kunne have bedst virkning i øjeblikket - det kunne man aldrig forudsige på forhånd. Argumentet havde en overfladisk rimelighed, omkring en kerne af selvbedrag. Hvis en politik mod krigen skulle være effektiv, måtte den være samordnet på forhånd, for når krisen først indtraf, ville ingen nations socialister kunne gå ind for ensidig modstand mod krigen. Stor betydning havde også de parlamentariske dilemmaer, socialisterne efterhånden kom ud i, som i SPD's holdning til skattereformerne. Endelig udviklede der sig efterhånden en teori om, at krigen ikke ville indtræffe, fordi det var i kapitalens egen interesse at undgå den. Efter at kolonimagterne nu var færdige med at dele verden imellem sig, kunne kapitalen ikke have noget at vinde på en krig. Tvært imod ville de internationale karteller og monopoler virke som en fredsbevarende kraft.

Teoretisk debat

I og omkring Internationalen foregik der en intens teoretisk diskussion, som efterhånden førte til at der udviklede sig en «marxisme» som et fasttømret og dogmatisk system. I forlængelse af Engels' «Anti-Dühring», og med særligt vigtige bidrag fra Karl Kautsky og Georgij Plekhanov, opstod de teorier som gerne omtales som den «historiske materialisme» og den «dialektiske materialisme», og hvor man finder lige så ringe historisk indsigt som dialektisk sans. Blandt de misforståelser af Marx som fik hævd i denne periode, kan følgende nævnes: «Modsigelsen mellem produktivkræfter og produktionsforhold» blev fortolket som en modsætning mellem produktivkræfternes sociale karakter og produktionsforholdenes private karakter, uden at denne verbale modsætning blev knyttet til kriser og klassekamp. Problemet om forholdet mellem basis og overbygning blev afklaret gennem en karakteristisk skinløsning, hvor det hed sig, at basis «i det lange løb» var bestemmende for overbygningen. Det blev samtidig almindelig uargumenteret at hævde, at filosofisk materialisme (f.eks. synet på forholdet mellem materie og bevidsthed) og sociologisk materialisme (som synet på forholdet mellem økonomi/teknologi og kultur/politik) begge faldt ind under et overordnet begreb, «materialisme», og at man ikke kunne være materialist på det ene område uden også at være det på det andet. Samtidig blev teorien om, at alle lande måtte gennemgå de samme økonomiske stadier, og at en socialistisk revolution kun kunne bygge på arbejderklassen en spændetrøje for den videre udvikling. Denne teoretiske dogmatik fremkaldte de samme reaktioner som den praktiske, og fra de samme personer. Eduard Bernstein indtog en pragmatisk og nærmest antiteoretisk holdning, mens Rosa Luxemburg og Trotskij fornyede teorien ved at anvende den på nye situationer.

Sammenbruddet

Man har sagt, at Internationalen døde i 1914 og blev begravet i 1917. De socialistiske lederes handlinger i juli-august 1914 fortoner sig i tilbageblik som uundgåelige, og Jaurès kunne næppe have ændret begivenhedsforløbet væsentlig, selv om han havde overlevet. En vigtig baggrundsfaktor for deres handlinger var de almene økonomiske forhold, som var mindre krisebetonede i 1914 end i 1912, da socialisterne virkelig formåede at samle sig til fælles handling mod en truende krig. (Det må tilføjes, at faren i 1912 var mindre alvorlig, og at det er vanskeligt at give nogen sikker vurdering af Internationalens betydning for udfaldet). I 1914 var partierne præget af en alment optimistisk holdning som ikke motiverede til aktive tiltag. En anden vigtig faktor var organisationsstrukturen i Internationalen, som var langsom og ineffektiv. Der er heller ikke tvivl om, at SPD's ledere delvist blev manipuleret af, og til dels samarbejdede med den tyske regering - under hånden. Den vigtigste faktor var dog fraværet af en samordnet kriseplan, som kunne sættes i værk før krigen var et faktum, og patriotismen som overdøvede alle andre følelser hos arbejderne. Manglen på en kriseplan må igen forstås på baggrund af socialismens almene krise i disse år. SPD var bange for at spænde for vidt, og for at en ordre om generalstrejke ikke ville få fuld opbakning. Dette var sikkert en rigtig vurdering, men den fik absurde konsekvenser, når partiet lagde den til grund for sine handlinger i sag efter sag. Et parti som aldrig forsøger mere end det er sikker på at magte, vil efterhånden miste sin kraft.

Internationalen fortsatte med at eksistere også efter krigsudbruddet. Sekretariatet blev flyttet til det neutrale Holland. I de krigsførende medlemslande lå socialisterne til at begynde med på deres respektive regeringers linie, men efterhånden udvikledes der en betydelig modstand mod krigen. SPD blev splittet på spørgsmålet, og blev modarbejdet både af pacifistiske og revolutionære modstandere af krigen. Sidstnævnte samlede sig i Spartakusforbundet omkring Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Også i Frankrig og Østrig begyndte socialister at modarbejde krigsføringen. Et internationalt initiativ, som ikke kom fra Internationalen, var Zimmerwald-konferencen i 1915, hvor socialister fra de fleste europæiske lande forsøgte at samle sig til modstand mod krigen. Et lille mindretal med Lenin i spidsen ville oprette en ny international bevægelse og omdanne krigen til en revolutionær borgerkrig. I 1917 forsøgte Kerenskis regering i Rusland, med støtte fra de skandinaviske og det hollandske partier, at organisere en international kongres i Stockholm, men modstanden fra partierne i de krigsførende lande og fra deres regeringer - som nægtede delegaterne udrejsetilladelse - førte til, at kongressen aldrig blev afholdt. Med dette var Internationalen ophørt med at eksistere som en reel politisk kraft, skønt den formelt set fortsatte med at eksistere - også efter krigen. Det tyske kommunistparti blev oprettet i 1918, den Tredje Internationale i 1919, det franske kommunistparti i 1920. Friedrich Adlers forsøg på at bygge bro mellem den Anden og den Tredje Internationale, gennem den såkaldte 2½ Internationale, havde aldrig en chance for at lykkes.

J.E.